Topsøe, Vilhelm KRIEGER

KRIEGER

Kriegers Navn har i de senere Tider været et af dem, der have været hyppigst nævnte og nævnte med en vis Forskjellighed i Betoningen. I det Landsting, som har havt saa store Opgaver at løse, spiller han nemlig en Rolle, som Nogle anse for gavnlig, Andre for skadelig, men som Alle ere enige om er betydelig. Der var for det gamle Rigsdagslandsting, for »Tolvhundrededalerstinget«, simple og usammensatte Tider, da en enkelt Mand var det Samme som Tinget, og da denne Enkelte var Orla Lehmann. Den Slags Forhold er man kommen bort fra, men naturligvis er der bestandig Personligheder, som i Kraft af Løvernes Ret tage Løveparter af Indflydelsen, og til den Slags Folk hører Krieger.

Den Indflydelse, han har i det nye Landsting, har han i en ganske særegen Grad taget sig selv ved sin egen Styrke. Stemningerne i det store Publikum vare ham ikke synderlig gunstige, da dette Ting begyndte at virke; der var en vis Tilbøjelighed til at regne ham blandt de Proskriberede, som, hvis de skulde have Lov til at vende tilbage til politisk Virksomhed, ialfald kun fik denne Tilladelse paa Betingelse af, at de holdt sig meget tilbage. Stemningerne i de snevrere ledende Kredse vare ham heller ikke gunstige; vel var han i nogle den Samme, han altid havde været, men i andre var man ham ikke vel stemt, og Følelserne imod ham vare meget delte hos de Nye, hos dem, som ved Ordningen endelig havde faaet deres »Plads i Solen«, dem, der betragtedes som den nye Bygnings fornemste Lejere, Beletagens Beboere.

Ikke desmindre erobrede Krieger sig snart atter en saa 376 indflydelsesrig Plads som ledende Politiker, at han, da Ministeriet Holstein blev dannet i Maj Maaned 1870, blev tagen med som en af Landstingets Ledere, og tagen med, ikke som en Mand, hvis egentlige Plads var i en Kommission, men som en Mand, der skulde gjØre praktisk Gjerning.

Han skylder kun sig selv Hævdelsen af sin Stilling. Han har ingen Clan, som er født og opdragen til at marschere efter hans Pibroch og ingen Andens; han har ingen staaende Hær, han hverver til hvert Felttog sine Tropper paany. At en Mand kan gjøre Sligt, vidner paa en Maade til Fordel for ham selv og til Fordel for dem, som følge ham. Det vidner om, at han er en overlegen Mand, og om, at han har at gjøre med brave Folk, Folk, der lade sig beherske af Grunde, ligesom han selv er istand til at give Grunde. At begge Parter til Tider kunne fejle i et Forhold, som de i anden Forstand have al Ære af, er noget Andet.

Kriegers Navn som Politiker blev først ret kjendt for det store Publikum efter 1848, men fra det Øjeblik han traadte ind i vort parlamentariske Liv, blev det klart, at han var en af Høvdingene. Strax i den grundlovgivende Rigsforsamling spillede han en ledende Rolle; det er en Fornøjelse en Menneskealder efter at læse Kriegers Taler der, de ere en ganske sjelden Blanding af Friskhed og Modenhed, af Finhed i Abstraktion og Kjærlighed til Virkeligheden.

Der er over Kriegers aandelige Væsen noget Fornemt ogsaa i den Forstand, at han holder sig noget tilbage, han vil ikke længere frem i Forgrunden og ikke være mere imellem Mængden, end det er nødvendigt. Han kunde vist godt have været Minister endnu mere, end han virkelig blev det, og han har aldrig villet overtage noget Konsejlspræsidium. Han holder mest af at dirigere lidt fra anden Række, selv nogenlunde uforstyrret. Det gjælder om ham baade som Minister og som parlamentarisk Leder.

Krieger er imellem dem, for hvem Navnet »Doktrinær« altid haves i Beredskab. Imellem vore praktiske Politikere turde der imidlertid være adskillige mere doktrinære end han. Han er en Mand med en Doktrinærs hele Apparat, men i Anvendeisen er han det ikke. Han er i Besiddelse af megen politisk Fantasi, en baade stor og sjelden Egenskab, som vi 377 have meget lidt af herhjemme. Evnen til at kunne overse en Situations mange forskjellige Eventualiteter, til at se, hvilke Løsninger der kan gives, hvad der kan komme ud af det Ene eller det Andet, kort sagt al videre Fremadskuen, alt større Overblik er i Virkeligheden betinget af en Kraft i Fantasien, der levende og klart stiller Situationen og dens fjerne Horisonter frem for de lykkelig Begavedes Øje som i et Fugleperspektiv, medens Andre, der mangle denne Gave, kun kunne se en enkelt Egn eller en enkelt Krog.

Denne Evne er Krieger i Besiddelse af; han kan virkelig overse. Kan han lade sig blænde og rive med, saa kan han ogsaa til Tider se skarpt som Faa. Paa sin Vis var han ogsaa med under Fortryllelsen i 1848, men han var dog den, der vilde have Grundlovens Behandling udsat, til Slesvig kunde være med. Og ved mangen Lejlighed senere har han viist sig om ikke i Besiddelse af den profetiske Genialitet, for hvilken Fremtidens Klippemure spalte sig, saa dog som en virkelig fremadskuende Mand, istand til at se skarpt og rigtig paa lange Distancer og til klart at bedømme Virkeligheden.

Som de fleste Politikere af den ældre Skole - inden det blev opdaget, at den sande Visdom bestaar i kun at se fra Næse til Mund - har Krieger ogsaa stærk Tilbøjelighed til at ville hævde en fuldkommen Overensstemmelse imellem sin Betragtningsmaade paa forskjellige Stadier. Dette kan let være en Form for Bornerthed, men Krieger har en virkelig Ret hertil paa afgjørende Punkter. Se vi paa den langvarige Konflikt, Kampen mellem Folketing og Landsting om Finansloven, saa vil f. Ex. der Krieger for sit Vedkommende med Stolthed kunne pege paa en Række Citater, der naaer fra den grundlovgivende Rigsforsamlings Dage over Forhandlingerne om Forfatningen af 18de November og ned til vore Dage, og som klarlig viser, at han virkelig har forudset saadanne Misligheder og Farer som dem, det har kostet saa megen Møje at besværge.

Krieger er en lykkelig Mand. Er Misforhold mellem Villie og Evne en Sygdom hos Tidens Mænd, saa hører Krieger til de karske.

Opfyldt af en utrættelig Virkelyst, bevæget af Interesser for Livets forskjellige Omraader, er han tillige istand til at 378 virke for alt det Meget, han gjør til sin Sag, og virke derfor paa en Maade, der maa kunne tilfredsstille en Mand.

Han er i Besiddelse af hele det aandelige Apparat, som er nødvendigt for en fremragende Mand, deriblandt naturligvis hint Jernstativ for al aandelig Storhed: en udmærket Hukommelse.

Men han har ikke alene dette Apparat og Evnen til at benytte det, saaledes at han er Besidder af en rig Skat af Viden og Kundskaber. Han har tillige i sig den Aand, der rettelig skal besjæle det Hele, og som først gjør til den overlegne Mand.

Det er for ham en aandelig Nødvendighed at samle i store Former, at indordne i omfattende Organisationer, at finde en dybere Sammenhæng af Begivenhedernes Udvikling. Denne Trang er Udtryk for noget virkelig Stort og Fornemt i hans aandelige Personlighed, ligesaa vist som smaa og aandelig simple Folk ikke blot altid se Alting smaat, men ogsaa føle Trang til at se det saaledes. Men naar han betragter Tilværeisen med ærefrygtsfuld Sympathi for det System af høje Love, som han finder udtrykt deri, gaar ganske vist hans Tilbøjelighed hertil saa vidt, at han vil finde den Paragraf i disse Love, han har at gjøre med, ogsaa naar det drejer sig om Hegn og Vandløb.

Krieger, som er i Besiddelse af en stor Arbejdsevne, der maaske er ligesaa stor som hans Evne til at sætte Andre i Arbejde, har mange Interesser og en Mængde Specialiteter - ogsaa paa det rent Praktiskes Omraade; i Alt, hvad der vedrører Marinens Bestyrelse, skal han f. Ex. være hjemme trods nogen Søofficer.

Det vilde endelig være en stor Misforstaaelse at tro, at han ikke er en praktisk Mand - maaske ikke i adskillige af det daglige Livs smaa Forhold saaledes, at han selv kan gjøre en Laas istand eller forstaar paa et uventet Sted at finde en god og billig Rødvin, og hvad der ellers i den almindelige Opfattelse konstituerer Begrebet praktisk Mand. Men han forstaar godt at behandle større Forhold, og saaledes at han i Behandlingen af dem ikke heller forsømmer Smaatingene. Man bebrejder ham i Reglen Mangel paa Menneskekundskab, og hans Embedsudnævnelser have maaske 379 været den Side af hans Regeringsvirksomhed, der har været mest udsat for Kritik. Men vist er det, at som Politiker har han et vist Greb paa at behandle Folk, og er det i enkelte Forhold kommet til stærke Brydninger, har sikkert Skylden været paa den anden Parts Side.

Der er imidlertid et stort Skibbrud i Kriegers politiske Liv. Til visse Politikere er en enkelt Forestilling knyttet saa uadskillelig som Skyggen til et Menneske, den hænger ved deres Hæl, hvor de gaa, den ligger ved deres Fod og strækker sig op bagved dem, saasnart et Glimt af Lys falder paa dem. Saaledes følger Ordet Londonerkonferencen Kriegers Navn.

I visse Henseender var denne Konference en barok Parodi paa det foregaaende Aars store Kongresplaner; under den Diskussion, som fulgte efter den i Parlamentet, sammenlignede den ætsende d'Israeli i sin store Tale Konferencen med et sex Ugers Karneval - og det skjønt den havde været ledet af den Lord Russell, som den samme Taler tidligere havde kaldt »den europæiske Politiks Sieyes«. Karnevalet blev for os en Tragedie, men dog er der noget Betegnende i d'Israelis Ord. Ser man tilbage paa disse sex Uger, i hvilke Danmark kun fik sin Villie een Dag - den 9de Juni, da det vægrede sig ved at gaa ind paa en Forlængelse af Vaabenstilstanden i mere end 14 Dage og derved sprængte Konferencen - saa staar det Hele for Betragtningen som et Skyggespil af formummede Planer, der slet ikke lignede de Skygger, de kastede ud paa Konferencebordet, et Vexelspil mellem alvorlige Bud, som Danmark ikke kunde gaa ind paa, og Bud, som vi kunde modtage, men som ikke vare alvorlige.

Sikkert er Krieger rejst til London med Haab og Tillid; han har maaske stolet saa meget paa sig selv, at han har haabet at kunne vinde Hr. v. Beusts Hjerte, at skue Frankrigs hemmelige Tanke og bestemme Englands nølende Villie.

Men det viste sig snart, at der af Preussen og Tyskland ikke var Noget at vente, og at Rusland i Virkeligheden Intet vilde gjøre for os. Fra England og Frankrig maatte Frelsen komme. Men Frankrig vilde ikke følge England i en tom krigersk Demonstration til vor Fordel, men være sikkert paa, at det skulde være Alvor. Og for en alvorlig Deltagelse satte det en Pris, en Pris, som England ikke vilde indrømme det.

380

Om dette sande Forhold imellem England og Frankrig var Danmark ikke underrettet.

Man stolede stadig paa England. Og i Virkeligheden var maaske ogsaa England nærmere ved at stille sig paa vor Side, end man skulde tro, navnlig efter at have set dets Holdning under den russisk-tyrkiske Krig. Dengang levede endnu Palmerston, og det hedder sig, at han alt havde forberedt den Tale, hvormed han efter Sprængningen vilde stille sig i Spidsen for Krigspartiet og sprænge Ministeriet.

Men den, der fejler, har altid Uret. Den, der fejler i saa stor en Sag, har altid stor Uret. Men hvor er Uretten for Fejlen her, for den uhyre Fejl at lade Konferencen sprænge, uden at en Delningslinie var vedtagen?

Kan en sikker Besvarelse af dette Spørgsmaal overhovedet gives, saa er det vist, at vor Tid ikke faar den. Vi maa nøjes med at opstille Hypotheser om, hvor og af hvem den egentlige Afgjørelse er truffen, af Underhandlerne i London eller af Statsraadet i Kjøbenhavn, og Indicierne synes da ikke at pege paa de Første. Ansvaret i denne Sag synes paa en ubegribelig Maade at fordele sig, at forsvinde, jo mere man søger at trænge ind i det. Statsraadsprotokollens Hemmeligheder vilde maaske ikke engang give det udtømmende Svar. Men det synes sikkert, at den Fejl, der maatte være paa Underhandlernes Side, paa Kriegers Side, snarere har bestaaet i ikke bestemt nok at raade til det, der var det Rigtige, end til at raade til det Fejle.

Men hvor saa den Haand findes, i hvilken den endelige Afgjørelse var lagt, kan man ikke undre sig over, at den har rystet, ja næsten følt sig lammet i en saadan Stund; thi aldrig har et Lands Skæbne mere afgjørende staaet paa et enkelt Træk.

Krieger har kun ved denne Lejlighed lagt Haand paa den udenlandske Politik. Ellers har han i Praxis holdt sig til Indlandet. Men derfor følger han alligevel udmærket med, hvad der foregaar i andre Lande.

Der er ikke mange Svenske og Nordmænd, der vide saa godt Besked om Sverig og om Norge som Krieger. Han kjender ikke blot Landene, deres politiske og sociale Forhold, deres Institutioner, men ogsaa deres Personer, og 381 kjender dem saa godt, at han uden Forberedelser vilde kunne overtage et Statsministerium deroppe.

Kriegers Interesse for disse Lande hidrører ikke blot fra den Lighed, han finder imellem deres og vore Forhold, saa at vi Alle ret kun forstaas igjennem og ved hinanden, men ogsaa fra en virkelig Kjærlighed. Han er af dem, der trænge til Skandinavismen, fordi den anviser dem en større og mere omfattende aandelig Hjemstavn, og han er ikke blot en af de mest trofaste Skandinaver, men ogsaa en af dem, som gjøre mest for den praktiske Skandinavisme indenfor det Maal og de Grænser, Udviklingen kræver. Den literære Tilnærmelse og det videnskabelige Samarbejde imellem de tre Lande har han viet en varm Interesse, og hans Bestræbelser have baaret betydelige Frugter; vi minde f. Ex. om Juristmøderne og deres Resultater. Men ogsaa paa det praktiske Omraade har han været med. Den skandinaviske Møntenhed er for en Del knyttet til hans Navn.

Hans Interesse gaar videre end til Skandinavien, Finland iberegnet - Lande, som han, der er en utrættelig Rejsende, naturligvis har besøgt adskillige Gange - de gaa ud over det ganske Europa. Mulig endogsaa til Amerika. Men Europa kjender han ialfald. Dets Literatur og dets politiske Forhold, de religiøse og filosofiske Bevægelser, de Skattespørgsmaal saa vel som de Jernbanespørgsmaal, der staa paa Dagsordenen.

Naar en enkelt Mand i sig repræsenterer en saadan Sum af Viden, er det intet Under, at den udmærkede Jurist, der har kunnet gjøre Fyldest som Finansminister, som Indenrigsminister og som Justitsminister, i Tider, hvor han ikke har været Minister, med lige Føje er bleven benyttet til at bære Theaterkommission, Forsvarskommission og Proceskommission.

Han fører sin kolossale Viden med sig overalt; hans hele Optræden har en fin Buket af Dannelsens Kvintessenser, og han er tillige slagfærdig paa alle mulige enkelte Omraader. Han vil med samme Lethed kunne slaa en Mand flad med Wiener Schlussakten, Italiens Kirkeforfatning og Slesvigs Privatret, og det vilde være en højst letsindig Fugl, som i hans Nærværelse ikke vilde gaa langt udenom Alt, hvad der 382 vedrører Englands Forfatning, denne evige og uudtømmelige Kilde til Splid mellem lærde Politikere. Det er ikke nogen Spas at sige Krieger imod, og Ingen kan bedre end han med et »Som De veed« eller »Som bekjendt« nedsænke et Medmenneske i favnedyb Uvidenhed.

Selvfølgelig er det navnlig i de store og almindelige Debatter, at Krieger viser sig i det mest glimrende Lys. Her høre hans Egenskaber særlig til, thi saa vel hjemme Krieger end kan være i praktiske Detailspørgsmaal, føler han sig dog naturlig mest tiltrukken af Spørgsmaal af mere almen Natur, som vedrøre de Former, under hvilke Udviklingen mere direkte foregaar. Alt, hvad der staar i Forbindelse med Forfatningen, tiltaler derfor særlig hans politiske Smag. I vore Forhandlinger om Forfatningsdannelse og Forfatningsforandringer har han derfor ogsaa fejret sine bedste parlamentariske Triumfer, og under den Kamp for en stiltiende, men derfor lige gjennemgribende Forfatningsomdannelse, som Venstre har rejst i de sidste Aar, har det været med Grund, at han har leveret Hovedindlæg først som Ministeriet Holsteins Ordfører, senere som Landstingets.

Han føler sig i disse Spørgsmaal som en af de Patriciere, der kjendte den hellige Stads hemmelige Navn, som en af Præsterne i Templet, der vogtede Gudens Skjold sammen med dets elleve Efterlignelser, men som vel kjendte det rette. Imellem et Dusin nok saa vel gjorte Fortolkninger af Grundloven vil Krieger strax med sin Lanse klart og klingert slaa paa den ægte og i Kraft af sin præstelige Myndighed forkynde Folket, at den og ingen anden fortjener Tilbedelsen. Men Folket er blevet vantro og tror ikke ret paa Præsterne; det er af de Tider, hvor der kun er Noget at gjøre for Augurerne.

Under Diskussioner af den her antydede Art holder Krieger sine bedste Taler, og det er i Sandhed betydelige og originale Præstationer. Og de have en Egenskab til, som er værd at mærke. Det er Taler, som ere i Slægt med vor Literaturs Guldalder, og i nær Slægt vel at mærke. Intet vilde være fejlagtigere end at antage den udmærkede Jurist Krieger for en Stok-Jurist. Den smukke Villa, der udgjør hans Ungkarlebolig, er bekjendt for ikke blot at rumme et 383 glimrende Bibliothek, der gjør sine Invasioner endog helt ind i Spisestuen, men ogsaa skjønne Kunstværker: dette er et Udtryk for Kriegers egen Smag. Han er ikke blot en lærd Mand, men meget mere, en udmærket fint dannet Mand. Ligesom man hos visse Malere har kunnet tale om, at Literaturen »er trængt ind« i Maleriet, saaledes vil man i lignende Forstand hos Krieger kunne tale om en »Indtrængen« af en bestemt Literaturperiode i hans Taler.

Vi mene herved ikke det, at de stundom i en vis Grad spille over i Afhandlingens abstrakte Doceren. Det Sidste kommer nemlig af noget Andet: Krieger skriver ikke Noget. Han har Forpligtelser til at være Forfatter, som han har skudt fra sig, Evner, som han ikke har udviklet hos sig; dette hævner sig paa en vis Maade stundom i hans Taler, i hvilke man paa darwinistisk Vis vil kunne paavise rudimentære Afhandlingsanlæg.

Det er imidlertid ikke dette, Indholdet noget tilfældig vedrørende Forhold, vi tænke paa ved vor Bemærkning om en literær Invasion, men paa en gjennemgaaende Egenskab ved Kriegers Stil. Den minder aldeles tydelig om det Heibergske Hegemonis dialektiske Finhed, den har tillige Noget i sig af hin æsthetiske Periodes festlige Sving, ja i den glimter og blinker en vis Romantik i Stemning og Følelse; Krieger ynder stundom at lægge et let Slør over sine Tanker, at lade dem staa i et romantisk Halvlys, »behøver jeg at nævne«, er en Vending, han med en vis Forkjærlighed varierer. Men ogsaa hvor han nævner Navnet, holder han af at holde sine Tanker lidt tilbage, lidt indenfor den almindelige Linie; Tankerne ere i Knæbenklæder og Silkestrømper, og han vil ikke have dem ud paa Gaden i Søle og Jask. Men derfor ere de ikke zarte og spinkle, og gjælder det en Strid for Historiens eller en anden Muses skjønne Øjne, saa bære de ikke blot blinkende Kaarde ved Lænd, men frygte ejheller for at drage den.