Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1862-05-01)

d. 1. Mai 1862.

… Jeg glæder mig til at tale udførlig med Dem om det Tilfældige i Heibergs Skjæbne. Tal endelig herom uforbeholdent, vei ikke Deres Ord, det er saa kjedeligt. Jeg har ret tænkt paa vor sidste Samtale, og vi ere maaskee meere enige, end De selv troer. Hvor ofte har hans Moder og jeg klaget over den kolde Philosophie! Hvor ofte har jeg været ligesom skinsyg paa Musens Vegne over Astronomiens Enevælde; hvor ofte har jeg sukket og klaget for ham selv over, at han istedetfor at synge de deilige Sange sad Aar ud og Aar ind og skrev disse Bøger fulde af Tal og atter Tal i en slet Uendelighed, og derpaa atter bebrei-det mig min Klage, fordi jeg dømte om, hvad jeg ikke forstod, thi det var dog vist disse Studier, der holdt ham frisk og hævede ham over al Trivialitet i Aanden, dem, som befriede ham fra al Selvforgudelse og Forfængelighed, dem, som gav ham denne ophøiede Ro og forunderlige Elskværdighed i Omgang. De siger, at jeg, og kun jeg kan udkaste Billedet af denne Moder og denne Søn. Ak, hvor kan De tro dette? Gid Guderne vilde forunde mig denne s. 103Evne, da vilde et af mine høieste Ønsker være opfyldt. Jeg gribes ofte af en Veemod, en uendelig, over at jeg ikke kan det; jeg har en Følelse af, at jeg uværdig har havt den Lykke at leve i 30 Aar med saadanne to Mennesker. Det er ogsaa Synd, at den Ringeste af os Tre skulde leve længst, det burde være omvendt.…