Om Retterne.

I Spidsen for dette Kapitel er stillet m udtømmende Opregning af de Institutioner, som efter det nye System blive Organer for den dømmende Myndighed i egentlig førstand. Alle hidtil bestående Domstole og Retter ville altså bortfalde, forsåvidt de ikke udtrykkelig ere oprethøldte ved Udkastet. Herved erindres fremdeles, at Udkastet i Modsætning til vor nugjældende Net som almindelig Regel hævder, at den dømmende Myndighed kun kan udøves ved de lovbestemte Domstole. Den Myndighed, Regjeringen hidtil har havt — i Straffesager endogså uden nogen fast Begrænsning — til at nedsætte extraordinære Retter (Kommissioner), må ansees for stridende med den Stilling, som efter almindelig anerkjendte Grund-sætninger bor anvises og ved Grundloven også i andre Henseender er anvist den dømmende Magt. I alle konstitutionelle Stater betragtes det som en vigtig Grundsætning for Retsplejen, at Borgerne ikke skulle finde sig i, at deres Retssager unddrages fra Påkjendelse af de lovbestemte Domstole, og man har herfor i den nyere Tid mere og niere søgt

ganske at komme bort fra de extraordinære Retter. Da derhos de Forhold, som under det gamle Processystem jævnlig kunde gjøre Beskikkelsen af en extraordinær Ret ønskelig og hensigtsmæssig, må antages ikke at ville gjøre sig gjældende i den nye Procesordning, har man ikke taget i Betænkning ved Udkastets § 37 at affkjære Adgangen til Nedsættelse af sådanne Retter. Fra denne Grundsætning er der — borset fra den militære Retspleje, som i det Hele falder udenfor den nye Procesordning — kun tilstedet een Undtagelse (se § 37), svarende til den Bestemmelse, som Konkurslovens § 147 giver om Fallitboers Behandling ved Skiftekommissarier, en Undtagelse, der er så snevert begrænset, at det ikke kan have nogen Betænkelighed at opretholde den.

Endnu bemærkes, at det føreliggende Udkast selvfølgelig ikke berører sådanne Myndigheder, der ikke kunne betragtes som egentlige Organer for Domsmagten, om de end undertiden betegnes som administrative Retter, og om end Behandlingen af de til dem henlagte Sager ganske vist føregår i Former, der ere indrettede i Lighed med de judicielle, såsom Landvæsenskommissioner og lign. For at affkjære enhver Tvivl om dette Punkt er en udtrykkelig Bestemmelse i så Henseende optaget i § 3 sidste Stykke.