Niels Krog Bredal EPHEMERON, eller det gamle døende Insect.

EPHEMERON,

eller

det gamle

døende Insect.

Kiøbenhavn,

trykt hos L. N. Svare, boende i Skin- der-Gaden, 1771.

2

Forerindring.

Nærværende Fabel er ingen Original af min egen Opfindelse; jeg haver fundet den i en Svensk Samling, hvor den skal være laant af en Engelsk Forfatter. Jeg har altsaa ingen anden Fortieneste, end denne (om den ellers er nogen) at jeg haver ind- klædet den saaledes som den her befindes. Carakteren er meget almindelig, og afbilder den af horak skildrede.

Laudator temporis acti.

Se puerô.

Tilraadelse af nogle faae Venner, hvis Indsigter jeg tør forlade mig paa, forvolder dette Stykkes Bekiendtgiørelse, og den derudaf kommende Fordeel skienkes de Danske Frie-Skoler til Beste.

Kiøbenhavn dan 12 Septembre

1771. Af

Niels Krog Bredal.

3

Ved Floden Hypanis, i Landet Scythien, Som de Kort-levende Ephemera udklækker, Hvis snævre Levetid til nogle Timer rækker Der fandtes En iblant, fød ved Dag Brækningen.

Den allerstørste Hob i denne Republik,

(Hvis allerlængste Liv een Dags Forløb indslutter) Maae fødes, parres, døe i nogle faae Minuter, Og hvad de kalder Aar, hos os er Øieblik.

Men dette gamle Kræe, ved Solens Opgang fød, Var levende endda, da Solen skulde dale; Naturens sidste Gield han skulde da betale, Hans tunge Alderdom var Forbud for hans Død.

Saa lang en Kiede af Sekunder, Tertier, Den Mængde Pulseslag, hans Blod alt havde slaaet, Førend det usle Kræe slig Alder havde naaet Ham forekomme nu som mange Sekuler.

4

4 har vor Nestor ei i denne lange Tid Udstaaet, seet og Hørt, opdaget og ugrundet?

Hvor mangen Sandhed har vel ikke han udfundet, Deels ved Erfarenhed, deels ved udtrættet Flid?

Og hvad Omskiftelser, hvad Farer, Hendelser Er det, som ikke han i sin Tid har oplevet? Han, som var saa forsøgt paa Verdens Bane blevet, Hvorved han hærdet var mod alle Fristelser.

Hans Kiempe-stærke Krop og hans Afholdenhed, Samt maadelige Brug af Vellyst, Mad og Drikke, Et Sind, som kunde vel i ondt og godt sig skikke, Sligt Grunden havde lagt til Livets Varighed.

Han havde reist omkring; langt fra hans Fødestavn@Blandt lutter fremmede han ofte havde vanket, Med egen Skade tidt Erfarenheder sanket,

Og lange siden saae blandt Viises Tal sit Navn.

Af Alderdommen nu Han Byrden følede,

Samt al den Svaghed, som med samme er forbundet; Det lidet feilede, han havde dem misundet,

Der vare døde bort ved Middags-Timerne.

5

5

De ere, sagde han, betids bortrykkede Befriede fra alt det Onde, som nu falder Mig saa utaaleligt i denne høie Alder,

Da jeg mig nu som Barn igien paa nye skal see.

Dog meente Han, at det var uforsvarligt giort, At lade døe med ham hans mange Slags Indsigter, Hans store Forraad af Erfarenhed og Pligter;

Den Skat for ædel var, til saa at kastes bort.

For Børn og Børne-Børn det heel nødvendigt var At høre af hans Mund de underligste Sager Om Fødsel, Sygdom, Død, om Velstand, Lande-

Plager,

Og de Omskiftelser, som han oplevet har.

Thi af hans gandske Slægt var ingen levende, Der fra saa gammel Tid, som han sig kunde mindes, Han kom ihu de Ting, hvoraf de kunde findes

Knap Vidnesbyrd, knap Tegn, ja knap Afmindelse.

Din spøgsom unge Flok, Insecter, som i alt Oplevet havde knap halv-hundrede Minuter, Forsamles i en hast, og Kreds omkring ham slutter,

Ret som om noget blev af et Orakel talt.

6

6

Hvert Øie fæstet var paa hiin Ærværdige,

Han selv af Skaren blev som Himlens Tolk

betragtet;

Hver Talemaade blev som Guders Tale agtet, Og man anhørte ham med fuld Henrykkelse.

Hver rar Tildragelse, som han for dem beskrev,

Af nye og gammel Tid, hvert pludseligt Tilfælde, Som da laae næsten skiult i Tidens Mørk og Ælde, Ret som et Vunderværk af dem betragtet blev.

Som de udregnede, saa fremkom Verdenen, Samt alle skabte Ting, ved første Glimt af Dagen; Vor Nestor var da just iblant de Dyr opdragen, Der øiensynlig selv har seet Skabningen.

Nu stod fast Solen alt ved Enden af sin Kreds, Vor Gamle Enden seer, paa sin og Verdens Alder, Han derfor Børn og Slagt, samt Venner sammen-

kalder,

For at raadføre dem, og saa at døe tilfreds.

Med denne Tidende hver Vinkel opfyldt blev.

En Egn, en Fodbred stor i Vidde og i Længde, Udskikkede sin Sværm i fast utallig Mængde, Da deels Nysgierrighed, deels Fordeel dertil drev.

7

7 En Jordsvamp blev udvalgt til dette Samlingssted; Den kunde dække dem med en fornøden Skygge, Og giøre hver i sær, for Solens Straaler trygge, For ret at høre alt med Agtpaagivenhed.

Den Viise, som nu laae i Dødens sidste Stund, Og saae det Øieblik at være nær forhaanden,

Som var for ham bestemt til at opgive Aanden, Tiltalede dem saa af sin Død-bleege Mund:

"I elskelige Børn! hver Ting sin Grændse har, Det allerlængste Liv har dog sit Maal og Skranke;

Udødelighed ei bør komme os i Tanke,

Naar jeg engang ei selv derom forsikret var;

Jeg som oplevet har saa mange Hendelser, Som har udi min Tid saa meget Ondt udstaaet,

Saa mangen Slags Fortræd og Fare giennemgaaet,

Jeg, som mod Lykkens Stød og Skiebnen hærdet er.

Jeg som ved vigtig Dom og faste Slutninger Har skierpet Dag fra Dag min moedne Eftertanke,

Og har min Viisdom bragt snart uden for den

Skranke,

Som nogen Dødelig blant os forundet er.

8

8

Jeg føler meget vel af Døden nærmer sig;

Jeg siger ikke sligt at nogen mig skal ynke,

Langt mindre vil jeg nu mod Skiebnen Uret klynke, Da næsten hver Sekund er mig utaalelig.

Mit Liv en Byrde er: Min høie Alderdom Giør mig hvert pulseslag eg Aandedræt besværlig, Hver Lem ubrugelig, hver Seene uregierlig;

Hvad nytter mig et Liv, som jeg ei synes om?

Og hvad Fornøielse har jeg at vente meer,

Af dette usle Liv, der hælder med dets Ende? Alt hvad som hende kan, det har jeg seet hende, Og aldrig noget nyet der under Solen skeer.

Mœrkværdigheder nok jeg jo oplevet har,

Maaskee af samme Slags endnu tør flere møde: Jeg saae min Fødestavn i Grund at legges øde, Saa neppe Spor udaf min Fædres Bolig var.

Hvor var jeg Vidne til saa mange Vanhælds Stød, Nu gandske Slægters Fald, nu heele Landes Plager, Nu til en Vens Forliis, der Afskeed med os tager, Nu til almindelig, nu til særdeles Nød!

9

9 Sammensetningen af vore Legemer,

De skrøbelige Baand, som Siel og Legem knytter, De svage Pillere, som Livet understytter, Bevise meer end nok, hvad vi og Verden er.

Fortræd og Sindets Qval, hvoraf tidt findes Spor, Midt i vor beste Lyst og allerstørste Glæde,

Giør, at vor Lykke og bestandig fæster Sæde,

Helst i de Ting, som man er selv kan raade for.

O! Ubestandighed! O! Svaghed! O! Fortred: Imod Naturens Lov omsønst Fornuften fægter, Jeg saae et Norden-Veir bortrykke heele Slægter, Just naar de blomstrede i størst Lyksalighed!

Hvor iisner jeg endnu, naar jeg erindrer mig hiin hæftige Orkan, som reiser sig ved Stranden, Da udvalgt Ungdoms Flok gik leegende i Sanden, Og midt i Spog og Leeg henryktes pludselig!

Hvad Jordskielv, Huuses Fald, og Oversvømmelser Har nogle Draaber Regn ei ofte foraarsaget!

Hvortidt har Støbregn ei heel ynkelig nedslaget Det stolteste Pallads, de største Bygninger!

10

10 Ei nogen Alder kom, ei nogen Tid gik bort,

Som jo med slige Slags Ulykker var forblandet; Den dunkle Taage ei betyder noget andet,

Som undertiden giør vor Himmel-Luft saa sort.

Naturen tager af. Jeg levede endda

I Jordens Ungdoms Tid, i Verdens første Alder, Jo længere den staaer, jo mere den affalder;

Dens visse Undergang kan intet rædde fra!

Ja selv det ædelste i heele Skabningen, Insekter, Dag fra Dag i Dyd og Kræfter taber, De som jeg kiendte da, i mange Egenskaber,

Gik over Eder langt, endog i Størrelsen.

Troer aldrig mine Børn! at nogen mere døer I saadan Alderdom, som den jeg har opnaaet, Der femten Sekuler nu nær har overgaaet;

Insekter leve ei saa længe nu, som før.

Jeg selv, som taler her, kan med Sandfærdighed, Om hvad mit Øie saae, des sikrere forvisse, Jeg saae den samme Sol staae over vores Isse, Den samme Sol, som nu bag Floden synker ned.

11

11 „Den kaster Straalene til os nu gandske skraae,

I dets Sted, at de da faldt Lodd-ret ned og liige; Vor Luft var mere varm, og klarere tillige End nu, da alleting os Undergang kan spaae.

Hiin gamle Kiempe-Slægt var større, stærkere, Naturen, synes det, snart taber Kraft og Orden, Jo meere vores Sol tilnærmer sig mod Jorden; Thi Sinds og Legems Kraft er i Aftagelse.

Udvortes Sandsers Brug mig snart betagen er; Men alt hvad jeg har seet, erindrer jeg heel nøie, Det staaer i denne Stund som malet for mit Øie Udi livagtige og klare Billeder.

Jeg kan forsikre paa, (og hvad er vissere?) Hun angenemme Sol, hvo skulde sligt formode? Ja hiin Ild-sprudende forfærdelige Klode Forflyttes af sig selv, og har Bevægelse.

Jeg saae den, just den Tiid, den nys-oprunden stod Og kastede sit Skin paa denne næste Bakke, Jeg saae dens Opgang selv, (og maae Forsynet

takke)

Da paa dens Bane den sig først tilsyne lod.

12

12 „Udi min Ungdoms-Tid jeg mig forfriskede, Og vederqvægedes ved denne Bakkes Skygge, Hvor stedse Vandene for Solen vare trygge, Og i det varme Veir dog allid kiølige.

Utænkelige Tid! hvor mange Sekuler Forløb ei førend den sin halve Vei fik gaaet, Før Middel-Puncten var af Cirkelen opnaaet,@ Og Lyset liige faldt paa vore Hoveder!

Dens Varme tog da til, dens Skin blev klarere, De steege til en Grad, som ei er at beskrive, Den blev utaalelig; vi maatte os begive Udi de dybe Hul ned under Vandene.

Endogsaa vi, som dog Naturen havde skabt Af en saa ædel Malm, som havde slige Kræfter, Saa stærke Legemer, vi maatte følge efter Og for dens Ild og Lys omsider give tabt.

Ja fast det gandske Vand i Floden Hypanis Stod kogende, ret som, om Ild var sat derunder, Ja, skiønt vi os forstak i dybeste Afgrunder, Og nye, opgravne Hul, vi næsten qvæledes.

13

13 Men nu, da Solen alt er kommen Jorden nær, Dens Skin er bleven mat, dens Varme er aftaget, Og Luften ligesom med Taage overdraget, Naturens Undergang vist nær forhaanden er.

Og inden hundrede, ja færre Øieblik,

Ja inden mindre Tid maaskee, end der kan tænkes, Skal heele Jordens-Kreds i Mørkhed reent ned-

sænkes,

Naar Solen skiuler sig, hvorfra den Lyset fik.

Ak! nu, da jeg skal døe, jeg skamfuld siige tør, At jeg indbildte mig i mine unge Dage,

Det Helbred, Sundhed, Liv ei kunde Ende tage, Hos en, der dannet var, som jeg, saa stærk og føer.

Jeg saae saa mangen Slægt fremspire og døe hen, Jeg holdt det næsten for umueligt nogensinde, At Døden kunde Vei til slige Helte finde,

Der kunde giøre Skam endog af Alderen.

Saa mangen Farlighed, saa mange Dødens Bud, Som aldrig hidindtil mig havde kundet ramme, Ansaae jeg ligesom Forsikring paa det samme, At Livets Lys, hos mig ei kunde slukkes ud.

14

14 Bedragelige Haab! hvad Kildren Du mig gav! Jeg maatte tusinde og fleere Anlæg giøre Af lang Udseende, lod Bygninger opføre,

I Tanke, ingen Tid at flytte ud deraf.

Jeg stolede da kun paa mine unge Aar,

Paa en usvækket Kraft i Vinger og i Seener, Og er det vel med Grund, jeg sikkerligen meener, At ingen efter mig en saadan Styrke faaer.

Men Solen haster selv jo til dens Undergang, Naturen visselig maae undergaae med hende, Min Død et Forbud er, hvoraf man vist skal kiende At Verdens Blive-Tid er ikke meere lang.

Og jeg har længe nok fremdraget dette Liv Paa Verdens Skueplads, for nu tilsidst at være Et Offer for en slet og næsten indbildt Ære, Da mit Exempel nu er Narrers Tidsfordriv.

Men blandt den heele Hob, som overlever mig I den fordærvede og sidste Verdens Alder, Saa rare Hendelser ei nogen Tid indfalder, Som de, man af min Mund nu skal erindre sig.

15

15

Ei nogen efterdags, som jeg, skal prale af,

Et saa fornuftigt Liv, som jeg har veedst at føre, Og af Vellysterne det rette Brug at giøre, Som udi al Fortræd mig altid Lindring gav....

Men midt i disse Ord Hans Kræfter toge af. Han af Betragtninger tilovers havde flere; Men da han stræbte paa at ville tale meere, Vort Kræe sin modige og Viise Aand opgav.

16