Sjette Afsnit.

Sjette Afsnit.

Lodens Træden i Kraft. Overgangsbestemmelser         65-67

Førstag angående Landsretternes Organisation, som sudsidiært henstilles til Overvejelse.........   68—75.

Det foreliggende Udkast har til Opgave at tilvejebringe en fådan Retsorganisation, som forudsættes i og kræves af den Ordning af Rettergangsmåden, Kommissionen har bragt i førstag. Udkastets Indhold står altså i den nøjeste Sammenhæng med de tvende af Kommissionen udarbejdede Lovudkast om den borgerlige Retspleje samt om Strafferetsplejen og udgjør i Virkeligheden tilsammen med disse et organist Hele, hvis enkelte Led betinge hinanden. At der desuagtet er givet de organisatoriske Bestemmelser Plads i et særskilt Lovudkast, finder sin Retfærdiggjørelse allerede i den Betragtning, at disse Regler — i al Fald for den langt overvejende Del — udgjøre et fælles Grundlag for begge de andre Udkast. Hertil kommer, at der ved Siden af al den Ulighed i Stilling og Virksomhed, som de forskjellige i Retsplejen virkende Organer frembyde, er en saadan indbyrdes Forbindelse og Vexelvirkning mellem dem, at en samlet Fremstilling af deres Indretning i væsentlig Grad må lette Overblikket over den hele Ordining. Det Formål at tilvejebringe en Retsorganisation, der svarer til den nye Rettergang, må ifølge dennes væsen med nødvendighed fore til et gennemgribende Brud med de Grundsætninger, hvorpå den bestående Retsforfatning er bygget. Overfor den fuldstændige Omdannelse af den hele Rettergangsmaade, som de tvende Lovudkast om Retsplejen gjennemføre, har det været nødvendigt også på Retsorganisationens Område at opgive det gamle Grundtag og gå over tit et nyt System. Dette Systemskifte påvirker

alle Retsorganisationens Led; dets Virkninger indskrænke sig ikke til selve Domsmagtens Ordning, men gjøre sig — om end i forskjellig Grad — også gjældende med Hensyn til Anklagemyndigheden, Politiet og Sagførervæsenet, altså i alle de Forhold, som kunne henføres under Retsorganisationen i videre førstand. Den nærmere Udvikling og Begrundelse af disse Institutioners Ordning efter Udkastet kan først gives i Bemærkningerne til dettes enkelte Afsnit. Kun om den almindelige Retning, hvori Omordningen gaar, skal der allerede her forndskikkes nogle Bemærkninger.

Hvad angår Domsmagtens Ordning, skal først fremhæves de Reformer, som i denne Henseende umiddelbart påbydes i Grundlovens §§71 og 74, nemlig Retsplejens Adskillelse fra Forvaltningen og Indførelse af Nævninger i visse Straffesager. For så vidt har det foreliggende Udkast havt samme Opgave at lose som de Lovudkast*) vedrorende Strafferetsplejen, der ved Kommissionens Nedsættelse anvistes den som Forhandlingsgrundlag, og i Hovedtrækkene også loft den på samme Måde. Men medens de ældre Udkast med de heraf flydende Forandringer, som navnlig troede frem i Politimyndighedens Udskillelse fra Underdommerembederne, Indskrænkning af disses Antal samt Oprettelse af Nævningeretter, iøvrigt byggede på den bestående Domstolsorganisation, griber Kommissionens førstag langt dybere ind i denne. Dette skyldes ikke såmeget den Omstændighed, at

') De Udkast, som i Rigsdagssamlingerne 1863-64 og 1864—65 forelagdes af Regjeringen.

be nu foreliggende Rettergangsførslag i Overensstemmelse med den Opgave, der var stillet Kommissionen, også omfatte den borgerlige Retspleje, men har sin afgjørende Grund i den Ordning af Retsmiddelsystemet, som Gjennemførelsen af det for begge Dele af Processen fælles Mundtlighedspnineip har havt til følge. I en mundtlig Procesmåde bliver der ikke Plads for et Appelinstitut i den førstand, hvori det kjendes i vor nuværende Ret; men, eftersom Mundtligheden gjennemføres mere eller mindre fuldstændigt, må større eller mindre Dele af Sagens Behandling i Første Instants udelukkes fra yderligere Prøvelse for Højere Ret. Skal Principet gjennemføres fuldstændigt — og Grundloven fastsætter udtrykkelig, at det skal ske „så vidt som muligt" — altså også finde Anvendelse på Bevisførelsen (Umiddelbarhedsgrundsætningen), må Konsekventsen blive, at ingen Appel kan sinde Sted med Hensyn til Bevisspørgsmålets Afgjørelse. I denne Udstikning var Mundtlighedspricipet efter de ældre Udkast kun anerkjendt for de Straffesagers Vedkommende, i hvilke Nævninger skulde medvirke. Derimod gjennemføre de af Kommissionen udarbejdede førstag Principet i det Hele såvel i Strafferetsplejen uden Hensyn til, om Nævninger medvirke ved Sagens Afgjørelse eller ikke, som i den borgerlige Retspleje. Herefter kommer Tyngdepunktet altså i hele Retsplejen til at ligge i den Første Behandling af Sagen. Ligesom dette Hensyn i mange Retninger har indvirket på Procesmådens Indretning, således må det også udøve en gjennemgtibende Indflydelse på Domstolsorga nisationen. Navnlig bliver det en uafviselig Nødvendighed at give de almindelige Retter i Første Instants en så betryggende Organisation, at den endelige Afgjørelse af Bevisspørgsmålet kan betroes dem. I Overensstemmelse hermed er efter det nye System den dømmende Myndighed i Første Instants som Regel henlagt til køllegialt sammensætte Domstole (Landsretter, efter Udkastet i et Antal af 6 for hele Riget), medens nærmest kun Småsager og andre Retshandlinger, som allerede på Grund af Landsretskredsenes store Udstrækning ikke hensigtsmæssig kunne inddra-

ges under den kollegiale Rets Virkekreds, ere forbeholdte de for mindre Kredse oprettede og af Fnkeltdommere beklædte Retter (Underretter, hvis Antal efter Udkastet skal ligge mellem 50 som Minimum og 58 som Marimum). På den anden Side bliver der i den nye Ordning regelmæssig kun spørgsmål om to Instantser. Hvad angår de til Underretterne henlagte Sager, er den Landsret, til hvis Kreds vedkommende Underret hører, anden og ordentligvis sidste Instants. For Landsretssagernes Vedkommende går Påanken til Højesteret, der således ligesom hidtil vedbliver at være øverste Instants for hele Riget.

Procesreformen kræver fremdeles Oprettelsen af en ny særegen Anklagemyndighed. En sådan Institution forudsættes både i Udkast til Lov om Strafferetsplejen og — om end kun undtagelsesvis — i Lovudkastet om den borgerlige Retspleje. Den egentlige Grund til Institutionens Oprettelse ligger imidlertid i Anklageprincipets Indførelse i Strafferetsplejen. Ligesom det med Nødvendighed ligger i dette Princip, at Anklagen må have et selvstændigt, fra Dommeren for« skjelligt Organ, således ere de Funktioner, der i den nye Strafferetspleje må lægges i Anklagerens Hånd, af fådan Betydning og Omfang, at Opgaven ikke i sin Helhed tilbørlig kan løses af nogen Embedsmyndighed, som ved Siden heraf har andre vøsentlige Hverv at varetage. Overalt, hvor den Grundsætning fastholdes, at Forbrydelser i Reglen skulle forfølges af det Offentlige, betragtes det derfor også som en nødvendig Forudsætning for Anklageprocessen, at der skabes et særligt Organ for den offentlige Anklage. Efter den af Kommissionen foreslåede Ordning af Strafferetsplejen fremtræder denne Fordring derhos med såmeget større Styrke,, som Anklageprincipet her er gjennemført i videre Udstrækning, end det sædvanligt er Tilfældet i de fremmede Proceslove. Den nye Myndighed, der fåledes bliver at indføre, kræver efter det foreliggende Udkast dog kun et forholdsvis ringe Antal af særlige Organer. Det Må I, der skal nåes, gjør det nemlig ikke nædvendigt at give den offentlige Anklagemyndighed en sådan Organisation, at den bliver i Stand

til ved egne Kræfter at udfore alle de Funktioner, som i og for sig falde ind under dens Område. Således er den Anklagen forberedende Virksomhed under Efterforskningen og Forundersøgelsen henlagt til Politimyndig« hederne under Anklagerens Overtilsyn. I et stort Antal mindre betydelige Straffesager (det nye Systems offentlige Politisager) kan det endog overlades til Politimyndighederne selvstændig at varetage Anklagerens Funktioner fra Sagens Begyndelse til dens Slutning i første Instants. Antallet af de Embedsmænd, der særligt blive at beskikke til det offentlige Anklagerhverv, har herefter kunnet indskrænkes til en ved Højesteret beskikket Overstatsankla- ger, som står i Spidsen for hele Anklagemagten, og til hvis Bistand der særligt an- sættes en Statsanklager, samt en for hver af de 6 Landsretskredse beskikket Statsanklager, som med Bistand af underordnede Funktionærer udfører Anklagerhvervet i den pågjældende Kreds såvel for Landsretssagernes Ved« kommende som i de Underretssager, der ikke ere henlagte til Politiets Forfølgning.

Endvidere udkræves der en ny Organisation af Politimyndigheden. Dette er ikke blot en Følge af den Adskillelse mellem Retspleje og Forvaltning, som allerede Hensynet til Domsmagtens Stilling påbyder, men tillige en Forudsætning for, at de Krav, der i det nye System må stilles til Politimyndigheden, kunne fyldestgjøres. Som oven« for fremhævet har det af Kommissionen udarbejdede Lovudkast om Strafferetsplejen byg- get på Anklageprincipet og endog gjennemført dettes Konsekventser i videre Udstrækning, end det er Tilfældet såvel i de ældre hos os fremkomne Udkast som i de fleste fremmede Love. Kommissionens Udkast har fåledes ikke blot optaget den Konsekvents af Anklageprincipet, at et egentlig inkvisitorisk Forhor må være ude« lukket, men i det Hele væsentligt begrænset Anvendelsen af de Midler til Straffesagers Oplysning og Forfølgning, som efter det gamle System stå til den offentlige Magts Rådighed. Skal denne indgribende Forandring kunne gjennemføres, uden at Retssikker- heden udsættes for Fare, må der kunne gjøres Regning på en ganske anden Kraft og

Energi fra Politimyndighedens Side, end den efter sin nuværende Organisation er i Stand til at udfolde. At Politimagten styrkes, er derfor en nødvendig Forudsætning for Gjennemførel- sen af den foreslåede Ordning af Strafferetsplejen. Ifølge den Organisation af Politimyndigheden, som Kommissionen — iøvrigt væsentlig i Overensstemmelse med de ældre Udkast — har bragt i førstag, stal Riget deles i Politikredse, svarende til Underretskredsene, og i hver Kreds beskikkes en fra Underdommeren forskjellig Politimester, der foruden selve Politifunktionerne overtager den smige forvaltende Virksomhed, som for Tiden påhviler Underdommerne, med Undtagelse af de Forretninger, som efter deres Beskaffenhed egne sig til at henlægges under andre bestående Myndigheder. Til Politimesterens Bistand beskikkes der af Justitsministeren en Politiassistent for hver Kreds. Om Antallet af de Kræfter, der iøvrigt behøves til Politimesterens Bistand, har man ikke anset det for rigtigt i Udkastet at optage nogen endelig afsluttende Regel; man har indskrænket sig til, ligesom det er sket i de ældre Udkast, at foreslå et Minimum i denne Henseende Krøbstæderne og Landet, således at Forøgelse kan ske under Forudsætning af de fornødne Midlers Bevilgelse af vedkommende kommunale Myndigheder. Endelig gjør det nye System også sin Indflydelse gjældende på Ordningen af Sagførervæsenet. Om end Udkastet i Hovedsagen har sluttet sig til den bestå« ende Sagførerlovgivnings Grundsætninger, er det dog en Selvfølge, at det ved disses Gjennemførelse har været nødvendigt at foretage endel Forandringer for at bringe den tidligere Ordning i Overensstemmelse med Konsekvenserne af den mundtlige Rettergang og den nye Organisation af Domstolene og Anklagemyndigheden. Den mest fremtrædende Forandring overfor den bestående Tilstand ligger imidlertid i Udkastets førstag til en Organisation af Sagførerne gjennem Oprettelsen af Sagførersamfund for hver Landsretskreds med en i det Væsentlige selvvalgt Bestyrelse (Sagførerråd), der ikke blot har at udøve Tilsynsmyndighed over Sagførerne, men også ad flere andre Veje stal virke for

en heldig Udvikling af Sagførervæsenet. Indførelsen af en sådan Institution, der har Forbilleder i mange fremmede Lande og i disse anerkjendes for et virksomt Middel til at hæve Advokaturen, ligger det såmeget nærmere at sætte i Forbindelse med Overgangen til den mundtlige Proces, som denne ifølge fin Natur i høj Grad vil forøge Sagførerinstitutionens Betydning for Retsplejen og samtidig fremkalde de ydre Betingelser, hvor-under den nye Institution naturligst kan udvikle sig.

Forinden der gåes over til Begrundelsen af de enkelte Afsnit og Bestemmelser i Udkastet, skal endnu Kun fremhæves, at dette ikke giver og ikke har kunnet give et i alle Enkeltheder udført Billede af den nye Retsorga- nisation. Dels har selvfølgelig den nærmere Udførelse as flere Bestemmelser måttet forbeholdes administrativ Ordning, dels har Kommissionen med Hensyn til enkelte spørgsmål, hvis Afgjørelse iøvrigt forudsættes at måtte ske ad Lovgivningsvejen, ikke fundet sig foranlediget til at stille bestemte førstag, fordi man efter de særegne Hensyn, der herved måtte blive at tage i Betragtning, har anset det for naturligst, at Initiativet til disse Forholds Ordning udgår fra Regjeringen. En Fuldstændiggjørelse af Udkastet i de omhandlede Henseender vil derfor være nødvendig, for at den nye Ordning kan træde i Virksomhed.

Hvad angår Udkastets System, handle de to første Afsnit om Domsmagtens Organisation, første Afsnit om Domstolenes Ordning, andet Afsnit om Nævningernes Kaldelse. Derefter følger i tredie og fjerde Afsnit Fremstillingen af den offentlige Anklagemyndigheds og Politimyndighedens Ordning. Femte Afsnit indeholder Bestemmelserne om Sagførervæsenet. Endelig gives der i sjette Afsnit Forskrifter om Lovens Træden i Kraft samt de fornødne Overgangsbestemmelser.