↩

LEHMANN OG CLAUSEN

✂ Man har sagt, at kun den romerske Privatrets Indtrængen i de nyere Folkeslags Retsforfatninger danner et værdigt Sidestykke til hin uimodstaaelige Bevægelse, som har bragt de europæiske Stater til hos sig at optage og omdanne Grundtankerne i den engelske Statsret: de konstitutionelle Ideer.

✂ Det hører til vor juridiske Børnelærdom, at dansk Ret i en ualmindelig ringe Grad lod sig paavirke af Romerretten og holdt sig fast paa den nationale Udviklings Grund; men helt anderledes er det gaaet med de konstitutionelle Lærdomme; de moderne Danske have ikke viist sig saa konservative som deres middelalderlige Forfædre, og de Selvfølelsen smigrende konstitutionelle Ideer maa have ligget bedre for os end de romerretlige Begreber. Disse Ideer have hos os foretaget en nem Invasion, »en militær Promenade«, hvor der ikke engang blev leveret noget egentligt Slag, og i den nyere Form, de nu have antaget eller ere i Færd med at antage, have de vedblivende udvidet deres Territorium. I denne nye demokratiserede Form møde de ganske vist en Modstand, som tegner til at blive stærk, men saaledes var det ikke i Begyndelsen.

✂ I kritiske Betænknings-Tider som de nuværende kan man ikke lade være til en vis Grad at forundre sig over, hvor overordentlig let det Hele dengang gik til, og de værdifulde Bidrag til Belysning af Stemninger og Tilstande i vore Fædres Danmark, der efterhaanden fremkomme som ledende Mænds literære Efterladenskaber, øge paa en vis Maade Forundringen.

328

✂ Hvor overraskende spredte ere i Virkeligheden ikke Antydningerne af nogen stærk politisk Vækkelse, af noget energisk Begjær efter udstrakt Frihed! En længe næret almindelig Trang hertil synes der ikke at kunne være Tale om, en kraftig frembaaren Forlængsel efter et fuldkomment nyt politisk Liv vaktes hos den store Flerhed først i selve 1848; før dette Tidspunkt havde den kun ret til Huse i mindre og ingenlunde hurtig voxende Kredse, og udenfor disse fandtes kun en temmelig mat Velvillie for de nye Ideer, Ligegyldighed eller Uvillie imod det oppositionelle Røre. Og de intelligente Kredse vare ingenlunde enige.

✂ Kan Nogen paavise en »Hovedstrømning« i vor store Literaturperiode, der bærer henimod politisk Frihed, end sige imod Radikalisme af nogensomhelst Art? Der lader sig end ikke paavise en lille Biflod.

✂ Ganske vist tro vi for vort Vedkommende paa ingen mulig Maade, at man i Skjønliteraturen vil kunne aflæse alle Tidens Bevægelser, en Betragtning, der forekommer os i høj Grad doktrinær, men den dybe Tavshed hos vore store Digtere, det Faktum, at de næsten slet ikke have Noget at sige om denne Sag, endsige blive dybt grebne af den, synes os dog med Sikkerhed at tyde paa, at denne aandelige Bevægelse ikke har været stærkt betagende. Ja, man vil hos dem snarere træffe fjendtlige Udfald imod de Mennesker, der interessere sig for »Budgetforvaltning« og andre kjedsommelige »statistiske« Problemer, eller Persifflering af Folkemøder og de Helte, der kaste sig over det Almene og føle Trang til at applauderes paa Folkemøder og i offentlige Forsamlinger, end man vil finde Hymner til Friheden eller længselsfulde Suk efter nogen Befrielse, af hvad Navn nævnes kan. Og nu vore egentlige politiske Digtere: det var ikke den liberale Del af den politiske Bevægelse, som indgav dem deres bedste Inspirationer, og vore faa »harniskklædte Sonnetter« ere brave Krigsmænd, der vide, hvad Orden og Disciplin er. Selv hvor Frihedsrøret virkelig var vakt stærkt og inderlig, vare de politiske Reformønsker meget moderate, og den politiske Oppositionsaand havde ikke nogen særlig voldsom og ubændig Karakter.

329

✂ Der var nok en Gang en Mand, om hvem det blev sagt, at han kunde ryste en Trone, men denne Mand faldt ud til at være Algreen Ussing, og den »Fortvivlelsens Selvhjælp«, som Kjøbenhavns brave og satte Borgerrepræsentanter med Etatsraad Hvidt, Etatsraad og Bankdirektør Hvidt, i Spidsen saa nødig vilde drives til, da Krisens Bølger gik højest, var jo kun en stilistisk Bevægelse. Adressens Affatter, Orla Lehmann, har selv oplyst, at man ikke mente Andet dermed, end at »det nu var Alvor«.

✂ Anderledes med det nationale Spørgsmaal. Det havde en stærkere Magt over Sindene. Dets Rejsning og Udbredelse var bleven forberedt i vor æsthetiske Periode. Oehlenschläger havde hejset de Silkesejl i gyldne Raa, som Nationalitetsbegejstringens Stormvind kunde tage Fang i, for at give vor Snekke Fart, og vore Digtere havde sunget ind i os, hvad Dansk og Danskhed var, længe før Spørgsmaalet blev rejst i den slesvigske Stændersal. Selv Ploug, vor politiske Digter ex professo og en af de praktisk politiske Ledere, finder sine bedste Sange ved den skandinaviske Side af den nationale Ide; han digter ingen dansk Marseillaise, men hans uvisnelige politiske Sang er: »Længe var Nordens herlige Stamme«.

✂ Hvor gjennemvævede de nationale Bevægelser vare med hin Digterperiodes Inspirationer, ses af Aanden og Tonen i Krigssangene og Talerne fra 1848. Vor nationale Renaissance lyder overalt i dem. Middelalderens Bedrifter og Stordaad bryder man sig slet ikke om, men et Pust af »Hakon Jarl« trænger ind selv i Tschernings krigsministerielle Sprog.

✂ Men at det iøvrigt kun var indirekte, at vore store Digtere greb ind i den politiske Proces, at de ikke heller forherligede selve den nationale Bevægelse ved at stemme Harperne til dens Pris som saadan, ses alene deraf, at de ikke skrev nationale Krigssange; det overlod de til de Yngre, og for de Ældres Opfattelse er det ganske betegnende, naar Hauch i et Brev fra 1848 til Ingemann anser det for nødvendigt at fortælle om Oehlenschläger, at han »er begejstret for den danske Sag«. »Men«, hedder det, »Ulykkerne og Smerterne skyder han fra sig.«

✂ Hvorledes de to Hovedideer i den politiske Bevægelse, 330 den liberale og den nationale, forholdt sig, viser sig naturligvis særlig tydelig paa det egentlige politiske Forum. De politiske Reformideer vare dem, der først sysselsatte Stænderne, og Ønsket om disses Forening i 1838 var det første Skridt, der gik ud paa en væsentlig Omordning af den Indretning, der var given, og baade mere almene politiske og mere reale og praktiske Reformspørgsmaal vedblev at sysselsætte dem; men disse Spørgsmaal øvede dog næppe nogen egentlig beherskende og betagende Virkning paa Sindene. Landboreformerne satte nok deres eget Publikum i stærk Bevægelse, men de andre Spørgsmaal drøftedes paa temmelig abstrakt og koldsindig Vis.

✂ Det nationale Spørgsmaal slog anderledes op i Flammer, da det først havde fænget, hvad der jo tog nogen Tid hos disse rolige Mennesker, som naturligvis ogsaa savnede et klart politisk Blik for dets Betydning. Det er ret oplysende, at da Andragendet af 1838 om Stændernes Forening forhandledes i Roskilde, viste der sig ikke nogen Erkjendelse af, at en lignende Forening af Hertugdømmernes Stænder vilde være fordærvelig, og det selv ikke efterat Ørsted havde fremdraget dette Punkt som en Modgrund. Et Par Aar senere begyndte Forestillingerne herom dog at klares, og i de Petitioner, der 1840 strømme ind til Stænderne til Fordel for besluttende Stænder og i Særdeleshed for Skattebevillingsret, findes der Ønsker om en for Danmark og Slesvig fælles Forsamling. De brave Stænder fralægge sig dog baade i Roskilde og i Viborg slige krasse Ideer som at indlemme Slesvig i Danmark og hævde den slesvigske Selvstændighed. Man nøjes med et Ønske om, at der »kunde træffes en Forbindelse mellem de fælles danske og de slesvigske Stænder til Overvejelse af de almindelige nationale og navnlig de finansielle Anliggender«. Da Røret i Fyrretyverne bliver stærkere og ogsaa trænger ind til de »forstandige og kyndige Mænds« Forsamlingssale, er Roskildeforsamlingen dog meget tilbageholdende, og der rejses i 1844 stærk Modstand imod at vedtage en Petition til Kongen i Sprogsagen; man vilde ikke blande sig i Slesvigs indre Anliggender.

✂ Men efterhaanden som det nationale Spørgsmaal blev 331 brændende, oppe i Fyrretyverne, tog det dog utvivlsomt Løvens Part af Interessen og Sympathierne fremfor Forfatningsspørgsmaalet. Ja, Forholdet imellem disse to Tanker bragte en Spaltning i Oppositionen, og den nationale Retning viste sig at være ubetinget stærkest. Dens Hovedorganer vare Fædrelandet, Dansk Folkeblad og Dansk Ugeskrift. Den anden, langt mindre Fraktion af Oppositionen stillede Frihedsideerne som Nummer Et og havde et vist kosmopolitisk Anstrøg; dens Tilhængere frygtede noget for, at de nationale Spørgsmaal skulde skade vor indre Udvikling og styrke Regeringens Stilling. De opmuntrede til at vente Grænsespørgsmaalets Ordning af de politiske Reformer. Deres Organ var Kjøbenhavnsposten, som iøvrigt har den politiske Honnør allerede dengang at have foreslaaet at lade en Afstemning afgjøre Grænsespørgsmaalet. Før i den sidste Tid af Christian den Ottendes Regering fik denne sidste Retning dog ikke nogen Styrke. Men ligesom den nationale Bevægelse hele Tiden havde viist sig langt mere stemmende med Folkets Anlæg og Ønsker end den liberale og langt mere vækkende og oplivende end denne, saaledes var det ogsaa i Afgjørelsens Øjeblik den nationale Begejstring, Ønsket om at sikre Danskhedens Ret, der drev Kilen i det gamle System; det politiske Systemskifte fremtræder i selve Martsprogrammet som Midlet for det Nationale og ikke som Maalet i og for sig. Det var den nationale Begejstring, der slog Slaget i 1848, og Frihedsbegejstringen fulgte kun i dens Spor, dækket og fremhjulpen af den.

✂ De Mænd, der bare den begyndende, moderate Frihedsbevægelse, vare af meget forskjellig Størrelse, men af temmelig ensartet Præg. De vare af forskjellig Størrelse, fordi det netop paa Grund af Bevægelsens begrænsede Karakter var let for dem, der sluttede sig stærkt til den, at blive iøjnefaldende, saa at Smaafolk godt kunde være med.

✂ De havde et temmelig ensartet Præg, fordi det laa i Sagens Natur, at vore politiske Banebrydere væsentlig kun kunde være refererende, væsentlig kun havde at omsætte fremmede Ideer. Medens de smaa Koryfæer blev Banebrydere paa smaa Pensa, En paa Tocqueville, en Anden paa 332 noget af den da saa lidt kjendte Statsøkonomi, havde Andre Mere inde og vare ved rigere Evner istand til at omforme og tilegne sig det Tillærte med mere Energi og Selvstændighed, men i det Væsentlige var det en politisk Oversætterperiode, vi gjennemgik. At man iøvrigt ogsaa paa andre Steder skrev Forfatninger ud efter hinanden og laante Principper og Systemer med kort Varsel, er en Selvfølge, og sikkert er det jo ogsaa, at det ikke hører med til de omdannende Tiders Særkjende at tage Hensyn til det Givne og Nedarvede. Det er dog tillige en Selvfølge, at ogsaa en politisk Virken af væsentlig overførende Natur lader Plads aaben for selvstændig politisk Dygtighed. Pladsen for det praktisk politiske Talent findes jo i selve Anvendelsen, i Bearbejdeisen og Omsættelsesmaaden af de fremmede Ideer, i Evnen til at kritisere dem baade absolut og i Forhold til det Lands Ejendommeligheder og Udvikling, hvor de skulle anvendes.

✂ Vor første Generation af politiske Ledere bestod kun af dannede, tildels endog højtdannede Folk, og de politiske Forestillinger, som udgik fra dem, vare, om end ikke hos Alle ligefrem Frugter af den højere Aandskulturs Udvikling af Selvstændigheds- og Personlighedsfølelsen og Skærpelse af det sammenlignende og kritiske Blik, saa dog prægede af en udviklet og diskursiv Dannelses Maadehold og Forsigtighed. J. F. Schouw opgav at udgive Dansk Ugeskrift, da et Nummer af det var blevet lagt under Beslag og undertrykt af Kancelliet. Som Grund hertil angav han, at han ikke frivillig vilde underkaste sig Censur, og »at ligge i fortsat Kamp imod Autoriteterne strider saa meget imod min Tilbøjelighed og hele Maade at være paa, at jeg ikke heller herpaa kan indlade mig« - det var oprigtige Ord, som ogsaa andre Ledere kunde have taget til Motto ved kritiske Vendepunkter i deres politiske Virksomhed. Det er let nok at finde andre Exempler af det politiske Hverdagsliv, der vise, hvorledes de ledende Frihedsmænd opfattede Forhold, hvor der var Tale om Anvendelse af liberale Principper. Da Studentersamfundet var blevet opløst af Konsistorium, fordi man ikke som Ret vilde give dette Adgang til Forsamlingerne, 333 og da Repræsentanterne i den Anledning havde indgivet Klage til Stænderne, talte saavel Schouw som H. N. Clausen Konsistoriums Sag, Autoritetens og Myndighedens stive Sag, og da det i 1840 under Behandlingen af et gjennem Ussing indbragt Andragende til Roskildeforsamlingen fra Trykkefrihedsselskabet kom til en ret mærkelig Debat, hvor man rasede imod Oppositionspressen, saa istemmede Clausen paa en noget selvretfærdig Maade og bebrejdede den »Mangel paa Alvorlighed, Sandhedskjærlighed og Billighed«. Og det var den Tids høflige Oppositionspresse, hvor det slemme Fædreland, da det blev Dagblad, skrev sin Programartikel over den hellige Augustinus's Ord: »Enhed i det Nødvendige, Frihed i det Tvivlsomme, Kjærlighed i Alt«, og det i en Tone, der virkelig passede ret vel med dette Valgsprog.

✂ Af vore Banebrydere vare kun faa Politikere saaledes, at deres politiske Virksomhed var dem det Første og det Sidste. Hos de Fleste var den en Interesse ved Siden af andre. Lehmann og Clausen ere betegnende Typer paa disse to forskjellige Arter af Politikere.

✂ Deres efterladte Skrifter bære tydelige Vidnesbyrd i saa Henseende. Medens næsten enhver Side i Lehmanns literære Efterladenskaber er gjennemglødet af hans politiske Interesse, refererer Clausen i sine Erindringer sin politiske Virksomhed til 1848, - den Del altsaa, der skaffede ham hans Navn som Politiker -, omtrent paa samme Vis som sin Virksomhed som Eforus for Ehlers Kollegium. Det Første springer kun, hvad Skildringens Omfang angaar, frem foran det Andet, men omtales ikke med større Ophævelse, ja Præsidiet i Roskilde Stænderforsamling omtales snarest mindre sympathetisk end Eforatet i Kollegiet.

✂ Lehmanns Ildaand luede for Politik, det var hans Styrke. Han var ikke nogen overvættes dyb Natur. Han var ikke heller nogen klippefast Karakter; det falder f. Eks. noget vanskeligt at forstaa, hvorledes han kunde forene det med sin hele Optræden at aflægge den Tids Embedsed som Advokat, og det, han selv siger om Lamartine, at hans Storhed var mere baaren af Fantasi end af Karakterens Fasthed, 334 passer ret vel paa ham selv. Han var ikke heller nogen overlegen og vidtskuende Statsmand. Indadtil lod han sig skuffe af Ufejlbarheden eller ialfald den formentlige Uimodstaae lighed i den Folkestemning, som havde baaret ham selv op, og udadtil var hans Blik ingenlunde klart og skarpt. Han er, og visselig ikke med Urette, indigneret over, at vor Udenrigsminister to Dage før Oprørets Udbrud kun havde almindelig diplomatisk Faddersladder at betro vor Gesandt i London, men paa det mærkelige første Kasinomøde, hvor man saae saa uklart paa den europæiske Situation, og hvor Clausen kaldte Frygt for det tyske Forbunds Indblanding Spøgelsefrygt, priste Lehmann selv den folkelige, fredelige Friheds Sol, der var oprunden over det Europa, som i Virkeligheden saa snart efter skulde staa i Brand, og som har holdt sig brændende siden hin Tid. Hans egen diplomatiske Mission bragte som bekjendt heller ingen Frugt og ingen politiske Laurbær.

✂ Men laa det Dybe, Betænkende og Overskuende ikke for Lehmann, saa var det Livfulde og Bevægende ham desmere baade i Kjødet baaret og i Klæderne skaaret og gav saavel hans Indhold som hans Form sit stærke, ja stundom mægtige Præg. Baade det Pikante og Aandfulde og det Energiske og Slaaende laa for ham. Alt, hvad der gjør en Skildring livfuld, vækkende og tiltalende, kunde han raade over. Havde det været en stærk og tiltagende Bevægelse paa Kunstens Omraade, der var gaaet igjennem Verden i hans Tid, var Lehmann sikkert bleven Kunstner, naturligvis Maler. Det er ganske interessant at se, at han i sine Rejseskildringer ved Synet af et dejligt italiensk Landskab udbryder, at ligeoverfor Sligt maa man gjøre Vold paa sig selv for ikke at blive »pittore«.

✂ Kunstner blev han ikke, men han blev Taler, og Taler saaledes som vi ikke have havt nogen Anden. Thi med den rige, malende Form forenede han et virkeligt Indhold. Han var opfyldt af en levende og poesifyldt Begejstring for store politiske Tanker, som hvis beaandede Præst han følte sig, havende Magt og Myndighed i deres Navn. Han var tillige i Besiddelse af en fin og omfattende Dannelse og mange 335 positive Kundskaber, og over dette sit rige aandelige Indhold øvede han et let og sikkert Herredømme; det svigtede ham aldrig ganske, til hans Tjeneste stod derfor altid et, om end ingenlunde udtømmende, dog ofte rigt Fond, og han kunde kaste sine lette, glimrende, ildfulde og altid slagfærdige Tropper ud i en hvilkensomhelst Bataille, altid med ypperlig Virkning og ofte med betagende Kraft. Lehmann kunde paa Fransk være bleven en af hine Ministre, som maa regere ved hveranden Time at fare ud paa en Balkon og fyre en glimrende og begejstrende Tale af paa Mængden, der er trukken op i Gaden. Herhjemme blev han en politisk Prometheus, som ganske vist ikke omgikkes synderlig forsigtig med sin Ild og vel affyrede adskilligt blændende Fyrværkeri, men som dog forstod at tænde. Han lagde altid stærkt paa, saae Alting noget grelt, baade Lyset og Skyggerne, og overdrev ofte; det laa mere for ham at gjøre Virkning og faa Ret, at faa Andre med, end at granske og undersøge deres Standpunkt, og saa drøftende at overbevise. Men Ingen forstod saa straalende at udmale for sit Publikum som han. Alt, hvad der var af Adjektiver i det danske Sprog, var hans lydige Tjenere og haandgangne Mænd, og derfor sendte han heller aldrig et Substantiv af nogen Betydning alene ud i Verden, men medgav det altid en adjektivisk Eskorte, saa Ordenes Optog blev en straalende Festmarsch.

✂ Lehmann var en glimrende Folketaler, og en Folketaler af den bedste og fineste Art, men det var ogsaa hans Hovedstyrke. Naar man blader i hans efterladte Skrifter, i hvilke der ogsaa findes adskillige af hans Taler, ser man tre store Taler: om Grundloven, om Fællesforfatningen og om No« vemberforfatningen. Disse store Taler om disse store Spørgsmaal have kun den Mangel, at de aldrig ere blevne holdte. Lehmann har i enhver af disse Sager med en vis Frihed, som ikke vilde blive tilgivet Enhver, sammenarbejdet og omarbejdet forskjellige Udtalelser, fremkomne tildels med længere Mellemrum, - ja for Fællesforfatningens Vedkommende sin skrevne Betænkning - og af dette Stof sammensvejtset de store Taler og kaldt dem Taler.

✂ I Virkeligheden spillede han ikke nogen fremragende 336 Rolle, hverken ved Forhandlingen om Junigrundloven eller om Novembergrundloven, skjønt begge disse Forfatninger have Ord for at være Udførelsen af et Program, han var særlig Bærer for; for den Førstes Vedkommende maa dog erindres, at han ikke var Medlem af Rigsforsamlingen og altsaa ikke kunde optræde efter at være gaaet ud af Ministeriet.

✂ At være Indehaver af Magten og især at være Minister klædte egentlig ikke Taleren Lehmann Det Selvtillidsfulde og Selvbehagelige, som vi Danske iøvrigt maaske have en for smaalig Uvillie imod, traadte stærkt frem hos ham, og man fik altfor meget Indtryk af, at vi efter hans Mening Alle skulde være lykkelige og tilfredse, naar han regerede. Han tyktes sig selv som Præsten, der paa hele Menighedens Vegne havde at drikke Altervinen af Magtens gyldne Skaal, og var uden Tvivl i sit Hjertes Allerinderste redelig og urokkelig overbevist om, at dermed vare alle gode Borgere fyldestgjorte, og de, der ikke vare det, vare slette og forkastelige Mennesker.

✂ I Debatten var Lehmann ikke heller saa overlegen, som naar han var Enetaler, og Modsigelse irriterede ham og bragte ham næsten ligesaa meget ud af Ligevægt som Bifaldets og den stormende Tilslutnings Medbør bar ham i stolt Fart fremad paa ret Kjøl. Som Indenrigsminister var han derfor meget bevægelig at skue i Rigsdagen. I Folketinget, hvor han havde det varmest, gik han i Reglen omkring i Salen under en Diskussion, hvori han skulde tage Del, og hans Yndlingspromenade var Strækningen mellem Thronstolen og Formandspladsen. Der marscherede han frem og tilbage desto hurtigere, jo ivrigere Diskussionen var, med sit smukke graa Hoved bøjet let forover og Hænderne paa Ryggen. I Haanden bar han gjerne en gylden Daase, en Gave fra »Folket« modtagen i Stændertiden.

✂ Naar han skulde have Ordet, ilede han saa hen til Ministerbordet med løftet Hoved og livligt Blik ud i Salen - gjerne søgte det J. A. Hansen, der alt dengang havde valgt sin Plads tæt oppe ved Ministerbordet, eller Tscherning, og med en sjeldent klar og tydelig Røst, der uden at det misklædte den havde Noget af en Trompets Skingren, naar han kom i Bevægelse, tog han til Orde.

337

✂ Det er et ufordelagtigt Træk i vor politiske Historie, at vi vare i Stand til at føre den store Forfatningsstrid, som Hertugdømmernes Afstaaelse gav Anledning til, med saa megen Tid og Kraft og Interesse, ligesom Afstaaelsen var fuldbyrdet - ja at vi begyndte Striden under Afstaaelsen. Med Rette sammenlignedes dette allerede dengang, saavidt mindes af Monrad, med en Arvetvist, inden den Døende havde opgivet Aanden. Og i Sandhed baade bitter Tvivl om den forædlende Indflydelse, som den frie Forfatning skulde have havt for vor Folkekarakter, og onde Spaadomme om vor Fremtid kunde vel søge Støtte i hint polske Træk af vor Historie.

✂ Lad være, at man virkelig for Alvor nærede nogen Bekymring for, at det daværende Ministerium ikke var Friheden og Forfatningen venlig sindet, saa synes der dog at være noget Usundt og Feberagtigt i den Frygt, at det skulde benytte Afstaaelsen af Hertugdømmerne til et hovedkuls Forfatningsbrud ved Gjenindførelsen af Enevælden i de »fælles« Anliggender.

✂ Men troer man blot en Smule paa Ministeriet Bluhmes Klogskab og paa dets Fædrelandskjærlighed, vil man ikke indrømme Muligheden af, at Ministeriet netop de Dage, de skæbnesvangre Fredsunderhandlinger vare indledede, skulde beskjæftige sig ikke med disse, men med Spørgsmaal, som først meldte sig, naar Freden var afsluttet med det værste Resultat - saa forstaar man ikke, at Lehmann den 15de August 1864 i Landstinget kunde rejse Forfatningsstriden - kunde rejse den paa en Tid, da det fremfor Alt gjaldt om at samle Folket i Enighed, da alle Tanker, enhver Rørelse af politisk Liv skulde synes optaget af et Spørgsmaal, ligeoverfor hvilket ethvert »Forfatningsspørgsmaal« maatte se ud som et forlorent og sminket Ansigt i skærende Daglys.

✂ Lehmann, den varme Patriot, den nationale, bevægede Mand, en af dem, der mangfoldige Gange havde erklæret den slesvigske Sag for Danmarks Livssag, rejste den Forfatningsstrid, som Slesvigs Tab gav Anledning til. Allerede ved denne Lejlighed viste han strax, at han var bange for, at man skulde udvide den Junigrundlov, til hvilken han stadig 338 prætenderede at være den fornemste Ophavsmand, og for hvilken han ganske vist ogsaa fremfor Nogen bærer Ansvaret, til Fællesanliggenderne.

✂ Og denne hans Frygt for sit eget Værk viste sig under den hele lange Forfatningsstrid bestandig synligere og tydeligere. Lehmann vilde aldrig erkjende at have fejlet, men hine Forfatningsforhandlinger vare i Virkeligheden for ham en Vandring til Canossa.

✂ Men Lehmanns sidste Aar indeholdt i det Hele adskillig Pønitense. Han var syg og nedbrudt, han, som havde været det lette Hjerte i en bevæget Tid; før lig en fakkelsvingende Prometheus, var han nu mere lig Prometheus paa Klippen. Sit Værks Mangler maatte han i Stilhed erkjende, og sin egen Indflydelse maatte han se dø tommevis. I det nye Landsting var han sikkert det Medlem, der var mest ildeset saavel af det nye Højre, der i sig indesluttede Levninger fra »den røde Bænk«, Kammerherrernes Bænk i Roskilde, som af det gamle Venstre. Han kunde endnu fejre en enkelt Triumf, som da han i Fæstesagen fik sit Forslag til en Dagsorden vedtaget, men det var langt oftere faktisk en Tidsspilde, naar Lehmann tog Ordet. Det følte han sikkert ogsaa selv, thi han havde en meget fin Følelse for, naar man ikke med rund Haand gav ham alt det, han mente, at man skyldte ham. Og dog talte han; han kunde ligesom ikke bekvemme sig til ret at se sin Stilling, som den var, og søgte og fandt saare gjerne gunstige Varsler om en forandret Stemning imod sig og om Bibeholdelsen af sin Evne til at øve Indflydelse.

✂ Han havde sin Plads som Landstingsmand helt i Enden af Salen, omtrent midt i den yderste Stolerækkes Bue ud imod Tribunen, i Nærheden af sin trofaste Ven Ploug, nær Brock, Madvig og Krieger. Naar han talte, plejede han jævnlig at vende Hovedet lidt om imod det store Vindue ligefor hans Plads, og seende ud imod Himlen og Skyerne syntes han der at søge sine Inspirationer i den trættende Kamp paa den begrænsede Arena.

✂ Stundom har han i en saadan Situation nok følt sig som en af Skæbnen Forurettet, som en af Livets Fanger, der efter Himlens Skyer, hvori han læste sin Ungdoms Drømme, sendte den Fangnes Suk: 339 Eilende Wolken, Segler der Lüfte,
Wer mit Euch wandelte, mit Euch schiffte -
men i legemlig Forstand blev han paa sin Plads til det Sidste.

✂ Var der Noget, H. N. Clausen ikke var skabt til, var det til at være Folketaler og Masseleder. Hans interessante Erindringer vise ham tydelig som den i høj Grad indadvendte Karakter, og den ejendommelige, tilbageholdne og isolerede Stilling, han indtog, selv naar han var ombølget af mægtige Luftninger af Popularitet, er aabenbart hos ham noget Naturbestemt.

✂ Han var ingenlunde nogen højt fremragende, genial Natur; hans Storhed, hvis Ordet kan bruges, var et Produkt af gode Evner, Flid, grundig Lærdom, human Dannelse forbunden med en Karakter, der krævede Alles Agtelse. Men denne baade kloge og ærlige Naturs dybe Trang til rolig, selvstændig Prøvelse bragte ham ogsaa mere end een Gang, skjønt han egentlig kun var politisk Dilettant, til en rigtigere og sandere Opfattelse, end en Politiker med Liv og Sjæl som Lehmann naaede til.

✂ Clausen lægger ikke Dølgsmaal paa, at han ikke ansaa sig for at være skabt til Politiker. Han er endnu ikke med i Aaret 1839, skjønt han da er en moden Mand, og det er ham en Overraskelse, at han kommer ind i Stænderforsamlingen. Da han senere vælges til Præsident i Roskilde, befinder han sig ingenlunde vel i denne Stilling, og da han tror at have vendt Stænderne og Politikken Ryggen for bestandig, glæder han sig ret af Hjertet til at kunne vende tilbage til Exegese og Arbejder paa sine kirkelige Foredrag.

✂ Der er ikke mindste Tvivl om, at dette mod den praktisk politiske Virken saa kølige Sindelag ikke var Noget, han bedrog sig selv med - endsige at han bedrager sine Læsere. Derfor borger ikke blot den gjennemgaaende Tone af ærlig Oprigtighed, som gaar igjennem hele hans Livsskildring, men Clausen har i Aarenes Løb atter og atter gjentaget det samme Vidnesbyrd; exempelvis kunne vi minde om, at han i 1853 til den Deputation, der lykønskede ham til hans Fødselsdag, udtalte, at han kun nødig befattede sig med politiske Sager.

340

✂ Naar man ser den Maade, hvorpaa han kom ind i det politiske Liv, og hans Opfattelse af dette, mindes man til en vis Grad om den Maade, hvorpaa gjenoplivede antikke Forestillinger om Statsborgerne og deres Forpligtelse til at give sig af med de offentlige Anliggender greb ind i hine Tiders politiske Opfattelse, og man forstaar tillige, at Clausen, naar han ikke var ivrig Politiker, ikke kunde finde det stridende mod sin Samvittighed at trække sig ud af Oppositionen imod Ministeriet Ørsted.

✂ Clausen kom med i den politiske Bevægelse, fordi visse Ideer kaldte ham, og fordi han gik ud fra, at den politiske Virksomhed naturlig var Noget, man kunde tage med i Mellemrummene imellem sit andet egentlige Arbejde, og han var aldeles ikke nogen urolig og gjærende Liberal.

✂ I det Program, han og Schouw kastede ud i 1848 i deres fælles Skrift »Ved Thronskiftet«, ønskes Stændervalgloven bibeholdt »i dens væsentligste Grundtræk«, og fra Venstres Side fandt man heri det første Tegn til Spaltningen imellem »den demokratiske« og »den doktrinære« Del af det liberale Parti - en Spaltning, som senere traadte aabenlyst frem under Striden i Stænderforsamlingen om Valgloven til den grundlovgivende Rigsforsamling.

✂ Hvad der gjorde Clausen til Politiker, var altsaa Ønsket om at værne om visse aandelige Interesser; Formerne for Aandens Bevægelser vare det, der laa ham mest paa Hjerte, og det var i Kampen herfor, at han hævede sig højest.

✂ Derfor var Nationalitetsspørgsmaalet hans politiske Ungdomskjærlighed, som han var tro indtil Døden, og af »de indre Spørgsmaal« var det saadanne som Ytringsfriheden, der laa ham inderligst paa Sinde. Der var i Reglen noget langt mere Agtelsesindgydende og til Opmærksomhed Vækkende over Clausens Optræden som Taler end noget umiddelbart betagende, og dog har han kunnet henrive, og henrive den roskildske Stænderforsamling i det Herrens Aar 1844; det hørte der Noget til. Men det var i Sprogsagen, han dengang talte.

✂ Clausen var fin, kritisk og tilbageholdende, han trængte sig ikke paa, mindst i det politiske Liv. Han viste bestandig som Stænderdeputeret, som Minister og som 341 Rigsdagsmedlem den samme af alvorlig, grundig og saa vidt mulig selvstændig Overvejelse prægede Holdning. Et fremtrædende Træk hos ham var Sky for al mulig Overdrivelse og Overlæsselse.

✂ Det kunde hændes, at denne Styrke blev ham en Svaghed. En Mand kan behandle og bearbejde sit Stof med en saa ængstelig Omhu for kun at faa den klare og ubestridelige Sandhed ud, at det bliver saft- og kraftløst; med det Kantede og det Tilfældige gaar tillige let det Originale og Ejendommelige i Vasken. Clausen havde Noget, stundom temmelig Meget, af dette.

✂ Han kunde blive saa sand og saa klar, at han ikke sagde Andet end de fortræffelige Almensandheder, der ligge lige paa det Trivielles Grænser.

✂ Men til Gjengjæld vidste han sig mere end de allerfleste Dødelige fri for Alt, hvad der hører ind under Bulder- og Rabalderarten, under de hysteriske Overdrivelser og de deklamatoriske Svindlerier, som nu ere saa velkjendte. Hans Sprog var altid rent og godt, stundom kunde det hæve sig til at være ædelt, men i Reglen tillige køligt og afpasset. Skulde Clausen have været omsat til Kunstner, maatte han have været Billedhugger som Lehmann Maler.

✂ Baade Lehmann og Clausen vare ægte Repræsentanter for den tredie Stand, der er bleven prist fra Sieyes til Dahlmann. Det laa saa fjernt som Noget fra Clausens hele Væsen at være rød Demokrat; den lovbundne, den vel ordnede Frihed var hans Program, og ogsaa Lehmann har selv angivet sit tredie Stands Standpunkt i de bekjendte Ord om, hvorledes »de Begavede, de Dannede og de Rige« skulde styre med den Forpligtelse at vinde Almuen ved Omhu for dens Vel - altsaa kun som dennes Formyndere, om end naturligvis kjærlige og behagelige Formyndere. Han skuffedes med Virkningerne af Junigrundloven og har forsvaret dens brede Demokratisme med, at den var en Nødvendighed, som man ikke kunde unddrage sig; det er ikke nogen udtømmende Forklaring og mellem den og den Stemannske Opfattelse, at det hele Røre i 48 kunde have været besværget ved nogle Politibetjente, er der Plads for adskillige Mellemveje, et Thema, som vi ikke skulle drøfte her, hvor vi kun have 342 villet fremhæve, at Lehmann selv erklærede sig som den tredie Stands Mand og selv kun mente sig at være tvungen af den i Forholdene liggende Nødvendighed til at gaa saa vidt, som han gjorde.

✂ Som Lehmann og Clausen saaledes vare næsten alle de ledende Mænd i hin Tid kun Mandatarer for den samme Mandant, og Ansvaret for, hvad der blev forsømt, og hvad der blev. begaaet, maa ogsaa for en Del lægges paa Mandanten. Efter hele den Maade, hvorpaa de Ledende vare blevne Ledere i 1848, kunde man ikke af dem vente nogen stor Selvstændighed. Enigheden mellem de Regerende og de Regerede havde noget Stort og Opløftende ved sig, og den Visdom, at det maatte være det Bedste og det Rette, som, en Tid ialfald, næsten Alle vare enige om, havde noget farligt Bestikkende ved sig. Og saaledes gjorde de Styrende det afgjørende Skridt i en øjeblikkelig og, som det viste sig, noget flygtig Stemnings Løftelse, og derved bandt de ikke blot sig selv, men ogsaa deres Efterfølgere.

✂ Martsministeriets Udkast til Valgloven til den grundlovgivende Rigsforsamling, ved hvilken den almindelige Valgret sloges fast, mødte allerede i Roskilde Stænderforsamling, som havde bevaret en mere kritisk og selvstændig Opfattelse end Ministeriet, en virkelig overlegen Kritik. En Majoritet, bestaaende af 6 af Komiteens 7 Medlemmer, gik vel ikke i sine Konklusioner imod Ministeriet, men i sin Betænkning lagde den ikke Dølgsmaal paa, at man fandt det meget betænkeligt, at ethvert Hensyn til Formue eller Skatteydelse var opgivet som Grundlag for Valgberettigelsen. Ordføreren for Komiteen var Clausen. Den samme Clausen gik i Novemberministeriet med til at adoptere Martsministeriet Forfatningsudkast, og dengang var Reaktionen imod Troen paa den almindelige Valgret dog begyndt, en Reaktion, der hurtig blev stærk. Det er vel næsten forglemt, at der i 1848 paa en Adresse, som gik imod den, kunde samles et for den Tid saa overordentlig stort Antal Underskrifter som henved 9000, og det baade fra Kjøbenhavn, Kjøbstæder og Land. Men Tilbagetoget maatte vel være sket i Rigsforsamlingen, for Ministeriet var det da umuligt.

343

✂ Og som det gik med dette Spørgsmaal, saaledes tog ogsaa i andre den brede almindelige Strøm Magten over Sindene. To Spørgsmaal, der, som den senere Tid noksom har viist, vare hvert i sin forskjellige Retning i høj Grad indholdsrige og virkelig politiske, blev forelagte hin Tid til Afgjørelse, men begge afvistes. Det ene var Forslaget om at lade Grundlovsforslagets Behandling hvile, til man kunde faa Slesvig med. Det faldt i Rigsforsamlingen, angrebet af Martsministeriet og vistnok i det store Publikum nærmest betragtet som en juridisk Grille. Men ogsaa her stod Clausen paa anden Side end Lehmann og var en af Hovedstøtterne for Forslaget. Det andet var Tanken om Slesvigs Deling. Slesvigs Deling i 1848, hvad havde det ikke at betyde? Og Tanken var fremme i Dagens Lys.

✂ Den provisoriske Regering talte i en Proklamation (af 31te Marts) til det danske Folk om en Deling af Slesvig efter Nationalitet, og i Kongeriget havde Delingstanken varme Forsvarere, ja Venner uden Tvivl i selve Martsministeriet. Men i dette sympathetiske Ministerium, hvor man paa en næsten rørende Maade kunde sidde sammen, uenig om de vigtigste Spørgsmaal og dog trofast »villende blive sammen, til Fædrelandet var frelst«, sad ogsaa den Mand, der mere end nogen Enkelt har »det selvstændige Slesvig« paa sin Samvittighed - Tscherning, og her var Tscherning i fuld Overensstemmelse med den offentlige Mening, baade i Kongeriget og i Slesvig. Flors Parti var særlig meddelagtigt i, at det under Kongens Ophold paa Als blev slaaet fast, at »det skal ej ske«, hint skæbnesvangre, med saa uendelig Jubel modtagne Kongeord. Martsministeriet - har Tscherning oplyst - vilde tage »det selvstændige Slesvig« til sin Hovedstilling i Fredsforhandlingerne, og i den Instrux for Fredsunderhandlerne, det udarbejdede, forkastede den danske Regering principielt Delingsforslaget, men optog kun Delingen som et Alternativ, der var at foretrække for et Slesvig-Holsten. Kongen, som slet ikke vilde have Delingstanken nævnt i Instruxen, nægtede imidlertid sin Underskrift, Ministerskiftet kom, og Novemberministeriet strøg Delingsplanen i fuld Overensstemmelse med Konge og Folk.

344

✂ Hvor ender de Enkeltes Ansvar, og hvor begynder Mængdens, den Mængdes, som med en saa uimodstaaelig Magt kan baade gjøre og forhindre det Rette? Det er et Spørgsmaal man møder her, som saa mange Gange i afgjørende Tider. Af dets Besvarelse vil for en væsentlig Del Dommen over vore gamle Konstitutionelle blive gjort afhængig.

345