BERG

✂ Den tredie Stands Mænd tænkte, da de kom til Magten, ikke paa at sikre denne Stand noget særligt Herredømme, de opfattede Friheden paa mere abstrakt Vis og lod den Dør, ad hvilken de selv vare komne ind, blive staaende paa saa vidt Gab, som man kunde forlange. Frederik den Syvendes Regeringstid blev imidlertid dog - af naturlige Grunde - væsentlig deres Herskertid, men den tredie Stands Hegemoni kræver særegne Betingelser for at kunne holde sig længe, de andre Lag i Samfundet ere altid i en naturlig Bevægelse opad. Er almindelig Valgret ikke indført, bliver Valgrettens Udvidelse Stikordet; han man almindelig Valgret, lærer Flertallet ganske simpelt at bruge den, hvad der jo er meget menneskeligt. Saa kommer de ubehagelige Overraskelsers Tid, og saa vise de konstitutionelle Theorier sig i et nyt Lys. I disse spiller Læren om Folkesuveræneteten en ejendommelig Rolle. Politiske Analytikere have villet udfinde, at den moderne Konstitutionalisme er sammensat af engelsk Statsret, af den franske Doktrinarismes - tildels misforstaaede - Opfattelse af den engelske Forfatning og af den Rousseauske Lære om den absolutte Folkesuverænetet.

✂ Eftersom Hovedvægten lægges paa det ene eller det andet af disse Momenter, faar man temmelig forskjellige Resultater frem, og der er en stadig Vexlen imellem, hvad der fremdrages. Naar man stedse forsikrer, at der ikke er nogetsomhelst Nyt i vort nye Demokratis politiske Fordringer, er dette paa en Maade ganske rigtigt. Men en Gradsforskjel er der dog, og Forskjellen er den, at Demokratiet ensidig fremdrager 427 FolkesuverænetetsMomentet. Men saa er Ulykken igjen, at dette i Virkeligheden i sit Væsen er saa despotisk og enevældigt, saa uvilligt til at taale Begrænsning, saa antikonstitutionelt som muligt. Den kongelige Suverænetet har maattet finde sig i at blive konstitutionel, men Folkets Suverænetet vil ikke høre tale om at lade sig indskrænke.

✂ Det gaar med Konstitutionalismen som med mange Ting, den er allersmukkest, naar den viser sig paa Afstand. Da dølger det sig, hvor meget Vagt, Ubestemt og Ubestemmeligt der ligger i Fordringerne paa at »øve Indflydelse« paa dette eller hint, »føre Kontrol« med Alt og alt muligt Andet, i Fordringerne paa at faa »Folket« repræsenteret, paa at faa en Repræsentation, der er »Organ for«, »Billede af« Folket osv. Men efterhaanden som man kommer ind i den praktiske Udførelse af disse Programmer, dukke alle de Vanskeligheder op, som indeholdes i den uhyre, tilsyneladende saa lette Opgave uden videre at sætte en repræsentativ Forfatning ovenpaa en Statskonstruktion, der er uddannet og udarbejdet gjennem Aarhundreder til at bære Enevælde. Og efterhaanden som man kommer dybere ind i disse Konflikter, komme de forskjellige Fortolkninger skarpere frem af Konstitutionalismens kamæleontiske Væsen, og dette spalter sig mere og mere efter sine Hovedbestanddele til flere vidt forskjellige Ting, som alle kræve det fælles Familienavn, alle naturligvis paastaa at være de eneste lovlige Descendenter af den sande, gamle, oprindelige konstitutionelle Opfattelse, der saa atter paa sin Side egentlig ligeoverfor dem allesammen maa føle sig tilmode som en Slags Høne med Ællinger. Ingen af Descendenterne kan ret være et Barn efter dens Hjerte.

✂ Den tredie Stands Politik kan vel nærmest siges at holde sig til den klassiske franske Doktrinarisme; den klassiske Tredeling holdes højt i Ære, og i det Repræsentative, i den udvalgte Folkerepræsentation findes det sande og i og for sig begrundede Udtryk for Samfundets Villie og Væsen, medens Folkesuverænetetsbegrebet nærmest er en rhetorisk Figur. Det egentlige Demokrati holder sig derimod tæt til de Rousseauske Ideer. Folkesuveræneteten er al Magts Kilde og Udspring, og Repræsentationen kommer efterhaanden i 428 en temmelig umyndig og afhængig Tilstand, Magten bliver ude hos Folket. Saaledes gaar det jo ogsaa hos os. Vi komme efter Venstres Retning mere og mere ud i Vælgerne, i Massen og faa kun med den at gjøre.

✂ Den demokratiske Version af de konstitutionelle Ideer har til Bærere højst forskjelligartede Karakterer. Nogle ere idealistiske og sangvinske Demokrater, som ere overbeviste om, at det i Statslivet blot gjælder om at anvende bestandig større og større Doser Demokratisme, saa gaar det Alt af sig selv, og som have en Kulsviertro paa, at selv om Alt skulde gaa rent kaput, saa vilde det dog nok paa en eller anden Maade gaa godt alligevel. Intet kan være nemmere og bekvemmere og behageligere end at være Politiker paa denne Maade og ikke blot lade Alt gaa sin skjæve Gang, men ogsaa trøste sig med et forhaabningsfuldt »jo skjævere, desto bedre«, og for Demokrater, der ere saaledes anlagte, hører der ærlig talt ikke synderlig Alvor og Karakterstyrke til at vedblive at være det til deres Dødsdag; hvor dybere og alvorligere Naturer blive betænkelige, svømme de videre som glade Korkpropper.

✂ Andre Demokrater tage Sagen mere realistisk og mene kort og godt, at efterat den finere Portion har havt sin Tur, kommer nu Turen til dem, de kunne ligesaa godt regere som hine. Fejlen her er blot den, at det kunne de ikke, ialfald ikke med det konstitutionelle System. Det er beregnet paa og forudsætter bløde og hensynsfulde Hænder, let Paavirkelighed af moralske Midler, Kritik, Diskussion og Censur; og skal det bruges anderledes, gaar det i Stykker, og af Stykkerne kan ikke Enhver tage sit.

✂ Bergs Indflydelse paa Venstre var meget stor, og det har han tydelig faaet at føle ogsaa paa den Maade, der er mest smigrende: fra Modstanderne; han har været Gjenstand for megen Opmærksomhed fra Højres Side. Det var i mange Tider en virkelig demoraliserende Sædvane, at Folk, der skulde have Et eller Andet sat igjennem i Rigsdagen, hemmelig og, som de selv troede, med den hvide Pind i Munden, der gjorde dem usynlige, sneg sig til Oppositionens Førere, der dengang vare mægtigere som saadanne, end de nu ere som Flertallets Ledere, og ved private underdanige Opvart- 429 ninger søgte at stemme dem vel for deres Anliggender ved at »forklare«.

✂ I vort yngre Demokrati har Berg paa Basis af disse Ideer spillet en meget fremtrædende Rolle.

✂ En Mand som han har Noget af begge de nævnte Retninger i sig. Han er til en vis Grad en ærlig menende, sangvinsk Idealist, og han er tillige Materialist. I hans Optræden er Mængdens Begjær efter Magten inkarneret, den despotiske Folkesuverænetet har i en Mand som ham en fuldstændig orthodox Talsmand, for ham er alle Gaaders Løsning funden i den almindelige Valgret; Mængdens. »Vælgerfok kets« Tilslutning er den eneste sande Retskilde, og hans Devise maa være: La popularité c'est le pouvoir tout entier.

✂ Naar Berg har naaet at have saa stor Indflydelse, skylder han dette det Fond af Kraft og Energi, hans Karakter besidder, men ikke virkelig overlegne Evner. Han beholder derfor ogsaa bedre sin Indflydelse paa den store Masse end i en mindre og mere kritisk Kreds.

✂ En overlegent begavet Natur er han ingenlunde. Han er uden selvstændige politiske Tanker, blottet for skabende Evne. Han savner ikke Liv og Kraft i sin Tilegnelse, men Selvstændighed. Han har forefundet en politisk Opfattelse, og den har han tilegnet sig og besluttet at gjennemføre, og det i en Ruf.

✂ Hans politiske Ledelse har for hans Parti ogsaa været uheldig. Det er blevet drevet frem imod det Maal, Berg havde sat sig, uden Hensyn til Forhold og Omstændigheder, lige til det blev sprængt. Berg mangler baade klart Blik og praktisk Instinkt. Da han erklærede, at han havde ført det forenede Venstre til et Punkt, hvor Sejren var det vis, var han sikkert i god Tro, men sjeldent har en Førers Ukyndighed viist sig tydeligere end i dette Udsagn.

✂ Men saaledes maa en Mand tage det, der er uden overlegen Begavelse, uden Originalitet, men i Besiddelse af stor Dristighed og ubegrænset Selvtillid. Han kan i Ord være nok saa meget imod Doktrinarisme, selv bliver han en forfærdelig Doktrinær.

✂ Tscherning var som bekjendt en Kæmpe i Doktriner; men han var en saa begavet Mand, at han i det virkelige 430 Liv kunde renoncere, slaa af paa sine hellige Principper, vise den smidige Bøjelighed, der sikrer imod farlige Nederlag. Berg er for lille, for tung og for stiv til at kunne manøvrere saaledes.

✂ Der er en Blanding af Idealisme og Materialisme i Bergs Karakter, gode og slette Impulser brydes mod hinanden, højst forskjellige Motiver gjøre hinanden Herredømmet over ham stridig. Der er noget vist Frejdigt ved ham, men han mangler de finere og noblere Egenskaber, det i Sindet Højbaarne, som gjør, at en Karakter ogsaa indgyder Modstandere en vis sympathetisk Respekt.

✂ Det vilde være uretfærdigt at nægte ham Konsekvens, til en vis Grad Fasthed, men der skal Mere til for at skabe en Riddersmand; han er og bliver en aandelig Plebejer.

✂ Loyal Modstander er han ikke; men det er meget muligt, at han selv mener, at han er det, endnu rimeligere, at han er enig med sig selv om, at han vil behandle sine Modstandere overordentlig smukt, naar han først har faaet sat dem Knæet paa Brystet, i hvilket sidste Fald Ventetiden turde blive lang.

✂ Berg er væsentlig Folketaler. Han har det Brede og Buldrende i sin Magt, og han er tillige pathetisk, ja til en vis Grad sentimental. Hans Fryd er de store Talemaader og klingende Stikord fra det gamle parlamentariske Litani. Han frisker dem op og restaurerer dem, men simpelt og klodset.

✂ En udannet Mands mindre udviklede Smag viser sig som bekjendt særlig tydelig i, hvad han anser for god Lyrik - Visesamlinger levere Bevis - og Bergs lyriske Fraseologi er ogsaa aldeles umulig. Han anser selv aabenbart alle rhetoriske Kombinationer af Bryst, Pande, Hjerte, Banner osv. for ny, original og ægte Veltalenhed, og bliver ikke klog af Skade ved den ene Gang efter den anden at mærke, at hans Tirader blive komiske.

✂ Berg er nu ikke mere den lange, opløbne Skolelærer, som han var, da han en skjøn Dag for ca. femten Aar siden kom ind i Thinget. Napoleon den Store sagde, at kun magre Folk vare farlige. Efter den Maxime er Berg forlængst ophørt at være farlig, ja bleven meget ufarlig. Hans Ydre har noget i høj Grad Realistisk. Han ligner slet ikke de nye, ideale Demokrater med langt Haar og tilknappet Frakke, for hvilke 431 det var en tidligere Slægt tilladt at sværme, Demokraterne med de Victor Hugo'ske Fraser og de Lamartineske Vuer, og han har Noget i sine Manerer, som minder om den mimiske Skole, som holdes i Live af de omrejsende Danselærere, man tidligere mødte i Provinserne.

✂ Han er ganske ejendommelig, naar han taler. En saa selvtilfreds Skikkelse har Rigsdagen aldrig før havt at opvise. Paa den anden Side er han ligesaa typisk som Tilhører, navnlig naar han direkte bliver angreben. Han har da gjerne et eller andet Skrivearbejde for; det er uvist, om han har en dunkel Erindring om, at en tidligere stor Mand ved Navn Cæsar ifølge Læsebøgerne kunde paa samme Tid baade høre efter og skrive, eller om han pantomimisk vil give den Talende, det være sig en Minister eller et Medlem, tilkjende, hvor uendelig ligegyldig han er ham. Den sidste Formodning tro vi er den, der har Mest for sig.

✂ Man kunde imidlertid tilgive Berg hans Form, naar Indholdet tillod det. Men det gjør det ikke. Han overfører i en altfor høj Grad Agitationstalerens farlige Egenskaber i Diskussionen i Salen. Det er Theatermaleri, han leverer, han dypper uafladelig sin Pensel i Overdrivelser, for at bruge et meget mildt Udtryk.

✂ Det er derfor i Virkeligheden et umuligt Arbejde at imødegaa ham. Intet Punkt i, hvad han giver som Taler, vilde kunne undvære Rettelse, Grundsætningerne, hvorpaa hans Udviklinger hvile, saavelsom de smaa Detailler. Altid Partimand, og oftest mere end det: Demagog.