Om Tagførernes Beskikkelse samt deres Adgang til at benytte Fuldmægtig m m.

Som allerede bemcerket stemme Udkastets Regler om Sagføreres beskikkelse (§§ 111— 116) i det Væsentlige med den gjældende Ret. Ligesom Adgangen til at blive Sagfører står åben for Enhver, der opfylder de lovbestemte Betingelser, således ere selve Betingelserne isolge Udkastet hovedsagelig de samme som efter den bestående Lovgivning. Dette gjælder for det Første uden Undtagelse om de i § 112 føreskrevne almindelige Betingelser

for at blive Sagfører. Fremdeles fastholder Udkastet den bestående Tredeling af Sagfererne, kun at Landsretssagførerne troede i Stedet for de nuværende Overretssagførere. Denne Adskillelse er vistnok naturlig, også efter det nye System. For det Forfte må det erindres, at der i Henseende til de Krav, som må stilles til Eagføreisen, er en færdeles væsentlig Forskjel mellem Underretsproceduren og Rettergangen Ved Landsretterne. Men dernæst lader det sig neppe heller benægte, at der ogfå efter den nye Sagsører er Grund til at stille Højesteretssagførerne som en særegen Klasse. Navnlig ligger det nær for disses Vedkommende at stille Højere Fordringer i videnskabelig Henseende; thi i denne sidste In stanss bor man søge at sikre sig den bedste Retskundskab. Det er derfor også ganske almindeligt, at de fremmede Lovgivninger opstille særlige Betingelser for Adgangen til Sagførelse ved Landets øverste Domstol. Hvad angår de særlige Betingelser for de forskjellige Klasser af Sagførere, stemme ligeledes de herom i § 113 givne Bestemmelser i Hovedtrækkene med den gjældende Ret, og det er som Følge heraf kun enkelte Punkter, soni behove en nærmere Begrundelse. Afvigelserne indfkrænke sig i det væsentlige til hvad der nødvendig følger af den mundtlige Procedure og de med Hensyn til Rets», organisationens øvrige Led føretagne Forandringer. Hermed står det således i Forbindelse, at der er givet Hjælpestatsanklagere og Anklagere ved Underretten Adgang til at blive henholdsvis Højesterets- og Landsretssagførere, ligesom også, at Stillingen som Retsffriver, Fuldmægtig, Kopist eller Assistent under en Ret giver Adgang til at blive Underretssag- fører, medens på den Men Side den Betydning i sidstnævnte Henseende, der tidligere var tillagt Stillingen som Fuldmægtig på et Amtskontor, er bortfaldet som en naturlig Følge af, at Amtmandens Forbindelse med Retsplejen efter det nye System i alt Bæsent ligt hæves. Da det fremdeles følger af den mundtlige Procedures Natur, at en Sagfører i Almindeligbed ikke kan benytte Fuldmægtig i S'ranken (se z 120), må Betingelsernes i Henseende til praktisk Uddannelse for de Mænds Vedkommende, der forberede sig til

Sagførervirksomheden, stilles noget anderledes end efter den bestående Ret, der blandt Andet kræver, at Pågjældende i en vis Tid stadig har givet Møde i Retten for en Sagsører. I § 113 kræves for disse Mænds Vedkommende ikke anden Garanti for Kjendskab til Praxls end den, at de i en vis Tid Hkulle have arbejdet under en Sagførers Tilsyn og Vejledning og deltaget i dennes Forretninger, forsåvidt de kunne udføres ved Andre, samt derhos flittig været Tilhorere ved Retsforhandlingerne, se Litr. d. og o. Hermed må iøvrigt sammenholdes Be stemmelsen i § 144, hvorefter Sagførerrådet har at føre Tilsyn med de Mænd, som forberede sig til Sagførervirksomheden, og fkal have ethvert Andragende fra Eådanne om Sagførerbesiikkelsc førelagt til Erklcering bl. A. med Hensyn til de heromhandlede Betingelser. Som en Konsekvents af den mundtlige Procedure fremhcwes endnu Bestemmelserne i §§ 114—15, hvorefter den, der har oplyst at være i Besiddelse af de i §§ 112—13 føreskrevne Egenskaber, for at opnå SagFørerbefkikkclse endvidere må underkaste sig en Sagførerprsve for en ret af den Art, for hvilken han vil opnå Berettigelse til at procedere. Selve Proven er i det Væsentlige indretlet i Overensstemmelse med den nu ved Højesteret brugelige, dog at Sagernes Antal er begrænset til 3, og at ingen af disse behover at være en Straffesag. At alle 3 Sager må udføres for samme Ret, er en Selvfølge.

§ 117 stemmer med den nuverrende Ret, kun at der til de Stillinger, med hvilke Udovelse af Sagførervirksomhed ikke kan førenes, er fejet de nye Embeder som StatZanklager eller Overstatsanklager, jfr. ovfr. Bemcerkningerne til § 100, samt i Paragrafens sidste Etykke optaget en ny Bestemmelse, hvorefter den, der uden at være Sagfører tilfredsstiller Betingelserne for at kunne blive Sagsører af den ene eller den anden Art, af Retten kan erholde Tilladelse til i et enkelt Tilfælde at udføre en Sag, forudsat at han dertil erhverver sine føresættes Tilladelse, forsåvidt han er Embedsmand. Ogsaa de følgende Paragrafer i dette Kapitel slutte sig i

det Væsentlige til den bestående Lovgivning med Undtagelse af den tidligere berørte Bestemmelse i § 120, hvorved Sagførere udelukkes fra under Domssager at give Møde ved deres Fuldmægtig, naar mundtlig Forhandling finder Sted. Dersom en Sagfører ikke kan eller ikke vil udføre Sagen i egen Person, må dette derfor ske ved en anden til Møde for vedkommende Domstol berettiget Sagfører. Herfra er kun gjort den i Forholdets Natur grundede Undtagelse, at ager om Sagens Udsættelse på Grund af Forhold, hvorved Sagføreren selv hindres i at give Møde, kunne fremsættes og begrundes ved enhver uberygtet Person.