Almindelige Bestemmelser.

I dette Kapitel angives 1) i § 60 Grundtræktene af den Fremgangsmåde, der bliver at

følge ved Nævningernes Kaldelse, 2) i §§ 61 —64 de Egenskaber, der udkræves for at kunne kaldes til Nævning, samt de Grunde, der udelukke fra eller fritage for dette Hverv og 3) i § 65 Nævningelisternes Betydning for Retten og Pligten til at kaldes til Nævning. Med Hensyn til hver af disse Grupper af Bestemmelser skal følgende bemærkes.

Den Fremgangsmåde, som efter Udkastet bliver at følge ved Nævningers Kaldelse, er i Grundtræktene den samme, der var foreslået også i de ældre, hos os fremkomne Udkast, og som ligeledes er anvendt i fremmede Love, en Overensstemmelse, der vidner om, at disse Ordningens Grundtræk med nødvendighed fremgå af Forholdets Natur. Herefter er det Grundlag, på hvilket der bygges, Lister, som optages over alle de Personer, der have de i Loven fordrede Egenskaber for at kunne være Nævning, og som ikke af nogen særegen Grund ere udelukkede eller fritagne (Grundlisterne). Den næste Akt er det årlig gjentagne Valg af en snevrere Kreds af Mænd blandt de på Grundlisterne opførte (Aarslisten). Ved dette Valg tilsigtes det at udtage de Personer, som på Grund af Dygtighed, Retsindighed og Selvstændighed må ansees for mest egnede og værdige til Nævningehvervet (jfr. Udkastets § 75). Af denne snevrere Kreds udtages da Nævningerne for hver enkelt periodisk Sammentræden af Nævningeretten ved Lodtrækning, og blandt de således Udtagne atter Nævningerne for hver enkelt Sag, der behandles i Samlingen, ligeledes ved Lodtrækning. Medens således på de senere Trin Lodtrækning bliver det Afgjørende, er det et Valg, som bestemmer Kredsen af de Personer, mellem hvilke Lodtrækningen stal finde Sted. Denne Ord« ning er truffen selv i de Love, der stille strengere Betingelser for Optagelsen på Grundlisterne end det føreliggende Udkast, og som derved, i det Mindste tildels, have havt for Dje, at kun mænd, der ere egnede til Nævningehvervet, findes på disse Lister. Så meget mere er da et sådant Valg nødvendigt, hvor Adgangen til overhovedet at kaldes til Nævning er udstrakt så vidt som i det føreliggende Udkast. Nævningerne skulle være forstandige Lægmænd af Folket. Det vilde være

at give sig det blinde Tilfælde i Vold, naar Alt skulde bero på en Lodtrækning blandt dem, der ifølge Udkastet skulle opføres på Grundlisterne. Af Vigtighed blive selvfølgelig herved Reglerne om, hvem der skal føretage hint Valg; men derom henvises til Bemærkningerne ved Udkastets § 72. Det omspurgte Valg må finde Sted for hver Rævningekreds, d. v. s. de Dele af Landsretskredsen, som ere henlagte til de forskjellige Steder, hvor periodiske Møder til Straffesagers Påkjendelse finde Sted, fe herom Udkastets § 20. Som det nærmere er oplyst ovenfor, er det ved den Sagsører, at der på forskjellige Steder i Landretskredsen holdes Strafferetssamlinger, og ved Rævningekredsenes deraf følgende ringere territoriale Område væsentlig tilsigtet at lette Borgerne Byrden at virke som Nævninger, idet Hvervet ikke skal nødvendiggjøre Ophold på Steder, der ligge meget langt borte fra Hjemmet. Valget gjælder, som alt bemærket, for et Nar, jfr. imidlertid herved den af praktiske Hensyn nødvendige Bestemmelse i § 79 sidste Punktum. Årets Beregning fra 1ste Juni til 31te Maj er ikke vilkårlig valgt. Den Forberedelse for Valget, som ligger i Grundlisternes Fornyelse,, begynder efter § 67, den 1ste Februar, hvilket Tidspunkt atter er valgt med særligt Hensyn til de gjældende Regler om Folkethingsvalglisternes årlige Berigtigelse, fe Lov 12 Juli 1867 § 11, da disse to Arter af Lister efter Udkastets Regler ville have Såmeget tilfælles, at Arbejdet med deres Tilvejebringelse bør ske samtidig for at spare Tid og Kræfter. Ifølge dette Udgangspunkt kan Rævningeåret ikke godt begynde tidligere end den 1ste Juni, naar der skal være tilstrækkelig Tid til de førskjellige Akter der blive at føretage, jfr. Udkastets §§ 68 69, 72 og 73.

De almindelige Betingelser for at kunne kaldes til Nævning falde ifølge § 61 sammen med Betingelserne for Valgret til Folkethinget; der tilføjes kun en enkelt yderligere Betingelse, som Nævningehvervets særegne Beskaffenhed nødvendiggjør, hvorhos den for Valgretten gjældende Bopælsbetingelse undergår en i Forholdets Natur grundet Lempelse. Denne Sagsører, der er i væsentlig Overensstemmelse

med de tidligere hos os føreliggende Forslag, fører til, at et langt større Antal Personer anerkjendes som i og for sig egnede til Nævningehvervet, end Tilfældet er efter de fleste nu gjældende fremmede Love. Disse have i Reglen opstillet som Betingelse en vis Formue, enten ubetinget eller som i de fleste Fastlandsstater med Undtagelser for visse sociale Stillinger (et førenet Formue- og Dygtighedssystem). Herom bemærkes nærmere Følgende:

I England gjælder et rent Senfussystem. En Parlamentsakt af 1825 forpligter enhver Englænder mellem 21 og 60 År til at fungere som nævning, naar han enten har en ren årlig Indtægt på 10 K af Jordejendom eller, hvis han blot er Bruger, på 20 , eller naar han ejer Hus af en vis Størrelse eller betaler en Fattigskat af mindst 20 L.

Den franske Lovgivning af 1808 grundlagde det senere mange andre Steder optagne og videre udviklede System, hvorefter ved Siden af en vis Census den ifølge visse Egenskaber eller Stillinger formodede Dygtighed kommer i Betragtning. Foruden Medlemmerne af de daværende Valgkollegier og de 300 højst beskattede Indbyggere i Departementerne kunne efter hin Lov også kaldes til Rævninger en Række af Gmbedsmænd, tildels dog kun under Forudsætning af, at de nyde en Lon af en vis Størrelse, Doktorer og Licentiater ved Fakulteterne, Medlemmer af anerkjendte lærde Selskaber, Notarer, Bankierer, Vexelerere, der have loft Patent m. fl. Personer, fom ikke høre til nogen af disse Klasser, kunne kun efter Præfektens førstag og med Indenrigsministerens Billigelse opnå som en særlig Gunst at optages på Rævningelisterne. De forskjellige politiske Omvæltninger medførte Forandringer i disse Regler, men indtil 1848 ingen Principforandring. Baade under Restaurationen og under Iulimonarkiet bestod Nævningelisterne dels og navnlig af Vælgerne i Departementet, hvorved Fordringen om en vis Census på Grund af de dagjældende Betingelser for den politiske Valgret også kom til at gjælde her, dels af Personer af visse Klasser („Kapaciteter"). Faktisk var der den Forskjel, at under Restaurationen en Grundliste for

Departementet mod omtrent 800 Navne af Loven forudsættes som det Regelmæssige, medens Tallet under Iulimonarkiet ved Nedsættelsen af Census for den politiske Valgret steg til 4 a 5000.

I Belgien fastsætte en Lov af 1838 et lignende kombineret System. Rævninger kunde kun være Vælgere, der ydede en årlig direkte Skat, hvis Størrelse var sorskjellig efter de sorskjellige Provindser (110—250 Frs.) eller som hørte til en af de særlig Nævnte Kapacitetsklasser (Medlemmer af Folkerepræsentationen og af kommunale Råd, Doktorer og Licentiater, dog ej de theologiste, offentlige Læger, Notarer, Sagførere, autoriserede Vekselagenter og Mæglere samt pensionerede Gmbedsmænd med mindst 1000 Frs. Pension). I Stedet for denne Lov gjælder nu en Lov af 18de Juni 1869, der forandrer Enkeltheder (Census fra 90 til 250 Frs.), men ikke Systemet.

Den samme Vej er endelig Flertallet af de gjældende Love i Tyskland gået. I Enkelthederne er der mange Afvigelser. Censusfordringen er snart opstillet absolut, nemlig fåledes, at der kærves en Skatteydelse af en vis Størrelse, forskjellig i de forskjellige Stater (i Preussen udenfor Rhinprovindserne 16 Thaler Klasseskat eller 20 Th. Statsgrundskat eller 24 Th. Næringsskat), snart relativt så ledes, at et bestemt Antal af de Højest Beskattede danne den Kreds, af hvilken Nævningerne vælges (Rhinprovindserne, Hessen, Brunsvig, Oldenburg). Loven for Wurtemberg rykker Censusfordringen ned til Minimum, idet den kun kræver Adelse af en hvilkenfomhelst direkte Statsskat. Kapacitetsklasserne, der ere fritagne for Censusfordringen, ere også forskjellige, skjønt de vigtigste af dem førekomme i de fleste Love på samme Måde (visse offentlige Stillinger, Doktorer m. fl.). Kun een, ikke længere gjældende Lov, nemlig den for Kurhessen, havde et rent Censussystem.

Ganske enkelte tyske Stater fordre foruden den politiske Valgret kun, at Vedkommende skal kunne læse og skrive. Saaledes er også den 1873 for Østrig indforte Sagsører. Men Begrænsninger skjule sig dog her i Virkeligheden

i Betingelserne for den politiske Valgret, der ikke er udstrakt så vidt som hos os.

Et Brud med disse Systemer skete i Frankrig ved Revolutionen af 1848. Den almindelige politiske Valgret måtte Medføre Konsekventser på dette Område. Desuden havde det tidligere i Frankrig gjældende System været Gjenstand for en skarp og ganske vist ikke ubeføjet Kritik. En Forandring på dette Område hørte med til den nye Regjerings Program. Den gjennemførtes ved en Lov af 7de August 1848. Efter denne Lov kan enhver Franskmand, der er 30 År gammel og nyder borgerlige og politiske Rettigheder, kaldes til Nævning, forsåvidt ingen Udelukkelsesgrunde finde Anvendelse. Da enhver Franskmand, der er fyldt 21 År, fik den politiske Valgret, bortfaldt altså alle tidligere Census- eller Kapacitetsfordringer. Ved særlig Bestemmelse udelukkede Loven dem, der ikke kunde læse eller skrive Fransk, samt Tyende. Disse Bestemmelser bleve i det væsentlige uforandrede ved den senere Lov under Kejserdømmet af 4de Juni 1853. Det var på et andet Punkt, nemlig med Hensyn til Valget blandt de på Grundlisten opførte Personer, at denne Lov væsentlig afveg fra Loven af 1848. Efter Kejserdømmets Fald fatte et Dekret af 14de Oktober 1870 atter Loven af 1848 i Kraft. Dette Dekret er nu afløst ved en Lov af 21de November 1872, der imidlertid ogfå opretholder Reglerne på dette Punkt fra Loven af 1848.

Endelig er nu ogfå det nye Udkast til en Retsorganisation for hele Tyskland slået ind på samme Vej som den franske Lovgivning. Det giver Afkald på enhver Indskrænkning ved Formue- eller Dannelsescensus (se dette Udkasts §§ 61 og 66, jfr. §§ 20—23). I Motiverne bemærkes særlig, at en Frygt for, at Nogen, der ikke kunde læse eller skrive, skulde blive kaldt til Nævning, efter de forhåndenværende Dannelsesforhold i Tyskland vilde være uden Grund, så at der ingen Anledning er til at optage en hertil sigtende Betingelse i en Lov for Tnskland.

Ved Bedømmelsen af de således skildrede

forskjellige Systemer kommer det i Betragtning,

at Adgangen til at blive Nævning må be.

tragtes baade som en offentlig Ret og som en offentlig Byrde. At den offentlige Ret ikke udstrækkes til andre Personer end dem, der ere i Besiddelse af den vigtigste politiske Net, Valgret til Folkerepræsentationen, er naturligt. Fra dette Synspunkt er det let forklarligt, at de Staters Love, som knytte Valgretten til en Formuebetingelse, kræve en lignende Betingelse for at blive Nævning; men dette Motiv bliver hos os uden Betydning. Det sædvanlige førenede Formue og Dygtighedssystem, kræver imidlertid ordentligvis mere end dette. Det hviler nemlig på den Betragtning, at der bør opstilles sådanne Betingelser for Adgangen til at blive Nævning, som i det Mindste i Almindelighed ere egnede til at vække en Formodning for, at den Pågjældende er i Besiddelse af de Egenskaber, der kræves til en fyldestgørende Udførelse af Nævningehvervet. Herefter er det ikke givet, at Retten til at kunne blive Nævning skal udstrækkes til alle de Personer, som have den politiske Valgret. Det forudsættes ikke og kan ikke forudsættes om enhver Valgberettiget, at han er egnet til selv at udføre ethvert offentligt Hverv, og det kan navnlig ikke forudsættes med Hensyn til det særligt ansvarsfulde Nævninge- hverv. Denne Betragtning vilde naturligvis i forhøjet Grad fåe Betydning, hvor Valgretten er udstrakt så vidt som hos os. Den vilde ogfå være afgjørende, dersom Udtagelsen af Nævninger skulde ske ved Lodtrækning umiddelbart blandt dem, der opfylde de i Loven føreskrevne Betingelser for at kunne kaldes til Nævning. Naar der derimod, Førend nogen Lodtrækning finder Sted, Først skal foregå en Sigtning ved Valg, taber den anførte Betragtning sin Vægt. Alle de Grunde, der ogfå i andre Forhold tale imod at binde et Valg ved særegne, af Mistillid til de Vælgendes fornuftige skjøn fremgåede Valgbarhedsbetingelser, blive her anvendelige. Loven vil altid ved stige Betingelser udelukke Mange, som ere egnede, uden dog på nogen Måde at kunne sikre, at alle de, der opfylde Betingelserne, ere egnede. Det må således ansees for velbegrundet, at Udkastet såvel positivt som negativt — bortset fra uvæsentlige Lempelser — lader Retten til

at kunne kaldes til nævning hare samme Udstrækning som Valgretten til Folkethinget. — Fra et ganske andet Standpunkt er et Censussystem som i England blevet forsvaret, idet nemlig Vægten lægges på, at det at kaldes til Nævning er en offentlig Byrde, der medfører baade Udgifter og Tidstab, og som man derfor billigvis ikke bor påvælte den, der ikke har Tid eller Penge at ofre. Hertil er at bemærke, at det ganske vist er en Byrde at måtte fungere som Nævning, ja Erfaringen vifer, at denne Betragtningsmåde endog for den almindelige førstilling bliver den overvejende, navnlig efterat Nyhedens Interesse har tabt sig. Men herpå kan ikke begrundes en Udelukkelse for Nogen fra Adgangen til at blive Nævning, men kun en Fritagelse i sådanne Tilfælde, hvor man må erkjende et Krav herpå for billig! og naturligt, således som det ogfå nærmere er førestrevet i Udkastets §§63 og 64.

Til den almindelige Regel i § 61 slutter sig nemlig dels § 62 angående visse Stillinger, som udelukke fra nævningehvervet, dels §§ 63 og 64 om Fritagelse for dette. Uforeneligheden af de Stillinger, som § 62 angiver, med nærningehvervet beror på, at en stadelig Indflydelse af hine på dette eller af dette på hine kan besrygtes. En Begrundelse i det Enkelte af Reglen, der førekommer omtrent på samme Måde i fremmede Love og i ældre danske Udkast, vil ikke findes fornøden. Hvad Fritagelserne angår, skjelner Udkastet mellem de Tilfælde, hvor Fritagelsen er hjemlet umiddelbart ved Loven, således at de på gjældende Personer kun da optages på Grundlisterne, naar de begjære det, og dem, hvor Fritagelsen kun kommer Vedkommende til Gode, naar han begjærer den. De Omstændigheder, som berettige til en saadan Vegjæring, opregnes i K 64. Også her vil en i det Enkelte gående Redegjørelse være ufornoden. Reglerne ere fælles for de fleste- Love. Negelen i § 63 om Fritagelse, som i Embeds Medfør stal tages i Betragtning, er derimod mere ejendommelig for Udkastet og de ældre danske Udkast; den står i Sammenhæng med den Udstrækning, i hvilken § 61 anerkjender

Evne til at være Nævning*). Den Klasse af valgberettigede Borgere, som § 63 har for Øje, nemlig de, som udelukkende eller væsentligst ernære sig ved egne Hænders Gjerning, tor vel ingenlunde udelukkes fra Retten at kunne kaldes til Nævning, men de have et billigt Krav på at fritages for Byrden ved Rævningehvervet. Det kan nu forudsees, at de pågjældende Personer regelmæssig ville ønske denne Fritagelse, medens det på den anden Side også kan forudsees idelig at ville blive Tilfældet, at de forsømme at indgive Begæring derom, hvis en saadan forlanges. Herpå begrundes den ejendommelige Behandling af denne Fritagelsesgrund. At Klassens Gramfer ikke kunne angives på en Måde, der udelukker Tvivl i enkelte Tilfælde, er i dette Forhold af liden Betydning. Til at afværge eller råde Bod på Fejlgreb i Anvendelsen af § 63 yder Udkastet aldeles tilstrækkelige Midler.

Ved Grundlisternes Berigtigelse fåe alle Spørgsmål om Berettigelse til, Udelukkelse fra eller Fritagelse for Rævningehvervet en stiltiende eller udtrykkelig Afgjørelse, udtrykkelig, naar Kjendelse i Anledning af Påstande eller Indsigelser er bleven afsagt, stiltiende, forsåvidt Indsigelser ikke ere fremkomne mod de til Eftersyn fremlagte Lister. Det Spørgsmål opstår nu, hvilken Betydning der stal tillægges dels hine Kjendelser, forsåvidt de enten ikke i rette Tid ere blevne påankede eller ere afgivne endelig ifølge Påanke, dels Forsømmelse med i rette Tid at fremsætte Indsigelser mol) de fremlagte Lister, om hine Kjendelser skulle have ubetinget Domskraft, og om disse Forsømmelser skulle virke udelukkende. Disse Spørgsmål besvares i Udkastets § 65, der giver en forskjellig Regel for Lifternes Betydning med Hensyn til de Personer, som ikke ere optagne på den, og med Hensyn til dem, der ere optagne, og, hvad de sidstnævnte

angår, atter med Hensyn til Udelukkelsesgrunde og Fritagelsesgrunde.

Der kan nemlig ingen Betænkelighed være ved at lade Listernes Berigtigelse være endelig afgjørende for de Personer, der ikke ere blevne optagne. At Nogen med Urette er udeladt af Listen, har kun en aldeles forsvindende Betydning for den enkelte Rævningesag. En Krænkelse af Parterne i Rævningesagen kan man derfor ikke finde i en sådan Udeladelse, og de Personer, hvem Udkastets § 68 tillægger Net til at tage til Gjenmæle mod en urigtig Udeladelse, nemlig dels den Udeladte selv dels enhver til Folkethinget valgbar Beboer af Kommunen, må fornuftigvis gjøre det på den Måde og inden de Frister, der ere fastsætte for dem. Forsåvidt Evnen til at være Nævning først er kommen til Stede efter Grundlisternes Berigtigelse, kan der vel ikke tales om Forsømmelse fra Vedkommendes Side; men praktiske Henfyn kræve, at dette først kan komme i Betragtning ved Grundlisternes Fornyelse, forsåvidt Betingelsen ikke horer til dem (Alder, Bopæl), hvis Indtræden i Årets Lob forud kan vides, og som derfor overensstemmende med Valgloven 12te Juli 1867 § 10 hjemler særegne Foranstaltninger. Udkastet opstiller altså i § 65 1ste Stykke, at Ingen kan optages på Grundlifterne, efterat disse endelig, være sig efter eller uden Påanke, ere berigtigede, fremdeles som naturligt Supplement hertil, at Ingen kan kaldes til Nævning, som ikke er optagen på Grundlisten, ligesom det endelig er en Selvfølge, at den, der skal kunne virke som Nævning, også må være optagen på den ved Valg fastsætte Aarsliste. Vedkommende må naturligvis ikke alene være valgbar, men ogfå valgt.

Hvad angår Udelukkelsesgrunde, som måtte være forhånden ved dem, der ere optagne på Lifterne, er der et Hovedpunkt, hvor Reglen nødvendigvis må være en anden, med Hensyn nemlig til Parterne i Rævningesagen. At en ifølge Loven udelukket Person medvirker som Nævning, er en Krænkelse af Parternes Ret, der for dem indeholder en Påankegrund mod Dommen, se Udkast til Lov om Strafferetsplejen § 375 Nr. 2. Men Parterne i den senere Sag have ikke som fådanne havt Op-

fordring, Beføjelse eller tildels endog blot faktisk Mulighed til at gjøre Udelukkelsesgrunde gjældende, Førend Sagen er bragt for Retten. Det vilde derfor være uføreneligt med Parternes Ret, om man vilde lade Grundlisternes Berigtigelse være afgjørende for dem. Hverken kan den udtrykkelige Kjendelse have Domskraft for dem, ejheller kunne Fristerne virke afskjærende. De må under Sagen kunne More en hvilkensomhelst Udelukkelsesgrund gjældende mod de Personer, mellem hvilke Lodtrækning til Sagen skal finde Sted, uden Hensyn til de tidligere ved Grundlisternes Berigtigelse stedfundne udtrykkelige eller stiltiende Afgjørelser. Der kan fastsættes en Frist for Parterne, inden hvilken Indsigelsen skal gjøres gjældende; men det må være en Frist efter Sagens Anhængiggjørelse. l Reglerne om Parternes Stilling i få Hen-, seende høre imidlertid ikke hjemme i § 65;' de ere givne i Udkastet til Lov om Straffe- retsplejen s 312, jfr. §§ 16 og 18. Med den omtalte Grundsætning vilde det vel ikke være ligefrem uforeneligt, at Grundlisternes Berig- tigelse iøvrigt var afgjørende også med Hen« syn til Udelukkelsesgrunde. Men det vilde ikke være naturligt ubetinget at fastsætte, at vitterlig føreliggende Udelukkelsesgrunde ikke kunde tages i Betragtning for under Sagen og hvis Parterne fremsætte Indsigelse. Medens vel de afgivne upåankede eller ifølge Påanke afgivne Kjendelser bor stå fast, kun med Forbehold af hin Parternes Ret, og me- dens fremdeles vel den i § 68 3die Stykke hjemlede Ret til Indsigelser må ophøre, bor de pågjældende Myndigheder ikke være af° skårne fra i Embeds Medfør at føretage Berigtigelser af Listerne med Hensyn ikke blot til senere opståede Udelukkelsesgrunde, men også til sådanne, som alt forelå tidligere, men ikke have vieret fremdragne. Det er heller ikke vanskeligt at gjennemføre den i § 65 2det Stykke indeholdte Regel praktisk, se herom Reglerne i Udkastets §§ 71, 74, 78, 84, 85 og 86.

Hvad endelig angår Fritagelsesgrunde, kommer Hensynet til Parterne selvfølgelig ikke i Betragtning; Listernes Berigtigelse kan her med Føje i Regelen betragtes som afgjørende. Kun forsåvidt Fritagelsesgrunden senere er

opstået, vilde dette være ubilligt, ja endog komme i Strid med. at flere af de i § 64 omhandlede Fritagelsesgrunde forudsættes at opstå efter Grundlisternes Berigtigelse. Dertil har § 65 3 die Stykke taget Hensyn.