Uddrag fra En Skrivelse fra Diævelen til Hr. Voltaire, [s.1-18] Den lærde Misundelse eller den landflygtige Kierlighed. [s.19-32]

stor Henrykkelse, som en ung Pige, der første Gang i sit Liv betragter sig i Speyler. Man hørte fra alle Kanter: Lad os skrive! lad os raisonnere! lad os tænke: Det er just Uordenen, som giøe den smukkeste Orden iblant vore smaa Hoveder. De Fornuftige slutter altid bag efter. Dersom man havde Forstand nok til at være Autor, saa skulde man dog ikke saa aldeles glemme den, at man skulde giøre sig dertil. Naar man ikke er det, er man i Sikkerhed, og i Skiul for al aabenbare foragtende Dadel. Men at recommendere vore unge Ufornuftige, det er at rive dem fra Livet den væsentlige Deel af deres lærte Glæde. Dersom en af vore sindrige Skiønheder siger til en af vore unge Skribentere: Min Herre! det er Dem, det er uden Tvivl Dem, som er Autor til den smukke Piece *. Hvor blev vor unge Autor henrykt og ude fra sig selv af Glæde. Han skulde ikke ruske dette herlige Øyeblik bort for alle dem, hvor Pigernes Uskyldighed er i en grumme Knibe. Hvilken Fald tager ikke hans Forstand! hvilken Skytlen af Forfængelighed! hvilke Spring af Selvklogskab i diste forføriske Øyeblikke? Endelig! hvilken Glæde at være Autor! og Fruentimmer Lovtalen, forødk paa alle Kanter, paa disse Folk, som trænger og er sulten efter Ros, tiener til Pas for denne grove Forfængelighed, at oprette sig til Autor. En Lovtale af dette nedrige Slags, kaster den frugt-