Uddrag fra En Skrivelse fra Diævelen til Hr. Voltaire, [s.1-18] Den lærde Misundelse eller den landflygtige Kierlighed. [s.19-32]

saadan resonneerte man ongefær, imens dette lærte Raserie varede, som næesten befængte alle, og som endnu ikke gandste er forbie: Hvad! skal vi taale den Formastelse, hvormed vore Lærte saa lang Tid har ustraffer misvrugt Skrivefriheden. Hvis man i det mindste havde skimtet en Smule Ædruelighed, Sparsomhed og Ophold; Ney— Værk paa Værk! Bog paa Bog, og alt dette uden Varsomhed, uden Sparsomhed, uden Ende. Snart saae man en Vand-Flod af Bøger in Quarto, snart en Sverm af Bøger in Folio, og snart en Yngel af Bøger in Ottavo. Man holde aldrig op med dette evige Kyrie. Det var som et smitsom Raserie at skrive iblant vore Lærde, og til al Ulykke for dem, ved hver Linie blev deres Egenkierlighed ydmyget, deres Fornuft beskiæmmet, saasom deres Forstand, som løb over Hals og Hoved efter behagelig Stiil og Udtryk, traf som oftest kuns den tørre Skal af nogle gemeene og ækle Sandheder. Pressen blev skamfuld over at rulle over slige Elendigheder; men lad gaae! man maatte mætte Forfængeligheden, denne ærtz Vielfras. Men nu omstunder kan vi forhøye vore Boghandleres Skønhed ved de lekkre Værke paa vor Facon; og saadanne ildeanbragte Raissonnements, som ækler ethver fornuftig Menneskes Hierte. Paa Troe og Love af disse sminkede Elendigheder, som vanærer nu omstunder Præsterne, giorde man sig til Autor med saa