Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1864-10-26)

d. 26. October 1864.

Tak, min kjære Ven, for den lille G-Hilsen! De takker mig, fordi De maa læse mine Skriverier? Siig Dem selv, at hvis De ikke vilde læse dem, saa var jeg fordømt til aldrig at sætte Pen til Papiret; hvem er det altsaa, som det tilkommer her at takke? De gjør mig for megen Ære ved at „pønse” paa mine Ord om Personalunionen. Da jeg igaar Morges saae paa Kortet, i hvilken Grad Danmark nu var indskrænket til en lille Plet, da gjøs det i mig, og jeg syntes, at Alt maatte offres for, at de tabte Deele atter kunde smeltes sammen; at Grundloven derved betydelig skulde indskrænkes, faldt mig ikke ind, men, jeg Tosse i Politiken veed ikke, om man ikke selv for denne Priis foreløbig turde gaa ind herpaa. Tænk Dem Jylland ogsaa ranet fra os! Er vi da fuldstændig døde?1 Ja hvis Livet nordpaa lyste os imøde, men det seer ikke ud til, at man vil tænde Blussene paa Nordens Bjærge, hvorefter vi kunde styre vor synkefærdige Skude. Gud s. 332give Dem og alle danske Mænd den rette Indskydelse til at virke i den Retning, som er den bedste i vor jammerlige Stilling.

Jeg har i Aften læst første Akt af „Elverhøi” høit for de Smaa. Da jeg her sad tæt omslynget af de smaa lyttende Børn, blev jeg ret rørt over den Forandring nu, og da jeg første Gang læste disse Ord. Lykkelig var jeg heller ikke dengang, men hvor rig laae Fremtiden for mig! Da jeg engang sagde til Heiberg i senere Aar, at jeg i min Beskedenhed ikke havde mærket eller troet, at hans Tanker saa stærkt beskjæftigede sig med mig, svarte han: „Faldt det dig da ikke ind, at hvert Ord, som jeg lod Ebbesen udtale til Elverpigen, var min Kjærligheds Erklæring til dig?” Disse Ord af ham bevægede ret mit Sind i Aften ved Læsningen. Jeg var dem ikke værdig den Gang, jeg var en lille Tosse. Jeg følte mig dog ikke fattig i Aften! Jeg har disse Tre; jeg har Deres inderlige Hengivenhed for mig, en Hengivenhed, hvorpaa De idelig giver mig nye Vidnesbyrd; hvor utaknemmelig maatte jeg ikke være, ifald jeg ikke takkede Gud for hans Godhed imod mig. Jeg har vundet meget i de senere Aar; det er stille i mit Indre, ingen utaalmodig Higen plager mig, jeg er ikke bitter mod Verden og Menneskene som saa ofte tidligere, jeg kræver intet af den eller dem mere, see, min kjære Ven, det er et betydeligt Skridt fremad; De selv har hjulpet mig, meer end De troer, til dette Standpunkt. Tak, min kjære Ven for al Deres Bistand! …