Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1864-03-10)

d. 10. Marts 1864. Aften.

Tak for det Tilsendte! Det er aldeles ikke faldet mig ind, at De i for „høi Grad” var oprigtig igaar. Der hører i det Hele taget meget til, at jeg skal finde Yttringer af Oprigtighed for stærke, saa meget maa De kjende mig; kun Formen kan støde mig, og imod denne havde jeg s. 255intet at indvende i Deres Oprigtighed. Gid alle Mennesker besad Formen, hvad kunde da ikke siges, som nu holdes tilbage, en Tilbageholdenhed, som gjør saa uhyre megen Skade.

Det er gyseligt at læse i Aften i Berling om de mange saarede og savnede Krigere i vor Armee! Blodet stivner i ens Aarer ved at læse herom. Hvilke tunge Tider vi dog leve i.

Kl. 1 havde jeg Bud hos Vedels; der blev svaret, at det kun var daarligt med Barnet. De skal forresten see, at den lille kommer sig. Paulli fortalte mig, at Almuen fast troede paa, at Daaben over et døende Barn bevirkede dets Helbredelse og dets Gjengiven til Livet. Gid den elskværdige Fru Vedel havde lidt af denne Tro. Hvilken Modsigelse ligger der dog ikke i paa eengang at tro, at denne Handling kun er en Formalitet, og da, naar Hjertet er angstfuldt og bespændt, da med Begjærlighed at tye til en Handling, som man i de rolige kjække Øieblikke kun betragter som en antaget Form, man dog ikke vil sætte sig ud over for ikke at give Forargelse. Igaar have usynlige Stemmer talt i hendes Indre, gid hun ikke for hurtig maa glemme disse Bøster. Jeg kan ikke lade være at være bekymret for de Sjæle, jeg holder af. Ak, hvor ofte sover jeg bedrøvet og bekymret ind ved Tanken om mine Afdøde. Jeg har saa mange i hiint ubekjendte Land; hvorledes have de det? Naaden, Naaden! Det er det eneste, vi have at haabe paa for dem og os Alle.

Lad mig forlade disse mine sædvanlige triste Aftenbetragtninger og ikke plage Dem med, hvad der saa ofte plager mig, og lad mig gaae over til noget mere verdsligt.

Jeg skal da ikke spille i Morgen. Den dumme Hanekylling Hr. Paetz har i Dag gjort sig udtilbeens og erklæret, at han ikke var færdig med Broderens Bolle!1 Gud styrke alle Theaterdirecteurers Taalmodighed! De skal have „Kan ei”. Jeg bør dog see dette Stykke; gjør jeg Alvor deraf, da vil jeg kunne være hjemme lidt efter 9, ifald min kjære Ven skulde have isinde at besøge Bosenvænget. Paa Løverdag maa jeg hen for at see den meget omtalte „Madonna”.2

God Nat! Gud give os ikke for slemme Efterretninger fra Hæren i Morgen.