En artig Sammenblanding af indeholdende Nyt og Gammelt. 1.) Tungens forskiellige Brug. 2.) Beviis, at de sandselige Redskaber hos Mennesket ikke ere bygte paa een og den samme Maade. 3.) Fruentimmerets Sammenkomst i de nyere Tider.

En artig Samenblanding af

indeholdende

Nyt og Gammelt,

1.) Tungens forskiellige Brug.

2.) Beviis, at de sandselige Redskaber hos Mennesket ikke ere bygte paa een og den samme Maade.

3.) Fruentimmerets Sammenkomst i de nyere Tider.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og findes tilkøbs hos Borups Efterleverske, boende i store Helliggeist-Strædet.

2

Tilskrift. Begierlige Læsere og Læserinder!

De første vigtige, indsigtsfulde, oplyste og kloge, de sidste forsigtige, yndige og begierlige efter de forandrede Tiders Smag; jeg beder dem begge, fortryder ikke paa, at jeg som en Læg fra Landet, der endog maa lade disse faae Linier skrive ved en Skolemester, for ikke at falde i Journalistens Hænder, tilskriver dem samme, i Tanke, at de uden Fordom læse dem, og lade mig bestandig være

Deres skyldige

Tiener.

Frans Christens Søn.

3

Tungens forskiellige Brug.

Blant de Lemmer, ved hvis Brug Men- / nesket maa anvende største Forsigtighed og Omhygelighed, er unegtelig Tungen. Hvilken Høihed forraader den i Skabelsen! hvor herlig beviser den en naadig Skabers uendelige Forsorg! man betragte den enten i Henseende til dens almindelige Nytte, eller dens Bestemmelses Storhed: man skal i begge Tilfælde spore Stifterens usporlige Visdom. Men hvor faae Dødelige gaae saa vidt, at de herover anstille en tilbørlig og undersøgende Betragtning? Hvor faae unde dette ædle Lems høie Bestemmelse en værdig Overveielse. Saa nødvendig, som alle Legemets Dele udfordres til vore Handlingers Fuldbyrdelse; saa a fornøden er og Tungen, saa fornøden er Talens Fortrin for den hele Bygning. Talen giør ei liden Forskiel imellem os og Dyrene: talen røber

4

vor ubødelige Siel, og setter samme i Bevægelse: ja, uden den vare vi prægtige Stykker, og kun liden Forskiel imellem os og en Vaulesufons konstige Maskiner. Og maaskee en daarlig la Metrie da fik større Grund til, at berøve Menneskene deres Siele, da han nu kun af de menneskelige Toner kan bevise det, som er tvertimod. Hvorledes skulde ædle Siele opmuntres til Dyd og herlige Gierninger? Hvem skulde forsøde vanskelige Forretningers Besværligheder ved opmuntrende Samtaler, ved et sindrigt Skiemt? Ja! hvorledes vilde der, uden Talens Brug see ud med alle vore Videnskaber? O! i Sandhed! mange vilde mere holde Tand for Tungen og ikke saa ofte misbruge dette ypperlige Lem, hvis de med mere Alvorlighed eftænkte dette. Men vi vil ikke opholde vore læsere for længe ved en Sag, der giver enhver Fornuftig overflødig Leilighed til Eftertanke. Det er vor Forsæt, at vise Tungens forskiellige Brug, og det Øiemeed, de fleste Mennesker har med deres Tale.

Strepnon, en gammel Krigsmand, der i Slaget ved Dettingen har mistet sin høire Arm, bruger sin Tunge til, at fortælle alle de Feldtoge, Beleiringer og Skiermysler, som han har bievaanet, eller i det ringeste kunde have bievaanet. I Førstningen er han en stum Persom i alle Selskaber og en fuldkommen Maskine.

5

Men man nævne kun det Ord Krig, eller de Navne Sekkendorf, Cumberland &c. O! hvor snart bliver Strephon den meest veltalende i Selskabet! Han giør strax et Udkast af hans hele krigske Levnets Løb. Snart har han tvunget denne Stad, ved Hunger, til at overgive sig, snart en anden ved Tid og Sverd; snart har han lagt Brand-Skat paa hele Strækninger, og, jeg veed ikke, hvad alt mere han har forrettet. Ja han sværger ved sin forliste Arm, at de Allierede aldrig havde faaet Seier ved Dettingen, hvis ikke hans tapre Ræve havde giort det meste dertil. Strephon synes i sin Tale, at have til Øiemerke, at han vil overbevise andre om sine Helte Bedrifter og Krigs-Erfarenhed, da dog enhver veed, at han aldrig har været mere end et Feldtslag, i hvilket han strax blev saaret, og baaret derfra i en heftig Besvimelse.

Amtmand Nomentans Søn taler om intet andet, end de vigtigste Stats-Sager. Han veed Aarsagen, Hvorfor Admiral Bing af Krigs-Raadet saa eftertrykkelig blev anpriist Kongens Naade. Det er ham bekiendt, Hvorfor Russerne ikke brække op med Leieren og andre saadanne Stats-Hemmeligheder. Efter hans Anlæg skulde Prinsen af Bævern, strax efter Slaget ved Lobofis, gaaet med et Korps igiennem Bøhmen og beleiret Wien. Hans Stats Indsigt strækker sig til alle Regieringer. Paa sit Kam-

6

mer giør han saadanne priselige Indretninger, saa betydelige Forandringer, som de mest erfarne og viseste Ministre, med al deres Indsigt, ikke kunde udfinde. Men ved alt dette er den unge Nomentan bestandig taus og fuld af Hemmeligheder. Han anseer det for en Ministers største Konst og (den er han allerede, i det ringeste i sine egne Tanker) at kunde tie med Hemmeligheder. Efter hans Meening havde den saxiske Armee havt en langt anden Skiebne; hvis den (disse ere hans egne Ord) ikke havde Hoffets Aabenhiertighed at takke for nærværende Ulykke. Denne i Stats-Sager erfarne Unge! Jean Damiens afskyelige Anslag mod den franske Regent var allerede længe bekiendt i Aviserne, da han i stor Fortroelighed aabenbarede mig denne mærkelige Tildragelse. Hvad ander Øimæke kan han vel have med sin Tale, end ved sine hemmelige Efterretninger at give Folk er høir Begreb om sin Klogskab? Da han dog derved kun giver dem sterkere Beviis paa det, som er tvertimod.

Den unge Polyb er Haandskriver hos Frieherren af L *. Alle hans Taler smigre denne gamle Ødeland paa den nedrigste Maade. Han veed meget vel, at hans Nedrigheder blive ham rigelig belønnede. Og som oftest maa hans ædelste Lem bane Veien til hans skammelige Bedragerier, L * lader den anden bringe Viin.

7

Han bliver drukken. Hvad behøver Polyb mere, for at giøre sig til gode med den gamle Adelsmands unge Frue? Den Uværdige! har han Talens Gave, at han med den skal hykle for sit Herskab og sønderrive Ægteskabets hellige Baand?

Sarkander bestemmer endnu sin Tunge til et andet Brug. Han har slebet samme til de groveste Usandfærdigheder. Fortæller han en Sag: er neppe een Omstændighed sandfærdig ved den, og oftest er den aldeles digtet. Saasnart han staaer op, overlegger han de Usandheder, som han om Formiddagen agter at udsprede. Faaer han samme om Eftermiddagen, eller om Aftenen igien at høre: o! hvor rolig, hvor seierrig legger han sig da! Fortælles noget i Selskabet, strax er Sarkander der med sit "á pro“ pos! glem ikke, hvad de vil sige!,, og er færdig med lige Fortælninger, der ere uopløselig sammenhængende. Jeg erindrer, at han engang faldt sin Svoger ind i Talen, da denne fortalte om konstige Linien-Dansere, og saasnart han aabnede sin Mund, for at fortsette sin Fortælning, faldt han ham atter ind. Hvad skulde den stakkels Mand, der var en god ærlig Jyde, giøre? Han taug stille, og gav Sarkanden god Tid, til at udtømme sig. Og han vidste og prægtig, at betiene sig af Leiligheden. Snart havde en volteret paa en Tarm-Snor; snart havde en

8

anden med Tænderne løftet tvende Grenaderer i fuld Mondering paa et Bret fra Jorden; snart havde en giort en utroelig Ting; snart en anden. Har Sarkandes andre Hensigter ved sin Tale, end en Løgners almindelige? Nei i Sandhed ikke.

De Herrer Officiers øve deres talende Lem paa Nyemodens Eder; Landmanden paa uanstændige Grovheder. En ung Lærd, der engang har løbet sin Philosphie igiennem, lægger sig efter at slaae omkring sig med uforstaaelige Konst-Ord. En fransk Markis bruger sin Tunge til at trille de nyeste Arier. En udlevet Gammel smælder paa Tidernes Fordervelse. En tyk RaadSherre siger intet, uden sit vigtige Ja og Nei, hvormed han enten samtykker eller modsiger Borgemesterens Gotbefindende. Min Naboe klager uophørlig: over stette Tiden og liden Fortieneste. Den rige Licentiat tæller sine indkomne Renter og — — O hvor forskiellig

er Tungens Brug!

Turde jeg haabe, at det smukke Kiøn og læste disse Blade; skulde jeg være forvoven nok til endnu at anføre nogle Anmærkninger for mine artige Læserinder. "Hvad? Skulde de " Skiønne læse smaae Blade!,, — — Taalmodighed, min Ven! vi have endelig overlevet de barbariske Tider, i hvilke man troede, Vid og Lærdom allene tilhørte Mændene. Hvor-

9

for skulde Fruentimmeret ikke og kunde giøre Paastand paa samme? Jeg tiender Skiønne, der ligesaa meget føge, at giøre deres Siel, som Deres udvortes Skikkelse elskværdig. Skulde derfor disse Blade ikke og finde deres Agtsomhed værdige? Hvor lykkelige vare vi, om de undte

os deres Biefald! — — Dog, vi vil ikke

overhænge dem. Vi vil give os, til vort Forehavende igien.

De udlevede Fruentimmer (og disse ere i Almindelighed Bede-Systre) opofre deres Tunge til bestandig Sang og Bøn. Kaste de engang en flygtig Tanke tilbage i Verden; saa fordømme de Klædedragten efter Moden, Skuespillene og andre saadanne uskyldige, men efter deres Sigende fordømmelige Ting. Fruentimmer, der lade sig see, bruge deres Tunge til intet ringere, end Komplimenter, at giennemhegle Naboelauget, foragte Tieneste-Folkene og slige anstændige Ting. Gamle Jomfruer sukke over deres forrige Elskeres og Mandenes Utroeskab i Almindelighed. Den unge Følelige, den dydige Skiønhed, kun denne taler Kiælenheds og Uskyldigheds Sprog. O hvor prægtigt stemmer dette overeens med deres følelige Hierter; og hvor herlig opfylde de derved dette ædle Fortrins høie Bestemmelse!

10

Beviis.

At de sandselige Redskaber hos Menneskene ikke ere bygte paa enn Maade.

Skiønt Menneskernes Meninger ikke altid ere saa forskiellige, som maaskee nogle troe; saa lærer dog ofte Erfarenhed, at ens Meening er en andens Meening og ens Beviis en andens Beviis imod. Vi vil see, at opsøge Aarsagerne, til denne store Uenighed. Den første Aarsag, eller i det rigeste Leiligheven dertil, er vore standselige Redskabers forskiellige Indretning. Det vil vel forekomme nogle stridig, naar jeg paastaaer, at de sandfelige Redskaber ikke ere bygte paa lige Maade hos alle Mennesker. Men det kan let bevises, at de feile i deres Meening. Thi den store Forskiellighed, som vi finde i alle Ting i Verden, og den Grundfetning, efter hvilken en Ting umuelig kan være den anden fuldkommen liig, forbyde os at paastaae, at for Exempel Øinene blot hos tvende Mennesker skulde fuldkommen have den samme Indretning. Den dybtænkende Malebranche har i sin Recherche de la Verité Iste Bogs 13 Kap. herlig beviist denne Setning. Jeg har oversat dette Sted, siden denne Sandhed derved bliver upaatvilelig.

11

“Men jeg troer i Almindelighed, skriver han, at alle Mennesker have eens Fornemmelse om samme Ting. Vi troe for Exempel, at vi alle paa lige Maade see Sneen at være hvid, Himlen blaa, Marken grøn, saavel som alle andre Ting, der falde i Øinene, og ligeledes troe vi er det beskaffen med de øvrige Sandser. Mange vil falde i Forundring over, at man drager saadanne Ting i Tvil, som de holde for fuldkommen afgiorte. Desnagtet kan man forsikre, at de aldrig har havt nogen Grund at dømme saaledes om Fornemmelserne, som de dømme og skiønt man kan ikke mathematisk bevise, at de bedrage sig, saa kan man dog tilstrækkelig gotgiøre, at hvis de ikke feile, faa er det kun af en Hendelse. Ja det kan tydelig bevises, at de Virkelig feile. — — Det er fornuftigt at troe, at Gud ved vore Sieles og Legemers Forening, altid handler efter een Maade, og at han hos forskellige Personer har forbundet et Slags Begreb og Fornemmelser med et Slags Bevægelser af Hiernens yderste Dele (Fibræ) Det bliver da sandt, at eens Bevægelser i disse yderste Dele, som endes mit i Hiernen, maa ledsages hos alle Mennesker af overenstemmende Fornemmelser. Men det er ligesaa ustridig, at, naar en og de samme Ting foraarsager forskiellige Bevægelser i vor Hierne, saa maa de og foraarsage forskiellige Følelser i vor Siel. Men mig synes, det bliver en afgiopt Sag, af siden de sandselige Redskaber ikke ere bygte hos alle

12

Mennesker paa samme Maade; saa kan de heller ikke foraarsage fuldkommen overeensstemmende Indtryk om samme Ting hos alle. De Ræve-Slag, som Arbeidsfolk i Spøg give hverandre, vilde maaskee komme mindre stærke til at bløde. Et og det samme Slag foraarsager forskiellige Bevægelser, og frembringer andre Fornemmelser hos et stærk Menneske, end hos et Barn eller et skrøbeligt Fruentimmer. Da der derfor ikke gives to Personer, om hvilke man med Vished kan forsikre, at deres Redskaber stemme fuldkommen overens med Hverandre; saa kan man heller ikke paastaae, at deres Fornemmelser om samme Ting ere fuldkommen ens. Dette er Oprindelsen til den store Forskellighed, som findes i Menneskenes Tilbøieligheder. Nogle elske Musiken overmaade, andre ere følesløse mod den. Blant dem, som ere Elskere af Musiken, henrykkes een af et, en anden af et andet Slags. Aarsagen dertil, er den snart uendelige Forskiel der findes i Hørelsens fineste Dele, saa vel som i Blodet og Livs Geisterne. Hvor stor Forskiel er der for Exempel imellem den franske, italienske, kinesiske og andre Folkes Musik; hvor forskiellig er følgelig Folkenes Smag i Henseende til Musiken? Ja det skeer undertiden, at en og samme Musik til forskiellige Tider giør et forskielligt Indtryk hos os. Thi naar vor Indbildnings Kraft er ophidset ved en stor Overflødighed af muntre Livs Geister; saa høre vi

13

heller en frisk Musik, hvori der ere mange Disfonanzer, end saadan en, der paa del ordentligste er afpasset efter Reglerne. Erfarenhed lærer dette, og man kan uden Vanskelighed finde Grund dertil. Samme Beskaffenhed har det med Lugten. Den, der elsker Nillekens lugt, forkaster undertiden Rosens; en anden derimod Nillekens. Hvad Smagen angaaer, da er Forskellen lige saa stor hos den. Supperne maa være meget forskiellige, naar de til forskiellige Tider skal smage mange, ja vel en Person lige got. En elsker Sødt, en anden Bittert; en er en Ven af Viin, end anden en Fiende. Den Viin, der smager et Menneske ypperlig, naar han er frisk, har en Asmag, saasnart han faaer Feberen, og saaledes er det beskaffen med al Slags Smag. Imidlertid elske alle Mennesker Fornøielse, alle ønske sig behagelige Fornemmelser og har snart lige Tilbøielighed dertil. Det er derfor klart, at de ved samme Ting ikke faae eens Fornemmelser, fordi alle ikke elske samme Ting lige høit. Naar derfor et Menneske siger, det Søde er ham behageligt, saa er det fordi Fornemmelsen, som han har deraf, er behagelig; naar derimod en anden siger: han elsker ikke det Søde, er Grunden dertil, at han ikke har samme Fornemmelse deraf, som den første. Men ved det han tilstaaer, han kan ikke lide det Søde, vil han ikke vise, at han ikke ønsker at have samme Fornemmelse, men allene,

14

at Han ikke har den. Man taler derfor ubestemt, naar man siger: man elsker ikke det Søde, man skulde snarere sige: man elsker ikke Sukker eller Honning, som andre finde sød og behagelig, og man skulde derfor tilstaae, man fandt ingen Smag deri, fordi Tungens følelige Dele ere indrettede anderledes hos os end hos andre. Endnu et mærkeligt Exempel: iblant 20 Personer har en meget kolde Hænder, men veed ikke de Navne, som man betiener sig af, for at giøre Forskiel imellem det Kolde og Varme, de andres Hænder derimod ere meget varme; nu bringer man dem allesammen, om Vinter-Dage koldt Vand at toe sig i; strax vil enhver af de sidste sige: det Vand er meget koldt, jeg kan ikke lide det. Men naar endelig han kommer til at toe sig, hvis Hænder ere kolde, vil han sige: jeg veed ikke, hvorfor I ikke kan taale koldt Vand; mig er det behagelig, og jeg gider gierne toet mig deri. Af delte Exempel er klart, naar den sidste siger: jeg elsker det kolde, at det ikke betyder andet, end han elsker Varmen og han finder den der, hvor andre finde det, som er tvertimod. Naar derfor nogen siger: han elsker det Bittre og kan ikke lide det Søde, saa betyder dette kun, at han har ikke samme Fornemmelse, som den føler, hvilken det Søde er behageligt og det Bittre modbydeligt. Det bliver da en Sandhed, aty de sandselige Redskabers forskiellige Indretning foraarsager, at

15

en Ting frembringer forskiellige Fornemmelser hos Mennesker „

Vel har Malebranche ikke beviist, at ethvert Menneskes Øine har noget besynderligt for sig selv, han tilftaaer snarere, det vilde blive vanskeligt med Vished at bevise, at Farvernes Fornemmelse ikke var eens hos alle Mennesker; dog kan man ikke tvile paa, at der jo i Ansigtets Redskaber er stor Forskiellighed: thi den Forskiellighed, som vi mænke ved andre Arter af Fornemmelser og den store Mangfoldighed, der findes i hele Naturen, tillade os, at formoede, at ikke alle Mennesker fornemme Farverne, eller de synlige Tings Størrelse og Beskaffenhed paa selvsamme Maade. Endog den Anmærkning, som Hr. Malebranche anfører af Journal des Sçavans for 1669, at mange Mennesker see Tingene meget større med det venstre, end med det høire Øie, bevise tilstrækkelig, at Synets Redskaber hos enhver af os har en besynderlig og fra andres afvigende Indretning, da ved et Menneske det venstre Øie endog er bygt anderledes end det høiere,

De sandselige Redskabers forskiellige Indretning hos Mennesket, er vel ikke umiddelbar til Menneskernes ulige Domme, men den giver dog Anledning dertil. Thi vidste Menneskerne Fornemmelsernes sande Hensigt, eller erindrede sig den i deres Stridigheder; saa skulde forskiellige Fornemmelser af samm Ting ikke opvække Stri-

16

hed om Tingens Natur, da denne Forskellighed beviser intet andet, end at samme Ting til en Tid kan giere et Indtryk hos et og et andet hos et andet Menneske. Vel leder Fornemmelserne os til Tingenes Natur, om hvilke vi have disse Fornemmelser, naar vi anstille moeden Overlæggelse over dem, sammenligne forskiellige Fornemmelser, kom vi faae om en Sag, f. Ex. enten ved Hørelsen, Synet eller Følelsen med hverandre, og samle Fornemmelserne om samme Ting hos adskillige Mennesker, hvis sandselige Redskabers Indretning er os bekiendt; dog virker Fornemmelsens Kraften ikke denne Kundskab, men Forstanden. Thi Skaberen har ikke givet os Ævne til at fornemme, for derved med Vished og umiddelbar at kiende de skabte Tings Natur; men vi skal derved fornemmelig lære de Indtryk, som vort Legeme faaer af andre. Men hvor sielden tænke Mennesket paa denne Fornemmelsernes sande Hensigt! hvor ofte legger han ikke sin Fornemmelse til Grund, for at tilskrive Tingene en vis Natur og Egenskab, som en anden efter sin Fornemmelse søger at omstøde. Erfarenhed bekræfter dette tilstrækkelig, og det var unødvendigt ved Exempler vidtløftig at bevise det: men for at vise, hvor frugtbar denne Leiligheds Aarsag er paa ueenige Domme, saa vil jeg anføre nogle mærkelige Tilfælde, i hvilke Menneskernes Meening sielden stemme overeens.

17

Cicero har allerede klaget i sin Tid at Ørene vare de Mest egensindige Dommere, som man vanskeligst kunde fornøie; derfor ere Folk saa sielden enige i deres Domme i Henseende til Vellyden i en Tale, og et Folk beskylder et andet Folkes Sprog for haard og grovt. Men denne Strid var aldrig bleven ført med stor Hidsighed, naar Konst Dommerne havde betænk, at Lydens Behagelighed kommer ikke alleneste an paa Bogstavernes Sammenbindelse i et Ord, og paa de korte og lange Stavelsers ordentlige Sammenblanding, men og paa Tilhørernes ørers Indretning. Naar derfor en roser sig af, at Vellyden i en Period, eller heel Tale, paa det nøieste er iagttaget, saa bør det forstaaes saaledes: Denne Tale er behagelig efter mine og andres Orer, der ligne mine Men en anden, der ikke har funden denne Vellyd, har derfor ligesaa stor Ret. Havde vi, efter Fornuften fastsatte Regler, efter hvilke de fine Ører i Henseende til Vellyden i en ubunden Tale kunde skilles fra de grovere, fom i Musiken, saa kunde den Strid nogenledes afgiøres og blive nyttig. Men det er bekiendt, at meget lidet ved tydelige Regler heri kan bestemmes, Men jeg laster derfor ikke det Raad, som Tale Konstens Lærere gire deres Lærlinge: at en Talere, før han holder sin Tale i Forsamlingen, først læser den hiemme høit, og lyder efter, om den er musikalisk nok, og at han indretter Stavelserne og Ordene

18

saaledes, som han veed det kan være behageligt for hans Tilhøreres Øren, hvis Indretning nogenledes maa være ham bekiendt Thi en duelig Taler sørger ei allene for sine Tilhørerers Forstand, men og for deres Fornøielse. Jeg forkaster derfor ikke Reglerne der i Skrifterne om Tale-Konsten anprises os, for at befordre Vellyden;*) thi Erfarenhed lærer at det behager mange Tilhørere, naar Stavelserne og Ordene ere blandede efter disse Regler.

De forskiellige Indtryk i Hørelsen forlede ikke allene Lærde til at spotte hverandre, men et Folk foragter der andet for samme. En af sit Sprogs Ypperlighed opblæst Fransos, hader det Danske Sprog paa det yderste, siden det klinger Haardt og grovt i hans Øren. Tvinger Nød og Sult ham endog til, at spise sit Brød her i Landet og opholde sig mange Aar hos os, saa er det dog roesværdigt for ham, aldrig at lære Sproget, og taler han det, Da skeer det kun med afbrudte Ord, som han nødvendig maa legge sig efter, for at sige hvad ham mangler: kunde han, saa stoppede han altid sine Ører til, naar han er Danske saa nær, at han kan høre dem tale. En

sin Mødrene Sprogs Ære ivrig R * *

*) S. Professer Mejers Anfangs Grunden aller schønen Wissenschaften Pag. 364 &c. og Hei neccii Fundam. ftili culuoris P. II. C. II

19

brugte gierne Giengields-Ret imod Fransoserne og skieldte deres Sprog for Haardt og barbarisk, hvis han kun kunde smigre sig Med det ringeste Haab, at han knude overtale sine Landsmænd til, at antage denne Beskyldning. Jeg troer et Fransk Ord er ham lige saa modbydelig, som et Dansk Ord er en ækel Fransos. Dog man kan endda tilgive en Fremmed dette, og maaskee, tager han, som jeg snart vil vise, ikke feil, naar vort Sprog forekommer ham haardt. Men hvormed kan man undskylde Hans Fransens Daarlighed? Skiønt han er født af danske Forældre, og fra Vuggen af har lært sit Moders Maal; saa ere dog hans Ører, efter en kort Reise til Frankerig bleven saa fine, at han ved hvert dansk Ord, han hører, er færdig at daane. For da, at spare sit kostbare Liv, saa taler han Fransk med alle, endog dem, der forstaae ikke et Ord, uden deres Moders Maal. Hans Hunde og Heste have ei allene franske Navne, men hans kiereste Jagt-Hund, der aldrig har været uden for Dannemark, seer sig endog nødt til, at forstaae sin fransktalende Herre. Ja Hans Fransen var nylig saa forvoven i! et Selskab at forsikre, at de franske Hunde gøede meget mere behagelig og musikalisk, end de Danske, og han forsikrede med Hundrede franske Eder, at han vilde giøre langt Mere af sin Vagt-Hund, dersom den var af fransk Blod. Dette Menneskes Daarlighed er

20

utilgivelig. En Fremmed kan ikke allene undskyldes, men han paastaaer maaskee og det, som hans Fornemmelse lærer ham, naar han klager, vort Sprog falder Haardt og Utaaleligt for hans Øren. Men gaaer han videre og tillegger Sproget en ubetinget Haardhed, saa kalder han vore og andre Folkes Øren barbariske, siden det er velklingende for dem; saa feiler han og Forskiellen imellem hans Dom og vores reiser sig af ovenanførte Aarsag.

For endnu kraftigere at bevise min Setning: at de sandselige Redskabers forskiellige Indretning er en rig Kilde af uenige Domme, saa vil jeg endnu anføre et Exempel. Deilige og regelmæssige Ansigts Trak, en anstændig Legems Vært, er indtagende Væsen og yndige Sæder vinde ikke allene vort Hierte, giøre det tilbøieligt til ens Venskab og opfylde det med Kierlighed; men dette Venskab og denne Kierlighed er undertiden blot et øjebliks Arbeide. Thi hvor ofre skeer det ikke, at vi, naar vi see en Person første Gang, strax føle en Drift hos os, til at forenes med hende, skiønt vi maa tilstaae, hendes Legems Skikkelse og Ansigtets Træk har ikke fortryllet os, og hendes indvortes Karakrer og Sæder ere os endnu ubekiendte. En anden derimod, der efter vor egen Tilstaaelse er deilig, hvis Sæder ere anstændige, der giør sig Umage for vor Kierlighed, og derfor viser os Villigheder, ja undertiden de vigtigste Tre-

21

nester, er undertiden ikke saa lykkelig. Vi finde bestandig en Slags Modbydeligheb mod hende, og vinder hun endelig ved al sin Møie vort Venskab; saa bliver det dog koldt, og er kun en Frugt af Taknemmelighed, eller Velanstændighed.

Kaji Hierte har vel moedig modtaget mange Skiønnes Tillokkelser og Anfald indtil denne Dag; men endelig seer han Dorinde. Hans Øine sige ham, hun er ikke smuk, og han tilstaaer sig selv, at hun hverken for hendes Lader, Bæxt eller Sæder fortiener Fortrinet for mange andre. Men alt dette uagtet er der en magnetisk skiult Dragefier til hende. Første Gang, han talte med hende, følte han det, han aldrig for følte. Endog hendes Munds Aande fortryllede ham, og i hendes Nærværelse agtede han sig for det lykkeligste Menneske. Klelie, den ulykkelige Klelie, seer dette med den smerteligste Bedrøvelse. Hvor ofte har hun opstilt Garn for Kajt Hierte, og hvor ofte har hun, saa vide Anstændighed vilde tillade det, blottet sine Yndigheder, for at fange hendes Elskedes Hierte! men hvor frugtesløfes har, desto værre! hendes Bestræbelser været! den lykkelige Dorinde udretter langt mere i nogle faae Øieblik, end visse, skiønt forgieves, have tragtet efter i mange Tlder. Hun undersøger derfor, dreven af Skinsyge, med nøieste Omsorg sine Fienders, seierige Skiønheder: Hun lader Speilet,

22

23 som hun om Dagen ofte har seer sig i, være Dommer, og dette tildømmer hende Prisen.

Denne Gang er Speilet retfærdig og upartisk skiønt aldrende Fruentimmer beskylde det for, at der har ofte overdrevet sin Dom og erkiendt dem for heslige, Men derimod med al Magt dømt fæle Unge for at vare de Deiligste.

Fruentimmerets Sammenkomst i de nyere Tider.

Qvando conveniunt Catharina, Maria, Sibilla; Sermonem faciunt & ab hoc & ab hac & ab illa.

Clelie min Datter, har i sit vitløftige Slegtskab tre Veninder, hvilke hun, for Velanstændigheds Skyld, undertiden nødes til at see. De kunde efter deres Hierte og Smag aldrig blive Clelies Omgang; men jeg forestiller hende, det er vor Skyldighed for Verdens Skyld, endog ofte, at opofre sin Famillie nogle ubehagelige Timer. Cicilia, Catharina og Elifabeth (disse tre Veninders Navne) have ikke havt bedre Opdragelse, end mange Døttre faae, der er, de har snart slet ingen havt. Vel vilde Deres Forældre blive meget fortrydelige, dersom

23

jeg sagde dem dette; thi de har ofte roest sig for mig af de Omkostninger, som de har anvendt paa deres Opdragelse, de Udgifter, som den har sat dem i, de Mestere, som de har holdt i Dands, i Fransk, i Tegning, i Musik; ja de har ofte forsikret mig, at deres Døttre ere vel opdragne. Men til Opdragelse hører endnu mere, end dette. Disse tre Fruentimmeres hele Fuldkommenhed bcstaaer i deres Ansigt, den artige Kompliment, de kan giøre og en god udvortes Stilling; men deres Siele ere tomme. De har intet andet Begreb i Hoveder, end Hovmod og Forfængelighed; i stedet for der skulle blevet fornuftige Væsener af dem, ere de blevne Dukker. De vide alle tre intet af, hvad de ere Gud eller Menneskene Fyldige der er aldrig sagt nogen af dem, hvad Livet er, eller Hvorfor de leve, hvilke Farer der truer dem, eller hvorledes de kan undgaae samme. Jeg tør ikke paastaae, at de burde vide, hvad en god Huus:Mo- der, en god Moder og en god Ægtefælle er. Ere de allene, kande ikke fordrive Tiden med andet, end deres Yndigheder og Pynt; samles de, saa veed de ei at tale om andet, end Moder og faadanne Historier, der forefalde i andre Familier og i deres Selstab kan man bestandig faae Efterretninger om Tive Huses enten aabenbare eller hemmelige Tildragelser.

Denne Karakter har alle tre Beslægtede tilfælles med hverandre, undtagen at Cicilia

24

veed de fleste Stats-Historier, bekymrer sig om De fleste Familier, veed; at lokke de fleste Piger til sig, der bringe hende Nyeheder og kan giøre de beste Anmærkninger derover. Hun er tillige den letsindigste af dem alle Tre. Det falder hende tungt, over to Minuter at opholde sig ved en Ting, men hun springer fra det ene til det andet og giør undertiden en Mellem Musik med en franst Vise; at være alvorlig er hende umueligt.

Disse Piger besøgte Clelie for nogen Tid; Hun bevertede dem i min Hauge i er Lysthuus, der ikke er ret langt fra et Sommer-Værelse, i hvilket jeg opholdt mig. Døren vare lukke for Værelser. Jeg Iæste, Selskabet vidste ikke, jeg var dem saa nær, men Clelie vidste hvor jeg var. Neppe havde de sat sig, neppe havde enhver viist sin Ene Pose, som om de vilde arbeide, og neppe havde Clelie søgt, at dreie Snakken paa uskyldige og ligegyldige Ting, for Elifabeth med de nyeste Tidender aabnede en Samtale, der var hendes Ledsagere langt behageligere end det, Cielie havde søgt at tale ''Tænk engang, min Hierte Syster! hvad Tidende jeg har havt i Morges! Charlotte er paa engang bleven Brud. Det har hun vel neppe drømt om? Det var meget! svarede Catharina; jeg har altid tænke, ingen Mand vilde blive hende god nok, saa længe har hun gaaet i Valg. For Pokker! Hvem faaer hun da? Den unge Damon, raabte denne, fuld af Forundring, nei tænk en-

25

gang! hele Byen har bestandig sagt, der blev aldrig noget af dette Partie. De har allerede været sag længe forlovede med hverandre, at alle Mennesker troede, der blev intet af. Hvem veed og, om der er sandt? Det er ganske vist, blev Elifabeth ved, min Pige har i Morges talt med Kræmmerens Pige, hvor de vil kiøbe Brude Klæderne. Har hun endnu intet hørt derom, Cicilia? Cicilia svarede: o! jeg har alt vist det for to Dage, de holdt Ja Ord i Forgaaers. Siig mig dog, faldt Catharina hende ind i Talen, hvorledes den artige Damon kan finde sig i, at tage denne underlige Ting? Jeg tænkte, der var dog vel Maade med hendes Skiønhed. Hun kan just ikke heller være med de yngste. Hvem kan vel undres herover, svarede Elisabeth, Mandfolkene have ofte en sælsom Smag. Hvem veed, om han maaskee finder Behag i det forunderlige Optog, hun undertiden lader sig see i? Og hendes Penge, blev Catharina ved, giøre vel det meste. Hvad Penge! svarede Cicilia, det maa jeg vide bedre. Der er intet at fiske; Damon bliver bedragen. De Par 100 Daler, hun kan have, gaae med til Brude-Stads, Jeg tiender hendes Fader, han har altid levet høit. Mon Damon ei vide dette? Spurgte Elisabeth, Hvad skulde han ikke vide, svarede Cicilia, han har alt længe havt sin Gang der i Hunset. Ei! for Himmelens Skyld! hvorfor tager han hende da?

26

Hum! svarede Cicilia med en spodsk Latter, hvad veed jeg, hvorledes mangen kommer til en Mand? Den sidste Pige, de jagede bort, har snakket meget underligt Tøi. Hvo veed, hvor stor Umage hun har giørt sig for ham? Der kunde maaske være gaaet saadanne Ting for sig, at han maa tage hende; hun har jo altid været noget letfærdig. Ak! sagde Catharina, den stakkels Damon! jeg havde og undt ham noget bedre. Han er, efter al Anseelse, et artigt Menneske. Damon, svarede Cicilia, et artigt Menneste! jeg vilde ikke have ham, om han havde saa meget Guld, som han veier. Han anstiller sig saa viis og prædiker en saa fastende Sæde Lære, at jeg af Kiedsommelighed maatte døe hos ham det første fierding Aar; jeg maatte gabe mig ihiel hos denne Syrachs Søn.

Hun blev endnu noget ved at tale i denne Tone, og de andre svarede i samme, før de merkede, af Clelie var gaaet bort. Jeg havde allerede længe, da disse Bespottelser bleve drevne alt videre og videre, tænk paa, hvad Clelie maatte udstaae ved saa megen Ondsskab og Ubesindighed, og listede mig derfor hen til Vinduet, for at see til Lysthuuset, om jeg kunde faae Øie paa dem. Clelie kunde ved den ukierlige Dom:

"Der kunde maaskee være gaaet saadanne Ting for sig, at han maatte tage hende," ei holde det længere ud; hun sneeg sig derfor, siden hun sad allerforrest, bort i en Gang, og tog, i det

27

hun gik, en Bog med, som hun havde, liggende hos sig. De havde ikke strax i deres Samtales Hidsighed merket dette; men endelig bleve de var, at Clelie var borte. Hvor er Clelie bleven af? Raabte Elisabeth. De faae dem om efter hende. Hvem veed, sagde Cicilia, hvor hun stikker med en Bog og læser? Den lille Taabenakke stiller sig saa alvorlig an, som jeg ikke lænker at blive i mit 70de Aar. Hun og Damon skulde have blevet et Par, det vilde have givet en from melankolsk Ark. Jeg maa see, hvor hun stikker.

Hun listede sig omkring i Haugen, fandt hende, og saae over hendes Skuldre, at hun læste i Kuongs Klager. Hun slog herover saa høi en hatter op, at jeg forskrækkeds og beg ge hendes Veninder sprang frem af of Huuset, for at erfare Aarsagen til saa græsselig en Latter. Har jeg ikke sagt det? Raabte hun dem imod, hun læste Klager. En Fetter af mig bragte mig denne Bog engang, da jeg bad ham om nogle smukke

for jeg alt bad ham, han vilde giemme den, til jeg flulde døe, saa vilde jeg lade mig forelæse noget af den. Clelie var over Latteren og denne Frygt ret som uden for sig selv; de andre begyndte tillige, at blive vittige paa hendes Bekostning. Jeg besluttede derfor, at redde Clelie, gik ud af mit Sommer-Bærelse og lige imod dem; kiere Cicilia! sagde jeg, jeg har hørt dem, giøre faadan en Anmærkning over denne

28

Bog, Clelie læser i, som en yndig Fruemimmer-Siel aldrig burde giøre. Men jeg slutter, de kiender Bogen ikke ret endnu. Behager Dem; saa vil jeg forelæse Dem et Sted deraf —- her overfaldt Cicilia en nattelig Gysen; hun begyndte, at erkyndige sig om mit Velgaaende; biede endnu lidet; toeg alvorlig Afsteed; hendes Veninder fulgte hende, og Clelie skyndte sig hen til mig.

Jeg takker Dem, sagde hun til mig, at De har befriet mig fra en Besøgelse, som ængstede mig. Min Gud! hvorledes er det mueligt, at Mennesker kan dømme saa ukierlig om hverandre, og hvorfore befatte de sig alle Tre snart med intet andet end ar samle Nyeheber, og allene tale om dem i deres Selskaber? Jeg begriber ikke, hvorledes mine Paarørende kan befatte sig med fremmede Huuses Magtpaaliggenheder, og de mindste Ting, der forefalde i samme, fornøie sig derover, og tilbringe deres Tid dermed? Men du har vel merket svarede jeg, at denne just er Selskabets Tone i deres Forlædres Huus? Hvorledes er det da mueligt, at de gode Børn kan tale anderledes? Enhver bekymrer sig der om andre Huusdes færdeles Magtpaaliggenheder, og dermed fornøie de hverandre. Du kiender Amalia, Philinde og mange andre Familier, i hvilke du ikke har hørt denne Tone, fordi den aldrig er indført i dem. Vi have endnu fornuftige unge Fruentimmer. Over disse Tre hersker et særdeles Uhæld. I sær har Cicilies Letsindighed og Spodskhed rørt mig. —- —

29

At, den slemme Cicilia! sagde Clelie, Hvor inderlig hader jeg hende! kunde jeg bestandig skye hende! nei, min Clelie! blev jeg ved, du maa hverken hade eller skye hende. Onde Mennesker fortiene vor Medynk, men hade maae vi dem ikke Vi maae ei heller ganske skye deres Omgang, hvilket og i Verden vilde blive umueligt, men vi bør taale den, enten for at forbedre dem, eller og, for ved Lasternes og Daarlighedernes levende Billede, at styrke os langt mere i det gode.

Men, sagde Clelie: hvorledes kan man giøre det til sin Forretning, at bekymre sig om Ting, der foregaae i andre Familier, ja endog ved Betientere indhente Efterretning derom?

Hoved-Kilden til denne Feil, svarede jeg, er en Mangel i Opdragelsen. Børne-Tugten i Almindelighed var meget slet i disse Tre Paarørendes Familie, men Døtternes Opdragelse blev nesten ganske forsømt. Deraf kommer det, at disse Tre Fruentimmer og yttre deres Vid med Begierlighed efter Nyt. Deres Siels og Hiertes Dannelse forsømtes, deres Forstand blev tom og deres Tilbøieligheder uforbedrede; de bleve hverken vante til, at øve deres Siel, eller til egentlig Arbeide.

Deraf reiser sig en Mangel i Forretninger. Vor Siel er naturligviis et virkende Væsen, den vil bestandig have noget at bestille, og kan man ikke rette sin Forstand paa noget nyttigt, er Sielen aldrig vant dertil, saa falder man paa smaae

30

Ting, fordi man nødvendig maa Give den noget at bestille.

Vi have af Naturen en Begietlighed efter vittighed. Siele, der ikke ganske ere forsømte, staae ikke stille. De vil altid vide, altid erfare noget. Naar de nu af Mangel paa Opdragelse ikke kan anvende denne Begierlighed efter Bittighed paa Ting, som ere værde at vides, saa berige de den med Familie-Historier. Cieilia er aldrig bleven vant til i en forbedrende Omgang, i en lærerig Bog, at lære saadanne Ting, der give den fornuftige Siel Føde, og paa en ædel Maade kan tilfredsstille Begierligheden efter Villighed; hun maa derfor stille den med andre Huuses Magtpaaliggenheder.

Jeg veed meget vel, hvorledes der gaaer til i deres Huns. Hun er hverken ved Underviisning eller Exempler anført til at være en god Huusmoder og arbeide for Alvor Begierligheden efter Statstidender og Familie - Historier er derfor voxen til ved Lediggang. Hun, saa vel som begge de andre, vide ikke, hvad de skal begynde med Tiden, hvis Værdie og rette Anvendelse de ikke kiende. For da at fornøie sig og fordrive Tiden, Udforske de andre Folkes Omstændigheder. De besidde ikke Visdom nok, til at Moeroe sig med dem selv og deres egne Magtpaaliggenheder; de skaffe sig derfor Arbeide, i at bekymre sig om det, der angaaer andre Folk. Avisbærerne ere derfor meget velkommen hos Cieilia. De ere hendes Yndlinger, fordi de

31

skaffe hende Midler mod den kiedsommelige og sange Tid. Alt, hvad der bliver sagt hende, antager hun for Sandhed og hun er bange, at noget deraf ikke skulde være sandt, siden hun derved tabte en Forretning. I denne Frygt op, snapper hun alt, enten det er sandt eller falskt, og uden Betænkning fortæller det igien, siden det dog altid bliver en Tidsfordriv.

Siden Sielen i Mangel af Opdragelsen bliver tom; og ei veed, hvad den skal foretage sig, saa veed den et heller, hvorom den skal tale. Hvorom skal Cicilia snakke med dig? Man kan umuelig tale om ander, end der man veed. Havde hun ikke giort saa ondskabsfulde Fortolkninger, var hun endda at undskylde.

Hertil kommer det menneskelige Hiertes Ondskab, der tildeels og udspringer af den slette Opdragelse, naar man forsømmer Hierters Dannelse og Forbedring. Vort Sinds Tilbøjelighed er alt for villig til, at erkyndige sig om andres Skrøbeligheder. Feil og Laster, gierne at høre dem og med Fornøielse udbrede dem videre. Derfor ønske vi os helst saadanne Efterretninger, der forlyste os med andre Huuses Fejltrin og Daarligheder, og gider i Selskaber helst talt derom og helst høre andre tale derom. Overveie vi Hoved-Kilden og alle de deraf flydende Aarsager, Hvorfor dine Veninder ei havde med andet at bestille en Charlottes Giftermaal, hendes Huuses Omstændigheder og hendes sande eller opdigtede Feil, saa maa vi snarere have Medynk med dem end hade dem. Var det tilladt at hade noget Mennske, saa vilde jeg hade deres Forældre, der ikke har givet deres Døttre en bedre Opdragelse.

32

Deres Fremmede har sagt mig, saarede Clelie igien - at man her ifær bekymrer sig om alt, hvad der foregaaer i andre Hunse, og man derimod i store Sræder og Hovet-Stæder ei vidste af denne Feil» Jeg vilde heller – Jeg veed vel, faldt jeg hende ind, at man alletider er for, at friekiende Hoved-Stæderne for faadanne Feil, og allene tilskrive smaae Stæderne samme. Det et og en Sandhed, at den i smaae Stæderne falder mere i Øiene end i Hoved-Stæberne. Men hvad er Grunden hertil ? Ligger den i bedre Sæder? Jeg tviler derpaa. Hine Stæder ere for store, at Familierne kan oversee og faar Efterretninger om hverandre. Men i mindre Byer kiender snart alle Huuse sig fra den ene Port til den anden, og saaledes lettere kan tilfredsstille deres Nysgierrighed. Det mennesklige Hierte er i store og smaae Græder det samme; ofte ytter sig en og samme Feil, skiønt paa en forskiellig Maade.

Min Clelie maa vænne sig til, Mere at fordrage Menneskene, og da, naar deres Feil ere uforbederlige, just anvende disse Feil, til at bestyrke sig i det Gode, uden at hade dem for samme. Giøre vi altid Ret, lad da andre bekymre sig om vor Familie saa meget de vil. Maatte dog (at jeg skal tale med hin Rommer) vort Huus være bygt saaledes, at alle Mennesker kunde see vore Handlinger. Vi paa vor Side vil altid foretage os andet, end bekymre os om andre Familiers Magtpaaliggenheder, siden vi ere saa lykkdige, at vi kan foretage os bedre Ting.