En almindelig Recept som af Grunden helbreder Skrueløse-Hierner. Saa at Taaber, Daarer og Narre af alle Sorter, besynderlig de der ere befængte med Franske Moder kan ved samme igien erlange den sunde Fornuft. [Dediceret til St. Germain af S.C.F**; oversat af Fred. Chr. Scheffer]

En almindelig Recept

som af Grunden helbreder

Skrueløse-Hierner.

Saa at

Taaber/ Daarer og Narre

af alle Sorter,

besynderlig de der ere befængte med

Franske Moder

kan ved samme igien erlange

den sunde Fornuft.

O cives, cives! qværenda infania primum, Hac ter felices — — — Horat.

København 1770.

Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldts Stræde.

2
3

Deres

Høi-Grævelige Excellence,

Græve af

St. GERMAIN,

Ridder af Elephanten.

Kongl. Majest. forhen hsistbetroedr General-Feldt-Marschal, & c. & c.

Tilskrives underdanigst

disse faae Blade.

4

Deres

Høi-Grævelige Excellence,

Høi- og Velbaarne

Naadige Herre!

Du, som var Frankrigs Ziir, de Danske

Helters Ærre,

Bør og Beskyttere for Franske Skrifter

være;

Besynderlig for det, hvis Hoved-Hensigt er

At rette Franske Feil hos Danske Mennesker.

Underdanigst af S. C. F. **.

5

Recept for Skrueløse-Hierner.

Neppe er jeg fyrgetyve Aar, og kiender allerede ikke min egen Nation mere. Man taler ikke, uden ved Tvetydigheder; man tænker. ikke, uden ved Adspredelser; man skriver kun ved Hierne-Spind og handler blot af Ubesindighed. Det tørre Vid vinder Seier over Fornuften. Forfængelighed paabyder Naturens Drift Taushed; Folk, lig en Adonis, ere Folk efter Moden; man lugter dem som Jasminen, man beundrer dem, som Rubinen; man seer dem oftest skumme, som Champagne-Viin.

6

Lad la Condomine fordærve sin Lunge og sin Tid med, at bevise Indflydelsens Nødvendighed; lad Tronchin fortiene Hundrede Tusinde Daler med at forbyde Suppe, som en almindelig Gift; lad Keiser forhverve sig Roes og Guld ved Piller, der falde Facultetet ubegribelige; vores Sygdom Har hverken sit Sæde i vores, eller i vore Forfædres Blod, den fødes i Hiernen: lader os giøre Qvægsølvet stadigt, og vi skal blive helbredede.

Hverken de hemmelige Sygdomme, eller Kopperne, har nogen Tid foraarsaget saa stor Forstyrrelse, som Forfængeligheden. Den trækker sig endog til Capucinerne, der nu ikke bære andre, end modore farvede Klæder, til Carmelitterne, der aldrig gaae, uden med en Solskierm i Haanden.

Religionen, der i vore Ubesindiges Tanker bliver anseet for en Daarlighed, maaskee fordi den er for gammel, sukker billig over vore Afvigelser. Man giør sig en Ære af, at antage sig en anden Troe, som man ifører sig en anden Klædning, og at ophøie, eller forringe Dyden, efter en afvigende Indbildningskraftes Høihed. Snart indskrænke eller formilde vi, som Deister, Straffen og Belønningerne efter eget Behag, og snart igien kiende vi, som Materialister, ingen anden Gud, end vort Blods Omløb. Forgieves skulde visse Prædikantere søge at omvende os efter Mo-

7

den; de besidde intet, uden nogle for Natbordet antagne Lader og Theatralske Talemaader. De snakke om vore Lærre-Setninger, som en Skiøge om hendes Kierligheds Handlinger. Sorbonne veed ikke, enten en Setning er ugudelig eller christelig, og Parlementet afsiger Dommen. Geistligheden, der snart holder sig til Paven, snart igien til Kongen, søger intet uden en uindstrænket Frihed. Truer Overherren, faaer en paa hiin Side Bierget herskende Lærdom Fortrinnet; tordner Paven kommer den franske Kirkes Frihed igien for Dagen. Alting er Uvidenhed, eller Politik midt i en Religion, der burde ikke være andet, end Lys og Enfoldighed.

Fortienesten undersøger i det siette Stokverk, som i sit Observatorio, og tier. Det store Mod i en Finantzbetientes Klædning overveier slet intet og dømmer om alle Ting: den oplyser med en eneste Penne-Streg et Lands Undergang, og glæder sig over, at Folket endnu ikke arder Græs.

Lad Statens Fiender beholde Seier; vi vil blot arbeide paa vor egen Undergang , Tale og Opførsel efter Moden! Armene vil ikke adlyde Hovedet, og Hovedet kan i Mangel af Armene intet udrette.

Snart vil de tage Sommer-Qvarteer, for at drikke Lemonade og forfriske sig. Der fattes ikke

8

meget i, at man jo setter et Natbord i Løbegravene, og giør Kanon-Kruttet vellugtende. Heroismus er intet, uden et forslit Ord, man finder i Historier og Romaner, og skyer som noget latterligt. Det maa gaae med Fædrenelandets Ære som det vil, naar blot den slette Orden og Vegelsindigheden ikke taber nogen af sin Ret.

Der er ingen iblant os, der jo giør sig en Ære af, at tiene vor Fyrste, der er heller ingen, der ikke skammer sig ved, at bære Mærke af saadan Tieneste. Alle andre Nationer veed af ingen Prydelse, uden en Slags Klædedragt, og vi ansee denne Klædning for en Dragt, der tilkommer en ryggesløs Dreng. En stor Herre, der i Paris vovede at lade sig see i en Soldater-Dragt, vilde have ligesaa meget Mod, som en af Pavens Officiers, der understod sig at angribe en Preuser. Man bærer langt hellere Overdaadigheds og For fængeligheds, en Tapperheds Liberie, siden vi ikke leve meer i Heltenes Aarhundrede.

Vi ere nye i alle Opfindelser, blot i Krigs: konsten ere vi Gotiske. Man troer endnu, Modet bestaaer i, at springe i Ilden, da den skulde bestaae i, at vogte sig for den, og styrte sine Fiender deri. Hvilken Krig! hvilken Forbittrelse! hvilken 'Ærgierrighed! Snart vil Menneskene behøve

en nye Verden, til at udbrede deres Herre-

9

dom! Men, desto verre! ingen uden Fontenelle, har seet adskillige saadanne langt borte. Man kunde have kiøbt hele Landskaber for det, det har kostet at sette Livet til i et bedrøvet Churfyrstendom.

Alle vore Floder ere belagt med prægtige Broer, undtagen Broen til Seve, som man gaaer over til Versailles; men denne Broe er kun, for at man kan gaae over Floderne, og vi maa gaae over Havet.

Visse Erobere forlade sig mere paa deres Forstand, end paa deres Magt og de beholde Seier, da vi endnu ikke vide hvorpaa vi skal forlade os. Er det Penge, da ere vi at beklage; er det Vittighed, o! da skiælver jeg.

Det mindste Saar, en Fyrste fager, ud Det mindste Saar, en Fyrste faaer, udraabes for en ulægelig Sygdom.

Schelin, den eneste Skræder, der af og paaklæder alle Nationer, vil efter sin Død blive mere beklaget, end en god Feltherre, der bliver i en Træfning, siden man nu omstunder giør sig mere til af den Ære, at bære en smuk Klædning, og tale derom, end den Roes man kan indlegge sig ved at vinde et Slag, og at underholde sig dermed. Visse Krigsmænd

10

har endog midt i Fredens Skiød med Krigen at bestille, og vi tænke midt i Armeen ikke paa andet, end vore nye Sager og Spil.

Det sidste Kanonskud er neppe gaaet af, før man alt giver Officierne, der end ikke forlange det, Tilladelse, at forlade deres Regiment. Det er billigt, at man hviler sig ud i otte Maaneder, efter et Feldt-Tog, der har varer i fire Maaneder.

Man skulde sandelig ikke have begegnet vore Forfædre saaledes, uden at de havde skiult sig af Skamfuldhed; men vi har den Gave, ar vi kan lade os fornedre, uden at blive ydmyge ; vi bryste os endnu i Stedet for vi burde henge med Hovedet, og vil, man skal idet ringeste falde i Forundring over vore Haar-Krøller.

Engelænderne dybsindige, de Tydske alvorlige, Italienerne listige, og vi midt iblant dem, artige, elskværdige og modtvillige; man maa tilstaae, Skilderiet er ikke giort for Indfatningens Skyld, og at vi ere alt for forfængelige til at Have saa kloge Naboer.

Smagen hos de Artige, (thi vi forstaae intet andet, end dette,) har saales trækket vore

11

Ideer sammen, at det Høie, (Maiestetiske,) forekommer os som et Uhyre, og det Enfoldige synes middelmaadigt: og endda holde vi os for de Førstefødte af alle Folk, og foragte alt det, der ikke har sin Virkelighed fra Paris.

Den Hanoverske General er for hele Verden Printzen af Brunsvig, men hos os blot Monsieur Ferdinand.

Vor Forstand er ikke det menneskelige Kiøns Forstand, og derfor stemmer den ikke overeens med samme. Den sunde Forstand er altid overeensstemmende med alle Folkes. Vi have over vore Handlinger, som over vore Klæder, en udbredet Skiøge-Sminke, der giver os Sted imellem Aber og Mennesker. Ingen uden Eftertiden var i Stand til, at forbedre os, men den er, desto verre! kun en bagtalende Forsigtig, der aldrig taler, uden naar de, den retter, ikke høre det.

I det forrige Aarhundrede herskede Viddet, i det næstpaafølgende vil maaskee den sunde Forstand komme til at føre Herredømmet. Hvorledes vil vi forholde os i denne Mellemtid ? Mestendeels som Papagoien imellem Oxen og Løven.

12

Et Aarhundrede, da man veed intet at sige, uden Talemaader, intet at frembringe, uden Drømme , intet at opfinde, uden Moder; da man bygger i Kobberstykker, skriver i Smaat, og slaaes efter Takten, bliver kaldet det Philosophiske Aarhundrede. Opholder man sig over dette Aarhundrede, eller Philosophien? Et skient Spørsmaal at forklare!

Fornuften, der lige indtil den Dag, Bogen om Aanden kom for Lyset, har lagt i en dyb Søvn, er endelig opvognet. Lader os

høre: Vor Siels Indsigt bestaaer i Hændernes udvortes Gebærder, og enhver Dyd har blot Egennytte til Grundvold.

Hvilken lykkelig Opdagelse! har vore Vise ikke Aarsag, at klappe i Hænderne, og raabe Seier-Skrig?

Det Arbeide man i Gaar gav sit Biefald, forkastes i Dag, og Morgen kommer det frem igien, beprydet med nye Biefald. Ingen Skuespiller giver Parterret mere at lee af, end vi give de Fremmede.

Alle Nationer betragte os paa det nøieste, for at beskue vore Haar-Kruser, vore Daarligheder, og at holde sig op derover; og vi har endnu den skiønne Forfængelighed, at vi troe,

13

de med Forundring give os deres Biefald. — Lader os aabne Øinene; saa skal vi see, den Fremmede antager blot vor Klædedragt, og, i det han trækker Kiolen paa, selv falder i Forundring over dens sælsomme Skikkelse. Enhver Fremmed vil blot have Dragten af vores Skilderie og intet videre: til al Fortred beholde vi selv vore Hoveder.

Man har indført alting i Ordbøger, undtagen vore Naragtigheder; saasom man veed, at disse vilde udgiøre Folianter, og at vi derimod nu ikke læse uden flyvende Blade. Abbeden sminker sig, og studerer hos de unge Piger; Krigsmanden øver sig blant Munkene; Magistraten studerer Lov og Ret paa Løibenken, og Munkene, deres Ordens-Regler hos de unge Damer.

Coguetterne ere nu omstunder vore beste Talere. En lumpen Vise trøster os, naar vi har giort et Tab, som udfordrede vores heedeste Taare. Graad er allene i de Huse, som mangle Brød, og vi lee ellers allevegne med Musik og Spil; thi vor Latter er kuns tvungen og unaturlig. Fornuftige Taler har vi opsat til en anden Gang, til det sidste Øieblik, da vi ikke mere skal være til, og da vores Hukommelse vil beskiemme os.

14

Vidste vi, at Sveden er allene Heltenes Sminke, at Puderet à la Mareschalle, ikke fordrager sig med Kanon-Kruttet, at Pigernes Erobringer ere Krigernes Undergang, at man, naar man tilsætter Livet, for at døe for det smukke Kiøn, lever i Skiendsel; saa vilde vi uimodsigelig blive ret duelige Folk. Men vi overlade denne Videnskab til Preusen, der veed at føre sig samme til Nytte, og veed af ingen anden Fornøielse, end dygtig at slaaes,

Indbildningen er Verdens Dronning, men Moden er vores. Hvor mange Forandringer i vore Klæder, Sæder, Skrifter og Gudsdyrkelse, ja i alt vor Væsentlige! vor Forstand elsker, og vort Hierte slutter. Vore Fornemmelser see, og vore Ideer føle. Vedvarer dette endnu lidet, skal vi snart ikke mere kunde kiende os selv, og blive tvungne at spørge vore Naboer, om vi endnu ere Mennesker.

Fanatismus : hvilket Ord! det kommer os til at skielve, og hvilken Nation er desto verre! mere fanatisk, end vi? Har man seet

iblant Italiener, Tydske, Russer, Jonsenister, Molinister, Convulsionister, Securister, Piconister, Encyklopedister ?

Har man hørt, deres Biskopper har begiert Forskrivninger, nægtet Sacramenterne, og efter

15

en Syv Hundrede Aars Forløb giort nye Troens Love? Ere vi ikke blevne eenige om, at opføre et Skuespil for Verden, da lader os tilstaae at vi ere ret galne.

Vi have blot aflagt det Gotistke, for at antage det Latterlige. Vi maa stedse falde til saadanne Yderligheder, der giøre os til Latter og Fabel for andre Nationer. Ak! hvorfor røre vi da blot Hænder og Fødder, uden nogen Tid at lade Hovedet see, da vi dog ere tappre, sindrige, elskværdige, høflige og selskaskabelige. —

En Aarsag, der kalder sig Materiens Datter, er vor Religion; en Philosophie, der troer, den er født, for at krybe paa alle fire, er vor Storhed; en Rime-Syge, der skriver, for at see sit Arbeide brændes, er vort Vid; en Ryggesløshed, der end ikke undseer sig ved, at laste Gud selv, er vort Genies Høihed. Det vil snart være lige saa stor Ære blant os at have varet en lille Kanin, som en Behersker og Erober.

Man gaaer nu ikke længere i Skuespillene, for at fornøie sig og forbedre Sæderne; men for at høre visse personlige forhadte Egenskaber og ære Bagtalelsen. Tilhænget man har giort

16

sig, sønderriver det Almindeliges Biefald, for hvilken selv Naturen gyser, og der foraarsager Forfatteren, Skuespilleren og Tilskueren lige Forvirring. Man mærker ikke, man stiller sig selv blot for Bespottelse, naar man seer sin Broder offentlig at bespottes, siden man hverken føler mere til Samvittigheds Nag, eller Fornuft.

Historiens og Sprogets Dyrkelse er i vore Tider intet andet, end saadant nedrigt Haandverk, der paa Mauberts Plads holdes til Fals. De samme Faldbydelser, samme Bespottelser, samme Grovheder: man raaber paa Eftergivelse, da man dog intet Menneske kan lide: man smælder mod sit Aarhundrede, da man dog selv er Dets Forargelse: man anraaber Menneskeligheden om Hielp, da man dog dadler dem, der leve tillige med os: man forudsetter andres Død, da man dog selv burde døe af Skamfuldhed og Fortvivlelse.

Anstændighed og Værdighed, der vare i saa stor Anseelse hos Grækerne og Romerne, maa hos os staae tilbage for Brugens Skiønhed. Herren veed i vores Tid, ar klæde sig lige saa vel og næt i Dvælg som hans Kammer-Tiener, og vore Printzer løbe til Ramponnau. Man betiener sig af nys opfundne latterlige

17

Ord, der samlede udgiøre en ypperlig Optik *). I denne Punkt maa en Skildrer betragte os, dersom han vil treffe os vel.

Hvor ypperligt er det, naar man i vore Tider seer, der i Lægekonsten gaaes frem efter Methaphysiken; i Gudslæren efter Politiken; i Physiken efter Alkymien, og i Religionen efter Materialismum! saaledes forvende vi alle Videnskaber, som Sæderne, siden vi føle, vi ere belæssede med en Forstand, der er i Stand til at udrette de største Underværker. Man maa skabe, at man ikke skal være et gemeent Menneske, og giøre Bøger og Forslag, der foraarsage Forundring og ikke kan begribes.

Et got Arbeide fik fordum alles Biefald! det stoppede Munden paa Misundelsen selv, som et Offer paa vore Skribenteres Had, der sinde Fornøielse i, at undertrykke og sige hverandre imod, snart roses det af nogle, snart lastes det af andre, og er altid, saasnart det indeholder en sund Sædelære og en sund Fornuft , underkastet vore vittige Hoveders bidende Bespottelser. Snart vil det gaae med Bøger,

*) Dette Sted der i Originalen er opfyldt med mange latterlige, selvgiorte Ord, som persifflage, radotage, & c, taaler ingen Oversættelse i det danske Sprog, siden det vilde blive umueligt at treffe Ordenes Meening, uden at blive latterlig.

18

som med Setter og Baand, at de ikke maae være længere, end en Maaned, eller en Uge i Moden, dersom de skal fortiene den Ære, at blive læste. Ingen Nation er mere sindrig, end vores, og ingen mere uvidende. Vi vide intet af de Fremmedes Sæder, intet af deres Beskaffenhed. Vi troe, en Russer i det høieste har Rettighed til at see, og at en Perser er ikke giort til at tænke. Paris allene frembringer vittige Folk i Verden: man anfører de sletteste Begivenheder, der har tildraget sig i denne Bye, som Ting, alle Folk skal tage Deel i. De nyere Philosopher give Prades ud for et skarpsindigt Hoved, og Molinisterne kalde Langvet det menneskelige Kiøns Ære.

Vore Reisende dømme om alting, blot i Sammenligning med Frankerig; denne er altid det Kompas, der styrer deres Anmærkninger: saaledes see de intet andet, end vor Frue-Kirke i Paris, naar de see den berømte store St. Petri Kirke. De beklage sig for franske Synge-Spil naar de bivaane italienske. Neapolis er i eens Øien fra Orleans langt fra ikke saa. god, som Orleans, og Paven er i en liden Gaskonisk Præstes Tanker ikke saa meget som Biskoppen af Ausch.

Vi tale blot vort Sprog, og kan ikke taale at der i Tydskland tales Tydsk; vi udelukke alle Fremmede, som vi ikke kan lide, af vore

19

Samqvemme, og vil dog, de i deres Land skal bevise os al den Ære, nogen kan tilkomme: vi belee alt deres, og vi har intet, uden latterligt at fremvise dem: Vi kalde dem talende Maskiner, naar de beholde deres egne Lader, og efterabe de os, kalde vi dem Aber.

Bierget Ætna er meget roeligere end vore Hoveder. Vi maa altid have Krig, enten i Kirken eller Staten, og har vi ingen vigtige Ting at afgiøre; slaaes vi med Talemaader og Moder. Er lidet Skrift paa sex Sider, kan sette den hele Nation i Bevægelse. En Vise er en Sag, hvorfra man giør Tidsregning, og bliver anført som et Træk i Historien.

Vi vil altid give Tonen; da vi veed at synge alle Slags Viser: men der ere de Tider, da Folk har ingen Øren, og vil ingen have: Forsigtighed udkræver da , man maa tie; men til vor Fortred tie vi aldrig.

Hvor mange end vore Ord-Bøger ere, har de dog tilhobe ikke Ord nok paa al vor

Stats. Vi føde daglig Tusinde Naragtigheder, til hvilke Spradebasserne staae Fadder, og Coquetterne ilende antage for deres Børn.

Forfængelige, eller fanatiske Prelater, stolte eller krybende Herskaber, gierrige, eller ødsle Skatmestere, grove, eller pralende Læger, Forfattere uden Brød, eller Gaver, unge Menne-

20

sker uden Vittighed, eller Beskedenhed, alt dette maae vi bekiende, at være en artig Samling, der endelig maa stikke i Øyene paa en Fremmed, som reiser.

Sprade-Væsenet, ubekiendt for vore Forfædre har nu for alting Fortrinet: vore stolte Miner, vore opløftede Skuldre, vore Grimaser efter Moden, vore sære Vendinger, vort opblæste Væsen er allevegne at see iblant os. Vi kan for nærværendee Tid græde mere behageligt, end vi loe i gamle Dage. Vore Besvimelser har nu kun Anseelse af en lille Hierteklemmelse, og vi forstaae nu, at giøre Miner og Geberder bedre end den beste Marekat.

Vi løbe altid med en forunderlig Hurtighed fra en Yderlighed til den anden: vor Egenkierlighed er Frækhed, vor Fortrolighed Uforsigtighed, vor Godhed Gemeenskab, vor Munterhed Støi og Næsvished, og vort Sprog og Udtale en Piben. Enten ere vi vantroe, eller fantastiske, kaade eller stolte og ligne de Drive-Skyer, der have intet klart uden til visse Tider.

Vore Ægteskaber, en Virkning af Kneeb, Æregierrighed, eller Fordeel har stedse Anseelse af Udfaldet paa et Skuespil. En Skatmestres Datter kiøber en Greve, eller Hertug, som man i Vestindien kiøber en af de Sorte.

21

Begynde vi ikke i vort 15de Aar at beskæmme vore Sæder, rødmes vi over en ugudelig Tale; da kaldes vi Taaber, uværdige til, at omgaaes smukke Selskaber. Vi maae forsikre vor Ære ved Uanstændigheder og Tvetydigheder, giøre vort Optrin i Verden ved i delige Bespottelser over Geistligheden, bagtale Religionen og Regieringen, og endelig belee Dyden, som en Maskerade. Orgas er nu ikke vor skiønne Aand, uden for saa vidt han veed at forklæde Sandheden og drive Spot med Helgene i et afsmagende Epigram.

Thalie faaer Lyst til Buketter og strax bære alle dem: skammer sig ved, at gaae med sin Kone, og strax følger alle gifte Mand allene med deres Maitresser: Dorisinas spotter med hellige Ting og strax giver enhver Gienlyd af hans Bespottelser: han skriver afskyelige og skrækkende Ting, som endog Tienerne flittig studere.

Hvor finder man vel iblant os Samtaler der gaae ud paa andet, end Skuespil og Galanterie, Forlibelser der har andre Gienstande end Skuespillerinder, Læsning, som ikke er af det ugudelige, komiske og romanske, en Lærdom, som ikke har urimelige Sætninger til Grund, Vittighed, som ikke uddunster i dumme Klygter, Tapperhed, som ikke begraves i Svir og Liderlighed, og endelig et Liv og Levnet, som

22

ikke udmattes og sløves af Vellyst? det er ikke nok, at vi selv vil udmærke os ved saa selsomme Skikke; men vi stræbe endog, at faae disse Selsomheder allevegne indførte. Engelskmanden er maaskee ikke mere dydig, end vi, men han forbinder ingen Fremmed til at skille sig ved sin Dyd: vi derimod, som udgive vore Laster for Moder, tvinge de Fremmede til at smykke sig med dem, som en smuk Klædning.

Har man ingen Penge at kiøbe en Stær for, eller til at kiøre i en af David Skolemesters ny malede Vogne, maa man uforbigængelig i Grunden ødelegge sin Neste. Vi paalegge Beslegtede, Venner, Fremmede og Betientere Skat, for ved listige Greb at leve som honette Folk og for at skinne paa det Almindeliges Bekostning. Daarenes Formue kalde vi de Fornuftiges Arvedeel, og vor Skikkelighed bliver ved et nedrigt Tilskrift, eller nogle latterlige Complimenter, vor Formue. Spillet, hvori vor Gierrighed, vor Mangel, eller vor Tids Kiedsommelighed ligger skiult, og som Fruentimmeret elsker paa en afgudisk Maade, ret ligesom deres Kieresten, ja endog mere end deres Stats og Pynt, har udtørret Samtalernes Kilde og frembragt saa mange Omløbere, som Jorden i Høsten frembringer Padehatter: de ere overalt klyngeviis og stedse føre denne Frækheds og Bedrageries Aand med sig, som set-

23

ter Nationen i Udraab og giør at man i visse Lande er ligesaa bange for os, som Saxen for Preusen.

Det lader, som Naturen har dannet Fruentimmeret allene for at fyldestgiøre vore Vellyster. Vore Krigsfolk tiltale et Fruentimmer, som de ikke kiende og aldrig har seet, med større Fortrolighed, end om hun kunde være deres egen Kone: man skulde snart troe, alting maatte vige for deres Lyster, at Dyden selv var deres Tiltale Skat skyldig. Selv vore Abeder, der ved deres Galanterier ere latterligere, end den største Spradebasse ved sine Kierligheds Handlinger, paastaae, at ville have Kierligheds Bevisninger og forlange samme, ret som deres Stand og Dragt ikke kunde foraarsage Ækelhed hos et hvert Fruentimmer, der besidder den ringeste Fornuft..

Mangen en, siger Frue Du Noyer overlader sig til en liden uanseelig Soldat, som med Billighed ikke kan lide den deiligste Prelat.

Hvor er den mandige Dyd bleven af, der giorde vore Fædre, de gamle Gallier, saa berømte? Vi veed i vore Tider intet andet, end at spille, stadre, lee og elske; da imidlertid Preusen blot er betænkt paa, at stride og at vinde. Felskiærerne adskille daglig Lemmerne paa et Legeme; men jeg ønskede, en vilde paatage sig den Umage at adskille den øverste

24

Flade paa saadant et Legeme: Hvor mange adskillige Slags Sminke, hvor mange Slags Puder og lugtende Sager! vore Fruentimmers Huud er nu intet andet, end et Stykke Linnet, overtrukket med Olie, liig det, som Malerne overtrække med Gummi og Farver.

Siden vi saaledes have forstilt vore egne Personer; saa har vi og søgt at forstille saa vel Religionen, som for os kun er et blot Hierne-Spind som og Philosophien, der i vore Øyen allene bestaaer i den Konst, at frembringe urigtige Lære-Setninger, Sæderne som kun synes at være Fordomme, Historiens og Sprogets Videnskab, hvor med vi drive en skammelig og egennyttig Handel.

En Tiener kaldte man i forrige Tider en Dreng: nu spiller han med sit Guld-Uhr og Steen-Spender en liden stor Herres Rolle: han læser i Forkammeret vore Skrifter efter Moden, og tilstaaer han, der er en Gud til, da skeer det blot af Høflighed. Vil vi opholde os over Fremmede, maa man betænke, at det er en blot Giengield: de betragte os Tid efter anden, de lugte os, og det er alt nok til at giette, Hvad vi due til.

Det sposke Væsen, vi frem for alle andre Folk besidde som en Eiendon,, og som er noget af vores høieste Gode, forplantes som et Arvegods iblant os: Sønnen arver det af Fa-

25

deren, og vi fortplante det paa vore Børne-Børn dersom en Hendelse ikke tilbringer os en god Deel sund Fornuft, der forbedrer os, eller hvis vi ikke ved store og ulykkelige Plager blive forandrede.

Forekaster man os, at vi lade sposk? om den tydske Adel, allene fordi vores giør sig tiere Skam ved ulige Giftermaal: at vi opholde os over den italienske Politik, fordi vi selv ingen sammenhængende Grundsetninger have, at vi belee Engelændernes Alvorlighed, fordi vi selv ere letsindige, at vi skiemte med den , spanske Adstadighed, fordi vi selv ere Veier-haner, der drives efter enhver Vind; saa synes mig vi nødes til at trekke paa Skulderne og tie.

Vi agte ikke de store Optrin i Europa; men et Skuespil giør os alle opmærksomme. Vare vi ikke skabte til, at tiene til Skuespil, toge vi mindre Deel i alle dem, der til Skuespil, spild te da ikke vore beste Dage med at tale derom, og giøre os Tilhæng, og ophøyede ikke saa maadelige Personer, som Skuespillerne

I vore Tider er der ingen Drøm, der jo trykkes, ingen Galenskab, der jo kommer os i Hovedet, ingen Daarlighed, der jo offentlig bekiendtgiøres.

Nogle bidende Afhandlinger, nogle store Ord om Lovgivelse, Meneskelighed, Vit- tighed, nogle Malinger, eller rettere sagt, per-

26

sonlige Fornærmelser: dette er langt mere end der behøves til at forskaffe sig Navn af den berømmeligste Skribent.

Vore vittige Hoveder, der nægte de haandgribeligste Sandheder, forsikre, Religionen er falsk, og paastaae, man frem for alle Ting skal troe deres Foregivelser, give sig altsaa uimodsigelig ud for ufeilbare; thi hvad skulde vel ellers give dem Ret til, at fængsle vor Fornuft? Saa ufornuftig slutte vore nyere Lovgivere, og sige sig selv imod just paa en Tid, da de indbilde sig, at give Fornuften sin første Glands og Værdighed igien.

Talte ikke alle disse Ting imod os; vilde jeg gandske vist tie; men venter Preusen paa disse Betragtninger, for at vide, om han slaaer os? Er der Engelænderne ubevidst, ab han begiegner os, som Slaver? Har Hannoveraneren glemt, at han tre Aar har holdt os Stangen? Og kiender ikke alle Folk os, som letsindige, stolte og kaade Mennesker, der fatre ingen Stadighed før efter fyrgetyve Aars Forløb! I Tydskland og Italien belee endog Børnene selv vor Urolighed og Daarlighed: Foruden dette, at vi daglig giøre os latterlige og det med god Beskedenhed, paa de offentlige Skuepladse; maa man i det ringeste fatte det Forsæt, at læse Afbildningen paa vore Skikke og Sæder med kolt Blod: Skulde

27

det da ikke være tilladt, at udtrykke vore Manerer paa en anden Maade, end i Vers?

Men for at besvare de slet tankende og paa en daarlig Maade stolte Mennesker, der vil holde disse Anmærkninger for et Skamskrift og udgive dem for en slet Rapsodie; vil jeg blot sige dem, at jeg her i den Henseende omstændelig beskriver mit Folles Sygdomme, Paa det jeg kan læge dem, og i Fremtiden skaane dem for de Bebreidelser, man fra alle Sider giør dem. Har ikke den berømteste franske Digter skrevet: vi indføre blant alle Nationer Frækhed og Uforskammedhed? Have ikke alle Skribentere paastaaet, vi ere de letsindigste, forfængeligste, latterligste og qvindagtigste Folk? og har ikke de mest alvorligste Personer iblant os, ( thi til al Lykke have vi endnu et got Antal af saadanne ) reent ud sagt: Religionen er udstukket i Frankerig, og der gives et Tilhæng, der har rottet sig sammen, for at giøre samme til intet? Hvor mange Beviser kunde jeg ikke faae famlede; for at bevise hvert et Stykke for sig, som jeg Har anbragt, og at vise, dette lille Arbeide, hvor uordentlig det end synes, ikke sigter til andet; end at undervise og forbedre. Man maa forkaste det saa længe man vil, man maa kalde det Forvovenhed ; man skal dog ikke finde noget deri som er anstødelig, enten mod Regiringen eller Religionen: saaledes vil fornuftige Folk dømme derom, der sukke over deres Medborgeres Latterlighed, og græde

28

over, at et Folk, der er skikket til saa store Ting, nedkaster sig i Forfængligheds og Vellystens Skiød.

Men i Steden for her at giøre et Forsvars Skrift der ikke vil overtale Daarene og er unyttig for de sande Vise; vil vi heller foreslaae Midler for saa beklagelige Sygdomme, der kunde læge dem; thi dette er vort Øyemærke.

Vor Sygdom, vi behøve ikke at tvivle derpaa, kommer blot af Mangel paa den sunde Forstand, saaledes, hvis vi finde Raad til, at giøre en Sammensetning deraf, og til at indpode den; saa skulde vi snart læges ved Fornuften. Men hvorledes skal vi bære os ad, forat frembringe dette Gran af den sunde Fornuft, som vi trænge til, og hvorledes skal vi faae dette anbragt ? — dette er hele Knuden.

Efterat jeg alvorlig har betænkt mig paa saa vigtig en Operation, troer jeg, at man endelig maa søge hos forskiellige Nationer det, hvoraf man skal tillave denne omtalte Lægedom. Saaledes vil jeg blande en Portion af den engelske Ueftertænksomhed med mange Draaber af den italienske fine og vidt udseende Politesse; mange Untzer af den spanske Langsomhed og tydske Alvorlighed, med nogle Skrupler af den franske Letsindighed og Flygtighed : Saaledes er den Sammensetning, som bør udgiøre det Gran af sund Fornuft, som er beqvem til at læge os fra Grunden af, hvis vi allene kan indbringe det paa det rette Sted, hvor det skal giøre sin Virkning.

29

Paa denne Maade, som jeg forklarer min Konst, kan man tillige see, at jeg er langt anderledes sindet, end vore Læger i Almindelighed, der fortie den mindste Pille, ret som det var den allervanskeligste Hemmelighed at udgrunde, og at det ikke er mit Væsen, at giøre mig stor, eller broute for nogen.

Jeg vil endog lære alle mine Landsmænd, at det hverken er igiennem Næse-Borene, Ørene, eller Munden, at de kan faae indbragt det Gran af sund Fornuft, som er os fornøden, i hvorvel det endelig maa trænge sig ind i Hovedet, hvor vor Sygdom besinder sig. Vore Næse-Borer ere alt for proppede af lugtende Sager, vore Øren af Klang og Viser, vore Munde af den fine Smag og krydede Spiser, saa det paa ingen Maade kan komme igiennem nogle af disse Steder; men, da Hiernen kan aabne sig, som det pleier at skee ved Felskiærenes Operation, saa kommer det kun an paa, at giøre et Hul i Panden, just paa selvsamme Sted, hvor man opererer Hunde, for at bevare dem for Galenskab, og der igiennem ved Hielp af en Guld-Puster at indblæse dem dette Gran af sund Fornuft, som ikke behøver at være større end en Vikke. Saasnart dette kommer ind i vore Hierner, vil det have beundringsværdige Følger: det vil udrydde vores vilde Fremfusenhed, som tumler os hist og her, og det vil giøre vore Planer og Udseender

30

visse og regelmæssige, saa at vi siden ikke skal finde Fornøyelfe i at see uden det Store og det Sande. Hvis en skiøn Aand efter denne Prøve vil dømme om sit Heldbred, saa lad ham betragte de Bøger, som han før mest beundrede, og han skal da ikke finde andet, end elendige Griller, hvorover han vil forundre sig. Man har allerede indpodet den sunde Fornuft hos en Spradebasse, som troede, den Bog, skreven af L’Esprit, var det største Underverk i Verden, og tillige hos en Skinhellig, som tilbad Forfatteren Beruer, og see! nu ere deres Øyne allerede fuldkommen aabnede, saa at de ikke see andet i disse Skrifter, end Løgn og Gudsbespottelser. Vore Fortryllerser forsvinde efter denne Operation, saaledes at, saasnart vi antage den, komme vi. lettelig til at troe, og det med fuldkommen Vished, at de andre Nationer og kan tænke, og vi i Henseende til mange Poster ere Lærlinge af de Folk, vi saa ubillig foragte.

Jeg har ikke løbet efter Talemaader, frygtende, man skulde antage mig for en af de Læger, der opvarte vore Damer, hvis hele Fortieneste bestaaer i en artig Snik-Snak; ikke heller har jeg beflittet mig paa den udsøgte og opskruede Skrivemaade, som er alt formeget i Moden iblant os og beviser, at man giør sig mere Umage for Ord, end for Tanker: Jeg har skrevet ganske ligefrem.

31

Tronchin og Condamine, disse to berømte Forfattere, som har skrevet om Koppernes Indpodning, har ikke udsøgt en høy Stil: De have ladet sig nøie med, at anføre de Grunde og Beviser, og overladt til vore usle Skribentere, at danne Perioder efter Takten og jage efter Indfald. Vist nok bør man ikke tale de skiønne Aanders Sprog, naar man skriver en Afhandling om den sunde Fornuft.

Lader os vel undersøge den sunde Fornuftes Indpodning, og vi vil da see, at den hverken er umuelig eller latterlig, og at dette Forslag er forstaaeligt og let at udføre, ganske forskielligt fra Engelskmændenes Foretagender, som slaae vore. Vinduer i Stykker med deres Gvineer, forskielligt fra vore Bispers Forsætter, som vil giøre Troens Artikler af adskillige Formularer, der ere ganske stridige mod Lærdommen, fra vore nye Philosophers Kneb, som troe, at kunde tilintet giøre Religionen ved et Skamskrift, eller et slet Epigram.

Jeg troede i Begyndelsen, at Sielen, som sidder hos de Skinhellige i Knæerne, hos Frodserne i Maven, hos de Forliebte i Hiertet, hos de Kræsne paa Tungen, hos Musikanterne i Ørene, hos Stierne-Kigerne i Øynene, kunde maaskee sidde i vore Fødder, eller Fingre, hvilke ere i bestandig Bevægelse: men da jeg har adskilt mange franske Hierne-Skaller, har jeg an-

32

mærket, vor Siel virkelig der har sit Sæde og at den ikke bliver forhindret i sine Virkninger, uden ved en vis skiøn Aand, som uden Ophør strider mod samme, og hvis Heftighed man ikke kan standse, uden ved at imodsette den et Gran af sund Fornuft tillavet efter vort Forslag.

Jeg mener ikke Franskmændene allene behøve dette Gran: alle disse Aber af vore Spradebasser, Engelskmænd, Italienere, Tydske, Polakker, Russer, Hollændere, ja endog Sveisere som tør paastaae at have en skiøn Aand trænge frem for alle andre til vor Indpodning. Altsaa indbyde vi alle Nationer til at tage Deel i vor Lægedom, som man kan kalde Gratia probatum, eller en almindelig Recept for alle Daarer. Jeg negter ikke, at det

jo er vanskeligt, at helbrede vore pene Jomfruer, vore opblæste Secretairer og i Besynderlighed vore opsmykkede Abeder og fanatiske Prelater; men jeg haaber, at jeg ved Hielp af Nyse-Krudt, som paa nogen tid skal være en Forberedelse, skal bringe det saa vidt, at disse Folk og skal lære, at tænke og tale rigtig.