§ 1.

Riget inddeles i 6 Landsretskredse nemlig:

1.   Den nordsjællandske Landsretskreds, omfattende Kjøbenhavn, Kjøbenhavns, Frederiksborg, Holbæk, samt Bornholms Amter.

2.   Den sydsjællandske Landsretskreds, omfattende Sorø, Præsts og Maribo Amter.

3.   Fyens Landsretskreds omfattende Fyens Stift.

4.   Den nordjydske Landsretskreds, omfattende Aalborg, Hjørring og Randers Amter.

5.    Den mellemjydske Landsretskreds, omfattende Viborg, Thisted og Ringkjøbing Amter.

6.   Den sydjydske Landsretskreds omfattende Vejle, Aarhus og Ribe Amter.

§ 2.

Landsretskredsene inddeles i Underretskredse.

Staden Kjøbenhavn og Kjøbenhavns Amts«

i

raadskreds udgjør en Underretskreds; dog kunne saadanne Dele af Kjøbenhavns Amtsraadsfreds, hvis Beliggenhed gjør det hensigtsmæssigt, bed Kongelig Anordning indlemmes i andre tilgrænsende Underkredse.

De øvrige Underkredses Antal fastsættes til ikke under 50 og ikke over 58. Grænserne for Underretskredsene bestemmes ved Kongelig Anordning.

§ 3.

Rigets almindelige Domstole ere Højesteret, Landsretterne og Underretterne (Kjøbenhavns Stadsret samt By- og Herredsretterne).

Sirlige Domstole ere Rigsretten, Sessionerne, de gejstlige og de militære Retter.

Landvæsenskommissioner og lignende Myndigheder, som afgjøre eller medvirke ved Afgjørelsen af Anliggender, der ikke hore under nogen af de i denne Paragraf nævnte Retter, berøres ikke af denne Lov.

§ 4.

Højesteret paakjender som øverste Instants for hele Riget alle Sager, som overensstemmende med Lovene om Retsplejen paaankes til den.

§ 5.

Ordentlige Medlemmer af Højesteret kunne, for et Tidsrum af 5 Aar ad Gangen, beskikkes af Kongen til Formand for Landsretters særlige Afdelinger under disses regelmæssige Samlinger.

§ 6.

Højesteret har sit Sæde i Kjøbenhavn. Den bestaar af en Formand, 12 andre ordentlige Medlemmer og indtil 12 overordentlige Medlemmer.

Til som Næstformand at træde i Formandens Sted i paakommende Tilfælde bestikker Kongen et af Rettens ordentlige Medlemmer.

§ 7.

I Sagers Afgjørelse ved Højesteret deltage, forsaavidt intet Andet særlig er foreskrevet, mindst 9 Medlemmer af Retten, Haves i nogen Sag ikke et faadant Antal af Rettens ordentlige Medlemmer til Raadighed, kalder Formanden et eller flere overordentlige Medlemmer til at deltage i Paakjendeljen.

§ 8.

Skriverforretningerne ved Højesteret samt Oppebørjel af og Regnskabsaflæggelse for Retssportler forestaaes af en Højesteretsskriver. Ved Skriverkontoret ansættes 3 Fuldmægtige og det øvrige fornødne Kontorpersonale. Højesterets Formand træffer, efter Forhandling med Højesteretsstriveren, Bestemmelse om Forretningernes Fordeling.

§ 9.

Højesteret holder i Tiden fra lste Oktober til 30te Juni Mode 5 Dage om Ugen, forsaavidt Sagernes Mængde udkræver det. I Slutningen af Juli og August Maaned holdes overordentlige Retsmøder til Afgjørelser i Straffesager, i hvilke den Anklagede er fængslet, eller som af andre Grunde ikke taale Opsættelse, samt til Afgjørelse af de i denne Lovs § 50, jfr. § 48, omhandlede Spørgsmaal.

Retten træffer og offentliggjør nærmere Bestemmelser om Dag og Tid for Modernes Afholdelse.

Beslutninger af Retten, som gaa ud paa i Henhold til Lovene om den borgerlige Retspleje og Strafferetsplejen at tilstede Afvigelser fra de almindelige processuelle Regler, ere ikke hundue til de foreskrevne eller vedtagne Mædetider.

§ 10.

Den nordsjællandske Landsret har Sæde i Kjøbenhavn.

Den sydsjællandske Landsret har Sæde i Vordingborg.

Den fyenste Landsret har Sæde i Odense.

Den nordjydske Landsret har Sæde i Aalborg.

Den mellemjydske Landsret har Sæde i Viborg.

Den sydjydske Landsret har Sæde i Vejle.

§ 11.

Landsretternes Domsmyndighed omfatter dels Behandling og Paaljendelfe i første Instants af Retsfager i det Omfang, som bestemmes ved Lovene om den borgerlige Retspleje og Strafferetsplejen, dels Prøvelse i anden Instants af Underretternes Behandlinger og Afgørelse overensstemmende med de nævnte Love. Endvidere kan der til Landsretten finde Besværing Sted over Underrettens Handlinger i de i § 25 a, c og e ømmeldte Forhold, hvorved Loven om den borgerlige Retspleje § 360 finder Anvendelse.

§ 12.

Den nordsjællandske Landsret bestaar af en Formand og 15 andre Medlemmer. De øvrige Landsretter bestaa hver af en Formand og 8 andre Medlemmer.

Medlemmer af Højesteret kunne beskikkes til at virke ved en Landsret paa den i § 5 forestrevne Maade.

Justitsministeren kan beskikke en eller flere af de i Landsretskredsen ansatte Underretsdommere eller, naar Forholdene gjøre det ønsteligt, andre Mænd, der ere i Besiddelse af de foreskrevne Egenskaber, til at tiltræde Landsretternes særlige Afdelinger, naar de i Medfør af § 20 holde Møde udenfor Rettens Sæde; dog maa mindst 3 Dommere høre til de i denne Paragrafs lfte og 2det Stykke nævnte Personer. Bestikkelsen gjælder kun for en enkelt Samling.

§ 13.

I Sø- og Handelssager (Lov 19. Febr. 1861 §§ 12 og 13) tiltrædes den nordsjællandske Landsret af 4 so- og handclskyndige

Dommere. I Henseende til denne Tiltrædelse forbliver det ved Reglerne i Loven af 19de Febr. 1861; dog kan der ved Kongelig Anordning fastsattes saadanne Ændringer i Sammenfatningen af den i Lovens § 3 ommeldte Balgforsamling, der gaa ud paa at give Byraadene udenfor Kjøbenhavn og Kommunalbestyrelsen for Frederiksberg Ret til at vælge et forholdsmæssigt Antal Medlemmer af samme. Fremdeles kan det ved Kongelig Anordning fastsættes, at ogsaa andre Landsretter i So- og Handelssager skulle tiltrædes af søog handelskyndige Dommere, hvorved Reglerne i Lov af 19de Februar 1861 gjøres anvendelige med de ved Forholdene paabudte Lempelser.

§ 14.

Til Sagernes Behandling bestaar der ved hver Landsret dels en Hovedafdeling, dels en særlig Afdeling: ved den nordsjællanske Landsret bestaar der to særlige Afdelinger, den første for Kjøbenhavn med Kjøbenhavns Amtsraadskreds (§ 2), den anden for Roeskilde Amtsraadskreds, Frederiksborg, Holbæk og Bornholms Amter.

Ved Landsretternes Hovedafdelinger behandles alle Sager, som i Henhold til Loven om den borgerlige Retspleje samt denne Lovs § 11 i Slutningen, § 50 og § 143 høre under Landsretten.

Ved Landsretternes farlige Afdelinger behandles de Sager, fom indbringes for Landsretten i Henhold til Lov om Strafferetsplejen. Til Behandling ved den nordsjællandske Landsrets anden farlige Afdeling kunne tillige henvises borgerlige Retstrætter fra Bornholm, sorsaavidt det med Hensyn til forestaaende Bevisførelse skjønnes hensigtsmæssigt, at Hoved-forhandlingen foregaar paa denne Ø.

Naar den nordsjællandske Landsrets anden farlige Afdeling eller de øvrige Landsretters farlige Afdelinger holde Møde udenfor Rettens Sæde, overtages deres Hverv i ny indkomne Sager i fornødent Omfang henholdsvis af den første farlige Afdeling eller af Rettens Hovedafdeling.

§ 15.

Kongen beskikker for et Tidsrum af 5 Aar ad Gangen 2 Medlemmer af den nordsjællandske Landsret og 1 Medlem af hver af de

øvrige Landsretter til Formænd for Retternes særlige Afdelinger. Er det i Medfør af § 5 overdraget et Medlem af Højesteret at være Formand for en saadan Afdeling under dens regelmæssige Samlinger, paahviler det de nysnævnte Formand at lede Behandlingen af de under Afdelingen horende Sager, som ikke behandles i de nævnte Samlinger, og at træde i det paagjældende Højesteretsmedlems Sted i Tilfælde af Forfald.

Kongen beskikker for et Tidsrum af 5 Aar ad Gangen et Medlem af den nordsjællandske landsret til Formand ved de Sagers Behandling, der afgjøres under Medvirkning af søog handelskyndige Dommere.

§ 16.

I Sagers Behandling ved Landsretterne deltage efter Omstændighederne 5 eller 3 Dommere. Tre Dommere deltage i de Tilfælde, hvor det i Lovene om Retsplejen særlig er bestemt. Forsaavidt Landsrettens Hovedafdeling ved Afgjørelsen af Sø- og Handelsretsfager tiltrædes af valgte sø- og handelskyndige Dommere, deltager kun eet af Landsrettens Medlemmer som Formand i Sagens Behandling.

Er Forundersøgelse i en Straffesag overdraget et Medlem af Landsretten, behandler han Sagen som Enkeltdommer.

§ 17.

Landsrettens Formand Afgjør efter Forhandling med Rettens øvrige Medlemmer det Fornødne med Hensyn til Tilkaldelse af Medlemmerne til Rettens Afdelinger og de enkelte Sager, dog med Iagttagelse af § 15.

§ 18.

Skriverforretningerne samt Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retsfportler forestaaes ved hver Landsret af en retsskriver, ved den nordsjællandske Landsret af 2 Retsskrivere, den ene særlig for sø- og Handels-

fager, hvilken tillige overtager de i Loven af 19de Februar 1861 § 16 1ste Punktum ommeldte Forretninger. Ved Skriverkontorerne ansættes foruden det iøvrigt fornødne Kontorpersonale 1 Fuldmægtig. ved den nordsjællandske Landsrets almindelige Skriverkontor 4 Fuldmægtige, ved det særlige Skriverkontor for sø- og Handelssager 1 Fuldmægtig. Landsrettens Formand træffer, efter Forhandling med Landsretsskriveren, Bestemmelse om Forretningernes Fordeling.

§ 19.

Landsretternes Hovedafdelinger holde Møder ved Rettens Sæde. Ved Anordning bestemmes for hver enkelt Ret, til hvilke Tider og paa hvilket Sted de ordentlige Møder afholdes. Overordentlige Møder kan Landsrettens Formand af særegne Grunde beramme,

§ 20.

Landsretternes særlige Afdelinger sammentræde dels i regelmæssig tilbagevendende Samlinger, dels i Møder imellem Samlingerne.

Den nordsjællandske Landsrets Første sær

lige Afdeling holder regelmæssige Samlinger i Kjøbenhavn een Gang i Lobet af hver Maaned.

Den nordsjællandske Landsrets anden færlige Afdeling holder regelmæssige Samlinger een Gang hver tredie Macmcd paa de Steder i Afdelingskredsen, som fastsættes ved Bekjendtgjørelse af Justitsministeren. Paa Bornholm finder dog, naar Forholdene lægge Hindringer i Vejen, ingen Samling Sted i Vintermaanederne.

De øvrige Landsretters færlige Afdelinger holde regelmæssige Samlinger een Gang hver tredie Maaned dels ved Rettens Hovedsæde dels paa andre Steder i Landsretskredsen, som fastsættes ved Bekjendtgjørelse af Justitsministeren.

Ved Bekjendtgjorelse af Justitsministeren fastsættes fremdeles Tiden for de nævnte Samlingers Begyndelse, Folgeordenen mellem de Steder, hvor Samling stal holdes, samt de Dele af Kredsen, som henlægges til de forskjellige Samlingssteder.

I de ovenmeldte Samlinger behandles Straffesager, som ere henviste til Hovedforhandling med eller uden Nævninger, eller i hvilke der ifølge Paaanke fra Underretten stal finde Hovcdførhandling med ny Vevisførelse Sted, fremdeles paa Bornholm de borgerlige Retstrætter, som maatte være henviste til den nordsjællandske Landsret anden særlige Afdeling, og i hvilke Bevisførelse er berammet. Nævningesager behandles Først; dog kunne andre Sager indskydes, naar det kan ske uden Forhaling for nævningesagerne.

Ved Samlingerne udenfor Rettens Hovedsæde medfølger det fornødne Skriverpersonale fra Landsrettens Skriverkontor.

§ 21.

Ved de særlige Afdelingers Møde mellem Samlingerne blive Nævningesager ikke behandlede. Møderne holdes ved Rettens Sæde og bestemmes paa den i § 19 angivne Maade.

§ 22.

Fører et Medlem af Landsretten Forundersøgelsen i en Straffesag, berammer han Tid og Sted for Retsmøders Afholdelse overensstemmende med Reglerne i Loven om Strafferetsplejen.

§ 23.

Kjøbenhavn med Kjøbenhavns Amtsraadskreds (§ 2) henlægges under Kjøbenhavns Stadsret. Hver af de andre i § 2 nævnte Kredse henlægges under en By- og Herredsret eller Herredsret.

§ 24.

Underrettens Virkekreds omfatter Behandling og Paakjendelse af Retssager samt Foretagelse af Retshandlinger i det Omfang, som bestemmes ved Lovene om den borgerlige Retspleje og Strafferetsplejen.

§ 25.

Til Underretternes Virkekreds henhører fremdeles ndenfor den egentlige Retspleje: a) Thinglæsningsvæsenet; d) Formandskabet i Landversenskommissioner overensstemmende med Lov af 30te Decbr. 1858 § 2;

o) De Retsbetjentene ved Lov af 23de Januar 1862 angaaende Tiendevederlagets Berigtigelse paahvilende Forretninger; samt udenfor Kjøbenhavns Stadsrets Omraade: c) De ved Lov af 26de Maj 1868 om Umyndiges Midlers Forvaltning § 7, jfr. Bekjendtgj. af 11te Maj 1869, og ved samme Lovs § 10 til Skifteretterne henlagte Forretninger, forsaavidt Loven om den borgerlige Retspleje ikke medfører Forandring heri; e) Notarialforretninger.

Den for Kjøbenhavn nugjældende Ordning med Hensyn til de under Litr. cl nævnte Forretninger udvides til at gjælde for Kjøbenhavns Stadsrets Omraade. Notarialvæsenets Ord-

ning i sidstnævnte Retskreds fastsættes ved særlig Anordning.

§ 26.

Kjøbenhavns Stadsret bestaar af en Formand og 12 andre Medlemmer.

I sø- og Handelssager, som høre for Kjøbenhavns Stadsret, famt ved Konkursbehandling af Handlendes, Fabrikanters og Skibsrhederes Boer tiltrædes det paagjældende Kammer af Stadsretten (§ 27) af 2 sø- og handelskyndige Medlemmer efter de nu ved Søog Handelsretten gjældende Regler. Det Medlem af Stadsretten, hvem Kammeret er overdraget, er Formand.

Til Retten horer et Skriverkontor, som forestaaes af en Byskriver, samt et Pante- og Brevskriverkontor, som foreftaaes af en Pante- og Brevskriver. Ved Skriverkontoret ansættes 12 Fuldmægtige, ved Pante- og Brevskriver« kontoret 4 Fuldmægtige; hvert især forsynes med det iøvrigt fornødne Kontorpersonale.

§ 27.

Til Varetagelse af de i §§ 24—25 ommeldte

Forretninger er Stadsretten delt i 12 Kamre, som hvert overtages af en Dommer, der behandler de til Kammeret hentagte Sager som Enkeltdommer. Forretningernes Fordeling mellem Kamrene bestemmes af Formanden med Iustitsministerens Villigelse. Formanden fordeler, efter Forhandling med Rettens øvrige Medlemmer, Kamrene imellem Medlemmerne. Naar det gjøres fornødent, kan Formanden overdrage til et Medlem af Netten midlertidig eller i enkelte Sager tillige at udfore Forretninger i et andet Kammer end det ham tildelte.

§ 28.

Skjøde- og Pantebøgernes forelse horer linder Pante- og Brevskriverkontoret. Beslutninger vedkommende Førelsen kunne tages af Pante- og Brevskriveren eller en Fuldmægtig. Stadsrettens Formand fansætter, efter Forhandling med Pante- og Brevskriveren, Forretningernes Fordeling.

Thinglæsninger og Aflysninger foregaa ved de Kamre, som behandle borgerlige Domssager; Formanden fastsætter Fordelingen med Justitsministerens Billigelse.

§ 29.

Skriverforretningerne ved Stadsrettens førstjellige Kamre, samt Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retssportler, høre under Rettens Skriverkontor. Fogedforretninger, og de til Skifteforvaltningen horende Forretninger kunne, forfaavidt der ikke derved bliver Spørgsmaal om Afgjørelse af Tvistigheder, efter Dommerens Bestemmelse udføres af den Fuld mægtig, søm er tildelt det paagjældende Kammer.

Stadsrettens Formand fastsætter, efter Forhandling med Byskriveren, Forretningernes Fordeling.

§ 30.

Om Tiden for ordentlige Møder i de Kamre af Stadsretten, der behandle Domssager, trasser Stadsrettens Formand med Justitsministeriets Billigelse Bestemmelser, som offentliggjøres; overordentlige Møder kunne berammes af Dommeren i det paagjældende

Kammer. Møder i andre Sager berammes af Dommeren overensstemmende med Lovene om Retsplejen.

§ 31.

By- og Herredsretterne bestaa hver af en Dommer og en Retsskriver.

Retsskriveren har paa eget Ansvar at fore Retsbogen i alle Retsmøder, derunder dog ikke indbefattede Møder af Foged og Skifteretterne, ej heller i paatrængende Tilfælde Møder under Førunderføgelsen i Strafsesager, fremdeles at meddele Udskrifter af Retsbøgerne samt efter Dommerens Anvisning at besørge alle de under Retten hørende Skriverforretninger og Udfærdigelser. Han oppebærer de befalede Retsgebyrer og aslægger Regnskab derfor; han føreftaar og foretager de Thinglæsning og Aflysning af Dokumenter vedkommende Forretninger, dog at Afgørelse af, hvorvidt en faadan bor finde Sted. i Tvivlstilfælde henhorer under Dommeren, samt fører Skjøde- og Pantebøgerne. Endvidere forestaar han udenfor Kjøbenhavns Stadsrets Omraade Notarialforretningerne.

Paa Dommerens Begjæring kan der af landsrettens Formand meddeles Retsskriveren Bemyndigelse til i Dommerens Forfald og paa hans Ansvar at udfore Fogedforretninger ug de til Skifteforvaltningen horende Forretninger. Bemyndigelse til paa Dommerens Ansvar at udfore de nævnte Forretninger kan ogfaa paa hans Begjæring af Landsrettens Formand meddeles andre dertil egnede Mænd enten for Tilfælde, hvor Dommeren har Forfald, eller for et bestemt Tidsrum, hvor de stedlige Forhold maatte udkræve det for større eller mindre Dele af Retskredsen.

Paa Retsskriverens Begjæring kan Landsrettens Formand give dertil egnede Mænd Bemyndigelse til paa Retsskriverens Ansvar at udfore Notarialforretninger enten for Tilfælde, hvor retsskriveren har Forfald, eller for et bestemt Tidsrum, hvor de stedlige Forhold maatte udkræve det for større eller mindre Dele af Retskredsen.

Med Hensyn til Udpantningers Foretagelse ved Sognefogeden gjælde Reglerne i Lov om den borgerlige Retspleje 7de Afsnit 2den Hovedafdeling.

§ 32.

Forfaavidt der i Henhold til § 13 ved Kongelig Anordning er truffet Bestemmelse om, at sø- og handelskyndige Dommere skulle tiltræde en Landsret i sø- og Handelssager, kan det i Forbindelse dermed, hvor Forholdene tilstede det, bestemmes, at By- og Herredsretter skulle tiltrædes af 2 sø- og handelskyndige Medlemmer i Sø- og Handelssager samt ved Konkursbehandling af Handlendes, Fabrikanters og Skibsrederes Boer.

§ 33.

Ved Kongelig Anordning bestemmes Byog Herredskredsenes Thingsteder.

Tildeles der en Retskreds flere Thingsteder, fastsætter Anordningen de Dele af Kredsen, som med Hensyn til Rettens ordentlige Møder skulle henhore til ethvert af disse. Thinglæsning og Aflysning af Dokumenter skal dog for hele Retskredsen foregaa ved det Thingsted, der i Anordning betegnes som Hovedthingsted: men Retsskriveren er Pligtig ved de ordentlige Retsmøder paa ethvert Thingsted i Kredsen at modtage Dokumenter, som indleveres til Thinglæsning eller Aflysning, samt efter Forudbegjæring at udlevere thinglæste og aflyste Dokumenter.

Dommeren stal have Bolig ved Kredsens Thingsted eller, naar Kredsen har flere Thingsteder, ved Hovedthingstedet. Dog kan Justitsministeren tilstede Afvigelse herfra.

§ 34.

Ved Anordning bestemmes Tiden for de ordentlige retsmøder til Domssagers Behandling paa ethvert af Retskredsens Thingsteder; herved iagttages, at der fastsættes forskjellige Thingdage for de forskjellige Thingsteder. Dommeren berammer i hvert enkelt Tilfælde Tiden for andre retsmøder.

§ 35.

Med Hensyn til Rigsrettens, Sessionernes, de gejstlige og militære Retters Ordning forbliver det ved de gjældende Regler.

§ 36.

I Stedet for den i Frdn. om Strandinger af 28de December 1836 § 32 paabudte Afholdelse af Extraret træder et under Politimesterens forsæde afholdt, behørig bekjendtgjort Møde. Nærmere Regler om dette Møde fastsættes ved Anordning.

§ 37.

Regjeringens Ret til, udenfor den militære Retspleje, at anordne extraordinære Retter bortfalder. Dog kan Kongen undtagelsesvis, naar Begjæring derom maatte indkomme, med Indvilgelse af samtlige de paa en dertil berammet Skiftesamling Mødende Fordringshavere beskikke Skiftekommissarier til i Stedet for den ordinære Skifteret at forestaa Behandlingen og Opgjørelsen af et Klonkursbo, der befindes at være af en særegen vidtløftig og indviklet Beskaffenhed.

§ 38.

Ved de af flere Dommere bestaaende Relter trader l de beskikkede Formænds Sted, naar det giøres fornødent, det ældste tilstedeværende ordentlige Medlem af Retten.

§ 39.

de Retsbøger, som føres, bekræftes ved de af flere Dommere bestaaende Retter af vedkommende Retsformand og Ved By- og Herredsretterne af vedkommende Enkeltdommer.

retsbøgernes Indretning bestemmes indenfor de Ved Lov eller Anordning dragne Grænser, for de af flere Dommere bestaaende

Retter af Formanden i den vedkommende Ret, for By- og Herredsretternes Vedkommende af Landsrettens Formand.

§ 40.

Om Søn- og Helligdage afholdes ikke Retsmøder, undtagen i paatrængende Tilfælde. Om Tilældet er paatrængende, afgjøres af vedkommende Retsformand eller Enkeltdommer.

I den stille Uge og i Tiden fra 24de Decbr. til 6te Januar bortfalde de ordentlige Retsmøder.

§ 41.

Faste Dommere Ved Rligets almindelige

Domstole beskikkes af Kongen.

Kun fuldmyndige, uberygtede, vederhæstige Mænd, som have underkastet sig den fuldstændige juridiske Examen med bedste Karakter, kunne beskikkes.

Foranstaaende Regler gjalde ogsaa om de overordentlige Medlemmer af Højesteret.

§ 42.

Den, der stal beskikkes til ordentlig Medlem af Højesteret, skal Først ved at votere i 3 eller 4 Sager for Højesteret godtgjøre sin Dygtighed til at have Sæde i Retten, medmindre han allerede i anden Egenskab har deltaget i Sagers Paakjendelse ved Højesteret eller tidligere har været Medlem af en Landsret.

§ 43.

Til midlertidig at bekkrde et Dommerembede, naar det paa Grund af Embedsledig hed eller en fast Dommers Forfald maatte være nødvendigt, bestikker Justitsministeren.

I paatrængende Tilfælde samt, naar den faste Dommers Forfald skjønnes at ville blive

kortvarigt, kan Landsrettens Formand bemyndige til midlertidig at forestaa Dommerembedet ved en By- og Herredsret. Herom stal Meddelelse strax ske til Justitsministeren, som træffer endelig Bestemmelse.

Den, som beskikkes til midlertidig at beklæde et Dommerembede, maa være i Besiddelse af de samme Egenskaber, som udkræves til at bekkæde Embedet som fast Dommer. Dog er det ved By- og Herredsretterne med Hensyn til Examensfordringen tilstrækkeligt, at den Paagjældende har underkastet sig den fuldstændige juridiske Examen med Karakteren hand illandabilis eller den juridiske Examen for Ustuderede med Karakteren Bekvem.

§ 44.

Naar det paa Grund af en Dommers Udelukkelse eller Fritagelse formedelst Inhabilitet maatte være nødvendigt, beskikker Justitsministeren eller, ved By- og Herredsretterne, Landsrettens Formand en Sættedommer.

Med Hensyn til Sættedommere finde Reglerne i § 43 3die Stykke Anvendelse.

§ 45.

Den Bemyndigelse, som kan gives til paa Dommerens Ansvar at ndfore visse Dommeren ved en By- og Herredsret paahvilende Embedsforretninger, kan lun meddeles mænd, som have de i § 41 angivne Egenskaber; dog er det tilstrækkeligt, at den Paagjældende fyldestgjør den i § 43 i Slutningen angivne Fordring med Hensyn til juridisk Ezamen.

§ 46.

Dommereden fastsættes ved Kongelig Anordning. Den aflægges ogsaa af Højesterets overordentlige Medlemmer, midlertidig ansætte Dommere, Sættedommere, de i § 31 om« handlede Dommerfuldmægtige samt de Fuldmægtige ved Kjøbenhavns Stadsrets Skriverkontor som efter § 29 kunne komme til at udfore Dommerforretninger.

§ 47.

Overtrædelse af de Dommere efter Lovene paahvilende Pligter paadrager Ansvar til Strås

og Erstatning ester de hidtil gjældende Regler. Dog ophæves de af Straffelovens Kap. 13 ikke berørte ældre Straffebestemmelser for Dommere, selv hvor disse ikke paa Grund af Forandringerne i Retsplejen med Nødvendighed bortfalde, faaledes at Strafansvaret herefter i alle Tilfælde bedømmes efter Straffeloven.

Erstatningsansvar maa som hidtil gjøres gjaldende ved Paaanke, forsaavidt det ikke efter Loven om Strafferetsplejen kan paakjendes i Forbindelse med Sporgsmaal om Straf. Forfølgning til Straf sker ved en selvstændig Straffesag. Er Højere Straf end Boder ej sorstyldt, kan Straffen dog ogsaa paalægges uden selvstændig Straffesag, dels i Paaanketilfælde, dels udenfor Paaanke i Kraft af Retternes Tilsynsmyndighed, jfr. § 50.

§ 48.

Gjør en Dommer sig skyldig i Forsømmelse eller Skjødesløshed i Embedsførelse, der dog ikke er af en saadan Bestaffenhed, at den ifølge Lovgivningen paadrager Straf, eller udviser han iøvrigt utilbørligt eller usømmeligt Forhold, som dog ikke har den i § 49 ommeldte Karakter, paahviler det Formanden for den Ret, af hvilken han er Medlem, med Hensyn til Landsretternes Formænd Højesterets Formand, samt med Hensyn til Kjøbenhavns Stadsrets Formand og Dommere ved By- og Herredsretterne vedkommende Landsrets Formand at give fornøden Advarsel eller Irettesættelse. Er Begjæring herom af Justitsministeren rettet til Formanden for en Landsret eller for Kjøbenhavns Stadsret, men denne vægrer sig, kan Spørgsmaalet forelægges Højesteret til Afgjørelse efter Reglerne i § 51.

§ 49.

Gjør en Dommer sig skyldig i et Forhold, der maa svække eller gjøre ham nværdig til den Agtelse og Tillid, som Dommerkaldet forudsætter, uden at være Overtrædelse af en egentlig Embedspligt, drager saadant Forhold til Følge efter Omstændighederne Irettesættelse, Unddragelse af Embedsindtægter paa bestemt Tid, Afskedigelse med den Virkning, at den

pensionsberettigede Dommers Pension bestemmes Ved Lov, eller, hvis det paagjældende Forhold er en i den offentlige Mening vandrende Handling, Embedets Forbrydelse, for midlertidig beskikkede Dmnmere samt de i § 31 3die Stykke ommeldte mænd efter Omstændighederne Ophør af den meddelte Beskikkelse eller Bemyndigelse,

Om ovennævnte Retsfølger skulle indtræde, afgjør vedkommende Ret i Kraft af fin Tilsynsmyndighed, jfr. § 50, dog, hvad Spørgsmaal om Embeds Forbrydelse angaar, kun naar det ikke er paakjendt under den i Anledning af det paagjældende Forhold rejste Straffefag, jfr. Lov om Strafferetsplejen § 3. Om Ophør af midlertidig beskikkelse og Bemyndigelse i Henhold til § 31 3die Stykke kan Beslutning tages af den Myndighed, der har meddelt famme.

§ 50.

Tilsynsmyndighed udøves af Højesteret over de ved denne Ret og Landsretterne beskikkede Dommere, af Landsretternes Hovedafdeling over de ved Kjøbenhavns Stadsret samt By- og Herredsretterne beskikkede Dommere.

I Kraft af denne Tilsynsmyndighed afgjør Retten følgende Spørgsmaal nemlig:

1)   om Straf, jfr. § 47;

2)   om de i § 49 omhandlede Retsfølger;

3)   om Suspension paa Grund af fvævende Straffesag eller Sag om de i § 49 omhandlede Retsfølger eller paa Grund af indtraadt Uvederhæftighed eller Aandssvaghed;

4)   om Afskedigelse paa Grund af vedvarende Aands- eller Legemssvaghed, der gjør Dommeren uskikket til at varetage sit Embede, naar den Paagjældende ikke vil eller kan begjære sin Afsted.

§ 51.

Retten kan stride til Anvendelse af sin Tilsynsmyndighed, dels af egen Drift eller ifølge Klage af Private, dels ifølge Begjæring af Overstatsanklageren eller Etatsanklageren efter Paalæg af Justitsministeriet. Dog er

saadan Begjæring nødvendig ved Spørgsmål om Afskedigelse, Embeds Forbrydelse og Ophør af en af Justitsministeriet meddelt midlertidig Beskikkelse.

Førend Afgjørelse træffes, indhenter Retten de Oplysninger og Erklæringer, som den skjønner fornødne; det iagttages, at der altid gives den pågjældende Dommer tilstrækkelig Lejlighed til at ndtale sig; Retten kan lade Vidner m. v. afhøre ved et Medlem af Landsretten efter de i Loven om Strafferetsplejen givne Negler. På Grundlag af de forelagte og indhentede Oplysninger, Udtalelser og Erklæringer traffer Retten Afgjørelse. Naar det findes hensigtsmæssigt, kan Retten anordne mundtlig Forhandling. Findes et om Straf rejst Spørgsmål ikke at egne sig til Afgjørelse ad denne Vej, henviser Retten på Dommerens Begjæring eller i Embeds Medfør Sagen til Forfølgning som selvstændig Straffesag.

Landsrettens Afgjørelse kan påankes til Højesteret: Påanken må anmeldes til Lands rettens Formand inden 8 Dage fra dens Meddelelse til Vedkommende. Landsrettens Formand indsender Sagens Akter og fornøden Udskrift af Retsbøgerne til Højesterets Formand. Bed Ankens Afgjørelse sinde ovenstående Regler Anvendelse.

§ 52.

Retsskrivere samt Fuldmægtige ved Højesterets, Landsretternes og Kjøbenhavns Stadsrets Skriverkontorer beskikkes af Kongen eller af Justitsministeren efter de nærmere Regler, som fastsættes ved Løuningsloven.

Til midlertidig at beklæde et af de nævnte Embeder, naar det på Grund af Embedsledighed eller Forfald måtte være nødvendigt, beskikker Justitsministeren. I påtrængende

Tilfælde samt, naar Forfaldet skjønnes at ville blive kortvarigt, kan Landsrettens Formand eller ved Højesteret dennes Formand give den midlertidige Bemyndigelse. Herom

stal Meddelelse strax ske til Justitsministeren, som træffer endelig Bestemmelse.

Til fast eller midlertidig at beklæde de i denne Paragraf nævnte Embeder udkræves, at Vedkommende er en fuldmyndig, uberygtet og vederheftig Mand, samt at han har underkastet sig den fuldstændige juridiske Examen i det Mindste med Karakteren hand illandabilis eller den juridiske Examen for Ustuderede med Karakteren Bekvem. De her nævnte Embedsmand aflægge den sædvanlige Embedsed.

§ 53.

Naar nogen af de i § 52 nævnte Embedsmand på Grund af Inhabilitet er udelukket beskiller Landsrettens Formand eller ved Højesteret dennes Formand i fornødent Fald en Mand, som har de i § 52 3die Stykke angivne Egenskaber, til at fungere i Sagen.

§ 54.

Med Hensyn til Retsskriveres Ansvar til Straf og Erstatning for Overtrædelse af deres Embedspligter finde Reglerne i § 4? tilsvarende Anvendelse.

Ligeledes finde Reglerne i §5 48, 4!1, 50 og 51 tilsvarende Anvendelse, dog at derved ingen Indskrænkning sier i Kongens Ret til efter de gjaldende Regler at suspendere og afskedige Retsskrivere. Tilsynsmyndigheden udøves af Højesteret over retsskrivere og Fuldmægtige Ved denne Ret, over de andre i § 52 nøvnte Embedsmand af vedkommende Landsrets Hovedafdeling.

§ 55.

Ved Højesteret, Landsretterne og Kjøbenhavns Stadsret ansætter rettens Formand det fornødne Antal Retsbude. Bed Landsretternes Samlinger udenfor Rettens Hovedsæde er det ved By- og Herredsretten på Samlingsstedet ansætte Retsbud pligtigt at gjøre Tjeneste.

Ved hver By- og Herredsret ansætter

vedkommende Dommer et Retsbud. Naar Retsbudet i Medsør af den ovenstående Bestemmelse gjør Tjeneste ved Landsretten, kan der beskikkes ham en Medhjælper til midlertidig at udfore hans Tjeneste ved By- og Herredsretten.

§ 56.

I hver af de i § 2 ommeldte Retskredse ansættes det fornødne Antal Stævningsmand.

De ved Landsretterne, Kjøbenhavns Stadsret samt By- og Herredsretterne ansætte Retsbude kunne benyttes som Stævningsmænd for vedkommende Rets Område i det Omfang og på den Måde, som Rettens Formand nærmere bestemmer. De Stævningsmænd, som yderligere efter Justitsministerens Bestemmelse behøves, beskikkes af Landsrettens Formand. Fortegnelse over Retskredsens Stævningsmænd opslåes på Thingstederne samt henholdsvis i Landsretternes og Kjøbenhavns Stadsrets Lokaler, og bekjendtgjøres tillige årlig og oftere, naar Forandring sier, i de Aviser, som dertil af Justitsministeren bestemmes.

§ 57.

Enhver Stævningsmand afgiver til Landsrettens Formand en edelig Erklæring om, at han med Trostab og Samvittighedssuldhed vil opfylde de ham efter Lovene om Retsplejen og den ham meddelte Instrux påhvilende Pligter. Dommeren i Retskredsen har at vejlede dem med Hensyn til deres Pligter.

§ 58.

Det underordnede Personale ved Højesterets, Landsretternes og Kjøbenhavns Stadsrets Skriverkontorer ansættes af vedkommende Rets Formand.

§ 59.

De ved Rigets almindelige Retter ansætte Embedsmænds Lem, Dagpenge under Embedsrejser m, v.. endvidere Dagpenge for Dommere, som i Henhold til § 12 3die Stykke tiltræde Landsretten, og Vederlag til sætte-

dommere, endelig de Stævningsmand tilkommende Godtgørelser fastsættes, forsåvidt det ikke alt er sket, ved en særlig Lov, som træder i Kraft samtidig med nærværende Lov. De Beløb, der tillægges Retterne til Bestridelse af Kontorudgifter, til Trykning af Extrakter ved Højesteret m. v., fastsættes ved Finantsloven.

§ 60.

For hvert År, regnet fra 1ste Juni til 31te Maj, vælges for hver as Rigets Nævningekredse, på Grundlag af de i Kommunerne forte Grundlister, et Antal mænd til at udfore Nævningehvervet. Blandt disse udtages Nævningerne for den enkelte Samling ved Lodtrækning, og blandt de således Udtagne atter Nævningerne for den enkelte Sag, ligeledes ved Lodtrækning.

Nævningekredse ere de Dele af Landsretskredsene, som ere henlagte til ethvert af de Steder, hvor Landsretternes sirlige Afdelinger holde Samlinger (§ 20) til Straffesagers På kjendelse.

§ 61.

Til nævning kan med de af §§ 62—64 følgende Undtagelser kaldes Enhver, som har Valgret til Folkethinget, medmindre han på Grund af legemlige Mangler eller utilstrækkeligt Kjendstab til det danske Sprog er ude af Stand til at fyldestgjøre en Nævnings Pligter. Den for Valgretten gjældende Betingelse med Hensyn til Boligen bliver her at anvende så ledes, at Om Pågjældende i det År, der gaar forud for Nævningeårets Begyndelse, skal have havt Bopæl i Nævningekredsen.

§ 62.

Udelukkede fra at være Nævninger ere: Ministre, Departementschefer, ordentlige Medlemmer af Højesteret samt Dommere i Landsretterne og Underretterne, som ikke blot ere beskikkede for en enkelt Sag, offentlige Anklagere, forsåvidt Beskikkelsen ikke blot angår en enkelt Sag, Overøvrigheder, Politiets Embeds- og Bestillingsmænd, Folkekirkens og de anerkjendte Troessamfunds Gejstlige.

§ 63.

Fritagen for at være nævning er Enhver, som udelukkkende eller væsentligst ernærer sig ved egne Hænders Gjerning.

§ 64.

Følgende Personer kunne begjære sig fritagne for Nævningehvervet:

1)  Rigsdagsmand, medens Rigsdagen er samlet,

2) Tjenstgjørende Militærpersoner. dog ikke derunder indbefattet de ved Bornholms Væbning Ansatte,

3)  Told- og Postembedsmænd samt de ved Jernbaner og Telegrafer ansætte Personer,

4)    Praktiserende Læger samt Apothekere. der drive deres Næring uden Hjalp af en farmaceutisk Kandidat,

5)  Lodser,

6)  de, som inden Nævningeårets Begyndelse fylde 65 År,

7)  de, som på Grund af Helbredstilstand eller Formue- eller Familieforhold ikke uden overhængende Fare for deres Velfærd kunne opfylde Nævningepligten,

8)  de, som efter den kommunale Nævningelistes Berigtigelse have fæstet Bopæl i en anden Nævningekreds,

9)  de, der have været indkaldte som Nævninger under en Samling og givet behørigt Møde, om de end ikke måtte vare komne til at medvirke i nogen Sag, indtil det løbende Nævningeårs Slutning.

§ 65.

Ingen kan kaldes til Nævning, som ikke

er optagen på Grundlisten (§ 66 ss.) og Nævningekredsens Aarsliste (§ 72 ss.). Efter den Førstnævnte Listes endelige Berigtigelse af Kommunalbestyrelsen kan Ingen optages på den uden ifølge Forandring af Kommunalbestyrelsens Kjendelse efter Påanke.

Grunde, der udelukke fra Nævningehvervet (§§ 61 og 62), men som måtte være blevne upåagtede eller først ere opståede efter Udløb af lovbestemte Frister, skulle af den på gjældende Myndighed tages i Betragtning uden Hensyn til de nævnte Frister.

Krav på Fritagelse for Nævningehvervet af Grunde, som først ere opståede efter Udløbet af lovbestemte Frister, er ikke afskåret.

§ 66.

I enhver Kjøbstad- og Landkommune stal der efter Foranstaltning af Kommunalbestyrelsen årlig affattes en Liste over de i Kommunen bosætte mænd, som efter § 61 kunne kaldes til Nævninger med Udeladelse af dem, der ere udelukkede fra Nævningehvervet efter § 62, eller som ere fritagne for dette Hverv efter § 63, uden at have forlangt Optagelse på Listen, eller som i Henhold til § 64 Nr. 2—6 have fremsat Begjæring om ikke at optages på Listen.

De Landdistrikter, som med Hensyn til Fattig- eller Skolevæsen have kommunal Bestyrelse fælles med en Kjøbstad (Lov om Landkommunernes Syrelse S 4, Lov om Kjøbstadkommunernes Styrelse § 15) henregnes i den her omtalte Henseende til Kjøbstaden.

For Kjøbenhavn affattes en Nævningeliste for hver af de Kredse, i hvilke Staden er delt med Hensyn til Valg tl Folketh inget Foranstaltning dertil traffes af den samlede Kommu nalbestyrelse ved et Udvalg af 5 Medlemmer, af hvilke to udnævnes af Magistraten og tre af Borgerrepræsentanterne,

§ 67.

De nævnte Lister skulle i forskjellige Nækker indeholde de efter Bogstavfølge indforte og med Løbenumre betegnede Personers fulde Navn, Fødsels År og Dag, Livsstilling og Bopæl samt Plads til de Bemærkninger, som efter nedenstående Regler kunne blive at indfore på Listen.

Listernes Fornyelse sker på Grundlag af det løbende Aars Lister ved fornøden Berigtigelse og Fuldstændiggjørelse.

Hvert Aars 1ste Februar skulle, på den for offentlige Kundgjørelser på vedkommende Sted brugelige Måde, de i Z 63 nævnte Personer, som ønske Optagelse på Listen, og de i § 64 Nr. 2—6 nævnte Personer, som ønske

Udeladelse af Listen, opfordres til inden den 15de Februar at indgive skriftlig Begjæring derom til Kommunalbestyrelsen. Snadan Begjæring kan af de i K 64 Nr. 6 nævnte Personer fremsættes een Gang for alle: iøvrigt have de ommeldte Begæringer kun Gyldighed for det pågjældende Aar.

§ 68.

Fra 1ste til 8de Marts, begge Dage indbefattede, skulle Listerne fremligge til almindeligt Eftersyn i Overensstemmelse med de i Lov 12te Juli 1867 § 12 for Valglisterne til Folkethinget foreskrevne Regler.

Indsigelser mod Listen skulle fremsættes skriftlig for Kommunalbestyrelsen under Angivelse af Grunden, hvorpå de støttes, inden 3 Dage fra Udlovet af den Tid, i hvilken Listen fremligger.

Indsigelse kan fremsættes af Enhver, som tror uden Føje at være optagen på eller udeladt af Listen, samt af enhver til Folkethinget valgbar Beboer af Kommunen, som formener, at Nogen er optagen på Listen, der mangler de i § 61 foreskrevne Betingelser, eller som er udelukket efter § 62, eller at Nogen er udeladt af Listen, som opfylder de i § 61 foreskrevne Betingelser, uden at høre til de ifølge § 62 udelukkede eller til de ifølge §Z 63 og 64 Nr. 2— 6 til Fritagelse berettigede Personer.

De fremkomne Indsigelser påkjendes af

Kommunalbestyrelsen, i Kjøbenhavn af det i § 66 nævnte Udvalg, under Iagttagelse af de

i Lov 12te Juli 1867 om Balgene til Rigsdagen § 14 foreskrevne Regler. Kjenbelsen kan påankes til Udvalget for Aarslistens Dannelse af den, som har fremsat en Indsigelse, der ikke er bleven tagen til følge, eller af den, som mod sin Påstand er bleven optagen eller udeladt af Listen. Meddelelse om, at Påanke vil finde Sted, stal inden 3 Dage efter kjendelsens Afsigelse gjøres til Kommunalbestyrelsen.

§ 69.

Den efter Afgjørelsen af fremsætte Indsigelser berigtigede Liste underskrives af Kommunalbestyrelsens — i Kjøbenhavn det i § 66 ommeldte Udvalgs — Formand og indsendes af ham inden 1ste April til Formanden for Udvalget til Aarslistens Dannelse (§ 72). Så stal og Afskrift af de Kjendelser, mod hvilke Påanke, overensstemmende med § 68 i Slutningen, er anmeldt, indsendes med fornødne Oplysninger.

§ 70.

I Tilfælde af Forsømmelse med Listernes Indsendelse stal Formanden for Udvalget til Aarslistens Dannelse, i fornødent Fald ved Anvendelse af passende Tvangsbøder, drage Omsorg for, at de savnede Lister uopholdelig indsendes. Opdages det, at Listen i nogen Kommune ikke på lovbefalet Måde er bragt istand, pålægger han Kommunalbestyrelsen ufortøvet at træffe de i Loven befalede Foranstaltninger, om fornødent med Forkortelse af de lovbestemte Frister, og gjør Indberetning herom til Justitsministeren.

§ 71.

Dersom hidtil upåagtede eller senere opståede Grunde, som udelukke nogen på Grundlisten opført Person fra Nævningehvervet, efter den i Z 68 ommeldte Frists Udløb måtte

komme til Kommunalbestyrelsens Kundskab, stal derom ved Indsendelse af Listen eller senere, så snart ske kan, gjøres Meddelelse,

ledsaget af fornødne Oplysninger, til Formanden for Udvalget for Aarslistens Dannelse, såfremt enten Valget til denne Liste endnu ikke har fundet Sted, eller den Pågjædende ved Valget er bleven optaget på den. Herom stal Kommunalbestyrelsen samtidig underrette den, om hvis Udelukkelse der er Tale.

§ 72.

På Grundlag af de i Kommunerne forte Grundlister foretages Valg af de Mænd, som skulle opføres på Nævningekredsens Aarsliste, ved et årlig for hver Kreds dannet Udvalg. Dette består af 5 Medlemmer, nemlig en af Kongen beskikket Formand, to af vedkommende landsrets Formand og to henholdsvis af i»et eller de Amtsråd, som findes i Kredsen, og af de til Kredsen horende Kjobstæders Kommunalbestyrelser valgte mænd.

De Nærmere fornødne Regler om de to sidstnævnte Udvalgsmedlemmers Valg fastsættes af Justitsministeren.

Udvalgets Medlemmer ere berettigede til Godtgjørelse for Befordring med 1½ Kr. for hver løbende Mil; de Udlag, som Udførelse af de Udvalgets Formand i de følgende Paragrafer pålagte Forretninger medføre, godtgjøres efter Regning.

§ 73.

Formanden for det i § 72 nævnte Udvalg sammenkalder Møde af Udvalget på det Sted, hvor Retten stal sammentræde med Nævningerne, så betids, at Aarslisten kan vare affattet inden 1ste Juni. Om Mødets Tid og Sted stal 14 Dage forud Bekjendtgjørelse indrykkes i de af Justitsministeren bestemte Aviser, med Opfordring til dem, som i Medfør af § 68 i Slutningen agte at påanke en Kjendelse af Kommunalbestyrelsen, samt til de på Grundlisterne opførte Personer, der måtte mene at have et ved § 63 eller § 64 Nr.

2—5 og 7—8 hjemlet og ikke ved For« sømmelse (§ 65 i Slutningen) afskåret Krav på Fritagelse, om senest Dagen for det berammede Mode skriftlig og med Angivelse af Grund at indgive deres Anke eller Begæring til Udvalgets Formand.

§ 74.

Udvalget afgjør først de Spørgsmål om Optagelse på eller Udeladelse af Grundlisterne, som ifølge §§ 71 og 73 ere forelagte det. Mødet er under Behandlingen og Afgjørelsen af disse Spørgsmål offentligt. Der gives dem, hvem Afgørelsen angår, o>,z som ere mødte eller have ladet Møde. Lejlig hed til at udtale sig og til at fremøre medbragte Bevisligheder.

Udvalgets Asgjørelser, som påtegnes Grundlisten, kunne ikke påankes.

§ 75.

Blandt dem, som ere opførte på de efter de i forrige Paragraf omtalte Afgjørelser berigtigede Grundlister, vælger derefter Udvalget for den Nævningekreds, til hvilken Kjøbcnhavn horer, et Antal af 600, Udvalget for hver af de øvrige Nævningekredse et Antal af 200 mænd, som det på Grund af deres Dygtighed, Retsindighed og Selvstændighed anser for mest egnede og værdige til Nævningehvervet. Kun forsåvidt det kan forenes med det angivne Hensyn, stal Udvalget tage Hensyn til ligelig Fordeling mellem Nævningekredsens Kommuner.

Alle offentlige Myndigheder ere pligtige, såvidt de ere istand dertil, at meddele Udvalget de Oplysninger, som det forlanger til Opfyldelsen af sit Hverv.

Udvalgets Møde ved Foretagelse af det ommeldte Valg er ikke offentligt.

§ 76.

De således valgte mænd opjøres med deres sulde Navn, Livsstilling og Bopæl efter Bogstavfølge og under Løbenumre på en særegen Liste, som underskrives af Udvalgets Medlemmer og udgjør Nævningekredsens Aarsliste

Listen opståes på Nævningekredsens Thingsteder. Exemplarer af den skulle være til Salg.

Grundlisterne tilbagesendes til vedkommende Kommunalbestyrelser.

§ 77.

Fjorten Dage for hver Samling til Nævningesagers Påkjendelse afholder det i § 72 nævnte Udvalg et offentligt Møde på det Sted, hvor Samlingen stal holdes, for ved Lodtræknirg at udtage Nævninger for den forestående Samling Mødets Tid og Sted lader Formanden 14 Dage forud bekjendtgjøre i de af Justitsministeren bestemte Tidender med Opfordring til de på Aarslisten opførte Personer, som mene at have et ved § 63 eller § 64 Nr. 1—5 og 7—8 hjemlet og ikke ved Forsømelse afståret Krav på Fritagelse, om senest Dagen for det berammede Møde skriftlig med Angivelse af Grund at indgive deres Begjæring til Udvalgets Formand.

Denne lader for Mødet de Navne, som sindes på Aarslisten, og som ikke ifølge Afgjørelser, trufne i Anledning af tidligere Samlinger i Nævningeåret, eller i Medfør af Reglen i § 91 måtte være udgåede, afskrive på Sedler med deres på Aarslisten opførte Lobenumre.

§ 78.

På Mødet afgjør Udvalget først de spørgsmål om Fritagelser eller om Udslettelse af Aarslisten, som ifølge §§ 71 og 77 måtte være forelagte det. Med Hensyn til disse Afgjørelser gjælde Reglerne i § 74.

Tages en Begjæring om Fritagelse til følge, bliver det særligt at bestemme, om Fritagelsen alene har Hensyn til den forestående Samling eller skal gjalde for Aarslistens hele Varighed. I sidste Fald som og, naar en Afgjørelse gaar ud på, at en på Aarslisten optagen Person mangler Betingelserne for at

være nævning, gjøres på Aarslisten Bemærkning om, at den Pågældende udgår af Listen.

§ 79.

De Sedler, som ikke ifølge de i forrige Paragraf omtalte Afgjørelser måtte blive at lægge tilside, sammenholdes derefter med Aarslisten og eftertælles, hvorefter der sirides til Lodtrækning af 30 Hovednævninger og 10 Hjælpenævninger for den forestående Samling.

Til den Ende blive Først de Sedler, der indeholde Navne på Personer, som bo på det Sted, hvor Retten stal holdes, eller i Nærheden af det, lagte i en Urne, og blandt dem 10 Sedler udtrukne af Formanden, een for een. Ethvert udtrukket Navn oplæses strax og optegnes på en Liste. Derefter lægges også de andre Sedler i Urnen, og 30 Sedler udtages af Formanden, een for een; ethvert udtrukket Navn oplæses strax og optegnes på en anden Liste. De udtrukne Numre forsynes med løbenumre efter den Orden, i hvilken de udtrækkes.

Den sidste Liste er Samlingens Hovedliste den første Hjælpelisten. Begge Lister underskrives af Udvalgets Formand. De nævnte Lister gjælde for hele den forestående Samling, om denne endog måtte fortsættes udover den 31te Maj.

§ 80.

Ved Lodtrækningen til Hjælpelisten blive de Personer, som have været opførte på Hjælpelisten ved tidligere Samlinger i Nævuingeåret, men ikke have været indkaldte, samt de Personer, der have været indkaldte under tidligere Samlinger, men ikke have gjort Krav på den i § 64 Nr. 9 hjemlede Fritagelse, ikke medtagne, forsåvidt der foruden dem på Aarslisten findes opført et tilstrækkeligt Antal sådanne Personer, som komme i Betragtning til Hjælpelisten.

§ 81.

Gjenparter af Hovedlisten og Hjælpelisten skulle mindst en Uge for Samlingens Begyndelse tilstilles Formanden for den forestående

Retssamling og Statsanklageren; fremdeles tilstilles Gjenparter, mindst 6 Dage for Samlingen eller Dagen, til hvilken Indstavning er sket, mulige Privatanklagere samt hver af de Anklagede og deres beskikkede Forsvarere. Finder Indstavning med kortere Varsel Sted, afkortes denne Frist således, at den bliver een Dag kortere end Varslet. Til den Anklagede sker Meddelelsen på den i Lov om Strafferetsplejen H 95 ff. foreskrevne Mande. Indsigelse, der gaar ud på, at Ojenpart ikke er meddel på foreskreven Mande, må fremsættes, Førend lodtrækning af Nævninger til Sagen begynder.

§ 82.

Udvalgets Formand drager Omsorg for, at de på Hovedlisten opførte Personer på den i Lov om Strafferetsplejen § 95 ff. foreskrevne Mande indkaldes med en Uges Varsel til at give Møde i Retten ved en Tilsigelse, som angiver Tid og Sted for Rettens Holdelle og indeholder Påmindelse om Pligten til betimelig Angivelse af mulige Fritagelsesgrunde eller Forfald samt om følgerne af Forsømmelse i denne Henseende og af Udeblivelse uden lovligt Forfald.

På lignende Måde gives der de på Hjælpelisten opførte Personer Tilsigelse om, at de mider den forestående Retssamling skulle holde sig beredte til efter Indkaldelse at Møde til Udøvelse af Rævningehvervet.

§ 83.

Hvis nogen af de tilsagte Hoved- eller Hjælpenævninger mener at have noget ikke ved Forsømmelse afståret Krav på Fritagelse eller at have lovligt Forfald, bor han ved Tilsigelsens Forkyndelse eller så snart, som det bliver ham muligt, opgive Sådant enten for Stævningsmanden, der påtegner Tilsigelsen Bemærkning herom, eller skriftligt til Udvalgets Formand, samt meddele de Oplysninger i så Henseende, som stå til hans Rådighed.

Forsømmelse af betimelig Anmeldelse af Fritagelsesgrunde medfører deres Fortabelse.

§ 84.

Finder Udvalgets Formand efter de fore--

liggende Oplysninger, at en fremsat Begjæring om Fritagelse bor tages til følge, eller at et opgivet Forfald er gyldigt, eller at det ved de i S 71 nævnte Meddelelser er oplyst, at Grunde ere forhånden, som udelnkke nogen af de udtrukne Hoved- eller Hjælpenævninger fra Nævningehvervet, foretager han i et offentligt, Dagen forud bekendtgjort Møde på lignende Måde, som i §§ 70^80 foreskrevet, ny Lodtrækning til Fuldstændiggjørelse henholdsvis af Hovedlisten og Hjælpelisten.

Med Hensyn til de ved denne Lodtrækning udtrukne Nævninger iagttages Neglerne i W 81 og 82 snarest muligt; de der ommeldte Frister forkortes så meget, som Omstændighederne gjøre nodvendigt.

Finder Udvalgets Formand ikke tilstrækkelig Grund til at tage Hensyn til fremsætte Begjæinger om Fritagelse eller opgivne Forfald, lader han Meddelelse derom forkynde for Pågjældende På den i § 82 bestemte Måde med Betydning om, at Spørgsmålet kan indbringes til afgjørelse af Retten ved Samlingens Begyndelse.

De af Formanden i Henhold til denne Paragrafs 1ste Stykke trufne Afgørelser om Fritagelse og Udelukkelse have kun Gyldighed for den forestående Retssamling.

§ 85.

Dagen for Retssamlingens Begyndelse blive Aarslisten, den endelige Hovedliste og Hjælpeliste for Samlingen og de påtegnede Tilsigelser til Hoved- og Hjælpenævningerne at tilstille Rettens Formand. Fremdeles stal Udvalgets Formand til samme Tid eller senere snarest muligt tilstille Rettens Formand de Meddelelser, som efter § 81 måtte komme ham tilhænde om tidligere upåagtede eller fenere opståede Grunde, som udelukke nogen af de på Samlingens Lister opførte Personer fra Nævningehvervet.

§ 86.

Enhver Nævning, som efter Indkaldelse Møder i Samlingen, adspørges, så snart han efter Påråb første Gang fremstiller sig, af

Rettens Formand, om han måtte mene sig udelukket fra dette Hverv ved nogen tidligere upåagtet eller senere opstået Grund. Ere stige Udelukkelsesgrunde Rettens Medlemmer eller Statsanklageren bekjendte, skulle de derom gjøre Meddelelse.

De herefter eller under Samlingens Lob opstående Spørgsmål om Udelukkelse ell.'r Fritagelse afgjøres uden Påanke af Retten uden Nævninger. Afgjørelserne have kun Gyldighed for den løbende Samling. Påtegning om dem sier på vedkommende Samlingsliste

§ 87.

Enhver nævning, som udebliver efter behørig Indkaldelse, uden at lovligt Forfald oplyses, eller som efter at være mødt, uden Orlov eller oplyst lovligt Forfald unddrager sig Opfyldelsen af de ham som Nævning påhvilende Pligter, ifalder en Bøde, Første Gang fra 40 til 400 Kr., og i Gjentagelsestilfælde fra 100 til 1000 Kr.

Spørgsmål om Nævningers Ansvar efter denne Paragraf afgjøres af Retten uden Nævninger.

Den afsagte Kjendelse forkyndes snarest mulig for den pågjældende nævning. Denne har i 8 Dage fra Kjendelsens Forkyndelse Adgang til at fremkomme med Oplysninger for Retten om, at behørig Indkaldelse ej har fundet Sted, eller at han har havt lovligt Forfald. Findes disse fyldestgørende, ophæver Retten sin kjendelse. Andre Retsmidler mod den afsagte Kjendelse finde ikke Sted.

§ 88.

Har en udebleven nævning, for hvis Vedkommende lovligt Forfald er oplyst, ikke opfyldt den ham efter § 83 påhvilende Pligt til betimelig Anmeldelse og Meddelelse af Oplysninger, eller Møder en nævning for sent, men inden Lodtrækning af Nævninger til nogen Sag er begyndt den pågjældende Dag, kan Retten idømme ham en Bøde indtil 20 Kr. Imod denne kjendelse finder intet Retsmiddel Sted.

§ 89.

Rettens Formand kan meddele en Næv-

ning Orlov under Samlingen for en bestemt Tid.

§ 90.

Viser det sig under Samlingen, at det til Lodtrækningen af Nævninger til en Sag for« nødne Antal (Lov om Strafferetsplejen § 313) ikke kan staffes tilveje ved Indkaldelse af de tilsagte Hjælpenævninger, foranstalter Rettens Formand Tallet udfyldt ved Lodtrækning blandt de på Aarslisten opførte Personer, som ere bosætte på eller nær ved det Sted, hvor Retten holdes. Herved bliver Reglen i Z 80 at iagttage. De udtrukne Personer, hvis Navne tilføres Hjælpelisten og strax meddeles Anklageren, den eller de Anklagede og deres beskikkede Forsvarere, indkaldes strax efter Reglerne i § 82 med Aftens Varsel.

§ 91.

Ved Samlingens Slutning adspørger Ret tens Formand de Nævninger, som have været indkaldte og have opfyldt deres Pligter som Nævninger, om de gjøre Krav på den dem ved Z 64 Nr. 9 hjemlede Fritagelse. I bekræftende Fald gjøres Bemærkning derom på Aarslisten. Tillige udfærdiges der de ovenmeldte Nævninger på Forlangende uden Betaling Vidnesbyrd af Rettens Skriver om, at de have givet behørigt Møde i Samlingen.

§ 92.

Der tilkommer de Nævninger, som bo længere end 1 Mil fra det Sted, hvor Retten holdes, Godtgjørelse for Befordring frem og tilbage med 1^/2 Kr. for hver løbende Mil.

§ 93.

Aarslisten samt Samlingens Hovedliste og Hjælpeliste tilbagesendes efter Samlingens Slutning til Formanden for Udvalget til Aarslistens Dannelse.

Udtagelse af Nævninger til den enkelte Sag ster efter Reglerne i Lov om Strafferetsplejen.

§ 94.

De offentlige Anklagere ere Overstatsanllageren ved Højesteret, Statsanklagerne ved Landsretterne samt de til disses Bistand beskikkede Mænd.

De offentlige Anklagere virke i Retsplejen, og særlig for Forfølgning af Forbrydelfer, efter de nærmere Regler i Lovene om Retsplejen.

§ 95.

Overstatsanklageren beskikkes af Kongen. Til midlertidig at fungere som Overstatsanklager i Tilsælde af Embedsledighed eller Forfald kan Institsministeren beskikke.

Overstatsanklageren virker ved Højesteret og fører Tilsynet med de offentlige Anklagere efter de nærmere Regler i Lovene om Retsplejen.

Overstatsanklageren har Embedskontor i Kjøbenhavn.

§ 96.

Til Bistand ved Udførelsen af Overstatsanklagerens Hverv beskikker Kongen en Statsanklager.

Justitsministeren kan efter Forhandling med Overstatsanklageren give også Andre Bemyndigelse til at optræde i en enkelt Sag for Højesteret som Overstatsanklager.

§ 97.

For hver af Rigets Landsretskredse beskikker Kongen en Statsanklager. Til midlertidig at fungere som Statsanklager i Tilfælde af Embedsledighed eller Forfald kan Institsministeren beskikke.

Statsanklageren virker ved Landsretterne og Underretterne efter de nærmere Regler i Lo« vene om Retsplejen.

Statsanklagerne have Embedskontor ved den Landsrets Hovedsæde, for hvis Kreds de beskilles.

§ 98.

Til de dem påhvilende Hvervs Udførelse have Statsanklagerne Bistand af de beskikkede Hjælpe-Statsanklagere og Anklagere ved Underretterne.

Hver Statsanklager beskikkes der af Justitsministeren I, Statsanklageren for den første sjællandske Landsretskreds 2 Hjælpe-Statsanklagere.

Overstatsanklageren beskikker efter Furslag af Statsanklageren Anklagere oed Underretterne, een eller efter Omstændighederne flere ved hver Underretskreds, til efter Pålæg af Statsanklageren at udfore Anklager for Underretten.

Bemyndigelse til i en enkelt Sag at optræde for Landsretten som Statsanklager kan efter Forhandling med denne gives af Justitsministeren ; Bemyndigelse til i en enkelt Sag at udføre en Anklage for Underretten kan efter Forhandling med Statsanklageren gives af Ouerstatsanklageren

§ 99.

Kun fuldmyndige, uberygtede, vederhæftig!.' Mænd kunne beskikkes til eller handle som offentlige Anklagere.

Den, der beskikkes til Overstatsanklager eller Statsanklager, eller som bemyndiges til at optræde for Højesteret i en enkelt Sag, skal fyldestgjøre de Betingelser, der udkræves for at blive Højesteretssagforer.

Den, der beskikkes til Hjælpe-Statsanklager eller som bemyndiges til at optræde for Landsretten i en enkelt Sag, skal fyldestgjøre de Betingelser, der udkræves for at blive Sagfører Ved Landsretterne.

Den, der beskikkes til Anklager ved Underretten eller bemyndiges til i en enkelt Sag at udfore en Anklage for Underretten, stal fyldestgjøre de Betingelser, som udkræves for at blive Sagfører ved Underretterne.

§ 100.

Udovelse af Sagførervirksomhed er uforenelig med Stillingen som Overstatsanklager, Statsanklager og Hjælpe-Statsanklager. Dog skal den Anklager, der har beskikkelse som Sag-

forer, med sine Foresættes Tilladelse kunne overtage Udførelsen af enkelte borgerlige Retssager. Virksomhed som Sagfører udelukker ikke fra beskikkelse som Anklager ved Underretten, ej heller fra Bemyndigelse til ellers at optræde som Anklager i en enkelt Sag.

§ 101.

De offentlige Anklagere aflægge en særegen Ed, hvis Formular Justitsministeren foreskriver.

§ 102.

For Pligtovertrædelser i deres Hvervs Udførelse pædrage de offentlige Anklagere sig Ansvar til Straf og Erstatning efter Lovgivningens almindelige Forskrifter. Sådant Ansvar forfolges efter de almindelige Regler, hvor ikke Andet er sirlig hjemlet i Lovene om Retsplejen,

§ 103.

De offentlige Anklagere ere Justitsministeren underordnede og stå med Hensyn til deres Hvervs Udførelse under dennes Tilsyn,

§ 104.

Ved færlig Lov fastsættes Overstatsanklagerens, Statsanklagerens og Hjælpe-Statsanklagernes Lon, Dagpenge under Embedsrejser, Kontorholdsgodtgjørelse m. V.

Anklagere ved Underretterne samt de mænd, der bemyndiges til at optræde som Anklagere i en enkelt Sag, erholde Vederlag af det Offentlige for den enkelte Sag. Retten fastsætter i Dommen eller, hvis Sagen afsluttes ved Kjendelse, i denne Vederlaget efter Arbejdets Betydning og Omfang.

§ 105.

Riget deles i Politikredse, svarende til Underretskredsene. Som en Følge heraf forenes Kjøbenhavns Amtsrådskreds med Staden Kjobenhavn til en Politikreds, jfr. dog denne Lovs § 2.

Politiet i Kjøbenhavn og Kjøbenhavns Amtsraadskreds foreståes af en Politidirektør, i de andre Politikredse af en Politimester. De nævnte Embedsmand beskikkes af Kongen.

§ 106.

Politiets Virksomhed omfatter dels udenfor Retsplejen Omsorg for offentlig Orden og Vel samt Lovenes Håndhævelse overensstemmende med de gjældende Love og Vedtægter, dels Virksomhed i Retsplejen efter Lovene om denne, herunder farlig Efterforskning og Forfølgning af Forbrydelser samt Bestyrelse af Arresthusene.

Andre Forretninger end de forannævnte, som efter den hidtil gjaldende Ret have varet henlagte til Herredsfogden, Virkedommeren eller Byfogden, og som ikke ifølge Reglerne i denne Lovs 1ste Afsnit gå over til Retterne, varetages indtil videre af Politimesteren - for gamle Kjøbenhavns Amts Vedkommende af Politidirektøren —. dog at udenfor Kjøbenhavn den øvrigheden efter D. L 3—16-3 tilkommende Afgjørelsesret og de Ovrigheden påhvilende Forretninger med Hensyn til borgerlige Vielser gå over til vedkommende Amtmand. Hvorledes der for Fremtiden stal forholdes med de frivillige Auktioners Afholdelse fastsættes ved Lov.

I de Kommuner, i hvis Bestyrelse Underøvrigheden på Landet efter de hidtil gjaldende Regler indtræder som Formand med samme Stilling som Borgmesteren i Kjøbstæderne, beskikkes Formanden for Fremtiden af Kongen, indtil anderledes bestemmes ved Lov.

§ 107.

De nærmere Regler for Inddragelsen af Kjøbenhavns Amtsrådskreds under Kjobenhavns Politi fastsættes ved farlig Lov.

§ 108.

Med Hensyn til Ordningen af Politiet i Rigets andre Politikredse gjalde følgende nærmere Regler:

I) Til Politimesterens Bistand beskikkes der af Justitsministeren en Politiassistent for hver Kreds; denne har, hvor han handler

i Medfør af den ved Regulativ fastsætte Forddeling af Forretningerne eller efter Pålerg af Politimesteren, eller hvor denne ikke er tilstede, samme Embedsmyndighed som Politimesteren. 2"> Enhver Politikreds forsynes med det fornødne Antal Politibetjente.

Herved iagttages, at der for enhver Kjøbstad i Kredsen, hvis Indvænerantal er under 1500, beregnes foruden særligt Natopsyn mindst 1 Politibetjent, for Kjøbstæder, som have mellem 1500 og 3000 Indvænere, mindst 2 Politibetjente, endvidere mindst I Politibetjent for hver 1500, hvormed Indbyggerantallet overstiger 3000, dog ikke mere end 8 i Alt Forøgelse af det her fastsætte Antal kan finde Sted, naar vedkommende Kommunalbestyrelse bevilger de fornødne Midler, og Justitsministeriet meddeler Samtykke dertil. Naar der for en Kjobstad beregnes mere end 4 Politibetjente, skal en af dem virre Overbetjent, hvilken i Politimesterens Forfald kan handle paa dennes Vegne.

For Laudet beregnes mindst 1 bereden Politibetjent for hver 5000 Indbyggere af Kredsens Landbefolkning, således at det mulig overskydende Antal regnes som fulde 5000, forsåvidt det overstiger Halvdelen. Overstiger det for Landet beregnede Antal Politibetjente 4, ansættes den ene som Overbetjent med Bemyndigelse til i Politimesterens Forfald at handle på dennes Vegne. Forøgelse af det for Landet beregnede Antal Betjente kan finde Sted, naar Amtsrådet bevilger de fornødne Midler og Justitsministeren giver Samtykke dertil.

Enhver i en Politikreds ansat Politibetjent kan udøve den ham efter hans Stilling tilkommende Myndighed og kan af Politimesteren beordres til at gjøre Tjeneste på ethvert Sted i Kredsen, .'li Det underordnede Personale antages på 3 Måneders Opsigelse af Amtmanden efter Indstilling af Politimesteren og kan

ligeledes efter dennes Indstilling afskediges af Amtmanden. Sognefogderne og lignende Bestillingsmænd bistå Politiet efter de gjaldende Negler. Det færegne Kystpoliti bortfalder, naar nærværende Lov træder i Virksomhed.

4)   I hver Politikreds stal være en Hovedstation og en Bistation, med Vagtstue, Kontor og Opholdssted for Anholdte. Hovedstationen stal være på det Sted, hvor Kredsens Hovedthingsted er; her stal også Politimesteren have Bolig. Justitsministeren bestemmer efter Forhandling med vedkommende Amts- og Byråd Stedet for Bistationen; ved denne stal Politiassistenten have Bolig.

5)   Angående den almindelige Fordeling af Forretningerne mellem Politimesteren og Politiassistenten udsærdiger Justitsministeren et Regulativ. De nærmere Forskrifter i Henseende til det underordnede Personales Antagelse, honning og Afskedigelse, samt om dets Tjenesteforhold og Pligter, fastsættes dels ved Regulativer, dels ved særlige Instruxer. Disse udfærdiges ligeledes uf Justitsministeren, efterat der er givet Amtsrådene og Byrådene Lejlighed til at udtale sig.

6)   Politimesteren og Politiassistenten lønnes af Statskassen. Lønnen, Kontorholdsvederlag og Dagpenge under Embedsrejser m. V. fastsættes ved særlig Lov. Hvorvidt der iøvrigt af Statskassen stal ydes noget Tilskud til Udgifterne ved Politiet, bestemmes ved særlig Lov.

§ 109.

Politimyndighederne ere Justitsministeren underordnede og stå under hans øverste Tilsyn.

Politiet udenfor Kjøbenhavns Politikreds står i sin Virksomhed for Efterforskning og Forfølgning af de Forbrydelser, som høre under Statsanklagerens Virkekreds, under dennes Overtilsyn. Med Hensyn til sin øvrige Virksomhed står Politiet udenfor Kjøbenhavns Politikreds under Amtmandens Overtilsyn. Politidirekteuren i Kjobeuhavn står i sin Embeds-

virksomhed i det Hele som hidtil umiddelbart under Justitsministeren.

§ 110.

For Pligtovertrædelser i deres Hvervs Udførelse pådrage Politiets Embeds- og Bestillmgsmænd sig Ansvar til Straf og Erstatning efter Lovgivningens Forskrifter. Sådant Ansvar forfølges efter de almindelige Regler, hvor ikke Andet er farlig hjemlet ved Loven om Strafferetsplejen eller ved Lovene af 11te Februar 1863 og 4de Februar 1871.

Med Hensyn til Politiets Virksomhed for Efterforskning og Forfølgning af Forbrydelser finde Reglerne i Lov om Strafferetsplejen §§ 24—26 Anvendelse med fornøden Lempelse.

§ 111.

Sagførere beskikkes af Justitsministeriet under Iagttagelse af de i denne Lov indeholdte Forskrifter.

§ 112.

Almindelige Betingelser for at kunne udøve Sagførervirksomhed ere, at den Pågjældende 2) har optnået 25 Aars Alderen, d) har Indfødsret,

c) ikke er ude af Rådigheden over sit Bo, 6) godtgjør, at han har fort en retskaffen

Vandel.

§ 113.

Foruden de i Z 112 angivne almindelige

Betingelser udfordres for de forskjellige Arter

af Sagførere følgende såregne Betingelser:

«,) For at blive Højesteretssagfører udfordres

at den Pågjældende har bestået den fuld-

stændige juridiste Examen med Karakteren laudabilis, samt at han enten i 3 Aar har været i Virksomhed som Sagfører ved Landsretterne eller Hjælpe-Statsanklager eller i lige Tid været i Virksomhed som Universitetslærer i Lovkyndighed eller Dommer.

d) For at blive Sagfører ved Landsretterne udfordres, at den Pågjældende har underkastet sig den fuldstændige juridiste Exæ men idetmindste med Karakteren haud illaudabilis, samt at han enten i 3 År har været i Virksomhed som Sagfører ved Underretterne eller som Anklager ved Underretten, eller i lige Tid stadig har arbejdet under en Højesterets- eller Landsretssagførers Tilsyn og Vejledning og deltaget i dennes Forretninger, forsåvidt de kunne udføres ved Andre, samt derhos flittigen været Tilhører ved Retsforhandlingerne for en Landsret, eller også, at han i mindst eet År har været i Virksomhed som Dommer eller Universitetslærer i Lovkyndighed.

o) For at blive Sagfører ved Underretterne udfordres, at den Pågjældende har Underkastet sig enten den fuldstændige juridiste Examen med idetmindste Karakteren haud illaudabilis eller den juridiske Exmen for Ustuderede med Karakteren Bekvem, samt at han enten i 3 År stadig har arbejdet under en Sagførers eller Statsanklagers Tilsyn og Vejledning og deltaget i dennes Forretninger, forsåvidt de kunne udføres ved Andre, samt derhos flittig været Tilhører ved Retsforhandlinger, eller også, at han i lige Tid har været Retsskriver eller stadig har gjort Tjeneste som autoriseret Dommerfuldmægtig eller været i Virksomhed som Fuldmægtig, Kopist eller Assistent under en Ret.

Den, der er i Besiddelse af de Egenskaber, som udfordres for en Højere Art af Sagførervirksomhed, er altid berettiget til at stedes til en ringere Art af Sagførervirksomhed.

§ 114.

Den, der på fyldestgørende Måde for Justitsministeriet oplyser, at han er i Besiddelse af de fornødne Egenskaber, som udfordres for at blive Sagfører af den ene eller den anden Art, er berettiget til at blive stedet til at gjøre den for Sagførere af denne Art forestrevne Prove, jfr. § 115. Om de forelagte Oplysninger gives der Sagførerrådet Lejlighed til at ytre sig i de Tilfælde, som ommeldes i § 144.

Dog kan den, der to Gange har fremstillet sig til Prøven, ikke oftere stedes til dens Aflæggelse,

§ 115.

Sagførerprøven består i, at den Pågjældende for en Ret af den Art, for hvilken han vil opnå Berettigelse til at procedere, stal udfore 3 Sager, af hvilke mindst 1 er civil, som han selv stal forskaffe sig, og at hans Udførelse af disse Sager af vedkommende Domstol kjendes forsvarlig.

Ingen Domstol kan vægre sig ved at stede den, som af Justitsministeriet er kjendt berettiget dertil (§ 114), til at aflægge saadan Prøve.

§ 116.

For beskikkelserne som Højesteretssagforer, Landsretssagfører og Underretssagfører erlægges Gebyrer henholdsvis 200, 120 og 60 Kr. — Gebyrerne Tilfælde Statskassen.

Forinden Beskikkelsen udleveres til Vedkommende, har han at underskrive en edelig Forsikring om, at han med Flid og Troskab vil udfore de Sager, der betroes ham, og at han i det Hele vil samvittighedsfuldt opfylde sine Pligter som Sagforer.

§ 117.

Udovelsen af Sagførervirksomhed kan ikke forenes med noget Dommer- eller Retsskriver-Embede, noget Embede som Overstatsanklager eller Statsanklager, nogen Øvrighedspost eller Ansættelse i Politiets Tjeneste, ejheller med privat Tjenesteforhold hos en Amtmand eller Retsbetjent. Hvorvidt forøvrigt nogen offentligt Embeds- eller Bestillingsmand tillige

kan udøve Sagførervirksomhed, bestemmes af Kongen.

Ønsker en Sagfører, som befinder sig i nogen af de Stillinger, der ikke tilstede den almindelige Udøvelse af Sagførervirksomheden, i et enkelt Tilfælde at overtage Udførelsen af en Retssag, stal dette dog ikke være ham forment, naar han dertil erholder sine Foresattes Tilladelse.

Den, der uden at være Sagfører, tilfredsstiller Betingelserne for at kunne blive Sagforer af den ene eller den anden Art, kan der af Retten gives Tilladelse til i ct enkelt Tilfælde at udfore en Sag. forudsat at han dertil kan erholde sine Foresættes Tilladelse, forsåvidt han er Embedsmand.

§ 118.

Den, der beskikkes som Højesterets- eller Landsretssagfører, er, sålænge han vil benytte beskikkelsen, forpligtet til at have Bopæl i eller ved den Stad, hvor henholdsvis Højesteret eller en Landsret har sit Sæde, Underretssagførerne ere forpligtede til, sålænge de ville benytte Beskikkelsen, at have Bopæl i en Retskreds, som horer til en af de Underretter, ved hvilke de ere berettigede til at procedere, samt at opgive saadan deres Bopæl for Justitsministeriet. Agt de at flytte fra det Sted, hvor de have taget Bopæl, til en anden Jurisdiktion, skulle de anmelde Flytningen for Justitsministeriet, forinden Beskikkelsen på det nye Sted kan benyttes.

§ 119.

Højesteretssagførerne ere berettigede til at give Møde for alle Landets Domstole, Landsretssagførerne for alle Lands- og alle Underretter, Underretssagførerne for enhver Underret udenfor Kjøbenhavn, Alt forsåvidt der ved vedkommende Ret kan gives Møde af Sagførere.

Ingen Sagfører kan give Møde eller lade Møde for en af en enkelt Dommer beklædt Ret, i hvilken Dommeren er beslægtet eller besvogret med ham i anden Grad af Sidelinien eller nærmere,

§ 120.

Hvor under Domssager mundtlig For-

handling finder Sted, er det ikke tilladt Sagførere at give Møde ved Fuldmægtig, men dersom en Sagfører ikke kan eller ikke vil udføre Sagen i egen Person, må dette ske ved en anden til Møde for vedkommende Domstol berettiget Sagfører.

Dog stal det være tilladt for Sagføreren ved enhver uberygtet Person at fremsætte og begrunde Begjæring om Sagens Udsættelse på Grund af Forhold, hvorved Sagforeren selv hindres i at give Møde.

§ 121.

Udenfor Domssager er det Sagførere tilladt uden særlig Angivelse af Grund at lade Møde for sig ved deres faste fuldmægtige.

Med Angivelse og i fornødent Fald Bevisliggjørelse af lovligt Forfald kunne Sagførere under de i denne Paragraf omhandlede Rettergangsforetagender give Møde Ved enhver uberygtet myndig Mandsperson.

§ 122.

Enhver Sagfører er berettiget til at have een fast Fuldmægtig. For at kunne blive fast Fuldmægtig for en Sagfører udfordres, at den Pågjældende er en myndig og uberygtet Mandsperson, har underkastet sig enten den fuldstændige juridiske Examen eller den juridiske Examen for Ustudernde, samt at han er anmeldt ved den pågjældende Ret som Sagførerens faste Fuldmægtig. Sådanne Anmeldelser indføres enten i Retsprotokollen eller i en særlig dertil bestemt Bog, efter at det er undersøgt, om den Pågjældende tilfredsstiller de foreskrevne Betingelser.

§ 123.

Til Udførelsen af offentlige og beneficerede Sager, forsåvidt dette ikke sker ved Embedssagførere, antager Justitsministeriet efter Overenskomst et tilstrækkeligt Antal af de til Møde i vedkommende Net berettigede Sagførere. dog med Forbehold af den Ret, som er indrømmet de af Kongen udnævnte Sagførere.

§ 124.

Sagførerne ere på den Mande og med de Begrænsninger, som i Rettergangsloven bestemmes, eneberettigede til at udfore Retssager for Andre.

§ 125.

Ingen Sagforer  er, bortset fra de Tilsande, hvor han hertil  kan beordres, pligtig at påtage sig Udførelsen  af en Retssag.

§ 126.

Sagførere ere pligtige med Flid og Troskab at udfore de dem betroede Sager samt at afholde sig fra Alt, hvorved de kunne stade deres Mandant. Brud på deres Pligter i denne Henseende ansees og straffes som Brud på Embedspligter.

§ 127.

Ligesom ingen Sagfører må påtage sig Udførelsen af vitterlig vrange og uretfærdige Sager, søledes mø han ej heller i Udførelsen af de ham betroede Sager betjene, sig af noget ham vitterlig usandt Foregivende eller nogen ham vitterlig Fortielse eller Benægtelse af Sandheden, være sig med Hensyn til Sagens Sammenhæng eller andre Forhold eller Omstændigheder, som komme i Betragtning ved Sagens Behandling.

§ 128.

Sagførerne ere pligtige at fremme de dem betroede Sager med den Hurtighed, som Tilfældets Beskaffenhed tillader De må som en Følge heraf ikke forhale Sagerne ved unødvendige Udsættelser, grundløse Formalitetsindsigelser eller andre Udflugter.

§ 129.

Sagførerne ere pligtige at vise Retten Lydighed og Agtelse. Ligesom derfor usømmelig Tale eller Skrivemåde af Sagførere b?-

lægges med højere Straf end et lige Forhold udvist af Andre, således stal enhver Undladelse af at efterkomme Pålæg, som Retten lovlign giver en Sagfører, ansees og straffes som Brud på Embedspligter.

§ 130.

Hvad enten Overenskomst om Vederlag er sluttet iforvejen eller ikke, må ingen Sagfører kræve Højere Betaling, end der skjønnes billigt, for den Bistand og Tjeneste, han i saadan Egenskab yder, være sig i Udførelsen af Retssager eller ved Meddelelsen as Råd og Vejledning i andre juridiske Anliggender.

Forøvrigt er det ikke forbudt at betinge sig Højere Betaling for det Tilfælde, at Sagen vindes, end for det Tilfælde, at den i det Hele eller for en Del tabes, ligesålidt som det er forbudt at betinge sig en vis Andel i Sagens Gjenstand, naar dog det Vederlag, som således tilflyder Sagforeren, ikke i det Hele skjønnes at være ubilligt.

§ 131.

Overtrædelse af de Sagførerne ifølge denne Lov påhvilende Pligter kan ikke undskyldes med, at Mandanten har forlangt eller indvilget i det Foretagne eller Undladte.

§ 132.

Straffelovens 13de Kapitel om Forbrydelser i Embedsforhold er anvendeligt på Sagførere, forsåvidt som de enten overtræde de i nærværende Lov givne Forskrifter eller iøvrigt forse sig i deres Virksomhed som Sagførere.

De i Rettergangslovene hjemlede Rettergangobøder kunne pålægges Sagførere i alle Tilfælde, hvor det stedfundne lovstridige Forhold må tilregnes dem.

§ 133.

Naar den Straf, som stal pålægges en Sagfører, ikte er højere end Boder, og ingen særlig Bevisførelse udfordres for at oplyse det strafbare Foraehold, kan Straffen pålægges under den Sag, med Hensyn til hvilken For-

seelsen er begået, enten ved en særskilt Kjendelse eller ved den endelige Dom.

§ 134.

Retten til at udfore Sagførervirksomhed ophører, naar Sagforeren i Henhold til Bestemmelserne i Straffelovens Kap. 13 dommes til Fortabelse af sin Ret til at udøve Sagførervirksomhed.

§ 135.

Justitsministeriet fratager, efter desangående at have hørt Sagførerrådet, Sagførere deres Net til at udøve Sagførervirksomhed, naar de ved Dom findes skyldige i en i den offentlige Mening vanærende Handling. Dog stal den Sagforer, som tror sig forurettet ved Justitsministeriets Afgjørelse, i en Tid af 14 Dage efter dennes Meddelelse til ham, være berettiget til at forlange Domstolenes Afgjørelse af Spørgsmålet, i hvilket Øjemed det Offentlige da har at anlægge Sag imod Sagføreren og under denne søge Justitsministeriets Bestemmelse kjendt ved Magt at stande.

§ 136.

Kommer en Sagfører ud af Rådighed over sit Bo, har Justitsministeriet at fratage ham Retten til at udøve Sagførervirksomhed, sålænge Urådigheden står på. Sagforeren er berettiget til inden den i foregående Paragraf ommeldte Frist og på den der angivne Måde at fordre Domstolenes Afgjørelse, naar han ikte vil underkaste sig Justitsministeriets Bestemmelse.

§ 137.

Samtlige i en Landsretskreds boende Sag-

førere udgjøre et Samfund. Højesteretssagførerne ere Medlemmer af det til den nordsjællandske Landsret horende Sagførersamfund.

§ 138.

Ethvert Sagførersamfund stal have en Bestyrelse, der benævnes Sagførerråd.

Sagførerrådet består af en af Landsrettens Formand blandt Sagførerne i Kredsen valgt Formand og et lige Antal Medlemmer, ikke under 4 og ikke over 8. Halvdelen valgte af og blandt Landsrets- og Højesteretssagførerne, Halvdelen af og blandt Underretssagførerne. Lige med Sagførere i Henseende til Valgret og Balgbarhed til Sagførerrådet stå mænd, som have været Sagførere og ikke ere gaaede over i noget Statsembede. Samtlige Valg gjælde for 4 Aar; Gjenvalg kan finde Sted.

§ 139.

Til almindeligt Møde af Samfundets Medlemmer indbydes ved en offentlig Bekjendtgjørelse med mindst 14 Dages Varsel.

§ 140.

Almindelige Møder sammenkaldes dels for at vælge Medlemmer af Sagførerrådet, dels for at afhandle andre Gjenstande vedkommende Sagførerstandens Forhold og Interesser.

Sagførerrådet sammenkalder Møder, saa ofte dette findes nødvendigt; naar et Antal af mindst en Fjerdedel af Medlemmerne af Sagførersamfundet eller naar Landsrettens Formand forlanger det, er Sagførerrådet pligtigt at sammenkalde Møde.

første Gang efter at denne Lov er trådt i Kraft, sammenkalder Landsrettens Formand Møde til Valg af et Sagførerråd.

§ 141.

Sagførerrådet har at fore et almindeligt Tilsyn med de til Samfundet horende Sagføreres Forhold i deres Virksomhed som sådanne. Det har ikke blot at sørge for, at disse i deres Forhold som Sagførere holde sig Lovene efterrettelige, men også over, at de i deres Sagførervirksomhed undgå Alt, hvad der ikke

kommer overens med den Hæderlighed, Nøjagtighed og Pålidelighed, eller med den Agtelse for Statsmyndighederne, som en offentlig beskikket Sagfører altid maa udvise, ligesom det med bindende Virkning for Sagførerne har Ret til at afgjøre Tvistigheder angående Vederlag for den af dem i saadan deres Egenskab ydede Tjeneste og Bistand til Private, naar disse i denne Anledning henvende sig til det.

§ 142.

I Henhold til den foregående Paragraf kan Sagførerrådet stride ind mod hvert enkelt Samfundsmedlem, såvel af egen Drift som ifølge Begjæring.

Sagførerrådet kan tildele de enkelte Medlemmer af Sagførersamfundet Irettesættelser, forbyde dem Udførelsen af enkelte Sager eller Forretninger, pålægge dem Boder af ikke over 200 Kroner, suspendere dem fra Sagførervirksomheden i en vis Tid, dog ikke longere end 1 Aar.

Dog kunne de nævnte Straffe ikke anvendes, uden at den Pågældende har havt tilstrækkelig Lejlighed til at erklære sig over de ham gjorte Bebrejdelser og fremkomme med sit Forsvar, mundtlig eller skriftlig.

§ 143.

Gaar Sagførerrådets Beslutning ud på Bøder over 40 Kroner, Forbud imod Udførelsen af enkelte Sager eller Forretninger eller på Suspension, kan den pågjældende Sagfører fordre Beslutningen, forinden den kan troede i Virksomhed, prøvet af Landsretten, naar han inden 3 Dage forlanger dette ved en Skrivelse til Landsrettens Formand.

Landsrettens Formand har da at kalde Sagførerrådet og den pågjældende Sagfører til et Møde med Landsrettens Medlemmer, af hvilke mindst 5 maa være tilstede.

I dette Møde, som holdes for lukkede Døre, gives der alle Vedkommende Lejlighed til mundtlig at udtale sig, hvorefter Landsretten enten stadfæster eller ophæver Sagførerrådets Beslutning.

§ 144.

Sagførerrådet har at fore Tilsyn med de Mænd, som forberede sig til Sagførervirksomheden ved den pågjældende Landsret eller de under samme horende Retter. Ethvert Andragende fra sådanne mænd om beskikkelse som Sagfører ved Landsretten eller i Landsretskredsen stal forelægges Sagførerrådet til Erklæring. Dersom Sagførerrådets Erklæring gaar ud på, at den Pågjældende ikke kan antages virkelig at have deltaget i Sagførerforretningers Udførelse eller at have med tilbørlig Flid bivånet Retsforhandlingerne, eller på, at han ikke har fort en retskaffen Vandel, kan Andragendet om beskikkelse i Reglen ikke tages til-følge; dog kan Justitsministeriet, naar såregne Grunde tale derfor, tildele Vedkommende beskikkelse, uagtet hans Andragende ikke anbefales af Sagførerrådet, men dog ikke Førend efter at der påny er givet dette Lejlighed til at Ytre sig.

§ 145.

For ethvert Sagførersamfund kan der angående Samfundets indre Anliggender oprettes Vedtægter, som dog ikke må indeholde Noget, der strider mod denne Lov.

Sådanne Vedtægter skulle behandles og vedtages med absolut Stemmeflerhed på et almindeligt Møde og derefter forelægges Kongen, som enten stadfæster dem eller nægter deres Stadfæstelse.

§ 146.

Denne Lov træder i Kraft 1 Aar fra den Dag at regne, da det Numer af Lovtidenden udgår, hvori den kundgjøres.

De i W 20, 33 og 34 ommeldte Anordninger og Bekjendtgjørelser udgå i betimelig Tid for det Tidspunkt, da Loven efter foranstående Bestemmelse træder i Kraft. Fremdeles bliver der før det nævnte Tidspunkt at

drage Omsorg for Affattelsen af de i 2det Afsnit Kap. 2 og 3 omtalte Lister.

Loven gjælder ikke for Færøerne; den nordsjællandske Landsret er Overret for Førøerne.

§ 147.

De Spørgsmaal, som opstå ved Sammenlægning eller Deling af hidtilværende Underretskredse med Hensyn til Bidrag til Arresthuses Opførelse eller Vedligeholdelse, og andre for en Retskreds fælles Anliggender afgjøres as Justitsministeren i Forening med Indenrigsministeren efter Forhandling med vedkommende kommunale Myndigheder.

§ 148.

Naar flere hidtilværende Underretskredse sammenlægges, gå deres Skjøde- og Panteprotokoller over til Hovedthingstedet for at afbenyttes for hele Retskredsen. Deles en hidtilværende Underretskreds, blive de fornødne Afskrifter af Skjøde- og Pantebøgerne at udfærdige og Betalingen herfor at udrede af Statskassen.

§ 149.

Sager og Anliggender, som på den Tid, da nærværende Lov træder i Kraft, svæve for Retten, gå over fra de hidtil bestående Retter til de nye efter følgende Regler:

1)   Sager og Anliggender, som svæve ved en Ret i Første Instants, gå efter Beskaffenheden af de Negler, der sinde Anvendelse på den fortsætte Behandling, over enten til den Landsret eller den Underret, under hvilken den pågældende Retskreds henlægges. Finder en Deling Sted af en hidtilværende Underretskreds, sker Overgangen i alle Tilfælde, hvor Værnethinget beror på stedlige Hensyn, til den Ret, under hvilken den pågjældende Del af Retskredsen henlægges, i andre Tilfælde til den Ret, under hvilten den større Del af Retskredsen er henlagt;

2)Sager, som svæve ved Landsoverretten i Kjøbenhavn eller i Viborg, gå over hen-

holdsvis til den nordsjællandske Landsret eller den mellemjydske Landsret.

§ 150.

De nuværende Dommere og andre Embedsmænd Ved Landsover- samt Hof- og Stads-retten i Kjøbenhavn, Kriminal- og Politiretten samt sø- og Handelsretten sammesteds og Landsoverretten i Viborg ere pligtige at modtage Beskikkelse ved de nye Landsretter, og de nuværende Underdommere og Underretsskrivere at modtage beskikkelse ved de nye Underretter, dog uden Formindskelse i deres hidtil havte Embedsindtægter.

Forsåvidt der i nærværende Lov gjøres strengere Fordringer i Henseende til juridisk Examen for Dommere og andre Retsembedsmænd end efter de hidtil gjældende Regler, forbliver det dog Ved disse med Hensyn til de Mand, der alt ere beskikkede som sådanne, samt med Hensyn til de mænd, som nu have bestået juridisk Examen og beskikkes i Løbet af 10 År fra denne Lovs træden i Kraft.

§ 151.

De Spørgsmål, som opstå ved Sammenlægning eller Deling af hidtilværende Politikreds med Hensyn til de for en Politikreds sælles Anliggender, afgjøres af Justitsministeren i Forening med Indenrigsministeren efter Forhandling med vedkommende kommunale Myndigheder.

§ 152.

De nuværende Underretsdommere ere pligtige at modtage beskikkelse som Politimestre, dog uden Formindskelse i deres Embedsindtægter.

§ 153.

De, der efter hidtil gjaldende Regler have Adgang til at blive Underretssagførere, Overretssagførere og Højesteretssagførere, skulle i Le>bet af 10 År have Adgang til at blive henholdsvis Underretssagførere, Landsretssagførere og Højesteretssagførere.

Med Hensyn til tidligere beskikkede Højeste-

retsadvokater og Højesteretssagførere, Overrets- prokuratorer og Overretssagførere samt Under- retsprokuratorer or Underretssagførere finde de i 5te Afsnit givne Regler om Højesteretssagførere, Landsretssagførere og Underretssagførere Anvendelse, såvel i Henseende til Retten til at give Mode for Domstolene som i Henseende til andre Rettigheder og Pligter.

Qm Domstolenes Ordning.

Forinden Bestemmelserne i de enkelte Kapitler udvikles, stal en Oversigt gives over Hovedtrækkene i den foreslåede Ordning af Domstolene.

De nuværende Retter i 1ste Instants såvel, i som udenfor Kjøbenhavn bortfalde. Hele Riget inddeles i 6 Landsret skred fe, hver med sin kollegialt besætte Net (Landsret), nemlig:

1.    Den nordsjællandske Landsret for Staden Kjøbenhavn og Kjøbenhavns, Frederiksborg, Holbæk samt Bornholms Amter med Sæde i Kjøbenhavn.

2.    Den sydsjællandske Landsret for Sorø, Præstø og Maribo Amter med Sæde i Vordingborg.

3.    Den fyenske Landsret for Fyens Stift med Sæde i Odense.

4.    Den nordjydske Landsret for Ålborg, Hjørring og Randers Amter med Sæde i Ålborg.

5.    Den mellemjydske Landsret for Viborg, Thisted og Ringkjøbing Amter med Sæde i Viborg.

6.    Den sydjydske Landsret for Vejle, Århus og Ribe Amter med Sæde i Vejle.

Landsretterne påkjende som 1ste Instants (i Strafferetsplejen tildels under Medvirkning af Rævninger) alle Domssager, som ikke undtagelsesvis ere henlagte til Underretterne eller særlige Retter. Under Landsretternes Domsmyndighed er fremdeles indbefattet Påkjendelse i 2den og ordentligvis sidste Instants af de til Underretterne henlagte Domssager og øvrige judicielle Forretninger, førsåvidt Retsmidler kunne anvendes i Sagen. Endelig kan Foretagelse af Forundersøgelse og andre akcessoriske Retshandlinger i Straffesager, hvis Påkjendelse horer under Landsretten, undtagelsesvis overdrages til et Medlem af denne. — Landsretterne bestå med Undtagelse af den nordsjællandske, som tæller 16 Medlemmer, hver af en Formand og 8 andre Medlemmer foruden det fornødne Skriverpersonale. Doms Afsigelse ved Landsretterne udkræver i Almindelighed 5 Dommere. Til Sagernes Behandling består der ved hver Landsret foruden Hovedafdelingen en særlig Afdeling (ved den nørdsjællandske Landsret to særlige Afdelinger), under hvilken de Sager, som ind-bringes for Retten i Henhold til Lov om Strafferetsplejen, ere henlagte. De særlige

Afdelinger holde regelmæssig tilbagevendende Samlinger, den nordsjællandske Landsrets første særlige Afdeling een Gang i løbet af hver Måned i Kjøbenhavn, de øvrige særlige Afdelinger een Gang hver tredie Måned på forskjellige Steder i Landsretskredsen. I disse Samlinger skulle Straffesager, der ere henviste til Hovedforhandling med Nævninger, behandles, medens andre til Hovedforhandling henviste Straffesager kunne foretages såvel i de regelmæssige Samlinger som i den særlige Afdelings Møder ved Rettens Sæde mellem Samlingerne.

Landsretskredsene inddeles i Under retskredse, af hvilke een, omfattende Kjøbenhavn og Københavns Amtsrådskreds, henlægges under Kjøbenhavns Stadsret, der består af en Formand og 12 andre Medlemmer og be» handler de til den henlagte Sager gjennem 12 Kamre, hvert beklædt af en enkelt Dommer. De øvrige Underretskredse, hvis grænser ikke ere fastsætte i Forslaget, men hvis Antal formenes at måtte falde mellem 50 som Minimum og 58 som Maximum, underlægges By- og Herredsretter, hver bestående af en Dommer og en Retsskriver. Underretternes Virkekreds omfatter Påkjendelse i 1ste Instants af de Domsfager, som ifølge de tvende Lovudkast om Retsplejen særligt ere henlagte til dem, Ledelse af Forundersøgelsen i Straffesager, Fogedforretninger, Skifteforvaltning i det Omfang, som Lovudkastet om den borgerlige Retspleje bestemmer, samt Bestyrelse af Thinglæsningsvæsenet og Nota- rialsorretninger. Endvidere er Varetagelsen af enkelte af de administrative Forretninger, som efter den gjældende Ret ere henlagte til Herredsfogden, Birkedommeren eller Byfogden, undtagelsesvis forblevet hos Underretterne (§ 25 Litr. d og cl), medens disse iøvrigt ere fritagne for den Underdommerne hidtil påhvilende Forvaltningsvirksomhed, derunder navnlig Politivæsenet.

Instantsernes Antal indskrænkes til to. De nuværende Landsoverretter i Kjø- benhavn og Viborg bortfalde. Derimod vedbliver Højesteret med det samme Antal Dommere som hidtil at være øverste Instants i alle Sager med de Begrænsninger, som

følge af de i Lovudkastene om Retsplejen nærmere givne Regler om Påankens Gjenstand

og Indhold. I Sagers Afgjørelse ved Højesteret deltage, forfåvidt intet Andet særlig er foreskrevet, mindst 9 Medlemmer af Retten. — Ordentlige Medlemmer af Højesteret kunne for et Tidsrum af 5 År ad Gangen beskikkes til Formænd for Landsretters særlige Afdelinger under disses regelmæssige Samlinger. Hvad angår særlige og extraordinære Retter, forbliver det med Hensyn til Rigsrettens, Sessionernes, de geistlige og mi-litære Retters Ordning ved de gjældende Regler. Derimod bortfalder Sø- og Handelsretten i Kjøbenhavn; men i Stedet herfor træder efter Udkastet den Ordning, at den nordsjællandske Landsret og Kjøbenhavns Stadsret i Sø- og Handelssager tiltrædes af Sø- og handelskyndige Dommere, for en lignende Tilkaldelse af Sø- og handelskyndige Dommere også ved andre Retter åbner Udkastet Vejen. Endelig bortfalder Regjeringens Net til, udenfor den militære Retspleje, at anordne extraordinære Retter, dog med Forbehold af den bestående Adgang til undtagelsesvis at overdrage Konkursboers Behandling til Skiftekommissarier.

Som allerede antydet i de indledende Bemærkninger til Udkastet er nødvendigheden af den gjennemgribende Omordning, der så ledes er bragt Forslag, navnlig begrundet i den i Kommissionens Lovudkast angående Rettergangsmåden gjennemførte Grundsætning, at den Ret, der dommer i Hovedsagen, selv umiddelbart må se og høre Vidnerne og de andre Beviser i Sagen (Mundtligheds- eller rettere Umiddelbarhedsprincipets Gjnnemførelse i Henseende til Bevisførelsen), og denne Grundsætnings Konsekventser i Henseende til Retsmidlerne. Når det i Overensstemmelse hermed må fastholdes, at Appel i egentlig førstand er umulig overfor den i første Instants trufne Afgjørelse af Bevisspørgsmålet, og at det som Negel heller ikke kan tilstedes Parterne at forhandle Sagen fra ny af for overordnet Ret, er det indlysende, at Houedvægten må lægges på Sagens Behandling i første Instants, så at

der allerede på dette Trin bor tilvejebringes al den Betryggelse for en retfærdig Afgjørelse, som det overhovedet er muligt for Staten at yde. Dette Hensyn påvirker ikke blot Procesmådens Indretning, men må også udøve sin Indflydelse på Retsørganisationen I skarp Modsætning til det bestående System, der ved en udstrakt Adgang til Appel søger at bøde på de Ulemper, som følge af Underretternes mindre betryggende Organisation, fører den nye Rettergangs Princip til at give Domstolene i Første Instants en sådan Indretning, at de frembyde tilstrækkelig Garanti for, at den endelige upåankelige Afgjørelse af Bevisspørgsmålet kan betroes dem. Derfor er det en Nødvendighed, at kollegiale Domstole blive de egentlige Bærere af Retsplejen i Første Instants. Ved regelmæssig at henlægge Retssagers endelige Afgjørelse til en Enkeltdommer vilde man opgive en Garanti, som det i alle civiliserede Stater er blevet anset nødvendigt at fastholde under en eller anden Form. Allerede det flyg- tigste Blik vil vise, at en sådan Ordning vilde falde langt under Lavmålet af de Fordringer, der må stilles til Reorganisationen, når Borgernes Rettigheder skulle være blot nogenlunde betryggede*). Tages det derhos i Betragtning, at den hos os bestående og fra gammel Tid nedarvede Ret giver Adgang til at fåe enhver ikke ganske ubetydelig Retssag prov?t i sin Helhed af to kollegialt besatte Instantser, kan det fåmeget mindre drages i Tvivl, at man ved Indførelsen af et Rettergangssystem, som med Hensyn til Bevisspørgsmålets Afgjørelse

kun kjender een Instants, må kræve dennes kollegiale Besættelse. Medens det herefter tor betragtes som unødvendigt på dette Sted at gå ind på en nærmere Udvikling af de Fortrin, kollegiale Domstole iøvrigt frembyde overfor Enkeltdommere, skal det derimod fremhæves, at den Sikkerhed i Retsplejen, som en kollegial Organisation af Domstolene kan og bor give, ikke er vundet blot derved, at flere Dommere kaldes til at deltage i Sagernes Afgjørelse. Navnlig er det klart, at den fulde Garanti ikke kan opnåes gjennem Retter, hvis Medlemmer kun periodisk troede sammen til Kollegialretssagers Behandling, men iøvrigt hver for sig have andre forskelligartede Forretninger. Først da vil Kollegialsystemets Fortrin ret kunne gjøre sig gjældende, når de Retter, gennem hvilke det virker, organiseres som faste, stående Institutioner, besætte med Dommere, som særligt egne sig for den dømmende Retspleje og udelukkende anvende deres Kræfter på denne. Kun under disse Forudsætninger vil der udvikle sig den rette Samarbejden og den Tradition ved Retten, som er en så væsentlig Støtte for Retsplejens Sikkerhed og Pålidelighed. Ligesom Udkastet i Overensstemmelse hermed har indrettet de kollegiale Retter i Første Instants som faste Domstole med et særskilt Dommel personale (Landsretter), således kræver det fremdeles en nogenlunde rundelig Besættelse af disse for at gjøre det muligt, at et ikke ganske ubetydeligt Antal Dommere kan deltage i hver enkelt Sags Behandling, en Fordring, der navnlig må fastholdes som Betryggelse for Bevisspørgsmålets grundige og alsidige Prøvelse. Idet der forøvrigt med Hensyn til Landsretternes nærmere Indretning må henvises til det følgende, skal endnu kun bemærkes, at de ovenfor angivne Fordringer til deres Organisation gjøre sig gjældende såvel i Strafferetsplejen som i den borgerlige Retspleje; thi de Følge af et for begge Dele af Processen fcelles Princip. Særligt fremhæves, at Nævningeinstitutionens Anvendelse i visse Straffesager ikke gjør den foreståede kollegiale Organisation af Første Instants unødvendig for Strafferetsplejens Vedkommende. Dels vil det hverken ifølge principielle Betragtninger være rigtigt eller af

praktiske Hensyn muligt at udstrække Nævnningesagernes Område få vidt, at alle de øvrige Straffesager kunne henvises til Enkeltdommere, dels vil der selv i Nævningesager altid blive meget vigtige Spørgsmål, ved hvis Afgjørelse der må stoles på de retskyndige Dommere. Dette gjælder for det første om Strafudmålingen, der alene tilfalder dem. Men dernæst have de retskyndige Dommere også med Hensyn til Afgjørelsen af Spørgsmålet om den Sigtedes Skyld, en særdeles vigtig medvirkende Rolle. Ifølge det Synspunkt, hvorfra Straffeprocesudkastet ordner Nævningeprocessen, skal nemlig Anvendelsen af nævn ikke berøve den Anklagede noget af den Garanti, som Afgjørelse ved retskyndige Dommere frembyder, men tilvejebringe en yderligere Betryggelse imod en Domfældelse på utilstrækkeligt Grundlag. Herefter tilfalder der da også i Nævningesager de retskyndige Dommere en Medvirkning ved Bevisprøvelsen, der gjør det umuligt at opgive den Betryggelse, der ligger i en kollegial Besættelse as Dommerbænken.

Når hensees til de store Kræfter i forskellige Retninger, hvorpå Organisationen af de kollegiale Retter i Første Instants gjør Krav, er det indlysende, at der kun vil kunne oprettes et meget begrænset Antal, og at der som Følge heraf må tildeles hver enkelt Landsret en særdeles udstrakt Retskreds. Allerede af denne Grund vil Behandlingen ved Landsretterne blive altfør besværlig og kostbar i så« danne Sager, hvis Gjenstand er af mindre Betydning. Ligesom Rettergangslovene for disse Sager anordne en simplere Procedure end den almindelige i det Ojemed at bane Vej til en så hurtig og billig Afgjørelse som mulig, således fore de samme Hensyn På Retsorganisationens Område til at henlægge Småsagers Behandling til forregne, for mindre Retskredse organiserede Domstole (Underretter), beklædte af Enkeltdommere. Sådanne Retter frembyde ganske vist kun en ufuldkommen Garanti for Sagernes rigtige Afgjørelse, men findes desuagtet næsten allevegne ved Siden af de kollegiale Retter i første Instants og kunne heller ikke undværes hos os. Vel må der af Hensyn til Underretsbehandlingens Ufuldkommenbed som Regel åbnes den Part,

der er misfornøjet med Underdommerens På- kjendelse af Sagen, Adgang til at procedere den fra ny af ved Landsretten og således erhverve en ligeså betryggende Afgjørelse som den, der i større Sager opnåes strar ved den første Rets Behandling. Men da Erfaringen viser, at Parterne i de fleste Småfager flå sig til Ro ved Underrettens Dom, vil Under-retsbehandlingen desuagtet have sin store Betydning. Endelig fremhæves, at det her omhandlede Led i Retsørganisationen også fra en anden Side betragtet viser sig at være nødvendigt for Retsplejen, idet der udenfor Domssagerne er et stort Antal judicielle Forretninger, som dels på Grund af Afstands-førholdene dels af Hensyn til, at de efter deres Beskaffenhed i Almindelighed udføres bedst af en Enkeltmand, ikke bor henlægges til de kollegiale Retter, men naturlig Tilfælde Underdommeren f. G,r. Forundersøgelse i Straffesager, Skifteforvaltning og Fogedforretninger.

Medens Udkastet i Overensstemmelse med Foranstående kræver et dobbelt System af Retter i første Instants (Landsretter og Underretter), vil der på den anden Side i den nye Ordning kun være Trang til een Appel-instants. Ligesom det i Sager, der påkjendes af Landsretten i første Instants, åbenbart vil være tilstrækkeligt, at den begramsede Prøvelfe af Landsretsdomme, som er forenelig med Umiddelbarhedsgrundsætningen, kan finde Sted een Gang for en Ret, hvis Besættelse frembyder særlige Garantier, således vil der i Henseende til Underretssager, som ere indankede for og afgjorte ved Landsretten, kun rent undtagelsesvis være Grund til at tilstede videre Påanke. Der vil således ingen Vanskelighed være ved at famle alle Landsretterne under een Appelret (Højesteret), der altså tillige vil tjene til at bevare den Retsenhed, som i større Retsterritorier med flere sideordnede Appel-retter må søges opnået ved en særligt herpå beregnet Overinstants.

Endnu bemærkes, at det ikke i Kommissionen har været Gjenstand for Meningsulighed, at en Rettergangsmåde, som gjennemfører Mundtlighedsprincipets Konsekvenser på Bevisførelsens Område nødvendig forudsætter en på Grundsætningerne i det forelig-

gende Udkast bygget Domstolsorganisation og navnlig gjør Krav på kollegialt organiserede Retter i første Instants. Det samme langt overvejende Flertal i Kommissionen, som har anset det for rigtigt at indføre en på Umiddelbarhedssystemet hvilende Procesmåde, har derfor også i Hovedtrækkene bifaldet*) den gennemgribende Omdannelse af den nuværende Retsorganisation, som Udkastet indeholder. Om at bygge på den bestående Ordning af Domsmagten og navnlig på de nuværende Retter i Første Instants blot med de Forandringer, som Indførelsen af Nævn og Rets-plejens Adskillelse fra Forvaltningen må medføre, har der i Kommissionen alene været spørgsmål fra det af enkelte Medlemmer fastholdte Synspunkt, at Mundtlighedsprincipet i den nye Rettergangsmåde nærmest kun skulde gjennemføres, forsåvidt angår den egentlige Pladering, men derimod ikke eller i al Fald kun ufuldstændig bringes til Anvendelse på Bevisførelsens Område. Idet der med Hensyn til denne Modsætning må henvises til de.i nærmere Udvikling, der er givet i Motiverne til de tvende Lovudkast om Retsplejen**), stal her kun fremhæves, at der selv under Forudsætning af en således begrænset Mundtlighed kan anføres vægtige Hensigtsmæssig-hedshensyn for ikke i den nye Proces at bygge på den gamle Retsorganisation. Navnlig synes det klart, at Påkjendelsen af alle betydeligere Sager allerede i Første Instants bor henlægges til kollegialt sammensætte Retter. Thi da det ikke kan påregnes, at Parterne

i sådanne Sager ville flå sig til Ro ved en Enkeltdommers Afgjørelse, men netop som Regel må forudsættes, at de ville benytte den frie Adgang til at procedere Sagen påny for overordnet Ret, der ifølge Mundtlighedsprincipet må stå dem åben, vil i disse Tilfælde Underretsbehandling ved en Enkeltdommer i Almindelighed blive et unyttigt Skridt, der kun Medfører Tidsspilde og Omkostninger så vel for Parterne som for det Offentlige. Det vil derfor også findes, at der selv i de Lande, hvor Mundtlighedsprincipet ikke har gjennemtrængt Bevisførelsen, men alene gjør sig gjældende med Hensyn til den egentlige Plædering, næsten allevegne er indrettet kollegiale Domstole i Første Instants til Påkjendelse af de betydeligere Sager.

Hvad angår Stoffets Ordning i nærværende Afsnit, er en Oversigt over Rigets Inddeling i retslig Henseende stillet i Spidsen for dette (Kapitel I.) Derefter Følge i Kapitel II. Hovedbestemmelserne om de forskjellige Retters Organisation og Virkekreds. Endelig gives der i Kapitel III. Forskrifter om Beskikkelsen af Dommere, Retsskrivere og det underordnede Personale ved Retterne samt om Dommeres og Retsskriveres Ansvar for deres Embedshandlinger og den Tilsynsmyndighed, de ere undergivne.

Om Rigets Inddeling i retslig Henseende.

Efter Udkastets System bliver der på Retsplejens første Trin Spørgsmål om en dobbelt Inddeling af Riget, dels i Landsretskredse, dels i Landerretskredse. Hensynet til, at Landsretterne fungere som Overinstants i de til Underretterne henlagte Sager, gjør det imidlertid nødvendigt at sætte de nævnte to Inddelinger i en sådan Forbindelse med hinanden, at hver Landsretskreds kun kommer til at omfatte fulde Underretskredse. I Overensstemmelse hermed fastsættes det i §§ 1 og

2, at Riget inddeles i Landsretskredse, disse atter i Underretskredse.

Ved Fastsættelsen af Landsretskredsenes Antal og Afgrænsning har Kommissionen måttet tage forfkjellige og tildels indbyrdes modstridende Hensyn i Betragtning. Når hensees til Statskassens Tarv og Vanskeligheden ved at finde de personlige Kræfter, hvorpå den mundtlige Rettergang gjør Krav, er det i høj Grad ønskeligt at kunne indskrænke sig til Oprettelsen af ganske få kollegiale Domstole. Disse Hensyn have såmeget større Betydning, som Erfaringen fra andre Lande noksom har godtgjort, at de Fordele, der tilsigtes ved en kollegial Organisation af Ret« terne, kun højst ufuldstændig opnåes gjennem meget små og fattigt udstyrede Dommerkol- legier. Hertil kommer endnu, at det af flere« Grunde må onskes, at Landsretternes Sæde, forsåvidt det på nogen Måde lader sig z gjøre, henlægges til Byer, der danne naturlige Midtpunkter for en større Befolkning og som sådanne frembyde de fornødne ydre Betingelser for et fyldigere Liv i intellektuel og materiel Henseende. Ligesom dette er onskeligt af Hensyn til Retten, således er det også en nødvendig Forudsætning for, at der ved Landsrettens Sæde kan danne sig en Kreds af Sagførere, der virkelig er i Stand til at fyldestgjøre de Fordringer, den mundtlige Rettergang stiller til Sagførelsen. På den an-, den Side må Domsmagtens Centralisation nødvendigvis holdes indenfor visse grænser, ikke blot af Hensyn til Forretningsmassen, men tillige og fornemmelig på Grund as den uforholdsmæssig store Besvær og Bekostning, som Landsretsjurisdiktionens Henlæggelse til eet eller nogle ganske få Centralpunkter vilde påføre Borgerne. Herved tænkes ikke så meget på selve Parterne. Da det allerede af andre Grunde sågodtsom aldrig vil blive Tilfældet, at disse selv føre deres Sag for Landsretten, vil det, hvad borgerlige Retstrætter angår, udenfor de Tilfælde, i hvilke der bliver spørgsmål om personlig Afhørelse c>f Parten, i Reglen ikke være af stor Betydning for denne, om Sagen føres i noget større eller mindre Afstand fra hans Hjem. Ligeledes vil dette Hensyn troede i Baggrunden

for Straffesagers Vedkommende i alle de Tilfælde, hvor Sigtede er fængslet. Af stor Betydning fåvel i borgerlige Retstrætter som i Straffesager er derimod Hensynet til Vidner samt Syns- og Skjønsmænd, der ifølge det nye System i Almindelighed personlig skulle Møde for selve den dømmende Ret. Det må derhos erindres, at den Byrde, en vidtgående Centralisation af Retsplejen på lægger Borgerne, hos os vil blive såmeget mere følelig, som Befolkningen under den nuværende Retsforfatning er blevet vant til at have sit Værnething i meget stor nærhed. Af de Hensyn, der således rejse sig imod hinanden ved Spørgsmålet om Landsretternes Organisation, har Kommissionen troet at burde stille Befolkningens Interesse i, at Adgangen til Landsretterne lettes såmeget som muligt, i første Række. Fra dette Synspunkt har man for det første bestemt sig til ikke at føreflå Landsretternes Antal sat under 6: 2 for Sjællands og Lolland-Falsters Stifter, 1 for Fyens Stift og 3 for Jylland. Men dernæst har man i Forbindelse hermed for visse Sager forestået en særlig Foranstaltning, som for Sammenhængens Skyld allerede på dette Sted skal berøres, skjønt den fuldstændige Udvikling først kan gives i Bemærkningerne til næste Kapitel ved den øvrige Fremstilling af Landsretternes Organisation. Herved sigtes til den Ordning, at der ved hver Landsret er indrettet en rejsende Afdeling, for hvilken Hovedforhandlingen i Nævningesager og efter Omstændighederne også i andre Straffesager føre« går. Gjennem denne Ordning ville de Ulemper for Befolkningen, som Landsretskredsenes store Udstrækning kunde have til Fvlge, i en væsentlig Grad formindskes for de Sagers*) Vedkommende, i hvilke Byrden vilde blive

føleligst dels af Hensyn til den mere fremtrædende Rolle, Afhørelse af Vidner faktisk spiller i disse Sager, dels, hvad særligt Nævningesager angår, på Grund af det store Antal Personer, som Nævnets Dannelse sætter i Bevægelse. Disse Hensyn gjøre sig enten slet ikke eller kun i langt ringere Grad gjældende i den borgerlige Retspleje. Ligesom der ikke på dennes Område gjøres Brug af Nævn, således vil Vidneførsel her dels mindre hyppigt komme til Anvendelse, dels ikke medføre så folelig en Byrde, både fordi Grundsætningen om Vidners Afhørelse for selve den dømmende Ret her ikke behøver at gjennemføres med så vidtgående Konsekvents som i Straffesager, og fordi der i borgerlige Sager som oftest vil være en større Villighed hos Vidnerne til at opfylde deres Vidnepligt. Da derhos en borgerlig Domfags Behandling udenfor Rettens faste Seede meget let kan medføre betydelige Ulemper for Dommere og Sagførere, har man — bortset fra Bornholm, hvis afsides Beliggenhed gjør en Undtagelse nødvendig — ikke troet at burde føreslå de rejsende Landsretsafdelinger anvendte på dette Område.

Med Hensyn til den nærmere Afgrænsning af Landsretskredsene bemærkes følgende:

Medens Kommissionen har anset det for utvivlsomt, at Fyens Stift ifølge sin Beliggenhed og Folketal bor udgjøre en egen Lands« retskreds med Retssæde i Odense, har det været Gjenstand for nærmere Overvejelse, om ikke Sjællands og Lolland-Falsters Stifter kunde slåes sammen til een Landsretskreds med Hovedsale i Kjøbenhavn, en Ordning, der vilde gjøre det muligt at spare een af de i Udkastet beregnede Landsretter, imod at der

gaves den Kjøbenhavnske Landsret en mindre betydelig Udvidelse. Efter Kommissionens Formening vilde en sådan Sammenlægning dog frembyde overvejende Betænkelighed af Hensyn til Afstandsforholdene. Når disse sammenholdes med de Afstande, der ifølge de tvende Lovudkast om Retspelejen fastholdes som Grænser for Vidnernes Mødepligt udenfor Nævningesager, vil det nemlig sindes, at hele Lolland og Største« delen af Falster under den angivne Forudsætning falde udenfor Grænsen. Da det på den anden Side imidlertid er indlysende, at Maribo Amt er for lille en kreds til alene at kunne bære en Landsret, har man fundet det rettest at førene det nævnte Amt med de to sydsjællandske Amter, hvis Territorium vel uden nogen væsentlig Tilsidesættelse af det ovenfor fremhævede Afstandshensyn kunde hen« lægges under en Landsret med Sæde i København, men på den anden Side dog for Størstedelen allerede ligger i en så betydelig Afstand fra Hovedstaden, at det også for disse Amters Vedkommende er ønskeligt at have en Landsret i større nærhed. For den således sammensætte sydsjællandske Landsretskreds synes Vordingborg som den By, hvor- igjennem Sjællands Hovedforbindelse med Lol- land-Falster går, at måtte blive det naturlige Retssæde. Til den nordsjællandske Landsret bliver der herefter tilbage foruden Kjøbenhavn, hvor Retten har sit Sæde, de tre nordsjællandske Amter samt Bornholms Amt, hvilket sidste med Hensyn til, at dets Forbindelse med Sjælland går over Kjøbenhavn, rettest henlægges til den der værende Landsret. Hvad endelig angår Jylland, har man ikke troet at kunne give denne Provinds et mindre Antal Landsretter, end der er tildelt Dstifterne. Selv under denne Forudfætning vil der på Grund af hin Landsdels store Udstrækning være flere Vanskeligheder at overvinde, og navnlig vil det ikke kunne undgåes, at adskillige ikke ganske ubetydelige Landstrækninger komme i noget større Afstand fra Retssædet i den Kreds,hvor« til de hore, end den, man har anset det for rigtigt at sætte som almindelig Gramse for Vidners Mødepligt. Til den nordjydske Landsretskreds med Retssæde i Ålborg må selvfølgelig henlægges Hjørring og Ålborg Amter; for at

skaffe Kredsen et forholdsmæssigt Folketal, har man hertil endvidere føjet Randers Amt, uagtet en Del af dette ligger temmelig fjernt fra Rettens Sæde. Thisted Amt horer derimod naturligst til den mellemjydske Kreds med Retssæde i Viborg, idet den Samfærselslinie, hvorved det Nævnte Amt er knyttet til det øvrige Land, netop går gjennem Viborg. Foruden Thisted og Viborg Amter er der til den mellemjydske Landsretskreds endnu henlagt Ringkjøbing Amt, med hvilket Viborg har en god Forbindelse gjennem den vestjydske Jernbane. Endelig ere Århus, Veile og Ribe Amter samlede til en sydjydsk Landsretskreds med Retssæde i Veile, der gjennem den ost« jydske og sydjydske Bane har en let Forbindelse med alle Kredsens Dele.

Endnu bemærkes, at efter den i Udkastet optagne Inddeling vil Folketal og Areal i de enkelte Landsretskredse stille sig således*):

Arealigeogr. Folketal. Kvadratmile.

1.    Den nørdsjællandske

Landsretskreds . . . 487,720. c. 86 V2.

2.    Den sydsjællandske Landsretskreds . . . 272,591. c. 87.

3.    Den fyenste Landsretskreds ......236,311. c. 62.

4.    Den nordjydske

Landsretskreds . . . 274,932. c. 148.

5.    Den mellemjydske

Landsretskreds . . . 219,562. c. 167'/2-

6.    Den sydjydske Landsretskreds......293,625. c. 142 /2-

I Gjennemsnit vi! der efter Udkastet altså blive en Landsret for omtrent hver 116 Kvadratmile og 297.000 Indbyggere. Til Oplysning om, hvorledes Forholdet i så Hen- seende stiller sig i de Lande, der med Hensyn til deres Retsorganisation og øvrige Forhold nærmest egne sig til en Sammenligning**), anføres:

På hver Kollegialret i 1ste Instants falde gjennemsnitlig i:

«°"""' Kvadratmile.

Frankrig........   101,000.     27.

De gammel - preussiske

Provindser..... 51,000.      15.

Rhinprovindserne. . . .   325.000.     38.

Hannover.......   160,000.     58.

Holsten........   179,000.      52.

Slesvig........   218,000.     78.

Som tidligere bemærket er man ved Udkastets ovenfor fremstillede Ordning gået ud fra, at det Hensyn, der måtte have Krav på først og fremmest at komme i Betragtning, var at lette Befolkningen Møderne for Landsretten såmeget, som det overhovedet er føreneligt med det nye System. Derimod er det ikke undgået Kommissionens Opmærksomhed, at det under Forudsætning af, at dette Hensyn kan troede noget tilbage, vil være muligt at opnå Fordele i andre Ret« ninger, navnlig en ikke ubetydelig Besparelse for Statskassen. Resultaterne af Kommissionens Overvejelser i så Henseende føreligge i de Udkastets Motiver vedhæftede Forflag I—IV, der ere udarbejdede til Anskueliggørelse af de Muligheder, som her frembyde sig. Herefter vil Besparelse kunne vindes ad to forskjellige Veje. For det Første kan der være Spørgsmål om at opgive de rejsende Afdelinger (bortset fra Bornholm), medens man bevarer samme Antal Landsretter og samme grænser for de disse underlagte Kredse, som Udkastet har. Denne Vej går Forslag I, som hviler på den Anskuelse, at der, når hensees til den over« ordentlig stærke og stadig stigende Ud« vikling af Samfærselsmidlerne, allerede gjennem Oprettelsen af 6 Landsretter på dertil egnede Steder i Riget vil opnåes en Retsordning, som uanset de rejsende Afdelingers

Bortfalden lader sig gjennemføre, uden at der stilles for store Krav til Befolkningens Tid og personlige Krcrfter. Gjennem en få dan Forandring i Udkastets System vil det blive muligt ved hver Landsret — med Undtagelse af den nordsjællandske, for hvis Vedkommende Hensynet til Forretningsmassen og de periodiske Samlinger på Bornholm neppe tilstede at gå ned under det i Udkastet fastsætte Medlemstal — at spare de tre Landsretsdommers, som i Udkastet ere beregnede særligt til Besættelsen af den rejsende Afdeling. Den anden Udvej, som frembyder sig, er at indskrænke Landsretternes Antal, medens de rejsende Afdelinger bibeholdes i større eller mindre Udstrækning, alt eftersom Retternes Tal nedsættes mere eller mindre. Med Hensyn til den Forøgelse af Landsretskredsenes Udstrækning, som en Forandring af Udkastet i denne Retning vil medføre, måtte der da efter Kommissionens Formening åbnes Adgang til, at undtagelsesvis også borgerlige Retstrætter kunne henvises til Behandling ved den rejsende Afdeling, forsåvidt det med Hensyn til føre« stiaende Bevisførelse skjønnes hensigtsmæssigt, at Hovedforhandlingen i Sagen føregår udenfor Rettens Sæde. Når Organisationen iøvrigt blev sådan, at Anvendelsen heraf virkelig kun blev en Undtagelse, vilde man vel være i Stand til at undgå de Ulemper, der, som ovenfor berørt, i Almindelighed ere forbundne med borgerlige Domssagers Forhandling udenfor Rettens faste Sæde. Denne Vej, som ikke blot giør en Formindskelse af det i Udkastet beregnede Antal Landsretsdommers*) mulig, men tillige har det Fortrin at undgå de Ulemper, der ere forbundne med Landsretters Henlæggelse til ganske små Byer, er fulgt i Forslagene II-IV, som indskrænke Landsretternes Antal henholdsvis til 5, 4 og 3. Forflag II adskiller sig i det væsentlige kun

derved fra Forslag I, at de to sjællandske Landsretter ere flanede sammen til een Ret (på 19 Medlemmer) med Sæde i Kjøbenhavn, og at der ved denne er indrettet en rejsende Afdeling for Sorø, Præstø, Maribo og Bornholms Amter. førstagene III—IV gå videre og nedsætte tillige Antallet af de for Jylland beregnede Landsretter, henholdsvis til to (med Sæde i Ålborg og Århus eller Fredericia) og een (med Sæde i Viborg). På den anden Side skal der efter disse Forflag også for Jyllands Vedkommende gjøres Brug af rejsende Afdelinger. Herefter vilde denne sidste Institution altså kun bortfalde ved den fyenske Landsret, for hvis Vedkommende den også bedst kan undværes på Grund af Retskredsens mindre Udstrækning og Odenses centrale Beliggenhed.

Endnu står tilbage at omtale Underretskredsene. Medens spørgsmålet om disses Afgrænsning iøvrigt er henvist til Afgjørelse ved Kgl. Anordning, er det i Overensstemmelse med de ældre Udkast i § 2 andet Stykke flået fast, at Staden Kjøbenhavn og Kjøbenhavns Amtsrådskreds tilsammen skulle udgjøre een Underretskreds, dog med det Forbehold, at sådanne Dele af Kjøbenhavns Amtsrådskreds, hvis Beliggenhed gjør det hensigtsmæssigt, ved Kgl. Anordning kunne indlemmes i andre tilgrænsende Underretskredse. Det vil nemlig først, når disses Sammensætning iøvrigt er fastsat, kunne sees, om en sådan Udskillelse er hensigtsmæssig. Hvad angår Underretskredsenes Antal, har man vel ikke troet at kunne stille et aldeles bestemt førstag, men dog i Udkastet angivet de grænser, indenfor hvilke Tallet efter Kommissionens Skjøn må falde. Herved er man i Overensstemmelse med de ældre førstag gået ud fra, at den føreslåede Adskillelse af Retsplejen fra Forvaltningen, hvorefter Politivæsenet og en stor Mængde andre førskjelligartede Forretninger fra de hidtilværende Underdommere gå over til en særskilt Politimester, nødrendigvis må medføre en meget betydelig Indskrænkning af Underretskredsenes nuværende Antal. Efter Kommissionens Formening vil imidlertid det Antal af 46 Underretskredse — som fastsættes i det Kommissionen til Forhandlingsgrundlag anviste førstag — være

en altfor vidtgående Nedsættelse. På den anden Side har man antaget, at der med Hensyn til den væsentlige Formindskelse af Underretternes Arbejde, som Oprettelsen af kollegiale Retter i første Instants vil have til følge, samt den yderligere Lettelse, som den foreslåede Indførelse af særlige Retsskrivere vil yde Underdommeren, kan vane spørgsmål om nogen Nedsættelse af det Antal (58) Underretskredse, som under Rigsdagens Behandling, af det ovennævnte Regjeringsudkast blev bragt i førstag af Folketingsudvalget, I Overensstemmelse hermed udtales det i § 2 tredie Stykke, at Underretskredsenes Antal fastsættes til ikke under 50 og ikke over 58 (den københavnske Underretskreds heri ikke medregnet).

Om Retterne.

I Spidsen for dette Kapitel er stillet m udtømmende Opregning af de Institutioner, som efter det nye System blive Organer for den dømmende Myndighed i egentlig førstand. Alle hidtil bestående Domstole og Retter ville altså bortfalde, forsåvidt de ikke udtrykkelig ere oprethøldte ved Udkastet. Herved erindres fremdeles, at Udkastet i Modsætning til vor nugjældende Net som almindelig Regel hævder, at den dømmende Myndighed kun kan udøves ved de lovbestemte Domstole. Den Myndighed, Regjeringen hidtil har havt — i Straffesager endogså uden nogen fast Begrænsning — til at nedsætte extraordinære Retter (Kommissioner), må ansees for stridende med den Stilling, som efter almindelig anerkjendte Grund-sætninger bor anvises og ved Grundloven også i andre Henseender er anvist den dømmende Magt. I alle konstitutionelle Stater betragtes det som en vigtig Grundsætning for Retsplejen, at Borgerne ikke skulle finde sig i, at deres Retssager unddrages fra Påkjendelse af de lovbestemte Domstole, og man har herfor i den nyere Tid mere og niere søgt

ganske at komme bort fra de extraordinære Retter. Da derhos de Forhold, som under det gamle Processystem jævnlig kunde gjøre Beskikkelsen af en extraordinær Ret ønskelig og hensigtsmæssig, må antages ikke at ville gjøre sig gjældende i den nye Procesordning, har man ikke taget i Betænkning ved Udkastets § 37 at affkjære Adgangen til Nedsættelse af sådanne Retter. Fra denne Grundsætning er der — borset fra den militære Retspleje, som i det Hele falder udenfor den nye Procesordning — kun tilstedet een Undtagelse (se § 37), svarende til den Bestemmelse, som Konkurslovens § 147 giver om Fallitboers Behandling ved Skiftekommissarier, en Undtagelse, der er så snevert begrænset, at det ikke kan have nogen Betænkelighed at opretholde den.

Endnu bemærkes, at det føreliggende Udkast selvfølgelig ikke berører sådanne Myndigheder, der ikke kunne betragtes som egentlige Organer for Domsmagten, om de end undertiden betegnes som administrative Retter, og om end Behandlingen af de til dem henlagte Sager ganske vist føregår i Former, der ere indrettede i Lighed med de judicielle, såsom Landvæsenskommissioner og lign. For at affkjære enhver Tvivl om dette Punkt er en udtrykkelig Bestemmelse i så Henseende optaget i § 3 sidste Stykke.

Højesteret.

Efter den nye Procesording vil Højesteret vel ikke blot blive en Kassationsret, men dog være udelukket fra at domme om Resultaterne af den i første Instants stedfundne Bevisførelse. Medens denne Begrænsning af Påanken selvfølgelig vil yde Retten en væsentlig Lettelse ved den enkelte Sags Behandling, er det på den anden Side ikke uantageligt, at Ophævelsen af den Mellem-instants, der hidtil havdes i Landsoverretterne i Kjøbenhavn og Viborg, vil have en Foregelse af Højesteretssagernes Antal til følge. Da hertil kommer, at der ved Valget af de Personer, der som Retsformænd skulle lede Nævningesagers Behandling, i al Fald for en

Del bør kunne gjøres Regning på de Kræfter, som findes i Højesteret (fe § 5), har Kommissionen værel enig om, at Rettens Medlemsantal ikke bor formindskes, og at overhovedet den nye Ordning ikke indeholder tilstrækkelig Grund til at føreflå nogen For' andring med Hensyn til Rettens Medlemstal. I Overensstemmelse hermed udtales det i § 6, at Højesteret består af en Formand, 12 andre ordentlige Medlemmer og indtil 12 overordentlige Medlemmer. En sådan Besættelse af Retten vil gjøre det muligt for en ikke uvæsentlig Del at tage Formandene for de særlige Landsretsafdelinger under disses regelmæssige Samlinger fra Højesteret. Herpå må der særlig lægges Vægt, fordi der i Nævningesager stilles Retsformændene en Opgave, som hidtil ikke har været kjendt i vor Ret, og til hvis rette Losning særlige Egenskaber ville udkræves. Det er derfor ønskeligt, at der til dette Formål haves et så stort Antal Dommere som muligt at vælge imellem, og navnlig, at også Højesteretsdommerne kunne anvendes til dette Hverv. Endnu bemærkes, at § 6 indeholder den mindre betydelige Afvigelse fra den bestående Ordning, at et af Rettens ordentlige Medlemmer af Kongen skal beskikkes til som Næstformand at troede i Formandens Sted i påkommmde Tilfælde. Indførelsen af en sådan fast Medhjælp for Formanden vil vistnok vise sig hensigtsmæssig efter den nye Ordning, som i flere Retninger gjør Krav på en større Virksomhed fra Formandens Side og derfor må antages jævnlig at ville gjøre det nødvendigt for denne at overlade en Del af Formandsforretningerne til en Anden. De i §§ 7—9 indeholdte Regler om Antallet af de voterende Dommere, Udførelsen af Skriverforretningerne og Tiden for Retsmødernes Afholdelse stemme i det væsentlige med den nuværende Ordning. Forsåvidt det i § 7 er forudsat, at der er Sager, i hvis Afgjørelse færre end 9 Medlemmer deltage, er herved navnlig sigtet til, at Lovudkastene om Retsplejen i visse Tilfælde sætte en Afgjørelse enten af Formanden alene eller af ham i Forbindelse med to andre Medlemmer af Retten i Stedet for de ældre processuelle Bevillinger, såsom ved Spørgsmål om Med«

delelse af fri Proces, Opreisning osv., se Udkast til Lov om Strafferetsplejen § 108 og Lovudkastet over den borgerlige Retspleje §§ 143, 304, 355 m. fl. Om Adgang for Retten til at tage Beslutninger af den heromhandlede Natur uden at være bundet til de almindelige Mødetider se § 9 sidste Stykke.

II.

Landsretter.

Angående Landsretternes Antal, Sam- mensætningen af Landsretskredsene og Fastsæt« telsen af Landsretternes Sæde er det Fornødne anført i Bemærkningerne til dette Afsnits første Kapitel.

Hvad angår Landsretternes Domsmyndighed dels som første Instants dels som anden In« stants med Hensyn til Underretternes Handlinger og Afgjørelser vedrørende den egentlige Retspleje, henviser § 11 til Lovene om den borgerlige Retspleje og Strafferetsplejen. Hertil knytter Paragrafens sidste Punktum den Bestemmelse, at der for Landsretten kan føres Anke over visse udenfor den egentlige Retspleje faldende Handlinger af Underretten, som også efter den gjældende Ret antages at være Gjenstand for Påanke. Dette finder Anvendelse på Underretternes Handlinger vedrorende Thinglæsningsvæsenet, de i Lov af 23 de Januar 1862 ommeldte Forretninger angående Tiendevederlags Berigtigelse samt Notarialforretninger. At herved ifølge § 11 Besværingsformen (jfr. Udkast til Lov om den borgerlige Retspleje, § 360) bliver at iagttage, stemmer formentlig ganske med de omhandlede Forretningers Natur.

Med Hensyn til den nærmere Indretning af Landsretterne bemærkes følgende:

Til Sagernes Behandling består der ifølge § 14 ved hver Landsret en Hovedafdeling, der udelukkende holder Møder ved Rettens Sæde (Z 19), og en særlig Afdeling (ved den nordsjællandske Landsret 2 særlige Afdelinger), der under Ledelse a? en af Kongen for et Tidsrum af 5 År beskikket Formand træder sammon dels i regelmæssig tilbagevendende Samlinger, og da (med Undtagelse af dc-n norodjællandske Landsrets første særlige Afdeling) ikke blot ved Rettens

Sæde, men som rejsende Retsafdeling (§ 20), dels i Møder ved Rettens Sæde mellem Samlingerne (§ 23). Den nordsjællandske Landsrets første særlige Afdeling (for Kjøbenhavn med Kjøbenhavns Amtsråds reds) holder regelmæssige Samlinger i Kjøbenhavn een Gang i løbet af hver Måned. Samme Rets anden særlige Afdeling (for Roskilde Amtsrådskreds, Frederiksborg, Holbæk og Bornholms Amter) og de øvrige Landsretters sirlige Afdelinger holde regelmæssige Samlinger een Gang hver tredie Måned. På hvilke Steder udenfor Rettens Sæde i vedkommende Kreds de regelmæssige Samlinger skulle holdes, fastsættes ved Bekjendtgjørelse af Justitsministeren (z 20), Ved Lands« retternes Hovedafdelinger behandles ifølge § 14 alle Sager, der efter Loven om den borgerlige Retspleje høre under Landsretten, frem- deles de Besværinger, som i Henhold til den ovenfor omtalte Bestemmelse i § 11 for Landsretten fremsættes over visse udenfor den egentlige Retspleje faldende Handlinger af Underretten, endelig de Sager angående Tilsyn med Dommere og Sagførere, som ifølge §z 50 og 143 afgjøres af Landsretten. Derimod ere alle de Sager, som indbringes for Landsretten i Henhold til Lov om Strafferetsplejen, henlagte til de særlige Afdelinger. I disses regelmæssige Samlinger behandles sådanne Straffesager, som ere henviste til Hovedforhandling med eller uden Nævninger, eller i hvilke der ifølge Påanke fra Underretten stal finde Hovedforhandling med ny Be« visførelse Sted (§20 næstsidste Stykke). Dog kunne de Nævnte Sager — med Undtagelse af de til Hovedforhandling med Nævninger henviste — også føretages i de særlige Afdelingers Møder mellem Samlingerne (§ 21). Til de sidstnævnte Møder er derhos henvist den øvrige Landsretten tilfaldende Virksomhed i Strafferetsplejen, såsom den Prøvelse af Anklagen og videre forberedende Behandling, der i Landsretssager går forud for Henvisningen til Hovedforhandling, Påkjendelse af de til Landsretten indankede Underretsdomme, fmsåvidt der ikke stal finde ny Bevisførelse Sted i Sagen, Afgjørelse af Besværinger imod Underrettens Kjendelser og Beslutninger o. s. v.

Fra den ovenangivne Forretningsfordeling er der dog af Hensigtsmæssighedshensyn gjort nogle Afvigelser af mindre Betydning, fe heroin § 14, 3die og 4de Stykke. Således har Hensynet til, at de sær lige Afdelinger (med Undtagelse af den nordsjællandske Landsrets første Afdeling) jævnlig i længere Tid ville være borte fra Landsrettens Sæde for at holde Ret på andre Steder i Landsretskredsen, fort til den i §14 sidste Stykke givne Bestemmelse, hvorefter de fraværende Afdelingers Hverv i ny indkomne Sager overtages af Hovedafdelingen (for den nordsjællandske Landsrets anden Afdeling af Rettens første Afdeling) i fornødent Omfang. Det Område, på hvilket Hjemmeafdelingen træder i Stedet for den fraværende, vil herefter nærmest blive den forberedende Behandling af de ny indkomne Sager. Forsåvidt Hovedforhandlingens Udskydelse til den færlige Afdelings Hjemkomst efter Omstændighederne vilde medføre en altsor stor Forhaling, indeholder den anførte Bestemmelse imidlertid også Hjemmel for Hovedforhandlingens Foretagelse for den hjemme« værende Afdeling, når undtages Nævningesager, for hvis Vedkommende Hovedforhandling kun kan føretages i de særlige Afdelingers regelmæssige Samlinger (§ 20 næstsidste Stykke shdt med § 21). Den anden Afvigelse består deri, at borgerlige Retstrætter fra Bornholm undtagelsesvis kunne henvises til den nørdsjællandske Landsrets første særlige Afdeling. På Grund af denne Bs fjerne Beliggenhed vil der nemlig i Almindelighed ikke kunne være Spørgsmål om at pålægge Vidner samt Syns- og Skjønsmænd i Sagen at Møde for Hovedafdelingen ved Landsrettens Sæde. Da det på den anden Side er ønskeligt såvidt muligt at fastholde den Grundsætning, at Bevisførelsen stal føregå for den dømmende Ret, har man bestemt sig for den i § 14 angivne Udvej, hvorefter borgerlige Retstrætter fra Bornholm, forsåvidt det med Hensyn til førestående Bevisførelse skjønnes hensigtsmæssigt, at Hovedforhandlingen i Sagen føregår på denne D, kunne henvises til den nørdsjællandske Landsrets anden særlige Afdeling og i så Fald føretages i de regel-

mæssige Samlinger, den Nævnte Afdeling holder på Bornholm til Straffesagers Behandling (§ 14 3die Stykke og § 20 næstsidste Stykke). Til i videre Udstrækning at unddrage Hovedafdelingen Behandlingen af borgerlige Retstrætter fra Bornholm er der ikke fundet Grund, såmeget mindre som Henlæggelsen til den særlige Afdeling på Grund af de større Mellemrum, hvormed dennes regelmæssige Samlinger holdes (jfr. navnlig for Bornholms Vedkommende § 20 3die Stykke i Slutningen), kan medføre en ikke ubetydelig Forhaling.

Med Hensyn til Forholdet mellem Hoved-afdelingen og den særlige Afdeling bemærkes endnu, at disse — som det tilstrækkelig fremgår af Udkastets Bestemmelser — ikke ere at anse for særskilte Retter, men udgjøre Afdelinger af samme Ret. Det er end ikke Udkastets Tanke, at de nævnte Afdelinger skulle danne så skarpt adskilte Dommerkollegier, at Medlemmerne af Landsretten skulde fordeles mellem dem een Gang for alle, hvilket ikke vilde være heldigt, da en afverlende Beskæftigelse med borgerlige Retstrætter og Straffesager erfaringsmæssig for Dommerne selv må ansees for det Dnskeligste. Der er end ikke Noget til Hinder for, at enkelte af Landsrettens Dommere på een Gang kunne være Medlemmer af begge Afdelinger. Bestemmelserne i § 12 om Landsretternes Medlemstal hvile netop på den Forudsætning, at en sådan Dobbeltstilling er mulig. Overhovedet skal den Ordning, at Landsretten virker gjennem forskjellige Afdelinger, ikke være til Hinder for, at Rettens Formand frit kan bruge de forhåndenværende Kræfter på den hensigtsmæssigste Måde, se § 17. Han må derfor også, hvor Forholdene kræve det, kunne tilkalde Dommere, som efter den i et givet Dieblik stedfindende Fordeling ere Medlemmer af en vis Afdeling, til at medvirke ved Behandlingen af Sager, der høre under en anden Afdeling. I Henseende til Besættelsen af Hovedafdeling og særlig Afdeling gjør Modsætningen sig altså væsentligst gjældende deri, at Formandsforretningerne for den førstes Vedkommende i det Hele varetages af den almindelige Formand for Landsretten, medens

den sidste har sin særlige for et Tidsrum af 5 År beskikkede Formand, fe § 15. Ved denne Ordning har man ikke blot tilsigtet at forskaffe Rettens Formand en Lettelse, uden hvilken denne Stilling kunde befrygtes at ville blive uoverkommelig, men også havt for Dje, at der med Hensyn til de særegne Egenskaber, hvorpå Ledelsen af Hovedforhandlingen i Nævningesager gjør Krav, må haves en vis Frihed i Henseende til Valget af den Mand, hvem en sådan Opgave betroes. I Forbindelse hermed står også — som allerede ovenfor berørt i Bemærkningerne til § 5 — Bestemmelsen cm, at Medlemmer af Højesteret kunne beskikke« til Formænd for Landsretters særlige Afdelinger under disses regelmæssige Samlinger. At det ifølge denne Bestemmelse iøvrigt ikke blot er Nævningesager, men også de øvrige til vedkommende Samling henviste Sager, hvis Ledelse tilfalder pågjældende Højesteretsmed« lem, er en Udvidelse*) af Hvervet, som anbefaler sig af Hensigtsmæssighedshensyn. Derimod må det påhvile det Medlem af Landsretten, der ifølge § 15 er beskikket til Formand for den samme særlige Afdeling, at lede Behandlingen af de Sager vedrorende denne, som ikke føretages i de regelmæssige Samlinger, ligesom også i fornødent Fald at træde i det pågjældende Højesteretsmedlems Sted. — Som en anden Ejendommelighed ved Besættelsen af de særlige Afdelinger kan fremhæves, at det fornødne Antal Dommere til Beklædelsen af disse, når Retsmøde holdes udenfor Landsrettens Sæde, ifølge § 12 sidste Stykke kan tilvejebringes derved, at Afdelingen tiltrædes af Dommere, som ikke ere faste Medlemmer af Retten, men for hver enkelt Samling beskikkes af Justitsministeren til den Nævnte Funktion. Om denne i rent økonomiske Hensyn grundede Bestemmelse henvises forøvrigt til hvad der i det følgende bemærkes ved §§ 12 og 16

angående Landsretternes Medlemstal og Antallet af de i Landsretssager voterende Dommere.

Foruden de ovennævnte Formænd for Landsretterne og disses særlige Afdelinger bliver der ifølge § 15 sidste Stykke ved den nørdsjællandske Landsret endvidere for et Tidsrum af 5 År ad Gangen af Kongen at beskikke et Medlem af den Nævnte Ret til Formand ved de Sagers Behandling, som afgjøres under Medvirkning af sø- og handelskyndige Dom« mere. Ved Ophævelsen af sø- og Handelsretten i Kjøbenhavn har man nemlig — som allerede berørt i de indledende Bemærkninger til dette Afsnit — ikke havt til Hensigt at gå bod fra den i Loven af 19de Februar 1861 nedlagte Grundsætning om sø- og handelskyndige Dommeres Deltagelse i Behandlingen af de i bemeldte Lovs §§ 12 og 13 ommeldte Sager. Udkastet opgiver kun den bestående Ordning, forsåvidt denne henlægger de Kjøbenhavnske Sø- og Handelssager til en selvstændig Ret, og sætter i Stedet herfor den Regel, at de Nævnte Sager — alt eftersom de ifølge de almindelige Kompetenceregler i Ud« kast til Lov om den borgerlige Retspleje ere Landsrets- eller Underretssager — blive at behandle henholdsvis ved den nordsjællandske Landsret og Kjøbenhavns Stadsret, medens det i Henseende til disse Retters Tiltrædelse af sø- og handelskyndige Dommere forbliver ved Reglerne i Loven af 19de Februar 1861 (Udkastets § 13 jfr. § 26 2det Stykke). Dog har den Omstændighed, at de Retter, der således ere trådte Stedet for sø- og Handelsretten i Kjøbenhavn, have et større Område i stedlig Henseende end denne, naturlig ført til, at de sø- og handelskyndige Dommeres Medvirkning ifølge Udkastet ikk er begrænset til de Kjøbenhavnste Sø- og Handelssager, men også finder Anvendelse i dem, der ere knyttede til andre Steder i Retskredsen. Hermed står atter i Forbindelse, at der ved §13 er åbnet Adgang til gjennem Kgl. Anordning at fastsætte sådanne Ændringer i Sammensætningen af den i Lov af 19de Februar 1861 § 3 ommeldte Valgforsamling, som gå ud på at give Byrådene udenfor Kjøbenhavn og Kommunalbestyrelsen for Fre-

deriksberg Ret til at vælge et forholdsmæssigt Antal Medlemmer af samme. Hvad angår sø- og Handelssagers Behandling ved de andre Landsretter, har man vel i Betragtning af Forholdenes Forstjellighed ikke anset det for rigtigt i Udkastet at stille Forflag om, at også disse Retter i sø- og Handelssager skulle tiltrædes af sø- og handelskyndige Dommere. På den anden Side er man imidlertid gået ud fra, at Forholdene ville udvikle sig således, at de naturlige Betingelser for en sådan Ordning Indførelse efterhånden i al Fald i enkelte af de betydeligere Handelsbyer ville komme tilstede. For i stige Tilfælde at lette Gjennemførelsen af den omhandlede Ordning har man ikke taget i Betænkning at henvise spørgsmålet om de andre Landsretters Tiltrædelse af sø- og handelskyndige Dommere til Fastsættelse ved Kgl. Anordning, hvorved da Reglerne i Lov af 19de Febr. 1861 ville blive anvendelige med de ved Forholdene på- budte Lempelser, se § 13 i Slutningen, jfr. § 32.

Endnu står tilbage at gjøre nogle Bemærkninger om de i nær Forbindelse med hinanden stående §§ 12 og 16, som give Bestemmelser henholdsvis om Størrelsen af det Dommerpersonale, hvormed Landsretterne i det Hele udrustes, og om det Antal Dommere, som skal deltage i Om enkelte Landsretssags Behandling. Hvad angår det sidst-nævnte Spørgsmål, som det i denne Sammenhæng ligger nærmest at omtale Først, føreskriver § 16, at i Sagers Behandling ved Landsretterne deltage efter Omstændighederne 5 eller 3 Dommere, sidstnævnte Antal dog kun i de Tilfælde, hvor det i Lovene om Retsplejen særligt er bestemt. Som almindelig Regel fastholder Udkastet altså, at der til Landsretssagers Behandling udkræves et Kollegium af fem Dommere.

Ved at opstille denne Regel befinder Udkastet sig i Overensstemmelse med, hvad der gjennemgående er almindeligt i de nyere Lovgivninger på Europas Fastland. Vel findes der mange Love, der kun kræve et Kollegium af tre Dommere ved Retterne i Første Instans. Men om disse gjælder det da, at de netop ikke afgjøre Bevisspørgsmålet

upåankelig. Med disse Retter kunne derfor Udkastets Landsretter ikke sammenlignes. Hine Love have ikke gjennemført Umiddelbarhedsprincipet i det, som er Hovedpunktet, nemlig Bevisprøvelsen. Det er med Kollegialdomstolene, i 2den Instants som de efter disse Love ere indrettede, at Udkastets Landsretter nærmest måtte sammenlignes, og i dem fordres et Kollegium mindst af 5. Forsåvidt derimod i nyere Love og Udkast Mundtlighedsprincipets Konsekventser med Hensyn til Afgjørelsen af Bevisspørgsmålet er gjennemført, er det også i disse anset for en Nødvendighed, at det Dommerkollegium i Første Instants, der herefter endelig afgjør Bevisspørgsmålet, ikke kan bestå af færre end 5 Dommere. Denne Fordring er, hedder det i Motiverne til det af Forbundsrådet vedtagne og den lydske Rigsdag førelagte Udkast til en Retsforfatning for hele det tydske Rige, § 57, uafviselig, hvor Påanke af Bevisafgjørelsen er udelukket.

Hertil kommer nu fremdeles særlig for Danmarks Vedkommende, at Overgangen fra den bestående Procesordning med dens Adgang til fuld Prøvelse af Sagen gjennem tre Instantser til det nye System med kun een Instants i Henseende til Bevisspørgsmålets Afgjørelse i sig selv vil bryde i den Grad med de tilvante førestillinger om de Garantier, der må kræves for Retsplejens Sikkerhed, at man også med Hensyn til den Indflydelse, det ikke uden Føje kunde have på den almindelige Tillid til Retsplejen, måtte betragte det som meget misligt, ja endog som ligefrem utilrådeligt at gå over til det nye System, hvor rigtigt dette end er i sig selv, når man sætter Antallet af dem, hvis Votering endelig afgjør Bevisspørgsmålet, lavere end det Tal, der i den nugjældende Ret er fastsat allerede for Melleminstantsen.

Det er en Selvfølge, at der aldrig, hvor højt man så vilde sætte Tallet af de Vote-rende, kan opnåes absolut Vished for, at Retten træffer den rette Afgjørelse af Bevisspørgsmålet, få meget mindre som Nødvendigheden byder at lade Flertallet af samstem-

mende Vota gjælde for Rettens Afgjørelse*) Men deraf følger naturligvis ikke, at Tallet er ligegyldigt. I det større Kollegium er der utvivlsomt mere Betryggelse end i det, som tæller et færre Antal Noterende, både af den Grund, at det Minimum af samstemmende Vota, der udkræves til at fastsætte Rettens Resultat, vil være større, og dernæst, hvad der ikke er mindre vigtigt, at det større Antal Voterende giver større Betryggelse for, at enhver Tvivl under den forud gående Rådslagning er kommet til Orde og er blevet taget i tilbørlig Betragtning. En Gramse for den Udstrækning, i hvilken disse Hensyn bor komme i Betragtning, må der selvfølgelig være, og da desuden deres Betydning stedse mere svækkes, jo højere man kommer op i Tallet, vilde altfor vidt drevne Krav i denne Henseende med Rette kunne betegnes som Odslen med Kræfter og Penge. Det tor siges, at et Antal af 5 Dommere udgjør den rette Mellemvej, hvorfor også de fremmede Loves Vid- ' nesbyrd taler, jfr. ovenfor. Derimod er det at indskrænke Fordringen til tre Dommere flet ingen Mellemvej mellem modstridende Hensyn. Det er det knappeste Antal, der overhovedet kan tages, når Afgjørelsen skal træffes af et Kollegium. Det ofrer ethvert andet Hensyn for det økonomifke. Hvis et Samfund skulde ' være så fattigt på personlige Kræfter og finantsielle Midler, at det var nødt til at . sætte Hensynet hertil over alt andet, og derfor måtte lade sig nøje med det lavest tænkelige Tal, så vilde det vistnok være et spørgsmål, om det overhovedet skulde indlade sig på at gjennemføre Umiddelbarhedsprincipet. Thi det er i det Mindste tvivlsomt, om det, der vandtes i een Retning af Garanti for Bevisspørgsmålets rigtige Afgjørelse, ikke atter

tabtes, ja mere end tabtes i en anden. Kommissionen antager ikke, at den vil blive modsagt, naar den gaar ud fra, at Danmark ikke befinder sig i den nødvendighed, der vilde stille det imellem disse Alternativer. Man har så meget mindre kunnet tillægge det økonomiske Henfyn nogen afgjørende Vægt, som den Besparelse, man vilde opnå ved at indskrænke de Dømmendes Antal til tre, efter Udkastets Sagsører ikke vilde blive meget betydelig.

Den Regel, at fem Dommere skulle deltage i Landsretssagers Behandling, finder i lige Udstrækning Anvendelse for Straffereisplejens og den borgerlige Retsplejes Vedkommende. Den gjælder for hele Procesområdet som almindelig Regel, og de enkelte Undtagelser, som særligt føreskrives i de trende Rettergangslovudkast, have væsentlig den samme Karakter i begge Udkast. Dette er en naturlig Følge af, at den Sagsører af Retsmiddelsystemet, som indeholder den afgjørende Grund til den foreslåcde Organisation af Landsretterne, i det Hele er fælles for begge Dele af Processen. Eærligt fremhæves, at den almindelige Regel også er fastholdt i de Straffesager, ved hvis Afgjørelse Rævninger medvirke. Ifølge den Opfattelse af Rævningeinstitutionen, som ligger til Grund for Lovudkastet om Strafferetsplejen, stal Anvendelsen af Nævn ikke berøve den Sigtede Noget af den Garanti, som de retskyndige Dommeres Egenskaber frembyde. Tanken er den i Rævningesager at skaffe den Sigtede en dobbelt Garanti imod Domfældelse på utilstrækkeligt Grundlag, og til Opnåelse af dette Djemed er der tillagt de retslærde Dommere en Medvirkning ved Skyldspørgsmålets Afgjørelse, såvel i Henseende til Handlingens Henførelse under Straffeloven som med Hensyn til Prøvelsen af Beviset. Naar dette Synspunkt fastholdes, gaar det heller ikke an i disse Sager at nedsætte Antallet af de retskyndige Dommere til tre. Overhovedet er det ifølge Lovudkastene om Retsplejen kun en snevert begrænset Kreds af Tilfælde, som afgjøres af Landsretten med en Befættelse af tre Dommere. I det væsentlige indskrænke disse Tilfælde sig til en del Beslutninger af Retten, som efter det nye

System træde i Stedet for de i den nugjældende Lovgivning hjemlede administrative Resolutioner på Processens Område, samt nogle af de Retsafgjørelser, som gå ud på at

forberede Hovedforhandlingen i Straffesager, hvori Anklage er rejst for Landsretten (Udkast til Lov om Strafferetsplejen § 257, jfr. § 256). Gn anden Sag er, at mange Spørgsmål angående den processuelle Behandling overhovedet ere unddragne kollegial afgjørelse og i Medfør af den vidtgående procesledende Myndighed, som i den mundtlige Proces må tillægges Retsformanden, afgøres af denne alene. Endelig er det en Selvfølge, at, naar Forundersøgelse i en Straffesag er overdraget et Medlem af Landsretten, behandler dette Sagen som Enkeltdommer.

Ifølge § 12 bestå Landsretterne — med Undtagelse af den nordsjællandske, for hvis Vedkommende særlige Hensyn gjøre sig gjældende — hver af en Formand og 8 andre Medlemmer. Til dette Tal er man kommet gjennem følgende Beregning. Foruden Landsrettens Formand og en Formand for den særlige Afdeling udkræves til den normale Besættelse af Retten 4 andre Medlemmer. Hertil kunde man indfkrænke sig, hvis den særlige Afdeling ikke periodisk skulde virke som rejsende Ret. Bibeholdes derimod denne Institution i Overensstemmelse med Udkastet, bliver det nødvendigt at træffe en Sagsører, som gjør det muligt, at Hovedafdelingen kan holde Ret hjemme, medens den særlige Afdeling er på Rejse. At give Landsretten et så stort Antal faste Medlemmer, som udkræves til to fuldt besætte Kollegier, vilde imidlertid Medføre en uforholdsmæssig Bekostning. Man har derfor i § 12 sidste Stykke anvist en anden Vej, ad hvilken det fornødne Antal Dommere kan tilvejebringes, uagtet de faste Medlemmers Antal kun sættes til 9. Efter denne Bestemmelse kan Justitsministeren beskikke en eller flere*) af de i Landsretskredsene ansætte

*) Ved Afgjørelsen af, hvilket Antal der vil vare
at deskikke af disse Mænd, bliver bl. A. at tage
Hensyn til den Inhabilitet, der for Underdom

Underretsdommere eller, naar Forholdene gjøre det ønskeligt, andre mænd, der ere i Besid- delse af de føreskrevne Egenskaber, til at tiltroede Landsretternes særlige Ædelinger for en enkelt Samling, naar de i Medfør af § 20 holde Møde udenfor Rettens Sæde, dog at højst to af Afdelingens fem Dommere kunne tages blandt de fåledes beskikkede Mænd. Ved denne Forholdsregel, som efter den angivne Begrænsning neppe frembyder væsentlig Betænkelighed, bliver det muligt at ordne Forholdet således, at i Almindelighed kun 3 af Landsrettens Medlemmer rejse, medens der bliver 6 tilbage til Hovedafdelingens Besættelse og således haves et overtalligt Medlem for Inhabilitets-, Forfalds- og andre lignende Tilfælde. — Hvad angåer den nordsjællandske Landsret, vil der foruden en rejsende Afdeling, ti! hvilken 3 eller efter Omstændighederne 4 Landsretsdommen blive at afgive, på Grund af Forretningsmassen*) behøves to Hjemmeafdelinger (een Hovedafdeling og een særlig Afdeling), hver bestående af 5 Medlemmer. Hertil må endnu føjes 1 Medlem til Overtagelsen af Formandskabet i sø- og Handelssager. Da det endelig for denne Rets Vedkommende særligt må tages i Betragtning, at Rettens Formand ikke sjældeu ved andre Forretninger vil være forhindret fra at lede Forhandlingerne for den dømmende Ret, har man ikke troet at kunne fætte Medlemstallet til mindre end en Formand og 15 andre Medlemmer.

Endnu bemærkes, at der ifølge § 18 ved hver Landsret bliver at beskikke en Retsskriver, ved den nordsjællandske to. Retsskrivere (den ene særlig for Sø- og Handelssager), til at førestå Skriverforretningerne samt Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retssportler, og at der til Retsskriverens Bistand er beregnet

foruden det iøvrigt fornødne Kontorpersonale een Fuldmægtig ved hver Landsret, ved den nordsjællandske Landsret fem Fuldmægtige (hvoraf een ansættes ved det særlige Skriverkontor for sø- og Handelssager). Om Forretningernes Fordeling træffes Bestemmelsen af Landsrettens Formand efter Forhandling med Landsretsskriveren.

Hvilken Forretningsmængde der vil Tilfælde Landsretterne, lader sig af flere Grunde kun usuldstændigt oplyse. For det Første er det ikke muligt at beregne, i hvilken Udstrækning der vil blive gjort Brug af Landsretten som anden Instants. Men selv om man holder sig til Lanosretternes Virkekreds i første Instants, er det vanskeligt endog blot tilnærmelsesvis at give en førestilling om, hvor stor Forretningsmængden vil blive. Navnlig gjælder dette for Strafferetsplejens Vedkommende som Følge af den Måde, hvorpå Grænsen mellem Landsretternes og Underretternes Virkekreds på dette Område er draget. Man har derfor, hvad Strafferetsplejen angår, indskrænket sig til på nedenstående Tavle for hver Landsretskreds at angive de under Iussitssager og offentlige Politisager Tiltaltes Antal (efter Gjennemsnit af de fem År 1866 —70), uden at der er gjort Forfog vå nogen Beregning af, hvorledes disse Sager i det nye System ville fordele sig mellem Lands retter og Underretter. Kun fremhæves, at foruden Forundersøgelsen i samtlige Straffesager må i sågodtsom alle Politisager og i et betydeligt Antal af Iustitssagerne også den øvrige Behandling i første Instants antages at ville Tilfælde Underretterne. For borgerlige Domssagers*) Vedkommende kan man derimod komme Bestemmelsen af det omspurgte Forhold noget nærmere. Ved at sammenholde de for Femåret 1868—72 føreliggende statistiske Oplysninger om de Nævnte Sager med de i Udkast til Lov om den borgerlige Retspleje § 2 indeholdte Kompetencebcftemmelser. er det nemlig muligt tilnærmelsesvis at udfinde, hvor stor en Del af det samlede Antal borgerlige Domssager der i det nye System efter Gjen-

nemsnittet af de Nævnte År vilde Tilfælde Underretter og Landsretter**). Ved de i Overensstemmelse hermed på nedenstående Tavle optagne Angivelser af de borgerlige Landsretssagers Antal må dog erindres, at der ikke har kunnet tages Hensyn til den Adgang. Lovudkastet om den borgerlige Retspleje åbner Parterne til udenfor de almindelige Regler at vedtage Underretsbehandling dels umiddelbart (§ 8) dels middelbart gjennem Vedtagelse af Erekutivproces (§ 2 e), samt at der i det opgivne Antal Landsretssager yderligere vil fragå et — dog forholdsvis ubetydeligt — Antal Sager angående Servituter og partielle Brugsrettigheder (§ 2 o), hvorom nærmere statistisk'' Oplysninger savnes. På den anden Side må det tages i Betragtning, at Antallet af borgerlige Domssager i det Hele vil modtage en ikke ubetydelig Forøgelse efter det nye System dels derved, at ende! Retstrætter, der for Tiden sinde deres Afgjørelse under Om offentlige Skiftebehandling ved Skifteretten som Første Instants, ifølge Lovudkastet om den borgerlige Retspleje for Fremtiden skulle udskilles af Skiftet og behandles som selvstændige Domssager, dels fordi Umyndiggjørelsessager efter det Nævnte Udkast fra Dvrigheden ere henlagte til Domstolene. Disse Forandringer ville Medføre en Forøgelse såvel af Landsretssagernes som af Underretssagernes Antal. Bortsees der herfra samt fra de øvrige Omstændigheder, som af de ovenfor anførte Grunde må lades ude af Betragtning, stiller Forholdet efter Gjennemsnittet af de ovennævnte År (1866 — 70 for Strafferetsplejens, 1868—72 for den borgerlige Retsplejes Vedkommende) sig få ledes for de enkelte Landsrelskredse:

Den borgerligt Strafferets Retspleje*), plejen.

Landsretskredsenes F Z W ! D 3 D

Den nordsjællandske Landsretskreds 528 5460 1556 4276

Den sydsjællandske Landsretskreds 160 1386 513 812

Den fyenske Landsretskreds 173 1049 402 1396

Den nordjydske Landsretskreds 215 1520 488 801

Underretter.

Om Underretternes Virkekreds handles i t§§ 24—25. Hvad angår disse Retters Virksomhed i den egentlige Retspleje, henviser § 24 til de i Lovene om den borgerlige Retspleje og Strafferetsplejen givne Bestemmelser. Da den nærmere Begrundelse af den i så Henseende trusne Sagsører som Følge heraf er optaget i Motiverne til de tvende Lovudkast om Retsplejen, stal det på dette Sted kun bringes i Grindring, at den Nævnte Side af

Underretternes Virksomhed ikke blot omfatter Paakjendelfe i første Instants af de Domssager, som særligt ere henlagte til dem, samt Forundersøgelsen i Strafferetsplejen og de andre akcessorifke Retshandlinger, der ifølge Lovudkastene om Retsplejen ere henlagte under eller henvises til dem, men endvidere Skifteforvaltning og Fogedforretninger, herunder tvungne Auktioner indbefattede. Hvad derimod frivillige Auktioner angår, forudsætter Lovudkastet om den borgerlige Retspleje, at disse ikke for Fremtiden skulle vedblive at være Retshandlinger.

§ 25 henlægger til Underretterne endel Forretninger, der vel må erkjendes efter deres Natur at ligge udenfor den egentlige Retspleje, men som det desuagtet af forskjellige Hensigtsmæssighedshensyn er fundet utilraadeligt at udstille fra Underretternes Virkekreds, hvorved man i Overensstemmelse med de ældre Udkast er gået xd fra, at det ikke er uføreneligt med Grundlovens § 71 ved Gjennemførelsen af Retsplejens Adskillelse fra Forvaltningen at føretage de enkelte Lempelser, som efter de forhånden« værende Forhold må ansees for enskelige. Iøvrigt ere de i § 25 omhandlede Funktioner indbyrdes af meget forskjellig Art og derfor ikke egnede til i det Hele at undergives samme Behandlingsmåde. Nogle af disse Forretninger må efter den bestående Ret — som Kommissionen for få vidt har anset det for rigtigt at opretholde — ansees for judicielle Handlinger, der som sådanne kun kunne tilsidesættes eller forandres af overordnet Ret. Dette gjælder således om Thinglæsningsvæsenet og de Retsbetjentene ved Lov af 23de Januar 1862 angående Tiendevederlagets Berigtigelse påhvilende Forretninger. Derimod ligge de Retsbetjentene ved Lov af 30te December 1858 § 2 pålagte Funktioner som Formænd. i Landvæfenskom. missionerne efter Udkastets Førudfætuing ligesom efter den gjældende Ret udenfor det judicielle Område. Men da Landvæsenskom' missionerne ved Behandlingen af de til dem henlagte Sager ere bundne til Former, der i høj Grad ligne de judicielle, og derhos ere udrustede med en Myndighed, som essers i

Reglen forbeholdes Domstolene, er det for mentlig naturligt, at Formandskabet i disse Kommissioner forbliver hos Retsbetjentene.

Ved § 25 Litr. 6 er der udenfor Kjebenhavns Stadsrets Område til Underretternes Virkekreds endvidere henlagt de ved Lov af 26de Mai 1868 om Umyndiges Midlers Forvaltning, § 7, jfr. Bekjendtgj. af 11te Mai

! 1869, og ved samme Lovs § 10 til Skifteretterne henlagte Forretninger. Af disse ville dog Spørgsmål om Umyndiggørelse og om Anørdning af fast Lavværgemål for Enker ifølge Udkast til Lov om den borgerlige Retspleje 6te Afsnit Kapitel V. blive egentlige Domstolssager. Hertil sigter det i Slutningen af Litr. cl tagne Forbehold. Den tilbageblivende Del af de nævnte Forret-

! ninger vil vel ogfaa under den nye Ordning bevare en rent administrativ Karakter, men skjønnes dog ikke at kunne henlægges til Politiøvrigheden, hvorimod den står i en naturlig Forbindelse med Underretternes Virksomhed i andre Retninger. Som allerede bemærket

, gjælder denne Ordning dog ikke for Kjøbenhavns Stadsrets Omraade; for dettes Vedkommende ville de nævnte Forretninger formentlig hensigtsmæssigst kunne overtages af de Myndigheder, som hidtil have varetaget dem for Kjøbenhavn alene.

Hvad angår Notarialførretninger, har det været under Overvejelse i Kommissionen, om der er Grund til at lade det forblive ved den hidtil bestående Ordning, hvorefter disse Forretninger ere henlagte til egentlige Statsenlbedsmcend, eller om det maatte være rigtigere, at deres Udførelse — selvfølgelig under fornødent offentligt Tilsyn — overlades autoriserede Næringsdrivende, der da skulde henvises til at soge Vederlaget for deres Virksomhed i de for Notarialforretningeme fastsætte Sportler. Fra det sidstNævnte Synspunkt har det navnlig været Gjenstand for Drsftelse, om Notarialforretningeme maatte kunne overdrages visse dertil særlig autoriserede Sagførere. Ved en saadan Sagsører er der imidlertid fundet væsentlige Betænkeligheder. At Notarens Stilling, hvis Gjendommelighed ligger i den til hans Be-

vidnelser knyttede offentlige Troværdighed, førenes med en Virksomhed, som efter sin Natur er bestemt til ensidig at tjene en Parts Interesser, må ikke blot fra et principielt Standpunkt anfees for en mindre naturlig Ordning, men vil også kunne medføre praktiske Ulemper af ikke uvæsentlig Betydning, idet der let vil også Kollisioner mellem de af en saadan Dobbeltstilling flydende Pligter. For at modvirke disse Ulemper vilde det i al Fald være nødvendigt i Loven at optage Forbud imod, at Nogen udførte Notarialførretninger angå ende de Anliggender, i Anledning af hvilke han tidligere har ydet den ene af Parterne sin Bistand som Sagfører, og omvendt. Men selv med et sådant Korrektiv vilde det vistnok være vanskeligt at undgå Kollisioner og overhovedet at opretholde den almindelige Tillid, hvorpå Stillingen som Notarius gjør Krav, såmeget mere som det ikke kan undgåes, at Udstrækningen af stige Forbudsbestemmelser altid bliver noget tvivlsom og usikker. Kommissionen har derhos ikke kunnet se bort fra den Kjendsgjerning, at man andetsteds, hvor Sagfører- og Notarvirksomhed har været førenet, nu i Kraft af Erfaringens Vidnesbyrd synes at være kommet til den Anskuelse, at dette ikke er ønfkeligt. I Tyskland, hvor en førening af disse Funktioner i lang Tid har været den almindelige Ordning udenfor de Territorier, hvor den oprindelig franske Ret gjælder, har således den almindelige Mening i de senere År med stor Bestemthed udtalt sig for, at de, ligesom i Frankrig, bor adskilles. Naar denne Grundfætning skal fastholdes, vil det imidlertid efter vore Forhold neppe være muligt at tilvejebringe en fyldestgørende Indretning af Notarialvæsenet på Grundlag af den ovenangivne Betragtning af Notarerne som offentlig autoriserede Næringsdrivende. At en saadan Ordning har kunnet gjennemføres i Frankrig, finder sin Forklaring i den særegne Udvikling, Notarialvæsenet har fået ifølge den franske Lovgivning, som tillægger alle notarialiter attesterede Dokumenter Erigibilitet og overhovedet udstrækker Notarernes Virkekreds langt udover de grænser, vor Ret afstikker i saa Henseende. Derimod er det uantageligt, at der hos os — bortset fra Kjøbenhavn —

skulde kunne findes et tilstrækkeligt Antal Mænd udenfor Sagførerstanden, som vare egnede og derhos villige til at overtage Udførelsen af Notarialførretningene imod at oppebære de dermed forbundne Sportler*). Selv om man gaar ud fra den Betragtningsmåde, at Funktionen som Notarius efter sin Natur i og for sig ikke er en Gmbedsgjerning, synes dog herefter praktiske Grunde at tale for hos os at blive stående ved en Ordning der i Lighed med vor nugjældende Ret henlægger Notarialførretningerne til egentlige Statsembedsmænd. Om at oprette særlige Statsembeder for disse Forretninger vil der imidlertid efter Forholdene udenfor Kjøbenhavn ikke kunne være Tale, allerede af finantsielle Grunde, og Spørgsmålet indfkrcenkes derefter til, om Notarialforretningerne skulle henlægges til Politimestrene eller til Underretterne. Af Hensyn til den Betydning, det har, at Notarius er en retskyndig Mand, har Kommissionens langt overvejende Flertal anset det for rettest at gå den sidste Vej, hvorved endnu bemærkes, at Gjennemførelsen af den faaledes førestaaede Ordning vil lettes ved den i Udkastet forudsætte Organisation af Underretterne, jfr. nærmere.det følgende. At der med Hensyn til Underretternes Udførelse af de heromhandlede Forretninger kan finde Besvcering Sted til Landsretten, er omtalt ved § 11. Som allerede ovenfor antydet vil der for Kjøbenhavns Vedkommende være færlige Hensyn at tage i Betragtning ved Notarialvæsenets Indretning. Den nærmere Fastsættelse af dette Forhold har man derfor troet at burde henvife til scerlig AnSagsører.

Med Hensyn til den nærmere Organisation af Underretterne fkjelner Udkastet iøvrigt mellem Kjøbenhavn med tilhorende Landdistrikt og det øvrige Land.

Hvad den Kjøbenhavnske Retskreds angaar, har det været Gjenstand for Overvejelse i Kommissionen, om der er tilftrcekkelig Grund til for den at oprette en scerlig Underret, eller om det maa ansees for hensigtsmcessigere at

*) Disse hane i de fleste Jurisdiktioner udenfor
Kjøbenhavn ordentligvis tun udgjort 100-200
Kr. aarlig.

førene den Kjøbenhavnfke Underret med den I nordsjællandske Landsret til een fælles Dom- stol, således at dennes Medlemmer skiftevis som Gnkeltdommere overtog de Forretninger, der ere henlagte til Underretterne. At en saadan forening, der tildels har et Forbillede i den hidtil bestående Lands-. Over- samt Hof- og Stadsret, skulde gjøre en Besparelse mulig, kan vel ikke antages. Thi det vilde vistnok vise sig nødvendigt at give den fælles Domstol et ligefaa stort Antal Medlemmer som det, der udkræves til at besætte den nordsjællandske Landsret og Københavns Stadsret som adskilte Retter. Derimod kan for den omhandlede forening anføres, at den vil give Rettens Medlemmer Lejlighed til at vinde en flersidig Erfaring, der ikke kan antages at være uden Betydning for deres Embedsvirksomhed i det Hele. Det langt overvejende Flertal af Kommissionens Medlemmer er imidlertid af den Formening, at Ulemperne ved de tvende Retters forening under det nye System vilde være overvejende. Navnlig må det ansees for uheldigt, at Medlemmer af samme Ret vexelvis danne Påankeinstants for hinanden. En saadan Ordning vil ikke blot hyppig foranledige Inhabilitet i Landsretsafdelingerne, men også svække Rettens Stilling overfor Befolkningen, der altid vil være tilbojelig til at anse Påanke til Kollegaer for mindre virksom. Man har derhos ikke kunnet lade ude af Betragtning, at det neppe vilde være overkommeligt for en enkelt Mand på fyldestgørende Måde at udføre Formandsforretningerne ved en Ret med så omfattende og forskelligartet Virksomhed som den, en forening af den nordsjællandske Landsret og Kjøbenhavns Stadsret vilde have til følge. I begge de Nævnte Henseender vilde Forholdet i Virkeligheden stille sig ganske anderledes end ved den nuværende Lands-, Over- samt Hof- og Stadsret. Med Hensyn til Påanke stå alle dennes Afdelinger med en ganske enkeltstående Undtagelse umiddelbart under Højesteret, og hvad angår Formandskabets Besværlighed må Hensynet til den langt mere indgribende Virksomhed, der under det nye System må kræves af Formanden for de kollegiale Retter, udelukke

en Sammenligning, selv bortset fra, at en betydelig Del af de Kjøbenhavnske Underretssager for Tiden er henlagt til en særskilt Ret (Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret).

Medens man af de ovenanførte Grunde har bestemt sig for ikke at henlægge de københavnske Underretssager til den samme Ret, der fungerer som Landsret for den nordsjællandske Landsretskreds, og således også for Kjøbenhavns Vedkommende i Overensstemmelse med Udkastets almindelige Regel har holdt Underret og Landsret adskilte, er det på den anden Side ikke fundet hensigtsmæssigt med Hensyn til Underretssunktionernes Udførelse i det Hele at stille Kjøbenhavn under den samme Organisation, som er bragt i førstag for det øvrige Land. Skulde denne Organisation uden nogen Lempelse sinde Anvendelse på Kjøbenhavn, vilde det på Grund af Forretningernes Mængde være nødvendigt her at oprette et større Antal Byretter, hver med sit særskilte Distrikt, men med samme saglige Område. Af flere Grunde må det imidlertid ansees for hensigtsmæssigere at henlægge hele Byen med tilhørende Landdistrikt til een Underret med en Flerhed af Kamre, således at de enkelte Underretsfunktioner for hele Kredsen fordeles efter deres Beskaffenhed mellem de forskjellige Kamre. Denne Ordning har navnlig det Fortrin, at det herved bliver muligt med fuld Frihed at anvende de forhåndenværende personlige Kæster på den Måde, der efter de til enhver Tid føreliggende Forhold findes hensigtsmvssigst, og således at bestride Forretningerne med et færre Antal Dommere, end det andet System vilde kæve. I Overensstemmelse hermed henlægger Udkastet Kjøbenhavn under en af en Formand og 12 andre Medlemmer bestående Ret (Kjøbenhavns Stadsret), der udfører Underretsfunktionerne gjennem 12 Kamre, hvert besat med en Dommer, der behandler de til Kammeret henlagte Sager, som Enkeltdommer, se §§ 23, 26 og 27. En Undtagelse fra sidstnævnte Regel indeholdes dog i § 26 2det Stykke. Herefter skal i Sø- og Handelssager, som høre for Kjøbenhavns Stadsret, samt ved Konkursbehandling af Handlendes, Fabrikanters og Skibsrhederes Boer pågjældende Kammer til-

trædes af to sø- og handelskyndige Medlemmer efter de nu ved sø- og Handelsretten gjældende Regler, en Ordning, der — som tidligere bemærket — gaar ud på i det Væsentlige at opretholde den bestående Tilstand med den af de nævnte Sagers Henlæggelse til Stadsretten følgende Forandring, at Formandsforretningerne overtages af det Medlem af Stadsretten, hvem pågjældende Kammer er overdraget. — Hvorledes Forretningerne skulle fordeles mellem Stadsrettens Kamre, bestemmes ifølge § 27 af Rettens Formand med Justitsministerens Billigelse. Fordelingen af de enkelte Kamre mellem Rettens Medlemmer er derimod betragtet som et indre Anliggende, hvis Afgørelse kan overlades til Formanden efter Forhandling med Rettens øvrige Medlemmer At der imidlertid herved må iagttages en saadan Omgang, at de forfkjellige Kamre efter Udløbet af passende Tidsrum ømskiftes mellem Rettens Medlemmer, er forudsat som en Selvfølge. Endelig er der ved Slutningsbestemmelsen i § 27 tillagt Rettens Formand Myndighed til, naar det gjøres fornødent, at overdrage et Medlem af Retten midlertidig eller i enkelte Sager tillige at udføre Forretninger i et andet Kammer end det ham tildelte.

Forsåvidt Antallet af Stadsrettens Kamre i § 27 fastsættes til 12, er man herved gået ud fra følgende Beregning:

Hvad angår borgerlige Domssager, ville alle Gjældskommisfionsfager og sågodtsom alle de Sager, der hidtil ved Københavns Kriminal- og Politiret ere behandlede som private Politisager*), for Fremtiden gå til Kjøbenhavns Stadsret. Stadsrettens Kompetence med Hensyn til borgerlige Domssager vil imidlertid blive udvidet betydeligt udover det angivne Område som Følge af Bestemmelserne i Udkast til Lov om den borgerlige Retspleje § 2, der til Underretterne henlægge alle Sa

ger indtil en Bærdi af 400 Kr. angående private Formuerettigheder, Skatter, Afgifter og andre lignende Idelser samt endvidere uden Hensyn til Bærdien Servitutfager og Sager, i hvilke Gxekutivproces anvendes. Hertil må endvidere føjes den Tilvæxt as borgerlige Domssager, som Inddragelsen af Kjøbenhavns Amtsrådskreds (med et Indbyggerantal af ca. 63,000) under Kjøbenhavns Stadsret vil have til følge*). Naar det nu erindres, at alene de på Kjøbenhavn faldende Gjældsfager under 100 Rd. og private Politifager efter den bestående Ordning lægge Beslag På Gjældskommissionen samt 2 Afdelinger af Kriminal- og Politiretten, tor det ikke påregnes, at man under den nye Ordning kan nøjes med færre end 4 Kamre til Behandling af borgerlige Domssager ved Stadsretten, så meget mindre som Antallet af Gjældskommissionssager i de senere År har været i stærk Stigen (fra 2539 gjennemsnitllg i Årene 1863—67 til 3187 som Gennemsnitstallet for 1868—72)**).

Gt ligeså stort Antal Kamre vil vistnok behøves til Varetagelse af de Stadsretten påhvilende Forretninger i Strafferetsplejen. Foruden Forundersøgelsen i alle de Straffesager, i hvilke judiciel Forundersøgelse finder Sted, vil Etadsretten nemlig fåe Pådømmelsen af det meget store Antal Straffesager, der ere henlagte til Underretterne. For disse Sagers Vedkommende er også den Tilvæxt, som Kjøbenhavns Amtsrådskreds vil bringe, færdeles betydelig. Da hertil endvidere kommer, at Straffesagernes Antal t de senere År har været i en uforholdsmæssig Stigen (for Kjøbenhavn fåledes i 1866— 70 gjennemsnitlig 3487 Domfældte imod

2393 som Gennemsnitstallet for 1861 — 65), er det kun med særligt Hensyn til den mere tilbagetrædende Rolle, der i det nye System er anvist den judicielle Forundersøgelse og Dommerens Virksomhed under denne, at man har troet at kunne gå ud fra, at 4 kriminelle Kamre ville være istand til at bestride de Stadsretten påhvilende Funktioner i Strafferetsplejen.

Hvad angåer Skiftevæsenet, er det forudsat, at der — i Lighed med hvad der for Tiden er Tilfældet — må afgives 3 Medlemmer til denne Gren af Rettens Virksomhed. På den ene Side vil Indlemmelsen af Kjøbenhavns Amtsrådskreds medføre en ikke uvæsentlig Førogelse, navnlig af Dødsboernes Antal, ligesom det ikke er uden Betydning, at Anvendelsen af Skiftekommissærer er indfkrænket til rent extraordinære Tilfælde; men på den anden Side må den udvidede Adgang til privat Skifte af Dødsboer, som er ådnet ved Lov af 30te November 1874 og derfra er gået over i Lovudkastet om den borgerlige Retspleje, antages at ville Medføre en ikke ubetydelig Formindskelse af Forretningerne.

Endelig må der påregnes mindst 1 Medlem af Stadsretten til Fogedforretninger, idet der til de Funktioner, som hidtil have påhvilet Kongens Foged i Kjøbenhavn, efter den nye Ordning vil komme dels de tilsvarende Forretninger for Kjøbenhavns Amtsrådskreds, dels for hele Retskredsen Tvangsauktionerne, hvilke efter det gamle System ikke henregnedes til Fogedforretninger og hidtil i Kjøbenhavn ere blevne varetagne af en særlig Embedsmand, Auktionsdirektøren.

Foruden de saaledes beregnede 12 Kamre, til hvis Besættelse der er tildelt Stadsretten en Formand og 12 andre Dommere, er der til Udførelse af Skriverforretningerne ved de forfkjellige Kamre samt nogle andre Funktioner af mere underordnet Beskaffenhed under Retten henlagt et Skriverkontor samt et Panteog Brevskriverkontor (§ 26). Til Skriverkontoret, som føreståes af en Byskriver og derhos forsynes med 12 Fuldmægtige samt det iøvrigt fornødne Kontorpersonale, er foruden Skriverforretningerne overdraget Oppebørsel af

og Regnskabsaflæggelse for Retssportler (§ 29). Endvidere kunne Fogedforretninger og de til Skifteforvaltningen horende Forretninger, forsåvidt der ikke derved bliver spørgsmål om afgjørelse af Tvistigheder, efter Dommerens Bestemmelse udføres af de de vågjæb dende Kamre tildelte Fuldmægtige, en Ordning, der i alt væsentligt stemmer med den allerede for Tiden i Kjøbenhavn bestående Tilstand. Til Pante- og Brevskriverkontoret, som føreståes af en Pante- og Brevskriver og iøvrigt forsynes med 4 Fuldmægtige samt andet fornøden: Personale, er henlagt førelfen af Skjøde- og Pantebøgerne, således at Beslutninger vedkommende førelsen kunne tages af Pante- og Brevskriveren eller en Fuldmægtig, medens selve Thinglæsningerne og Aflysningerne føregå ved de Kamre as Stadsretten, som behandle borgerlige Domssager (§ 28). Om den nærmere Fordeling af Forretningerne i de ovennævnte Kontorer tager Stadsrettens Formand Bestemmelse efter Forhandling henholdsvis med Byskriveren og Pante- og Brevskriveren.

Hvad angår Underretterne udenfor Kjøbenhavn (By- og Herredsretter eller Herredsretter), skulle disse ifølge § 31 bestå hver af en Dommer og en Retsskriver. 3 Modsætning til den nugjældende Ret kræver altså Udkastet, at Underretten udrustes med en særlig, fra Dommeren forstjellig Retsfkriver. At dette i og for sig er den naturlige Sagsører, vil neppe bestrides. Da Protokollationen af Retsforhandlingerne ogsaa overfor Dommeren stal tjene til Bevis for, hvad der er føregået i Retten, må der kræves en af Dommeren uafhcengig Garanti for dens Pålidelig« hed. Af ikke ringe Betydning i så Henseende er nu vistnok den i det nye System hævdede Grundsætning om Retsforhandlingernes Offentlighed. Men felv om der kunde gjøres Regning paa en stadig Interesse for og Opmcerksomhed paa Retsplejen i hele dennes Udstrcekning fra Befolkningens Side — hvad neppe tor forudsættes —, vilde hin Garanti dog ikke være tilstrcekkelig allerede af den Grund, at Retsplejens Offentlighed selv i den nye Procesmaade ikke har kunnet gjennemføres uden Undtagelse. Navnlig frrmhceves, at det har været nødvendigt

atlndromme Underføgelsesdommeren en diskretionær Beføjelse til under Forundersøgelsen i Straffesager at beslutte Retsmøders Afholdelse for lukkede Døre (Udkast til Lov am Strafferetsplejen § 79). At der her såvidt muligt må ydes Erstatning for den ved Of» fentlighedens Udelukkelse bortfaldne Garanti, er indlysende, og denne Erstatning er det vistnok naturligft at føge i en selvstændig Retsfkrivers nærværelse*). Indførelsen af denne Institution er imidlertid ikke blot af Betydning med Hensyn til Protokollationen, men vil tillige medføre den Fordel, at det kan undgåes at pålægge Dommeren endel andre Forretninger, for hvilke det er enskeligt at befri ham, dels fordi de ikke vilde stå i god Samklang med den ham iøvrigt tiltænkte Stilling, dels fordi Forretningsmassen ellers vilde blive få overvældende, at Dommeren blev henvift til at benytte Fuldmægtig i større Udftrækning, end det kan ansees for rigtigt. Fra dette Synspunkt har man fæledes til Retsskriveren henlagt Oppebørslen af og Regnskabet for Retsgebyrer, Varetagelsen af de Thinglæsning og Aflysning af Dokumenter vedkommende Forretninger, dog at afgjørelse af det Spørgsmål, om en saadan bor finde Sted, i Tvivlstilfælde henhorer under Dommeren, samt førelsen af Skjøde- og Pantebøgerne. Ligeledes vil det vistnok findes naturligt, at Rotarialforretningerne overdrages til Retsfkriveren. Overhovedet vil man ved Indførelsen af en særlig Retsfkriver opnå det Gode at fåe en Funktionær, til hvem Adskilligt kan overlades, som ikke passende kan henlægges til andre Embedsmænd, og således i det Hele lette den almindelige Omordning af Rets« og Administrationsforholdene **). Endelig har

man også troet, at der kunde åbnes Dommeren Adgang til ved Udførelfen af de ham som Foged og Skifteforvalter påhvilende Forretninger at benytte Retsfkriverens Medhjælp, se § 31 3 die Stykke Overfor de vægtige Grunde, der således tale for Ansættelsen af en særlig Retsfkriver, er Bekostelighedshenfynet den eneste Modgrund. Det er i Birkeligheden ogfå kun dette Hensyn, som har fort vor Lovgivning til efterhånden at opgive den i fågodtsom alle fremmede Retsforfatninger anerkjendte Grundsætning, at Retsskriveren bor være en fra Dommeren forfkjellig Embedsmand. Ligesom imidlertid Bekostelighedshensynet allerede vil tabe en Del as sin vergt paa Grund af den overordentlig store Indskrænkning af Underretternes Antal, det nye System vil have til følge, fåledes er der også andre Forhold, som bidrage til yderligere at formindske hint Hensyns Betydning. Da Dommeren ikke egenhændig kan besørge Protokollationen af Retsforhandlingerne og fremdeles ikke vil være i Stand til selv at overkomme Skjøde- og Pantebogemes førelse, er det navnlig indlysende, at der under Forudsætning af Retsskriverens Opgivelse må indtræde en Forogelse af Dommerens Kontorholdsvederlag. Denne Forogelse maa derhos blive temmelig betydelig, idet alene Arbejdet ved Skjøde- og Pantebogernes førelse allerede for Tiden i de fleste Jurisdiktioner rigeligt gjør Krav på een Mands Kræfter og efter den nye Organisa« tion på Grund af Underretskredsenes Udvidelse vil blive meer end fordoblet. Fremdeles vil Ansættelsen af en Retsfkriver gjøre det muligt at opgive den bestaaende Retsvidne institution, som for Tiden medfører en aarlig Udgift af ca. 50,000 Kr. Endelig skal endnu fremhceves, at man har forudsat, at Retsfkrivemes Lon vil kunne ansættes temmelig lavt, idet man er gået ud fra, at disfe Poster i Reglen ville beklædes af yngre Mænd, famt at det ikke vil være nødvendigt at lade dem erholde Kgl. Udnævnelse. Da det herefter ikke kan antages, at Ansættelsen af en færlig Retsfkriver ved Underretterne vil medføre en væ sentlig Udgiftsforøgelse, har det langt overvejende Flertal af Kommissionens Medlemmer

været enigt om at tilråde en saadan Ord- ning.

skjønt Anfættelsen af en særlig Retsskriver har gjort det muligt at fritage Dommeren for en ikke uvæsentlig Del af de til Underretten henlagte Funktioner, vil han dog ingenlunde helt kunne undvære Bistand af Andre med Henfyn til de tilbageblivende Forretningers Udførelse. Man har derfor også i det føreliggende Udkast fundet det nødvendigt at åbne Adgang til, at der på Dommerens Begjæring kan meddeles een eller flere Mænd en vedvarende Konstitution til på hans Ansvar at udføre visse Forretninger udenfor den dommende Retspleje, nemlig Fogedforretninger og de til Skifteforvaltningen horende Forretninger. Saadan Konstitution, hvis Meddelelse efter den nye Ordning naturligst Tilfælder Landsrettens Formand, kan ifølge Bestemmelsen i s 31 3die Stykke for det første overdrages Retsfkriveren, naar Landsrettens Formand finder at burde tage Dommerens derom fremsætte Begjæring til følge. Herved kan man imidlertid ikke blive stående allerede af den Grund, at der som Følge af Retsskrive- rens Medvirkning ved den dommende Retspleje jævnlig på famme Tid vil være Forbindring baade for ham og Dommeren, medens Udsættelse af en begjært Foged- eller Skifteforretning ofte kan være forbundet med Ulempe. Hertil kommer, at der i de fleste Jurisdiktioner ogfå på Grund af Forretningernes Mængde vil være Trang til flere Fuldmægtige, samt at de stedlige Forhold undertiden kunne gjøre det enfkeligt, at Udførelsen af hine Forretninger for storre eller mindre Dele af Retskredsen overdrages Dommerfuldmcegtige, som dertil erholde Konstitution for et bestemt Tidsrum. I Overensstemmelse hermed fastsættes det i § 31, at Bemyndigelse til på Dommerens Ansvar at udføre de nævnte Forretninger efter hans Begjæring også kan meddeles andre dertil egnede mænd enten for Tilfælde, hvor Dommeren har Forfald, eller for et bestemt Tidsrum, hvor de stedlige Forhold mætte udkræve det, for storre eller mindre Dele af Netkredsen. I Lighed med, hvad der gjælder om de tilsvarende Konstitutioner efter den bestæende Ret, omfatte de

ovennævnte Bemyndigelser også Afsigelse af Kjendelfer i de Tvistigheder, der måtte opstå under Forretningens Udførelse. — Hvad angår de under Retsskriveren henlagte Funktioner, føre lignende Hensyn til for Rotarialforretningernes Vedkommende at give en tilsvarende Adgang til Benyttelse af Fuldmægtig.

Med Henfyn til Bestemmelsen i § 32 kan henvises til hvad der ovenfor er bemærket ved §§ 13 og 26.

Ifølge § 33 bestemmes By- og Herredskredsenes Thingsteder ved Kgl. Anordning. Paragrafen gaar derhos i Overensstemmelse med de ældre førstag ud fra, at der efter Omstændighederne kan verre Grund til at tildele en Retskreds flere Thingsteder. På Grund af den store Indskrænkning af Underretternes Antal, som føreskriv es i § 2, vil det nemlig ofte blive nødvendigt at danne en af de nye Retskredse ved Sammenligning af sådanne ældre Jurisdiktioner, som hidtil have havt forskjellige Thingsteder, og disse bor da i Almindelighed såvidt muligt bevares, hvert for sin Del af den nye Retskreds. Hvilke Dele «f Kredsen der i så Fald skal henlægges til hvert Thingsted, og hvilket af disse der skal gjælde for Hovedthingsted, bliver efter § 33 at fastsætte ved den ovennævnte Ansagsører. Det vil på denne Måde for en Del opnåes, at den påtænkte betydelige Formindskelse af Retskredsenes Antal ikke påfører Befolkningen noget væsæntligt foroget Besvær med Hensyn til Møderne for Underretten. Man vil derhos fremdeles kunne benytte de hidtilværende Thing- og Arresthuse, og skjønt nogen Udvidelse og Ombygning af disse ikke vil kunne undgåes navnlig på de Steder, hvor Landsretternes rejsende Afdelinger skulle holde Samlinger, ville Bekostningerne herved dog blive betydeligt ringere, end hvis man overalt skulde indrette et for hele den nye Retskreds fælles Thing- og Arresthus. Det ligger imidlertid i Forholdets Natur, at den heromhandlede Underinddeling af Retskredsen kun kan fæe bindende Betydning med Hensyn til Rettens ordentlige Møder. Fremdeles føreskriver § 33 i Lighed med de celdre Udkast, at Thinglæsning og Aflysning af Dokumenter for hele

Retskredsens Vedkommende skal føregå ved Hovedthingstedet. Kun på dette Thingsted vil der være et egentligt Kontor, hvor Protokollerne kunne opbevares, de fornødne Undersøgelser anstilles og Attester samt Udskrifter meddeles. For at lette Befolkningen Besværet ved Indlevering og Afhentning af Thinglæsningsdokumenter er det imidlertid gjort Retsfkriveren til Pligt ved de ordentlige Retsmøder på ethvert Thingsted i Kredsen at modtage Dokumenter, som indleveres til Thinglæsning eller Aflysning, samt efter Forudbegjæring at udlevere thinglæste og aflyste Dokumenter. — At Dommeren skal have Bolig ved Kredsens Thingsted eller, naar Kredsen har flere Thingsteder, ved Hovedthingstedet, må selvfølgelig txre den almindelige Regel. For sådanne Tilfælde, hvor særegne Forhold måtte gjøre en Afvigelse herfra onfkelig, er der tillagt Justitsministeren Bemyndigelse til at tilstede dette.

Om Bestemmelse af Tiden for de ordentlige og overordentlige retsmøder gives der i § 30 og § 34 Regler henholdsvis for Kjøbenhavns Stadsret og de øvrige Underretter.

særlige og extraordinære Retter.

Med Hensyn til §§ 35 og 37 kan henvises til de indledende Bemærkninger til dette Kapitel. Hvad angåer § 36, bemærkes, at ifølge en rent positiv Bestemmelse i Frdn. 28. December 1836 § 32 må Regninger over de ved Strandingstilfælde foranledigede Udgifter, som skulle gå af det Bjergede, fremlægges og forhandles under en Ertraret, uagtet afgjørelsen er henlagt til Administrationen. I Stedet for den således påbudte Afholdelse af Extraret træder efter Udkastets § 35 et under Politimesterens Forsæde afholdt, behørig Bekjendtgjort Møde, om hvilket nærmere Regler skulle gives ved Anordning.

Almindelige Bestemmelser for Retterne.

I denne Underafdeling er der optaget de få Bestemmelser, som ere fælles enten for alle Retter eller dog for alle kollegialt befatte Domstole, nemlig angående Formandsforretningernes Besørgelse under de beskikkede Formænds Forfald, Retsbøgernes Indretning samt Retsferierne. De herom givne Bestemmelser behøve ikke nogen Forklaring.

Om Dommere.

Om Betingelserne for at kunne blive Dommer gives der i §§ 41—44 Regler, der i alt Væsentligt stemme med den gjældende Ret. Som Undtagelse må dog først fremhæves den Skærpelse af Gramensfordrmgen for Underdommernes Vedkommende, som indeholdes i § 41 2det Stykke, jfr. §§ 43 og 44 sidste Stykke med Hensyn til midlertidig ansætte Dommere og Sættedommere. Denne Forandring har man betragtet som en naturlig Konsekvent« af den nye Sagsører, hvorefter Underdommerne så at sige udelukkende blive Organer for Retsplejen. Man har på den ene Side anset sig for fuldt berettiget til at gå ud fra, at den betydelige Formindskelse af Underdommernes Antal vil bevirke, at denne Ekjærpelse ikke vil volde Vanskeligheder med Hensyn til Besættelsen. Paa den anden Side maa man anse det for vigtigt, at der haves saa betryggende Garantier som mulig for en tilfredsstillende Losning af den Opgave i Retsplejen, som Tilfælder Underdommerne, i hvilken Henseende man ogsaa scerlig maa fremhceve, at der bliver ikke faa Tilfælde, i hvilke iFølge Lovudkastene om Retsplejen Underdommernes afgjørelser ere upaaankelige. Af lignende Grunde krcever Udkastet ogsaa med

Hensyn til Dommerfuldmægtige noget større personlige Garantier end den hidtil bestående Ret, fe § 45.

Dernæst fremhæves, at beskikkelsen af midlertidige Dommere og Sættedommere i de Tilfælde, hvor den ikke meddeles af Justitsministeren, er henlagt til Landsrettens Formand i Stedet for Amtmanden. Denne Forandring gaar i samme Retning, som man også i flere andre Henseender har fulgt, nemlig at overføre til Domstolene al den Myndighed vedkommende Retsplejen, som ikke nødvendig må være Regeringen (Justitsministeren) forbeholdt. At dette stemmer med Grundsætningen om Domstolenes Uafhængighed, behøver ikke nærmere at påvises.

§ 46 håvder i Modsætning til den bestående Praxis, at Dommered ikke blot stal aflægges af de faste Dommere, men også af midlertidig anfatte Dommere, sættedommere samt Dommerfuldmægtige. Hvad angår Edens Affattelse, er den i Christian den Femtes Lou føreskrevne Formular ikke svarende til de nu bestående Forhold og derhos kun beregnet på sådanne Dommere, som ere egentlige Embedsmænd. Den fornødne Forandring kan efter § 46 fastsættes ved Kgl. Ansagsører.

§§ 47-51 danne et Hele, forsåvidt de allc omhandle følgerne af en Dommers Pligtovertrædelser eller af andet Forhold fra hans Side eller andre Omstændigheder, som komme i Strid med Dommerkaldets Krav og Forudsætninger. Medens de materielle Retsregler herom ikke indeholde noget væsentligt Afvigende fra den gjældende Ret, har Udkastet derimod, hvad Formen angår, under hvilken Spørgsmål om en Del af disse følger blive at afgisrc, skabt en ny Sagsører, til hvilken der utvivlsomt er Trang, naar paa den ene Side Grundlovens Grundsætninger om Domstolenes Uafhængighed af Regeringen stal opretholdes og gjenemføres, men på den anden Side dette ikke stal nødvendiggjøre en altfor besværlig og til Forholdets Natur lidet svarende Fremgangsmåde. Disse Hensyn krceve nemlig, at der til Domstolene selv overdrages en Til« synsmyndigbed over Dommere, svarende til ben, der af Regeringsmagten kan og bor ud-

oves over administrative Embedsmænd, men som ikke, i det Mindste ikke i alle Retninger, kan udoves af denne Statsmagt over Dommere, 'uden at krænke Principet om deres Uafhcengighed, medens dog de Spørgsmaal, der afgjøres i Kraft af en saadan Myndighed, i Almindelighed ikke vilde egne sig ti! at blive Gjenstand for en egentlig Retssag. En lignende Vej er man ogsaa gaaet i de fleste andre Stater, hvor Grundlovenes Anerkjendelse af Domstolenes Uafhængighed gjørde det nodvendigt at opgive den tidligere af Regeringen udovede Myndighed i faa Henseende. Man stal særlig her Nævne den osterrigste Lov af 21de Maj 1868 angående Disciplinarbehandling af Dommere samt deres ufrivillige Afskedigelse eller Forflyttelse, hvilken Lov udkom til Gjennemførelse af en Grundlovsbestemmelse om Dommermyndigheden af 21de Decbr. 1867.

De Forhold og Omstændigheder, hvis materielle følger og formelle Behandling ere Gjenstand for §§ 47—51, falde i tre Klasser, nemlig først Dommerens Overtrædelser af egentlige Embedspligter, dernæst andet tilregneligt Forhold af Dommeren, som er i Strid med Dommerkaldets Forudsætninger, endelig sådanne indtrædende Omstændigheder, der ikke ere eller behove at være Dommeren tilregnelige, men som dog ophæve midlertidig eller for bestandig Betingelserne for at kunne være Dommer jfr. § 41, såsom at han er sat under Tiltale for et vanærende Forhold, at han er blevet uvederhæftig, at han på Grund af Ånds- eller Legemssvaghed bliver ustikket til at varetage sit Embede.

Overtrædelse af Embedspligter pådrager efter Omstændighederne Dommeren Ansvar til Straf og Erstatning. De hidtil gjældende Regler herom lader Udkastet i alt væsentligt bestå uforandrede, se § 47 i Beg. Imidlertid har man anset det for rigtigt ved denne Lejlighed at give Bestemmelserne i Stl.s Kap. 13 om Embedsforbrydelser et noget storre Anvendelsesområde for Dommeres Vedkommende, end de nu efter rigtig Fortolkning kunne have. På Grund af det Forbehold, der indeholdes i Stl.s § 143, og hvorefter dette Lovbud kun kommer til Anvendelse på For-

sømmelse eller Skjødeslsshed, hvorfor Straf ej færskilt er fastsat i Lovgivningen, beftår der nemlig endnu endel celdre særlige Straffebud for visse Forssmmelser af Dommeren, idet disse heller ikke ere medtagne på Fortegnelsen i Stl.'s §§ 308-310 over celdre ved Straffe loven ophævede Bud. En Række sådanne, endnu bestående Bud opregnes i Nellemann Civilprocessens almindelige Del S. 199—200. Nogle af disse ville vel af sig selv bortfalde under den nye Proces, idet de Forhold, som de ramme, ikke da længere ville kunne førekomme, således f. Er. Straffebudet i 1—5—19 om Straffen for den Dommer, der forsommer at tilkalde Meddomsmænd i Drabssager. Men det gjælder ikke om dem alle. Det må nu erkendes, at der ingen Grund er til at bevare disse ældre Bud, der som oftest ikke engang ville behsve at Medføre nogen anden Straf, end om Forholdet bedsmtes efter Stl.'s §143, medens den sidste Bestemmelses mere elastiske Strafferamme doz står i bedre Overensstemmelse med Grundsætningerne i vor nu gjældende Strafferet end den i Reglen langt snævrere Ramme i hine ældre Bud. På disse Betragtninger er Slutningsbestemmelsen i § 47 1ste Stykke grundet.

Det er imidlertid ikke enhver Overtrædelse af Embedspligt, der efter Lovgivningen medfører Straf for Dommeren. Er der kun Tale om Forfsmmelfe eller Skjødesloshed i Gmbedsførelse, fordrer Stl.'s § 143 for Dommeren som for alle andre Gmbedsmcend som Betingelse for Straffen enten, at Embedsmanden oftere stal have gjort sig skyldig deri, eller at der er udvist grov Forssmmelse eller Skjsdeslsshed. Men deraf, at Loven ikke fastsætter Straf for en Forsømmelse, der hverken er grov eller oftere gjentaget, fslger ikke, at den nødvendigvis stal gå ganske ubemærket hen. Der vil tvertimod ofte være Grund til at give Dommeren som enhver anden Embedsmand i stige Tilfælde en difciplinær Påmindelse. Det er derfor kun en i Forholdets Natur grundet Regel, naar § 48 forudsætter, at der i sådant Fald kan gives Dommeren en Advarsel eller en Irettesættelse. Det Særegne ved Regelen i § 48 er Måden, hvorpå en

saadan Påmindelse bliver at give, hvorom henvises til det følgende.

Naar en Dommer gjør sig skyldig i et Forhold, som vel ikke er en Gmbedsforbrydelfe, men som gjør ham uværdig til den Agtelse og Tillid, som Dommerkaldet forudfætter, f. Ex. i en almindelig grov Forbrydelse, kan han ikke længere være Dommer, jfr. § 49 1ste Stykke. Dette er naturligvis gjældende Ret, skjsnt Embeds Fortabelse kun som Straf er føreskrevet for egentlige Embedsforbrydelser. Ligeledes er det gjældende Ret for Dommere som for andre Embedsmænd, at Forhold, der svcekke den for deres Stilling nødvendige Agtelse og Tillid, kan Medføre Afskedigelse med den Virkning, at den pensionsberettigede Dommers Pension bestemmes ved Lov i Henhold til Pensionsloven af 5te Jan. 1851 § 6 jfr. § 49 1ste Stykke. I begge Henseender opstår der kun for Dommeres Vedkommende særegne Spørgsmål med Hensyn til Formen for Afskedigelsen på Grund af Reglen i Grl.'s § 73, at Dommere ikke kunne afsættes uden ved Dom. Endelig kræver Sagens Natur, at der på Grund af sligt utilbsrligt Forhold, naar det dog er mindre graverende, også kan indtræde mindre indgribendr disciplmære Virkninger for Dommeren, f. Ex. Advarsel og Irettesættelse, jfr. §§ 48 og 49. Blandt fådanne mindre indgribende difciplinære følger Nævner § 49 også Unddragelse af Gmbedsindtægter på bestemt Tid. Medens Straffeloven af 1866 ikke kjender denne Virkning som Straf, er der dog vistnok al Grund til at bevare den som disciplinær Forholdsregel også for Dommere, for at udfylde Springet mellem den blotte Irettesættelse og Afskedigelsen, naar blot Anvendelsen af den sker i Former, der sikre Domstolenes Uafhængighed.

Endelig er det ligeså stemmende med den gjældende Ret som nsdvendigt efter de Fordringer, der stilles til Ansættelse som Dommer, at visse senere indtrædende Omstændigheder, selv om de ikke eller ikke umiddelbart ere Dommeren tilregnelige, må Medføre Afskedigelse eller Suspension fra Embedet. De Regler herom, som i § 50 Nr. 3 og 4 for-

ubsættes, indeholde intet Nyt. Med Hensyn til Virkningen af en saadan Suspension i Henseende til Nydelsen af Gmbedsindtægterne forbliver det ved de gjældende Negler, se Pl. 23. April 1813 og 14. Sept. 1830. Hvad angår den formelle Behandling af de forskellige i det føregående nævnte spørgsmål, er der ingen fslelig Trang til nye Regler, forsåvidt spørgsmålet drejer sig om Straf eller Erstatning på Grund af Dommerens Overtrædelse af Embedspligt. Hvad Udkastets § 47 herom føreskriver, nemlig at Forfølgning til Straf sker ved en selvstamdig Straffesag, og at Erstatningsansvar må gjøres gjældende ved Påanke, forsåvidt det ikke kan påkjendes i Forbindelse med spørgsmål om Straf, er kun en Gjentagelse af, hvad der er Regel efter den gjældende Ret. Det Samme Mider om den Regel, at Straf, naar den ej overstiger Boder, kan paæ lægges uden selvstændig Straffesag under Påanke. At denne Regel kun er fakultativ, stemmer med Forholdets Natur. Findes Sagen nemlig ikke klar, bliver en selvstændig Straffesag under de almindelige, fuldt betryggende Former en Nsdvendighed. Det eneste Nye, som Udkastet med Hensyn til de her omhandlede Tilfælde har føreslået, er den Regel, at det under de samme Forudsætninger, under hvilke Straf kunde idommes under Påanke uden selvstændig Straffesag, heller ikke skal være en Nsdvendighed, at en selvstændig Straffesag i almindclige Former anlægges, cm end Påanke ej finder Sted, men at en lettere og hurtigere Afgjørelse bsr kunne trceffes på lignende Måde som i Påanketilfælde. Dertil åbner den Sagsører en Vej, som Udkastet af andre Grunde har indfort til Afgjørclse af en Roekke af de her omhandlede spørgsmål, nemlig det af dsmmende Myndigheder udsvede Tilsyn med Dommeren, se § 50 Nr. 1. Tilsynsmyndigheden behoves vel ikke for spørgsmål om egentlig Straf; men naar der af andre Grunde er Trang til den, er det naturligt at gjøre Brug af den også ved Straf i sådanne Tilfælde, hvor dette fra ingen Side kan have Betænkelighed, men tvertimod kan hjælpe til en let og hurtig Afgjørelfe, hvor

denne er i Alles Interesse og i Overensstemmelse med det Princip, der ligger til Grund for hin Regel i Påanketilfælde.

Gr der Tale om Overtrædelfe af Embedspligt, som ikke er af en saadan Beskaffenhed, at den ifølge Lovgivningen pådrager Straf, er Straffesag selvfølgelig også udelukket. Anlægges en fådan, må Dommeren frifindes. At tillægge Regeringsmagtens Organer Befsjelse til i sådanne Tilfælde at anvende en disciplinær Påmindelse, må erkjendes ikke at være i god Samklang med Domstolenes Uashængighed. For sådanne Tilfælde er der derfor Trang til at lægge en difcivlinær Myndighed i dsmmende Myndigheders Hånd, hvorved på den ene Side Domstolenes Uafhængighed respekteres, uden at det dog på den anden Side deraf bliver følgen, at sligt Forhold må gå ganske upåagtet hen. Dette er således det Første Tilfælde, for hvilket Ansagsøreren as en judiciel Tilsynsmyndighed er nødvendig, fordi der ikke gives nogen anden, principielt rigtig Vej, ad hvilken slige Afgjørelser kunde træffes, jfr. § 48.

Til en fådan Tilsynsmyndighed er der dernæst i de fleste Tilfælde Trang, naar der stal træffes Afgjørelse om følgen af en Dommers ussmmelige eller utilbsrlige Forhold eller et Forhold, der endog svækker eller tilintetgjør den for hans Stilling nsdvendige Agtelse. Forsåvidt der herunder er Tale om Afsættelse af Dommeren, og der ikke blot er spørgsmål om de i Slutningen af § 50 bersrte Tilfælde, fordrer Grundloven en retslig Af gjørelse, hvorved erindres, at Grundlovens midlertidige Bestemmelse Nr. 3 vil miste sin Anvendelighed, naar nærværende Udkast bliver Lov. Er det Forhold, hvorom Talen er, en Forbrydelse, vil der vel under Straffesagen ved z Siden af Straffen efter den offentlige Anklagers Påstand tillige kunne gå Dom for Embedets Forbrydelse, se Udkast til Lov om Strafferetsplejen § 3, Nr. 6. Men foruden at det kan tænkes, at spørgsmålet om denne følge, der ikte er Straf, af en eller anden Grund ikke er blevet påkjendt under Straffesagen, er denne Fremgangsmåde dog ikke anvendelig i alle her førekommende Afskedigeliestilfælde. Fyldestgjørelsen af Grundlovens Be-

stemmelse vi! da kun kunne ske ad besværlige og unaturlige Veje (en civil Domssag), hvis der ikke åbnes Adgang til at henvende sig til Domsmyndigheden som discipliner Myndighed og derved fåe spørgsmålet Afgjort. Med Hensyn til de andre, mindre indgribende disciplinere Forholdsregler gjælder i denne Henseende det Samme, som nys blev bemærket am Overtrædelser af Embedspligt, for hvilke Loven ikke bestemmer Straf.

Hvad endelig Suspension af de i § 50 Nr. 3 ommeldte Grunde angår, er det vel så, at Grundloven ikke udelukker administrative Myndigheder fra at anordne en så dan; men det må dog erkjendes at være naturligere, at Beslutningerne herom ere over« ladte til judicielle Myndigheder, og nødvendigt er dette ved den Afskedigelse, som omhandles i § 50 Nr. 4, da Grundlovens Bud omfatter enhver Afsættelse mod Dommerens Villie. En almindelig borgerlig Domssag er imidlertid i begge Tilfælde en unaturlig Vej. Og« så her er der derfor Trang til at kunne fåe Domstolenes Afgjørelse som Udøvelse af en dem tilkommende Tilsynsmyndighed.

Med Hensyn til den nærmere Ordning af den Tilsynsmyndighed over Dommere, som det således for en Række af Afgjørelsers Skyld må ansees for rigtigt at lægge i judicielle Myndigheders Hånd, har man anset det for rigtigt at gjøre en Adskillelse, eftersom det, der føreligger, er af større eller mindre Betydning, — en Adskillelse, som også andetsteds er gjort, f. Ex. i den ovenfor Nævnte østerrigske Lov.

Når der nemlig blot er Spørgsmål om at give en Dommer en Advarsel eller en Irettesættelse for en Forsømmelse, der ikke er strafbar, eller for et utilbørligt eller usømmeligt Forhold, der dog ikke kan siges at svække den Agtelse og Tillid, en Dommer må have, må det siges at være naturligt, at Sådant kan ske uden egentlig processuelle Former, og at Beslutningen derom kan tages af en enkelt Mand, nemlig Formanden for den Ret, af hvilken Dommeren er Medlem, eller hvor denne Regel ikke passer, Formanden for den Ret, som han er underordnet, se herom § 48.

En Ret til at påanke stige Beslutninger

har man derhos ikke ment, at der kunde tillægges Dommeren, uden altfor meget at udsætte vedkommende Formands Autoritet for at svækkes. Derimod måtte der være Adgang for Justitsministeren til at gå til Højesteret, når hans Begjæring til Formanden for en Landsret eller for Kjøbenhavns Stadsret om at advare eller irettesætte en Dommer var blevet afslået. Det går ikke an, at en underordnet Rets Formand er i Stand til at gjøre Justitsministeren ganske våbenlos i flige Tilfælde.

Er Spørgsmålet, der skal afgjøres, derimod af mere indgribende Betydning, nemlig i de Tilfælde, som opregnes i§ 50 Nr. 1—4, går det ikke an at tage Sagen så let. Afgjørelsen kan ikke lægges i Enkeltmands Hånd, en virkelig processuel Fremgangsmåde må finde Sted, om end denne kan være mere kort og navnlig føje sig mere efter Omstændighedernes Krav end en almindelig Retssag. Myndigheden til at træffe Afgjørelse om disse Spørgsmål, for hvilken Udkastet forbeholder Betegnelsen Tilsynsmyndighed, lægger § 50 i Højesterets Hånd for de ved denne Ret og ved Landsretterne beskikkede Dommeres Vedkommende, til Landsretten (3: dennes Hovedafdeling, jfr. S 14) for Underdommernes Vedkommende. , At dette er stemmende med den nye Retsorganisations Principer, behøver ingen nærmere Påvisning. Den processuelle Fremgangsmåde ordner § 51 2det Stykke, der giver Retten så fri Hånd som mulig, da Tilfældene ere så forskelligartede, at en fælles fast Regel vilde være uhensigtsmæssig. Medens der gåes ud fra, at mundtlig Forhandling som oftest ikke vil behøves, står det dog til Retten at anordne en sådan, når det findes hensigtsmæssigt. Med de her givne Regler kunne iøvrigt jævnføres Udkast til Lov om Strasseretsplejen § 414, der med Hensyn til det Retsmiddel, der kaldes Besværing, har lignende Regler. Om Påanke af Landsrettens Afgjørelser i stige Tilfælde, der ikke kan udelukkes, indeholder §51 sidste Stykke nærmere Regler, der ingen Forklaring behøve.

At Justitsministeren ved den offentlige Anklager må kunne opfordre Retten til at gjøre Brug af sin Tilsynsmyndighed, er klart. Dette

ligger ligefrem indenfor Justitsministerens Embedspligt, når han antager, at et Forhold er tilstede, som begrunder Anvendelse af denne Rettens Myndighed. Men også uden en så- dan Opfordring kan Retten gjøre Brug af den, med mindre der er Tale om Afskedigelse eller andet Ophør af Stillingen, i hvilket Til« fælde det vilde ligge ganske udenfor vor offentlige Rets Principer at lade Domstolene af egen Drift tage en sådan Beslutning, se §51 1ste Stykke.

Om Retsskrivere.

Angående Retsskriveres beskikkelse, Ansvar for Embedshandlinger osv. gives der i §§ 52 —54 Bestemmelser, som i det væsentlige stemme med de i forrige Underafdeling om Dommere givne Forskrifter, dog med enkelte Forandringer, der svare til de efter den nu« gjældende Ret bestående Forskelligheder mellem de Nævnte Embedsmænd. særligt fremhæves, at § 54 opretholder den bestående Adgang til at suspendere og afskedige Retsskrivere ad administrativ Vej.

Om Retsbude, Stævningsmænd m. v.

Af de her givne Bestemmelser behøve kun Reglerne i § 56 om Stævningsmænds Beskikkelse nogen Forklaring. Som det vil sees, har Udkastet i Modsætning til den nugjældende Lovgivning, hvorefter der skal beskikkes Stævningsmænd for hvert enkelt Sogn, knyttet Bestillingen til Retskredsene, hvilket medfører den Lettelse for Befolkningen, at denne kan henvende sig til hvem den vil af de for hele Retskredsen fungerende Stævningsmænd. Da det fremdeles må ansees for hensigtsmæssigt, at Publikum i selve Rettens Lokaler kan finde Mænd, der have Bemyndigelse til at fungere som Stævningsmænd,

har man troet at burde åbne Adgang til Retobudenes Benyttelse i hin Egenskab, så- vidt det lader sig førene med deres Forhold til Retten. I Overensstemmelse hermed fastsætter § 56, at de ved Landsretterne, Københavns Stadsret samt By- og Herredsretterne ansætte Retsbude kunne benyttes som Stævningsmænd for vedkommende Rets Område i det Omfang og på den Måde, som Rettens Formand nærmere bestemmer. De Stævningsmænd, som yderligere efter Justitsministerens Bestemmelse behøves, beskikkes for hver enkelt Underretskreds af Landsrettens Formand. Herved er man iøvrigt gået ud fra, at Støvningsmændenes Honorarer bor forhøjes således, at det bliver muligt ad frivillig Vej at fåe dertil egnede mænd til at overtage Bestillingne.

Om Lon, Dagpenge m. v.

Hvad angår de ved Retterne ansætte Embedsmænds Lonninger, har man vel ikke miskjendt den store Betydning, en hensigtssvarende Ordning af disse Forhold vil have for den hele Reforms Gjennemførelse, men man har dog måttet anse det for at ligge udenfor Kommissionens Opgave herom at stille Forslag. § 59 indfkrænker sig derfor til at udtale, at de herhen horende Spørgsmål forfåvidt Udkastet ikke lader den hidtil gjældende Ordning uberørt, som ved Høiesteret, fastsættes ved en særlig Lov, der træder i Kraft samtidig med nærværende Lov, medens Bestemmelsen af de Beløb, der skulle tillægges Retterne til Bestridelse af Kontorudgifter og Lign., henvises til Finantsloven.

Om Nævningernes Kaldelse.

Umiddelbart efter de almindelige, for den borgerlige Retspleje og Strafferetsplejen fælles Bestemmelser om Domstolenes Ordning finde de Regler, der omhandle den for Strafferetsplejen ejendommelige Nævningeinstitution, deres naturlige Plads. Det nærværende Udkasts andet Afsnit handler derfor om Nævningernes Kaldelse, Herunder indbefattes dog kun de Regler, i Henhold til hvilke den Kreds af mænd fastsættes, blandt hvilken Nævningerne til hver enkelt Sag skulle udtages. " Disse Regler ere uafhængige af den enkelte Straffesags Gang og høre til den almindelige Ord- ning af Domsmagten. De Bestemmelser der« imod, som omhandle Udtagelsen af Nævninger til den enkelte Sag blandt den forud fastsætte Kreds af mænd, danne et Led i den enkelte Nærningesag; de måtte derfor optages i Udkastet til Loren om Strafferetsplejen og indordnes blandt de Regler, der omhandle Hovedforhandlingen for Nævninger, se det sidstnævnte Udkasts fjerde Afsnit Kap. IV. §§ 311—322. Dermed står det videre i Forbindelse, at også Reglerne om de Forholdet til den enkelte Sag vedrørende Grunde, der gjøre Nævninger inhabile, ere optagne i Udkastet om Strafferetsplejen ligesom med Hensyn til Dommere og andre Rettens Personer, se det Nævnte Udkasts Første Afsnit Kap. III. Æmnet for nærværende Afsnit falder naturlig i 4 Kapitler, af hvilke det Første indeholder almindelige Bestemmelser med Hensyn til Nævningers Kaldelse, medens de andre tre i den ved Forholdets Natur angivne følgeorden omhandle den Række af Foranstaltninger, ved hvilke Betingelserne for Udtagelsen af Nævninger til den enkelte Sag skaffes tilstede.

Almindelige Bestemmelser.

I dette Kapitel angives 1) i § 60 Grundtræktene af den Fremgangsmåde, der bliver at

følge ved Nævningernes Kaldelse, 2) i §§ 61 —64 de Egenskaber, der udkræves for at kunne kaldes til Nævning, samt de Grunde, der udelukke fra eller fritage for dette Hverv og 3) i § 65 Nævningelisternes Betydning for Retten og Pligten til at kaldes til Nævning. Med Hensyn til hver af disse Grupper af Bestemmelser skal følgende bemærkes.

Den Fremgangsmåde, som efter Udkastet bliver at følge ved Nævningers Kaldelse, er i Grundtræktene den samme, der var foreslået også i de ældre, hos os fremkomne Udkast, og som ligeledes er anvendt i fremmede Love, en Overensstemmelse, der vidner om, at disse Ordningens Grundtræk med nødvendighed fremgå af Forholdets Natur. Herefter er det Grundlag, på hvilket der bygges, Lister, som optages over alle de Personer, der have de i Loven fordrede Egenskaber for at kunne være Nævning, og som ikke af nogen særegen Grund ere udelukkede eller fritagne (Grundlisterne). Den næste Akt er det årlig gjentagne Valg af en snevrere Kreds af Mænd blandt de på Grundlisterne opførte (Aarslisten). Ved dette Valg tilsigtes det at udtage de Personer, som på Grund af Dygtighed, Retsindighed og Selvstændighed må ansees for mest egnede og værdige til Nævningehvervet (jfr. Udkastets § 75). Af denne snevrere Kreds udtages da Nævningerne for hver enkelt periodisk Sammentræden af Nævningeretten ved Lodtrækning, og blandt de således Udtagne atter Nævningerne for hver enkelt Sag, der behandles i Samlingen, ligeledes ved Lodtrækning. Medens således på de senere Trin Lodtrækning bliver det Afgjørende, er det et Valg, som bestemmer Kredsen af de Personer, mellem hvilke Lodtrækningen stal finde Sted. Denne Ord« ning er truffen selv i de Love, der stille strengere Betingelser for Optagelsen på Grundlisterne end det føreliggende Udkast, og som derved, i det Mindste tildels, have havt for Dje, at kun mænd, der ere egnede til Nævningehvervet, findes på disse Lister. Så meget mere er da et sådant Valg nødvendigt, hvor Adgangen til overhovedet at kaldes til Nævning er udstrakt så vidt som i det føreliggende Udkast. Nævningerne skulle være forstandige Lægmænd af Folket. Det vilde være

at give sig det blinde Tilfælde i Vold, naar Alt skulde bero på en Lodtrækning blandt dem, der ifølge Udkastet skulle opføres på Grundlisterne. Af Vigtighed blive selvfølgelig herved Reglerne om, hvem der skal føretage hint Valg; men derom henvises til Bemærkningerne ved Udkastets § 72. Det omspurgte Valg må finde Sted for hver Rævningekreds, d. v. s. de Dele af Landsretskredsen, som ere henlagte til de forskjellige Steder, hvor periodiske Møder til Straffesagers Påkjendelse finde Sted, fe herom Udkastets § 20. Som det nærmere er oplyst ovenfor, er det ved den Sagsører, at der på forskjellige Steder i Landretskredsen holdes Strafferetssamlinger, og ved Rævningekredsenes deraf følgende ringere territoriale Område væsentlig tilsigtet at lette Borgerne Byrden at virke som Nævninger, idet Hvervet ikke skal nødvendiggjøre Ophold på Steder, der ligge meget langt borte fra Hjemmet. Valget gjælder, som alt bemærket, for et Nar, jfr. imidlertid herved den af praktiske Hensyn nødvendige Bestemmelse i § 79 sidste Punktum. Årets Beregning fra 1ste Juni til 31te Maj er ikke vilkårlig valgt. Den Forberedelse for Valget, som ligger i Grundlisternes Fornyelse,, begynder efter § 67, den 1ste Februar, hvilket Tidspunkt atter er valgt med særligt Hensyn til de gjældende Regler om Folkethingsvalglisternes årlige Berigtigelse, fe Lov 12 Juli 1867 § 11, da disse to Arter af Lister efter Udkastets Regler ville have Såmeget tilfælles, at Arbejdet med deres Tilvejebringelse bør ske samtidig for at spare Tid og Kræfter. Ifølge dette Udgangspunkt kan Rævningeåret ikke godt begynde tidligere end den 1ste Juni, naar der skal være tilstrækkelig Tid til de førskjellige Akter der blive at føretage, jfr. Udkastets §§ 68 69, 72 og 73.

De almindelige Betingelser for at kunne kaldes til Nævning falde ifølge § 61 sammen med Betingelserne for Valgret til Folkethinget; der tilføjes kun en enkelt yderligere Betingelse, som Nævningehvervets særegne Beskaffenhed nødvendiggjør, hvorhos den for Valgretten gjældende Bopælsbetingelse undergår en i Forholdets Natur grundet Lempelse. Denne Sagsører, der er i væsentlig Overensstemmelse

med de tidligere hos os føreliggende Forslag, fører til, at et langt større Antal Personer anerkjendes som i og for sig egnede til Nævningehvervet, end Tilfældet er efter de fleste nu gjældende fremmede Love. Disse have i Reglen opstillet som Betingelse en vis Formue, enten ubetinget eller som i de fleste Fastlandsstater med Undtagelser for visse sociale Stillinger (et førenet Formue- og Dygtighedssystem). Herom bemærkes nærmere Følgende:

I England gjælder et rent Senfussystem. En Parlamentsakt af 1825 forpligter enhver Englænder mellem 21 og 60 År til at fungere som nævning, naar han enten har en ren årlig Indtægt på 10 K af Jordejendom eller, hvis han blot er Bruger, på 20 , eller naar han ejer Hus af en vis Størrelse eller betaler en Fattigskat af mindst 20 L.

Den franske Lovgivning af 1808 grundlagde det senere mange andre Steder optagne og videre udviklede System, hvorefter ved Siden af en vis Census den ifølge visse Egenskaber eller Stillinger formodede Dygtighed kommer i Betragtning. Foruden Medlemmerne af de daværende Valgkollegier og de 300 højst beskattede Indbyggere i Departementerne kunne efter hin Lov også kaldes til Rævninger en Række af Gmbedsmænd, tildels dog kun under Forudsætning af, at de nyde en Lon af en vis Størrelse, Doktorer og Licentiater ved Fakulteterne, Medlemmer af anerkjendte lærde Selskaber, Notarer, Bankierer, Vexelerere, der have loft Patent m. fl. Personer, fom ikke høre til nogen af disse Klasser, kunne kun efter Præfektens førstag og med Indenrigsministerens Billigelse opnå som en særlig Gunst at optages på Rævningelisterne. De forskjellige politiske Omvæltninger medførte Forandringer i disse Regler, men indtil 1848 ingen Principforandring. Baade under Restaurationen og under Iulimonarkiet bestod Nævningelisterne dels og navnlig af Vælgerne i Departementet, hvorved Fordringen om en vis Census på Grund af de dagjældende Betingelser for den politiske Valgret også kom til at gjælde her, dels af Personer af visse Klasser („Kapaciteter"). Faktisk var der den Forskjel, at under Restaurationen en Grundliste for

Departementet mod omtrent 800 Navne af Loven forudsættes som det Regelmæssige, medens Tallet under Iulimonarkiet ved Nedsættelsen af Census for den politiske Valgret steg til 4 a 5000.

I Belgien fastsætte en Lov af 1838 et lignende kombineret System. Rævninger kunde kun være Vælgere, der ydede en årlig direkte Skat, hvis Størrelse var sorskjellig efter de sorskjellige Provindser (110—250 Frs.) eller som hørte til en af de særlig Nævnte Kapacitetsklasser (Medlemmer af Folkerepræsentationen og af kommunale Råd, Doktorer og Licentiater, dog ej de theologiste, offentlige Læger, Notarer, Sagførere, autoriserede Vekselagenter og Mæglere samt pensionerede Gmbedsmænd med mindst 1000 Frs. Pension). I Stedet for denne Lov gjælder nu en Lov af 18de Juni 1869, der forandrer Enkeltheder (Census fra 90 til 250 Frs.), men ikke Systemet.

Den samme Vej er endelig Flertallet af de gjældende Love i Tyskland gået. I Enkelthederne er der mange Afvigelser. Censusfordringen er snart opstillet absolut, nemlig fåledes, at der kærves en Skatteydelse af en vis Størrelse, forskjellig i de forskjellige Stater (i Preussen udenfor Rhinprovindserne 16 Thaler Klasseskat eller 20 Th. Statsgrundskat eller 24 Th. Næringsskat), snart relativt så ledes, at et bestemt Antal af de Højest Beskattede danne den Kreds, af hvilken Nævningerne vælges (Rhinprovindserne, Hessen, Brunsvig, Oldenburg). Loven for Wurtemberg rykker Censusfordringen ned til Minimum, idet den kun kræver Adelse af en hvilkenfomhelst direkte Statsskat. Kapacitetsklasserne, der ere fritagne for Censusfordringen, ere også forskjellige, skjønt de vigtigste af dem førekomme i de fleste Love på samme Måde (visse offentlige Stillinger, Doktorer m. fl.). Kun een, ikke længere gjældende Lov, nemlig den for Kurhessen, havde et rent Censussystem.

Ganske enkelte tyske Stater fordre foruden den politiske Valgret kun, at Vedkommende skal kunne læse og skrive. Saaledes er også den 1873 for Østrig indforte Sagsører. Men Begrænsninger skjule sig dog her i Virkeligheden

i Betingelserne for den politiske Valgret, der ikke er udstrakt så vidt som hos os.

Et Brud med disse Systemer skete i Frankrig ved Revolutionen af 1848. Den almindelige politiske Valgret måtte Medføre Konsekventser på dette Område. Desuden havde det tidligere i Frankrig gjældende System været Gjenstand for en skarp og ganske vist ikke ubeføjet Kritik. En Forandring på dette Område hørte med til den nye Regjerings Program. Den gjennemførtes ved en Lov af 7de August 1848. Efter denne Lov kan enhver Franskmand, der er 30 År gammel og nyder borgerlige og politiske Rettigheder, kaldes til Nævning, forsåvidt ingen Udelukkelsesgrunde finde Anvendelse. Da enhver Franskmand, der er fyldt 21 År, fik den politiske Valgret, bortfaldt altså alle tidligere Census- eller Kapacitetsfordringer. Ved særlig Bestemmelse udelukkede Loven dem, der ikke kunde læse eller skrive Fransk, samt Tyende. Disse Bestemmelser bleve i det væsentlige uforandrede ved den senere Lov under Kejserdømmet af 4de Juni 1853. Det var på et andet Punkt, nemlig med Hensyn til Valget blandt de på Grundlisten opførte Personer, at denne Lov væsentlig afveg fra Loven af 1848. Efter Kejserdømmets Fald fatte et Dekret af 14de Oktober 1870 atter Loven af 1848 i Kraft. Dette Dekret er nu afløst ved en Lov af 21de November 1872, der imidlertid ogfå opretholder Reglerne på dette Punkt fra Loven af 1848.

Endelig er nu ogfå det nye Udkast til en Retsorganisation for hele Tyskland slået ind på samme Vej som den franske Lovgivning. Det giver Afkald på enhver Indskrænkning ved Formue- eller Dannelsescensus (se dette Udkasts §§ 61 og 66, jfr. §§ 20—23). I Motiverne bemærkes særlig, at en Frygt for, at Nogen, der ikke kunde læse eller skrive, skulde blive kaldt til Nævning, efter de forhåndenværende Dannelsesforhold i Tyskland vilde være uden Grund, så at der ingen Anledning er til at optage en hertil sigtende Betingelse i en Lov for Tnskland.

Ved Bedømmelsen af de således skildrede

forskjellige Systemer kommer det i Betragtning,

at Adgangen til at blive Nævning må be.

tragtes baade som en offentlig Ret og som en offentlig Byrde. At den offentlige Ret ikke udstrækkes til andre Personer end dem, der ere i Besiddelse af den vigtigste politiske Net, Valgret til Folkerepræsentationen, er naturligt. Fra dette Synspunkt er det let forklarligt, at de Staters Love, som knytte Valgretten til en Formuebetingelse, kræve en lignende Betingelse for at blive Nævning; men dette Motiv bliver hos os uden Betydning. Det sædvanlige førenede Formue og Dygtighedssystem, kræver imidlertid ordentligvis mere end dette. Det hviler nemlig på den Betragtning, at der bør opstilles sådanne Betingelser for Adgangen til at blive Nævning, som i det Mindste i Almindelighed ere egnede til at vække en Formodning for, at den Pågjældende er i Besiddelse af de Egenskaber, der kræves til en fyldestgørende Udførelse af Nævningehvervet. Herefter er det ikke givet, at Retten til at kunne blive Nævning skal udstrækkes til alle de Personer, som have den politiske Valgret. Det forudsættes ikke og kan ikke forudsættes om enhver Valgberettiget, at han er egnet til selv at udføre ethvert offentligt Hverv, og det kan navnlig ikke forudsættes med Hensyn til det særligt ansvarsfulde Nævninge- hverv. Denne Betragtning vilde naturligvis i forhøjet Grad fåe Betydning, hvor Valgretten er udstrakt så vidt som hos os. Den vilde ogfå være afgjørende, dersom Udtagelsen af Nævninger skulde ske ved Lodtrækning umiddelbart blandt dem, der opfylde de i Loven føreskrevne Betingelser for at kunne kaldes til Nævning. Naar der derimod, Førend nogen Lodtrækning finder Sted, Først skal foregå en Sigtning ved Valg, taber den anførte Betragtning sin Vægt. Alle de Grunde, der ogfå i andre Forhold tale imod at binde et Valg ved særegne, af Mistillid til de Vælgendes fornuftige skjøn fremgåede Valgbarhedsbetingelser, blive her anvendelige. Loven vil altid ved stige Betingelser udelukke Mange, som ere egnede, uden dog på nogen Måde at kunne sikre, at alle de, der opfylde Betingelserne, ere egnede. Det må således ansees for velbegrundet, at Udkastet såvel positivt som negativt — bortset fra uvæsentlige Lempelser — lader Retten til

at kunne kaldes til nævning hare samme Udstrækning som Valgretten til Folkethinget. — Fra et ganske andet Standpunkt er et Censussystem som i England blevet forsvaret, idet nemlig Vægten lægges på, at det at kaldes til Nævning er en offentlig Byrde, der medfører baade Udgifter og Tidstab, og som man derfor billigvis ikke bor påvælte den, der ikke har Tid eller Penge at ofre. Hertil er at bemærke, at det ganske vist er en Byrde at måtte fungere som Nævning, ja Erfaringen vifer, at denne Betragtningsmåde endog for den almindelige førstilling bliver den overvejende, navnlig efterat Nyhedens Interesse har tabt sig. Men herpå kan ikke begrundes en Udelukkelse for Nogen fra Adgangen til at blive Nævning, men kun en Fritagelse i sådanne Tilfælde, hvor man må erkjende et Krav herpå for billig! og naturligt, således som det ogfå nærmere er førestrevet i Udkastets §§63 og 64.

Til den almindelige Regel i § 61 slutter sig nemlig dels § 62 angående visse Stillinger, som udelukke fra nævningehvervet, dels §§ 63 og 64 om Fritagelse for dette. Uforeneligheden af de Stillinger, som § 62 angiver, med nærningehvervet beror på, at en stadelig Indflydelse af hine på dette eller af dette på hine kan besrygtes. En Begrundelse i det Enkelte af Reglen, der førekommer omtrent på samme Måde i fremmede Love og i ældre danske Udkast, vil ikke findes fornøden. Hvad Fritagelserne angår, skjelner Udkastet mellem de Tilfælde, hvor Fritagelsen er hjemlet umiddelbart ved Loven, således at de på gjældende Personer kun da optages på Grundlisterne, naar de begjære det, og dem, hvor Fritagelsen kun kommer Vedkommende til Gode, naar han begjærer den. De Omstændigheder, som berettige til en saadan Vegjæring, opregnes i K 64. Også her vil en i det Enkelte gående Redegjørelse være ufornoden. Reglerne ere fælles for de fleste- Love. Negelen i § 63 om Fritagelse, som i Embeds Medfør stal tages i Betragtning, er derimod mere ejendommelig for Udkastet og de ældre danske Udkast; den står i Sammenhæng med den Udstrækning, i hvilken § 61 anerkjender

Evne til at være Nævning*). Den Klasse af valgberettigede Borgere, som § 63 har for Øje, nemlig de, som udelukkende eller væsentligst ernære sig ved egne Hænders Gjerning, tor vel ingenlunde udelukkes fra Retten at kunne kaldes til Nævning, men de have et billigt Krav på at fritages for Byrden ved Rævningehvervet. Det kan nu forudsees, at de pågjældende Personer regelmæssig ville ønske denne Fritagelse, medens det på den anden Side også kan forudsees idelig at ville blive Tilfældet, at de forsømme at indgive Begæring derom, hvis en saadan forlanges. Herpå begrundes den ejendommelige Behandling af denne Fritagelsesgrund. At Klassens Gramfer ikke kunne angives på en Måde, der udelukker Tvivl i enkelte Tilfælde, er i dette Forhold af liden Betydning. Til at afværge eller råde Bod på Fejlgreb i Anvendelsen af § 63 yder Udkastet aldeles tilstrækkelige Midler.

Ved Grundlisternes Berigtigelse fåe alle Spørgsmål om Berettigelse til, Udelukkelse fra eller Fritagelse for Rævningehvervet en stiltiende eller udtrykkelig Afgjørelse, udtrykkelig, naar Kjendelse i Anledning af Påstande eller Indsigelser er bleven afsagt, stiltiende, forsåvidt Indsigelser ikke ere fremkomne mod de til Eftersyn fremlagte Lister. Det Spørgsmål opstår nu, hvilken Betydning der stal tillægges dels hine Kjendelser, forsåvidt de enten ikke i rette Tid ere blevne påankede eller ere afgivne endelig ifølge Påanke, dels Forsømmelse med i rette Tid at fremsætte Indsigelser mol) de fremlagte Lister, om hine Kjendelser skulle have ubetinget Domskraft, og om disse Forsømmelser skulle virke udelukkende. Disse Spørgsmål besvares i Udkastets § 65, der giver en forskjellig Regel for Lifternes Betydning med Hensyn til de Personer, som ikke ere optagne på den, og med Hensyn til dem, der ere optagne, og, hvad de sidstnævnte

angår, atter med Hensyn til Udelukkelsesgrunde og Fritagelsesgrunde.

Der kan nemlig ingen Betænkelighed være ved at lade Listernes Berigtigelse være endelig afgjørende for de Personer, der ikke ere blevne optagne. At Nogen med Urette er udeladt af Listen, har kun en aldeles forsvindende Betydning for den enkelte Rævningesag. En Krænkelse af Parterne i Rævningesagen kan man derfor ikke finde i en sådan Udeladelse, og de Personer, hvem Udkastets § 68 tillægger Net til at tage til Gjenmæle mod en urigtig Udeladelse, nemlig dels den Udeladte selv dels enhver til Folkethinget valgbar Beboer af Kommunen, må fornuftigvis gjøre det på den Måde og inden de Frister, der ere fastsætte for dem. Forsåvidt Evnen til at være Nævning først er kommen til Stede efter Grundlisternes Berigtigelse, kan der vel ikke tales om Forsømmelse fra Vedkommendes Side; men praktiske Henfyn kræve, at dette først kan komme i Betragtning ved Grundlisternes Fornyelse, forsåvidt Betingelsen ikke horer til dem (Alder, Bopæl), hvis Indtræden i Årets Lob forud kan vides, og som derfor overensstemmende med Valgloven 12te Juli 1867 § 10 hjemler særegne Foranstaltninger. Udkastet opstiller altså i § 65 1ste Stykke, at Ingen kan optages på Grundlifterne, efterat disse endelig, være sig efter eller uden Påanke, ere berigtigede, fremdeles som naturligt Supplement hertil, at Ingen kan kaldes til Nævning, som ikke er optagen på Grundlisten, ligesom det endelig er en Selvfølge, at den, der skal kunne virke som Nævning, også må være optagen på den ved Valg fastsætte Aarsliste. Vedkommende må naturligvis ikke alene være valgbar, men ogfå valgt.

Hvad angår Udelukkelsesgrunde, som måtte være forhånden ved dem, der ere optagne på Lifterne, er der et Hovedpunkt, hvor Reglen nødvendigvis må være en anden, med Hensyn nemlig til Parterne i Rævningesagen. At en ifølge Loven udelukket Person medvirker som Nævning, er en Krænkelse af Parternes Ret, der for dem indeholder en Påankegrund mod Dommen, se Udkast til Lov om Strafferetsplejen § 375 Nr. 2. Men Parterne i den senere Sag have ikke som fådanne havt Op-

fordring, Beføjelse eller tildels endog blot faktisk Mulighed til at gjøre Udelukkelsesgrunde gjældende, Førend Sagen er bragt for Retten. Det vilde derfor være uføreneligt med Parternes Ret, om man vilde lade Grundlisternes Berigtigelse være afgjørende for dem. Hverken kan den udtrykkelige Kjendelse have Domskraft for dem, ejheller kunne Fristerne virke afskjærende. De må under Sagen kunne More en hvilkensomhelst Udelukkelsesgrund gjældende mod de Personer, mellem hvilke Lodtrækning til Sagen skal finde Sted, uden Hensyn til de tidligere ved Grundlisternes Berigtigelse stedfundne udtrykkelige eller stiltiende Afgjørelser. Der kan fastsættes en Frist for Parterne, inden hvilken Indsigelsen skal gjøres gjældende; men det må være en Frist efter Sagens Anhængiggjørelse. l Reglerne om Parternes Stilling i få Hen-, seende høre imidlertid ikke hjemme i § 65;' de ere givne i Udkastet til Lov om Straffe- retsplejen s 312, jfr. §§ 16 og 18. Med den omtalte Grundsætning vilde det vel ikke være ligefrem uforeneligt, at Grundlisternes Berig- tigelse iøvrigt var afgjørende også med Hen« syn til Udelukkelsesgrunde. Men det vilde ikke være naturligt ubetinget at fastsætte, at vitterlig føreliggende Udelukkelsesgrunde ikke kunde tages i Betragtning for under Sagen og hvis Parterne fremsætte Indsigelse. Medens vel de afgivne upåankede eller ifølge Påanke afgivne Kjendelser bor stå fast, kun med Forbehold af hin Parternes Ret, og me- dens fremdeles vel den i § 68 3die Stykke hjemlede Ret til Indsigelser må ophøre, bor de pågjældende Myndigheder ikke være af° skårne fra i Embeds Medfør at føretage Berigtigelser af Listerne med Hensyn ikke blot til senere opståede Udelukkelsesgrunde, men også til sådanne, som alt forelå tidligere, men ikke have vieret fremdragne. Det er heller ikke vanskeligt at gjennemføre den i § 65 2det Stykke indeholdte Regel praktisk, se herom Reglerne i Udkastets §§ 71, 74, 78, 84, 85 og 86.

Hvad endelig angår Fritagelsesgrunde, kommer Hensynet til Parterne selvfølgelig ikke i Betragtning; Listernes Berigtigelse kan her med Føje i Regelen betragtes som afgjørende. Kun forsåvidt Fritagelsesgrunden senere er

opstået, vilde dette være ubilligt, ja endog komme i Strid med. at flere af de i § 64 omhandlede Fritagelsesgrunde forudsættes at opstå efter Grundlisternes Berigtigelse. Dertil har § 65 3 die Stykke taget Hensyn.

Grundlisterne.

Reglerne om Grundlisternes Tilvejebringelse slutte sig med så Lempelser, af hvilke de fleste ligefrem ere påbudte ved Forholdets Natur, til Reglerne om Valglisterne over de til Folkethinget valgberettigede Personer i Loven af 12te Juli 1867. En udførlig Omtale af de enkelte Bestemmelser vil derfor være overflødig. Det vil være tilstrækkeligt til Sammenligning at henvise med Hensyn til Udkastets § 66 til Valglovens §§ 8 og 19, med Hensyn til § 67 til Valglovens §§ 12—14, med Hensyn til § 68 til Valglovens §§14 og 15, og med Hensyn til § 70 til Valglovens §§17 og 18. Kun nogle enkelte Punkter skulle nærmere omtales. I Udkastets § 68 3 die Stykke er det fastsat, at Indsigelser mod de udarbejdede Lister kunne fremsættes dels af „ Enhver, som tror uden Føje at være optagen på eller udeladt af Listen", dels af 5 enhver til Folkethinget valgbar Beboer af Kommuneu", som mener, at Nogen uberettiget er optagen på Listen, eller at nogen til at fungere som Nævning Pligtig er udeladt. Den til den sidste Bestemmelse svarende Regel i Valglovens § 13 bruger her uden nogen begrænsende Tilføjelse Udtrykket „enhver". En praktisk betydningsfuld Indskrænkning af Kompetencen til at fremsætte Indsigelser er ved Udkastets Bestemmelse aldeles ikke tilsigtet, så lidt som den kan antages at ville blive Følgen af den. Derfor er det også valgt at henvise til den med et tidligere Alderstrin indtrædende Valgbarhed til Folkethinget i Stedet for til Valgberettigelsen. Meningen er kun at faststå en Gramse, som stemmer med det føreliggende offentligretlige Forholds Natur, og

som derfor også stemmer med Tanken i Valgloven, selv om man ikke ad Fortolkningens Vej tor opstille den her. For det Tilfælde, som ej er utænkeligt, at denne Adgang til Indsigelser vil blive benyttet i mere udstrakt Omfang ved Nævningelisterne, er det ikke uden Interesse, at mulige Tvivl om Kompetencen til al fremsætte dem afskjæres ved en bestemt og let anvendelig Regel i Loven.

En vigtigere Afvigelse fra Valgloven indeholde Udkastets Bestemmelser om Retsmidler mod Kommunalbestyrelsens Kjendelser angå ende fremkomne Indsigelser. Som bekjendt er efter Valgloven en Kjendelse, som gaar ud på, at en Person stal optages eller forblive på Valglisterne, uomstødelig. Valgloven hjemler i § 20 kun den, hvem Valgret ved Kjendelse er nægtet, et Retsmiddel herimod; dette består i, at han kan indbringe spørgsmålet for Domstolene med Adgang til Appel. Det gaar nu for det første ikke an her, hvor der er Spørgsmål om Noget, der ligeså meget er en Byrde som en Net, at afskjære den fra ethvert Retsmiddel, der mod sin Påstand er optagen på Grundlisten. Og det stemmer fremdeles med Forholdets Natur her, at også de, der have fremsat Indsigelse imod andre Personers Udeladelse af eller Optagelse på Listerne, kunne Påanke den Kjendelse, der har forkastet den af dem fremsætte Indsigelse. Men dernæst vilde det af flere Grunde her være uhensigtsmæssigt at anvise Spørgsmålets Indbringelse for Domstolene som Retsmidlet mod de omspurgte Kjendelser. For det første kan det let tænkes, at den endelige Dom i en slig Sag først faldt, efterat Aarslisten var fastsat, hvilket stal være sket inden den 1ste Juni. Gaar da Dommen ud på, at en Person stal optages på Grundlisterne, der ikke var det, da Aarslisten blev fastsat, vilde Dommen enten blive betydningslog eller der måtte opstå spørgsmål om en Omgjørelse af Aarslisten og senere Akter, der vilde fremkalde Forviklinger uden tilsvarende Nytte. I de Tilfælde, hvor Dommen anordnede en Optagelse På Listen eller forkastede en Udelukkelse, og hvor dette forte tis, at den Pågjældende vir-

kelig blev kaldet til at medvirke i en Sag, vilde det kunne ansees for tvivlsomt, om det stemmer med rigtige processuelle Grundsætninger, mod en stig Dom at tillægge Parterne Ret til at rejse Indsigelser for Nævningeretten. Skulde imidlertid dette ikke tilstedes, men Evnen til at fungere som Nævning være på en for Parterne i Straffesagen bindende Måde Afgjort ved Dommen, vilde det ovenfor omtalte unaturlige Resultat indtræde, at Parterne som sådanne ikke havde havt Lejlighed til at blive hørte angående et deres Interesser så nært berorende spørgsmål, forend Afgjørelsen blev truffen. Den Påanke af Kommunalbestyrelsens Kjendelse til Udvalget for Aarslistens Dannelse, som Udkastet sætter i Stedet for Adgang til at bringe Spørgsmålet for Domstolene, er derfor næ turligere; navnlig vil der herefter ikke opstå Tvivl om den retlige Betydning af Udvalgets Afgjørelser overfor Parterne i den senere Nævningesag.

Den i § 71 givne Regel står i Forbindelse med Reglen i § 65 2det Stykke. Skal Orden i Fremgangsmåden bevares, kan Kommunalbestyrelsen ikke selv føretage de omhandlede Rettelser i Grundlisterne; men den stal i alle Tilfælde, hvor det kan have Interesse, gjøre hvad der står i dens Magt, for at Udvalget til Aarslistens Dannelse kan føretage den.

Nævningekredsens Aarsliste.

Fastsættelsen af Aarslisten eller Listen over den snevrere Kreds af Mænd, blandt hvilke i Nævningeårets Lob Nævningerne til hver enkelt Sag skulle udtages ved Lodtrækninger, sker, som tidligere omtalt, ved Valg blandt de på Grundlisterne opførte Mænd. Det spørgsmål opstår nu, hvem der stal i føretage disse Valg. Det er klart, at dette spørgsmål er mindst af lige så stor Betydning for Institutionen som det ovenfor

omtalte Spørgsmål om Udstrækningen af Evnen til at kunne være (9: vælges til) Nævning. Det her føreliggende spørgsmål kan loses på en Måde, som gjør det næsten illusorisk, at Grundlisterne optage det størst mulige Antal Borgere, således f. Ex. som Tilfældet var efter den franske Lov af 4de Juni 1853, der vel beholdt det brede Grundlag, som Loven af 1848 havde skabt, men lagde Valget i Hænderne udelukkende på Regjeringens Embedsmand. Med Rette har derfor den almindelige Opmærksomhed med ligeså stor Styrke fæstet sig ved denne anden Hovedbestanddel af Reglerne om Nævningernes Kaldelse, og en Oversigt over de Veje, som de vigtigste, fremmede Lovgivninger ere gåede på dette Punkt, fortjener lige så fuldt en Plads her som ved Spørgsmålet om Grundlisternes Udstrækning.

I England vælges Nævningerne for Året blandt de på Grundlisterne opførte Mænd („Iurvbogen for Året") af Sheriffen.

Den franske Lovgivning af 1808 overlod Valget til Præfekten. Herved blev det også under Restaurationen og under Iulimonarkiet (Lov 2. Maj 1827). I Virkeligheden blev Præfektens Magt dog langt større i den sidst Nævnte Periode end i den Første. I denne var nemlig Grundlistens Tal begrænset c. 800 Navne) og omvendt Tallet af dem, der skulde vælges for Året, forholdsvis betydeligt (300), medens det samtidig var Regel, at de samme Navne ikke måtte førekomme på Aarslisten 2 År i Træk, så at enhver på Grundlisten optagen Person i Virkeligheden kom til Optagelse på Aarslisten efter Omgang (hvert tredie eller fjerde År). Men efterat Grundlifternes Tal under Iulimonarkiet var steget til mere end det tredobbelte, gjenvandt Præfekterne al den Magt, som de faktisk tidligere vare udelukkede fra. Et helt nyt System fulgte Loven af 7 de Au g. 1848. Det var Lovgiverens Villie at unddrage Regjeringens Embedsmænd den tidligere udsvede Indflydelse på Nævningevalget. Grundlisterne for Departementerne indeholdt nu mange Tusinde Valgbare. Aarslisten skulde indeholde 1500 Navne. Disse fordeltes mellem De-

partementets Kantoner i Forhold til deres Andel i Tallet på Grundlisterne, og Valget skete dernæst ved en Kommission for hvert Kanton, sammensat af valgte Repræsentanter for Kommunerådene og Fredsdommerne. Men ved Kejserdømmets Lov af 4de Juni 1853 tilfaldt Magten i det Væsentlige atter Regjeringens Organer. Valget føregik nu i to Trin, idet et kantonalt Udvalg føretog en første Sigtelse, et Udvalg for Arrondissementet

! det endelige Valg blandt de tilbageblevne Navne. Men begge Udvalg vare udelukkende sammen-

! sætte af regjeringsvalgte Gmbedsmænd, dels administrative dels judicielle. Efterat Dekretet af 14de Oktober 1870 atter havde sat Loven af 1848 i Kraft, er nu en ny Sagfører givet ved Loven af 21de November 1872. Denne bibeholder de to Kommissioner fra Loven af 1853, men forandrer deres Sammensætning. Den forberedende Kommission er i Kantoner, der kun udgjøre een Kommune, sammensat af Fredsdommeren og hans Suppleanter, af Kommunens Maire og to Medlemmer af Kommunerådet, valgte af dette. Indbefatter Kantonet flere Kommuner, indtræde alle Mairene for disse, men ingen Medlemmer fra Kommunerådene. Det Udvalg, der føretager det endelige Valg, og som iøvrigt ikke er bundet til de Navne, det forberedende Udvalg har optaget, indbefatter alle Fredsdommerne og alle «conseillers généraux» i Arrondissementet under Forsæde af Præsidenten for Kollegialretten i Første Instants (Is président du tribunal civil).

Ogsaa i Belgien sker Valget i to Trin, men udelukkende ved judicielle Embedsmænd. Loven af 15de Maj 1838 overlader Formanden for Kollegialretten i første Instants med to andre Medlemmer af Retten at nedsætte Tallet på Grundlisterne til det Halve. Det endelige Valg ster ved Appellationsrettens Præsident med to Underpræsidenter ved yderligere Nedsættelse med en Halvdel. Denne Valgmåde opretholdes ved Loven af 18de Juni 1869, der føreskriver, at begge Reduktionerne skulle føretages i et Retsmøde, efter at le ministère public (Statsanklageren) er hørt.

I de tyske, for Tiden gjældende Love ere forskjellige Valgmæder fulgte. I Preussens ældre Provindser og i Hessen-Darmstadt er Valget lagt i Hænderne på administrative Statsmyndigheder, henholdsvis Regeringspræsidenten og Provindsialdirektionen. I de ny erhvervede preussiske Provinser samt i Brunsvig og Anhalt er Valget tildelt Domstolene, enten en Højere Rets Formand alene eller et Retskollegium. I de andre tyske Stater endelig finder en Medvirkning Sted af Organer for den kommunale Selvstyrelse. I de sachsiske Hertugdømmer sker således Valget ved et Udvalg, bestående af Underdommeren og et Antal af kommunale Råd valgte Medlemmer; i Würtemberg ligeledes, men Dommeren har her kun rådgivende Stemme. I Vaden og et Par Småstater sker Valget umiddelbart af kommunale Råd. I Bajern sker Valget i to Trin; på det første Trin medvirke valgte Mænd fra Kommunerne; det endelige Valg tilkommer det kommunale Råd for Kredsen. I Kongeriget Sachsen dannes til Valget en Kommission af en Dommer, en Regjeringsembedsmand og Kommuneførstandere, der imidlertid udpeges af Dommeren.

særlig skal endnu kun fremhæves Sagføreren efter den nye ostrigske Lov og efter i det tyste Udkast til en fælles Lov. Efter den j ostrigske Lov stal den Kommuneførstander, der udarbejder Grundlisten, tillige udpege de Mænd, hvem han særlig vil henlede Opmærksomheden på. Selve Valget sker af en Kommission, i hvilken indtræde alle Kredsens Underdommere og ligeså mange Repræsentanter for Kredsens Kommuner, een for hver Underretskreds.: Ifølge det tyske Udkast stal Valget ske i to Trin. Gt Udvalg, bestående af Underdommeren (Amtsrichter) som Formand, en ad- i ministrativ Embedsmand og 5 Tillidsmænd, der vælges af Dommeren, navnlig blandt Medlemmer af kommunale Råd, dog at det bliver de enkelte Landes Lovgivningsmagt forbeholdt at overlade Valget til kommunale Råd, af- fatter en Forslagsliste, der indeholder 3 Gange så mange Navne, som der falder Nævninger på vedkommende Distrikt. På Grundlag af disse Forslagslister udtages Nævningerne til Aarslisten af Kollegialretten i Første In-

stants (Landgericht) i et Retsmøde, hvori Rettens Formand og 4 andre Medlemmer af Retten deltage.

Den givne Oversigt viser, at der kan sondres mellem fire forskjellige Systemer, tre, der lægge Valget enten udelukkende i Hænderne på administrative Statsembedsmænd eller Domstolene eller Repræsentanter for den kommunale Selvstyrelse, og et fjerde, der kræver Medvirkning af flere af disse Faktorer.

At lægge Valget i Hænderne på administrative Statsembedsmænd er en Frem« gangsmåde, der allevegne, hvor det har været anvendt, har vakt Uvillie, og med Rette. Det sikrer ikke Nævningerne den Uafhængighed af Regeringen, som Institutionens væsen kræver. I Frankrig er dette System nu også opgivet, og efter det nye tyste Udkast kan det forudsees, at dets Dage også ere talte i Tyskland, hvor det har gjaldt og endnu gjælder i det betydelige Område, der horer til Preussens ældre Provindser.

lægges Valget i Hænderne på Domstolene, er der sikret Nævningerne Uafhængighed af Regeringsmagten; det må end videre erkjendes, at Dommere særlig have Blik for de Egenskaber, som må onskes hos Nævningen, fordi Hvervet gaar ud på Medvirkning ved Retsplejen. Men da Nævningerne dog skulle tilføre Retterne et nyt, ejendommeligt Element, strider det mod Institutionens væsen at føreskrive en Valgmåde, der indeholde den Fare, at Nævningerne blot blive de retskyndige Dommeres føjelige Redskaber. Fra dette Synspunkt kritiserer med Grund den franske Forfatter Emile Flourens i et prisbelønnet Skrift »Organisation judiciaire et administrative de la, France et de la Belgique, 1814—1875«, ikke blot den belgiske Sagfører, men også den nyeste franske, der bryder Ligevægten mellem de kommunale Medlemmer og Dommerne ved at overdrage Forsædet i den endelige Valgkommission til Præsidenten for Is tribunal civil.

Hvad endelig de af Statsembedsmænd ganske uafhængige Valg af nævninger angår, stal det først bemærkes, at ingen Lovgivning har tænkt på at lade Valget foregå på lignende Måde som Valgene til de politiske

eller kommunale Forsamlinger ved umiddelbar j Afstemning af samtlige politist eller kommunalt Valgberettigede. Derom kan der fornuftigvis heller ikke være Tale. Det kommer ved Nævningehvervets Udførelse efter dets Tanke' alene an på Nævningens Forstandighed, Retsindighed og selvstændige Karakter, ikke tillige på den Overensstemmelse i Grundopfattelsen med Vælgerne, hvorom der bliver og må blive Tale ved Valg til hine Forsamlinger. Nævningehvervet i Almin- delighed tilsteder kun eet Grundsynspunkt: Retfærdighed. Afvigende Opfattelser blive først tænkelige i de enkelte Sager; men om disse føreligger Intet på den Tid^ da Valget finder Sted, så at der ikke kan blive Spørgsmål om et Hensyn til disse ved Valget, selv om det var tilstedeligt ved Valget at tage Hensyn til, hvorledes en Person formodedes at stille sig til en bestemt Sags afgjørelse. Et System, der udelukker baade administrative og judicielle Embedsmand fra Medvirkning, kan kun ordnes således, at Valget lægges i Hinderne på kommunale Råd eller Udvalg, fremgåede as disse. Utvivlsomt sikrer dette System en Række af de Betingelser, som må udkræves hos Nævningerne, og der kan ikke være Tvivl om, at en væsentlig Medvirkning af sådanne kommunale Organer bor finde Sted. Nævningehvervets Ejendommelighed, Medvirkning ved Retsplejen, medfører imidlertid, at det må ansees for meget onskeligt, at også Dommerne have Indflydelse på Valget, kun at denne Indflydelse ikke bliver overvejende.

Man føres således til at anerkjende som den mest tilfredsstillende Sagfører et blandet System, der sikrer dels Organer for den kommunale Selvstyrelse dels Dommere Indflydelse på Valget, medens der mangler Grund til også at give administrative Statsembedsmænd som sådanne Adgang til Medvirkning. I denne Retning gå også — som det sees — de fleste nyere Love, med større eller mindre Held i Udførelsen. Skal nu det ene Element ikke have Overvægten over det andet, bor Valgkommissionen sammensættes af et lige Antal Mænd fra begge Elementer, og Forsædet må overdrages til en på særlig

Måde tilkaldt Mand. Da de særlige danske Forhold ikke indeholde nogen Grund til at lade Valget foregå i to Trin, er Kommissionen ved disse Betragtninger ført til det Forflag, som indeholdes i Udkastets §72. Det adskiller sig derved fra de tidligere Udkast hos os, at Udvalget er føreslået at skulle bestå af 5 mænd i Stedet for af tre. De to Medlemmer, man har forestået at forøge Udvalget med, ere de to af Landsrettens Formand valgte Mænd. Derved sikres der Domstolene den Medvirkning, hvorpå de efter Forholdets Natur have Krav. Bortset herfra turde også et Antal af tre Mænd være mindre, end det kunde ansees for hensigtsmæssigt at føreskrive. Iøvrigt bibeholdes de ældre Udkasts Negler for Valgkommissionens Sammensætning, sæledes at to mænd vælges, henholdsvis af Kredsens Amtsråd og Kjøbstadkommunalbestyrelser, efter Regler, der nærmere fastsættes af Justitsministeren, medens en Tredie, Udvalgets Formand, beskikkes af Kongen. Det behøver ingen nærmere Begrundelse, at Indtrædelsen i Udvalget af en således beskikket Formand på den ene Side stemmer med vore Forhold, på den anden Side aldeles ikke kan vække nogensomhelst Frygt for uberettiget Indflydelse fra Administrationens Side på Valget.

Udvalgets Opgave er en dobbelt. Den første, men mere underordnede, består i at afgjøre Spørgsmål vedrorende Grundlisterne, som ere forelagte, det være sig umiddelbart eller ifølge Påanke. De herhenhørende Bestemmelser i §§ 73 og 74 ere i alt væsentligt tidligere begrundede. At Udvalgets Møder for så vidt ere offentlige, er en Regel, som vil findes naturlig. Den anden og egentlige Opgave er Fastsættelsen af Aarslisten. Tallet af nævninger, der opføres på Aarslisten, er for Kjøbenhavn sat til 600 med Hensyn til, at der her hver Måned stal finde Nævningeretssamlinger Sted, se Udkastets § 20 2det Stykke. Tallet for de andre Nævningekredse er sat til 200; her finde kun 4 Nævningeretssamlinger Sted i Årets Lob, se Udkastets § 20 3 die og 4de Stykke. Herved jævnføres Bestemmelserne i § 79 om Antallet af de mænd, der udtages til hver Sam-

ling, jfrt. med §§ 64 Nr. 9. 80 og 91. At Nævningebyrdens ligelige Fordeling mellem de forskjellige Kommuner er et Hensyn, der kun kan komme i Betragtning i anden Række, fe § 75, behøver ingen Begrundelse. Ligeledes vil det findes stemmende med Forholdets Natur, at Udvalgets Møde ved Foretagelsen af Valget ikke er offentligt. Reglerne i § 76 forklare fig selv.

Nævningerne for den enkelte Samling

Blandt de på Aarslisten optagne Personer udtages Nævningerne til hver enkelt Samling ved Lodtrækning. Bestemmelserne i dette Kapitel herom og om hvad dermed videre står i Forbindelse, ere i det Hele taget af den Karakter, at de ikke trænge til nogen udførlig Redegjørelse. Bestemmelserne kunne henføres til 3 Grupper, nemlig: 1) §§ 77—81, i hvilke Udvalget til Aarsliftens Dannelse forudsættes at være i Virksomhed, 2) §§ 82— 85, hvor alene Udvalgets Formand forudsættes handlende, og 3) §§86—93, hvor de videre Foranstaltninger forudsættes gåede over i Retten og dens Formands Hånd.

Ved den første Gruppe af Bestemmelser stal der blot med Hensyn til Reglen i § 79 bemærkes, at den der indforte Adskillelse mellem to Lifter, en over Hovednævninger, en over Hjælpenævninger, er fædvanlig og anbefales ved den Betragtning, at på ten ene Side det Antal af 30, som optages på Hovedlisten, regelmæssig tor antages at ville blive tilstrækkeligt, idet der endog er beregnet et Onerstud over det Antal, som vil kunne udkræves til Lodtrækning til en enkelt meget stor Sag, nemlig 28, se Udkastet til Lov om Strafferetsplejen § 314, men at det på den anden Side er nødvendigt såvidt muligt at betrygge sig mod den Omstændighed, at hint Antal dog måtte vise sig utilstrækkeligt. Hjælpenævningerne må selvfølgelig tages blandt dem, der bo i Nærheden af det Sted, hvor Retten holdes, og det er derfor nødvendigt, at Lodtrækningen af dem sker først.

Gjenparter af Listerne må meddeles ikke

blot Rettens Formand, men også Parterne, for at de kunne sættes i Stand til at benytte deres Ret dels til at gjøre Indsigelser på Grund af Udelukkelsesgrunde, jfr. Udkast til Lov om Strafferetsplejen § 312, dels til at forkaste Rævninger, jfr. det Nævnte Udkast §§ 315—317. Meddelelsen til de sigtede Personer og til mulige private Anklagere, kan ikke gives, Førend det om hver enkelt Sag er bestemt, at den skal for Nævningeret, og Udvalget derefter har fået fornøden Meddelelse om Samlingen med eller uden Bestemmelse af Dagen, i hvilken Sagen skal forhandles, fe det nævnte Udkast § 263. Da nu denne Bestemmelse ikke behøver at finde Sted tidligere, end at der kan gives den Sigtede 1 Uges Varsel til Samlingen eller Dagen, kan der ikke gives den Sigtede Krav på tidligere Meddelelse end 6 Dage fer Samlingen eller Dagen, til hvilken Indstævning er sket. Er Indstavningen sket med kortere Varsel, hvilket imidlertid kun kan ske med den Sigtedes Samtykke, jfr. det Nævnte Udkast § 262, må Meddelelfesfristen afkortes på tilsvarende Måde.

Naar der, efterat Lodtrækningen har fundet Sted og Formanden har besørget de i § 82 ommeldte Indkaldelser og Tilsigelser, måtte indtræde lovhjemlede Grunde til Fritagelse eller Forfald for nogen af Nævningerne, eller Udelukkelsesgrunde komme for Dagen, vilde det være besværligt, ofte umuligt, at fåe de fornødne Suppleringer foretagne ved Udvalget. På den anden Side vilde det medføre Forhalinger og andre Ulemper, om Suppleringen nødvendig måtte ske ved Retten efter Neglen i § 99. Udkastet har derfor lagt den i Udvalgets Formands Hånd, sålænge indtil Sagen gaar over til Retten og dens Formand. Herved er der i og for sig ingen Betænkelighed, kun at Gyldigheden af Udvalgsformandens afgjørelse om Udelukkelser og Fritagelser indskrænkes til den forestående Retssamling, se § 84 sidste Stykke. Ogsaa må de negative Afgjørelser Kun betragtes som bestemmende for hans Handlemåde, medens de iøvrigt henvises til Retten, se § 84 3die Stykke. Grundsætningen er nemlig, at Afgjørelser med Hensyn til Aarslisten alene kunne

træffes af Udvalget, Afgjørelser med Hensyn til Samlingslisterne dels af Udvalget, dels fra det i § 83 ommeldte Tidspunkt af Retten, se § 86; den Beføjelse til at træffe Afgjørelser, som af praktiske Grunde for et Mellemtidsrum tillægges Udvalgets Formand, bør ej udstrækkes videre end fornødent, for at ikke Suppleringen ved ny Lodtrækning skal udsættes; den bor derefter indskrænkes til en Ret ti! at beslutte Udslettelse af Samlingslisterne og føretage den nødvendige Suppleringslodtrækning. Selvfølgelig må også ved disse supplerende Lodtrækninger Fristerne i §§ 81 og 82 forkortes så meget, som Nødvendigheden byder, se § 84 2det Stykke. At de fåe den Nærmerede Længde, har ikke den Vægt, at hele Sagen bor udsættes derefter, jfr. også § 90.

Dagen for Retssamlingens Begyndelse tilstilles alle vedkommende Aktstykker Rettens Formand (§ 85). og alle videre Foranstaltninger med Hensyn til Samlingslisterne gå nu over til Retten og dens Formand. Rettens Funktioner herved ere ganske ensartede med Udvalgets, se §§ 86 og 90, og Afgjørelserne efter § 86 ere derfor også upåankelige, men have alene Gyldighed for den løbende Samling. Forskjellige fra de Samlingslisterne vedrørende Afgjørelser, som omtales i § 86, ere de Afgjørelser, som Retten træffer, naar Indsigelser mod en nævning fremkomme fra Parternes Side under en enkelt Sag, se Udkast til Lov om Strafferetsplejen § 312. En Afgjørelse efter § 86, der ikke anerkender en Udelukkelsesgrund, hindrer ikke Parterne fra i de efterhånden førekommende Sager at rejfe Indsigelse, Noget, hvortil i det Mindste den Sigtede og private Anklagere ikke tidligere have havt Lejlighed, og efter kontradiktorisk Forhandling fåe det Afgjort ved en Kjendelse, der ikke ubetinget er unddragen Påanke.

Den i § 87 for Nævninger, der udeblive uden lovligt Forfalds bestemte Straf vil ikke findes for hej, naar Hensyn tages til de meget store Ulemper, der ved Udeblivelsen let kunne forårsages. Ved Samlingens Slutning påhviler der Rettens Formand de i §§

91 og 93 omtalte Pligter. Med Hensyn til Reglerne i § 92 bemærkes, at det er en i alle Lovgivninger anerkjendt, undtagelsesfri Regel, at Nævninger i Straffesager ikke fåe Godtgjørelse. Deres Hverv er, som det ofte hedder, et Æreshverv; det er tillige en offentlig Byrde, som må boeres for Samfundets Skyld*). De, der ikke kunne bære denne Byrde, bor fritages for Nævningehvervet, jfr. Udkastets § 63. Derimod gire endel Lovgivninger, nu også det nye tyste Udkast, nævninger, der bo i en vis Afstand fra Rettens Sæde, Krav på Erstatning af Rejseomkostninger. Dette må erkjendes for billigt Skulde der i aldeles særegne Tilfælde være Grund til at yde Nævninger mere, måtte Bestemmelse derom træffes ad overordentlig Vej.

Om den offentlige Anklagemyndigheds Sagfører.

Skjønt Udkastet til Lov om den borgerlige Retspleje undtagelsesvis har overdraget den Myndighed, hvis Sagfører er Gjenstand for Bestemmelserne i nærværende Kapitel, Udførelsen af visse særegne Hverv i denne Gren af Retsplejen, er denne Myndigheds Hovedvirksomhed dog knyttet til Strafferetsplejen under den nye Sagfører. Det er denne, der gjør dens Oprettelse til en nødvendighed, ligesom det er dens Virksomhed i denne Retning, der har bestemt dens Navn.

Det nye Princip i Strafferetsplejen, der gjør Oprettelsen af en særegen offentlig Anklagemyndighed nødvendig, er Anklageprincipet. Det er i Motiverne til Udkastet til Lov om Strasseretsplejen nærmere påvist (se Side 24), at dette Princip, hvis Gjennemførelse er et af Hovedspørgsmålene i den nye Sagfører af Strafferetsplejen, med Nødvendighed kræver særegne, fra Domstolene adskilte offentlige Organer for den offentlige Anklage. Men skal der kunne regnes på tilnærmelsesvis at såe den Opgave løst, som den nye Strafferetspleje vil kræve løst af den offentlige Anklager, kan der ikke være Tale om i Almindelighed at henlægge dette Hverv under nogen Myndighed, som ved Siden heraf har andre, ligeså væsentlige Opgaver at fyldestgjøre. Det måtte hos os, som allevegne, hvor man indrettede en Anklageproces med offentlig Forfolgning, blive en uundgåelig nødvendighed at danne en ny særegen Myndighed, der kunde overtage dette Hverv i alle ikke ganske ubetydelige Sager, en Myndigbed, der svarede til Is ministère public i Frankrig og die Ståtsanwaltschaft i Tyskland. Denne nødvendighed gjør sig gjældende med desto større Styrke, i jo Højere Grad Anklageprincipet virkelig gjennemføres. Da dette nu er sket i større Omfang, end hidtil har været sædvanligt, ved Kommissionens Udkast til en Lov om Strafferetsplejen, gjælder det ganske færligt cm dette Udkast, at dets hele Sagfører er bygget på den Forudsætning, at en saadan Myndighed oprettes, som Bestemmelserne i det føreliggende Afsnit nærmere ordner.

Den Opgave, som ifølge Anklageprincipet tilfalder den offentlige Anklagemyndigheds Organer, indbefatter Fremskaffelse af de Oplysninger, som ere nødvendige til at rejse Anklage for den dømmende Ret, derunder Påkaldelse af den Medvirkning af Undersøgelsesdommeren, som Loven hjemler, dernæst Beslutning om Anklagen og dennes Formulering overensstemmende med de langt strengere Forbringer til Nøjagtighed og Fuldstændighed, som den nye Sagfører må kræve, end der stilles til vor nuværende Rets Aktionsordrer, endelig Anklagens Gjennemførelse baade fra ben faktiske og retlige Side for den dømmende

Ret. Dette Sidste har i den nye Proces en ganske anden og ulige vigtigere Betydning end i den nugjældende Ret Aktors Virksomhed ifølge Aktionsordren. Hovedopgaven bliver i Medfør af Mundtlighedsprincipet at føre Beviserne frem umiddelbart for den dømmende Ret; der er ikke længere Tale om et blot Referat eller Sammenstilling af et Bevismateriale, som forudsættes fuldstændigt skaffet tilveje under Forundersøgelsen. Denne Del af Opgaven faar så meget større Betydning, som Opgivelsen af den Bestræbelse for at opnå den Sigtedes Tilståelse, som den nugjældende Rets inkvisitoriske Forhor forudsætter, medfører, at det meget oftere end nu vil komme an på at famle og fremfors for Retten et Materiale, hvorpå et Indiciebevis kan bygges. Dertil kommer endvidere Håndhævelse af Anklagens Interesser med Hensyn til og under Anvendelsen af de Retsmidler, Loven hjemler, og navnlig i Påankeinstantsen, samt endelig Omsorgen for en Straffedoms Fuldbyrdelse.

For at en saadan Sagfører af Straffeprocessen kan virke uden at udsætte de Samfundsinteresser, det gjælder om ved Strafferetsplejen, for alvorlig Fare, må de Myndigheder, i hvis Hånd Anklagerhvervet lægges, ikke alene være i Besiddelse af Egenskaber, som yde Garanti for juridisk og teknisk Dygtighed i denne Retning, men de maa også være fåledes organiserede, at der kan ventes den størst mulige Kraft og Energi i Hvervets Udførelse. Dette forudsætter to Ting, dels at Hvervet henlægges til Myndigheder, der kunne ventes at ville koncentrere deres væsentlige Interesse om denne særlige Opgave, dels at disse førenes til en saadan Enhed, der ikke kan efterlade Tvivl om, hvor den drivende Kraft, Sjælen i Virksomheden, stal søges. Det vilde selvfølgelig være en Misførståelse, om man for den Sigtedes Skyld vilde lægge an på at svække Anklagemagtens Energi. En svag Anklagemagt er ikke og kan ikke være den Sigtedes Ret. Hans Ret er et kraftigt Forsvar mod den kraftige Anklagemagt. Hans Ret er, at sådanne Midler ikke anvendes mod ham, der stride imod hans Anerkjendelse som Part: men det er ikke hans Ret,

at de Midler, der ikke komme i Strid hermed, anvendes dårligt. De indirekte følger af, at Anklagemagten og de dertil horende Funktioner blive lagte i Hænderne på Organer, der viste sig ikke at kunne fyldestgjøre de Krav, som Anklageprvcessen stiller, vilde også blive til Skade for den Sigtede. Anklageprincipet udelukker ikke og skal ikke udelukke Selvvirksomhed fra Rettens Side, om denne end bor troede i Baggrunden. Loven kan her ikke drage skarpe Grænser. Meget kommer nødvendigvis til at bero på den faktiske Anvendelse. Jo mere Anklagemagten viser sig sit Hverv voxen, des mere ville Domstolene forblive i deres naturlige Rolle. Jo mindre hint bliver Tilfældet, des mere vil det inkvisitoriske Princip trænge frem ved Forholdenes Magt. Men dermed taber den Sigtede da igjen den Hovedgaranti, som Anklageprocessen tilsigter at yde ham, at den, der bærer Dommernavnet, også virkelig er Dommer og kun Dommer. Samfundets Interesse kræver en kraftig Anklagemagt, den Sigtedes Interesse Midlerne til et kraftigt Forsvar, og Retfærdigheden endelig kræver, at der over disse hinanden modvirkende Faktorer står en virkelig Dommer, der ej ved Forholdenes Magt drives over i en Rolle, som er hans egentlige Kald fremmed. Der er således fra ingen Side Noget, som kunde frembyde Modgrunde mod Organisationen as en kraftig Anklagemyndighed.

At de Fordringer, der således stilles og må stilles til den offentlige Anklagemyndighed, udelukke Muligheden af at henlægge dette Hverv under noget af de alt bestående Organer for den offentlige Magt, vil neppe førekomme tvivlsomt.

Den Myndighed, på hvem Tanken i så Henseende nærmest kunde rettes, er Amtmanden. Denne har i den gjældende Straffeproces, der jo i Iustitssagerne har bevaret visse akkusatoriske Former, Funktioner, der berettige til at betragte ham som offentlig Anklager. Han tager Beslutningen om Anklagen, og dette er Kjærnen i den offentlige Anklagemyndigheds Virksomhed, til hvilken det, der i Processen gaar foran og følger efter, står i et akcessorist Forhold. Dertil kommer, at han har

Overtilsynet med Politimyndighederne, og således også i den nye Sagfører, der adskiller Politiet fra Domstolene, vil være i Stand til at tage Vare på Anklagens behørige Forberedelse, medens Anklagens Udførelse nu som for måtte ske ved beskikkede Aktorer, der handlede på hans Vegne. Det er imidlertid indlysende, at Amtmanden, naar Sagføreren tænkes således, ikke i Virkeligheden vilde blive den egentlige drivende Kraft i den offentlige Anklagevirksomhed. Det vilde for det første udelukkes ved den Omstændighed, at Funktionen som den offentlige Anklagemagts Organ, der kun er en enkelt, forholdsvis ingenlunde den væsentligste Bestanddel af Amtmandens omfattende Virksomhedskreds, umulig kunde ventes at blive en Gjenstand, om hvilken denne hovedsagelig koncentrerede sin Interesse. Men dernæst måtte også dertil udkræves, at han fik en umiddelbar Interesse i Anklagens Gjennemførelse, hvorom der ikke kan blive Tale, naar hans direkte Virksomhed indskrænker sig til på et af Andre dannet Materiale at bestemme den Ramme, indenfor hvilken atter den videre Gjennemførelse, og det i den Udstrækning, den nye Proces medfører, overlades til andre Kræfter. Vægten vilde da komme til at ligge på Politimyndighedernes forudgående og de beskikkede Aktorers efterfølgende Virksomhed. Og imellem disse vilde der komme til at mangle det forbindende Led, som betinger den energiske Sammenarbejde«, med Bevidsthed om, at denne finder Sted i een Opgaves Tjeneste. Uundgåelig vilde denne Sagfører da føre til den Splittelse af Interesse og Ansvar, med hvilken der ikke kan være Tale om en kraftig Anklagevirksomhed. Selv for den Funktion, som umiddelbart vilde Tilfælde Amtmanden, nemlig at beslutte Anklagen og fastsætte dens Ramme, vilde han ordentligvis mangle de fornødne Egenskaber. De Fordringer, som det nye System udkræver i så Henseende, kunne nemlig kun fyldestgjøres af en Mand, der er i stadig og umiddelbar Beroring med Retten i de enkelte Sager, og som derved faar Blikket stjeerpet for og Kyndighed i den ejendommelige, hertil sig knyttende Teknik. Dette Blik og denne Kyndighed vilde fortrinsvis findes hos de beskik-

kede Morer, som retlig ingen Indflydelse vilde fåe på Anklageskriftets Affattelse, og som faktisk kun undtagelsesvis vilde forsøge på ad de Veje, der stå åbne, at fåe fejlfulde eller uheldige Anklageskrifter rettede. Skulde Amtmanden under det nye System være offentlig Anklager, så måtte det også regelmæssig være ham, der gjennemsørte Anklagen for Retten. Men derved bliver det klart, at denne Ordning er en Umulighed. Thi derom kan der ikke være Tale, naar Amtmanden iøvrigt skal være det, han efter Lovgivningen er. Amtmand og offentlig Anklager i det nye Systems førstand ere uforenelige Ting. Der kan ikke være Spørgsmål om at udvide hans Funktioner i Straffeprocessen; deraf følger, at han overhovedet under det nye System må træde ud af en hvilkensomhelst Forbindelse med Strafferetsplejen. Han vilde i denne kun være et unyttigt og besværende Led. Ikke mindre klart er det, at Anklagemyndigheden ikke kan henlægges til beskikkede Aktorer. Beskikkes disse for det en- kelte Tilfælde, er det den beskikkende Myndig- i hed, der tillige må være anklagebesluttende, som er den virkelige Anklagemyndighed; men til denne bor, som alt bemærket, i det Mindste i Regelen og i alle vigtigere Tilfælde, også Anklagens Gjennemførelse henlægges. Vilde man tænke sig et Kollegium af Sagførere, beskikkede een Gang for alle af Justitsministeren som Aktorer, vilde det dog for det første ikke kunne gå an at lægge den i Borgernes Ve og Vel så indgribende Myndighed til at beslutte Anklage til et sådant Kollegium; og dernæst vilde man komme i Strid med alle i Forholdets Natur grundede Erfaringer, naar man af et Kollegium, hvis enkelte Medlemmers Hovedvirksomhed er en anden, vilde vente den Enhed og den Energi i Anklagerhvervets Udførelse, som kræves. Den ledende Kraft må være hos en enkelt Mand, hvis Opgave udelukkende eller væsentlig koncentrerer sig om dette Hverv. At endelig Politimyndighederne hverken vilde frembyde Garantierne for den Dygtighed, som udkræves til Udførelsen af Anklagerhvervet igjennem alle Processens Stadier, eller være i Stand til at førene dette

Hverv med deres øvrige omfattende Virksomhed, er af sig selv indlysende.

En Betragtning af de særlige Forhold, under hvilke den nye Straffeproces kommer til at virke hos os, Fører således til det samme Resultat, hvortil man alle andre Steder er kommen. Den nye Proces gjør Dannelsen af en ny særegen Anklagemyndighed nødvendig. Ved dennes Organisation må da de ovenfor udviklede Grundsætninger komme i Betragtning. Imidlertid vil det ikke være nødvendigt at henlægge det hele Indbegreb af Funktioner, som efter Begrebet henhore under Anklagemyndigheden således under denne Myndighed, at den forudsættes direkte og personlig at udføre dem alle. Dette vilde udkræve et så stort Antal af Kræfter, at der ikke tor gjøres Fordring derpå, naar det Væsentlige kan opnåes ad anden Vej. Det vil nu kunne ske, naar blot det fastholdes, at Beslutningen om Anklagen og dens Gjennemførelfe for den dømmende Ret som og i Påånkeinstantsen ordentligvis umiddelbart sker ved den eller de Mænd, der for de forskjellige Retskredse be« stikkes som offentlige Anklagere. Hvad Anklagens Forberedelse angår, Medfører den nye Proces Udskillelsen af en færegen Politimyndighed fra Domstolene. Til Politimyndighedens Funktioner horer efter Forholdets Natur den Strafferetsplejen vedkommende Efterforskning af Forbrydelser. Det vilde nu være Spild af Kroefter, om man vilde organisere den offentlige Anklagemyndighed med det Formål for Øje, at den ved sine egne Kræfter alene skulde være i Stand til at tilvejebringe Grundlaget for en Anklage. Dertil er der allerede i Politiet en Myndighed. Det gjælder altså blot om at stabe en Forbindelse imellem disse to Myndigheder. Dette har Udkastet gjort på den Måde, at Politiet i sin Virksomhed for Efterforskningen og under Forundersøgelsen undergives Statsanklagerens Overtilsyn i Stedet for Amtmandens (fe nærværende Udkast § 109 og Udkast til Lov om Strafferetsplejen § 211) — hvorom nærmere på vedkommende Steder. At dette Overtilsyn ikke vil blive blot af Navn, derfor ligger Sikkerheden i Statsanklagerens fra Amt-

mandens ganske forskjellige Stilling ti! Anklagen. Han har den personlige umiddelbare Interesse i, at den hans Handlinger forberedende Virksomhed sker på behørig Måde, som Amtmanden netop ikke havde. Der vil overhovedet hverken retlig eller faktisk blive Tvivl om, at Statsanklageren er Sjælen i den hele til Forbrydelsens Forfølgning sigtende Virksomhed. Ogsaa er det klart og udtrykkelig i Udkastet til Lov om Strafferetsplejen § 211 forbeholdt, at Statsanklageren kan gribe umiddelbart ind i Efterforskningen — i Kjøbenhavn, hvor Forholdene ere særegne, dog under visse nærmere Betingelser. Kun det har ikke kunnet være Opgaven, at udruste den offentlige Anklagemyndighed med et så stort Antal af personlige Kræfter, at disse regelmæssig skulde være i Stand til umiddelbart at lede Efterforskningen. Fremdeles har det bidraget til at indskrænke Tallet af de Kroefter, hvorpå der måtte gjøres Fordring, at ikke hele Massen af Sager, der påtales af det Offentlige, behøver at inddrages under den nye Anklagemyndighed. I et stort Antal mindre betydelige Sager, der som sådanne også altid komme for Underretten, kan Funktionen som offentlig Anklager fra Sagens Begyndelse til dens Slutning i første Instants henlægges under Politimyndighederne. Disse den nye Procesfes offentlige Politisager omfatte vel ikke alle Underretssager, men dog en så stor Del af dem, at det ikke vil behøves at have en særlig offentlig Anklager ved Underretterne. Kun ved Landsretterne behøve særlige offentlige Anklagere at beskikkes (Statsanklageren), som da tillige udføre Anklagerhvervet i de Sager ved Kredsens Underretter, der ej ere henlagte til Politiets Forfølgning. Forsåvidt den personlige Udførelse af Sagerne i disse Underretssager dog kunde blive en Statsanklagerens Tid og Kræfter overstigende Opgave, kan der for så vidt endnu uden Betænkelighed gjøres Brug af den nugjældende Rets System med beskikkede Aktorer (Anklagere ved Underretterne, se dette Udkast § 98, jfr. Udkast til Lov om Strafferetsplejen § 30). Det er en Selvfølge, at denne Undtagelse ikke har de Misligheder, som for den nye Processes Gjennemførelse vilde ligge i en Ordning, der

gjorde en Sondring mellem Anklagebeslutningen og Anklagens Gjennemførelse for Retten ikke blot til Regel, men endog til Regel uden Undtagelse. Organisationen af den offentlige Anklagemyndighed fuldendes ved en Overstatsanklager ved Højesteret, der er Statsanklagerne overordnet, og således førener de ved Landsretterne beskikkede offentlige Anklagere til en større Enhed, i hvilken Funktionernes regelmæssige Fordeling ikke er eller skal være til Hinder for at bruge de forhåndenværende Kræfter udenfor Reglen på den Måde, som Forholdene i hvert Tilfælde måtte gjøre onskeligt.

I §s 95—99 gives nærmere Regler om de enkelte offentlige Anklagere. Herved er navnlig Spørgsmålet om Antallet af de personlige Kræfter, som behøves til Udførelsen af det offentlige Anklagerhverv, af Vigtighed. Det Sædvanlige andetsteds er, at der ved de Retter, som svare til Landsretterne efter den af Kommissionen foreslåede Organisation, er en Flerhed af Statsanklagere ansat, mellem hvilke Forretningerne ere fordelte. Det kan også siges med Sikkerhed, at en enkelt Mand ikke vilde kunne overkomme den Opgave, der efter Udkastet påhviler ham. Der er ikke blot Trang til den mere underordnede Hjælp, som ikke behøver anden Hensyntagen i dette Udkast end Anvisningen på Kontorholdsgodtgjørelsen i § 104; men der er Trang til et forøget Tal af sådanne Personer, som kunne optræde med den Myndighed og de Rettigheder, der tilkomme Statsanklageren selv. Men Udkastet har ikke troet at burde opnø dette ved at fordoble Statsanklagerne ved hver Landsret. Det fordrer kun een Statsanklager ved hver Landsret, men det kræver da til hans Bistand en ham underordnet Hjælper og til Hjælp for Statsanklageren ved den nordsjællandske Landsret, der har to Afdelinger for Straffesager, se ovfr. § 14, to sådanne Hjælpestatsanklagere. Disse Mænd skulle efter Statsanklagerens Pålæg eller under færegne Omstændigheder uden Pælceg kunne føretage enhver under Statsanklagerens Virkekreds horende Embedshandling (jfr. den franske Lovgivnings sukstitut du procureur). Hjælpestatsanklagerne skulle beskikkes af Justitsministeren, blive alt så

ikke pensionsberettigede. Tanken er, at yngre dygtige juridiske Kræfter ville søge at opnå disse Stillinger og derved erholde en Uddannelse, der sikrer, at de fornødne Kræfter stedse haves til Besættelse as Statsanklagerposterne. Den anden Klasse af Personer, som § 98 giver Statsanklageren til Bistand, er af en særegen Karakter. „Anklagerne ved Under' retten" skulle blot udføre Anklager ved Underretterne, altfå ligesom de nuværende beskikkede Aktorer, om end deres Hvervs Indhold bliver mere omfattende. Om Overstatsanklageren handler § 95. Ogsaa han behøver en Bistand, der kan troede i hans Sted, jfr. Udkast til Lov om Strafferetsplejen § 28. Men naar denne stal kunne udføre enhver Embedshandling, som falder ind under Overstatsanklagerens Virkekreds, d. v. s. optræde som de ved Landsretterne beskikkede Statsanklageres Overordnede, kan han ikke passende i ydre Henseende være stillet ringere end disse. Derfor har Udkastet tillagt ham Benævnelsen Statsanklager, og kræver Kongelig Beskikkelse for ham, fe § 96.

Med Udkastets § 99 sammenholdes § 113. Den i § 100 givne Hovedregel kræves af Øjemedet. At dog den offentlige Anklager, der har Beskikkelse som Sagfører, med sine føresættes Tilladelse kan overtage Udførelien af enkelte borgerlige Retssager, er en billig, ja endog ønskelig Lempelse. At dernæst Virk- somhed som Sagfører ikke udelukker fra Beskikkelse som Anklager ved Underretten, er en naturlig Følge af disse Anklageres særegne Stilling. Med § 102 i Slutn. jævnføres Udkastet til Lov om Strafferetsplejen § 226. At de offentlige Anklagere må være Justitsministeren underordnede og med Hensyn til deres Hvervs Udførelse stå under hans Tilsyn, ligger i Forholdets Natur, se Udkastets § 103, jfrt. med Udkast til Lov om Strafferetsplejen § 25. Om at gjøre Domstolene til Anklagemyndighedens Overordnede i Stedet for Justitsministeriet, bor der ikke være Tale. Som retføgende Part ere de vel i de enkelte Sager Rettens Myndighed undergivne, men netop ifølge Anklageprincipet ikke i deres Embedshverv som sådant. Derfor kunde ordentligvis heller ikke den Ordning bibeholdes, som

nu finder Sted ved de beskikkede Aktorer, at Retterne udøve en discipliner Myndighed over de offentlige Anklagere, f. Gr. på Grund i af skjødesløs eller forsømmelig Behandling af Sagerne, se herom og om Undtagelserne Udkast til Lov om Strafferetsplejen § 485. Naar der ikke sjælden i Forhandlinger om den offentlige Anklagemagts Stilling er fremkommet Påstand på deres Uafhængighed ikke blot af Domstolene, men også af Justitsministeren, kan man vel let forklare sig, hvilken Betragtning der har ledet hertil; men det er ikke desto mindre vist, at en sådan Uafhængighed vilde være ganske erempelløs og i Strid med anerkjendte Grundsætninger for den offentlige Magts Organisation. De Ulemper, der Følge af Afhængigheden, kunne ikke nægtes. De vise sig navnlig ved Straffeprocesfer af polilitist Karakter eller andre Afgjørelser, hvor potiste Motiver kunne virke med. Anklagemyndigheden bor ikke påvirkes af de Partihensyn, for hvilke hin Afhængighed åbner Døren. Men Værnet må søges ad anden Vej end ved at opløse et i Forholdets Natur grundt nødvendigt Underordnelsesforhold. Mod Forfølgelser af politiske Hensyn ere Domstolene Værnet. Mod Undladelse af Forfølgning af politiske Hensyn er Værnet den subsidiære Privatanklage, med Hensyn til hvilken der henvises til Udkast til Lov om Strafferetsplejen § 40 og hvad der herom bemærkes i Motiverne til dette Udkast.

Medens det med Hensyn til Anklagerne ved Underretterne ifølge disses Karakter og med Hensyn til de Mænd, der måtte bemyndiges til at optræde som Anklagere i enkelte Sager, er naturligt, at Vederlaget som hidtil fastsættes ved Retten i hver enkelt Sag, se § 104 2det Stykke, må derimod Lon, Kontorholdsgodtgjørelse m. v. for de øvrige offentlige Anklagere fastsættes ved færlig Lov, se § 104 1ste Stykke.

Om Politimyndighedens Ordning.

I Overensstemmelse med de ældre Udkast ere den foreståede Ordnings Hovedtræk: 1) at Riget deles i Politikredse, svarende til Underretskredsene (§ 105 1ste Stykke), 2) at der i hver Kreds beskikkes en fra Underdommeren forstjellig Politimester (§ 105 2det Stykke). 3) at Politiets Kræfter i det Hele forøges og 4) at Politimesteren foruden selve Politifunktionerne overtager — i al Fald førelobig — hele den evrige forvaltende Virk- somhed, som efter den gjældende Ret påhviler i Underdommerne, med Undtagelse af de Forretninger, der efter deres Beskaffenhed egne sig til at henlægges under andre bestående Myndigheder.

Den nærmere Angivelse af de Forret- ninger, Udkastet henlægger til Politimestrene, indeholdes i § 106. Som allerede antydet falde disse Forretninger naturligt i to forskellige Klasser, nemlig sådanne, som ligefrem falde ind under Politivirksomheden, og de Funktioner, som vel efter deres væsen ere Politimyndigheden uvedkommende, men desuagtet af praktiske Hensyn må henlægges til Politimestrene, naar Forvaltningen adskilles fra Retsplejen. Hvad den første Klasse angår, har man i Udkastet kunnet indskrænke sig til en kort Formulering af Politimyndighedens Opgave under Henvisning til andetsteds givne Regler (§ 106, 1ste Stykke). Forsåvidt Politiets Virksomhed falder indenfor Retsplejen (Retspolitiet), have nemlig Bestemmelserne herom deres rette Plads i Udkast til Lov om Strafferetsplejen, og ligesom det herefter måtte ansees for uheldigt, om man vilde gjentage disse Regler, udrevne af deres naturlige Sammenhæng, i Lovudkastet om Retsorganisationen, således vilde det åbenbart ligge endnu fjernere i denne at optage Sagsøreren af den anden Side af Politivirksomheden (den administrative). Med Hensyn til det sidstnævnte Forhold henviser derfor § 106 1ste Stykke til de gjældende Love og Vedtægter. Selv om der i visse Retninger måtte være Trang til nye Bestemmelser på dette Område, kan det i al

Fald ikke være Opgaven at give disse i Sammenhæng med Retsplejens Omordning.

Hvad angår den udenfor Politimyndigheden faldende Forvaltningsvirksomhed (Undersvrighedsforretningerne), som efter de hidtil gjældende Negler har været henlagt til Herredsfogden, Birkedommeren eller Byfogden, ere enkelte herhen horende Forretninger ifølge Udkast til Lov om den borgerlige Retspleje blevne til Domstolssager. Dette gjælder således om Umyndiggørelse og Anordning af fast Lavværgemål for Enker, se den nævnte Lovs 6te Åssnit Kapitel V. Andre af disse Forretninger ville, uanset at de have bevaret deres administrative Karakter, forblive hos Underdommerne ifølge Udkastets § 25 Litr. d og 6 nemlig Formandskabet i Landvæsenskommissioner og endel Forretninger, som vedrore Statens Forsorg for Umyndige. Endelig er udenfor Kjøbenhavn Om Dvrigheden efter D. L. 3—16—3 tilkommende Afgjørelsesret og de Dvrigheden påhvilende Forretninger med Hensyn til borgerlige Vielser henlagte til vedkommende Amtmand (§ 106, 2 det Stykke), en Sagsører, som, naar disse Forretninger skulle udstilles fra Underdommerens Virkekreds, vistnok vil sindes at stemme bedst med deres Natur og heller ikke kan antages at ville frembyde praktiske Ulemper, j Bortset fra de ovenanferte Undtagelser er hele den omfattende Kreds af Underøvrighedsforretninger, som i Tidernes Lob er overdraget de nuværende Retsbetjente, ved Udkastets § 106 blevet henlagt til Politimestrene, hvorhos man for at afskjære Tvivl om, hvorvidt enkelte af j de Retsbetjentene påhvilende Forretninger ere pålagte dem i Egenskab af Underøvrigheder, har anset det rettest af affatte den gjældende Bestemmelse således, at enhver Forretning, I der efter den hidtil gjældende Ret har været henlagt til Retsbetjentene, og som ikke ifølge Reglerne i denne Lovs første Afsnit gå over til Retterne, henvises til Politimestrene*). Den således foreståede Ordning er imidlertid ikke

*) Herfra er dog gjort en Undtagelse for de frivillige
Auktioners Vedkommende, idet Sagsøreren af dette
Forhold, svm er forudsat ikke at skulle bevare sin
tidligere judicielle Karakter, er henvift til en særlig Lov.

fremgået af den Grkjendelfe, at alle de heromhandlede, meget forskelligartede Forretninger stå i naturlig Forbindelse med Politivirksomheden eller dog uden Ulempe kunne førenes med denne, men hviler på den Betragtning, at der ikke er nogen anden bestående Myndighed, til hvilken de naturligere kunne henlægges, medens Oprettelse af særegne Statsmyndigheder til Varetagelse af disse Forretninger allerede af finantsielle Hensyn må ansees for udelukket. Som det af Bestemmelsens Affattelse vil fees, fremtrceder imidlertid den i Ud kastet føreslåede Sagsører på bette Punkt kun med en foreløbig Karakter. I Overensstemmelse med det i Lov 26. Maj 1868 § 2 tagne Forbehold må det nemlig antages, at Gjennemførelsen af Retsplejens Adskillelse fra Forvaltningen vil drage en Forandring i Henseende til Kjøbstadkommunernes Bestyrelse efter sig, og en Omordning af dette Forhold — om hvilken det selvfølgelig ikke er Kommissionens Opgave at stille førstag — tor vistnok forudsættes i flere Henseender at ville indvirke på Politimestrenes Virkekreds navnlig i den Retning, at nogle af de dem ved Bestemmelsen i Udkastets § 106 2det Stykke tildelte Forretninger i Kjøbstæderne ville blive henlagte til Kommunalbestyrelsen. — Hvad angår de Kommuner (Flækkerne), i hvis Bestyrelse Underøvrigheden på Landet efter de hidtil gjæloende Regler indtræder som Formand med samme Stilling som Borgmesteren i Kjsbstæderne, bestemmer § 106 sidste Stykke, at Formanden for Fremtiden beskikkes af Kongen, indtil anderledes fastsættes ved Lov. Det er altså ikke udelukket, at Politimesteren i disse Kommuner kan beskikkes til Formand for Kommunalbestyrelsen; man har kun villet ophæve den bestående lovbestemte forening af sidstnævnte Funktion og Underøvrighedsforretningerne, en Ordning, der efter disses Henlæggelse til de nye Politimestre neppe vilde være hensigsmæssig.

Som tidligere fremhævet er det et af Organisationsudkaftets Hovedojemed at tilvejebringe et kraftigt Politi. Nødvendigheden af Foranstaltninger i denne Retning blev allerede anerkjendt i de ældre Forslag til en Omordning af Strafferetsplejen og gjør sig efter

Kommissionens Strasseretsplejeudkaft gjældende med fåmeget større Styrke, som dette gaar endnu videre end de ældre førstag i Gjennemførelsen af Anklageprincipets Konfekventser. Det af Kommissionen udarbejdede Lovudkast om Strafferetsplejen har nemlig ikke blot i Lighed med de ældre førstag udelukket det inkvisitoriste Forhor, som efter den bestående Ret er den kriminelle Underssgelses Hovedvåben overfor Forbrydelsen, men det har tillige i Modfætnmg til hine førstag væfentlig begramse: Anvendelsen af de øvrige Undersogelfesmidler, hvad navnlig træder frem i Reglerne om Ransagning og Vidner. Desto vigtigere bliver det da at tilvejebringe Betingelserne for, at de begramsede Midler, der her« efter levnes den kriminelle Underssgelse, kunne anvendes med den størst mulige Energi og Omsigt, et Mål, der Først og fremmes forudsætter en kraftig Organisation af Politimyndigheden. Med Henfyn til de Forandringer i den bestående Politiorganisation, Opnåelsen af det nævnte Djemed kræver, viser der sig imidlertid en væfentlig Forfkjel mellem den kjo benhavnske Politikreds (Kjøbenhavn og Kjøbenhavns Amtrådskreds) og Rigets andre Politikredse. Ligesom Retplejens Adskillelse fra Forvaltningen forlængst er gjennemfsrt i Kjøbenhavn, således haves der overhovedet her en Politiorganisation, der vil kunne lægges til Grund for den nye Sagsører med de enkelte Forandringer, som Inddragelsen af Kjsbenhavns Amtsrådskreds vil have til følge. ' De nærmere Regler for denne Inddragelse henviser Udkastets § 107 til Fastsættelse ved særlig Lov. Hvad angår Rigets øvrige Politikredse, vil det derimod ikke være muligt at bygge Politiets Sagsører på den bestående Tilstand som Grundlag. I Forbindelse med de tidligere udviklede Regler om Politivirksomhedens Udskillelse fra Underdommerembederne og Henlæggelse til en særlig Politimester vil det for disse Kredses Vedkommende være nodvendigt at tilvejebringe en ny Organisation af de Kræfter, der behoves til Politimesterens Bistand. Hovedtrækkene i denne Sagsører gives i Udkastets § 108, med Hensyn til hvis Ind« hold bemærfes følgende:

I § 108 Nr. 1 bestemmes, at der til

Politimesterens Bistand i hver Kreds stal ansættes en af Justitsministeren beskikket Politiassistent, og at denne, hvor han handler i Medfor af den ved Regulativ fastsætte Fordeling af Forretningerne eller efter Pålæg af Politimesteren, eller hvor denne ikke er tilstede, har samme Gmbedsmyndighed som Politimesteren. Hermed må sammenholdes Reglen i Nr. 4, ifølge hvilken der i hver Politikreds foruden en Hovedstation ved Kredsens Hovedihingsted, hvor Politimesteren stal have sin Bolig, bliver at oprette en Bistation, ved hvilken Politiassistenten stal bo, På det Sted i Kredsen, som Justitsministeren bestemmer efter Forhandling med vedkommende Amts- og Byråd. Herved bliver det muligt at lette den Byrde, som de nye Kredses store Udstrækning ellers vilde medføre for Befolkningen, samtidig med at der ydes Politimesteren en Bistand, som han i Almindelighed ikke uden Skade for Tjenestens Tarv vilde kunne undvære. Den således føreslåede Sagsører, der forøvrigt i det Væsentlige stemmer med de ældre førstag, vil vistnok i det Hele vise sig hensigtsmæsfigere end den Fremgangsmåde at tilstå vedkommende Politimestre et større Beløb ti! Kontorhold og derved sætte dem i Stand til at benytte sig af private Fuldmægtige, som handlede på deres Ansvar. Hvad Sagens finantfielle Side angår, fremhæves, at de i Udkastet føreslåede Politiassistenter, der — som allerede bemærket — beskikkes af Justitsministeren, ikke ville være berettigede til Pension efter Pensionsloven, og at det heller ikke kan antages, at det i Reglen vil være nødvendigt at tilstå dem Understøttelse ved deres Afskedigelse, idet de i Almindelighed, naar de på en tilfredsstillende Måde opfylde deres Pligter, ville kunne vente at rykke op til Politimestre. Da derhos det forøgede Kontorhold for Politimestrene ikke kan antages at ville udgjøre noget ringere Beløb end det, der vil udfordres til Lønning af de føreslåede Politiassistenter, vilde Statskassen neppe vinde Noget ved hin Sagsører. På den anden Side vilde derimod Befolkningen utvivlsom tabe derved. Skulde Politimesterens Fuldmægtig være bosat ude i Kredsen og altså for så vidt indtage en lignende Stilling som

den, der i Udkastet er tiltænkt Politiassistenterne, så måtte han, hvis hans nærværelse skulde være til nogen Nytte, have en vis Myndighed ti! at handle på egen Hånd. Det vilde imidlertid ikke med Rette kunne gjøres Politimesteren til Pligt, at han skulde bemyndige en Anden til at handle på sine Vegne ikke i enkelte bestemte Tilfælde eller i en vis Art Sager, men i næsten alle ham påhvilende Forretninger i et vist Distrikt, og at han dog selv skulde boere Ansvaret for Alt, hvad denne Anden føretog sig, et Ansvar, der ofte vilde være af stor Betydning. Men skulde Fuldmægtigens Bemyndigelse til at handle på egen Hånd indstrænkes til enkelte Tilfælde, således at han i Almindelighed skulde indhente Ordre fra Politimesteren og først derefter handle, vilde Følgen ikke alene blive Vidtløftighed og Forhaling i Sagernes Behandling, men også, at Resultatet i det Hele blev uheldigt, fordi der ikke blev handlet i rette Tid. Skulde derimod — hvad fra hint Standpunkt i og for sig måtte ansees for det Naturligste — Politimesterens Fuldmægtig være ansat ved Kontoret og altså udsendes af Politimesteren i indtradende Tilfælde for at handle på hans Vegne, vilde på Grund af de nye Politikredses Udstrækning en stor Del af Beboerne blive fjernet så langt fra Politiøvrigheden, at den kun med Vanskelighed vilde kunne søge denne, en Ulempe, der vilde være fåmeget føleligere, som det netop er Politiøvrigheden, med hvem Befolkningen i det praktiske Livs fleste og almindeligste Anliggender vil have Noget at Afgjøre. I Henhold til disse Betragtninger har man i Overensstemmelse med de ældre førstag ikke anset det for rigtigt at overlade til Politimesteren at sørge for Forretningernes Udførelse i hele Politikredsen ved private Fuldmægtige, antagne af ham selv og handlende på hans Ansvar, men føretrukket til Politimesterens Medhjælp at ansætte særegne Beskillingsmænd (Politiassistenter), der på eget Ansvar udføre de Politiforretninger, som ifølge Om almindelige Forretningsfordeling ere henlagte til dem eller i Politimesterens Fraværelfe må overtages af dem. Medens Politiassistenten for så vidt altså indtager en selvstændig Stilling, er det

dog på den anden Side en Selvfølge, at Politimesteren som den, der står i Spidfen for hele Kredsens Politivæsen, må føre Tilsyn med den i hans Kreds beflittede Politiassistent og have Myndighed til at give ham Ordrer og Anvisninger. De fornsdne nærmere Bestemmelser fåvel om dette Punkt som angående det øvrige indbyrdes Forhold mellem Politimester og Poliasfistent, har man troet at kunne henvise til Fastsættelfe gjennem et af Justitsministeren udfærdiget Regulativ.

Hvad angår det underordnede Personale, bestemmes det i § 108 Nr. 2, at enhver Politikreds forsynes med det fornsdne Antal Politibetjente. Hvilket Antal der behsves, er imidlertid et Spørgsmål, hvorom der — selv bortset fra, at Politikredsenes Afgrænsning er henvist til senere Bestemmelse — ikke har kunnet stilles noget endeligt førslag i det føreliggende Udkast. Derimod har man i Overensstemmelse med den i de ældre førstag anviste Vej optaget Regler i Udkastet om det mindste Antal Politibetjente, der må haves. Ved Fastsættelsen af denne absolute Gramse er man gået ud fra Befolkningens Stsrrelse, fåledes at der beregnes 1 Politibetjent for et vist Antal Beboere, dog med fornødenl Hensyn til Forholdenes forstjellighed for Kjsbstad og Land, idet den større Tæthed af Befolkningen og de hyppigere indbyrdes Berorelser, som blive en følge heraf, kræve en forholdsvis større Politistyrke i Kjsbstæderne, — en Fordring, der ogfå stemmer med den nuværende Politiorganisation. De nærmere Forskrifter i Udkastet om Forholdet mellem Politistyrken og Beboernes Antal stemme med de Regler, som indeholdtes i det af Regjeringen i Rigsdagssamlingerne 1863 —64 og 1864—65 førelagte Udkast, ligesom det også er i Overensstemmelse med dette, at de for Landet beregnede Politibetjente forudsættes at skulle være beredne. Gjennemførelsen af disse Bestemmelser vil viftnok kræve en ikke ubetydelig Forsgelse af de Kommunerne for Tiden påhvilende Udgifter til Po- litiet, navnlig for Landets Vedkommende. Men dette må ansees for uundgåeligt. Det har allerede længe været almindelig anerkjendt, at det bestående Landpoliti selv under de nuvæ

rende Forhold de fleste Steder er utilstrækkeligt til at gjøre Fyldest, og det kan derfor ikke betvivles, at en væfentlig Forøgelse af dets Kræfter må være en aldeles nødvendig Forudsætning for, at det stal kunne tilfredsstille de langt større Krav, der i Anklagerettergangen må stilles til Retspolitiet. Hvor vidt man skal gå i denne Retning, beror felvfølgelig på et Skjøn. Men efter Kommissionens Formening er der ikke Grund til i dette Punkt at fravige det ældre Udkast. Navnlig har man ikke kunnet finde det rigtigt at gå ned under de i hint Udkast bestemte Forholdstal, få meget mindre som Forholdenes Udvikling i det Decennium, der er hengået siden det omhandlede førstags Fremkomst, nødvendigvis må bidrage til yderligere at forege de Vanskeligheder*), Retspolitiet under det nye System vil have at overvinde. Heri kunde der endog synes at ligge en Grund til at stille Fordringen til Politistyrkens Forøgelse højere end i de ældre Udkast. Dette har man dog af andre Grunde troet at kunne undgå, i hvilken Henseende fremhæves dels, at Politikredsenes Antal efter det føreliggende Udkast vil blive noget større og deres Udstrækning altså mindre end efter Regjeringsudkaftet, dels at det føreliggende Udkast giver en noget større Frihed i Benyttelsen af de i hver Kreds ansætte underordnede Betjente. Medens det i det ældre Udkast var forudsat, at Politibetjentene i det Sædvanlige Tilfælde, hvor Politikredsen omfatter baade Kjsbstad og Land, skulde ansættes særlig for By- og for Landdistrikt og væsentlig kun benyttes i det Distrikt, for hvilket de fåledes vare ansætte, betragter det føreliggende Udkast hele Kredsens Politistyrke som en Enhed. Politibetjentene skulle

derfor efter dette ikke anfættes færligt for By eller Land, men ligesom Politimesteren og Politiassistenten for hele Kredsen, og de kunne altså benyttes overalt i denne uden anden Begrænsning, end Forholdets Natur medfører, se Nr. 2 i Slutningen.

Som allerede fremhævet ere de i Udkastets § 108 Nr. 2 optagne Forholdstal alene givne som Minimumsbestemmelser. Om og hvorvidt Politistyrken bor forøges ud over den således fastsætte absolute Gramse, er et spørgsmål, der må afgjøres efter Forholdene i hver enkelt Politikreds, idet Trangen til en saadan Forøgelse vil kunne være meget forskjellig i efter Befolkningens Levevis, større eller mindre Tæthed, samt de øvrige stedlige Forhold. Udkastet har derfor i så Henseende indskrænket sig til at bestemme, at en Forøgelse af den I fastsætte Minimumsstyrke kan finde Sted, naar vedkommende kommunale Myndigheder bevilge de fornødne Midler, og Justitsministeriet med deler Samtykke dertil.

Af de i § 108 Nr. 2 givne Bestem., melser skal endnu fremhæves, at forsåvidt der for en Kjøbstad eller et Landdistrikt beregnes mere end 4 Politibetjente, skal en af dem være Overbetjent og som saadan i Politimesterens Forfald kunne handle på dennes Vegne. Denne Sagsører, der er overfort fra det ældre Udkast, og ved hvilken det er forudsat, at Betjenten oppebærer Højere Lon end de andre Politibetjente, må vistnok i flere Henseender ansees for hensigtsmæssig. På den ene Side er det ønskeligt, at der for virksomme og duelige Politibetjente bliver Udsigt til Befordring, hvilket må virke opmuntrende og ansporende, såmeget mere som denne Post efter Omstændighederne vil kunne blive en Overgang til de Højere Stillinger i Politiet. På den anden Side vil man herigjennem opnå, at vedkommende Politiembedsmand faar en Medhjælp, som ingenlunde kan ansees for ufornøden, naar det erindres, at der her er Tale om Kjøbstæder, der have over 7,000 og Landdistrikter, som have ikke lidt over 20,000 Indbyggere. Hvad angår Antagelsen og Afskedigelsen af det underordnede Personale, har man vel troet at burde give Politimesteren Indflydelse på disse Spørgsmål derved, at der tillægges

ham Ret til at gjøre Indstilling i så Henseende, men dog anset det for rettest at lægge den endelige afgjørelse i Amtmandens Hånd. Antagelsen sker på 3 Måneders Opsigelse. De nærmere Forskrifter om det underordnede Personales Antagelse, Lønning og Afskedigelse samt Tjenesteforhold, der kunne være forskjellige efter Forholdene i Landets forfkjellige Dele, henvises i § 108 Nr. 5 til Fastsættelse ved Regulativer eller færlige Instruxer, som udfærdiges af Justitsministeren, efter at der er givet Amtsrådene og Byrådene Lejlighed til at udtale sig.

Ifølge § 108 Nr. 3 skulle Sognefogderne og lignende bestillingsmænd fremdeles bistå Politiet efter de hidtil gjældende Regler. Skjønt der i Kommissionen har været delte Meninger om Betydningen af den Bistand, der gjennem Sognefogderne ydes Politiet, har man dog været enig om, ai den dem i så Henseende påhvilende Forpligtelse ikke bor ophæves, forinden det ad Erfaringens Vej har vist sig, at Politiet under den nye Ordning ikke vil have Trang til deres Understøttelse. Det må også erindres, at det ikke er Sognefogdernes eneste Forretning at yde Politimesteren Bistand, og at der således, hvis man vilde ophæve Sognefogedinstitutionen, måtte tages Bestemmelse om hvorledes de denne beskillingsmand iøvrigt pacihvilende Forretninger skulde udføres. Derimod har man antaget, at det sceregne ved Fr. 28. Februar 1817 for visse Dele af Sjælland oprettede Kystpoliti må kunne bortfalde, naar den nye Sagsører træder i Virk somhed, såmeget mere som der allerede længe har været rejst Tvivl om dets nødvendighed.

Hvad angår Afholdelsen af Udgifterne ved Politiet, bestemmes det i § 108 Nr. 6, at Politimesteren og Politiassistenten lsnnes af Statskassen. Hvorvidt der iøvrigt af Statskassen stal ydes noget Tilskud til Udgifterne ved Politiet, har man troet at burde henvise til afgjørelse ved særlig Lov.

Hvad angår Kontrollen med Politimyndighedernes Virksomhed, udtaler § 109 1ste Stykke i Overensstemmelse med Forholdets Natur den almindelige Regel, at de ere Justitsministeren underordnede og stå under hans øverste Tilsyn. Iøvrigt indtræder der en De-

ling, fåledes at Politiet i sin Virksomhed for Efterforskning og Forfølgning af de Forbrydelser, som høre under Statsanklagerens Virkekreds, stå under dennes Overtilsyn, med Hensyn til sin øvrige Virksomhed derimod under Amtmandens. Denne Fordeling er en naturlig Følge af den Stilling, der i det nye System er anvist den offentlige Anklagemyndighed. På den ene Side omfatter dennes Opgave, såvidt Statsanklagerens Påtalemyndighed rack« ker, den hele til Forbrydelsers Forfslgning sigtende Virksomhed, derunder indbefattet Fremskaffelsen af de Oplysninger, som ere nødvendige til Anklagens Forberedelse. På den anden Side er dog — som allerede ved forrige Afsnit bemcerket — Organisationen af Anklagemyn digheden ikke beregnetptå at gjøre det muligt for de offentlige Anklagere ved egne Kræfter at lofe alle i dens Opgave indbefattede Hverv. Navnlig kan det efter Antallet af de Organer, der ere tildelte Anklagemyndigheden, ikke påregnes, at Statsanklageren regelmæssig kan tage Ledelsen af Gfterforskning og Forunder« segelse umiddelbart i sin Hånd. På dette Punkt må der væsentlig gjøres Regning på Politiet, hvis Opgave netop også omfatter en saadan Virksomhed, og da det for så vidt arbejder for Anklagerens Djemed, er det naturligt i denne sin Virksomhed henvist til hans Ledelse og Overtilsyn. Herved bliver det muligt at opnå en virksom Kontrol med den Nævnte Side af Politiets Virksomhed — en Opgave, oer efter den nye Sagsører umuligt kan lsses af Amtmanden — og samtidig at tilvejebringe Betingelserne for den nsdvendige Sam dirken mellem Anklageren og Politimyndighedens Organer. spørgsmålet om hvad der er indbefattet i det heromhandlede Tilsyn, udvikles iøvrigt andetsteds, se navnlig Lovudkastet om Strafferetsplejen § 211 og de dertil knyttede Bemærkninger i Motiverne til samme Udkast. Statsanklageren uvedkommende er derimod hele Politiets øvrige Virksomhed. Herunder falder Først og fremmest Politimyndighedens Virksomhed for de almindelige, udenfor Retsplejen liggende Politisjemed, fremdeles Underøvrighedsforretningerne, endelig Politiets Funktioner som offentlig Anklager i den Kreds af

Småsager (det nye Systems offentlige Politisager), hvis Forfslgning lige til Sagens Slutning i Første Instants er henlagt til Po, litimesteren. Med Henfyn til denne Virksomhed har Udkastet stillet Politimesteren under Amtmandens Overtilsyn i Overensstemmelse med de hidtil gjældende Regler. At Politimesteren herefter i de forskjellige Forgreninger af sin Virksomhed kommer til at stå under forskjellige overordnede Myndigheder, tør vist nok antages ikke at ville Medføre Ulemper af Betydning. Herfor tale også de Erfaringer, man andetsteds har gjort i så Henseende. En lignende Sagsører har fåledes allerede i længere Tid bestået i mange tyske Stater og er netop under Henvisning til, at den ikke der har medfert Ulemper, bragt i førstag i det nye tyste Organisationsudkast af 1874 som en nedvendig Konsekvens af den offentlige Anklagers og Politiets Opgaver i Strafferetsplejen. Miskjendes kan det ende« lig ikke heller, at det, at Politiet på dette Område står under den offentlige Anklagers Ledelse, vil bidrage til at give dets Virfsomz hed den strengt lovlige Holdning, som den nye Sagsørers langt fyldigere Regler om Midlerne til Opnåelse af Straffesagers Formål forudsætte.

En Undtagelse fra den ovennævnte Ordning har Udkastet dog opstillet for den kjøbenhavnfke Politikreds, idet man ikke har fundet det stemmende med Politidirektørens Stilling at fætte ham i et Underordnelfessorhold til Statsanklageren. Udkastet fastholder derfor i Overensstemmelse med den gjældende Ret, at Politidirektøren med Hensyn til sin Virksomhed i Strafferetsplejen, ligesom i sin øvrige Embedsvirkfomhed, er Justitsministeren umiddelbart i underordnet. Om Politidirektsrens Stilling overfor Statsanklageren i Henseende til Efterforskningsvirksomheden henvises iøvrigt til Lovudkastet om Strafferetsftlejen § 211 med dertil hørende Bemærkninger i Udkastets Motiver Side 93 — 94.

Med Henfyn til Politiets Embeds- og beskillingsmcends Ansvar for Pligtovertrcedelser i deres Hvervs Udførelse har man kunnet indfkrænke sig til en Henvisning til Lovgiv ningens Regler. Om den Måde, hvorpå

sådant Ansvar gjøres gjældende, indeholde Lovene af 11te Februar 1863 og 4de Februar 1871 nogle særlige, på at lette Forfølgningen beregnede Bestemmelser, som opretholdes ved §110, og til hvilke der flutter sig en Bestemmelse i Udfast til Lov om Strassereteplejen § 226, som færligt med Hm» syn til Misbrug af Politiets' Myndighed i dets Virksomhed for Strassereteplejen giver den Forurettede Adgang til under visse Betingelser at gjøre sin Klage gjældende på en let og hurtig Miade. Udenfor disse Tilfælde bliver Ansvaret at forfølge efter de almindelige Neg ler. — Paragrafens Elutningsbestemmelse, hvorefter de i Lovudkastet om Straffereisplejen §§ 24—26 givne førstrifter om offentlige Anklageres Virksomhed med fornøden Lempelse skulle bringes til Anvendelse på Politiets Virksomhed for Efterforskning og Forfølgning af Forbrydelser, trænger ikke til nogen Forklaring.

Om Sagførervæsenet.

Hvad angår Sagførervæsenet, har Udka stet i Modsætning til, hvad der gjælder om Retsorganisationens øvrige Led, hovedsagelig kunnet bygge på den bestående Sagsører. Dette er Tilfældet såvel med Reglerne for Sagførerbeftikkelsers Meddelelse og Fortabelse (Kap. I. og Kap. III.) som med Bestemmelserne om Sagførernes Rettigheder og Pligter (Kap. II.). De Forandringer af den gjaldende Ret, Udkastet i så Henseende indeholder, ere kun få og gå ikke i noget væsentligt Punkt udover, hvad der er ligefrem nødvendigt for at bringe den forhåndenværende Tilstand i Overensstemmelse med Konsekvenserne as den mundtlige Procedure og den nye Retsorganisation. Af større Betydning

ere de nye Bestemmelser i Kapitel IV, indeholdende Forflag til en Organisation af Sagforerstanden gjennem Oprettelsen af Sagførersamfund for hver Landsretskreds med en i det Væsentlige selvvalgt Bestyrelse (Sagførerråd). Efter Udkastets Tanke skulle Sagførerrådene ikke blot våge over, at Sagførerne i deres Virksomhed som sådanne undgå ethvert uhæderligt eller lovstridigt Forhold — en Kontrol, til hvis Hævdelse der er tillagt Nådet en discipliner Straffemyndig« hed — men også ad andre Veje virke for at hæve Sagførerinstitutionen og fremme Sagsørernes Interesser, såsom ved at føre Tilsyn med de Mænd, der forberede sig til Sagsørervirksomheden, afgive Erklæringer til Vejledning ved Bedommclsen af, em visse Betingelser for Sagsørerbeskikkelsers Meddelelse eller Fortabelse ere forhånden, foranstalte Møder af Sagsørersamfundets Medlemmer til Droftclse af spørgsmål vedkommende dets Forhold og Interesser osv. Gn saadan Ordning, der åbner Sagfoiersamfundet Adgang til selv at våge over sin Hæderlighed og Dygtighed, har Forbilleder i mange fremmede Stater og betragtes i de Lande, hvor Institutionen har fæstet Rod, som et virksomt Middel til at udvikle en god Ånd hos Sagførerne og hævde deres Anseelse. Angående Enkelthederne i den således føreflåede nye Institution henvises forøvrigt til den udførligere Udvikling, der er givet i Bemærkningerne til Kapitel IV.

Om Tagførernes Beskikkelse samt deres Adgang til at benytte Fuldmægtig m m.

Som allerede bemcerket stemme Udkastets Regler om Sagføreres beskikkelse (§§ 111— 116) i det Væsentlige med den gjældende Ret. Ligesom Adgangen til at blive Sagfører står åben for Enhver, der opfylder de lovbestemte Betingelser, således ere selve Betingelserne isolge Udkastet hovedsagelig de samme som efter den bestående Lovgivning. Dette gjælder for det Første uden Undtagelse om de i § 112 føreskrevne almindelige Betingelser

for at blive Sagfører. Fremdeles fastholder Udkastet den bestående Tredeling af Sagfererne, kun at Landsretssagførerne troede i Stedet for de nuværende Overretssagførere. Denne Adskillelse er vistnok naturlig, også efter det nye System. For det Forfte må det erindres, at der i Henseende til de Krav, som må stilles til Eagføreisen, er en færdeles væsentlig Forskjel mellem Underretsproceduren og Rettergangen Ved Landsretterne. Men dernæst lader det sig neppe heller benægte, at der ogfå efter den nye Sagsører er Grund til at stille Højesteretssagførerne som en særegen Klasse. Navnlig ligger det nær for disses Vedkommende at stille Højere Fordringer i videnskabelig Henseende; thi i denne sidste In stanss bor man søge at sikre sig den bedste Retskundskab. Det er derfor også ganske almindeligt, at de fremmede Lovgivninger opstille særlige Betingelser for Adgangen til Sagførelse ved Landets øverste Domstol. Hvad angår de særlige Betingelser for de forskjellige Klasser af Sagførere, stemme ligeledes de herom i § 113 givne Bestemmelser i Hovedtrækkene med den gjældende Ret, og det er som Følge heraf kun enkelte Punkter, soni behove en nærmere Begrundelse. Afvigelserne indfkrænke sig i det væsentlige til hvad der nødvendig følger af den mundtlige Procedure og de med Hensyn til Rets», organisationens øvrige Led føretagne Forandringer. Hermed står det således i Forbindelse, at der er givet Hjælpestatsanklagere og Anklagere ved Underretten Adgang til at blive henholdsvis Højesterets- og Landsretssagførere, ligesom også, at Stillingen som Retsffriver, Fuldmægtig, Kopist eller Assistent under en Ret giver Adgang til at blive Underretssag- fører, medens på den Men Side den Betydning i sidstnævnte Henseende, der tidligere var tillagt Stillingen som Fuldmægtig på et Amtskontor, er bortfaldet som en naturlig Følge af, at Amtmandens Forbindelse med Retsplejen efter det nye System i alt Bæsent ligt hæves. Da det fremdeles følger af den mundtlige Procedures Natur, at en Sagfører i Almindeligbed ikke kan benytte Fuldmægtig i S'ranken (se z 120), må Betingelsernes i Henseende til praktisk Uddannelse for de Mænds Vedkommende, der forberede sig til

Sagførervirksomheden, stilles noget anderledes end efter den bestående Ret, der blandt Andet kræver, at Pågjældende i en vis Tid stadig har givet Møde i Retten for en Sagsører. I § 113 kræves for disse Mænds Vedkommende ikke anden Garanti for Kjendskab til Praxls end den, at de i en vis Tid Hkulle have arbejdet under en Sagførers Tilsyn og Vejledning og deltaget i dennes Forretninger, forsåvidt de kunne udføres ved Andre, samt derhos flittig været Tilhorere ved Retsforhandlingerne, se Litr. d. og o. Hermed må iøvrigt sammenholdes Be stemmelsen i § 144, hvorefter Sagførerrådet har at føre Tilsyn med de Mænd, som forberede sig til Sagførervirksomheden, og fkal have ethvert Andragende fra Eådanne om Sagførerbesiikkelsc førelagt til Erklcering bl. A. med Hensyn til de heromhandlede Betingelser. Som en Konsekvents af den mundtlige Procedure fremhcwes endnu Bestemmelserne i §§ 114—15, hvorefter den, der har oplyst at være i Besiddelse af de i §§ 112—13 føreskrevne Egenskaber, for at opnå SagFørerbefkikkclse endvidere må underkaste sig en Sagførerprsve for en ret af den Art, for hvilken han vil opnå Berettigelse til at procedere. Selve Proven er i det Væsentlige indretlet i Overensstemmelse med den nu ved Højesteret brugelige, dog at Sagernes Antal er begrænset til 3, og at ingen af disse behover at være en Straffesag. At alle 3 Sager må udføres for samme Ret, er en Selvfølge.

§ 117 stemmer med den nuverrende Ret, kun at der til de Stillinger, med hvilke Udovelse af Sagførervirksomhed ikke kan førenes, er fejet de nye Embeder som StatZanklager eller Overstatsanklager, jfr. ovfr. Bemcerkningerne til § 100, samt i Paragrafens sidste Etykke optaget en ny Bestemmelse, hvorefter den, der uden at være Sagfører tilfredsstiller Betingelserne for at kunne blive Sagsører af den ene eller den anden Art, af Retten kan erholde Tilladelse til i et enkelt Tilfælde at udføre en Sag, forudsat at han dertil erhverver sine føresættes Tilladelse, forsåvidt han er Embedsmand. Ogsaa de følgende Paragrafer i dette Kapitel slutte sig i

det Væsentlige til den bestående Lovgivning med Undtagelse af den tidligere berørte Bestemmelse i § 120, hvorved Sagførere udelukkes fra under Domssager at give Møde ved deres Fuldmægtig, naar mundtlig Forhandling finder Sted. Dersom en Sagfører ikke kan eller ikke vil udføre Sagen i egen Person, må dette derfor ske ved en anden til Møde for vedkommende Domstol berettiget Sagfører. Herfra er kun gjort den i Forholdets Natur grundede Undtagelse, at ager om Sagens Udsættelse på Grund af Forhold, hvorved Sagføreren selv hindres i at give Møde, kunne fremsættes og begrundes ved enhver uberygtet Person.

Qm Sagførernes Nettigheder og Pligter.

Bestemmelserne i dette Kapitel angå navnlig Sagsørernes offentlige Forhold og Pligter. Herom bliver der ifølge den Opfattelse, som ligger til Grund for Udkastet, ikke blot spørgsmål, hvor Sagføreren efter Ordre udfører offentlige eller beneficerede Sager, men også, hvor de overtage Retssagers Udførelse efter fri Overenskomst med Private. Selv i de fidstnævnte Tilfælde er Sagsørerens Hverv ikke udtommende bestemt ved de Forpligtelser, der påhvile ham overfor Parten. Ligesom mange af disse ifølge Retsplejens Krav tillige må ansees som Forpligtelser overfor det Offentlige, således vil et Forhold af Sagføre' ren kunne indeholde en strafbar Krænkelse af Retsplejens Interesser, uagtet det ikke er i Strid med hans Pligter imod Mandanten. Den således angivne Opfattelse af Eagførerstillingen, som trådte særdeles stærkt frem i vor ældre Lovgivning og selv efter de Forandringer i denne, der indførtes ved Loven af 26de Mai 1868, vistnok ikke kan ansees for opgivet, er der særlig Grund til at fastholde i den mundtlige Rettergang, efter hvis Natur Sagførerens Virksomhed må blive af langt mere indgribende Betydning for Retsplejens Gang end i den skriftlige Proces.

I Overensstemmelse med den ovenfor ud« viklede Betragtningsmåde stå de Regler om Sagsørernes Pligter, som væfentlig i Lighed med den gjoeldende Ret ere givne i §§ 126 —30, samt Bestemmelsen i § 131, at disse Pligters Overtrædelse ikke kan undskyldes med, at Mandanten har forlangt eller indvilget i det føretagne eller Undladte. Ligeledes træder demne Opfattelse frem i § 132, hvorefter Straffelovens 13de Kapitel om Forbrydelser i Embedsforhold er anvendeligt på Sagførere, forsåvidt de overtræde de i nærværende Lov givne Forskrifter eller iøvrigt forse sig i deres Virksomhed som Sagførere. Ligesom dette må antages at stemme med den Tanke, hvorfra Straffeloven gik ud, idet den ophævede D. L. 1—9—11 uden at give nye særlige Bestemmelser for Sagførere, således kan der, uanset at Sagførerne ikke længere betragtes som Em bedsmænd, roere god Grund til at fastholde hine Straffebestemmelsers Anvendelighed på deres Forhold. Disse Straffebestemmelser have derhos en saadan Vidde, at i Almindelighed ethvert Forhold af en Sagfører, som fortjener Straf, ved dem kan rammes. De enkelte supplerende Bestemmelser, hvortil der er Trang, gives i de tvende Lovudkast om Retsplejen. Hvad angår Strafansvarets Forfslgning, bestemmer § 133, at forfåvidt den Straf, der l skal pålægges en Sagfører, ikke er Højere end Boder og ingen særlig Bevisførelse udfordres for at oplyse det strafbare Forhold, kan Strciffen pålægges under den Sag, med Henfyn til hvilken Forseelsen er begået, enten ved en færskilt Kjendelse eller ved den endelige Dom. Videre bor Undtagelsen fra den almindelige Forfølgningsmåde vistnok ikke strækkes. Ifølge den bestående Lovgivning kan vel Straf af Fortabelse af Retten til at udove Sagsører« virksomhed idommes en Sagfører accessorisk under Hovedsagen, men dette må ansees for ganske anomalt.

Med Hensyn til Bestemmelserne i det førelig« gende Kapitel bemærkes endnu følgende. Den i § 125 optagne Regel, ifølge hvilken der i Almin delighed ikke påhviler en Sagfører nogen Forpligtelse til at påtage sig Udførelsen af en Retssag, må ansees for stemmende med den gjældende Ret. Den tilføjede Undtagelse sigter

alene til Sager, hvori der er meddelt fri Proces, og sådanne Straffesager, hvori der beskikkes offentlig Forsvarer, jfr. herved § 123. §§ 196'—28 slutte sig ganske til den beptående Lovgivning. Bestemmelsen i § 129, at Sagførerne ere pligtige at vise Retten Lydighed og Agtelse, er forsåvidt ny, som der ikke haves et almindeligt Bud herom i den gjældende Ret. Lydighedspligten forudsætter selvfølgelig, at Rettens Pålæg er lovligt, men selv under denne Forudsætning måtte Sagfsrerens Forpligtelse til at efterkomme det for hen i Reglen gjøres gjældende gjennem et civilt Sogsmål. Hvad endelig angår Be stemmelserne i § 130 om Fastsættelsen af Sag« Førernes Salær, er man gået ud fra, at der ikke vilde vindes Væsentligt, men i flere Retninger endog tabes Noget ved Indførelsen af en Sagsørertart. Udkastet søger derfor ligesom Om gjældende Ret Garantien imod overdrevne Fordringer fra Sagførernes Side i Rettens skjøn, idet Højere Betaling, end denne finder billigt, ikke kan tilkjendes en Sagfører, hvad mten han forud har sluttet Overenskomst om Vederlaget eller ikke. Naar dette fastholdes, synes der ikke at være Grund til iøvrigt at begrænse Kontraktsfriheden på dette Område. § 130 ophcever derfor det bestående Forbud imod, at Sagførere som Vederlag betinge sig Andel i Sagens Gjenstand.

Om Ophor af Retten til Sagfører virksomhed.

Forsåvidt Fortabelsen af Retten til Sag« førervirksomhed fremtræder som Straf, bliver den at idømme under en Straffesag. Der gives imidlertid Tilfælde, i hvilke der må mdtræde Fortabelse af Retten, uagtet den ikke er føreskrevet som Straf. Dette kan således virre Tilfældet, naar Sagsøreren findes skyl« dig i en i den offentlige Mening vanærende Handling, ligesom Sagsøreren, naar han kommer ud af Rådigheden over sit Bo, må fortabe Retten til at udøve Sagsørervirksom hed, sålænge Urådigheden varer. Bestemmelse

ham af Advokatlisten. Denne Disciplinar myndighed, der står ganske uafhængig såvel af Domstolenes almindelige Straffemyndighed som af disses Ret til at anvende disciplinære Straffe for Rettergangsforseelser, kan dog ikke udøves, uden at der er givet den Pågjældende Lejlighed til at forsvare sig imod Beskyldningen, og Rådets Kendelser kunne på ankes til Appelretten for den vedkommende Retskreds dels af den offentlige Anklager dels af den Advokat, hvem Kjendelfer er overgået, af Sidstnævnte dog kun, forsåvidt Kendelsen gaar ud på Suspension eller Udslettelse. Som andre Sider af Disciplinarrådenes Virksomhed fremhæves, at de skulle føre Tilsyn med de Mænds Opsorfsn! og Uddannelse, som forberede sig til Advokatvirksomheden (avocaw stagiaires), Afgjøre, om Betingelserne for disses Optagelse i Advokatregistret ere tilstede, påkjende Tvistigheder angående de af Advokaterne beregnede Honorarer, drage Omsorg for, at Tramgende, der have rimelig Grund til at procedere, fåe fri Sagførerbistand osv Eu lignende Organisation består for den Klasse af de franske Sagførere, som benævnes ,,avoués"*). I den nyere Tid er der også i flere tyske Stater oprettet Sagførerråd (Anwalikammer) efter det franske Foibillede, og på den syvende tyske Iuristfolsamling (!869) vedtoges m Resolution til Fordel for almindelig Indførelse af disse Råd, se de nævnte Forhandlingers Bind II. S. 202— 227 og S. 252—259. I England har der fra gammel Tid bestået en ejendommelig Organisation af Advokaturen, ifølge hvilken der tilkommer førstandæskaberne for de store Eagwrerkorporationer (inns of court) en sær deles indgribende Myndighed. For at blive Aivakat (barrister) er det nødvendigt at blive optaget i et af disse Kollegier og en vis Tio at have deltaget i den Undervisning, som her meddeles de juridiske Studenter under førstan derues Ledelse. Disse Afgjøre fremdeles, om

Betingelserne for Optagelse i Advokaturen ere fyldestgjorte, og have en vidtgående Disciplinarmyndighed over alle Korporationens Medlemmer. Dog er Påanke til Domstolene forbeholdt, forsåvidt førstånderstabets Beslutning gaar ud på at nægte Optagelse i en inn of court eller på Udstedelse af samme.

Hos os blev spørgsmålet om Sagførerråds Oprettelse rejst Under de Forhandlinger, der gik forud for Lov om Adgang til Sagferervirkfomheden af 26 Maj 1868; men Tanken vandt ikke dengang almindelig Tilslutning. Eporgsmålet om Institutionens verrd og Betydning stiller sig imidlertid også væsentlig forfkmigt, eftersom det sees fra det gamle eller det nye Processystems Standpunkt. Under den skriftlige Proccsmåde vil der vanstelig mellem Tagførerne kunne udvikle sig det ' fyldige Samliv og det nøje Kjendskab til hinandens færd, der er Forudsætningen for, at Sagfererrådcnes Virksomhed kan fyldestgjøre Formålet. Derimod er den mundtlig? Ret tergang, som nødvendiggjør en umiddelbar Forhandling mellem Sagførerne og derfor idelig bringer dem i personlig Berøring med hinanden, netop egnet til at udvikle de nævnte Betingelser. Da hertil kommer, at det nye Systems heldige Gjennemførelse for en væsentlig Del beror på, at Sagførerinstitutionen haves og Sagførernes Anseelse styrkes, samtidig med at deres Betydning for og Indflydelse på Retsplejen forøges, turde det rette Tidspunkt nu være kommet til hos os at indføre en Institution, som andetsteds og netop i de Lande, hvor Advokaturen står højt, erkjendes at have bidraget væsentlig til dens Udvikling. At Institntionens Betydning i sidste Inslants må blive afhængig af den Ånd, hvori den anvendes og udvikles af Sagførerne selv, er iøvrigt klart og følger med Nedvendighed af dens Væsen. Men heri lig ger selvfølgelig ikke nogen afgjørende Grund imod, at Initiativet til dens Indførelse tages af Lovgivningsmagten, som jo alene er istand til at udruste Sagførerrådene med den til Formålets Opnåelse fornødne Magt og Myndighed.

Med Hensyn til de enkelte Bestemmelser i Kapitlet bemærkes følgende:

Om Sagførersamfundenes og Rådenes Dannelse og Sammensætning gives Reglerne i §§ 137—138. At der oprettes en Flerhed af Sagførersamfund for de forskellige Dele af Landet, anses for tilrådeligt, idet Medlemmerne i modsat Fald vistnok vilde komme til at stå hinanden for fjernt. På den anden Side kan der selvfølgelig ikke være Tale om at oprette et Samfund for hver Rutskreds. Forslaget er derfor gået den Vej at knytte Organisationen til Landsretskredsene, således at der for hver af disse oprettes et Samfund, si.m omfatter alle i Kredsen boende over- og underordnede Sagførere. I Overensstemmelse hermed henvises Højesteretssagførerne i § 137 til det for den nordsjællandske Landsretkreds bestående Sagførersamfund. Ifølge § 138 skal ethvert Sagførerfamfund have en Bestyrelse (Sagsørerråd), der består af en Formand og et lige Antal Medlemmer, ikke under 4 og ikke over 8. Ved Bestemmelserne om Valget af Rådets Medlemmer har man lagt an på at sikre en tilstrækkelig Repræsentation af de forskjellige Sagførerklasser og bevare Ligevagten mellem disse. I dette Djemed er det anset rettest at overlade vedkommende Landsrets Formand det Hverv at vælge Rå dets Formand blandt Sagfererne i Kredsen, medens de øvrige Medlemmer vælges, Halv' desen af og blandt Landsrets- og Højesteretssagførerne, Halvdelen af og blandt Underretssagførerne. Lige med Sagførerne i Henseende til Valgret og Valgbarhed til Sagførerrådet stå Mænd, som have været Sagførere og ikke ere gåede over i noget Statsembede. Samtlige Valg gjælde for 4 År.

Om Sammenkaldelse af Samfundets Medlemmer til almindelige Møder indeholde §§ 139—140 Bestemmelser, som ikke behøve nærmere Forklaring.

Hvad angår Udstrækningen af Sagfører« rådenes Virksomhed, betragter Udkastet i Overensstemmelse med de fleste fremmede Love ikke Sagførerrådene blot som Middel til Håndhævelse af Disciplin blandt Sagførerne, men som en Institution med det almindeligere For-

mål at repræsentere Sagførerne og i det Hele virke for Sagførervæsenets Udvikling. Udøvelse af Disciplinarmyndighed over Sagførerne er derfor ifølge Udkastet kun en enkelt Side af Rådenes Virksomhed. Som andre til disse henlagte Funktioner fremhæves, at de have at føre Tilsyn med de Mænd, der forberede sig til Sagførervirksomheden ved Retterne i den pågældende Kreds, og, forinden Afgørelse træffes med Hensyn til Andragender fra fådanne Mænd om Sagførerbeskikkelse, at afgive Erklæring med Hensyn til Opfyldelsen af visse af de for Beskikkelsen fastsætte Betingelser. Disse Erklæringer har man dog ikke anset det for rigtigt at tillægge en ubetinget bindende Betydning. Gaar Rådets Erklæring ud på, at Betingelserne ikke ere opfyldte, kan Andragendet om beskikkelse vel i Reglen ikke tages til følge; men Justitsministeriet er dog, naar særegue Grunde tale derfor, og efterat der påny er givet Sagsøretrådet Lejlighed til at ytre sig. beføjet til at meddele Vedkommende Beskikkelse, uagtet hans Andragende ikke anbefales af Nådet (§ 144). Fremdeles påhviler det Sagfører' rådet at sammenkalde almindelige Møder af Samfundets Medlemmer dels til Afgjørelse af visse i Udkastet særligt fremhævede Anliggender, såsom Valg af Medlemmer, Forhandling om Vedtægter for Sagførersamfundet, dels iøvrigt til Forhandling om Gjenstande vedkommende Sagførersamfundets Forhold og Interesser (H 140). Endvidere er Sagførerrådet beføjet til at Afgjøre Tvistigheder angående Vederlag for den af Sagførere i saadan deres Egenskab ydede Tjeneste og Bistand til Private, naar disse i denne Anledning henvende sig til Nådet, — Afgjørelser, som dog kun ere bindende for vedkommende Sagfører, l men ikke affkjære den Private fra at indbringe Spørgsmålet for Domstolene (§ 141 i Slutn.)

Af mest indgribende Betydning ere imidlertid de Bestemmelser, som angå Sagførerrådets disciplinere Straffemyndigbed (§§ 141—143). Om Oprettelsen af en Disciplinarmyndighed for Sagførere stemmer med

Forholdets Natur, har såvel andetsteds som hos os været Gjenstand for Tvivl, idet MM har bestridt, at der var særlig Grund til at stille Sagførervirksomheden under en Kontrol, som ingen anden Næringsvirkjomhed er undergiven. Denne Tvivl er imidlertid kun begrundet fra det Standpunkt, der i Sagførervirksomheden alene ser en næring. Gaar man derimod med det føreliggende førstag ud fra, at denne Virksomhed ifølge dens Betydning for selve Retsplejen også har en anden Side, som navnlig gjør sig gjældendei den mundtlige Rettergang, kan ønskeligheden af en særlig Kontrol med Sagførervirksomheden i og for sig ikke bestrides. spørgsmålet er kun, om det er mu« ligt at tilvejebringe en virksom Kontrol i få Henseende uden at gjøre Brud på den Uafhængighed, som tilkommer Sagførerstillingen. Fra dette Synspunkt må det utvivlsomt for« kastes at stille Sagførervirksomheden under en almindelig Kontrol fra Embedsmyndigheders Side. De samme Hensyn, som have fort til ikke at betinge Adgangen til Sagførervirk fomhed af Regjeringens Tilladelse, tale også for at hævde Sagførernes Uafhængighed af Statsmagten i Udøvelsen af deres Kald. Derimod fkjønnes det ikke, at en Kontrol, som udgår fra Sagførersamfundet selv, skulde kunne gjøre noget Skår i Sagførerstillingens Uafhængighed og Værdighed. Heller ikke er der Grund til at antage, at Sagførerrådene skulde være tilbøjelige til at misbruge deres Myndighed til at gå det enkelte Medlem af Samfundet for nær. Efter de Erfaringer, man andetsteds har gjort, er det snarere at befrygte, at Rådene ville vise for stor Tilbageholdenhed i Udovelsen af deres Tilsynsmyndighed. Da denne imidlertid ikke affkjærer nogen af de Veje, ad hvilke man hidtil har kunnet gjøre Ansvar gjældende imod Sagførere, men kun er bestemt til at være et Supplement til disse, kan der selv« følgelig ikke derfra hentes nogen afgjørende Indvending imod Institutionen.

Hvad angår Området for Tilsynsmyndigheden, er det en Selvfølge, at denne kun har Hensyn til Sagførernes Virksomhed som sådanne. På den anden Side omfatter den indenfor denne

Grænse ethvert pligtstridigt Forhold af Sagføreren. Rådet stal derfor ifølge § 141 ikke blot våge over, at Sagsørerne i deres Forhold som sådanne holde sig Lovene efterrettelige, men også over, at de i deres Sagførervirksomhed undgå Alt, hvad der ikke kan førenes med den Hæderlighed, Nøjagtighed og Pålidelighed eller med den Agtelse for Statsmyndighederne, som en offentlig beskikket Sagfører bor udvise. Ifølge Difciplinarmyndighedens væsen er det neppe muligt i Loven at give en nærmere Bestemmelse af dens Område; men det må i være overladt til Sagsørerrådets skjønsomhed at Afgjøre, hvad der falder ind under hin almindelige Ramme. Ligeså lidt lader det sig afgjøre ved almindelige Negler, naar der bor skrides til Anvendelse af de i § 142 hjemlede disciplinære Straffe. At ikke et hvilketsomhelst Brud på en Sagførers Pligter afgiver tilstrækkelig Grund til en saadan Indskriden, er klart. Der vil selvfølgelig ikke sjælden kunne førekomme Overtrædelser, imod hvilke der efter Omstændighederne ikke er Grund til at skride ind eller i al Fald Grund til at anvende mildere Forholdsregler end Pålceg af Straf. Ogfå i denne Henseende må det overlades til Sagførerrådets skjønsomhed at træffe den rette grænse mellem en altfor tilbageholdende og en altfor vidtdreven fmålig Benyttelse af Tilsynsmyndigheden. § 142 indfkrænker sig derfor til at udtale, at Sagførerrådet i Kraft af den i § 141 hjemlede Tilsynsmyndighed kan skride ind imod hvert enkelt Samfundsmedlem såvel af egen Drift som ifølge Begjæring. I Forbindelse hermed fastsætter Paragrafen de Straffe, som Rådet kan bringe i Anvendelse. Disse svare i det Vcesentlige til hvad der er føreskrevet i de fleste fremmede Love. Dog har man ikke anset det ' for rigtigt at gå så vidt at optage Fortabelse af Ret til at udøve Sagførervirksomhed blandt de disciplinære Straffe. Naar der på den anden Side i Udkastet er medtaget Boder — hvad ikke er almindeligt i de fremmede Love —, er man herved gået ud fra, at Pålæg af Boder under visse Forudsætninger netop vil være den mest passende Disciplinarstraf. Navnlig vil der kunne være Grund til at anvende

Boder i sådanne Tilfælde, hvor der allerede overkor Pågjældende forgjæves har været gjort Brug af Irettesættelse, men Suspension fra Sagsørervirksomheden dog endnu vilde være for hård en Straf.

Medens det er en Selvfølge, at de ommeldte Disciplinarstraffe ikke kunne anvendes, uden at den Pågjældende har havt tilstrækkelig Lejlighed til at fremkomme med sit Forsvar (se § 142 sidste Stykke), synes det derimod i og for sig bedst stemmende med den Tanke, som ligger til Grund for Oprettelsen af Tagførerråd, ikke at give Adgang til Prøvelse af disses Beslutninger ved Domstolene. Som det fremgår af de indledende Bemærkninger til dette Kap il. l, er saadan Prøvelse dog ikke afskåret efter de fremmede Love. Almindelig anerkjendt er det i dissc-, at den, hvem Straffen er pålagt, kan begjære Sagførerrådets Beslutning provst ved Domstolene, i al Fald hvor der er Spørgsmål om mere indgribende Straffeonder. Flere fremmede Love give derhos den offentlige Anklager Ret til at indanke enhver af Sagførerrådet afgiven Kjendelse for Domstolene. I det føreliggende Udkast har man vel ikke troet at burde tillægge Statsanklageren en saadan Påankeret, der vilde stemme mindre godt såvel med den Stilling, Udkastet iøvrigt an viser Statsanklageren, som med den Uafhængighed, man har villet forbeholde Sagførerstillingen. Derimod har man antaget, at det vilde støde stærkt an imod de hos os herskende Anskuelser, om den, hvem Sagførerrådet har pålagt Straf, ubetinget udelukkedes fra at indbringe Spørgsmålet for Domstolene. Man har derfor anset det for retteft at åbne pågjældende Sagfører Adgang til indenfor visse grænser at påanke Rådets Beslutning og har endogfå med Hensyn til, at den her om« handlede Disciplinarmyndighed hos os er en ny Institution, fundet Grund til at udftrække Påankeligheden noget videre, end det er almindeligt i de fremmede Love. I Overensstemmelse hermed fastsætter § 143, at, naar Rådets Beslutning gaar ud på Boder over 40 Kroner, Forbud imod Udføreljen af enkelte Sager eller Forretninger eller på Suspension, har vaæ

gjældende Sagfører Adgang til, forinden Beslutningen kan tinde i Virksomhed, at fordre den prøvet af Landsretten, dog at Begjæring herom inden 3 Dage skriftlig indgives til Rettens Formand. Sagen bliver da at forhandle ved Landsretten i et ikke offentligt Møde, hvori der gives alle Vedkommende Lejlighed til mundtlig at udtale sig, hvorefter Retten træffer endelig Afgjørelse om Stadfæstelse eller Ophævelse af Sagførerrådets Beslutning.

Endnu bemærkes, at det ligger i Forholdets Natur, at der ved Gjennemførelsen af den nye Institution i flere Retninger må vise sig Trang til at supplere det ved Udkastet givne Grundlag gjennem nærmere Regler for Sagførersamfundenes indre Anliggender. Sådanne Bestemmelser kunne efter §145 tilvejebringes gjennem Vedtægter, der vedtages med absolut Stemmeflerhed på et almindeligt Møde af Samfundets Medlemmer og derefter førelægges Kongen til Stadfæstelse.

Lovens Træden i Kraft, Overgangsbestemmelser.

Forinden Loven kan træde i Kraft, vil der udkræves dels en Omordning af forskjellige Forhold ved Lov dels en Række Foranstaltninger fra Administrationens Side. Den Frist, der som Følge heraf må førefkrives for Lovens træden i Kraft, vil uden Tvivl ikke kunne fastsættes kortere end i § 146 føreslået.

Medens det er indlysende, at Udkastets Bestemmelser ikke egne sig til at gjælde for færoerne, opstår der som Følge af den Kgle Lands-Over samt Hof og Stadsrets Bortfalden det Spørgsmål, hvilken af, de nye

Domstole der stal fungere som Overret for de Nævnte Der. Dette Hverv henlægger § 146 til den nordsjællandske Landsret.

På Grundlag af den hidtil bestående Inddeling i Underrets- og Politikredse har der i flere Henseender mellem Beboerne af samme Kreds udviklet sig et vist Fællesskab med Hensyn til adskillige økonomiske spørgsmål, såsom Opførelsen af Thing- og Arresthuse, Vedligeholdelsen af samme o. s. v. Da den Inddeling i Underrets' og Politikredse, som det føreliggende Udkast forudsætter, hyppigt må føre til en Sammenlægning af flere ældre Kredse, ligesom det også kan vise sig nødvendigt at dele en hidtil bestående Kreds mellem forskjellige nye Kredse, samt da der endvidere i de nye Kredse vil fremtræde et Fællesskab af lignende Art som det overnævnte med Hensyn til visse ved Procesreformen nødvendiggjorte nye Indretninger (jfr. således § 108 Nr. 4), vil der på flere Måder kunne opstå spørgsmål om, hvorledes der stal forholdes med Hensyn til de oven Nævnte Fællesanliggender. Spørgsmål af denne Art egne sig imidlertid ikke til at af« gjøres ved en fast Lovregel, men kun under Hensyn til de i hvert enkelt Tilfælde føreliggende Forhold. I §§ 147 og 151 har man derfor overensstemmende med de ældre Udkast føreflået at henlægge afgjørelsen til Administrationen, idet den fornødne Betryggelse for alle i Betragtning kommende Interesser formentlig vil opnåes, naar de herhenhørende Spørgsmål afgjøres af Justitsministeren i Forbindelse med Indenrigsministeren efter Forhandling med vedkommende kommunale Myndigheder.

Af den i § 33 givne Bestemmelse om, at Thinglæsning og Aflysning af Dokumenter altid stal foregå ved Hovedthingstedet, er det en naturlig følge, at, hvor en af de nye Underretskredse dannes ved Sammenlægning af flere hidtilværende Kredse, må disses Skjødeog Panteprotokoller gå over til Hovedthingftedet for at afbenyttes for hele Retskredsen. Dette er derfor fastsat i § 148. Deles en hidtilværende Underretskreds, vil det ikke kunne

undgåes, at der meddeles Udskrifter af Skjedeog Pantebøgerne for de Deles Vedkommende, som overgå til en anden Retskreds, medens Registrene Sædvanlig ere forte sognevis og fåledes kunne afleveres delvis. De Udgifter, som medgå til de fornødne Udskrifter af Skjøde- og Pantebøgerne, har man i Lighed med de ældre Udkast anset det for rettest at pålægge Statskassen.

Om det Spørgsmål, hvilken af de nye Domstole der skal overtage sådanne Sager, som ved den nye Sagsørers Træden i Kraft svæve for en af de hidtil bestående Retter, gives der i § 149 Forskrifter, som ikke behøve nærmere Forklaring. Medens dette Spørgsmåls Afgjørelse horer hjemme i det førelig' gende Udkast, have derimod Bestemmelserne om, efter hvilke processuelle Regler — nye eller gamle — Behandlingen af de svævende Sager efter hint Tidspunkt bliver at fortsætte ved de nye Domstole, deres naturlige Plads i de tvende Rettergangslove.

Hvad angår de nuværende Dommeres og andre ved Retterne ansætte Embedsmands Forpligtelse til at modtage beskikkelse ved de nye Retter, eller efter Omstændighederne som Politimestre, gives de fornødne Bestemmelser i §§ 150 og 152. Ligesom disse vistnok ville findes stemmende med Forholdets Natur, således kræver Billighed formentlig den i § 150 sidste Stykke optagne Bestemmelser, hvorefter det, forfåvidt der i nærværende Lov gjøres strengere Fordringer til juridisk Examen for Dommere eller andre Retsembedsmænd end efter de hidtil gjældende Regler, dog stal have sit Forblivende ved disse med Hensyn til Mænd, der allerede ere beskikkede som fådanne, samt med Hensyn til Mænd, som nu have bestået juridisk Examen og beskikkes i løbet af 10 År fra denne Lovs træden i Kraft. En lignende Overgangsbestemmelse er i § 153 givet med Hensyn til Adgangen til at blive Sagfører efter den nye Ordnings Træden i Kraft, hvorhos det i Paragrafens sidste Stykke fastsættes, at de i 5 te Afsnit givne Regler om Højesteretssagførere, Iandsretssagsørere og Underretssagførere såvel

i Henseende til Retten til at give Møde for Domstolene som i Henseende til andre Rettigheder og Pligter skulle finde Anvendelse med Hensyn til de mænd, der tidligere ere beskikkede i de Sagførerstillinger, som efter det gamle Systems Tredeling svare til hine.

finder dette Medlem dog Anledning til at udtale, at ligesom han under Forhandlingerne på flere væsentlige Punkter, navnlig af Organisationsudkastet, ikke har kunnet følge Flertallet, men stillet særlige Ædringsførslag, der dog ikke have vundet Kommissionens Tilslutning, således må han forbeholde sig Frihed til under Lovgivningsværkets senere Gang efter den Lejlighed, der måtte gives ham, at forsøge på at gjøre sine afvigende Anskuelser gjældende på den Måde og i det Omfang, han måtte anse for rigtigt.

Gndskjønt Kommissionens Medlem C. V.
Nyholm af forstjellige Grunde har afholdt sig
fra at indgive noget disfentierende Votum,

§ l.

Som i Udkastet.

§ 10.

Som i Udkasiet.

§ 12.

Paragrafens 1ste Stykke affattes fåledes:

„Den nordsjællandske Landsret består af m Formand og 15 andre Medlemmer. De øvrige Landsretter bestå hver af en Formand og 5 andre Medlemmer".

I 3die Stykke, 5te—8de Lime, sættes i Stedet for „til at . . . . Hovedside": „til at tiltroede den nordsjællandske Landsrets særlige Afdeling, naar den i Medfør af § 20 holder Møde på Bornholm".

§ 13.

Som i Udkastet.

§ 1.

Riget inddeles i 5 Landsretskredse, nemlig: 1. Den sjællandske Landsretskreds, omfattende de sjællandske Amter, Maribo Amt samt Bornholms Amt.

2—5 som 3—6 i Udkastet.

§ 10.

I Stedet for Udkastets 2det og 3 die Stykke sættes:

„Den sjællandske Landsret har Sæde i Kjøbenhavn".

Ellers som i Udkastet.

§ 12.

Paragrafens 1ste Stykke affattes således:

„Sjællands Landsret består af en Formand og 18 andre Medlemmer. De øvrige Landsretter bestå hver af en Formand og 5 andre Medlemmer".

I 8die Stykke, 5te—8de Linie, sættes i

Stedet for , til at......Sæde": „til

at tiltræde den sjællandske Landsrets anden særlige Afdeling, naar den i Medfør af § 20 holder Møde udenfor Kjøbenhavn".

§ 13.

I 2den—3die Lime sættes „sjællandske" i Stedet for ,nordsjællandske". Ellers som i Udkastet.

') Antallet af Landsretsdommen, Landsretsskrivere og de ved Ekriverkontorerne ansætte Fuldmægtige, vil henholdevis efter Udkastet og de subsidiært henstillede førstag blive:

Landretsdommere. Retsskrivere. Fuldmagtige.

Udkastet........................... 61.          7.          10.

førstag I......................... 46.          7.            9.

— II......................... 43.        6.        10.

— III........................ 47.       5.         9.

—  IV........................ 38.        4.          8.

Ved ovenstående Sammenstilling må dog endnu erindres, at førstagene II—IV ville gjøre en Indskrænkning af Statsanklagernes Antul mulig, samt at det efter førstagene III og IV tillige undgåes at gisre Brug af det i § 12 3die Stykke ommeldte Suppleantinstitut.

§ 1.

Riget inddeles i 4 Landsretskredse, nemlig:

1.    Den sjællandske osv. som i Forslag II.

2.    Fyens osv. som Udkastets Nr. 3.

3.    Den nordjydske Landsretskreds, omfattende Ålborg, Hjørring, Thisted, Viborg og Randers Amter.

4.    Den sydjydske Landsretskreds, omfattende Aarhus, Vejle, Ringkjøbing og Ribe Amter.

§ 10.

I Stedet for Udkastets 2det og 3 die Stykke træder det i Forflag II. Angivne.

Udkastets 6te Stykke udgår.

I Udkastets 7de Stykke fættes „Aarhus" (Fredericia) i Stedet for „Veile".

§ 12.

Paragrafens 1ste Stykke affattes fåledes: „Sjællands Landsret består af en Formand og 18 andre Medlemmer, Fyens Landsret af en Formand og 5 andre Medlemmer, den nordjydske og den fydjydske Landsret hver af en Formand og 10 andre Medlemmer". Tredie Stykke udgår.

§ 13.

Som i Forslag II.

§ 1.

Riget inddeles i 3 Landsretskredse, nemlig:

1.    Den sjællandske ofv. som i Forslag II.

2.    Fyens osv. som Udkastets Nr. 3."

3.    Den jydske Landsretskreds, omfattende de jydste Amter.

§ 10.

Hver af de i § 1 nævnte Kredse henlægges under en Landsret.

Den fjællandske Landsret har sit Sæde i Kjøbenhavn, Fyens Landsret i Odense og den jydske Landsret i Viborg.

§ 12.

Paragrafens 1ste Stykke affattes fåledes: Den sjællandske Landsret består af en Formand og 18 andre Medlemmer, Fyens Landsret af en Formand og 5 andre Medlemmer, den jydske Landsret af en Formand og 12 andre Medlemmer. Tredie Stykke udgår.

§ 13.

Som i førstag II.

§ 14.

Af Paragrafens 1ste Stykke udgår den anden Sletning.

Resten af Paragrafen affattes således: Ved Landsretternes Hovedafdeling behandles alle Sager, som i Henhold til Loven om den borgerlige Retspleje samt denne Lovs § 11 i Slutningen, § 50 og § 143 høre under Landsretten.

Ved Landsretternes særlige Afdelinger behandles de Sager, som indbringes for Landsretten i Henhold til Lov om Strafferetsplejen. Til Behandling ved den nordsjællandske Landsrets særlige Afdeling kunne tillige henvises borgerlige Retstrætter fra Bornholm, forfåvidt det med Hensyn til førestående Bevisførelse skjønnes hensigtsmæssigt, at Hovedforhandlingen i Sagen føregår på denne D.

§ 15.

1ste Punktum affattes således: Kongen beskikker for et Tidsrum af 5 År ad Gangen et Medlem af hver Landsret til Formand for Rettens særlige Afdeling, ved den nordsjællandske Landsret tillige et Medlem til at fungere som Formand, naar Afdelingen holder Møder på Bornholm.

§ 14.

1ste Stykke anden sætning affattes fåledes:

,Ved Sjællands Landsret består der to særlige Afdelinger, den første for Kjøbenhavn med Kjøbenhavns Amtsrådskreds, Roeskilde Amtsrådskreds, Frederiksborg og Holbæk Amter, den anden for Sorø, Præstø, Maribo og Bornholms Amter".

Resten af Paragrafen affattes således: Ved...................

(som i Forflag I.)

....................Landsretten.

Ved Landsretternes færlige Afdelinger behandles de Sager, som indbringes for Lands« retten i Henhold til Lov om Strafferets« plejen. Til Behandling ved den sjællandske Landsrets anden særlige Afdeling kunne tillige henvises borgerlige Retstrætter fra Afdelingskredsen, forsåvidt det med Hensyn til føre« stående Bevisførelse skjønnes hensigtsmæssigt, at Hovedforhandlingen i Sagen føregår på et Sted udenfor Kjøbenhavn, hvor Afdelingen holder Møde.

Naar den sjællandske Landsrets anden særlige Afdeling holder Møde udenfor Kjøbenhavn, overtages dens Hverv i ny indkomne Sager i fornødent Omfang af den første særlige Afdeling.

§ 15.

1ste Punktum affattes således: Kongen beskikker for et Tidsrum af 5 År ad Gangen 2 Medlemmer af den sjællandske Landsret og 1 Medlem af hver af de øvrige Landsretter til Formænd for Retternes særlige Afdelinger.

I 2det Stykke forandres „nordsjællandsk" til „fjællandsk".

§ 14.

1ste Stykke anden Sletning som i Forslag II.

Resten af Paragrafen affattes således: Ved..................

(som i Forslag 1.)

....................Lands.

retten.

Ved Landsretternes særlige Afdelinger behandles de Sager, som indbringes for Landsretten i Henhold til Lov om Strasseretsplejen. Til Behandling ved den sjællandske Landsrets anden særlige Afdeling og de jydske Landsretters særlige Afdelinger kunne tillige henvises borgerlige Retstrætter, forfåvidt det med Hensyn til førestående Bevisførelse skjønnes hen« sigtsmæssigt, at Hovedforhandlingen i Sagen føregår på et Sted udenfor Rettens Sæde, hvor Afdelingen holder Møde.

Naar den sjællandske Landsrets anden særlige Afdeling eller de jydske Landsretters særlige Afdelinger holde Møde udenfor Rettens Sæde, overtages deres Hverv i ny indkomne Sager i fornødent Omfang henholdsvis af den Første særlige Afdeling eller af Rettens Hovedafdeling.

§ 15.

1ste Punktum som i førstag II,

I 2det Stykke samme Forandring som i

§ 14.

Til Behandling af de Straffesager, der indbringes for Landsretten i Henhold til Lov om Strafferetsplejen. dannes ved den sjællandske Landsret tvende færlige Afdelinger, den ene for Kjøbenhavn med Kjøbenhavns Amtsrådskreds, Roeskilde Amtsrådskreds, Frederiksborg og Holbæk Amter; den anden for Sorø, Præstø, Maribo og Bornholms Amter, samt for hver af de to andre Landsretter een færlig Afdeling.

Til Behandling ved den sjællandske Landsrets anden særlige Afdeling og ved den jydske Landsrets særlige Afdeling kunne tillige henvises borgerlige Retstrætter, naar det med Hensyn til førestående Bevisførelse skjønnes hensigtsmæssigt, at Hovedforhandlingen i Sagen føregår på et Sted udenfor Rettens Sæde, hvor Afdelingen holder Møde (§ 20).

Naar den sjællandske Landsrets anden særlige Afdeling eller den jydske Landsrets særlige Afdeling holder Møde osv. (som førstag III sidste Stykke).

§ 15.

Som førstag III.

§ 18.

I 10de—12te Linie forandres „ved den .... Fuldmægtige" til „ved den nordsjællandske Landsrets almindelige Skriverkontor 3 Fuldmægtige".

§ 20.

Paragrafen affattes således:

Landsretternes særlige Afdelinger sammentræde dels i regelmæssig tilbagevendende Samlinger dels i Møder imellem Samlingerne.

Den nordsjællandske Landsrets særlige Afdelinger holder regelmæssige Samlinger i Kjøbenhavn een Gang i løbet af hver Måned. Hver tredie Måned holder den tillige Samling på Bornholm, dog i Vintermånederne kun, forsåvidt Forholdene ikke lægge Hindringer i Vejen; Stedet fastsættes ved Bekjendtgjørelse af Justitsministeren.

De øvrige Landsretters særlige Afdelinger holde de regelmæssige Samlinger een Gang hver tredie Måned ved Rettens Såede.

I de ovenmeldte Samlinger behandles Straffesager, som ere henviste til Hovedforhandling med eller uden Rævninger, eller i hvilke der ifølge Påanke fra Underretten skal , finde Hovedforhandling med ny Bevisførelse Sted, fremdeles i Sorø, Præstø, Maribo og

§ 18.

I 4de Linie forandres „nordsjællandsk" til „sjællandfk".

I 10de—12te Linie forandres „ved den . . . . Fuldmægtige" til „ved den sjællandske Landsrets almindelige Skriverkontor 5 Fuldmægtige".

§ 20.

Paragrafen affattes således:

Landsretternes..............

(som i førstag I.) ...............Samlingerne.

Den sjællandske Landsrets førfte særlige Afdeling holder regelmæssige Samlinger i Kjøbeuhavn een Gang i løbet af hver Måned.

Den sjællandske Landsrets anden særlige Af deling holder regelmæssige Samlinger een Gang hver tredie Måned på de Steder i Afdelingskredsen, som fastsættes Ved Bekjendtgjørelse af Justitsministeriet. På Bornholm finder dog, naar Forholdene lægge Hindringer i Vejen, ingen Samling Sted i Vintermånederne.

De øvrige Landsretters særlige Afdelinger holde regelmæssige Samlinger een Gang hver tredie Måned ved Rettens Sæde.

Ved Bekjendtgjørelse af Justitsministeriet fastsættes Tiden for de nævnte Samlingers Begyndelse, for den sjællandske Landsrets anden særlige Afdeling tillige følgeordenen mellem de Steder, hvor Samling stal holdes, samt de Dele af Kredsen, som henlægges til de forskjellige Samlingssteder.

I de ovenmeldte Samlinger behandles Straffesager, som ere henviste til Hovedforhandling med eller uden Nævninger, eller i hvilke der ifølge Pånke fra Underretten skal finde Hovedforhandling med ny Bevisførelse Sted, fremdeles på Bornholm de borgerlige

§ 18.

I 4de Linie samme Forandring som i Forslag II.

I 10de—12te Linie samme Forandring som i førstag II.

§ 20.

Paragrafen affattes således:

Landsretternes.............

(som i førstag I.)

.............Samlingerne.

Den.................

(som i førstag II.)

...............Vintermåne-

derne.

Fyens Landsrets særlige Afdeling holder Samlinger i Odense een Gang hver tredie Måned.

De jydske Landsretters særlige Afdelinger holde Samlinger een Gang hver tredie Måned, dels ved Rettens Sæde, dels på andre Steder i Landsretskredsen, som fastsættes ved Bekjendtgjørelse af Justitsministeriet.

Ved Bekjendtgjørelse af Justitsministeriet fastsættes Tiden for de Nævnte Samlingers Begyndelse, for den fjællandske Landsrets anden særlige Afdeling og de jydske Landsretters særlige Afdelinger tillige osv. som i førstag II. .... Samlingssteder.

I de ovenmeldte Samlinger

(som i Forflag II.)

... fremdeles ved Samlinger udenfor Ret-

§ 18.

I 4de Linie samme Forandring som i førstag II.

2det Punktum affattes således: Foruden det iøvrigt fornødne Kontorpersonale ansættes ved den sjællandske Landsrets Retsskriverkontor 5 Fuldmægtige, af hvilke den ene særligt gjør Tjeneste ved Skriverkontoret for sø- og Handelssager, ved den jydske Landsret 2 og ved den fyenske 1 Fuldmægtig.

§ 20.

(som i førstag III.)

Den jydske Landsrets særlige Afdeling holder Samling een Gang hver tredie Måned på de Steder i Landsretskredsen, som fastsættes ved Bekjendtgjørelse af Justitsministeren.

...........den jydske Landsrets særlige Afdeling.................

. . . . fremdeles for den jydste Landsrets og

Retstrætter, som måtte være henviste til den nordsjællandske Landsrets særlige Afdeling, og i hvilke Bevisførelse er berammet. Rævningesager behandles først; dog kunne andre Sager indskydes, naar det kan ske uden Forhaling for Rævningesagerne.

Veb Samlingerne på Bornholm medfølger det fornødne Skriverpersonale fra Landsrettens Skriverkontor.

Bornholms Amter de borgerlige Retstrætter, som i Medfør af § 14 måtte være henvifte til den sjællandske Landsrets anden særlige Afdeling, og i hvilke Bevisførelse er berammet. Rævningesager behandles først; dog kunne andre Sager indskydes, naar det kan ske uden Forhaling for Rævningesagerne.

Ved Samlingerne på de Steder udenfor Kjøbenhavn, hvor den sjællandske Landsrets anden særlige Afdeling holder Møde, medfølger osv. (som i Forslag I.)

tens Sæde de borgerlige Retstrætter, som i Medfør af K 14 måtte være henvifte til vedkommende Landsretsafdeling, og i hvilke Bevisførelse er berammet. Rævningesager osv. som i Forflag II.

Ved Samlingerne på de Steder udenfor Rettens Seede, hvor vedkommende Landsretsafdeling holder Møde, medfølger osv. som i førstag I.

den fjællandske Landsrets anden særlige Afdelings Vedkommende de borgerlige Retstrætter, som i Medfør af § 14 måtte være henviste til Behandling af disse Afdelingsretter. Nævningesager behandles først osv.

Ved Samlingerne på de Steder udenfor Rettens Sæde, hvor vedkommende Landsretsafdeling holder Møde, medfølger osv. som i Forslag I.