↩

Fruentimmerets Magt til at ophielpe Staten.

Kiøbenhavn,

Trykt hos Hof-Bogtrykker Nicolaus Møller, 1771.

2
3

Jeg {skriver ei til Eder her, I Smukke, for at dadle Eders Dragt eller Sæder, og ei for at erhverve mig Eders Gunst ved en overdreven Roes: Det første, veed jeg, forbittrer, det sidste, haaber jeg, mishager, og begge Dele frygter jeg, nei, dette er aldrig min Hensigt, jeg vil kun søge at forestille Eder, hvad Nytte I i disse Tider kan tilveiebringe Staten, hvad Ære I derved skal indlægge og erhverve Eder, og hvad Fordel I selv deraf vil drage. Jeg vil tale oprigtigen, grundende min Dristighed paa Eders Ædelmodighed og Retsindighed. Jeg vil tale Sandhed, anseende Eder for Hadere af Løgn.

Vi veed da alle, at I have tilbragt Eder Regimentet over os: vi veed og, at Eders Villie og Tænkemaade nasten altid danner vores. Ere I overdaadige, vi med, ere I tarvelige, vi og, kort: som I, saaledes vi. Nu har Monarken for nogen Tid siden tilladt Skrive-Friheden, hvorved vi ere ligesom opvaagnede af en sød men farlig Søvn, vi mærke og indsee det Fald, som Staten trues med, vi lede efter Aarsagerne til denne Landets slette Tilstand, vi finde nogle men ikke alle, dog ere de fleeste enige om, at Pragt og Overdaadighed ere Hoved-Aarsagerne til det stakkels Danmarks Elendighed, og at Tarvelighed og Sparsommelighed igien ere de eneste Hielpe-Midler til at bringe det paa Fode.

Er denne Slutning nu rigtig, saa skulde vi jo dog, af Kierlighed til Fædrenelandet, Misundelse over vore Forfædres Roes, og af Forsorg

for vore Efterkommere, lægge Haand derpaa og sætte det i Værk.

Kongen selv har i nogle Stykker giort Begyndelsen hermed, og man venter han giør det i fiere: Hans Exempel vil vist nok finde Efterfølgere, men jeg troer og at Eders aldrig vilde mangle derpaa; thi omendskiønt Han lige saavel behersker vore Hierter som vore Legemer, saa have I dog en stor Andeel derudi. Derfore tør jeg nok sige, at saa lange som I optage alle de Moder, som det for Dannemark saa ulykkelige Frankerige kun kan opspinde, saa længe troer jeg aldrig, vi bringes til at foragte dem, saa længe I beherskes af Overdaadighed, tvivler jeg paa, vi finde Smag i Tarvelighed. Derimod, dersom I kun ved Ord og eget Exempel gave tilkiende, at simpel og fornemmelig indenlandsk Klædedragt var Eder behagelig, og tvertimod Guld, Sølv og alt det der i Landet ei var forfærdiget,

modbydelig, da skulde vi vist nok inden føie Tid see vore nu prægtige og meest glimrende Herrer i saadan Klædedragt, som sømmer sig Danske Mænd, der bør skamme sig ved at bære det, der ei er forarbeidet ved deres Landmænds Hænder, og hvorfore? maaskee desværre ei saa meget af Kierlighed til deres Fædreneland som af Begierlighed efter at behage Eder. Omendskiønt nu denne sidste Drive-Fiøder ei er saa roesværdig som den første, saa dog ligemeget, Hvordan Klenodiet vindes, naar det kun vindes. Seer her I Skiønne! den Fuldmagt I have over os, og den Virkning som Eders Exempel medfører.

Nu skulde jeg dog vel ikke troe, at nogen skulde synes jeg herudi haver tillagt Eder en større Magt end den I virkelig have: maaske nogle af vort Kiøn ei vil tilstaae den, men det er vist nok, fordi de skamme sig ved saa offentlig at be-

kiende det, og ville I herudi ei give mig Eders Bifald, da er det en roesværdig Afholdenhed, som forhindrer Eder derudi. I Hiertet er jeg dog forsikret om, ingen siger mig imod.

Findes nu Kierlighed til Fædrenelandet, Lyst til at befordre Statens og Kongens Vel lige saa vel hos Eder som hos os, det jeg vist troer, saa synes mig og, jeg tør smigre mig med, at I ei skulde undslaae Eder for at række Eders godgiørende Haand ud til at hielpe Eders Fødeland, der saa ynkelig anraaber Eder om Eders høit formaaende Understyttelse. Eders Hierter ere dog bekiendte for at være bløde og bøielige til Medlidenhed, viser da her, I Statens hielperinder, en Ømhed, paa hvis herlige Virkning I aldrig kan tvivle, og af hvis Virkning I uddrage Eder en Ære, der aldrig vil forsvinde saa længe Danske Qvinder boe paa Jorden.

Dannemark har tilforn havt Prøver paa og høstet Frugter af Eders Kiøns Viisdom og andre herlige Egenskaber, hvorfore skulde vi da ei kunde vente det nu og? En Dronning Margaretha glemme vi dog vel aldrig, der med saa stor Snildhed og Forstand regierede 3de Kongeriger, og holdte dem saa længe hun levede i den vedbørlige Orden og Lydighed. Admiralinde Juul er vist nok og vor Erindring værdig, formedelst den mandige Afskeed hun tog med sin Mand, da han forlod hende, for at gage til Søes og slaae mod Fienden. Niels, sagde hun, hellere hiem uden Liv end uden Ære. Og nu det heele Danske Qvinde-Kiøn, der udfriede deres Konge Svend Tiuge Skiæg af Fangenskabet med deres Juveeler og Smykker, foruden mange flere saadanne Exempler, dem jeg kunde opregne til Ære for de gamle Danne-Qvinder, til Opmuntring og Mynster for Eder.

Omendskiønt det nu ei just er det slags Helte-Gierninger, som Staten nu trænger til og udbeder sig af Eder, saa maae man dog tilstaae, at de ei ere meget forskiellige derfra; thi der behøves vist nok Mod, ja ret Helte-Mod til at overvinde sig selv og den hidtil herskende Mode-Syge. Eders Ære vil vist ikke blive mindre og Eders Roes lige saa stor.

Nu ere der de iblant os, som paastaae, at Kierlighed til Fædrenelandet og andre til dette ypperlige Foretagende henhørende Egenskaber, nu ei mere skulde findes hos Eder, men vredes herover, mine Læseringder, vredes, om I ellers kan, og overbeviser disse Slettænkende med Alvorlighed om deres urigtige og for Eders Kiøn saa nærgaaende Slutning. Viser dem, at der i Qvindens Bryst saa vel som i nogen andens boer en Siel, der er begavet med Ædelmodighed og opfyldt med ædle Tanker. Lad dem erfare, det

jeg stedse troer, at den Aand, hvormed I ere besielede, svarer i Deilighed til Eders Legemers Skabning, og nøder dem, ved at frafalde, fra Eders Overdaadighed, til at skamme sig ved deres Feiltagelse og slette Tænkemaade.

Betænker dog I, som saa snildeligen overveie alle Ting, hvad Ære det var for Eder, om I kunde bringe hele Landet til at ansee Tarvelighed med lige saa kiere Øien, som nu Pragt og Stads, og at I kan formaae det, det bør I ikke tvivle paa, efterdi det dog er Eders Exempel, som har faaet os til at agte dette sidste Onde saa høit.

Til Beviis paa denne Sandheds Rigtighed, behøver man kun at see hen til saadanne unge Mennesker, som daglig komme herind fra Landet og herned fra Norge, og som i deres Føde-Bye ei have været vante til at omgaaes andre Fruen-

timmer end deres Moder og Søstre, og da ere de tarvelige i deres Klædedragt og sparsomme i deres Udgifter, men saa snart ere de ikke ved deres Bekiendtere blevne indførte i nogle af Byens Selskaber, førend vi see dem strax finde Smag i Overdaadighed, klæde sig prægtigen, tage Deel i alle Skue-Spil og Lystigheder, hvorpaa vore Tider desværre ere alt for overflødige.

See denne Forandring drister jeg mig til at tilskrive Eder, men fortørnes ikke herover, I Fromhedens Billeder, dog hvad, hvi frygter jeg? jeg kiender jo Eders Kierlighed til Sandhed og Eders Seendrægtighed til Vrede.

Overbeviist om og stolende paa disse Eders uforlignelige Egenskaber, er det jeg fremfører Sandheden reen, ubesmittet og uden Satyrens forbittrende Tvetydighed, men dog giør jeg mig Umage for at fremføre den paa en nogenledes be-

hagelig Maade. Bærer imidlertid over med mig, jeg beder, om jeg skulde lide Skibbrud paa Behageligheders Strandbredde, hvor saa mange Skribentere for mig ligge begravne paa Sanden, og ere underkastede Dadlernes skarpe blæsende Vinde.

Efter saadan min Undskyldning vover jeg mig atter til at forestille Eder, at dersom I selv kun ret indsaae det store Fortrin, som Eders naturlige Skiønhed og medfødde Yndigheder medføre, frem for alle de Kunster og Prydelser, som den ulyksalige Mode haver forført Eder til at betiene Eder af, da er jeg vis paa I skulde aflegge alle de Pierres de Strahl, Poudre Marechal, Sultans, Turbans &c. som nu kun tiene til at forringe og vanzire Eders naturlige Behageligheder, og som ere Aarsag i de mange haarde Critiquer og den hæslige Mistanke, som saa mange fatte om Eder, at I giøre Eder saa megen Umage for at

behage. See! Skiønne, hvorledes I mishandles, see! hvorledes der tænkes om Eder, og det alt fordi I ei besidde den rette Egen-Kierlighed, der, om I retteligen kiendte den, vilde formaae Eder til at lægge noget mere Vind paa Naturens og noget mindre paa Kunstens Skiønheder.

Overveier nu ret dette, at I for det første, med ukunstlede Prydelser og anstændig Tarvelighed give Naturen sin Rettighed og Leilighed til at fremstille Eder i Eders rette Dejlighed, og dernæst at det er ved denne Overdaadigheds Afskaffelse og Tarveligheds Exempel, at I tilveiebringe Staten det store Gode og den herlige Nytte, som er Hensigten af mit Skrift og af hele Statens indstændige Begiering til Eder. Ak! at I kun saa vist vilde opfylde disse mine og alles Bønner, som den forventede Virkning skulde være følgagtig. Jeg tør, uden at tillægge Eder

en større Magt end den I virkelig Have og udøve, paastaae, at I er i Stand til at bringe os fra den eene Yderlighed til den anden, fra Laster til Dyden, fra Dyden til Laster, fra Karrighed til ødselhed, fra ødselhed til Karrighed, og følgelig ogsaa fra Overdaadighed til Tarvelighed, fra Begierlighed efter alt det, der kun bær Navn af udenlansk, til Behagelighed i alt det, der er giort i Landet.

Vi see af Historien, hvilke forunderlige Ting og store Forandringer, som Qvindekiønnet har foraarsaget, baade med og uden Forsæt, saa at vi ingenlunde maae ansee denne liden Forandring at være Eder for voxen. Helena, en Princesse af Sparta, var Aarsag i Trojæ langvarige Beleiring og endelige Ødelæggelse. Lucretia, Collatini en Romersk Officiers Gemahl, var skyld udi, at de Romerske Konger bleve afskaffede og Monarchiet forvandlet til en Repu-

blik. Virginia, en ung Pige paa 15. Aar og af ringe Stand, var formedelst sin Skiønhed Aarsag i at Decemviratet, som da regierede den Romerske Republik, blev afskaffet, og Borgemestere satte til at regiere Folket. Fulvia Marci Antonii Gemahls Hæslighed, var det, som antændte den borgerlige Krigs-Lue imellem Octavum og Lepidum. En Tartarisk Bonde-Pige foraarsagede formedelst sin Skiønhed at Ogus, en Tartarisk Prinds, slog Cara-Can sin Fader ihiel. See! har nu enkelte Personer af Eders Kiøn kundet afstedkomme saa store Forandringer, og det ofte uden Forsæt, saa maae jo dog et Forbund af saa mange endelig kunde udrette dette som her ønskes og handles om.

Nu er det vel noget vanskeligt, vil man sige, for saa mange at blive enige om at sætte dette Forslag i Værk, om at giøre Overdaadighed landflygtig, men for det første behøver ikkun den

Fornemste eller nogle af de Fornemme at begynde derpaa, og vi skal snart see Utallige træde i deres Fodspor, de Fattige med Fornøielse, de faa Rige af Frygt for at blive anseete for særsindede, saa at jeg tør sige, vi skulde i kort Tid see alle vore Fruentimmer, Landets Zirater, besmykkede med Naturens indtagende Yndigheder og frie for Frankerigs utallige, giftige og listige Opfindelser: Maaskee enddog disse Ubluefærdige, som saa uværdigen ere Lemmer af Eders Kiøn, maaskee de ei skulde kunde bringes til at efterfølge Eder herudi, saa meget des bedre, Overdaadighed blev da et Mærke paa disses Egenskaber.

Dernæst tykkes mig, at kunde alle Fruentimmerne i Nye-Engelland blive eenige om, som de for nogen Tid siden bleve, at de ei vilde drikke Thee, saa skulde dog vel vore Fruentimmer i Kiøbenhavn, (hvis Exempel snart drager de andre Stæder efter sig) som kun er en liden

Plet at regne imod saa stort et Land, og kunde blive enige om at sætte vores Ønske i Værk. Og see vi hen til Aarsagerne til begge disse Forbund, da have vi langt større Grund til at haabe vores lykkelig tilveiebragt end man skulde troet om det andet; Thi disse Engelske Fruentimmer giorde det af en Slags Egensindighed og Had til Regieringen, fordi den havde paalagt de Americanske Colonier Forordningen om det stemplede Papiirs Forbrugelse, og tænkte at tvinge Engelland, ved det Tab som det leed i sin Thee-Handel, til at ophæve den igien. Kunde nu Had og Egensindighed, Egenskaber, der ere Eders Kiøn saa uegne, kunde de formaae dette, hvad mon da ei Kierlighed og Medlidenhed, som saaes og opvoxe i Eders Hierter fra Barndommen af, skulde kunde bringe til Veie.

Vel er Klædedragten nu ikke det eneste der maatte tages fat paa, for at opnaae Tarve-

lighed, der ere flere Veie, men jeg vil her ikke nævne dem alle, det var at berøve Eder Æren, om de alle her bleve lagde for Dagen. Christophorus Colombus havde neppe erhvervet sig saa stor Berømmelse ved den nye Verdens Opdagelse, dersom han havde havt et Kort til at seile derhen efter.

Omendskiønt Ære nu baade er og ansees for en Fordeel, saa er den dog ei af de væsentlige, og dem var det, som jeg gierne vilde I skulde erhverve Eder derved, og det kan I og.

Hvor mangen Mand monne der ikke være iblant os, som gierne giftede sig, men tør ikke, og det fordi han ei seer sig i Stand til at kunde fremskaffe alle de kostbare Prydelser og alt det Overdaadigheds Kram, som nu omstunder henhører til at underholde en Kone.

Jeg veed nu ei, om I vil, tillade mig at kalde det, at blive gift, en Fordeel for Eder, men maae jeg kalde det saa, da er jeg vis paa I ved Tarvelighed skulde forskaffe Eder den. Saa meget veed jeg dog, at der i begge Kiøn ligger en Tilbøielighed til Ægteskab, og at det vist nok maae være behageligt at forene sig, naar der nogenledes sees Udveie til at kunde føde en Familie, og det vilde mange, som nu ansee det for Umuelighed, vist nok kunde giøre, naar Tarvelighed blev indført.

End videre vilde I, som ere gifte og have Børn, have den Fordeel og Fornøielse af Overdaadigheds Forjagelse, at I skulde kunde finde noget tilovers til at opdrage Eders Børn bedre for, og til at give Eders Døttre noget til Medgift, naar de indlade sig i den Foreening, hvortil Menneskets Skabelse sigter.

Den før omtalte Danske Konge Svend Tiuge Skiæg belønnede Eders Kiøn for dets Ædelmodighed og Tienstfærdighed dermed, at han gav Fruentimmerne en halv Arve-Lod imod deres Brødre, da de tilforn slet intet fik. Kunde nu han, fordi I havde frelst hans Person, belønne Eder saaledes, hvo veed da, om ei vor nu værende og paa Dyder skiønnende Monark, torde giøre Eder lige i Deelning med os, fordi I ved Eders Exempel havde bragt Staten til Tarvelighed og derved frelst den fra den Undergang, som Overdaadighed uimodsigelig medfører, saa fremt han ellers ei fandt andre Forhindringer derudi. Og giorde han det, da vilde han vist nok udfinde andre Midler til at belønne Eders Troeskab med. Endnu kunde jeg opregne andre flere Fordeele, som I vilde forskaffe Eder derved, men nei, en god Gierning taber sin Værdie, naar Gierningsmanden er forvisset om store og mange Belønninger derfor.

Jeg veed og, at det aldrig ere disse, som skal bevæge Eder dertil, men langt mere Eders egen Tienstfærdighed til at hielpe, Eders egen Beredvillighed til at understøtte, Eders Ædelmodighed og andre herlige Egenskaber.

See her Skiønne! I som udi denne Materie ere de beste Kunstdommere, see her mine Tanker, fordømmer dem ei, om de ikke ere udpyntede med Overdaadigheds Klædedragt; jeg elsker Tarvelighed saa vel i Ord som i Sæder.

Mange have tilraadet mig fra at lade denne liden Bog gaae i Trykken, men nei, jeg haver triumpheret over dem, gid saa sandt mine Tanker maatte blive triumpherende i deres Virkninger, ja jeg haaber det, jeg troer det, jeg synes alt at see som i en Drøm vore Smukke iførte Tarveligheds Klædebon, alle at følge deres Exempel, Staten derved at ophielpes, betale

sin Gield, komme paa Fode; O! søde Indbildning og henrykkende Slummer, hvor er du indtagende, gid jeg aldrig maatte overbevises om din Falskhed, gid jeg aldrig maatte opvaagne før den Tid, da jeg vaagen endnu skulde troe, jeg sov, og da, ja da skulde jeg anraabe Muserne om Hielp til at synge Eder værdige Lov-Sange.

23
24