Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1863-07-17)

Fredag d. 17. Juli 1863.

Min kjære Ven og Fortrolige!

… Herhjemme er Alt dødt og stille, i det mindste for mig, der lever saa eensomt. Marstrand var hos mig igaar; han var blevet meget mager og bleg, han forekom mig svag.

I Berlings Tidende for i Aftes staaer et Forsvar for Tillisch som Theaterdirecteur; han maa altsaa være blevet angrebet i et af de Blade, jeg ikke læser.2 Til Forsvar for ham og hans Repertoire anføres de mange Sygeanmeldelser. Der regnes nu op, hvor ofte enhver af Personalet har meldt sig syg. Det forbavsede mig noget at see, at jeg skulde have meldt mig upasselig 40 Gange. Jeg forstaaer ikke rigtig efter hvilke Optegnelser denne Beregning er gjort. Jeg læser det imidlertid med en rolig og god Samvittighed, thi vist er det, at jeg de fleste Aftener i den forløbne Saison, hvorpaa jeg har spillet, ikke burde have spillet men blevet hjemme og pleiet mig. Den forløbne Saison er en af dem, hvori jeg har bragt Theatret de største Offre. Angrebet er formodentlig af een af Skuespillerne og Forsvaret af Berner, formoder jeg. Gud veed, hvem der egentlig for Øieblikket interesserer sig for Theatret? Det er besynderlig nok, men jeg kjender Ingen. Det er ikke videre moersomt, naar man er Skuespillerinde at kunne sige det og ingen synderlig Spore til atter at tage fat.

Naar jeg sidder heroppe i Lygten, især Søndagaftener, mod Midnat, da er jeg forundret over at høre den lavere s. 198Befolkning, der kommer fra den saakaldte „fattiges Dyrehave”, hvorledes alle Hold, som vandrer hjemad, synger Nationalsange, som om vi vare midt i Krigsaarene. I gamle Dage sang man af Vaudevillerne og andre yndede Syngestykker, nu er det udelukkende Nationalsange og Folkesange; det kan jo kun betyde noget godt under Landets Forhold og Omstændigheder, naar kun ikke de sidste af Sangene vare saa utroelig raae og simple. Vi trænger aabenbart til en Folkedigter, der, berørt af det Nationale, kunde sætte disse Følelser i Form, en Form, der kunde hæve Stemningen og forædle de natlige Sangere op over Plathedens raae Hyl. Skjønne Rythmer forædle uvilkaarlig selv den Raaeste; men Gud veed, hvor alle de blive af, som vi trænge til i alle Retninger. Efter Stilstand kommer der Bevægelse. Mon vi to skulde opleve den nye Bevægelse i Litteraturen? Dog Fuglene kan ikke sætte sig i Toppen af Træet og synge, før Træet har faaet Krone, og vort nye Træ er endnu for ungt, og Hovedsagen er jo unægtelig at faae dette til at groe op. Maaskee vi da som meget gamle Folk kan sidde i vore Huse i Rosenvænget og lytte til Sangen fra Træets Krone; da kan De sige: Jeg hjalp til med at plante dette Træ, og jeg kan sige, jeg glædede mig over, at det blev plantet, uagtet det tog noget af min Udsigt bort.

Hvor mon De nu er? Nu begynder den Tour, som jeg misunder Dem, at reise To i eensomme Egne! Gid nu Alt maa føie sig heldigt for Dem, Veier og Vind, Sjælen saa optaget, at Legemet glemmes, smaa uberegnelige Hændelser, der forhøier Nydelsen, men midt i alt dette maa De ikke glemme den eensomme Fugl ved Stranden. De skal see, vi kommer nok engang til at reise sammen i Sverrig og Norge, at sige, hvis jeg ikke opgiver Ønsket om at see disse Lande rigtigt. De veed, det er min Tro, at et Ønske, man trofast holder ved, opfyldes.

Deres hengivne
Veninde.

Naar jeg løber mine Breve igjennem, forinden jeg lukker dem, skammer jeg mig paa meer end een Maade. Hist og her kunde jeg rette den feile Skrift, men det blev et evigt Kradseri, som gjorde, at det blev end mere utydeligt. s. 199Paa den anden Side skulde jeg betænke Stiil og Bogstavernes Rigtighed, da fik De aldrig et Budskab, altsaa maa det blive som det er. I dette Øieblik kom Andræ; han reiser virkelig til Paris først og dernæst til Schweiz med sine Sønner. Han bliver borte 4 a 5 Uger. Han sukker og klager over Reisen. Jeg har stjaalet mig et Øieblik fra ham for at lukke mit Brev.