Topsøe, Vilhelm Udvalgte Skrifter

II
III

VILHELM TOPSØE

UDVALGTE SKRIFTER
FØRSTE BIND

VED
VILH. ANDERSEN OG HELGE TOPSØE-JENSEN

G. E. C. GADS FORLAG
KØBENHAVN · MCMXXIII

IV
V

FORORD

Da Trebinds-Udgaven af Samlede Fortællinger af V. C. S. Topsøe , som udkom i Aaret 1891 paa »Forlagsbureauet«s Forlag, er udsolgt, har G. E. C. Gads Forlag, som har overtaget Forlagsbureauet, ønsket at udsende en ny Udgave af denne Forfatters Skrifter. Efter Aftale med Topsøes Arvinger (igennem nysafdøde Museumsdirektør Emil Hannover) og Undertegnede som Forfatter af Bogen: »Vilhelm Topsøe, et Bidrag til den danske Realismes Historie« (1922), har Forlaget holdt det for rettest i Stedet for at optrykke de tre Bind samlede Fortællinger at udgive to Bind udvalgte Skrifter paa Grundlag af Førsteudgaverne af Topsøes Bøger eller (i et enkelt Tilfælde) Forfatterens Manuskript. Det er denne Udgave, Vilhelm Topsøe: Udvalgte Skrifter, som her forelægges Aaret efter og i samme Udstyrelse som mit nysnævnte Skrift om Vilhelm Topsøe, hvori der gøres Rede for denne Forfatters historiske Stilling og varende Værd.

Af de i den samlede Udgave optrykte Fortællinger optages i Udvalgte Skrifter i andet Bind Topsøes to Romaner fra 1870-Aarene: »Jason med det gyldne Skind« (1875) og »Nutidsbilleder« (1878).

l første Bind medtages af Topsøes Skitser og Noveller fra 1860-Aarene, som udgør Indholdet af Samlede FortælUngers første Bind, kun Fortællingen »I Solskin«. Udeladt er altsaa ikke blot Fortællingen »Livsanskuelser«, som udkom sammen med denne i 1867, men hele Indholdet af Topsøes første Bog »Skizzer af Xox« (1863), nemlig Føljetonerne »Familiekarakteristiker«, Genrebilledet »Vintergæk og Sommernar« og Studenterhistorien »To Venner eller Reflexion og Forlovelse«. Derimod er af Topsøes tredje (og bedste) Samling af mindre Fortællinger »Fra Studiebogen« (1879) kun to Smaastykker (»En første Kjærlighed« og »I Oktober«) VIudeladt; opgivet er ogsaa Fællestitelen og den deraf bestemte Titel paa Fortællingen »Stilleben«, som har faaet sit oprindelige Navn: »I Læ«. Derefter følger den efterladte Roman eller Novelle »Slagne Folk«, som Topsøe skrev paa i sit sidste Leveaar, men ikke fik færdig. Den tryktes efter hans Død i fejlfuld Form i »Illustreret Tidende« 1882 og optoges derfra i en Særudgave 1892 og i Samlede Fortællingers sidste Bind.

Med en ny, forkortet Udgave af Topsøes »Politiske Portrætstudier« fra 1878 sluttes Udvalgte Skrifters første Bind. Udeladt er her kun Smaastykkerne om Ploug, Klein og de københavnske Folketingsmænd. De øvrige Stykker er der for større Tydeligheds Skyld givet en ny Inddeling. Først meddeles under Bogens Titel: »Politiske Portrætstudier« de historiske Karakteristiker af Nationalliberalismens Mænd; derefter de af Øjeblikkets Situation og Forfatterens Stilling dertil farvede Rigsdagsportrætter; de har her den samme Titel som ved deres første Fremkomst som Føljetoner i »Dagblaf det«, nemlig »Fra Tilhørerpladsen«. Da denne Adskillelse vistnok vil findes betegnende for Topsøes politiske Forfatterskab, og da de to Fortællinger, som aabner og ender den digteriske Del af dette Bind, »I Solskin« fra hans Ungdom og »Slagne Folk« fra hans Dødsaar, begge hører til den Art af Livsbilleder, den tragiske Idyl, som han har indført i Litteraturen, og hvori han (især gennem sin Discipel Herman Bang) har øvet mest Virkning paa Eftertiden, vil efter mit Skøn dette første Bind trods sin Knaphed give et fyldestgørende Udtryk for Topsøes Forfatter skab udenfor de store Romaner, som vel er hans rigeste, men rent kunstnerisk set næppe hans ypperste Værker.

Imellem de to Bind af Udvalgte Skrifter er der det Forhold, at til den første af Romanerne i andet Bind »Jason« med dens erotiske Grundstemning svarer som Blade »fra Studiebogen« Fortællingerne i første Bind, og til den anden, politisk-sociale Roman »Nutidsbilleder« svarer paa samme Maade Karakteristikerne og Billederne »fra Tilhørerpladsen«.

Da de »Politiske Portrætstudier« som et ikke-digterisk Arbejde ikke har kunnet optages i Samlede Fortællinger, erVIIOptrykket af denne Bog det eneste Stykke i nærværende Udgave, som ikke ogsaa findes i den forrige. Af Topsøes samlede litterære Produktion udelades altsaa ogsaa her for det første: af digteriske Arbejder hans ikke i Bogform udgivne Skitser fra Ungdomsaarene, især de smaa Satirer og Parodier i det humoristiske Ugeblad »Sværmere« (1863), ogsaa de to smaa Parodikomedier, som er meddelt af Axel Sørensen i »Studenterkomedier« og som Bilag til »Studenterkomedien«, og det efter Forfatterens Død opførte og udgivne Skuespil »Umyndige i Kærlighed« (1881). Dernæst forbigaas alle Topsøes journalistiske Føljetoner, ikke blot hans Samlinger af Rejsebreve »Fra Schweiz og Frankrig, Rejseskildringer af politisk og socialt Indhold« (1871) og det illustrerede Værk »Fra Amerika« (1872; 2. Oplag 1876), men de i Forening med Godske Nielsen for »Dagbladet« skrevne og i 1885 udgivne »Tredive Breve til og fra en Mand uden Mening«. Endelig udelades, bortset fra »Politiske Portrætstut dier«, hans hele politiske Forfatterskab, baade de historiske Oversigter over de nærmest foregaaende Tidsrum af dansk Indenrigspolitik, hvormed »Dagbladet«s unge Medarbejder »V. C. S. Topsøe, cand. jur.« allerede fra 1865 vandt sig et Navn som politisk Skribent, og de Ledere, han siden skrev som dette Blads Redaktør (fra 1872). Om alt dette tillader jeg mig at henvise til min Monografi over Vilhelm Topsøe.

Om Teksten i nærværende Udgave, hvis Indhold hermed er oplyst, dens Forhold til Originalerne og deres Optryk i Samlede Fortællinger gives der Meddelelse i en Efterskrift af min Medudgiver, Underbibliotekar, mag. art. Helge Topsøe-Jensen, som bortset fra Udvalget, hvorom vi er enige, har foretaget det hele Arbejde med Udgivelsen uden min Medvirkning.

Det er mit Haab, at Topsøes Skrifter ogsaa i denne Udgave vil kunne tilfredsstille de Læsere, som denne halvt forglemte Forfatter endnu har tilbage, og vinde ham nye Læsere.

August 1923.
VILH. ANDERSEN
VIII

I SOLSKIN
(1867)

2
3

Sommerhimlen var næsten ganske klar, kun enkelte Smaaskyer fløde i langsomt vexlende Skikkelse henover den. Lyst og fredeligt laa i Solens Glød den gamle Domkirke med sine knejsende Taarne og den lille By ved Kirkens Fod med de røde Tage og mange grønne Træer. Husene laa saa dybt nede, Kirkens gamle Spir knejste saa vidt ud over det om liggende Land.

Der havde været Tider, hvor den mægtige Kirke med Rette havde knejset med sine Taarne og som en Hersker skuet milevidt ud i Egnen, Tider, hvor den ringe By havde pranget med mange andre Taarne og Spir. Mægtige Kirkefyrster havde fra den kuet Konger og Stormænd; Konger, hvis Navn betød Stordaad, hvis Fjender laa for deres Fødder, havde færdedes under de høje Hvælvinger, og stolte Riddersmænd, hvis Navne høre Historien til, havde med Ærefrygt betraadt de Fliser, paa hvilke nu den rolige Borgermand gaaer. Thi Tiderne ere forandrede, de mægtige Konger, Bisper og Stormænd ere døde, deres Værker sunkne i Tidens Hav. Byen er bleven lille, en venlig, ubetydelig Kjøbstad, hvis Navn kun er en Erindring.

Men Sommersolen skinner saa venligt paa Ringheden, og Byen ligger i den saa stille, som nogen Provindsby kan være en varm Sommereftermiddag. Der sees ingen Mennesker paa Gaden, Gardinerne i alle Husene paa Solsiden ere nedrullede, der er tomt i alle Boutikkerne; kun i enkelte staaer en Kjøber, som ikke har Lyst til atter at gaae ud i Solskinnet, og fører en langsom, venskabelig Passiar med Kjøbmanden eller Svendene, der finde det behageligt at staa lænet mod Disken og fra den mørke Boutik see ud i det varme Sollys uden at 4 anstrænge sig paa nogensomhelst Maade. Overalt Stilhed og Varme. Selv paa Jernbanestationen, Byens travleste Sted, staae Waggoner og Lokomotiver og gjennemhedes i rolig Uvirksomhed langsomt af Solens Straaler, en eenlig Banevogter stirrer fra et køligt Sted paa den af Varme dirrende Luft og henad Jernbaneskinnerne, der strække sig langt, langt ud i Skyggeløsheden, og paa hvilke det synes umuligt, at noget larmende, uroligt Tog skulde kunne lade sig see en saadan Eftermiddag. Overalt Stilhed og Varme, men meest stille og varmt er der dog paa den store, aabne Plads, hvor Domkirken ligger. Solen synes at have særlig Forkjærlighed for dette Strøg. De vældige Mure og de knejsende Taarne see saa kraftige ud i dens Lys, som om Aarhundrederne vare gaaede den ligesaa sporløst forbi som den lette Sky, der nu sejler hen over de slanke Spir, Kirkegaarden, hvis Muur begrændser den ene Side af Pladsen, bliver saa lys og solbeskinnet, som om det aldrig kunde være til Sorg for noget Menneske, naar dens brede Gitterport aabnede sig, men især ved den gamle Kapitelgaard, der, omgivet af store Linde, ligger ved den anden Side, synes det, som om Sol og Sommer have deres Yndlingssted. Solen kjærtegner de røde Mure med de takkede Gavle og den kraftige Vedbend, der ofte næsten tillukker Vinduerne, og hvert Træ og hver Busk i Haven synes at staa bedre end Træer og Buske i nogen anden Have i Byen.

Kapitelgaarden bestaaer af to Fløje. I den ene boer Kancelliraaden, der er Amtsforvalter og Bestyrer af Kirkens Formue, i den anden, der er bygget ud i Haven, er der for nogle Aarhundreder siden indrettet Fribolig for Enker efter Provster og Præster i Stiftet. Ligesaa venlig og lys som den gamle Gaard er at see til udefra, ligesaa hyggelig er den indenfor med sin fliselagte Forstue, sine brede Egetræes Trapper og store panelede Værelser.

I Stueetagen er Kancelliraadens Kontorer. De store Lindetræer udenfor lade kun enkelte Solglimt spille igjennem, og Bønderne, der komme for at betale Afgifter og Restancer og afgjøre deres øvrige Forretninger, finde Stedet i høj Grad køligt og tiltalende i Modsætning til Varmen, der hersker udenfor. Kancelliraaden og hans Skriver udgjøre hele Kontorpersonalet; der er vel normeret Gage for en Fuldmægtig, men 5 Posten er for Tiden ikke besat, thi den forrige Fuldmægtig er bleven forflyttet, og Kancelliraadens eneste Søn ventes først paa denne Dag hjem fra Kjøbenhavn, hvor han har taget den juridiske Embedsexamen. Den lille Vakance medfører iøvrigt ingen Ulemper, thi der er ikke meget at bestille, skjøndt Embedet er stort og godt. Kancelliraaden og Skriveren tale lidt med en eller anden Bonde, der kommer ind, skrive lidt, slaa lidt op i store og gamle Bøger og see meget ud af Vinduet paa den sollyse, blaa Himmel, der viser sig over Træerne, kortsagt, drive Forretningerne, saaledes som det er behageligt at drive dem en varm Sommerdag i et køligt Kontor.

Kancelliraaden er iøvrigt, hvad det Ydre angaaer, en lidt svær Mand med et godmodigt Ansigt og zirligt redte graa Haar, for det Indres Vedkommende en velvillig Flegmatiker, der holder Middelvejen i Alt. Han vil nødigt reent fordømme Nogen eller Noget, men søger altid at drage et undskyldende Moment frem, ligesom for at undgaae enhver ubehagelig Utilfredshed med Verden; paa den anden Side er det meget sjeldent, at han ubetinget beundrer Nogen eller Noget og derved anerkjender absolut Overlegenhed. Folk, som de ere fleest, er hans Ideal; han holder meest af at forestille sig Verden som fuld af skikkelige, respektable Mennesker, der ikke give hinanden meget at tænke paa, og det gjør ham oprigtigt ondt at høre tale om Andres Sorg og Ulykke, hvorfor han ogsaa ønsker at høre saa lidt af den Slags som muligt. Han bestyrer sit Embede tilfredsstillende, har aldrig faaet Næse af Ministeriet, staaer sig godt med Biskop og Stiftamtmand og meget godt med Amtmanden, med hvem han endog omgaaes, skjøndt han paa den anden Side er en meget yndet Selskabsbroder hos Kjøbmandsfamilierne i Byen. Som Politiker er han liberal, og endelig interesserede han sig paa denne Tid meget levende for Oldsager, Udgravninger o. s. v., stadigt i det Haab, at Kongen, der alt eengang havde undersøgt nogle Gravsteder i Kirken, skulde gjentage sine Forskninger. Naar han selv befandt sig i Kirken, forlod han den aldrig uden at have banket paa en eller anden Flise, skrabet lidt Kalk af paa Muren for at finde Freskomalerier eller paa anden Maade tilfredsstillet sin Længsel efter at gjøre et mærkeligt Fund, der kunde vække Opmærksomhed paa allerhøjeste Sted. Denne 6 Dag faldt ham lidt lang, thi han ventede jo sin Søn hjem fra Hovedstaden. Dennes Examen havde vel ikke, som Faderen udtrykte sig, faaet det »allerbedste« Udfald, men det var dog heller ikke gaaet daarligt. Sagen er, at han havde faaet anden Karakteer. Ulykken var imidlertid ikke stor, og det var ikke uden Grund, at Kancelliraaden saae Sagen i et bedre Lys end de fleste Fædre, især naar de ere Kancelli eller andre Raader, pleje at gjøre; thi der var al mulig Sandsynlighed for, at Sønnen nu strax kunde blive forsørget som hans Fuldmægtig og med Tiden, da han var et flittigt og ordentligt Menneske, blive hans Efterfølger i Embedet. Fruen havde vel undertiden, siden den Maaned, da Sønnen havde været næstøverst i sin Klasse, drømt om at see ham som en af Landets første Mænd eller ialfald som Etatsraad i Kjøbenhavn, men da hendes Mand ikke var utilfreds, meente hun heller ikke at burde være det og ilede nu rastløst om i Kjøkken og Spisekammer for at berede Alt til den festlige, lille Familiemiddag, som skulde modtage den Hjemkomne, og som derfor var sat til en noget senere Tid end ellers.

Kontortiden var endt, Skriverens stille Haab var gaaet i Opfyldelse, han var bleven indbudt til at deeltage i Middagen og ilede nu hjem for at meddele sin Moder, den gamle Skomagerenke i Strædet, den glædelige Nyhed og efter Evne smykke sig til Festligheden. Kancelliraaden skyndte sig at komme sin Kone til Hjælp med en Tjenstvillighed, der vidnede om, at han ikke uden Lyst deeltog i huuslige Sysler. Med Interesse forhørte han sig om Ændernes Tilstand, og om Jordbærrene vare plukkede af det rigtige Bed, og gik derpaa selv ned i den gamle, hvælvede Kjælder, hvor i svundne Tider den Viin var ældet, der havde kvæget tørstige Domherrer og Bisper, og hvor han nu udsøgte den lille Flok af Offere, der skulde forherlige Festen.

Med en vis højtidelig Følelse fremtog han af en Krog, hvori der laa to Flasker, den ene af disse. Det var en sjelden, gammel Madeira, de to sidste af et Dusin, han engang for mange Aar siden havde faaet som Foræring. Disse to vare alt for flere Aar siden lagte tilside til denne Dag, han skaanede dog nu den ene.

»Den gjemme vi til hans Forlovelse,« sagde han ved sig 7 selv, idet han med stille Glæde betragtede Flaskernes Ydre, hvor Støvet laa saa fast, at det neppe lod sig tørre af.

Med den Mands hele Alvor, der veed, hvorledes det skal være, forbød han Kokkepigen paa det Strængeste at tørre Flasken af, den skulde staae paa Bordet i sin graa Dragt som Midtpunktet i hele Anretningen. Han saae paa sit Uhr.

»Nu maa han snart komme,« sagde han til sin Kone, idet han gned sig i Hænderne, »det er dog en Lykke at faa sin Søn vel hjem, efterat et af de vigtigste Afsnit i hans Liv er endt, - Lad blot ikke Slikaspargeserne faae formeget Salt.«

Han gik ind i Spisestuen, for, inden han tog sin nye Frakke paa, at kaste et prøvende Blik paa Bordet. Dette Værelse var om Sommeren det bedste i Huset, højt, rummeligt og køligt, med mørke Paneler og Væggene beklædte med store, bibelske Stykker, alt ganske i samme Tilstand, som da det for hundrede Aar siden var bleven moderniseret. Det vendte ud mod Haven, hvor Solen skinnede stærkt og gjorde det grønne Viinløv, der hang om Vinduerne, halvt gjennemsigtigt. Bordet stod midt i Værelset og saae med sine Blomster, sin sneehvide Dug og sit gammeldags Sølvtøj saa indbydende ud, at Kancelliraaden ganske oversaae den eneste Person, der var i Værelset, en smuk, ung Pige, der stod i en af de rummelige Vinduesfordybninger med Ansigtet halvt vendt mod Lyset og betragtede de lette Skyer deroppe, bløde, lyse, bestandigt vexlende for Vinden. Hun vendte sig mod den Indtrædende og gik henimod ham.

»Goddag, goddag, Margrethe!« raabte han glad. »Er De allerede der? Kan De see, vi gjør Stads af vor Søn? De dejlige Blomster er vist fra Dem?«

»De ere fra Moders Have,« sagde den unge Pige.

»Jeg kan see det,« sagde Kancelliraaden, »de store Roser voxe kun paa Deres Espalier. Det var smukt af Deres Moder at spendere dem. Jeg veed, at hun holder ligesaameget Hævd over sin »Dronning Marie« som jeg over min gamle Madeira.«

»Saa maa Moder vel altsaa have meent, at der var ligesaamegen Grund for hende til at komme med sine bedste Roser som for Dem til at traktere med Deres bedste Viin.«

»See, det var et smukt Svar,« sagde Kancelliraaden muntert og tog hende i Haanden, »men, hvor De seer fiin og lys 8 og nydelig ud, og jeg er saa støvet, saa De næsten kunde blive smudsket paa Deres klare Kjole af at see paa mig. Deres Moder kommer vel strax? Naa farvel, farvel, jeg maa skynde mig op og faae min nye Frakke paa,« og han ilede ud af Døren.

Den unge Pige gik atter hen paa sin Plads, lænede sig til Karmen og saae opmærksomt paa de lette Skyer deroppe, bløde, lyse, bestandigt vexlende for den letteste Sommervind.

Hun og hendes Moder, Konsistorialraadinden, boede i den Fløj af Kapitelgaarden, som var indrettet til Fribolig, og hvor Konsistorialraadinden var en Art Abbedisse eller Forstanderinde. Hun havde som Følge heraf den bedste Lejlighed, lidt større Hævning end de andre Damer, og da hun tillige havde en Titel, en lille Formue, og hendes Mand havde været Provst ved selve Domkirken, hørte hun til Byens Patricierfamilier. Hun og hendes Datter udgjorde Kancelliraadens fortroligste Omgang og regnedes med til Familien. Den afdøde Konsistorialraad havde, som hans Enke undertiden lod sig forlyde med, »protegeret« Kancelliraaden og væsentlig bidraget til, at han fra at være Fuldmægtig hos Stiftsskriveren var bleven den Mand, han nu var. Det var en Selvfølge efter det nære Forhold, hvori de to Familier stode til hinanden, at den gamle Frue og hendes Datter skulde spise til Middag hos Kancelliraadens paa denne Dag.

Margrethe og den unge Kandidat havde været Legekammerater. Som Skoledreng havde han gjort hende Foræringer af de forskjellige Sjeldenheder, han erhvervede sig ved Kjøb eller egen Bedrift: Fuglereder, Segl, Salamandere og andre Naturmærkværdigheder. Som ung Student havde han bragt hende Glimt fra en anden Verden end den, der begrændsedes af Kapitelgaardens Mure, en Verden fuld af Liv og Bevægelse, som det var bleven ham forundt at betræde.

Døren gik op. Konsistorialraadinden traadte ind i sin sorte Atlaskes Stadskjole og med sit Strikketøj under Armen. Den gode Dame studsede ved at see sin Datter ene i Værelset og udbrød lidt fornærmet: »Man har nok ikke ventet os saa tidligt. Der er heller Ingen i Dagligstuen.«

»De vide vist slet ikke, at Du er kommen, Moder,« sagde Margrethe hurtigt, thi hun vidste, at hendes Moder var lidt 9 mere tilbøjelig til at blive fornærmet end til atter at blive forsonet.

»De havde dog al Grund til at vente os nu, Klokken er fire,« sagde Fruen endnu en lille Smule skarpere.

Til alt Held stak imidlertid Kancelliraadinden Hovedet og en med en Slev venskabeligt vinkende Haand ind ad den anden Dør.

»Bedste Frue,« bad hun indstændigt, »De undskylder nok, at jeg ikke kommer ind og tager høfligt mod Dem, men jeg tør ikke overlade Karen at stikke Bollerne paa Suppen, især naar De spiser hos os.«

»Siger Intet, min Bedste, siger Intet,« udbrød Konsistorialraadinden aldeles formildet, »jeg gaaer ind i Dagligstuen og venter.«

»Ja gjør det, saa er De sød,« og Hoved, Haand og Slev forsvandt atter af den ene Dør og den gamle Frue og hendes Datter af den anden.

Der blev stille i Huset, men kun et Øjeblik, da lød der raske Trin paa Trappen, Udraab og højrøstede Stemmer. Fruen uden Slev, hendes Mand med halvt paatrukken Frakke kom ilende ind i Dagligstuen, hvor allerede Konsistorialraadinden og hendes Datter havde modtaget den Ankommende. Ung, kjøn og livsglad stod han der i Stuen, en lille Smule Forlegenhed var udbredt over hans Ansigt, thi han vendte jo ikke hjem med det gyldne Skind, med første Karakteer, men, da han saae, at alene det, at han var kommet hjem, voldte saa stor Glæde - Kancelliraaden havde nemlig besluttet først senere paa Eftermiddagen at vise sin Misfornøjelse - begyndte denne Følelse hurtigt at forsvinde, og kun, naar han mødte Margrethes smilende Ansigt, vendte den pinlige Fornemmelse tilbage.

Saasnart der var bleven en Smule Stilhed i Stuen, begyndte han da ogsaa med en rask Beslutning paa en Udvikling af, hvor uheldig han havde været. Det hele havde været en ulykkelig Tilfældighed - han havde besvaret alle Opgaverne tilfredsstillende med Undtagelse af een, som han paa Grund af dens uheldige Affattelse havde misforstaaet. Som en Følge heraf havde han i dette ene Fag leveret en vel i og for sig meget rigtig, men ikke til det stillede Spørgsmaal svarende 10 Afhandling; man tillagde nu netop af en eller anden Grund, som han ikke forstod, dette Fag en særlig Betydning. Da han tillige paa Grund af sine Informationer, der stadigt faldt sammen med Forelæsningstimerne, ikke havde besøgt disse meget, frygtede han for, at denne Omstændighed ikke havde været uden Indflydelse paa den, som han selv maatte tilstaae, strænge Bedømmelse, der var bleven ham tildeel.

Denne lille biografiske Skildring havde al ønskelig Virkning, Margrethes venlige Øjne hvilede saa deeltagende paa ham, der efter de lange Aars Anstrængelser havde havt saa liden Løn, og Kancelliraaden, der ikke ønskede at forbittre sig noget Øjeblik af sit behagelige Liv med den Tanke, at Kjøbenhavns Universitet havde forurettet hans Søn, skyndte sig for tiende Gang at klappe ham paa Skulderen, idet han mumlede noget om, at hans Stilling dog maaskee alligevel kunde blive bedre end mangen Andens med bedste Karakteer, og ved sig selv tænkte, at han nu kunde fritage sig for den alvorlige lille Samtale om Examinens Udfald, Embedsexaminens Betydning o. s. v., hvorpaa han havde forberedt sig, men hvortil han ikke havde glædet sig.

Det bankede ærbødigt paa Døren, den unge Skriver traadte forlegent ind.

»De kommer lidt seent, Jensen,« sagde Kancelliraaden strængt, thi han havde dog endnu bevaret en ubestemt Trang til at vise sig lidt alvorsfuld i Anledning af den anden Karakteer.

Jensen, som havde staaet udenfor i et Kvarteer og banket afvexlende paa forskjellige Døre, men saa sagte, at Ingen kunde høre det, taug i en Tilstand af overvældende Forlegenhed.

»Maa jeg saa bede Dem tage Damer,« sagde Kancelliraaden, som ved den lille Udladelse fuldstændigt havde gjenvundet sit gode Lune, idet han bød Konsistorialraadinden den ene og sin Kone den anden Arm. Christian, den unge Kandidat, gik bagefter med Margrethe.

»De bliver straffet med ingen Damer at faae, Jensen,« raabte han godmodigt og gjengav derved denne sin Appetit til den flotteste Diner, han nogensinde havde bivaanet.

Det var et hyggeligt lille Familiegilde, der nu fulgte.

11

Gjennem de store, aabne Vinduer strømmede den friske Luftning fra Haven og Lindetræers og Syringers søde Duft ind i Stuen. Fruen var med Rette tilfreds med Madlavningens Udfald, som ikke lod der være det Mindste for Konsistorialraadinden at udsætte, og Kancelliraaden tænkte med Stolthed, at han kunde have budt baade Stiftamtmanden og Biskoppen af de Flasker, der prydede Bordet. Konsistorialraadinden udbragte den unge Kandidats Skaal, Kancelliraaden takkede og udbragte til Gjengjæld hendes og hendes Datters Skaal i et Foredrag, der i Korthed, men paa den mest glimrende Maade fremhævede hendes og hendes afdøde Mands Fortjenester af Samfundet. Han drak i sin Velvillie flere Gange et Glas med den unge Jensen, der herved gjordes saa dristig, at han begyndte at lee af Kancelliraadens Historier førend de Andre, og da dette ogsaa blev vel optaget, vovede sig til paa egen Haand at raabe Hurra efter Christians Skaal, ja omgikkes endog ligetil Maaltidets Slutning med dristige Planer om at udbringe Kancelliraadens Skaal.

Christian syntes ganske at have trøstet sig over den af det rets og statsvidenskabelige Fakultet lidte Forurettelse. Han saae meget dristigt ind i sin Borddames smukke, milde Øjne og endte Talernes Række med en Skaal for Kvinden, der indeholdt saa heldige Reminiscentser fra Studenterforeningen, at ethvert Spor af disharmonisk Misfornøjelse med den Afslutning, hans akademiske Løbebane havde faaet, derved udslettedes.

Han fik en Plads paa Faderens Kontor, hvorfra man haabede, at han ved Lejlighed og ved Amtmandens Velvillie skulde kunne glide ind i Fuldmægtigpladsen. Han havde selv egentligt ønsket at holde en lille Ferie, men, da han i Løbet af nogle Dage var bleven bekjendt med Forretningerne, renoncerede han villigt herpaa. I Virkeligheden vare disse heller ikke af anstrængende Natur. Den største Tid kunde han tilbringe med at læse Aviserne og anstille Betragtninger over, hvor langt mere behageligt det var at sidde roligt i den magelige Kontorstol end at færdes ude paa solrige Marker og skyggeløse Veje, som de Bønder gjorde, med hvem Kontoret havde sine fleste Forretninger. Han glædede sig tillige ret ved at tænke paa, hvorledes hans Ansættelse havde givet ham et 12 velkomment Paaskud til at unddrage sig fra Deeltagelse i en Fodtour til Jylland med nogle Universitetskammerater. Med Velbehag udmalede han sig i Kontorets kølige Skygger Billedet af, hvorledes de kæmpede sig frem i Solhede og tæt, stillestaaende Støv paa sandede Landeveje eller uendelige Lyngheder, hvor en Boeuf og en halv Bajer vare mange Mile borte, eller klattrede op ad Himmelbjerget, medens Thermometret stod paa + 30°. Der var endnu en Behagelighed ved Kontoret. Han behøvede kun at læne sig lidt tilbage paa sin Kontorstol, saa kom netop Konsistorialraadindens Vinduer indenfor hans Synskreds, Oftest saae han vel kun de hvide Gardiner og de blomstrende Rosentræer, men det var dog ikke sjeldent, at der ogsaa viste sig en ung, smuk Pige, hvis nydelige Figur endmere fremhævedes af den klare, lette Sommerkjole. Naar hun tog sit Sytøj og satte sig ved Vinduet, og maaskee af og til kastede et Blik over til Kontoret, da glemte han ganske Pantebøger og Jordskyld og kunde sidde længe med Blikket fæstet paa hende.

Medens udenfor Vinduet Lindenes Blade bevægede sig langsomt for Sommervindens Luftning, stege Drømme og Erindringer frem for ham.

Han tænkte paa sine Drengeaar, hvorledes han og Margrethe havde færdedes sammen i den store gamle Have, i Fællesskab besiddet og drevet en lille Parcel paa to Kvadratalen af denne og troligt deelt det Bytte, de gjorde af nedfalden Frugt, med hinanden. Senere, da han kom ind i Latinskolen, deelte han vel for en stor Deel med de andre Drenge den jomsvikingeagtige Foragt for »Piger«, som indtil Konfirmationsalderen er temmelig almindelig hos det stærkere Kjøn, og følte sig uendelig højt hævet over den lille, flere Aar yngre Pige, men han undlod dog sjeldent, skjøndt i en nedladende Tone, naar de om Eftermiddagen mødtes i Haven, at meddele, naar han havde »smurt« en anden Dreng, faaet Nul i Mathematik eller udført en anden lignende ungdommelig Heltegjerning. Og da blidere Følelser for Kvindekjønnet begyndte at gjennemstrømme det unge Bryst, og det opdagedes, at flere af Klassens Drenge vare poetisk begavede og besang Naturens Skjønhed, Efteraarets Pragt og ulykkelig Kjærligheds tilintetgjørende Virkning paa det menneskelige Liv, og nærede stille 13 Tilbøjelighed for unge Damer, hvis Vinduer de gik forbi paa Vejen til Skolen - da begyndte ogsaa Christian at betragte den smukke, lille Margrethe med andre Øjne end hidtil. I en fortrolig Time tilstod han for sin bedste Ven, der var i Kost hos en Bundtmager og leed af ulykkelig Kjærlighed til dennes rødkindede og rødhaandede Datter, at ogsaa han paa sin Side vidste, hvad Kjærlighed var, og leed Skinsygens Kvaler for en ung Soraners Skyld, en Søn af en i Stiftelsen boende Præsteenke, der var meget farlig paa Grund af sin blaa Uniform med Fønixknapperne, og om hvem Margrethe engang havde sagt, at han lignede Carl af Rise. Ja, en Dag i Sommerferien, da han havde en til Vished grændsende Formodning om, at denne og Margrethe havde kysset hinanden i Ribsbuskene, tænkte han endog for Alvor paa at slaaes med Drengen og blev strax samme Aften Digter, idet han forfattede et længere Kvad om en Ungersvend, der havde mistet Fader, Moder, Søster og Broder, og stod ganske alene i Verden, indtil han i Skoven mødte den dejligste Rose, hvilket Møde i høj Grad forbedrede hans sjælelige Tilstand, indtil det viste sig, at samme Rose en Aften i Maaneskin besveg hans trofaste Hjerte under Bøgenes Kroner, hvilket atter havde til Følge, at Alt omkring ham blev sort og mørkt, og Døden nærmede sig.

Denne Udgydelse reenskrev han paa et Stykke fiint Brevpapir, gjemte det nederst i sin Skuffe og tog i en ny fortrolig Time det bestemte Løfte, at Bundtmagerens Kostgænger, hvis Christian døde, skulde indfinde sig hos hans Forældre, forlange Nøglen til hans Kommode og brænde dette Papir uden at læse det.

Hans Tanker gik fra Drengeaarene til Tiden, da han blev Student. Han mindedes, hvor uendeligt eensom han i Begyndelsen følte sig i det nye Liv, dette nye Liv, der dengang forekom ham saa stort. Hans Tanker søgte da med Veemod hjem til den stille Kapitelgaard med dens bekjendte Ansigter, men det fejlede aldrig, at de da særligt dvælede ved en ung Pige, halvt Barn endnu, men allerede saa smuk - og naar i Studenterforeningen ved de lystige Sold Stemningen pludselig fik et heelt andet Anstrøg, medens de unge Studenter begejstret og længselsfuldt sang: »Sparsomt i Norden vi Blomsterne finde«, 14 da fremsteg bestandigt for hans Sjæl det samme Billed, og han sang Stroferne:

»Hende vi elske, mens Hjertet det slaaer,
Hende vi prise, mens Læben formaaer«,

med dobbelt Inderlighed.

Han mindedes, hvorledes han havde længtes efter den første Ferie, da han for sit Hjem skulde fremtræde i hele Glandsen som den vinge Student fra Hovedstaden med de nye Ideer og de nye Forestillinger, hvorledes han higede efter at meddele sig, efter at vise hen paa et Liv, de derude ikke kjendte, fortælle om de nye Forbindelser, han havde sluttet, Studenternes Lærdom og Betydning i Samfundet, og tillige erindrede han, hvorledes der ikke var Nogen, hvem han higede saameget efter at have til Tilhørerinde som Margrethe.

Hans Forventninger opfyldtes, han følte, at den unge Pige med de barnlige Forestillinger saae op til Studenten med det frie Blik paa Livet, der alt havde lært saameget og kjendte saameget til Verden. Alle de unge Kontorister og Handelsmænd med de store Hænder og de spraglede Halstørklæder forstod han ganske at stille i Skygge. Og da han vendte tilbage til Hovedstaden, syntes han, at han paa den ene Maaned var bleven dobbelt saa mandig som før, og han sang de to Strofer af den smukke Studentersang med en vis triumferende Sikkerhed.

Margrethes Billede var vedbleven at snoe sig gjennem hans Tilværelse, ikke med nogen stærk, betagende Lidenskab, men som en lys, velgjørende Erindring, som han stundom søgte med mere, stundom med mindre Trang.

Og nu - ja det var Hovedpunktet i hans Drømmerier: »Hvad nu?« -

Christian var imidlertid langtfra indskrænket til at see Margrethe fra Kontorets Vinduer. Hun og hendes Moder vare næsten daglige Gjæster ovenpaa, og han selv indfandt sig ogsaa hyppigt i Konsistorialraadindens Lejlighed eller i hendes private Lysthuus, hvor man i den varme Sommertid sad som i et af Husets Værelser.

Den gamle Frue holdt meget af af politisere, men hun kunde ikke faae sin Videbegjærlighed stillet hos Kancelliraaden.

15

thi denne, der hyldede Hegels Sætning: »Was ist, das ist vernünftig«, holdt meest af at tage Forholdene, som de vare, bryde sig saa lidt som muligt om, hvorledes de kunde være og burde være og saae Alt fra den lysere Side. Christian derimod interesserede sig som de fleste af hans Jævnaldrende meget for Politik, saameget mere, som den af dem, han fra Drengeaarene havde sluttet sig meest til, og hvem han ganske saae op til, Knud Sparre, var en meget ivrig Politiker. Det var derfor altid en stor Glæde for den gamle Frue, naar hun saae ham komme med »Dagbladet«, som han holdt for sin egen Fornøjelse, og som han hver Dag bragte hende.

Saa satte hun sig tilrette, skjød Brillerne fast og strikkede dobbelt saa ivrigt.

»Hvorledes gaaer det med den svenske Alliance?« eller »Hvorledes gaaer det med Dannevirkes Befæstning?« var gjerne det Spørgsmaal, hvormed hun modtog ham, thi det var just den smukke Sommer, da man drømte de lykkelige Drømme, anede, at noget Stort, Af gjøren de og Heldbringende laa ude i Fremtiden, da der var ligesom noget Vækkende i hele Luften.

»Ja, lad dem kun komme, disse Stortydskere,« sagde hun en Dag, da der var kommet Efterretning om, at Tydskland under Trusel af Forbundsexekution forlangte en ny Indrømmelse af Danmark, »lad dem komme til Dannevirke. Det er ikke for Intet, at de har saa travlt med at omtale den i deres tydske Blade og indrømme, at den ikke er til at spøge med. Der er høje, stærke Volde og dybe Oversvømmelser og over hundrede Kanoner staae der jo alt, gode danske Kanoner fra Linieskibene, som længes efter at komme med. Min Søstersøn, som har ligget i Lejr dernede, har givet mig en rigtig god Beskrivelse af, hvor stort og fortræffeligt Alt er.«

»Og den svenske og norske Hær maa De da ikke glemme,« lagde Christian til.

»Glemme den? Nej, ligesaalidt som de skulle glemme den, naar de engang have havt at gjøre med den. To Konger og tre Kongerigers Hær, der alle slaaes som een Mand, det er et Syn, som de Tydskere sjelden have seet. Vi skal feje dem ud, vi skal kaste dem hen. Havde jeg blot en Søn, som 16 kunde være med! Jeg føler paa mig selv, at han ikke vilde falde, men komme hjem med Sejr.«

Man hørte raske Skridt gjennem Haven, og en ældre Mand nærmede sig Lysthuset.

»Goddag, Hr. Overlærer,« sagde Christian, »saa tidligt paa Morgenstunden?«

»Ja,« sagde den Kommende, Overlærer Ludvigsen ved den lærde Skole, »jeg kommer for at fortælle store og gode Nyheder. Jeg har lige faaet Brev fra vor Rigsdagsmand, og han fortæller for ganske vist, at Alliancen med Sverrig er afsluttet og tiltraadt af Frankrig. Det gaaer efter al Sandsynlighed løs til Efteraaret. Det bliver store Dage for vort Fædreland.«

»Ja, tænkte jeg ikke nok, at vi vilde faae godt Nyt at høre idag?« sagde Konsistorialraadinden. »Jeg har kunnet føle det paa mig ligefra Morgenstunden.«

»Det glæder mig at skulle være den Første, som bragte Nyheden,« sagde Overlæreren. »Jeg var først ovre hos Kancelliraaden; jeg kunde ikke blive paa Skolen, men maatte ud med mine Nyheder, skjøndt det kun er et af de korte Frikvarterer, og det vil komme til at gaa ud over den latinske Stiil i sjette Klasse.«

»Det har jeg altid tænkt mig om Frankrig,« sagde Christian dybsindigt, »Napoleon maatte gjøre det, han fortsætter Onklens Traditioner og har blot ventet paa en Lejlighed til at gjengjælde Danmark den Troskab, det viste ham. Desuden vil han paa den Maade nemmest naae sit Maal, at faae Rhingrændsen.«

»Hør, veed De hvad, Hr. Ludvigsen, nu skal De sætte Dem ned, medens Margrethe henter Noget af min gamle Solbærrom, et Glas af den har De ærligt fortjent.«

»Nej Tak, Frue, De maa undskylde, jeg tør ikke blive længere fra Drengene, den halve Time ef alt gaaet. Hvis Skolen skulde faae Lov i Anledning af Nyheden, kommer jeg igjen.«

»Gud veed, om Ludvigsen dog havde Ret,« sagde Christian atter eftertænksomt, da den Omtalte var ilet bort til den latinske Stiil. »Det lyder mig dog noget usandsynligt.«

»Troer Du det nu ikke?« sagde Konstiorialraadinden. »Det lader saa tvivlraadigt og ubestemt, det var Eet, og dernæst skal et ungt Menneske altid troe det Bedste. Hellere stole for- 17 meget paa det Gode end for lidt. Det vilde jeg have lært min Søn, havde jeg havt nogen.«

»Men det nytter dog heller ikke at hengive sig til falske Illusioner,« svarede Christian lidt overlegent, »og naar man erkjender, at det ingen Sandsynlighed har for sig, at Frankrig skulde hjælpe os, hvorfor skal man saa ikke udtale sin Erkjendelse? Man maa tage Forholdene, som de ere.«

»Det lyder nu saa klogt,« sagde Fruen, »men tænkte Alle saaledes, hvordan troer Du saa det gik i Verden? Vi bleve Pjalte Allesammen.«

Margrethe, som hele Tiden havde siddet fordybet i sit Arbejde uden at skjænke den politiske Samtale nogen Interesse, saae halvt forskrækket op.

»Men De misforstaaer mig virkelig aldeles,« sagde Christian fornærmet.

»Naa ja, ja, det komme vi nok ud af,« sagde den gamle Frue, »Du er jo ellers en flink Fyr, og den Dag, Du kommer og siger: Nu er Krigen begyndt og nu rejser jeg til Dannevirke, blive vi nok enige, enten saa Frankrig er med eller ikke. Vi skal forsyne Dig godt med Uldent, baade Trøjer og Strømper og sende Dig alle gode Sager over.«

»Jeg tænker ogsaa nok, vi tilsidst komme ud af det,« sagde Christian, »foreløbigt skal jeg paa Kontoret, jeg har meget travlt idag.«

Og dermed gik han sin Vej; men det nagede ham, at Margrethe havde hørt sin Moder sige om ham, at dersom Alle tænkte som han, bleve vi Pjalte Allesammen.

Det var nemlig gaaet op for ham, at han virkelig elskede Margrethe. Han følte vel ingen særlig Trang til at betragte Maanen, naar den skinnede over Domkirken, eller anstille andre astronomiske Observationer. Han hengav sig ikke til metriske Øvelser eller eensomme Spadseretoure og betragtede ikke Blomster, Træer og Lysvirkninger i Landskabet paa nogensomhelst anden Maade end tidligere, men han befandt sig altid meget vel i Margrethes Selskab, savnede hende, naar han ikke var sammen med hende, og forestillede sig det som en overordentlig behagelig og lykkelig Tilstand at være forlovet eller gift med hende. I den smukke lille By med Skov og Sø, hvor Vinter og Sommer, Foraar og Efteraar skiftede 18 saa fredeligt, og det ene Aar gik ligesaa roligt hen som det andet, skulde Livet glide hen i hyggelig Fred, i behagelig Stilhed.

Han var ikke urolig for, hvad Svar Margrethe vilde give ham, men længtes dog meget efter en Afgjørelse. Vel havde han besluttet ikke at forlove sig, før han var bleven Fuldmægtig, men paa den anden Side følte han dog en Trang til at udtale sig, til paa en Maade forud at faae Forholdet stiltiende ordnet og sikkret. Det var imidlertid vanskeligt for ham at faae Lejlighed til saaledes at antyde sine Følelser. De saaes vel ofte, da de næsten levede som i een Familie, men netop af denne Grund saaes de ogsaa meget sjeldent uden Vidner, og naar de endelig et sjeldent Øjeblik mødtes alene, var Forholdet mellem dem altid undergaaet en eller anden let Forandring, og Margrethe lidt mere fremmed og tilbageholdende ligeoverfor ham end ellers.

En Formiddag sad hun alene i det store Lysthuus og syede. Som det ofte var Tilfældet, indfandt Christian sig lidt efter aldeles hændelsesviis. Margrethe blev lidt rød, da han nærmede sig og sad en lille Smule længere, end det var naturligt, inden hun mærkede, at han kom, men sagde dog meget roligt sit »Godmorgen«.

Christian blev staaende ved Indgangen til Lysthuset, han vovede ikke at sætte sig ved hendes Side, thi der var kun et saa lille Stykke tilovers af Bænken, at han var kommen hende meget nær, hvis han havde sat sig ned.

En ligegyldig Samtale begyndte, men Replikerne faldt meget langsomt. Man hørte i længere Mellemrum ingen anden Lyd end den eensformige Summen af Insekter, som dandsede om i Solskinnet. Margrethe undgik saa meget som muligt at møde Christians Blik, der ufravendt var hæftet paa hende. Christian vidste neppe, hvad hans Læber halvt mekanisik sagde, Margrethe følte langsomt Rødmen stige op i sine Kinder og sin Forvirring voxe og samlede kun med Møje sine Tanker til Svar.

Han havde en Stok i Haanden og tegnede med den i Gangens Sand og i det lille Bed udenfor Lysthuset. Han saae en lille, uanseelig Plante i det, tankeløst rev han den op.

19

»Men, Christian, hvad gjorde Du?« raabte Margrethe forskrækket.

»Hvad er det?« spurgte han.

»Aah, det var forresten Intet,« sagde hun, »det var en lille Plante, som jeg fik af gamle Kirstine, min Amme, sidste Gang, jeg besøgte hende. Hun sagde, det var en Lykkeurt, en lille, sjelden Blomst, hun havde funden i sin Have ved Nymaane. Den viser Menneskets Skjæbne; naar den trives godt, bliver den lykkelig, som har plantet den. Du veed nok, at hun er meget overtroisk og troer paa Eliefolk og kan see Bakkepigen sidde ved Galgebakken; jeg troer naturligvis heller ikke paa, hvad hun siger, men tog Blomsten for ikke at støde hende og plantede den der.«

»Jeg synes, at der har staaet en Rosenbusk før,« sagde Christian.

»Det har der ogsaa,« sagde Margrethe forlegent, »men den har jeg taget op. I Begyndelsen stod den lille Plante kun daarligt, jeg vilde prøve, om jeg dog ikke kunde faae den til at trives, og tog Rosenbusken op, fordi den tog Solen fra den. Det hjalp ikke; men paa eengang kunde jeg see, at den slog Rod og begyndte at voxe. Det var blot derfor, jeg blev bedrøvet, da Du rev den op.«

»Det gjør mig meget ondt,« sagde Christian med et saa ulykkeligt Ansigt, at Margrethe kom til at lee deraf. Han tog forsigtigt den lille Plante op fra Jorden og undersøgte dens Tilstand; men der var intet Haab om, at den vilde trives. Rødderne vare revne heelt af. Om Eftermiddagen bragte han det smukkeste Rosentræ, han havde kunnet opdrive i Byen, og plantede det i Lykkeurtens Sted, men det forekom ham dog til Trods for Margrethes venlige Tak, at han ikke ret havde gjort sin Forseelse god. Hun og hendes Moder stode just i Begreb med at spadsere ud tilligemed en af de gamle Damer, der boede i Klosterfløjen, og han bad om at maatte ledsage dem.

Byens Omegn var dejlig, med Skov og Sø og hjemlige Marker. Alt var dobbelt dejligt i den sildige Eftermiddagstime.

Nær Byen laa store Skove. I Udkanten af disse, rundt omgivet af høje, kratbevoxede Skrænter laa en gammel Vandmølle.

20

Beliggenheden var underlig romantisk. Det var et af de Steder, som den, der seer det første Gang, altid synes, at han har kjendt tidligere og bevaret i en dunkel Erindring. I de Dage, da den lille By var en mægtig Stad, da stolte Riddere og skjønne Damer færdedes i den, da Ridderborgen endnu knejsede paa den store Bakke ved Søen, hvor de røde Stene hvert Aar bøje Plougjernets Kanter, da lystige Jægerskarer med klingende Horn jagede Vildtet i de vidtstrakte Skove, da havde den skjulte Vandmølle været paa sin Plads, og Møllerens Datter havde vel fra Dybet seet op efter de forbifarende, lystige Jægere med de vajende Fjedre og de prægtige Dragter og maaskee mødt en af dem om Aftenen, naar Skyggerne faldt paa over Skovene og laa dobbelt skjulende over Møllen og de hvidskende Træer omkring den.

Nu laa den der skjult og stille, som om Tiden var gaaet fra den, halvt ubeboet, thi Skovbækkens Vand flød ikke længere rigeligt, dens Ejer passede kun daarligt sin Forretning og var ofte hele Uger borte, og Alt stod da lukket og øde, smuldrende langsomt hen med mangen ituslaaet Rude og enkelte Huller i Taget. Der herskede altid en særegen Stilhed over Stedet; dobbelt eensomt var der, naar Møllen ikke var igang, og Vandet eensformigt rislede afsted.

Oppe paa en af Skrænterne stod en Bænk, Træerne i den smalle, tilgroede Have havde man næsten ved sine Fødder. Her satte man sig et Øjeblik til Hvile. De to ældre Damer talte om Aftenens Skjønhed og Aftenluftens Farlighed og rejste sig snart for at gaae videre. Christian og Margrethe bleve siddende og betragtede Lysets Spil paa Træerne.

»Jeg kunde godt lide at boe i den Mølle, skjult og stille,« sagde Christian.

»Jeg ogsaa, naar, jeg veed ikke ret, hvorledes jeg skal udtrykke det, naar jeg først havde levet noget i Verden,« svarede Margrethe.

Han saae lidt forundret paa hende, ikke saameget over det Anstrøg af »Føleri«, som var udbredt over denne Yttring, som mere over det Blik, den lod ham kaste i hendes Tankegang. Hun var ellers altid saa underlig taus og tilbageholdende, og hendes Tanker vare en lukket Bog. Var det Aftenens drømmende 21 Skjønhed, der nu aabnede Sjælen, eller var det noget Mere?

»Men see,« udbrød hun pludseligt, »der paa Vandledningens Kant ligeved Hjulet, i Sprækken, troer jeg virkelig, at den samme Blomst staaer, som gamle Kirstine sagde, var en Lykkeblomst.«

Christian saae derhen. En stor, gammel Træledning førte den forbiløbende Bæks Vand fra Skrænten over et Stykke af den dybt liggende Have til Møllehjulet. Forskjellige Planter spirede frodigt i dens Revner, og blandt dem stod virkelig nogle, der ganske lignede den lille, tykbladede Plante, han havde ødelagt om Formiddagen. Rask sprang han op, svang sig over Stakittet, der var sat ved Skræntens Rand og traadte ud paa den glatte Vandledning. Den var bred nok til, at man kunde gaae derpaa, men der var en Afgrund - rigtignok af de smaae, til begge Sider.

»Hvor vil Du hen?« raabte Margrethe forfærdet.

»Jeg henter Lykkeblomsten,« svarede han.

»Nei, Du maa ikke, jeg vil ikke have det, Du kan falde ned.«

»Jeg vil gjøre godt igjen, hvad jeg forbrød iformiddags,« sagde han og gik langsomt et Par Skridt videre. Det saae virkelig farligt ud.

»Vend om, jeg beder Dig derom,« raabte Margrethe.

Der var Noget i den Tone, hvormed hun talte, som et Øjeblik lod Christian føle, at han kunde have vovet sit Liv for at skaffe hende Blomsten, men han vendte om.

»Det var smukt af Dig, at Du var saa lydig,« sagde Margrethe efter et Øjebliks Taushed.

De gik bort fra den skovomhegnede Vandmølle, som svøbtes i Aftenens drømmende Skygger, og ud paa den lyse, brede Vej, der førte til Byen, og paa hvilken de to ældre Damer saaes et Stykke iforvejen.

Sommeren leed mod Enden. En smuk Eftermiddag i Begyndelsen af September sad Kancelliraadens Familie og Konsistorialraadinden og hendes Datter i det store Lysthuus i Haven og drak Kaffe.

22

»Jeg holder meget af Naturen,« sagde Kancelliraaden, »Maden smager allerbedst i den friske Luft mellem Blomsterne og de prægtige, grønne Træer.«

»Ja, det er ganske sandt,« sagde Christian, idet han pustede Røgen fra sin Cigar ud i en lang Stribe, afbrudt ved kunstige Ringe, »see nu ogsaa, hvor Røgen seer dejlig blaa ud i Solskinnet. Det var et udmærket Indfald af Moder, at vi endnu engang skulde spise hernede. Moder har altid saadanne udmærkede Ideer.«

Fruen smilede veltilfreds over den Roes, som blev hende tildeel og udbrød, henreven af Nydelsen af at være populair: »Skal der være Gilde, saa lad der være Gilde. Jeg har lige faaet en Søsterkage fra Bageren, som egentlig skulde have staaet til iaften, naar Overlærer Ludvigsen kommer, men nu foreslaaer jeg, at vi selv spise den, medens den er ganske frisk.«

»Det gjør vi, Kone,« sagde Kancelliraaden, »jeg er en god Ægtemand, jeg holder meget af Kager,« og han tog sin Kone om Livet og gav hende et hjerteligt Kys.

Søsterkagen kom og gjorde almindelig Lykke. »Jeg har selv lagt Dejgen,« bemærkede] Fruen i Parenthes til de begejstrede Udbrud, der ledsagede dens Nydelse.

»De laver udmærket Mad,« sagde Konsistorialraadinden afgjørende.

At lave udmærket Mad var efter Kancelliraadindens Overbevisning Højdepunktet af kvindelig Fortræffelighed, og Lovtalen var dobbelt kjærkommen, fordi den kom fra en anerkjendt Autoritet i disse Sager. Havde det været muligt for hende at udfinde Noget, der kunde kildre Ganen efter Kaffe og Søsterkage, havde hun offret det, men der var Intet, og hun maatte nøjes med i sit stille Sind at overveje, hvormed hun skulde glæde Selskabet til Aften. Samtalen drejede sig imidlertid stadigt om Søsterkage, og Alle deeltoge med Interesse i den, med Undtagelse af Margrethe, som var ivrigt beskjæftiget med at lokke nogle Spurve nærmere og nærmere ved Hjælp af Krummer, som hun strøede paa Jorden.

Spurvene svirrede bort, Samtalen om Søsterkage standsede, et ungt Menneske, klædt i en eensfarvet, elegant Sommerdragt stod hilsende i Indgangen.

23

»Knud Sparre!« raabte Christian glad. »Hvor kommer Du fra?«

»Jeg havde et Par Timer til at blive her i Byen og vilde benytte Lejligheden til at hilse paa Dig og tillige paa Din Familie, som jeg ikke har seet, siden jeg var Dreng.«

»Tak skal De have, Hr. Sparre, det var smukt af Dem,« sagde Kancelliraaden med sit eleganteste Buk, thi den unge Mand, Christians Ven, var nok Opmærksomhed værd, hans Onkel, Kammerherren, var en af Omegnens Notabiliteter.

Den nysankomne Gjæst fik strax en Plads ved det hyggelige Kaffebord og modtog en Kop under mangfoldige Undskyldninger for Drikkens Beskaffenhed. Han var kommen til Sæde ved Siden af Margrethe. De kjendte hinanden fra Børneaarene, fra hvilken Tid Margrethe dog ikke bevarede nogen meget venskabelig Erindring om sin Sidemand, som havde drillet Christian meget med hans kvindelige Legekammerat og bestemt fordret hende udelukket fra en Fæstning, man havde opkastet ude i Skoven, og hvor Klassens Drenge ofte bivouakerede hele Eftermiddagen til stor Skade for de Videnskaber, de skulde dyrke den næste Formiddag. Det var, ligesom Erindringen om dette barnlige Fjendskab lagde sig over Margrethe og gjorde hende endnu mere forlegen, end hun ellers vilde have været ved at see en fremmed, ung Herre tage Plads ved hendes Side, saa nær, at hun stadigt maatte vogte sig for at komme til at berøre hans Arm, thi Pladsen ved Bordet var knapt tilmaalt. Hun vovede neppe at slaae Øjnene op og bed sine smukke Læber som en forlegen Skolepige. Havde hun dog blot den yderste Plads, men nu var det ikke muligt at slippe ud uden at komme forbi ham.

Knud Sparre, som neppe havde bevaret nogen Erindring om de ungdommelige Uenigheder, kastede af og til et stjaalent Blik paa sin smukke Naboerske. Samtalen gik livligt og muntert ved Bordet. Sparre var en ung Verdensmand, vant til at bevæge sig i forskjellige Forhold, og forstod strax, skjøndt maaskee paa en lidt overlegen Maade, at gjøre sig hjemme i den lille Kreds, men det vilde ikke lykkes ham at drage Margrethe ind i Samtalen. Han maatte nøjes med fra Siden at bemærke, hvor blødt og fiint hendes Kind rundede 24 sig i det indfaldende Lys, og hvor smuk den lille Haand var, som forlegent snoede Livbaandets Ender, men det vilde ikke lykkes ham at vinde et eneste Blik.

Han blev dobbelt veltalende. Han havde rejst endeel og seet meget, han var vant til at færdes i hine Kredse, fra hvilke en lille Skildring bliver dobbelt interessant alene paa Grund af sin Oprindelse, navnlig glædede det Fruen at høre Kammerherrens paa Sparresholm blive omtalt som en ganske almindelig Familie af en Gjæst ved hendes Bord. Det var, som om de Alle hævedes til en højere social Stilling. Det faldt ham ogsaa let at fængsle det øvrige Selskab, og man rejste sig meget veltilfreds fra Kaffebordet.

»Hvor længe bliver De her i Byen, Hr. Sparre?« spurgte Fruen.

»Jeg tænker paa at anbefale mig om et Par Minutter,« var Svaret, »jeg vil tage en Vogn paa Gjæstgivergaarden, hvor mit Tøj staaer, for at komme til Sparresholm i lidt god Tid, min Onkel gaaer helst tidligt i Seng.«

»Jeg havde haabet, at De maaskee vilde have overnattet her og saa taget tiltakke hos os, men jeg tør naturligviis ikke rivalisere med Kammerherrens herskabelige Huus,« sagde Fruen.

»Ja, hør,« sagde Christian, »idag overgaaer Moder sig selv med gode Ideer, bliv her iaften, saa gaae vi, Du, Margrethe og jeg en Tour og besøge de gamle Steder, hvorom vi nu talte, og iaften faae vi os en hyggelig Aftenpibe og en Toddy paa mit Værelse, og jeg slipper for at sidde paa Kontoret imorgen Formiddag,« føjede han hvidskende til.

Sparre lo: »Jeg takker, Du skildrer Tilværelsen her saa behageligt, at jeg ikke kan modstaae, jeg vil da tillade mig at tage mod Deres venlige Tilbud.«

Septembersolen spillede saa lyst og varmt i Haven, som om det var Midsommer, den skinnede paa Blomster og farverigt Løv og den muntre Klynge, men meest paa de tre smukke, ungdommelige Ansigter. Der var noget Festligt ved hele Scenen.

»Lad os saa gaae en Tour,« sagde Christian, »Du følger os nok, Margrethe.«

»Vi Ældre gaae ogsaa med,« sagde Konsistorialraadinden 25 lidt stødt, inden Datteren kunde faae Tid til at svare, thi hun syntes ikke om, at Christian uden videre disponerede over den unge Dame. Man begyndte da at deliberere om, hvilken Vej man skulde vælge. De Ældre vilde helst slippe lidt nemt. »Ikke ad Skovmøllevejen,« sagde Kancelliraaden, »det er ikke andet end Bakke op og Bakke ned.«

»Det er jo den allersmukkeste Vej,« udbrød Margrethe halvt uvilkaarligt.

»Jeg tilstaaer oprigtigt, at jeg ikke husker, hvilken Vej det er, der har det Navn,« sagde Knud Sparre, »men efter den Anbefaling, Frøkenen giver den, vil jeg ubetinget stemme for den.«

Margrethe syntes aldeles ikke at have lagt Mærke til disse Ord, thi hun vendte sig om mod Christian og tiltalte ham.

Pludselig afbrødes imidlertid Samtalen, det var bestemt af Skjæbnen, at der skulde komme fornemme Fremmede idag, en af Tjenestepigerne kom aandeløs farende hen til Lysthuset:

»Amtmanden er der, Herre! Han kommer lige efter mig.«

Og i Virkeligheden saae man ved en Omdrejning af Gangen en ældre, noget svær Herre nærme sig Selskabet med en værdig, rullende Gang. Alt kom i Bevægelse, Kancelliraaden ilede sin høje Foresatte imøde, øjensynligt trykket ved Bevidstheden om sin Hjemmefrakke og Pibe, som han forgjæves havde søgt at stikke Konsistorialraadinden i Haanden. I en dunkel Følelse af, at der var noget Vanærende forbundet med at blive grebet af en Kammerherre og Amtmand i at drikke Eftermiddagskaffe, bestræbte Fruen sig for saavidt muligt at skjule det dækkede Bord for den Kommendes Blikke og flyttede som en Forholdsregel i denne Retning Kaffekanden fra Bordet ned paa Bænken. Christian, i hvis Hjerte den studentikose Ligegyldighed for Adel, Titel og Rang kæmpede med Fuldmægtigaspirantens Ærbødighed for en Amtmand, fulgte langsomt og forlegent sin Fader. Konsistorialraadinden havde for levende Bevidsthed om den Stilling, hun var berettiget til at indtage blandt Egnens Honoratiores, til at ville trække sig tilbage, før Amtmanden havde sagt hende nogle forbindtlige Ord, og vægrede sig derfor ved at følge sin Datters Opfordring til at forsvinde ad Sidegangen.

26

Den Eneste, der forblev i uforstyrret Besiddelse af sin Sindsro, var Knud Sparre, og som han stod der ganske roligt, bestræbende sig for at undertrykke et let Smiil ved at se sin Vens Debut som Embedsmand, var det første Gang, det lykkedes ham at opfange et Blik af Margrethes smukke Øjne, ja den lette Ironi, som spillede om hans Mund, fremkaldte endog et besvarende Smiil fra hende.

Amtmanden hilste paa Damerne med megen Høflighed og paa Knud Sparre med en Ligemands Venskabelighed. Fruen følte, at hans Nærværelse som Familiens Gjæst til en vis Grad neutraliserede Kaffebordets fornedrende Virkning.

»Charmant lille Bondepige, der lukkede mig op, Kancelliraad,« sagde Amtmanden spøgende, idet han strøg sine zirligt friserede og pomadiserede graae Haar frem. »Man seer, Deres Kone stoler paa Dem og paa sin Hr. Søn.«

Konsistorialraadinden begyndte at see lidt betænkelig ud, thi Hs. Højvelbaarenhed var bekjendt for at være Ynder af en lidt slibrig Konversation.

»Skal vi gaae op og faae et Glimt at see af hende igjen og snakke lidt om Fæstebønderne i Tyrsbæk, der er den egentlige Grund til mit Besøg idag? Damerne undskylde os et Øjeblik,« og hermed fjernede den store Mand sig, førende Kancelliraaden med, der stadigt var under Trykket af den gamle Frakke og Piben, og en Byrde lettedes fra de fleste Tilstedeværendes Bryst.

Christian ophører at være Fuldmægtigaspirant, leer hjerteligt ved Synet af den skjulte Kaffekande og forfærder sin Moder ved at paastaae, at Amtmanden godt saae den hele, underfundige Transaktion. Fruen seer i Aanden, hvorledes hendes Kaffekande vil gjøre Runden ved alle Amtets Middagsselskaber i de første Maaneder, og er Fortvivlelsen nær, indtil Christian beroliger hende med den Forsikkring, at Amtmanden umuligt kan have opdaget corpus delicti, da Konsistorialraadinden hele Tiden har staaet foran det, og hun faaer da Ro til at koncentrere alle sine Tanker paa de gastronomiske Forholdsregler, som det vil være 27 nødvendigt at træffe, hvis Amtmanden forbliver der om Aftenen.

Spadseretouren blev foreløbigt opgivet eller ialfald indskrænket til Havens Omraade. Knud Sparre bestræbte sig stadigt for at indlede en Samtale med Margrethe, hvis smukke, barnlige Ansigt i høj Grad tiltalte ham, men hans Bestræbelser havde kun lidet Held, om det nu var fordi Erindringen om den Uvillie, hun som Barn havde næret mod ham var saa levende eller, fordi hun var bange for, at han gjorde Nar af den lille Kjøbstaddame og ret vilde vise hende sin Overlegenhed. Hun svarede ham kort og adspredt og blev mere og mere forvirret, og da hun tillige havde en Følelse af, at hendes Forvirring netop morede ham og gjorde ham mere livlig og talende, gik hendes Uvillie mod ham næsten over til en Følelse af Had. For dog at vise, at hun ikke var den Tosse, han maaskee havde antaget hende for, og at det blot var ligeoverfor ham, hun var saa taus og tilbageholdende og maaskee tillige for at vise den Indflydelse, hun paa sin Side kunde udøve, vendte hun sig ganske til Christian og begyndte med denne en livlig Samtale om forskjellige huslige Smaabegivenheder, for hvilke den Nysankomne var ganske fremmed.

Knud Sparre mærkede Hensigten og begyndte nu paa sin Side at angribe Christians Opmærksomhed, og med afgjort Held. Denne havde i Virkeligheden for Øjeblikket saa megen Lyst til at faae sig en gemytlig Passiar med sin gamle Kammerat, at der kun behøvedes en let Opfordring til at gjøre ham ganske til Øre for, hvad der blev sagt fra hiin Kant. Det lykkedes ogsaa Knud at drage Konsistorialraadinden med ind i Samtalen.

Kanoelliraadindens Tanker dvælede udelukkende ved Muligheden af at erhverve en Kalkun for det Tilfælde, at Amtmanden vilde blive om Aftenen, og hun forlod tilsidst i sin pinlige Uro Selskabet og begav sig op til Huset. Margrethe saae med Beklagelse og Uro, at hun rejste sig, thi nu vilde hun blive den eneste Tause i Kredsen. Imidlertid indfandt de forventede Gjæster sig, Overlærer Ludvigsen og hans Kone, hvem Fruen havde sendt ned til de Andre i Haven med den Trøst, at hun selv kom »strax«. Overlæreren 28 blev meget glad over at træffe Knud Sparre, hvem han erklærede for at have været en af hans flinkeste Historikere. Margrethe hilste meget koldt paa Hr. Ludvigsen efter denne Erklæring.

Overlæreren var forresten Konsistorialraadindens Yndling. Han var en af Byens ivrigste Politikere, stillede og anbefalede Byens Kandidat ved Valghandlingerne, skrev i Byens Avis mod Bondevennerne og spillede i det Hele en Rolle, som Byens Borgermester undertiden fandt at være altfor meget en Hovedrolle, da den ikke beroede paa kongelig Udnævnelse.

Der udspandt sig nu en meget livlig, politisk Samtale. Overlæreren havde adskillige Punkter, over hvilke han i længere Tid havde tænkt og samlet Stof til Udtalelser, og som han nu kunde faae drøftet med Sparre, der var godt inde i Forholdene, og tillige kjendte flere af de ledende Personligheder og kunde give smaa private Meddelelser om dem, som det var Hr. Ludvigsen en sand Nydelse at erholde til videre Disposition. Engang imellem kastede Sparre et Blik hen til Margrethe, der sad aldeles tilovers og lod, som det interesserede hende i høj Grad at faae Ribberne løste af Lindebladene. Det blev imidlertid temmelig køligt, Mørket faldt stærkt paa, og man mindedes om, at Sommeren var forbi. I en livligt samtalende Gruppe begav man sig op til Huset. Margrethe gik bagefter og rev Bladene af de Buske, hun kom forbi. Pludselig vendte hun om, gjorde nogle Skridt tilbage, men gik da atter hen til de Andre.

»Har Du glemt Noget, Margrethe?« spurgte hendes Moder.

»Ja, mit Sytøj.«

»Og tør formodentlig ikke alene gaae tilbage og hente det.«

»Jo, jeg tør,« sagde Margrethe med en Stemme, der rystede af tilbagetrængt Graad over, at hendes naragtige Frygt saaledes var bleven omtalt for Selskabet, og gik rask tilbage.

Knud Sparre havde hørt Samtalen og fulgte hende, medens de Andre langsomt gik videre. Margrethe, som hørte, 29 at Nogen gik bagefter hende, troede, det var Christian, og gik rask videre; Sparre naaede hende først ved Indgangen til Lysthuset. Haven var tæt bevoxet og Skumringen der derfor dobbelt stærk, men da han stod ved Siden af hende, gjenkjendte hun ham dog strax.

»Er det Dem?« udraabte hun halvt forskrækket, idet hun standsede.

»Blev De bange for mig?«

»Nei, De maa ikke troe, at jeg er saa barnagtig, som Moder vilde gjøre mig til. Vil De ikke gaae tilbage til de Andre. De maa ikke ulejlige Dem for min Skyld.«

»Jeg vender aldrig om paa Halvvejen,« sagde Knud Sparre spøgende, »end sige, naar jeg staaer saa nær ved Maalet.«

Man hørte, hvorledes Laagen i den anden Ende af Haven faldt i efter de Andre.

»Vil De tage Sytøjet, det ligger derinde paa Bænken,« sagde Margrethe hurtigt.

Han gik derind, og hun ilede bort i største Hast. Da han kom tilbage, saae han til sin Forundring, at hun var borte, og skimtede hendes lyse Kjole langt oppe i den mørke Gang. Rask ilede han efter hende. Hendes hurtige Gang blev til iilsomt Løb, men han naaede hende dog, inden hun var kommet mere end Halvvejen til Huset, nu vilde Margrethe have givet Alt til, at hun ikke havde forsøgt at løbe fra ham.

»Hvorfor flygtede De for mig?« spurgte han alvorligt.

Margrethe vilde svare, men den længe tilbagetrængte Graad brød i det Samme saa voldsomt frem, at hendes hele Legeme rystede derved. Knud Sparre blev aldeles forbauset. Han havde vel en Følelse af, at han havde hævnet sig i Løbet af Eftermiddagen for den Maade, hvorpaa hun havde tilbageviist hans Forsøg paa Tilnærmelse og af, at han havde stillet sig i et særegent Forhold til den unge Pige; men dette voldsomme Udbrud overraskede ham dog i høj Grad. Hendes Bevægelse var saa stærk, at det ikke var muligt for ham at lade, som om han ikke bemærkede den.

»Er De ikke rask, Frøken?« spurgte han saa roligt og 30 ærbødigt, at allerede hans Stemmes Klang øvede en velgjørende Indflydelse paa Margrethe.

»Jeg har en stærk Hovedpine,« sagde hun. »Nej, det er ikke det,« afbrød hun sig selv, »men Moder har Ret, jeg er meget barnagtig.«

Efter denne aabne Tilstaaelse, som nu syntes at gjøre ham til den Forlegne, gik de roligt ved Siden af hinanden.

»Jeg beder Dem tilgive mig, hvis det er mig, som .... hvis jeg har .... har forskrækket Dem ved at løbe saa hurtig efter Dem. Jeg vilde ikke lade Dem gaae alene.«

»Jeg er virkelig ikke vred paa Dem, det er der jo aldeles ingen Grund til. Vil De blot love mig, ikke at ansee mig for et reent Barn,« føjede hun sagtere til, »og heller ikke fortælle Noget til de Andre.«

Han kunde høre paa Stemmen, at hun smilede ved de sidste Ord.

De havde nu naaet Havelaagen.

»Giv mig Deres Haand paa, at vi ere Venner,« sagde han.

Uden at svare, rakte hun ham sin lille Haand og mødte hans Blik; de smilede begge.

»Sig, at jeg kommer strax,« sagde hun og ilede derpaa op til sin Moders Lejlighed.

Han saae efter hende, til hun forsvandt i Døren, og gik derpaa op til de Andre.

Fruens værste Anelse var gaaet i Opfyldelse. Amtmanden blev der Aftenen over; men til al Lykke havde hun faaet den attraaede Kalkun fra Gjæstgivergaarden. Aftenen gik imidlertid fortræffeligt. Amtmanden var af Kancelliraaden bleven overrasket i at tage et Kys ude paa Gangen fra den smukke Stuepige, men havde ganske udslettet hans Frygt for at have sat sin høje Overordnede i Forlegenhed ved at tage Sagen fra den gemytlige Side og øjeblikkeligt forstaaet den Antydning om Fuldmægtigposten, der senere faldt, idet han ligefrem foreslog at give den til Christian, efter først at have konstitueret ham et Par Maaneder.

Ved Bordet var hans Højvelbaarenhed lutter Munterhed og Behagelighed, thi det var godt besat, og han var En af dem, for hvem det lønner sig, at en Huusmoder gjør Anstrængeiser.

31

Han sagde Kancelliraaden Komplimenter i Anledning af hans Embedsførelse, saa at denne alt følte sit Hjerte banke ved Tanken om, at den sjette Oktober var nær, han drak den unge Fuldmægtigs Skaal, strømmede over af Komplimenter over Maden og omtalte den afdøde Konsistorialraad som en af sine bedste Venner.

Overlærer Ludvigsen havde ham mistænkt for i Hjertet at være en reaktionair Heelstatsmand og gik ham derfor paa Klingen med et let, politisk Krydsforhør, men der var ikke det Mindste at udsætte paa hans Udtalelser. Han havde fornylig været ved Hove, var under Kongemødet bleven dekoreret med et svensk Kommandeurkors og samstemmede fuldstændigt med Ludvigsens liberale og skandinaviske Anskueiser. De Historier endelig, han fortalte, vare den Aften saa moderate, at Damerne kunde undgaae at forstaae dem; kortsagt, Alt var saa behageligt som muligt.

Han erklærede bagefter for Knud, at han havde havt en ubetalelig lille Historie, som dog var for »dificil« til at en ung Pige, der havde saadanne Øjne, som Frøken Margrethe, kunde høre den.

Margrethe, Christian og Knud Sparre havde som de Unge i Selskabet sluttet sig sammen, og Samtalen gik Slag i Slag mellem dem, kun fandt Christian, at han blev lidt tilsidesat af sin gamle Skolekammerat, som hovedsagelig henvendte sig til Margrethe. Han følte iøvrigt, at denne nok kunde have Grund til at vise sin Borddame denne Opmærksomhed, thi han havde aldrig seet hende saa smuk, livlig og straalende, som hiin Aften; hun lignede neppe den sædvanlige rolige og tilbageholdne Margrethe. Alle de gamle Erindringer fra Børneaarene bleve opfriskede, og Knud overraskedes oftere ved at høre, hvor tydeligt den unge Pige erindrede mangen ubetydelig Begivenhed, hvori han havde spillet en Rolle, og som han forlængst havde glemt, fordi hans Tanker aldrig havde dvælet ved den siden, og han følte tillige en næsten barnlig Anger over alle de smaa Forfølgelser, hvori han havde gjort sig skyldig, og som hun havde bevaret saa levende.

»Det var maaskee Erindringen om mine tidligere Drillerier, som stødte Dem saameget tilbage fra mig, da vi 32 mødtes i Eftermiddag,« sagde han halvsagte, »jeg mærkede, at der var Noget mellem os.«

»Maaskee,« sagde hun rødmende.

»Og det var maaskee en dunkel Følelse af, at jeg havde en Uret mod Dem, som ubevidst drog mig saameget til Dem, for at jeg kunde opnaae Forsoning,« tilføjede han dristigt.

Hun svarede ikke; han tog sit Glas og tømte det med Blikket fæstet paa hende: »For Fortiden og for Fremtiden!«

Senere paa Aftenen, da Alt var roligt i Huset, sad Christian og Knud i en rolig Samtale paa den Førstes Værelse.

Knud Sparre og Christian havde været Venner fra Drengeaarene af, da de gik sammen i Latinskolen. Knud, som tidligt havde mistet sine Forældre, var i Kost hos en af Lærerne ved Skolen, hvor han fandt det temmelig kjedsommeligt, og da Kapitelgaarden med dens store, frugtrige Have laa lige i Nærheden, var det intet Under, at han saa ofte som muligt, under forskjellige Paaskud om at læse sammen eller foretage andre lærde Øvelser i Fællesskab med Christian, ombyttede sit kjedsommelige Værelse med Nabohavens Herlighed. Dette var den egentlige Oprindelse til det venskabelige Forhold, der stiftedes under Jordbærs, Blommers og Graapærers Auspicier. De to Drenge vare iøvrigt hinanden meget ulige. Christian var en jevntbegavet, godmodig, noget indolent Natur; hans Ven var ham langt overlegen i Begavelse, livlig, let bevægelig og gjorde Alting fuldtud.

Skoledrengene, der ere tilbøjlige til at see Alt fra et satirisk Synspunkt, forsøgte engang, da Cervantes' berømte Roman gik Klassen rundt som Morskabslæsning, at kalde ham Don Quixote; men Indførelsen af dette Øgenavn strandede paa Christians bestemte Modstand. Denne vilde paa ingen Maade taale en saadan Benævnelse, ikke alene fordi han virkelig holdt meget af Knud, men ogsaa fordi han indsaae, at man da meget let vilde falde paa at kalde ham Sancho Pansa, da han var Knuds bestandige Ledsager. Han erklærede derfor, da Forslaget kom frem, at Den, der brugte dette Øgenavn, ikke vilde blive inviteret til det store Selskab paa hans Fødselsdag, den største private Festlighed i 33 Klassen, og paa Grund af denne energiske Modstand faldt ogsaa Sagen. Christian saae altid op til Knud; denne Følelse hos ham vedblev bestandigt og var ikke den mindste Grund til, at Forholdet mellem dem var saa stadigt; thi ligesom den Ene af de To hørte til de Naturer, der trænge til En, hvem de kunne underkaste sig, og hvis Meninger de kunne hylde, følte Knud paa sin Side i høj Grad Behageligheden ved at omgaaes med en Jevnaldrende, der stadigt og villigt anerkjendte hans Overlegenhed.

I de sidste Aar havde tilfældige Forhold medført, at de ikke saae hinanden saa jevnligt som ellers, og de befandt sig nu begge særdeles vel i hinandens Selskab, som de sad der paa Skuepladsen for deres Drengeliv og talte om gamle Dage.

De havde ikke tændt Lys, thi Maanen skinnede stærkt og klart. De saae ud over den mægtige Kirke, som laa i Lyset, men kastede en dyb Skygge henover Pladsen og over de sorte Træer, hvis Blade bevægede sig let i en hemmelighedsfuld Hvisken; længere borte laa Tagene af Byens Huse, og ude i Horizonten blinkede en sølvklar Stribe, som viste, hvor Fjorden begyndte. Stilheden i Naturen, den dunkle Belysning, som ikke tillod at iagttage Ansigtstrækkene, gav Samtalen et mere fortroligt Præg, end den ellers vilde have havt.

»Jeg har altid havt Rædsel for et skjult, ukjendt Liv,« sagde Knud Sparre, »alene Tanken derpaa har kunnet give mig en kvælende Fornemmelse; men iaften synes det mig næsten, som jeg kunde blive tilfreds, ja lykkelig, naar jeg levede »penitus ab orbe divisus« paa et Sted saa fuldt af Ro og stille Fred som dette. Naar Alt kommer til Alt, er det dog vel behageligere at drive paa en Baad ned ad en stille, venlig Strøm, end sejle ud paa et stormende Hav, for at bruge et ikke ubekjendt Billede.«

»Ja, jeg holder ogsaa inderlig meget af Byen,« sagde Christian, »og glæder mig ret ved, at der er al Udsigt til, at jeg bliver her hele mit Liv. Saalænge Fader lever, kan jeg have det godt som hans Fuldmægtig og, naar han er død, tænker jeg, at jeg faaer Embedet. Naar jeg blot kan have mit gode Udkomme og leve paa et behageligt Sted, 34 hvor man kommer godt ud af det med Folk, forlanger jeg ikke mere af Livet.«

»Har Du aldrig følt nogen Trang til at udmærke Dig, til at vinde et Navn?« spurgte Knud.

»Nej,« sagde Christian, idet han røg stærkere til af sin Pibe, som truede med at gaae ud, »om man bliver omtalt af hundrede Mennesker eller af hundrede Tusind, synes mig, kommer ud paa Eet.«

»Det var ikke ganske det, jeg meente,« sagde Knud, »jeg mener, om Du aldrig har følt Trang til at udrette noget Stort og Godt i Verden, før Du døde, være med at bringe den blot en Tusindedeel af en Tomme frem.«

»Udrette lidt Alvorligt i Verden, det har jeg nok følt Lyst til,« svarede Christian, »men det kan der nok ogsaa blive Lejlighed til. Der er for Exempel her paa Kirkens Gods et meget indviklet Arvefæsteforhold, som gjør, at der ikke svares til den de Afgifter, som jeg troer, den er berettiget til. Der har været kludret med det i mange Tider, men uden at det har ført til noget Resultat. Jeg troer nok, jeg vil kunne klare Spørgsmaalet og derved skaffe Jordebogsindtægterne en ikke ubetydelig Forøgelse. Den Dag, jeg kunde faae det ordnet, vilde jeg virkelig være tilfreds og synes, jeg havde gjort Noget. Det var jo ikke for mig selv, jeg havde arbejdet, men for et mere almindeligt Formaal.«

»Du og Margrethe og jeg kom ikke den Tour, vi talte om,« sagde Knud efter nogen Tids Taushed.

»Det var jo Amtmandens Skyld,« sagde Christian, »men bliv imorgen over, saa skal Du faae alle de gamle Steder at see.«

»Det kunde jeg igrunden have Lyst til,« var Svaret.

»Vel, jeg tager Dig paa Ordet. Om Du kommer en Dag tidligere eller sildigere til Din Onkel, gjør vel ikke Noget til Sagen.«

»Aa, nej, det har Du egentlig Ret i.«

Dermed var Sagen afgjort.

Den næste Dag lettede Christian til Ære for sin Gjæst sine Skuldre for Kontorets Byrder og forbrugte en betydelig Mængde Cigarer.

35

Knud havde hele Dagen stadigt bragt Spadseretouren i Erindring; om Eftermiddagen blev den ogsaa virkelig iværksat, og de tre Unge gik sammen ud ad den gamle Klosterport.

Efter en Times Vandring sad de ved Skovmøllen, det smukkeste Punkt i Omegnen og Maalet for alle Udflugter med Fremmede. Samtalen havde været meget livlig, Knud havde atter følt sig sælsomt berørt ved at høre, hvorledes Margrethe erindrede alle Smaabegivenheder fra Barndommen, hvori han havde spillet en Rolle, og som han selv enten havde glemt, eller af hvilke Erindringen dog kun stod dunkel og drømt for ham. Nu indtraadte der et Øjebliks Taushed.

»Det er dejligt at have Havet i Nærheden, naar man boer i en lille By,« sagde Margrethe, idet hun viste ud over Træerne. »Det er saa smukt, og der er saa meget Liv deri.«

Hun talte til den Side, hvor Knud sad.

»Havet vækker mange forskjellige Tanker,« sagde denne, »men er det af de rolige eller de urolige?«

Efter et Øjebliks Betænkning, som om det kostede hende lidt Kamp at tale, sagde Margrethe:

»Det giver Friskhed i Sindet, synes jeg, og mere Ro. Jeg tænker altid paa min Barndom, naar jeg seer paa Vand i Solskin.«

»Der kjører Kjøbmand Schous nye Jagtvogn,« sagde Christian og pegede hen paa et Stykke af Vejen, som var synligt fra Bakken. Da Ingen svarede, rejste han sig og gik hen for at see efter Vognen, som om den udelukkende beskjæftigede ham.

»Havet vækker Uro og Længsel i mig,« sagde Knud Sparre, »Bølgerne gaae altid fremad, ere altid i Bevægelse, den, der staaer stille paa Strandbredden, vækkes af dem. Jeg holder ikke af at see paa en Indsø, den kan være dejlig og venlig, men der er sat Grændser for den, og Uroen mangler.«

»Uro og Længsel? Hvorefter?« spurgte Margrethe, men følte i det Samme, at hun havde spurgt om altfor meget og følte det dobbelt, da hun saae det Blik, han kastede paa hende.

36

»Seer De den Stribe langt ude,« sagde hun hurtigt, »den er saa blændende i den nedgaaende Sol, at man neppe kan see paa den. Det er det aabne Hav, hvorfra Noret gaaer ind til Byen.«

»Kan man ikke see mere af det herfra?« spurgte Knud Sparre.

»Jo, indefra Møllen,« svarede Margrethe. »Jeg har engang som Barn været derinde, og den gamle Kone tog mig op til det Gavlvindue, der er lige ved Hjulet, og sagde, at hun vilde vise mig mere af Verden, end jeg nogensinde før havde seet. Naar man staaer ved det Vindue, trække virkelig ogsaa Skovene og Pynterne sig saa underligt tilbage, at man kan see mange Mile ud. Jeg saae dengang for første Gang et stort Skib seile langt ude i Søen, og jeg kan endnu neppe frigjøre mig for den Forestilling, at Robinson Crusoe, Sindbad den Søfarende, Arasmanes og alle de Andre, som havde flakket om i Æventyrene, vare der ombord.«

»Jeg vil dog prøve, om jeg ikke ogsaa kan faae et saadant Glimt at see af Æventyrets Verden,« sagde Knud Sparre, idet han rejste sig og hurtigt gik ud paa Vandrenden, der førte lige hen under Vinduet.

»Er Du gal, Menneske!« raabte Christian. »Lad dog være, den er saa raadden, at den kan gaae istykker under Dig ved hvert Trin.«

Han svarede ikke, men gik ud til Enden af Vandledningen, hvor han standsede ved Hjulet lige under Vinduet.

»Her er dejligt,« sagde han, »man seer langt ud og det store Skib gaaer derude.«

Margrethe havde rejst sig fra Bænken. Christian slog utaalmodigt i Sandet med sin Stok.

»Kom dog tilbage, Menneske!« raabte han, »Folk, der see Dig nede fra Vejen, maa jo troe, at Du er gal.«

Knud vendte sig endelig atter mod dem.

»Jeg er bleven ganske blændet af at see ud i alt det Lys,« sagde han, »jeg kan neppe see, hvor jeg træder.«

Margrethe gik hurtigt nogle Skridt frem og vilde have traadt ud paa Randen, hvis ikke Christian havde grebet hende om Armen og holdt hende tilbage.

»Luk først Dine Øjne et Øjeblik!« raabte han til Sparre.

37

Denne fulgte Raadet og gik derpaa med sikkre Skridt tilbage.

»Lad os saa gaae hjem,« sagde Christian gnavent, »havde jeg ikke været med, kunde I begge to være blevne slaaede ihjel.«

»Tænkte De virkelig paa at vove Dem derud?« sagde Sparre til Margrethe.

»Ja vel tænkte hun paa det, og hun havde saamænd ogsaa gjort det, naar jeg ikke havde været tilstede,« sagde Christian.

Margrethe følte, at han betragtede hende, men vilde ikke møde hans Blik.

Hjemvejen gik temmelig taust. Christian gjenvandt snart sit gode Lune og fortalte Løst og Fast fra Byen, men kunde ikke faae de Andre med.

Tæt ved Byen mødte de en gammel Bondekone, der standsede bekjendt og gav sig i Tale med dem. Det var Margrethes gamle, overtroiske Amme, som havde givet hende Lykkeurten.

»Herregud, lille Margrethe,« sagde hun, »hvordan er det, Du seer ud? Du har dog vel aldrig været alene i Møllekrattet iaften?«

»Nej, hun har ikke,« sagde Christian, »Kirstine kan være ganske rolig, hvis det er Eliefolket, hun tænker paa. De kan ikke taale Cigarrøg, og jeg har været med.«

Den gamle Bondekone saae fornærmet ud, og man gik hver sin Vej.

Det var næsten mørkt, og Duggen faldt stærkt paa. Klokken i Domkirken begyndte nu at ringe. Engang for et Par hundrede Aar siden havde der ved Byen staaet et stort Slag, hvor der var bleven kæmpet fra Morgenstunden til denne Time, da Sejren var vundet og Landet reddet. Siden den Dag ringedes der altid istedetfor til Solnedgang ved denne Tid for at mindes Sejren og Rigets Frelse.

Den næste Morgen tidligt forlod Knud Kapitelhuset, medens Alt endnu var stille indenfor de tykke, røde Mure. Kun den tætte Vedbend viftede fra Vinduerne til ham.

38

Jagten gik lystigt paa Sparresholm. Der var ikke mange Dyr i Skovene, og der var ikke heller megen Skov, men til Gjengjæld var det en godt Strøg, hvad Fuglene angik, og da man tillige deeltog i Nabogaardenes Jagter, var der dog endeel at gjøre.

Den gamle Kammerherre, Knud Sparres Onkel, holdt meget af sin Neveu. Hans egne Sønner vare fuldstændige Landmænd, gode Hestekjendere og Medlemmer af Dyrskuekomiteerne, men ellers ikke fremragende i nogensomhelst Retning. Knud derimod repræsenterede Familiens Fremtidshaab, var den, der skulde fremad i Verden. Hans Onkel viste ham derfor altid særlig Forkjærlighed, og hans Fættere havde megen Respekt for ham. De paaskjønnede navnlig, at han, skjøndt han var saa »dygtig«, dog tillige var en munter og behagelig Selskabsbroder, der aldrig, saaledes som Præstens Søn, der ogsaa var »dygtig«, lod det være sig magtpaaliggende ved alle Lejligheder at vise sin Overlegenhed, hvad Kundskaber angik.

Denne Gang var han imidlertid endeel forandret. Ofte kunde han vel vise sig som den Gamle eller rettere dobbelt frejdig og livsglad, men undertiden var han ogsaa meget indesluttet og tilbageholdende. Han plejede da gjerne at skille sig fra det øvrige Jagtselskab, og det oplystes da flere Gange, at han havde søgt ud til en skovbevoxet Pynt, hvorfra man havde vid Udsigt over Fjorden til den knejsende Domkirke, hvis Taarne ragede op paa den anden Side. Man kunde ikke komme paa det Rene med, hvad det var, der drog ham til denne Plet.

Amtmanden, som opholdt sig paa Gaarden, ikke saameget for Jagtens Skyld, som for de den ledsagende Gilder, paastod, at han havde opdaget, at der var en smuk, ung Bondepige i det lille Huus ved Pynten, og at det var hende, der forlokkede den eensomme Jæger, og saasnart nu Knud kom i sit tause Lune, regnede det ned over ham med Hentydninger til »Skovpigen«, og hans Kousine, Frøken Lucy Sparre, en lystig og flot ung Herregaardsskjønhed, der stadigt færdedes med Jagtselskabet, sang advarende til sin tause Fætter:

39

»Møder en Nymfe Dig,
Lad hende skjøtte sig,
Jæger, o, tag Dig ivare.«

Gjæstede Knud virkelig jevnlig det lille Bondehuus, vilde han iøvrigt neppe have undgaaet at træffe den samme unge Dame, thi, til stor Forbauselse for Bondefolkene, gik der i den Tid neppe nogen Dag, hvor ikke den naadige Frøken, snart tidligt paa Morgenstunden, snart i Skumringen og undertiden lige i Middagstiden, kom travende paa sin bekjendte graa Hest, steg af for at faae et Glas Vand, som altid den smukke Ane selv maatte bringe, og derpaa jog bort, altid synlig oplivet ved Nydelsen af den beskedne Forfriskning.

En Dag, da den unge Dame red bort fra et af de sædvanlige Besøg ved Skrænthuset, mødte hun imidlertid sin Fætter, der langsomt slentrede hen ad Vejen. Hun rødmede, men raabte hurtigt:

»Der greb jeg Dig paa fersk Gjerning, Knud! nu kan Du ligesaa godt gjøre mig til Din Fortrolige.«

»Hvormed Lucy?« spurgte han, »det er dog vel aldrig Din Mening, at Du troer et Ord af den dumme Snak om Bondepigen?«

»Ja, hvorfor ikke?« svarede hun og saae forskende paa ham. »I Herrer ere vist mere slemme, end vi i Almindelighed faae at vide. Du kunde jo ogsaa gifte Dig med hende.«

»Jeg er ikke forelsket i den Bondepige,« sagde Knud, »og som Følge deraf kunde det hverken falde mig ind at gifte mig med hende eller at forføre hende.«

Den unge Pige taug og rettede paa den Graaes lange, lyse Manke. Da hun havde redet en Stund langsomt ved Siden af Knud, sagde hun, paany stærkt rødmende:

»Du har været fortrolig mod mig Knud, nu skal jeg ogsaa være det mod Dig.... Om Forladelse, Du ønsker maaskee ikke at beæres med min Fortrolighed,« tilføjede hun, da han vedblev at gaae taust, og hun gav den Graa et Rap med Pidsken, saa den foer et Spring frem, men tæmmedes atter af hendes øvede Haand.

»Du tager virkelig Fejl, kjære Kousine, tvertimod, det 40 vilde glæde mig i høj Grad, om Du vilde vise mig saamegen Tillid.«

»Godt, saa skal Du raade mig,« sagde hun med et lidt tvungent Smil paa sit smukke, aabne Ansigt. »Du skal være mig som en gammel, ærværdig Tante, som en Moder eller saadant noget Andet, som jeg ikke har, og som man bruger ved slige Lejligheder til fortrolige Tilstaaelser. Amtmanden vil frie til mig. Hvad skal jeg gjøre?«

»Vil han det?« spurgte Knud forbauset. »Men, hvoraf slutter Du det?« tilføjede han, smilende baade ved Tanken om den aldrende Tilbeder og over den Rolle, som han selv spillede.

»Det kan jeg naturligviis ikke sige Dig,« sagde hun, »jeg siger kun, a t jeg troer, ikke hvorfor jeg troer.«

»Troer Du, at Du holder af ham?« spurgte Knud, »for saa skal Du naturligviis tage ham.«

»Saa havde jeg ikke spurgt Dig tilraads,« sagde hun heftigt og pressede sine smukke, friske Læber sammen.

»Du kunde ganske vist blive den meest fortryllende Amtmandinde i Danmark, men«.... Han fik ikke talt videre ud, thi hun gav paany sin Hest et Rap med Pidsken og lod den gaae afsted i fri Galop, saa Gruus og Stene fløj fra dens Hove, og den smukke Rytterske var forsvunden saa hurtigt, at der neppe var Tid til at see, hvor beundringsværdigt hun tog sig ud i det vilde Ridt.

Siden talte hun og Knud ikke videre om Sagen.

Da Besøget hos Onklen var endt, vendte Knud tilbage til Hovedstaden, hvor han med en hidtil ukjendt Lyst og Kraft tog fat paa sine Arbejder. Efteraaret gled hen, smukt og roligt. Der var vel et vist Røre i det politiske Liv og truende Skyer paa Horizonten; men de syntes at være Tordenskyer i Sommertiden. Dannevirkes Befæstning sagdes at være fuldendt, med levende Stolthed læste man de Beretninger, som fremmede, selv tydske Blade indeholdt om den mægtige Befæstning. Alliancen med Sverrig og Norge var saagodt som afsluttet. Stadigt læste og hørte man Beretninger om, hvorledes Forhandlingerne skrede videre og videre frem, og i 41 Tankerne udmalede man sig med glimrende Farver den nye Æra, som skulde indvies ved de tre Rigers samlede Optræden.

Ogsaa indadtil var det Forhaabningernes Tid, den længe ventede Time for Foreningen med Slesvig syntes at stunde til, og Forhandlingerne om den nye Forfatning fulgtes med levende Interesse.

Alle Tidens Bevægelser spejlede sig levende hos Knud. Det var, som om han ikke kunde aabne sig nok for det virkelige Liv.

Han skrev stadigt til Christian, skjøndt denne var meget efterladende i at svare. Hans Breve, der indeholdt livfulde og varme Skildringer af Livet og Bevægelserne i Hovedstaden, vare fælles Ejendom i Kapitelhuset og bleve Fællesgods i en endnu videre Kreds; thi paa Basis af nogle af dem skrev Christian, der ogsaa følte Trang til at deeltage aktivt i det bevægede Liv, en ledende Artikel til Byens Avis, der gjorde megen Lykke, og hvoraf Kancelliraaden var særdeles stolt.

I sin Tid havde denne som Fuldmægtig paa Amtskontoret været mindre velstemt mod Tidens Forandringssyge. I Byens Klub havde han været en af Repræsentanterne for det moderate Parti og navnlig ivret stærkt mod den utilgivelige Selvtillid, hvormed de unge Mennesker i Hovedstaden dristede sig til at optræde som Førere med deres Meninger. Nu gik han bestandigt med et Exemplar af det Nummer, der indeholdt Sønnens Artikel, i Lommen og læste op af det ved alle Lejligheder; thi han var en Mand, der fulgte med Tiden og ikke yndede at stille sig i Opposition til den.

Christian gjorde et kort Besøg i Kjøbenhavn i November, da Alt der var optaget af Forfatningforhandlingerne. Den trettende November skulde tredie Behandling finde Sted. Knud Sparre, hvis mange Bekjendtskaber havde skaffet ham et Par Billetter til Rigsraadets Tribune, fik ham med sig derhen. Christian interesserede sig ikke meget for pariamentariske Forhandlinger og havde under sit Ophold i Kjøbenhavn aldrig besøgt de lovgivende Forsamlinger. Det var imidlertid paa en heldig Dag, han gjorde sit første Besøg.

Forhandlingerne fulgtes med levende Interesse fra Tilhørerpladserne, hvor man kun saae Hoved ved Hoved. Det 42 var bekjendt, at Sejren i Rigsraadet var noget tvivlsom, og nogle af de slesvigske Medlemmer, hvis Stemmer kunde gjøre Udslaget, sagdes at gjøre deres Ja afhængig af en Erklæring fra Regeringen, som skulde afgives i Mødet. Skjøndt Anskuelserne i selve Salen saaledes vare deelte, herskede der i Byen kun een Mening om Ønskeligheden af den nye Forfatning, hvis Vedtagelse imødesaaes med Længsel, og alle Tilhørerne vare livfulde Repræsentanter for denne Stemning. Trods Præsidentens gjentagne Irettesættelser, ja Trusler om at lade Tilhørerpladsen rydde, var det dem umuligt at tilbageholde de livlige Meningsyttringer, som de paa denne Dag holdte interessante Foredrag gave Anledning til. Mændene af den gamle Skole, de sidste Heelstatsmænd, hvis Røster man næsten havde glemt, gjorde Regnskab op med Fortiden og angrebe i stærke Udtryk Regeringens Fremgangsmaade. Ministeriets veltalende Medlemmer optoge beredvilligt Kampen og indskrænkede sig ikke til at forsvare, det nye Forfatningsudkast; men den Sal, som havde været Vidne til saamange mindeværdige Kampe, blev paa denne Dag Skuepladsen for det sidste Hovedslag mellem de to afgjørende Retninger i Danmarks Politik, Heelstatsmændenes katalauniske Marker.

De to Venner fulgte Debatten med samme dybe Interesse som de fleste andre Tilhørere, og Christian udmærkede sig paa en iørefaldende Maade ved stærk Hyssen og stærke Bravoraab, alt eftersom Lejligheden gaves; ja, da Konseilspræsidenten havde sluttet sit store Foredrag, gjorde han et Forsøg paa at faae et Leve igang for denne, der bragte Buddet til at true ham med at blive viist Døren. Da Forhandlingerne imidlertid, efter at have varet fra Klokken eet i halvfemte Time, afbrødes, og et nyt Møde ansattes til samme Aften, fandt han, at han havde virket tilstrækkeligt til Fædrelandets Tarv, og kun Knuds bestemte Forsikkring, at han, hvis Christian ikke vilde følge ham derhen om Aftenen, ogsaa vilde blive hjemme, bevægede ham til atter at gaae derhen. Forhandlingerne bestode dennegang hovedsagelig i, at de enkelte Medlemmer motiverede deres Stemmegivning. Enhver, der erklærede at ville stemme Ja, kunde være 43 sikker paa at fremkalde en sand Bifaldsstorm fra Tilhørerne, der stode endnu mere talrigt forsamlede end om Formiddagen, Hoved ved Hoved, langt ud paa Gangene. Efter halvanden Times Forløb gik man til Afstemning, umiddelbart efter et aandfuldt Foredrag af Ordføreren, der sluttede den hele Forhandling med de Ord: »Hvo Intet vover, han Intet vinder, men dristigt vovet, halvt er vundet.« I aandeløs Spænding ventede man paa Afstemningens Resultat, og da den var endt med Majoritet for Forfatningen, udbrød der en saa ustandselig Jubel, som aldrig før havde lydt indenfor Salens rolige Vægge, og som neppe tillod Præsidenten at komme til Orde for dybt bevæget at proklamere Forfatningens Vedtagelse og udtale Ønsket om, at den maatte blive til Velsignelse for Fædrelandet.

Nye, uendelige Hurraraab rungede atter gjennem Salen, dennegang ikke alene fra Tilhørerne, men ogsaa fra Raadets Medlemmer, og man skiltes ad under stor Bevægelse.

»Nu skulle vi have os en god Boeuf,« udbrød Christian, da de vare komne ned i Slotsgaarden. »Man trænger til at leve lidt godt ved vigtige Begivenheder.«

»Jeg vilde give Noget til, at jeg havde været med at afgive Stemme deroppe,« sagde Knud, »og saa skulde ud til Kapitelgaarden,« tilføjede han sagtere.

»Hvad siger Du?« spurgte Christian.

»Jeg antager Dit Forslag,« svarede Knud.

Man gik op til en af de store Restaurationer. Paa den livlige Bevægelse, der herskede imellem de talrige Gjæster, kunde man strax mærke, at den vigtige Efterretning var naaet derhen, og rundt om i mindre Grupper diskuterede man det store Spørgsmaal.

»Mine Herrer!« raabte Christian, idet han rejste sig med sit Glas i Haanden. »Jeg foreslaaer, at vi drikke et Glas for den nye Forfatning.«

Nogle enkelte af de Tilstedeværende saae halvt fornærmede paa det unge Menneske, hvem de mistænkte for at ville gjøre sig vigtig, men de Øvrige modtoge Skaalen med Begejstring, og den blev drukken under livlige Hurraraab. Hele det tilstedeværende Selskab, sammensat, som det jo altid paa 44 slige Steder er Tilfældet, af de meest ueensartede Elementer, følte sig pludseligt i den fælles Glæde som Venner og Bekjendte.

Man sluttede sig sammen i een stor Kreds, og Samtalen førtes med stort Liv om Dagens vigtige Begivenheder, om de enkelte Medlemmers Afstemninger og Udtalelser og om de Følelser, den vigtige Efterretning vilde fremkalde rundt om i Europa, hvor den alt maatte være bragt ad Telegrafernes lynsnare Baner. Taler og Sange vexlede til langt ud paa Natten. Man udtalte de skjønneste Forhaabninger om en lysende og ærefuld om end alvorlig Fremtid, som nu vilde oprinde, det var, som man alt stod ved det Maal, man i saamange Aar længselsfuldt havde sukket efter.

Knud var en af de Tauseste. Christian derimod var lutter Liv og Bevægelse, og da Kredsen endelig skiltes, udbragtes der et Leve for ham, thi han havde paa en Maade været Dirigent.

»Nu føler jeg, hvad det er at elske sit Fædreland, at kæmpe for en Idee,« sagde han begejstret til Knud. Denne svarede ikke, og Christian frygtede for, at han følte sig tilsidesat og overseet.

To Dage efter, en mørk Novembereftermiddag, var der en underlig Bevægelse i Kjøbenhavns Gader, en Bevægelse af en sælsom, uhyggelig Art. Rundtom stode talrige Grupper, men fra ingen af disse lød der højrøstede Ord, dæmpet og ligesom frygtende for at tale højt gav man bekymrede Tanker Luft, og dyb Alvor stod at læse paa de Samtalendes Ansigter. Hvor et Par stode samlede, sluttede strax Flere sig til dem, thi det var ogsaa nu Timer, hvor Alle kjende hinanden og slutte sig sammen. Det Budskab, der gik rundt i Byen, var, at Kongen laa for Døden paa Lyksborg Slot.

Mørket sænkede sig efterhaanden over Staden, Skyerne trak sig tæt sammen over hele Himlen, og Regnen begyndte at falde i de tause og mørke Gader, just som det Budskab fløj gjennem Staden, at der var kommet Telegram om Kongens Død, et Budskab, der gav Manges Stemme en sælsom, brudt Klang, naar det udtaltes, som fremkaldte Taarer i mangt et Øje og dybe, alvorlige Tanker i alle Hjerter.

45

Den næste Formiddag, just som man i Kapitelhuset sad ved Kaffebordet, traadte Christian ind med et ualmindeligt alvorligt Ansigt.

»Kongen er død,« sagde han og pegede paa det sortrandede Blad, han holdt i Haanden.

»Herregud, er han nu ogsaa død!« sagde Fruen bevæget. »Christian den Ottende døde ogsaa saadan. Nu faae vi da Landesorg.«

»Er han død!« sagde Kancelliraaden, der glemte den Bitterhed, han havde havt i Sindet, siden den sjette Oktober var gaaet resultatløs hen. »Lad mig see Avisen! Ja, saa vil meget blive forandret,« sagde han, da han havde læst Artiklen, og skyndte sig bort, over til Kontoret for at være den Første, som bragte Efterretningen til Skriveren og de i Forretninger tilstedeværende Bønder, følende en Trang til i et saa vigtigt Øjeblik at optræde med en vis Myndighed. Han gik usædvanligt rask og larmende ud af Døren og nærede et ubestemt Ønske om at skulle tage samtlige gamle Damer i Klosteret i Eed til den nye Konge, eller ialfald om at skulle proklamere Thronskiftet for dem paa en officiel, solen Maade.

Christian gik over til Konsistorialraadinden med Bladet. Den gamle Frue kunde ikke holde sine Taarer tilbage, da hun læste den varme og smukke Anmeldelse af den skjæbnesvangre Begivenhed.

»Der er saamegen Alvor i det, at en Konge døer,« sagde hun, »men jeg er tillige bange for, at Frederik den Syvendes Død kan blive til stor Ulykke for Danmark. Har Du ikke hørt Noget fra Sparre? Hvad siger han til dette? Jeg vilde saa gjerne tale med ham idag.«

Margrethe, der hidtil havde siddet taust, spurgte nu Christian: »Troer Du, at vi nu faae Krig?«

»Det veed jeg ikke,« svarede denne, »men faae vi Krig, saa bliver det for Alvor, og vi maa Alle med og slaaes til sidste Mand.«

»Det kan jeg lide at høre,« sagde Fruen.

Christian gik tilfredsstillet bort, nu havde han udtalt sig i Overeensstemmelse med Situationen.

46

Forventningens Tid kom, den mørke, aandeløse Forventnings Tid og Skuffelsens, den bittre Skuffelsens Tid og Forladtheden, Ulykkens Eensomhed begyndte, og de kommende Begivenheder kastede deres mørke Skygger foran sig.

Rustningerne begyndte at drives rask. Christian talte stadigt om at gaae med, trods alle sin Moders Bønner og Kancelliraadens Fornuftgrunde. Konsistorialraadinden opmuntrede ham i hans Forsæt og stod derfor paa en noget spændt Fod med Kancelliraadens Familie. Endnu var der dog ikke taget nogen afgjørende Beslutning, og Christian saae Tiden an.

En Eftermiddag i Slutningen af December, som Skumringen begyndte at falde stærkt paa, stod han og Margrethe i den gamle Domkirke. Der havde været Bryllup, og de havde som Tilskuere overværet dette, i smaa Byer endnu mere end i Hovedstaden opsigtvækkende Skue. Der var nu ingen Andre i Kirken end de To. Skuet af den ægteskabelige Forening havde stemt Christian erotisk. Han var ikke kommet videre med sine Forlovelsesplaner, end han var i Sommeren. Hans Følelser vare de samme, men han havde ikke fundet nogen Lejlighed til at udtale dem. Margrethe havde været endnu mere undvigende end tidligere, og stundom havde han endog mistvivlet, om hun deelte hans Tilbøjelighed. Under sit sidste Ophold i Kjøbenhavn havde han af den Grund været ternmelig nedstemt. Knud, der kunde mærke, at hans Sindsstemning var noget forandret, havde henkastende spurgt ham, om han skulde til at forlove sig, men til Svar faaet en for Christian ualmindelig bestemt og afgjort Benægtelse af, at han tænkte paa Sligt! Efter hans Hjemkomst havde Margrethe imidlertid atter begyndt at vise sig lidt mere imødekommende mod ham, og han var atter begyndt at haabe og længtes efter en Afgjørelse. Præstens smukke Ord om alt Det, en Kvinde bør være for sin Mand, havde slaaet an hos ham, og han stod lige i Begreb med at henvende en betydningsfuld Udtalelse til Margrethe, da denne bad ham om at gjøre hende den Tjeneste at gaa op til Orgelet og præludere lidt for hende, medens hun sad nede i Kirken.

47

Christian var meget musikalsk og havde lært sig selv at spille ganske kjønt paa Orgel. Han var strax villig til at opfylde Begjæringen, og snart klang det mægtige Orgels Toner gjennem det store Rum. Kirken frembød et alvorligt Skue i den dæmrende Belysning; der var næsten mørkt oppe i Koret, under de høje Hvælvinger og i Sidegangene. Rustningerne, der hang paa Muren, traadte i det usikkre Lys frem paa en underlig levende Maade og syntes at gribe efter de støvede Faner og de rustne Sværd.

Margrethe følte sig uhyggeligt tilmode, da hun blev ene, og vilde alt forlade Stedet. Da løde faste Trin paa Fliserne og gave stærkt Gjenlyd fra Hvælvingerne. Margrethe foer forskrækket sammen, som om hun frygtede for, at det var en af de alvorlige Skikkelser, der havde rejst sig fra sin hundredaarige Slummer, og atter vandrede i disse Gange. Den Kommende traadte nu ud i den lysere Deel af Gangen og gik henimod hende. Han bar Uniform, men hun kjendte ham dog strax, det var Knud Sparre.

»Jeg kommer for at sige Dem Farvel,« sagde han. »Jeg gaaer med som Frivillig. Jeg kan ikke blive hjemme. Om et Par Dage gaaer jeg med en Afdeling til Holsteen.«

Margrethe nikkede med Hovedet uden at svare. Efter nogle Øjeblikke sagde hun: »Jeg synes, De har forandret Dem.«

»Jeg troer ogsaa, at jeg har forandret mig,« sagde han. »Jeg synes, at jeg er bleven ældre.«

»Hvorledes det?«

»Jeg har faaet et Maal for Livet; naar man har det, bliver man Mand, hvor ung man ellers er. Jeg behøver nu ikke at blive Dem Svar skyldig paa et Spørgsmaal, De gjorde mig engang i Sommer.«

Orglets Toner løde bestandigt om dem, og Belysningen var nu saa svag, at de kun dunkelt kunde see hinandens Ansigtstræk.

»Det Sted, hvor vi mødes, er mere alvorligt end det, hvor vi skiltes,« sagde Margrethe.

»De gamle Tider og Minder faae ligesom Røst,« sagde Knud, »og de nye med,« tilføjede han. »Man mindes om store Navne og store Bedrifter, men man mindes ogsaa om 48 den talrige Flok, hvis eneste Bedrifter det er, der foregaae i denne Kirke: at blive døbte, konfirmerede, gifte og faae en Ligtale. Man bliver beklemt alene ved Tanken om et saadant Liv.«

»Men er det da saa forfærdeligt at leve stille og roligt?« spurgte Margrethe.

»Leve,« gjentog Knud; »kalder De den Tilværelse, som de Mennesker føre, for Liv, saa veed De ikke, hvad Livet er.«

»Maaskee ikke,« svarede Margrethe. »Det har jeg stundom selv tænkt. Man lærer det maaskee.«

»Ogsaa jeg vidste det en Tid kun i Drømme,« sagde Knud, »da spurgte De mig engang derom, og fra det Øjeblik af begyndte jeg at lære det. Jeg drømte altid om at udføre noget Stort, Herligt, men taaget, ubestemt. Jeg har lært, at disse Sværmerier ene Intet, og man maa begynde alvorligt, hvis man vil vinde Livet. Derfor begynder jeg med at skib les fra Dem.«

Gjennem den tætte Skumring saae han, at hendes Blik hvilede ufravendt paa ham.

»Vi ville mødes igjen, Margrethe,« sagde han, »og da vil jeg lære Dem det, som De har lært mig. Lad mig nu sige Dem Farvel her.«

Hun rakte ham sin Haand og saae ham bestandigt ind i Øjet. Han lagde sin Arm om hendes Liv; forvirret, bedøvet gav hun efter, og han trykkede et Kys paa hendes Mund.

»Farvel!« sagde han.

Orgelspillet taug. De gik tause hen mod Udgangen, han holdt bestandigt hendes Haand i sin.

Ved Udgangen kom Christian dem imøde. Han blev aldeles forbauset over at træffe sin Ven og kunde ikke forstaae, hvorledes denne var kommen paa den Tanke at opsøge ham i Kirken, indtil han hørte, at han først havde været i Kapitelhuset og derfra var bleven viist derover.

De fulgtes ad over til Kancelliraadens.

»Jeg finder ikke, at det er rigtigt af Dem saaledes at exponere Dem, Hr. Sparre,« sagde Kancelliraaden. »De kan gavne Deres Fædreland paa andre Maader.«

49

»Man maa dog først sørge for at have et Fædreland,« sagde Knud.

»Ja, De har nu heller ingen Forældre og er ikke gift,« tilføjede Kancelliraadinden. »Det forandrer jo Sagen, saa har De ikke saadan Noget at leve for.«

»Maaskee,« svarede Knud med et Smil.

»Men, Gud bevar's!« raabte Konsistorialraadinden, »det lyder jo, som om det var en given Sag, at Hr. Sparre skulde falde. Det vil vi da ikke troe. Hytter den Slemme sine, gjør Vorherre det saamænd ogsaa, og De er en af dem, vi kunne trænge til.«

»Jeg takker Dem meget for Deres gode Mening, Frue,« sagde Knud, »men hvoraf veed De egentlig det?«

»Af Deres Breve. Christian har maattet lade os alle læse dem, og vi ere Dem meget taknemlige.«

Knud saae paa Margrethe, der rødmede dybt, thi hun vidste, at hvis hans Breve havde havt nogen Interesse for hende, var det ikke for Indholdets Skyld.

»Jeg haaber da, De bliver her i Aften og overnatter,« sagde Fruen.

»Nei, Tak,« sagde Knud, »jeg maa af sted i Aften.«

»Du lader Dig nok overtale ligesom sidst,« sagde Christian.

»Nei,« svarede Knud, »umuligt. Alt er forandret siden sidst. Det, der dengang bragte mig til at blive, driver mig nu bort.«

Margrethe mødte hans Blik.

»Det forstaaer jeg ikke,« sagde Christian.

»Jeg kom blot for at sige Farvel til Dem,« sagde Knud, idet han reiste sig, »men nu er min Tid omme.«

»Farvel, og Gud velsigne Dem!« sagde Konsistorialraadinden bevæget. »Vi følge Dem Alle til Banegaarden.«

Alle gik ind paa dette Forslag med Undtagelse af Kancelliraaden, som beklagede, at hans Kontorforretninger holdt ham bunden hjemme. Føret var i Virkeligheden ogsaa meget slet og Vejret ubehageligt raat og fugtigt.

De Andre fulgte med. Christian og Konsistorialraadinden gik næsten bestandigt ved Siden af Soldaten, og han vexlede kun faa og ligegyldige Ord med Margrethe. Da man 50 kom til Banegaarden, var der stort Liv og Røre. En betydelig Afdeling indkaldt Mandskab, som skulde afgaae til Hovedstaden, stod paa Perronen, omgivet af Slægt og Venner.

De mødte Overlærer Ludvigsen, som spadserede omkring med sin Kone og søgte at give sig i Snak med de Indkaldte, for at komme til at sige dem nogle anerkjendende og opmuntrende Ord. Han blev meget overrasket ved at see Sparre og trykkede hans Haand med Taarer i Øjnene.

»Jeg har altid troet, at De var en Mand med Hjertet paa det rette Sted, som ikke vilde svigte i Nødens Stund,« sagde han. »Det bliver en alvorlig, højst alvorlig Kamp, pro aris et focis. Det glæder mig ret, at mange af mine gamle Elever ere med i den. Det synes mig, at jeg derved paa en Maade giver mit Bidrag til Fædrelandets Frelse. Stemningen er forresten god blandt alle disse Folk,« tilføjede han, »jeg har talt med endeel af dem, og de gaae til Krigen med samme Ro som til Markarbejde.«

Han stod et Øjeblik taus og sprang derpaa op paa en af de store Pakkasser, der stode rundtom, og inden hans Kone kunde forhindre det, havde han begyndt en Tale til de Bortdragende, hvori han skildrede den Lykke, det var for dem, at de i Gjerningen kunde vise deres Fædrelandskjærlighed, og bragte dem de bedste Ønsker fra dem, der bleve hjemme.

Talen gjorde Indtryk af at være hjertelig meent og besvaredes med kraftige Hurraraab.

Da Toget satte sig i Bevægelse under Hurraraab og Viften og Hilsen fra Tilskuerne, istemmede Folkene »Den tappre Landsoldat«. Sangen forplantedes rask fra Vogn til Vogn. Den overdøvede Lokomotivets Brusen og gjenlød i det Fjerne, efterat Toget var forsvundet i Mørket og Regnen.

Hurtigere, end man havde ventet, kom den afgjørende Time; men blev man end overrasket, tabte man dog ikke Modet, tværtimod, der var noget Forfriskende, Spændende, Styrkende i at vide, at den alvorlige Afgjørelse nu forestod. I Begyndelsen af Februar, da Alles Hjerter bankede ved 51 Efterretningerne om de første, hæderlige Træfninger, fik Christian et Brev fra Knud, skrevet den første Februar, den Dag, da den fjendtlige Hær overskred Ejderen. Det var skrevet i Slesvig som et Udbrud af den festlige Glæde, han følte over, at Timen nu var kommen, da han for første Gang skulde udrette Noget i Verden. Det skildrede varmt den krigerske Stemning, som var udbredt over næsten hele Hæren, det livlige Røre i Byen, de mægtige Fæstningsværker, paa hvilke man stod, og paa hvis Fuldkommengjørelse der dagligt arbeidedes.

»Det er, som om man alt traadte ind i Historien, naar vi marschere op paa disse Volde,« skrev han.

Christian satte den Dag, Brevet var modtaget, paany sine Forældre i alvorlig Skræk med sine Antydninger om, at han ogsaa vilde med.

Den næste Dag var der imidlertid stille i Huset. Kancelliraaden lod Kontoret skjøtte sig selv og kunde roligt gjøre det, thi Ingen kom den Dag i Forretninger. Konsistorialraadinden sad og græd i Dagligstuen, og Fruens Strikketøj havde kun ringe Fremgang. Christian saae daarlig ud, for første Gang i sit Liv havde han ikke sovet godt, thi seent den foregaaende Aften var der kommet Efterretning om, at Dannevirke var bleven rømmet af den danske Hær. Ingen kunde troe Efterretningen, da Overlærer Ludvigsen seent om Aftenen havde banket paa Døren og med en bleg og forstyrret Mine havde fortalt den, og trods det sludfulde Vejr vare baade Kancelliraaden og Christian ilede hen til Postgaarden, hvor imidlertid det korte Telegram betog dem enhver Tvivl.

Margrethe var ikke bedrøvet som de andre, dertil havde hun ikke Blik nok paa og den rette Sands for Begivenhederne, men hun var urolig for at faae at vide, om der ikke tillige havde været noget Slag, og spurgte meest, naar man kunde vente Efterretninger om, hvo der vare faldne i de sidste Dages Kampe.

Christian opgav atter for længere Tid sine krigerske Planer, og der kom intet Brev fra Knud, som kunde opskræmme ham af hans Ro. Christian havde gjentagne Gange skrevet til ham og bedet ham om at give sig og 52 Kapitelhusets øvrige Beboere Underretning om Sagernes Stilling, men der var intet Svar kommet. Margrethe, som just havde truffet Christian ifærd med at slutte et af disse Breve, havde bedet ham om at maatte sende en Hilsen med og havde i Slutningen skrevet:
»Moder og jeg sende vore Hilsener, vi tænke dagligt paa Dem og længes efter at høre fra Dem.
Margrethe.«

Men der kom intet Svar, thi Knud var falden paa Kampens første Dag i første Række, et Øjeblik, da Solen skinnede, og da der blev kommanderet:

»Fremad!«

»Jeg bliver ganske urolig over, at vi aldrig høre Noget fra Sparre,« sagde Konsistorialraadinden en Eftermiddag i Skumringen, da hun og hendes Datter, som det denne Vinter sædvanligt var Tilfældet, sad hos Kancelliraadens.

»Jeg troer, jeg tager ud til Kammerherrens imorgen,« sagde Christian, »de maa dog have hørt fra ham.«

»Ja, gjør det min Søn,« sagde Kancelliraaden ivrigt, ikke alene, fordi han virkelig interesserede sig for Knuds Skjæbne, men ogsaa, fordi han nok vilde have, at Christian traadte i Forbindelse med denne Familie.

»Hvor jeg dog har gaaet i Taaget,« sagde Konsistorialraadinden, »nu falder det mig først ind, at Johan, min Søstersøn, er Lieutenant ved Sparres Regiment. Jeg kunde jo have skrevet til ham.«

»Det har jeg for længe siden tænkt paa,« sagde Margrethe uvilkaarligt.

»Og Du har ikke sagt det? Det kunde jeg ikke lide,« sagde hendes Moder kort.

»Lad nu Christian i ethvert Fald tage ud imorgen til Sparresholm,« sagde Kancelliraaden, »skjøndt Vognlejen er dyr, betaler jeg den dog gjerne for at faae Efterretning om det brave, unge Menneske.«

Da Konsistorialraadinden og hendes Datter vare komne over i deres eget Hjem, sagde den gamle Frue, efter at have tiet en Stund: 53 »Margrethe, jeg forstaaer mig ikke paa Dig. Det har altid forekommet mig, at der var Noget i Dig, som endnu skulde udvikles, at Dit egentlige Jeg ikke var rigtig levet op endnu, Du underlige, tilbageholdne Barn, som altid er flygtet tilbage i Dig selv, naar Nogen vilde søge at trænge ind hos Dig. Jeg havde troet, at Din Tid nu var kommet, lad mig sige det reent ud, jeg havde troet, at Du holdt af Sparre, men nu seer jeg, at jeg har taget fejl.«

Margrethe taug og kyssede sin Moder.

Den næste Dag kom Christian meget alvorlig hjem fra Sparresholm. Man kunde se, at han havde grædt, og Graaden begyndte igjen, da han fortalte, at Knud Sparre var falden.

Hans Moder gik over for at bringe Efterretningen til sin gamle Veninde.

»Hvergang Nogen falder i denne Krig, er det ligesom det var En af min Familie,« sagde Konsistorialraadinden dybt bevæget, »men Knud Sparres Død forekommer mig ligesaa sørgelig, isom om det havde været min Søn.«

Margrethe stod taus og bleg; da hun og hendes Moder atter vare blevne ene, kastede hun sig om Moderens Hals og brast i en hæftig Graad, saa hæftig og ustandselig, som hiin Sommeraften, da han havde indhentet hende i den skyggende Have, men hendes Mund forblev taus og stum.

En Tid lang saae det sørgeligt ud i den lille By. Man var dybt nedbøjet over Krigens sørgelige Gang, og da Freden havde slaaet dens sørgelige Udfald fast, begyndte der tillige at vise sig en anden Splid og Uenighed, som snart antog en alvorlig Karakteer. Amtmanden traadte ind i en politisk Forening, som nylig var bleven dannet, og Kancelliraaden meente at burde følge ham, skjøndt han herved stillede sig i Opposition til sin gamle Ven, Overlærer Ludvigsen, der var Formand for en Filial af en anden politisk Forening, som virkede i en ganske modsat Retning. Saalænge Krigen varede, havde de forskjellige Borgere jævnlig mødt hinanden i fredelig Samdrægtighed i Postgaardens Restauration, hvor man om Aftenen i en hyggelig Kreds drøftede 54 ankomne Telegrammer og nyeste Efterretninger af mere eller mindre troværdig Natur. Man opmuntrede og mistrøstede der hinanden saa meget som muligt, medens man samtidigt styrkede Legemet med en varm Aftensmad og en velsmagende Toddy. De forskjellige Hustruer fandt ikke megen Behag i disse politiske Sammenkomster, og flere end een var det, som mistænkte deres Mænd for at bruge Landets Stilling som et Paaskud til at ombytte den tarvelige Aftensmad hjemme med Postgaardens Kjødgryder.

Nu var denne Kilde til ægteskabelig Usamdrægtighed for største Delen standset. Ikke alene var den pirrende Trang til at faae Nyheder ophørt med Begivenhedernes hurtige Afvexling, men Sammenkomsterne vare ogsaa af andre Grunde sprængte. En Aften, som man sad og diskuterede Krigens Gang, oplystes det nemlig, at Kancelliraaden var af den Overbevisning, at Overlærer Ludvigsen og hans »Parti«, de Rigsdagsmænd, som han plejede at anbefale paa Valgtribunen derunder indbefattede, ved deres ukloge og dumdristige Politik vare Ophavsmændene til Krigen og dens Ulykker, ja Kancelliraaden citerede endog Yttringer af Overlæreren selv paa en saadan Maade, at der deri laa en Insinuation, om at de havde havt en direkte udæskende Virkning paa Preussens Politik.

Han fandt en kraftig Understøttelse hos Postmesteren, en afskediget Ritmester. Denne havde tidligere været ligesaa lidt Politiker som Kancelliraaden og var kun traadt frem som Taler eengang tidligere, da han i et Møde paa Raadhuset med den varmeste Begejstring havde understøttet et af Kancelliraaden stillet Forslag om at stifte en Forening i Byen med det Formaal, at virke for Oldsagers Udgravning og Fredning om de lokale Fortidsminder, særligt en lille Kæmpehøj udenfor Byen. Nu rejste han sig atter som Taler. Med en af Harme dirrende Stemme udslyngede han mod Ludvigsens Hoved en Række Beskyldninger for Kongefordrivelsesplaner og forrædersk Forbindelse med udenlandske Magter og truede ham til Slutningen med at ville anklage ham for Højforræderi hos Generalpostdirektionen og udvirke Tilladelse til at lade hans Korrespondance bryde.

55

Situationen blev alvorlig for Ludvigsen, det var aabenbart, at Stemningen hos de tilstedeværende Borgere vaklede i en betydelig Grad, og at man begyndte at mistænke ham for ikke at være uden positiv Skyld i Danmarks Ulykker. Han tog imidlertid Sagen roligt, rettede med Værdighed paa sine Briller, gjendrev i logisk Orden de rejste Beskyldninger, og idet han talte sig varmere og varmere, sluttede han med at gjøre Kancelliraaden og Postmesteren personlig ansvarlige for Dannevirkes Rømning og Tilbagetoget i Nørrejylland.

Den almindelige Stemning var atter fuldstændigt paa hans Side.

»Bring mig min Hat og min Stok!« raabte Kancelliraaden til Opvarteren, ikke saameget, fordi han ikke selv vilde have den Ulejlighed at opsøge disse Gjenstande, som for at give sin Bortgang en imponerende Karakteer, og forlod derpaa stolt Postgaardens hyggelige Restauration.

Den fredelige Ro, som ellers havde været Særkjendet for den lille By, var nu ganske forsvunden. Dens vigtigste Førere stode bittert og skarpt ligeoverfor hinanden. Kancelliraaden hilste ikke længere sin gamle Ven Ludvigsen paa Gaden, Postmesteren ombyttede, som en vel noget ubestemt, men dog betydningsfuld Demonstration, sin fredelige Frakke men den gamle Ritmesteruniform og betragtede Redakteuren af Byens Avis, naar han mødte ham paa Gaden, paa en saadan Maade, at denne ansaae sin personlige Sikkerhed for truet og begyndte at gaae med en tyk Stok.

Det er en Selvfølge, at de hyggelige Sammenkomster om Aftenen ophørte. Postmesteren stiftede en lille, særskilt Klub paa det Hotel, som rivaliserede med Postgaarden. Man skulde der opbygge hinanden med Foredrag og anden selskabelig Underholdning; men, efterat Stifteren for et indskrænket Auditorium havde holdt en Række oplysende Foredrag om Kaffetræet, sygnede det aandelige Liv i Klubben langsomt hen.

I Maanedernes Løb begyndte dog Spændingen at lægge sig. Postmesteren vedligeholdt vel trofast det samme Højdepunkt af politisk Forbittrelse mod Overlærer Ludvigsen og 56 Ligesindede, men Kancelliraaden følte sig synlig trykket paa det Standpunkt, han ubesindigt havde indtaget. Han kunde ikke skjule for sig selv, at de Anskuelser, som hvis Forfægter han var optraadt, var i afgjort Minoritet, og tillige pinte al den Spot og alle de vittige Angreb, for hvilke han og hans Meningsfæller vare Gjenstand, ham i højeste Grad. Hans Haar graanede temmelig hurtigt, og hans Korpulence tog noget af. Selv i sit Hjem følte han sig ikke rolig og vel, thi hans Søn deelte ingenlunde hans Anskuelser; det var endog flere Gange kommet til alvorlige Disputer mellem Fader og Søn, som ellers altid havde levet i den skjønneste Enighed. Kancelliraaden angrede bittert, at han overhovedet havde givet sig til at have en Mening om Aarsagerne til Ulykkerne.

Endelig kunde han ikke længere bære Byrden, og han meldte sig i Stilhed ud af den politiske Forening, et Skridt, som allerede beroligede ham endeel. Der stod imidlertid ogsaa tilbage at oprette det gode Forhold med Ludvigsen, men hertil vilde der ikke lade sig finde nogen Lejlighed. Han sørgede for, at denne erfarede Udtrædelsen, og da han nogle Dage efter mødte ham paa Gaden, hilste han atter paa ham; men Ludvigsens Gjenhilsen var kold og afvisende.

Ved det store Middagsselskab paa Byfogdens Fødselsdag mødtes de To for første Gang i lang Tid inden fireVægge. Stille og taus sad Kancelliraaden ved det gode Bord, som han ellers i langt højere Grad forstod at skatte; degode Vine glædede ham ej som før, han følte sig ikke oplagt til at holde en eneste Tale, det var en sørgelig Tilstand. Maaltidet endtes, og i den livligste og venskabeligste Stemning trykkede man hinandens Hænder og ønskede »Velbekomme« saa inderligt, som om dette Ord indeholdt et Ind. begreb af al timelig Velfærd.

»Velbekomme, Ludvigsen,« sagde Kancelliraaden ydmygt, da han kom til at staae ligeoverfor denne.

Et Øjeblik tøvede Ludvigsen, da vandt hans gode Hjerte Overhaand.

»Velbekomme, Kancelliraad,« sagde han hjerteligt og; udstrakte sin Haand.

57

»Velbekomme, velbekomme, kjære Ven,« gjentog Kancelliraaden rørt og inderligt og trykkede paany den fremrakte Haand, og Arm i Arm begave de sig ind i Sideværelset til Kaffeen og Cigarerne.

Og der er atter Solskin og Sommer i den lille By med den mægtige Kirke, der knejser vidt ud over det omliggende Land, og Sol og Sommer kjærtegne atter med særligt Fortrin den røde Kapitelgaard med den hængende Vedbend. En saadan smuk Sommerdag vare alle Byens Vogne samlede udenfor Kirkens mægtige Indgang, og traadte man indenfor, var den fuld af pyntede Folk, og omkring Alteret var der samlet en talrig Brudeskare. Det var Christians og Margrethes Bryllupsdag.

Forgæves havde han flere Gange frembaaret sit Andragende for hende, men endelig havde hun taget imod det, og der havde været stor Glæde i Kapitelhuset.

»Det bliver dog maaskee ogsaa bedst saaledes i Længden,« havde Konsistorialraadinden sagt til sin Datter, da denne fortalte hende Forlovelsen.

En talrig Brudeskare er samlet. Det har allerede i længere Tid været en Æressag for Byens Familier at blive indbudt til Brylluppet, og man har overøst Kancelliraaden og Fruen med Artigheder for at bringe sig i Erindring.

Al tidligere Splid og Uenighed er glemt. Postmesteren er der, ikke i Ritmesteruniformen, men i den for kgl. Postmestre reglementerede, og han drikker et venskabeligt Glas med Redakteuren. Amtmanden er der med alle sine Ordner og Kammerherrenøglen og har Fruen tilbords. Den sidste Flaske af den gamle Madeira staaer ved hans Kouvert, han er uudtømmelig i Komplimenter over Anretningen og udbringer Brudeparrets Skaal med en lille Smagløshed, som Damerne overhøre.

Overlærer Ludvigsen er der og udbringer en Skaal for Fædrelandets Fremtid, som et Øjeblik formørker den glade Stemning, men Indtrykket udslettes af Amtmanden med en Skaal for Damerne, og Aftenen henglider i den behageligste Stemning. Latter, Sang og munter Tale lyde fra de aabne, 58 oplyste Vinduer udover den stille Plads, hvor den store Kirke knejser i Maanelyset i en underlig Blanding af Lys og dybe, mægtige Skygger, indtil Alt bliver stille.

For det unge Par er der indrettet en hyggelig Lejlighed i det gamle Kapitelhuus, et Stykke af Haven er givet dem i Selveje, paa en Høj deri er der bleven opført et smukt Lysthuus med en Bænk, hvorfra de i stille Sommeraftener kunne see Solen synke bagved Skovene og Stjerner staae op og spejle sig i det fjerne, rolige Hav.

DAPHNE
(1879)

60
61

Det var en af hine smukke, men uharmoniske Dage, som det tidlige Foraar bringer. Solen skinnede, der var Kraft i Lys og Skygge, men der var i den friske Vind, som blæste, Mere af Vinterens Aande end Pust af Foraar. Himlen var klar og blaa med Skyer, der vare helt sommerlige at se til, men Jorden var slet ikke sommerlig, ikke i noget Anstrøg af sine Farver. Luften var frisk, hvor det blæste, men kunde ellers blive underlig mat og tyngende.

Dette mærkede man godt oppe i Maleriudstillingens Lokaier paa Charlottenborg. Solen skinnede ind, hvor den kunde faa Lov til det; der var stærkt Lys, for stærkt for adskillige af Billederne. Man kunde ogsaa tydelig se de gamle Malerier paa Væggene, Salenes egentlige Beboere, som i Udstillingstiden spærres inde af de Skjærmbrædter, der bære de nye Gjæster. De gamle bagved danne ligesom et Urlag, en oprindelig Skrift i Palimpsesten, som hvert Foraar for nogle Uger skrives over af en ny, der skal tale til nye Mennesker paa den Vis, som de bedre forstaa.

Den Maade, hvorpaa den gamle Tid saaledes lister sig til at kigge over Skuldrene paa den nye, kan der maaske gjøres Indvendinger imod; men den har noget Tiltalende ved sig og forhøjer Indtrykket af Liv og Afvexling.

Det syntes ogsaa en ung Mand at finde, som, aabenbart vel fornøjet, men lidt planløst, drev om i Salen. Det var et kjønt, blond Menneske med sværmeriske, blaa Øjne, som halvt adspredt og halvt søgende saae snart lidt paa det Ene, snart lidt paa det Andet, saa lidt paa det foran, saa lidt paa det bagved, de gamle Portrætter og de akademiske Billeder.

Det er kun kjedeligt, at der ikke er nogle smukke Dameportrætter imellem det gamle Selskab, tænkte han, de vilde have set godt ud, og det var en interessant Race, om ikke til 62 at gifte sig med, saa til at forelske sig i; de forstod at lave Romaner. Ganske vist var det ikke de Romaner, hans Hu nærmest vilde have staaet til, men Hverdagshistorier var det dog heller ikke, dem var han allermest bange for i Kjærlighed. Han havde ikke prøvet den ret endnu, og han var hverken gift eller forlovet, men det var hans Formaal og faste Forsæt at gjøre sig Livet underdanigt i den Sag og kun overgive sig for en sand og ægte romantisk Kjærlighed.

Det var en Tanke, som fulgte den unge Romantiker overalt, baade naar han sad paa sit Kontor, thi han var en ung ministeriel Embedsmand, og naar han ellers flakkede om i Livet, og det gjorde han gjerne; og de Tanker vare, som man ser, ogsaa med paa Udstillingen. Han var paa den kolde Foraarsdag gaaet derop fra sit Kontor, for en Stund paa Kunstens Faustkappe at lade sig bære langt bort fra det bureaukratiske Laboratorium, bort over alle Bjerge til skjønne Søer med lykkelige Bredder, for nu at nyde et Glimt af Siciliens glansfulde Himmel hvælvet over et solskinnende Landskab, nu at aande Friskheden fra en aakandedækket sjællandsk Sø med skyggende Træer, saa at se en skjøn kvindelig Skikkelse i knistrende Marmors Fjernhed og dog nærværende, saa at være Vidne til et lunefuldt Billede af det glade Menneskeliv.

Alt dette, fandt han, var langt bedre end at gaa derude i det urolige Foraarsvejr med dets skuffende Solskin og temmelig nærgaaende Blæst, skjønt Luften deroppe rigtignok var noget tung og indelukket.

Og saaledes gik Stephan Holm, det var Romantikerens Navn, videre paa sin omflakkende Vandring. Af og til delte han sin Opmærksomhed imellem Malerierne og Publikum. Det Sidste var der nu ikke Meget at se ved. For det Første var der ikke Mange; Udstillingen havde været aaben i et Par Uger, og den første Trængsel havde tabt sig; og saa var det nu i de fleste Folks Spisetid. De, der vare, vare heller ikke meget interessante; hvad han hørte fra de forskjellige Grupper, var omtrent det Samme; ikke saaledes at forstaa, at Alle syntes godt eller daarlig om det Samme; langt fra, Meningerne vare endog urimelig delte; men det Ensformige laa i den Temperaturgrad, som var overalt, i Bifaldet som i Dadlen, men navnlig i Bifaldet. Det var altid det Samme, Graat 63 i Graat, den samme Uvillie imod at beundre. Det var ikke Noget for Romantikeren.

Og Andet var der ikke at se for ham paa disse Mennesker, som rolig drev fra Billede til Billede med deres Katalog klemt i Haanden; der var ikke mindste Brudstykke af nogen Roman at finde. Der saae han nu en lille Gruppe, en yngre Herre med to Damer. Han kjendte dem af Udseende og vidste, at Herren var forlovet med den ene; den anden var aabenbart hendes Veninde. Nu var Ordningen imidlertid den, at den Forlovede sjokkede bagefter, medens Herren, meget talende og æsthetiserende, for Veninden udfoldede sit Indhold af Aand og Viden. Gjorde den Forlovede et Spørgsmaal, fik hun et kort og lidet sigende Svar. Veninden tog imod den Opmærksomhed, der vistes hende, med synlig Fornøjelse, ikke fordi de kunstneriske Betragtninger eller deres Gjenstande interesserede hende, ikke heller fordi den Talendes Person i og for sig gjorde det, hvad han vel smigrede sig med. Nej, det, der for hende forgyldte hans Ord, var kun at søge deri, at hun nød en lille Triumf over sin Veninde ved at tage hendes Forlovede fra hende. Det saae man paa de Øjekast, hvormed hun stadig agtede paa Udtrykket i hendes Ansigt.

Der var nu ikke Meget at opdage. Den forlovede Dame bar sin Skæbne med al mulig Ro, maaske trøstende sig med, at naar Alt kom til Alt, var hun dog den Forlovede, og at der ikke var nogen alvorlig Fare for, at hendes Kjæreste skulde ville bryde Vanens og Kjærlighedens Lænke. Og saa gik hun fattet bag efter med det lidt trætte og lidt forjaskede Udtryk i Ansigtet, som forlovede Piger, der have gaaet længe som forlovede, ikke saa sjeldent faa.

Det havde interesseret Stephan at følge med og paa et lille Stykke iagttage denne Gruppe. Saaledes gaar det med saadanne Mennesker! tænkte han, habeant, de have fortjent det.

Og i aandelig Forstand rystede han Støvet af sine Fødder efter at have fulgt dem og gik videre. Se, der var noget Andet, noget ganske Andet:

Han stod paa een Gang ved et Portræt, der lige var blevet hængt op, og som han ikke før havde set. Det var et smukt og godt malet Billede af en smuk ung Pige. Hun var 64 i en klædelig Hverdagsdragt og sad i et Vindue i sommerlige Omgivelser; en Have var antydet i Baggrunden, men hun saae ud imod Beskueren.

Der var i dette Portræt Noget, som strax slog Stephan og vakte en sympathetisk Interesse. Det er ikke sjeldent, at Portrætmalerne male Ansigt og Klæder hver for sig og lade Ansigtet være i stort Selskab, Klæderne i stille Hverdagsensomhed eller omvendt. Her var der noget Lignende. Dragten var beskeden og dagligdags, men Ansigtet festligt og straalende.

Spørgsmaalet var kun, om dette skyldtes Maleren eller Modellen. Stephan fik strax et levende Indtryk af, at det var det Sidste, der var Tilfældet, og Billedet vakte hos ham en i høj Grad sympathetisk Interesse.

Han kunde imidlertid ikke strax komme til at betragte det i Ro; det var omgivet af en lille Gruppe Bekjendte, som ivrig drøftede det Spørgsmaal, hvorfor »Paula« havde taget den Kjole paa, og hvad det skulde til, at hun havde sat en Blomst i Haaret.

Endelig blev der tomt, og han satte sig til ret at betragte Portrættet. I det havde han fundet Noget af den Stemning, han søgte. Og jo længere han saae derpaa, desmere fandt han, at det var et ganske ejendommeligt Ansigt. Hvad der egentlig var det mest Tiltalende deri, vidste han ikke, Men det er sikkert, at det forjog den underlige tomme Uro, som plagede ham saa ofte, og som han den Dag ogsaa trængte saa meget til at blive befriet for.

Naa, han kunde ikke blive siddende der hele Dagen og rejste sig saa for at gaa. Men da han var gaaet et Par Væreiser bort, maatte han atter vende om for endnu engang at faa et Glimt af det. Og da han saa traadte ind, hvor det hang, og det i samme Øjeblik saae paa ham, var det, som det kjendte ham og hilste,

Fortabt i Billedet saae Stephan ikke en Bekjendt, som dog flere Gange havde været i Nærheden af ham, men som fra sin Side ikke syntes forlegen for at give sig til Kjende; han spejdede lidt saa ind i et Værelse, saa i et andet.

Nu traf det sig imidlertid saaledes, at ved en Vending, 65 Stephan gjorde, just idet den Anden ilsomt skulde passere forbi, stødte de lige paa hinanden, og de vare saa gode Venner, at der maatte standses.

»Goddag, Stephan.«

»Goddag, Sandberg. Se, Du er ogsaa heroppe.«

De udvexlede nogle almindelige Bemærkninger om Udstillingen og dens Publikum, under hvilke Stephan drejede sig helt bort fra Portrættet.

Nu kom den Anden til at staa ligeoverfor det. Samtalen gik lidt trægt fra begge Sider.

»Det er et smukt Billede,« sagde Sandberg.

Stephan vendte sig om og sagde det Samme.

»Lad os ikke staa for længe og se paa det,« sagde Sandberg; »for jeg kjender Maleren, og jeg veed, at han lurer som en skikkelig Edderkop her i Nærheden efter Folk, som han kan fare ud over for at høre deres Mening.«

De gik et lille Stykke bort, men paa den Maade, som Folk gaa, der i al Venskabelighed dog i Øjeblikket helst ville lade være at følges ad, hvorfor begge Parter spekulere paa, hvad Vej han skal bestemme sig for, for at blive fri for den Anden.

Derfor standsede de saa atter.

Sandberg vendte sig paany imod Portrættet.

»Veed Du, hvem det er?«

»Nej.«

»Det skal jeg sige Dig, det er....«

»Aa nej. Jeg vil ikke vide det,« afbrød Stephan ham.

»Det ligner Dig. Naa, farvel da,« lo den Anden.

»Farvel,« sagde Stephan hurtig, og det traf sig saa heldig, at Hver bøjede af til sin Side.

Stephan var glad over at være bleven fri for at vide, at det var en virkelig existerende ung Dame med Familie og Bopæl. Billedet var ham nok.

Sandberg var ogsaa glad over at være fri for at fortsætte Samtalen, men af en anden Grund. Ellers og til daglig kunde han og Stephan godt bruge hinanden. De vare ikke blot beslægtede, men ogsaa Venner fra Drengeaarene og saa forskjellige Naturer, at den Ene trængte til den Anden. Vilde Stephan Holm tage helt romantisk paa Livet, saa laa det i 66 Karl Sandbergs Natur at tage saa jævnt og ligefremt paa det som muligt. Det var han nu født til, sagde han. Og derved blev det.

Medens nu Stephan løb sin Vej for ikke at faa at vider hvem det skjønne Portræt var, gik Sandberg for at lede efter en virkelig existerende ung Dame, som skulde være deroppe efter hans Antagelse.

Og ganske rigtigt; der korn hun jo.

»Jeg tænkte nok, De kom herop i Formiddag for at se Paulas Portræt, inden De tog hjem til Sorø,« sagde han med et straalende Ansigt, idet han gik hen imod en kjøn, rødmusset og lidt »provinsielt« udseende ung Pige, som kom fra Indgangssiden, og som paa sin Side ogsaa syntes velfornøjet med Mødet.

»Ja, naturligvis,« sagde hun. »Men siden jeg er kommen her, og De ogsaa er her, saa skal De virkelig tage Dem lidt mere af mig og vise mig, hvad jeg skal synes om. De veed, at jeg er det største Tossehoved med Malerier og den Slags Ting og forresten ogsaa med meget Andet.«

»Veed jeg det?«

»Ja, De baade veed det og siger det - til mig selv ialfald.«

»Nej, hør.«

»Ja, hør,« vrængede hun med den godmodigste og gladeste Latter af Verden. »Men nu idag vil jeg ikke skændes med Dem. De skal være lidt elskværdig mod mig, jeg har faaet saa meget paa Hovedet af Tante, fordi jeg ikke vilde med og prøve Kjole istedetfor at gaa herop, at jeg nu har Lyst til at have det lidt godt. Kom saa.« Der var over hele hendes Optræden en vis Drøjhed, som slet ikke vilde have tiltalt Stephan, men hans lidt flegmatiske Ven fandt sig aabenbart inderlig vel ved at blive tagen paa den Maade.

»Ja, lad os gaa sammen og ikke spilde mere Tid.«

Saa var det en stille Sommeraften, en stille Sommeraften efter en stille Dag. Da Aftenen kom, og da Duggen faldt paa, vare de enkelte lyse Skyer, der hele Dagen langsomt vare gledne over Himlen, blevne færdige med deres Tog, og 67 den blege Himmel var ensom; Stjernerne vare endnu ikke komne frem.

Fra Landskabet vare alle Farverne vegne bort, og Formerne vare blevne bløde og utydelige. Sete ude fra Vejen smeltede Træerne i Dyrehaven sammen i store, mørke Masser, og hvad der paa den dampende Mose var Køer, og hvad Tørvestakke, var det ikke godt at blive klog paa.

Paa den smukke Vej, der over Kristiansholm fører fra Dyrehaven ned til Strandvejen, gik Stephan, langsomt og velbehagelig. Naar Naturen var som iaften, tiltalte den ham, og derfor var han den hele Eftermiddag dreven om i Ensomhed i Skoven og havde fyldt sig med velgjørende Indtryk af Ro og Harmoni og var nu paa Vejen hjem til en lille Sommerbolig, han havde lejet sig paa Strandvejens Begyndelse.

En Stund efter Solnedgang, naar Dagen er gaaet og Natten endnu ikke kommen, kan der over Naturen være en dyb Ensomhed, en Stilhed, som er større end Nattens, der altid er ligesom sammensat af mange Lyde.

Den fuldkomment rolige Aften bidrog til at give ham den Følelse, han yndede saa meget, at det virkelig var lykkedes ham at fly fra Virkeligheden og Trivialiteten. Al denne Stemningsfylde trængte hos ham til at give sig rhytmisk Udtryk. Brudstykker af Verslinier fødtes i ham; men det vilde ikke blive noget Rigtigt, ikke nu iaften ialfald, følte han. Saa fejede han det til Side og vuggede sig i Andres klingende Rhytmer. Tilsidst begyndte han at synge halvhøjt.

De tyggende Køer i det vaade Græs saae stivt paa ham, naar han gik forbi; men ellers havde han ingen Tilhørere, som kunde forstyrre ham.

Nu skulde han imidlertid snart dreje ud paa Strandvejen og komme ganske ind i det Hverdagslige og Sædvanlige. Han vendte sig til Afsked om imod den fortryllende Egn, han havde forladt, de dampende Enge og de sorte Skovmasser, og istemmede temmelig højt Goethes:

Aller Berge Gipfel
Ruh'n in dunkler Nacht.

Han sang den helt igjennem og begyndte saa igjen.

Til hans store Forbavselse faldt et Fortepiano ind med 68 Akkompagnement, ovenikjøbet med en vis Tilbøjelighed til at korrigere ham. Han studsede, men fortsatte; Akkompagnementet blev ved. Han saae sig nu ret om og saae da, hvad han ikke før havde bemærket, at der inde bag den høje, tætte Hæk laa et lille Landsted godt skjult i den tætte Have.

Han holdt op; Akkompagnementet sluttede med et Greb, som sagde: Vi ere færdige. Han var naturligvis nysgjerrig efter at faa at vide, hvem den ukaldede Akkompagnatør var. Han saae sig om, og i den tætte Hæk opdagede han en lille Laage ud til Vejen. Han gik sagte hen til den; den var saa nem at skyde op, at den gik op som af sig selv og opfordrede til at træde ind. Ind traadte han listelig; i den dæmrende Sommernat syntes den lille Have med de store Træer ham at ligne et fortryllet Sted, hvor Vindene sov. Men i Huset saae han nu, at man havde Lys i Havestuen. Det var ikke nogen stærk Belysning, en Lampe med Skjærm over, der endog var stillet noget til Siden som for at gjøre Lyset saa virkningsløst som muligt. Et Par Skridt længere frem; saa saae han et Fortepiano; ved det i det dæmpede Lys en lysklædt kvindelig Skikkelse. Saa det var hende, der havde sluttet sig til ham. Atter nærmere. Jo, hun var ung, hun var blond; hun sad med Hovedet lidt til Siden, lyttende; ansaa hun ikke det lille tonende Æventyr, hun havde indledet, for endt?

Pokker tage i det Grus, hvor det skreg under hans Støvler, da han ubesindig rask atter gik et Par Skridt frem. Hun hørte det, hun blev aabenbart forskrækket, i et Øjeblik var hun fra Stolen ved Fortepianoet forsvunden i den mørke Del af Stuen. Han syntes, at han hørte Stemmer fra en anden Stue, og vendte hurtig om; en lille Hund kom farende bjæffende ud af Havestuen, idet han atter gled ud af Laagen.

Naa lige meget, det var et ganske kuriøst lille Æventyr, tænkte han, idet han nu hurtig gik hjemad. Det var et lille lyrisk Digt i Virkeligheden. Livet var endda ikke saa uskjønsomt imod ham, men bragte ham dog nu og da smaa Guldfund af Poesi.

Da han var kommen hjem, satte han sig ved et Vindue, der vendte ud imod Søen.

Det var herligt at sidde der i Natten og se ud over et 69 stort Vand bag hviskende Træer og fantasere over det lille Digt, der var kastet ned for hans Fod. Og han fantaserede saaledes derover, at han faldt i Søvn ved Træernes Hvisken, ledsaget ind i Drømmenes Land af yndefulde Forestillinger og svævende afsted i slige Forestillingers gyldne Sfære, indtil han pludselig ved et voldsomt Ryk reves ud af disse og fornam nu den højst ubehagelige, haarde Virkelighed, at han havde faaet en voldsom Tandpine ved at sidde og sove i det aabne Vindue. Vred og gnaven maatte Stephan krybe i Seng, og medens Morgenrøden begyndte at aandes hen over Himlen, kæmpede han med de mest prosaiske Stik og Jag og dumpe Bankninger i sit Hoved, indtil han endelig lykkelig og vel faldt i Søvn.

Den næste Dag var Livet dog saa naadigt imod ham, at det holdt Tandpinen borte, og hele Dagen var fyldt med Velklang fra den foregaaende Aften. Men da det atter led imod Aften, og Duggen faldt paa, kom der en underlig Uro over ham. Huset i den stille, sovende Have steg frem for hans Tanker og vilde ikke vige ud af dem, og i Huset færdedes Billedet af den lysklædte unge Pige, som sad ventende og lyttende efter noget Ubekjendt, der drog hende forbi. Det Hus og den Have syntes ham at være den blaa Blomst's rette Hjem, det Sted, hvor ikke et Fortepiano, med Romantikkens egen Guldharpe klang under hvide Hænder.

Han kunde ikke modstaa. Han maatte paa Vandring op til det fortryllede Sted.

Da han drejede om ad den stille lille Vej, ved hvilken det laa, syntes det ham, at Alt havde hyllet sig i natlig Stilhed og Drømme. Men i samme Øjeblik, just som han saae Huset, hørte han fra det en forvirret Lyd af mange muntre Stemmer; han vilde trække sig tilbage, men ud af den lille Laage var der alt kommet et Fortrav for hele Selskabet, som hørtes inde bag Hækken; det kunde ikke gaa an at løbe nu, han maatte fortsætte Vejen lige imod dem Alle. Det ene Hold kom efter det andet; det gav et Sæt i ham - der kom just ud en ung Dame, ved hendes Side løb den lille Hund, som var faret ud efter ham igaar. Det var altsaa hende.

»Halløj, er Du her paa denne Kant?« raabte en animeret Stemme i det Samme til ham, en Herre gik lige forbi med 70 to af Selskabets Damer. Det var ikke nogen Anden end Sandberg.

Var det Alfeleg, han var kommen i? I samme Øjeblik saae han lige for sig - Portrættet. Den unge Dame med Hunden var hende og ingen Anden.

Intet Under, at Stephan stod aldeles fortumlet. Sandberg gik videre med sine Damer, de saae efter ham. »Han kjendte mig saamænd ikke,« hørte han ham sige, og saa en Stemme spørge: »Hvem var det?« Resten blev borte i den anden Samtalen og Munterhed. Man hørte En sige, at man kom for sent til Toget, en Anden, at der var god Tid, saa krydsede kun uforstaaelige Brudstykker af Samtalen hinanden.

Stephan gik mekanisk videre ad Vejen. O, alle I Romantikkens evige Magter, Hun og Portrættet!

Det følger af sig selv, at Stephan nu ikke havde Noget imod at faa at vide, hvem den unge Dame paa Portrættet var. Det vilde jo have været at byde Skæbnen Trods. Lykkeligvis var dette let at klare. Sandberg havde rent glemt, at der havde været en Gang, da hans Ven ikke vilde vide, hvem Portrættet var, og meddelte ham uden Vanskelighed, at den Familie, han havde besøgt paa det lille Landsted, var en Enkefru Johnsen og hendes Datter Paula, som hørte til hans mangeaarige Bekjendtskabskreds, ja egentlig vare i Familie med ham. lalfald havde den afdøde Mand, der havde været Embedsmand nede paa hans Egn, været regnet for en Slags Halvonkel til ham som Dreng.

Sandberg gjorde ingen Hemmelighed af, at de den Dag havde moret sig rigtig godt ude paa det lille Landsted; der havde været Folk fra Landet, som skulde følges til Stationen, da de mødtes, og de havde været i saa godt Humør paa Vejen at de næsten vare komne for sildig og havde maattet løbe den sidste Rest af Vejen.

Under Samtalen flakkede Stephans Øjne urolig om imellem de paa Væggen hængende Familieportrætter, som han aldrig før havde taget Notits af, men han fandt intet, som mindede om det Ansigt, han søgte.

»Det er i det Hele et morsomt Sted,« fortsatte Sandberg, »og rare Mennesker. Har Du ikke Lyst til at komme der?

71

Jeg har flere Gange tænkt paa at spørge Dig derom og egentlig havt det i Kommission.«

»Hvad? hvordan? Hvorfor Du?«

»Ganske simpelt, fordi vi have Brug for din Violin. Der er megen Musik og Sang; Frøken Paula spiller ypperlig, og vi have baade Trioer og Kvartetter og alt Muligt, men vor første Violin er bleven forlovet, og nu sidde vi der.«

»Ja saa.«

»Rent ud sagt, jeg har havt andre Ting i Hovedet, ellers havde jeg været hos Dig for at bede Dig træde ind i vor ringe Kreds. Jeg har nemlig været saa fri uden videre at foreslaa Dig, og Du er bleven antagen med Fornøjelse. Du er egentlig Medlem allerede.«

»Nej virkelig!« Det var dog mere end forunderligt, hvor Skæbnen ordnede Alt for ham.

Det følger endvidere af sig selv, at Stephan, da Efteraaret kom, og Folk samledes i Byen, blev indført i Huset med samt sin Violin. Det var en højtidsfuld Dag, den første, da han begav sig derhen. Han havde ganske ualmindelig Hjertebanken ude paa Trappen, og da han traadte ind i Stuen, hvor Damerne vare, og hvor han strax saae Paula lige for sig, var han baade rød og stammende. Det var godt, at han havde sin Ven med sig; hans sædvanlige jævne og hverdagsagtige Maade at tage Livet paa, som til Tider kunde virke frastødende paa Stephan, men som ogsaa til andre Tider kunde virke fortræffelig til at bringe ham paa ret Kjøl, bidrog her til at gjøre Indtryk af, at det Hele gik naturligt til.

Stephan havde en Fornemmelse af noget Højtideligt og Afgjørende, da han blev forestillet for Paula, og hun rakte ham Haanden; han syntes, at Alt stod stille i det Øjeblik, og at den virkelige Jord veg bort under ham. Men Sandberg gav ham med sine Bemærkninger hurtig en Hverdags-Samtales faste Grund under Fødderne. Da Stephan gik, kunde han ikke huske, hvad der egentlig var blevet sagt, saa ligefrem var det Hele faldet, men det var vist, at hun var smuk, meget smuk.

72

Det var ikke i noget fortryllet Slot, at det første Møde havde fundet Sted, men i en ganske almindelig anden Salsetage paa Nørregade, der lod sig fuldkomment beskrive i Avertissements-Stil. Men dog havde hun taget sig ud som en Prinsesse og ikke gjort Portrættet til Skamme, af hvilket han havde en saa levende Erindring. Men Portrættet selvHvor var det? Han havde slet ikke tænkt paa det, da han var derhenne, i hendes Selskab. Nu, da han var borte fra hende, beskjæftigede det ham atter levende. Det skulde jo være derhenne. Sandberg havde sagt, det tilhørte hendes Moder. Han maatte endelig have det at se næste Gang; han længtes formelig efter det, skjønt han kjendte Originalen. Naa, han vilde nok finde det en anden Gang; der var Noget i Vente.

Stephan havde altid holdt meget af Efteraaret, men aldrig saa meget som denne Gang, thi nu havde han en Følelse af, at den Herlighed, der skulde bære ham sejrrig over al Forkrænkelighed, som var Andres Lod, var i Syne. Han vidste ikke med sig selv, om han for Alvor var forelsket i Paula, gjorde sig ikke heller for Alvor det Spørgsmaal, men hendes Tilsynekomst indenfor hans Horisont stod ham dog som et Pant paa, at det Drømte kunde blive til Virkelighed, at Drømmene have Ret i Livet.

Musikaftenerne begyndte. Men de fik strax fra Begyndelsen et Præg af at være en Herlighed, der ikke skulde vare længe, thi det blev afgjort, at Fru Johnsen og hendes Datter inden Jul skulde være i Syden. Det var Noget, der blev bestemt for Fruens Helbreds Skyld. Hun selv holdt slet ikke af at rejse; det var en skrøbelig og altid smaaklagende, men meget vakker Dame, som satte Skuet af sine egne Dagligstuevægge over enhversomhelst Udsigt over Middelhav og blaa Bjerge, og som ubetinget foretrak at træde paa sine egne Gulvtæpper fremfor paa den mest klassiske Jordbund. Det Eneste, hun, nærmest i sin Egenskab af utrættelig Theatergænger, havde en svag Lyst til at se, var en Blomsterfest i Genzano med rigtige Blomster og en blaa Grotte med rigtigt 73 Vand. Men selv her forbitrede hendes ængstelige Fantasi hende forud Nydelserne; Indsejlingen skulde jo være saa vanskelig, man maatte lægge sig ned i Baaden, og sæt, at hun eller hendes Datter fik Panden knust imod Loftet i Klippegangen. Var man først derinde, saa maatte det forresten være dejligt nok, og det kunde være meget morsomt, om hun skulde finde Indgangen til den Klippehule fuld af umaadelige Skatte fra Kejsernes Tid, som hun havde læst i en af Bergsøes Noveller skulde være der, men som mærkeligt nok Ingen syntes at ville gjøre sig rigtig Umage for at finde.

Denne forestaaende Rejse blev snart en Begivenhed, der antog saa store Dimensioner, at den stillede den musikalske Del ved de ugentlige Sammenkomster meget i Skygge. En af Deltagerne var lidet tilfreds hermed, et ungt, musikalsk begavet Menneske, der betragtede sig som havende en meget vigtig Samfundsopgave at løse ved at være Bas-Stemme i en Mængde musikalske Familiekredse og saae i sig selv en af Bærerne af det musikalske Liv i Hovedstaden. Han misbilligede i høj Grad den lidet alvorlige Maade, hvorpaa Sagen blev tagen hos Fru Johnsen, naar Damerne strax faldt i Tale med Sandberg og Stephan, der begge vare drevne Italiafarere, om den store forestaaende Rejse. Han undskyldte sig derfor ikke sjeldent og tog Andre med sig, og saa blev det Hele til lutter Samtalen, medens Lysene vare tændte paa Klaveret, og Noderne laa opslaaede.

Sandberg maatte i Reglen berolige Fru Johnsen angaaende Jernbanerejsens Besværligheder og Farer. Han maatte atter og atter fremhæve det lidet Sandsynlige i, at netop det Tog, hvormed de rejste, skulde komme ud af Skinnerne, eller at Simplon-Tunnelen skulde falde ned i Hovedet paa dem.

Stephan talte saa med Paula. De talte om andre Ting.

Der var over Paula udbredt en vis blid Ynde og Elskværdighed. Hun var meget blond, men havde mørke Øjne - og han tænkte paa, om det var dem, der først havde slaaet ham ved hendes Portræt.

Det var et Spørgsmaal, han nu kunde grunde over, thi nu havde han fundet Portrættet. Det smukke Brystbillede hang ikke i Dagligstuen. Der vilde Paula ikke have det. Det hang i det andet Værelse ved Siden over Klaveret.

74

I dette Værelse vilde Stephan gjerne manøvrere hende ind paa disse Aftener og vilde have hende til under et eller andet Paaskud i Retning af den Musik, der aldrig blev udført, at sætte sig ved Klaveret, saaledes at han kunde se baade hende og hendes skjønne Billed og ligesom tale med bægge. Stor Fornøjelse var det ham ogsaa, naar han kunde faa hende til at spille og saa sidde og betragte Portrættet, som saae paa ham med sit festlige Udtryk.

Paula var elskværdig paa en rolig og stille Vis, noget tilbageholdende, tilfreds med Livet, som hun havde fundet det. Han kunde endnu ikke ret faa hende med i sine Samtaler, skjønt det var tydeligt, at hun godt led hans Selskab, men han havde dog alt til Tider en forundret Følelse over, at hun kunde være saa tilfreds, som hun syntes at være det.

Den praktiske Sandberg havde foreslaaet, at man, da Musikken døde hen, skulde give de ganske uberejste Damer et forberedende Kursus til det italienske Liv. Dette Kursus indskrænkede sig ikke alene til at betragte Afbildninger i Mængde fra skjønne Egne og Fotografier af Kunstværker, som de skulde have deres Opmærksomhed henvendt paa. Men han vilde ogsaa, at ialfald Paula skulde lære lidt mere Italiensk. Det, hun kunde, var næsten Intet, og vel skulde de to Damer have Følgeskab derned med en Familie af deres Bekjendtskab, men siden skulde de være ene, og et nødtørftigt Kjendskab til Sproget vilde altsaa være fortræffeligt. Selv var han imidlertid ikke oplagt til at have den Ulejlighed at give Timer, og saa var Aftalen - forresten uden Vanskelighed fra Nogens Side - bleven den, at det skulde være Stephan, som skulde tage sig af Paulas Belæring. Hver Ugedag havde hun saa et ordentligt Pensum, som hun blev hørt i.

Paula forbandt med sit rolige Væsen aabenbart en ikke ringe Energi, og hun forbavsede ialfald Stephan ved den Iver, hvormed hun tog fat. Det var ikke blot den Flid, Damer altid udfolde, naar de kaste sig over Noget, der interesserer, og som tildels kommer af, at de have en vis opsparet Virkelyst og Energi, som de ere glade ved at faa en anden 75 Anvendelse for end den, det daglige Liv byder dem. Der var noget Mere, syntes han, i Paulas Flid og Dygtighed. Vist er det, at hun gjorde forbavsende Fremskridt, skjønt hun ikke havde den medfødte Lethed, som de egentlige Sprogtalenter pleje at have. Overhøringen foregik i Reglen i Dagligstuen i godt Humør fra alle Sider.

Stephan fandt, at disse Timer vare et herligt Paafund; han glædede sig over Paulas Dygtighed, men han kunde paa den anden Side ikke skjule for sig selv, at han egentlig kunde altfor Lidt til at lære hende saa godt, som hun fortjente.

En Aften havde hun saaledes kunnet Lektien aldeles perfekt, og i sin Iver for dog at være Lærer rettede han hende lidt uoverlagt med Ordet »Kastanie«. »Det er Maskulinum.«

Paula var sikker i sin Sag og ærekjær; hun protesterede. »Nej, det hedder virkelig la castagna, naar det er Frugten.«

»Nej,« sagde Stephan med Værdighed. »Det maa hedde il castagno.«

»Nej, jeg forsikrer Dem, det hedder virkelig castagna,« sagde Paula ivrig.

»Men Gud, Barn,« hostede hendes Moder, »hvad gaar der dog af Dig, hvor kan Du sige saadan imod.« Det stred aldeles imod den ældre Dames Følelser, at en Elev kunde have Ret imod en Lærer eller en Kvinde imod en Mand.

»Ja, lad os faa Lexikonnet,« sagde Paula, »saa skal vi se. Jo, ganske rigtigt.«

»Ja, De har virkelig Ret,« sagde Stephan, »undskyld, at jeg sagde Dem imod.«

Da de saa vare færdige, lukkede han Bøgerne.

»Hvad skal jeg have for til næste Gang? De glemmer at give mig for,« sagde hun lidt ængstelig.

Han rystede paa Hovedet og sagde noget alvorlig: »Det er bedre, at De faar en Lærer, der kan Mere end jeg.«

Paula saae paa ham og blev rød, mest maaske fordi hun et Øjeblik var bange for, at han var saa hovmodig, at han ikke kunde taale at have Uret imod hende.

Han havde indgivet sin Demission, fordi han syntes, han var nødt til det, men han forstod hendes Mistanke og sagde derfor i en spøgende Tone: »De ser jo selv, at De kan Mere end jeg.«

76

»Mændene kan aldrig taale at have Uret, det kan jeg ikke lide,« sagde hun, nu en Smule usikker i sin Opfattelse, »De veed jo godt, at De alligevel kan uhyre meget Mere end jeg. Men De er vel kjed af det.«

»Jeg tror virkelig, Du plager Hr. Holm,« sagde hendes Moder.

»Jeg vilde virkelig heller end gjerne blive ved,« sagde Stephan, »naar jeg bare turde for min gode Samvittigheds Skyld.«

»Aa, det kan De godt. De lærer mig saa udmærket. Jeg vilde ikke være nær saa flittig med nogen Anden. Det kan jeg godt mærke.«

I samme Øjeblik, som hun havde sagt det, blev hun meget rød.

Stephan tog Bogen, lukkede den atter op og sagde: »Vil De saa til næste Gang tage Verberne paa ére, dertil.«

»O, De maa gjerne give mig Mere endnu,« sagde hun henrykt.

»Naa, saa skal De have Verberne paa ire med.«

»Ja, dem paa ire. Og det der med de to Infinitiver.«

»Det bliver altfor meget.«

»Nej, slet ikke, De maa endelig lade mig faa de to Infinitiver med til.«

Og saa fik hun dem.

Det blev en herlig Aften.

Der kom foruden Sandberg et Par af de musikalske Veninder, som holdt ved, ogsaa efterat Musikken var trængt saa stærkt tilbage. Og saa var der en ny Akkvisition, en »Kusine Kamilla« fra Sorø, hvilken Kusine Kamilla forresten ikke var nogen Anden end den samme lidt svære og meget glade og godmodige Dame, som mødte Sandberg oppe paa Maleriudstillingen, den Dag Paulas Portræt var kommet derop. Han og hun vare ogsaa den Dag meget glade ved at træffe hinanden og lagde ikke noget Dølgsmaal derpaa. Stephan derimod syntes ganske vist ikke rigtig om hende. Hun var ham for drøj, ligesom for solid, og han syntes ikke om, at hun og Paula havde en hel Del at smaasnakke om. Han følte sig overbevist om, at det kun kunde være profane Smaating, som ikke burde blot et Øjeblik optage dens Tanke, der havde 77 saa smukke Øjne, og end mindre faa hende til at smile med dette dejlige Smil, der burde være saa uendelig ophøjet over ligegyldige Hverdagsbegivenheder i Sorø og Omegn.

Imidlertid gav hun og Sandberg sig mest af med hinanden, og det var en Trøst. Hun havde forskjellige lystige Indfald og deriblandt et, som gjorde megen Lykke og ogsaa vandt Stephans Bifald. Under Indtrykket af alt det Italienske, som omgav hende, faldt Kusinen paa, at man skulde lege, at man spiste til Aften »paa Osteri«. Det skulde udføres saaledes, at man ikke spiste i Spisestuen, men i Dagligstuen. Naar man vilde overlade denne til hende og Sandberg i et Kvarter, saa skulde Osteriet være færdigt.

Fru Johnsen korsede sig først ved Tanken om, at man skulde spise der og drysse Krummer paa hendes nye Tæppe og paa de pæne Stolebetræk, men hun gav dog efter. De Andre blev lukkede inde i Værelset ved Siden af, og Kusinen og Sandberg gav sig i Lag med Arrangementet. Lidt efter blev Paula ogsaa kaldt ind, og da Kvarteret var omme, aabnedes Døren, og Osteriet var arrangeret.

Ligheden var egentlig ikke slaaende. Gulvtæpper og Gardiner og pyntelige Møbler og Gaslysekrone mindede kun fjernt om de tilrøgede Knejpers Udstyr. Men naar Alle vare enige om det, kunde det naturligvis godt kaldes et Osteri, og Alle vare enige. Og hyggeligt saae det ialfald ud. Bordet var dækket foran den store Nische, hvori Sofaen havde sin Plads. Alt, hvad der var af store og smaa Potteplanter i Stuen, var arrangeret i Grupper omkring Bordet, og dette selv var dækket paa Italiensk, hvilket dog ikke vilde sige Andet, end at der var heldt Vin paa Vandkaraffer, som kaldtes for Foglietter, og at alle Retterne havde faaet italienske Navne. Det Allerkjønneste var, hvad den utrolig virksomme Kusine Kamilla ogsaa havde faaet Tid til at arrangere: at baade hun og Paula vare blevne klædte i italienske Kostumer. Det var Minder fra forrige Aars Karneval, der i en Fart vare dragne frem. Korrektheden lod vel Noget tilbage at ønske, men Klædeligheden slet Intet. Den friske, rødmussede Kusine tog sig udmærket ud, og Paula var ganske dejlig. Det lidt Forstyrrede og Halvfærdige i Kostumeringen gjorde det Hele endnu klædeligere.

78

Stephan stod helt henrykt, og Humøret gik rent fra de to Veninder, som vare i deres almindelige Klæder. De helmede ikke, før de ogsaa fik Lov til at komme ind og se efter i Karnevalsstadsen. Og da de der havde fundet nogle Skjærf og den Ene en Baret og den Anden en Pernillekappe og noget Pudder til sit Ansigt, kom de ogsaa i en tilfreds og harmonisk Stemning.

Det var et overmaade lystigt Maaltid. Vinen blev for ret at være korrekt skjænket fra Foglietterne i Ølglas. Den lystige Kusine, som havde Marstrands Osteribilled i Hovedet, sad jævnlig med sit Glas løftet i samme Stilling som den smilende, drikkende Pige og hilste ud til indbildte Osterigjæster.

»Evviva la bella Italia!« sagde hun.

»Lad Italien leve,« sagde Sandberg, »men foreløbig det paa Nørregade.«

»Det siger jeg ogsaa,« sagde Stephan. Saaledes at sammenblande Illusion og Virkelighed, som man gjorde den Aften, var ret Noget for ham.

»Jeg har aldrig tilbragt en saa behagelig Aften i et rigtigt Osteri som denne.«

»Det siger jeg rigtignok med,« sagde Sandberg.

»Derfor skal I hver have en af disse dejlige Roser,« sagde Kusinen og plukkede saa i en af Blomstergrupperne ved hendes Fod to tarvelige smaa Asters og rakte dem til dem, først en til Sandberg, saa en til Stephan.

»Aa nej, det rigtige Italien, hvem der dog kunde komme der,« sukkede en af Veninderne, som aldrig havde været der og heller ikke havde Udsigt til at komme der. »Det maa dog være noget Andet.«

»Noget Andet, jo,« sagde Stephan, »men ikke saa godt.«

»Nej! Gid vi bare sad halvt saa godt dernede som her,« sukkede Fru Johnsen.

»Skal Herrerne ikke ned og se til dem,« sagde den lystige Kusine. »Jeg vilde saa gjerne tage med.«

»Ja, kom ned og besøg os,« sagde Paula; men hun sagde det lige ud og henvendte det ikke til nogen Bestemt.

»Maaske, hvem veed,« sagde Stephan; »jeg drikker paa Gjensyn dernede.«

79

Han greb efter sit Glas, men da han havde travlt med at se efter Paula, greb han fejl og væltede det ned paa Gulvet, hvor det gik i Stykker.

»Det var et daarligt Varsel,« sagde han. »Jeg kom ikke til at drikke Noget.«

»De maa ikke være saa overtroisk,« sagde Paula. »Tag mit Glas og drik.« »Til sidste Draabe,« sagde han.

Det var noget sjeldent, at den stille og tilbageholdne Paula gav sig saa meget hen som den Aften, men hvor det klædte hende henrivende.

Stephan var virkelig glad og lykkelig, da de den stille Aften gik hjem. Sandberg fulgte ham. De tav Begge, Sandberg gik og fløjtede.

»Hør, jeg skal betro Dig Noget,« sagde Sandberg.

Stephan havde saa meget af Fantasters Egoisme eller rettere Ligegyldighed for Andre, at han, især i dette Øjeblik, var lige ved at sige, at han egentlig helst saae sig fri for at faa betroet Noget.

Sandberg var imidlertid for varm til at blive afficeret ved den Andens kølige Tavshed.

»Jeg er forlovet. Ja, med hende, Kamilla, Du saae, Kusinen.«

Denne Meddelelse interesserede dog Stephan.

»I ere blevne forlovede? Hvornaar? laften?«

»Aa nej, det er en gammel Historie. Det er saamænd fra i Sommer. Men nu ville vi deklarere det.

»Nu vil jeg gaa med en Guldring paa,«
sang han en Strofe. »Og i Løbet af et Par Maaneder ere vi gifte og hjemfarne, haaber jeg.«

»Ja saa.«

»Du kunde da idetmindste gratulere.«

»Det kan jeg gjerne, men det behøves da ikke. Du er jo lykkelig, lykkelig nok.«

»Ja det har Du sgu Ret i. Og dog bliver jeg lykkeligere og lykkeligere, saa jeg veed saamænd ikke, hvor det vil ende.«

Stephan saae prøvende paa ham og sagde halvt 80 uvilkaarlig: »»Jeg tror paa Lykken i Kjærlighed - og dog har denne Tro stundom i mig født en Frygt, at det skulde gaa med Lykken i Kjærlighed som med al anden Lykke, i det Øjeblik, man greb den, forsvandt den eller forvandledes. Ja, jeg frygtede egentlig, at det var endnu mere Tilfældet med Lykken i Kjærlighed, og at det var den sande Udlægning af Mythen om Daphne, der forvandledes til et Træ, da hendes Elsker favnede hende.«

Sandberg rystede paa Hovedet, og mere alvorlig end før sagde han: »Det gjælder kun for en Guddom.«

»Men Enhver, der elsker højt, er en Gud.«

»En saadan Apotheose er ikke for os Mennesker,« svarede hans Ven. »I ethvert Fald kan jeg ikke have undergaaet den, thi, som jeg siger Dig, jeg er lykkelig og bliver lykkeligere. Der er altid nogen Fordel ved at være Smaafolk, ser Du,« tilføjede han efter et Øjebliks Pause og slog Stephan paa Skulderen.

»Maaske.«

Erindringen om den smukke italienske Aften fyldte Stephan ganske til den næste Sammenkomst. Han vidste ikke alt det, han da vilde sige. Han havde i Tankerne ført hundrede Samtaler med hende, den ene mere stemningsfuld end den anden. Han havde længtes efter den Aften, da han atter skulde derhen, som Freir eller Gerda, og stadig været i Frygt for, at der skulde ske Et eller Andet, som forpurrede det lykkelige Møde.

Men den forventede Onsdag kom som alle andre Onsdage, og det blev Eftermiddag paa den som paa andre Dage, og Tiden kom, da han kunde gaa derhen for at give den italienske Time, inden de Andre kom, og han gik hen paa Nørregade, og Nørregade stod der og Huset og Alting, og han traf Paula siddende i Dagligstuen med sine italienske Bøger og hendes Moder strikkende, Alt ligesom ellers.

»Idag har jeg den lange Lektie,« sagde Paula med Tilfredshed, thi hun vidste, at hun kunde den. »De husker jo nok, at jeg fik saa Meget for.«

»Aa ja, jeg husker Alt fra den Aften,« sagde Stephan.

81

Paula kastede et lidt spørgende Blik paa ham. Det, hun huskede bedst, og det Eneste ialfald, hun bagefter havde tænkt paa, var Episoden med Lektien.

Den kunde hun udmærket, saa lang den var.

»Maa jeg saa faa lidt Musik ovenpaa,« sagde han, »inden de Andre komme. Klokken er snart mange.«

»Hvad skal jeg spille?« sagde hun, da de sad i Musikstuen. »Gammelt eller Nyt?«

»Noget af det Gamle,« svarede han, »Noget fra den Musikkens Guldalder, som er forbi for vor Slægt, der hverken veed at længes eller trænger til Drømme. Lad os faa Noget af det, hvori den rette Verden har aabenbaret sig.«

»Ja, nævn mig Noget.«

»Der er den lille Sonate i G-Dur af Beethoven f. Ex., som jeg hørte sidst.«

Paula spillede den. Han hørte tavst efter. Da hun var færdig, lagde han, som sad ved Siden, sin Haand paa Tangenterne og spillede det vidunderlige Thema:

»Ikke sandt,« sagde han, »naar man hører det, saa veed man, at der er et bedre Drømmenes Land, hvortil man kan flygte.«

»Ja, jeg synes, at naar man hører saa god Musik, har man en Følelse af, at man aldrig kan blive rigtig ulykkelig,« sagde hun.

»Mere end det,« svarede han, »man føler, at der er en Virkelighed, man skal vende Ryggen til og flygte for.«

»Aa ja,« sagde hun glad, »det er sandt, noget Saadant føler jeg ogsaa, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulde udtrykke det. Det er, ligesom man bliver et bedre Menneske, eller man føler ialfald, at man skal blive det.«

»Nej, nej,« sagde han lidt utaalmodig og atter spillende Themaet igjennem. »Det er ikke det, jeg tænkte paa, ikke paa at blive bedre, men lykkeligere, lade denne haarde Verden ligge bag sig og selv vandre til evig skjønne Steder. Hvert Menneske med Sans for det Skjønne har hos sig den 82 magiske Evne til at kunne bringe sit inderste Væsen i Sikkerhed derhen. Det gjælder kun at udvikle denne Evne, at lære at bruge Trylleordet paa rette Vis.«

Hun sad tavs og lod sine Hænder løbe hen over Tangenterne i lette, dæmpede Fantasier. Han vilde høre et Ord fra hende og spurgte derfor:

»Tror De ikke, man kan flygte en saadan Flugt?«

Hun svarede med en let Rødmen: »Jeg veed ikke, det vil sige, jeg veed ikke, om jeg forstaar Dem.«

Sagtelig blev Tonerne ved at klinge i hendes lette Spil, men hun selv var bestandig tavs.

Han tav ogsaa og saae op paa Portrættet, der hang foran ham. Det forstod ham ganske.

Saaledes sad de stille en Tid, medens Tonerne flød i en sagte klingende Strøm.

»De er saa tavs,« sagde saa Paula med et yndefuldt Smil og saae aabent og lige paa ham.

»De forstaar mig jo ikke,« sagde han, »jeg kjeder Dem med den Tale, jeg fører.«

»Aa nej, slet ikke,« svarede hun ivrig. Efter en lille Pause fortsatte hun langsomt, kadencerende sine Ord efter den Musik, hun spillede, og ligesom halvt tabt i denne:

»Det gaar jo ofte saaledes, med Musik f. Ex., den forstaar man ikke heller altid, og dog holder man af at høre den.«

Saa var det atter hende, han maatte se paa.

Lidt efter kom de Nyforlovede, thi Forlovelsen var deklareret, og de bragte med sig lystigt Spektakel og en højrøstet Munterhed, som Alle blev trukne med i, men som Stephan dog ikke syntes om, at Paula hengav sig til.

Kusinen var slet ikke smuk, det var det Resultat, Stephan fik ud af det.

Sandberg greb ham i at sidde og se forskende paa hende. »Du har Ret,« sagde han uden videre. »Hun er ikke nogen Skjønhed.«

Bemærkningen blev gjort højt og ligefrem og hørt af Alle. Stephan blev noget flov og vidste ikke, hvad han skulde sige.

»Er det om mig?« sagde Kusinen med et lystigt Nik. »Nej, en Skjønhed er jeg saamænd ikke. Men jeg er forresten ble ven kjønnere af at være forlovet.«

De Andre lo, hun blev rød i Hovedet og sagde: »Ja, det 83 er virkelig sandt, og det var da heller ikke godt Andet, naar saadan en Mand tager En.«

»Aa, min Pige,« sagde Sandberg, »Du er god nok til mig og mere end det; men sæt nu forresten, at jeg først havde villet have Andre.«

»Det er mig saamænd temmelig lige meget,« svarede hun leende. »Jeg har altid tænkt mig, at Du vist havde havt et lille Sværmeri - ja, Du behøver ikke at blive rød, Paula - men det er jeg ikke mere jaloux over. Du bryder Dig vist heller ikke med at tænke paa, at det nok kunde være, at dersom en vis En og Anden eller maaske endog et Par Andre havde friet til mig, saa havde jeg formodentlig sagt Ja og var kommen hjem fra et Bal eller et Feriebesøg som Forlovet med En, som jeg nu maaske aldrig ser igjen i mit Liv og endnu mindre tænker paa. Det kan ialfald være Dig en Trøst, at jeg aldrig før har friet til Nogen.«

»Hvad vil det sige?« spurgte Paula nysgjerrig. »Friede Du til ham?«

»Ja,« sagde Kusinen ligefrem. »Omtrent. Saadan halvt ialfald.«

»Ja, det er virkelig sandt,« tilføjede Sandberg smilende. »Om det var lidt mere eller mindre end halvt, er det ikke Umagen værd at strides om.«

»Nej, hvordan det nærmere gik til, fortælle vi Jer naturvis ikke,« sagde Kusinen. »Men jeg generer mig saamænd ikke ved at sige, at man godt kunde være bekjendt at fri helt til ham, og havde det været nødvendigt, havde jeg saamænd ogsaa gjort det.«

»Hvad siger De om den Forlovelse?« sagde Stephan lidt efter til Paula.

»Ikke Andet end godt,« svarede hun. »Det er jo en sand Fornøjelse at se To, der ere saa glade over hinanden, det er dog alligevel Hovedsagen.«

Det Svar var atter af dem, han ikke syntes om, den Forlovelae var da saa hverdagsagtig, som en Forlovelse kunde

være.

Stephan kunde, naar Paula ikke ret gik ind paa hans Tankegang, ligeoverfor hende komme i en underlig usikker 84 Stemning. Hun kunde i en Situation vise sig saa yndefuldt tiltalende, saa ganske i Højde med hans Forestillinger om hende, at han bagefter undgik hende for ikke at faa det harmoniske Indtryk, han bar paa, forstyrret af hende selv. Thi det gik gjerne saaledes, at naar de saa atter mødtes, fandt han, at hun ikke passede med det Billede af hende, som han i Mellemtiden hos sig selv yderligere havde omdigtet.

Der var en Ting, som laa ham særlig paa Hjerte; det var at lade hende vide, at han var den Ubekjendte, hvis Sang hun hin Aften havde istemmet.

Men dette var ikke saaledes at gaa til; der var over hele hin Situation, fandt han, en saa fin romantisk Stemning, at man let kunde forgribe sig paa den, den hørte slet ikke til i en almindelig, hverdagsagtig Samtale.

Det gik derfor ikke saa let med at mane en passende Stemning frem, og engang skulde det dog siges; Afrejsens Tidspunkt nærmede sig. Saa slog han engang, da de havde talt om, at den stundede til, Noderne op paa den Sang, han havde sunget hin Aften, bad hende om at akkompagnere sig og sang den.

»Det er en dejlig Sang,« sagde hun, da de vare færdige.

»Den har vi sunget sammen, inden vi kjendte hinanden,« svarede han.

Hun saae forundret paa ham, men sagde ikke Noget.

»Det var mig, den Aften....«

Han havde næsten ventet, at alt disse Ord skulde være Trylleordet, som skulde løfte det Slør, der laa dem imellem; thi han nærede ikke nogen Tvivl om, at hin Situation stod ligesaa tydelig for hende som for ham. Men Trylleordet virkede slet ikke. Hun blev ved at se paa ham og sagde paa den allernaturligste Maade af Verden: »Jeg forstaar Dom slet ikke.«

»Den Aften, udenfor Landstedet.... jeg gik paa Vejen .... De gav Dem til at akkompagnere.... De sad ved Klavere t i Deres Havestue....«

»Det veed jeg ikke det Mindste om, De maa have taget rent fejl.«

Stephan blev saa befippet over denne Vending, at han 85 nu blev stum, og først efter nogle Øjeblikkes Tavshed kunde han faa sagt: »Ja, saa maa det have været en Fejltagelse.«

Han var helt adspredt den Aften, og skjønt det var en af de sidste, der var tilbage, lykkedes det slet ikke at faa sat Liv i den. Paula saae forunderlig spørgende paa ham, hun forstod ham endnu mindre end ellers.

Og Stephan kunde nu slet ikke finde Rede paa sig selv og Paula og sin Skjæbne. Var det dog hende, eller var det ikke, havde han slet ikke faaet et Varsel fra sin Lykkestjerne den Aften, eller vilde hun blot ikke vedgaa det af et eller andet dybt Skjælmeri? Det var dog ikke ret troligt; hun havde ogsaa set saa troskyldig ud, at det næsten var umuligt ikke at tro hende.

Saa rejste de kort Tid efter. Han syntes, Paula havde Taarer i Øjnene, da han var oppe at sige Farvel til hende og hendes Moder. Hvordan det stod med ham selv, vidste han slet ikke. Det at blive alene var ikke uden al Tiltrækning for ham.

Sandberg og hans Kamilla vilde gifte sig uden lang Opsættelse i selve denne Vinter og vare meget optagne af de forskjellige Arrangementer med at sætte Bo.

De vare fornøjede med hinanden paa den samme noget jævne og ligefremme Maade, som ganske vist ikke tilfredsstillede meget poetiske Forestillinger, og som ialfald Stephan havde fundet saa lidet stemmende med den sande Forelskelses Væsen, men som havde noget Solidt og Troskyldigt ved sig.

Stephan og Sandberg var, som før sagt, ikke blot Venner fra Drengealderen, men ogsaa ansatte i samme Kontor, saa at de taltes ved næsten daglig. Stephan vilde gjerne ind paa mere almindelige Betragtninger over Kjærligheden og dens Væsen, men det havde Sandberg slet ikke mere Lyst til. »Det er saamænd aldrig Umagen værd at tale om den Slags Ting nu, da man er forlovet og hele Historien er gaaet godt af,« sagde han.

86

»Du er altsaa fuldstændig lykkelig?« spurgte Stephan for, ja det er vanskelig at angive authentisk, hvilken Gang.

»Ja, saagu' er jeg lykkelig. Hvad Fuldstændigheden angaar, ja saa vilde jeg naturligvis ønske, at vi var gifte. Ja, og at vi havde et Par Børn, eller flere, lad os sige fire eller et halvt Dusin. Og ja, et godt Dyrtidstillæg, ja, der er jo Ting nok, som man kan fuldstændiggjøre sin Lykke med, saa mange, at det slet ikke er Umagen værd at begynde paa den Opramsning. Det vilde gaa med det, som med de Øvelser, hvem der kunde tælle længst, som vi drev som Drenge.«

En Dag mødte Sandberg ikke paa Kontoret. Den næste Dag var han der ikke heller. Stephan spurgte sig for; han var meldt syg, hed det, og kom nok ikke for det Første.

Stephan gik op i hans Bolig efter endt Kontortid. Da han ringede paa, kom hans Værtinde strax og lukkede op. Det var en gammel Præsteenke, en skikkelig gammel Dame af de Folk, som i al Godmodighed og uden Spor af Ondskab føle en vis Nydelse i, at Alting gaar ulykkelig og trist i denne Verden, og befinde sig rigtig hyggelig og vel ved at klage og sukke herover.

Det var meget daarligt med Sandberg, sagde hun. Men det var næsten ikke det Værste; det Værste var, at hans Kjæreste var flyttet ind hos ham uden videre, og der var ikke Tale om, at hun vilde høre paa Forestillinger. Hun sagde, at hun vilde og maatte pleje ham, og saa blev hun.

Døren til Sandbergs Værelser blev lukket op i det Samme, og der stod ganske rigtig den unge Dame.

Hun nikkede kort til Stephan. »Jeg tænkte nok, det var en af hans Bekjendite,« sagde hun. »Ja, det er en net Historie, vi har her; jeg tænker, han har Tyfus eller Lungebetændelse eller begge Dele.« Hun talte paa en saa rolig og forretningsmæssig Maade, fandt han, slet ikke som om det var et Menneske, hvis Liv eller Død maatte være Liv eller Død for hende.

Stephan fulgte hende ind i Dagligværelset. Det laa ved Siden af Sovekammeret og bar tydelig Præg af, at hun havde taget Ophold der; en Lænestol, der ikke var af de mageligste, havde tjent til Natteleje ved Hjælp af nogle Puder og Shawler. Hun selv var i et noget forstyrret Kostume og 87 gjorde Undskyldning derfor: »Ser De,« sagde hun, »jeg bestemte mig til at blive her, omtrent som jeg gik og stod. Idag skal de sende mig noget Tøj hjemmefra, og jeg faar formodentlig et Tilhold om at rejse hjem, men det bryder jeg mig ikke en Smule om. Han kan ikke blive passet ordentlig af den skikkelige gamle Tosse eller af en Vaagekone, og hvad bryder jeg mig nu om, hvad Folk siger om mig.«

Han saae ind ad Døren til Soveværelset. Sandberg laa i en Døs og kjendte ham ikke. Han indrømmede, at det saae betænkeligt ud.

Og betænkeligt blev det virkelig ogsaa, en heftig og farlig Sygdom, og Faren stod paa i Uger.

Stephan hørte jevnlig derop. Kamilla var bleven paa sin Post til Trods for alle Forestillinger. Hun var meget medtagen, men Lægen gav hende det mest glimrende Vidnesbyrd for, hvad hun havde udrettet som Sygeplejerske. Stephan begyndte at tilgive hende, at hun var saa robust og traadte saa fast i Gulvet, naar han saae, hvor let og lydløst og velgjørende hun kunde bevæge sig i Sygestuen.

Saa kom endelig en Dag, da hun kunde meddele, at Lægen havde erklæret, at Faren nu kunde betragtes som overstaaet.

Da hun fortalte det, var hendes Stemme dog mindre rolig, end den ellers plejede at være, enten hun saa talte om den Mulighed, at han kunde leve, eller om, at han vilde dø.

Stephan fik Lov til at gaa ind og se til ham. Hun satte sig ned paa Kanten af Sengen og tog den Syges Haand og sagde med en fornøjet Latter, men med Taarer i Øjnene: »Se saa, saa vidt kom vi. Nu tænker jeg ogsaa, han er færdig med at sukke efter Paula.«

Sandberg smilede og trykkede hendes Haand. »Jeg har nok ligget og fantaseret om hende,« føjede han ganske rolig forklarende til.

»Det var hans Ungdoms Flamme,« bemærkede Kamilla ogsaa paa den naturligste Maade af Verden, »saa det vilde ikke være Noget at være jaloux over. Jeg er saa sikker paa ham nu, og det kunde da aldrig falde noget fornuftigt Menneske ind at være jaloux paa Fantasier og Drømmebilleder og den Slags Ting.«

88

»Det har Du Ret i, min Ven,« sagde Sandberg, »den Historie er saamænd ogsaa forbi i Virkeligheden. Naar jeg nu blot snart maatte faa Lov til at ryge lidt Tobak.«

Stephan forstod slet ikke disse Mennesker. Han vilde aldeles ikke gaa ind paa, at det skulde være Kjærlighed, selv om den Ene ogsaa til Nød vilde have ofret sit Liv for den Anden.

Denne Sygdom og disse to Menneskers Forhold havde optaget ham endel, om han end fandt, at det var en ringe Løsning af Kjærlighedslykkens Problem. Vinteren var ifærd med at fortrække. Det havde været en raa og tung Vinter, en rigtig kjøbenhavnsk Vinter med evindelig Slud og Søle, skikket til at vække Tvivl om, hvorvidt disse Breddegrader overhovedet vare bestemte til at bebos.

I det Hele var den gaaet meget langsomt for Stephan. Strax efter Afrejsen havde han følt en vis Glæde ved at være ene, ved at være uforstyrret med sit Drømmebilled af Paula istedetfor hende selv. Men denne Fornøjelse forslog dog ikke i Længden; han begyndte at længes og ovenikjøbet længes paa en ganske solid og reel Maade og føle et saa dybt Savn efter hendes Nærværelse, at det ligefrem overraskede ham.

Sandbergs Sygdom havde optaget ham noget i de Uger, den havde en farlig Karakter, men nu var al Spænding forbi; hans egne Tanker kunde atter husere uforstyrret, og de benyttede sig heraf, altfor meget fandt han. Han gav sig til at være dobbelt flittig med sine Arbejder, men det forslog ligesaa lidt som Forsøgene paa at omsætte sin Længsel i poetiske Drømmerier. Han maatte sige til sig selv: »Der er ingen Tvivl, jeg er for Alvor forelsket,« og blive ved at gjentage sig det Svar, indtil det en skjøn Dag, han vidste ikke selv hvordan, stod for ham saa sikkert, at han ikke engang spurgte derom. Men hun? Ja, hver Gang han gjorde sig selv det Spørgsmaal, blev Svaret ogsaa det samme, en ubestemt, men sød Forvisning om, at han vilde sejre.

Det blev atter Foraar; det urolige, tidlige Foraar, hvor kun Vandet er smukt og glinsende i dybe og friske Farver, men 89 Jorden slet ikke tager sig ud. Den hvide Sne er borte, Engene skaldede og Markerne jordfarvede, hvert eneste vissent Blad blæst af Træerne, og Mark og Skov i en Tilstand af Nøgenhed som ikke ellers paa nogen Tid af Aaret.

Dette tidlige Foraar kom med sin lurende Kulde, sit upaalidelige Solskin og sin skarpe Blæst, der kom farende lige lukt fra det frosne Rusland.

»Det er jo meget værre end Vinter,« sukkede Folk, »sikken et Foraar iaar,« - ligesom det ikke altid var saaledes.

Om Indfaldet kom med den skarpe Østenvind eller fra en af de kolde Solstraaler, er ikke godt at sige. Men en Dag sagde Stephan til sig selv: Jeg vil derned, jeg vil møde hende der i den evige Stad, hvor der er Roser og lune Sommervinde, og der vil jeg sige hende, at jeg elsker hende.

Han blev et andet Menneske, efterat han havde taget denne Beslutning, alle smaa Hindringer ryddedes bort i en Fart. Og se, da Rejsen var afgjort, kom en Nat det rette Foraar, uanmeldt, uventet, overraskende, men der var ingen Tvivl, det var det rigtige, ægte Foraar, der bragte Marker og Træer og Buske i Uro og Travlhed. Saae man Skoven paa Afstand, opdagede man, at den var ifærd med at skifte Farve, der var kommet et nyt Skjær over det Brune og Sorte, Grønt var det ikke, hvad var det? Ja, vilde man derhen og se efter, saa gjemte Skoven sin Hemmelighed for de Nysgjerrige; nærved var der ikke Noget at se. Saasnart man var borte fra den, saa var det der igjen. Men der var ingen Tvivl om, at det var det rigtige Foraar, og at Herligheden var ganske nær, men Menneskene skulde overraskes.

Stephan rejste. Det skulde være en Rejse efter Sejr og Lykke, helt igjennem sit Endemaal værdig. Han vilde gjøre Alt, for at det skulde blive ham et Festtog, i hvilket al den Poesi, Situationen indeholdt, kunde komme til sin Ret.

Hele Rejsens Plan skulde indrettes herefter. Han vilde kun søge de Steder, der kunde opretholde eller forhøje hans Stemning. Han vilde forberede sig til det Møde, som han nu var sikker paa vilde blive det afgjørende og det, der førte 90 de To sammen, ved forinden at afvaske al Prosaens og Hverdagslivets Støv, og de Steder, hvor han tidligere havde vandret søgende og længselsfuld, vilde han nu gjense, triumferende, i Forventning om at have naaet det Højeste.

Hamborg var naturligvis haabløs i den Henseende, men han gjorde Omvejen ned ad Rhinen, som han altid havde havt en særlig Forkjærlighed for. Han standsede i Køln kun for at sidde en Times Tid i Domkirken og høre den hellige Messe og lade sit Sind bades i Omgivelsernes Rigdom af hellig og hemmelighedsfuld Længsel. Og Iigesom han i den grønne Skov undertiden syntes, at hans indre Væsen kunde flyde hen i en velgjørende Enhed med den stumme Natur i dens dybe Søvn, saaledes forekom det ham her, at han gjorde sig til Eet med Musikkens Toner, med den højtidsfulde Messes sonore Klang, med de forunderlige Lysvirkninger, der i den stille Formiddag levendegjøre hele Bygningen. Og da han atter traadte ud, vandrede han længe som en Indviet, der havde dukket sig i hellige Vande og nu skulde tiltræde en Ridderfærd, paa hvilken han sejrrig skulde kæmpe for sit Livs mystiske Gral.

Men det er farligt at drømme sig som en af Ridderne af den hellige Gral, naar man skal rejse med Jernbane. Han glemte sin Plaid, fordi han ikke havde vækket sig ret op af den Halvdrøm, hvori han gik. Dette Tab forstyrrede ham imidlertid ikke. Han frøs villig lige til Coblenz, trøstende sig med, hvorledes han saa siden skulde lade sig vugge i Rhinfantasier lige til Mainz, en Strækning, som han naturligvis vilde tilbagelægge paa Dampskibet.

Men ak, hvilken Skuffelse! Han havde ikke tænkt paa, at skjønt Alt her var grønt, var det dog for tidligt til at se Vinbjergene. De saae altfor meget ud som Kartoffelmarker. Det Skjær af altid dæmrende Aftenbelysning, som ellers plejer at hvile over disse Egne, kunde han slet ikke faa frem. Der saae formiddagsagtigt ud ved St. Goar, formiddagsagtigt ved Bacharach og ved Loreley. Ingen hvide Hænder kunde tænkes at vinke fra de brustne Borgvinduer, ingen Slør at vifte fra Ringmurene af disse herlige smaa Byer, i hvilke ellers i stille Sommeraftener ved den glidende Strøm under de vinklædte Højder Middelalderens Romantik endnu synes 91 at slumre, vel istand til at vækkes af den rette Riddersvend med det klingende Underhorn.

Stephan gik frem og tilbage paa den store Dampbaads temmelig tomme Dæk. Og jo mere gnaven han blev paa sig selv over heller ikke denne Gang at kunne finde det Løsen, der kunde bringe ham i den forønskede Stemning, og jo mere han saa søgte at nærme sig den stykkevis, desto længere flygtede den, desto mere graa og plumrede blev Rhinens Vande, desto mere lig lugede Marker de bølgende Bjerge.

I de sidste Timer, paa den Strækning, inden man naar Mainz, hvor Floden ligger flad og sivkranset og ensformig som en lang Indsø, fortrød han næsten, at han ikke havde ladet Rhinen være Rhin og var kjørt ganske prosaisk med Jernbane.

Det var en tabt Dag. Spørgsmaalet var, hvorledes Nederlaget skulde gjenoprettes, ellers kunde han risikere, at hele Rejsen forspildtes eller dog ikke blev, hvad den skulde være. Han bestemte sig ved en pludselig Reminiscens, der vaktes ved en Melodi af Gounods Faust, til at gaa til Nürnberg.

Paa denne Vandring syntes hin lunefulde Dronning Mab, der hersker i Stemningernes Tryllelund, at være ham gunstig - tilfreds med den foregaaende Dag at have vist ham, at han ikke maatte stole paa hende, saa meget han end troede sig at være hendes Forbundne.

Toget kom ind til Nürnberg sent om Aftenen; det var en yndig stille Luft, og Mørket var næsten en lys Sommernats.

Det var en hverdagsagtig, lang Hotelomnibus, han steg ind i, men i samme Øjeblik, de vare komne bort fra Pladsen ved Banegaarden, vare de inde i et andet Land. Overalt de snevre, krogede Gader, i hvilke Ingen færdedes, og hvor de tændte Lygter slet ikke kunde lyse op saaledes som langs andre Byers brede og lige Flisefortove, overalt de høje, mørke Huse med de udskaarne Billeder og Snirkler og de mange Karnapper, alle gjemmende Mørke og Tavshed bag deres rundrudede, blyfattede Vinduer.

En Rigdom af gamle Melodier og Brudstykker af Sange vaagnede op i Stephan. De holdt ved det store, løjerlige Hotel. Og saa tillokkende det firehundredaarige gamle Etablissement med alle sine Krinkelkroge og labyrinthagtige 92 Gange og Trapper end var, kunde det dog ikke holde ham. Han maatte ud igjen og se paa Byen selv, skjønt Portneren rømmede sig temmelig misbilligende, thi man gaar meget tidlig til Sengs i den gode Stad Nürnberg og er ikke vant til den Slags Udflugter.

Men Stephan maatte i Arabeskerne om Paulas Billed ogsaa have Motiverne fra en Nattevandring i den stille By over de gjenlydende Broer, hvorfra man saae den lille Pegnitzflod glide tavst langs de sovende Husrækker, imod hvis Mure den paa samme Vis havde skyllet for Hundreder af Aar siden, da de, der sov derinde, vare gjæve Riddersmænd og brave Borgere i den frie Rigsstad med deres Hustruer og skjønne Døtre.

Det var forvirrende Gader, der snoede sig og drejede sig op og ned og ud og ind og bestandig syntes at have Et eller Andet at skjule bag den næste Omdrejning. Hvilke smaa stejle Torve man saa pludselig blev lukket ind paa, smaa, ganske stille Pladser med Billeder og plaskende Springvande, hvor Vandet i evindelig Afvexling sprang ud, hist af Kvindebryster, her af en Gaasehals, og faldt ned i de store Stenkummer, som ere slidte af Pigernes Hænder i mange, mange Slægtled.

Saa stod han foran Kirker, hvor de groteske Figurer og løjerlige Dyreansigter syntes at være undfangede af Kunstnere, der selv havde set æventyrlige Aabenbaringer i Naturen. Der sad disse Ansigter i deres med Stenløvværk overgroede Grotter og benyttede Nattens Skjul til at løsne deres Stentræk og hviske og vrænge til hinanden.

Alt dette var herligt; alt dette var et ypperligt Akkompagnement til Digtene om det klare Ansigt med de store Øjne, alt dette var et saadant Brud med det Hverdagsagtige, som han havde ønsket.

Det anfægtede ham ikke, at mange gamle Klokker deroppe fra de smukke Taarne trolig meldte Kvarter efter Kvarter. Men midt i Digtningen blev han dog endelig legemlig træt og søvnig. Han følte, at Portneren ikke var hans Ven, da han langt ud paa Natten efter gjentagen Ringen blev lukket ind.

Han havde egentlig villet rejse videre næste Morgen for 93 slet ikke at se Byen ved det kjedsommelige Dagslys, men den simple Tilfældighed, at han sov over sig og først vaagnede, da det Tog, han kunde have taget afsted med, var adskillige Mil borte, afgjorde Spørgsmaalet anderledes.

Og der var ingen Skade sket. Det var en smuk Søndag, Solen skinnede muntert gjennem de kulørte Ruder ind paa det mørke Egetræs Gulv. Derude vare Gaderne nu vistnok vaagnede op, men det var ikke til et almindeligt, trivielt Hverdagsliv. Klokkeklang flød som i en uafbrudt melodisk Strøm i den lune Foraarsluft, paa Gaderne gik pyntede Folk, Kjøbstadsfolk og kjønne Bondepiger i maleriske Dragter. Alle de Folk, der sad i deres Vinduer og saae ud i den smukke Morgen, syntes at kjende hinanden. Og vare end nu i Formiddagssolens Skin alle Stenansigterne paa Kirkerne atter blevne stive og stumme, saa var der indenfor Kirkernes Døre en stille Fred over de syngende Skarer, som forekom ham ikke mindre tiltalende end Nattens puslende Liv.

Og om Eftermiddagen, da han gik langs de store Stadsmure, hvilket muntert Syn! Udenfor Portene og langs Gravene og de hyggelige Beværtningssteder, som vare indrettede nede paa disses udtørrede Bund, var der en munter og broget Vrimmel; hele Paaskescenen af Faust var der lyslevende, de smukke Piger, de lystige Svende, de snakkende, drikkende gamle Mænd.

Og han gik og frydede sig ved at være langt højere paa Straa end selv en Faust, der kun havde en lille Gretchen, som lokkede ham.

Men da det led mod Aften, og Klyngerne begyndte at vandre ind ad Stadens Porte, steg han op til Borgen, der knejser over Byen. Over dens gamle Gaard skygger Kejserinde Kunigundes Lind, Aftensolen skinnede paa dens mægtige Krone, der var grøn og frisk, som om mange Aarhundreder for den kun vare som Aftenvindenes Pust. Han brød sig ikke om at komme ind og se flere Malerier eller om at faa at vide, hvad der var bygget af Konrad den Anden og hvad af Frederik Barbarossa. Han satte sig under det grønne Træ, der havde skygget over Kejserne, og drømte om sin egen Lykke og Magt.

94

Lykkelige Timer! Hvor Sjælen var fyldt med Velklang i Forventning om en straalende Lykke, ikke til at naa og dog sikker.

Til Heidelberg! Op at sidde en stille Solskinsdag i Kurfyrsternes Gaard med de grønne Træer og Karl den Stores Brønd, drømme under de mægtige Mure med de vældige Kildevæld af Vedbend, der springe frem af hver Pore i dem og hænge ned i brede Strømme, danne Guirlander om søndrede Statuer og mægtige Forhæng over Døre, der føre til Intet. Vandre engang i de Sale, hvor kun de visne Blade hvirvle deres Dans og Vinden hvisker uforstaaelige Ord.

Dette var det sande slumrende Slot i den slumrende Skov, det var til, og Prinsessen var det ogsaa.

Saa videre afsted over Alperne. Paa Gotthardsvejen en Eftermiddag i Regn og Taage. De trætte Heste hale afsted med den skumplende Vogn opad fra Andermatt til Hospenthal. Dampen staar over dem i den raa, kølige Luft. De Rejsende fryse og ere højst ubehagelige tilmode paa En nær, som har saa megen Stemning og Poesi i sig, at Intet kan anfægte ham.

Og der har dog ikke været nogensomhelst Fornøjelse ved denne Tur; ikke engang Reuss og Djævlebroen have taget sig ud af Noget i Støvregn og Taage, der skjulte al Udsigt. Skyerne ligge endnu som et graat Himmelloft, der er sunket ned til midt paa Bjergene, og som tynger saa stærkt paa disse, at selv om de rettede Skuldrene og vilde skyde det op, kunde de ikke.

Da i Bjerglande alle de gamle Kjøretøjer, der have udslidt paa den almindelige Jord, maa begynde en Tilværelse forfra, var det ogsaa et aldeles udlevet, udslidt, forsiddet, fortrykket, sprængt og sammenlappet Stykke gammel Kaleschevogn, som de Rejsende, der havde slaaet sig sammen om Vogn i Fluelen, havde faaet.

Skumplede, stødte, ømme, trætte og gnavne sad de Tre af dem og frøs, i en gnaven Diskussion om Rejselivets Skyggesider. Men den Fjerde var Stephan, og den stemningsfulde Tilværelse, han havde ført paa den sidste Del af sin Rejse i Tyskland, holdt ham livfuld og let oppe over alle smaa Gjenvordigheder.

95

Endelig rumlede de op ad den løjerlige Gade i Hospenthal med sine store Huse i den rigtige Schweizerstil og sin aldeles alpemæssige Kjørebane.

Regn og Taage laa over hele Byen, en fin Støvregn, der havde gjort alle Huse mørke og glinsende, og som syntes at have fyldt hele Herberget, hvor man stod af, med Dunst og Taage.

Men Stephan var stadig tilfreds med Alt, han var i den Stemning, hvor alle smaa Ubehageligheder kun paa Modsætnings Vis lade En føle den Glæde, der fylder Ens eget Sind.

Bag Bygningen lige overfor Herberget knejser et gammelt Kampestenstaarn, Longobardertaarnet, fra hvis Top Krigerne havde kunnet spejde ud over Vejen, der førte til og fra Italien. En løjerlig gammel Knast af et Taarn, Minde om den uimodstaaelige Længsel, der drog Nordens Folk mod Italien igjennem alle Tider. Graat og mosgroet er det, med tomme Vindueshuller og uden Indgang, ubetraadt i umindelige Tider, pisket af Regn og Sne i Vintertid, glødet af Sommersol i tusinde Aar, men endnu kraftigt og stout.

Hyllet i Taage og Regn stod den gamle Kammerat derovre lige for Stephans Vinduer og skuede ned imod Dalen.

Staa Du kun Skildvagt der, tænkte han, Du barske gamle Kæmpekarl. Mange af min Slægt har Du maaske stoppet paa deres Vej til det dejlige Land, men jeg passerer. Ingen Riddersmand har redet dig dristigere og mere siejrsæl forbi end jeg.

Han blev kaldt ned til Maaltidet i den lange, lave Spisesal. De fire tilfældige Rejsefæller fra Vognen havde kjedet sig saa forskrækkelig i hinandens Selskab i Løbet af Dagen, at de nu vare enige om ikke mere at ville have med hinanden at gjøre, da det tvungne Samkvem var hørt op. Stephan satte sig da ogsaa hen for sig selv.

Der var et temmelig stort Selskab; Diligencen Syd fra var lige kommen med et Følge af flere Bivogne. Stephan mønstrede Selskabet. De Fleste saae ud, som alle Rejsende se ud, naar de ere forfrosne og sultne. Der var temmelig mørkt i den lave Stue, og det varede derfor lidt, inden Stephan opdagede, at der dog i Selskabet var et Par bekjendte Ansigter, det Ægtepar, med hvem Paula og hendes Moder 96 vare rejste ned til Italien; han vidste, at de senere vare skiltes ad, men det frydede dog hans Hjerte, at han saae dem. De kjendte ikke ham og sad temmelig langt borte, han styrede derfor sin Utaalmodighed, til de vare færdige med at spise.

Ægteparret blev meget glad ved at træffe en Bekjendt. Det var aabenbart, at de vare temmelig kjede af at rejse sammen og af at rejse overhovedet. Ægtemanden vilde ikke lade Nogen komme til Orde om Noget, før han havde faaet slaaet fast, at de skulde have sig en Tremandswhist for at faa den afskyelige Regnvejrsaften til at gaa.

Derefter fik Fruen Ordet for at give Ondt af sig imod Vinteren i Rom, der havde været afskyelig, Regn og Kulde og Kulde og Regn ligesom et daarligt Foraar i Kjøbenhavn, det vil sige meget værre, for der var ikke en ærlig Kakkelovn eller et raisonnabelt Stykke Kul i hele Rom. Og Maden var slet, Vinen afskyelig, Lopperne over al Beskrivelse, og Ingenting kunde man taale, Stedet var saa usundt, og man havde saa mange Forskrifter at følge for ikke at faa en dødelig Feber paa Halsen, saa det var umuligt at erindre det Halve og et rent Under, at man kom levende derfra. Kort sagt, hun priste sin Skaber for, at Lille Kjøbmagergade dog var til endnu.

Endelig kunde Stephan faa nogle Spørgsmaal indført om deres oprindelige Rejseselskab. De omtalte det med den høflige Kulde, hvormed Folk i Reglen omtale forhenværende Rejsefæller, og antydede, at om Frøkenen end var højst elskværdig, saa havde hendes Moder ikke været dem til nogen Oplivelse. Og det, at man »var til Oplivelse«, var aabenbart en ufravigelig Fordring, de Begge stillede til deres Medmennesker. Imidlertid fik Stephan dog til Lykke og Held at vide, at de to Damer for nylig havde forladt Rom, hvor han uden videre havde regnet paa at træffe dem, og vare tagne til Lago Maggiore for at tilbringe en halv Snes Dage.

Det var jo unægtelig en Lykke for ham, at han havde faaet dette at vide, men Glæden over at undgaa en forgjæves Valfart til den evige Stad forringedes dog i høj Grad ved Skuffelsen over, at deres Møde ikke skulde foregaa der, hvor han havde tænkt sig det. Der var imidlertid ikke 97 Noget at gjøre; han fandt sig i Tremandswhisten, skjønt han ikke fik Mere at vide om Paula. Begge Ægtefællerne havde faaet nok af at tale i lang Tid, men Whist havde det knebet med.

Den næste Dag stod han da paa St. Gotthard paa Sletten midt imellem de uhyre, døde Bjerge, og han drak hendes Skaal i Hospitiets gode Vin og rutschede saa i Diligencen den vidunderlige Fart ned ad Gallerierne til det skjønne Land. Det var en Selvfølge, at han hastede lige til Mødet, og næste Formiddag gik det paa det snavsede Dampskib over den sølvskinnende Sø til Stresa.

De vidunderlige boromæiske Øer svømmede udenfor! som vældige Blomsterklynger paa det klare Vand, Synet af dem frydede ham som Musik, Savnet af Rom var glemt.

Dampskibet lagde til. I Haven foran det store Hotel ved Landgangspladsen færdedes de rejsende Gjæster. Han ventede noget med at gaa i Land, thi han saae strax, at En af dem var hende, og han maatte have set noget paa hende, inden han turde nærme sig hende.

Nu gjenkjendte hun sikkert ham, thi han saae, at hun pludselig traadte bag nogle Andre.

Saa gik han i Land og gik dristig lige hen imod hende. Flugten efter hende var tilende. Nu gjaldt det blot at gribe til efter den skjønne Nymfe.

Han hilste tavst og rakte hende sin Haand.

»Er De her?« sagde hun; hendes Stemme rystede dog lidt, og hun var meget rød. »Det var en Overraskelse.«

»Jeg er kommen for at møde Dem,« svarede han. Han beholdt hendes Haand i sin. Ingen af dem talte videre. Ikke her i Vrimlen ved Siden af den tyske Familie, med hvem hun fulgtes, vilde han sige det store, afgjørende Ord og høre hendes Svar. Og hun ....

Lidt efter sagde hun: »Vi bo her i Hotellet. Tager De ind her?« Saa gik de sammen ind og mødte Paulas Moder.

»Nu kan jeg komme ud at ro paa Søen; De kan vel ro,« sagde Paula om Eftermiddagen. Om han kunde!

98

De tog en Baad og roede ud paa Søen. Det var sildig Eftermiddag.

Med Rette prises Lago Maggiore for sin Farvepragt. Dens Rigdom paa straalende Glans er altid henrykkende men i den Stund imod Solnedgang, da en Flig af Naturens Kongekaabe falder over det fattigste Landskab, funkler denne om Søens evige Dejlighed med den fuldeste fyrstelige Pragt, og Purpuret og Guldet, det lysende Spil fra ædle Stenes Mangfoldighed og Perlers yndefulde, matte Bleghed, skinner baade fra Himmel og Hav.

Han roede, hun sad i Agterstavnen, hvor han kunde se hendes Ansigt, medens han roede. Han roede ganske langsomt, Søen var glat og blank, og idet Baaden gled afsted, rislede Vandet langs dens Sider med en fin, klingende Lyd.

Skilsmissen havde øvet sin stærke Virkning paa hende, hun havde savnet og længtes, og nu var hun lykkelig i Gjensynet, skjønt hun ikke selv vidste hvor meget. Hun følte, at hans Øjne bestandig vare fæstede paa hende; hun var henrykt derover, men undselig, skjønt hun ikke vilde, at hans Blik skulde ophøre at omfatte hende, og hun følte som en let Sky for Solen, naar han vendte sig bort for at se efter andre Baade, eller hvad ellers en Roerkarl, der selv styrer, har at se efter.

Han lod Baaden tage Vejen over imod Isola Bella, denne skjønne Øplet, der, helliget i sin Tid til Venus og Amor, selv som en underfuld Venus Anadyomene stiger op af de klare Vande og spejler i dem sine lyse Terrasser med Billeder og Blomster og høje, herlige Træer.

Henimod dette Under af Kunst og Natur gled Baaden. Han tænkte paa, hvorledes til Tider, netop naar hans Sind jublede stærkest over noget Skjønt, der da tillige midt i Jubelen kunde fødes en Længsel efter noget Uopnaaet, om hvilket han kun vidste, at det var et Savn, og at han, hvis det ikke manglede, i sin Haand vilde have havt den underfulde Vaand, for hvilken Lykkens Porte springe op. Han spurgte sig selv, om han nu fornam Savnet.

Sagtelig skød i det blinkende Vand den glidende Baad mod den dejlige Ø, der i Aftenens Glans rejste sig op som et feagtigt Slot i en Æventyrs Drøm.

99

Højt knejste op over Giardino d'Amore den vældige Enhjørning, rejst der som Feernes Vogter ud imod Verden.

Han standsede og saae paa den underfulde Pragt omkring dem. Vandenes og Skyernes Farver smeltede ganske sammen. Guldskyer, som stod til begge Sider, ladende Midten klar, vare ligesom Forhæng for det inderste Hellige i Lykkens Tempel, der langsomt droges til Side, da han nærmede sig og over Søen, der laa som Templets skinnende Gulvflade, skred henimod dets Altar.

To Sommerfugle havde fra Land fulgt Baaden, hvirvlende sig om hinanden i spillende Bevægelighed, forsvindende et Øjeblik, men saa atter kommende igjen som vidende, at her var der Selskab.

Begge de To vare blevne tavse, thi de følte, at nu og her var der kun Eet for dem at tale om, et Ord at sige, der gjemte Forstaaelsen af al Herligheden omkring dem.

Endelig talte han, og det var, ligesom noget Ubevidst lod ham tale, saa at han selv overraskedes ved at høre Tavsheden brudt.

Han havde lagt Aarerne, og idet han tog hendes Haand, sagde han: »De veed, at jeg elsker Dem, men lad mig sige Dem det her.«

Hun tav og saae ned for sig med bævende Læber, medens han holdt hendes Haand.

»Sig det, sig det,« bad han.

Hun sagde det, og han drog hende til sig. Der var da Lykken.

Men da deres Læber atter skiltes efter den første Berøring, saa flygtig, at han ikke vidste, om han havde kysset eller ikke, saae han en brun Plet ved hendes Overlæbe, som han ikke før havde set, og skjønt det var som et alfelet Pust, gled det igjennem hans Sind, at den ikke klædte hendes skjønne Mund.

Saa sad de Haand i Haand tavse en Stund som den skjønne Scenes Midtpunkt; Farverne i Landskabets Kongedragt vexlede bestandig.

Han saae efter de to hvide Sommerfugle; de vare forsvundne.

Baaden drev, som den vilde.

100

Men nu kom Aftenen, stille og lydløst læggende sig over Søen og dragende sit Slør for Farvepragten.

»Vi maa vende hjem,« sagde hun.

Det vakte en lille Misstemning hos ham, at hun kunde have Tanke derfor. Men han maatte give hende Ret. Mørket faldt hurtig paa, Lyset holdt sig endnu ude paa Søen, men da han saae ind imod Land, begyndte Strandbredden at gaa sammen i en mørk, ukjendelig Masse.

Hjemrejsen fra Italien og de første Maaneder gled stille og rolig hen for Paula.

Hun var af de elskelige kvindelige Naturer, i hvilke Udviklingen foregaar stille, roligt og sikkert. Hun var bleven forelsket i Stephan, uden at hun selv havde klaret sig naar eller hvorledes, eller havde tænkt paa at analysere dette Forhold i mindste Maade. Hun var bleven overrasket over paa Rejsen, under Fraværelsen at opdage, hvor meget hun holdt af ham, og var lykkelig ved at gjense ham og endnu lykkeligere ved at blive forenet med ham.

Hun beskjæftigede sig nu endel med, hvorledes det skulde gaa hendes Moder uden hende, og fandt, at det egentlig slet ikke hastede saa stærkt med at holde Bryllup; hun kunde godt være lykkelig som Forlovet i adskillig Tid.

Derom var der imidlertid ikke Tale for Stephans Vedkommende. Han vilde have sin Hustru for sig - og han tænkte, at han i sin uforstyrrede Besiddelse og det uafbrudte Samliv vilde finde dette absolutte Noget, som han ikke vilde tilstaa for sig selv, at han savnede, men som han heller ikke kunde sige, at han havde fundet.

Om Efteraaret giftede Stephan og Paula sig.

Der hvilede for ham som et Slør af Uro og Spænding over Bryllupsfesten, men det undrede ham ikke, han længtes efter ret at komme i Ro med sin unge Hustru; stille, ubevægede Forhold vilde give det bedste Læ for den Lykke, han søgte.

De sad en Aftenstund i deres hyggelige Hjem; hun sad foran Fortepianoet, han sad ved hendes Side. Hun 101 fantaserede let og afbrudt. De talte om den Fortid, han yndede at dvæle ved atter og atter, de romerske Aftener, Mødet ved Lago Maggiore, om Hjemrejsen, der var bleven endel ødelagt ved det kjedelige Rejseselskab, de vare blevne tvungne ind i, men som dog havde været saare tillokkende, og om meget Andet.

Han tog hende i Haanden: »Det var godt, at vi fik hinanden,« sagde han.

Hun nikkede og slog nogle Toner an.

»Hvis vi ikke havde fundet hinanden, hvad saa?«

»Det havde været meget slemt, saa havde jeg ikke vidst, hvor lykkelig man kunde være.«

Han syntes, at dette Svar var noget for jævnt, og slap uvilkaarlig hendes Haand.

Hun mærkede det og sagde med et let Smil: »Du holder saa meget af at tale om Fortiden.«

»Ja, har den ikke været herlig?«

»Det har den, men jeg holder mig dog til Nutiden. Fortiden og Fremtiden vise os saa let noget Andet end det, der har været vor Lod og bliver det. Nutiden har Skyggerne, men, jeg veed ikke, hvordan jeg skal udtrykke mig, ogsaa mere Lys, fordi den jo er Livet selv.« Hun talte nølende, ligesom lidt undselig over at skulle give sine Tanker Ord. »Ser Du, derfor holder jeg mig til Nutiden og er inderlig glad ved den, og det forekommer mig, at vi holde meget mere af hinanden nu, end vi før have gjort, og saaledes haaber jeg, det vil gaa altid.«

Han kyssede hendes Haand, som han holdt i sin.

Nu vilde han dog minde hende om deres første romantiske Møde i den drømmende Sommeraften. Nu skulde hun dog skrifte.

Han bladede i Noderne for at finde Sangen fra hin Aften.

Han fandt den og stillede den op for hende, idet han sagde: »Midt i den gode Nutid kan jeg dog nok lide at høre den.«

I det Samme ringede det.

Paula glemte aabenbart strax Diskussionen, de vare inde i, og saae med nysgjerrig Spænding til Døren; det var endnu saa Nyt at faa Fremmede i sit eget Hjem.

102

Det var Sandberg og Kusinen - Ægtefolk siden Sommeren.

»Hvis der er Nogen hjemme i Eders Paradis iaften,« sagde han, »saa ville vi gjerne være Slanger der, for hjemme hos os er der Rengjøring, og Renlighed, finder nu jeg, er en daarlig Ting.«

»Vi maa have os en italiensk Aften ligesom den, vi havde paa Nørregade, den var mageløs,« sagde hans Kone.

»Ja, rigtig,« sagde Stephan, »den var mageløs, og den kan ikke gjentages.«

»Som De vil, men forresten hvorfor ikke det? Jeg er vis paa, at den iaften vilde være meget bedre; vi har det jo Alle nu meget bedre. Dengang var vi kun hemmelig forlovede og I slet ikke. Nu har vi alle faaet hinanden, og det er, som det skal være.«

Hun mønstrede Stuen, og da Klaveret bar opslaaede Noder, skulde hun naturligvis se, hvad det var.

Hun satte sig uden videre ned og begyndte at nynne:
»Aller Berge Gipfel«.

Hun afbrød sig selv: »Naa, den har I sværmet med. Ja, det er ogsaa en af mine Yndlinge. Den blev jeg forresten en Aften slemt narret med. Det var, Paula, ude paa Landet hos Eder i forrige Sommer, da jeg var der i Besøg. Jeg havde troet, at Sandberg vilde være kommen den Aften. Vi var jo alt saa smaat begyndt saadan at interessere os for hinanden. Men Mennesket kom ikke. Saa om Aftenen, da jeg sad i Havestuen, hørte jeg En udenfor komme gaaende, syngende ganske højt denne Sang, som vi netop havde sværmet for i de Dage. Jeg troede, det var ham, og gav mig til at spille Akkompagnementet. Saa kommer der ved Gud et ganske fremmed Menneske, som lister sig ind i Haven.«

»Naa, og hvad saa, om jeg maa spørge,« sagde Sandberg med et melodramatisk Udtryk, gribende en Papirskniv og førende den som en Dolk. »Du opdagede vel Fejltagelsen i Tide.«

»Ja, Du kan være ganske rolig, for han løb saamænd igjen, før jeg selv kunde faa set paa ham.«

103

»Hvad mon det har været for en næsvis Person?« sagde Paula.

»Det var mig,« sagde Stephan efter et Øjebliks Betænkning med en noget forknyt Stemme, som han forgjæves bestræbte sig for at give en spøgefuld Klang. »Jeg gik forbi og sang for min egen private Fornøjelse og kunde ikke modstaa Fristelsen til at se, hvem det var, der saa poetisk gav sig til at følge mig fra det Ubekjendte.«

De Andre morede sig ikke saa lidt over denne gjensidige Fejltagelse, men Stephan var slet ikke vel tilmode Resten af Aftenen, og der blev ikke arrangeret noget Osteri.

Da de to Fremmede vare gaaede, satte Paula sig atter til Klaveret. De samme Noder laa endnu opslaaede, og hun begyndte:
»Aller Berge Gipfel«.

»Aa nej,« sagde Stephan pirreligt, »lad være.« Han rettede sig atter i det og sagde: »Jeg har faaet Hovedpine, jeg kan ikke taale at høre Musik.«

»Du burde dog ogsaa have hørt m i g spille den,« sagde Paula med et Smil, der overraskede ham. »Jeg tror ærlig talt, jeg spiller den bedre.«

Han elskede virkelig sin Hustru. Han var ogsaa lykkelig med hende. Og dog blev det skjønne Drømmebilled ogsaa nu i Ægteskabet ved at flygte sin evige Flugt? Var Daphnes Forvandling i hans Arme alt fuldbyrdet? Han blev ved at gjøre sig selv disse Spørgsmaal.

Portrættet var fulgt med i den nye Lejlighed. Det hang ogsaa der over Klaveret, og hvor mange Gange faldt ikke hans Blik derpaa. Det forstod ham, nu som ofte før, og havde sin egen Historie at fortælle ham, og den blev bestandig længere.

Paula var, som hun selv havde sagt, gaaet ud fra, at man blev lykkeligere og lykkeligere med hinanden, at Lykken voxede stille og naturlig mellem to Mennesker, der holdt af hinanden. Saaledes gik det med hende selv. Men hun 104 saae Stephan blive forunderlig tavs og adspredt og blive det mere og mere.

En Dag sad han saaledes. Hun iagttog ham en Stund; der var et eget Smil paa hans Ansigt. Hun tog en Beslutning.

»Vil Du svare mig paa en Ting?« spurgte hun.

»Og det er?«

»Hvad tænkte Du nu paa?«

»Paa Ingenting, Kjære.«

»Ingenting. Det betyder ofte det, man tænker allermest paa.«

»Du er aandrig.«

»Ikke en Smule. Jeg er kun nysgerrig; det har vi Kvinder jo altid Lov til at være.

Han tav.

»Sig mig saa, hvad det var, Du tænkte paa,« vedblev hun. »Sig mig det; jeg har faaet den Ide, at jeg maa vide det.«

Han saae lidt forbavset paa hende; der var i hendes Ord en vis Energi, som imponerede ham, ja som indgød ham en Art af Respekt, han ikke før havde følt for sin unge Hustru, endnu mindre for Billedet, som jo altid var ham underdanigt og følgagtigt.

»Jeg tænkte paa Dig,« svarede han. Efter et Øjebliks Betænkning tilføjede han: »Skal jeg være ganske ærlig, maatte jeg istedetfor paa Dig sige: Paa dit Portræt.«

Ved sig selv gjorde han den Bemærkning, at hun ikke forstod den Adskillelse, han gjorde. O, Daphne! Daphne!

Han kunde blive i den Tro, forsaavidt som hun ikke svarede, men efter nogle ligegyldige Ord gik hun ud af Stuen, og da de senere mødtes ved Middagsbordet, talte de om en ny Bog og om Prisen paa Oxekjødet. Daphne! Daphne!

Den næste Dag forekom det ham nok, at hun saae lidt bleg og daarlig ud. Hun sagde, at hun ikke havde sovet godt om Natten. Ellers talte de ikke meget sammen. Han var tavs, og hun endnu mere.

Om Aftenen kom han hjem efter et Par Timers Fraværelse. Da han kom ind i Dagligstuen, var Paula der ikke. Stuen gjorde et vist Indtryk paa ham af, at der var Noget 105 i den, som var forandret, men hvori dette bestod, gjorde han sig ikke klart.

Da han saae sig lidt om, opdagede han imidlertid, at der laa et tillukket Brev paa hans Kones Sybord. Han tog det i Haanden og saae med Forundring, at det var til ham og hendes Haandskrift. Hvad for en Besked kunde hun have at give ham saaledes? Lidt febrilsk aabnede han det. Der stod:
»Portrættet har jeg brændt. Vil Du have mig selv, saa er jeg hos Onkel Karl i Sorø.
Paula.«

Det løb rundt for ham ved saaledes at se sit Indre gættet og afsløret med en Sikkerhed, som han næppe selv havde kunnet naa.

Han saae hen paa Portrættets Plads. Ganske rigtigt, det var der ikke. Pladsen var tom, det skjønne Billede for bestandig forsvundet. Det var det, der havde gjort den Forandring, han først ikke havde kunnet klare sig.

Sin Medbejlerske havde hun ryddet afvejen. Og selv. Ja, hvad vilde hun selv?

Han vilde forsigtig søge nogle nærmere Oplysninger hos Pigen. Men denne gik i, hvad hun sagde, saa øjensynlig ud fra, at han vidste Besked med det Hele, og at Rejsen til Sorø var den naturligste Ting af Verden, at han ikke vilde røbe sig og nøjedes med at faa at vide, at hans Kone var tagen med Aftentoget.

Han gik rundt i Stuerne i en Stemning, han aldrig før havde kjendt noget til, en forunderlig Blanding af Ydmygelse, Uro og Længsel. Alting mindede i den Grad om hende, som om hun var i alle Stuerne paa een Gang, og saa var hun intetsteds, og han længtes efter hende, som om han aldrig skulde se hende igjen. Hver en Ting, der var hendes, og som laa i Stuerne, blev ham saa dyrebar, som om det var en Afdøds.

Og saa imponeredes han paa en ganske ukjendt Maade af Virkeligheden, af Kvinden, som hun er og lever, af at føle, at Paula stod for ham som saa overlegen. Jo mere han tænkte derpaa, desto stærkere blev Indtrykket heraf, af 106 hendes Klarsyn, hendes frie Forstaaelse af Forholdet, hendes Villie til at ville have det klart. Han forstod, at ogsaa hun, men paa en ganske anden levende Vis end han selv, stillede sine Fordringer og gjorde dem til Betingelser. Det var ligesom baade hun og hele Forholdet blev nyt for ham - paa een Gang baade nyt og rigere, end han nogensinde anede.

Og Nattens Timer gik, imens han tænkte over alt dette. Thi denne Nat blev atter en af dem, hvor han som fordum i sine drømmende Tider ikke gik i Seng, men færdedes oppe til Morgenstunden. Men denne Gang var det ikke til Ære for Drømmene. Nej. Et Drømmebilled veg helt bort fra ham og blev blegt og tomt ved Siden af det, Livet selv viste ham. I denne Nats Skygger saae han saa klart, som aldrig før, hvad det var for et Drømmebilled, han havde jaget efter i det levende Livs Lunde. Drømmebilledet forvandler sig bestandig for den, der tror at naa det, men Livet giver sin Fylde til den, der søger.

Han opsøgte smaa Digte, han havde skrevet i de sidste Maaneder, og i hvilke han gav sin Længsel og Utilfredsstillethed Luft. Han undsaa sig for dem, og et for et brændte han dem og lod dem være Sonoffer, Følgeskab i Skyggernes Land til det skjønne Billed.

Og Time efter Time gled af Natten. Han blev endelig træt og søvnig, og der var koldt i Stuerne. Men i Seng turde han ikke gaa, simpelthen af Frygt for at komme til at sove over sig og saa forfejle det første Morgentog til Korsør. Saa satte han sig i en Lænestol og nød et Par Timer af den urolige Blund, i hvilken man godt veed, hvorledes Tiden gaar.

Onkel Karl og hans Kone vare den glade Kusines Forældre, der skulde han hente sin Kone, han tænkte ikke engang nærmere over, hvorledes det skulde forklares, det var ikke Umagen værd. Og han var den Første, der paa Stationen løste Billet.

Toget gled afsted og bruste vesterpaa. Det var en mørk og raakold Novembermorgen, saa uhyggelig, som en 107 Novembermorgen kan være. Det smaaregnede, Solen stod op efter Klokkeslet, men der var ikke det svageste Glimt af Noget, der blot langt ude kunde være i Slægt med Sollys. Der var kun det mest farveløse Lys, et Lys, som bestod i, at det ikke var Mørke, kæmpede sig frem og vandt en sparsom Sejr kun for at vise, at al Udsigt var svunden i den samme Støvregn og Taage.

Taage og Støvregn over »Heden«, Taage og Støvregn over Bankerne ved Roskilde Fjord og i de afbladede Skovegne, som Toget for igjennem længere vesterpaa; Alting var graat og tungsindigt og afskyeligt, kun ikke den Rejsende selv.

Det lyse Triumftog, han havde villet berede sig selv og sin Kjærlighedsdrøms Lykke igjennem Europas skjønneste og mest stemningsfulde Egne til det Sted, hvor han vilde fæste sin Brud, blegnede helt ved Siden af hin klamme Novemberfart. Der var ikke Tale om, at han vilde bytte.

Endelig var han der. »Sorø, tre Minutters Ophold»

En dryppende vaad Station, der ligesom alle de andre saae ud, som den ikke var ret vaagnet endnu. Jernbanefunktionærer i lange Regnfrakker, nogle gnavne og mismodige Passagerer, der krøb ud af Toget, og nogle andre, der krøb ind, men imellem dem en glad og lykkelig, lykkelig, og dog med en urolig, ængstelig og ydmyg Følelse i Hjertet, som han ikke før havde kjendt.

Han ilede afsted mellem de vaade og gnavne Mennesker, og da han for igjennem den tilstødende Ventesal, hørte han en sød Stemme hilse:

»Godmorgen.«

»Paula!«

»Ja, jeg vidste jo godt, at Du vilde komme strax med dette Tog. - Du husker, at det er Onkel Karls Bryllupsdag idag. Vi overrasker dem, de gamle Mennesker gjør altid megen Stads af den.«

Det Sidste sagde hun i en Tone, hvor Skjælmeri brød igjennem Alvoren, og som lettede det for ham.

»Jeg veed ikke,« sagde han, »jeg forstaar ikke mere hverken Dig eller mig selv.«

»Aa, jeg forstaar det godt,« svarede hun og saae paa ham smilende med kloge Øjne. »Der var en Tid, en temmelig 108 lang og slem Tid, da jeg ikke forstod det Hele, og ret klart blev det mig først ved dit Svar, men Du kan tro, at igaar forstod jeg det Alt. Det stakkels Portræt, det maatte ofres, enten det Offer saa havde bragt Dig tilbage til den kjedelige Virkelighed eller ikke.«

»Den kjedelige Virkelighed?«

»Ja, jeg veed godt, at det har Du tænkt. Sagen er, at Du har tænkt saa meget paa vor Kjærlighed i Forvejen; det har jeg slet ikke, men derfor skal Du ogsaa se, at Du bliver bedre og bedre tilfreds med mig.«

Han trykkede hendes Arm. De vare nu komne udenfor i Sølen og Sjasket, Novemberregnen drev ned paa seig, utrættelig Vis, de maatte holde sig sammen under en Paraply, det var noget Andet end Lago Maggiore; men meget bedre fandt han bestandig.

»Var Du.... kun.... nogenlunde sikker paa, at jeg vilde komme?« sagde Stephan efter en Pause og lidt tøvende.

»Ja, ialfald da det blev Morgen. Ved Dagens Lys forekom det mig altfor haardt, om det Hele allerede havde været forbi for mig.«

»Du holder altsaa for Alvor af mig?« sagde han.

»Om jeg gjør. Jeg siger Dig jo, bestandig mere og mere. Tror Du ellers, jeg havde saaledes lært at forstaa Dig. Jeg vil forstaa Dig, som Du holder af mig til, og forstaa Dig meget bedre end Por....«

Midt ude paa Alfarvej lukkede han hendes Mund med et Kys; og ved det saae han ikke nogen brun Plet ved hendes Mund.

»Min egen Kone,« var Alt, hvad han sagde, og det var ogsaa nok.

Der holdtes Bryllupsdag hos Onklen i Sorø, kun en lille Familiefest, ved hvilken man var meget glad ved at se de kjøbenhavnske Gjæster. De vare ligesaa velkomne, som de havde været uventede. Stephan maatte ret forundre sig over den lunefulde Maade, hvorpaa Paula gav de gamle Mennesker en Forklaring af den improviserede Rejse til Sorø, som blev tagen for gode Varer.

Men i det Hele forbavsedes han atter og atter over hende 109 i Dagens Løb; hun var som forvandlet, saa sprudlende livlig og straalende glad, som han ikke havde set hende før.

Ved det hyggelige lille Familiebord sad han ved Siden af hende og blev drillet af Sandberg med, at han saae altfor nyforlovet ud.

Han saae paa Paula med et triumferende Smil og rystede paa Hovedet ad den Sammenstilling.

»Du ser dejligere ud idag end nogensinde før - selv paa Portrættet,« hviskede han til hende.

»Jeg har heller aldrig før været saa lykkelig.«

»Jeg ikke heller,« svarede han, »jeg har aldrig kjendt Lykken saa fuld og saa rolig. Og i Kjærlighed frygtede jeg især for, at Lykken forvandledes, som Daphne i Mythen, da hendes Elsker greb hende.«

»Hvad hviske I om disse Myther,« spurgte Sandberg, som havde lange Øren, »tro dog ikke paa Mytherne, det gjør vi ikke.«

»Og er lige lykkelige for det,« føjede hans Kone til.

»De, der tænger til at tro paa dem, skal tro paa dem,« svarede Stephan, »og for dem virkeliggjøres de. Men det gjælder at vælge de rette.«

»Ja,« sagde Paula og saae paa ham. »Jeg tror ikke paa den om Daphne; jeg tror mere paa den om Pygmalion.«

VED EFTERAARSTID
(1879)

112
113

I SEPTEMBER

I.

Châlet pr. Vebæk. Den 1. September.

Kjære Veninde! Du vilde jo komme til Kjøbenhavn hen paa Efteraaret. Gjør mig den Tjeneste at komme lidt tidligere! Kom hertil saa betids, at Du kan være hos mig den 1. Oktober, saa er det min Fødselsdag. Det er imidlertid ikke for Fødselsdagens Skyld, at jeg indbyder Dig; eller rettere, det er netop for Fødselsdagens Skyld, men paa en anden Maade, end Du troer. Jeg vil blive herude paa Landet til den Dag, paa Châlet, det lille Landsted, som Du veed jeg arvede for et Aars Tid siden, og som jeg har gjort til mit Yndlingsopholdssted. Jeg vil blive herude iaar Fødselsdagen over. Tante er naturligvis gaaet ind derpaa med sin sædvanlige elskværdige, kjedsommelige Føjelighed. Vi blive altsaa herude, men saa kommer Hovedsagen. Du skal komme herud, men ikke til et Selskab eller til en Festlighed: Jeg vil ikke have Dig for at more Dig, men for lutter Melankolis og Bedrøveligheds Skyld. Det Bedrøvelige bestaar nemlig i, at jeg den 1. Oktober bliver 32 Aar, akkurat to Gange det dejlige sexten, da man bliver »ung Pige«.

To Gange de Sexten, to Aar over de Tredive. Kom blot ikke og trøst mig med Balzac og »den trediveaarige Kvinde«. Det Interessante, man har udfundet ved Trediveaarigheden, bestaar jo kun i, at man bliver uimodstaaelig fristet til at løbe bort fra sin Mand og sine Børn, hvad der maaske ogsaa kan være interessant nok, men naar man som jeg ingen Mand har at løbe bort fra, hvad saa? Ja, saa blive de 32 simpelthen ved at være det Dobbelte af 16 og ikke nogen Andet; man 114 har ophørt at være ung og skal sidde og vente paa at blive gammel.

I den Grad har jeg ophørt at være ung, at jeg har faaet graa Haar. Ja, de graa Haar komme. Jeg har opdaget dem nu i Sommer, da mit Haar var blevet tørt af Badningen. En Formiddag, da jeg sad paa mit Værelse og redte mig, saae jeg dem skinne i Tindingen. Mit Toiletspejl havde jeg stillet op i Vinduet i mit Sovekammer, hvorfra man har den dejlige Udsigt over Skrænterne med de grønne Træer og Sundet, Alting dejligt og sommerligt i stærkt Lys, og i dette Lysskin opdagede jeg mine hvide Haar skinne. - Ikke mange, blot en fem, sex Stykker troede jeg endogsaa først, men da jeg saae nærmere til, var der dog adskillig flere, der laa ternmelig tæt i en Stribe bag Øret. Det kunde ikke nytte at give sig til at trække dem ud.

Jeg lukkede hurtig Døren af for ikke at blive overrasket af Tante, thi jeg kom til at græde. Det vil Du vel sagtens le af og finde højst barnagtigt, Du gifte og hjemfarne Kone, der ovenikjøbet har saa lyst Haar, at det Graa næppe vil ses, men jeg skrifter ærlig, ser Du.

Graa Haar! Hvor det er et afskyeligt Klima, vi have her i Danmark. Sommeren har en Smule Lys og Farve, men den varer jo aldrig mere end Alt i Alt to Maaneder, og nu er den forbi, forsvindende i ugelang Regn og Blæst, og vi begynde paa den anden lange Aarstid, der varer hele Resten af Aaret, og som forekommer mig at være lige afskyelig, enten den kaldes Efteraar eller Vinter eller Foraar - ganske ligesom det, naar man ikke længer er ung, kommer ud paa Et, enten man er 32 eller 42 eller 52. Sommeren er den eneste Tid, da jeg synes, jeg lever; mit gamle Sværmeri for Efteraar er helt dunstet bort. Jeg befinder mig ogsaa utilpas i det. Min Hals, veed Du, er lidt svag, og jeg har et Par Gange for dens Skyld været i Ems. Jeg har ikke taget mig den Historie saa nær tidligere og vel endog været lidt uforsigtig. Nu forekommer det mig, at det er blevet en indgribende Svaghed, som gjør mig til et sygeligt, invalidt Menneske. Jeg tænker paa min Hals om Dagen, jeg drømmer om Natten, at jeg har uhelbredelig Strubetæring og ustandselig glider hen mod Døden. Og 115 stundom holder Skyggen af en saadan Drøm sig ogsaa om Dagen. Jeg er bange for at dø, meget mere end da jeg var ung. Forunderligt, at jo kraftigere Livet er, des mindre frygter man Døden.

Forleden Dag greb jeg mig i at deltage ivrig i en Konversation om legemlige Svagheder med Tante og en Veninde af hende, der bor i Harboes Fruekloster. Og det Værste var, ikke det, at jeg sad og klagede med, men at det var mig tiltalende at gjøre det. Jeg er ikke 32, jeg er 52.

I Vinter gik jeg ikke mere nedringet; det var ikke for min Hals's Skyld, thi den var der da endnu ikke begyndt at tænkes paa; det var ikke heller, fordi jeg er bleven for falmet, det er jeg ikke, men jeg vil ikke vente med at tage Afsked med det Ungdommelige, til man opholder sig over, at jeg ikke gjør det. Ogsaa til Onkel Augusts store Sølvbryllup var jeg højhalset. Onkel og Tante sagde rigtignok, at det var altfor gammelagtigt for mig, men hvad sige ikke Folk paa deres Sølvbryllupsdag? Men jeg kunde for Resten nok have lidt, at der havde været en Mand, som havde været forelsket i mig, og af hvem jeg havde hørt, at jeg endnu var smuk og skulde gaa ungt klædt.

Endskjønt, jeg bryder mig dog ikke mere om, at Nogen skal forelske sig i mig, og derfor er der heller Ingen, som gjør det. Man forelsker sig kun i dem, som ere forelskede i En, eller kunne blive det, eller som i det Mindste bryde sig om, at man er forelsket i dem.

Skulde jeg komme saa vidt, at jeg ønskede mig at have et Par lømmelagtige Brødre at opofre mig for med Kaffelavning og Strømpestopning? Jeg anser det ikke for umuligt, at jeg kan komme saa vidt, naar vi ere flyttede ind til Byens Regn og Søle og skulle se paa de tyve Mennesker, der i Dagens Løb gaa forbi vore Vinduer paa Volden. Den forfærdelige Vold! Denne urtepotteagtige Udgave af fri Natur! Og jeg kan ikke engang mande mig op til ret inderlig at misunde Kamma, som skal til Italien og Korfu i Vinter. Lad Korfu være Korfu! Jeg vilde ikke være lykkeligere der.

Ja, siig i dit stille Sind, hvad Du vil: saaledes er man en Maaned, før man bliver det Dobbelte af 16. Derfor er det, at 116 jeg vil have Dig hos mig den 1. Oktober paa Châlet, ganske ene; saa skulle vi gaa om og besøge alle de Steder, jeg før har holdt meget af, men som jeg ikke mere har brudt mig om i Sommer.

Saa kommer Du altsaa.

Din
O. S. V.

II.
(Den Samme til den Samme.)

Den 6. September.

Det er altsaa virkelig Tilfældet: Naar man er lykkelig, begynder man først ret at blive egoistisk. Man kan med Lethed gjøre Ofre af Lidt, men er man først rig, har man Intet tilovers.

Du kan ikke ofre de fjorten Dage til mig for den Mands og de Børns Skyld, der have Dig altid. Jeg havde næsten forsonet mig med den Byfoged, der kom dumpende ned og giftede sig med min bedste Veninde, der alt var forpligtet til at blive gammel Pige sammen med mig - giftede sig med hende og transporterede hende til en Kjøbstad, der uden mindste Grund havde lagt sig i en Krog af Falster, hvor der aldeles ikke var nogen Anledning til at have en Kjøbstad. Jeg havde forsonet mig med denne Byfoged og næsten faaet Noget tilovers for ham, siden jeg havde hørt, hvorledes han i al Stilhed blot for din Skyld anskaffede sig en lille »Plade«, da han var begyndt at blive skaldet, og atter omkom den lille Tingest, saa snart Du havde opdaget den. Men nu er mit Venskab for ham unægtelig forbi. I Alvor talt, skjønt jeg holder mere af at tale spøgende end alvorlig, veed Du godt, hvor meget jeg holder af Dig, og at jeg ofte har trængt til Dig. Men den Dag vilde jeg trænge særlig til Dig for at undgaa Uhygge og Pinagtighed.

Forrige Fødselsdag gik det underlig til. Jeg havde da ordnet det paa en anden Maade. Jeg begynder - ærlig talt - at blive temmelig kjed af mine Veninder, men den Dag havde jeg indbudt dem alle, d. v. s. de ugifte, til en Skovtur. Vi spiste Frokost paa Fortunen og sad der i et Lysthus og glædede os 117 over den vide Udsigt og gik saa og spaserede i Skoven. Frokosten havde været animeret, vi vare alle jevnaldrende, og man faar Appetit, naar man har passeret de Tredive, ja man drikker baade et Glas Vin og to. Vi vare ret i en livlig Stemning; vi havde talt en Del om min Alder og Aldersspørgsmaalet i det Hele ved Bordet og følte nu ligesom en forunderlig Trang til og Iver efter at vise os selv og hinanden, at vi kunde være ungdommelige endnu, og deraf fulgte saa en næsten kaad Stemning, som blev ved paa Turen i Skoven. Vi vare komne sammen for at bevidne, at vi ikke brød os om at være unge, og vare herunder i al Stilhed blevne overlistede af en Følelse af endnu at være unge Kvinder og have al den Styrke og Magt, dette giver, og denne Følelse frydede os. Det var en smuk, klar Oktoberdag, men vi mødte naturligvis ikke et Menneske. En af os havde taget Cigaretter med, de blev uddelte og tændte, Alle vilde gaa og ryge og fandt, at det var en herlig Fornøjelse ovenpaa Kaffen at sende de hæslige, men dog kjønne blaa Skyer tilvejrs i den stille Luft under Træerne. Vi kom til den smukke Sø, som Du veed ligger ved Vejen, der gaar ad Ordrup-Krat til. Den var dejlig. Selv laa den ganske blank og stille, og ganske stille stod Træerne om den. Al den Ro, som findes i Efteraarets Uro, var her paa dette Sted. Vi lagde os ned i Græsset ved et fældet Træ, der strakte sig ud over Vandet. Det var saa stille, at man kunde tælle hvert Blad paa Træets Spejlbillede. Harriet, som Du veed altid har været noget kaad, og som paa hele Vejen havde sunget Serenader, udbrød: »Skal vi ikke gaa i Vandet her? Det vilde være en Scene akkurat som paa de gamle Malerier med badende Nymfer i en stille Skovsø, men kun at ingen lykkelige Dødelige belurede os.«

Vi lo, vi vidste jo, det var Spøg. Jeg svarede: »Trediveaarige Nymfer! Det var ogsaa Noget at belure.«

Det var, som om i samme Øjeblik, disse Ord vare fløjne mig ud af Munden, en Skygge gled hen over Søen og Skoven og vore Ansigter. Ligesom der til ethvert Glas, der er af ensartet og fint Stof, skal svare en Tone, hvis Klang bringer Glasset til at springe, saaledes have ogsaa alle løftede, lette Stemninger deres Sprængtone. Vor festlige Stemning, vor Glæde over os selv var bleven saa stærk, at den havde sin; 118 her var denne bleven anslaaet, let, men dog tydelig nok; der var blevet rørt ved Noget, vi Alle gik og bare paa. Alle, være sig mere eller mindre stærkt, mere eller mindre nær ved Sindets Overflade.

Den forunderlige, forfærdelige Lighed, der er imellem Menneskenes indre Følelsesverden, havde aldrig slaaet mig saa stærkt og saa pinlig som dengang. Og Skyggen blev ved at være over os.

Se saaledes gik den første Fødselsdag efter de Tredive, og derfor vilde jeg have, at den anden skulde gaa ganske anderledes. Derfor vilde jeg have Dig herud for ikke atter at lade mig narre frem og tilbage af bedrageriske Stemninger, der dog ende med Mismod og Klage, men fra Begyndelsen af rolig og fredelig være paa min Post i Resignation og tale med Dig om det, der er galt, men ikke kan blive anderledes.

Nu kommer Du ikke. Saa vil jeg slet ikke holde min Fødselsdag. Jeg vil ikke lade det gaa ud over Tante, skjønt jeg tilstaar, at det er Noget, jeg er bleven tilbøjelig til, nu da jeg er bleven pirrelig og nervøs. Hun er saa inderlig kjedsommelig tilfreds med hele Livet, som det er, at jeg ikke kan lade være engang imellem at være ubehagelig imod hende. Men den Dag vil jeg dog ikke lade hende undgjælde. Jeg vil simpelthen blive i min Seng hele Dagen, lade være at græde, hvis jeg kan, sove saa meget som muligt og søge at glæde mig over, at jeg ikke er 42, skjønt hvem veed? det er maaske meget bedre.

Nej. Jeg vil ingen Fremmede have; kommer der nogen af Veninderne herud, skal der siges, at jeg er syg. Jeg er saa kjed af dem, at jeg ikke kan forstaa, at deres Venskab for mig ikke ogsaa er visnet.

Det er lange Breve, jeg skriver. Det er ogsaa et Tegn paa, at jeg bliver gammel. Man skriver to Ark fulde i Konfirmationsalderen, saa svinde efterhaanden de to til eet og det; ene til to Sider; nu mærker jeg, det begynder igjen. Lad mig dog bekæmpe det og derfor endnu kun tilføje, at jeg igaar hos en Familie i Nærheden fornyede et gammelt Bekjendtskab. Det var den unge Thorsen, eller rettere den forhenværende unge, thi han er bleven gammel som vi Andre. Du husker nok, han sværmede meget for mig og opdagede vel ogsaa, at jeg 119 sværmede lidt for ham, inden han tog til Sverig. Han huskede godt mig og kom hen til mig paa en meget morsom Maade, anstigende med gravitetiske Skridt og strækkende en brun Haand ud halvanden Alen foran sig, som om vi vare prøvede, gamle Venner, der mødtes efter en langsommelig Adskillelse. Han saae ud som en Mellemting mellem en Præst og en Nybygger, en meget net Mand for Resten. Det glædede mig meget, at han havde mange graa Haar baade i Haar og Skjæg.

Tak endnu for den lille moralske Forelæsning om at holde mig oppe, ikke at lade mig underkue af Melankoli o. s. v. Den viser kun, at Du med en Byfoged og tre Børn ikke mere kan f orstaa mig og mine Lige. Der er slet ikke Tale om Melankoli, Fortvivlelse og den Slags Tragik. Vær ganske rolig, alle de Ting hører i Reglen nutildags kun hjemme i Bøger. Er man ulykkelig, er man det paa den jevneste Maade af Verden, uden alle Ophævelser, det er det Kjedsommelige. Og jeg er ikke engang ulykkelig, men kun ikke lykkelig. Naar man endda havde den Fornøjelse at være fortvivlet tilbunds og ret inderlig at føle, at det Hele er Noget, som det var bedre ikke var, men jeg ser ikke det Hele Sort, men kun Graat i Graat.

Vejret er stadig afskyeligt, Regn og Blæst, ægte dansk Sommervejr. Mit nydelige Châlet er forpjusket fra Top til Taa, og Haven blæser hver Nat fuld af visne Blade. Det afskyelige Efteraar, det Bedste ved det er, at man saa kan gaa noget tidligere i Seng og faa hurtigere Ende paa Dagen. Klokken er . Godnat.

Din
O. S. V.

III.
(Den Samme til den Samme.)

Den 12. September.

Kjære Veninde! Hvor Mændene dog ere naive, baade naar de bilde sig ind, at vi ere forelskede i dem, medens vi ikke ere det, og naar de ikke kunne se, at vi ere det, og det op over begge Øren. Jeg er ikke Filosof og vil ikke give mig til at tænke over, hvad Grunden vel kan være dertil, men det er vel Noget, som hænger sammen med det, at de selv ere saa 120 kjedsommelig nemme at blive kloge paa. Aldrig har en Mand været forelsket i en Kvinde, uden at hun har vidst det, lige meget om han selv ikke vidste Noget deraf, og aldrig har en Mand hørt op at elske en Kvinde, uden at hun har opdaget det, hvor godt han end troede det skjult.

Men der er mange Mænd, i hvem Kvinder ere forelskede, uden at de se det, og hvem Kvinder forlængst have hørt op at elske, uden at de have nogen Fornemmelse deraf.

Disse kjære naive Mænd, de vide slet ikke, i hvilken Grad det er Spejlbevægelser, de se af os, saa at hvad der synes at være til Højre, i Virkeligheden er til Venstre og omvendt. De forstaa ikke vort Sprog og have ingen Anelse om, i hvilket Omfang Ja betyder Nej og Nej Ja. Vidste de bedre Besked, gik mangen Ting i Verden ikke saa galt.

Endskjønt, det var ogsaa rent galt, om de ikke vare jevnt dumme, men forstod os bedre. Nu ere vi dog saa heldige, at jo klogere Mænd ere, desto mindre forstaa de af os, og det er kun Tosserne, som vide nogen Besked om os, og navnlig vide det, at vi lægge saa meget Mærke til dem.

Og hvilke Misforstaaelser vilde det ikke afstedkomme, om Alle vidste dette, thi hvor Meget af den Opmærksomhed, vi skjænke Mændene, der er Alvor, og hvor Meget ikke, det vilde de dog aldrig forstaa. Det vide vi jo ikke selv. Vi lægge Mærke til Alt, vi se Alt, vi notere os Alt, men hvor meget bryde vi os alligevel derom?

Og Mændene, hvor meget tænke de paa os? Jeg tror, en hel Del mere, end de selv vide.

Ja, jeg vil ikke fortsætte disse Betragtninger. Det skyldes mit fornyede Bekjendtskab med Hr. Thorsen, at jeg kommer ind derpaa, han har været mig et godt Billede af, hvorledes Mændene, de gode og forstandige Mænd, ere i dette Forhold.

Vi ses jevnlig hos den Familie, hvor vi mødtes først. Det er dem, vi omgaas mest herude, og han kommer derud hver Dag; han er rejst herover for at gjøre en Del vigtige Forretninger med Herren i Huset og har sit Standkvarter hos dem. Han behandler mig stadig paa en komisk Maade som sin prøvede og fortrolige Veninde, jeg har vænnet mig til hans Maner, og vi snakke en Del om tidligere Tid. Han har fortalt mig Noget om, hvorledes han gik og var tavst forelsket i 121 mig. Hans Afsløringer morede mig, skjønt jeg kjendte dem allesammen.

Igaar var han naturligvis atter herude. Det havde regnet hele Formiddagen, men klarede op om Eftermiddagen. Han blev endelig færdig med at tale om sit Tømmer med Grossereren, og da vi gik ude i Haven, medens det klarede, fik jeg Lyst til at gaa over i Skoven og se Regntaagerne lette inde mellem Træerne. Jeg foreslog ham paa Konto af vort nysopdagede, fortrolige Bekjendtskab at gaa med; det var han meget villig til. Saa gik vi en fortræffelig Tur derinde og saae alt det Graa og Vaade over os og om os blive til Blaat og Guld. Der var det saa, han fortalte mig en hel Del. Idag er Vejret godt. En Solskinsdag herude er saa smuk, at man kan betale to Regndage for den.

Din
o. s. v.

IV.
(Den Samme til den Samme.)

Den 18. September.

Kjære Veninde! Hvor Mændene dog ere dumme, gjentager jeg! Jo mere jeg ser til ham, desto tydeligere husker jeg den Tid, jeg syntes godt om ham. Det var en stor Fejltagelse af mig, da jeg troede, at jeg huskede det Alt strax. Der var Meget, jeg havde glemt, som nu efterhaanden kommer frem.

Det Ejendommelige ved ham var, at han var en af de Mænd, som man forelsker sig i, medens man endnu ikke kan lide dem. Du veed jo, at ligesom der er Mænd, hvem vi lige fra Begyndelsen af saa nemt og glat komme til at synes om, at vi aldrig kunne tænke os at blive forelskede i dem, saaledes er der ogsaa, men ganske vist langt, langt sjeldnere, Mænd, hvem vi ikke kunne lide, ikke blot medens vi forelske os i dem, men ogsaa længe efter, at vi ere blevne forelskede i dem. Saaledes var det med ham. Jeg kunde føle mig halvt syg, naar han gav sig meget af med andre Damer; naar han kom til mig, havde vi aldrig Noget at tale om, og han 122 irriterede mig næsten altid med Et eller Andet, men navnlig naar jeg fik Mistanke om, at han selv troede, at jeg brød mig om ham. Jeg brød mig endda ikke saa meget om, at Andre drillede mig med ham, men at han selv skulde falde derpaa, var mig utaaleligt.

Hvor man er underlig i den Alder. Hvoraf kom det, at jeg var saaledes imod ham? Jeg tror, fordi han var af dem, som vi ere bange for, fordi vi have en Følelse af, at de tro paa det Umulige og forlange saa Meget i Kjærlighed, at det gjør os helt uhyggelig tilmode.

Saaledes gik det med os dengang. Naar jeg nu taler rolig og fornøjelig med ham og slet ikke er bange for ham, fordi jeg slet ikke er bange for hans Kjærlighed, da jeg nemlig slet ikke mere tror paa Kjærlighed - saa kan jeg aldeles ikke forstaa, at det er det samme Menneske, som forsvandt efter....

Ja, nu skal Du høre, hvad det var, der foregik imellem os; det var ikke Meget, men det Hele ligner ham.

Engang talte vi om en af mine Veninder, om hvem det hed sig, at hun led af et alvorligt Sværmeri for en Mand af vort Bekjendtskab, som havde giftet sig med en Anden, og man sagde, at hun søgte en Guvernanteplads for at komme bort. Jeg tvivlede paa denne Forelskelse, og han spurgte da paa en egen udfordrende Maade, om jeg ikke troede, jeg nogensinde kunde blive forelsket stærkt og for Alvor. Da jeg var forelsket, sagde jeg naturligvis: »Nej«, hvortil han sagde, at det havde han ogsaa tænkt. Og dermed Punktum. Siden kom vi aldrig mere til at tale ene sammen, han undgik mig, og saa kjøbte han sin svenske Ejendom. Ja, det var det Hele. Meget lidt!

Han havde ufravigelig været tilstede i Theatret, naar vi havde vor Abonnementsaften. En Aften var jeg meget glad derover. Vi havde efter flere Aars Forløb faaet »den hvide Dame«; jeg elsker den Musik, veed Du, med en Forkjærlighed, jeg har ført med mig fra Barnealderen, og jeg var glad ved, at han var der, og ved at vide, at medens Tonerne svævede afsted med mig, hvilede hans Blik bestandig paa mig og holdt mig i Favn. Den Vinter, han var rejst, havde vi den atter, men den Aften kom jeg til at græde, saa stærkt, at jeg 123 endnu ikke forstaar, at Ingen opdagede det. Men det var ogsaa de eneste Taarer, den Historie kostede mig.

Harriet, det gale Menneske, sagde engang, at han vilde være udmærket, naar han kunde vænne sig til at sidde med nedslagne Øjne; han var saa urolig og elektrisk. Nu er han rolig og sidder ofte med nedslagne Øjne; men naar han siger Noget, er der det Fortrin derved, at man ikke i Forvejen veed, hvad det er, saaledes som med de Andre.

Din
O. S. V.

V.
(Den Samme til den Samme.)

Den 22. September.

Kjære Veninde! Tjen mig dog i ikke at spørge mere til min Hals. Jeg har i mine sidste Breve stadig glemt at svare paa dine venlige Spørgsmaal til den, fordi jeg rent har glemt den selv. Der er ikke det Mindste i Vejen med den.

Jeg takker derfor for dit Raad med de vaade Klæder, naar jeg gaar til Sengs, jeg behøver det heldigvis ikke. Jeg tager mit friske Søbad hver Morgen, og det gjør mig til en ren Kæmpe, min Nervøsitet er helt forsvunden; man har virkelig Ret i, at Vandet i September er allerkraftigst.

Det Overstykke, Du bad mig besørge kjøbt, er afsendt i Formiddags. Jeg fulgte dine Ordrer med Punktlighed, men fralægger mig da ogsaa alt Ansvar for, at det er blevet et Vinterstykke. Hvad skal det til at fornærme den dejlige Aarstid paa den Maade.

Din
o. s. v.

VI.
(Den Samme til den Samme.)

Den 24. September.

Jeg maa dog fortælle Dig lidt om de kjære fælles Venner, Noget, jeg kommer til at tænke paa, at jeg rent har forsømt, og dog er der forskjellige Smaating og ogsaa større Ting. Ingeborgs lille søde Dreng har været meget syg af Skarlagensfeber, men er nu kommen sig. Det er maaske ikke ganske 124 rigtigt af mig, at jeg alt har været der et Par Gange, thi jeg er ikke ganske sikker paa, at jeg selv har havt den, men jeg var virkelig kommen til at længes saa urimelig efter det kjære Ansigt - det er jo det eneste lille Barn i vor nærmeste Kreds - at jeg maatte hen og se til ham, saa snart der var Tale om, at de vilde lade mig komme ind. Hvor han endnu saae stille og hjælpeløs ud, men Faren er Gud ske Lov helt forbi, naar man nu blot er forsigtig, og det har ingen Nød. Du kan tro, at Ingeborg, »Dronten«, som vi kaldte hende, er et Mønster paa en Husmoder. Jeg faaer saadan Lyst til at se den lille Unge, blot ved at skrive derom, at jeg mærker, jeg maa tage ind paa Østerbro og se til ham i Eftermiddag.

Igaar havde jeg Kamilla herude med hendes Forlovede. De have ventet de syv Aar, skjønt hun sandelig ikke er nogen Rachel, og han endnu mindre nogen Jakob. Jeg kom for et Par Dage siden til at tale med Thorsen om dem; de vare jo forlovede, inden han rejste. Jeg har ikke kunnet lade være at tænke, at hvis han slog op med hende eller hun med ham, saa vilde det Brud paa en Vane, der derved fremkom, i Grunden være det, der generede dem mest. Og saa vilde hun tillige være ulykkelig over, at han saa længe havde holdt Andre borte. Thorsen lo nok, men forsvarede dem dog, ja forsvarede endog lange Forlovelser ganske i Almindelighed, fordi han nemlig troede, at Kjærlighed ofte var som fin Vin og blev bedre med Aarene, mere rolig, men ogsaa mindre egoistisk. »Bedre med Aarene«, der var Noget deri, som ikke blot forsonede mig med Kamilla, men fik mig til strax at invitere hende og hendes Harald herud; de havde ikke været her i Sommer. Jeg var næsten ene med dem - Thorsen kunde ikke komme - men gjorde dem for Resten Afbigt i mit stille Sind; det er virkelig et Par rare, gode Mennesker og lykkelige ved hinanden til Trods for de syv lange Aar. Jeg er vis paa, at Harald trods sin daarlige Examen og sine daarlige Udsigter staar for hende som et af Theologiens Lys. Hun var forresten saa glad over min Indbydelse og saa rørt over min »Trofasthed«, at jeg blev helt generet derved; navnlig gjorde hun mig helt ulykkelig, da jeg forærede hende en broderet Flugtstol, som hun havde beundret meget, til hendes Udstyr, for at den skulde være »hendes« Stol i den 125 tilkommende Dagligstue. Hun har altid været af dem, veed Du nok, der ere lidt tilbøjelige til Misundelse og til at føle sig tilsidesatte, men hos hvem dette meget let slaar over i sin Modsætning.

Vi have den dejligste Eftersommer. Jeg har aldrig set saa klar Luft, saa klart Vand og saa blaa en Himmel over de grønne og gule og røde Træer. Især om Morgenen og om Aftenen kan Du ikke tænke Dig, hvilken Rigdom af Farver der er i Landskabet, og Luften er klar og kølig og spændstig som Staal og saa forfriskende. Og som den, saaledes er Alles Sind; jeg veed ikke, hvoraf det kommer. Den kjære Tante, som finder sig i Alt, men aldrig siger Noget, overvælder mig med Komplimenter, og det ikke blot for mit Ydre, som hun finder saa tilfredsstillende i denne Tid, men ogsaa for min Elskvær dighed. Det er ikke, fordi jeg er begyndt at læse højt for hende. Jeg veed ikke ret, hvoraf det kommer, det maa være de Andre, der ere blevne saa elskværdige i denne Tid. Eller jeg kan ialfald se det hos dem, som jeg ellers ikke har havt Blik for. Ligesom man ser langt i denne Tid over Sundet og øjner Ting, man ellers ikke ser, saaledes opdager jeg ogsaa hos Menneskene saa megen Elskelighed, som de ellers ikke vise for mit Blik. Det er forunderligt, maaske det skyldes den klare, friske, lette Lufts Virkning paa Nerverne eller Hjernen, eller hvad det nu er, men lige meget, hvad det er, fornøjeligt er det.

Din
O. S. V.

VII.
(Den Samme til den Samme.)

Den 26. September.

Du vilde ikke komme til mig paa min Fødselsdag, saa kommer jeg til Dig. Jeg pakker mit Tøj og rejser til Falster, hvis jeg kan, imorgen tidlig; Du modtager mig nok, skjønt Varslet er saa kort; her er ikke til at udholde, Alt er graat og overtrukket og koldt, vi faa ikke mere Solskin. Alle rejse ogsaa. Grossererens flytte ind, de blev længst, og om det saa er Thorsen, fortælle de, at han rejser hjem til Sverig imorgen.

Din
O. S. V. 126

VIII.
Telegram fra Samme til Samme.
(Indløbet før Brevet.)

26. Aften.

Mit Brev beror paa Misforstaaelse, rejser ikke til Falster.

IX.
(Den Samme til den Samme.)

Den 28. September.
Kjære Veninde!

Jeg gjentager min Indbydelse til Dig om at komme til min Fødselsdag, og maaske det kan hjælpe, at jeg har forandret Program. Du skal slippe for at være alene med mig; jeg vil have et lille Selskab. Jeg har opgivet Tanken om at holde Sørgefest, ligesom jeg ogsaa har opgivet Forsøget paa at skjule det graa Strøg i Tindingen med mørkt Pudder; ja, det er sandt, det Experiment har jeg nok ikke talt til Dig om. Det lille graa Sted ses slet ikke. Og selv om saa var, graahaaret skal man jo blive, ligesom man skal blive ældre; det er Ting, som ikke kunne ændres, og som heller ikke ere saa forskrækkelige. Ensformighed er det Værste, selv om det er den lysegrønne Friskhed.

Ja, lad Foraaret komme og se, om det kan byde Noget, der er i fjerneste Maade Mage til, hvad vi lykkelige Dødelige, der bo paa denne skjønne Plet, have at fryde os ved. Her er blaat Middelhav og Italiens Himmel og gule og røde Blade, der skinne som Oranger i Buskenes Grønt, det Grønne er endnu paa mange Steder saa kraftigt som ved Midsommer, og om hele Huset er der Masser af den vilde Vin, der hele Sommeren voxer og breder sig kun for at straale i Efteraarspragt. Jeg vil ikke tale om mit Flor af Høstroser; Châlet er et Paradis.

Kommer Du paa Søndag, vil Du ogsaa faa Hr. Thorsen at se. Jeg har sendt ham Invitation og idag faaet hans Svar - han rejste nemlig ikke til Sverig, det var en Misforstaaelse af mig, naar jeg skrev det sidst - det var ret mærkeligt og 127 lignede ham ganske. Han takkede og skrev, at han vilde komme; i hans Brev laa der en tørret Rose; han skrev, at det var den samme, jeg engang gav ham. Det er temmelig vanskeligt for mig at se, men man maa vel tro Manden paa hans Ord. At han har faaet en, husker jeg nok, skjønt det gik saa simpelt og kortfattet til som muligt. Men nu har han faaet et Indfald, og det et, der saa ganske minder om den Maade, hvorpaa han var dengang. Han beder nemlig, om den Rose paa Søndag maa vise ham, hvor hans Plads skal være som Gjæsten ved mit Bord. Jeg vil narre ham og sætte den mellem de andre Blomster paa Haaret; den skal dække den graa Stribe.

Kom saa til mit Selskab. Hvis ikke, skal jeg vise Dig, at jeg kan undvære Dig, Du Egoist.

Din
O. S. V. 128

I NOVEMBER

I.

Kjøbenhavn, d. 8. Novbr.

Kjære Ven! Som Præst i Egnen maa Du jo kunne give mig god Besked om Hamst og Gamst Herreder. Jeg tænker saa smaat paa at vende Ministeriets Kontorer Ryggen og søge det Embede, men vil dog gjerne først vide lidt om Forholdene. Hvad Indtægterne angaar, veed jeg tilstrækkelig Besked fra Statskalenderen, aldeles tilstrækkelig og nøjagtig Besked, desværre; thi der er ikke mindste Haab om nogen behagelig lille Tilgift som ved Eders Præstekald, der dog bliver ved at have Overraskelser i Baghold, hvorledes saa Tiden og Aanden gestalter sig. Den økonomiske Side af Sagen skal Du altsaa ikke besvære Dig med; jeg paakalder dit gamle Venskab og tyer til dit klare og sunde Blik for at faa nogle Oplysninger af mindre materiel Natur. Hvad jeg vil vide Besked om, er nemlig saadanne Ting som, hvorledes Egnen er, og hvorledes Folkene ere. Er det et Sted, hvor man kan finde sig i at leve og maaske leve, indtil man dør? Det kan man jo for den Sags Skyld allevegne, men man vil dog helst leve under saa formildende Omstændigheder som muligt, og denne Trang er, tilstaar jeg ærlig, temmelig stærk hos mig i denne Tid - en Novembertid af den rette danske Art, hvor Alting er graat og snavset, forneden og foroven; en graa Himmel, som Uger igjennem ikke har faaet et Glimt af Sol eller Lys, men hvis Dag blot er den Tid, det ikke er mørk Nat, en Himmel, som uafladelig sender Regn eller, hvad der næsten er værre, holder en Trusel om Regn over os. Naar det ugunstige Tilfælde nu har henvist En til at leve sit Liv i 129 Regnens og de graa Skyers Land, og man har gjort den Opdagelse, at de ere det, der holder længst i Livet, og at Sommer og Solskin ere forbigaaende Afbrydelser - saa, gjentager jeg, gjælder det om ikke at renoncere paa noget af de formildende Momenter. Altsaa, lad mig vide Noget om Egnens Fysiognomi.

Hils din Kone fra din gamle Ungkarleven, som hun mulig snart kan risikere at faa i Nærheden, thi et Par Mil regner man jo ikke for Noget paa Landet.

Din
O. S. V.

II.
(Fra Samme til den Samme.)

Kjøbenhavn, d. 12. Novbr.

Kjære Ven! Du er stadig den samme samvittighedsfulde Mand, for hvem ethvert Spørgsmaal er et Samvittighedsspørgsmaal og enhver Sag en Samvittighedssag. Du finder, at Du ikke kan svare paa mine »lette Antydninger«, men maa have dem nærmere præciserede og bedre Besked om, hvad jeg mener med Begreberne Egn og Folk og Omegn. Lad mig da forsøge paa at spørge tilstrækkelig tydelig. For ikke at vise nogen falsk Undseelse vil jeg strax rykke ud med det prunkløse Spørgsmaal, om der i Egnen findes Folk, med hvem man kan faa en nogenlunde stadig Lhombre. Nærmere forklaret vil dette atter sige: Jeg vil have tre Mennesker af Hankjønnet, det Lag 50 Aar, som kunne tale nogenlunde forstandig, naar de spise til Aften, og tie stille, naar de spille Kort, som endvidere spille nogenlunde godt og ikke altfor ængstelig; som altsaa ikke frygte den traditionsrige Kaske i Mellemhaanden og paa deres Yderste kunne sværge sig fri for nogensinde at have passet paa to sorte Esser - undskyld, hvis Spøgen er lidt ugudelig - og som endelig ere saa kloge, at de kunne vurdere mit Spil, thi ærlig talt, det fortjener at blive det; jeg tror nok, jeg kan sige, at man i Klubben, som er vanskelig, i de sidste Par Vintre er bleven enig om, at jeg er en af Civiladministrationens fineste Spillere. Man skal jo bruge sit »gode Hoved« til Noget.

130

Med hvorledes Egnen er, mener jeg: Er der nogenlunde kjønt? At der ikke er Hav, veed jeg, og at Himlen er ligesaa graa, som den er andre Steder i Danmark, nærer jeg ikke Tvivl om, men hvad mere? Er der lidt Skov, er der lidt Sø, lidt Bakker, eller er der kun Marker med Veje over og Veje over Mariker?

Endvidere, hvad er Egnens Produkter? Ordentlig Fisk faar man naturligvis aldrig, men er Kjødet spiseligt? Føden, maa Du indrømme mig, er af noget mere end ren materiel Betydning, at den har direkte Indflydelse paa det sjælelige Liv, indser man i min Alder med den fuldkomneste Klarhed; derfor maa Du ikke ringeagte dette Afsnit af mine Spørgsmaal. Jeg vil nu slet ikke drille Dig med at tale om den Side af Sagen, at Passionen for god Mad ogsaa af den Grund fortjener Respekt, at dens Gjenstand ikke er troløs og ubestandig, saaledes som Gjenstandene for diverse andre Passioner ere.

Saa komme vi til Folkene. Det vil sige: Hvorledes ere de Præster, Herredsfogder, Forpagtere og Møllere - jeg er ikke Aristokrat - som bo nærmest ved, hvorledes ere disse Præsters, Herredsfogders, Forpagteres og Mølleres Koner - ment i al Tugt og Ære naturligvis - hvorledes ere disse Præsters, Herredsfogders, Forpagteres og Mølleres Døtre - ment med de allerreelleste Hensigter for Øje naturligvis, Hensigter, som jeg forresten kun har i Theorien og har opgivet i Praxis. Skulde der endelig være en eller anden velsindet lille Baron eller Greve i Nærheden, som maatte antages at sætte Pris paa at sende sin Herredsfoged en god Buk eller et Knippe Kramsfugle, naar der maatte frembyde sig en Lejlighed dertil, saa lad mig ogsaa faa ham med i din Statistik.

Jeg tror, at jeg har visse Betingelser for at kunne komme godt ud af det paa en god Egn. Der er et vist Instinkt, som drager mig ud paa Landet, eller rettere bort fra Hovedstaden, som for mig er bleven lutter Kjedsommelighed og Ensformighed og Væren akkurat det samme Uhyre af graa ensformigt Efteraar og Foraar, Vinter og Sommer. Ude paa Landet er der dog maaske Udsigt til, at man kunde se nogle Forskjelligheder, blot finde ialfald, at der var nogen anden Forskjel paa Vinter og Sommer end den, om man gaar med Overfrakke eller ikke.

131

Egentlig har jeg Valget imellem to Stillinger, en Assessorplads i Overretten og det omtalte Herredsfogedembede. For det Første kunde jo nok tale, at jeg fik Brug for det, der vel egentlig maa siges at være mine Evner i Livet, og mine juridiske Kundskaber, der nok ikke med Urette anses for at være af en ret fin Bonitet. Efter hvad man paastaar, skulde det jo volde mig sær »Tilfredsstillelse« eller, hvorledes man nu døber den Slags Fornemmelser, at virke i det Kald. Men ærlig talt, jeg tror ikke længere ret paa den Slags Talemaader, og den anden Stilling er meget bedre lønnet. Det er det Ene. Det Andet er, at jeg, som jeg har antydet, dog vil prøve, hvad Forandring er, og om den er Noget. Nu har jeg gaaet her til mit 48de Aar og ventet og ventet, jeg veed slet ikke mere hvorpaa, men formodentlig - antager jeg - paa det Samme, som alle Andre vente og haabe paa - at Livet paa en eller anden Maade skulde vise sig særdeles interessant og indholdsrigt. Det er ikke blevet til Noget dermed for mig - som vel for alle Andre, antager jeg. Jeg gjør ikke min Skjæbne nogensomhelst Bebrejdelse, hverken ved Dag eller ved Nat, hverken i offentlig Tale eller i afsides Replikker. Jeg giver paa ingen Maade den Ulykkelige, tvertimod jeg er villig til at indrømme, at den lave Temperatur, hvorunder jeg unægtelig lever, er Livets virkelige Middeltemperatur. Og det er maaske en ikke ringe Fordel at komme til at leve under en saadan, man undgaar Svingningerne, og jeg har en Anelse om, at de Ubehageligheder, der ere under Stregen, ere mere ubehagelige, end Behagelighederne ovenfor Gjennemsnitslinien ere behagelige. Men dette forhindrer ikke, at jeg kan føle en vis Lyst til, efterat det er gaaet saaledes i 48 Somre og 48 Vintre, at gjøre ialfald een Flytning og se, hvordan der er paa et andet Sted, hvor jeg ialfald ikke med den Sikkerhed som her kan forudsige, paa hvilken Stol hos Konditoren jeg om et Aar vil sidde og spise min Frokost, hvor mange Stykker, med hvad Belægning, med hvor megen Appetit og med hvad Humør.

Og jeg tror, at det er paa Tiden, hvis jeg skal være istand til at prøve, hvad Forandring er, saa at gjøre den nu. Ellers bliver jeg saa sløv, at jeg kan drive, hvorhen det skal være, jeg bliver dog den Samme. Forrige Aar gjorde jeg atter en 132 Schweizertur; den smagte mig ikke som nogen af mine forrige Rejser; jeg greb mig i at længes efter min Frokostplads hos Gianelli og min Frokostpassiar, da jeg havde været ti Dage borte. Jeg gad slet ikke mere gaa tilfods, ikke engang en Tur i Haslidalen, og jeg maa tilstaa, at jeg tænkte i Hotellerne meget mere paa at faa et Soveværelse imod Nord end paa et med Udsigt.

Din
O. S. V.

III.
(Fra Samme til den Samme.)

Kjøbenhavn, d. 17. Novbr.

Kjære Ven! Din Godtkjøbsanklage for, at jeg skulde være bleven blaseret, afviser jeg. Hvad i al Verden skulde en kjøbenhavnsk Ministeriefuldmægtig med 800 Daler om Aaret og en Smule Rentepenge, gaa hen og blive blaseret af? Nej, Sagen er simpelthen den, at jeg har lukket Dørene for Ungdommen, saaledes som vi mere prosaiske og solide Mænd gjøre det, thi er det muligt, at Damerne endnu ved det Vendepunkt, som jeg er ved, men som for dem falder nogle Aar før, kunne være interessante Skabninger, saa er det vist, at vi ikke ere det, og ganske vist ialfald, at jeg ikke er det. Det er en meget smuk Betragtning, Du kom med i din sidste Brevprædiken, at jeg ikke maatte lade mig »forbene« i en Materialisme, som Du vil udlede af, at jeg hensynker i Egoisme, lader mit Følelsesliv afstumpe o. s. v. Altsammen meget fortræffeligt, men skudt forbi.

Nej, min Materialisme er slet ikke Udtryk for Egoisme, men kun for Sindsligevægt, for Middeltemperaturen. Mente Du med dine noget dunkle Yttringer om Egoisme ikke dette, men noget Andet, rent ud sagt Noget i Retning af Ægteskab, saa - ja saa vil jeg stryge alle ethiske og filosofiske Betragtninger og nøjes med at sige: Jeg er ganske vist endnu ikke lutter Vinter og Is og Kulde, jeg er ikke saa blottet for Romantik, som Du tror, og Romantikken lader derfor heller ikke mig rent i Stikken. Jeg talte i mit sidste Brev til Dig om min Rejse, jeg tilstaar, at et af de behageligste Minder fra 133 denne er den Følelse, hvormed jeg paa en Udflugt en glohed Formiddag strakte mig paa en Sofa i et køligt Værelse med en Flaske Is ved Siden, medens mit Selskab stolprede op paa Mer de glace, som jeg kunde se tilstrækkeligt af fra mit Vindue. Men et andet Minde, som jeg dog sætter endnu højere, er et Møde paa den Brühlske Terrasse med en Dame. Ja, vær ganske rolig, jeg fortæller ikke Andet end, hvad en mønsterværdig Præstemand godt kan læse. Du husker nok fra din Kjøbenhavns-Tid Helene Walther, som man engang sagde, jeg sværmede for og som jeg, ærlig talt, ogsaa sværmede for, og det ikke saa lidt. Hvorfor jeg ikke blev forlovet med hende, kan jeg ikke sige, selv om jeg vilde. Jeg tror nok, hun syntes ligesaa godt om mig, som jeg om hende, men jeg fik aldrig nogen Lejlighed til ret at blive klar derpaa ved at gjøre et af disse ligefremme Spørgsmaal, Du veed, som maa til - eller rettere: Naar der var Lejlighed, var jeg ikke oplagt, og var jeg oplagt, var der ikke Lejlighed. Saa døde pludselig hendes Moder en Sommer, jeg var borte, og hun tog til en Tante i Holsten, og dermed var den Historie ude. Tro mig, der er mange tusinde gode og fornuftige Forbindelser, der gaa overstyr paa den Vis. Jeg havde ikke glemt Helene: jeg bevarede Mindet om hende som en fin og yndig Blomst, der ofte glædede mig, undskyld, at jeg bliver poetisk, men skrive over og fri eller selv rejse til Holsten og falde ned mellem vildfremmede Mennesker, det laa ikke for mig. Jeg bevarede min poetiske Erindring - hørte saa en Dag, at hun var gift med en Slægtning, men døde ikke deraf.

Jeg vender tilbage til den Brühlske Terrasse; jeg finder slet ikke, at den er sit store Ry værdig, men en smuk, mild og blød Sommeraften kan det være en ret behagelig Beskjæftigelse at drive frem og tilbage deroppe og se ud over Elben, der løber nede imellem de høje Skrænter, over den tindrende Elbebro og de mange Lys i Kvarteret paa den anden Bred og foruden paa de mange Lys at se paa de mange Mennesker, Fremmede og Indfødte, som mylre frem og tilbage. Der drev jeg da en Aften frem og tilbage og blev ganske enig med mig selv om, at det dog alligevel var Noget af det Skjønneste ved Dresden, ialfald mange Gange bedre end den grime Gewölbe med alle sine Guldkasseroller, som jeg havde 134 anset det for min Pligt at plage mig med om Formiddagen. Og som jeg nu gik der og saae paa de kjønne Dresdener Damer og alle de fixe Amerikanerinder og Englænderinder og Russerinder og Franske, som vare blandede imellem hverandre, og saae paa dem med den overlegne Uforskammethed, som hører med til Ens Rejsehabit, fik jeg paa een Gang et af disse Slag igjennem mig, som vi mindes fra Tyveaarsalderen: Der gik Helene lige forbi mig. Hun gik med en ældre Dame, Begge vare klædte i Sorg. Det Sorte klædte hende dejlig. Skulde det være hendes Mand, der var død? Jeg veed ikke, om det var, fordi jeg havde set saa mange Madonna'er i de Dage, men vist er det, at det aldrig har slaaet mig saaledes før, hvad det vilde sige at have et madonnaagtigt Udtryk, som nu, da jeg saae hendes Ansigt. Der gik mange Mennesker paa Terrassen den stille Sommeraften og saae ned over den glidende Flod og de nys tændte Lys; jeg var ikke bleven set af hende i Mængden og havde let ved at følge efter i Afstand og ret at se paa hende. Helene og den ældre Dame saae ikke meget paa Folk; de talte sammen, og kun nu og da standsede de og saae ud over Rækværket ud i den fremdragende Sommernat. Hver Gang hun stod og saae ud imod de mørke Højder og Aftenskyerne over dem, havde jeg den Følelse, at der histude var noget Fjernt og Lykkeligt, som engang altid syntes at vinke mig fra Aftenskyerne, fra Skove, der laa langt borte, fra en Kyst paa den anden Side af store Vande. Hun havde en egen Bøjning med Halsen, naar hun vendte sig om; nej, hvor jeg huskede den.

Jeg havde ikke altid havt saa let ved at følge hende som den Aften, thi hun var saa adspredt og tankefuld, at der ikke var Noget at risikere ved engang imellem at være hende ganske nær, saa nær, at jeg kunde høre hendes Stemme; hun talte Tysk - med ren tysk Udtale forresten - den gamle Dame var uden Tvivl den holstenske Tante.

Ikke faa Herrer vendte disse dristige og uforskammede Blikke imod hende, som man altid tillader sig imod Fremmede, som jeg selv havde gjort mig skyldig i, men som jeg nu fandt saa utaalelige og irriterende, at jeg maatte gjøre Vold paa mig for ikke at insultere en og anden altfor uforskammet Lorgnet; en rar Historie for en kgl. Fuldmægtig.

135

Men ellers var Alt dejligt, en dejlig Sommeraften, medens Stjernerne tindrende kom frem, springende ud af den sorte Himmel, saa hist, saa her, ligesom de gamle Erindringer, der dukkede frem i mig.

Men man gaar tidlig til Ro i Dresden, og Terrassens Spasereskare blev tyndere og tyndere, og da de to Damer et Par Gange havde vendt om ved Hjørnet, og endnu engang kom derhen, saae jeg strax paa deres Vending og den Maade, hvorpaa Helene svøbte sig i sit Overstykke, at det nu gik hjemad. Jeg boede i Hotel Bellevue og havde det lønlige Haab, at de ogsaa hørte til dets Gjæster. Og ganske rigtig. Da de vare komne ned fra Terrassen, tog de Retningen over imod Hotellet, og faa Minutter efter stod de ved Indgangen. Jeg var ganske nær og kunde høre Portieren, da han rakte dem Nøglen til deres Værelse. Jeg vilde træde frem og hilse paa Helene, men turde ikke, jeg var bange for, at min Stemme skulde ryste altfor meget, og at jeg skulde være altfor rød eller altfor bleg, hvad det nu vilde blive til, men i ethvert Fald altfor lidt, hvad en normal Mand i min Alder burde være. Jeg vilde hellere sove paa det. Saa sov jeg paa det, eller rettere, det gjorde jeg ikke, thi først laa jeg længe vaagen, og da jeg havde sovet lidt, vaagnede jeg atter og kom saa pludselig til at tænke paa, at de maaske tog afsted med et tidligt Morgentog. Du veed, hvor drilagtigt et saadant Indfald er om Natten, hvorledes det først pusler ganske smaat i Ens Hoved og saa lidt efter lidt faar En helt vaagen og saa, naar det har faaet En vaagen, voxer og mere og mere antager den afgjorte Visheds Dimensioner. Det varede ikke længe, inden jeg blev ganske sikker paa deres tidlige Afrejse og endogsaa paa, at jeg havde hørt Portieren sige til dem Noget om »fünf Uhr« og »Courierzug«. Saa vilde jeg slet ikke mere faa hende at se. Det var mig en forunderlig pinlig Tanke. Tilsidst maatte jeg have Lys og have Hendschells herlige Bog frem og se efter, hvilke Morgentog, der gik fra Dresden der.

Kl. var nu 3½. Saa naragtig var jeg bleven af den Aftentur paa Brühls Terrasse, at jeg ikke vilde lægge mig til Ro igjen, men var fast bestemt paa ikke at lade noget Tog bortføre dem, uden at jeg havde talt med hende. Jeg klædte mig 136 paa, aabnede Skodderne og satte mig ved Vinduet. Mørket var gaaet fra Pladsen foran Hotellet, men Lyset ikke kommet, kun et graat, koldt, uhyggeligt Skjær, som det var umuligt at se, om det hørte til en Marts eller en Augustmorgen. Men langsomt kom der mere Lys og mere Liv i Lyset, det var, ligesom det selv skulde vaagne. Saa kom der en Karl, saa kom der to Arbejdsmænd, saa kom der en Pige med en Kurv. Hun var min Due med Oliebladbudskabet om, at det endelig var blevet Morgen; endelig, thi det var mere kuriøst end morsomt at sidde og vente paa det Tidspunkt.

Og saa begyndte man at røre sig i Hotellet, et underligt trevent, puslende Røre, lidt Knagen hist, lidt Banken her, Lyd af Liv i Køkkenregionerne. Jeg bildte mig ind, at hvem der belurede Hotellet i denne Stund, vilde have opdaget mange af dets dybe Hemmeligheder, hvorledes de friske Smørskiver blive til, og hvorledes Mælkekanderne fyldes, men jeg brød mig kun lidet om disse Hemmeligheder; jeg tænkte kun paa, om Madonnaen var vaagen og klædte sig paa til Rejsen eller maaske sov blødt og magelig i sin Seng, medens jeg sad paa min haarde Stol og frøs for hendes smukke Øjnes Skyld.

Endelig var Klokken bleven saa mange, at jeg kunde gaa ned i Kaffestuen. Der sad et Par rejseklædte, søvnige og gnavne Familier ved en Opdækning, der endnu var i Negligé, kun en tarvelig Udgave af den, der skulde modtage det regelmæssige Publikum nogle Timer senere. Men de to Damer vare der ikke. Opvarteren saae noget forundret paa mig og spurgte, om jeg skulde rejse. Maaske mistænkte han mig for at ville snige mig bort paa en lumsk Maade, men dog først efter ogsaa at have narret Hotellet med Morgenkaffe. Jeg svarede kort, at jeg ikke havde kunnet sove, og fik mig saa nogen Kaffe betroet. Samme Forespørgsel, som Opvarteren havde gjort, fik jeg fra den majestætiske Portier, da jeg traadte ud i Gangen for at se efter, om de to Damer ikke steg op i Banegaardsomnibussen uden at have været inde i Frokoststuen. Omnibussen dundrede afsted med sine utidige Passagerer og alle deres Vadsække og Ruller af Plaider og Knipper af Paraplyer. Jeg blev staaende ved Indgangen for at vente paa den næste Expedition, Portieren havde skarpt Udkig efter mig og gav en hviskende Ordre til en af Opvarterne.

137

Jeg er ganske vis paa, at den gik ud paa at se efter, om der var Bagage i mit Værelse. Jeg, den kongelige Ministeriefuldmægtig, blev virkelig for et Par smukke Øjnes Skyld mistænkt for at være en Vagabond med bedrageriske Hensigter. Jeg blev imidlertid aabenbart frifunden for videre Tiltale af den strenge Portier, da Opvarteren lidt efter atter kom tilbage med sin Melding. Men jeg frøs alligevel og var i høj Grad tilmode, som et normalt Menneske altid er det Kl. 5 om Morgenen. Jeg saae endnu et Par Gange den samme Ceremoni gjentage sig, Nedbæringen af Rejsetøj, Omnibussens Fremkjøren, de Rejsendes Indstigning, deres urolige Bekymringer for deres Rejsegods og feberagtige Søgen i Bortkjørselens Øjeblik efter den Paraply, de holdt i Haanden, medens den egoistiske »Hausknecht« under et falsk Skin af at interessere sig for deres Ve og Vel og for deres Plaider som for deres Liv og Lemmer, kun ser paa disse nervøse og urolige Mennesker, for hvem Afrejsen er en vigtig Begivenhed, med Tanken fæstet paa de Groschen, han skal have ud af dem.

Havde jeg været filosofisk anlagt, kunde jeg i det Par gyselige Timer, jeg tilbragte der, have anstillet nogle dybsindige Betragtninger over et eller andet Symbolsk i denne Situation. Men jeg var kun gnaven og ikke dybsindig. Og for ikke længere at sejgpine din Taalmodighed vil jeg meddele, at jeg saae hende Kl. henved 9 komme ud paa Terrassen for at drikke Kaffe, frisk, smuk, udhvilet aabenbart fra Rejsen.

BeJlevues Terrasse er det Smukkeste i Dresden og tager sig prægtig ud i Morgensol!

Kjender Du det, at man sommetider gjør Noget, som man egentlig ikke rigtig selv veed, om man vil gjøre eller ikke, før det er gjort? Saaledes gik det mig her. Inden jeg ret vidste, om jeg vilde gjøre det eller ikke, var jeg traadt frem og havde hilst paa hende. Hun kjendte mig strax og blev rød; jeg tror, at jeg ogsaa blev det. Jeg tror, at jeg sagde noget aldeles meningsløst Tøj om et uventet Møde og Væren paa Rejser, om at jeg var her, og hun var her, og vi Begge vare i Dresden, og blev derpaa forestillet for Tanten, Fru Walther, hvorpaa vi begyndte at tale Tysk. Jeg syntes, det hjalp mig til at komme mig.

Med nogenlunde Sindsro kunde jeg udbrede mig over det 138 Thema, at nogle Mennesker holdt mest af The om Morgenen, andre af Kaffe, og derefter behandle lignende letfattelige Æmner, til jeg endelig var bleven helt normal.

Vi sad et Par Timer i den smukke lille Have med Udsigten over Elbdalen, og Samtalen gik let og godt. De skulde med et Middagstog videre for at besøge nogle Slægtninge af Fru Walther. Helenes Mand var død i Foraaret. Det maatte have været en ældre Mand, thi jeg hørte, at han var en Broder til Fru Walther. Svagelig syntes han efter nogle Ytringer at dømme ogsaa at have været. Hun talte alvorlig, men ikke bedrøvet om ham; hun havde et noget træt Udtryk, naar hun faldt i Tanker.

Da de vare borte, var Dresden oprigtig talt aldeles umulig. Med det første Tog, det var muligt, rejste jeg til Berlin.

Meningen med alt dette er, at jeg følger dit Raad og paa Søndag selv tager ned og ser, hvorledes Stedet tager sig ud; hvis da Vejret ikke bliver altfor fugtigt, thi jeg er ikke fri for min Efteraarsgigt. O, Ungdom! Ungdom!

Din
o. s. v.

IV.
(Den Samme til den Samme.)

Kjøbenhavn, d. 19. Novbr.

Jeg er ganske glad over, at jeg fulgte dit Raad og selv tog ned og saae paa Stedet. Alt ser tiltalende ud, og der er vist meget kjønt. Jeg veed kun ikke ret, hvilken af de to Lejligheder, der er at vælge imellem, jeg skal bestemme mig for. Det Sted, jeg kan faa tilleje udenfor Byen ved Fjorden, er smukt og rummeligt, men ligger jo lidt afsides; den Lejlighed, der er at faa hos Amtsforvalteren, er aldeles utvivlsomt en Ungkarlelejlighed, som en Ungkarlelejlighed bør være, og ligger bekvemt, saa det er vel det Rimeligste at tage den, og det bliver vel ogsaa den, jeg tager, men jeg vil dog betænke mig lidt.

Hvorledes mon Drikkevandet er derude? Det glemte jeg at erkyndige mig om. Min Mave kan ikke taale meget jernholdigt eller meget kalkholdigt Vand. Tjen mig i, naar Du 139 kommer i Nærheden, at faa en Flaske fyldt og sende mig den, for at jeg kan lade den analysere. Det Allerbedste var jo, naar jeg tillige kunde faa en Vandprøve fra Stedet udenfor Byen. Det kan ikke nytte at kæmpe imod sin Mave. Ellers en Jernmand, men ligeoverfor den lutter Eftergivenhed, er jeg

Din
o. s. v.

V.
(Den Samme til den Samme.)

Kjøbenhavn, d. 21. Novbr.

Kjære Ven! Jeg tænker stadig paa Boligen. Jeg faar nemlig alligevel Lyst til Stedet ved Fjorden. Udsigten over denne fra Bakkerne var meget smuk, de store Skove paa den anden Side vare nu mørke og formløse, men de maa være dejlige ved Sommertide. Det var af den Slags Udsigter, jeg engang holdt saa meget af. Hvor der var smukt den Dag, jeg var derude; der hang endnu mange gule og røde Blade paa Træerne. Jeg husker, hvor Solen skinnede paa dem, og husker Hækkene paa Vejene; der laa Rimfrost under Buskene, som ikke smeltede, men Buskene med de røde Bær vare dog endnu grønne. Der var dejligt derude, smukt og friskt. Og, jeg gjentager det, hvor holdt jeg af Udsigten fra Bakkerne ved Stedet.

Jeg veed ikke, om det var den dejlige Udsigt, der havde sat sig saa forunderlig fast i mit Hoved, eller hvad det var og er, men jeg faar løjerlige Indfald. Igaar sad jeg og skrev I en indviklet Domænesag om en tvivlsom Fiskerettighed i en af Statsskovene; Solen skinnede, det var ogsaa den Dag klart og smukt, og hvad sker? Ud af de kongelige Resolutioner og gamle Rentekammerskrivelser hæver sig et helt Landskab, med en saadan Trylleskov ved en blank Sø og ved Søens Bred et vandrende Par.... Det var forunderlige Anfægtelser, men saa stærke, at jeg, med Skam at tale om, tog ud til Lyngby og spaserede afsted og saae paa Søerne der, men fik Løn som forskyldt. Himlen blev graa, inden jeg kom derud, og da jeg stod ved Lottenborgudsigten, havde Regnskyerne alt skjult Bagsvær Sø, og jeg kunde med fuldkommen Sikkerhed 140 udregne, naar Regnen vilde falde paa Lyngby Sø og rundtomkring mig. Jeg tog hjem, saa hurtig jeg kunde. Om Eftermiddagen kom min Departementschef for at tale med mig om Indstillingen, den var ikke færdig, og jeg havde faaet et rent forkert Billede i mit Hoved af Vandomraadet, som Manden slet ikke kunde forstaa, og med god Grund, thi det var slet ikke hentet fra Situationskortet, men fra Tryllelandskabet. Manden stoler ganske paa mig, og det lykkedes mig derfor at gjøre ham ganske fortumlet i Hovedet.

Lad mig ikke glemme at fortælle Dig, at jeg mødte Helene i Byen for et Par Dage siden, ja, det var Dagen før jeg tog ned og saae paa Hamst og Gamst, og Du vil formodentlig finde, at det er det, der bærer Skylden for mit forunderlige Lune i denne Tid. Jeg talte med hende. Hun er herovre paa et kort Besøg for at se til sin Familie, naturligvis ledsaget af den kjedsommelige Fru Walther. Vi fulgtes ad. Jeg fik det Indtryk, at hun lever et temmelig trist Liv i Neumünster. Hun skildrede det som et forskrækkeligt Sted. Deres meste Fornøjelse er nogle Baller, hvor Officererne ere Løver. »Nu gaar jeg ikke mere paa Bal,« sagde hun, »men da jeg gik der, var det rigtignok ikke som paa Ballerne her.« Fru Walther blev saa vred over at høre tale ilde om Neumünster, at Haarene paa hendes store Næse sitrede; saa blev der ikke talt mere om Neumünster. Hvor hun saae smuk ud. Jeg gjorde mig overordentlig elskværdig mod Fru Walther og fik hendes Tilgivelse, ganske og aldeles, endog saa aldeles, at det blev arrangeret saaledes, at jeg skaffede dem Billetter til Theatret næste Aften, da der gik den nye Opera; jeg gik selv med. Jeg har længe ikke moret mig saa godt. Jeg holder meget af Musik. Vi gik sammen over i Hotellet, hvor de boede, Fru Walther inviterede mig til at drikke The med dem; jeg vilde nemlig endelig have den Ære at forære dem Billetterne. Der stod et Klaver i Stuen. Helene havde jeg siddet ved Siden af i Theatret. Hun talte ogsaa nu en hel Del om Musikken, og vist med udmærket god Smag. Hun kunde mange Melodier udenad efter at have hørt dem den ene Gang og repeterede dem paa Klaveret, og vi talte og sang, til Fru Walther paa en næsten skandaløs Maade gabede og saae paa Uhret den ene Gang lige efter den anden. Klokken var Et, da jeg gik derfra, 141 men jeg maatte dog have mig en lille Tur først, inden jeg vilde gaa i Seng. Da jeg spaserede midt i den sølede Novembernat, kom jeg til at tænke paa Studenterdagene eller rettere Studenternætterne, da man aldrig syntes, man skulde gaa hjem og sove, men kunde drive om, naar man gik hjem, Time efter Time med Andre, ikke ene. Jeg syntes, jeg gik hjem let, som i hine Tider.

Din
o. s. v.
E. S.

Spørg dog ved Lejlighed din Kone, om det virkelig er meget billigere at leve dernede med Familie, end det er i Kjøbenhavn. En Familie kan vel næppe leve nogenlunde behageligt for mindre end tre tusind Daler; Meningen med Livet er jo dog ikke, at man, naar man bliver ældre, skal nægte sig alle dets smaa Behageligheder. Næringssorger ere jo ganske vist noget af det Værste, der er til, Noget, man altsaa først og fremmest bør undgaa. Det gjælder jo i hele Livet blot at lukke saa mange Udgange til Bekymringer som muligt. Synderlig positiv Fornøjelse er der ikke ved det. Det er ogsaa uforskammet, saa daarlig Embedsmændene ere lønnede her i Danmark. At jeg, der er saa gammel Kandidat, skal være »glad« ved at opnaa et Embede, som en Familie hverken kan leve eller dø paa, det er et stivt Stykke, og jeg er heller ikke »glad« ved det. Ministeren meddelte mig igaar med nedladende Venlighed, at jeg var indstillet til Hamst. Han tror vistnok, at han gjør mig en hel Glæde ved at give mig det elendige Herredsfoged-Embede; han gjør Pokker, gjør han. Jeg havde mest Lyst til at tage min Ansøgning tilbage og blive, hvor jeg er, saa vidste jeg dog, hvad jeg havde at rette mig efter. Gid jeg aldrig havde hørt Tale om Hamst og Gamst og tænkt paa Andet end at vedblive at være Fuldmægtig. Jeg er rasende paa Ministeren, paa hele Verden og mig selv. Det forstaar Du nu ikke, og det kan ogsaa være lige meget. Men kjender Du den Tilstand, hvor man ikke kan blive enig med sig selv om en vigtig Sag, ikke kan faa et Svar af sig selv paa et vigtigt Spørgsmaal. Det gjør Du naturligvis. Men der er visse Forhold, hvor man opdager, at man ikke mere ret kan stille sig selv et Spørgsmaal af den Art, fordi man i 142 Aarenes Løb har mistet den Energi i Følelse og Spændstighed I Stemning, som hører dertil, med andre Ord, at man er bleven for gammel. Et Øjeblik kan Solen bryde igjennem, og man synes, at den er helt varm, men de graa Skyer og Regnen komme strax igjen, og man mærker, at de nu ere de stærkeste. Det er snavs at være bleven ældre, end man har Lyst til at være. Løsningen er, at man enten mander sig op og gjør sig saa ung, som man vil være, eller at man passivt finder sig i at være saa gammel, som man i al Støvethed og Stilhed er bleven det. Jeg ser nok, hvad der er min Lod.

Din
o. s. v.

VI.
(Den Samme til den Samme.)

Kjøbenhavn, d. 26. Novbr.

Nej, kjære Ven, gjør ingen Undskyldninger, fordi Du berører et delikat Punkt, det er noget Visvas med de delikate Punkter i vor Alder, vi kunne tale om Alt. Jeg vil ogsaa gaa lige til Sagen og sige ligefrem, tro blot ikke, at jeg er forelsket. Saa kjender Du daarlig et halvgammelt Ungkarlehjerte. Det er som vaadt Krudt, det futter og sprutter og ryger maaske, men slaa ud i en kraftig Explosion, det kan det ikke. Og heldigvis! Hvad kunde man saa ikke lade sig forlede til? Husk paa, at jeg, der er Ungkarl, er bleven ældre end Dig, der er gift. Jeg føler en vis poetisk Stemning i dit Brev, Du er vist egentlig glad over at tro, at jeg endnu skulde være istand til at forelske mig, og jeg mærker nok, Du ønsker, at jeg vilde følge, hvad man i sin Tid kaldte »Hjertets Røst«. Kjære Ven! Du est en ung Mand. Du har holdt dig grøn derude under det mosgroede Tag, og, jeg gjentager det, Du er ikke skarpsynet nok til at se, hvor underligt det ser ud hos en ældre Herre som mig, der maa antages i al Stilhed at have faaet et Forspring paa en halv Snes Aar for Dig, ser Du. Dersom det var min Husholderske, der var Tale om at gifte mig med, saa vilde jeg maaske ikke være saa ubestemt, men dette (jeg behøver naturligvis ikke at definere nærmere, hvad jeg mener med »dette«) er noget Andet. Her er baade for Meget 143 og for Lidt. Maaske der er en Smule Forelskelse, som kunde narre de Fleste, men ikke en klog Karl som mig, der føler, at naar det ikke er stærkere, saa....; ja, saa er det hverken til at leve eller dø af. Det skal være Noget og er dog ikke nok. Det paalægger mig Forpligtelser, som jeg føler mit Følelsesliv dog ikke er istand til at fyldestgjøre, og indgiver mig Forhaabninger, som jeg føler ikke ville blive opfyldte. Og saa bagefter, ja, vilde det saa ikke være bedre, simpelthen at finde sig gift med sin Kokkepige? Jeg tror, at jeg vilde føle mig mindre generet ved Tilværelsen og altsaa i mere Harmoni med den ved at vaagne op igjen til Virkeligheden ved hendes Side.

Din
O. S. V.

VII.
(Den Samme til den Samme.)

Kjøbenhavn, d. 30. Novbr.

Det er afgjort, kjære Ven! Det skal være Amtsforvalterens Lejlighed. Jo længere jeg tænker derover, desto mere forundrer det mig, hvorledes jeg har kunnet overse alle Fordelene ved den. Den Maade, hvorpaa man kan komme ind i ethvert Værelse uden at passere noget andet, er jo som i de allerfleste kjøbenhavnske Lejligheder. Det romantiske Sted er jeg ogsaa bange for er noget fugtigt; det kan aldrig være sundt, at det ligger under den Skrænt. Inden man veed et Ord af det, er den lille Flyvegigt, man alt nu har, bleven kronisk paa et saadant Sted, og hvad saa? Jeg gad se, hvorledes Livets Poesi vil bære sig ad med at hjælpe os over Ting som Rheumatisme. Tro mig, Gigt er stærkere end Poesien, og det veed den gode Poesi meget godt selv. Nej, den er et langt mere magtesløst Væsen, end man antager, inden Ens Fordøjelse har lidt noget i Livets Kampe. Det faar altsaa at blive ved den hyggelige lille Ungkarlelejlighed; den ligger bedre og bekvemmere, om Aftenen vil man dog vel nok gaa hen i en Klub eller saadant et Sted. Naar man er færdig med sit Arbejde, kommer man til at kjede sig, naar man er alene. Det er en Erfaring, som jeg nu gjør; jeg har før ikke vidst, hvad 144 det er ikke at vide, hvad man skal gjøre af sig selv, naar man ikke har Noget at bestille. Nu har jeg lært det. Jeg gider ikke sidde og spekulere eller gaa enlige Ture eller læse - undtagen Aviser naturligvis - eller, ja, jeg veed ikke hvad, men nok er det, jeg veed, hvad det er at kjede sig. Saa maa man have Folk i Nærheden, man kan snakke lidt med, jeg havde nær sagt lige meget hvorom, og saa gaar det ikke at bo udenfor Byen. Forresten skal jeg nok indrette mig smagfuldt. Jeg har set paa et udmærket smukt og bekvemt Herreværelsemøblement; det skal jeg have til et lille Drivekabinet ved Siden af mit Arbejdsværelse. Heldigvis har man da Raad til at arrangere sig nogenlunde menneskeligt. Til min lille Spisestue har jeg fundet en sjeldent kjøn lille Egetræs Buffet; den vil tage sig fortræffelig ud. Jeg skal vise Herredets Folk, hvorledes en dannet Mand indretter sig; det bliver noget Andet end dine ægteskabelige Værelser, hvor der ligger Sytøj allevegne, og Børn sætte Smørrebrødsfingre paa Betrækket og Gardinerne. Maaske man i den Egn endnu kunde være saa heldig at finde nogle gamle udskaarne Møbler. Det er min Drøm at finde en stor Linnedkiste med et bibelsk Sujet til at pryde den store Forstue. Det faar imidlertid være Fremtiden forbeholdt, Nutidens Opgave er at finde en Chaiselongue, hvor Hovedet ikke kommer altfor højt og lige paa en Kant, naar man ligger. Du kan tro, jeg skal lære Eder Noget, min gamle Ven!

Din
o. s. v.

VIII.
(Den Samme til den Samme.)

Kjøbenhavn, d. 2. December.

Herregud, lad mig nu være fri for mere om den Sag. Den er afgjort. Hun er jo rejst allerede et Par Dage, før jeg skrev mit sidste Brev, vist samme Aften, jeg sendte Dig det næstsidste endogsaa, og dermed er den Historie forbi. Jeg har set hende rejse, ganske rolig. Jeg kom tilfældig ud ad Vesterbro ved den Tid, Aftentoget til Korsør skulde afgaa, og tog mig en Perronbillet paa Banegaarden. Jeg saae hende stige 145 ind i Kupéen; der var flere Bekjendte, jeg blev ikke set. Saasnart Togføreren havde stødt i sin Pibe, og Lokomotivet havde svaret, gik jeg bort, inden Toget endnu var begyndt at gaa. Jeg havde været der ti Minutter. Jeg er forresten ikke rigtig vel i denne Tid; jeg ser Alting Graat i Graat; mit Arbejde falder mig saa kjedsommeligt og besværligt. Stundom kan jeg falde helt hen - ikke i Tanker, men snarere i en Lakune af Tanker, et mørkt Hul, hvori jeg plumper ned, og hvorfra jeg har ondt ved at komme op. Naar jeg kommer op, er det kun for igjen at være lige glad eller lige kjed ved det Hele, som man tager det. Livet er en daarlig Opfindelse. Min Appetit er ogsaa borte. Det maa komme fra Maven. Jeg skulde vist hellere have brugt en Brøndkur i Sommer end gjort den dumme Udenlandsrejse. - Saa havde jeg ogsaa været fri for .... ja, Du forstaar mig jo ikke.... været fri for ikke at kunne forelske mig.

Heldigvis have vi nu snart rigtig Vinter; den tror jeg vil bekomme mig bedre end det afskyelige Efteraarsvejr. Hvilke Dage vi have havt, Graat i Graat og Graat fra Morgen til Aften, en Gang imellem henad Solnedgang et lille Glimt af rød Glans fra Skyerne, det er al den Farve, man ser hele Dagen, og i Løbet af et Par Minutter er det ogsaa forsvundet. Nej, lad os blot faa rigtig Vinter. Det veed man, hvad er.

Din
O. S. V.

I LÆ
(STILLEBEN)
(1879)

148
149

Det var en venlig lille By, men meget rolig og stilfærdig. Den vilde være lige rolig og stille, om Verdensdele stod i Brand udenfor og Riger opløstes og forgik. Men det var tillige en By, som mindede om de Steder, hollandske Malere yndede at skildre, hvor Livet i al sin Begrænsning og med sine smaa Vanskeligheder alligevel føles saa lykkeligt af dem, der færdes i det, baade dem, der danse og drikke, og dem, der ere ved deres daglige Arbejde.

Lille som Byen var, havde den et stort Torv, en uregelmæssig, brolagt, græsgroet Plads, hvor Stilheden ret havde tilhuse. Ved det laa Byens Kirkegaard og Byens Posthus, to Steder, der vare til i Anledning af dens Forbindelser paa den ene og paa den anden Led med det, der laa udenfor dens eget dagligdags Liv. Kirkegaarden var en venlig, rigt grønnende Kirkegaard, som man fra Torvet og Gaden gik ud og ind i. Drengene løb og legede temmelig uforstyrret imellem Gravene, thi Graveren var gammel og svagelig og ikke meget oplagt til at forfølge dem eller passe paa dem. Tjenestepigerne skød Gjenvejover Kirkegaarden med deres Kurve, Vagabonder laa fredelig og sov deres Middagssøvn derinde, og i Sommertiden sad ofte Familier timevis ved deres Gravsteder, passiarende eller arbejdende. Derfor saae den i al sin Stilhed lidt udtraadt og forpjusket ud, men dette bidrog atter paa en Maade til at forstærke Indrykket af, at den gik ind i Byens daglige Liv og hørte til i dette. Paa denne Kirkegaard syntes de tavse Beboere, hvis af Alle kjendte Navne stod paa Tavlerne og Korsene, endnu bestandig at høre med til Befolkningen, kun at deres Skikkelser havde faaet over sig noget eget Mørkt og Gaadefuldt.

150

Posthuset, som tog sig af Forbindelsen med den timelige Omverden, var ligeledes et meget stilfærdigt Sted. Til bestemte Tider var der samme bestemte Arbejde at gjøre, og Døren til Kontoret aabnedes af bestemte Personer, der bragte eller hentede de samme Ting til Postbesørgelse, som de Aar ud og Aar ind havde bragt og hentet til samme Klokkeslet. Byens Post blev expederet, de gaaende og kjørende Poster til et Par Steder i Omegnen blev expederede og nøjagtig med det samme Ceremoniel. Hestene til de kjørende Poster blev trukne frem fra Vognmandens Port ligeoverfor og med tilbørlig Langsomhed spændte for den gule Vogn. Saa tog Kusken den røde Trøje paa og kjørte Vognen hen for Stentrappen til Posthuset. Sommetider stod der saa nogle Passagerer og ventede, og sommetider stod der ingen; ham var det ganske ligegyldigt, om der var Nogen, eller der ikke var Nogen. Saa gik han ind paa Kontoret, tog sin Taske og spurgte: Er der ellers Noget? og fik til Svar, at der ikke var Noget, og saa kjørte han.

At det Hele gik saa rolig paa Posthuset var meget heldigt for Postmesteren, thi han duede ærlig talt ikke meget til at bestille Noget. Det var en høj, før, ganske kjøn Skikkelse, der saae ud til at kunne udholde og udrette Meget, men som i Virkeligheden var en ren Attrape. Han havde været et godt Hoved, noget urolig, men en ret flink Embedsmand i sin Tid; men han var bleven noget fordrukken, som gode, urolige Hoveder af en nu næsten forsvunden Slægt ofte blev paa slige Steder. Man bar imidlertid over med ham og kunde det ogsaa, forsaavidt som han havde en opofrende og ganske flink Hjælperske i sin Datter, saa at det med Embedet i det Hele gik hverken bedre eller værre end med de fleste lignende.

Byens Beboere fandt ialfald, at det var i sin Orden, at det gik, som det gik. Man havde ikke videreat indvende imod Postmesteren, da man først havde faaet det enstemmig anerkjendt, at han var fordrukken. Kjøbstadlysten til Skumleri havde derigjennem faaet det Offer, hvormed den var tilfreds. Thi Ondskabsfuldheden er i Reglen ganske godmodig, ialfald den, der hører til saadanne smaa Steder; den gaar sjeldent videre end til at besørge en Plet anbragt; er dette 151 besørget, slaar den sig til Ro. At modtage en saadan Plet er imidlertid paa den anden Side mere end en Nødvendighed, det er en Forpligtelse imod Samfundet. Man garanterer det derigjennem imod den allerværste Forsyndelse, at man er eller vil være bedre end de Andre. Og jo mindre et Samfund er, desto nødvendigere er det at give denne Garanti. Hertil kommer, at i smaa Kredse opfylder man ved at have en Lyde den Borgerpligt at give sit nødvendige Bidrag til den selskabelige Underholdnings Stof, hvorfor ogsaa det at ville »passe sig selv« er en Hensynsløshed, der under ingen Omstændigheder bør taales.

Saa kunde altsaa Postmesteren, efter at have ydet sin Tribut, i Fred med sig selv og Omverdenen drikke og hans Datter passe Embedet. Begge Dele gik jævnt godt.

Frøkenen var ikke noget særligt administrativt Talent, paa ingen Maade noget levende Bevis for, at Kvinderne have særlig medfødte Anlæg i den Retning; men hun var en vakker ung Pige, der gjorde sit Arbejde, saa godt hun formaaede.

Postmesteren paa sin Side drak ikke saaledes, at det gjorde nogen aabenbar Skandale. Tvertimod, en offentlig Rus tog han kun paa Kongens Fødselsdag ved Middagsgildet paa Raadhuset, altsaa under formildende Omstændigheder, og først efter at have udbragt den Skaal for »Broderrigerne«, der var hans Domæne, fordi han havde været med paa det første Studentertog, hvad han altid mindede om, skjønt han derfra havde medbragt det Ry, at han ikke havde været ædru Dag eller Nat, saalænge Toget varede. Ellers drak han kun for meget inden fire Vægge. Om Aftenen plejede han i Reglen at gaa ud, men hans Datter var gjerne med, ialfald om Sommeren. Saa gik Turen til »Olsens Have«, et prosaisk Navn paa et prosaisk Udflugtssted, der imidlertid var det eneste, Byen havde at opvise. Det var kun en almindelig Gartnerhave, som laa lidt udenfor Byen. Haven havde nogle fortræffelige Ræddiker, og først var det blevet Skik og Brug at gaa derud og spise disse til sit ærbare Smørrebrød, og saa havde dette atter udviklet sig til, at man drak et Glas Øl, først af Gartnerens hjemmebryggede og siden af de kjøbenhavnske Bryggeriers, og da Øllet var holdt ligesaa køligt, som Ræddikerne vare skarpe og friske, blev Øldrikningen her temmelig 152 almindelig og Øllet Hovedsagen. Der var et Par Lysthuse i Haven, og der kom Folk især om Aftenen og fik deres Knippe Ræddiker - thi denne Del af Skikken holdt sig bestandig, ligesom det ogsaa vedblivende kun hed at »spise Ræddiker hos Olsens«, hvor meget 01 man saa drak dertil. Men til Ræddikerne fik man som sagt Øllet, og saa sad Folk i de rolige Sommeraftener derude og tyggede og drak og smaasnakkede lidt med Andre, hvis der paa samme Tid var Andre, og saa gik de hjem og i Seng.

Derud var det, at Postmesteren og hans Datter gik i de stille Sommeraftener. De satte sig ved et Lysthus, der laa i Udkanten af Haven. Derfra havde man Udsigt over nogle Marker, der laa omkring en lille Dam, i hvis stille Vand nogle Piletræer spejlede sig, og videre over nogle andre Marker. Over disse løb Kongevejen, den løb først lige ud, saa højnede Terrænet sig, den gik som en lys Stribe over Bakken og saa ud i den vide Verden, hvor man ikke mere saae noget til den.

Postmesteren holdt mest af at tie stille, ogsaa medens han drak 01, og i Tavshed drak han derfor i Reglen de to Glas, der herude vare hans Taxt. Hans Datter sad ved Siden af ham og tav ligeledes og tegnede med sin Parasol Figurer i Sandet og saae ud over Markerne omkring Dammen med Piletræerne og Markerne langs Landevejen, ad hvilken Ingen rejste.

Hun var i Reglen lidt træt af Dagens Arbejde og tænkte adspredt og ubestemt paa sit Regnskabsvæsen og paa, om hun skulde have glemt at lukke Posttasken til Hegnede eller til Egnede eller begaaet en lignende postal Forsømmelse.

Hun var ikke noget dybt bevæget Gemyt, med stærke Længsler og urolig Higen; oprigtig talt var hun i Reglen i den Sindsstemning, som hun selv betegnede som at være »hverken glad eller bedrøvet«. Men naar Solnedgangen var meget rig, og der over de grønne, flade Marker byggedes rige Borge og rejste sig gyldne Bjerge, som skinnede helt over til »Olsens Have«, da kunde det vistnok hænde, at hun sagde til sig selv, at det ikke var nogen morsom Lod at sidde paa Kontoret om Dagen og i »Olsens Have« om Aftenen, og at hun med en vis Beklemthed spurgte, om det altid skulde være saaledes.

Saa gik de hjem, og den næste Dag var hun atter i Kontoret med det sandede Gulv, de støvede Reoler, den luslidte 153 Pult og den skrabede Skranke, medens Faderen med sin Pibe, mere i Haanden end i Munden, tridsede omkring hist og her eller stod og saae ud af Vinduet paa det Torv, hvor Intet skete eller nogensinde var sket.

Saaledes gik Formiddag og Middag og Eftermiddag med at sysle med de samme Pakker og Breve og Aviser. Arbejdet gik hver Dag paa samme Maade, og Adspredelsen bestod i, at der var et Par Bekjendte af Postmesteren, der kom ind og læste de Andres Aviser, inden de blev omsendte. Hver af dem havde sin Plads, hver af dem spyttede i sin Spyttebakke, og hver af dem sagde hver Dag det Samme til Postmesteren og hans Datter. Naar alt dette var sket, og endel Skriveri besørget, som en med Stempler nogenlunde sindrig indrettet Maskine havde kunnet gjøre ligesaa godt, saa var Dagen forbi, den Dag, forud for hvilken der altid var gaaet en ganske lignende, og efter hvilken der altid kom en ganske lignende.

»Postmesterfrøkenen«, som hun kaldtes, var ikke forlovet og havde ikke synderlig Udsigt til at blive det; hun var nok en kjøn ung Pige, lidt bleg af det stillesiddende Liv, men ellers ungdommelig i det Hele, rank og velvoxen. Det var egentlig heller ikke hendes Mangel paa Medgift, der hindrede hende fra at komme ind i Laget; Medgifter vare nemlig ikke Noget, der hørte til Reglen i den lille By eller endog blot til Undtageiserne. Snarere kunde der være Tale om, at den gamle, rødnæsede Fader var en Tilgift til Datterens Elskværdighed, som betog denne en Del af dens Tillokkelse, thi paa slige rolige Steder gifter man sig mere end ellers med hele Familien. Det, der imidlertid var den mest afgjørende Hindring, var, at der næsten ingen Mandfolk var blandt hendes Jævnaldrende og Jævnbyrdige; til disse Sidste hørte Kjøbmændene, paa et Par Undtagelser nær, der havde saa smaa Forretninger, at de rangerede lavere, men ikke Haandværkere, paa et Par nær, der rangerede højere. Dette var saa afgjort, at den stakkels Frøken endog havde udfundet, at det var en Slags Fornærmelse, Noget, som man kun turde byde hende, fordi hun var halvt Kontorist, da en skikkelig ung Glarmester, der ovenikjøbet var fulgt med den stigende 154 Civilisation og havde tillagt sig Titel af »Papeteriemager« - hvilket Byen i sin Klogskab spodsk ansaa for en naiv Fejlskrift for Tapeterimager - gav sig til at kure saa stærkt til hende paa Klubbens Julebal og tilbød at kjøre hende en Tur i Kane, hvilket i Vintersæsonen var den traditionelle Indledning til alvorlige Skridt.

At der ikke fandtes Tilbedere, havde for Frøkenens Sindsro en heldig Virkning. Naar hun sad ved sin Pult og var ledig, og hun saae ud af Vinduet paa en blaa Himmel med vexlende hvide Skyer, eller naar hun sad om Aftenen i »Olsens Have« og skrev i Sandet med sin Parasol, saa tænkte hun vel nok nu og da, som alle unge Piger, paa Kjærlighed, og hvad det var for en gaadefuld Lykke, den maatte indeholde, men der var ikke Nogen i Verden - ikke alene Kjøbstaden, men ogsaa den bekjendte Del af Amtet deri indbefattet - som blot kunde gjøre Tjeneste som Statist for at give en Helts stumme Rolle i disse Fantasier.

Og Helten syntes heller ikke at ville komme til Byen paa Gjennemrejse. Den hende fra Romanerne i Feuilletonerne og Lejebibliotheket bekjendte firspændte »Postchaise« - et Kjøretøj, som Postmesterfrøkenen ogsaa i Egenskab af Fagmand var nysgjerrig efter at se - som pludselig kommer jagende og bringer den interessante og ualmindelige Personlighed, havde aabenbart andre Ruter at befare end hendes beskedne Livsbane, og hendes Dagvogne kom kun med mere hverdagsagtige Passagerer, de samme Handelsrejsende med Prøvekasser, der kom hver til sine Tider af Aaret, og som hun kjendte ligesaa godt som Gjæstgiveren, og saa de samme Studenter: Præstens Søn fra Hegnede, og Møllerens Søn i Egnede, og den fineste af dem, den Vigtigste ogsaa, efter en lille Naturfejl af Byen kaldet »Skelevippen« fra Henriksholm, Stamherren til en lille Herregaard, som laa nærmest ved Byen, og fra hvilken en gammel Kammerjunker og hans Hustru, en født Baronesse, herskede som Fornemhedens højeste Repræsentanter over god og fin Tone.

Det var det Hele.

Naar hun mønstrede denne Række, kneb hun sine Læber dobbelt tæt sammen. Hun havde nemlig den Vane at knibe sine Læber sammen.

155

Dette kom fra en Historie i hendes Barndomstid. Hun havde dengang en afgjort Forkjærlighed for Folk med store Tænder, helst saadanne, der stod lidt ud af Munden; Børns Skjønhedsidealer have jo ofte Noget af det samme Bizarre ved sig, som man træffer hos Vilde. Naturen havde nægtet hende selv denne Pryd, men en Dreng, som hørte til hendes Legekammerater, havde den i høj Grad, og hun saae i ham ikke blot en Typus paa mandlig, men ogsaa paa almenmenneskelig Skjønhed. Hun havde derfor ikke undladt at gjøre vedholdende Forsøg paa at faa sine egne Fortænder til at voxe udefter, og til den Ende havde den allerede tolvaars Pige endog i Hemmelighed lavet sig en kunstfærdig Pind, som hun tog i Munden om Dagen, naar hun var ubevogtet, og som hun sov med om Natten. Denne Pind kom imidlertid til at virke ganske anderledes paa hendes Tænder, end tilsigtet var. En Dag faldt hun, da hun gik med den i Munden, og en af de Fortænder, der skulde rettes, blev brækket midt over. Saa blev Enden paa det, at istedetfor at kunne stikke sine Tænder ud af Munden, maatte hun knibe Munden sammen for at skjule Tænderne. Saa drilsk er Skæbnen.

Fordi hun imidlertid var bleven forhindret i at virkeliggjøre sit Skjønhedsideal, opgav hun det ingenlunde, og det var hende en lige stor Fornøjelse at lade Blikket hvile paa sin ungdommelige Tilbeders to store, hvide Hugtænder, der prangede saaledes i hans Ansigt, at de skaffede ham Navnet »Hugtand«.

Baade Carl af Rise og Svend Trøst havde derfor ogsaa i hendes ungdommelige Fantasier en lignende Prydelse, naar hun tænkte sig dem komme ridende frem fra Strædet, der løb ned langs Kirken; den havde staaet saa længe, at den vel nok kunde have været deres Samtidige. Saa stod hun, ikke paa Trappen til Posthuset, hvor Frederik den 6tes Navneziffer i Sandsten forjog enhver middelalderlig Illusion, men ovre paa Hjørnet af Allehelgensstræde; det lød ialfald af Noget. Saa tænkte hun paa, hvad hun vilde have været i hin Tid, hvilken Stilling der vel svarede til hendes og hendes Faders; det var meget vanskeligt for hende at finde nogen historisk Parallel, hvad jo ikke var saa underligt, men hun trøstede sig med, at da hendes Fader ikke stod saa synderlig 156 tilbage for Byfogden, maatte det vel være Noget, som ikke stod saa meget tilbage for Kongens Lehnsmand, hvorfor de unge Væbnere med Hugtænder hilste hende med Ærbødighed foruden med den Beundring, de af sig selv ydede hendes Skjønhed. Henad Konfirmationstiden omklædes Fantasiskikkelserne i det nittende Aarhundredes Kostumer, mest som mørkhaarede og tilbageholdne, men indholdsrige unge Mænd, der elske En, som ogsaa elsker dem, men som ikke paa nogen optænkelig Maade ere at formaa til at sige hende det. Men selv disse interessante Herrer vare for hende i Besiddelse af en højst uregelmæssig Tandstilling.

Alt dette havde været meget alvorligt, og alt dette var nu forbi. Den, der havde været den første Ophavsmand, var nu en lang og noget kjedelig Fyr. Hans Fader, Kjøbmand Nielsen, var Byens største Kjøbmand, og han skulde have Forretningen. Han havde været et Par Aar paa Handelsakademi i Kjøbenhavn og var falden et Par Gange igjennem ved Afgangsexamen, men havde nok været flink som Reserveofficer i Krigen. Saa var han kommen tilbage til Faderens Butik og havde viist sig som en meget brav og agtværdig Fyr, der ikke tænkte synderlig paa den Side af Handelslivet, som bestod i at spille Don Juan med Tjenestepigerne og give den fortrolige Ven ligeoverfor de unge Bondekoner; dog havde han ændret sit Fornavn Ole til Oluf, men det var ogsaa Alt. Meget fredelig og adstadig havde han staaet den hele udslagne Dag og solgt Stangjern og Bomuldstøj og Kaffe, og hvad man ellers kunde forlange i en velordnet Kjøbmandshandel. Saa var han gaaet over til at overtage Korrespondancen, da Faderen blev gammel, og sad nu mest i det lille Kontor bag Butikken. Der gjennemgik han ikke nogen Længsels- og Trængselsperiode, nej, ikke Spor af en saadan. Tænkte han paa sit »Kjæresteri« med Postmesterfrøkenen, var det med Humor; hun randt ham kun saare sjeldent i Hu og kun ved saadanne Lejligheder, som naar han til en eller anden Kundes Barn lavede Kræmmerhuse, fyldte med Kandis, af det tykke graa Papir, hvoraf der lavedes Kræmmerhuse i Tidernes Morgen, og som besad den uforlignelige Egenskab, at meddele Alt, hvad det berørte, den samme Smag, og det 157 en Smag, hvori ligesom hele Begrebet »Butikken« med alt dets forskjelligartede Indhold var indopløst.

I hine forsvundne Dage havde han ofte fabrikeret saadanne Kræmmerhuse til hende, stundom i Smug, stundom opdaget af en eller anden Svend, der da aldrig havde undladt at drille ham ved at henlede de Andres Opmærksomhed paa, at nu gik Ole og lavede sig til at gaa paa Frieri eller andet Lignende, som imidlertid ikke anfægtede ham synderlig. Kunde han ikke faa Kræmmerhuset fyldt med Rosiner eller med Svedsker, tog han tiltakke med Puddersukker, ja han havde engang gjort et Forsøg, der kostede ham et Par Buxer og indbragte ham en aldeles extraordinær Dragt Prygl, paa at hjælpe sig med Sirup af den store Tønde. Med disse Gaver ilede han saa ud til Olsens Have, hvor Børnene havde deres Legetimer, inden de Gamle kom, eller over til Hegnet om Postmesterens Have, hvor han til Punkt og Prikke kjendte alle de Steder, hvor en Overgang var mulig.

Men ligesom Erindringen om denne Tid var smeltet bort hos hans Gjenboerske, saaledes var det, som sagt, kun saare tilfældige ydre Anledninger, der bragte ham paa disse Tanker. Maaske det dog var en Erindring om de gamle Tider, der lod ham være meget villig til at give Postmesterens Kredit paa de Varer, de lod hente, skjønt dette var Noget, der var udtrykkelig forbudt i Butikkens hemmelige Instrux, og det et Par Gange havde indbragt ham Ubehageligheder af Faderen. Men alt videre Galanteri udenfor dette økonomiske og noget materielle existerede ikke.

Saaledes sad nu de To, hver paa sin Side af det stille Torv, og over dette vexlede Sommer og Vinter, Regn og Solskin, som de havde gjort i Aarhundreder før deres Tid, men Altsammen uden at det gjorde synderlig Forandring. Postkarlen stod til sine Tider og spændte den lille Postvogn for i varmt og tørt Vejr og stundom i Regnsøle. Til Tider stod Posthusets Kontorvinduer alle aabne for at bringe et Pust af frisk Køling ind i det beklumrede Rum, og til Tider føg Sneen helt ind i Gangen og laa i en Drive over Trappen og som et stort, hvidt Tæppe over hele Torvet. Sneen var i en vis Henseende det mest forræderiske af alle de Sorter 158 Vejrlig, der huserede over det stille Torv, thi den opsummerede tydelig Fodsporene af dem, der færdedes der, Trin efter Trin, men det blev kun et lille Tal, et forskrækkelig lille Tal for et Torv, hvor der laa et Posthus. Ja endog paa dettes egen Trappe kunde Snetæppet ligge saa uberørt og hvidt, at Posthuset maatte føle sig i højeste Grad trykket derved, hvis det havde havt nogen honnet Ambition i Retning af Frekvens.

Og ovre i Kjøbmandshandelen gik Aarene uden synderlig større Forandring. Det var Aarstid til at staa i Butiksdøren og se dovent ud mod Torvet, der bagtes i Solhede, og Aarstid, hvor man ærgrede sig over, at Kunderne ikke kunde lukke Døren op uden at lukke en Strøm af raakold Luft ind. Aarstid, hvor Solen blinkede lyst og fornøjelig paa de i Ruderne ophængte Silkebaand og Piske, og Aarstid, hvor Gulvet flød som et Morads, der aldrig kunde blive tørt og renset, og hvortil hver Bondestøvle gav sit nye Bidrag af Ælte.

Hugtand eller Oluf Nielsen, som hans borgerlige Navn lød, var nu den unge Chef, i Virkeligheden ialfald; hans Fader var det kun af Navn. Han var en skikkelig gammel Mand, der gik og snakkede om alt det, han endnu kunde gjøre, skjønt han var saa nær de Halvfjers, men Sønnen styrede Alt. Og han var længst kommen ud over at mene det nødvendigt at efterligne den ældre Svends Armbevægelser for at gjøre et specielt kjøbmandsmæssigt Indtryk, og det var længe siden, det havde været nødvendigt i Smug at staa paa Tæerne bag Disken, naar der kom særlig udmærkede Kunder; han var høj nok og var Noget for sig selv. Velvoxen, udstyret med et, om ikke livligt, saa godmodigt Ansigt med et mørkt Skjæg, der dækkede Hugtænderne endel - dem var han selv slet ikke stolt af - og eneste Arving til den eneste Kjøbmandsforretning i Byen, hvor der overhovedet var noget Ordentligt at tjene, det var lovende.

Maaske Hugtand var Gjenstand for Forventning og Forhaabning adskillige Steder, men vist er det, at han selv var meget uanfægtet af luftige Forestillinger baade i den ene og den anden Retning. Han tog Livet, som det var, og plagede sig ikke med Spekulationer over Fremtiden; han slog sig til Ro i en vis rodfæstet Overbevisning om, at det var bedst, at det gik, som det gik, og at det Hele var ganske vel indrettet, 159 en Livsfilosofi, som han i mere private Samtaler plejede at formulere deri, at »det altid klarede sig i Enden«.

Postmesterfrøkenen paa den anden Side af Torvet var ogsaa i Besiddelse af et vist Jevnmod, men det kan dog ikke fragaas, at hun stundom, under sin ensformige Regeren over Ageposter og Landposter opkastede sig selv det Spørgsmaal, om Livet ikke var en temmelig ensformig Ting, og om der var synderlig Udsigt til nogen mere opklarende Afslutning.

Det var en Søndag, midt i Sommeren. En solbeskinnet Søndag, meget stille og noget kjedelig, og det lige fra den tidlige Morgenstund. Man kunde strax have set paa det Torv, der i saa mange, mange Aar forgjæves havde ventet paa, om der ikke skulde ske Noget paa det, at det heller ikke idag vilde se sin Forventning opfyldt.

Den oprindende Dag var imidlertid i al sin Rolighed en betydningsfuld Dag for den ene af Hovedpersonerne ved Torvet. Det var Postmesterfrøkenens 25aarige Fødselsdag. Men der var forresten ingen Anden end hende selv, der vidste det; Faderen huskede det ikke. Ganske vist burde han have gjort det, thi saa roligt og ensformigt og vanemæssigt det end gik, saa var det dog ikke noget ringe Offer, hun bragte ved at sidde derinde paa Kontoret og arbejde næsten den hele Dag. Men han huskede det ikke; han huskede det ligesaa lidt, som han vilde have husket sin egen Fødselsdag eller nogen anden Dag eller Datum.

Derfor vaagnede den lille Postmesterfrøken ogsaa op den Morgen med den Følelse, at hun var glemt af den hele Verden.

Det blev hun liggende lidt for at spekulere paa, og hun kunde ikke lade være, da hun havde ligget lidt, at komme til at græde derover. Hun tænkte paa, at hun idag skulde sige Farvel til Ungdomsalderen; thi naar man var 25 Aar, var man ikke længer en ung Pige, men begyndte at blive gammel. En gammel Pige! Hun kom til at græde stærkere ved denne Tanke. En gammel Pige! Naar der var gaaet ligesaa længe til - og det vilde vist ikke tage saa lang Tid denne Gang som første Gang - saa var hun bleven 50, hvis hun da ikke laa 160 inde paa Kirkegaarden. Men det vilde hun da haabe, at hun gjorde; thi det var jo en forskrækkelig Tilstand, hvortil der ellers aabnede sig Udsigt, at sidde begravet paa det afskyelige Kontor, Dag ud og Dag ind, ligesom hun alt havde gjort, siden hun var tyve Aar.

Kunde hun ikke have havt Ret til at blive mere lykkelig? Var hun ikke selv istand til at gjøre Alt for en Mand, der elskede hende, hun, som havde gjort saa meget for en Fader, der ikke holdt mere af hende? Han var ikke nogen slem Fader, men han holdt dog ikke synderlig af hende, det var nemt nok at se.

Ingen holdt af hende. Og hvad kunde hun ikke have gjort for en Mand, der elskede hende? Lykkelig skulde han være bleven. Og en kjøn Kone havde han da ogsaa faaet i hende, det kunde hun da nok selv se.

Hun rejste sig op i Sengen og tog sit lille Spejl ned fra Væggen. Jo, det var virkelig et kjønt Ansigt; det kunde der kun tvivles om af hendes Veninder. Maaske var Munden lidt for stor og havde et sammenknebet Træk ved Mundvigerne,- det kom fra den Tand - men ellers saae det virkelig godt ud. Og Haaret! Hun løste det ned. Det var virkelig godt og svært. Det maatte have været en underlig ham, som ikke vilde have fundet det, som ikke vilde have havt Fornøjelse af at se derpaa og maaske selv løse det ned. Hun vilde gjøre det endnu lidt mere malerisk, strøg sin Natklædning lidt tilbage og lod Haarstrømmen falde paa en smuk Skulder. Det saae virkelig saa godt ud, at hun et Øjeblik glemte at græde.

Men saa kom hun til at se op paa Væggen, hvor der hang et forskrækkeligt, tysk Lithografi, kjøbt engang ved Døren, som forestillede Jephtas Datter med sine Veninder. Og Jephtas Datter havde akkurat saadant løst Haar hængende ned over Skuldrene. Ja, var hun ikke selv en Jephtas Datter? Jo, ganske sikkert. Men meget mere forladt, thi den rigtige havde havt gode og tro Veninder, der havde sørget med hende. Men hun! Var der Nogen, hun hadede, var det hendes afskyelige Veninder, der aldrig ynkede hende og lod hende sidde paa sit Kontor, medens de morede sig, formodentlig fordi de godt vidste, at hun var meget kjønnere end de. Idag vidste hun, at de to skulde 161 ud at kjøre med deres Familier og Fremmede, men hun skulde sidde muttersene tilbage i Byen, ganske forladt.

Godt var det da, at de ikke vidste, det var hendes Fødselsdag; saa vilde de formodentlig have glædet sig over, hvordan hun skulde sidde hele Dagen, og saa vilde de sikkert ogsaa have udregnet, at nu kunde der ikke være længe til, hun skulde have Rynker i Ansigtet og Trækkene begynde at blive lidt skarpere og mere falmede; Ansigtet misundte de hende jo, det var da en Trøst; men det var rigtignok en dejlig Trøst at skulle have overfor sine Veninder. Nej, imod Jephtas Datter havde Veninderne dog været bedre!

Og saa kastede hun sig atter i Sengen og græd og hulkede, men stjal sig dog en enkelt Gang, da det var ifærd med at gaa lidt over, til at se sig i Spejlet, hvorledes hun saae ud, naar hun var saa fortvivlet med Taarer i Øjnene og med malerisk tilbagestrøgen Natdragt og opløst Haar.

Endelig hørte hun sin Faders Stemme nede i Huset; saa vidste hun, at det var Thetid, og at hun maatte staa op. Hun dyppede Hovedet ned i Vandfadet og søgte at køle og skylle sit Ansigt saa godt, at Sporene af Taarer forsvandt. Det lykkedes hende nogenlunde, men Postmesteren var iøvrigt ikke meget skarpsynet, og da hun sad ved Thebordet med sit Haar saa ordentlig flettet og sin Morgenkjole saa knappet, som Nogen kunde forlange, var der heller ikke Meget tilbage af Jephtas Datter.

Postmesteren kom naturligvis ikke til at huske paa Fødselsdagen, men gnavede som sædvanlig, fordi den første Kop The var for stærk og den anden for svag. Han søgte at faa hende ud af Stuen, for at han kunde faa fat i Kognaksflasken og helde en Slurk i sin Kop, hvad der unægtelig vilde have hjulpet paa Styrken. Nøglerne, havde han nemlig opdaget, sad i Hjørneskabet, saa det Hele vilde kun være et Øjebliks Sag, naar han blot fik hende ud af Stuen. Men hun kjendte al hans Krigslist ud og ind og lod sig ikke narre. Sligt hørte til de daglige Kampe, i hvilke hun var vel forfaren. Et Øjeblik blev hun forresten lidt fristet. Hun vidste, at hvis hun lod ham faa sin The forvandlet til en Kop dygtig stærk Toddy, saa vilde hun dog idag faa en rolig og fredelig Formiddag, og det syntes hun nok, hun kunde have Grund til at ønske 162 sig paa sin Fødselsdag; opfyldte hun derimod ikke Faderens Forventning, vilde hun faa lutter Gnaverier og Drillerier til Straf.

Men saa tænkte hun paa, at det var hendes Pligt at lade være. Doktoren havde paalagt hende at gjøre Alt, hvad hun kunde, for at forhindre den gamle Mand fra at drikke; hver Slurk Kognak over det reglementerede Maal var en Pind til Faderens Ligkiste eller dog en lille Splint.

Hun havde for megen kvindelig Takt til ikke at genere sig for uden videre at gaa hen og tage de glemte Nøgler af Laasen; thi det vilde blive godt forstaaet, vidste hun. Saa var der ikke Andet for at gjøre end at holde Stand ved Bordet og i Stuen, til han gik ud, og det gjorde hun tappert, skjønt han i sin irriterede Sindsstemning virkelig blev meget ubehagelig og skjændte grovt paa hende over Theen, Solskinnet, Afstøvningen i Værelset og Gryderumsteringen i Køkkenet, saa Taarerne stod hende i Øjnene, og hun ikke kunde svare for ikke at komme til at græde.

En Vogn rullede afsted udenfor. Det lød som en Holstenskvogn. Det var sikkert en af de afskyelige Veninder, som kjørte ud. Hun gad næppe vende sig om for at se ud; men hun gjorde det dog. Jo, ganske rigtigt, det var alle Rasmussens. Nu skulde de ud og more sig hele Dagen. Veninden sad og vendte sig om; hun skulde naturligvis se, om hun saae, hvor rask de kjørte afsted, for rigtig at misunde hende.

Men hun tog sig i Agt for at gaa hen til Vinduet, skjønt hendes Fader endelig vilde have hende derhen for at nikke til Louise Rasmussen og i en pludselig kjærlig Tone foreslog hende at gaa ud i Forstuen for at se, hvor Vognen kjørte hen, ned ad Skræddergade eller ad Smedeporten, Noget, han, det maa indrømmes, kunde ønske oplyst, ikke alene for at faa Flasken snappet, men ogsaa, fordi det var en selvstændig Dagsbegivenhed, om Rasmussens kjørte til Klubskoven eller vare gaaet saa vidt i deres bekjendte Ødselhed, at de vare kjørte til den meget længere bortliggende Hegnede Skov.

Endelig blev man færdig. Postmesteren satte sig hen ved Vinduet og saae paa den ham ikke ubekjendte Udsigt, Torvet i tidlig Formiddagsbelysning, idet han straffede sin 163 Datter ved at tænde sin Pibe derinde efter først at have banket og blæst den ud paa den ny polerede Kakkelovn. Postmesterfrøkenen lod som Ingenting, skjønt det var en bestemt Aftale, at i Spisestuen blev der ikke røget Pibe. Hun satte Kopperne ind i Hjørneskabet, kunde saa med Anstand tage Nøglerne af og listede sig saa med dem over i sit Kontor, hvor hun satte sig ved Vinduet og ligeledes saae paa Torvet i tidlig Formiddagsbelysning, det evindelige Torv med dets Græsstraa, dets ujævne Brolægning og dets ørkenagtige Ensomhed.

Det var strax Lukningstid for Butikkerne. Skodderne vare alt satte halvt for ovre i Nielsens store Butik. Gamle Nielsen og unge Nielsen selv stod i den aabne Dør og ventede helt søndagsklædte paa, at Klokken skulde slaa det første af de ni Slag, for øjeblikkelig at fuldstændiggjøre Afspærringen. Han tænkte ikke engang paa at se over paa sin Gjenboerske. Han skulde formodentlig ogsaa ud at kjøre. Det var dog forskrækkeligt, hvor han havde skæmmet sig med Alderen, og det Skæg helt rundt om Ansigtet troede han formodentlig klædte ham. Naa!

Jo, nu hilste han dog, og umaadelig høflig. Fødselsdagen vidste han vel ikke Noget af, men nogen Levemaade havde han dog. Man kunde da rigtignok se paa ham, at han havde gjort Tjeneste som Reserveløjtnant. For god til Louise Rasmussen, som nok gjerne vilde have ham, var han da i ethvert Fald; men hun vilde vel nok gjøre Alt for at faa ham. Penge havde han jo ogsaa, og det var Noget, hun brød sig om. En Trøst var det dog altid, at han ikke var kjørt ud med Rasmussens.

Første Slag slog Klokken omme paa Taarnet, og saa de andre otte, og saa begyndte Søndagsklokken at ringe. Hugtand og hans Fader gik bort fra Døren og ind i Mørket; Butiksdøren blev baade lukket og skoddet, og nu var der ganske ensomt paa Torvet.

Sikken en Søndag, det vilde blive.

Hun gik bort fra Vinduet og lavede sig til at gaa i Kirke, skjønt det den Dag ikke var den nye Medhjælper, der prædikede, han, som syntes at forstaa, hvad Folk tænkte paa, men den gamle Sognepræst, som var en inderlig skikkelig 164 Mand, men en daarlig og udslidt Taler. Hun gjorde sig Samvittighed af, at hun aldrig kunde se ham oppe paa Prædikestolen anstrenge sig for at raabe ned til Tilhørerne, saa han næsten gjorde et Spring ved hver Sætning, uden at tænke paa en stakkels Hyrdehund, der forgjæves anstrenger sig for at faa fat i sine Faar.

Hun gik derhen, og da Gudstjenesten var forbi, og der lukkedes for Kirken, som kun saae en ubetydelig Smule mere tom ud, da den Sidste var gaaet, end den havde set ud, medens den gamle Præst sprang omkring efter sine Ord, saa gik hun lidt om paa den overrendte Kirkegaard og saa hjem.

Der var ligesaa tomt paa Torvet som før og ligesaa tomt i Husene, og da de To kort efter sad ved det tidlige Middagsbord, foer det ud af Munden paa hende: »Fader, det er min Fødselsdag idag.«

»Aa Snak da,« sagde den Gamle, idet han et Øjeblik lod sin Ske hvile.

Hun nikkede, thi hun var lige ved at briste i Graad.

»Ja, det ved Du vel bedre end jeg, min Pige,« sagde Faderen saa atter og tilføjede lidt efter: »Det skulde Du have sagt før, saa skulde vi have gjort Stads af Dig.«

Saa rejste han sig imidlertid op med en pludselig Bevægelse og gik hen til det gamle Chatol, hvortil han havde Nøglen, og tog efter lang Leden og Famlen en Femdalerseddel, sikkert den eneste, der laa der. Han glattede den og ruskede let i den for at se, om den ikke vilde blive til to, thi der var adskillige Dage endnu til næste Maaned, men Sedlen vilde ikke indlade sig paa nogen Fordobling. Saa tog han en rask Beslutning, strøg sig ned over sin røde Næse med den ene Haand og leverede med den anden sin Datter Sedlen i et flot og gavmildt Sving.

»Den skal Du have, min Pige, Du er en god Pige.... og Du skal kjøbe Dig.... en Hat.«

Det sidste Ord skød han af med et saadant Eftertryk, som om der for den Sum, han overleverede hende, kunde kjøbes en hvilkensomhelst Hovedbedækning, som Europas Modekunst paa sit nuværende Standpunkt kunde frembringe.

Hun kyssede ham rørt, hun havde en vis Tilbøjelighed til 165 at gjøre Afkald paa Gaven, men Hatten, som forresten havde været omtalt i et Aarstid, fristede unægtelig stærkt.

Saa faldt der ham en ny Vending ind.

»Jeg vil saa Skam drikke din Skaal, min Pige,« sagde han i en Tone, som om han derved satte Kronen paa alle de Velgjerninger, han i en meget lang Aarrække havde bevist hende. »Laan mig dine Nøgler, der staar vist en Draabe Portvin i Skabet.«

»Nej, Fader, den har Du drukket; Flasken er tom.«

»Saa, er den det, det var rent galt. Din Skaal skulde vi dog drikke.«

»Aa nej, lad os hellere lade være,« bad hun helt forknyt, thi hun anede nok, hvorledes det vilde ende.

»Hvor gammel bliver Du idag?«

»Fem og tyve Aar.«

»Fem og tyve Aar,« sagde han i en Tone, som viste, at der var kommet et Moment frem, som var saa afgjørende, at enhver Tvivl maatte forstumme. »Du bliver myndig. Nej, veed Du hvad, min Pige - aa, laan mig en Daler, nu er det jo Dig, der har Penge,« føjede han til i en spøgefuld Tone og tog i det Samme Femdalersedlen, som laa paa Bordet, og i en Vending var han ude af Døren og Pigen sendt i Byen for ad en Bagdør at faa udleveret en Flaske Portvin.

Postmesterfrøkenen overgav sig paa Naade og Unaade.

Der gik Hatten. Det fandt hun sig imidlertid nok i. Hun syntes stundom, at hun var ophørt at være forfængelig, Hatten var derfor ikke det Værste, men sandelig Faderens Opførsel; det var saa tungt og ydmygende, det følte den stakkels Postmesterfrøken i fuldeste Maal. Jephtas Datter uden Veninder, tænkte hun, og uden Jephta.

Pigen kom, og Vinen kom.

Hun maatte drikke et Glas med sin Fader og klinke, og saa drak han Resten, blev snart lidt vrøvlevoren, thi Stedets Portvin var meget stærk, og lagde sig sluttelig hen paa Sofaen, hvor han faldt i Søvn.

Saa gik hun atter ind paa Kontoret og søgte forgjæves at huske Noget af, hvad den gamle Præst havde sagt om noget ganske Andet end det, der laa hende paa Sinde, og saa saae 166 hun ud paa Torvet, hvor Skyggerne nu igjen blev længere, thi man var godt op ad Eftermiddagen.

Men som hun sad der, forstyrredes hun i sine triste og ensformige Betragtninger ved paa een Gang at mærke en ubehagelig sveden Lugt, der kom udefra; den fortog sig et Øjeblik, men kom saa strax igjen, og det stærkere, ja meget stærk.

I det Samme kom Pigen farende ind og raabte med et forfærdet Udtryk:

»Frøken, Frøken, der er Ud i Fattighuset.«

Det gamle, lange Fattighus laa i Nabolaget, ud til en Gyde, der løb bag ved Postmesterens Have.

Der var ingen Fare for Øjeblikket, men det var dog en stor Forskrækkelse, at en Ildløs, Ildløs, der synes en saa rædselsfuld Begivenhed i smaa Kjøbstæder, var saa nær ved. Da Frøkenen rejste sig op, var hun ogsaa helt mat i Knæerne. Hun spurgte om sin Fader. Pigen havde vækket ham og fortalt ham, at der var Ildløs. Han havde søvndrukkent givet det lakoniske Raad: »Slaa Vand paa« og var saa atter sovet ind paa Sofaen i Dagligstuen. Der lod de ham saa ligge og løb ned i Haven.

Ildløs var der ganske vist, og den havde alt grebet temmelig stærkt om sig. Inden man mærkede Noget til den, var det kommet saa vidt, at Luerne alt slog ud igjennem det mosgroede Straatag. Ilden var sandsynligvis begyndt oppe paa Loftet; de fleste Beboere havde været ude, Gyden var ensom, hele Byen syntes at være udvandret eller indelukket, og det saae ud, som om det var et rent Træf, at Fattighuset ikke ganske stille og uden at vække nogensomhelst Opsigt var brændt ned til Grunden.

Nu var der imidlertid stor Uro og Allarm. Den lave, brede Port stod aaben paa vid Gab, og Lemmerne løb ud med deres pjaltede Ejendele, mest Sengeklæder og Gangtøj; de, der havde læsset af, løb saa ind efter Mere af deres Eget eller Andres. Opsynsmanden i Uniform foer omkring med et Par Karle og traf nogle dumme og unyttige Foranstaltninger ved at udspænde vaade Lagener paa det Tag, der alligevel maatte brænde, et Par Andre løb planløst om med Vandspande som rent demonstrative Bevægelser mod Ilden.

167

Endelig kom en Sprøjte og lidt efter en anden; Brandkaptejnen var kjørt ud og Løjtnanten ikke hjemme. Folkene gjorde derfor, hvad de selv mente var det Bedste.

Sprøjterne vare gamle og daarlige, Slangerne sprukne og utætte; der var ingen Kraft i Pompningen, som til Gjengjæld gjorde saa meget desmere Spektakel; Vandforsyningen var daarlig, de Folk, der vare komne tilstede, stod i Rækker og langede Brandspandene fra Haand til Haand, men da de fleste Spande vare lække, blev Udbyttet af denne velmente Forholdsregel kun ringe; det meste Vand løb ud paa de Assisterendes Støvler og Klæder, og kun mindre Sjatte naaede til Brandkarrene.

Til Gjengjæld for det Mangelfulde ved disse Foranstaltninger paa selve Brandstedet blev der imidlertid snart slaaet meget stærkt og virksomt paa Tromme rundt om i den øvrige Del af Byen.

Den store, gamle Messingtromme dundrede og ramlede under Trommeslagerens energiske Behandling. Denne, en fordrukken Skomager, følte, at han var en Mand, paa hvem Byens Øjne hvilede i denne angstfulde Stund, at han opfyldte en alvorlig Gjerning til sine Medborgeres Frelse, og han trommede som en Mand.

Rundt omkring i de uddøde Huse begyndte Livet at vaagne ved de rullende Hvirvler, og Folk løb til Brandstedet fra alle Kanter.

Der gik det imidlertid stadig, som det kunde. Det gamle Hus, hvori Alt var dobbelt tørt efter den lange Sommertørke, brændte som Trøske. Det laa for sig selv, og i det stille Vejr var der lykkeligvis ingen Fare for, at Ilden kunde udbrede sig videre, men det var tydeligt, at det, selv uden al Hjælp fra Brandfolkenes Side, vilde brænde helt ned til Grunden.

Af Taget stod kun et glødende Sparreværk; Luerne slog flere Steder ud af Vinduerne i Stuelængen, Loftet maatte snart styrte ned.

Brandrøgen kom mere og mere til at lugte som en kvælende Os, efterhaanden som Ilden angreb de af flere Slægtleds Fattigdom og Daarlighed gjennemtrukne Rum. Beboerne, der nu ikke mere kunde løbe ud og ind, hylede og klagede ved deres reddede Pjalter, skjændtes, skreg op og 168 beskyldte hinanden for at have benyttet Lejligheden til at stjæle. Forvirringen mellem de Styrende og de Styrede var vedblivende lige stor. Fra det lange, uhyggelige Baal knitrede og futtede det stærkere og stærkere.

Fra en af Grupperne hørte man paa en Gang nogle underlige hæse Klageraab; de lignede dem, som Folk udstøde i Søvne, naar de i en drømt Rædsel kæmpe for at faa Stemmens Brug.

Raabene kom fra en pjaltet Kone, der var bleven slæbt døddrukken ud, og som nu begyndte at komme til sig selv.

De troede først, at hendes Raab var Drukkenskabens Vrælen, og medens Opsynsmanden i en heftig Tone kommanderede hende til Tavshed, understøttede hendes forrige Husfæller hans Paalæg ved at ruske Konen og puffe til hende.

Hun gned med sine snavsede Hænder i det snavsede Ansigt og i det pjuskede Haar, der halvt skjulte det. Imod den dyriske Sløvhedstilstand kæmpede Alt, hvad der var af Sjæl i hende, og det sejrede; de dumpe Udtryk af en ubestemt, instinktmæssig Rædsel i hendes Sind blev klarere, hendes Stemme forstaaeligere. »Drengen,« raabte hun, »Drengen, hvor er Drengen?«

»Drengen, den lamme Dreng,« lød det i Gjensvar fra de Omstaaende, der nu begyndte at forstaa hendes Tale.

»Er den Lamme kommen ud?« spurgtes der fra Klynge til Klynge.

»Nej,« mere hviskedes end sagdes der samtidig fra flere Grupper.

Folk saae paa hinanden i stum Rædsel.

Det var forfærdeligt. Den drukne Kones lamme Søn, der havde ligget og sovet i en Alkove ved Siden af den Stue, hvor Moderen laa, var i Forstyrrelsen glemt og skulde til at brændes derinde, thi han kunde ikke mere skaffes ud.

Bevidstheden om det, som nu paa denne solklare Eftermiddag, der saae ud som alle andre, skulde til at fuldbyrdes inde i dette forfærdelige Samlingssted for Ild og Røg, Bevidstheden om, at et Menneske nu laa i Dødens forfærdelige Angst bag disse Mure, der kunde styrte sammen, inden den Aande, man snappede efter, var draget, bredte sig stivnende over den Mængde, der stod samlet i forskjellige Grupper.

Der kom et Øjebliks Stilhed over det Hele, hvor Alt og 169 Alle tav undtagen Ildsluerne, som susede og gurglede og knitrede foran den tavse Hob.

Men under denne Stilhed hørte man tydelig derinde fra, fra Baalet, et gjennemtrængende Raab.

Man saae Folk, der havde staaet mellem Tilskuerne, vende sig om og give sig til at gaa og løbe bort i forskjellige Retninger, bort fra dette grufulde Sted, langt bort.

Konen havde ogsaa hørt Skriget, og hun svarede med et andet forfærdeligt Raab og vilde styrte afsted, men blev holdt tilbage.

En ny Bevægelse gik igjennem Mængden, hvorunder Folk undgik at se paa hinanden.

En ny Stilhed; atter Raabet. En Mand farer hen til Konen og gjør hende et kort Spørgsmaal, som hun besvarer mere med Tegn end med Ord, og i samme Øjeblik er Manden med et Spring inde af den brændende Port.

»Hvem var det? hvad er det, han gjør?« spørges der i de forvirrede Grupper.

En Røgsky, sprængt med røde Gnister, sænker sig over Portaabningen, som for at give et uhyggeligt Svar. Det var Sparrerne i den Del af Tagværket, som netop stod over Porten, der faldt; lidt efter faldt et Par af Sparrerne, som stod til Venstre for de faldne, og saa atter et Par, saa maatte Loftet snart give efter, og i samme Nu, som man havde sluttet saaledes, foer en sort og tyk Røgsky op fra dette Sted, som ved en Explosion. Loftet var faldet over disse Stuer, Ildsluerne slog med Sværme af Gnister ud af de udbrændte Vinduer med en saadan Fart, at Folk veg tilbage, skjønt man stod et godt Stykke borte for Hedens Skyld.

Var det der, han var løben ind? Var det der, Drengen havde ligget, drog de begge nu deres sidste Suk i dnævnelige Kvaler? Ingen kunde nu forlade Stedet.

Atter faldt en Sparre, og nu til Højre.

Og saa - var det en Anden, der havde peget, eller var det En selv, hvis Blik instinktmæssig havde fundet det: I et af de sidste Vinduer til Højre sad en Skikkelse med Noget.

Der hang et Forhæng af Røg ogsaa om dette, og man saae kun uklart Skikkelsens Bevægelser, men lidt efter kom den løbende ud; det er den dristige Mand, og han holder et Barn op til sig.

170

Moderen udstøder et hæst Raab og farer hen til dem.

Man raabte og skreg, man jublede formelig, men de Fleste - Mændene ogsaa - følte, at de tillige havde Taarer i Øjnene.

Men saa raabte man atter, og hvilket Hurra! Engang for et Par hundrede Aar siden havde den uselige Flække kæmpet med Mandemod mod Svensken ude ved Præstevænget og slaaet ham tilbage. Der havde ikke siden hin Stormnat været raabt saadant et Hurra som det, der nu lød.

Men hvem var Manden?

Postmesterfrøkenen sprang ned fra det høje Gjærde og ud paa Vejen, thi det var Hugtand og ingen Anden.

Hun vilde ikke gaa hen til ham, skjønt det var det Eneste, hun havde Lyst til, og det forekom hende, at hun ikke kunde holde op med at græde, før hun havde trykket hans Haand.

Moderen havde kun tænkt paa at tage Barnet, en Dreng paa en fem, sex Aar, hvis ene Ben var visnet; hun sad med det paa Skjødet, fremjamrende Bebrejdelser mod sig selv og tillige Løfter om aldrig mere at drikke sig fuld. Omkring hende var der samlet en Gruppe.

Unge Nielsen stod for sig i en anden Klynge, tilrøget og forpjusket at se til, rød og varm. Omkring ham stod Folk, som udtalte Beundring for hans Mod. Han hørte vel nok efter, men svarede ikke Noget; Hænderne havde han i Lommen og stod og borede med den ene Hæl i Jorden. Byfogden, der var kommen tilstede lige nu, kom ogsaa og udtalte i et gammeldags, formelt Sprog en levende Anerkjendelse af hans Færd. Det kunde ikke ignoreres, og drejende Hovedet fra den ene til den anden Side og borende dobbelt ivrig med Hælen sagde han da ogsaa et meget forlegent og langttrukket:

»Ja, hvad Satan....«

overladende det til Enhvers personlige Smag at udfylde denne defekte Udtalelse efter Forgodtbefindende.

Efter at have afgivet denne Forklaring syntes han at blive aldeles optagen af at lægge Lappen til et stort Hul, der var flænget op i hans fine Søndagsbenklæder, paa sin Plads igjen, og da denne Operation ikke kunde trækkes længere ud, og han atter nødtes til at rejse Hovedet i Kredsen af sine 171 Beundrere, saae han fra den ene Side til den anden, saa skulende, at en nogenlunde begavet Fysiognomist sikkert vilde have antaget ham for en Morder, der lige var bleven færdig med et Mord og skulde i Lag med det næste. Saa opdagede han bag alle Mandfolkeskikkelserne Postmesterfrøkenen. Det var ham en velkommen Anledning til at slippe ud af Kredsen, og han gik hen imod hende.

Det er muligt, at han vilde have henvendt en meget indholdsrig Bemærkning til hende, men vist er det, han glemte, hvad han vilde have sagt, da hun rakte begge Hænderne frem imod ham, idet hun i en fortrolig, ja næsten kjærlig Tone sagde til ham: »Tak, kjære Oluf.«

Oluf var, som sagt er, hans borgerlige Navn, men det blev forresten aldrig mere brugt af Frøkenen, naar de talte sammen. I adskillige Aar havde det hedt »Hr. Nielsen« og ikke Andet.

Det var imidlertid mindre Titulationen, der gjorde Indtryk paa ham, end det Blik, han fik af hende.

Et forunderligt Blik, saa fuldt af en Anerkjendelse og en Sympathi, han aldrig før havde følt strømme sig imøde fra en menneskelig Sjæl.

Han svarede ikke andet fra sin Side end: »Ja, Emilie,« hvilket jo heller ikke var meget udførligt.

Derefter begyndte de uvilkaarlig at gaa ved hinandens Side.

Et dumpt, knasende og spruttende Brag lød; nu styrtede hele den Side af Huset, i hvilken den lamme Dreng havde ligget. Hans Redningsmand og dennes Ledsagerinde standsede begge uvilkaarlig og saae derover, hvor en mylrende Sværm af Gnister steg i Vejret gjennem de rygende Masser.

»Det var mageløst modigt, at De gik derind,« sagde Frøkenen atter, idet hun var lige paa Nippet til at misteStemmen.

»Der er Noget inde i En, der gjør det,« sagde han dybsindig og søgende at tage det ligegyldig. »Da jeg hørte Drengen skrige derinde, fik det mig til at løbe, og jeg tror ikke, jeg kunde have ladet være.«

»Jeg veed det,« sagde hun, »hvordan De nu forklarer det .... Var De nu ikke bange?« tilføjede hun efter et Øjebliks Pause.

172

»Jeg tænkte ikke efter, da jeg først var løben afsted; jo, et Øjeblik tænkte jeg derpaa; det gav sig til at knage stærkt ovenover, og saa var der paa samme Tid saa stille og tomt derinde, skjønt man alligevel hørte de mange Lyde af Ilden. Dengang var der et Øjeblik, hvor jeg kunde have løbet, men han skreg igjen, og saa tænkte jeg blot paa, hvordan det vilde gaa at faa ham ud. Men der var jo forresten ikke Tid til at tænke paa Meget. Nu bliver jeg næsten varmere ved at tænke derpaa. Det var dog godt, at man slap ud igjen. Her er dog ganske rart i Verden alligevel; men jeg synes, det bliver saa varmt i Vejret,« og han tog Hatten af og strøg sig over Panden.

»Vil De ikke have Noget at drikke eller at styrke Dem paa?« sagde hun venlig. »Kom ind med.«

Han fulgte hende villig ind i Haven. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde ikke Lyst til at faa ham ind i Huset til Faderen og fik ham derfor til at gaa ind i et Lysthus, medens hun løb for at hente Noget til ham.

Men hvad skulde han trakteres med? Det var ogsaa et Problem, der skulde løses af hendes husmoderlige Skarpsindighed. Det Bedste var naturligvis ikke godt nok, men hun havde slet ikke Noget. Dog jo, Penge havde hun, Resten af Pengene til Hatten; det var nu aabenbart den Seddels Skæbne, at den skulde bruges til spirituøse Drikke. Atter maatte Pigen afsted til Vinhandleren, og lidt efter kom hun tilbage med en Flaske Champagne, en Drik, som Frøkenen kun kjendte af Navn og Anseelse, men som hun antog var ubetinget »det Bedste« af, hvad drikkes kunde, og i og for sig en af Jordelivets højeste Nydelser.

Med en egen behagelig Bevidsthed af, at hun udfoldede en fyrstelig Gjæstfrihed, lod hun Flasken bringe ned i Lysthuset. Det er en Selvfølge, at Hr. Oluf blev i en passende Grad overrasket over dette venskabelige Traktement, men hans Overraskelse syntes ikke at være ubehagelig.

Saa satte de sig ned. Proppen sprang med tilbørlig Anstand. Hr. Oluf viste sig som den Mand, der i Klubben havde indsuget højere Verdenserfaring og tilfulde forstod at finde Rede i Champagneflaskers mystiske Tillukning. Den lystige Vin tumlede sig i Glassene paa en Maade, der indeholdt 173 levende Opfordring til at drikke den, og denne Opfordring blev fulgt.

En herlig Aften var det nu blevet efter den kjedelige Dag; en stille Aften efter de bevægede Timer, som vare gaaede forud for den. Begge følte sig saare vel i dens friske Kølighed.

»Jeg synes aldrig, jeg har havt det saa godt som iaften,« sagde endog Hr. Oluf Nielsen, idet han tog sin Hat af, purrede sig i Haaret og saa satte den langt bag ad Nakken for at gjøre sig det rigtig bekvemt, indtil han kom til at tænke paa, at det vist ikke klædte ham godt, hvorpaa han atter satte den i Lave med en flot Hældning fremad til Højre.

Derpaa drak de Begge et stort Glas paa Opfordring af Herren, som nu drak Frøkenen til.

»Det maa dog være dejligt at være en Helt, som De har været,« sagde Frøkenen begejstret.

Det forekom ham i dette Øjeblik, som om det vilde være ham en kjær daglig Beskjæftigelse at løbe ind og ud i brændende Fattighuse, og netop i Følelsen heraf sagde han med en flot Bevægelse med Haanden, der skulde udtrykke overlegen Ringeagt for Menneskeliv: »Aa, tal blot ikke om Heltevæsen. Jeg skulde ikke have Noget af igjen at rende ind i Fattighuset, om der brændte nok saa mange Drenge.«

»Men Gud, hvad er det, De siger? Fortryder De det nu?«

»Nej, saa slemt er det heller ikke, og maaske kunde jeg ogsaa løbe en Gang til, naar det var Dem, der var derinde. Skaal!«

»Frisk skjænker i til Glassets Rand,
Thi aldrig nok man drikke kan.«

sang han, da han havde drukket Glasset ud.

Frøkenen saae lidt forlegen ud ved det pludselige Opsving i Olufs Stemning og den personlig hædrende Erklæring, han havde afgivet til hende for paakommende Ildebrandstilfældes Skyld.

Han bemærkede denne Forvirring, gav sig til at grunde over, om han havde sagt Noget, som kunde fornærme hende, og udfandt, at hans Ord vare blevne opfattede som en Hentydning fra hans Side til Muligheden af, at Frøkenen kunde komme i et Fattighus. Han vilde retfærdiggjøre sig, men fandt 174 det altfor uheldigt at vove sig ind paa dette vanskelige Æmne, hvorfor han sank det begyndte Ord, blev ildrød, stak sit Glas ud, fik Vinen forkert i Halsen, kom stærkt til at hoste og fandt, at al denne Dumhed gjorde ham saa latterlig i hans smukke Naboerskes Øjne, at Livet i et Nu tabte en stor Del af sin Betydning.

Han kunde have sparet sig sine Bekymringer. Hun fyldte hans Glas igjen og sagde:

»Skal vi saa drikke Deres Skaal? Vi skulde egentlig have begyndt dermed, men det er dog ikke for sildigt. De leve!«

Hun saae saa lystig og overgiven ud, da hun tømte Glasset i et raskt Sving, at Hr. Oluf strax opgav sin pessimistiske Betragtning af Tilværelsen.

Igjennem Træerne saae man glimtvis Ildskjæret fra Brandstedet. Himlen var fuld af Røg, men den gamle, tilgroede Have, hvori de sad, var frisk og smuk og tog sig saa stille ud, medens man derhenne fra hele Tiden hørte ubestemt Larmen.

Begge de To i Lysthuset vare nu atter i fortræffelig Stemning. Postmesterfrøkenen syntes ligesom Hr. Oluf, at hun aldrig havde havt det saa godt som iaften. Men medens han ikke var rigtig enig med sig selv, hvorfra det kom, var hun alt paa det Rene med, at det kom fra ham. Hun saae paa ham med et smilende Ansigt, og hver Gang han lo over Et eller Andet i deres lystige Passiar, og hans store Hugtænder skinnede frem under hans kjønne, mørke Skjæg, var det hende en hel Glæde at se disse gamle Bekjendte. Det begyndte i Virkeligheden atter at røre sig i hende, at de vare usædvanlige, mandige Prydelser. Jo, det klædte ham fortræffelig. Saa kom hun til at tænke paa sin egen brudte Tand, og saa klemte hun Læberne fast sammen.

»Hvad tænkte De nu paa?« sagde han, og da hun blev rød over, hvad hun havde tænkt paa, blev han naturligvis langt ivrigere og vedblev at trænge paa.

Men det sprudlende Liv, som paa denne forunderlige Aften havde gjennemtrængt hende, skød atter pludselig op i hende:

»Jeg skal fortælle Dem det, naar De endelig vil have det,« sagde hun, og saa fortalte hun det Altsammen, hvor dejlige 175 hun havde fundet hans Tænder, og hvor uheldig hun havde været med at efterligne dem.

»Der skal De se,« sluttede hun og aabnede let Munden; »saadan kom jeg til at se ud.«

Der var for en Søn af denne slette Verden noget Farligt i denne Ytring og i den Bevægelse, der ledsagede den, og Oluf bukkede under. Han slog i et Nu Armen om hendes Liv og kyssede hende paa den aabnede Mund. Kysset gik rigtignok i Stykker; hun slog nemlig Hovedet tilbage for ham med et fornærmet: »Hvad tænker De dog paa, Menneske?«

Slukøret satte han sig ned, overordentlig slukøret.

Han vovede ikke at sige et Ord, og han skjælvede for at høre hendes Stemme, thi han frygtede, at hun vilde knuse ham for evig for hans Formastelighed med et Lynslag i den krænkede Dyds Navn.

»Hvor tror De, Rasmussens er kjørt hen idag?« var det Spørgsmaal, hvormed hun efter en kort Tavshed brød Pausen.

Aldrig havde Familien Rasmussen, hvor Meget der end kunde være at sige om den, været et saa kjærkommet Samtaleæmne for Nogen af sine Samtidige, som den var det i dette Øjeblik for Oluf Nielsen. Med et flygtigt Blik paa Frøkenen forvissede han sig fuldstændig om, at han aldrig i sine Levedage havde kysset hende, og indlod sig saa i et ypperligt Lune paa en grundig Undersøgelse af det stillede Problem.

Han var saa udtømmende i sin Drøftelse, at hans Tilhørerinde syntes at blive adspredt og tabe Interessen for at naa et egentligt Resultat. Og da han stoppede et Øjeblik, brød hun ud fra den angivne Vej og sagde: »Kan De huske fra den Tid, vi gik til Dans, hvor Louise Rasmussen var ubehagelig?«

Nu bestod Louise Rasmussens »Ubehagelighed« i denne Periode af hendes Ungdomsliv nærmest i, at medens Hugtand elskede Postmesterfrøkenen og blev elsket af denne, elskede hun Hugtand, men ulykkelig, og søgte derfor paa alle mulige Maader, ikke blot at vende hans Tilbøjelighed til sig, men ogsaa at nedsætte og sværte sin Medbejlerske ved mange træske Midler.

»Det husker jeg godt,« sagde Hugtand og tilføjede med 176 dyb sædelig Indignation: »Det var en væmmelig Tøs, og nu er hun ikke bleven bedre.«

»Det maa De ikke sige,« sagde Frøkenen med et venligt Ansigt; »men kan De huske, dengang hun ved Afdansningsballet spolerede min Kjole med Bruslimonade?«

Ved den nævnte Lejlighed havde den unge Hugtand givet sin Belevenhed og særlig sine blide Følelser for Postmesterfrøkenen Udtryk i nogle mousserende Limonader, hvormed han beværtede hende og hendes bedste Veninde, men denne Trios glade Nydelse af hin nyopfundne og i Provinserne meget beundrede Drik var paa en skændig Maade bleven forstyrret af den omtalte Louise Rasmussen, der i skinsygt Raseri over at være udelukket fra det hyggelige Bakkanal havde væltet Frøkenens Glas ned i Skjødet paa hende og derved sat uudslettelige Hindbærpletter paa en ny blaa Kjole.

Hr. Oluf kunde godt huske denne Begivenhed; han havde været saa nær ved at slaa Louise Rasmussen, skjønt hun var i Konfirmationsalderen, som man overhovedet kan være ved at slaa uden at gjøre det.

»Jeg tror aldrig, jeg har været saa bedrøvet,« sagde Frøkenen; »for det Første var Kjolen ny og den eneste pæne, jeg havde, og jeg vidste nok, at jeg ikke fik nogen istedet; men især syntes jeg, det var saa forfærdelig ondt, for Louise havde selv om Formiddagen været hjemme og hørt Moder formane mig indstændig til at passe paa den Kjole, fordi hun ikke i lang Tid kunde give mig nogen anden, og det havde været svært nok at skaffe mig den.«

Det forekom ham, som om han, hvis det skulde falde i Louise Rasmussens Lod at være nærved at indebrænde, kunde lade hende brænde, til det mindste Ben i hende var forkullet.

»Der er megen Ondskab i Børn,« sagde han, »og det er i det Hele taget noget Vrøvl, at den Alder er lykkeligere end de andre,« sagde han, »endskjønt det er ikke noget Vrøvl, for det kan man dog være,« tilføjede han efter et Øjeblik.

»Ja, meget Godt har man da ogsaa at tænke paa,« svarede hun.

»Ja, det har man,« sagde han, tog Flasken og tømte Resten ud i de to Glas. »Nu skal vi drikke Deres Skaal til Slutningen.«

177

»Min Skaal! Ja, det maa De nok sige. Det er min Fødselsdag idag, skal jeg sige Dem.«

Nu laa det ikke for ham, der naturligvis aldeles ingen Anelse havde havt om, naar denne mærkelige Dag faldt, at lade, som om han i Grunden nok havde tænkt sig, at det netop var idag. Han blev derfor uden Forstillelse saa overrasket, som om der havde viist sig for ham en Horisont af verdenshistoriske Begivenheder.

»Ja, min Fødselsdag er det, men De skal saamænd ikke bryde Dem om, at De har glemt det, det havde jeg selv siden i Formiddags. - Lad os saa klinke.«

De klinkede. Sommernattens Slør var faldet over Haven, og i Lysthuset var det saa tæt, at man kun utydelig kunde se hinandens Ansigter, hvorfor Hugtand blev modig og sagde:

»Vi skulde egentlig drikke Dus igjen,« og Frøkenen ligeledes blev modig og sagde: »Ja, det kan vi jo godt,« hvorpaa de drak Dus paa fuldstændig korrekt Vis.

Gjennem Nattens hviskende Stilhed lød et Klokkeslag henne fra Kirken. De studsede og talte sagte for sig selv: »En .... to .... tre .... elleve!«

»Ti!» udbrød Frøkenen med stor Overraskelse, »allerede ti!«

»Ti!« gjentog Hr. Oluf Nielsen, »det var dog forskrækkeligt. Ja, saa maa man vel skilles,« tilføjede han; han havde ikke rigtig Mod til at benytte det nye Privilegium og tale i anden Person.

»Ja, saa er det vel bedst at gaa,« sagde hun, der ogsaa fandt nogen Vanskelighed ved at vænne sig til denne Taleform.

Oluf Nielsen stod et Øjeblik og tav, vaklende paa Randen af en dristig Beslutning, sagde saa pludselig et normalt »Godnat Du«, tog hende hurtig i Haanden og vendte sig for at gaa.

»Ja, jeg er vist nødt til at følge med Dig for at se, om Laagen er aaben,« sagde hun og gik med ned ad Havegangen. Haven var tilgroet og forsømt. Grene af Buskene slog hende bestandig i Hovedet, idet hun gik ved Siden af ham. Hun tog, ligesom i Ærgrelse, en Jasmingren og rev den af.

178

Laagen stod aaben af den gode Grund, at den i mange Aar ikke havde været til at lukke.

De saae ud i den stille Gyde. Dernede laa Brandstedet. Man saae Skikkelser bevæge sig om de rygende Tomter, i hvilke hist og her et svagt Ildskær viste sig; der var Brandvagt, og der var tillige nogle Nysgjerrige, som endnu ikke havde kunnet løsrive sig, og som i en dæmpet Tone, der paavirkedes af Stedets Uhyggelighed, drøftede den store Begivenhed.

»Mon det har ringet for Louise Rasmussens Øre iaften?« sagde Oluf. »Men hun har vist næppe nogen Tanke om, at det er os, som have talt saa meget om hende iaften.«

»Nej, det har hun vist ikke.«

»Ja, giv mig saa den Blomst,« isagde Oluf, der havde tumlet med forskjellige Planer, og skjønt den Logik, som begrundede den ønskede Overdragelse, var noget mangelfuld, følte Frøkenen sig dog ganske overbevist ved den.

»Den kan Du saamænd gjerne faa,« sagde hun med et let Anstrøg af Overraskelse over, hvad han dog her havde fundet paa.

Han stak den først i sit Knaphul, tog den saa atter ud, gjorde en Bevægelse, som om han lugtede til den, og gik saa med et »Godnat, Tak for iaften«.

Man hørte hans taktfaste Skridt helt ned ad Gyden, og da han drejede om Hjørnet, kunde man høre, at det skete fløjtende:
»Dansken har Sejr vundet, Hurra, hurra!«

Maaske det var denne musikalske Præstation, der havde havt noget Smittende ved sig, thi da Frøkenen, som havde staaet og lyttet ved Laagen, gik op paa sit Værelse, sang hun saa højt, at hun vakte Tjenestepigen.

Som hun endelig sad foran sit lille Spejl og løste sit Haar ned, saae hun paa een Gang, at det jo var Jephtas Datter, der sad der. Jephtas Datter fra imorges.

Nej Tak. Det skulde hun dog ikke have Noget af. En rar Fornøjelse at blive ofret, om det saa ogsaa var af en nok saa agtværdig Fader, og begrædt af nok saa elskværdige Veninder!

179

Det var noget rent Snak, dette Jephtavæsen.

Det var jo heller ingen Ulykke at sidde paa Kontoret og hjælpe sin Fader. Det var slet ikke saa kjedsommeligt et Arbejde; det var en Fornøjelse, naar det gik godt; arbejde skulde man jo desuden altid.

I saadan en lille By som den, de boede i, havde man det da ogsaa rigtig rart. Der var saa fredeligt og godt, og man var hinanden nær. Ja, hvor Alting var lyst.

Imorgen saas de igjen. Det vilde være morsomt at se ham komme i Butiksdøren og se ud over Torvet, det rare gamle Torv. Hvordan mon han vilde se ud, naar han saae hende?

Han saa forresten godt ud, naar han lo; de Hugtænder klædte udmærket, hun havde virkelig havt Ret i sin Smag som Barn. Det var mærkeligt, hvor man kunde komme til at give sig selv Ret saa mange Aar efter. Men hvad han dog ogsaa var for et prægtigt Menneske, en virkelig Helt; det, han havde gjort, skulde Andre nok lade være at gjøre ham efter.

En herlig Dag havde det været; den længste Dag og den bedste Dag, hun kunde mindes; saa lang, saa lang. Og dog var hun ikke søvnig.

Hun vilde lægge sig i Sengen og slukke Lyset og se ud af Vinduet paa Toppen af Linden udenfor og saa tænke paa Dagen, tænke rigtig paa det Altsammen. At være et Offer! Hvor man dog kunde finde paa noget affektert Tøjeri somme Tider.

Og medens Lindens Grene lydløst viftede frem og tilbage, tænkte hun paa Dagen, paa, hvor naturlig det Ene var fulgt efter det Andet, men hvor underligt dog det Hele tilsammen var blevet at se tilbage paa.

Og medens Lindens Grene sagte viftede frem og tilbage, tænkte hun paa, hvorledes de havde leget som Børn, hvor længe de ikke havde set hinanden, og hvor godt de nu vare blevne bekjendte i et Par Timer. Og endvidere tænkte hun, seende paa de sagtelig bølgende Lindegrene, at hvis engang, muligvis, maaske, for Exempel hun og han fandt paa at gifte sig, saa skulde hun fortælle ham hele denne Dags Historie, ogsaa hvorledes hun om Morgenen havde ligget og 180 jamret sig og tænkt, at hele hendes Liv skulde blive et Offer til ingen Nytte, og saa fortælle ham, hvorledes hun havde løst sit Haar og .... ja, fortælle ham det Altsammen og vise ham Billedet med Jephtas Datter. Han skulde i det Hele faa Alt at vide, hvad hun havde tænkt, saa var det ikke tænkt forgjæves.

Og hvor det vilde være heldigt for hendes Fader, hvis mulig engang, maaske o. s. v., saa heldigt, at det maaske blev et Spørgsmaal, om det ikke var en Pligt at gøre det alene for hans Skyld; de vilde passe godt paa ham og tage ham til sig, maaske de kunde kurere ham fuldstændig.

Hvor det var morsomt at sidde der nede i Lysthuset. Hun havde ikke i et helt Aar let saa meget som iaften. Han havde været lidt rask paa det imod hende, men det var jo ikke Noget at være vred for, ikke det Mindste; det var jo blot, fordi han syntes saa godt om hende. Men hvor man blev behagelig tung i Hovedet af den Champagne. Dejlig smagte den. Den mousserede som den Bruslimonade fra dengang .... Og Louise Rasmussen .... Og ham i Drengetrøje .... Og da de kjørte i Skoven sammen.

Sagtelig bølgede Lindens Grene hid og did .... og de strakte sig ind ad Vinduet .... og hun og han sad derude i den grønne Top, han havde Drengetrøje .... Og hvor man saae Tænderne i hans Ansigt .... Nej, det var jo Noget, hun drømte .... han var jo voxen, det vidste hun godt; men han, der sad ved Siden af hende i Træet, var jo ogsaa en voxen Mand med Skjæg .... Saa kaldte de paa dem .... men de vilde ikke gaa ned .... Saa tog han hende om Livet og kyssede hende .... Og hun kyssede igjen .... en, to, tre, fire Gange ....

Den næste Morgen modtog en lys og glædelig Stemning hendes Sind, inden hun ret var vaagen. Hun vidste, at der var noget Lykkeligt, der ventede hende. Saa sikker var hun paa, at det var noget rigtig Lykkeligt, at hun ikke brød sig meget om at vaagne helt for at klare sig, hvad det var.

Men endelig vaagnede hun fuldstændig og lod saa med stor Glæde alle Billederne fra den foregaaende Dag drage 181 forbi sig. Og atter maatte hun le højt ved at tænke, hvorledes hun den foregaaende Dag havde ligget der og taget Afsked med Livet og dets Glæder.

Det Eneste, hun nu sendte en vemodig Tanke, var Femdalersedlen; den trængte hun haardt til; thi hun maatte have nyt Tøj. Det var dog virkelig trist, at en ung Pige, der saae godt ud, ikke skulde have en ordentlig Hat, ikke at tale om det Andet, som var meget tarveligt. Naa, Vejret var smukt; idag vilde hun tage sin Søndagskjole paa, skjønt det var Mandag.

Og hun tog Søndagskjolen paa og gik ind paa Kontoret. Vinduet stod aabent; den nærmeste Del af Torvet laa i en kølig Morgenskygge, Brostenene vare endnu fugtige af Morgenduggen, Luften var frisk og Himlen klar. De havde allerede lukket op hos Kjøbmand Nielsens, men se, om han skulde være i Døren. Det var ellers den Tid, da han plejede at staa der, og idag havde hun næsten troet, at han havde været der tidligere end ellers. Lidt fortørnet vendte hun sig bort fra Vinduet. Men i det Samme stod han paa Dørtrinet og raabte med vældig Røst »Godmorgen!«

Hun nikkede venlig og satte sig i fortræffeligt Humør til sit Skriveri.

Hele Kontoret, ligefra den slidte Skranke til de støvede Reoler og de af Alder sorte Charter, der opbevaredes som en Slags postalske Oldsager, havde faaet et andet Præg. Der var lyst og venligt, og det var en hel Fornøjelse at sidde nær Vinduet og skrive, medens den friske Luft strømmede ind. Det hyggelige Tarv, hvor det saae venligt og fredeligt ud med de lange, lave Huse! Og det var det, som »Skelevippen« fra Henriksholm sidst havde lapset sig ved at kalde den kjedsommeligste brolagte Plet i Danmark. Den vigtige Laps med sin Næseklemmer og sine tynde Ben, han skulde nok have taget sig i Agt for at løbe ind i et brændende Hus.

For alle Mennesker, der paa retskaffen Vis holde meget af Søndagen, er Mandagen en kjedsommelig Dag, og det selv om Søndagen har skuffet de til den knyttede Forhaabninger, hvad den jo ikke saa sjeldent gjør. I den lille By, hvor der Intet 182 var at tage sig til de Søgnedage, var Søndagen netop af den Grund særlig vel lidt, og Mandagen altsaa i saa lav Kurs som mulig og i det mest uomtvistelige Ry for at være kjedsommelig.

Den Mandag, som fulgte efter Branden, var imidlertid ikke kjedelig. Der var Noget at tale om. Man havde selve Branden, dens Aarsag og Opkomst og hele Forløb, før den endnu var opdaget, og efterat den var bleven opdaget, Hypotheser om, hvad der vilde være sket, hvis den slet ikke var bleven opdaget, Kritik over, hvad Brandvæsenet havde gjort, og over, hvad det havde undladt at gjøre, men først og fremmest Diskussion om, hvad Oluf Nielsen havde gjort.

Oluf Nielsen havde hidtil ikke spillet nogen Rolle; nu var han Dagens Helt og Byens Helt. Der var livligt paa Torvet den Dag. Alle Folk i Byen skulde først til Brandstedet og derfra over til Nielsens. Butikken var hele Tiden fuld af Mennesker, der naturligvis ikke kjøbte Noget, men som alle forlangte at faa direkte Meddelelser af Helten om, hvorledes det var gaaet til. Alle indledede deres Spørgsmaal i denne Retning med en eller anden personlig Anerkjendelse, som ikke varierede meget i Formen, men som aabenbart ogsaa var lige velment.

Den unge Oluf Nielsen havde i Begyndelsen følt sig højst trykket ved at modtage alle disse Tillidsudtalelser og ved at skulle besvare alle disse i og for sig hædrende Forespørgsler. Men efterhaanden gik det lettere. Op ad Formiddagen havde han, som hidtil kun havde besvaret de stillede Spørgsmaal paa en noget ubehjælpsom Vis, faaet udarbejdet en nogenlunde sammenhængende Fremstilling. Denne var meget beskeden og ædruelig, som Hr. Oluf Nielsen i Virkeligheden var, men benægtede dog ikke selve Kjendsgjerningen, saaledes som han i første Øjeblik havde været tilbøjelig til at gjøre det.

Om Eftermiddagen kom der adskillige Bønder, som ikke havde hørt Noget om det Hele og ikke heller talte om det; de to Andre i Butikken fandt, at der blev gjort altfor meget Stads af det Hele, og at Oluf Nielsen var bleven »vigtig«, og fortalte ikke af sig selv Noget om det. Oluf Nielsen fandt, at Bønder dog, naar Alt kom til Alt, stod lavt i Intelligens.

183

Den næste Morgen udkom Byens Avis med Beretning om Branden, som den i sit Mandagsnummer kun havde helliget nogle korte Linier. Hr. Kjøbmand, Løjtnant O. Nielsen, som han hed i det offentlige Sprog, var i denne Beretning fejret paa en Maade, som ganske svarede til Byens Følelser. Den Fejrede læste Artiklen i Butikken; den gjorde ham unægte lig godt, skjønt han mærkede, at han blev rød og varm under Læsningen; thi det var dog lidt flovt saaledes at blive stillet offentlig frem. I sit Hjerte var han inderlig glad over Rosen, men det var dog med en passende Grad af Ligegyldighed, at han lagde Avisen fra sig paa Disken og sagde: »Det er saamænd ikke stillet saa tosset sammen af det Aalehoved Jørgensen, men han har smurt for tykt paa med mig. Jeg skal give ham en ordentlig Overhaling, naar vi tales ved.«

»Hvorfor det?« spurgte Hr. Knudsen, den ældste Svend, der vilde forringe Oluf Nielsens Fornøjelse ved at lade, som om han slet ikke vidste, at han var kommen i Bladet.

»For dette her,« sagde Hr. O. Nielsen. »Se!« og han viste ham det paagjældende Stykke i Bladet.

»Naa, er det Noget om Ildløsen?« sagde den Anden, som ikke vilde læse det og blot kastede et flygtigt Blik derpaa. »Ja, de skal jo have Noget at skrive om i deres Sprøjte. Men det gjør jo lige meget; der er Ingen, der tager sig nær, hvad der staar.«

»Aa, det vil jeg dog ikke sige,« sagde O. Nielsen, indvendig irriteret. »Den er saamænd ikke værre end de andre Aviser.«

»Du sagde jo selv, at han var et Aalehoved. Det er de sgu ogsaa allesammen, der skriver dette Avissludder. Men der er heller Ingen, som bryder sig om det.«

»Det skal Du dog ikke sige,« indvendte Nielsen i en ligegyldig Tone.

»Nej, naar man bliver rost....«

»Aa, Sludder.... Jeg skal give ham en ordentlig Overhaling, siger jeg Dig.«

Den Anden tav og fløjtede. Oluf Nielsen følte sig i Øjeblikket noget utilfreds med sig selv og Butikken og sine Kolleger og Pressen og hele Omverdenen.

184

I Vrede havde han udtalt en Anelse om, at man dog vilde bryde sig Noget om Byavisen, og heri havde han virkelig Ret. Den holdt hans Berømmelse paa Kulminationspunktet hele denne Dag og bidrog maaske noget til en stor Begivenhed, som forefaldt samme Aften.

Der var Byraadsmøde paa Raadstuen. Byraadet var den mindst fredelige Institution, som den lille Kjøbstad paa alle sine Enemærker havde at opvise. Raadet var delt i to Partier, det ene støttede Byfogden, udgjørende Regjeringspartiet, det andet udgjorde Oppositionen. Dette sidste havde til Fører og Leder Kjøbmand Rasmussen, Fader til den tidligere omtalte Louise Rasmussen og iøvrigt en temmelig vigtig Person i Byen. Han havde en vis Talefærdighed, var meget paastaaelig og overordentlig selvtilfreds og spillede derfor med Rette en Rolle blandt sine mere beskedne Medborgere. Han havde begyndt sin Løbebane i Klubben; nu var han ikke blot Klubbens Formand, men ogsaa Byraadets mest talende Medlem, der gjorde den skikkelige gamle Byfoged en urimefig Mængde Knuder i Smaasager blot for at vise, at han var Manden for, hvordan det skulde gaa til i Byen; thi virkelige Tvistespørgsmaal vare naturligvis ikke at opdrive.

Paa tredie Aar havde et svævende Spørgsmaal nu staaet paa om Rykningen af et Plankeværk i Allehelgensstræde, som en Ven af Rasmussen havde fundet for godt at sætte en Alen ud paa det smalle Fortov og paa ingen Maade vilde flytte tilbage, en Beslutning, som Rasmussen opildnede ham til ubetinget at fastholde.

Der havde været ført glødende Debatter om denne Sag i Raadet. Byfogden vilde have Plankeværket bort, fordi det altfor meget spærrede Færdselen i den omtalte Gyde. Rasmussen holdt paa, at det for det Første ikke var offentligt Fortov, og dernæst at det var en Borgervellet udelukkende fremmende Forholdsregel, at det var opført; paa det sad en Lygte, og det var den eneste i Strædet. Det tvang endvidere Folk til at holde sig paa det andet Fortov, hvor der var bedre Plads, og var i det Hele en Forskjønnelse af Passagen. Af alle disse Grunde skulde og maatte det blive paa sin Plads. Sagen var drøftet og diskuteret under de mest udtømmende 185 Former, og endelig var den under en ny sindrig Form bragt for Domstolene, og der procederedes nu om den for anden Instans.

Forholdet imellem Byfogedpartiet og Partiet Rasmussen var blevet aldeles umuligt igjennem Plankværkssagen. I Reglen var det sidste Parti det stærkeste; stundom kunde Byfogden faa i en eller anden lille Sag en Haandsrækning fra Amtet, men det gik sparsomt paa, Amtmanden vilde helst staa sig godt med dem, der i Amtet kunde gjøre ham Skade eller volde ham Ubehageligheder, og var som Følge deraf ikke tilbøjelig til at støde Princippet Rasmussen. Byfogden turde ikke heller drive Sagerne paa Spidsen, han vidste, at han var gammel og skrøbelig og ikke istand til at opnaa andet Embede end det, han nu engang sad i.

Saaledes stod Sagerne paa den store Brands Tid og den Dag, da det nævnte Møde skulde være.

De Folk, der vare Medlemmer, vare ligesom alle andre Folk i Byen Mænd, der havde god Tid. Derfor mødte de ogsaa præcis, ja i Reglen noget før Tiden. Naturligvis samlede de to Partier sig i to forskjellige Klynger i to Vinduesfordybninger, og i de to forskjellige Klynger meddelte man i Reglen hinanden med de samme Ord de samme Ting. Den Dag havde imidlertid Gruppen Rasmussen Noget for sig at hviske om i dens Vinduer, som syntes at være meget interessant. Rasmussen selv hviskede for, triumferende, med begge Hænderne dybt nede i Lommerne og gyngende sig paa Hælene; hans Tilhængere hviskede efter, med smilende Ansigter og seende over Skuldrene til Byfogedvinduet. Der anede man Uraad; man havde udvexlet de Betragtninger over Branden, som det var nødvendigt at betro hinanden, efterat man om Formiddagen havde talt sammen om akkurat det Samme, og da dette var besørget, blev man tavs og adspredt. Uden at Nogen vilde tilstaa det, grundede de Alle over, hvad Rasmussen'erne havde i Sinde at tage dem i Flanken med.

Den gamle Justitsraad var helt nervøs og tørrede sin Pande den ene Gang efter den anden og var næsten glad, da det gamle Ur, som dikkede sit Akkompagnement til Raadets Snakken, trak op til Slag af det Klokkesiet, da Mødet 186 skulde aabnes. Saa vilde man da faa at vide, hvad der var paa Færde.

Og det fik man ogsaa.

Hr. Rasmussen tog Ordet for at stille et Forslag, et Forslag, som han følte sig sikker paa ikke vilde møde nogen Modstand, »begrundet paa«, som han, benyttende en Yndlingsvending, udtrykte sig, at Menneskekjærlighed bestod i at elske sine Medmennesker og være villig til at bringe dem Ofre, samt »grundet paa« flere lignende Betragtninger. Han fandt Behag i saa længe som muligt at holde det hen, hvad hans Forslag skulde gaa ud paa; endelig maatte han rykke ud med det. Gjennem Ildebrande i Almindelighed og den nys stedfundne i Særdeleshed, betragtende Arbejderspørgsmaalet, Fattighuse og det for faa Dage siden nedbrændte, kom han til det Resultat at foreslaa, at Raadet skulde vedtage en Udtalelse om Hr. Løjtnant, Kjøbmand Oluf Nielsen, der indeholdt sammes Paaskjønnelse af hans heltemodige Daad.

Den gamle Byfoged følte sig helt lettet. Det var der ikke noget Farligt i. Da Rasmussen sluttede med en skummel Antydning om, at dette Forslag forhaabentlig var et af dem, man kunde samle sig om uden al Meningsforskjel i andre Sager, sluttede Byfogden sig saa uforbeholdent hertil, at det ikke var muligt for Partiet Rasmussen at finde noget Angrebspunkt i hans Ord. Tvertimod, der udbredte sig en vis velvillig Stemning over hele Forsamlingen, man fik en behagelig Fornemmelse af det Fornøjelige i at være forsonlige og fordragelige. Modstanderes Høflighed og Anerkjendelse gjør dobbelt Virkning imod Venners. Det gik saa vidt, at Byraadet efter enstemmig at have vedtaget en Udtalelse til Oluf Nielsen bagefter tillige blev enig om Anskaffelsen af fire nye Rendestensbrædter udenfor Raadhuset, en Sag, som i længere Tid havde staaet i Stampe paa Grund af Partiet Rasmussens Modstand. Derefter skiltes man ad, i en ualmindelig Grad tilfreds med hinanden.

Det er en Selvfølge, at flere Medlemmer kort efter mødtes paa Torvet udenfor Nielsens »Butik og Lager«, som det hed. Alle forsikrede hinanden, at de tilfældigvis skulde ad denne Kant, og de havde saa villet - rent i Forbigaaende - 187 meddele den Hædrede, hvad der var overgaaet ham. Det var da ogsaa et noget forvirret Referat, Hr. Oluf Nielsen fik af flere Stemmer temmelig meget i Munden paa hinanden. Og hvad det egentlig var, der var vederfaret ham, forstod han maaske ikke, kun ganske i Almindelighed det, at det var noget særdeles Udmærkende, og at han skyldte sin Ven Rasmussen det.

Hans Fader, som havde mere Aandsnærværelse, inviterede øjeblikkelig hele Byraadet til Aftensmad. De, der vare, blev, de Andre blev hentede. Der kom stor Travlhed i Beboelseslejligheden, Ilbud foer afsted til den eneste Konditor og til andre Leverandører.

Oluf Nielsen stod og kiggede over til Posthuset; han havde megen Lyst til at komme derover og meddele Frøkenen et omtrentligt Referat af, hvad han antog Byraadet havde gjort ved ham. Men han kunde ikke slippe afsted. Hans Fader beordrede ham ovenikjøbet til at fratræde sin Tjeneste i Kontoret og gaa over at pynte sig. Og da han først var ovre i Stuerne, blev han der.

Om Aftenen klang fra de aabne Vinduer højrøstet og munter Tale over det stille Torv, samlede Klynger af Nysgjerrige udenfor og bragte baade Postmesteren og hans Datter til Vinduerne. De saae i den lyse Aften, at der var Travlhed i hele Nielsens Lejlighed, de kunde se Skikkelser bevæge sig, der var Fest derovre, det var klart.

De havde i mange Aar ikke omgaaedes med Nielsens, men i det, at man holdt en saadan Fest som denne, der aabenbart var til Ære for ham, uden at hun var med, var der Noget, som idag nagede den lille Postmesterfrøken. Hun sagde sig selv den ene Gang efter den anden, at det jo ikke var Nogetsomhelst at ærgre sig over eller føle sig utilfreds med. Det hjalp ikke. Hun følte sig tilsidesat, forstødt, forglemt.

Klokken slog otte. Det var Tid at gjøre den lille Tur ud til Olsens Have. Faderen kom med Hat og Stok og brummede, da hun ikke var færdig. Hun foreslog, at de skulde blive hjemme. Saa var han nær bleven vred for Alvor, og saa gik de derud.

Han fik sit 01; hun sad og tegnede med sin Parasol 188 i Sandet og saae ud over Markerne ligefor og den stille Vej uden Rejsende, som blev borte bag Bakkerne derovre. Men hendes Tanker fulgte den iaften ikke ud imod det ubekjendte Fjerne, der laa derude, under de gyldne Solnedgangsskyer. Hendes Tanker vare paa det store Torv, i Nielsens Stue, og kun der. Og det blev ved at nage hende, at hun var forglemt, rent forglemt ved hans Fest; hun gjorde sig det dog ikke ret klart, hvem hun i den Anledning vilde være bitter paa.

De gik hjem, og Mørket var faldet paa, og alle Vinduer skinnede med Lys derovre, og Talen og Latteren lød dobbelt højrøstet, næsten vildt. Der maatte være varmt derovre, Vinduerne stod aabne, der var ikke rullet ned, og man kunde tydelig kjende saa den Ene og saa den Anden.

Hendes Fader gik i Seng efter at have gjort sin sædvanlige Ronde - altid en drøj Tour for hende at se paa - i Huset for at se, om der ikke skulde staa et eller andet Spirituøst fremme. Da Alt saaledes var stille og roligt i Huset, satte hun sig hen ved sit Kontorvindue. Naturligvis tændte hun ikke Lys. Der var Ingen, der maatte ane, at der var Nogen, som sad og spejdede. Men der sad hun saa og saae over imod Gjenbohuset. Hun kunde tydelig se ham midt i Stuen, se, at det var ham, det Alt drejede sig om, se, at han var straalende fornøjet. Og nu blev det hende ganske klart, af hvem det var, hun var forskudt og forglemt.

Sommernatten var brudt frem, en rolig og lys Nat, Vinduet var aabnet, Drag af den stille Luft strømmede ind og bevægede det gamle støvede Gardin, men det var det Eneste, som rørte sig ovre paa hendes Side. Det gamle Ur ovre i Taarnet begyndte at slaa. Man hørte Slagene over alt Spektaklet derovre fra: En .... to .... tre .... elleve. Hun kom til at tænke paa den sidste Aften, de havde siddet dernede i Lysthuset; den stille Aften, den lykkelige, den uendelig lykkelige Aften. Saa dejlig syntes den hende nu gjennem Modsætningen at være, at hun lagde sit Hoved ned i Vindueskarmen og græd; det forekom hende, at al Lykke og Fryd til evige Tider havde vendt hende Ryggen, efterat han havde aflagt hende det korte lille Besøg, og at nu var der ikke Andet 189 for at gjøre end at bøje sit Hoved og resignere til et glædeløst og farveløst Liv, der ventede.

Og videre skred Nattens Timer, Mørkets Slør over den lille By blev tættere, Stjernehimlen, som drejede sig over den, blev højere og højere. Paa Torvet blev Scenen ved at være uforandret: Det belyste, glade, larmende Hus og det mørke Vindue ligeoverfor. Og først da sent alle Lysene vare slukkede, og de sidste, højttalende Gjæster traskede afsted, alle med mindre sikre Fjed, først saa lukkedes Kontorvinduet. Men inden det skete, havde hun hørt Noget, og det var det Allerværste: Da de gik, havde den tykke Rasmussen raabt: »Saa imorgen, eller .... iaften .... hahaha, det er jo Morgen .... iaften hos mig.« Og Hugtand, som fulgte Gjæsterne gjennem Porten ud paa Gaden med de viftende Lys, havde svaret: »Ja, Tak, iaften tager vi fat igjen, det bliver sgu brillant!«

»Ja, iaften, iaften,« gjentog Koret.

Det var det Allerværste. Iaften skulde han til Rasmussens - til Louise Rasmussen. Saa sent det end var blevet, kunde Postmesterfrøkenen den Nat slet ikke falde i Søvn, men laa og saae den graa Morgen komme. Hun tænkte paa den Gang, hun havde ligget her og følt sig som Jephtas Datter. Dette var rigtignok noget Andet at sørge over. Ak Gud bevares, den Morgens Bedrøvelse var jo som Fornøjelse imod alt dette.

Det gik ikke godt paa Torvet den næste Dag, hverken paa Posthuset eller ovre hos Nielsens. »Hugtand« kom sent i Butikken og viste sig som Følge deraf ikke for at sige Godmorgen til sin Gjenboerske. Den stakkels Postmesterfrøken havde forresten heller ikke ventet det, hun havde en Følelse, som om hun var helt tom i sit lille Hoved, det var næsten ikke muligt for hende at samle de nødvendige Tanker, og det gik virkelig galt med flere Ting. Det Kjedsommeligste blev, at hun havde expederet gale Aviser til Rasmussens, da Middagsposten var kommen.

Louise Rasmussen kom nemlig selv for at bringe det i Orden. Hun var spids og ubehagelig og lod sin Veninde vide, 190 at det var meget kjedeligt, hun selv skulde løbe efter deres Aviser, og hun havde heller aldrig gjort det, naar det ikke havde været for Feuilletonens Skyld, thi de havde frygteligt travlt; de skulde have voldsomt stort Selskab, og hun havde rasende Meget at bringe i Orden med sin Dragt.

»Det skal være for Løjtnant Nielsen, Du,« forklarede hun. »Fader gjør ordentlig Stads af ham, og det har han da ogsaa fortjent.«

»Aa ja,« sagde Postmesterfrøkenen med bortvendt Ansigt.

»Aa ja, siger Du; ja, det skulde jeg da rigtignok mene. Men saadanne prosaiske Mennesker, som I er, der altid sidde paa et Kontor, uh, I bryde Jer naturligvis ikke Noget om, at et Menneske gjør saadan en Heltegjerning, saadant Noget, der er lidt ualmindeligt.«

Postmesterfrøkenen tav, hun var virkelig i det Øjeblik ikke utilbøjelig til at faa Noget imod Bedrifter og Heltegjerninger og det Ualmindelige, som hendes lille Hjerte ellers nok havde forstaaet at vurdere.

Dermed tog Frøken Louise Rasmussen Afsked, endnu engang indskærpende sin Veninde, at der blev mageløst morsomt hos dem iaften, og at Løjtnant Nielsen var et uhyre vakkert og elskværdigt Menneske.

Posten til Hegnede fik lidt efter Tasken til Egnede og kjørte med den, og da Manden til Egnede, forresten af et rent Tilfælde, kom til at se, at det var Tasken med »Hegnede« paa, der blev udleveret til ham, var det for sildigt til at stoppe den Anden. Postbesørgelsen til baade Hegnede og Egnede blev saaledes fuldstændig afbrudt den Dag, hvad der aldrig før var arriveret en Sommerdag. Postmesterfrøkenen forudsaa, at det vilde føre til, at hendes Fader fik sin Afsked, og at de begge To blev smidte paa Gaden som aldeles ubrugelige Væsener og formodentlig endte i Fattighuset, hvor Louise Rasmussen med Hugtand ved Siden saa vilde kjøre forbi hver Dag. Men hun var i en saa mat og medtagen Stemning, at dette Fremtidsbillede kun formaaede at gjøre hende en Skygge mere nedslaaet. Hugtand havde hele Dagen ikke viist sig et Øjeblik.

191

Om Eftermiddagen, da Tiden for den Rasmussenske Fest nærmede sig, saae hun ham komme over Torvet i sorte Klæder, stram og pyntelig; godt saae han ud. Hun sad ved sit Skrivebord lidt indenfor Vinduet, han saae derind, hun tog Øjnene til sig og lod, som hun ikke saae, at han hilste. Men hele Resten af Dagen fortrød hun dette paa det Bitreste, skjønt hun naturligvis vilde have gjort det om igjen akkurat paa samme Maade, thi forelskede Folk have jo som bekjendt en uopryddelig Tilbøjelighed til ligeoverfor hinanden altid at gjør e det, der er mindst naturligt.

Festligheden hos Rasmussens, hvortil Hugtand altsaa begav sig, var særdeles glimrende. Hr. Rasmussen ansaa sig i Anledning af, at hans Forslag om at hædre den modige Redningsmand var gaaet igjennem i Raadet, som en Slags Overredningsmand, og han var i Overensstemmelse med denne sin høje moralske Rolle elskværdig nedladende imod hele Samtiden. Han havde paa den høfligste Maade indbudt Byfogden og hele det byfogedlige Parti og vilde paa dem, Nielsen og sin egen Udmærkethed spendere saa fortræffelig en Aftensmad, som Byen med det korte Varsel kunde præstere.

Frk. Louise Rasmussen, Faderens eneste Barn og Husets eneste Dame - Moderen var død - gjorde paa sin Side Alt, hvad der kunde forlanges paa Elskværdighedens Vegne, baade i den ene og i den anden Retning. Hun var en ganske kjøn, om end ikke videre fin, brunet Pige, med livlige Øjne, uroligt Blod og en urolig Tunge, der ikke var ganske fri for at være ondskabsfuld.

Alle Stuerne i Huset vare tagne i Beslag; de Ældre skulde spise, spille, spise og atter spille, de Yngre skulde spise, danse, spise og atter danse. Den første Spisning var en lettere The, den anden en meget solid Aftensmad.

Den første Del var overstaaet, Herrerne af den ældre Serie havde trukket Kort om deres Pladser, de andre tænkte paa at gjøre sig behagelige for Damerne, men havde endnu ikke havt Mod til at begynde, paa et Par Undtagelser nær. Den Ene af disse var Stamherren til Henriksholm - en Ejendom, der forresten ikke var større, end at dens Ejer fik Lov til at vedblive at være Kammerjunker, selv efter at han 192 havde holdt Sølvbryllup og ihærdig havde søgt om at blive Kammerherre. Hans Søn kunde derfor ikke gjøre sig Haab om at blive Kammerjunker, højst Jagtjunker, men det havde han Haab om at blive ret snart. Han var imidlertid Byens fejrede Løve, Mønstret paa god Tone, ialfald for Damerne, læste franske Romaner og drømte om at finde en Madame Bovary i Byen.

Den anden af de Dristige var virkelig Helten selv, Hr. Oluf Nielsen. Han var nu efter flere Dages uafladelige Fejring, ialfald foreløbig, kommen til det for ham behagelige Resultat, at han egentlig var en ganske rask Karl, og at de kunde være glade for ham, og dette havde givet ham en vis forøget Sikkerhed. Han mærkede ikke, at han derved alt undergravede Grunden for sin Popularitet, thi Herrerne, som strax havde begyndt at bemærke dette, fandt nu, hvad Knudsen strax havde fundet, at han var bleven »vigtig«, hvilket er en Dødssynd paa slige Steder, som aldrig tilgives.

Louise Rasmussen havde som en driftig Værtinde sørget for, at ingen af de to Løver kom over til nogen af hendes Veninder. Hun stod foran en Konsol i Dagligstuen og holdt dem lænkede en paa hver Side, koketterende paa lidt simpel Vis, snart med en Fod, der dog ikke var overdrevent lille, saa med en Arm, et dristigt Blik eller en yndefuld Hovedrysten.

Den unge Aristokrat drejede sin Knebelsbart og tænkte paa, om det ikke skulde kunne blive Madame Bovary.

Hr. Oluf Nielsen stod med begge Hænderne i Lommen og lo et Par Gange saa højt og sikkert, at Overbevisningen om hans Vigtighed blev slaaet fuldstændig fast.

De andre unge Piger og yngre Koner vare smilende udvortes og rasende indvendig over, at ingen af de andre »dumme Herrer«, som de i deres Hjerter kaldte dem, havde Mod til at komme over til dem.

Naa, Gudskelov, endelig begyndte da Toner at klinge og dirre fra det gamle Klaver i Havestuen.

»Hr. Nielsen, maa jeg have den Fornøjelse at føre op med Dem,« sagde Frk. Louise Rasmussen og tog hans Arm. Oluf Nielsen førte hende afsted med Selvfølelse, han var jaltsaa Aftenens mest begunstigede Kavaler. Den unge 193 Henriksholmer snoede sin Knebelsbart og tænkte, at det dog ikke var Madame Bovary. Da han slet ikke vilde se til hende, gik han glip af et for ham ganske særlig bestemt Øjekast, som maaske vilde have bragt ham til at forandre Anskueiser.

At han iøvrigt derved mulig vilde have begaaet en Feil, er noget Andet. Sagen var den, at Frøken Louise Rasmussen vel var en livlig Pige med noget dristige Øjne, men i Virkeligheden en meget klog Pige, der foreløbig slet ikke tænkte paa Andet end at blive godt gift.

Naturligvis var Henriksholmeren i een Henseende Nummer Et. At blive den unge Frue paa Henriksholm, det var, om ogsaa Herligheden derude var lidt falmet og slidt, det mest Glimrende, der kunde tænkes for en Pige fra Staden. Og den unge Kavaler selv stod ogsaa til Trods for sine tynde, lidt vaklende og rent ud sagt skjæve Ben og øvrige legemlige Ufuldkommenheder ubetinget for Byens Damer som et Mønster paa uopnaaet Elegance.

Hvad Udsigterne angik, saa havde Frøkenen selv en Fornemmelse af, at han holdt mest af at »gjøre Sjov« med hende uden at antyde noget Reelt; men paa den anden Side var det jo umuligt, at ikke en ung Dame, der saae godt ud og ikke var videre fint anlagt, ikke ligeoverfor Hvemsomhelst skulde kunne tænke sig den Mulighed, at han blev dygtig forelsket i hende, ikke at tale om, at der jo gives en vis Art Overrumplinger, ligeoverfor hvilke hun havde en Følelse af, at Mændene altid vare meget svage.

Dersom han imidlertid slet ikke vilde give sig, saa maatte hun nøjes med en Anden, og som Reserve var Oluf Nielsen ikke at foragte, især nu, da han var bleven en fremragende Mand. I ethvert Fald kunde han jo bruges til at gjøre Henriksholmeren jaloux, og han var en ny Løve, som det altid var morsomt at have foran sin Triumfvogn, og som ikke burde have Lov til at gaa foran nogen anden.

Saa drog hun da altsaa med ham under Armen ind i den Stue, hvor der skulde være Dans, bestemt paa at betvinge ham, kun ladende det staa hen, hvad Rolle der saa til Slut skulde tildeles ham.

Da de vare komne lidt til Ro i et Hjørne af Havestuen 194 sagde hun: »Hør, siig mig, De er nok ordentlig Uven med Deres Gjenboerske.«

»Min Gjenboerske?«

»Ja, den lille Postfrøken« - hun knappede af paa Titlen.

»Nej!« sagde Oluf Nielsen ganske ligefrem og blev lidt rød.

»Saa, det var dog mærkeligt.«

»Hvorfor?«

»Ikke for Noget.«

De to sidste Repliker varieredes et passende Antal Gange. Først saa bestemte Louise Rasmussen sig til at sige: »Aa, hun sagde til mig i Formiddags, at der ikke var Noget ved det, De havde gjort. Og det var dog ved Gud skammeligt.«

Det gav virkelig et Stik i Hjertet paa den brave Oluf Nielsen. Lad være, at han var bleven lidt forfængelig ved al den Stads, der var bleven gjort af ham i de sidste Dage, saa - ja saa gjorde det ham paa en aldeles aparte Maade ondtr at Postmesterfrøkenen havde talt saaledes.

»Saa, sagde hun det?« sagde han lidt betænkelig efter et Øjebliks Studsen.

»Ved Gud!« og hun tilføjede en yderlig indtrængende Bekræftelse. »Det sagde hun til mig selv idag, da jeg var derinde for at hente vore Aviser, som hun naturligvis havde kludret med, som hun altid gjør!«

»Saa, jeg synes dog ellers, hun er meget ordentlig og paapasselig.«

»Ja, det veed jeg saamænd ikke,« sagde den Anden i en fortræffelig ligegyldig Tone. »Jeg synes, hun slægter Faderen paa. Vi vilde saamænd gjerne have bedt dem iaften, men det er jo saa sin egen Sag .... De forstaar .... saadan hjemme hos En selv.«

Oluf Nielsen nikkede. Det Mod, der udkrævedes for at tage den gamle Postmester lidt i Forsvar, manglede han.

Maaske kunde dog hans Tavshed, tildels ialfald, forsvares paa en mildere Maade. Thi han var bleven ikke lidt adspredt ved, hvad Frøken Louise havde fortalt ham om sin Venindes Udtalelser.

Forresten gik Aftenen særdeles godt. Frøken Louise var saa elskværdig og saa beundrende, at han ialfald i Øjeblikket 195 glemte den anden Skuffelse. Alle de andre Damer vare ligeledes elskværdige og beundrende.

»Henriksholmeren«, der var bleven sat tilside for ham, var i sit Hjerte inderlig besk paa ham og hans Bedrift, men behandlede ham alligevel mere høflig, end han plejede, og Oluf var tilbøjelig til at finde, at han til Trods for sine tynde Ben og sin Lorgnet var en ganske brav Fyr, hvem han nok kunde lide at omgaas.

Hr. Rasmussen udbragte hans Skaal med en ualmindelig righoldig Anvendelse af Konstruktionen »Begrundet paa«.

Den gamle Byfoged udbragte den derpaa om igjen med al mulig Anerkjendelse af den forrige Talers Ord, og en tredie Taler gjorde senere det Samme.

Oluf fik Lyst til at drikke Dus med Henriksholmeren, men heldigvis betvang han dog denne Tilbøjelighed. Den unge Aristokrat fandt, at Kræmmersvenden var uforskammet familiær imod ham; han havde et Par Gange slaaet ham paa Skulderen, saa det havde knækket i hans Knæer, og foreslaaet ham at se ind til sig med det Første, ja efter Bordet havde han endog aldeles uopfordret sagt til ham, at han - Kræmmersvenden - kom sgu en Dag ud og tog ham i hans Hule - Henriksholm - saa skulde de slaa et Slag sammen.

»Hule!« bruge et saadant Ord om Henriksholm, som han havde smigret sig med var et Sted, hele Byen betragtede med den ærbødige Respekt og Følelse af Fjernhed, som skyldes sand Fornemhed.

Han fortrød virkelig, at han var kommen til dette gyselige Kræmmerselskab. Alvorlig stod han ved Dørstolpen og stirrede aristokratisk ud for sig.

»De ser saa alvorlig ud,« hviskede en blid Stemme ved Siden af ham, og Frøken Louises dristige Øjne saae ind i hans. »De kjeder Dem vist, er jeg meget bange for.«

»Jeg? nej.« Han saa vedblivende slet ikke paa hende og gjorde kun vridende med Halsen forskjellige synkende og rømmende Bevægelser, som kunde udlægges paa forskjellig Vis, da de vare af en højst almindelig Beskaffenhed.

»Jo, jeg er meget bange for det,« sagde hun. Og endnu sagtere og blidere tilføjede hun: »De er ikke saa 196 elskværdig« - endnu en Grad sagtere og blidere - »som De plejer.« Øjekast!

Han havde i det Hele ikke i nogen særegen Grad Ordet i sin Magt, men det passede forresten ogsaa ret godt til hans Situation, at han slet ikke svarede med Andet end en fornærmet Stirren og en ganske let Synken.

»Vil De ikke,« sagde hun saa stadig i en blid Tone, men denne Gang uden Øjekast, »en Gang danse rundt med mig.« Og i det Samme svingede hun sig ind i hans Arm, og inden han selv ret vidste af det, vare de ude paa Gulvet. Hun holdt sine Øjne nedslagne, men hvilede hengivent paa hans Arm; de havde danset en Gang rundt, hun mærkede, at han vilde til at stoppe, og sendte ham et blidt Øjekast, han var begyndt at smelte, og de fortsatte; anden Omgang, atter Øjekast; tredie Omgang, han var blød som Smør, han vilde have fortsat, men nu gled hun - uden Øjekast - men med et sagte hvisket Tak ud af hans Arm.

Han saae efter hende, fandt selv, at han dog var en Pokkers Karl til at gjøre Lykke hos Fruentimmerne, pudsede sin Lorgnet og gav hende, idet han saae hende atter sidde ved Siden af Oluf Nielsen, øjensynlig med et adspredt Udtryk i sit Ansigt, atter Plads i sin Fremtidsroman som Madame Bovary.

Alt dette anede Oluf Nielsen ikke Noget om; han og hun talte efter hendes Opfordring om Barndomsdagene. Og for hans Øjne saae hun slet ikke adspredt ud, men drømmende, optagen af disse Erindringer; stundom sukkede hun blidt ved en af dem.

Ligesaa lidt som han saae hendes Træskhed, havde han nogen Fornemmelse af, i hvilken Grad hans Popularitet alt var falden hos Mændene, hvorledes den yderligere var bleven svækket ved hans »Vigtighed« iaften ligeoverfor Damerne og i det Hele hans Optræden som Selskabsmand, og hvorledes endelig de tre Skaaltaler havde givet den Dødsstødet.

For ham var Alting Festlighed og Fornøjelse; maaske indtil det Øjeblik, da han sent paa Natten vandrede hjem i den stille Gade.

I Sommernatten laa den lange Række af smaa Huse, hvert 197 gjemmende sine smaa Glæder og smaa Sorger og smaa Hemmeligheder - i Sommernatten laa den saa ensomt og tavs, saa uforlignelig stille, som om disse Huse ret beset slet ikke vare beboede, ja aldrig havde været det, men blot havde en lille Mission i Ensomhedens og Forladthedens Tjeneste.

Denne Stilhed virkede beroligende paa ham, men i den dukkede ogsaa den Sag op, som havde siddet og luret og ventet paa et roligt Øjeblik for saa at komme og sige til ham: Nu os to! det Spørgsmaal nemlig, hvor hun havde kunnet nænne at tale saaledes om ham, hun, der blot to Dage iforvejen havde været saa mageløst elskværdig, at han aldrig kunde mindes en saadan Aften. Aldrig havde noget Menneskes Mening om ham beskjæftiget ham saa meget som hendes. Hun havde faaet saa Meget at sige for ham efter den Aften.

Den næste Dag gik han selv over for at hente deres Breve ved Middagstid, idet han gav det Paaskud, at han erindrede, at det hastede saa overordentlig stærkt med et af dem, at han ikke kunde vente, til Postbuddet kom. Da Postbuddet gik ligefra Kontoret over til Nielsens, antydede dette Noget, der var saa vigtigt, at et Sidestykke dertil ikke var indtruffet i de postalske Annaler, og Frøkenen fik meget travlt med at gaa Brevene igjennem.

Der var imidlertid slet ingen til Hr. O. Nielsen, hverken til ham eller til Firmaet.

Han optog dog denne overraskende Efterretning med Sindsro og blev staaende ved Skranken.

Da der et Øjeblik Ingen var i Kontoret, begyndte han efter en indledende, forlegen Skraben med den ene Fod: »Maa jeg ikke spørge Dem om ....«

»Om hvad?« sagde Postmesterfrøkenen, da Pausen blev lidt lang. Hun var stadig fordybet i sine Breve og sad næsten helt bortvendt fra ham.

»Om.... om.... Louise Rasmussen sagde, at De havde sagt....«

»Hvad havde jeg sagt?« spurgte den Frøken med en pinlig, nervøs Snappen efter Vejret....

»At De ikke syntes« .... han dæmpede sin Stemme stærkt .... »at der var Noget ved, hvad jeg havde gjort ....

198

det veed jeg nok, at der ikke er, at der ikke er saadant Noget ved det, men at De, som selv .... den Aften ....«

»Naar Louise Rasmussen har sagt Noget om mig, saa er det naturligvis sandt,« svarede Frøkenen, men ogsaa med dæmpet Stemme. »Det veed De jo nok.«

»Naa, ja saa, ja undskyld! Farvel.«

»Farvel.«

Det var paa et hængende Haar nær, at Egnede den Dag til Gjengjæld havde faaet Hegnedes Post. Men lykkeligvis blev det dog forebygget.

Derimod gik det galt ovre i Butikken. Drengen fik for en ren Bagatel det vældigste Nakkedrag, Oluf nogensinde havde uddelt, og da den Svend, der gjorde den egentlige Krambodtjeneste, intervenerede - han, den samme Svend, der havde stillet sig skeptisk til hans Fortjeneste og ignoreret den saa meget som muligt - saa brød Forbitrelsen over disse Smaadrillerier løs hos Oluf, og han sagde kort og godt: »Synes De ikke om, hvad jeg gjør i vores egen Butik, kan De gaa Deres Vej.« Ellers vare de Dus, men denne fortrolige Tiltale passede ikke til Situationen.

Svendens Sind var saare forbitret over al den Hæder, der var regnet ned over hans Fælle, og han havde alt længe havt ham mistænkt for, at han bildte sig ind at være finere, fordi han mest sad og gjorde Kontorarbeide. Da han derfor behandlede ham paa den Vis, var han ikke den, der skulde give et godt Ord. Han fortrød blot, at det ikke var ham selv, der var kommen først med at sige op, og sagde: »Ja, jeg har saamænd længe været kjed af det. Det skal være mig en Ære og Fornøjelse at svinde væk herfra, og det saa prompt som muligt, Hr. Løjtnant.«

Selvfølgelig blev den militære Tiltale ikke anvendt for at hylde den unge Principal som Forretningsmand.

I Løbet af Dagen var det over hele Byen, at Knudsen havde sagt op, fordi han ikke mere kunde nære sig hos Nielsens, saa vigtig var den unge Nielsen bleven efter den tossede Redningshistorie.

Om Aftenen var der nærmest i Anledning af hele Spørgsmaalet Oluf Nielsen ikke saa ganske faa Folk i Olsens Have. Imellem de forskjellige Borde blev Sagen ivrig drøftet.

199

Det viste sig imidlertid snart, at unge Nielsen og hans Færd kun havde een Forsvarer, nemlig Postmesteren.

Han forsvarede da ogsaa varmt Oluf Nielsens Bedrift. Den gamle Herre gjorde sig til af boglig Lærdom og en literær Dannelse, som gik langt dybere end Byens normale. Han holdt meget af at imponere med historiske Paralleler og udviklede ogsaa nu, at det, der var sket, var Noget, hvortil der ikke var Sidestykke i Historien, siden en Gang i Rom for mange Herrens Tider siden en Mand til Hest var sprungen ind i Ilden i en Afgrund paa Torvet for at redde hele Byen. Han vilde indrømme, at denne Bedrift havde været vanskeligere, fordi den var udført til Hest, men fandt ellers, at Nielsens godt kunde maale sig med den.

Hans Tilhørere slog den Indrømmelse fast, han havde gjort, at Nielsen ikke havde været til Hest. Derefter oplystes det om Manden i Rom, at han ikke var kommen ud igjen, og dette forandrede aldeles hele Sagen; thi Nielsen var jo brillant kommen ud igjen.

Nogle gik saa vidt, at de endogsaa angreb Manden i Rom og paastod, at han havde gjort det bare for at blive bemærket.

»Eller ogsaa var han fuld,« ytrede en Anden, »ellers omgaas man da ikke saadan med Heste,« tilføjede han dog som en lille Udviskning af den Antydning, man ellers kunde have fundet i hans Ord, og som en pludselig Tavshed varslede om.

»Eller ogsaa er det Hele Løgn,« foreslog en Tredie, og hans Hypothese syntes at vinde mest Stemning for sig.

Medens Stemningen saaledes afgjort var imod Oluf Nielsen, var den ligesaa bestemt for Knudsen.

Man var enig om, at det var Knudsen, der holdt Kunderne til Butikken, at det var Knudsen, som styrede det Hele, thi hverken Fader eller Søn kom jo næsten ud af Kontoret; og enig var man endelig om, at dersom Knudsen vilde lukke op, tog han det Meste af Handelen fra Nielsens.

En indvendte, at han ingen Penge havde til at etablere sig for, og at det dog ikke var ønskeligt, at der etablerede sig flere Kjøbmænd i Byen, der var Lidt nok for dem, der var.

Det Sidste kunde man til Nød gaa ind paa, men den Oplysning, at Knudsen ingen Penge havde til at etablere sig for, blev betragtet som et Slags Forræderi imod den fælles 200 Sag, og det blev optaget med Bifald, da En saae sig i Stand til at meddele, at den unge Henriksholmer, som paa Gjæstgivergaarden i Formiddags havde hørt om Historien, havde sagt, at hvis Knudsen etablerede sig, skulde han faa Søgningen fra Henriksholm.

En kejtet Mand antydede, uden at det i Virkeligheden paa nogen Maade var hans Hensigt at opponere, at Henriksholmerne ikke vare gode at faa Penge af. Som Svar herpaa kom der en Række fornyede og med ublandet Bifald modtagne Udtalelser om Knudsen, om hvilken prægtig Karl han var, om hvorledes der ved ham ikke var en Smule Vigtigmageri, ikke det allermindste, og saa en Rekapitulation af, hvorledes han holdt Kunderne til, holdt sammen paa det Hele og, hvis han aabnede, vilde tage hele Handelen fra Nielsens.

Postmesterfrøkenen var ganske tavs den hele Aften. Hun havde Hovedpine, hed det sig. Derfor sad hun uden at sige Noget og skrev i Sandet med sin Parasol og saae ud over Markerne og Højene og den ubefarede Vej, der forsvandt mellem dem.

I sit Hjerte var hun forbitret over al den Tale, der lød rundtom, og over, at denne dumme Døgenigt Knudsen paa en saa latterlig Maade skulde roses, men hun havde mange Grunde til at tie stille.

»Nu skal vi nok se, at denne gamle Vigtigmager Rasmussen faar ham klappet sammen med sin raffinerede Tøs.«

»Ja, naturlig,« sagde de Andre.

»Ja, naturlig,« gjenlød det hos den stakkels Postmesterfrøken.

Oluf Nielsen begyndte snart at mærke, at Stemningen imod ham havde taget en anden Vending. Han kunde unægtelig ikke forstaa, at der var nogen Grund hertil; men saaledes var det alligevel. I Butikken var det gode, gamle Forhold forstyrret. Den Kone, hvis Søn han havde reddet, kom i Anledning af Redningen temmelig hyppig og tiggede til sig selv eller Drengen. Hendes Besøg blev for hendes Redningsmand en ren Kval. Saasnart hun var kommen ind ad Døren til Butikken, blev han øjeblikkelig med paafaldende 201 Hurtighed kaldt ud fra det lille Kontorlukaf, fordi der var Nogen, der skulde tale med ham, og naar han saa kom ud og tog imod Konen, var der saa megen Rømmen og Hosten og Blinken og afsides Bemærkninger imellem Knudsen og den ham følgagtige Dreng, at de tilstedeværende Kunder i Reglen spurgte om, hvad der var paa Færde; de fik da til Svar en diskret Tyssen, eller et »Ikke Noget« og saa - det var han ganske vis paa - i al Hemmelighed en eller anden ondskabsfuld lille Hentydning, gaaende ud paa, at Konen var bestilt derhen hver Dag for at gjøre Reklame for Forretningen eller noget Lignende, maaske endnu værre.

Udenfor Butikken var det ogsaa galt. Gamle Venner og mangeaarige Medkeglespillere spurgte ham uden al Anledning, om han endnu vilde kjendes ved dem, andre Venner lod, som de tikke saae ham, skjønt dette var en fuldstændig optisk Umulighed i denne Bys ensomme Gader. Folk endelig, der tidligere havde været mindre venligsindede, tiltalte ham nu venskabelig og havde saa altid en eller anden lille Bemærkning at gjøre, som gik i Retning af Blæst eller Kvalm, og som aldrig var vendt imod noget bestemt Individ paa Jordens Overflade, men dog istand til fuldstændig at tage Humøret fra ham for den Formiddag. Han følte sig snart som et Slags Udskud i Byen, og det maa paaskjønnes, at han dog ikke kom til det Resultat, at det havde været bedre at lade Drengen brænde inde, men højst hævede sig til et inderligt Ønske om, at det gamle Fattighus stod urørt den Dag idag og aldrig havde givet sig til at brænde i hans Levetid.

Et Sted var der, hvor det gik anderledes, og det var hos Kjøbmand Rasmussens. Den gamle Rasmussen havde opdaget, at hans unge Ven Oluf havde et afgjort Talent for Piquet, og paa Konto heraf maatte han jævnlig besøge dem og tilbringe en stille Aften med ham og Datteren. Piquet kræver kun to Personer, og medens de to Herrer saa sad og spillede, sad Frøken Louise som oftest pænt og rolig inde i Stuen med sit Arbejde.

Det var aabenbart, fandt han, en net og huslig Pige og tillige en elskværdig Pige. Han var aldrig derhenne nogen Aften, uden at han blev godt omtalt i sit eget Paahør, og det paa en Maade, saa han følte, at han dog var en prægtig Fyr, 202 ja, mere end det, at alle de, der nægtede dette, vare Snavs Personer.

Navnlig det Sidste stod ham altid klart, naar han gik hjem om Aftenen, og det var først, naar han havde faaet sovet paa det, at han kom til det Resultat, at det, han havde gjort, dog ikke var saa farlig stort, at man kunde forlange, at Folk altid skulde tænke derpaa. Men Postmesterfrøkenen kunde han dog ikke forstaa. Og Louise Rasmussen havde en egen Maade at ægge ham imod hende og skildre Posthuset som det Sted, hvorfra Misstemningen imod ham udgik. Det kunde han ikke taale at høre; han bestemte, at han ikke vilde tænke derpaa. Men den Bestemmelse kunde han slet ikke overholde.

Resultatet af alt dette var altsaa, at medens Hr. Oluf Nielsen havde mistet sin Popularitet og ikke var langt fra at blive anset for en daarlig Person, saa var han selv paa Veje til at blive noget mindre elskværdig, og det var ikke Frøken Louises Skyld, naar han ikke blev det.

Ovre paa Posthuset blev Sagerne ved at gaa ganske som ellers, og der skete ikke flere Forvexlinger af Posttaskerne. Men Postmesterfrøkenen kom til at se helt daarlig ud. Og hun græmmede sig for den Sags Skyld ogsaa meget. Hun var virkelig forelsket. Hun havde trængt til Noget, der kunde fylde og klare op i hendes graa, ensformige Liv. Det var kommet pludselig; hun havde grebet det med Inderlighed og hurtig givet sig hen. Men nu var Lykken atter forsvunden ligesaa hurtig, som den var kommen; det var drøjt. Han var endogsaa i de sidste Uger holdt helt op med at hilse om Morgenen; det var akkurat som før Branden, eller det var meget værre. Dengang kunde hun se ud over det store, kjedelige Torv som et Sted, hvor der ikke var gjort hverken Ondt eller Godt, nu vakte det pinlige Erindringer at se ud over det. Men det Samme gjorde for den Sags Skyld ogsaa den gamle Have bag ved Huset med Lysthuset, det Lysthus, hvor de havde siddet den herlige Aften; det gjorde ogsaa hendes eget lille Værelse med Linden udenfor, hvor hun havde drømt lykkelige Drømme, ja det gjorde egentligAltsammen, hjemme og ude, Kontor og Olsens Have, Alt, thi alle vide Vegne havde disse Drømme fulgt hende i hin Tid, da hun tog sin 203 Søndagskjole paa hver Dag; den stakkels Søndagskjole, den var nu bleven jasket af, og der var ikke Tale om at faa nogen anden istedet. Men det kunde da forresten ogsaa være lige meget.

Under alt dette nærmede sig en vigtig Dag, en af de vigtigste og betydningsfuldeste, som Aarets rullende Omløb bragte til Byen; thi Throner og herskende Ideer kunde styrtes, og det vakte ikke i fjerneste Maade saa almindelig Interesse som det, hvem der fik Gevinsterne ved den aarlige Kongefugleskydning, og navnlig da, hvem der blev Fuglekonge og vandt Riget i Skikkelse af en stor Potageske og et stort grønt Baand og Æresplads i Skytternes Hjemtog. Med Fugleskydningen var der forbundet et stort Bal, og for Ungdommen var det naturligvis Hovedbegivenheden. Det blev holdt i Skytternes Pavillon ude i den lille Skov ved Byen; ingen af Raadstueballerne om Vinteren kunde maale sig med det i Betydning og Interesse og i almindelig Morsomhed, og det var en social Pligt at komme med til dette Bal.

Og Alle skulde da ogsaa med, Alle undtagen Postmesterfrøkenen. Hun havde ingen Penge til at tage Billet - og ikke som mange Andre i Mangel heraf nogen beleven Kavaler til at invitere sig - hun havde ingen Balstads, og hun havde ingen Lyst, og det Sidste var Hovedsagen.

Dagen oprandt med herligt Vejr. Byen laa stille under den klare, blaa Himmel, endnu langt mere stille og uddød end nogen anden Dag. Vel vare Butikkerne aabne, men der var Ingen i dem uden den forskudte Svend eller Dreng, som var henvist til at være hjemme, der var Ingen i Vinduerne, slet Ingen paa Gaden, Alle vare enten ude i Skoven ved Skydepladsen eller indelukkede i travle Tilberedelser til Aftenen. Det var kun med Nød og næppe, at Frøken Louise Rasmussen fik Tid til at løbe hen paa Postkontoret for selv at faa drillet Postmesterfrøkenen med, at hun ikke skulde med paa Ballet, thi det vidste hun naturligvis, at hun ikke skulde. Postmesterfrøken en saae hende komme og vidste godt, hvad hun vilde; hun tænkte paa at kalde sin Fader ind og selv flygte, men det var for silde; den Anden havde alt 204 set hende igjennem de aabne Vinduer og venlig nikket til hende.

»Aa, sikken en Varme,« pustede hun, idet hun sank ned paa den gamle Læderstol ved Skranken; »det bliver forskrækkeligt at danse iaften.«

»Det gjør det vel,« sagde Postmesterfrøkenen, ivrig beskjæftiget med sit Arbejde.

»Ja, tror Du ikke, min Pige?«

Intet Svar.

»Det er da godt, man skal være nedringet, Du kan være sikker paa, jeg ogsaa skal være det - lige saa meget, som jeg tør - og især paa Ryggen, der køler det saa dejlig.«

Intet Svar.

»Hvad skal Du have paa, min Pige?«

»Jeg skal der ikke.«

»Skal Du der ikke? Nej, nu har jeg aldrig i mine Levedage hørt Mage. Du synes da vel dkke, at Du er for gammel, Du er jo ikke tredive Aar, vel?«

»Du veed jo meget godt, at jeg er fem og tyve og - et Aar yngre end Du selv,« svarede Postmesterfrøkenen med Noget i sit Blik, som kunde have advaret den Anden.

Hun fortsatte imidlertid, men i en mere hvas og spids Tone:

»Naa, men hvorfor vil Du saa ikke med, min Pige? Er Du bange for ikke at faa danset, min Pige?«

»Louise! Du er rigtig ondskabsfuld,« sagde Postmesterfrøkenen og vendte sig i stolt Indignation om imod hende. »Du vidste jo godt, at jeg ikke skulde der, og er blot kommen herind for at drille mig.«

Frøken Louise Rasmussen foer op ved denne Tiltale, maalte den Anden fra Top til Taa, idet hun trak sit lille Shawl sammen om sig, og med et: »Uf, næsvise Tøs,« skred hun stolt ud af Døren og mumlede i denne yderligere nogle Ord, blandt hvilke man ret tydelig hørte Tillægsordet »fattig« og Hovedordet »Pak«.

Denne lille Scene havde ægget Postmesterfrøkenen, men hun kunde dog ikke lade være at græde over den; der risikeredes ikke Noget ved at græde paa Kontoret den Dag; 205 hun sad og saae over imod Nielsens Butik, som saae mørk ud imod det lyse Solskin udenfor; man kunde dog tydelig se en Skikkelse, der stod derinde, men hun vidste, at det ikke var ham, han var strax imorges gaaet paa Skydepladsen.

Formiddagen gik i stille Forventning; henad Middag naaede de første Rygter fra Skydepladsen Byen. Forbindelsen mellem dem blev vedligeholdt af den yngste Ungdom, som nu og da af Hunger dreves hjem for saa atter at ile ud til det Sted, om hvilket dens Interesse drejede sig lige saa levende som de Andres. Rygterne meldte: Glarmester Falk højre Vinge, en Sauceske, Oluf Nielsen Ringen, en Strøske.

Postmesterens Pige hørte det af Skomagerens Kone ved Siden af og gik strax ind paa Kontoret for at meddele Frøkenen det. Frøkenen blev noget rød over Oluf Nielsen og hans Strøske, men svarede med rolig Stemme:

»Det er godt, Sine.«

En halvanden Time efter saae man Drenge løbe ind i Byen, omkaps, støvede til Øjnene, men Kaskjetten i Haanden. Det var aabenbart Stafetter fra Skydepladsen med en meget vigtig Efterretning. Postmesteren var vaagnet af sin Middagssøvn og laa i Vinduet:

»Hvem er bleven det? Hej! I Sataner, hvem blev det?«

»Kjøbmand Rasmussen!« svarede et Par Stykker, kilende videre ned ad Rasmussens til, hvor det gjaldt om at blive Førstemand med Nyheden.

»Kjøbmand Rasmussen er bleven Fuglekonge, min Pige,« meldte Postmesteren ilsomt til sin Datter.

»Det kan saamænd være mig det Samme,« sagde hun.

»Ja, mig egentlig ogsaa,« sagde han, »han giver dog ikke Noget.«

Ganske det Samme var det nu slet ikke Frøkenen, thi der faldt dog en betydelig Del af Glansen over den ondskabsfulde Louise Rasmussen, som nu naturligvis skulde skabe sig endnu meget mere end ellers, og som - skulde aabne Ballet. Ja, det var hendes Ret. Men med hvem?

Aftenen gav Svaret. Naturligvis med Oluf Nielsen. Henriksholmeren var forresten ikke kommen endnu.

Dansen gik meget lystig den smukke Sommeraften i den 206 luftige Pavillon. Vægge og Lysekroner og de simple Lampetter vare smykkede med grønne Guirlander og Blomsterkranse, saa at Skoven syntes at have trængt sig ind i Salen. Damerne vare i lyse Baldragter, Herrerne i Pudsen, et Par i Uniform, det saae Altsammen uhyre festligt ud.

Da Dansen havde varet en Times Tid, traadte en ny Gjæst ind; det var en grøn Uniform med Sølvknapper og Sølv paa Kraven og trekantet Hat, og den Grønne var Henriksholmeren. Almindelig Studsen og Forbavselse. »Jeg er bleven udnævnt til Jagtjunker,« meddelte han de Nærmeste, idet hans grønne Bryst svulmede af stille Stolthed over den Opsigt, han mærkede, at han gjorde.

Jagtjunker! I saa ung en Alder! Fra alle Sider stimlede man sammen for at lykønske ham. Man er altid mere villig til at anerkjende de Forrettigheder, der skyldes Fødsel, end dem, der ere selverhvervede; selv de nye, ved Skydningen vundne Laurbær truede nu med at blegne.

Den Grønne tog venlig og nedladende imod al den Hyldest, der ydedes ham, og da han atter kunde komme frem, gik han hen til Fuglekongen for at hilse paa denne anden Rangsperson i Grønt. Og saa hen til hans skjønne Datter, der modtog ham med straalende Øjne; det var dog en anden Glorie, der var over ham, end over Oluf Nielsen; bare han dog mente det lidt reelt med hende. Naa, fremtidig var der ikke Andet at gjøre end, da den Grønne forbøjede sig og udtalte det Haab, at der var blevet en Dans til ham, at sige - med Øjekast - »Jeg har Borddansen«, hvorpaa den Grønne, følende sig som en Kaj Lykke II., tog til sin sølvprydede Krave og sagde: »Det er Alt, hvad jeg kunde haabe.«

Ved Borddansen var der kun den Hage, at den var lovet til, ja saa smaat tilbudt Hr. Oluf Nielsen.

Denne havde ellers ikke tilbragt nogen ret behagelig Dag. Hans Gjenboerske havde lige saa lidt set til ham den Morgen som de andre, og han savnede næsten hendes Hilsen mere og mere. Det var een Ting, men der kom mere til. At han havde skudt en af de gode Gevinster ned om Formiddagen og aabnet Ballet med Fuglekongedatteren om Aftenen, havde givet nyt Liv til hans Upopularitet. Hans gamle 207 Modstander Knudsen, der lige et Par Dage før havde etableret sig, var naturligvis ogsaa tilstede, og han blev overøst med Velvillie og Opmærksomhed fra alle dem, der vilde drille Nielsen, og det var Mange.

Der er ikke Noget, der virker saa ophidsende paa et ungdommeligt og naivt og alt Andet end blaseret Sind som jævnlige smaa Drillerier, og unge Nielsen var i en meget pirrelig Sindsstemning, som ikke blev bedre ved, at han drak endel Champagne. Det hørte til ved denne Lejlighed, at der blev drukket adskilligt af denne Drik, man trakterede og lod sig traktere. Han gjorde kun det Første - til at tømme Flasker med sig havde han dog Venner nok tilbage.

Borddansens Tid nærmede sig.

»Nu er det nok snart os,« sagde han til Louise Rasmussen.

»Ja, tredie Vals, ikke sandt?« sagde hun med et troskyldigt Smil.

»Nej, Borddans.«

»Borddans? Nej, den har jeg lovet til en Anden.«

»Det var mig, De var saa god at tilbyde den,« sagde han idet hans Ansigt blev mørkt.

»Ja, saa har jeg taget fejl, for den havde jeg for længe siden lovet til Jagtjunkeren,« svarede hun paa sin Side lidt fornemt.

»Naa saadan,« sagde han; »ja saa skal De have Tak.« Og han gik sin Vej. Fornærmelsen gjorde ham for saa vidt ikke ondt, som han ikke brød sig alvorlig om hende, men den krænkede ham unægtelig i høj Grad, og han følte Tilsidesættelsen dobbelt i det Humør, hvori han nu var.

Ligeoverfor sig saae han Jagtjunkeren staa med Knudsen; den Sidste stod i en tilbagelænet Stilling ved en Dørstolpe med Haanden inde paa Brystet og det ene Ben kastet over det andet, i en Stilling, som han af Skuespillerselskabet, der havde været der om Vinteren, havde lært, at ædle og stolte Karakterer indtage.

Da Knudsen saae paa ham, smilede han og sagde Noget til Jagtjunkeren; de vidste uden Tvivl, hvad der var gaaet for sig, og at hun havde narret ham.

Han var kogende af Forbitrelse; han gik langsomt over 208 imod dem; alt det Drilleri, al den Forfølgelse, al den Uret, han i den sidste Tid havde været Gjenstand for, samlede sig i ham.

Da han stod ligefor de To, trak Jagtjunkeren sig forsigtig lidt tilbage.

»Lo Du af mig?« spurgte Oluf sin forrige Kollega.

»Maaske,« svarede denne med et drillende Smil, som gjorde, at Oluf i samme Øjeblik havde med begge Hænder fat i hans Kjole. Knudsen gav ham et Puf, saa han tumlede et Skridt tilbage. Saa tog Oluf fat paany, og idet han gjorde en Vending, satte han ham ud af den aabne Dør, men fulgte selv med.

Scenen var bleven bemærket. »Han gjør Kvalm!« man gik ud med for at se, hvad det blev til. Ingen af Parterne stod ganske sikkert, for dem Begge var Græsset paa Plainen temmelig glat, og Begge vare i Kræfter nogenlunde Ligemænd; det var en stum Brydekamp, men Oluf Nielsen følte sine Kræfter ligesom tage til, da han nu hørte smaa, opmuntrende Udbrud til Knudsen, medens der til ham selv kun lød et Par platoniske Opfordringer om at slippe og ikke gjøre Skandale. I det Samme følte han en Fod fra en Trediemand gjøre et Forsøg paa bagfra at spænde Ben for ham.

Rasende over dette Forræderi slap han i et Øjeblik Knudsen, drejede sig om og saae for sig Jagtjunkeren.

Der maa have været Noget i hans Ansigt, som gjorde denne alvorlig bange, thi uvilkaarlig trak han sin nye, pyntelige Hirschfænger - i samme Øjeblik var den ude af hans Haand og af et aldeles rasende Menneske hævet imod ham selv, men i samme Øjeblik havde ogsaa to Kvindehænder fat om den Rasendes Arm: »Oluf, Oluf, hvad er det dog, Du gjør?«

Der var en Klang i hendes Stemme, som gjorde stærk Virkning paa ham og strax fik hans Forbitrelse til at lægge sig. Han holdt stadig Hirschfængeren i Haanden, hun vilde tage den fra ham, han tog et Tag i den med sine kraftige Hænder og knækkede den over og lod Stumperne falde i Græsset. »Sikke noget Legetøj,« sagde han og sparkede til dem, »det kunde man da ingen Skade have gjort med.« »Bravo!« hørte man en dæmpet Røst fra En af Folket, der 209 formodentlig fandt, at Jagtjunkeren nu var den, der var kommen lidt for højt tilvejrs.

Han strøg sig med Haanden over Ansigtet og vendte sig saa for at gaa bort fra Kredsen. Alle i den havde staaet ganske stille og tavse; da han vendte sig, begyndte de ogsaa at røre sig, baade Ben og Tunger. Der var kommet flere Folk til inde fra Pavillonen, som havde mærket, at der var Noget paa Færde, men som vare komne for sent til at være Øjenvidner og nu skulde have Beretning om det Passerede. Man henvendte sig herom mest til Jagtjunkeren og Knudsen, men der var dog denne Gang ogsaa Nogle, som gik til Oluf Nielsen, og blandt dem var den gamle Postmester, der ligeledes var dukket frem af Mørket og som sædvanlig ubetinget tog unge Nielsens Parti. Han var i sin sædvanlige Aftenstemning og gik over til de andre Grupper og gjorde paa en temmelig højrøstet Maade Forsøg paa at indlede en Disput om, hvem der havde begyndt; selvfølgelig paastod han uden at kjende Noget til det, at det var »de Andre«. Der kom ikke Noget ud af det, thi nu kom ogsaa Balinspektøren til og opfordrede indtrængende de Herrer, der vare derude, til at komme ind, Damerne ventede, Borddansen skulde begynde. Særlig anmodedes Jagtjunkeren, der skulde have den Ære at føre Fuglekongens Dame, om at komme. Den unge Henriksholmer var imidlertid med samt sit tomme Gehæng tagen hjem uden videre Vrøvl fra alt dette Krapyl, Frøken Louise Rasmussen derunder indbefattet. De Andre gik ind i Salen. »Kom med ind, gamle Ørn, og tag en lille Portvin,« inviterede gjæstfrit en af de ældre Herrer Postmesteren; ganske stille fulgte denne Invitationen.

Kun de To blev tilbage derude. Postmesterfrøkenen var umaadelig forlegen, det var hende ikke muligt at finde paa Noget at sige; hun var glad over sin Parasol; havde hun ikke havt den at skrabe med i Jorden, saa havde det været rent galt.

Endelig brød han Tavsheden: »Gud ske Lov, Du kom, ellers var det gaaet galt,« og han rakte hende Haanden, men betænkte sig i samme Øjeblik, tog hende dristig om Livet og kyssede hende, og denne Gang for Alvor.

Og saa .... ja saa kom der baade Taarer og Smil og 210 fuldkommen Forklaring, ligefra, hvordan det var gaaet til, at hun havde faaet sin Fader til at lægge Aftenturen herom ad for i Smug at se lidt af Herligheden, og til alt det, hun havde døjet for Louise Rasmussens Skyld. Og Hugtand forklarede, hvorledes han havde pint sig over, at hun ikke brød sig om ham og talte daarlig om ham, skjønt han aldrig et Øjeblik burde have troet paa det, og hvor lidt han brød sig om Louise Rasmussen, og Alting blev lykkeligt og klart, medens de med hinanden om Livet langsomt vandrede frem og tilbage paa Græsset, ganske vist det lykkeligste Par af alle dem, der vare til Festbal, ja et meget lykkeligt Par.

De vare ene med den friske Skov, med de hviskende Træer, med de lyse Stammer, der i en Halvkreds stod omkring den lille Skovpavillon. Vinduerne i Dansesalen stod aabne, og Musikken lød ud, en blød og lokkende Vals.

»Kom,« sagde hun pludselig og lagde sig straalende af Glæde i hans Arm til at danse ud, og saa dansede de i denne stille Sal mellem de hvide Stammer paa det glatte Græs.

»Saa fik jeg dog danset iaften,« sagde hun.

Det er en Selvfølge, at et Par Maaneder efter fejrede de To deres Bryllup med stor Højtidelighed. Udstyret til den unge Frue voldte Louise Rasmussen mange bitre Ærgrelser, og gamle Nielsens Popularitet, der hidtil havde været uangribelig, led noget paa Grund af de Fløjelsstole, han lod sin Søn kjøbe i Kjøbenhavn; derimod blev den unge Nielsen saa temmelig forsonet med den offentlige Mening. Han havde prostitueret sig saa skrækkelig, hed det, paa Fugleskydningsballet, det havde Postmesterfrøkenen ogsaa, og dermed var der bragt Opinionen det Offer, hvormed den lod sig nøje, især da Ildebrandshistorien nu var gaaet i Glemme.

»Og Gud ske Lov for det,« sagde Hugtand engang, han talte med sin Kone. »Gjør man saadant Noget, skal man aldrig lade Byen faa det at vide.«

»Men gjøre det alligevel,« indvendte hun.

»Ja, naturlig.«

Hugtand og hans Barndoms-Kjærlighed vare de lykkeligste voxne Mennesiker, Byen indeholdt. Det undrede ham 211 blot, at de, som han sagde, ikke havde gjort det for længe siden, men havde »gaaet og gloet paa hinanden« i saa mange Aar.

Det er en Selvfølge, at Billedet med Jephtas Datter fik Plads i det nye Hus. Hugtand kunde slet ikke forstaa, hvorfor hans Kone endelig vilde have dette Minde med, men han kunde ikke opdage nogetsomhelst Mistænkeligt derved; den eneste Mandsperson, der var derpaa, var en Dommer med grønt Skjæg, der var ganske ude af Stand til at vække Skinsyge. Men det kan vel antages, at hun ved Lejlighed har givet ham Forklaring.

SLAGNE FOLK
(1882)

214
215

FØRSTE KAPITEL

Det var en Solskinsdag i Oktober, og naar Solen skinner i Oktober forstaaer den at give Alt en særegen festlig Glans; den klare Luft, det spillende Vand, det farverige Løv, Alt nyder Solen dobbelt, fordi det ved, at Afskeden er nær med hvad der minder om Sommer.

Inde paa den store Værftsplads skinnede Solen fornøjeligt. Pladsen var meget stor og havde et højst afvexlende Udseende og var delt i forskjellige Zoner. Paa et Strøg laa der store Pakhuse, gamle, men endnu stærke Bygninger, hvis lange Lugerader paa Loft over Loft talte om store Oplag af Varer af alle mulige Arter. Et andet Strøg var Kullandet, der laa i vældige Bunker, i en Række af sorte Høje, mangfoldige Skibsladninger af Stenkul; Jorden var sort i Bunden af alt det Kul i en vid Omkreds fra Bankerne, det var ikke noget behageligt Territorium at passere hverken i Regn, naar Jordbunden var dækket med et Lag af sort Mudder, eller i rigtig tørt Vejr, naar Skyer af Kulstøv tog Anledning af det ringeste Vindpust til at rejse sig. Saa længere borte, der hvor Vandet fra Havnen skar sig ind i de brede Kanaler var der en helt anden Art af Liv, der laa Skibe til Reparation, thi det gav man sig af med her, men ikke med at bygge nye; der regerede store Tømmerbunker og Planker, Saugspaaner og Høvlspaaner som Kulbunkerne og Kulstøvet paa den anden Kant, men Hovedpræget fik det dog af Skibene. Nogle laa i Kanalerne, andre vare paa Bedding. De fleste af dem vare ældre Kammerater, der havde faret mange tusind Mile, der kjendte til Vandet i Nordsøen og i Middelhavet og hvis Sider vare blevne slaaede af 216 Atlanterhavet og af det stille Hav. Disse store Skibe med deres mørke, slidte Skrog vare som agtværdige Veteraner; de kunde fortælle om mangen alvorlig Dyst med vældige Fjender, Kampe som havde været paa Liv og Død, som vare vel overstaaede og som de ikke vare bange for [at] tage om igjen nu, naar de havde pustet lidt og samlet nye Kræfter. Men de kunde ogsaa fortælle om lystige Farter og lyse Dage i gyldne Egne; de kjendte stille blaa Vande, der pladskede venligt mod Plankerne saa godt som rasende Bølger i Slud og Vinter, der vilde paa Livet løs. Disse Veteraner, der havde saa meget paa Samvittigheden om hvad der er Ukjendt for Landjorden, gav nu deres Egn af Pladsen et eget Præg af at staa i Forbindelse med hvad der er Fjernt og Fremmed.

Paa denne Del af Pladserne havde Pladsforvalteren sin Bolig. Det var et ejendommeligt Hus; dat laa paa et Slags Næs, paa de to Sider var der brede Kanaler, omkring det en lille Have; en ganske lille Have, egentlig kun nogle Bede, som trak sig omkring imellem Stakittet og Huset. De Blomster, der voxede i den vare mest af tarvelige Arter, thi de fine og zarte hørte ikke hjemme paa en saadan Plads, men de trivedes godt, deres Farver vare livlige og deres Løv frisk grønt til alle de Tider af Aaret, hvor Blomster var fremme.

Men Huset selv bar den fornemste Pryd af Planteverdemen. Det var en stor Vinranke, som fra en kraftig Stamme gik over hele Sydsiden. Huset var gammelt, vel henved et hundrede Aar, hvor gammel Vinranken var vidstes ikke ret, men gammel var den.

Pladsforvalteren, som var Søn af Nyboders Folk, og som var voxet op under et Indtryk af, at Alt, der stod i Kjøbenhavn som der var noget smukt og aparte og gammelt ved foruden Nyboder var fra Kristian den Fjerdes Tid, var ikke utilbøjelig til at ville slaa fast, at ogsaa hans gamle Vinranke var »fra Kristian den Fjerdes Tid«. Han gjorde det dog i de senere Aar mest, naar ingen af Familien hørte paa det, især ikke hans Datter. Hun havde gaaet i de bedste Skoler og da hun var kommen til Skjelsaar og Alder, kom der engang, hvor Faderen havde vist et Par Skibskapitainer Vinranken fra Kristian den Fjerdes Tid i hendes Paahør 217 og hvor det gik op for hende, at det var en i historisk Henseende aldeles uholdbar Paastand.

Hun sagde ikke Noget, da de to Skibskapitainer hørte det; de stod og saa paa Vinranken og vedtog sammen med Forvalteren, at den »nok saa ud til det«; men da hun var alene med Faderen, sagde hun polisk: »Fader, hvor gammelt er Huset?«

»Det kan Du jo selv se, Din Tosse,« sagde han og viste paa den gamle Sandstenspladc over Døren, hvorpaa stod indhugget et 1760.

»Men hør Du, gamle Kapitain« - det var en Titel, Forvalteren fik af sin Kreds i Spøg, men som han nok kunde lide - »saa kan Vinranken vist ikke være fra Kristian den Fjerde, for han regerede fra 1588 til 1648.«

»Han gjorde Fanden, gjorde han,« sagde Forvalteren. »Hvoraf ved Du forresten det?«

»Det har vi lært; vi har lært naar alle Konger regerede.«

»Naa, saa det har I? Ja, det er en god Skole, min Tøs, vi holde Dig i.« Og saa klappede han hende paa Hovedet og hun kyssede ham paa hans graa Skæg, og man talte ikke [mere] om Ranken; men siden den Tid var det kun, naar han talte med Folk, der ikke vare kritiske, at han kom med sin Hypothese og selv da sagde han lidt mere henkastende, at »han troede«, at den var fra Kristian den Fjerdes Tid, og stundom tilføjede han: »Min Tøs troer forresten ikke rigtig paa det, det stemmer ikke med hendes Lærdom - men de lærer jo saa meget nutildags.« Og naar han sagde noget saadant, hovmodede han sig maaske ligesaameget over den Tvivl, der var reist som over selve Træets historiske Ranker i sin Oprindelige Paastand.

Den Familie, der boede i dette Hus bestod af Forvalteren, hans Kone og Datter, som sagt.

Forvalteren hed Kapitainen for Spøg og var ret glad over at kaldes saaledes. Det hang sammen med hans Ungdoms Drøm, som havde været at blive Koffardikapitain. Men han var ikke kommen til at gaa til Søes. Han var, strax da han var konfirmeret, kommen paa Pladsens Kontor, der fik han strax Løn og det gjorde Udslaget, thi hans Fader var død og de vare meget fattige hjemme. Saa var han bleven paa det 218 Kontor, som forresten af et Kontor at være havde endel Skibsluft og ogsaa Skibslugt og hvor det meste drejede sig om Skibe.

Han var en hel Kjender af disse, skjøndt faa havde været saa lidt paa Søen som han. En Dag var han kommen ud til Dragør - en Rejse der havde været tænkt paa og talt om i mange Tider. Der havde han hørt et Par Lodser staa og mumle med Kikkert for Øjeit om hvad det var for et Skib, der gik derude; de syntes at de skulde kjende det, men vare dog ikke sikkre i Sagen. Han traadte til og sagde: »Det er Christensens »Bellona«, der maa være [kommen hjem fra Riga.«]

Og ganske rigtigt: det var Christensens »Bellona«. Det var en lille Triumf, han nok holdt af at mindes.

De Skibe, der havde ligget inde paa Pladsen til Reparation fik han meget tilovers for, som en Læge for Patienterne paa Hospitalet. Han havde ikke Noget at gjøre med Ledelsen af Skibsværftet, han var kun Pladsinspektør, men han styrkede hele Værftets Kredit i den søfarende Verden ved den Interesse han viste for Skibene.

I de smukke Sommeraftener var det hans Fornøjelse at sidde paa sin Havehalvø paa en lille Bænk ved Gavlen og se ud paa Skibene, der laa i Kanalerne. Men det var lidt drøjt for ham, naar Pladsen saa en Dag blev tom efter et af de store, kjønne Skibe, der havde ligget der i længere Tid. Saa vaagnede den gamle Længsel, som han var »født« med og han faldt i mange Tanker over, hvor den nu gik paa sin Vej gjennem de raske Bølger og havde en lignende Fornemmelse, som han kunde huske, han havde havt fra sin Ungdom, naar en eller anden god Ven eller Slægtning var gaaet paa de lange Reiser, især ved Sommertid, mens han blev hjemme, eller naar de havde havt Besøg af Familien fra Landet og de var reist bort.

Men fordi han havde den Følelse og fordi han om Aftenen med sin Pibe i Munden sad paa sin Halvø og saa paa de Skibe, som laa der, og nok kunde lide at tænke sig førende dem med Mesterskab paa farlige Farter - saa var han dog ingenlunde den Mand, der tungsindig gik og drømte om 219 at leve under en anden Stjerne end den, han var født under. Thi vel vilde det være en stor Misforstaaelse, at ikke de fleste Menneker gaa med enten en lille Længsel eller et lille Nag, eftersom de ere mere bløde eller mere bittre, over ikke at være blevne førte andetsteds hen i Livet. Men hos ham var denne Længsel, stille og godmodig som den var efter hans hele Naturel, afdæmpet yderligere ved den Erkjendelse, at han dog virkelig havde det ret godt, hvor han var.

Det var altsaa en Dag i Oktober; Solen skinnede, Luften var frisk; over det Hele var der en festlig Klarhed. Det var en Søndag, Arbeidet hvilede paa Pladserne, disse gjorde et vist Indtryk af at være fejede og ordnede ligefra Kulstøvslandet og til Saugspaansegnen, men det kunde jo nok være, at endel af det ordnede Indtryk skyldtes den klare Luft og det, at man vidste, at det var Søndag.

Men henne ved Pladsforvalterens Hus var alt virkelig pudset og ordnet. Den lille Have var revet og de visnede Blade fejede sammen og ført bort - saa godt det lod sig gjøre, thi der faldt bestandig, saa et saa et andet, saa et stort fra Kastanietræerne, saa et Par smaa gule fra Buskene; skjøndt ingen Vind rørte sig, havde de dog ikke Kræfter til at holde ved til en af disse Stormdage komme, der rydde saa ubarmhjertigt op paa Grenene; og bedre var det for den Sags Skyld jo ogsaa at lægge sig til Hvile en stille lys Dag, seende endnu et Glimt af Sol end at piskes ned af Regnskyl og Blæst.

De visnede Blade faldt ned saa smaat, men ellers var Alting som blæst. Huset selv skinnede saa lyst i Solen, som om det ogsaa havde faaet en extra Pudsning, fra den lille Flagstang i Gavlen af Huset vajede der Flag, et Flag, der ganske vist ikke var meget større end et Lommetørklæde, men som dog pyntede paa det Hele. »Kapitainen« havde selv hejst det, det var Noget, han altid selv vilde være om.

Inde i Huset havde der været Travlhed, men nu var man færdig. »Kapitainen« havde, efterat have bragt Haven i Orden, været nede i sin Kjælder og hentet et Par Flasker af 220 de mærkelige Vine, som han stundom fik til Gave af sine Venner, de rigtige Kapitainer. Det var Vine, der somme Tider nok kunde have udviklet sig paa en egen Maade, men ægte og mærkelige vare de altid. Nu var han i Pudsen, der selvfølgelig var blaa og med et vist Kapitainsnit over det Hele. Hans Kone havde endnu Noget i Kjøkkenet at varetage til Middagsmaden, thi hun nærede for megen Mistillid til sin Pige til at lade hende være ene, og det skjøndt det var en Pige, der havde været der en Snes Aar og var fra Pladsen selv, fundet som en lille lidt forvoxet Tøs, der gik og samlede Spaaner, Datter af en af de faste Arbeidsmænd, der boede inde paa Pladsen.

Det var en sen Efteraarsdag, det regnede smaat og fint, men gjennemtrængende og den lille Pige havde en tynd og slidt Kjole paa. Forvalteren og hans Kone havde set hende fra Vinduet gaa og samle Spaaner i Sækken. Det var egentlig forbudt Arbeidsfolkene at gjøre det, for det Første, fordi det stred imod god Orden, at de og deres gik omkring med saadanne Sække, hvori der kunde [være] adskilligt Andet end just værdiløse Spaaner, og for det Andet, fordi alt Affald af brændbar Art hørte til de Sportler, der tilkom Forvalteren. Da Tøsen imidlertid havde faaet Sækken helt fuld, gik Forvalteren ud, raabte hende an og sagde, at hun ikke maatte understaa sig at samle Spaaner, men bare skulde pille af med det, hun havde og bie, til han saa hende igjen med sin Sæk. Og da han var færdig kom hans Kone frem; den Bortviste var ikke kommet langt med sin store Sæk, og det faldt derfor ikke saa vanskeligt at faa hende raabt an for anden Gang, men denne Gang med det Paalæg at gaa om ad Kjøkkendøren for at faa sig en Bid Mad og en Taar Kaffe.

Om det Paalæg Forvalteren havde givet blev lige saa akkurat efterkommet som dette fra hans Kones Side, det vides ikke; nok er det, at den lille Pige blev siden den Tid oftere og oftere set i Kjøkkenet, og da hun var bleven konfirmeret, blev hun der med det Samme, og baade Forvalteren og hans Kone vare enige om, at der ikke i Kjøbenhavn og Christianshavn tilsammen fandtes en flinkere Enepige, hvorfor Forvalteren ogsaa uddrog den Slutning, naar han 221 anstillede moralfilosofiske Betragtninger, at selv ud af et Onde som Spaansamling kunde der komme noget godt.

Men saa flink hun end var, turde Husmoderen dog ikke idag betro hende alene at passe Ændernes Stegning og den store Kage, der blev bagt. De to færdedes derfor i Kjøkkenet. Datteren derimod havde fri ligesom sin Fader. Hun havde klædt sig paa oppe paa sit Værelse og forvisset sig om, at hun saa godt ud. Saa havde hun endnu engang set sin franske Stil igjennem - hun læste til Lærerindeexamen - thi som bekjendt finder man lettere en eller anden Feil i sine Stile og hvad Andet man skriver, naar man ser det igjennem Dagen efter, end naar man løber det igjennem, medens Blækket endnu er vaadt. Og Frøkenen vilde gjerne finde Feil, thi hun var en meget samvittighedsfuld og flittig ung Dame. Men der var ikke en forkert Accent at finde - for hendes egne speidende Blikke ialfald.

Saa gik hun ned. Først forhørte hun sig som en god Datter, om hun ikke skulde hjælpe sin Moder med Et eller Andet, og blev ret glad, da der ikke var Noget af nogen Art, og saa gik hun udenfor.

»Er Fader her.«

Jo, Fader var her.

Saa gik hun hen, fik ham under Armen og saa spadserede de frem og tilbage udenfor Huset i den lille Have. Hun kunde ikke lade være under den langsomme Marsch at se paa sine smaa Støvler, thi de vare ganske nye, og hun havde ikke kunnet modstaa at tage dem paa idag, skjøndt Ingen vilde lægge Mærke til det uden højst hendes Moder, som egentlig helst maatte lade være at opdage det, da hun sikkert vilde finde, at hun slet ikke behøvede at bruge dem strax, og indskærpe den Erfaringssætning, at Fodtøjet bliver meget mere durabelt, naar man lader det staa noget, inden man bruger det. Nok er det, hun havde nu i ethvert Fald taget dem paa, hun var i saa godt Humør og trængte til at tage lidt nyt og pynteligt paa, bare for sin egen Skyld. Lidt nyt Pynt og godt Humør passe godt sammen.

Frem og tilbage gik de saa i den lille Have.

»Jeg begynder at blive sulten, min Pige,« sagde 222 Kapitainen. »Jeg vilde ønske, at Onkel Morbroder snart vilde komme.«

»Aa, han kommer nok snart, han er jo temmelig akkurat af sig.«

Atter gik de frem og tilbage. Luften var saa frisk og Solen skinnede saa muntert. Eva gav sig til at fløjte. Hun fløjtede godt, utilladeligt godt.

»Naa Tøs,« sagde Kapitainen, »Du er rigtig overstadig. Du fløjter, itroer jeg, det er da godt, at der Ingen er der hører det, saadan en stor Pige.«

Hun bøjede sig imod ham og fløjtede smilende videre lige op i Ansigtet paa ham.

Han lagde spøgende sin Haand paa hendes Mund, hun kastede sig leende bagover for at undgaa denne Knebling, men Legen stoppede pludselig, idet en Stemme lige ved hilste: »Goddag, Hr. Holm, Goddag, Frøken.«

Fader og Datter vendte sig om; for dem stod en høj, mager ældre Herre og ved hans Side en yngre, meget elegant klædt, der ligeledes hilste høfligt.

»Hr. Grosserer,« hilste Kapitainen meget høfligt og lidt flov over ait være greben i en saa lystig Situation, thi Grossereren var Pladsens Ejermand.

»Undskyld vi forstyrrer Dem,« sagde Grossereren; «jeg gik en Tour herinde med Adolph, som De ser her. Han er nu kommen hjem for at blive her.«

»Og efter de Aar, der ere gaaede, havde jeg nok Lyst til idag at opfriske gamle Erindringer og se paa disse Lokaliteter,« tilføjede den unge Mand. »Desuden efter den gode Frokost, jeg fik Guvernøren« - han slog sin Fader paa Skulderen - »til at rykke ud med, saa har man godt af at tage sig en Vending i fri Luft.«

»Ja, hvad mener De, Holm, disse Folk, der komme fra Frankrig og England, forlange varm Mad til Frokost og Frokost først Kl. 12½, og saa vil de have Rødvin - Rødvin! jeg beder Dem. Jeg drikker selv min Kaffe og dermed Basta; man kunde endda gaa ind paa et lille Glas Portvin, men Rødvin - der er jeg ikke med!«

Han saa dog ret velvillig paa Opfinderen af disse 223 anstødelige Noviteter. Denne saa atter paa Frøken Eva, som atter paa sin Side følte sig noget generet ved hans Beskuen, saa smilende høflig han end saa ud.

Den unge Herre mærkede formodentlig, at de to ældre Mænd iagttog hans Beskuen af den kjønne Pige; han tog Øjnene til sig og sagde til Forvalteren: »Ved De hvad, Holm, jeg siger til Fader, at denne Plads her paa ingen Maade indbringer, hvad den kunde og skulde.«

»Hvad for Noget,« sagde Kapitainen halvt forskrækket. Han betragtede Etablissementet som en ren Guldmine.

»Et egentligt Skibsbyggeri vilde betale sig ganske anderledes.«

»Ih, Vorherre bevares, det egner Pladsen sig vist ikke til, og det vilde koste forskrækkelig meget. - Hvormeget?«

»Ja, det kan jeg naturligvis ikke sige paa en Studs,« sagde den unge Mand. »Penge vilde det koste, naturligvis, men Penge vilde det ogsaa bringe ind.«

»Det vilde være forskrækkelig risikabelt,« sagde Holm aldeles forknyt.

»Vær De kun ganske rolig,« sagde Grossereren. »Lad ham snakke. Dermed er han tilfreds, og vi andre lade det blive som det er.«

»Ja, Guvernøren er seig,« lo den unge Mand. »Naa, vi maa vel føje ham. Han er forvænt, han forlanger, at de Yngre skal rette sig efter ham, det er den forkerte Verden, men han har nu engang faaet en skikkelig Søn. - En Dampmølle kunde forresten heller ikke være daarlig.«

»Ja, lad os saa gaa, for ellers troer Holm, Du er bleven rent forstyrret i Frankrig og i England.« Og han trak ham afsted i Armen.

»Stadig den forkerte Verden, jeg retter mig efter ham; jeg er bange for, jeg rent ødelægger ham. Men Farvel da!«

Saa gik de og der blev atter stille paa Pladsen. De saa godt ud, den høje, zirlige, ældre Mand og det unge Menneske, der med alt det Flotte og Lapsede der var over ham, var et meget kjønt Menneske.

Holm rystede paa Hovedet og brummede: »Dersom jeg ikke vidste, at der var saameget gammelt Kjøbmandsblod i 224 ham og havde set, at han godt kunde være en kneben Rad, da han var ung, vilde jeg være bange for, at han kunde faa det til at gaa galt. Nu løber han det nok af sig.«

Eva fandt i sit stille Sind, at han egentlig ikke gjorde noget rigtig godt Indtryk, men var dog glad over, at hun havde havt de nye Støvler paa.

Men de blev ikke længe ene. Medens Grossereren og hans Søn fjernede sig til den ene Side, kom der frem fra en Plankestabel en anden Gjæst, der aabenbart havde holdt sig tilbage, til de andre vare gaaede. Det var en ældre, lidt bøjet Mand med et fint, men alvorligt ja tungsindigt Ansigt. Da Kapitainen og hans Datter fik Øje paa ham og hilste ham med det fornøjede Udbrud: »Onkel Morbroder! Goddag! Der er Du! Vi gratulerer, vi gratulerer!« - saa gik det tungsindige Udtryk over til et Smil, der havde noget højst bestikkende ved sig. Og da Kapitainen løb hen til Flagstangen og løste Snoren og lod Flaget kippe tre Gange, idet Gjæsten betraadte Haven, lo han helt fornøjet.

»Jeg maa jo ogsaa gratulere Eder,« sagde han. »Hvor er Mariane.«

»Hun er indenfor og venter Dig vist med Længsel - mest for Madens Skyld. Du kommer ikke et Minut for tidligt.«

»I havde jo Gratulanter lige til nu - saavidt jeg saa.«

»Aa - Du har staaet paa Lur - ja, jeg kjender Dig.«

»Naa, Du ved, at jeg generer mig for den Slags Folk,« sagde den Gamle lidt gnavent; »lad os nu ikke tale mere om det.«

De gik ind i det gamle Hus. Det begyndte at blive Eftermiddag, men det var endnu fuldt af Oktobersolens Skin.

»Aa, hvor her er godt,« sagde Onkel Morbroder og satte sig velbehageligt ned. »Man kan rigtignok idag se, at her er Fristed. Og her er det jo en ren Fornøjelse at blive 60.«

Søsteren kom ind og hilste paa ham. Han pakkede et Blad ud, som han omhyggelig indsvøbt havde holdt under Armen.

»Siden I nu er saa godmodige at holde af mine Kradserier,« sagde han, »saa vær saa god at tage dette.»

Han rakte en lille Haandtegning hen, gjort med Vandfarve.

225

De Andre roste den meget, især Eva.

Hun tog den saa og stillede den forsigtig hen og førte ham saa højtideligt hen til »Fødselsdagsbordet«, der [var] dækket med en pyntelig hvid Dug, paa hvilken hun havde lagt en Krans af Blomster og Blade.

Der stod et Par nye Mundkopper, thi dem, han havde faaet netop for 10 Aar siden, da han blev 50, vare ved et ulykkeligt Tilfælde blevne slaaet i Stykker i Sommerens Løb. Der laa en broderet ulden Vest af den gamle Art, som han stadig gik med. Den havde Eva syet, og det var et stort Offer, ikke saameget for alt det Broderigarn, der gik med som fordi det slet ikke morede hende at have et saadant Haandarbeide for.

Onkel Morbroder var overordentlig tilfreds med sine Ting og takkede hver især hjerteligt, og det glædede dem, thi det var tydeligt, at han var En hvem man lagde Vægt paa at gjøre tilpas.

Hans Tegning gik nu ogsaa fra Haand til Haand. Det var Frelserens Kirke set fra Enden af Dronningens Gade, hvorfra den virkelig tager sig overordentlig godt ud.

»Kapitainen« kunde ikke noksom prise hvorledes Alting, hvert Vindue sad, som det skulde, i den gode gamle Kirke, som han hørte til.

Eva var glad over den levende Maade, hvorpaa det Hele var opfattet.

»Opfattet« sagde Kapitainen, »ja det er Ordet. Jeg har altid bildt mig ind, at de fire, jeg ved egentlig ikke, hvad det er for en Slags Evangelister der sidde paa Taarnet, ere vrede over Alt det, de ser foregaa dernede og det kan man godt ogsaa se paa Billedet; jo det er sgu godt opfattet.«

Onkel Morbroder lo fornøjet og kneb Eva i Øret. »Opfattet, opfattet, hvor lærer den Smaa de Ord fra? Jeg tænker snart, Du ogsaa kan skrive i Bladene.«

»Du troer nu altid, at man er saa uvidende og aldrig bliver voxen« sagde Eva. »Det maa Du virkelig vænne Dig af med.«

»Kom nu tilbords Børn,« sagde Husmoderen og lukkede 226 Døren op til Spisestuen, hvis veldækkede og velbesatte Bord saa nok saa fristende ud. »Gaa nu ind, ellers svarer jeg for Ingenting.«

Man satte sig til Bords, og Maaltidet gik overmaade godt. Maden var vellykket; der havde ingen Grund været til at nære Bekymringer og den gamle Flaske sjeldne græske eller spanske eller afrikanske Vin, hvor nu dens Herkomst maatte være, smagte de to ældre Herrer fortræffelig.

Kristian den Fjerdes Vinranke [havde] afgivet en noget sur Dessert.

»Kapitainen« udbragte en Skaal for sin Svoger i et helt Foredrag og Onkel Morbroder takkede ligesaa pænt.

Der blev hentet nok en Flaske og Passiaren blev livligere og liviligere imellem de tre ældre. Man talte om gamle Dage og om Nutiden. Onkel Morbroder var just ikke lystig, endsige overgiven, men han var i rigtig godt Humør.

Eva var efterhaanden kommen udenfor Samtalen; hun lænede sig tilbage i Stolen og sad [og] saa ud paa Himlen der endnu var lys og klar med lette vexlende Skyer.

Onkel Morbroder fulgte hendes Blik.

»Aa ja, hvor har man det godt i en saadan fredelig Afkrog« sagde han halvt ved sig selv, men ogsaa halvt til hende.

Hun blev lidt forvirret ved denne Henvendelse, men svarede dog om end lidt undselig: »Det er vist, men jeg synes dog at man maa have det bedre paa et stille Sted, naar man først har været ude og oplevet Noget.«

»Hvad er det Du siger der, min Pige,« sagde hendes Moder, »opleve - ligesom vi ikke oplevede mange Ting herinde paa Pladsen, skjøndt vi ikke har Gaden lige forbi os. Det er jo ikke mere end i forrige Uge, at Jens Olsen faldt ned fra Kranen og brækkede sit Ben; jeg vil nu slet ikke tale om hvad man kan opleve i sit Hus.«

»Ja Mutter, det kan nu ikke nytte Noget,« sagde »Kapitainen«, »det er Noget, hun har arvet efter mig. Vorherre skal vide, at jeg er tilfreds med, hvorledes jeg har det her, og jeg takker ham hver Dag derfor. Men, naar jeg dog blot vidste, 227 at jeg havde været over Atlanterhavet, blot en eneste Gang, saa vilde jeg endnu føle mig meget bedre. Jeg vil nu slet ikke tale om Kap.«

»Om Kap?«

»Ja, jeg ved saamæn ikke selv, hvorfor - om det er fordi det ligger helt dernede paa Hjørnet af Afrika, eller fordi jeg fik Ug i Kaplandet til Examen, men det har min Lyst altid staaet til fremfor noget Andet at faa det at se. Kapstaden og Taffelbjerget, det gode Haabs, og paa Vejen det grønne Forbjerg og Guinea?Kysten. Ja, saa vilde jeg have været glad. Jeg kan endnu om Natten drømme om, at jeg har været og ved saa livagtig, hvorledes der ser ud. Men det forslaaer ikke.«

Hans Kone rystede paa Hovedet. Egentlig troede hun, at han havde drukket lidt formeget af den stærke Vin. Men hun nøjedes med at sige: »Ja, Menneskene ere nogen underlige Nogen.«

Nu var Onkel Morbroder bleven taus, og lidt efter reiste man sig fra Bordet og gik ud i den lille Have.

Der var endnu ganske lyst paa den klare Dag, skjøndt Solen var ved sin Nedgang; og Alting i det brogede Sceneri, som omgav den lille Halvø tog sig ypperligt ud.

Eva satte sig paa den lille Bænk ved Gavlen og saa ud paa Kanalen og Skibene, hvis Master og Reisning tegnede sig skarpt paa den blege Aftenhimmel og fortalte om det Fjerne.

»Saa Du synes ogsaa det kunde være rart at opleve Noget min Ven,« sagde Onkel Morbroders Stemme pludselig ganske nær ved hende.

Han talte lidt sagtere og mere fortrolig end han plejede.

»Det synes jeg nok,« svarede hun lidt undseligt, thi det laa ikke for hende at udtale sig meget om sine Tanker og Følelser. Hun var tilbageholdende af Naturen og hendes hele Opdragelse og Levevis havde yderligere udviklet denne Egenskab. Saameget hun holdt af sine Forældre egnede de sig ikke til at vinde et ungt, blødt Pigesinds Fortrolighed og Veninder havde hun ikke havt nogen af, knap nogen jævnaldrende Omgang. Pladsen havde i høj Grad været hele hendes Omverden.

228

»Det synes jeg nok,« svarede hun derfor lidt trykket paa Spørgsmaalet, om hun saa gjerne vilde opleve Noget.

Onkel rystede paa Hovedet med sit lille Smil og sagde:

»Ja, ja, Du er saa ung, lille Pige. Vær Du ganske rolig, det man oplever er sjelden til Ens Fornøjelse, det er allerbedst at opleve saa lidt som muligt, at blive siddende i en lun Krog som den I har her. Hvad behøver man mere? Huset er ikke højt, men det ligger fredelig skjult, Ingen har ondt af det. Haven er lille, men Aarstiderne vexle i den som i de store. Sommeren har Grønt og Blomster, Vinteren har Sne og Stilhed. Og vil I se videre ud og tænker I paa den store Verden, saa har I Skibene i Kanalen, de kommer stadig med Hilsen fra den og giver Liv og Bevægelse og kan ogsaa give Eder nok at tænke paa. Nej, min Pige, herinde er nok; her er godt.«

Det Sidste vilde Eva nu mindst af Alt benægte, og alligevel .... Ja, hun vidste ikke rigtig selv, hvad hun mente, det der mest formørkede hendes Tilværelse var Tanken om den Lærerindeexamen som skulde tages og særlig Regneopgaverne, det andet var hun ikke saa bange for. Men selv om hun tænkte sig, at hun havde denne Examen overstaaet og vel overstaaet, forekom det hende, at der kunde være Et eller Andet, som nok tillige turde arrivere. Men det var Noget, som Onkel Morbroder var for gammel til at tænke paa. Og ellers havde han naturligvis Ret.

Da det gik saaledes frem og tilbage i hendes Tanker, svarede hun ikke men nøjedes med at rulle en Blomst, hun havde plukket i Astersgruppen frem og tilbage i Hænderne.

Onkel Morbroder saa paa hende med et fiffigt Sideblik og et lille Smil og sagde: »Ja, ja, Du skal have Lov til at sætte et lille Spørgsmaalstegn ved hvad jeg siger om at blive i Krogen hele Livet. Vi kan jo ikke Alle være lige kloge. Og var Du saa klog som jeg, min Tøs, saa saa det galt ud for de unge Herrer. Der gaa vel allerede nok af dem og snuse.«

»Gud ved, hvor de skulde komme fra og snuse,« sagde Eva overgivent. »Herinde paa Pladsen er der saamæn Ingen, der kommer og finder En, men her kan man faa Lov til at 229 sidde og vente sin hele Levetid som gammel, gammel Jomfru.«

Der var et lille, et ganske lille Smil om hendes Mund, da hun talte om hvor uset, man var paa Pladsen, men det opdagede Onkel Morbroder ikke.

ANDET KAPITEL.

Onkel Morbroder boede omme i en af de stille gamle Tværgader paa Christianshavn.

Dat er en ganske egen By for sig, dette Christianshavn, der for de fleste Kjøbenhavnere kun staaer som en ligegyldig og forsvindende Tilføjelse til selve Hovedstaden. Saaledes er det ikke. Christianshavn er Noget for sig, og det har været det i en endnu højere Grad inden den nye Knippelsbro brød en bred Bane igjennem den for den store Trafik. Før var det anderledes: Naar man da havde passeret den løjerlige gamle Bro med sine portlignende Opstandere med de løjerlige Figurer, blandt hvilke en imod Dansk Handel og Skibsfart velsindet Neger var bleven særlig mishandlet, kom man ind i en By, der var halvtredsindstyve Aar bagefter det Kjøbenhavn, der laa paa den anden Side af det møre Forbindelsesled. Der var i denne By ingen store Butikker med moderne Udstillinger, ingen pralende Skilter. Husene selv vare Alle Huse som Kjøbenhavn havde dem i Aarhundredets Begyndelse. Der var endel gamle anselige Kjøbmandsgaarde, nogle af disse var endog meget smukke Bygninger, og imellem dem almindelige Borgerhuse, der alle lignede hinanden i deres Snit. De fleste Huse med borgerlige Gadedøre, adskillige [med] smaa Stenmærker, der viste tilbage paa ældre Tider. Over dem alle var der det nøgterne, noget kjedelige, men beskedne og ligesom agtværdige, som prægede de Bygninger imellem hvilke vore Bedsteforældre færdedes i Frederik den Sjettes Dage. Christianshavn saa ganske uforandret ud som hele Kjøbenhavn maa have set ud den Tid. Ingen Huse er moderniserede, ingen pynte sig koket med moderne Lapserier paa sine Façader, Speilglasruder og Altanvinduer og lignende 230 Hoffærdighed; byggedes der en Gang imellem et nyt Hus saa holdt det sig uden alle Fordringer i samme Stil som sine Naboer og Gjenboer.

Der var enkelte grusomme Rønner, Fattigdommens og Elendighedens Kaserner, der var enkelte slemme Kroer, men de fleste vare skikkelige gammeldags Gjæstgivergaarde med gammeldags Navne. Det Borgerlige, det Jævne, det Skikkelige, Gammeldags var i det Hele Præget for Byen.

I disse Gader havde ogsaa Færdslen sin egen Karakter. Der var dengang slet ikke Tale om Sporvogne og af Omnibusser saaes kun de mærkelige gamle Invalider, sande Veteraner af Kjøretøjer, som besørgede Amagerkonerne ud til Sundbyerne og til Dragør. Man saa nok Herskabsvogne, thi der høre adskillige rige Folk til derude, men ellers ikke mange Vogne; Droschker have ikke meget at gjøre paa Christianshavn. Folk give sig heller ikke meget af [med] at gaa paa Gaderne undtagen lige i Midtergaden. I alle Sidegaderne er der mest Børn, som lege, thi der er i disse rolige Egne ikke meget at risikere ved at sende dem ud; ellers ser man ikke flere Folk end i Provinsbyerne.

Den brede Kanal, som strækker sig paa Tværs gjennem [Christianshavn,] giver en Del af Byen sit ejendommelige Præg; det er en temmelig snavset Kanal, hvis Vand ved Sommertide kan være slemt at se paa og endnu slemmere at lugte, men den ser slet ikke ilde ud med sine gamle Bolværker og sine smaa Broer, og længere ud ad Havnen til hvor der ligger Skibe og Pramme i den, er der Partier ved den og dens gammeldags Omgivelser, som ingen Kjøbenhavner vilde tro var fra hans Naboskab, men henvise til Amsterdam eller Rotterdam eller et andet Sted med et lignende Navn - hvis ikke Frelserens Taarn stadig knejsede i Baggrunden.

Kanalen deler yderligere Christianshavn i to Partier saaledes, at det der ligger nedenfor den har et endnu mere afsidesliggende og af en nyere Tid uberørt Præg end det første.

Og her i en af disse rette, stille gamle Gader, i et stille gammelt Hus, tarveligt, men ordentligt, boede Onkel Morbroder.

231

Han graverede Kort, især Søkort og kaldte sig Kobberstikker.

Han var anset for Mønster paa en fin og omhyggelig Arbeider og havde nok at bestille i sit Fag, der saa ogsaa pænt og hyggeligt ud i hans Værelser. Hans Arbeidsværelse havde meget mere Præg af at være en Kunstners Atelier end en Kobberstikkers Arbeidsstue. Det Vindue foran hvilket han sad [og] arbeidede var lavet om og gjort saa stort [og] lysrigt som Stuens Dimensioner tillod, saa at der kunde falde den rette Belysning over de blanke Kobberplader, hvor det gjaldt at sætte Linierne og Punkterne med den største Nøjagtighed. Rundt om paa Væggene hang udførte Haandtegninger og Studier, dels med Blyant dels ogsaa med Oliefarve, der hang ogsaa nogle udførte Malerier. Saa man ind i Stuen ved Siden af, og Døren stod i Reglen aaben, det livede op, saa hang ogsaa der Malerier og iblandt dem et større, for hvis Skyld dette Værelse i Virkeligheden var lejet med til Lejligheden.

Imellem disse forskjellige Arbeider hang der forskjellige Reiseerindringer fra fjerne Lande; der var gamle, støvede Palmeblade og der var Afstøbninger og der hang ovenikjøbet en gammel Chakot, som ikke var det mindst mærkelige Stykke i denne Samling af gamle Relikvier fra de bevægede Dage.

De Arbeider, der hang paa Væggene vare nu undertiden nok værd at se paa. Noget af det var løst henkastet, andet var omhyggeligt, ja pillent udført, med hollandsk Kjærlighed til Detaillens Behandling og Respekt for det Mindste og de mest hverdagsagtige Gjenstande som Lyset og Livet helligede. Men i det Alt var derTalent, aldeles utvivlsomt Talent.

Og dog sad han der og stak Kort, og gjorde det ovenikjøbet efter eget frit Valg.

Sagen var den, at han havde villet være Kunstner, men havde opgivet det temmelig hurtigt og trukket sig tilbage i en beskeden og fordringsløs Stilling, hvor han var tilfreds.

Han boede ene her i Huset, men havde dog en Slags Husfælle.

Det var en gammel Mand, som havde et Værelse oppe paa Kvisten. Han havde i sin Tid været Grosserer og det var gaaet ham ret godt, han havde kunnet leve som en 232 velstaaende Mand indtil han under en af Kriserne gik Fallit; og havde han duet til at føre sin Forretning respektabelt i rolige og lette Tider, saa laa det ganske over hans Kræfter at reise den, efter at Alt var faldet og endnu mindre [mægtede han] at bryde sig en ny Bane. Det gik mere og mere fattigt for ham. Hans Kone døde, et Barn, en Datter, døde, det andet og sidste, en halvvoxen Søn, gik til Søes og lod efterhaanden ikke mere høre fra sig.

Nu sad han deroppe paa Kvisten, en ensom gammel forpjusket Fugl, for hvem det altid var Slud og Vinter i Livet og som kunde tænke tilbage paa de Dage, da det var Sommer og god Tid for den og alle dens.

Gamle Baumann, som han kaldtes i Huset, undtagen af Værtinden, hvem han gjorde Besøg Nytaarsdag og som kaldte ham »Hr. Grosserer«, levede nu af den Løn, han fik for at føre Bøgerne hos en velstaaende Brændevinsbrænder. Lønnen var knap; der manglede netop de halvhundrede Kroner om Aaret, fandt gamle Baumann, der kunde sikkre ham, at han altid havde Noget at lægge i Kakkelovnen og Raad til at tænde Lampe hver Aften. Det er meget muligt, at Brændevinsbrænderen, som slet ikke var værre end Folk er flest, gjerne havde givet ham det Tillæg, men - som Folk er flest - han tænkte ikke over det; en Gang imellem forærede han ham derimod et Par Flasker god Portvin og andre Luxusting, engang en Papirskurv med Broderi paa.

Da Holm, som Onkel Morbroder hed, var kommen her ind i Huset, var det imidlertid bleven bedre med den Gamle. Han forstod hvad der var i Vejen med den gamle Kvistboer og tænkte, at en slagen Mand ofte kan hjælpe en anden Slagen.

Gamle Baumann havde den Vane ofte at gnide sig stærkt i Hænderne; der var paa hele Christianshavn, ja i Kjøbenhavn med ikke en Mand der gned sig i den Grad i Hænderne som Baumann, naar han tog fat. Det var ikke for at varme dem, skjøndt de kunde stundom nok trænge til [det], det var endnu mindre fordi han var i glimrende Humør over Nogetsomhelst. Det er ikke godt at sige, hvad Grunden oprindelig var, men nu var det en Vanesag hos ham at tage sig nogle Ture af den voldsomste Hændergnidning; især maatte han altid have sig en Extratur, naar han skulde 233 begynde paa Et eller Andet, naar han skulde tiltale En eller gaa ind et Sted. I Begyndelsen da de vare blevne Husfæller, hørte Holm naar han om Aftenen sad i sin Stue, der vendte ud til Trappen, oftere den Gamle komme ned fra sin Kvist, stanse udenfor hans Dør og tage sig en Hændergnidning, saa Benene knagede. Saa var det et Øjeblik stille og saa tøflede han atter ovenpaa.

Det gjentog sig adskillige Gange; Holm begyndte at forstaa, at den Gamle tænkte paa at gaa ind, men af en eller anden Grund manglede Mod til den afgjørende Banken. En Aften, da han saa atter hørte ham, nærmede han sig Døren og raabte meget højt: »Kom ind«; det var mere hensynsfuldt end udenvidere at lukke den op, det havde set ud, som om han vilde gribe den, der stod udenfor i Et eller Andet.

»Kom ind!« lød det saa, Hændervridningen stoppede øjeblikkelig og efter et Øjebliks Pause kom et lille beskedent Pik fra Døren. Nu lukkede Holm den op. Gamle Baumann stod derudenfor, uden Hat men med sin gamle Vinterfrakke paa og Kraven trukket helt op om Ørerne.

»Jeg vilde gjerne spurgt, om De kunde laane mig Berlingske Morgenavis et Øjeblik.«

Det kunde Holm nu godt, da han holdt den sammen med Værtinden og han leverede ham den derfor. Men den opsmøgede Vinterfrakke, som aabenbart ikke var taget paa for at gaa ned ad Trappen, gav ham den Ide, at det dog maaske ikke var Læselyst alene, som havde drevet den Gamle.

»Vil De ikke sætte Dem ned?«

»Jo Tak, det vil jeg gjerne; jeg er bleven lidt kold. Det v i l slet ikke brænde i min Kakkelovn. Det er en daarlig Kakkelovn, en meget daarlig Kakkelovn.« Det Sidste kunde være ganske sandt, men det maa dog billigvis indrømmes den, at naar der intet Brændsel og ingen Ild er, vil det ikke heller brænde selv i de allerfortræffeligste, med alle Nutidens Konstruktionsforbedringer udstyrede Ovne.

Gamle Baumann tog sig altsaa en Extratur med Hændergnidning og satte sig saa ned i den hyggelige, varme og oplyste Stue.

Han fik ikke læst, men han fik passiaret endel. Han fortalte om, hvorledes det var gaaet ham i Livet.

234

»Jeg var en rig Mand, Hr. Holm, vi boede paa første Sal, jeg holdt Landsted, jeg havde Hest og Vogn.«

Der var lidt Overdrivelse og Praleri i det altsammen, saa stort havde det slet ikke været for ham, men han var med Aarene begyndt stadig at lægge lidt til paa sine fordums Herligheder.

»Men synes De ikke, naar Alt kommer til Alt, at man har det ligesaa godt herude som De havde det i Deres Velmagtsdage?«

»Aa nej, Hr. Holm. Aa nej, det synes jeg slet ikke.«

»Naa,« svarede Holm, »det kan jeg nu ikke forstaa, jeg synes nu netop, man har faaet det godt, efterat man er kommen ind i sin Krog - undtagen det, at man bliver gammel. Naar Alt kommer til Alt, er det ikke rart at mærke, at man bliver gammel og kun bliver Baggrund.«

»Gammel! Ja! Og ene. Kone, Børn - borte.«

»Hm. Ja. Saa er det bedre ingen at have havt.«

»Nej, det er det ikke, Hr. Holm. Undskyld, Hr. Holm, det er det ikke. Jeg vilde ikke bytte. Det er forbi Altsammen, men jeg holder meget af at tænke derpaa i de lange Aftener og om Natten, naar jeg ikke kan sove. Jeg sover ikke godt mere, Hr. Holm. Jeg kan nok falde i Søvn, men jeg vaagner saa let midt om Natten og saa kan jeg ikke falde i Søvn. Det er kjedeligt.«

»Naa, og saa tænker De paa gamle Dage?«

»Saa tænker jeg paa gamle Dage. Og paa, at jeg selv skal dø om ikke saa lang Tid.«

»Det er ikke morsomme Nattetanker.«

»Det er ikke saa slemt at tænke paa, aa Gud, det er slet ikke saa slemt. Havde jeg gjort falsk Ed, saa ....

»Falsk Ed?«

»Ja, Hr. Holm. Jeg kunde have friet mig for Falliten, hvis jeg havde villet gjøre en falsk Ed imod en Fordring paa mig, og det gaar sommetider i Handlen som det slet ikke skulde. Men jeg gjorde ikke falsk Ed.«

Saadan gik det første Besøg og der kom mange efter det; thi det var en Pokkers standhaftig Kakkelovn med ikke at ville brænde, som gamle Baumann havde paa sit Kvistkammer.

235

I Begyndelsen gik det som den første Aften, at han stod udenfor og gned Hænderne uden at banke paa, og at Holm naar han hørte ham, skyndte sig at raabe »Kom ind«. I Begyndelsen var der ogsaa stadig et eller andet Paaskud som den gamle Mand havde, saa om at laane Avisen, saa med at faa sit Uhr stillet. Men efterhaanden lærte han selv at banke paa og ophørte med sine bestemte Ærinder. Et »Godaften, hvorledes har De det?«, en lille Hosten og en Gnidningstur det var nu hele Introduktionen. Saa sad de i Reglen hele Aftenen sammen. Havde Holm et Arbeide for eller havde han ikke Lyst til at tale, saa taug han og den Anden sad med eller uden en Avis og saa paa Ilden eller nippede til en Toddy af god gammel Rom, som der ofte vankede.

Sommetider fik de saa Besøg, Eva kom og saa til sin Onkel. Hun holdt nok af at smutte hen og besøge ham om Eftermiddagen, naar hun var færdig vel at mærke med sit Hjemmearbeide til Kursus. Det gik hurtigt for hende; hun forstod ikke, hvorledes de andre unge Damer kunde klage sig saa stærkt over, at de bogstavelig ikke kunde blive færdige hele Aftenen, om de ogsaa aldrig saa gjerne vilde. Hun var aldrig saa ophængt, at hun ikke havde Tid tilovers om Aftenen. Men naar hun saa var færdig, havde hun rigtignok ofte ikke Lyst til at tage fat paa andet Arbeide; hun var lidt træt til at læse og Huset var hun helt fritaget for at tage sig af paa Grund af »Kursus«, og det var hun ganske glad over.

Men saa hyggeligt og herligt hun end fandt det grøntbevoxede Hus paa den aflukkede Plads, saa kunde det dog falde lidt ensformigt at sidde der med Hænderne i Skjødet paa lange Aftener. Veninder havde hun ikke og saa løb hun hen til Onkel, der kun boede et Par Minutter derfra og som altid var hjemme om Aftenen og som altid med en fornøjet Stemme raabte »Kom ind!«, naar han hørte hende komme farende op ad Trapperne, thi selvfølgelig løb hun altid op ad [Trappen], baade naar hun var bleven bange for en eller anden uhyggelig Person - hvilket hun ofte var - og naar hun ikke var bange for nogen Ting i Verden og netop derfor trængte til at løbe.

236

Ved Lys saa hans Værelser rigtig godt [ud]. Den kunstneriske Dekoration af Væggene, der i sin brogede Mangfoldighed vakte livlige og fornøjelige Indtryk.

Naar hun kom, blev der ogsaa tændt Lys i Værelset ved Siden af, og medens han stod og arbeidede sad hun saa og [saa] paa det ene og paa det andet. Der var en Tegning af en mægtig romersk Ruin, der et Studie af en solbeskinnet Genfersø, der var den gamle Chakot, som havde set Revolutionen i Paris og tilhørt en Soldat, som Onkel Morbroder, der dengang arbeidede der, med Fare for sit eget Liv havde frelst fra at blive massakreret og givet Skjul i sit Kammer.

Hendes Fader fik sine Indtryk af det fjerne og det fremmede Liv, som han holdt af fra Skibene, der kom og besøgte hans Plads. Han fortalte da om det Liv, han havde ønsket at føre, naar de laa derinde og Vindene knirkede med Toug og Stænger i deres Reisning. Skibene havde ikke meget at betro hende; hun fandt ærlig talt, at de vare nogle temmelig kjedelige Tingester, og enten det nu var »Svanen« fra Svendborg eller det var »Maud« fra Rio saa sagde de hende ganske det Samme. Anderledes var det med Væggene i disse Stuer, især naar Onkelen fortalte lidt om dem. Han var ikke meget ordrig, men hvad han sagde kunde være meget malende for den Situation eller den Stemning, det gjaldt at gjenkalde.

Naar de havde været alene i nogen Tid hørte de gjerne gamle Baumann gnide sine Hænder udenfor. Han passede paa Alt hvad der foregik i Huset, naar han sad oppe paa sit Kammer og vidste altid, naar den unge Dame var hos Onkelen. Og saa modstod han næsten aldrig Fristelsen til at melde sig. Det var Selskabsaftener for ham, hun var saa elskværdig imod ham, som om ogsaa han var hendes Onkel, og saa var der tillige Udsigt til et lille Slag Kort, som han holdt forskrækkelig meget af. Derfor kneb det ogsaa for ham at holde sig ovenpaa, saasnart han vidste, at hun var i Huset og selv om han havde bestemt aldeles fast og uigjenkaldeligt, at iaften skulde de To have Lov til at være alene, saa varede det dog ikke længe, inden han tog Spørgsmaalet op til fornyet Behandling og saa varede det heller ikke længe, inden han fik sit tykke graa Haar redt pyntelig igjennem og den blaa Frakke med de hvide Sømme, der var Søndagsfrakken, som blaa 237 Frakker altid er for saadanne gamle Fyre, taget paa og i sin Puds stod og rev sine Hænder udenfor Onkel Morbroders Dør, som om det gjaldt at gnide Ild i dem.

Det var et løjerligt Selskab at se paa, de to Gamle og den unge, kjønne Pige, men de kom godt ud af det sammen, og morede sig rigtig godt.

Man drøftede ikke meget Dagens Begivenheder, thi dem vidste Onkel Morbroder ikke meget Besked om og han brød sig ejheller om at faa Noget at vide. Gamle Baumann holdt nok af at fortælle, hvorledes han fandt, det Hele skulde være, men maatte holde det Meste af sin Visdom henne paa Brændevinsbrænderens Kontor; der gik han for en Mand, der var noget mere end almindeligt, men Onkel afviste stadig hans Betragtninger over hvorledes dette eller hint skulde ordnes eller styres eller forbedres med et tørt: »Ved De hvad, Baumann, hvad jeg troer?« - hvortil Baumann, som kjendte Fortsættelsen noget forknyt svarede: »Ja, jeg ved; thi De troer, at det gik galt alligevel« - hvortil den Anden saa nikkede og sagde et »Nok muligt« eller en lignende Antydning af, at der nu engang ikke, var noget Mønsterværdigt at bringe ud af det Hele, hvorfor det ikke var Umagen værd at gjøre sig formegen Ulejlighed.

Naar det derimod var andre Ting, der var Tale [om,] kunde den gamle Kobberstikker være meget veltalende. Fik Eva ham til at tale om sine Reiser, om »de gode Dage«, som han kaldte det i München og i Paris, saa kunde det gaa i Timevis. Ligesaa var det, naar hun fik ham ind paa at tale om de forskjellige Kunstskoler. Paa sine gamle Reoler og i sine Kommodeskuffer havde han ypperlige Billedværker og smukke Stik og ved Hjælp af dem illustrerede han sine Foredrag. Det var en stor Fornøjelse for Eva, og hun lærte meget af dem. Var de inde paa slige Emner, kunde de To blive ved, indtil gamle Baumann begyndte at rumstere altfor ivrig ved det Bord, hvor den gamle Jettonskasse og Spillekortene havde deres Plads. Saa fik man sig et lille Parti, saa spiste man til Aften, og saa fulgte i Reglen begge de Gamle Eva hjem, en rolig Tour gjennem de stille Gader, der saa endnu mere fredelige ud end om Dagen. Man fulgte hende til Pladsens Port, hun lukkede sig ind og de ventede udenfor den, til hun 238 ved en lystig Fløjten signaliserede, at hun lykkelig og vel var kommen over det ensomme Stykke mellem Porten og det grønne Hus. Hun var slet ikke bange for at gaa forbi de gamle Tømmerbunker og oplagte Baade, hvori hun kjendte hver Planke, men gamle Baumann havde indført denne Forsigtighedsforanstaltning, som dog var af meget tvivlsom Værd, da den Port, de holdt Vagt ved var lukket indefra, men den var [derfor] ikke mindre velment.

Saaledes gik Aftenerne, mange Aftener.

Det var en Aften, ikke længe efter Fødselsdagsfesten i det grøntklædte Hus. Eva var gaaet hen til Onkelen, han hørte hendes hurtige Løb op ad Trappen og sagde glad: »Kom ind!« og modtog hende med endnu større Hjertelighed end ellers.

Han hjalp hende selv Overtøjet af, hun glattede sit Haar med begge Hænder, rettede paa sin Krave, og kastede et ganske lille Blik i Speilet, thi hvor man saa er, vil man dog gjerne se lidt godt ud. Saa satte hun sig tilrette i den gamle Sofa, men saa i det Samme halvt forskrækket op, thi en heftig Banken brød løs i Loftet. Onkel Morbroder saa paa hende og smilede: »Aa, det er gamle Baumann,« sagde han, »han ligger syg det Skrog og har nu hørt, at Du er kommet.«

Han tog en Stang, som aabenbart til den Ende var opstillet ved hans Stol og bankede et Par Slag til Svar. Men Svaret syntes ikke at være befundet tilfredsstillende, thi en ny Banken paafulgte.

»Du maa vist selv sige Godaften, Eva,« sagde hendes Onkel og rakte hende Stokken, »men bank der i Hjørnet ved Døren, ellers gaaer Gibset ned.«

Eva tog Stokken og bankede et Godaften; det hjalp. »Aa hør, Onkel, jeg vil heller løbe op ad Trappen og se til ham, det gamle Skind.«

»Ja vel, gjør Du det.«

Hun kom ned lidt efter. »Det var godt, jeg gik op; han kan rigtignok ikke taale at tale, men han blev dog ret glad. Du har nok forresten været deroppe før mig, kunde jeg da se, for jeg kjendte da det Meste af Tingene.«

»Slagne Folk er Kammerater,« sagde den Gamle, »de maa hjælpe paa hinanden.«

Eva strøg sit Haar tilbage med begge Hænder som hun 239 plejede at gjøre, naar der var Noget, som hun vilde være opmærksom paa og sagde:

»Slagne Folk, Onkel Morbroder, hvad vil det sige, er Du slagen?«

»Finder Du ikke?«

»Nej, det kan jeg slet ikke forstaa, Du er. Du har det jo godt, Du er dygtig - og har ogsaa Folk, som holde af Dig.«

»Ja« - han smilede venligt - »det sidste er sandt nok; som gammel Pebersvend kan jeg rigtignok ikke klage i den Henseende. Men dog er det sandt, hvad jeg sagde, min lille Pige.« Han talte lidt sagtere og mere langsomt. »Jeg er slagen; jeg vilde jo have været Kunstner, men vel at mærke en Kunstner, som der var noget ved; men det blev jeg ikke.«

»Hvorfor ikke?«

»Det er saa sin Sag at forklare, men skal man engang tale om det, er det ligesaa godt at tale rigtig ud om det. Ser Du Talent det havde jeg nok, det er jeg vis paa; nogen Originalitet ogsaa, det troer jeg da. Men alligevel, jeg maa have manglet Noget af det, der gjør, at Kunst bliver det rette - - - thi jeg vil være retfærdig, jeg vil ikke betragte mig som en Martyr og paastaa, at de, der vare imod mig, og det var næsten Alle, havde ganske Uret og jeg alene Ret. Ser Du det Maleri, der hænger derinde. Det var mit første store Billede og det blev det sidste. Jeg havde havt udstillet flere mindre Stykker i adskillige Aar, og det var gaaet ganske godt; de bleve solgte og de blev vel omtalte af mine Kammerater og af Publikum. Imedens arbeidede jeg paa det store og tænkte: »Ja, ja, naar det kommer, saa skal I bare faa at se, hvad jeg rigtig duer til. Jeg arbeidede paa det kan Du tro og forandrede det og gjorde det bedre, saa hist og saa her og tænkte en Del paa den Lykke, det vilde gjøre. Jeg viste det ikke til Nogen, men saa det i mit stille Sind, det nægter jeg ikke, maaske belønnet med Udstillingsmedaille og kjøbt til Galleriet. Det er lykkelige Timer, kan Du tro, en Kunstner har ved sit Arbeide, naar det gaaer godt for ham, og naar han er tilfreds med hvorledes han kommer saa fra Et og saa fra et Andet og føler de nye Tanker komme frem hos sig. Der er mange gode Ting i Verden, Du, men der er ikke Noget saa godt.

240

Naa, men saa til Gjengjæld, naar man i sit Arbeide ser noget Jux, saa er det noget saa bittert, ja det kan Ingen heller gjøre sig Forestilling om, som ikke har prøvet det. Men det kom jeg til. Det store Billede fik ikke Medaille og blev ikke kjøbt til Galleriet og blev ikke beundret af Nogen - og heller ikke af mig selv og det var det Værste. Da det vel var kommen op paa sin Plads begyndte Sløret at falde fra mine Øjne og hver kritisk Bemærkning, jeg hørte, og det var mange, flængede det mere og mere bort. Jeg syntes jo nok endnu, at der var noget Talent i det, men det var jeg nok næsten bleven ene om - Folk holder saa meget af at slaa hurtig om med den Slags Meninger - men det var uroligt og uensartet og svagt i sit hele Udtryk, kortsagt det var et stort Misgreb. Det var et haardt Stød. Jeg vilde trøste mig de næste Aar og gjorde atter et Par mindre Billeder færdige af dem, der før havde gjort megen Lykke. Men nu var Alt forandret. Der var heller ingen mere, som brød sig om dem. Det gjorde ondt, og ser Du, saa stoppede jeg op. Saa sagde jeg til mig selv: Om jeg nu ogsaa vilde være energisk og holde ud, som Somme maaske vilde gjøre og mange flere finde, at man burde gjøre, hvad Fornøjelse vilde jeg saa vel have af det AltsammenHvad er det at være en anset Kunstner? At man af Nogle omtales ret pænt og af Andre rives [ned], og at Alle have Lov til at gaa og rode op i det Inderste og Bedste i En. Der kommer nok en Dag, da Alle tale mest pænt om En; det er den Dag, de høre, at man er død. Og saa kommer man til at staa i et Lexikon med et Par Linier ved sit Navn mellem en Mængde andre Mennesker, som Ingen i Virkeligheden bryder sig det Mindste om. Og for at naa det, skulde man døje alle de mange Bekymringer og Besværinger og lade Alle stikke deres Næse i En. - Og saa en Ting til. Man bliver saa let misundelig og nidsk paa Andre, naar man er med i Legen og det er Ting, som det nok er værd at gjøre endel for at rense sig ud fra. Jeg sagde til mig selv: for hver 10 Kunstnere, som komme frem i Verden og komme i Lexikonerne og det Hele, er der allermindst 90, som akkurat ligesaagodt kunde være komne ligesaa vidt, men som paa Grund af Tilfældigheder blive Droschkekuske og Handelsmænd og Ladegaardslemmer og hvad ved jeg. Jeg vil heller slutte mig til dem og være 241 tilfreds med dem, og saa tog jeg mig en lille Ting paa som jeg kunde magte. Og ser Du, saadan blev jeg Kobberstikker og en slagen Mand, og dog en tilfreds Mand. Og det er ogsaa en Kunst, som mange skulde dyrke.«

Eva havde siddet og hørt opmærksom paa den lange Fortælling. Efter et Øjebliks Betænkning sagde hun: »Men en Ting forstaar jeg ikke, naar Du selv siger, at det er den største Lykke at frembringe, at skabe.... hvor kunde Du dog saa alligevel opgive det.«

»Det har jeg heller ikke,« sagde den Gamle med et fiffigt Smil. »Jeg bestiller ikke saa lidt endda, men det kommer blot Ingen ved uden mig selv.«

Gamle Baumann, som formodentlig kjedede sig, gav en længere Banken fra sig. Holm maatte reise sig og tage Stangen og gjengive ham hans Hilsen. Derpaa fortsatte han: »Ser Du, min Pige, derhenne i den Skuffe, der ligger en hel pæn Bunke Tegninger og et Par Raderinger, som jeg har havt stor Fornøjelse af at udføre og som Du skal faa, naar jeg er død, men som ellers ikke kommer Nogen ved.«

»Maa jeg se dem?«

»Nej, ikke nu; en anden Gang, men iaften ikke.«

»Der er alligevel noget Galt i det Onkel,« sagde hun efter en ny Pause og meget alvorligt. »Jeg ved ikke rigtig selv hvad det er, men der er noget Galt i den Maade, hvorpaa Du har taget det. Og havde Du været gift - og havde Din Kone været .... havt .... jeg ved ikke .... Jeg vilde aldrig have ladet min Mand faa Lov til at gjøre det.«

»Men jeg blev ikke gift.«

Her gik Samtalen istaa, og det syntes for begge Parter at være ret velkomment, da Værtinden kom ind og sagde, at Aftensmaden nu stod paa Bordet i det lille Værelse.

Gamle Baumann syntes at have paa Fornemmelsen hvad der foregik, thi han dundrede løs som [en] Besat.

Eva saa paa Onkel Morbroder og læste Svaret; saa løb hun op for at spørge, om hun skulde smøre ham et Par Stykker rigtig lækkert Smørrebrød. Men hun kom tilbage med Afslag, det var slet ikke Meningen, han kunde Intet spise, Bankningen antydede ikke engang en lille Romtoddy, men havde været en rent sympathetisk Demonstration.

242

Eva var mere taus end hun plejede efter hvad Onkelen havde fortalt hende. De gik ogsaa temmelig taust ved Siden af hinanden, da han fulgte hende hjem langs den stille Kanal gjennem de rolige Gader. Da han stod udenfor Pladsens Port og ventede paa Fløjtesignalet, der betydede Alt vel, hørte han istedetfor en klar Stemme raabe: »God Nat, Onkel Morbroder og mange Tak for iaften,« og der var i den en ganske egen hjertelig Klang, saa sød den end ellers altid var.

TREDIE KAPITEL

Vinteren kom tidlig det Aar med Storme og Regn og Sne. Der var mange Blade i den lille Have om Huset paa Pladsen og mange Blomster, som havde havt endnu nogle Uger for sig til at nyde Efteraarets Sol og Efteraarets stærke Luft og rige Dug, men som nu forsloges af Regn og Sne og pidskedes ned af Stormen. Dag efter Dag faldt Regnen over Pladsen og gjorde den til et saa temmelig bundløst Ælte. Der var rent forskrækkeligt i Kulregionen og ogsaa i Tømmer og Saugspaansegnen var Føret meget daarligt. Det kunde rigtignok ikke nægtes, at der uden al Sammenligning var hyggeligst inden Døre.

Navnlig var det slemt at komme tidlig op og saa strax skulle ud i den raa og afskyelige Morgenluft, og det skulde Eva ulykkeligvis i denne Tid. Hun havde faaet nogle Timer, som den gamle Grosserer havde anbefalet hende til hos en Familie, der var i Slægt med ham, og hvis Børn skulde have Hjemmeundervisning. Timerne bleve godt betalte, og Familien var meget vakker, og det var Alt fortræffeligt paa det nær, at de boede i Frederiksberg Allé og at Eva skulde begynde strax om Morgenen. Det var en drøj Reise og dobbelt drøj i denne afskyelige November. Lykkeligvis vare Sporvognene alt opfundne og i Gang, da dette tildrog sig.

Saa var det en Mandag Morgen et rigtig afskyeligt Vejr. Alting var vaadt og raat og sjappet fra en Række forudgaaende Regndage og ned over den vaade og sølede Verden styrtede sig en extra ubehagelig Storm, piskende Skyer af Sne og Hagl nedover Alting. Eva hadede til alle Tider af sit inderste Hjerte Mandag Morgen. Hun holdt uhyre, meget af 243 Søndag, ligesaameget som da hun var en lille Pige, og Mandag var hende en ligesaa stor Afsky. Nu havde hun ovenikjøbet havt det bedrøvelige Tilfælde, at i det første Øjeblik, da hun vaagnede op i sit hyggelige lille Soveværelse, hvor Ilden alt var tændt i Kakkelovnen til at hun kunde staa op ved, saa bildte hun sig halvt i Drømme ind, at det var idag, det var Søndag og vilde rigtig strække sig behagelig og høre efter Kakkelovns-Ildens Buldren og Knittren, men ganske overhøre de Opfordringer, der deri laa til at staa op og vente til der blev rigtig varmt. Men saa gik paa engang den f rygtelige Virkelighed op for hende, idet hun vaagnede helt, at det jo idag var Mandag og at Klokken ovenikjøbet var mange, thi det er den ofte Mandag Morgen. Og det var den ogsaa. Det var en rar Fornøjelse. Nu skulde der bare mangle, at det var rigtig daarligt Vejr. Og da hun kom ind og fik Rullegardinet op og saa ud over Kanalen, saa viste det sig, at det var værre end daarligt Vejr, at det var rent forskrækkeligt.

Det var en behagelig Tanke, medens hun gik og klædte sig paa deroppe at vide, at det var saa langt til Frederiksberg Allé! Og det var nok bedst at skynde sig hen til Sporvognen, thi præcis maa man for Alting være.

Og hun skyndte sig og kom saa tidlig, at hun naaede hen til Sporvognens Holdeplads ved Bomhuset, inden den endnu havde gjort Mine til at ville kjøre. Kusken sad dog paa Bukken, med Dækkenet svøbt saa tæt han kunde om sine vaade Klæder; han havde Blæsten lige imod sig.

Men hvad der var det Værste at se paa var, at Kusken sad der med Respirator for Munden. Det var en drøj Plads at sidde paa i det Veir med et daarligt Bryst. Han dukkede med Hovedet og holdt sig stærkt forover og saa ud for sig med et trist, næsten sløvt Blik.

Eva kjendte godt Kusken, han var gift med en Søster til deres Tjenestepige og kom ofte og besøgte hende. Hun vidste, at de havde adskillige Børn og vare baade brave og ordentlige Folk. Det gjorde hende meget ondt at se ham sidde med Respirator for, det havde hun ikke før set og i det Hele slet ikke vidst, at han var saa svagelig som den tydede paa; hun vadede fra Fortovet ud i Snepløret for at komme hen og sige Godmorgen til ham; men i det Samme saa hun, at han 244 blev tiltalt af en anden ventende Passager, en Herre, og saa trak hun sig tilbage.

Den Herre, der talte med Kusken kjendte hun godt. Han boede derude i en af Gaderne, som vendte ud imod Pladsen og havde boet der i et Par Aar. Hun mente ofte at have set ham ved sit Vindue seende ud over Pladsen og havde ialfald ofte mødt ham paa Gaden, og skjøndt hun naturligvis aldrig havde set paa ham, vidste hun dog meget godt, hvorledes han saa ud og var klædt o. s. v. Det var en ganske kjøn, høj, mørk Mand; han var temmelig spinkel og holdt sig lidt forover, og idet hun saa ham staa og tale til Kusken faldt det hende ind, at hun ogsaa i Begyndelsen havde set ham nogle Gange med en Respirator.

Her ved Holdepladsen havde hun ofte set ham - naturligvis ogsaa uden at se paa ham. Han kjørte stadig med den samme tidlige Vogn, skulde formodentlig ogsaa et eller andet Sted ud i Forretninger. Han kom altid lidt før Tiden og plejede saa at gaa frem og tilbage udenfor det gamle Bomhuses vidt fremspringende Tag og ryge sin Cigar færdig. Saa satte han sig ind i det samme Hjørne. Han kjendte næsten aldrig nogen og traf han Bekjendte, var han temmelig ordknap. Han er dygtig morgengnaven, tænkte hun ofte ved sig selv, men forresten fandt hun, at han saa ret vakker ud. Han plejede altid naar hun kom at sende et temmelig langt, men meget roligt Blik efter hende, naar hun kom enten paa Holdepladsen ligesom ham eller steg ind ved sit eget Gadehjørne lidt længere fremme, et Blik, som hun selvfølgelig aldrig mødte. Men hun kunde dog ikke lide, naar han undlod det, og - ærlig talt, skjøndt hun slet ikke vilde tilstaa det for sig selv, var det et Par Gange arriveret, at naar han en Morgen slet ikke havde set efter hende, naar hun kom ind ved Hjørnet, saa gik hun den næste tidlig helt hen til Holdepladsen, hvor han gik og ventede, naturligvis uden at vise, at hun havde Skygge af Anelse om at der i den vide Verden existerede et Væsen af hans Art. At hun imidlertid derfor skulde være blot en lille Smule forelsket i ham, var der dog slet ikke Tale om. Men saaledes som denne Verden nu engang er, kunne de fleste unge Damer ikke lide, at selv Folk, der ere dem helt ligegyldige slaa af paa den Opmærksomhed, de hellige dem.

245

Hun saa naturligvis slet ikke paa ham heller denne Gang, idet hun stilede lige forbi for at gaa ind i Vognen, men saa dog, at han aabenbart var den, der gjorde Kusken Spørgsmaal, hvorpaa denne svarede meget kortfattet med den ene Haand lagt paa Bremseapparatet, hvis Stang han ligesom i Tanker svingede lidt frem og tilbage, men ellers seende ligeud for sig i Sluden og Sneflokkene enten efter den mødende Vogn, der lod vente paa sig eller efter et eller andet ubestemt Tankebilled.

Skjøndt den stakkels Kusk aabenbart ikke var meget meddelsom, varede dog Samtalen lige til den anden Vogn kom og »Christianshavneren« selv skulde sætte sig i Bevægelse.

Den høje Mand glemte at se til Eva og saa meget spekulerende ud, som han sad paa sin Plads, der var lige oppe i Hjørnet bag den brystsyge Kusk, hvem han kunde se med sit bøjede Hoved kjøre frem imod Vind og Slud, ogsaa et af disse Blade, der kunde have holdt sig oppe nogen Tid endnu, var ikke Sluden og Stormen kommen for tidlig i Livet.

Paa det sædvanlige Sted ved Volden steg Herren ud. Eva vendte sig, idet han gik af Sporvognen om og saa ud ad Ruderne; hendes Paraply ragede saa langt frem, at han efter al Rimelighed vilde have traadt paa den. Men han saa sig for og rørte den ikke.

Den næste Morgen var det ikke synderlig bedre; det sneede ikke, det regnede kun og det blæste lidt mindre. Da Eva kom hen til Holdepladsen, sad Kusken der som igaar og stirrede ud for sig med det samme syge og trætte Udtryk i sit Ansigt. Eva fik Taarer i Øjnene, hun tænkte paa hans smaa Børn, og hun. som saa godt selv vidste, hvad det var at sidde og drømme ind i Fremtiden, men rigtignok til noget Lyst og Lykkeligt, kunde dog godt forestille sig, hvad det var for et Fremtidssyn, han sad og saa ud efter i Novembersluden.

Hun gik over til ham og sagde Godmorgen, han hilste kort og ligegyldigt og uden at vende sig imod hende. Hun havde allerede paa Læberne et Spørgsmaal om, hvorledes han havde det, da hun i det Samme saa fra den anden Side som skudt op af Taagen den høje Herre; ham vendte Kusken sig hurtigt imod. Hun fandt at det var et temmelig overflødigt Spørgsmaal, 246 hun havde villet gjøre, hvad det forsaavidt ogsaa var, og gik ind i Sporvognen.

Lidt efter kom den mødende Vogn, den Høje steg ind; han hilste, idet han gik forbi Eva. Hun hilste ikke igjen, da hun jo overhovedet ikke havde nogen Anelse om, at en som han beboede samme Jord som hun og saa ærgrede hun sig over, at hun ikke havde hilst lige til han steg ud og denne Gang ikke hilste, hvorpaa hun ærgrede sig endnu meget mere og var overordentlig stræng imod sine smaa Elever, saa at de alle sad i et Skraal, inden den første halve Time var gaaet.

Der gik et Par Dage, i hvilke hun saa ikke kjørte med denne Sporvogn, men saa vendte hun en Morgen atter sine Skridt imod Holdepladsen for at se til Kusken; hun havde af deres Pige faaet Besked paa at det var slemt med ham. Hans Bryst var blevet svagt. De var meget forknytte i hans Hjem.

Da hun kom hen, hvor hun kunde se Sporvognen, saa hun ingen Respirator paa Kusken og blev helt glad; men et Par Skridt længere frem og hun saa, at det var en anden Mand, der sad paa Pladsen.

Hun gik hen til ham og forhørte sig om den Anden; han vidste ikke meget Besked om ham og brød sig aabenbart heller ikke meget derom; han var meldt syg, og han kjørte for ham.

Eva tænkte dog meget paa Manden, og Ugen gik og en Morgen vaagnede hun da atter med den glade Bevidsthed, at det var Søndag Morgen. Hun stod op - og se: en frisk Nordost med let Frost havde gjort Himlen blaa og Jorden ren og tør. De Blade, der havde holdt sig oppe fik endnu en Dag et Glimt af Solen; kortsagt det var en rigtig fornøjelig Dag at se til, og Eva lovede sig selv, at den ogsaa skulde blive saa fornøjelig som hun kunde gjøre den.

Hun var færdig med alt sit Arbeide og havde altsaa Dagen til sin Raadighed. Hun bestemte da, at hun, naar hun havde spist sin Frokost vilde gaa hen og besøge Onkel Morbroder og tilbringe et Par Timer der. Der kunde altid være rart hos ham men allermest om Formiddagen, naar Solen skinnede ind imellem de store grønne Planter i Vinduerne og spillede paa 247 alle de mange brogede Reiseerindringer og oplyste de kjønne, livfulde Studier og Skizzer, som hang imellem. Saa kunde man godt indbilde sig, at man sad i et eller andet fremmed Land, var paa Rejse og saa lyse og herlige Ting.

Onkel Morbroder havde lidt travlt den Dag; der var et stort Arbeide for Regeringen, som skulde være hurtig færdigt. Men det fik være. Hun laante en af de gode gamle Mapper og strakte sig ud paa en lang, lav Puf, der med Puder var indrettet hel magelig som tyrkisk Divan. Hun lod Solen skinne paa sine Fødder og laa saa rigtig magelig henstrakt og nød Lyset, Varmen og Billederne og de Indtryk de fødte. Hun fandt, hun havde det rigtig udmærket, og ved en Modsætningsforbindelse kom hun til at tænke paa den sidste Uges uhyggelige Morgener og saa paa den brystsvage Sporvognskusk. Det var lidt kjedeligt, at han skulde falde [hende] ind, thi han betog hende jo unægtelig den Følelse af rolig, uforstyrret Velvære, som hun nok holdt af og ogsaa havde nydt den Morgen. Men der var ingen Hjælp; han blev ved at plage hende.

Endelig sagde hun: »Onkel Morbroder, vil Du gaa en lille Omvej med mig, inden vi gaa hjem til Middag.«

»Gjerne. Hvorhen?«

»Hen for at se til Dorotheas Mand, Sporvognskusken; han er vist brystsyg, er jeg bange for; det er meget slemt for Familien.«

Onkel nikkede og en Times Tid efter vare de paa Vejen.

Den Familie, de besøgte boede som saa mange Arbeiderfamilier nok meget tarveligt men i en Tarvelighed, der aldeles ikke havde noget frastødende Indtryk. Det Par Væreiser, de havde, indeholdt adskillige Møbler, der havde samme Snit om end ikke samme Beskaffenhed som de dyrere Møbler, der findes i de Velstaaendes Lejligheder. Der var baade Bordtæppe og Gardiner, skjøndt det var en Kvistlejlighed, der nok saa noget fattig ud fra Gaden.

Men det er det Gale ved det, at dette lille Præg af Velstand, dette at have »det Samme som alle Andre«, hvorpaa de sætte saa uhyre stor Pris, hænger saa skrøbeligt. Der behøves ofte kun en længere Sygdom eller en anden kortere Modgang, saa [for] svinder først den pæne Lampe, saa Familiens 248 Stolthed, Uhret, saa gaaer Bordtæppet af, saa gnaves der Et, saa et Andet af, og Armoden stikker igjennem alle Vegne.

Den syge Mand var oppe, da de kom og han og Konen tog venligt imod de Besøgende. Det var ogsaa noget andet at kunne sidde i sin Stue end med et daarligt Bryst at sidde kold og vaad paa et Kuskesæde en Morgen i afskyeligt Veir og vide, at man skal sidde til ud i Natten paa samme Vis. Børnene gik og legede paa Gulvet og saa ordentlige og pæne ud, saa det mest var for Ceremoniellets Skyld, til Ære for de Fremmede, at Moderen gav dem en lille Overhaling for at [have] sjusket sig til og et alvorligt Tilhold om at holde op med det, og det strax.

Eva gjorde da ogsaa en lille Indvending til Fordel for Børnene og Moderen gik forøvrigt ret villig ind herpaa og tilføjede: »Ja, det er saamæn i det Hele rigtig rare Børn, Frøken; fire er maaske lidt mange for saadan Folk som vi, men Gud ske Lov for dem alligevel - og det gaaer jo nok, naar bare der ikke kommer Sygdom og den Slags til.«

»Og det er jo det, det kniber med,« sagde Kusken, »det gaaer nok med at sidde inde i en Stue, men skal man ud igjen i al Slags Veir - -«

Konen rystede paa Hovedet og forklarede, at Manden efter Lægens Ordre skulde holde sig inde nogen Tid, og det kunde jo ogsaa nok gaa, de havde en Sygekasse. Men bestandig kunde det jo ikke vare, og naar det saa blot ikke blev galt igjen.

»Ja, Mutter,« saagde Kusken med en ensformig Klang i Stemmen, »en Kusk maa jo kjøre, og er jeg færdig, saa er jeg færdig, saa maa I hjælpe Eder uden mig.«

Konen rystede atter paa Hovedet; hun havde Taarer i Øjnene, saa de, men hun svarede ikke; det var aabenbart dette var et Emne, der jævnlig drøftedes.

»Men det kan jo godt være, at De kan blive helt rask,« sagde Holm, »og atter taale at kjøre.«

»Jeg kan nok blive rask,« svarede han, »men kjøre maa jeg slet ikke, saa siger Doktoren, at .... Staldtjeneste kunde jeg nok taale, men der er ingen Pladser - og Ingenting bestille .... saa kommer vi paa Ladegaarden, og saa er det dog bedre ....«

249

»Dette her ser rent galt ud,« sagde Onkel Morbroder og pudsede sin Næse og saa mere hjælpeløs ud end nogen af de Andre.

Børnene løb og legede, Solen skinnede ind i den renlige Stue; Huset s.aa godt ud.

Eva og Onkelen gik hjem til Pladsen, det lille Hus saa ypperligt ud; endnu var der gult og rødt Løv paa de dækkende Slyngplanter, Himlen var blaa, Skibsmasterne i Kanalen omkring knejsede helt frejdigt. Men hverken Eva eller Onkelen kunde ret oplives deraf skjøndt de begge vare hinanden lig deri, at Naturens Stemninger øvede en forunderlig oplivende eller nedtrykkende Virkning paa dem. Det lyse og glade Søndagshumør var helt forbi for Eva.

Om Aftenen gik hun ud i Kjøkkenet for at tale med Pigen, der havde havt Udgangsdag og været henne hos Søsteren; hun vilde høre lidt nærmere om dem derhenne, skjøndt det jo bare var til at blive yderligere i daarligt Humør over. Pigen modtog hende med et straalende Ansigt; nu skulde Frøkenen bare høre, hvor heldige de havde været hos Dorotheas. Der var kommen en Herre, som kjendte ham fra Sporvognen, og som nok selv havde daarligt Bryst og skulde reise bort for det i Vinter, men saa vilde han ogsaa hjælpe lidt paa den Anden og det havde nok været flere hundrede Kroner, som han mente, han kunde undvære i sine Reisepenge, for han var nok slet ikke saadan rig, og dem havde han givet som en Slags Stillingssum til en af dem, der havde Plads i Stalden og de havde givet Kusken Lov at bytte med ham, og nu skulde han kureres rigtig godt og saa tage den Plads og saa var der nok ingen Fare, og det var Alt saa godt, at de ikke vidste, hvad de vilde gjøre af Glæde.

Eva stod aldeles forbauset, hun var uhyre glad ved at høre alt dette og kunde tillige mærke, at hun blev ganske rød i Hovedet, skjøndt der ikke var fjerneste Grund til det. Men hun var saa sikker som Noget paa, at det var den Høje, der havde været paa Færde.

Hun vilde ikke engang spørge derom nu strax, saa vis var hun i sin Sag. Det lettede en svær Sten fra hendes Hjerte, at den stakkels Kusk var reddet, men hun syntes slet ikke om, at den Anden skulde rejse. Naa, imorgen vilde han vel nok 250 være ved Sporvognen. Men hvor det dog var kjedeligt, at hun ikke havde villet hilse ham den Gang, hvad skulde den dumme Vigtighed til? Nu hilste han ikke mere. Hun kunde ligefrem ikke falde i Søvn for at tænke derpaa. Og saa gik det op for hende, at hun vilde hilse først paa ham imorgen, sige Godmorgen, hvis hun kunde komme afsted med det og ialfald hilse saaledes, at han saa det. Og glad over denne Beslutning sov hun ind og næste Morgen vaagnede hun tidlig, skjøndt det var Mandag, og var tidlig ved Holdepladsen ved Bomhuset for at udføre den. Men der stod Ingen der. Hun ventede og hun spejdede og Minutterne gik og den mødende Vogn [kom], og de kjørte, men han kom ikke.

FJERDE KAPITEL

Der skulde være Bal hos den Grosserer, som ejede Pladsen og Værftet. Ballet skulde gives til Ære for den Søn, som var kommen hjem fra Udlandet. Det var en stor Grosserer, som ellers gav store Baller, men dette skulde være særlig stort.

Der gik Indbydelser ud i Masse, og en af dem faldt ogsaa i det lille Hus. Grosserer X og Frue udbad sig ogsaa Frøken Eva Holms behagelige Nærværelse.

Det var en stor Begivenhed. Den gamle Grosserer havde altid holdt meget af Eva, som han havde set fra ganske lille Barn inde paa sin Domæne. Han var en godmodig Mand, der altid havde et venligt Ord til Børn, Eva havde han ovenikjøbet staaet Fadder til og i Tidernes Løb foræret hende adskillige kjønne Ting. Men det var dog første Gang, hun var indbudt til hans Hus, og da dette for hendes Forældre var som det første Sted i Hovedstaden, lige saagodt som Hoffet var Begivenheden, som sagt, stor.

»Kapitainen« fortalte den - i Forbigaaende - til hvert eneste Menneske, han traf paa, inde paa Værftet. Baade han og Konen vare enige om, at Evas Pynt skulde der ikke spares paa, ja den Gamle lod sig endog forlede til et uskadeligt Praleri, da han en Aften sad og talte med sin Kone om Sagen. »Det kunde dog være, at der var nogen af de Grossererdøtre, som 251 skal der, som faa mindre end min Tøs. Et Udstyr saa godt som Nogens kan jeg da ialfald skaffe hende.«

Onkel Morbroder lo saa smaat ad den Bevægelse, den vigtige Begivenhed afstedkom, men indfandt sig dog om Formiddagen paa selve den store Dag med en meget elegant Vifte. Den blev nedlagt paa Bordet i Dagligstuen, hvor de forskjellige pragtfulde Gjenstande, som vare blevne anskaffede laa i en Slags Udstilling.

Det kan ikke nægtes at Eva selv var meget optaget af, hvad der forestod, [og] i en vis Bevægelse. Det var en Indtrædelse i Verden ganske ligesom den, hun læste om i Bøgerne. Hun glædede sig nok meget, men paa den anden Side var hun ikke saa lidt beklemt og ønskede halvt, at det var overstaaet for at hun saa rigtig kunde more sig med at tænke derpaa.

Grossererens boede i en gammel Gaard, hvis Stald og Bagbygninger vendte ud til Pladsen. Eva var i sit stille Sind bange for, at hun skulde gaa derhen, thi Kjørepenge var nogle af dem, det var allervanskeligst at faa fra »Kapitainen«, der hørte til den Slægt, der gik baade til Skoven og fra Skoven. Men da hun i en meget forsigtig Form bragte Spørgsmaalet frem, afviste han næsten med Indignation Tanken om [at] skulle gaa »med Sko og Strømper i Lommen formodentligEller hvorledes havde Du tænkt Dig det, din Tosse. Wienervognen er bestilt til præcis Kl. 8.«

»Wienervogn! Men - præcis Kl. 8, er det ikke lidt tidligt, Fader?«

»Det er Klokkeslettet; det staaer paa din Invitation, og Du skal afleveres paa Slaget ikke et Minut før og ikke et Minut efter, anderledes kjende vi ikke i min Forretning.«

Og der hjalp ingen Snak. Præcis KL 8 maatte Eva, skjøndt med en nagende Anelse i Hjertet om at begaa noget højst upassende, kjøre ind ad den store Port.

Der var ikke et Menneske i Forstuen, lutter tomme Knager; en befippet Jomfru viste sig og skilte Eva af med Overtøjet og lukkede hende ind i den store Dagligstue, hvor Tjeneren var ifærd med at tænde Lysene i Kronen, under Opsyn af den gamle Grosserer, der som en Ordenens Mand ligesom »Kapitainen« var paa Pletten og i Pudsen.

252

Han smilede, da han saa Evas Præcision, men det blev et beundrende Smil, da han saa hvor udmærket godt hun saa ud i sin fixe Balpynt.

»Gud, jeg kommer vist meget for tidlig,« sagde hun i sin Forskrækkelse, »jeg sagde det nok til Fader.«

»Nej, saamæn gjør De ikke nej, lille Gode,« sagde Grossereren. »Deres Fader er en punktlig Mand, det har han altid været. Sæt Dem ned, mine Fruentimmer ere saamæn ikke saa præcise, men de maa strax være her.« Han rullede selv en vældig rød Fløjels Lænestol hen til hende rigtignok uden at tænke paa, hvilken glimrende Folio, han gav hende.

Damerne kom ind, hans Kone og to Døttre. Det var bleven meldt dem af den befippede Jomfru, at »de allerede vare begyndt at komme« og de vare oplagte til at være lidt gnavne over at maatte jage med det Allersidste, hvilket altid fører til, at der springer Knapper af Handsker, at en Lok ikke faar det rette Fald og lignende smaa Havarier. Maaske de i og for sig nok kunde være blevne bestyrkede i deres Tilbøjelighed til at blive gnavne over en Gjæsts tidlige Komme, naar det viste sig, at det var Pladsforvalterens Datter, som havde voldt Forstyrrelsen; men Eva saa saa sød og fortryllende [ud], at hun strax afvæbnede den gamle Frue, som gik hen og kyssede hende paa Panden, og de unge Damer, som havde været lidt imod at hun skulde inviteres, da de vare bange for at hun vilde stikke af og se upræsentabel ud for deres Veninder, bleve saa behageligt overraskede over hendes nydelige Udvortes, at de glemte Gnaveriet. Tilføjes maa det udtrykkelig, at de undgik Fristelsen for at gaa til den anden Yderlighed og blive lidt jaloux over at hun saa saa udmærket godt ud. For det Første vare de af Naturen godmodige Piger og for det Andet vare de saa sikkre paa dem selv, fordi de vidste, at de baade saa helt godt ud og vare dem de vare og deres Faders Døttre.

Det gik altsaa ret godt i den lille halve Times Tid, der var tilbage, indtil Vognene begyndte at kjøre ind og det ene Hold efter det andet af mandlige og kvindelige Gjæster indfandt sig.

Men nu begyndte næsten den værste Tid for Eva, thi hun kjendte ikke et eneste Menneske i hele den muntre Vrimmel.

253

I Begyndelsen var hun i en Fart bleven forestillet for nogle af de Ankommende, men det blev i den tiltagende Travlhed uoverkommeligt at fortsætte hermed.

Da Signalet var givet til at første Dans skulde begynde, havde hun ikke et eneste Engagement.

Det var en rar Historie. Hun havde da ogsaa Øjnene fulde af Taarer, da hun sad der i al sin Henlighed - og hun havde været helt vel tilfreds med sit eget Udseende - og saa Toget gaae konverserende og smilende ind i Dansesalen. Der sad endnu et Par andre unge Piger, de var rigtignok slet ikke kjønne, men - Eva vidste ikke selv hvorfor - hun fandt, at de havde saadanne rare Ansigter og tænkte, at med dem kunde hun da nok faa sig en hyggelig Samtale, medens de Andre dansede, skjøndt det unægtelig ikke var saa morsomt. Men de rare Ansigter bleve ogsaa engagerede og saa højst tilfredse og maaske mindre rare [ud] efter Evas Mening ved denne Ordning.

Men Ballet var et velordnet Bal; der var sørget [for] adskillig flere Herrer end Damer og da Eva sad alene tilbage i det lille Kabinet ved Siden af Dagligstuen, hvor hun havde trukket sig ind, kom Trøsten ogsaa til hende i Skikkelse af en lille Student, der læste Lektier med den halvvoxne Søn og som forresten heller end gjerne var blevet paa sit Regensværelse og var meget bange for at danse, men som dog ikke turde unddrage sig Pligten. Han samlede altsaa sit Mod og gik hen til Eva [og] bukkede med et: »Maa jeg have den Fornøjelse?«

Eva var ikke nogen stor Skuespillerinde og viste sig overordentlig villig til at efterkomme denne Opfordring, skjøndt han aldeles ikke var præsenteret.

Saa gik de ind. Med al sin Generthed var Studenten dog temmelig stolt af at føre en saa kjøn Dame. Men der var Noget, som trykkede ham og som han ønskede klaret hurtigst mulig. Saasnart de havde stillet dem op, sagde han ilfærdigt: »De maa undskylde jeg kan ikke danse Hopsa.«

»Saa kunne vi danse Galopade i Stedet,« foreslog Eva, som dog ikke helt vilde narres.

»Men De maa undskylde, jeg kan heller ikke danse Vals.«

»Det var kjedeligt,« sagde hun, da de indskrænkende 254 Bestemmelser nu syntes hende at blive noget betænkelige og hun forresten holdt særlig meget af at valse.

»Ja, det er ogsaa kjedeligt,« svarede den troskyldige Student. »Men De maa undskylde det; jeg har aldrig lært [at danse], men jeg troer nok, jeg kan Polkaen. Den har jeg danset før.«

»Det lyder saamæn lovende,« tænkte Eva, og de første Omgange, de dansede sammen, viste hende, at det var godt, hun ikke havde gjort sig Forventninger.

Men ogsaa her kom Trøst. Vel kunde ingen Danser mindre end den honnette lille Student lade sin Dame tage sig ud, men da man nu stod opstillet i den rummelige, godt belyste Sal og mønstrede hinanden, blev den nydelige Eva snart opdaget.

Den lille Student blev anmodet om at præsentere et Par Herrer og de inklinerede, og de beundrede og præsenterede andre og inden Dansen var forbi havde Eva alt et Par Engagementer paa sit Balkort, der hidtil havde staaet saa sørgelig tomt.

Saa kom Husets Søn. Han havde slet ikke lagt Mærke til Eva og helligede sig forresten til en ung gift Kone, mest fordi han som Franskmand fandt sig forpligtet til at gjøre mest Kur til gifte Koner.

Nu saa han ogsaa Husets nydelige Gjæst.

Han ærgrede sig over, at han ikke før havde faaet hende engageret, thi vel havde han som en klog Mand selv nogle Danse ubesatte, men han var jo ikke sikker paa, at det vilde stemme,

Imidlertid gik han ogsaa hen og inklinerede nok saa nydelig for hende. Det kan ikke fragaaes, at Eva følte sig helt smigret ved at danse rundt med ham; og helt stolt blev hun, da han ovenikjøbet engagerede hende.

En Skæbne, der vaager over Baller vilde naturligvis, at den Dans han udbad sig, ikke hørte til dem, som hun havde lovet bort.

Den unge [Grosserer] som paa Grund af sit Ophold i Paris gjaldt for en ufeilbar Kjender af kvindelig Skjønhed udtalte sig for sine Venner med stor Anerkjendelse baade om Frøken Evas Ydre og om hendes Dans. Hendes Succes var sikkret.

255

Ballet gik som alle andre Baller gik. Folk morede sig i samme Grad og paa samme Vis som ved alle andre Baller. Men den, der morede sig allerbedst turde dog være Eva. Hun havde for det Første slet ikke tænkt sig den Mulighed at hun skulde gjøre Lykke og dernæst havde hun slet ikke tænkt sig, at det var saa morsomt at gjøre Lykke, som det viste sig at være.

Damerne havde hun rigtignok ikke megen Fornøjelse af. Det havde fra Begyndelsen af været stiltiende Aftale imellem Husets Damer, at det skulde være en Statshemmelighed, at hun var en Datter af Pladsforvalteren. Hendes Navn var saa almindeligt, at det i og for sig ikke opfordrede til nogen Efterforskning, men da hendes Stjerne hævede sig saa skinnende, blev der fra flere Sider spurgt om hvad det var for en Frøken Holm, hvorfra hun var o. s. v., og saa nævnedes det, at hun var Datter af Faders Forvalter. Dette skete maaske mindre af nogen skinsyg Lyst til at reducere hendes sociale Stilling; thi de to store, kjønne, rige Piger følte sig for højt hævet og nød ogsaa den Aften for megen Triumf til egentlig at være skinsyge. Snarere fortalte de, at hun var Forvalterens Datter med en vis Tilfredsstillelse over, at deres Fader, som havde Alting saa udmærket ogsaa havde en saadan Forvalter, at han kunde have en saadan Datter.

Men nok er det, hvordan end de to unge Værtinder tog Sagen, saa var der dog imellem de andre nok, som tog den paa anden Vis og som, da de selv vare Døttre af Grosserere - thi det var Flertallet - følte sig overordentlig aristokratiske ligeoverfor en Forvalters Datter, der var langt kjønnere end de. Jo mindre godt de saa ud, desmere aristokratiske vare de. Og de To med de rare Ansigter, hvem Eva inden første Dans havde glædet sig til at sidde over sammen med vare de Allerværste. De blev ved at sidde saa smaat over og fik kun Engagementer i yderste Øjeblik. Da Eva siden paa Aftenen talte til En af dem, vendte hun hende uden videre Ryggen og lod som om hun aldeles manglede Hørelsen. Eva blev meget rød; thi skjøndt hun ikke forstod Situationen, var det dog umuligt ikke at faa et Indtryk af, at der var noget Galt paafærde.

Men Verden er nu ikke gjennemgaaende saa slet som 256 mange tro, ikke engang Grosserernes og imellem de Damer, som havde bverværet den lille Scene var der ogsaa et Par Tvillinger, som skjøndt de hørte til de mest Foretrukne, og afgjort hørte til Aristokratiet i Handelen og vare baade rige og kjønne, dog vare ligesaa vakkre og gode som nogen Syeller Fabrikspige. De havde lidt mere Verdenserfaring end Eva og forstod den lille Scene; de saa hendes Rødmen, vexlede indbyrdes et Øjekast - de holdt sig næsten altid i Nærheden af hinanden - og Eva var erklæret for deres Veninde. De havde hele Tiden fornøjet sig over, hvor sød og elskværdig hun saa ud - thi det kunne visse Damer virkelig - nu saa de, at hun nok kunde trænge til lidt Rygstød og i samme Øjeblik tiltalte de hende, næsten i Munden paa hinanden.

Eva forstod naturligvis heller ikke, hvad det havde at sige at blive den Tredie sammen med disse to Tvillinger og talte derfor højst ugenert med dem, men derfor syntes de kun saameget desto bedre om hende og viste ogsaa dette i Løbet af hele Aftenen saaledes, at Eva ogsaa i Dameverdenen var fuldt garderet.

Da Kotillonen kom med sin store Uddeling af Hyldestbevisninger, var Frøken Eva en af dem, paa hvis [Sløjfe] Herrerne vogtede med Opmærksomhed; et Par, der ansaa sig selv for særlig uimodstaaelige, med en vis skinsyg Spænding.

Eva tøvede en lille Stund med sin Sløjfe i Haanden. Hun saa godt, at der var adskillige, som vogtede paa hende. Hun saa ogsaa Husets Søn staa i en særdeles elegant Stilling og skue Intet anende ud for sig. Hun gik med et ganske umærkeligt lille Smil hen til den skikkelige lille Student, der havde været hendes Kavaler paa det oversete Stadium.

Han havde slet ingen Sløjfe faaet og saa højst forvirret ud ved nu at blive opsøgt af sin Dame, der havde hævet sig saa højt over hans Horizont, og som dog mindedes ham. Men et »Gud, Frøken, jeg kan ikke valse!« var hvad han svarede.

Eva nikkede og lo. »De skal blive fri for at danse med mig, men Sløjfen skal De have alligevel.«

257

FEMTE KAPITEL

- - - - - - - - - -

Dahl havde taget medicinsk Embedsexamen, men da han var færdig med sine Studier havde han tabt Lysten til at praktisere som Læge og følte sig dragen til en ren videnskabelig Syslen med enkelte Sider af sit Fag, som han kun var kommen til at gjøre ren overfladisk Bekjendtskab med.

Han havde en lille Kapital, som satte ham i Stand til at leve et Par Aar for sine Studeringer, men der gik et slemt stort Hul paa den, da det viste sig, at hans Bryst formodentlig ligefrem som Følge af hans anstrængte Arbeider tildels med kemiske Processer var bleven truet, saa at han maatte reise og tilbringe en Vinter i Syden. Han havde taget sig selv i Tide og vendte helbredt hjem, men der var medgaaet, hvad han kunde have levet af et Par Aar og saa varede det ikke længe, inden han var paa Bunden, og han maatte begynde at give Informationer og se sig om efter lidt Praxis for at kunne subsistere, medens han iøvrigt vedblev at fortsætte sine Studier.

Derude kom Praxis'en langsomt, og det var et fattigt Klientel, der langsomt dannede sig om den unge Læge. Hans første Patient var Sporvognskusken bleven, hvem han kjendte fra sine Morgenture hen til den Skole, hvor han gav Timer.

Denne Patient havde kostet ham hans sidste Obligation, der var lagt til Side til et Reservefond eller maaske, hvis det gik lidt godt til en Rekreationsreise til Sommer. Men han, som selv var sluppen for at faa sit Bryst ødelagt, følte den største Medlidenhed med den stakkels Mand og hans Familie. Der var endnu Mulighed for at redde ham og den, og saa vandrede Pengene den Vej.

Han arbeidede imidlertid paa sin store Opgave.

En af de store videnskabelige Institutioner havde udsat en betydelig Prisopgave, som netop faldt indenfor det specielle Omraade, han havde interesseret sig for. Det havde altid været hans Lyst at komme ind paa den videnskabelige Løbebane, han følte sig med sit noget tilbageholdne Væsen og en vis Sky for megen Færden imellem Mennesker ikke ret skikket til at udfolde nogen stor praktisk Virksomhed. Men at 258 leve i Stilhed med sin Videnskab og gjøre Noget for at bringe den frem, det følte han den største Lyst til og det troede han sig i Stand til. Nu var Forholdet det, at denne udsatte Opgave i en særlig Grad var skikket til at bane ham Vej til en Universitets-Stilling. Løste han den paa en tilfredsstillende Maade var Vejen aaben for ham.

Han gav sig derfor i Lag med den i det bedste Mod af Verden. Ja, mere end det: det var en sand Nydelse at have et saadant Arbeide at sysle med. Først at gaa med Planen i Hovedet og lade den langsomt modne sig og saa Stykke for Stykke udføre den.

Det var en lykkelig Tid, han saaledes tilbragte et halvt Aars Tid. Den var ham den lykkeligste Tid han havde levet. Hans Forældre vare døde i hans Barndom, han havde af Familieliv ikke kjendt stort Andet end Kostgængerlyksaligheden. Venner havde han først faaet i Studenterdagene, men det stemmede med hans Naturel, at han ikke var kommen i Lag med de Søgte og mere Populære; hvert Aars Studenter pleje at have saadanne, der danne Samlingspunkter af forskjellig Art og lede deres Kredse. Han var ikke kornmen ind i nogen saadan, skjøndt han stundom nok kunde have en vis Fornemmelse af, at det kunde være ganske morsomt og tillige hjælpe til at give ham noget mere Friskhed og Mod paa Livet.

De han havde sluttet sig til, var Folk, der ogsaa stod lidt isolerede og vare lidt sære. Det er nu imidlertid ingenlunde altid Tilfældet, at Særhed og Indesluttethed er Tegn paa en særlig Dybde i Karakteren. De Folk kunne godt være netop af samme Dimensioner som andre Godtfolk; de Venner Dahl fandt vare brave Mennesker, men ikke særlige Lys og ikke heller i Stand til at være noget Særligt for ham i personlig Henseende. Tvertimod han var i sin Kreds, den der ledede, og ham de Andre saa op til, og som gav dem Impulser.

Alt det Liv, al den Energi, som i den stille og afdæmpede Tilværelse, han saaledes havde ført, var bleven sparet op i ham, fik nu Anvendelse paa dette Arbeide, og han følte ret den høje Nydelse der er i, naar Sjælens Kræfter faa en Anvendelse, som de have trængt til.

Der kom alvorlige Timer, hvor han saa paa sit Arbeide 259 med Frygt og Mistvivl, hvor Opgaven forekom ham saa stor og hans egne Kræfter saa smaa. Men Arbeidet var dog ført til Ende og var nu indleveret. Men han var ikke glad og forhaabningsfuld. Det forekom ham at være af meget tvivlsomt Værd, hvad han havde udrettet.

I denne Stemning gik det tungt og trykket med hans daglige Sysler.

Timelæsning i Skolen løfter ikke Mange og hans Praxis voldte ham ikke stor Tilfredsstillelse.

Han havde megen Fornøjelse af det Bekjendtskab, han havde gjort med den gamle Kobberstikker.

Han havde strax følt sig tiltalt af den stille og resignerende Maade, hvorpaa denne tog Livet, og da de først vare komne ind paa at tale sammen, syntes han endnu bedre om ham.

Det forekom ham at være et helt misundelsesværdigt Liv, han havde skabt sig, den gamle Mand, som skjøndt ensom dog havde nok i sig selv til ikke at føle sig ene, og som havde vundet et Fristed i Verden, hvor han kunde leve roligt, syslende ikke blot med sit daglige Arbeide, men ogsaa med det, som var hans Sjæl kjært.

Det var en af disse rigtig graa og tunge kjøbenhavnske Vinterdage, men især ude paa Christianshavn var Luften tyk af Regntaage og Himlen mørknet af Røgen fra de mange Fabrikker. Dagen havde kun varet nogle Timer og i mange af de smaa Butikker med de smaa Vinduer, halvt dækkede af de Ting, der vare stillede ud eller hængte udenfor, havde Dagen slet ikke faaet Leilighed til at aflægge noget Besøg og Gassen havde brændt fra om Morgenen af og til nu, da man ogsaa begyndte at tænde Lygterne paa Gaden. Rundt om paa Pladserne ved Skibene var Arbeidet stoppet tidligt. Folkene havde ikke Noget imod det, thi det var Lørdag, og Nogle vilde hjem, Andre paa Værtshus, men Alle havde de Lyst til at tage dem det lidt let, netop fordi det var [Lørdag]. Da Eftermiddagen brød frem, vrimlede det i de sølede Gader med Folk, der skulde hjem, dels alle disse Arbeidere, der kom fra Arbeidet, dels deres Koner og Døttre, som havde været ude at gjøre deres Lørdagsindkjøb. Man skulde have troet, at Christianshavn havde ti Gange saamange 260 Indbyggere som den har efter denne Vrimmel, og som den mylrede i de taagede Gader, under den taagede Himmel, der farvedes stærkt ved Lysskæret fra de store Fabrikker skulde man tro, at det var en engelsk Fabrikby, man saa.

I denne travle Vrimmel gik Doktoren hjem. Han var noget træt; først havde han havt sine Informationer, og det er et trættende Arbeide, som han nok fandt, at en Læge skulde være fritagen for i hans Alder og med den Dygtighed, han vidste, at han dog var i Besiddelse [af], men som han ikke kunde slippe, hvis han ikke vilde gjøre Gjæld for at leve. Og efter at have informeret i en fire Timer, havde han været omkring i sin Praxis og saa beskeden og daarlig lønnet den end var, tog den hans Tid og Kræfter. Thi det kan ikke nytte at nægte det, han var af dem, hvem det praktiske Arbeide tog paa. Ikke af disse lykkelige Naturer, der tage netop paa alt sligt med en let og flot Haand og for hvem det falder af sig selv, men af dem, hvem Arbeidet er haardt, og som dog for deres egen Skyld ikke kunne lade være at gjøre det samvittighedsfuldt - selv om de gjerne vilde.

Han gik nu hjem til sit ensomme [Værelse], ikke uden Bekymring for at hans Værtinde skulde have taget sig det let med hans Kakkelovn. Han huskede, at det var Lørdag og vidste, at det er en noget farlig Dag for Ungkarle og Pensionærer.

Han holdt nok af, naar han kom hjem efter Middag at blive modtagen i sin mørke Stue med Kakkelovnsildens Skjær paa Lofter og Vægge. Saa holdt han af at sidde og se paa den en halv Times Tid, inden han tændte Lampen og Arbeidet begyndte, og læse i de skiftende Skygger om gamle Dage, gode, gamle Dage var nogle, saare bittre var andre, men dog saaledes, at han ikke mere skyede at tænke derpaa.

Han havde havt Ret i at tænke sig den Mulighed, at der den Dag ikke var tændt ordentlig op i Kakkelovnen. Da han kom ind i Dagligstuen, modtoges han ikke af noget muntert Ildskær, kun Gjenskinnet fra Gadelygterne lod ham finde sig tilrette i Værelset.

Da han tog efter Svovlstikkerne paa sit Bord, opdagede han paa dette Noget, der saa ud som et stort Brev. Ganske rigtigt, det var det ogsaa; i Spænding gik han hen til 261 Vinduet, der var det store Segl paa. Det var Svaret om hans Prisopgave.

Hans Haand rystede lidt af Ivrighed, da han i en Fart vilde tænde et Lys og et Par Svovlstikker knækkedes, men saa gik det. Han tog en Papirkniv, thi han kunde ikke fordrage, at man rev Breve op med Fingrene og saa foldede han det ud.

Resultatet. Først Resultatet?

Afslag!

»Aa«! hørte han sig selv sige.

Saa læste han Motiveringen. Den var udførlig; den indeholdt saamegen Anerkjendelse, at det syntes umuligt, at den kunde føre til Andet end til den store Prisbelønnings Tilkjendelse; men saa var der imellem al Anerkjendelsen [en], det forekom ham haartrukken, Indvending imod Arbeidsmethoden, Tvivl om Resultaterne og Resultatet var, at Afhandlingen - det skinnede igjennem efter en Meningsforskjel - ikke var kjendt værdig til den store Pris, medens der tilbødes ham en Slags Erstatning for det Arbeide, der var anvendt.

Han slukkede Lyset og satte sig ned i den gamle Sofa, der stod i Baggrunden af Værdset helt i Mørket, thi han følte sig ramt i Hjertet.

Det laa i hans Natur at undgaa saavidt mulig at føle sig uretfærdig behandlet. Han søgte altid saavidt muligt at forstaa Andres Motiver ogsaa, naar det gik imod ham, ofte netop da særlig, ialfald naar det ikke havde været Mennesker, han holdt særlig meget af, thi af dem forlangte han meget.

Han tænkte nu ogsaa paa Afslaget og søgte at forstaa Indvendingerne, men det vilde kun daarlig lykkes. Han kunde have forstaaet, hvis han havde faaet Prisen med endel Modbemærkninger, men at Arbeidet var faldet igjennem, det forstod han ikke. Var det berettiget, saa - ja saa duede han i Virkeligheden ikke til det, han selv havde tænkt sig, og gjorde han ikke det - ja saa var der ikke Meget ved det Hele. Livet var ham ikke meget lyst iforvejen, men den Tanke har en forunderlig Evne til at holde oppe, at man er i Stand til at udrette Noget, det være stort eller 262 mindre, udrette Noget, som har Værdi. Denne Tanke er i Virkeligheden uden al personlig Forfængelighed, skjøndt den Tilfredsstillelse, den volder paa sin Vis har noget Selvisk i sig. Den havde levet stærkt i ham og nu var der rokket ved den Overbevisning i dens Grund. Den videnskabelige Fremtid han havde sin Hu til, svandt som et ugribeligt Fantom.

Det følte han medens han sad i sin mørke Krog og saa ud i det kolde uklare Lys fra Gaden. Det var haarde og bittre Timer, der gled henover ham, medens han sad der. Værelset var bestandigt mørkt, det eneste Lys Kom udefra. Alting var stille derinde, kun Reflexskygger af hvad der færdedes paa Gaden nedenfor gled underlig spøgelseagtigt henover Loftet.

Endelig reiste han sig. Han var ligesom kold og forstenet indeni, og mærkede nu ogsaa, at han frøs i legemlig Forstand.

Han tog sin Vinterfrakke paa og satte sig atter ned. Tænde Lys, hvad kunde det nytte til. Arbeide kunde han dog ikke iaften, det mærkede han nok. Arbeide, det forekom ham næsten, der kom en Taare i Øjet ved den Tanke; han havde holdt saa meget alene af Ordet.

Han trængte til at tale med En, forekom det ham, skjøndt han i de senere Aar kun var bleven mere og mere indesluttet,

Aa ja - dersom, men nej; det existerede ikke for ham, det existerede slet ikke, det var kun Illusion og Bedrag, et Digternes Paafund, denne Kvinde, som levede i Ens aandelige Liv som .... Naa, det var ikke Timen til nu selv at sidde her og blive Digter. Maaske en Moder, eller en Fader, en alvorlig Mand, som selv havde følt, hvad det var at blive sejlet over, thi det blev man formodentlig Alle, eller næsten Alle.

Det var vel egentlig Hemmeligheden ved Livet, at af dem, der vilde Noget, ventede Noget for sig selv, være sig i Lykke, i Kjærlighed, i Arbeide, vare de Fleste næsten Alle kun Vrag, der drev omkring paa Vandene. Kunde han forlange bedre Lod.

Saa faldt, han vidste ikke ret selv, hvordan, i denne Forbindelse, hans Tanke paa den gamle Kobberstikker. Der var Noget ved ham. Han havde jo ogsaa kaldt sig selv en 263 skibbrudden Mand; det var stundom forekommet ham at være et underligt, afgrænset, trykkende Liv han førte og dog hvem ved? Han var dog vel en af dem, der havde overvundet Verden. Og var ikke det hele Livets Opgave.

Der var bestandig lige koldt, skjøndt han havde taget Frakken paa. Lyset faldt som en mat og haabløs Afglans, han kunde se ligefor sig en af sine Reoler med de mange Bøger, Soldater som han havde ført til Nederlag.

Han tog sin Hat og gik ud af det mørke Sted uden endnu at have gjort sig det ret klart, hvorhen han vilde, men nok er det, han gik over Broen, han drejede til Højre, han gik op ad Trappen til Kobberstikkerens Gadedør og stod snart i dennes Stue.

Der var tændt Lys og hyggelig og livlig saa den ud og varm var den; Kobberstikkeren var ikke alene, men den anden var gamle Baumann, som var krøben ud af sin Seng og sad i Sofaen og befandt sig øjensynligt vel ved denne Forandring. De to gamle Mænd bleve glade ved at se deres Gjæst, thi de holdt begge af ham.

Doktoren havde helst truffet Kobberstikkeren alene, men det gjorde ikke noget med gamle Baumann. Han kjendte hans Sygdom, han vidste, at han skulde dø, om han end i flygtige Perioder kunde synes at bedre sig; han generede ham ikke.

Han spurgte til Begges Befindende og spøgte let med, at han nok havde anet Uraad med, at Baumann gjorde Uforsigtigheder; thi han havde været der Dagen iforvejen, og der var egentlig ingensomhelst Grund for ham til saa snart at komme igjen.

»Men hvad er der i Vejen med Dem, Doktor« sagde Holm. »De ser selv daarlig ud.«

»De ser meget daarlig ud,« sagde Baumann; »meget daarligere end jeg.«

Doktoren svarede, at han var meget træt og tilføjede, thi han ligesom trængte til at klage sig lidt: »Det er ikke nogen Spøg at være en fattig Læge.«

»Aa Gud nej,« sukkede gamle Baumann, »det maa De nok sige at være fattig, det er da det Værste, der kan være til, især naar man før har havt det bedre.«

264

»Aa vischi vaschi Baumann,« svarede Kobberstikkeren, »det er nu fordi De er syg og daarlig, at De siger det og De mener det ikke.«

»Mener jeg det ikke?«

»Maaske De troer, at De mener det, men saa tager De blot Feil skal jeg sige Dem. De bilder Dem ind at De naar De var Grosserer endnu saa vilde være mere tilfreds til Dagligbrug end De er nu, og det vilde De ikke.«

»Troer De, man vænner sig til at fryse og....?«

»Naa ja, maaske gaaer jeg lidt for vidt, men naar De ikke saadan var i ligefrem Mangel og Nød, kunde De have det godt. Man har det allerbedst i en lille Krog.«

»Naa, det er virkelig Deres Overbevisning?« spurgte Doktoren, der nu ogsaa blandede sig i Samtalen, med en vis Interesse.

»Det er sandelig min Overbevisning« svarede den Gamle med et Udtryk, der viste, i hvilken Grad han tog det alvorligt. »Jeg har prøvet det, og jeg lever paa det. Bliver man i sin Krog bliver man baade et lykkeligere Menneske og et bedre Menneske. Jeg ved nok, at Folk tvistes om, hvad man lever for. Der er Nogle, der sige: for at blive lykkelige, Andre: for at blive bedre; naar man følger min Læresætning kommer man godt fra det i begge Tilfælde.«

Doktoren sad med Haanden under Hovedet og saa paa ham. Han svarede ikke, men der var i den Andens Ord Noget, der gjorde godt.

Holm havde en Fornemmelse af det, thi idet han saa paa ham fortsatte [han]: »Derfor synes jeg slet ikke det er nogen daarlig Stilling at være en fattig Læge, Jeg troer, De har det meget bedre end de store og rige Folk derinde i Byen« - han slog ud med Haanden; han talte altid som om der paa den anden Side af Knippelsbro var et fjernt Babel.

»Jeg siger ikke Noget imod, at De gjerne kunde [lide] at faa lidt mere [at] bestille og tjene lidt mere. Jeg selv er meget tilfreds med at have hvad jeg behøver, men har De det, saa vil De kunne føre et herligt Liv herude.«

»Hvorlænge har D e været her?«

»Over tyve Aar har jeg siddet her og det har været min bedste Tid. Jeg har ført et saa roligt og godt og fredeligt 265 Liv, at dersom de vidste det, mine gamle Kammerater som ere blevne bekjendte og store Folk og Medlemmer af Akademiet og Professorer og Riddere og alt muligt, saa kan De tro, de vilde misunde mig. Var jeg bleven ved og havde jeg villet tage al den Daarligdom, der følger med, saa var jeg maaske ogsaa Professor nu, men maaske jeg ogsaa var kreperet af Ærgrelser forinden og ialfald var jeg ikke en saa rask og tilfreds Mand som nu, det kan De være vis paa.«

»Ja, De vilde jo have været Kunstner.... Maler,« rettede han sig.

»Det vilde jeg. Men det kan vi tale nærmere om en anden Gang. Jeg har Meget om den Slags Ting at sige til unge Mænd. Jeg siger blot: bliv De rolig herude, øv Deres Kald saa godt De formaar, gjør Gavn paa en lille Plet og bryd Dem ikke om Andet. Det kan kurere for Alt - for Alt siger jeg Dem.« Der var en egen stærk Klang i de sidste Ord fra den gamle Mand.

Doktoren saa paa ham. Selv gamle Baumann, som var bleven lidt døsig spidsede Øren. Men ellers var der kun Pause efter disse Ord.

Saaledes sad man lidt ganske stille alle Tre. Saa hørte man en underlig Kradsen paa Døren. Alle saa derhen og i samme Øjeblik gik den op og Eva sprang ind, holdende en stor Muffe for Ansigtet - den var ganske ny - og givende et vildt Dyr, en Art Bjørn, der gik hentil Skabet og gjennem Muffen brummede: »Jeg lugter Kristenblod! Hvor er Solbærlikøren, hvor er Solbærlikøren? Jeg lugter Solbærlikør!«

Men i samme Øjeblik blev hun mistænksom over Et og Andet, tog hurtig Muffen fra Ansigtet og saa - en fremmed Herre. Det vilde Dyr blev øjensynlig højst ubehagelig overrasket og særlig ubehagelig for Dyret var det, at det idet den Fremmede forundret vendte sig om, viste sig, at han var Herren fra Sporvognen.

Onkel Morbroder lo himmelhøjt. Gamle Baumann istemmede ogsaa et Hihi, og selv Dahl kunde ikke lade være at smile.

Bjørnen var nærved at græde af Skam over denne saa lidet imponerende Fremtræden, og da Overgangen til Mennesketilværelse nu var et fait accompli og hun som Dame blev 266 forestillet for Dahl var det hende næsten ikke muligt at hilse paa ham og faa et Ord frem, blot den almindelige forekommende Mumlen, der er gangbar Taleform ved disse Lejligheder var hende umuligt.

Sammenhængen med hendes Dyreliv var den, at hun havde faaet forærende en ny Boa og en ny Muffe som hun havde været saa henrykt over, at hun ligesom et Barn havde havt den nye Muffe liggende ved sin Seng om Natten. Nu skulde hun hen og vise Onklen sine Herligheder og opfyldt af Foerværksfantasier var det faldet hende ind at optræde som Bjørn.

»Jeg troede, at her Ingen var hos Dig,« sagde hun, da hun endelig kunde komme til Orde. »Jeg lytt... (nej, det gik jo længer jo værre).... hørte ingen Stemmer ved Døren.«

»Ja, ja Eva, det gjør jo ingen Ting,« sagde Onkel. »Tag Tøjet lidt af, her er meget varmt.«

Og han tog selv Muffen. »Sikken dejlig Muffe,« sagde han.

»Aa det er en gammel en,« sagde Eva hurtigt med overlegen Ligegyldighed og fornægtende hensynsløst sin Kjærlighed.

Gamle Baumann var imidlertid træt og bad om at blive hjulpet ovenpaa. Dahl gik med ham og Holm, Eva blev alene. Da de atter kom ned, sagde Dahl Farvel. Dameselskab var han ikke oplagt til.

Da han hilste paa Eva til Afsked, speidede hun, skjøndt hun saa ubeskrivelig ligegyldig ud - ialfald efter egen Formening - med et Falkeblik om der ikke viste sig Noget af et Smil paa hans Ansigt og opdagede med Sikkerhed et saadant - ja der kunde ingen Tvivl være, det var et Smil. Hun havde ogsaa nok hele Tiden syntes, at han var et ubehageligt Menneske at se paa. Han var ond, paa en eller anden Maade, det var hun nu vis paa.

»Hvad var det for en underlig En?« sagde Eva til Onklen aldeles henkastet, idet hun udførte sin sædvanlige Glatning og saa sig i Speilet.

»Det er Doktor Dahl, den nye Læge, vi har faaet til gamle Baumann; han boer her i Nærheden og er nok en meget flink Mand.«

»Er han flink?« 267 »Han skal være meget flink, men har nok forresten Ingenting at bestille.«

»Har han Ingenting at bestille alligevel, det var da løjerligt.«

»Nej, det har han ikke og det trykker ham vist meget.« »Gjør det det?«

»Ja, det kunde man mærke.«

»Kunde man mærke det. Hvordan?«

»Aa, hvordan han saadan talte om det Alt. Han er vist meget melankolsk.«

»Saa....?« det var et langttrukkent Saa. »Han er vist ogsaa ubehagelig. Han ser saa sær ud.«

»Der er formodentlig gaaet ham Noget imod i Livet, min Pige. Men det kommer han saamæn nok over.«

Eva vidste ikke, hvorfor hun ikke syntes om den sidste trøsterige Forsikkring. Men hun syntes nu i det Hele taget ikke om Noget den Aften og da hun klædte sig af hjemme paa sit Værelse, blev Bjørneskindsmuffen haanlig kastet hen paa Bunden af hendes Skab. Det forekom hende naar hun tænkte paa sig selv som Bjørn, at ikke blot Muffen, men Livet i det Hele taget havde tabt en Del af sit Værd.

Og i de følgende Dage kunde hun atter og atter tænke over denne sørgelige Begivenhed; den ligesom lagde en hel Skygge over disse Dage. Atter og atter spurgte hun sig selv, hvad i al Verden, han dog vel tænkte om hende. Og saa var Sagens Sammenhæng den, at han ikke tænkte en eneste Smule paa hende hverken som Menneske eller som Bjørn.

SJETTE KAPITEL

Den gamle Kobberstikker vidste ikke, hvordan det kunde være, men han havde faaet meget tilovers for den unge Læge paa den korte Tid, han havde kjendt ham.

Han kunde godt mærke, at der var Noget, der nagede ham dybt, og han længtes efter at tale lidt mere med ham, thi han var vis paa, at han kjendte Kunsten at helbrede den Slags Sygdom i Livet.

268

Næste Dag var gamle Baumann meget daarligere efter at have været oppe. Holm benyttede med en vis Tilfredshed denne Leilighed til at gaa op til Lægen, thi man kunde jo ikke vente, at han af sig selv skulde komme igjen i de første Dage. Han traf ham hjemme og han lovede at komme derhen i Løbet af et Par Timer.

Holm spurgte om, hvordan det egentlig var med den Gamle. Dahl sagde rent ud, at der ikke kunde være noget Haab om Helbredelse, men at det efter al Sandsynlighed vilde gaa temmelig rask nedad Bakke.

»Det gjør mig ondt,« sagde Holm, »jeg kan mærke, at jeg egentlig er begyndt at holde af ham som Husfælle. Man kan nu engang ikke godt lade være, naar man mærker, at man er meget for et Menneske, saa at holde af ham. Nu banker han ogsaa ned til mig om Natten, naar han ikke kan sove, og skjøndt jeg ærlig talt ikke holder meget af at blive forstyrret i min Nattero, saa bliver jeg dog ikke mere gal i Hovedet paa ham, naar jeg skal banke til Svar.«

»Han bryder sig vel forresten ikke selv om at leve?« sagde Dahl.

»Maaske og maaske ikke; han har ikke vel kunnet forsone sig med sin Lod. De fleste Mennesker har det som han eller jeg, de fleste lider et eller andet stort Nederlag i Livet, men de Færreste vil selv oprette det. Man skal bare ganske ligefrem erklære sig for en slagen Mand og saa trække sig tilbage til sig selv og sine mere beskedne Enemærker. Gjorde Folk det, kan De tro, saa saa Verden anderledes ud og Folk var meget lykkeligere. Ulykken i Verden kommer af at Alle forlanger mere end deres Part. Og det bliver Folk værre og værre med, derfor gaaer det værre og værre i Verden.«

Dahl smilede, men der var Noget i hele Betragtningen, som tiltalte ham stærkt i hans nuværende Stemning. »De troer virkelig, at man bliver lykkeligere, jo mere man begrænser sig?«

»Det ved jeg. Sæt Dem det for Alvor for, saa skal De se. Jeg har ikke skabt mig »et Navn«, som det hedder, »et Navn«, som dog ikke var bleven større, end at Ingen vilde have tænkt videre ved det, medens jeg levede og Ingen tænkt 269 noget paa det, naar jeg var død, undtagen de der skulde skrive meget udførlige Lexikoner. Og for at naa det skulde jeg have døjet og kæmpet og misundt mine Venner og ladet mig misunde af dem og faaet giftige Stik og formodentlig ogsaa givet dem, thi saaledes gaaer det til i denne Verden. Nu lever jeg et stille og roligt og virkelig tilfreds Liv og det Arbeide, jeg gjør, tilfredsstiller. Jeg kan kun ønske enhver at det maa [gaa] ham som mig.«

»Men Kuren kan ikke bruges af Alle?«

»Den kan bruges af Alle og for Alt. Jeg har brugt den for Noget som gjorde ligesaa ondt og mere ondt, end da jeg led mine første Nederlag i Kunsten.

Dahl vilde ikke spørge ligefrem, men saa paa ham. Det var ligesaa godt som et Spørgsmaal, hvis den Anden vilde svare.

»Ja, ja,« sagde Holm. »Det skal jeg nok fortælle Dem lidt om en anden Gang.«

Om Eftermiddagen gik Dahl hen og besøgte den Syge.

Holm var gaaet op med til ham og de sad ved Sengen i det fattige lille Kvistkammer.

Gamle Baumann snakkede ret tilfreds; men det var tydeligt at mærke, at der var Noget, der laa ham paa Sinde, som han flere Gange søgte at faa begyndt paa, men som ikke ret vilde gaa.

»Hvad er det nu, De ligger og spekulerer paa, Gamle?« sagde Holm. »Jeg kan jo nok mærke, der er Noget i Vejen, der er Noget, De vil.«

»Det er der; men det generer mig at sige, jeg er helt flov ved det.«

»Naa?«

»Ja, det er en stor Skam, en meget stor Skam. Men jeg vil saa uhyre gjerne begraves fra Frederiks Kirke. Ser De, det er nok en underlig Kirke, noget mørk og kold, men der havde jeg Bryllup og jeg drømmer hver Nat om det Bryllup.«

»Det skal De nok blive, Baumann, men det haster jo ikke....«

»Aa jo, Hr. Holm, aa jo, det haster. Mange, mange Tak. Ser De, jeg ser jo godt, jeg ikke selv kan betale og De er slet ikke velstaaende og har været saa god, men jeg har 270 tænkt paa, at maaske Brændevinsbrænderen vilde hjælpe lidt og de paa Kontoret, saa kunde de lade være at give mig Krans, skjøndt det ser jo anderledes ud, naar der er Lys og Kranse - tændte Lys.«

»De skal faa tændte Lys.«

»Tak, Tak. Der var mange Lys i Kirken til Brylluppet. Det er fyrretyve Aar siden, fyrretyve Aar. Vi vare et meget ungt Par; vi var meget lykkelige. Hun blev baaret ud af den for tyve Aar siden. Jeg vilde ogsaa gjerne bæres ud af den Kirke. Jeg har holdt mere af hende, for hvert Aar, der er gaaet siden den Tid.«

Holm svarede ikke, og Doktoren forbausedes over i hans Ansigt at se et haardt Udtryk, som han ikke kjendte der.

»Hm«, sagde Dahl, der vilde slaa ind i Fagets traditionelle Trøstestil. »Det er saamæn ikke sagt, at De døer med det Første, Baumann.«

Den Syge virrede med Hovedet og sagde: »Det mærker man selv bedst. De maa da heller ikke tro, at jeg er bange for det. Man kan nok have en Følelse af, at det maa være saa koldt, men naar de, man har holdt af er døde, saa er man ikke bange for det. Og om ogsaa der er Et og Andet i det, som der læres os i Religionen, som jeg ikke troer rigtig paa, saa troer jeg paa det, at vi mødes igjen paa en eller anden Vis; ellers var der slet ingen Mening i det, at man holdt af hinanden Mand og Kone og Forældre og Børn og Allesammen, men jo mere man holdt af hinanden, jo større Ulykke var det blot til.«

Holm blev stadig ved at se haard og taus ud.

»Men Brændevinsbrænderen skal betale med,« sagde Baumann, og slog over i den oprindelige Betragtning. »Og han gjør det, for han er i Virkeligheden en skikkelig Mand. Og naar han ved hvormeget det vil glæde mig, saa gjør han det. Vi skal tale om det med ham. Man mærker Noget ved det alligevel, troer jeg.«

Lidt efter gik de. Holm havde hele Tiden været meget alvorlig; da de gik ned ad Trappen, sagde han: »Vil De ikke gaa en lille Tour med. Jeg synes, man trænger til frisk Luft, naar man har siddet i en Sygestue. Skal vi gaa op paa Volden.«

271

Doktor Dahl var ikke i den Stemning, hvori han kunde ønske at sidde roligt hjemme og studere som i gamle Dage. Han sagde Ja og gik med.

Christianshavns Vold er et af de faa Steder i og ved Kjøbenhavn, hvor der endnu er frisk Luft. Den har tillige som den Staddel, den omslutter, bevaret noget oprindeligt, af den nyere Udvikling uberørt. Volden selv er høj, der er fra den vid Udsigt over Amager til den ene Side og over Kallebodstrand helt ind i Kjøgebugt forbi Stevns paa den anden. Den er bevoxet med Træer og tillige med rigt Buskads, der mange Steder samler sig i Klynger, tætte og naturlige Klynger, igjennem hvilke slynge sig ureglementerede Stier. Brystværnene ere daarlig holdte, men det klæder dem saameget desbedre; der er lavet Gangstier paa dem og over dem og deres græsklædte Former have slet ikke skarpe fortifikatoriske Profiler, men det Hele ser meget mere ud som naturlige og uskyldige Bakker. Skydeskaarene ere bløde udviskede Fordybninger i det græsklædte Jordsmon. Og nedenfor den smukke, tætbevoxede Vold ligger Graven, en Grav, der er saa bred, at man nok kan se, at den har ment det alvorligt i sin Tid, men en Grav, der slet ikke ligner de almindelige lugtende Voldgrave; bred, bevoxet paa begge Sider med Siv, ser den ud som en Flod eller en Del af det store friske Vand udenfor.

Men det Allersmukkeste ved Volden, det er dog den vide Udsigt. Man ser endel af Christianshavn selv og hvad man ser er ganske malerisk. Der vender ud imod den baade stilfærdige og pæne Arbeiderboliger i lange Strækninger og Gader, der uden Brolægning og med store Huller og henslængte Stene synes at tilhøre et ganske andet Aarhundrede. Oppefra kan man ogsaa se ned ad andre Gader, der høre til de skikkelige, borgerlige, dem fra Aarhundredets tarvelige Begyndelse. Og saa er der andre Steder, hvor der aabner sig Indblik i høje smudsige Husklynger, hvor Alt er lutter Baggaard og ud af hvis sørgelige Vinduer al mulig Nød og Elendighed synes at skue, og midt op imellem disse Affaldshuse et enkelt forkrøblet Træ, der kæmper paa Livet for at holde sig i disse forpestede Omgivelser, ynkelige oversete Skabninger, og som dog, i de faa Maaneder, de ere i Stand til at bære deres tynde, sygelige Løv, have havt Missioner med at 272 bringe et Skin af Sommer, et Pust af Friskhed som ingen af de store, stærke Fæller i den rige Skov.

Bysiden er ikke den tillokkende. Men oppe fra de høje Brystværn har man Udsigter, som kun Faa vide noget Besked om i Kjøbenhavn. Med Voldens maleriske næsten skovagtige Skrænter og den brede flodlignende Grav i Forgrunden ser man snart over mod Vesterbro og Frederiksberg og Havnen, hvor altid endel store Skibe ligge, saa ud over Kallebodstrand, helt forbi Stevns, thi det Vand, der er de yderste glimtende Striber i Horizonten er Kjøgebugt. Saa ser man udover Amager, med al sin Fladhed og sine Møller og sine halvt oversvømmede Enge, virkelig et lille Stykke Holland, og som ogsaa i sin Fladhed kan faa Farvetoner som minde om de gode gamle hollandske Maleres grønne Baggrunde.

Christianshavns Vold er en ypperlig Spadserevej, og man møder Ingen; men gamle Holm hørte til dens stadige Besøgere. Det var herop, at Holm fik Dahl, da de skulde trække lidt frisk Luft efter Opholdet i Baumanns Sygestue.

Det var efter Solnedgang og alt temmelig mørkt, et Glimt af Rødt var paa den tunge, mørke [Himmel.] Saa man ud over Vandene drog Mørket sig ligesom sammen fra begge Sider, kun i Midten var det lysere og igjennem Vandet gik et bredt Strøg af bleg gulligt Lys, Skibene stod helt sorte i det, hvor de naaede ud i den brede Stribe.

Holm gik og saa ud over Lyset og Dahl saa det samme, haarde Udtryk hos ham.

De gik en lang Tid tause. Saa brød det endelig ud fra ham: »Det var underlig at høre gamle Baumann tale om sin Kone.«

»Aa, hvorfor egentlig det,« sagde Dahl.

»Jo, fordi jeg troer, at han mente det.«

»Javel mente han det.«

»Men der er dog ikke sund Sans i at knytte sig saadan til en Anden.«

»De siger det saa bittert.«

»Jeg taler af min egen Erfaring.«

»Er den saa....«

»Ja. Jeg vil gjerne tale til Dem om det. Naar man er yngre er det En ganske umuligt at tale til Nogen om den 273 Slags Ting. Naar man bliver ældre, bliver det ogsaa anderledes. Saa kan man ligesom trænge til det. Jeg har Lyst til at tale med Dem. De skal se, om jeg har Uret og De kan have godt af at høre om den Slags Ting.

Da jeg var ung Kunstner og begyndte at arbeide, boede jeg hos en fjern Slægtning af mig her i Hovedstaden. Jeg kunde ikke betale meget, men det brød de sig ikke om, det var velstaaende Folk, og det var vakkre Folk, og dersom jeg selv havde ønsket det, kunde jeg godt have boet helt frit. Der kom til de voxne Børn mange unge Mennesker, det var et muntert og vakkert Hus. Imellem dem, der kom mest var en ung kjøn Pige, som hed Betty Walther. Hun var en af de mest fejrede, kjøn var hun som sagt, og der var tillige noget eget ejendommeligt over hende, noget paa engang hedt og koldt husker jeg, at en ung Billedhugger sagde, som beundrede [hende] i høj Grad og sagde, at hun var en sand Hebe i Holdning og Væxt.

Hun var ikke meget talende, men havde deilige, lyse Øjne, der ofte ligesom kunde skinne, naar der var Noget, hun interesserede sig for. Skjøndt hun ikke var meget talende, var hun dog som det ofte gaaer en af de Styrende i sin Kreds. Det var altid hendes Mening, som var den afgjørende for hendes Veninder, naar det gjaldt et Toilettespørgsmaal; jeg troer ikke, de vare rigtig glade over de bedste Ting, de fik, naar hun ikke havde erklæret det for kjønt. De kunde nok tale meget oprørsk om hende, naar hun fældede en Dom, som ikke var dem kjærkommen, men de lød alligevel. Hun gjorde nemlig altid Indtrykket af, at det var hende selv ganske ligegyldigt, om de tog Notits af hende eller brød sig om hendes Domme, og det hjælper meget til at gjøre sig Folk underdanige.

Ved alle Fornøjelser og smaa Arrangementer havde hun den afgjørende Stemme. Var hun ikke med, var det ikke som det skulde være, saa rettede man sig efter hende for for at faa hende med. Men jeg gjentager igjen, det var et underligt Pigebarn, det var ligesom om hun ikke brød sig om, at der toges saa meget Hensyn til hende eller i fjerneste Maade forlangte det. Hun gik blot sin egen Vej, naar man ikke gjorde det.

274

Hun havde ogsaa meget at sige hos Herrerne. Koket var hun ikke, men paa sin egen Maade fik hun dem dog til at beskjæftige sig med hende.

Jeg syntes i Begyndelsen slet ikke om hende og var indvendig irriteret over hendes fordringsløse Fordringsfuldhed.

Men det forandrede sig efterhaanden. Ved et lille Selskab blev jeg hendes Kavaler, vi kom til at tale sammen, hun havde en egen Maade at give sig hen paa, at lytte efter og at tiltale fortrolig, der var hende egen, og som gjorde, at man syntes at man kom i et eget fortroligt Forhold til hende. Hun spurgte om mine Arbeider, jeg fortalte hende om dem, om mine Planer og Ønsker. Vi havde set endel til hinanden i Løbet af et Aars Tid, men aldrig talt sammen før den Gang og nu bleve vi pludselig gamle Venner.

Dette holdt sig, og jeg blev for Alvor forelsket i hende, ret for Alvor som De ved saaledes, at Alt hvad der sker og Alt hvad der angaaer En, ser man kun i Forhold til Hende. Jeg var vis paa, at hun ogsaa syntes om mig. Vi fandt altid hinanden, naar vi vare sammen, ofte ligesom uden at vide det selv. Først drillede de Andre os, saa lod de os i Fred. Det var en god Tid. Men....saa, ja jeg ved ikke hvorledes det egentlig [gik] - blev der en Forandring i det. Jeg fik, først i Glimt, senere mere stadig og trykkende et Indtryk af Noget hos hende, som jeg ikke kan forklare paa anden Maade end ved at sige at hun ikke brød sig om det, der var det Bedste hos mig.

De kan vel nok tænke Dem, hvorledes en ung Kunstner føler naar han ret for Alvor er forelsket, hvorledes Den han elsker er Lyset i hans Arbeide; hun og det forenes i hans Sind paa en forunderlig Maade, han holder af det Ene igjennem det Andet, den Glæde og ogsaa de Bekymringer, hans Kjærlighed skænker ham virker befrugtende og ansporende paa ham, han befrier sig fra sin Sorg og giver sin Glæde et Udtryk i sin Kunst. Saaledes gik det ialfald mig. Jeg arbeidede dengang paa mit første store Stykke, og det gik rigtig godt, men det var hende, der malede det i mig. Mine Kammerater, som saa det roste det meget, og jeg kunde mærke paa en vis misundelig Bismag, der var ved Rosen, at den var ægte. Jeg glædede mig ret til at vise det, til at det skulde offentlig frem, skjøndt jeg i Virkeligheden er meget 275 undselig af mig og dengang var det endnu mere. Men allermest glædede jeg mig til at hun skulde se det. Jeg var vis paa, at hun vilde forstaa det og paaskjønne det og tillige føle sig selv igjennem det. Det var en lykkelig Tid.

Saa kom Udstillingstiden. Mit Stykke blev ikke blot antaget, men var af dem, der fik en god Plads, hvor det kunde ses saa vel som et Stykke deroppe kan ses. Det gjorde Lykke; jeg hørte oprigtig Ros og Anerkjendelse, men jeg ventede efter noget Mere. Jeg havde medens jeg arbeidede paa det ubeskrivelig gjerne villet have, at hun kom i mit Atelier og saa paa det. Men det var en egen Sag, syntes jeg, der var yderst tilbageholdende af mig, at opfordre hende dertil udenvidere. Jeg syntes hun ialfald selv maatte røbe nogen Lyst til at se det, inden jeg kom med min Indbydelse og jeg lagde hende det i Munden gjentagne Gange ved at tale om de andre Besøg, jeg fik og nævne de Damer, der havde været. Men hun talte aldrig om, at hun kunde have Lyst til at komme. Saa ventede jeg til Udstillingstiden kom. Jeg havde faaet den Idee, at jeg strax den første Dag vilde møde hende deroppe. Jeg løb over Torvet, da jeg saa at Klokken var bleven 10 Minutter over, og jeg tænkte at hun alt kunde være gaaet bort fra mit Stykke og være vanskelig at finde. Det forekom mig saa naturlig en Tanke, at vi mødtes foran det. Hun var der ikke. Jeg blev ganske glad, saa var jeg dog ikke kommen for sildig. Saa gav jeg mig til at vente hende.

Det er en egen Sag for en Kunstner at gaa og patrouillere udenfor sit eget Stykke, og selv at holde sig blot i Nabolaget af det er ikke let; man bliver snart opdaget af Kammeraterne, og skjøndit de selv heller end gjerne gjorde det Samme, gaaer det dog dygtig ud over den, der for tydelig lader sig mærke med det. Og hvad der var endnu værre for mig var, at nogle af dem hægtede sig fast ved mig; saa var Mødet med hende dog ødelagt. Da der var gaaet et Par Timer med Venten og en temmelig drøj Venten, gik jeg hjem. Det faldt mig ind, at der kunde komme saa mange Ting i Vejen for en ung Pige, der ikke kunde bevæge sig uhindret og gaa ud og hjem, naar hun selv vilde. Men saa - ja saa fik jeg den Ide, at naar hun kom derop og ikke traf mig, saa vilde hun sende mig en Hilsen i et Par Ord; det 276 var den naturligste Ting af Verden. Hun vilde forstaa Billedet .... hun vilde forstaa mig .... hun vilde forstaa, at det var en af de Leiligheder, hvor det ikke skal gaa saa forskrækkelig hverdagsagtig til. Eller hvis hun ikke vilde sende et Brev, saa maaske en Blomst .... en Blomst, der ikke meldte sig fra Nogen, men hvorom jeg vilde vide, o saa godt, fra hvem den kom.

Hvergang Klokken paa min Dør ringede, gav det et Sæt i mig: Der er det - og hver Gang var det noget Andet.

Det kunde ellers have været en fornøjelig Dag i mit Liv, thi der kom flere Mænd, som mente mig det godt og de sagde, at mit Arbeide var godt, det var ganske sikkert. Men jeg ventede blot paa Bud fra hende, og naar Døren havde lukket sig efter et af de mange Besøg, sad jeg paa min haarde gamle Sofa og ventede .... og .... ja, jeg troer virkelig, at jeg endogsaa tænkte mig den Mulighed, at hun selv kunde staa udenfor Døren, med Slør for sit søde Ansigt og sine skinnende Øjne, kommen blot for at trykke min Haand og sige, at nu vidste hun, at jeg blev til Noget, og at det glædede hende.

Saadan tænkte jeg, og saa traf jeg hende endelig en Dag. Hun sagde ikke Noget. Jeg spurgte og jeg kan huske min Stemme var lidt hæs: »Naa, hvad synes De om mit Stykke paa Udstillingen?« Hun svarede: »Aa, Udstillingen, jeg har saamæn ikke været der endnu.« Der er ikke mange Ting i Verden, der har virket saa forunderligt paa mig, saaledes at jeg saa lidt kunde gjøre mig Rede for det som det Svar. Det var ikke Bedrøvelse, det var ikke Forbauselse, det var ikke Vrede, men det var Noget af det altsammen. Vi talte ikke mere sammen om Stykket. Hun talte om andre Kunstnere og om Andres Arbeider, om mit talte vi aldrig. Og saaledes gik det i Alt. Vi vare Venner i Alt, hvad der ligger paa Overfladen af Livet, vi vare aldrig næsten uenige, Folk, der saa os troede stundom, vi vare hemmelig forlovede og hun søgte mig og ligesom trængte til mig og var mig nær i alt Smaatteri. Men hver Gang vi kom til Noget af det, der var Hovedsagen for mig, saa gik det paa samme Maade. Naar jeg bankede paa, blev der aldrig svaret. Ser De, Doktor, det var Alt en meget simpel [Historie], men Ulykken 277 er, at den arriverer oftere, end De troer, og saa gaaer det i al mulig Stilfærdighed og Beskedenhed galt, enten de faa hinanden eller de ikke faa hinanden, men især i første Fald.«

»De fik hende jo ikke,« sagde Dahl, som forresten kun interesserede sig middelmaadigt for den Historie og endnu mindre for dens Moral, thi enhver ung Mand troer naturligvis, at han hører til Undtagelserne og nok skal vide at vinde den Kongedatter, han begjærer.

»Nej, jeg fik hende heldigvis ikke. Jeg holdt altfor meget af hende, og saa kunde jeg tillige ikke lade være at ringeagte mig selv, fordi jeg var hildet i en saa daarlig Forelskelse. De ved ikke, hvad det er at se Daarligdom hos den, man ønsker at forgude, men De kan tro, at det er en slem Art af den ulykkelige Kjærlighed. Man kan ikke lade være at overføre sin Bitterhed og sin Ringeagt paa saameget Andet og paa alle Kvinder. Men det staaer man sig forresten ved i Længden,«sagde han med et vist humoristisk Sving i sin Tone.

»Hm, ja, maaske,« sagde Dahl. Han havde ikke været stærkt forelsket, [kun] engang paa Vejen til at blive det. Hun var bleven forlovet med en Anden, som han betragtede som en ren Undermaaler. Han havde en sikker Fornemmelse af, at hvis han havde friet, saa var han bleven foretrukket. Nu kom Dumrianen før ham og saa tog hun ham, sikkert [fordi] hun i det Øjeblik han kom først halvt om halvt selv troede, at det dog vel alligevel var ham. Han huskede godt det Indtryk den Historie havde gjort. Men den havde paa ingen Maade slaaet ham saaledes ned, som den gamle bløde Kobberstikker var bleven ved sin. Men den havde affødt hos ham en vis let, men almindelig Ringeagt for Kvinderne, og i den kunde de forsaavidt mødes.

Men det var dog med en vis Forundring han gik og skottede til det bløde melankolske Udtryk, der var kommen i den gamle Mands Ansigt. Som et Svar paa hans stille Tanker faldt den Yttring fra den Gamle: »Ved De hvad, jeg troer næsten alle Mennesker have havt en eller anden ulykkelig Kjærlighed.«

»Det kan saamæn gjerne være,« sagde Dahl, med et let og skeptisk Smil, der var ganske forskjellig fra Udtrykket i den Gamles Ansigt, og som egentlig kun sagde: »Det er jo ogsaa Noget, som hverken gjør fra eller til.«

278

SYVENDE KAPITEL

Eva havde gjort et sjælden godt Indtryk paa Grossereren og hans Familie ved Ballet.

De unge Piger syntes aldeles oprigtig, at hun var nydelig og der gives virkelig ikke saa faa unge Piger, som skjøndt de deltage i Baller og al mulig Selskabelighed og verdslig Tant derfor godt kunne tilgive Andre, at de ere kjønnere end de selv. Maaske der var en lille Smule Protegeren ved deres Venlighed, men det var ogsaa Alt, og det maa man tilgive hos Folk, ligeoverfor hvem der er en vis Tilbøjeilighed til at søge Protektion.

Der var nu ikke Tale om andet end at Eva skulde med, hvergang der i Vinterens Løb var større Selskaber, og dem var der adskillige af. Ogsaa den unge Herre, Husets Søn, syntes aabenbart rigtig godt om den smukke unge Pige. Han »arbeidede« paa sin Faders Kontor og var i denne Egen skab mønsterværdig ivrig til at interessere sig for Alt, hvad der foregik paa Pladsen. Ellers var han ikke overdreven flit tig, men paa Pladsen var han paaskjønnelsesværdig ofte at se, det maa man lade ham. Det var det Aar en mild Vinter og der arbeidedes meget derude; der gik heller ikke mange Dage, hvor han ikke saa indenfor og det gik tillige meget jævnlig paa, at han ansaa det for nødvendigt at ringe paa hos Pladsforvalteren for at have en lille Konference med denne om Et eller Andet. »Kapitainen« syntes meget godt om den unge Thronfølgers Interesse for sit Rige og endnu bedre om hans om megen Beskedenhed vidnende Lyst til at spørge sig for om alt muligt hos Forvalteren selv. Den gamle Kone syntes ogsaa godt om at den unge Grosserer aldeles ikke holdt sig for fin til saa jævnlig at komme ind i Huset for at tale med Manden. Og det skete jo ikke sjælden, at han tillige satte sig ind i Dagligstuen og blev siddende der en rum Tid og passiarede om Løst og Fast med hende. Og ogsaa Mariane, den brave Pige syntes godt om den unge Grosserer. Han var saa velklædt og saa saa fin ud i alle Maader og havde saa smukt Fodtøj. Og saa havde han med Skam at tale om kysset hende en Gang, da de mødtes i den 279 lille Forstue og et Par Gange taget hende om Livet. - Mariane var en rigtig kjøn lille Pige. Og skjøndt nu bemeldte Mariane var et præmieret Barn, et virkeligt Dydens Speil i alle Maader, med Grund belønnet af [et] Konfirmationsopklædningsselskab, saa tilgav hun dog lettelig denne Synd af et saa nydeligt Menneske, ja fik i sin Barmhjertighed Noget tilovers for Synderen.

(To blanke Sider følger i Manuskriptet; Resten af Kapitlet mangler.)

OTTENDE KAPITEL

Det blev tidligt Foraar det Aar efter en stræng, men kort Vinter. Denne Overgang fra Kulde og skærende Blæst til mildt Vejr med varmende Solskin og med saftig Grøde overalt i Naturen var farlig for Mange. Skjøre og skrøbelige Naturer, der havde holdt sig oppe under Vinterkuldens knugende Tryk og haarde Tag, overvældedes af denne Overgang, de kunde ikke følge med i denne nye brusende Strøm af rigt Liv, som vældede ud i Naturen.

Gamle Baumann var kommen op og var i disse Uger atter begyndt at gaa paa sit Kontor og sysle med sit Arbeide. Men han kunde ikke rigtig vinde med, og »Luften var for stærk«, det var hans daglige Klage.

Nedenunder hos Onkel Morbroder havde det tidlige Foraar frit Kjør ind. Den lille Leilighed var fyldt med Sol [fra] Morgenstunden af, de grønne Planter i Vinduerne fraadsede i den og holdt selv Sommer alt i Slutningen af April og gav ogsaa Stuerne et troværdigt Udseende af, at det virkelig var Sommer. Der duftede af Violer og Bladplanterne vare saa svære, at de gav et helt grønt Skjær over Stuen.

Det var i denne Tid ret Noget for Eva at ligge paa den lave Sofa om Formiddagen, naar hun havde fri og lege, hun var i Syden, medens hun saa paa Stikkene og Fotografierne af de skjønne Kunstværker.

Onkel Morbroder saa hende altid med samme Glæde, men han var ikke rigtig sikker paa, om der ikke var noget forandret ved hende. Hun mærkede godt, at han saa meget 280 iagttagende paa hende, naar hun laa og drev derhenne. Det holdt hun ikke af, hun kunde ikke fordrage, at man saa paa hende. Og naar hun saa imellem spurgte: »hvad ser Du dog saadan paa mig for?« eller »hvad er der nu i Vejen?« eller noget Lignende, fik hun aldrig noget tydeligt Svar. Sagen var, at han ikke kunde give det; han havde blot en Fornemmelse af, at der var kommet noget Nyt og Forandret frem i hende og at hun ikke saaledes som i tidligere Dage ganske udelt gav sig hen.

»Gamle Baumann ser daarlig ud,« sagde han en Dag til hende, da denne Besøgende havde forladt dem og var listet ovenpaa.

»Saa, synes Du det,« svarede hun lidt forundret og saa paa Døren, hvoraf den Gamle var gaaet ud, ligesom hun vilde gjenkalde sig Indtrykket af ham fra det Sted, hvor han sidst havde staaet. »Han kommer sig nok, nu naar det det bliver Foraar.« Og saa strakte hun sig igjen.

Den gamle Kobberstikker, der selv syntes at mærke, at Foraaret var ham for stærkt rystede paa Hovedet.

Eva fik heller ikke Ret.

En Dag kom gamle Baumann hjem fra sit Kontor og sagde, at aldrig i sit Liv havde han været saa træt eller troet, at han kunde blive det. Han trængte til at sove i hundrede Aar. Og det fik han Lov til.

Han gik til Sengs og blev liggende. Det var ham ikke muligt at staa op den næste Dag. Om Aftenen bankede han i Gulvet paa sin gamle Ven et Par Timer efter at denne sidst havde været deroppe. Det var begyndt at skumre og man saa kun dunkelt hinandens Ansigt, men Kobberstikkeren saa dog strax, hvad det var for en Skygge, der havde lagt sig over den syge, gamle Mand.

Denne talte svagt, men forstaaeligt. »Det bliver hurtigere end jeg troede,« sagde Gamle Baumann. »Jeg troer, det bliver endnu iaften. Sig mig en Ting. De troer jo paa et Liv efter dette?«

»Saavist som Noget,« svarede Holm; det var saa mørkt i Stuen, at man ikke kunde se hinandens Ansigt, men det behøvedes ikke: paa Klangen i Stemmen kunde man høre, at det var Alvor.

281

»Hvorfor?«

»Af mange Grunde, men ogsaa fordi, dersom der ikke var det, saa var det vi kalde Kjærlighed til Andre en Forbandelse i Livet og ikke det Højeste.«

»Rigtig, rigtig,« nikkede Baumann. »Det var netop det jeg vilde høre. Jeg saa min Kone for lidt siden, og den lille Pige, De ved .... fra dengang, vi havde det godt .... Jeg har set dem mange Gange om Natten her i -« han viste med Haanden om i det lumre Hummer - »men det var Drømme, ved jeg godt. Men det var ikke Drømme iaften. Det bliver iaften, Holm. Tak saa for alt Godt .... og .... hvis De kan, saa husk det, De nok ved med Begraveisen.«

Holm nikkede og trykkede hans Haand og flyttede sin Stol nærmere til Sengen.

»Nej, gaa nu ned og gaa i Seng,« sagde Baumann. »De troer da ikke, at jeg er bange?«

»Jeg bliver her lidt endnu.«

Baumann laa lidt. Saa sagde han: »Tænd Lampen, hvis De vil og læs mig den Psalme, Mærket er lagt ved i Bogen.«

Holm tændte og slog op. Det var en Daabspsalme. Han læste den. Den Syge saa paa de skaldede Mure i det fattige Værelse; Kalken var revnet og faldet ned mange Steder, de gamle Bjælker saaes tydeligt. Den lille Lampe lyste kun daarligt og kun i Nærheden af Sengen. Det Andet forsvandt i mørke Skygger. »De ved ikke, hvor vi havde meget Sol i den første Lejlighed,« sagde Baumann. »Jeg kan huske den bedste Dag, jeg har havt. Det var den Dag, den lille Pige blev døbt, og jeg kan huske, hvormange Gange, jeg maatte flytte Vuggen i Stuen, hvor hun stod, Solen kom efter og op paa Lagenet og hen til hendes smaa Hænder den ene Gang efter den anden. Ved De hvad, jeg kan huske, hvordan hun laa med dem og Korallerne, hun havde faaet, der laa paa Dynen, og hvor Kurvefletningen var itu i Kanten. Læs den igjen!«

Holm læste Psalmen.

»Det var Synd, vi solgte den Vugge. Men vi solgte Alt. Det var en god lille Pige. Ved De hvad hun sagde, da det var gaaet galt og vi skulde flytte ud af vort kjønne Hus og 282 Pigerne græd, fordi de skulde bort, og [vi] var [saa] bedrøvede? Hun sagde: Jeg bryder mig ikke om det, for jeg skal blive hos Jer .... Men det blev hun ikke. Ja, ja, det var gode Dage. Nogen begynder med det Gode, Andre med det Onde. Nu er det endt snart. Gud ske Lov!«

Holm sagde halvt maskinmæssig: »Det er ikke sikkert, De skal dø, Baumann!«

Den Syge blev næsten ivrig. »Jo, det er det, Gud ske Lov. Troer De ikke, det har været anderledes haardt at ligge heroppe mange Nætter og tænke paa, hvad der havde været og saa paa, at man imorgen skulde begynde forfra. Det ved jeg nu, jeg ikke kommer til. Der er nok Noget, der skal gaaes igjennem, som man jo ikke ved Noget om. Men jeg troer ikke, det kan være saa slemt. Og saa .... Vorherre forlade mig, men jeg tænker mest paa hvad jeg skal se igjen.«

Holm saa paa Udtrykket i hans Ansigt: Det vilde nok blive tilgivet.

Det samme Udtryk blev ved at være paa den gamle Mands Ansigt; han laa nu med lukkede Øjne. Saa rakte han Haanden imod Holm og drog endnu et Suk og var død.

NIENDE KAPITEL

Den næste Dag var Solskinnet endnu rigere og stærkere end de andre Dage og Luften tung af Foraar. Eva gik op til sin Onkel.

Hun saa strax, at der var Noget ivejen, thi Holm saa helt daarlig og medtaget ud. Hun spurgte, hvad der var i Vejen og fik det at vide.

»Stakkels Baumann,« sagde hun rørt, halvt uvilkaarlig, som man plejer at fremføre denne Beklagelse. Men gamle Holm hørte noget mere i den, end man plejer.

»Det maa Du ikke sige,« sagde han næsten vredt. »Jeg har tænkt paa det lige siden han døde, jeg har ikke sovet; han var ikke saa stakkels.«

»Han ikke?« spurgte Eva forbauset. For hende stod den 283 ensomme, skrøbelige, ruinerede gamle Stakkels Tilværelse som noget af det Sørgeligste, hun havde set i Livet. Og da hun var enogtyve, mente hun at have set en hel Del.

»Nej, han var da ikke mere ulykkelig,« sagde Holm, »end at jeg har spurgt mig mange Gange siden igaar, om jeg ikke vilde have byttet [med ham].«

Han sad, skjøndt han ikke arbeidede, paa sin hyggelige Arbeidsplads. Solen skinnede rundt om, paa de grønne Planter og Væggenes smukke Prydelser. Eva saa forbauset paa ham. Af en ældre Mand at være, der ikke var rig, syntes hun, han havde det sjelden godt. Og saa ovenikjøbet at mene, at det gamle Skrog ovenpaa havde ført et bedre Liv.

»Hvad mener Du egentlig med det?« spurgte hun.

»Han har prøvet megen Lykke i Livet, som jeg aldrig vil faa at prøve« sagde Holm, næsten bittert. »Det kan man nok betale for.«

Eva var ikke utilbøjelig til at blive en lille Smule fornærmet, thi hun fandt ikke uden Grund maaske, at der var en Antydning af, at hun og hendes ikke var nok. Og lidt jaloux og iversyg var hun af Naturen.

»Det er jo din egen Skyld,« sagde hun lidt kort.

»Aa ja saamæn, paa en Maade,« svarede Holm sagtmodig.

De talte siden om Baumanns Død og om hans Begravelse.

Holm fortalte, at det, han havde ønsket var at faa en stadselig Begravelse fra den tyske Kirke, hvor han var bleven viet.

Der var Noget i dette, der bragte Taarer i Evas Øjne, skjøndt hun dog ikke havde nogen bestemt at tænke sig gift med end sige begravet med. »Uf, den uhyggelige grimme Kirke,« sagde hun flot.

Holm sagde ikke Noget.

»Du synes jo selv, at den er ligesaa grim som Frelsers Kirke er kjøn« sagde hun. Men Holm var ikke til at komme til Rette med. Han sagde kun: »For ham maa den have været kjøn.«

»Det bliver dyrt, hvor har han Raad til at betale det?« spurgte hun.

»Det maa vi se at komme ud af,« svarede Holm. »Det er lovet ham, og jeg har alt ordnet det imorges.«

284

»Hvornaar skal det være?« spurgte Eva lidt usikkert.

»Paa Søndag.«

»Paa Søndag. Det var kjedeligt!«

»Hvorfor?«

»Fordi jeg gjerne vilde være i Kirken.«

»Ja, naturligvis. Han kunde saa godt lide Dig .... Men?«

»Men .... vi skulle en Tur paa Landet,« sagde hun forlegent.

»I? Det har jeg ikke hørt Noget om.«

»Ja, det vil sige med Grossererens. Jeg er bleven inviteret. Vi skal ud og se det nye Haveanlæg, inden de flytte ud. Og jeg har sagt Ja.«

»Det var kjedeligt,« sagde Holm tørt. Eva svarede ikke. Hun kunde ikke bestemme sig til at give Afkald paa en Tur, som hun havde glædet sig saameget til. Og hun havde en Fornemmelse af, at det ikke vilde føre til Noget at undskylde sig yderligere.

Lidt efter gik hun. Paa Vejen derfra mødte hun Lægen, som formodentlig gik derhen. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde ikke Lyst til at hilse ham og skjøndt der, som bekjendt ikke er nogen parisisk Færdsel i Overgaden neden Vandet, lod hun dog som hun var saa optaget af at se, hvad der gik for sig ved Bolværket - hvor kun nogle Spurve færdedes i deres sædvanlige unyttige Travlhed - at hun aldeles ikke bemærkede, at en Herre kom lige imod hende. Aa jo, ligesom han var gaaet forbi fik hun et ubestemt Indtryk af, at Nogen vilde hilse og vendte lidt Hovedet.

Hun tænkte paa, at han vel ogsaa vilde være tilstede ved Begravelsen og maaske se efter hende. Lad ham kun det; hun skulde ud at se det deilige Sted med den Have, hun havde hørt tale saameget om og som hun nu skulde se i dens nye Skikkelse før Folk ellers fik den at se.

Det blev Søndag og Søndagen bragte det dejligste Foraarsvejr. Den gamle tyske Kirke paa den aflukkede, længst forladte Kirkegaard kom til at se lys og venlig ud.

Vognene, som skulde ud med Herskabet til Grossererens Landsted rullede langs Strandvejen i prægtigt Vejr. Det 285 blæste derude meget friskt, men det var ikke nogen tør og skærende Østenvind, men en Vind af dem, som blæser Foraar ned over Jorden. Sundet var blaat og blinkende i Solskin som paa den deiligste Sommerdag. Paa Landet var der ganske vist ikke meget til at fryde Øjet, det var fattigt endnu med Farverne, kun paa Græssets kraftige Farve saa man tydeligt, at det ikke var Vinter. Træer og Buske talte ikke saa tydeligt, men det var dog godt at forstaa, at ogsaa for dem var den slemme Aarstid forbi. Hvad der før var sort, havde nu faaet et brunligt Skær.

Der var ligegodt ikke meget at se paa det nye Haveanlæg ude paa Landstedet. Der var til Ære for det ventede Besøg lagt Grus paa alle Gange, de vare tørre og faste at gaa paa. Men ellers var næsten alt det Andet trist og sort. Plainerne vare lagte om og der var derfor ikke et Græsstraa paa dem, de vare kun store Muldflader, der blot saa lidt mere redte og pudsede ud end den nøgne Jord under Træerne og Buskene.

Det var derfor intet Under, at det Selskab, som var taget ud for at se paa denne Have, snart fik nok deraf og gik op i Stuerne. Disse vare nu ogsaa belavede paa at modtage dem. Huset var møbleret og skjøndt der ikke var Gardiner oppe, og det Hele naturligvis havde et lidt ubeboet Præg og Luften var lidt raa og indelukket og der i det Hele var et let Præg af Uhygge over det Alt, var der dog bedre [end udenfor].

Det viste sig hurtigt, da man [havde] færdedes lidt i Havestuen og de andre Stuer, at det ikke var for Intet, at Dørene til Spisestuen havde været lukkede. Da de sloges op, saa Selskabet for sig et meget pynteligt og meget velbesat Frokostbord. Man havde allerede været ude i fri Luft i flere Timer, Appetiten var stor og det var i det ypperligste Humør, at man ligefrem ilede med at tage Pladser. Eva sad ved Siden af Husets Søn, der var den egentlige Arrangør af dette Landparti, som han mente havde et vist fransk Snit. Han havde, forsynlig som altid taget to Borddamer; den anden var en ung Baronesse. Hun var slet ikke kjøn, hun var for den Sags Skyld ikke heller rigere end Eva, men Baronesse var hun, og hos Grossererens havde man nu engang en vis Svaghed for at pryde sit Selskab med lidt Aristokrati. Hertil egnede denne unge 286 Dame, hendes Søskende og Forældre sig vel, og de vare derfor altid med enten den ene eller den anden Generation, i de selskabelige Forlystelser, altid behagelige, altid elskværdige og altid rede til bagefter overfor deres Egne at fornægte Grossererens og hvad deres var. Den herværende unge Baronesse saa paa Eva med det venligste Ansigt og talte med hende med det forbindtligste Smil - og fandt hende i sit stille Sind at være en uforskammet lille Tingest, fordi [hun] saa udmærket godt ud; og da den unge Herre aabenbart hyldede hende stærkt og gav hende den større Part af sin Elskværdighed, ønskede hun blot, at der maatte blive givet hende en Leilighed til ret at ignorere denne lille Næsvis.

Eva derimod morede sig udmærket. Hun saa lutter Anerkjendelse i den unge Dames Velvillie, og det kan nu ikke nytte, det var altid ganske morsomt at være Baronessens Ligemand. Og den unge [Grosserer] var virkelig et overordentlig elskværdigt Menneske.

Der blev skænket Champagne, og det ikke saa lidt. Den gamle Grosserer, som var en Ordenens Mand havde nok givet efter for sin Søns Opfordring til at traktere med Champagne, men bestemt et meget begrænset Antal Flasker. Hvorledes det nu gik eller ikke gik, nok er det, af de faa Flasker kom der megen Vin og meget Liv i Stemningen.

Man reiste sig fra Bordet og gik ud i Verandaen. Aprilsolen havde varmet stærkt i denne, Vinen havde varmet Kinderne iforvejen. Sol og Vind tilsammen bildte Selskabet ind, at det var Sommertide. Nogle blev i Verandaen, Andre gik ned i Haven. Imellem dem var Eva. Hun var nu alene, og havde ikke Noget imod at tie lidt stille efter den larmende Munterhed og svale sine Kinder. Hun bøjede ind i en Sidegang, der fra Huset svingede ned imod Søen forbi et Lysthus. I Rabatten her ved denne Gang stod Violer, de vare udsprungne, deres søde Duft i den lidt tunge, solede Luft røbede dem; hun modstod ikke Fristelsen og begyndte at plukke. Hun havde snart faaet sig en lille Buket, skjøndt hun havde vraget og valgt i Rigdommen. Saa vilde hun til at vende og gaa op igjen til de Andre. I det Samme bemærkede hun, at hun var kommen temmelig nær ved et andet Par som hun slet ikke havde lagt Mærke [til] under sin 287 Søgen fra Violbusk til Violbusk. Det var den unge Herre og Baronessen.

Der var forsaavidt ikke Noget at sige til, at de gik der. Han hverken holdt hende om Livet eller kyssede hende, men de gik ganske langsomt og i Langsomheden var der en vis Fortrolighed. De holdt hinanden under Armen og i den Maade, hvorpaa hun støttede sig til ham. var der yderligere noget meget fortroligt.

Eva syntes ikke om dette Syn. De To, der maatte være komne fra en Sidegang gik i samme Retning som hun og havde aabenbart slet ikke set hende. Hun vilde ikke paa nogen Maade ses af dem.

Eva vendte sig om og ganske sagte listede hun sig den modsatte Vej. For hurtigst at komme ud af deres Synslinie svingede hun ned ad en Sidegang, den samme som de aabenbart vare komne ad. Den var saa tæt, at naar hun var inde i den, var hun usynlig fra Hovedgangen. Hun vilde snige sig rigtig indiansk afsted og snublede som Følge deraf over en tør Gren, ligesom hun var kommen ind i Sikkerhed. Den tørre Gren raslede paa den mest uforskammede Maade imellem Buskene, det var til at blive rasende over, det var umuligt andet, end at de maatte kunne høre hende, dertil var hun endnu nær nok. Men for hende var der ikke andet at gjøre end at flygte og saa ilede hun da afsted, dobbelt hed i Hovedet og halvt grædefærdig. Paa engang delte Gangen sig, hvad Vej skulde hun tage? Den ene gik aabenbart op til Huset, den anden nedad til Stranden. Hun valgte den sidste, saa var Udsigten dog mindre til at støde paa dem.

Hun havde gjættet rigtigt; Vejen førte nedad til Stranden, snart saa hun for sig en høj Hæk, og gjennem dens brune Fletværk det skinnende Vand; gik man udenom Hækken kom man lige ned til Stranden. Hun fristedes til at søge derned og sætte sig et Øjeblik paa en af de store Stene og lade Vinden friske sig op. Men ligesom hun lavede sig til at springe ned fra den lille Jordvold, der skilte Haven fra Forstranden hørte hun tydelig kaldende Stemmer. Hun tænkte sig. at man maaske skulde bryde op, og besluttede at vende om og gaa op imod Huset.

Haver paa Strandvejen selv de store ere ikke Parker, 288 hvor man kan gaa vild, men der kan godt arrivere En uventede Ting. Og saaledes skete det ogsaa her paa Opvejen som paa Nedvejen. Thi hvem kom hende imøde ligesom hun nærmede sig Huset uden netop den unge [Grosserer], men denne Gang alene.

Hun kunde ikke sige selv hvorfor, men nok er det, hun blev overmaade svimmel ved at se ham komme imod sig. Han derimod gik strunk og glad henimod hende. Det var ikke muligt at se paa ham, at han havde spadseret saa fortroligt i al Hemmelighed med en ung Dame for et Kvarters Tid siden. Han røg sin Cigar og saa ud som der ikke var det Mindste i Vejen. Det vil sige, til han havde faaet Øje paa Eva. Thi da var det tydeligt at se, hvorledes der virkelig gled et fornøjet Udtryk over hans Ansigt.

Han gik rask henimod hende og idet han tiltalte hende med den Sikkerhed i Tonen, han altid havde overfor Damer og som Eva maaske ikke syntes rigtig om, men dog som de Fleste bøjede sig for, sagde han: »Naa Frøken Eva, De er løbet bort fra alle os, der savner Dem, men jeg tænkte nok, jeg skulde finde Dem.«

Han rakte sin Arm ud imod hende, uden at sige Noget, men Eva vilde dog ikke tage den. »Ja, ja, som De vil,« sagde han i en rolig, fornøjet Tone og gik saa ved Siden af hende. Paa engang opdagede han, at hun gik med Violbuketten. Han næsten snappede den ud af hendes Haand.

»Den maa De give mig i Findeløn - fordi jeg fandt Dem selv.«

Eva svarede ikke derpaa fordi hun havde en naiv, brødefuld Bevidsthed om at have taget Familiens Violer.

Han stak derfor rolig Buketten i sit Knaphul og sagde halvsagte: »Det skal være min bedste Erindring om denne Dag.«

Eva kunde ikke gjøre ved det, men hun fik Hjertebanken ved disse Ord og var hun ikke glad, men i en underlig delt Stemning, saa saa hun dog paa den lille Baronesse med en ejendommelig Følelse af Tilfredshed, thi hun havde en Følelse af, at der var Noget ment i hans Ord.

289

Imedens det glade Selskab færdedes ude paa Landet i Solskinnet, foregik inde paa Christianshavn gamle Baumanns Jordefærd.

Den skete som han havde ønsket fra den forladte tyske Kirke, der ligger for Enden af den stille Gade, ligesom glemt af de Levende, omgiven af ubetraadt Grønsvær, husende en Menighed af Døde i de henved halvhundrede Gravkapeller, i hvilke den store Gravhvælving er delt, som i samme Størrelse [som] Kirken selv aabner sig nedenunder.

I denne Gravhvælving modtages endnu bestandig Kister til Bisættelse. Her var det gamle Baumanns Familie havde deres Bisættelse og her var det han saa inderlig havde ønsket at finde sin Plads ved Siden af sin Kone og den lille Kiste.

Nu var hans Ønske bleven opfyldt, skjøndt det paa forskjellig Maade var forbunden med betydelig Bekostning.

Den glemte Kirke saa forunderlig tom ud indvendig, et næsten ligesidet højt firkantet Rum, hvis Vægge ere dækkede med graamalede Pulpiturer i fortsatte Etagerækker. Men ind ad de høje Vinduer kastede Foraarssolen sit stærke Lys. Vinterkulden rugede endnu i den lidet benyttede Kirke, som ikke kjender nymodens Varmeapparat, men Solen vilde snart faa Bugt med den mærkede man og Lyset faldt rigt og stærkt ind fra Vinduerne paa begge Sider af Alteret med Prædikestolen over.

Her stod Kisten og der var den lille Forsamling, som bød de sidste Afskedsord.

Saa blev den baaret ned til Gravhvælvingen.

Der var tændt Lys i Lampetterne paa begge Sider af den lange Gang, som gaar imellem Kapelrækkerne og frem traadte af det Tusmørke, som ellers omhylle dem, de længst Forglemtes mørke støvede Kister med længst henvisnede Kranse og smulrende Prydelser. Men stærkt faldt nu Lyset ind paa to Kister en Voxens og den anden en Barnekiste; de hørte ikke til de Glemtes; det var gamle Baumanns Kone og Barn, som der var tænkt paa alle Dage i mange Aar.

Havde han tænkt saa stadig paa dem, naar Livet havde bragt ham mere og bedre end Nød og Fattigdom? Hvem ved det. Vist er det: Ingen var bedre husket af de Hundreders stille Kreds, der var samlet hernede end disse.

290

Ved deres Side fik saa den fattige gamle Stakkel den Plads han saa inderlig havde ønsket.

I det lille Følge paa knap et Dusin Personer, som stod omkring Kisten var ogsaa et Par gamle fattige Mænd, Bekjendte af gamle Baumann fra hans Fattigdoms Periode; den ene kjendte ham fra en Bænk paa Volden, der var hans Sommersæde, den anden fra en fattig Kafé, hvor han søgte. Begge disse fattige gamle Fyre vilde neppe tro deres egne Øjne, da de saa deres gamle Bekjendt, hvem de havde betragtet som Ligemand i mange Aar stedet til Hvile i aabent Kapel bag snirklede Jerngitterporte ved Lys af mange Lamper og Kjerter. De fik Indtryk af noget saa Højfornemt, at det intet Under vilde være, om der fra deres Mund uddannede sig et Sagn om en Mand, den Sidste af en gammel tysk rigsfyrstelig Æt, som var død i Fattigdom, men hvis høje Slægt dog havde skaffet ham en Begravelse, der var hans Byrd værdig.

Jordfæstelsen var endt, Gitterporten for Kapellet faldt til, Lysene dernede slukkedes, Glemselens Slør omhyllede atter de Mange og bredte sig nu vel ogsaa over den dunkle Krog, hvor de To hvilede med den, der havde erindret dem saa trofast, men som [selv] Ingen havde efterladt.

Det lille Følge gik op ad den brede Stentrappe og ud paa den grønne Plads og erindredes atter om Solen og Foraaret deroppe.

Holm gik derfra med Lægen. Da de kom hen i B[rogade], mødte dem, kommende fra Knippelsbro de Vogne, der førte Grossererens Selskab ind fra Landstedet. Man var endnu i den løftede Stemning, som Champagne, den friske Luft og den raske Kjørsel ad den smukke Vej havde fremkaldt; Stemmerne lød højt, de Forbigaaende saa efter dem.

»Lad os gaa denne Vej,« sagde gamle Holm uroligt og trak [Lægen] med sig til den anden Side for ikke at komme tæt forbi Vognene.

Eva vilde have hilst ned til dem, men saa Vendingen. De havde begge [taget] Øjnene til sig og lod som de aldeles ikke anede de Vognes Nærhed, som de dog flygtede for.

Hun blev taus og følte sig meget vred baade paa Onkel Morbroder og endnu mere paa hans Ledsager. Hun vilde ikke se sin gamle Onkel, før han var bleven skikkelig.

Opfyldt af disse Tanker tog hun hurtigt og lidt distræt 291 Afsked hos Grossererens, da man var stegen af. Hun hørte neppe paa Indbydelsen til at blive hos Familien Resten af Dagen. Hun vilde skynde sig hjem; hun var træt, hun vilde ikke, at hendes Forældre skulde sidde alene Søndag Middag og Eftermiddag ogsaa. Saa gik hun.

Christianshavn havde faaet sin Sommer-Søndagsstilhed. I de stille hyggelige Gader skinnede Solen paa lutter Tomhed, Folk var aabenbart ude paa Landet; selv i de fattige børnerige Tvergader var Stilhed. Børnene havde forlagt deres Tumleplads til den grønne Vold.

Eva fandt, at det var afskyeligt i denne Stilhed at være saa hed i Hovedet fra Formiddagen af og ønskede, at det var Aften og skulde være Nat. Formiddagslystighed var dog naar Alt kom til Alt Noget underligt Forkert Noget. Det havde været en morsom Dag, jo, det var der ingen Tvivl om, ikke den mindste, en rigtig morsom Dag. Men alligevel -. Hun blev afbrudt i sine Betragtninger thi i al Tomheden saa hun, at han der langt foran kom hende imøde var Lægen. Han kom imod hende akkurat som sidst hun imod ham. Thi hvordan det nu var gaaet eller ikke gaaet, saa var hun drejet om ad Vejen til Onkel Morbroder, som hun havde bestemt ikke at ville se for sine Øjne.

Han kom lige imod hende og skjøndt hun aldeles ikke saa paa ham, saa [han] paa hende, men som han ikke kjendte hende. Hun vilde gaa lige forbi. Idag vilde han formodentlig ikke hilse.

Spørgsmaalet kom ikke til at ligge for i sin Renhed, thi da hun kom i Nærheden af ham, hilste hun først.

Han hilste.

»De kommer fra min Onkel« sagde hun.

»Ja, vi har været til Begravelse - hans gamle Ven og Husfælle.«

»Jeg ved det,« sagde hun meget forlegent og fortrød, at hun havde stanset.

»De har nok været i Skoven,« sagde han.

Hun fandt hans Tone irriterende kold og tør, næsten ringeagtende, og svarede blot kort Ja.

»Veiret egner sig ganske vist ogsaa mere til at tage i Skoven end til at gaa [til] Begravelse i, saa Frøkenen har jo forsaavidt baaret sig meget fornuftigt ad.«

292

»Men De mener dog, jeg heller skulde have gaaet til Begravelsen.«

Han trak paa Skuldrene. »Vi var ikke mange - det er man ikke, naar der ikke er nogen Efterladte til at holde Mandtal. Deres Onkel troer jeg, var kjed af, at De ikke var der. Men .... De har naturligvis moret Dem godt, hvor De var.«

»Aa, ganske mageløst; det var en deilig Tour,« sagde hun med forceret Begeistring rasende over den Maade, hvorpaa han irettesatte hende. »Farvel« og dermed gik hun hurtigt, thi hun mærkede, at hun havde Taarer i Øjet.

Hun gik op til Onkel Morbroder. Han sad i Solskinnet, men saa forknyt og ligesom afmagret ud.

Han vilde først ikke se paa hende, da hun sagde Goddag, men studsede paa engang ved en vis Klang i hendes Stemme, og saa rigtig paa hende.

»Fortryder Du, at Du ikke gik med,« spurgte han.

»Nej .... jeg gjør virkelig ikke ....« sagde hun først, brød saa pludselig af og sagde: »Jo, jeg gjør!« og gav sig saa til at græde, ganske sagte som et Barn, der er bleven drillet og jaget for længe og endelig giver sig.

TIENDE KAPITEL

Det havde været en dyr, en meget dyr Affaire for Holm at opfylde gamle Baumanns Ønske om at blive bisat hos sin Kone og sit Barn. Men det fik Meget at sige for ham, at han havde opfyldt dette Ønske.

Han havde maattet gjøre overordentlige Udveje for at skaffe Pengene tilveje; saa havde han ledt op i sine gamle Sager og faaet [fat] paa en lille kjøn Samling Haandtegninger fra hans Kunstnerdage. Det havde været paatænkt, at det skulde være Illustrationer til et stort Digterværk, der var udkommen i den Tid og af hvilket Forlæggeren vilde foranstalte en Pragtudgave. Arbeidet var bleven givet Holm som en ung Kunstner, der havde den Fordel af sin Ungdom, at han ikke blot var meget lovende, men ogsaa meget billig og fordringsløs, netop den Slags Folk, som Forlæggere holde af at opdage. Imidlertid var han af en eller 293 anden forretningsmæssig Grund bleven bange for Foretagendet og de Bekostninger, det vilde udkræve. Han opgav det d. v. s. stillede det »foreløbig« i Bero.

Det var et haardt Slag for Holm, der kun fik en aldeles urimelig lille Sum som en Slags Haandpenge for sit Arbeide, men ellers kun det magre Ord »foreløbig« at trøste sig med.

Da han som sagt var den Unge og Fordringsløse fandt han sig i sin Skæbne uden andet end en i taktfulde Ord indklædt Beklagelse over den Behandling, hans Arbeide fik, der imidlertid ikke gjorde mere Indtryk paa Forlæggeren end en Tagdryp paa en Vinterfrakke og ikke engang lod ham bevare den mindste Bitterhed imod den vakkre unge Kunstner, skjøndt Holm i sit stille Sind - iøvrigt mest eftersom Aarene gik - indbildte sig, at han havde sagt ham et knusende Ord, der stod med Ildskrift for ham i lange, søvnløse Nætter.

For Holm havde denne hele Affære været af stor Vigtighed og den bidrog Sit til at gjøre ham modløs før Tiden.

Da Pakken med de længst glemte Tegninger nu faldt ham i Haanden gik en bitter og stikkende Følelse igjennem ham, og han havde strax Lyst til at lægge den uaabnet ned igjen i Skuffen. Imidlertid fik han Lyst til at se nærmere paa den, tog den gamle Mappe frem og aabnede den.

Det var en ret interessant Overraskelse. Paa disse gamle Tegninger, som han ikke havde set i en Aarrække kunde han se med en Uhildethed som om det var en Fremmeds Arbeider, kritisere, opdage Enkeltheder, som han længst havde glemt og som overraskede ham som satte der af en Anden.

Saaledes saa han paa dem, og det var ham derfor en virkelig Fornøjelse at se paa disse Arbeider.

Saa faldt det ham ind, om ikke disse gamle Ting kunde give ham et Bidrag til at komme ud over Pengevanskelighederne. Saa havde de ikke ligget der forgjæves og samlet Støv. De var ikke ilde. Hvem ved, Folk kjøbte dog maaske Haandtegninger endnu som i gamle Dage. At blive solgt havde jo været Bestemmelsen med disse; det var ikke af de Studier som man ikke kan skille sig ved uden at skille sig ved [en] Del af sig selv.

Saa pudsede og tørrede han det Hele pænt af, tog Mappen under Armen og gik til en Kunsthandler.

294

Denne var en gammel Herre, der forstod sig noget paa sine Ting ikke blot fra et rent Forretningsstandpunkt. Han saa først meget mistænksomt paa den gamle Mappe, der blev lukket op for ham, men da dens Indhold kom frem baade overraskede og interesserede det ham. Han sagde naturligvis Intet, men for hvert Blad han fik i Haanden blev det lille »Hum«, hvormed han tog det i Haanden mere hensynsfuldt.

Da han havde set Rækken igjennem, sagde han:

»Har De nogen Billeder i Olie?«

Holm rystede paa Hovedet.

»Hum, Hum,« sagde Kunsthandleren, hvilket betød: Du har nok Et eller Andet, Din gamle Kamel, men Du vil ikke ud med det.

»Dette her,« sagde han saa i mere forstaaeligt Sprog, »ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal sige til.«

»Hvorledes mener De?« sagde Holm og strakte alt krænket Haanden ud efter Mappen.

»Ja, det er interessante Arbeider,« sagde Kunsthandleren uden at røbe nogen Iver. »Men jeg har blot ikke nogen Mening om, hvorledes man vil tage dem. Det er Liebhaveri, ser De.«

»Ja vel,« sagde Holm kort, særlig ærgerlig over disse tingende Vanskeligheder.

»Men tillader De, at jeg beholder dem et Par Dage,« sagde Kunsthandleren endelig meget høfligt, »saa skal jeg sige Dem nærmere Besked.«

Dermed fik han saa Holms Adresse og denne gik sin Vej.

Et Par Dage efter sad Holm ved sit Arbeide alene med Eva, da det bankede paa Døren.

En høj, ældre Mand traadte ind. Han var tilsyneladende paa Holms Alder.

»Kobberstikker Holm?« spurgte han.

Holm bejaede det lidt forlegent, thi den Anden saa meget stivt paa ham og han vidste ikke, hvorfra, men han kjendte godt hans Ansigt.

»Jo, det er ganske rigtigt,« sagde saa den Anden, efterat have mønstret ham. »Dem kan jeg nu godt huske at have set, da De gik paa Akademiet. Jeg er -« Han nævnede et ypperligt Kunstnernavn .... »Jeg var lige bleven Lærer.«

295

Holm bad ham meget høfligt at tage Plads, han følte dog megen Respekt ved at se en af Generalerne i sit Hjem.

»Hvor blev De af siden?« spurgte Maleren ham. »Det De gjorde, lovede meget, jeg husker det godt. Men hvor blev De af?«

Der var over hans høje ranke Skikkelse noget vist militært, og han talte i et lidt afsnuppet Tonefald som om han var vant til at kommandere Rekrutter. Men Holm blev ikke fornærmet over det; han vidste, hvem han var.

Eva saa meget spændt paa denne Gjæst. Hun kjendte Navnet og vidste, at det betød noget Ypperligt og Fornemt i Kunstens Rige. Hun var blot kjed af at hendes Onkel ikke havde forestillet hende. Hun havde ligget paa Sofaen i sin sædvanlige Driverstilling, men i en Fart faaet Benene ned, da det bankede. Nu sad hun nok saa pænt, men helt bagved Gjæsten.

»Hvor blev De saa af siden?« spurgte denne atter.

»Jeg lagde det paa Hylden,« svarede Holm. Eva havde aldrig før set ham svare saa lidt sikkert.

»Hvorfor? De havde jo Talent.«

»Det vilde man ikke saadan indrømme mig.«

»Det er Noget, man selv ved, og ikke behøver at have Attest for. De blev altsaa kjed af det, fordi man ikke vilde paaskjønne Dem?«

»Aa ja, maaske.«

»Det har man ikke Lov til.«

»Der er jo nok til det og nok, som vil frem.« Holm var nu bleven lidt mere fri i sin Tale, »En mere eller mindre, hvad gjør det? Jeg har befunden mig bedre, meget bedre ved at holde mig udenfor det.«

»Der er aldrig nok - af dem, som duer. Og De duede. Saa havde De ikke Lov til at gaa. Man er som en Slags Soldat, man maa ikke desertere og man kan ikke stille for sig.«

»Jeg er bleven et bedre Menneske ved at holde mig for mig selv.«

»Det maa De tale med Vorherre om, men jeg er nu Direktør for Akademiet og jeg troer, at han ogsaa vilde holde noget med Akademiet og sige, at De maatte have kunnet indrette Dem ogsaa paa at blive et godt Menneske som 296 Kunstner. For De har Talent. Eller har havt. Det er gamle Sager, jeg har set. Deres Illustrationer.«

»Aa,« sagde Holm og der fløj et lykkeligt Smil over hans Ansigt. »Har De set dem. Og De synes om dem?«

»Ja, De har utvivlsomt havt et Talent, som var ægte. Det var maaske ikke stort i Omfang; De gjentog. Men hvad der var, var ægte. Det var det, jeg gik ud for at sige Dem, og saa fordi jeg var nysgjerrig, vilde se, hvad det egentlig var for et Menneske, der havde lavet de Ting. De vil sælge dem, jeg skal nok skaffe Dem ordentlig af med dem.«

Holm stod foran ham som en Soldat for sin Feltherre, der har kaldt ham frem for Fronten for at dekorere ham.

Eva havde ogsaa reist sig.

»Men,« fortsatte Kunstneren, »jeg siger stadig: Det er en Skam, De ikke holdt ud. Det skal man altid. Ikke sandt lille Frøken?« sagde han pludseligt, uden egentlig at vende sig om.

Eva blev blodrød; han havde tilsyneladende ikke kastet et Blik paa hende.

»Jo, det er sandt,« svarede hun forvirret.

»Ja, vi tales nok ved en anden Gang,« sagde Kunstneren saa og vendte sig atter om imod Holm. »Jeg siger Dem igjender var virkelig Talent i. Farvel.«

Han tog sin Hat og gik.

Holm stod en Tid helt betaget og saa i dybe Tanker ud af Vinduet paa den foraarsklare Himmel med de drivende Skyer. Engang imellem rystede han lidt paa Hovedet,

»Det var et underligt Besøg, Eva,« sagde han saa; »det havde jeg ikke ventet at skulle høre.«

»Men det var jo mageløst. Og ved Du hvad, det var da ogsaa en Ære at han kom.«

»Ja, det var underligt at skulle, høre,« sagde han igjen ligesom halvt i Tanker. »Ved Du hvad, jeg troer, jeg snart døer. Ellers faaer man ikke den Slags Ting at høre.«

»Aa Snak Onkel Morbroder. Du skal leve mange Aar endnu og gjøre rigtig smukke Arbeider.«

»Nej, nej. Nu kan jeg ikke mere. Men hvor det var underligt at høre for ganske vist .... at jeg virkelig blev skattet. Jeg vidste jo nok selv, at jeg duede til Noget, men jeg troede ikke, jeg skulde høre det og at det gjorde saa godt.«

297

»Kom og tag din Hat paa igjen Eva,« sagde han efter en lille Pause. »Lad os gaa en Tour i den friske Blæst, jeg trænger til at samle mine Tanker. Nej, Du ved ikke, hvor underligt det er, naar man et helt Liv igjennem har vænnet sig til ikke at ville bryde sig om det, og saa alligevel hører det, for Alvor af en af de bedste, hvis Mening staaer. Jeg ved slet ikke, hvad jeg egentlig skal sige, men jeg er glad. Og jeg synes alligevel, at jeg har levet et godt Liv. Lad os gaa; jeg troer, det vil, klare sig bedre, naar vi se paa Træerne og Vandet.«

Saa gik de ud og deres sædvanlige Tour. Foraarsvindens brede Vingeslag gik over de grønne Marker og ud over den vide Vandflade. Baade de unge Græsstraa og de gamle Træer bevægedes i den og følte med Velbehag det friske Liv strømme til sig og lyttede henrykt til Vindens Løfter om Sommerens nærmende Herlighed.

Den gamle Mand og den unge Pige gik tause ved Siden af hinanden. Hun mærkede snart, at han helst vilde gaa i sine egne Tanker. Han saa adspredt frem for sig, men der var bestandig et stille Smil paa hans Ansigt.

ELLEVTE KAPITEL

Evas Broder Hans var en lille lidt svagelig og venlig udseende Mand; han var Timelærer, flink og vel anset i sine Fag, Historie og Dansk, havde meget at bestille og alt en Familie, thi han havde giftet sig meget tidlig.

Som en Følge heraf kneb det stundom med Budgettet, men det tog han sig ikke videre af. Havde de ikke Smør, saa spiste de Fedt paa Brødet. Det er antagelig, at dette ikke saa sjelden gik paa i Slutningen af Maaneden. Det tog han og hans Kone imidlertid med Ro; hvad de og især han paa ingen Maade kunde bære var naar de troede at have brugt formeget; hellere [leve] med den yderste Knaphed og saa komme ud af det end at trykkes af Bevidstheden om at have brugt [formeget]. Ti Kroner formeget i den ene Maaned mente han maatte med Nødvendighed give tyve Kroner formeget i den 298 næste, tredive i den tredie og haabløs Gjæld og Bankerot inden Aarets Udgang, Børnene ude af deres smaa Senge og hele Familien paa sikker Vej til Fattiggaarden.

For at undgaa disse Skræmmebilleder var det kun et ringe Offer at spise Fedtebrød, at knibe paa Kullene, at sidde Alle om den ene Lampe og naar det skulde være at lade nogle Dage gaa uden Middagsmad, med Kaffe og Brød i Stedet.

Hans og hans Kone tog den Slags Ting uden Beklagelse. De saa alle Livets smaa Besværligheder ikke som de Fleste gjøre paa Glæders og store Forlangenders Baggrund men paa endnu større Sorgers. Det er der som bekjendt Mange, der gjøre i Theori, men saare Faa i Praxis.

Hans var lidt svagelig; han var ogsaa halt; engang var han som Barn falden ned af [nogle] høje Lægtestabler som han var krøbet op paa inde paa Pladsen.

Han var af Naturen ikke meget behændig, derfor ikke heller meget forvoven da han havde en instinktmæssig Følelse af ikke at kunne klare sig. Naar han engang imellem gjorde et lille Vovestykke, kom han derfor ogsaa i Reglen galt fra det, da han blev bange for det midt i. Saaledes gik det ogsaa her. Han blev selv forskrækket over, hvad han havde gjort, traadte feil i sin Keitethed og tumlede ned. Faldet var ikke højt, men, faldt han, faldt han altid saa keitet, som man kunde gjøre, og den stakkels Fyr brækkede sin Hofte [og maatte ligge lang Tid tilsengs]. Da han endelig atter kom op, var han halt, og det blev han ved at være.

Hvad Hans aldrig selv forstod var, hvorledes det kunde være gaaet til, at den høje kjønne Kone, han havde faaet, var bleven indtaget i ham. Men det var hun nu, en Datter af en af Faderens skibsførende Venner, som ellers var vant til at se Mandfolk af ganske anderledes Snit. Hun beundrede imidlertid aldeles oprigtig sin spinkle lille Mand. Allerede fra Dreng havde han i Kredsen havt Ord for at være saa klog og læsende. Hun havde som halvvoxen Tøs altid drillet ham og gjort Nar af »Læsehesten« og altid hemmelig beundret og betragtet ham som hørende til et højere Laug og været umaadelig [stolt] , naar han talte med hende og paa sin stille og beskedne Maade gav hende Indtryk af sine Ideer og Interesser. Hun ansaa stadig sin lille Timelærer for en af 299 de første Videnskabsmænd i Tiden og var han i sit stille Sind forundret over, at hun havde taget ham, saa var hun ogsaa forbauset over, at den Lærdes Valg var faldet paa hende.

Timelærer var han og blev. Han havde ikke faaet sig nogen Embedsexamen. Som det saa ofte gaaer, var [han] kommen ind paa andre og spredte Interesser, var bleven lidt gammel, var nødt til at informere og blev saa i det. Forresten forstod han godt at omgaaes med Børn og var dygtig i sit Fag.

Onkel Morbroder holdt meget af ham; han passede godt Ind i hans Theori om, at der var altfor Mange til at trænge sig frem, at der ogsaa skulde være Nogen, der holdt sig tilbage og at de havde det allerbedst.

Denne Lære havde han her prædiket for en taknemlig Tilhører, naar de i rolige Aftener sad inde paa Pladsen paa Bænken udenfor det gamle Hus og røg deres Pibe.

Hans saa efter sin Kone og sine Børn, som færdedes i Nærheden og sagde oprigtigt Ja og Amen til det Alt. Han var ikke saa oprørsk som Eva, [der] altid sagde imod eller dog forbeholdt sig sin Ret, menende, at det Altsammen kunde være Ret og Rigtigt saadan i sin Almindelighed, men at hun for sit eget Vedkommende nok havde Lyst til en lille Undtagelse.

Det følte hun, naar hun sad derinde paa den hyggelige Plads og saa paa den lille Have og paa de store Skibe, som nu vare i Hvile, men ellers vante til at sejle paa store Have. Og det sagde hun.

»Det er Ulykken,« sagde Onkel Morbroder. »Saadan sige netop Alle. Lad de Andre være beskedne og tilbageholdende, men jeg vil rigtignok ikke være det, men finde, at det er saa rart, at de Andre er det.«

»Du er en fæl gammel Onkel til at fordreje Ens Ord. Men naar Alle sige som Du og Alle blive tilbage og passe sig selv, saa skete der jo aldrig Noget, saa blev Verden da forskrækkelig kjedelig.«

»Det er slet ikke sagt. Men den blev da ialfald meget lykkelig.«

»Jeg vil heller have lidt Ulykke med, men jeg kunde nok lide at prøve at komme lidt ud foran de Andre.«

300

»Du har nok store Planer, Du. Hvad vil Du være, maa jeg spørge, Malerinde, Digterinde, Skuespillerinde, der er formodentlig noget Saadant, der staaer Dig i Hovedet.«

»Nej, det forsikkrer jeg Dig, lille Onkel, ikke en Smule. Jeg ved godt, at jeg ikke er Andet end Almindelig. Men jeg kunde nok....«

»Naa?«

»Jeg kunde nok lide at faa En, der ikke var det. Han skulde faa Lov til at gjøre, hvad han kunde.«

Den Gamle blev lidt gnaven og sagde: »Ja, han finder vel nok herind paa Pladsen.«

Eva baade sukkede og smilede og sagde: »Ja, det er Ulykken, det bliver vanskeligt for ham at finde mig.«

Hans rystede paa Hovedet og misbilligede at hans Søster kom med saadan noget Visvas.

Det var ikke, fordi han ikke selv sværmede for hvad der var Stort og for store Mænd. Tværtimod, han var Enthusiast i høj Grad. Men det mærkede man mest paa Skolen. Han var en ypperlig Lærer i Historie og i Literatur.

Over sine Yndlingsforfattere udbredte han sig med en Begeistring, der vilde kunne kaldes fanatisk, naar ikke det blide og bløde havde været saa fremtrædende i det. Begyndte han at tale om en literær Personlighed, der interesserede ham, kunde han helt glemme sig selv. Stod han da paa Kathedret indbildte han sig i Virkeligheden, at det var en Lærestol paa et af Aandens høje Steder og at hans Ord derfra paa stærke Vinger bares ud over vide Kredse. Han bildte sig ind, at til disse talte han om store og gode Ting, der gjør Synet paa Verden lyst og letter det at bære Livets Byrder; der styrker Troen paa, at Alle mere eller mindre ville det Gode.

Begyndte han paa dette blev han ved, det vidste Drengene. Saa stod den ivrige lille Skikkelse og talte om de store Aander, drømmende sig ind i deres Forestillingskreds og menende, at han fortolkede deres Tanker og var lykkelig derved.

Naar han begyndte paa et saadant Foredrag var Drengene tilfredse. Det skyldes Sandheden at tilstaa, at det ikke var, fordi de hørte efter, det var ialfald kun de Allerfærreste og disse forstod endda kun det Allermindste, det gjorde paa dem 301 kun et ubestemt lyrisk Indtryk, som nu forresten heller ikke er uden Betydning. De fleste Andre læste paa deres Lektier til næste Time, eller næste Dag - hvis det var praktiske Aander - eller indskrænkede sig, hvis det var mere sorgløse Naturer til at se ud af Vinduet; at passiare sammen indbyrdes var Noget, der ikke kunde gaa, thi var Hans end i Extase var han tillige nervøs og skjøndt han naturligvis blev distræt, kunde en Hvisken dog let forstyrre ham.

Og blev han forstyrret i sin høje Flugt, saa vidste de, hvad Følgen var. Saa stoppede han med et tungsindigt: »Naa ja, det bryder I Eder naturligvis ikke om. Lad os saa gaa videre.« Og saa gik det videre med Analyse og Syntax, hvilket naturligvis ikke [morede dem].

Blev han ikke forstyrret, saa kunde han blive ved, til Timen sluttede og Skoleklokkens Ringning atter kaldte ham ned til Virkeligheden, hvor han stod paa et blækbesmurt Katheder i en beklumret Klasse foran et Dusin Drenge af hvilke to eller tre havde et Indtryk af en livlig Ordstrøm, men som Alle i aandsnærværende Adræthed svarede Jo naar han spurgte: »Har I nu nogen Ide om Schiller?«

Men selv haltede han tilfods hjem, naar han saaledes havde faaet givet sin Begeistring Luft. Alting i hans tarvelige Stuer var ham smukt og godt, naar han havde tilfredsstillet sig selv. Gardinerne vare ikke stumpede og Papiret paa Væggen hv ;rken plettet eller hullet. Han saa paa den tarvelige Gibsbuste af den unge Augustus, der prydede hans Kakkelovn som paa et Originalbilled af en Mester, der selv havde staaet Ansigt til Ansigt med Heroen og det Kobberstik af Schiller, der hang over hans Skrivebord - en Gave forresten af Onkel Morbroder og virkelig godt - var for ham et Kunstens Mesterværk, der gav Lys og Højde i hele Stuen og som var en Prydelse for Hovedstaden. Og lykkelig og tilfreds med at have beundret satte han sig saa til sin Middagsmad eller til det kolde Kjød og Brød - hvis det var paa Slutningen af Maaneden - med en af sine Drenge paa hver Side og sin Kone ligeoverfor. - -

Næste Aften sad Onkel Morbroder hos sin Nevø. Han blev modtagen med den sædvanlige Jubel af Børnene og ført 302 ind i Dagligstuen. »Du skal blive her iaften,« sagde den ene af Drengene, »vi skal have Rullepølse og Schweitzerost.«

Det var ganske vist et usædvanligt Traktement, der maatte være Noget paa Færde. Onkel Morbroder tænkte sig om, om der skulde være en Fødselsdag, han havde glemt, men han kunde ikke finde paa nogen.

Hans kom ind.

»Er der Noget ivejen; jeg synes, her ser saa fint ud?«

»Vi har faaet vore hvide Sommergardiner op, det gjør altid saa lyst og livligt. Og saa har vi stjaalet grønne Grene, vi har Alle spadseret en Tur iaften.«

»Ej, ej.«

»Forresten,« sagde Hans i en let henkastet Tone, »forresten kan Du gratulere mig.«

»Det var jo rart. Men hvortil?«

»Jeg har faaet en Forlægger til min Exempelsamling.«

»Din Exempelsamling. Jeg er et Fæ, min Dreng, jeg ved ikke hvad det er.«

»Ja, ja,« sagde den Anden uden at vise sig krænket. »Jeg har udarbeidet en Bog, som indeholder Exempler til Brug ved Undervisning i dansk Grammatik efter mit eget System. Jeg troede nok, den kunde gjøre Nytte, men var noget uvis paa hvad Andre mente. Den har ligget til Betænkning af Sagkyndige hos en stor Forlægger. Det lader til, at de have rost den Du - rost den en hel Del.«

»Ja saa. Naa, den er altsaa solgt godt.«

»Brillant, langt bedre end jeg anede det. Forlæggeren har været herude, den store Mand selv og fortalt mig, at han vilde tage den og Vilkaarene; den vinder stærk Bifald i Skolerne rundtomkring. Han var selv herude, siger jeg dig, den store Mand. Man faaer fine Besøg. Det er godt vi havde faaet de nystrøgne Gardiner op, her saa meget pænt ud. Og Honoraret er ikke daarligt; vi kan anskaffe os forskjellige Ting, vi har trængt meget til og Sommertøj til Sophie og saa bliver der endda en hundrede Kroner tilovers til at sætte i Sparekassen til, hvis der skulde indtræffe noget uforudset.«

»Ja, jeg gratulerer, det er jo fortræffeligt. Gratulerer, Sophie....« Han saa Konen kigge ind fra det andet Værelse for at se, hvem der nu var derinde.

303

»Ja, ikke sandt?« sagde hun. »Og saa Æren, hvad?«

»Lad os nu ikke tale formeget om det,« sagde Hans beskedent, »men det e r naturligvis behageligt, naar Ens Arbeider vinde Bifald. Og,« tilføjede han efter en Pause, »jeg kommer da i Forfatterlexikonnet. Der vil Drengene kunne finde deres Fader.«

Og han saa paa de smaa Fyre med et lykkeligt Smil, især paa den lidt svagelige lille Fyr, som han havde været saa bange for skulde faa hans Øgenavn at vide i Skolen.

»Bliv her i Aften, Onkel Morbroder,« gjentog igjen Børnene, »vi skal have Schweitzerost.«

»Ja, naturligvis,« sagde lille Hans. »Naturligvis bliver han. Forældrene komme ogsaa. Jeg giver Punsch iaften.«

Onkel Morbroder var jo selv i en egen løftet Stemning efter det Besøg, han havde faaet. Han tog villig imod Indbydelsen og satte sig ned.

»Nej i Gyngestolen, i Gyngestolen,« sagde lille Hans gjæstfrit og ryddede dette Stuens Pragtstykke for forskjellige nystrøgne Gjenstande, der vare deponerede i den.

»Gud, Hans, hvem har nu været der?« udbrød den høje Kone forvirret og det maa desværre siges lidt usandfærdigt, thi det var hende selv, som lige iforvejen havde nedlagt disse Frugter af sit Arbeide ved Strygebrædtet paa dette hellige Sted; et saadant var nemlig Gyngestolen. Den var en stivrygget umagelig gammeldags Tingest, med broderet Sæde og broderet Rygpude, anskaffet i sin Tid af Hans til Konen efter en Barselseng som Surrogat for en Lænestol. Det var en Fiktion, at den var et mageligt Sæde, der beredte Enhver Velvære, som kom indenfor dens stive Træarme. Den holdtes i Hævd og Ære. og selv Drengene veg tilbage for at krybe op i den med snavsede Støvler eller indrangere den i et Jernbanetog sammen med de andre Stole. Derfor egnede den sig særlig til Opbevaringssted for nystrøget Tøj, især naar Bordet var fuldt.

Ikke desmindre lod Sophie som om det var en højst overraskende og hende aldeles ubekjendt Foranstaltning, der var truffet.

Dette generede lille Hans, der var meget bange for at Børnene skulde lægge Mærke til Smaausandheder af Forældrene.

304

Han lod derfor ogsaa, som om han ikke forstod hendes spørgende Udraab og sagde blot idet han hjalp hende med at rydde Pladsen: »Aa, det siger saamæn Ingenting, min Pige, det skal Du ikke bryde Dig om!«

Onkel Morbroder protesterede; han kjendte Gyngestolen og afskyede den, men der var ingen Pardon, han maatte ned i den.

Den blev trukken hen til Vinduet, Hans satte sig ned overfor ham; der sad de og saa ud paa det stille lille Torv.

»Det kan nu ikke nytte noget,« sagde Hans, »om man ogsaa er nok saa tilfreds med at leve i al Beskedenhed og lade de Andre komme frem - saa er det dog morsomt at gjøre en lille Smule Lykke og mærke, at man har gjort Noget, som Andre kan bruge - lad det være nok saa lidt,« tilføjede han med en Slags Undskyldning, thi han vidste jo nok, at hele denne Betragtning ikke rigtig passede Onkel Morbroder, og ventede egentlig at faa lidt paa Hovedet.

Men det var den gamle Mand ikke oplagt til. Han sad og saa ud paa Torvet i Solnedgangen, men det var dog ikke de venlige Farver paa de gamle Huse, som fængslede ham; dertil saa han for adspredt ud.

»Det er muligt nok,« sagde han, »for det er jo egentlig gaaet mig paa en noget lignende Vis idag. Jeg har faaet at vide, at jeg duede til Noget som Kunstner.«

»Ja, men det ved vi jo Alle,« sagde Hans oprigtig forbauset.

»Men idag har jeg hørt [det] af en af dem, jeg troede, aldrig vilde regne mig for Noget. Direktøren for Akademiet, Du.« Og han fortalte hvad der var sket. »Og jeg er glad over at have hørt det; meget glad,« tilføjede han.

»Ja, det troer jeg da nok. Det er jo en stor Ære, men.... men....«

»Du mener, om jeg fortryder at jeg saa opgav det,« sagde den Gamle med et lille Smil. »Nej, det gjør jeg ikke. Jeg har tænkt paa det hele Dagen og skjændtes lidt med Eva derom. Men jeg fortryder det ikke. Jeg har da det først var overstaaet med Afkaldet, ført et langt lykkeligere Liv end alle dem, der er blevne Medlemmer af Akademiet og Professorer og Riddere og Omtalte. De har dog havt deres stadige Ærgrelser og Misundere og Bagtalere. Jeg har været i Fred.«

305

Hans tænkte paa en yderligere Modsigelse, og hostede og rømmede sig som en Indledning til Noget han ikke ret vidste, hvorledes han skulde faa sagt.

»Ja, jeg ved det,« sagde Onkel Morbroder. »Men Du kan være ganske rolig; jeg kunde dog ikke have gjort Noget, som Verden virkelig vilde savne ikke at have faaet. Der er saamange der har akkurat ligesaameget Talent som jeg og som bliver borte uden selv at vide det og uden nogensinde at faa en Pensel i Haanden. Jeg har faaet en aldeles overraskende Paaskjønnelse for det, jeg har gjort, det er meget. Og glad ved det er jeg. Men lad det saa være dermed.«

»Ja, lad os være glade, naar vi har god Lykke med os,« sagde Hans og tænkte glad paa sin Exempelsamling.

»Saa, der er de fra Pladsen« sagde han og viste ned paa Torvet, hvor det ældre Par kom spadserende, »nu skal de faa at vide, hvad vi er blevet for store Folk. Jeg vilde blot ønske, at Eva kom med, det er da underligt, hvis hun ikke gjør det.«

»Hvor er Eva« raabte han ud [af] det aabne Vindue.

»Hun kommer om en halv Times Tid« raabte Faderen. »Hun sidder med Stilene.«

TOLVTE KAPITEL

Eva sad hjemme ved Stilene. Det var jo lige ved at være Sommer og lyst endnu, skjøndt det var sent.

Luften var mild og stille; der var saa roligt paa Pladsen, at man slet ikke kunde tænke sig, at det var derfra der udgik saa meget uroligt og larmende Liv om Dagen.

Hun holdt nok af at være alene i Huset og ret mærke denne Stilhed. Saa var det, som hendes Tanker vare saa meget mere levende.

Hun gik nu fra sit Værelse ovenpaa og satte sig med sit Arbeide ved Skrivebordet i Dagligstuen. Dørene til de andre Værelser lod hun staa aabne for bedre at føle Tomheden.

Det var deiligt at sidde saaledes i den tidlige Sommeraften, hvor Luften var fyldt af en blød vemodig Længsel, der 306 søgte opad mod den rene blege Himmel, mod de uopnaaelige Egne bag den sidste Aftenrøde.

Hun skulde skrive Stil, dansk Stil, en pædagogisk Afhandling om Lærerindens Forberedelse i Hjemmet til Skolegjerning. Der var ikke Noget, hun kunde være mindre oplagt til end til theoretisk eller praktisk at forberede sig til Skolegjerning. Og dog havde hun en trykkende Følelse af, at hun burde være flittig. Tiden for hendes Uddannelse var næsten udløben og Examen nær.

Men det hjalp ikke, den sørgelige Sandhed stod fast; den rolige Sommeraften, som hun havde troet skulde gjøre hende rigtig flittig, havde aabenbart gjort hende doven. Hun gik ud af Huset, et lille Svip ud i den lille Have, som stod fuldproppet af Blomster som et eneste Bed og satte sig paa Bænken ved Gavlen og saa paa de grønne Blades lette, aandende Bæven i Aftenvinden og paa det blanke Vand i Kanalen. Hun vilde der have Ro til at tænke paa Forberedelsen i Hjemmet, men Vinden derude, og det blanke Vand og de aandende Blade og Blomsterduften dannede en stor Sammensværgelse for at gjøre hende adspredt. Kom det først fra Blomsterne eller fra Vinden - hvem ved det - men det lokkede hende til at bilde sig ind, at hun var i fremmede Lande, hun længtes efter at se, hvor Livet føltes saa let og klingende som Musik og Drømmebillederne vare Virkelighed. Kanalen blev en Flod i det ubekjendte Land, den grønne Bænk, hvorpaa hun sad, var en Baad, der gled paa dens Vande og fra Aftenvinden kom søde Røster, der hviskede i hendes Øre.

Hun lod dem hviske, sagtelig, yndefuldt; de lette sagte vexlende Skyer paa Himmelen ovenfor viste forunderlige Billeder, det varede en Stund - det var jo ganske forskrækkeligt, der var ikke det mindste, der vilde belære om Haandgjerningens Betydning for Skolen. Og det var det, hun var gaaet ud for at tænke paa i den friske [Luft].

Nej, hun maatte bort fra Baaden og Floden og den klingende Sejlads paa denne.... bort fra Rhinen med de vinklædte Høje og de tungsindige Taarne eller var det Tiberen med Tempelsøjler paa sin Bred .... Naa, hurtigt ind i Huset igjen.

307

Der var mere hverdagsagtigt derinde, da hun kom udefra, der var halvmørkt i Modsætning til Solnedgangs-Klarheden - og dog, denne Bunke blomstrende Hvidtjørn, hentede fra Skoven, disse Seriner vare ogsaa forræderiske Udsendinge fra det, der udenfor. Hvad havde nu ført denne Bog hen paa Skrivebordet, hvor Stilebogen skulde være eneraadig; det var Digte, slemme farlige Digte, klagende og frydefulde som vilde de opløse deres Væsen, der læste dem, i evig Længsel.

Hun elskede den Bog, men hvad vilde den der iaften og hvorfor gjorde den nu som altid, og lod Blad af sig selv vende sig efter Blad.

»Haandgjerningens Betydning for Skolen!«

Aa Gud, det var jo aldeles forskrækkeligt. Skulde hun være toogtyve Aar og saa ufornuftig.

Bogen blev slaaet i, Stilebogen op, Pennen dyppet. En forskrækkelig Pen, saa tung som en Blystang laa den i hendes Haand, hvor skulde den [kunne] føde Tanker? Det var jo ogsaa næsten mørkt nu. Se hvor Aftenstjernen tindrede udenfor Vinduet, klar som en jubende Trille. Nej, umuligt, ganske umuligt at faa Noget skrevet iaften. Det var meget bedre at gaa strax hen til sin Broder og - en lys Ide - naar hun talte lidt med ham om Sagen vilde hun nok faa Ideer, han var jo ypperlig til at inspirere hende om det Emne. Det lille Snyderi maatte hun gjøre godt paa anden Maade og saa sidde en Time længere oppe over sin Fysik imorgen.

Nu afsted ud i den deilige friske Luft. Aa, naar Alt kom til Alt var Klokken slet ikke saa mange og derude var det slet ikke saa mørkt. Hun tog sin Hat og gik ud af Døren. Jo, det var lyst, og det kunde godt gaa an at gaa en lille Sviptur om ad Volden og se ud over det grønne Land og den brede Voldgrav nedenfor det tætte Krat med det brede Bælte af nikkende Siv; der var deiligt om Aftenen, det vilde ogsaa være en Flod i denne Belysning, en fjern, stærk Flod, der havde set mange Ting, Donau, eller hvem ved Volga, ja Volga, flydende imod Asien. Og gaa deroppe under de grønne Linde - hvor de saa godt ud i Gaslysets Skin - ja, og de stod i fuld Blomstring, hun kunde mærke den søde Duft herned. Ja, der vilde hun op, op paa Bænken, der var Ingen nu, 308 ikke et Menneske og sidde der blot fem Minutter og se Sommernattens Slør sænke sig over Landet.

Hun gik derop og sang halvhøjt for sig selv, thi de søde Røster hviskede hende atter i Øret. Saa satte hun sig paa Bænken og lod dem tale, medens Natten faldt paa og i dens Skygger spinde Drømmetraade om en vinkende Fremtidslykke, hun ikke selv kunde nævne og forklare, men som hun troede paa paa Stemmernes Ord og hvorpaa ogsaa Sommernatten troede.

Saaledes sad hun stille der, stadig saa glad over at være ene som hun ikke før havde været.

Saa hørte hun Skridt fra Opgangen lige ved hvilken Bænken stod. Naa ja, det var kjedeligt, men ikke saa underligt, der var jo mange Spadseregængere ude i et saadant Vejr. Det var en Herre.... Aa, det var den unge [Grosserer] og han gik lige hen imod hende; det var dog kjedsommeligt at han skulde se hende sidde her, thi det var jo ikke passende, at hun var gaaet alene. Og han gik lige henimod hende.

Han blev ganske vist overrasket ved at se, hvem den lyse kvindelige Skikkelse var, som havde vakt hans Nysgjerrighed, da han gik forbi nedenunder. Og hans Overraskelse var af en meget behagelig Art.

Meget høflig hilste han og stansede.

Eva gjorde Mine til at reise sig.

»Lad mig ikke forstyrre Dem,« sagde han, »saa gaaer jeg strax. De vil være alene med Udsigten, og det kan jeg godt forstaa.«

Imidlertid gjorde han aldeles ikke nogen Mine til at gjøre Alvor af sine Forsikkringer, men blev staaende foran Bænken.

Eva kunde ikke lade være at bemærke, hvorledes Alting klædte ham godt, ikke blot at han saa elegant og udenlandsk ud, men ogsaa, hvorledes han paa en Maade, der baade var beskeden og dog tilstrækkelig tydelig forstod at lægge for Dagen, at han var glad ved at have mødt hende og overordentlig nødig vilde gaa uden at have talt med hende.

Var det ham, Stemmerne havde hvisket om?

»Se hvor deiligt Voldgraven tager sig ud dernede« sagde 309 han og vendte sig halvt om, dog ikke for at gjøre Alvor af at gaa, snarere for at komme Bænken nærmere. »Den ligner en Flod.«

»Det var netop det, jeg sad og tænkte paa,« sagde Eva.

»Nej virkelig,« sagde han glad. »Ja det ligner en smuk, bred Flod. Og Vandet derude er det store Hav, som den løber ud i. Ved De, hvadfor en Flod det minder mig om?«

»Nej,« hun svarede dog med en vis Interesse; hun havde nok Lyst til at faa at vide, hvilket af de fremmede Lande, hun brændte efter at se, der var givet hende et Billede af.

»En lille Flod i Sydfrankrig; jeg tilstaaer, jeg husker ikke Navnet,« sagde han lidt langsomt. »Den løber ud i Rhonen. Jeg var der i Egnen paa en Tur. Voldene her skal De saa tænke Dem er Vinbjerge.«

»Aa Vinbjerge!«

»Ja Vinbjerge« - han traadte et Skridt nærmere til Bænken - »hvor der voxer en fortræffelig krydret rød Vin, stærk som Bourgogne, Beaujolais troer jeg den hedder, og hvis Druer er saa store og saftige som jeg sjelden har smagt Mage.«

»Det maa være deiligt at leve i Vinlande,« sagde Eva, »ikke blot for Vindruernes Skyld, men ogsaa for det Liv, der vist er over Alt.«

»Det har De Ret i,« sagde han livligt og satte sig ned paa Bænken. »Det giver et andet Blod end det man kjender her. Man er ikke søvnig og prosaisk som man bliver herhjemme.«

»Maaske. Er vi saa søvnige?«

»Vin lærer Kjærlighed, kan De tro; det er Hovedsagen.«

Eva gjorde en Bevægelse; hun tænkte aabenbart paa at reise sig. Det var maaske ikke værd at gaa løs paa dette Emne.

»De holder af at gaa Deres Aftentour heroppe,« sagde han saa i en mere hverdagsagtig Tone og ridsede ganske fredeligt i Sandet med sin Stok, en lapset lille Pariserstok, saa Eva, hvis Guldknap skinnede i det matte Lys.

»Aa, jeg spadserer ellers ikke Aftentur, men jeg skulde hen til min Broder og saa lagde jeg rigtignok Vejen herom; jeg holder meget af dette Sted og tænkte nok, her var kjønt iaften.«

310

»Ja, her er deiligt, det er mit Yndlingssted, jeg bryder mig ikke om, at vi ikke er flyttet ud paa Landet endnu, jeg er glad over, at vi ikke er komne ud, meget glad. Stod det til mig, blev jeg hele Sommeren paa Christianshavn.«

»Saa?«

»Jeg er kommen til at holde saameget af det Hele, af at gaa inde paa Pladsen og af Volden, dette Sted bliver mit Yndlingssted. Jeg vilde langt heller være mine Sommeraftener herinde. Og Deres Hus paa Pladsen, der er vist deiligt en Sommeraften.«

»Ja, det er kjønt.«

»Det er [det] mest poetiske Sted, jeg kjender, det gamle Hus, overgroet med det Grønne ligeved Vandet. De har Deres Værelse i Gavlen, ikke sandt.«

»Jo.«

»Saa har De Udsigt til Skibene og over til den anden Side.«

»Ja.«

»Jeg tænkte det nok, det maa se godt ud om Aftenen; for De ser vel lidt ud paa det Hele inden De gaaer i Seng?«

»Sommetider længe.«

»Det kan jeg tænke; De staaer længe ved Vinduet. Hvorledes ser De ud i Deres Værelse? Bi lidt, jeg kan tænke mig det Hele. Her er Vinduet. Har De Skrivebord, saa staaer det her paa den Væg. Og her staaer Deres Seng, her ligger De og sover og drømmer. Vender De Hovedet til Vinduet? Hvad Side sover De paa?«

»Nu maa jeg gaa! Farvel.«

»Jeg tillader mig at følge Dem saalænge vi er paa Volden. Det er ikke saa roligt et Sted, naar det er sen Aften, og vi skal igjennem et mørkt Stykke ved De.«

»Saa. Der er igjen Nogen.«

Eva saa - ja, der kom igjen en Herre hurtigt spadserende.

»Det er En, vi kjende, træd lidt med herind i Mørket, saa kjender han os ikke. Kom, kom!« Og imod hendes Villie trak han hende ind i Skyggen, idet i samme Øjeblik den Mødende passerede dem. Hun følte hans Hoved tæt ved sig, men saa efter, hvem den Anden var. Det var Doktoren; han kastede et Blik til Siden, og holdt ligesom forundret Hovedet i Vendingen. Men han hilste ikke. Han var strax efter forsvunden i Mørket, og Lyden af hans hurtige Fodtrin tabte sig.

311

»Tag min Arm; vi gaa denne Vej.«

Hun tog adspredt hans Arm og gik ad den Vej, han foreslog.

De sad til Bords, de vare næsten færdige med at spise og den lovede Punsch kommen paa Bordet hos Hans, da Eva traadte ind ad Døren.

De modtog hende med Udraab, fordi hun kom saa sent. Hun svarede kort, at hun havde havt sin Stil.

Der blev gjort Plads for hende ved Bordet, Smør og Brød og de sjeldne Ting, som Bordet var dækket med og som havde været Drengenes Henrykkelse blev skudt hen til hende.

Hun tog af det.

»Men Gud, Barn, Du spiser jo ingen Verdens Ting,« sagde hendes Moder, som i Stilhed havde lagt Mærke til hende. »Er Du ikke rask?«

»Det er saa varmt iaften, jeg har ikke Appetit.«

»Du ser nu daarlig ud. Du er altfor flittig.«

»Det er godt, den store Examen snart er for Haanden,« sagde Hans, som var oplagt til at se Alt fra den bedste Side. »Saa er den Sorg forbi. Lad hende nu faa et Glas Punsch, saa bliver hun nok kvik.«

»Vi skal dog alle drikke sammen paa denne Exempelsamling,« sagde Forvalteren, »skjøndt jeg ikke troer min Dreng, at vi to Gamle faa meget at lære af den.«

»Og saa skal vi drikke for Onkel Morbroder,« sagde Hans, »det er dog godt, at der er Nogen, som endelig faa Øjnene op for hvad han er. Skaal, Onkel Morbroder. Jeg synes Du er saa stille.«

»Jeg ved ikke, hvor det kan være,« sagde den Gamle, »der er saa mange gamle Ting, der vaagne op hos mig idag, saa mange, som jeg troede, var glemte for bestandig.«

Eva saa paa ham. Hun forstod, hvad han mente, at han talte om sin gamle Kjærlighed.

Deres Øjne mødtes.

»Ja, det er virkelig sandt, Eva,« sagde han, »Du ser forandret ud. Er der hændet Dig Noget?«

Hun rystede blot paa Hovedet; hun kunde ikke svare lydeligt.

312

TRETTENDE KAPITEL

Lægen sad paa sit [Værelse] og mismodig var han unægtelig.

Foran ham paa Bordet laa et tykt skrevet Hefte, hvis Læsning han lige havde sluttet. Det var Afhandlingen; han havde faaet den tilbage. Men i længere Tid havde han skyet at se til den. Den var lagt ned i en Skuffe for sig; et Par Gange havde han aabnet den, men det havde været ham saa pinligt at se blot Omslaget af det Arbeide, han havde skænket saa megen Tid, saa megen Flid og saamegen Kjærlighed. Det laa for ham som en død, ubehagelig Ting, han skyede at røre ved.

Denne Følelse havde han nu overvunden ved en kraftig Beslutning. Han vilde, nu da han havde faaet sit Arbeide mere paa Afstand, gaa det igjennem, atter læse det, men som en Kritiker, som en kold Kritiker, der fæstede sit Blik paa alle Mangler og Svagheder. Han vidste, at han kunde gjøre dette ved sig selv.

Han ønskede, ønskede oprigtig, at Resultatet maatte blive ham selv utilfredsstillende. Saa var han fri for at nages af denne Følelse af at være gjort Uret, som nagede ham saa stærkt, og som var ham saa utaalelig.

Læsningen var endt. Den havde taget ham hele hans Fritid den Dag. Han havde læst langsomt, gaaet igjennem, overtænkt. I en underlig koncentreret Vis havde han gjort hele Arbeidet om igjen i sit Hoved i Løbet af en Dag. Og Resultatet var for ham blevet, at det var godt, at det var dygtigt, lidende af visse Mangler, men saaledes at han dog i det Hele og Store stod ved, maatte staa ved det, være tilfreds med det. Altsaa Uret - utvivlsom og stor Uret. Herved maatte det blive.

Han tog dette Resultat med en vis kold, ringeagtende Bitterhed. Han ønskede selv, at han maatte kunne føle det som en brusende, kogende Harme, der trængte til at give sig Luft paa en eller anden Maade. Det havde været lettere at bære. Men det laa nu ikke for ham; det »slog ind«.

Som han sad saaledes. bankede det paa Døren. Det var 313 en haard, klodset Banken og ind traadte Sporvognskusken, som han havde hjulpet til en anden Plads.

Et hurtigt Blik overbeviste ham om, at Manden havde det meget bedre, saa der ingen Tvivl kunde være om, at Forandringen var bekommen ham saare vel.

»Jeg kommer for at sige Tak og Farvel til Hr. Doktoren for alt godt.«

»Farvel?« spurgte Dahl, der ikke holdt meget af Taksigelser og derfor gled let henover det andet Punkt.

»Ja. Vi flytte bort nu til første Juni imorgen; vi har endelig faaet en lille Leilighed ude i Nærheden af Stalden hvor vi vilde have den; det var ikke saa let. Men Vejen herfra var lang, selv om jeg fik Lov til at kjøre med.«

»Det er den ganske vist; det Andet er jo nemmere.«

»Ja, det er. Ja, jeg vilde ikke flytte herfra, uden jeg havde sagt Farvel til Hr. Doktoren og takket Dem for alt godt.«

»Aa, ingen Aarsag. Sæt Dem ned.«

»Nej Tak. Det er en dyr Historie, saadan at flytte.«

»Det er det vel,« sagde Dfoktoren] meget tørt, thi han havde ikke saa fint Øre for de Folk, at han paa den lidt tvungne Klang i den sidste Bemærkning kunde høre, at det var Noget den Anden var dresseret til at slaa paa, af en eller anden klog Sjæl, der formodentlig ikke kunde forstaa, at en Anden havde givet en saa betydelig Gave til en Mand, naar ikke vedkommende Giver var en Slags Særling, der havde en Mani for at lade Andre faa sine Penge, som man burde imødekomme.

Kusken krammede ovenpaa disse Repliker en Stund ved sin Hue. Han fandt egentlig, det var en underlig tør Fyr, ikke videre gemytlig at tale med og forbeholdt sig sin endelige Opfattelse af den store Gave, han havde givet ham.

»Ja, jeg vil dog sige Farvel Hr. Doktor, og Tak for denne Gang,« tilføjede han noget rørt. Thi hvordan det nu gik eller ikke, og hvad Manden havde ment eller ikke ment og hvordan han ellers plejede at give Penge fra sig, saa var det dog vist, at de Penge havde reddet Livet for ham og holdt hans Kone og Børn fra at komme paa Fattighuset.

Doktoren bød ham Farvel og lod ham saa gaa.

314

Saa sad han atter ene. Han kom til at tænke paa Sporvognskusken og var egentlig ganske glad ved den Maade, hvorpaa de nu vare skiltes ad. Var der Noget, han var bange for hos sig selv, saa var det for den almindelige Tilbøjelighed til at røres over sig selv og [sin] egen Fortræffelighed. En overstrømmende Taknemlighed for den fattige Kusks Skyld vilde derfor have generet ham, han vilde have været skræmmet ved den. Det var ham behageligt, at denne ikke tænkte sig det som et stort Offer, thi det var det jo i Virkeligheden ikke. Han havde ikke følt sig trykket ved at skille sig ved de Penge. Det kan falde vanskeligere at renoncere paa et Par Daler, man gaaer med i sin Portemonnaie, end paa et Par Hundrede, man har liggende i sin Skuffe.

Hvad han imidlertid glædede sig ved at tænke paa, det var Familien, at den var reddet.

Derfra gik hans Tanker videre. Han tænkte, at det dog ogsaa kunde være et Liv saaledes i al Beskedenhed efter Evne at lindre Nød og Sorg for Andre.

Han var anstrængt paa en tør og brændende Maade. Det ligesom lindrede og kølede at tænke paa et saadant Liv.

Han saa i Tankerne paa den lille Kreds, han i det Hele herude var kommen i Berøring med. Paa den gamle Kobberstikker og hvad han havde sagt ham. Aa ja, det var maaske ikke saa ufornuftigt at løse det Hele paa den Vis. Lykkeligere at tage Livet saaledes roligt i sin Krog, Intet forlange, Intet vove, være glemt og ukjendt, nøjes med Livets Hverdagskost, og saa efterhaanden kun findende Smag i denne.

Det bankede [igjen] paa Døren. Han reiste sig lidt uvillig; naar man sidder i den Slags Tanker har man maaske Intet imod en Afbrydelse, men Overgangen falder lidt vanskelig.

Det var en Dame, der traadte ind. Sommeraftenens Skumring var Halvmørke i det gamle Værelse med de brede Piller; han kjendte hende ikke strax.

Da hun traadte nærmere og sagde Godaften saa han, at det var Frøken Eva.

Hun traadte frygtsomt og nølende frem. Scenen fra den foregaaende Aften slog ham. Han havde godt kjendt hende, 315 og følt en ubehagelig, ja pinlig Overraskelse ved at se den unge Pige, han havde fundet saa tiltalende og som han vidste den gode gamle Onkel og de andre brave Mennesker i Familien satte saa højt og stolede saa ubetinget paa, være saa letsindig, for at bruge den mildeste Fortolkning, at hun spadserede paa en stævnemødeagtig Vis med en Kavaler som den unge [Grosserer]. Det var ham altid pinligt at gjøre ubehagelige Opdagelser om Folk, men det faldt jo ofte paa og han havde her ligesom i andre Forhold reddet sig fra at være for blød ved at gjøre sig for kold og blaseret - Slægtens almindelige Kur, bevidst eller ubevidst. Paa samme Maade var det gaaet i dette Tilfælde. Opdagelsen havde naget ham - og saa havde han strøget Eva ud af sin Erindring eller rettere sat hende ned imellem de Ting, han for Fremtiden kun vilde tænke paa med en vis Ringeagt, forsaavidt han overhovedet vilde tænke paa dem, hvad der jo ingen egentlig Anledning var til.

Med en vis kold Høflighed bad han hende tage Plads.

»Er der Nogen syg hos Dem?«

»Nej, det er mig selv .... Jeg vilde gjerne tale med Dem.«

Han bøjede let Hovedet og saa paa hende med et koldt og spørgende Blik.

»De saa mig igaar Aftes paa Volden - -«

»Ja.«

»Jeg tænkte det nok, jeg havde det paa Følelsen .... jeg vilde blot sige Dem .... Jeg kyssede ham ikke dengang .... og jeg vidste ikke, at han gik deroppe.«

Videre kom hun ikke, saa brast hun i Graad, et Barns lydelige, uimodstaaelige Graad.

Han sad helt bestyrtet ved denne Vending. En Ting var ham klar, usvigelig klart: det hun sagde, var Sandhed. Men hvorfor kom hun med den Tilstaaelse til ham og hvad skulde han med den?

Med en lidt usikker Stemme bad han hende være rolig. Saa reiste han sig op, skænkede et Glas Vand og bød hende.

Hun drak lidt af det og fattede sig efter sin nervøse Graad, og da nu Spændingen var forbi, blev hun meget forlegen.

316

»De maa finde det meget underligt, at jeg kommer her og taler til Dem om den Ting, men jeg vilde gjerne have, at De ikke altid skulde tænke uret om mig .... Deres Mening ....«

Dahl var virkelig nu lige saa forlegen som hun. Han stod ogsaa og stammede. »De er altfor god .... jeg takker Dem meget for Deres Tillid .... Vil De ikke have noget mere Vand .... Aa, dette er ikke frisk nok, jeg skal strax komme med noget, der er koldere.«

»Nej, De maa ikke paa nogen Maade uleilige Dem .... Jeg gaaer lige nu. Det var blot det, jeg vilde sige Dem.«

Og inden han ret besindede sig, var den lyse Skikkelse ude af Døren, Døren lukket og han alene.

Han var alene men med en forunderlig Følelse. Det Nye, Uventede, Overraskende, der var overgaaet ham med den unge Piges Besøg, havde ligesom gjennemtrukket Mørket, gjort det klart og tonende, bragt Blomster ind i den gamle tvære Stue.

Der lige foran ham havde hun siddet, lige for ham med det faldende Mørkes bløde Slør over sit søde unge Ansigt, forgrædt, urolig, betaget ved Tanken om hans Dom, vendende sig til ham som sin Fortrolige - »Jeg kyssede ham ikke, og jeg vidste ikke, at han gik deroppe .... Saaledes var det .... Jeg kyssede ham ikke og«.... En yndig, blød Stemme havde sagt disse Ord. Og disse Øjne, klare, gode Øjne fæstede paa ham, hvor de havde skinnet i Mørket.

Dette havde den mørke Stue set og den havde bevaret Indtrykket af det overalt i alle sine Kroge. Og det var vel derfor han blev siddende medens Mørket faldt for ikke at forstyrre det lette Spind.

FJORTENDE KAPITEL

Den unge Læge vaagnede op Dagen efter Evas Besøg under Indtryk af, at der ventede ham noget Lyst og Glædeligt. Det var ellers en Følelse af Træthed og Mismod, der plejede at modtage ham naar han vaagnede i denne Tid, 317 og han vidste ikke i første Øjeblik selv, hvorfra Forandringen kom. Men saa gik det op for ham, at han havde havt et forunderligt Besøg Aftenen i Forvejen. Og fra det havde et Spind af Drømmetraade draget sig gjennem Natten.

Da han stod i det aabne Vindue og mærkede den friske Morgenluft, thi han var tidligt paa Færde, og tænkte paa det forunderlige Indtryk, det havde gjort paa ham og hvorledes der endnu lød en Klang af det, kunde han ikke rigtig forstaa, hvad han egentlig vilde med den Slags Fornemmelser.

Han kjendte godt Eva; han havde set hende mange Gange, det var ikke faldet ham ind at lægge særlig Mærke til hende. Og nu. Han følte ialfald en forunderlig baglændsgaaende Interesse for Alt hvad der hidtil var passeret imellem dem.

Gaden nedenunder laa i den tidlige Morgens skarpe Fordeling af Lys og Skygge; den havde noget vist Rent og Friskt ved sig, var nyfejet og nyvandet, men Færdslen var alt i fuld Gang til Byen, den ene Grøntvogn efter den anden rumlede afsted med sin kvindelige Kusk og sin magre Hest. Men Vognene saa godt ud med alle de fyldte Kurve, stablede op tæt ved Siden af hinanden med friske Grøntsager og med Frugter; der var mange Kirsebær og engang imellem allerede Jordbær, hvis Lugt naaede helt op til ham. Og paa adskillige Vogne var Halvdelen af Ladningen Blomster; kjønne Roser i fuldt Flor i Urtepotter og Dynger af afskaarne Blomster med stærke Farver, bestemte til paa Torvet at ordnes i solide Buketter svøbt i Avispapir for det beskednere Publikum.

Det var altsammen et kjønt og livligt Skue og medens han stod og saa ned paa det, kom han til det Resultat, at alle de Folk egentlig havde det ganske godt. Han saa paa Tjenestepigerne, der gik med Kurvene paa Armen til deres tidlige Morgenindkjøb, paa Arbeiderne, der enkeltvis eller i Klynger gik til deres Arbeide og han fandt ud, at de alle vare tilfredse paa denne smukke Sommermorgen. Om det saa var Spurvene, der vare i en ganske overordentlig Virksomhed op og ned, flyvende efter hinanden og for hinanden, altid indbildende sig, at der var Noget at gjøre paa andre 318 Steder, end der, hvor de i Øjeblikket [vare], saa forekom de ham at være i godt Humør.

Men Tiden gik; han kunde ikke staa der hele Morgenen. Han havde dog forskjellige Ting at besørge ude. Han ved ikke hvorfra han fik den Ide, at gaa ind over Pladsen, hvor det grønne Hus laa, men han anholdt øjeblikkelig dette Indfald som en Taabelighed, han burde skamme sig ved og gjorde sig næsten vred paa sig selv, hvis han vilde tænke paa Eva. Han huskede sig selv paa, at han havde dygtigt travlt idag og med et haardt Tag satte han sig saa ind i sit gamle Arbeidsspor ude og inde.

Der holdt han sig hele Tiden, Dagen igjennem. Og da han kom hjem om Aftenen var han dygtig træt. Han kastede sig hen i sin Stol og saa ud i Skumringen; paa denne Tid af Aaret ved man ikke altid rigtig, hvad man skal tage sig for ved Lys i sine Stuer. Han prøvede paa om han kunde læse henne ved Vinduet, men det lod sig ikke gjøre. Saa satte han sig med Haanden under Hovedet og saa ud i Værelset.

Sommernattens Skumring var Halvmørke i den gamle Stue. Skyggerne samle sig tæt i Krogene, de dække for Reolerne, og lægge et Slør ogsaa over den Del, der er ham nærmest. Og hvad sker? Ud af Mørket kommer et ungt Ansigt, der ser paa ham med blide troskyldige Øjne og siger: »Han kyssede mig ikke. Jeg vidste ikke, han gik deroppe.«

Det gjorde ham helt godt at se dette Syn, og han jog det ikke bort.

»Jeg vidste ikke, han gik deroppe.«

Han sprang op og tog sin Hat. Han vilde derop.

Træerne paa Volden stod og aandede med Velbehag i den friske Aften; efter den lange, hede Dag med Sol og Støv bragte Vinden sin Friskhed helt ude fra de grønne Marker og ude fra Havet. Bladene havde noget at sige derom, de bevægede sig stille og velbehageligt og saa kom der en Susen, der langsomt gik fra Træ til Træ og saa døde hen, for lidt efter atter at tage fat.

Doktoren vilde naturligvis ikke tilstaa for sig selv, at han tænkte paa at kunne møde Eva, men nok er det, han saa saa opmærksomt paa de Damer, der gik deroppe i de spadserende Grupper, at han ikke rigtig lagde Mærke til 319 Herrerne. Derfor fik han først ligesom han var kommen forbi en, der langsomt drev deroppe, et Indtryk af at han kjendte ham. Men der var noget eget Stærkt og Ubehageligt i Indtrykket. Han vendte sig om, det var den unge Grosserer.

Hvad i al Verden vilde han deroppe. Han gik aabenbart og ventede paa Noget. Doktoren fortsatte sin Vej et Stykke, men hans Skridt blev langsommere og langsommere og paa engang vendte han sig om. Han saa efter den Anden. Jo han kunde godt se ham; den lyse Dragt, han bar, gjorde ham kjendelig i Sommernatten, men han var lige ved at bøje ned ved et Hjørne i et lavere Terrain. Saa skete der en mærkelig Ting: Doktoren vendte om og gik efter ham, ganske simpelt for at passe ham op.

Hjørnet førte ham ned i en Del af Bastionen, der laa lavere. Det sammenfaldne Brystværn med sine udviskede Skydeskaar var beplantet med Buske, der stod i uregelmæssige Grupper. Det var ikke let at blive ved at holde Kig paa en Mand, der kom ned der, selv om han var i lys Sommerdragt. Og saa skete der noget andet Mærkeligt: Doktoren gav sig til at løbe for at komme nærmere. Han stansede pludseligt, thi det forekom ham, at den Forfulgte havde vendt sig. Men nu saaes han atter ganske ubestrideligt at gaa. Saa rykkede han atter frem, men meget forsigtigt, helst fra Træ til Træ, ganske simpelt som Drengene.

Der færdedes ikke saa faa Folk deroppe, ikke blot af de Fattigfolk fra Kvarteret, for hvem den kjønne gamle Vold er bleven en fælles Have. I Klynger sad de paa de brede Batteripladser eller laa ned ad Skraaningerne. Luften var sval og det var bedre at være her end i de smaa kvalme Stuer hjemme. Men det var ikke de eneste, der færdedes. Der var ogsaa mange af de pænere Folk, som gik deres Aftentur heroppe og trak den længe ud en Aften som denne, hvor Varmen sad fast i alle Gaderne selv de større og bredere.

Man kunde derfor ikke saa ganske ugenert bevæge sig afsted paa indiansk Vis. Stundom maatte han gaa nogenlunde rask paa et længere Stykke uden at kunne skjule sig og da var der ikke Andet for, end naar han kom altfor nær til den lyse Sommerdragt at stanse og se ud over Udsigten.

320

Den var nok værd at se paa, Amager og Kallebodstrand fortonende sig i Sommernattens gjennemsigtige Mørke som eventyrlige Egne. Men det var ikke disse Doktoren brød sig om at speide efter. Og saa skete det dog, da han en Gang havde været nødt til at staa lidt længere saaledes, for at lade den Anden faa Forspring, at denne var forsvunden, da han vendte sig om; han gik til, han løb et lille Stykke, Altsammen til ingen Nytte, han var og blev borte, ikke Spor af den Lysklædte.

Nu var der en Ting, han hele Dagen havde været bestemt paa, og det var ikke under nogen Omstændighed at lade sig narre til at gaa om ad Pladsen eller ad den Kant, hvor den laa. Nu var det mørkt. Pladsen var lukket. Maaske han deri fandt tilstrækkelig Grund til alligevel at gaa den Vej. Nok er det, han ikke alene gik den Vej, men gik ogsaa frem og tilbage foran Porten et Par Gange uden at kunne give sig selv Spor af Grund derfor.

Og hvad sker? Imedens han gaaer der, rasler en Nøgle i Porten; han stiller sig paa Post og mærker, han er noget stakaandet. Porten gaaer op, en mandlig Figur gaaer lige imod ham: det er Onkel Morbroder.

(Tilføjelse i Manuskriptet: "Her kommer saa Samtalen imellem de To, hvor den Gamle skildrer sin hele Kjærlighedshistorie." - Denne Samtale er formodentlig identisk med eller en Udvidelse af den i sjette Kapitel meddelte Kjærlighedshistorie. Af Slutningsordene i tolvte Kapitel fremgaar det, at ogsaa Eva paa en eller anden Maade skulde være indviet i den.)

FEMTENDE KAPITEL

Mødet paa Volden havde efterladt et stærkt Indtryk ogsaa hos en Anden end Doktoren - hos den unge Grosserer.

Han havde følt en bestandig voxende Interesse for den smukke Eva. En saa elskelig Friskhed som den, der omgav hende, syntes han ikke, han før havde fornummet. Den næste Dag sagde han til sig selv: Jeg er for Alvor forelsket.

Og hvad saa? Giftermaal tænkte han egentlig ikke paa. Han tænkte ikke heller bestemt paa at forføre hende og saa 321 ved Leilighed forlade hende. Han holdt den formelle Afslutning paa deres Forhold lidt hen i en uvis Afstand og nøjedes egentlig med at tænke sig Noget som, at de To sammen »uden videre Vrøvl« gjorde en Reise til Udlandet, nærmest til et eller andet elegant, fransk Badested, hvor de kunde sværme i en pyntelig lille Kottage ... Vinteren maaske i Paris, hans herlige, gyldne Stad. Videre ikke.

Han var mange Gange over Pladsen den Dag og gjorde sig to Gange et Ærinde ind hos Forvalteren, ligemeget hjalp det, der var ikke Spor af Eva.

Saa tog han en Beslutning; han satte sig ned og skrev et Brev til hende, hvori han paa det mest Indtrængende bad hende om at møde sig om Aftenen paa det Sted, hvor de havde gaaet. Han skrev udenpaa med en Haandskrift, der kunde gjælde for en Dames og lod Brevet bringe hen fra en af sine Søstre. De var jo paa Landet, saa han risikerede ikke nogen Opdagelse. Han sagde, at Budet fra sig selv skulde spørge, om der var Svar. I Spænding ventede han paa hans Hjemkomst. Der var ingen Svar. Pigen var lige gaaet ind med det til Frøkenen, men der var ingen Svar.

Nej naturligvis. Den Slags Ting svarer man ikke paa med Ord, det vilde ikke heller ligne Eva. Men hun kom nok. Hun var ikke saa bange af sig.

Det var for at vente paa hende, at han gik paa Volden da Doktoren saa ham, gik der længselsfuldt speidende. Men der kom ingen Eva. Han gik der en god halv Time efter den fastsatte Tid. Saa vilde han opgive det, da han i det Samme nedenfor Volden saa en kvindelig Skikkelse gaa langsomt og tøvende. Det forekom ham, at hun i Gang og Holdning lignede Eva og som en Dreng løb han ned ad Voldskraaningen efter hende.

Men det var ikke hende, men en af hans kvindelige Bekjendte, der viste sig at vente paa en af hans Venner. Han fik hende til at opgive Ventningen og gaa med ham efter en Droske, der kunde føre dem til Tivoli.

Men atter den næste Dag havde han ingen Ro paa sig og han installerede sig fra Morgenstunden paa Pladsen; der var et stort spansk Skib, som skulde være færdigt i en Fart og Arbeidet derpaa gik lystigt. Han satte sig paa en Bænk 322 ved et Baadeskur i Nærheden af Arbeidsstedet, hvorfra han tillige kunde overse Adgangen til det grønne Hus, fast bestemt paa at vente, om det skulde være den halve Dag for at faa talt med Eva.

Et Par Timer fik han Lov til at sidde i sit Vagthold, da endelig Døren gik op for hende. Hun gik ud af Pladsen. Efter et Øjebliks Ophold gik han efter hende og tiltalte hende ude paa Gaden. Hans Stemme lød lidt usikkert, da han hilste, men hun syntes slet ikke at kunne svare, da han spurgte:

»De kom ikke igaar Aftes. Hvorfor vilde De ikke komme.«

Først rystede hun paa Hovedet og fik saa endelig med Anstrængelse frem:

»De maatte ikke have bedt mig derom.«

»Hvorfor ikke? Jeg holder saa uhyre meget af Dem. Meget mere end jeg kan sige. Har De ikke en Smule tilovers for mig.«

Eva taug.

Hendes Taushed og Forvirring gav ham mere Mod.

»De ved ikke, hvor jeg tog mig det nær, at De ikke kom. Jeg har ligget vaagen hele Natten. Sig mig, kommer De saa i Aften?«

Hun rystede paa Hovedet.

»Nej, gaa ikke den Vej, kom med her, der møder vi saa mange, her er vi i Fred.« Han viste paa en Omdreining, der ad en fredelig Gade førte nedenfor Volden. Hun fulgte ham, stadig taus, men ganske bleg.

»De har ikke Noget tilovers for mig? Er De vred paa mig? Vil De ikke regne mig for en Ven?«

»Jo,« svarede hun, temmelig hørligt.

»Tak,« sagde han og greb ivrigt hendes Haand. Hun lod ham beholde den.

»Men saa kom iaften,« bad han. »Vi maa tale sammen i Fred. Jeg har saa ubeskrivelig Meget at sige Dem. De kommer, ikke sandt.«

»Nej, nej,« sagde hun atter. »Jeg kan ikke.«

»Vi vil rejse bort herfra, strax imorgen, imorgen, ikke 323 sandt, til de fremmede Lande, som vi holder saa meget af. De vil, ikke sandt, sødeste Eva?«

»Nej jeg vil ikke gifte mig med Dem, thi saameget holder jeg ikke af Dem .... Jeg vil slet ikke gifte mig.«

»Men hvad er det dog, De siger.«

»Nej, lad mig være. Jeg vil gaa.« Hun vendte sig om og ilede hurtigt fra ham, hun vidste ikke selv hvorhen, blot om i Gaderne, ja og naar hun saa [kom] lidt til sig selv, vilde hun gaa op til Onkel Morbroder.

Hun var i en forunderlig pinlig og urolig Stemning og det havde hun været i de sidste Dage.

Hun havde aldrig ret villet tænke paa, hvad hun egentlig syntes om den unge Grosserer. Der var Noget i hans kavalermæssige Væsen som havde været hende behageligt. Det havde ogsaa smigret hendes unge Forfængelighed, at han havde vist hende saa megen Opmærksomhed. Og saa havde der endelig over hans hele Væsen, fandt hun, været lidt Luftning af den fremmede, store Verden, hvor Livet gik mere uroligt end inde paa Pladsen, gik med en Uro, som hun nok længtes efter at mærke noget mere til.

Hun havde derfor altid befundet sig vel i hans Selskab. Men .... naar hun tænkte paa ham, skete det Mærkelige, at hun altid kom til at tænke paa Doktoren.

Ham vidste hun med sig selv om, at hun ikke sværmede for, ikke en Smule, hun gik snarere altid, naar hun tænkte paa ham og var ligesom vred og noget forbittret paa ham. Men - hun vidste ikke hvorfor - hun lagde altid saamegen Vægt paa, hvad han mente og tænkte om hende. Hans Dom tænkte hun altid først paa.

Naar han havde syntes om det, forekom det hende stundom, at hun egentlig nok kunde .... Ja, det kan jo ikke nytte at nægte det, hun havde tænkt sig i en fjern Mulighed som en Grossererfrue, med Landsted og Vogne og alle de syv Herligheder. Naar han syntes om det. Det mente hun.

Og alligevel, hun vidste ikke, om han vilde synes om det eller ikke synes om det. Men da nu den unge Kavaler rykkede hende paa Livet med sit Frieri, som hun naturligvis forstod det at være, da hun havde en Følelse af, at hun 324 skulde bestemme sig, at Afgjørelsen var umiddelbart forestaaende, saa forekom han hende fjernere end nogensinde. Ja, det forekom hende, at der reiste sig ligesom en Sky imellem dem, at hun ikke kunde lide ham.

(Her ender Manuskriptet. Fortællingens videre Gang og Slutning antydes i følgende flygtig henkastede Optegnelse: "Onkel Morbroders Sygdom og Død fører de To ret sammen.")

POLITISKE PORTRÆTSTUDIER
(1878)

326
327

LEHMANN OG CLAUSEN

Man har sagt, at kun den romerske Privatrets Indtrængen i de nyere Folkeslags Retsforfatninger danner et værdigt Sidestykke til hin uimodstaaelige Bevægelse, som har bragt de europæiske Stater til hos sig at optage og omdanne Grundtankerne i den engelske Statsret: de konstitutionelle Ideer.

Det hører til vor juridiske Børnelærdom, at dansk Ret i en ualmindelig ringe Grad lod sig paavirke af Romerretten og holdt sig fast paa den nationale Udviklings Grund; men helt anderledes er det gaaet med de konstitutionelle Lærdomme; de moderne Danske have ikke viist sig saa konservative som deres middelalderlige Forfædre, og de Selvfølelsen smigrende konstitutionelle Ideer maa have ligget bedre for os end de romerretlige Begreber. Disse Ideer have hos os foretaget en nem Invasion, »en militær Promenade«, hvor der ikke engang blev leveret noget egentligt Slag, og i den nyere Form, de nu have antaget eller ere i Færd med at antage, have de vedblivende udvidet deres Territorium. I denne nye demokratiserede Form møde de ganske vist en Modstand, som tegner til at blive stærk, men saaledes var det ikke i Begyndelsen.

I kritiske Betænknings-Tider som de nuværende kan man ikke lade være til en vis Grad at forundre sig over, hvor overordentlig let det Hele dengang gik til, og de værdifulde Bidrag til Belysning af Stemninger og Tilstande i vore Fædres Danmark, der efterhaanden fremkomme som ledende Mænds literære Efterladenskaber, øge paa en vis Maade Forundringen.

328

Hvor overraskende spredte ere i Virkeligheden ikke Antydningerne af nogen stærk politisk Vækkelse, af noget energisk Begjær efter udstrakt Frihed! En længe næret almindelig Trang hertil synes der ikke at kunne være Tale om, en kraftig frembaaren Forlængsel efter et fuldkomment nyt politisk Liv vaktes hos den store Flerhed først i selve 1848; før dette Tidspunkt havde den kun ret til Huse i mindre og ingenlunde hurtig voxende Kredse, og udenfor disse fandtes kun en temmelig mat Velvillie for de nye Ideer, Ligegyldighed eller Uvillie imod det oppositionelle Røre. Og de intelligente Kredse vare ingenlunde enige.

Kan Nogen paavise en »Hovedstrømning« i vor store Literaturperiode, der bærer henimod politisk Frihed, end sige imod Radikalisme af nogensomhelst Art? Der lader sig end ikke paavise en lille Biflod.

Ganske vist tro vi for vort Vedkommende paa ingen mulig Maade, at man i Skjønliteraturen vil kunne aflæse alle Tidens Bevægelser, en Betragtning, der forekommer os i høj Grad doktrinær, men den dybe Tavshed hos vore store Digtere, det Faktum, at de næsten slet ikke have Noget at sige om denne Sag, endsige blive dybt grebne af den, synes os dog med Sikkerhed at tyde paa, at denne aandelige Bevægelse ikke har været stærkt betagende. Ja, man vil hos dem snarere træffe fjendtlige Udfald imod de Mennesker, der interessere sig for »Budgetforvaltning« og andre kjedsommelige »statistiske« Problemer, eller Persifflering af Folkemøder og de Helte, der kaste sig over det Almene og føle Trang til at applauderes paa Folkemøder og i offentlige Forsamlinger, end man vil finde Hymner til Friheden eller længselsfulde Suk efter nogen Befrielse, af hvad Navn nævnes kan. Og nu vore egentlige politiske Digtere: det var ikke den liberale Del af den politiske Bevægelse, som indgav dem deres bedste Inspirationer, og vore faa »harniskklædte Sonnetter« ere brave Krigsmænd, der vide, hvad Orden og Disciplin er. Selv hvor Frihedsrøret virkelig var vakt stærkt og inderlig, vare de politiske Reformønsker meget moderate, og den politiske Oppositionsaand havde ikke nogen særlig voldsom og ubændig Karakter.

329

Der var nok en Gang en Mand, om hvem det blev sagt, at han kunde ryste en Trone, men denne Mand faldt ud til at være Algreen Ussing, og den »Fortvivlelsens Selvhjælp«, som Kjøbenhavns brave og satte Borgerrepræsentanter med Etatsraad Hvidt, Etatsraad og Bankdirektør Hvidt, i Spidsen saa nødig vilde drives til, da Krisens Bølger gik højest, var jo kun en stilistisk Bevægelse. Adressens Affatter, Orla Lehmann, har selv oplyst, at man ikke mente Andet dermed, end at »det nu var Alvor«.

Anderledes med det nationale Spørgsmaal. Det havde en stærkere Magt over Sindene. Dets Rejsning og Udbredelse var bleven forberedt i vor æsthetiske Periode. Oehlenschläger havde hejset de Silkesejl i gyldne Raa, som Nationalitetsbegejstringens Stormvind kunde tage Fang i, for at give vor Snekke Fart, og vore Digtere havde sunget ind i os, hvad Dansk og Danskhed var, længe før Spørgsmaalet blev rejst i den slesvigske Stændersal. Selv Ploug, vor politiske Digter ex professo og en af de praktisk politiske Ledere, finder sine bedste Sange ved den skandinaviske Side af den nationale Ide; han digter ingen dansk Marseillaise, men hans uvisnelige politiske Sang er: »Længe var Nordens herlige Stamme«.

Hvor gjennemvævede de nationale Bevægelser vare med hin Digterperiodes Inspirationer, ses af Aanden og Tonen i Krigssangene og Talerne fra 1848. Vor nationale Renaissance lyder overalt i dem. Middelalderens Bedrifter og Stordaad bryder man sig slet ikke om, men et Pust af »Hakon Jarl« trænger ind selv i Tschernings krigsministerielle Sprog.

Men at det iøvrigt kun var indirekte, at vore store Digtere greb ind i den politiske Proces, at de ikke heller forherligede selve den nationale Bevægelse ved at stemme Harperne til dens Pris som saadan, ses alene deraf, at de ikke skrev nationale Krigssange; det overlod de til de Yngre, og for de Ældres Opfattelse er det ganske betegnende, naar Hauch i et Brev fra 1848 til Ingemann anser det for nødvendigt at fortælle om Oehlenschläger, at han »er begejstret for den danske Sag«. »Men«, hedder det, »Ulykkerne og Smerterne skyder han fra sig.«

Hvorledes de to Hovedideer i den politiske Bevægelse, 330 den liberale og den nationale, forholdt sig, viser sig naturligvis særlig tydelig paa det egentlige politiske Forum. De politiske Reformideer vare dem, der først sysselsatte Stænderne, og Ønsket om disses Forening i 1838 var det første Skridt, der gik ud paa en væsentlig Omordning af den Indretning, der var given, og baade mere almene politiske og mere reale og praktiske Reformspørgsmaal vedblev at sysselsætte dem; men disse Spørgsmaal øvede dog næppe nogen egentlig beherskende og betagende Virkning paa Sindene. Landboreformerne satte nok deres eget Publikum i stærk Bevægelse, men de andre Spørgsmaal drøftedes paa temmelig abstrakt og koldsindig Vis.

Det nationale Spørgsmaal slog anderledes op i Flammer, da det først havde fænget, hvad der jo tog nogen Tid hos disse rolige Mennesker, som naturligvis ogsaa savnede et klart politisk Blik for dets Betydning. Det er ret oplysende, at da Andragendet af 1838 om Stændernes Forening forhandledes i Roskilde, viste der sig ikke nogen Erkjendelse af, at en lignende Forening af Hertugdømmernes Stænder vilde være fordærvelig, og det selv ikke efterat Ørsted havde fremdraget dette Punkt som en Modgrund. Et Par Aar senere begyndte Forestillingerne herom dog at klares, og i de Petitioner, der 1840 strømme ind til Stænderne til Fordel for besluttende Stænder og i Særdeleshed for Skattebevillingsret, findes der Ønsker om en for Danmark og Slesvig fælles Forsamling. De brave Stænder fralægge sig dog baade i Roskilde og i Viborg slige krasse Ideer som at indlemme Slesvig i Danmark og hævde den slesvigske Selvstændighed. Man nøjes med et Ønske om, at der »kunde træffes en Forbindelse mellem de fælles danske og de slesvigske Stænder til Overvejelse af de almindelige nationale og navnlig de finansielle Anliggender«. Da Røret i Fyrretyverne bliver stærkere og ogsaa trænger ind til de »forstandige og kyndige Mænds« Forsamlingssale, er Roskildeforsamlingen dog meget tilbageholdende, og der rejses i 1844 stærk Modstand imod at vedtage en Petition til Kongen i Sprogsagen; man vilde ikke blande sig i Slesvigs indre Anliggender.

Men efterhaanden som det nationale Spørgsmaal blev 331 brændende, oppe i Fyrretyverne, tog det dog utvivlsomt Løvens Part af Interessen og Sympathierne fremfor Forfatningsspørgsmaalet. Ja, Forholdet imellem disse to Tanker bragte en Spaltning i Oppositionen, og den nationale Retning viste sig at være ubetinget stærkest. Dens Hovedorganer vare Fædrelandet, Dansk Folkeblad og Dansk Ugeskrift. Den anden, langt mindre Fraktion af Oppositionen stillede Frihedsideerne som Nummer Et og havde et vist kosmopolitisk Anstrøg; dens Tilhængere frygtede noget for, at de nationale Spørgsmaal skulde skade vor indre Udvikling og styrke Regeringens Stilling. De opmuntrede til at vente Grænsespørgsmaalets Ordning af de politiske Reformer. Deres Organ var Kjøbenhavnsposten, som iøvrigt har den politiske Honnør allerede dengang at have foreslaaet at lade en Afstemning afgjøre Grænsespørgsmaalet. Før i den sidste Tid af Christian den Ottendes Regering fik denne sidste Retning dog ikke nogen Styrke. Men ligesom den nationale Bevægelse hele Tiden havde viist sig langt mere stemmende med Folkets Anlæg og Ønsker end den liberale og langt mere vækkende og oplivende end denne, saaledes var det ogsaa i Afgjørelsens Øjeblik den nationale Begejstring, Ønsket om at sikre Danskhedens Ret, der drev Kilen i det gamle System; det politiske Systemskifte fremtræder i selve Martsprogrammet som Midlet for det Nationale og ikke som Maalet i og for sig. Det var den nationale Begejstring, der slog Slaget i 1848, og Frihedsbegejstringen fulgte kun i dens Spor, dækket og fremhjulpen af den.

De Mænd, der bare den begyndende, moderate Frihedsbevægelse, vare af meget forskjellig Størrelse, men af temmelig ensartet Præg. De vare af forskjellig Størrelse, fordi det netop paa Grund af Bevægelsens begrænsede Karakter var let for dem, der sluttede sig stærkt til den, at blive iøjnefaldende, saa at Smaafolk godt kunde være med.

De havde et temmelig ensartet Præg, fordi det laa i Sagens Natur, at vore politiske Banebrydere væsentlig kun kunde være refererende, væsentlig kun havde at omsætte fremmede Ideer. Medens de smaa Koryfæer blev Banebrydere paa smaa Pensa, En paa Tocqueville, en Anden paa 332 noget af den da saa lidt kjendte Statsøkonomi, havde Andre Mere inde og vare ved rigere Evner istand til at omforme og tilegne sig det Tillærte med mere Energi og Selvstændighed, men i det Væsentlige var det en politisk Oversætterperiode, vi gjennemgik. At man iøvrigt ogsaa paa andre Steder skrev Forfatninger ud efter hinanden og laante Principper og Systemer med kort Varsel, er en Selvfølge, og sikkert er det jo ogsaa, at det ikke hører med til de omdannende Tiders Særkjende at tage Hensyn til det Givne og Nedarvede. Det er dog tillige en Selvfølge, at ogsaa en politisk Virken af væsentlig overførende Natur lader Plads aaben for selvstændig politisk Dygtighed. Pladsen for det praktisk politiske Talent findes jo i selve Anvendelsen, i Bearbejdeisen og Omsættelsesmaaden af de fremmede Ideer, i Evnen til at kritisere dem baade absolut og i Forhold til det Lands Ejendommeligheder og Udvikling, hvor de skulle anvendes.

Vor første Generation af politiske Ledere bestod kun af dannede, tildels endog højtdannede Folk, og de politiske Forestillinger, som udgik fra dem, vare, om end ikke hos Alle ligefrem Frugter af den højere Aandskulturs Udvikling af Selvstændigheds- og Personlighedsfølelsen og Skærpelse af det sammenlignende og kritiske Blik, saa dog prægede af en udviklet og diskursiv Dannelses Maadehold og Forsigtighed. J. F. Schouw opgav at udgive Dansk Ugeskrift, da et Nummer af det var blevet lagt under Beslag og undertrykt af Kancelliet. Som Grund hertil angav han, at han ikke frivillig vilde underkaste sig Censur, og »at ligge i fortsat Kamp imod Autoriteterne strider saa meget imod min Tilbøjelighed og hele Maade at være paa, at jeg ikke heller herpaa kan indlade mig« - det var oprigtige Ord, som ogsaa andre Ledere kunde have taget til Motto ved kritiske Vendepunkter i deres politiske Virksomhed. Det er let nok at finde andre Exempler af det politiske Hverdagsliv, der vise, hvorledes de ledende Frihedsmænd opfattede Forhold, hvor der var Tale om Anvendelse af liberale Principper. Da Studentersamfundet var blevet opløst af Konsistorium, fordi man ikke som Ret vilde give dette Adgang til Forsamlingerne, 333 og da Repræsentanterne i den Anledning havde indgivet Klage til Stænderne, talte saavel Schouw som H. N. Clausen Konsistoriums Sag, Autoritetens og Myndighedens stive Sag, og da det i 1840 under Behandlingen af et gjennem Ussing indbragt Andragende til Roskildeforsamlingen fra Trykkefrihedsselskabet kom til en ret mærkelig Debat, hvor man rasede imod Oppositionspressen, saa istemmede Clausen paa en noget selvretfærdig Maade og bebrejdede den »Mangel paa Alvorlighed, Sandhedskjærlighed og Billighed«. Og det var den Tids høflige Oppositionspresse, hvor det slemme Fædreland, da det blev Dagblad, skrev sin Programartikel over den hellige Augustinus's Ord: »Enhed i det Nødvendige, Frihed i det Tvivlsomme, Kjærlighed i Alt«, og det i en Tone, der virkelig passede ret vel med dette Valgsprog.

Af vore Banebrydere vare kun faa Politikere saaledes, at deres politiske Virksomhed var dem det Første og det Sidste. Hos de Fleste var den en Interesse ved Siden af andre. Lehmann og Clausen ere betegnende Typer paa disse to forskjellige Arter af Politikere.

Deres efterladte Skrifter bære tydelige Vidnesbyrd i saa Henseende. Medens næsten enhver Side i Lehmanns literære Efterladenskaber er gjennemglødet af hans politiske Interesse, refererer Clausen i sine Erindringer sin politiske Virksomhed til 1848, - den Del altsaa, der skaffede ham hans Navn som Politiker -, omtrent paa samme Vis som sin Virksomhed som Eforus for Ehlers Kollegium. Det Første springer kun, hvad Skildringens Omfang angaar, frem foran det Andet, men omtales ikke med større Ophævelse, ja Præsidiet i Roskilde Stænderforsamling omtales snarest mindre sympathetisk end Eforatet i Kollegiet.

Lehmanns Ildaand luede for Politik, det var hans Styrke. Han var ikke nogen overvættes dyb Natur. Han var ikke heller nogen klippefast Karakter; det falder f. Eks. noget vanskeligt at forstaa, hvorledes han kunde forene det med sin hele Optræden at aflægge den Tids Embedsed som Advokat, og det, han selv siger om Lamartine, at hans Storhed var mere baaren af Fantasi end af Karakterens Fasthed, 334 passer ret vel paa ham selv. Han var ikke heller nogen overlegen og vidtskuende Statsmand. Indadtil lod han sig skuffe af Ufejlbarheden eller ialfald den formentlige Uimodstaae lighed i den Folkestemning, som havde baaret ham selv op, og udadtil var hans Blik ingenlunde klart og skarpt. Han er, og visselig ikke med Urette, indigneret over, at vor Udenrigsminister to Dage før Oprørets Udbrud kun havde almindelig diplomatisk Faddersladder at betro vor Gesandt i London, men paa det mærkelige første Kasinomøde, hvor man saae saa uklart paa den europæiske Situation, og hvor Clausen kaldte Frygt for det tyske Forbunds Indblanding Spøgelsefrygt, priste Lehmann selv den folkelige, fredelige Friheds Sol, der var oprunden over det Europa, som i Virkeligheden saa snart efter skulde staa i Brand, og som har holdt sig brændende siden hin Tid. Hans egen diplomatiske Mission bragte som bekjendt heller ingen Frugt og ingen politiske Laurbær.

Men laa det Dybe, Betænkende og Overskuende ikke for Lehmann, saa var det Livfulde og Bevægende ham desmere baade i Kjødet baaret og i Klæderne skaaret og gav saavel hans Indhold som hans Form sit stærke, ja stundom mægtige Præg. Baade det Pikante og Aandfulde og det Energiske og Slaaende laa for ham. Alt, hvad der gjør en Skildring livfuld, vækkende og tiltalende, kunde han raade over. Havde det været en stærk og tiltagende Bevægelse paa Kunstens Omraade, der var gaaet igjennem Verden i hans Tid, var Lehmann sikkert bleven Kunstner, naturligvis Maler. Det er ganske interessant at se, at han i sine Rejseskildringer ved Synet af et dejligt italiensk Landskab udbryder, at ligeoverfor Sligt maa man gjøre Vold paa sig selv for ikke at blive »pittore«.

Kunstner blev han ikke, men han blev Taler, og Taler saaledes som vi ikke have havt nogen Anden. Thi med den rige, malende Form forenede han et virkeligt Indhold. Han var opfyldt af en levende og poesifyldt Begejstring for store politiske Tanker, som hvis beaandede Præst han følte sig, havende Magt og Myndighed i deres Navn. Han var tillige i Besiddelse af en fin og omfattende Dannelse og mange 335 positive Kundskaber, og over dette sit rige aandelige Indhold øvede han et let og sikkert Herredømme; det svigtede ham aldrig ganske, til hans Tjeneste stod derfor altid et, om end ingenlunde udtømmende, dog ofte rigt Fond, og han kunde kaste sine lette, glimrende, ildfulde og altid slagfærdige Tropper ud i en hvilkensomhelst Bataille, altid med ypperlig Virkning og ofte med betagende Kraft. Lehmann kunde paa Fransk være bleven en af hine Ministre, som maa regere ved hveranden Time at fare ud paa en Balkon og fyre en glimrende og begejstrende Tale af paa Mængden, der er trukken op i Gaden. Herhjemme blev han en politisk Prometheus, som ganske vist ikke omgikkes synderlig forsigtig med sin Ild og vel affyrede adskilligt blændende Fyrværkeri, men som dog forstod at tænde. Han lagde altid stærkt paa, saae Alting noget grelt, baade Lyset og Skyggerne, og overdrev ofte; det laa mere for ham at gjøre Virkning og faa Ret, at faa Andre med, end at granske og undersøge deres Standpunkt, og saa drøftende at overbevise. Men Ingen forstod saa straalende at udmale for sit Publikum som han. Alt, hvad der var af Adjektiver i det danske Sprog, var hans lydige Tjenere og haandgangne Mænd, og derfor sendte han heller aldrig et Substantiv af nogen Betydning alene ud i Verden, men medgav det altid en adjektivisk Eskorte, saa Ordenes Optog blev en straalende Festmarsch.

Lehmann var en glimrende Folketaler, og en Folketaler af den bedste og fineste Art, men det var ogsaa hans Hovedstyrke. Naar man blader i hans efterladte Skrifter, i hvilke der ogsaa findes adskillige af hans Taler, ser man tre store Taler: om Grundloven, om Fællesforfatningen og om No« vemberforfatningen. Disse store Taler om disse store Spørgsmaal have kun den Mangel, at de aldrig ere blevne holdte. Lehmann har i enhver af disse Sager med en vis Frihed, som ikke vilde blive tilgivet Enhver, sammenarbejdet og omarbejdet forskjellige Udtalelser, fremkomne tildels med længere Mellemrum, - ja for Fællesforfatningens Vedkommende sin skrevne Betænkning - og af dette Stof sammensvejtset de store Taler og kaldt dem Taler.

I Virkeligheden spillede han ikke nogen fremragende 336 Rolle, hverken ved Forhandlingen om Junigrundloven eller om Novembergrundloven, skjønt begge disse Forfatninger have Ord for at være Udførelsen af et Program, han var særlig Bærer for; for den Førstes Vedkommende maa dog erindres, at han ikke var Medlem af Rigsforsamlingen og altsaa ikke kunde optræde efter at være gaaet ud af Ministeriet.

At være Indehaver af Magten og især at være Minister klædte egentlig ikke Taleren Lehmann Det Selvtillidsfulde og Selvbehagelige, som vi Danske iøvrigt maaske have en for smaalig Uvillie imod, traadte stærkt frem hos ham, og man fik altfor meget Indtryk af, at vi efter hans Mening Alle skulde være lykkelige og tilfredse, naar han regerede. Han tyktes sig selv som Præsten, der paa hele Menighedens Vegne havde at drikke Altervinen af Magtens gyldne Skaal, og var uden Tvivl i sit Hjertes Allerinderste redelig og urokkelig overbevist om, at dermed vare alle gode Borgere fyldestgjorte, og de, der ikke vare det, vare slette og forkastelige Mennesker.

I Debatten var Lehmann ikke heller saa overlegen, som naar han var Enetaler, og Modsigelse irriterede ham og bragte ham næsten ligesaa meget ud af Ligevægt som Bifaldets og den stormende Tilslutnings Medbør bar ham i stolt Fart fremad paa ret Kjøl. Som Indenrigsminister var han derfor meget bevægelig at skue i Rigsdagen. I Folketinget, hvor han havde det varmest, gik han i Reglen omkring i Salen under en Diskussion, hvori han skulde tage Del, og hans Yndlingspromenade var Strækningen mellem Thronstolen og Formandspladsen. Der marscherede han frem og tilbage desto hurtigere, jo ivrigere Diskussionen var, med sit smukke graa Hoved bøjet let forover og Hænderne paa Ryggen. I Haanden bar han gjerne en gylden Daase, en Gave fra »Folket« modtagen i Stændertiden.

Naar han skulde have Ordet, ilede han saa hen til Ministerbordet med løftet Hoved og livligt Blik ud i Salen - gjerne søgte det J. A. Hansen, der alt dengang havde valgt sin Plads tæt oppe ved Ministerbordet, eller Tscherning, og med en sjeldent klar og tydelig Røst, der uden at det misklædte den havde Noget af en Trompets Skingren, naar han kom i Bevægelse, tog han til Orde.

337

Det er et ufordelagtigt Træk i vor politiske Historie, at vi vare i Stand til at føre den store Forfatningsstrid, som Hertugdømmernes Afstaaelse gav Anledning til, med saa megen Tid og Kraft og Interesse, ligesom Afstaaelsen var fuldbyrdet - ja at vi begyndte Striden under Afstaaelsen. Med Rette sammenlignedes dette allerede dengang, saavidt mindes af Monrad, med en Arvetvist, inden den Døende havde opgivet Aanden. Og i Sandhed baade bitter Tvivl om den forædlende Indflydelse, som den frie Forfatning skulde have havt for vor Folkekarakter, og onde Spaadomme om vor Fremtid kunde vel søge Støtte i hint polske Træk af vor Historie.

Lad være, at man virkelig for Alvor nærede nogen Bekymring for, at det daværende Ministerium ikke var Friheden og Forfatningen venlig sindet, saa synes der dog at være noget Usundt og Feberagtigt i den Frygt, at det skulde benytte Afstaaelsen af Hertugdømmerne til et hovedkuls Forfatningsbrud ved Gjenindførelsen af Enevælden i de »fælles« Anliggender.

Men troer man blot en Smule paa Ministeriet Bluhmes Klogskab og paa dets Fædrelandskjærlighed, vil man ikke indrømme Muligheden af, at Ministeriet netop de Dage, de skæbnesvangre Fredsunderhandlinger vare indledede, skulde beskjæftige sig ikke med disse, men med Spørgsmaal, som først meldte sig, naar Freden var afsluttet med det værste Resultat - saa forstaar man ikke, at Lehmann den 15de August 1864 i Landstinget kunde rejse Forfatningsstriden - kunde rejse den paa en Tid, da det fremfor Alt gjaldt om at samle Folket i Enighed, da alle Tanker, enhver Rørelse af politisk Liv skulde synes optaget af et Spørgsmaal, ligeoverfor hvilket ethvert »Forfatningsspørgsmaal« maatte se ud som et forlorent og sminket Ansigt i skærende Daglys.

Lehmann, den varme Patriot, den nationale, bevægede Mand, en af dem, der mangfoldige Gange havde erklæret den slesvigske Sag for Danmarks Livssag, rejste den Forfatningsstrid, som Slesvigs Tab gav Anledning til. Allerede ved denne Lejlighed viste han strax, at han var bange for, at man skulde udvide den Junigrundlov, til hvilken han stadig 338 prætenderede at være den fornemste Ophavsmand, og for hvilken han ganske vist ogsaa fremfor Nogen bærer Ansvaret, til Fællesanliggenderne.

Og denne hans Frygt for sit eget Værk viste sig under den hele lange Forfatningsstrid bestandig synligere og tydeligere. Lehmann vilde aldrig erkjende at have fejlet, men hine Forfatningsforhandlinger vare i Virkeligheden for ham en Vandring til Canossa.

Men Lehmanns sidste Aar indeholdt i det Hele adskillig Pønitense. Han var syg og nedbrudt, han, som havde været det lette Hjerte i en bevæget Tid; før lig en fakkelsvingende Prometheus, var han nu mere lig Prometheus paa Klippen. Sit Værks Mangler maatte han i Stilhed erkjende, og sin egen Indflydelse maatte han se dø tommevis. I det nye Landsting var han sikkert det Medlem, der var mest ildeset saavel af det nye Højre, der i sig indesluttede Levninger fra »den røde Bænk«, Kammerherrernes Bænk i Roskilde, som af det gamle Venstre. Han kunde endnu fejre en enkelt Triumf, som da han i Fæstesagen fik sit Forslag til en Dagsorden vedtaget, men det var langt oftere faktisk en Tidsspilde, naar Lehmann tog Ordet. Det følte han sikkert ogsaa selv, thi han havde en meget fin Følelse for, naar man ikke med rund Haand gav ham alt det, han mente, at man skyldte ham. Og dog talte han; han kunde ligesom ikke bekvemme sig til ret at se sin Stilling, som den var, og søgte og fandt saare gjerne gunstige Varsler om en forandret Stemning imod sig og om Bibeholdelsen af sin Evne til at øve Indflydelse.

Han havde sin Plads som Landstingsmand helt i Enden af Salen, omtrent midt i den yderste Stolerækkes Bue ud imod Tribunen, i Nærheden af sin trofaste Ven Ploug, nær Brock, Madvig og Krieger. Naar han talte, plejede han jævnlig at vende Hovedet lidt om imod det store Vindue ligefor hans Plads, og seende ud imod Himlen og Skyerne syntes han der at søge sine Inspirationer i den trættende Kamp paa den begrænsede Arena.

Stundom har han i en saadan Situation nok følt sig som en af Skæbnen Forurettet, som en af Livets Fanger, der efter Himlens Skyer, hvori han læste sin Ungdoms Drømme, sendte den Fangnes Suk: 339 Eilende Wolken, Segler der Lüfte,
Wer mit Euch wandelte, mit Euch schiffte -
men i legemlig Forstand blev han paa sin Plads til det Sidste.

Var der Noget, H. N. Clausen ikke var skabt til, var det til at være Folketaler og Masseleder. Hans interessante Erindringer vise ham tydelig som den i høj Grad indadvendte Karakter, og den ejendommelige, tilbageholdne og isolerede Stilling, han indtog, selv naar han var ombølget af mægtige Luftninger af Popularitet, er aabenbart hos ham noget Naturbestemt.

Han var ingenlunde nogen højt fremragende, genial Natur; hans Storhed, hvis Ordet kan bruges, var et Produkt af gode Evner, Flid, grundig Lærdom, human Dannelse forbunden med en Karakter, der krævede Alles Agtelse. Men denne baade kloge og ærlige Naturs dybe Trang til rolig, selvstændig Prøvelse bragte ham ogsaa mere end een Gang, skjønt han egentlig kun var politisk Dilettant, til en rigtigere og sandere Opfattelse, end en Politiker med Liv og Sjæl som Lehmann naaede til.

Clausen lægger ikke Dølgsmaal paa, at han ikke ansaa sig for at være skabt til Politiker. Han er endnu ikke med i Aaret 1839, skjønt han da er en moden Mand, og det er ham en Overraskelse, at han kommer ind i Stænderforsamlingen. Da han senere vælges til Præsident i Roskilde, befinder han sig ingenlunde vel i denne Stilling, og da han tror at have vendt Stænderne og Politikken Ryggen for bestandig, glæder han sig ret af Hjertet til at kunne vende tilbage til Exegese og Arbejder paa sine kirkelige Foredrag.

Der er ikke mindste Tvivl om, at dette mod den praktisk politiske Virken saa kølige Sindelag ikke var Noget, han bedrog sig selv med - endsige at han bedrager sine Læsere. Derfor borger ikke blot den gjennemgaaende Tone af ærlig Oprigtighed, som gaar igjennem hele hans Livsskildring, men Clausen har i Aarenes Løb atter og atter gjentaget det samme Vidnesbyrd; exempelvis kunne vi minde om, at han i 1853 til den Deputation, der lykønskede ham til hans Fødselsdag, udtalte, at han kun nødig befattede sig med politiske Sager.

340

Naar man ser den Maade, hvorpaa han kom ind i det politiske Liv, og hans Opfattelse af dette, mindes man til en vis Grad om den Maade, hvorpaa gjenoplivede antikke Forestillinger om Statsborgerne og deres Forpligtelse til at give sig af med de offentlige Anliggender greb ind i hine Tiders politiske Opfattelse, og man forstaar tillige, at Clausen, naar han ikke var ivrig Politiker, ikke kunde finde det stridende mod sin Samvittighed at trække sig ud af Oppositionen imod Ministeriet Ørsted.

Clausen kom med i den politiske Bevægelse, fordi visse Ideer kaldte ham, og fordi han gik ud fra, at den politiske Virksomhed naturlig var Noget, man kunde tage med i Mellemrummene imellem sit andet egentlige Arbejde, og han var aldeles ikke nogen urolig og gjærende Liberal.

I det Program, han og Schouw kastede ud i 1848 i deres fælles Skrift »Ved Thronskiftet«, ønskes Stændervalgloven bibeholdt »i dens væsentligste Grundtræk«, og fra Venstres Side fandt man heri det første Tegn til Spaltningen imellem »den demokratiske« og »den doktrinære« Del af det liberale Parti - en Spaltning, som senere traadte aabenlyst frem under Striden i Stænderforsamlingen om Valgloven til den grundlovgivende Rigsforsamling.

Hvad der gjorde Clausen til Politiker, var altsaa Ønsket om at værne om visse aandelige Interesser; Formerne for Aandens Bevægelser vare det, der laa ham mest paa Hjerte, og det var i Kampen herfor, at han hævede sig højest.

Derfor var Nationalitetsspørgsmaalet hans politiske Ungdomskjærlighed, som han var tro indtil Døden, og af »de indre Spørgsmaal« var det saadanne som Ytringsfriheden, der laa ham inderligst paa Sinde. Der var i Reglen noget langt mere Agtelsesindgydende og til Opmærksomhed Vækkende over Clausens Optræden som Taler end noget umiddelbart betagende, og dog har han kunnet henrive, og henrive den roskildske Stænderforsamling i det Herrens Aar 1844; det hørte der Noget til. Men det var i Sprogsagen, han dengang talte.

Clausen var fin, kritisk og tilbageholdende, han trængte sig ikke paa, mindst i det politiske Liv. Han viste bestandig som Stænderdeputeret, som Minister og som 341 Rigsdagsmedlem den samme af alvorlig, grundig og saa vidt mulig selvstændig Overvejelse prægede Holdning. Et fremtrædende Træk hos ham var Sky for al mulig Overdrivelse og Overlæsselse.

Det kunde hændes, at denne Styrke blev ham en Svaghed. En Mand kan behandle og bearbejde sit Stof med en saa ængstelig Omhu for kun at faa den klare og ubestridelige Sandhed ud, at det bliver saft- og kraftløst; med det Kantede og det Tilfældige gaar tillige let det Originale og Ejendommelige i Vasken. Clausen havde Noget, stundom temmelig Meget, af dette.

Han kunde blive saa sand og saa klar, at han ikke sagde Andet end de fortræffelige Almensandheder, der ligge lige paa det Trivielles Grænser.

Men til Gjengjæld vidste han sig mere end de allerfleste Dødelige fri for Alt, hvad der hører ind under Bulder- og Rabalderarten, under de hysteriske Overdrivelser og de deklamatoriske Svindlerier, som nu ere saa velkjendte. Hans Sprog var altid rent og godt, stundom kunde det hæve sig til at være ædelt, men i Reglen tillige køligt og afpasset. Skulde Clausen have været omsat til Kunstner, maatte han have været Billedhugger som Lehmann Maler.

Baade Lehmann og Clausen vare ægte Repræsentanter for den tredie Stand, der er bleven prist fra Sieyes til Dahlmann. Det laa saa fjernt som Noget fra Clausens hele Væsen at være rød Demokrat; den lovbundne, den vel ordnede Frihed var hans Program, og ogsaa Lehmann har selv angivet sit tredie Stands Standpunkt i de bekjendte Ord om, hvorledes »de Begavede, de Dannede og de Rige« skulde styre med den Forpligtelse at vinde Almuen ved Omhu for dens Vel - altsaa kun som dennes Formyndere, om end naturligvis kjærlige og behagelige Formyndere. Han skuffedes med Virkningerne af Junigrundloven og har forsvaret dens brede Demokratisme med, at den var en Nødvendighed, som man ikke kunde unddrage sig; det er ikke nogen udtømmende Forklaring og mellem den og den Stemannske Opfattelse, at det hele Røre i 48 kunde have været besværget ved nogle Politibetjente, er der Plads for adskillige Mellemveje, et Thema, som vi ikke skulle drøfte her, hvor vi kun have 342 villet fremhæve, at Lehmann selv erklærede sig som den tredie Stands Mand og selv kun mente sig at være tvungen af den i Forholdene liggende Nødvendighed til at gaa saa vidt, som han gjorde.

Som Lehmann og Clausen saaledes vare næsten alle de ledende Mænd i hin Tid kun Mandatarer for den samme Mandant, og Ansvaret for, hvad der blev forsømt, og hvad der blev. begaaet, maa ogsaa for en Del lægges paa Mandanten. Efter hele den Maade, hvorpaa de Ledende vare blevne Ledere i 1848, kunde man ikke af dem vente nogen stor Selvstændighed. Enigheden mellem de Regerende og de Regerede havde noget Stort og Opløftende ved sig, og den Visdom, at det maatte være det Bedste og det Rette, som, en Tid ialfald, næsten Alle vare enige om, havde noget farligt Bestikkende ved sig. Og saaledes gjorde de Styrende det afgjørende Skridt i en øjeblikkelig og, som det viste sig, noget flygtig Stemnings Løftelse, og derved bandt de ikke blot sig selv, men ogsaa deres Efterfølgere.

Martsministeriets Udkast til Valgloven til den grundlovgivende Rigsforsamling, ved hvilken den almindelige Valgret sloges fast, mødte allerede i Roskilde Stænderforsamling, som havde bevaret en mere kritisk og selvstændig Opfattelse end Ministeriet, en virkelig overlegen Kritik. En Majoritet, bestaaende af 6 af Komiteens 7 Medlemmer, gik vel ikke i sine Konklusioner imod Ministeriet, men i sin Betænkning lagde den ikke Dølgsmaal paa, at man fandt det meget betænkeligt, at ethvert Hensyn til Formue eller Skatteydelse var opgivet som Grundlag for Valgberettigelsen. Ordføreren for Komiteen var Clausen. Den samme Clausen gik i Novemberministeriet med til at adoptere Martsministeriet Forfatningsudkast, og dengang var Reaktionen imod Troen paa den almindelige Valgret dog begyndt, en Reaktion, der hurtig blev stærk. Det er vel næsten forglemt, at der i 1848 paa en Adresse, som gik imod den, kunde samles et for den Tid saa overordentlig stort Antal Underskrifter som henved 9000, og det baade fra Kjøbenhavn, Kjøbstæder og Land. Men Tilbagetoget maatte vel være sket i Rigsforsamlingen, for Ministeriet var det da umuligt.

343

Og som det gik med dette Spørgsmaal, saaledes tog ogsaa i andre den brede almindelige Strøm Magten over Sindene. To Spørgsmaal, der, som den senere Tid noksom har viist, vare hvert i sin forskjellige Retning i høj Grad indholdsrige og virkelig politiske, blev forelagte hin Tid til Afgjørelse, men begge afvistes. Det ene var Forslaget om at lade Grundlovsforslagets Behandling hvile, til man kunde faa Slesvig med. Det faldt i Rigsforsamlingen, angrebet af Martsministeriet og vistnok i det store Publikum nærmest betragtet som en juridisk Grille. Men ogsaa her stod Clausen paa anden Side end Lehmann og var en af Hovedstøtterne for Forslaget. Det andet var Tanken om Slesvigs Deling. Slesvigs Deling i 1848, hvad havde det ikke at betyde? Og Tanken var fremme i Dagens Lys.

Den provisoriske Regering talte i en Proklamation (af 31te Marts) til det danske Folk om en Deling af Slesvig efter Nationalitet, og i Kongeriget havde Delingstanken varme Forsvarere, ja Venner uden Tvivl i selve Martsministeriet. Men i dette sympathetiske Ministerium, hvor man paa en næsten rørende Maade kunde sidde sammen, uenig om de vigtigste Spørgsmaal og dog trofast »villende blive sammen, til Fædrelandet var frelst«, sad ogsaa den Mand, der mere end nogen Enkelt har »det selvstændige Slesvig« paa sin Samvittighed - Tscherning, og her var Tscherning i fuld Overensstemmelse med den offentlige Mening, baade i Kongeriget og i Slesvig. Flors Parti var særlig meddelagtigt i, at det under Kongens Ophold paa Als blev slaaet fast, at »det skal ej ske«, hint skæbnesvangre, med saa uendelig Jubel modtagne Kongeord. Martsministeriet - har Tscherning oplyst - vilde tage »det selvstændige Slesvig« til sin Hovedstilling i Fredsforhandlingerne, og i den Instrux for Fredsunderhandlerne, det udarbejdede, forkastede den danske Regering principielt Delingsforslaget, men optog kun Delingen som et Alternativ, der var at foretrække for et Slesvig-Holsten. Kongen, som slet ikke vilde have Delingstanken nævnt i Instruxen, nægtede imidlertid sin Underskrift, Ministerskiftet kom, og Novemberministeriet strøg Delingsplanen i fuld Overensstemmelse med Konge og Folk.

344

Hvor ender de Enkeltes Ansvar, og hvor begynder Mængdens, den Mængdes, som med en saa uimodstaaelig Magt kan baade gjøre og forhindre det Rette? Det er et Spørgsmaal man møder her, som saa mange Gange i afgjørende Tider. Af dets Besvarelse vil for en væsentlig Del Dommen over vore gamle Konstitutionelle blive gjort afhængig.

345

ANDRÆ

Nogle Politikere ere som bekjendt i en mærkelig Grad sammenvoxede, sommetider næsten sammenfiltrede med deres Tid; undertiden er det betydelige Mænd, som med Syrnpathiers og sand Forstaaelses fine, lønlige Traade væve med paa Tidens Væv, stundom mindre betydelige, som uselvstændig ere spundne med ind i den.

Andre derimod staa forunderlig glat, utilgængelig og isoret, uden nogen stadig frugtbar Vexelvirkning med Samtiden, og gjør sig kun gjældende nu og da ved enkelte Lejligheder.

Andræ hører til denne sidste Art. Han staar paa en ganske egen Vis for sig i vort politiske Liv, som en Slags Obelisk, der, sig selv nok, er bedækket med Indskrifter, som det stundom kan falde noget vanskeligt at tyde, men som selv af dem, som opgive alle Tydningsforsøg eller endog mene, at det ikke er Umagen værdt at bryde sig med dem, erkjendes for at være et interessant Stykke. Andræ er en virkelig fremragende Mand. Ere de fleste Politikere mere eller mindre begavede Eftersnakkere, saa er han det ikke. Højst forskellige Dannelsesformer have, som naturligt er, afsat deres Spor i vort konstitutionelle Liv. Andræ har for sin Videnskabs Vedkommende efterladt et betydeligt Mærke, men har tillige sørget for, at man ikke glemte Manden selv.

Til daglig Brug mærker man ikke meget til ham. Han møder flittig paa sin Plads i Landstinget, hvor han sidder ved Siden af Grev Fnys, en Politiker, der danner et ganske ejendommeligt Modstykke til Andræ, forskjellig ogsaa i det 346 rent Udvortes fra sin lille, magre Nabo med det skarptskaarne Ydre, der iøvrigt noget minder om Windthorst, med hvem Andræ ogsaa som Taler kan have Lighedspunkter.

Til at være et flittig mødende Medlem indskrænker Andræ som bekjendt i Reglen sin Virksomhed. Han vilde ikke overtage Pladsen som Formand i Landstinget, som man gjerne vilde sætte ham paa, da M. P. Bruun vilde trække sig tilbage; Andræ henviste i sit Afslag til den noget isolerede Stilling, han befandt sig i ligeoverfor Tinget, en Betragtning, som man næppe kan nægte var korrekt, thi det er ganske vist en naturlig Forudsætning, at Tingets Hjerte slaar i Formandens Bryst.

I de almindelige Forhandlinger tager Andræ næsten aldrig Del; kun naar det er en Sag, som paa en eller anden Maade berører hans Fag eller Specialinteresse, kan han gjøre nogle Bemærkninger; han har ikke heller Ord for at spille nogen Rolle i Tingets private Forhandlinger. Man mærker kun til ham derved, at han ved enkelte Lejligheder holder en stor og udmærket Tale, der hører til det Ypperligste, vort pariamentariske Liv frembringer.

Andræ, som har staaet vor elegante æsthetiske Periodes Centrer nær, og som selv besidder en sjeldent fin og omfattende Dannelse, brillerer i Konversation og er en Mester i den sjeldne, nu næsten uddøende Kunst, at kunne fortælle. Han er tillige en stor Taler; som man veed, følges disse Egenskaber ikke sjeldent ad. Andræ beholder som Taler noget af den Konverserende. Han er ikke stiv, højtidelig, deklamatorisk, ikke Spor deraf, men livlig, smidig, vittig, og under dette glatte Ydre ligger en jernfast Udvikling. Han er en Polemiker af første Rang, ja, er væsentlig kritisk og polemisk anlagt i Debatten. Det er hans Glæde at gjøre rent Bord omkring sig. Men paa den ryddede Tomte bygger han altfor ofte et skjønt Palads, som blot har den Mangel, at der ingen Indgang er, eller han opfører en slank Søjle med Plads kun for en Simon Stylites; skjæve Taarne bygger han derimod ikke.

Man kan være ganske uenig med Andræ i hans Udgangspunkt og derfor ogsaa i hans Resultat. Altid maa man dog indrømme, at hans Taler ikke blot ere rhetoriske Prydelser 347 for Landstingets Forhandlinger, men ved deres originale Indhold og nye Synsmaader give Forhandlingerne forøget Liv og Spændkraft.

Andræs Bane som aktiv Politiker var kort, men brillant. Den unge Mand, der havde henledet Opmærksomheden paa sig som en af de Fremragende af det Sæt nye Mænd, som de nye politiske Ideer kaldte frem, forøgede hurtig sine Laurbær. Officeren paa Folketingets Formandssæde blev en Formand, som en pur ung Forsamling vanskelig ser Magen til, skarp, klar, med Sansen for det Formelle haarfint udviklet, fast i sit Tag og dengang i virkelig Overensstemmelse med den Forsamling, han styrede; Andræ hørte til de Liberales venstre Fløj, stod sig godt med Bondevennerne og blev - hvilken paradisisk Uskyldstilstand - i sin Tid beskyttet af Balthasar Christensen. Det blev vel ikke til Noget imellem Andræ og Bondevennerne, men han var dog i hine Tider, især efter sin Afskedigelse i 1854, i Besiddelse af en ikke ringe Popularitet af denjevne, simple, ukultiverede Art, som han nu sikkert ser ned paa med udviklet, skeptisk Ringeagt. Han blev Medlem af det Kabinet, som med P. G. Bangs Signatur den 12te December 1854 afløste Januarministeriet. De ledende Kræfter i dette vare, foruden ham, Hall og Scheele, og medens Scheele antoges at være Gjenstand for særlig Velvillie hos Kongen personlig, hos Grevinde Danner, hvis Rolle dengang var bekjendt, og den Kreds, der agerede om og ved hende, saa repræsenterede Hall og Andræ Rigsdagens Velvillie.

Andræs Rolle var betydelig; han trak en stor Del af Læsset ved Ordningen af Fællesforfatningen. Han var den, der havde at forhandle paa Regeringens Vegne med det foreløbige Rigsraad, og hans Forhandlinger kronedes i Juli 1855 med Held; med 18 Stemmer mod 2 gav det efter Frd. 26de Juli 1854 existerende Rigsraad sit Samtykke til en ny Fællesforfatning; af de To, som stemte imod, var den Ene Tscherning, den Anden et af Ridderskabets Medlemmer, som Tscherning nok havde faaet trukket med, nærmest af et Slags Skjønhedshensyn for at faa en Dansk og en Tysk i Oppositionen. Det var virkelig en Triumf for en ung Minister ligeoverfor denne vistnok ligesaa vanskelige som fornemme 348 lille Forsamling af Gehejmeraader og Kammerherrer, og havde han ikke været i Besiddelse af sand aandelig Overlegenhed, havde dette Resultat naturligvis aldrig ladet sig opnaa.

Om Efteraaret udgik saa Fællesforfatningen med tilhørende Valglov. Forfatningen af 2den Oktober 1855 har i sin Tid kun kunnet glæde sig ved ringe Populariet, og dog turde det være, at af alle de Forfatninger, vi have faaet lavede, var den og dens Valglov det mest helstøbte Arbejde, baaret af selvstændige Tanker, ja præget af sand Originalitet og tillige uden Brud paa sin Enhed, afpasset baade efter, hvad der var i og for sig ønskeligt, og hvad der var under de daværende Forhold gjennemførligt. Men Æren for den tilkommer Andræ med Hall, og Andræ's Navn er udelukkende knyttet til Valgsystemet. Det maa naturligvis ikke glemmes, naar man roser den organiske Ensartethed i Oktoberforfatningen, at den blev til paa en egen Vis: ikke nødt til at passere igjennem en omkalfatrende Forsamlings Hænder, ikke nogen Gjenstand for meningsløse Afprutninger og vilkaarlige Transaktioner, var den at tage eller ikke at tage, saaledes som den forelaa i sin uforstyrrelige og uantastelige Helhed, i fornem Fjernhed fra alle den direkte vedrørende Afstemninger. Forfatningen hørte unægtelig ikke til dem, som ere voxede ud af Folkeønsker og Folkestemninger; Spørgsmaalet er imidlertid, om vort Samfund ikke alligevel kunde have voxet ind i den.

Da Andræ fra Oppositionen var kommen over paa den Side, der skulde udrette Noget, havde han debuteret fortræffelig. Det gjaldt nu om at fortsætte. Selvfølgelig viste han vedblivende fremragende Egenskaber, men han var Minister paa sin egen Vis, stiv, ufejlbar, fornemt afvisende, overbevist om deres aandelige Ufuldkommenhed, som havde nogen fra hans afvigende Mening.

Andræ er jo en udmærket Mathematiker; en af det forrige Aarhundredes store Mathematikere sagde, at efter den Retning, de videnskabelige Interesser vare ifærd med at tage, vilde der efter hundrede Aars Forløb maaske kun være tre Mathematikere i Europa. Om Andræ kunde gjælde for en af saadanne tre, have vi ingen Forestilling om, men at han er 349 virkelig fremragende i sit Fag, er der ingen Tvivl om, og det er intet Under, at den Dannelsesform, han i en saa fremtrædende Grad repræsenterer, præger hans hele Væsen. Men en Mathematiker drager Grænsen mellem et rigtigt og et urigtigt Resultat med absolut Skarphed; Sandt og Falsk staar for ham Kridhvidt og Kulsort.

Men Andræ er en Mathematiker, foret med en Militær; han har Ret, det er Nummer Et, Nummer to: han vil lystres.

Intet Under, at han baade paa det Parlamentariskes og det Administratives Omraade faldt Folk noget for umedgjørlig. Saa lidt som muligt er han anlagt til at transigere og akkordere, og det beder han sig fritagen for. Kan han faa det, som han vil, er det godt og bedst for Alverden, kan han ikke faa det, tager han sin Hat og gaar med et høfligt, men meget koldt Buk, der ikke opfordrer til at trække ham i Skjøderne.

Andræ blev i Ministeriet til 1858. Hans Udtræden betyder imidlertid noget Andet end en simpel Skilsmisse fra Magten, den indeholder i sig et Spørgsmaal af den allerstørste Vægt og Betydning, det nemlig: Havde det været muligt at bevare den da istandbragte Fællesforfatning for det danske Monarki?

Bevarelsen af Fællesforfatningen - hvilken Række af store Muligheder aabnes der ikke Udsigt til ved denne tilsyneladende saa klangløse statsretlige Formel? Den synes næsten at kunne have været den tørre Kvist, der aabnede Bjergets Side og lod Øjet skue mægtige Haller, fyldte med Skatte nok til syv Kongerigers Løsning. Fællesforfatningen bevaret, det betyder jo nemlig ikke blot en anden Danmarks Historie, det indeholder ogsaa Spørgsmaalet om, i hvilke Begivenheder den Verdensudvikling vilde have været at omsætte, som nu har ført fra Dannevirke over Sadowa til Sedan.

Det forekommer os, at fra hine Aar kan kun en politisk Drøm vise en lignende fantastisk gigantisk Indholdsrighed som hin saa formalistisk klingende Frase: det sidste franske Kejserdømmes Planer om et ved fransk-østerrigsk-engelsk Samvirken gjenoprettet Polen - en Luftspejling, glimrende som faa i den moderne Historie, og som for den politiske Romantiker, der træt vender sig bort fra den stenede 350 Virkelighed, maatte vise Europa som en over dennes Ørk svævende Tryllehave, beskinnet af Retfærdighedens Sol. Men hint Fata Morgana svandt for engelsk Slud og Taage, vort tilsyneladende mindre tillokkende og betagende Drømmebilled havde ikke nogen bedre Skæbne. Men kunde det være anderledes? Har overhovedet en brugelig dansk Fællesforfatning været mulig?

Som Udviklingen er gaaet, har den i den Henseende efterladt to forskjellige Spørgsmaal. Havde Fællesforfatningen kunnet lade sig bringe istand paa en mere holdbar Vis? Havde den, der kom istand, kunnet bevares? Vi tro ikke nogen af Delene.

Det kunde paa sin Vis have noget saare Tillokkende, om man vil, tragisk Lokkende for Fantasien at forestille sig, at det havde været lagt i en dansk Statsmands Haand at lede Historien i det nittende Aarhundredes anden Halvdel i en anden Bane; en Skikkelse med saadanne Muligheder vilde staa for Betragteren med Konturer, der fortonede sig i mythiske Dimensioner. Det maatte være Bluhme eller Andræ, der da var bleven Tale om; men vi kunne ikke faa nogen af disse Mænds Billede under denne Synsvinkel.

Det første Spørgsmaal af de ovennævnte to forhindrede vel Ministerskiftet i 1854 at faa besvaret af Virkeligheden, thi det havde jo været den Politiker, der ledede Forhandlingerne med Preussen og Østerrig i 1851-52 og traf »Aftalerne«, som havde havt at forsøge sig. Men vi tvivle ikke om, at han der havde været lige saa afmægtig, som den Bluhme, der i 1864 kaldtes for at slutte Freden, viste sig at være til at skaffe andre Fredsbetingelser, end hvilkensomhelst Nationalliberal havde kunnet opnaa. Ved det andet Spørgsmaal, som nærmest interesserer her, er det Andræ, der ligger som den gaadegjemmende Sfinx. Havde han kunnet bevare Fællesforfatningen? Han har Sandsynligheden imod sig.

Stillingen i 1858 var den: Den Ilte Februar 1858 besluttede Forbundsforsamlingen at meddele Danmark, at den ikke anerkjendte hverken den holstenske Forfatning eller Fællesforfatningen, forsaavidt den skulde finde Anvendelse paa Holsten og Lauenborg, for at bestaa i forfatningsmæssig 351 Virksomhed. Forbundsforsamlingen opfordrede i Forbindelse hermed til i Holsten og Lauenborg at tilvejebringe en med Forbundslovene og de givne Tilsagn stemmende, Hertugdømmernes Selvstændighed og ligeberettigede Stilling sikrende Tilstand. Danmark tilbød nye Forhandlinger med den holstenske Stænderforsamling, hvorunder der skulde gives denne Lejlighed til at udtale sig om Holstens Stilling i Danmark. Dette forkastedes af Forbundsforsamlingen den 20de Maj, og Danmark fik Valget mellem at modtage Exekution, d. v. s. Krig, og at ophæve Forfatningen for de to tyske Hertugdømmers Vedkommende. Ministeriet vilde vælge det sidste Alternativ, Andræ vilde ikke gaa med hertil og traadte af. Hvem havde Ret? Vi tro, ikke Andræ.

Havde man i 1858 modtaget Forbundsexekutionen og eventuelt Krig, saa havde en saadan Krig - der jo aldrig kunde have været heldig for det isolerede Danmark, og som vilde have paadraget os hele Europas Uvillie, som Situationen dengang var - kunnet føre til meget forskjellige Løsninger, men ganske sikkert ikke til den Helstats Bevarelse, hvorfor den blev ført. Noget Andet er, at Krisen da kunde være kommen paa et for os heldigere Tidspunkt, end den senere kom, men det var jo ikke Andræs Mening at fremkalde Krisen for Krisens egen Skyld. Hvem kan i saa Fald tillige sige, om Bilæggelsen af Konflikten dog havde været saa solid, at den ikke var brudt op igjen, ialfald ved Frederik den Syvendes Død.

Men hvilket end Resultatet kunde være blevet, dersom man havde fulgt Andræ i 1858, saa maa det ikke glemmes, at Andræ ikke gjorde Synderligt for at faa sin Politik gjennemført. Krieger skal have været rede til at følge Andræ, hvis denne vilde stille sig i Spidsen og overtage Udenrigsministeriet med Konsejlspræsidiet; maaske ogsaa flere af de andre Ministre i saa Fald vare blevne. Men Andræ trak sig, som sagt, tilbage. Tvivlede han paa tilstrækkelig Understøttelse i Folkestemningen? Sikkert. Og med Rette. Men var det nok? Tvivlede han ikke ogsaa paa sig selv, paa sit eget Maal? Ikke heller paa dette Spørgsmaal forekommer Svaret os tvivlsomt. Den tilsyneladende saa sikre og faste Mathematiker synes os alt dengang lønlig at have baaret i sit Indre 352 hin Tvivl, der gjør Villien syg. Andræ har ikke staaet paa denne Skillevej frejdig og sejersæl, sikker paa sig selv og sit Maal, naar han blot kunde komme til at raade, men snarere som en tungsindig Hamlet, klagende:

The time is out of joint: O, cursed spite,
That ever I was born to set it right!

og saa sluttet Akten med

Nay, come, let's go together*).

Og Hamlet gik, men ingen Horatio fuldte med ham, og Kundgjøreisen af 6te November 1858 ophævede Fællesforfatningen for Holstens og Lauenborgs Vedkommende.

Som Arv fra Andræs Ministerperiode beholdt vi Forholdstalsvalgmaaden. Det er vist højst urigtigt at tro, at en Mathematiker skulde blive mere steril end andre Mennesker. En af vore mest fremragende Politikere har engang bebrejdet Andræ, at han som en Arkimedes i Syrakus kun havde et »Forstyr ikke mine Cirkler« for Omverdenen. I det Højeste kunde vel en saadan Bebrejdelse være retfærdig i et enkelt Forhold. Andræ har ellers viist Lyst til at anvende sine Cirkler i Livet. Hans Valgmaade er ikke blot en af de interessanteste politiske Konstruktioner, vor Tid har set, men maaske ogsaa en Tanke af stor Frugtbarhed, i ethvert Fald en saadan, der er for stor til at kunne bedømmes efter sine øjeblikkelige Resultater.

Der er Noget i den, som minder om den Retning i den menneskelige Tankes Historie, som troede at kunne give al Materiens Virksomhed et Udtryk i Algebra, og om hvilken det blev sagt, at den ogsaa vilde finde den Ligning, som svarede til ethvert menneskeligt Ansigts Konturer. Forholdstalsvalgmaaden vil finde den Ligning, som svarer til ethvert Samfunds politiske Fysionomi - ikke Udtrykket i Ansigtet, ganske vist, men Lineamenterne, kun Lineamenterne, det er en Selvfølge. Men selv for disses Vedkommende er der unægtelig Vanskeligheder af den

* 353

kjedsommelige, haardnakkede, umedgjørlige Natur, som praktiske Vanskeligheder altid frembyde. Der kræves en Grad af aandelig Udvikling til at benytte den Art Methoder i det Store, som endnu langtfra er naaet. Og saa er foruden denne saa nærliggende Indvending Spørgsmaalet vel ogsaa, om man alt har følt Mislighederne ved den nuværende Valgmaade i en tilstrækkelig Grad, thi det er jo en Erfaringssætning, at den menneskelige Tanke ikke lader sig afvende fra en bestemt Retning, før den er gaaet til Enden og har taget alle Konsekvenserne.

At imidlertid for selve Tanken den Tid var kommen, da den skulde og maatte komme til Verden, ses af den Kjendsgjerning, at den, som det jo ikke sjeldent er Tilfældet med store videnskabelige Opdagelser, næsten samtidig er dukket frem paa adskillige Steder, uden at der kan være Tale om, at den Ene har laant Ideen fra den Anden.

Nu, da Spørgsmaalet om den retfærdige, forholdsmæssige Repræsentation er begyndt at komme i frugtbar, almindelig Bevægelse, og alt har affødt en hel Literatur, fremgaar det af denne, at Tanken ikke blot med længere Mellemrum har glimtet frem hist og her, men at den indenfor det samme Tidsrum af godt og vel en halv Snes Aar er bleven bestemt formuleret af en Række Mænd rundtomkring i Europa: i Schweiz, i Tyskland, i Frankrig, i Danmark, i England, ja endog udenfor Europa, i Brasilien, som man ellers ikke er tilbøjelig til at antage for et Hjemsted for original Spekulation, men hvor dette Spørgsmaal har fundet en ganske ualmindelig frugtbar Jordbund.

I den her omtalte Periode synes Tanken om den forholdsmæssige Repræsentation først at have været fremdragen i parlamentarisk Forhandling i Genève, hvor en Deputeret under Paavirkning af Victor Considérant bragte den frem i den lille Stats grundlovgivende Forsamling saa tidlig som i 1842; i 1850 kan en brasiliansk Jurist, der senere er bleven en af Ideens notable Forkæmpere, rose sig af at have bragt den frem; i 1855 kom Danmark, og i 1859 udkom Hares Bog, der strax gjorde stor Opsigt. Men Schweiz har vist mindst fire selvstændige Opdagere at nævne, og baade Tyskland og Frankrig have hver flere.

354

Som bekjendt har Andræs System den interessanteste Lighed med Hares, det er ældre end dennes, traadt i Virksomhed, inden Hare kom med sin Theori, men da denne Sidste er Engelsk og har havt det Held strax at faa en Mill til at anbefale sit System som en af de vigtigste Opfindelser i Statsstyreisen, saa vil han sikkert tage Mere end Løvens Part af Æren. Andræs Navn vil nok blive nævnt for Fuldstændigheds Skyld, men for det store europæiske Publikum vil det lyde ligesaa ukjendt som Dhrr. Hoffmanns eller Burnitz's eller Nabor Caneiros for os; allerede nu er det kun Hare og Hares System, der roses, kommenteres, bearbejdes og propageres. Naar man dog endelig 8 Aar efter, at Andræs Valglov var traadt i Virksomhed, blev noget opmærksom paa den i Europa, skyldtes dette en Beretning fra en herværende engelsk Legationssekretær Lytton, som indeholdt en klar og velopfattet Vurdering af Systemet.

Herhjemme mødte Andræs Valglov som bekjendt kun en tvivlsom Sympathi, hvad der ikke var noget Under med en saa vildfremmed Skabning, som ikke i fjerneste Led var Kjød af vore Institutioners Kjød og Blod af deres Blod. Men de daarlige Spaadomme have ikke slaaet til, tvertimod, Systemet arbejder med langt mindre Vanskelighed, end man havde anet, og er nu rodfæstet hos os. Det er en sand Triumf for Andræ; thi det var unægtelig med et sjeldent dristigt Kast, han bragte det ind i vort Forfatningsliv, men ultradoktrinære Undfangelser kunne ogsaa have sund Livskraft. Det synes tvivlsomt, om det af os anvendte System andetsteds bliver det mest populære, eller rettere, det synes utvivlsomt, at det ikke bliver det - skjønt dets Nøjagtighed prises - ja at det, der »tager Favør«, ikke engang bliver noget af de rationelle Systemer, hvortil Andræs henføres, men et af dem, man har kaldet de empiriske, som er let at haandtere, men ganske vist ikke korrekt uden yderligere Tilføjelser. Men hvorledes det gaar eller ikke gaar i den øvrige Verden, saa har Andræ ganske vist paatvunget os en ikke blot højst interessant, men ogsaa meget værdifuld politisk Gave.

Hvad er egentlig Andræ som Politiker? Nationalliberal, selv i dette Ords videste Forstand, kan han ikke siges at 355 være. Derimod vilde han ogsaa selv energisk protestere, han har vasket sine Hænder i al mulig Retfærdighed. Hvad er han da? Er han radikal eller konservativ, det er et Spørgsmaal, som paatrænger sig netop ved hans Forhold til den her omtalte nye Valgmaade. Han begyndte sit politiske Liv langt ude til Venstre, nu staar han langt til Højre, tilsyneladende som en Type for en kritisk Konservativ, der i al Udvikling og Reformeren og Nylaven kun ser et Spil af Taaber, der fører os hurtigere til Nirwanas Rand. Den sande Sammenhæng er vel den, at han er Andræ og ikke Andet. Han er sin egen Leder og sit eget Parti og vil hverken have anden Leder eller andet Parti. En Natur som hans er radikal eller konservativ efter Omstændighederne, radikal med egne Planer, konservativ ligeoverfor Andres. Var han bleven ved Magten, havde han maaske viist sig som en dristig Reformator; nu gjør hans kritiske Evne ham forsigtig og konservativ, ja stundom mere. Det er ham selv, der har villet det saaledes. Efterat Andræ 1858 havde forladt Ministeriet, har han ikke siden villet træde til. Man har sikkert flere Gange tilbudt ham Portefeuille, og da Ministeriet Frijs gik af i Maj 1870, henvendte man sig til ham om Dannelsen af det nye Ministerium. Forgjæves. Tvivl og Kritik synes langsomt, men sikkert, mere og mere at bemægtige sig ham og lamme hans Lyst til at virke paa større Arenaer. Det Ensomme og Eneboeragtige træder ialfald stærkere og stærkere frem hos ham.

Det være langt fra os at tro, at Forfængelighed er med i Spillet. Ganske vist kan Andræ ikke frikjendes for at have Noget af hin Molièreske Figurs Tilbøjelighed:

Ses propres sentiments sont combattus par lui,
Lorsqu'il les voit dans la bouche d'autrui.

Men den psykologiske Sammenhæng hermed er den, at dette er noget meget Almindeligt hos kritisk og fint anlagte Naturer, baade fordi de ere saa kritiske, at de ogsaa maa vende sig imod deres egne Spejlbilleder, især naar disse forekomme dem at blive skjævt og forvrænget gjengivne, og fordi de ynde at nyde sig selv under den stiltiende Forudsætning, at de have fundet Noget for dem selv. Saasnart 356 Andre komme med det Samme, saasnart de faa Anelse om, at det er Fællesgods, de sidde inde med, ane de Uraad. Forfængelighed i Ordets vulgære Betydning kan det ialfald ikke være, der leder Andræ her og lader ham kokettere med sin Originalitet; at han ikke er forfængelig paa denne Vis, ere vi sikre paa. Ingen har mindre end han søgt at trænge sig frem i Forgrunden, og selv naar han optræder med sine mest »aparte« Meninger, gjør han det ganske sikkert dreven af en sandhedskjærlig Trang, der forbyder ham at sidde inde med sin afvigende Opfattelse, om han end indser, at han ikke kan trænge igjennem. Og udtaler han sig, stikker han ikke Noget under Stolen, thi han er ærlig, ærlig som kolde, klare Naturer ere det.

Enhver har en Egenskab, som han sætter mest Pris paa hos sig selv. Maaske det, som denne i Sandhed overlegne, fine, originale, kundskabsrige Mand skatter højest hos sig, netop er sin Ærlighed.

357

HALL

Det er en bekjendt Sandhed, at i Udviklingen vexle organiske, nydannende, omskabende, frugtbare Tider med kritiske Perioder.

Vi befinde os nu i politisk Henseende i en af disse sidste; nu er det Opgaven at tænke sig om, at kritisere og revidere alt det Store og Nye, der er kommet frem, og som nu begynder at øve sine mangfoldige og uforudsete, ja overraskende Virkninger. For tredive Aar siden vare vi i en Periode af den anden Art.

Men atter i de nydannende Tider vil man i Reglen finde to forskjellige Afsnit, et forudgaaende, hvor man theoretiserer, og et senere, hvor man praktiserer, en Vækkelsens og Forberedelsens Periode og en Handlingens og Fuldendelsens.

I vor store og politiske Nydannelsesperiode havde vi da ogsaa først dem, der prædikede den nye Lære, derefter dem, der førte den ud i Livet.

Hall hørte til de Mænd, hvis Opgave det var at sætte i Værk, hvad Andre havde beredet Vej. Under den Omdannelse, som foregik her i Danmark ved Forfatningsforandringen af 1849, pløjedes der naturligvis strax en hel Del nye Mænd op, thi det gaar selvfølgelig med Politikere som med alle Repræsentanter for aandelige Bevægelser af den grovere og finere Slags; ethvert nyt Gjennembrud danner Skole, blot fordi det er nyt, og faar sine Mænd, nogle, der due til Noget, Andre, der ikke due. I Politik er der uforholdsmæssig mange af den sidste Slags, det er saa nemt at være med, og Storheden beror her i større Omfang end paa andre 358 Omraader paa egen Udnævnelse. Af den første Art, dem, der virkelig due, er der ikke nær saa Mange, derfor er det dobbelt nødvendigt, at der blandt dem er Nogle, der virkelig ere betydelige Mænd; det nuværende Forenede er et ypperligt Bevis paa, hvad det vil sige, naar en ny politisk Formation savner saadanne; adskillig relativ Dygtighed hist og her forslaar ikke. I hin Tid var der - foruden »Banebryderne« - til at sætte det nye i Gang en stor Stab af Dueligheder og som disses Ledere virkelig betydelige Mænd. Folk som Hall, som Krieger, som Madvig og Andræ havde man ikke mærket meget til før 1848. De havde ikke været Bannerførere, ja, Madvig havde endog snarere været imellem dem, der holdt igjen. Nu vare de parate, friske og ubrugte, rede til at føre det Nye ud i Livet. Omkring de betydelige Mænd stod i talrig Kreds en Mangfoldighed af dii minores og dii minimi, som følte sig overbeviste om, at man nu havde fundet et forjættet Land, hvor det blot gjaldt om at indrette sig hyggelig, som tog fat paa alle Leder og Kanter og ofte gjorde god Nytte, men ogsaa ofte gjorde sig skyldige i den Fejl at forvexle Forandring og Forbedring. For at illustrere Tanken vilde vi sige, at Fenger's Plads var her, som en Nummer Et, en Koragos for større og mindre Storheder af denne Kategori.

Hall passede fortræffelig til at være med til at sætte det konstitutionelle System i Scene. Intet i ham hersker absolut, egenraadigt, men Alt er modereret, afvejet og hensynstagende. Han er Kompromis'ets Mand, hans Yndlingsbevægelse er at fare med Lempe; fin i Tanken forudser han og overvejer de Chancer, der kunne indtræffe. Til en vis Grad er han maaske Sangviniker og holder af at lægge endel hen til Fremtidens velvillige Besørgelse, Expedition og Fortolkning, men som Sangviniker er han dog ubetinget af dem, der, om de end »haabe det Bedste«, tillige »frygte det Værste«. Han har agtelsesfuld Sympathi for det Gamle og imødekommende Interesse for det Nye; men af begge Dele forlanger han, at de skulle fremtræde i en lempet Form uden skarpe og haarde Kanter, og han er selv fortræffelig til at slibe Kanter af og hugge Spidser bort.

Man fortæller, at en af det gamle Regimes Mænd paa et 359 tidligt Tidspunkt af Halls politiske Løbebane skal have sagt om ham: »Hvorfor vil denne Hall give sig af med det absurde konstitutionelle Væsen? Han vilde jo være bleven Gehejme-Statsminister alligevel«. Den gamle Enevoldsmand havde vistnok Ret. Hall er i en fremragende Grad i Besiddelse af Evner, som bære en Mand oppe i vort Samfund. Han er ikke anlagt til at være nogen fremstormen de, urolig Banebryder, i hvis Sjæl store Nydannelser gjære og brydes med Krav paa Virkeliggjørelse og Forløsning. Alt Andet end det! For ham ligger tvertimod i en særegen Grad det Formende, Ordnende og Medierende. Kun dette Arbejde falder ret for hans af Naturen forsigtige Haand. Dersom han var bleven Gehejme-Statsminister, som hin Kritiker vilde have havt det, var han vist bleven en fortræffelig Raadgiver for en oplyst, human, retsindig Enevoldskonge, og han var sikkert bleven siddende i Konsejllet til sin Dødsdag. Nu blev han ikke en Absolutismens Gehejme-Statsminister, men en Konstitutionalismens Minister, og det var endnu bedre, thi i den første Aarrække af den nye Æra var der i en ganske særegen Grad Brug netop for de Egenskaber, som udgjøre hans Styrke.

Hall var en fuldt udviklet Mand, da han kom ind i det politiske Liv. Under Christian den Ottende spillede han ikke nogen fremtrædende Rolle, skjønt han omgikkes meget med flere af den liberale Retnings Bannerførere, Kammerjunker vilde han ikke være, skjønt denne Titel efter Sigende blev ham tilbudt. Men Folketaler og Folkeleder vilde han heller ikke være, det Agitatoriske laa endnu mindre for ham. Han passede sine Ting som Auditør og som Docent i Romerret og gjorde disse Sager godt. Han var en dygtig Jurist og havde et ganske ualmindeligt Greb paa at lære fra sig. Han var derfor en meget søgt Manuduktør, og den Romerret, som han skrev - og omtrent skrev ud af Hovedet - var som Lærebog for Studerende, der ikke skulde nedsænkes i Uendeligheder af Tvivlsmaal, men samle Resultater i et klart Overblik, et fortrinligt Arbejde.

Men 1848 kom. Den nationale Bevægelse gjorde et mægtigt Indtryk paa Hall; paa ham som paa Andre, der kom til at høre til samme Kreds, synes den at have virket endnu 360 stærkere end den liberale Strømning. Det er ialfald betegnende, at Hall, der hverken deltog i Kasinomøderne eller i Folketoget til Christiansborg, begyndte som Politiker med at være Medlem af en Forening, der dannede sig væsentlig paa Foranledning af nuværende Hofjægermester Tutein til Marienborg for at udgjøre et Kjærnepunkt i den nationale Retning. Denne Forening kom ikke til at træde frem med noget positivt Skridt, thi Martsministeriet var fyldt af samme Følelse og gjorde af sig selv sin Gjerning.

I dette sad hans Omgangsvenner og Studenterkammerater Monrad og Knuth, og han selv blev snart tagen med til Arbejdet. I det store Maleri af den grundlovgivende Rigsforsamling har Constantin Hansens Pensel gjort adskillige træffende Iagttagelser. Til disse hører den Maade, hvorpaa Hall er stillet sammen med A. V. Moltke; der er i den Maade, hvorpaa den unge Mand - Hall var dengang 36 Aar - staar ligeoverfor den gamle Minister, en agtelsesfuld Ærbødighed fra den Enes Side og en sympathetisk Velvillie fra den Andens, som maler Forholdet. »Bregentveds Moltke« holdt af Hall og satte Pris paa ham, og det var ham, der vilde, at han skulde være kongevalgt Medlem af Stænderforsamlingen, da den skulde vedtage den Valglov, hvorefter den grundlovgivende Rigsforsamling skulde vælges. Til denne valgtes han af Kjøbenhavns Amts første Valgkreds, Frederiksberg og Amager, en Kreds, han siden den Tid uafbrudt har repræsenteret. Han blev Medlem af Grundlovsudvalget og Ordfører for Grundlovens syvende og ottende Afsnit. Han var altsaa en af dem, der stod Fadder til Grundloven, men hans kritiske Instinkt sagde ham snart, at den ikke var bleven, som den burde have været, og han skal meget tidlig have udtalt, at man vilde blive nødt til at gjøre den om igjen.

Hall havde Kundskaber og Indsigt nok til at blive et fremragende Medlem af en lovgivende Forsamling, men hvad der i en særlig Grad gjorde, at han strax kom til at spille en saa vigtig Rolle, var hans store Talent som Partileder. Det var Noget, der var Brug for i disse unge Tider, og det var Noget, han havde stort medfødt Anlæg for. Der viste sig netop hans Sans for at ordne og organisere, for at mægle og forene, hvilken hos ham atter er forbunden med Evnen til at holde 361 Overblik over Situationen, med et sikkert Instinkt for, hvad der kan sættes igjennem, og med en udviklet Følsomhed for, i hvilken Retning der ligger Vanskeligheder, som man maa gaa af Vejen for.

Rastløs Energi er derimod ikke en af de Egenskaber, han er i Besiddelse af. Hans Natur er magelig, med hans Livlighed og Begavelse er parret et vist Maal af Indolens. Derfor blev det ogsaa nu og da bebrejdet ham, at han tog sig det lidt mageligt som Leder; et strengt Scepter førte han heller ikke, og da nu tillige dannede Folk ikke ere lette at tumle som Partimedlemmer, fordi de have ikke blot mere Kritik, men stundom ogsaa mere Selvtillid, mere personlig Forfængelighed og Pirrelighed end den naive, demokratiske Masse, saa blev Arbejdet naturligvis ingenlunde uden Mangler. Men i det Hele taget manøvrerede han sine Folk med Dygtighed, og bedre end nogen Anden kjendte han tillige Rigsdagen, kjendte de enkelte Personligheders, Ledernes og de Meniges, stærke og svage Sider og forstod bedre end nogen Anden ved offentlige og private Forhandlinger at anslaa de Strenge, som lød bedst i hver Enkelts Øren. Det var disse Egenskaber, som snart gjorde ham til den virkelige Fører og stillede andre Rivaler i Skygge. Professor Vilhelm Bjerring, et baade agtet og afholdt Medlem, der tilbunds var inde i de franske parlamentariske Forhold og havde studeret disse som en Specialitet ved Siden af Grammatikken, vilde konstruere de parlamentariske Partier herhjemme efter det franske Schema, men man manglede de Forudsætninger, der vare nødvendige for en Ordning, som ikke lader sig udføre a priori. Hall gik induktivt tilværks, begyndte med Virkeligheden selv, og det lykkedes.

Imod den Fare og Fristelse, som ellers nok kunde have besejret en ung Mand, der pludselig saae sig i Spidsen for et stort Flertal, var Hall sikret ved sinjevne og lykkelige Natur. Hans sunde Sans lod ham altid styre den rette Middelvej og holdt ham borte fra Yderligheder. Hans humane Tænkemaade beskyttede imod ethvert Misbrug af Magten. Opstod der nu og da en liden Vanskelighed, saa kom man sædvanlig over den ved hans sjeldne Evne til at dæmpe Lidenskaberne og hans vindende Humor. Det var gladere og fornøje- 362 ligere Tider dengang end nu; selv over de heftigste Kampe hvilede der et Lunets og Aandrighedens Skær.

At Opmærksomheden hurtig blev henledet paa Hall som Ministeræmne, er en Selvfølge, og han modtog tidlig Tilbud om at træde ind i Ministeriet, baade i A. V. Moltkes og i P. G. Bangs. Men han forhastede sig ikke. Det var først, efterat han havde været med at bære Dagens Møje under den store Kamp imod Ministeriet Ørsted, hvor han havde den Fortjeneste at samle Oppositionen om et moderat Program, der lod sig gjennemføre af en Regering, at han tog Del i Landets Styrelse, idet han blev Kultusminister i det af Scheele under P. G. Bangs Forsæde den 12. December 1854 dannede Kabinet. Da Hall først var kommen ind i Regeringen, gik det som i Rigsdagen: han blev snart en Leder, ja den Ledende. Under Resten af Frederik den Syvendes Regering var det ham, der mere end nogen Anden bestemte Retningen for vor indre og ydre Politik.

Da han var Minister, faldt Halls parlamentariske Evner endnu mere i Øjnene, end da han var Medlem. Han er af dem, der tale bedst fra Ministerbænken, men han er under enhver Omstændighed en af de bedste Talere, vi have. Hans Veltalenhed er ejendommelig. Han er ikke sprudlende og brillerende, som Orla Lehmann var det, Lehmann, hvis Taler H. E. Schack træffende sammenlignede med Champagne, som man skulde reservere til Pryd for festlige Lejligheder, men som ikke maatte drikkes hver Dag. Han er ikke en aandrig, men ufejlbar Docent som Krieger. Han har ikke Monrads Evne til den store Pathos's udstrakte Skala fra Stormen til Hvisken eller Tschernings tordnende Svada med dens døvende Bulder og paradoxe Lynglimt. Allermindst deler han Andræs Tilbøjelighed til at udlede sig en ensom Bjergspids og fra den gjennem sine skarpe Briller dybsindig-ironisk betragte de omliggende Myretuer og de ukyndige og uvidende Myrer, som færdes i dem. Han holder sig mere ved Jorden, ved det Virkelige og det Praktiske, hans Veltalenhed er aldrig i Slaabrok og Tøfler, heller ikke i Kjole og hvidt Halstørklæde, men i Frakke af godt Snit, som klæder den, der bærer den.

Naar Hall holder en af sine større Taler, har man for sig 363 en Mand, hvis hele ydre Apparat af Holdning, Stemme og Foredragsmaade strax gjør et vist behageligt og tillige et overlegent og sikkert Indtryk. Man hører uvilkaarlig efter, hvad denne Mand har at sige, føler sig sympathetisk stemt, lytter efter med Interesse, med Velbehag, med Billigelse, med fuldkommen Tilslutning, og saa - er han færdig, uden sortie, uden Knald. Han sætter sig ned, og man giver ham Ret, eller han ender, naar han føler, at man er af hans Mening, hvilken af Delene man nu foretrækker. Det er kun den virkelige og fødte Taler, der saaledes forstaar at gjøre Tilhørerne usikre paa, om de gaa ind paa hans Mening, eller om han kun udvikler for dem, hvad de i Grunden mente iforvejen.

Man morer sig i Regelen tillige godt, naar Hall taler, han har megen Humor og er ikke bange for at komme med en spøgende Bemærkning hist og her, hvad der i sin Tid ofte irriterede navnlig dem af hans Modstandere, der som J. A. Hansen forstaa Spøg mindre end noget Andet i Verden. Undertiden kan dog Hall forfalde til en vis Bredde, eller han foretager længere Digressioner fra Spørgsmaalet, og det kan ikke nægtes, at han engang imellem i en snever Vending, naar det gjaldt at klare sig i en vanskelig Affære, har kunnet føre sine Tilhørere i »Kjæde gjennem alle Stuerne«, ja ud paa Trappen med, saa at de ganske glemte, hvad det egentlig var for en Dans, der blev danset; men den Slags Manøvrer høre jo temmelig uundgaaelig med til Opførelsen af de parlamentariske Kotillon'er.

Men der er ikke nogen Mand i Danmarks Riger og Lande, der mindre end Hall lader sig forlede til at sige Mere, end han vil sige, en Egenskab, som er meget sjelden, selv hos fødte Talere. Hall besidder den imidlertid i høj Grad. Det er ham om at gjøre at faa sagt, hvad han vil sige, og kun hvad han vil sige. Midt i den rige Strøm af hans Tale lyder bestandig en vis Klang af det gamle Ord: »Af megen Tale kommer Fortrydelse, men Tavshed er sikker«, og Ingen forstaar bedre end han at tie talende. Denne overordentlige Hensyntagen i sine Udtalelser til Intet at foregribe og Intet at kompromittere kan naturligvis til Tider øve en dæmpende Indflydelse paa Virkningen af hans Taler. »Beredsamheit ist nur Deutlichkeit« siger Jean Paul. Var dette udtømmende, var Hall 364 ingen veltalende Mand. Men Jean Paul har ikke Ret, og en Mand, der kan faa sit Auditorium med sig som Hall, er virkelig veltalende.

Hall har da ogsaa som Taler præsteret fortrinlige Ting. Han har leveret knusende Indlæg baade imod Reaktionen og imod Bondevennerne, gjennemhugget Bluhmes kunstfærdige Rustning, selv naar denne som i 1863 værgede sig »med forgiftede Vaaben«, svippet BlixenFinecke, kulbuteret Tscherning, opplukket J. A. Hansen, traadt G. Winther flad og lært Schiørring mores. Engang imellem slaar han ogsaa en Mand ihjel, som hin Aften, da Tauber knustes under hans »dybtfølte Foragt« med en éclat, der førte til Tilhørerpladsens Rømning. Halls store Taler have tillige et meget righoldigt politisk Indhold. Vi erindre som Exempler om hans Opgjørelse med de gamle Helstatsmænd i Efteraaret 1863 og om hans Forsvar for sin Politik i hin store Adressedebat fra Sommeren 1864, der indeholder saa mange værdifulde Bidrag til vor politiske Historie.

Nu taler Hall meget sjeldent. I den daglige Debat tager han aldrig Ordet, og det er kun ved ganske specielle Lejligheder, at han endnu leverer Slag. Man mærker, at han ikke har glemt Kunsten, men har tillige en vis Følelse af, at han lider under Trykket ved at tale til Folk, som ikke ville lade sig overbevise. Tidligere var det anderledes, og da talte Hall gjerne og hans Taler vare en Fest for Tribunen.

Som Minister vedblev Hall at se det Parti, han havde bidraget saa væsentlig til at organisere, staa trofast samlet om sin Fører. Men Halls Betragtningsmaade og Politik repræsenterede. ogsaa noget Mere end et enkelt Rigsdagsparti. Bag ved ham stod i Virkeligheden saa godt som hele det Lag i Folket, som man i den senere Tid har kaldt »det store Mellemstandsparti«, og som med forskjellige Afskygninger naar fra det egentlige Højre helt over til Bondevennerne.

Dette Parti, hvis fleste Bestanddele haardnakket have forsikret, at de ikke ere National-Liberale, men dog som Helhed ikke har noget andet Navn, findes i den samme Sammensætning i alle Lande. Det indbefatter den aldeles overvejende Del af de mere dannede og velstaaende Samfundsklasser, og det er efter deres Hoved, hvor mange Knubs og 365 Buler Hatten end har faaet, at det konstitutionelle System er blevet formet.

I denne Samfundsklasse holde imidlertid alle Forudsætningerne om »Folket« Stik, alle hine Forudsætninger om, at dette er et nogenlunde udviklet, i Reglen ret klogt og ret tilbageholdende Element, der lader sig bøje og styre ved moralske Midler. Denne Samfundsklasse faar i ethvert konstitutionelt Land sin mere eller mindre enevældige Periode. Naar Historien faar vor Tid lidt mere »paa Afstand«, vil den sikkert hævde, at denne Periode med alle sine Svagheder repræsenterer et smukt og fint Afsnit i hvert Lands Historie i det nittende Aarhundrede.

Har den sine Mangler, har den ogsaa skjønne Egenskaber. Om den borgerlige Liberalisme har man nu til Trivialitet gjentaget, at dens Program ligeoverfor det Gamle kun var: 6te-toi de là que je m'y mette, og det Sande deri ere Alle nu blevne enige om at anerkjende. Men den Tid turde være nær for denne Periodes Vedkommende, da man istedetfor at skumle bag det Levendes stærke Ryg skal til at dømme velvillig i Kraft af det Gamle de mortins nil nisi bene. Og naar man saa skal til at dømme mildere og retfærdigere om den æsthetiske Politik, om Doktrinernes og Illusionernes Politik, saa vil man nok finde, at ikke blot har Gjennembruddet af den »borgerlige og intelligente« Liberalisme ligefra Julirevolutionen, ja man kunde maaske sige fra Natten den 4de August 1789 været ledsaget af stærkere og renere Pust fra Guldalderen end andre Former for politisk Gjennembrud - men ogsaa efter Gjennembruddet, helt ned i Perioden, vil man ved Siden af alt det Urene finde Gjenklang af noget virkelig Løftet, som forklarer, at der ikke er nogen anden politisk Form, der i den Grad som denne har bygget paa den Forudsætning, at Menneskene vare gode, retfærdige, villige til at anerkjende hinandens Fortrin og til at lade sig lede af de Bedste.

Den borgerlige Liberalismes Regeringstid fik vi her i Danmark under Frederik den Syvendes illusionsfyldte Regering, hvor vort offentlige Liv, saa doktrinære vi end vare, var fyldt af Haab og Fantasi og tonede »af Fløjters og Gigers Klang«, hvor man begik sine pligtskyldige Misgreb til lifligt 366 Akkompagnement, stundom af Hartmann og Heise, stundom af Tivolis Lumbye, hvor man byggede skjønne Luftslotte for Fremtiden, hvor Alt syntes muligt og det politiske Liv en Leg med gyldne Skaktavl.

I en Periode, som er saa præget af Skepticisme eller i gunstigere Fald Eklekticisme som den nuværende, er det naturligt, at en Tvivl om de politiske Formers Værdi dæmrer hos mange finere Aander. Men ligesom vor Tid tvivler og kritiserer, var hin naivt betagen af Tro paa det Politiskes formentlige Magt i Livet og sande Indholdsfylde i Danmark under Frederik den Syvende.

Hall var det konstitutionelle Partis ledende Mand. Et Bindeled mellem ham og Partiet var »Dagbladet«, der i sin første Barndom i 1852 blev taget under Armene af den ved Hall stiftede Femtejuniforening og altid har staaet ham nær. Det har nok holdt af at kritisere ham og engang imellem endogsaa meget skarpt opponeret baade imod ham og imod de Ministerier, hvoraf han var Medlem, men det har til alle Tider ikke villet tillade nogen Anden, det være sig Blixen-Finecke eller »Fædrelandet«, »Flyveposten« eller Tauber, at røre ved ham.

Som Minister var Hall dels Kultusminister, dels Udenrigsminister. Det kunde synes, som om Kultusministeriet laa særlig for den Mand, der repræsenterede denne Retning. Det laa ogsaa godt for ham. Hall havde en levende Interesse for denne Virksomhed og har efterladt sig en Række smukke Minder fra denne Tid. Men det forekommer os, at Halls Virksomhed som Udenrigsminister i ikke ringere Grad var, om vi saa maa sige, naturbunden af den Retning, han repræsenterede, den aandelige Bevægelse, der bar ham oppe. Man regnede udadtil med »Magterne«, som man regnede med »Folkets« Egenskaber indadtil, og troede, at det kom væsentlig an paa at have Ret.

Som Konsejlspræsident og Udenrigsminister havde Hall det vanskelige og byrdefulde Hverv at føre Forhandlingerne med Tyskland. Som bekjendt brød den taalelige Forstaaelse med dette Land atter op, da Fællesforfatningen strax efter sin Ikrafttræden blev sat paa Prøve, og en Række pinlige Konflikter opstod. Halls Stilling var meget vanskelig. Han 367 havde betydelige Evner. Lord Wodehouse, som havde forhandlet med ham i de kritiske Tider efter Kong Frederik den Syvendes Død, udtalte endog om ham som sin Overbevisning, at Historien vilde give ham Plads mellem de store Statsmænd, og selv Bismarck skal - i en iøvrigt ikke velvillig Sammenhæng - have indrømmet, at han var »ein gescheidter Mann«, ikke lidt i den Mands Mund.

Hall har megen Finhed i Iagttagelsen, instinktmæssigt Blik for enhver Situations forskjellige Muligheder, Bevægelighed, Evne til at finde Udveje og til at dække sig.

Det er sandt nok, at han ikke var nogen Cavour, ikke heller noget Sidestykke til »Ørnen i Dresden«, urolig og forpint rugende over mægtige Planer i smaa Forholds trykkende Bure. Men Danmark er heller ikke noget Piemont, og det er hidtil undgaaet at blive et Sachsen.

Det er et Spørgsmaal, om Halls Politik paa et enkelt Tidspunkt kunde have drejet af i en anden Retning, men vi tro unægtelig, at Hovedulykken var den, at den stillede Opgave var umulig. En overmægtig Modstander, et Europa, der tildels var os velvillig ligegyldigt, ikke havde Noget imod, at vi blev behandlede retfærdig, men heller ikke tog sig det nær, at vi behandledes uretfærdig - ja som tildels var os temmelig usympathetisk, mere maaske end man tror. Det er ikke nogen Mythe, at man saae paa vor Frihedsudvikling med meget kritiske Blikke, og at de nye Mænd, som ledede den, betragtedes som farlige Revolutionære. H.N.Clausens Optegnelser vise, hvorledes Rusland tog Anstød af en saadan Sag som vor Jagtlov, hvorledes den russiske Gesandt viste en ligefrem fornærmelig Adfærd imod Frederik den Syvende, fordi han talte til Clausen ved en Hoffest. Om Halls Forhold til Rusland hed det sig, og vist med nogen Grund, at paa en Tid, da vi selv ansaa os for i høj Grad agtbare, vilde denne Stormagt ikke afslutte en Konvention med os, fordi det da efter international Etikette havde maattet give en af sine høje Ordener til vor daværende revolutionære Udenrigsminister. Og vore »Broderriger«, Sverig og Norge, regeredes af vor Konges »Broder«. Ja, ganske vist var Villien god, men Evnen og det store Blik? Krieger sagde engang i en Tale i Rigsraadet saare skjønt om Kong Karl den Femtende, at han var 368 »beaandet ikke blot af Muserne, men af Musernes Moder«. Tiden viste, at Kongen nøjedes med at holde sig til Døtrene.

Saaledes var Stillingen udenfor; indenfor havde vi et utaalmodigt Folk, som trængte paa og bragte Halls forsigtige og dvælende, men tillige paavirkelige Karakter i en ofte pinlig Stilling. Det maa vel erindres, at de, der nu bedømme den i hin Tid fulgte Politik som Frugten af strafværdig Letsindighed, for en væsentlig Del indbefatte alle de Mange, der dengang stemplede den som en svag og modløs Vigen tilbage for resolutte Afgjørelser og ikke kunde faa Danmarks Politik aggressiv og udfordrende nok; man behøver her kun at minde om Danevirkeforeningen.

Det var en lang og trættende Krig, der dengang førtes med Noter. Havde Sejren kunnet være vunden ved disse, havde den været sikker, thi Danmarks Noter vare fortrinlige som statsretlige Indlæg, affattede med en Fylde af Kundskab og juridisk Stringens i Bevisførelsen og som oftest tillige bragte i en mønsterværdig, om end stundom noget bred Form; ved dette Arbejde havde Hall uden Tvivl en fortræffelig Assistance i Udenrigsministeriets daværende og nuværende Direktør, P.Vedel.

Hall fulgte en Politik, der passede for et lille og svagt Land. Idet han gjorde de Indrømmelser, vi blev tvungne til, og langsomt, men saa vidt muligt i en bestemt Retning veg tilbage for Tysklands Tryk, søgte han tillige at vinde en bestemt Stormagt, saaledes at den ved sin Ære maatte være forpligtet til at staa Last og Brast med os, naar Krisen kom. Den Rolle, England dengang spillede i Europa, gjorde naturlig denne Stat til Gjenstand for disse Tendenser. Og England kvitterede for Modtagelsen. Den hele engelske Presse stod paa Danmarks Side. I det stolte Parlament, hvor dengang Europas Skæbne til Stadighed stod paa Husets Dagsorden, satte Englands Premierminister da ogsaa sit Riges Ære i Pant for Danmark ved den Udtalelse, som i samme Nu gik Verden rundt: at Danmark, hvis det kom til Sammenstød med Tyskland, ikke skulde komme til at staa alene - en Erklæring, der rigtignok brast som en Sæbeboble i det Øjeblik, hvor den skulde følges af Handling. Samtidig søgte Hall, støttet af de to Kongers personlige 369 Venskab, at afslutte en virkelig Alliancetraktat med SverigNorge. Traktaten var i Virkeligheden færdig; et Besøg, som den svenske Udenrigsminister en Dag i August 1863 hemmelig gjorde hos Gesandten i Kjøbenhavn, antoges at have bidraget til at fjerne de sidste Vanskeligheder, men formelt var Afslutningen ganske vist ikke fuldbyrdet.

Krisen nærmede sig med stærke Skridt fra Begyndelsen af 1863. Den 30. Marts kom Kundgjøreisen om den forestaaende Udsondring af de tyske Hertugdømmer, og den 29. September forelagdes Forfatningen for Danmark-Slesvigs Fællesanliggender, hvilket sidste Skridt blev foretaget under Opmuntringer ikke blot fra svensk-norsk, men ogsaa fra preussisk Side. Der kan med Hensyn hertil ikke godt være Tale om, at vor Gesandt skulde have hørt fejl eller misforstaaet, saaledes som det før har været Tilfældet med Bismarck; thi Quaades Meddelelser til Kjøbenhavn indeholdt det Samme, som Buchanan indberettede til St. James: at Bismarcks Program var »et uafhængigt Danmark til Ejderen og et uafhængigt Holsten til samme Flod«. Man havde til denne Forfatning, da den forelagdes, Udlandets velvillige Sympathi, man havde den varmeste Tilslutning fra Befolkningens store Flertal, og det lige fra Kongen af. Frederik den Syvende gav utvetydige Beviser paa, hvor ivrig han ønskede Sagen fremmet; han gik endog i saa Henseende meget vidt Under sit sidste Ophold i Kjøbenhavn samlede han saaledes om sig forskjellige af Rigsraadets notable Mænd og anbefalede dem indtrængende at bidrage til at fremme Forfatningssagen. Forfatningsforslaget vedtoges da ogsaa den 13. November 1863. Men saa kom Frederik den Syvendes Død. Det fortælles, at der var en stor Diner hos en af vore adelige Stormænd, umiddelbart efter at Forfatningen var bleven vedtagen. Hall sad der fejret som Hædersgjæst og kunde triumfere over en stor parlamentarisk Sejr, der tillige syntes at skulle bringe en afgjørende og heldig Vending I Forholdet til Tyskland. Midt under Festen indløb der et hemmeligt Telegram til Hall fra Glücksborg, der bebudede det Værste om Frederik den Syvendes hidtil lidet paaagtede Sygdom. Der er i denne lille Episode noget Dramatisk, som illustrerer Situationen. Lynet slog uventet ned fra den kolde 370 Novemberhimmel og ramte Spiret i det nye Lykkens Hus. Kongen døde. Værker som Rigsraadstidenden ere sjeldent romantiske, og dog, den som blader i Rigsraadstidenden for 1863, finder et Sted, hvor der er et Brud saa voldsomt, saa katastrofisk, at ingen historisk Roman vilde have vovet at konstruere det mere afbrudt og stejlt. Numeret den 13. November meddeler Slutningsforhandlingen ved Forfatningsudkastets Vedtagelse, Rigsraadspræsidentens Proklamering af Afstemningens Udfald med bevæget Bøn til Gud om, at den saaledes vedtagne Forfatning maa blive Fædrelandet til Ære og Velsignelse, hans Forsøg paa at dæmpe den endeløse Jubel paa Tilhørerpladserne. Det næste Numer har sort Rand; det er dateret den 15. November og meddeler det kongelige Budskab til Rigsraadet om Frederik den Syvendes Død, med hvem Frederik den Tredies mandlige Æt, som i Retfærdighed og Mildhed har hersket over disse Lande, er udslukket. Paa den blanke Plads, som i Tidenden er ladt aaben imellem disse to Møder, staar Halls bedste Forsvar.

Hvem mindes ikke hine Dage, der saa fulgte, mørke og tunge i bogstavelig og overført Forstand. Afskyeligt Vejr Dag efter Dag, kold Regn og Taage, tung og mørk Himmel; det var som en usandfærdig Beretning, at der overhovedet existerede en Sol. Alle Folk klædte i Sort, Alle med bedrøvede Miner og ængstede Hjerter. Ankeret syntes gaaet fra Skibet, dette selv i Drift mod ukjendte, truende Strande. For den nye Konge havde man dengang ringe Sympathi, ja man nærede i ikke faa Kredse positiv Mistillid til ham, og i de første triste Dage af hans Regering gav disse Stemninger sig stærkt Udtryk. Men alt Haab og al Tillid syntes at samle sig om Hall. Siden Frederik den Syvende forgudedes i Martsdagene 1848, havde maaske ikke en saadan mægtig Popularitet ombølget en Enkeltmand som den, der i den Tid omgav Hall. De, der færdedes her i Hovedstaden i disse Dage, kunne næppe have glemt, hvilken næsten revolutionær Klang der var i de tordnende Leveraab for Hall og for Ministeriet Hall, som gjenlød overalt, men særlig to Gange, først paa Christiansborg Slotsplads den Dag, da Hall fra Slotsaltanen havde forkyndt: »Frederik den Syvende er død, Leve Kong Christian den Niende!«, og dernæst fra Folkemassen paa Gammeltorv den Formiddag, da Kommunalbestyrelsen med 371 gamle Lüttichau i Spidsen havde været hos Kongen for at bede ham at underskrive Forfatningen, men ikke havde faaet noget Svar. Har Hall faaet at mærke, hvad Upopularitet er, saa har han ogsaa følt, hvad Popularitet er, i dens stærkeste og mest koncentrerede Form.

Hall var Minister et Par Maaneder af Christian den Niendes Regering, længe nok til at se sit Værk falde ned Sten for Sten: Forstaaelsen med Tyskland, Novemberforfatningen, Alliancen med Sverig-Norge. Han modtog »Pressionen« for Novemberforfatningens Tilbagetagelse. Det var et pinligt Hverv. »Pressionen« repræsenterede ikke Andet, end hvad Ordet selv angiver; der var hverken Sympathi for Danmark eller Anerkjendelse af, at vi led Uret, ja næppe nok Kjendskab til Sagen hos de herværende Diplomater. Der fortælles saaledes om Frankrigs Repræsentant, General Fleury, der interesserede sig levende for Stutterivæsen, at han ogsaa under disse Forhandlinger var saa optagen heraf og af et Spørgsmaal om nogle arabiske Heste, at han i Distraktion for en af vore Statsmænd omtalte Striden som »votre question Arabe«. Hall holdt vedblivende paa Forfatningen, efterat England havde maattet meddele, at Bismarck, som forlangte Forfatningens Tilbagetagelse, ikke vilde give Løfte om, at Okkupationen af Holsten derved skulde hindres. Han indgav tilsidst den 24. December sin Demission, da Kongen vel var tilbøjelig til at beholde ham som Minister, men forlangte Forandringer i Ministeriet, som Hall mente ikke at kunne gaa ind paa. Vi skulle ikke nærmere forfølge de Betragtninger og Hypotheser, der frembyde sig i Anledning af dette Skridt, men blot fremhæve, at efter menneskelig Sandsynlighed havde Hall, selv om han ikke kunde have undgaaet Krigen i Februar 1864, aldrig i Juni ladet Londonerkonferencen gaa fra hinanden, uden at Freden var bleven sluttet der. Den Situation, som forelaa under Konferencen, var netop af dem, hvor hans ejendommelige Talent som Politiker udfolder sig. Monrad har ogsaa offentlig i en Bladartikel erklæret, at Hall paa det mest Indtrængende lod ham opfordre til ikke at lade Konferencen sprænges; det havde Hall aldrig selv villet gjøre.

I Aarene efter Krigen holdt Hall sig meget tilbage, og det 372 overraskede Mange, at han i Maj 1870 traadte ind i et Ministerium, der end ikke bar hans Navn. Grev HolsteinHolsteinborg, til hvem Kongen efter Ministeriet Frijs's Demission havde henvendt sig om Dannelsen af det nye Ministerium, havde overtaget dette Hverv; han ønskede at faa Krieger med, der spillede en ledende Rolle i Landstinget, Krieger vilde igjen have Hall med og tog ud til dennes Hjem paa Bakkegaarden for at forhandle med ham. Paa en Spaseretur i Søndermarken dannedes en Majdag Ministeriet, hvis senere Liv rigtignok ikke var i Harmoni med denne idylliske Oprindelse.

De almindelige Valg i Sommeren 1870 bragte Folketinget et lille Flertal af venstresindede Elementer, og af dem dannedes da »det forenede Venstre«, med hvilket Ministeriet saa kæmpede disse Stridigheder, der ere i Alles Erindring, indtil det i Sommeren 1874 traadte tilbage, mindre maaske fordi det var trættet ved Kampen i Folketinget, end fordi det ikke fandt Tilslutningen fra Landstingets Side tilstrækkelig varm. Efter at være traadt tilbage fra Regeringen fik Hall Lejlighed til ved et kritisk Vendepunkt i vor indre Politik at vise sit store Mæglingstalent, nemlig i det Fællesudvalg, som blev nedsat over Finansloven. Det er anerkjendt, at han der var den ledende Aand. Det var en Londonerkonference paa det indenlandske Omraade, og den blev ikke sprængt.

Hall er en »velfornemme Mand udi Staden«, ja en af vore allerfornemste Mænd. Bødkersønnen fra Christianshavn er Excellence, Elefantridder og Storkors af Dannebrog, foruden Storkors af et Dusin andre Ordener, og hans Excellenceværdighed er tilmed af en særlig fin Beskaffenhed. Thi skjønt alle Gehejmekonferensraader ere meget fornemme Folk og alle skinne med Excellencetitel, saa er der dog atter Nuancer i dette straalende Lys, og Halls er af første Orden. Han har til Stadighed den Rang, Ministrene kun have, saa længe de i Embede forblive, og kun den afdøde Prins Bentheim var nok egentlig et Nummer finere end han. Stor Vægt lægger han ikke selv paa disse ydre Udmærkelser; sit Vaabenskjold som Storkors har han aldrig faaet ophængt i Frederiksborg Slotskirke, man siger, fordi han havde udset sig til Motto: »Hvad der kan opsættes til imorgen, bør aldrig 373
gjøres idag«, og fordi han har fulgt dette Valgsprog, der er dybsindigere, end Mange ane, ogsaa med Hensyn til Vaabenskjoldet. Til Trods for en Rang saa nær oppe ved Pyramidens Top i Statskalenderen er Hall i det private Liv en af de mest ligefremme og elskværdigste Mænd, man kan tænke sig. Det er ofte blevet sagt om Hall, at han var en lignende dansk Type, som Lord Palmerston var en engelsk. Dette er endog blevet sagt saa ofte, at man kunde have en vis Grund til at tvivle, om det var sandt. Men der er dog sikkert ikke lidt Sandhed deri. Ligesom de begge i deres Ydre havde noget Typisk af den Race, fra hvilken de vare udgaaede, saaledes havde de ogsaa begge i deres Fremtræden Noget, der særlig stemmede med det Samfunds Smag, hvori de levede, og dette gjaldt baade, naar de stod som Talere foran Ministerbænken, og naar de færdedes i det som Privatfolk. Men Forskjellen er, at medens Lord Palmerston var i Overensstemmelse med engelsk Smag, naar han i sit firsindstyvende Aar i koket Figurfrakke tumlede sin Fuldblodshest, er Hall det, naar han sætter sig ind i Sporvognen eller i Omnibussen til Valby. Det vilde i Virkeligheden være umuligt at tænke sig Hall henslængt i en silkeforet Kupé, der med en stiv Kusk og en skinnende Jæger paa Bukken strøg hen ad Gaderne. Det er troligt nok, at der nu og da er blevet skumlet lidt blandt de fremmede Diplomater over, at Frederik den Syvendes Udenrigsminister kom kjørende til deres Feter i en beskeden Drochke eller maaske slet ikke kom kjørende, men de ere nok komne under Vejr med, at der var noget »Nationalt« heri, om ikke ad anden Vej, saa hvis de have gaaet med Hall paa Gaden og set alle hilse ham, fra Drochkekusken - for hvem han altid vedblivende er »Minister« Hall - til Ministrene selv. De fremmede Diplomater i Kjøbenhavn ere da endelig ikke særlig forvænte i denne Retning; den nuværende Udenrigsminister har fungeret i otte Aar uden at faa anden Bolig end nogle Værelser i et Hotel. Hall bor paa den bekjendte »Ny Bakkegaard«. Enhver Kjøbenhavner kjender det gule Hus bag den skraanende Have, i hvilken et Par store Fyrretræer give Bygningen selv et klædeligt Relief. Det er en hyggelig Bolig, men prunkløs og borgerlig i sin Fremtræden, og det er for saa vidt ikke saa forunderligt, at fremmede Diplomater, som vilde gjøre Udenrigsministeren Visit, lod 374 deres Kusk svinge ind til Venstre og kjørte op for Trappen til Idiotanstalten, der ganske vist saae adskillig mere imponerende ud. Denne Ejendom gav Anledning til, at Hall fik sit første offentlige Tillidshverv, Sogneforstanderskabet i Frederiksberg og Hvidovre. Efterat dette Hverv forlængst er udløbet, har der forresten vedblivende til dette Hus været knyttet et vist Protektorat og Forstanderskab, en Slags Lenshøjhed over Frederiksbergs og Hvidovres verdslige Anliggender, ikke mindst over de velgjørende Gjerninger, der vare at udøve, et Departement, som særlig har interesseret Halls Hustru, O. P. Brøndsteds begavede Datter. I dette Hus har han levet i over tredive Aar. Det Værelse, han har valgt sig selv, er i en Gavludbygning paa Kvisten, udstyret med en Tarvelighed, som mangen en Student vilde føle sig utilfreds med. Der sad han som ung Auditør og manuducerede, der sad han som Konsejlspræsident og Udenrigsminister, og der bliver han vel siddende i de samme Omgivelser til sin Dødsdag.

Hall er en søgt og afholdt Selskabsmand, af dem, hvem baade Damerne og Herrerne synes godt om. Han har et rigt Fond af Lune og en udmærket Hukommelse for Anekdoter og smaa pudsige Træk, som han forstaar at gjengive fortræffelig, hvilket blandt Andet ogsaa vil sige, at han ikke er af de conteurs, der maa skjæve over Skulderen for at se, om Vedkommende ikke skulde være i Nærheden, thi Hall fortæller altid saaledes, at han med Fornøjelse maa være der; Vedkommende vil selv more sig ypperlig ved Historien. Men Halls Fond er naturligvis ikke indskrænket til mere personlige og anekdotmæssige Smaabegivenheder, skjønt han heraf vel nok har en Samling, der berører det Meste af, hvad der har spillet en Rolle i Danmark siden 1840. Han kjender tillige baade Begivenhederne i deres inderste og dybeste Grund og de lunefulde smaa Arabesker, som, skjulte for det store Publikum, slynge sig om Hovedlinierne. Naar man har hørt Hall fortælle om disse Ting, beklager man dobbelt, at han ikke har villet beslutte sig til at skrive eller dog forberede sine Memoirer; Venner og Fjender vilde med Hensyn til disse være blevne enige om een Ting, nemlig at han var en af de faa Danske, der kunde skrive saadanne, fordi han havde til Disposition baade et Indhold og en Form.

375

KRIEGER

Kriegers Navn har i de senere Tider været et af dem, der have været hyppigst nævnte og nævnte med en vis Forskjellighed i Betoningen. I det Landsting, som har havt saa store Opgaver at løse, spiller han nemlig en Rolle, som Nogle anse for gavnlig, Andre for skadelig, men som Alle ere enige om er betydelig. Der var for det gamle Rigsdagslandsting, for »Tolvhundrededalerstinget«, simple og usammensatte Tider, da en enkelt Mand var det Samme som Tinget, og da denne Enkelte var Orla Lehmann. Den Slags Forhold er man kommen bort fra, men naturligvis er der bestandig Personligheder, som i Kraft af Løvernes Ret tage Løveparter af Indflydelsen, og til den Slags Folk hører Krieger.

Den Indflydelse, han har i det nye Landsting, har han i en ganske særegen Grad taget sig selv ved sin egen Styrke. Stemningerne i det store Publikum vare ham ikke synderlig gunstige, da dette Ting begyndte at virke; der var en vis Tilbøjelighed til at regne ham blandt de Proskriberede, som, hvis de skulde have Lov til at vende tilbage til politisk Virksomhed, ialfald kun fik denne Tilladelse paa Betingelse af, at de holdt sig meget tilbage. Stemningerne i de snevrere ledende Kredse vare ham heller ikke gunstige; vel var han i nogle den Samme, han altid havde været, men i andre var man ham ikke vel stemt, og Følelserne imod ham vare meget delte hos de Nye, hos dem, som ved Ordningen endelig havde faaet deres »Plads i Solen«, dem, der betragtedes som den nye Bygnings fornemste Lejere, Beletagens Beboere.

Ikke desmindre erobrede Krieger sig snart atter en saa 376 indflydelsesrig Plads som ledende Politiker, at han, da Ministeriet Holstein blev dannet i Maj Maaned 1870, blev tagen med som en af Landstingets Ledere, og tagen med, ikke som en Mand, hvis egentlige Plads var i en Kommission, men som en Mand, der skulde gjØre praktisk Gjerning.

Han skylder kun sig selv Hævdelsen af sin Stilling. Han har ingen Clan, som er født og opdragen til at marschere efter hans Pibroch og ingen Andens; han har ingen staaende Hær, han hverver til hvert Felttog sine Tropper paany. At en Mand kan gjøre Sligt, vidner paa en Maade til Fordel for ham selv og til Fordel for dem, som følge ham. Det vidner om, at han er en overlegen Mand, og om, at han har at gjøre med brave Folk, Folk, der lade sig beherske af Grunde, ligesom han selv er istand til at give Grunde. At begge Parter til Tider kunne fejle i et Forhold, som de i anden Forstand have al Ære af, er noget Andet.

Kriegers Navn som Politiker blev først ret kjendt for det store Publikum efter 1848, men fra det Øjeblik han traadte ind i vort parlamentariske Liv, blev det klart, at han var en af Høvdingene. Strax i den grundlovgivende Rigsforsamling spillede han en ledende Rolle; det er en Fornøjelse en Menneskealder efter at læse Kriegers Taler der, de ere en ganske sjelden Blanding af Friskhed og Modenhed, af Finhed i Abstraktion og Kjærlighed til Virkeligheden.

Der er over Kriegers aandelige Væsen noget Fornemt ogsaa i den Forstand, at han holder sig noget tilbage, han vil ikke længere frem i Forgrunden og ikke være mere imellem Mængden, end det er nødvendigt. Han kunde vist godt have været Minister endnu mere, end han virkelig blev det, og han har aldrig villet overtage noget Konsejlspræsidium. Han holder mest af at dirigere lidt fra anden Række, selv nogenlunde uforstyrret. Det gjælder om ham baade som Minister og som parlamentarisk Leder.

Krieger er imellem dem, for hvem Navnet »Doktrinær« altid haves i Beredskab. Imellem vore praktiske Politikere turde der imidlertid være adskillige mere doktrinære end han. Han er en Mand med en Doktrinærs hele Apparat, men i Anvendeisen er han det ikke. Han er i Besiddelse af megen politisk Fantasi, en baade stor og sjelden Egenskab, som vi 377 have meget lidt af herhjemme. Evnen til at kunne overse en Situations mange forskjellige Eventualiteter, til at se, hvilke Løsninger der kan gives, hvad der kan komme ud af det Ene eller det Andet, kort sagt al videre Fremadskuen, alt større Overblik er i Virkeligheden betinget af en Kraft i Fantasien, der levende og klart stiller Situationen og dens fjerne Horisonter frem for de lykkelig Begavedes Øje som i et Fugleperspektiv, medens Andre, der mangle denne Gave, kun kunne se en enkelt Egn eller en enkelt Krog.

Denne Evne er Krieger i Besiddelse af; han kan virkelig overse. Kan han lade sig blænde og rive med, saa kan han ogsaa til Tider se skarpt som Faa. Paa sin Vis var han ogsaa med under Fortryllelsen i 1848, men han var dog den, der vilde have Grundlovens Behandling udsat, til Slesvig kunde være med. Og ved mangen Lejlighed senere har han viist sig om ikke i Besiddelse af den profetiske Genialitet, for hvilken Fremtidens Klippemure spalte sig, saa dog som en virkelig fremadskuende Mand, istand til at se skarpt og rigtig paa lange Distancer og til klart at bedømme Virkeligheden.

Som de fleste Politikere af den ældre Skole - inden det blev opdaget, at den sande Visdom bestaar i kun at se fra Næse til Mund - har Krieger ogsaa stærk Tilbøjelighed til at ville hævde en fuldkommen Overensstemmelse imellem sin Betragtningsmaade paa forskjellige Stadier. Dette kan let være en Form for Bornerthed, men Krieger har en virkelig Ret hertil paa afgjørende Punkter. Se vi paa den langvarige Konflikt, Kampen mellem Folketing og Landsting om Finansloven, saa vil f. Ex. der Krieger for sit Vedkommende med Stolthed kunne pege paa en Række Citater, der naaer fra den grundlovgivende Rigsforsamlings Dage over Forhandlingerne om Forfatningen af 18de November og ned til vore Dage, og som klarlig viser, at han virkelig har forudset saadanne Misligheder og Farer som dem, det har kostet saa megen Møje at besværge.

Krieger er en lykkelig Mand. Er Misforhold mellem Villie og Evne en Sygdom hos Tidens Mænd, saa hører Krieger til de karske.

Opfyldt af en utrættelig Virkelyst, bevæget af Interesser for Livets forskjellige Omraader, er han tillige istand til at 378 virke for alt det Meget, han gjør til sin Sag, og virke derfor paa en Maade, der maa kunne tilfredsstille en Mand.

Han er i Besiddelse af hele det aandelige Apparat, som er nødvendigt for en fremragende Mand, deriblandt naturligvis hint Jernstativ for al aandelig Storhed: en udmærket Hukommelse.

Men han har ikke alene dette Apparat og Evnen til at benytte det, saaledes at han er Besidder af en rig Skat af Viden og Kundskaber. Han har tillige i sig den Aand, der rettelig skal besjæle det Hele, og som først gjør til den overlegne Mand.

Det er for ham en aandelig Nødvendighed at samle i store Former, at indordne i omfattende Organisationer, at finde en dybere Sammenhæng af Begivenhedernes Udvikling. Denne Trang er Udtryk for noget virkelig Stort og Fornemt i hans aandelige Personlighed, ligesaa vist som smaa og aandelig simple Folk ikke blot altid se Alting smaat, men ogsaa føle Trang til at se det saaledes. Men naar han betragter Tilværeisen med ærefrygtsfuld Sympathi for det System af høje Love, som han finder udtrykt deri, gaar ganske vist hans Tilbøjelighed hertil saa vidt, at han vil finde den Paragraf i disse Love, han har at gjøre med, ogsaa naar det drejer sig om Hegn og Vandløb.

Krieger, som er i Besiddelse af en stor Arbejdsevne, der maaske er ligesaa stor som hans Evne til at sætte Andre i Arbejde, har mange Interesser og en Mængde Specialiteter - ogsaa paa det rent Praktiskes Omraade; i Alt, hvad der vedrører Marinens Bestyrelse, skal han f. Ex. være hjemme trods nogen Søofficer.

Det vilde endelig være en stor Misforstaaelse at tro, at han ikke er en praktisk Mand - maaske ikke i adskillige af det daglige Livs smaa Forhold saaledes, at han selv kan gjøre en Laas istand eller forstaar paa et uventet Sted at finde en god og billig Rødvin, og hvad der ellers i den almindelige Opfattelse konstituerer Begrebet praktisk Mand. Men han forstaar godt at behandle større Forhold, og saaledes at han i Behandlingen af dem ikke heller forsømmer Smaatingene. Man bebrejder ham i Reglen Mangel paa Menneskekundskab, og hans Embedsudnævnelser have maaske 379 været den Side af hans Regeringsvirksomhed, der har været mest udsat for Kritik. Men vist er det, at som Politiker har han et vist Greb paa at behandle Folk, og er det i enkelte Forhold kommet til stærke Brydninger, har sikkert Skylden været paa den anden Parts Side.

Der er imidlertid et stort Skibbrud i Kriegers politiske Liv. Til visse Politikere er en enkelt Forestilling knyttet saa uadskillelig som Skyggen til et Menneske, den hænger ved deres Hæl, hvor de gaa, den ligger ved deres Fod og strækker sig op bagved dem, saasnart et Glimt af Lys falder paa dem. Saaledes følger Ordet Londonerkonferencen Kriegers Navn.

I visse Henseender var denne Konference en barok Parodi paa det foregaaende Aars store Kongresplaner; under den Diskussion, som fulgte efter den i Parlamentet, sammenlignede den ætsende d'Israeli i sin store Tale Konferencen med et sex Ugers Karneval - og det skjønt den havde været ledet af den Lord Russell, som den samme Taler tidligere havde kaldt »den europæiske Politiks Sieyes«. Karnevalet blev for os en Tragedie, men dog er der noget Betegnende i d'Israelis Ord. Ser man tilbage paa disse sex Uger, i hvilke Danmark kun fik sin Villie een Dag - den 9de Juni, da det vægrede sig ved at gaa ind paa en Forlængelse af Vaabenstilstanden i mere end 14 Dage og derved sprængte Konferencen - saa staar det Hele for Betragtningen som et Skyggespil af formummede Planer, der slet ikke lignede de Skygger, de kastede ud paa Konferencebordet, et Vexelspil mellem alvorlige Bud, som Danmark ikke kunde gaa ind paa, og Bud, som vi kunde modtage, men som ikke vare alvorlige.

Sikkert er Krieger rejst til London med Haab og Tillid; han har maaske stolet saa meget paa sig selv, at han har haabet at kunne vinde Hr. v. Beusts Hjerte, at skue Frankrigs hemmelige Tanke og bestemme Englands nølende Villie.

Men det viste sig snart, at der af Preussen og Tyskland ikke var Noget at vente, og at Rusland i Virkeligheden Intet vilde gjøre for os. Fra England og Frankrig maatte Frelsen komme. Men Frankrig vilde ikke følge England i en tom krigersk Demonstration til vor Fordel, men være sikkert paa, at det skulde være Alvor. Og for en alvorlig Deltagelse satte det en Pris, en Pris, som England ikke vilde indrømme det.

380

Om dette sande Forhold imellem England og Frankrig var Danmark ikke underrettet.

Man stolede stadig paa England. Og i Virkeligheden var maaske ogsaa England nærmere ved at stille sig paa vor Side, end man skulde tro, navnlig efter at have set dets Holdning under den russisk-tyrkiske Krig. Dengang levede endnu Palmerston, og det hedder sig, at han alt havde forberedt den Tale, hvormed han efter Sprængningen vilde stille sig i Spidsen for Krigspartiet og sprænge Ministeriet.

Men den, der fejler, har altid Uret. Den, der fejler i saa stor en Sag, har altid stor Uret. Men hvor er Uretten for Fejlen her, for den uhyre Fejl at lade Konferencen sprænge, uden at en Delningslinie var vedtagen?

Kan en sikker Besvarelse af dette Spørgsmaal overhovedet gives, saa er det vist, at vor Tid ikke faar den. Vi maa nøjes med at opstille Hypotheser om, hvor og af hvem den egentlige Afgjørelse er truffen, af Underhandlerne i London eller af Statsraadet i Kjøbenhavn, og Indicierne synes da ikke at pege paa de Første. Ansvaret i denne Sag synes paa en ubegribelig Maade at fordele sig, at forsvinde, jo mere man søger at trænge ind i det. Statsraadsprotokollens Hemmeligheder vilde maaske ikke engang give det udtømmende Svar. Men det synes sikkert, at den Fejl, der maatte være paa Underhandlernes Side, paa Kriegers Side, snarere har bestaaet i ikke bestemt nok at raade til det, der var det Rigtige, end til at raade til det Fejle.

Men hvor saa den Haand findes, i hvilken den endelige Afgjørelse var lagt, kan man ikke undre sig over, at den har rystet, ja næsten følt sig lammet i en saadan Stund; thi aldrig har et Lands Skæbne mere afgjørende staaet paa et enkelt Træk.

Krieger har kun ved denne Lejlighed lagt Haand paa den udenlandske Politik. Ellers har han i Praxis holdt sig til Indlandet. Men derfor følger han alligevel udmærket med, hvad der foregaar i andre Lande.

Der er ikke mange Svenske og Nordmænd, der vide saa godt Besked om Sverig og om Norge som Krieger. Han kjender ikke blot Landene, deres politiske og sociale Forhold, deres Institutioner, men ogsaa deres Personer, og 381 kjender dem saa godt, at han uden Forberedelser vilde kunne overtage et Statsministerium deroppe.

Kriegers Interesse for disse Lande hidrører ikke blot fra den Lighed, han finder imellem deres og vore Forhold, saa at vi Alle ret kun forstaas igjennem og ved hinanden, men ogsaa fra en virkelig Kjærlighed. Han er af dem, der trænge til Skandinavismen, fordi den anviser dem en større og mere omfattende aandelig Hjemstavn, og han er ikke blot en af de mest trofaste Skandinaver, men ogsaa en af dem, som gjøre mest for den praktiske Skandinavisme indenfor det Maal og de Grænser, Udviklingen kræver. Den literære Tilnærmelse og det videnskabelige Samarbejde imellem de tre Lande har han viet en varm Interesse, og hans Bestræbelser have baaret betydelige Frugter; vi minde f. Ex. om Juristmøderne og deres Resultater. Men ogsaa paa det praktiske Omraade har han været med. Den skandinaviske Møntenhed er for en Del knyttet til hans Navn.

Hans Interesse gaar videre end til Skandinavien, Finland iberegnet - Lande, som han, der er en utrættelig Rejsende, naturligvis har besøgt adskillige Gange - de gaa ud over det ganske Europa. Mulig endogsaa til Amerika. Men Europa kjender han ialfald. Dets Literatur og dets politiske Forhold, de religiøse og filosofiske Bevægelser, de Skattespørgsmaal saa vel som de Jernbanespørgsmaal, der staa paa Dagsordenen.

Naar en enkelt Mand i sig repræsenterer en saadan Sum af Viden, er det intet Under, at den udmærkede Jurist, der har kunnet gjøre Fyldest som Finansminister, som Indenrigsminister og som Justitsminister, i Tider, hvor han ikke har været Minister, med lige Føje er bleven benyttet til at bære Theaterkommission, Forsvarskommission og Proceskommission.

Han fører sin kolossale Viden med sig overalt; hans hele Optræden har en fin Buket af Dannelsens Kvintessenser, og han er tillige slagfærdig paa alle mulige enkelte Omraader. Han vil med samme Lethed kunne slaa en Mand flad med Wiener Schlussakten, Italiens Kirkeforfatning og Slesvigs Privatret, og det vilde være en højst letsindig Fugl, som i hans Nærværelse ikke vilde gaa langt udenom Alt, hvad der 382 vedrører Englands Forfatning, denne evige og uudtømmelige Kilde til Splid mellem lærde Politikere. Det er ikke nogen Spas at sige Krieger imod, og Ingen kan bedre end han med et »Som De veed« eller »Som bekjendt« nedsænke et Medmenneske i favnedyb Uvidenhed.

Selvfølgelig er det navnlig i de store og almindelige Debatter, at Krieger viser sig i det mest glimrende Lys. Her høre hans Egenskaber særlig til, thi saa vel hjemme Krieger end kan være i praktiske Detailspørgsmaal, føler han sig dog naturlig mest tiltrukken af Spørgsmaal af mere almen Natur, som vedrøre de Former, under hvilke Udviklingen mere direkte foregaar. Alt, hvad der staar i Forbindelse med Forfatningen, tiltaler derfor særlig hans politiske Smag. I vore Forhandlinger om Forfatningsdannelse og Forfatningsforandringer har han derfor ogsaa fejret sine bedste parlamentariske Triumfer, og under den Kamp for en stiltiende, men derfor lige gjennemgribende Forfatningsomdannelse, som Venstre har rejst i de sidste Aar, har det været med Grund, at han har leveret Hovedindlæg først som Ministeriet Holsteins Ordfører, senere som Landstingets.

Han føler sig i disse Spørgsmaal som en af de Patriciere, der kjendte den hellige Stads hemmelige Navn, som en af Præsterne i Templet, der vogtede Gudens Skjold sammen med dets elleve Efterlignelser, men som vel kjendte det rette. Imellem et Dusin nok saa vel gjorte Fortolkninger af Grundloven vil Krieger strax med sin Lanse klart og klingert slaa paa den ægte og i Kraft af sin præstelige Myndighed forkynde Folket, at den og ingen anden fortjener Tilbedelsen. Men Folket er blevet vantro og tror ikke ret paa Præsterne; det er af de Tider, hvor der kun er Noget at gjøre for Augurerne.

Under Diskussioner af den her antydede Art holder Krieger sine bedste Taler, og det er i Sandhed betydelige og originale Præstationer. Og de have en Egenskab til, som er værd at mærke. Det er Taler, som ere i Slægt med vor Literaturs Guldalder, og i nær Slægt vel at mærke. Intet vilde være fejlagtigere end at antage den udmærkede Jurist Krieger for en Stok-Jurist. Den smukke Villa, der udgjør hans Ungkarlebolig, er bekjendt for ikke blot at rumme et 383 glimrende Bibliothek, der gjør sine Invasioner endog helt ind i Spisestuen, men ogsaa skjønne Kunstværker: dette er et Udtryk for Kriegers egen Smag. Han er ikke blot en lærd Mand, men meget mere, en udmærket fint dannet Mand. Ligesom man hos visse Malere har kunnet tale om, at Literaturen »er trængt ind« i Maleriet, saaledes vil man i lignende Forstand hos Krieger kunne tale om en »Indtrængen« af en bestemt Literaturperiode i hans Taler.

Vi mene herved ikke det, at de stundom i en vis Grad spille over i Afhandlingens abstrakte Doceren. Det Sidste kommer nemlig af noget Andet: Krieger skriver ikke Noget. Han har Forpligtelser til at være Forfatter, som han har skudt fra sig, Evner, som han ikke har udviklet hos sig; dette hævner sig paa en vis Maade stundom i hans Taler, i hvilke man paa darwinistisk Vis vil kunne paavise rudimentære Afhandlingsanlæg.

Det er imidlertid ikke dette, Indholdet noget tilfældig vedrørende Forhold, vi tænke paa ved vor Bemærkning om en literær Invasion, men paa en gjennemgaaende Egenskab ved Kriegers Stil. Den minder aldeles tydelig om det Heibergske Hegemonis dialektiske Finhed, den har tillige Noget i sig af hin æsthetiske Periodes festlige Sving, ja i den glimter og blinker en vis Romantik i Stemning og Følelse; Krieger ynder stundom at lægge et let Slør over sine Tanker, at lade dem staa i et romantisk Halvlys, »behøver jeg at nævne«, er en Vending, han med en vis Forkjærlighed varierer. Men ogsaa hvor han nævner Navnet, holder han af at holde sine Tanker lidt tilbage, lidt indenfor den almindelige Linie; Tankerne ere i Knæbenklæder og Silkestrømper, og han vil ikke have dem ud paa Gaden i Søle og Jask. Men derfor ere de ikke zarte og spinkle, og gjælder det en Strid for Historiens eller en anden Muses skjønne Øjne, saa bære de ikke blot blinkende Kaarde ved Lænd, men frygte ejheller for at drage den.

FRA TILHØRERPLADSEN
(1878)

386
387

LIEBE OG KRABBE

Medlemmerne af vor Rigsdag sidde i tarvelige Omgivelser, de omstraales hverken af Guld eller Sølv, af Marmor eller Mosaik, ingen Billedstøtter skue ned paa dem, ingen historiske eller symbolske eller meningsløse Malerier oplive Loft og Vægge, kort sagt, de sidde i en beskeden Tarvelighed, som ikke plejer at udmærke lovgivende Forsamlinger, men som herhjemme stemmer ganske godt med Personalets beskedne Karakter. De sidde imidlertid i ethvert Fald ganske hyggelig.

I store Staters Repræsentationer kan det knibe med Plads, ganske simpel Siddeplads til de enkelte Medlemmer, eller Medlemmerne kunne nok faa Plads, men heller ikke mere.

Hos os har hver Mand sin efter en højst respektabel Maves Dimensioner afmaalte Plads ved et Bord, der er forsynet med praktiske Gjemmer; Enhver har god Plads til Papirer og til de Rigsdagssager, han aldrig læser, og Enhver har sin magelige Stol, sin Brevpresser, sin Papirkniv, sit Skrivetøj, kort sagt, der er noget Velarrangeret, Mageligt, Behageligt, Hyggeligt, om en skyldfri Familiekreds Mindende over det Hele.

De to Formandssæder hæve sig da ogsaa ganske prunkløst over det almindelige Niveau. Hverken Guld og Purpur eller Konstruktioner af Marmor, store som et lille Landsted, men en yderst tarvelig Konstruktion af grønt Multum og en klodset rød Stol, det er det Hele. Op paa disse beskedne Sæder sætte endvidere Dhrr. Liebe og Krabbe sig uden al Ceremoni, ingen Trommehvirvler dundre, naar de vandre til Salen, 388 ingen Æresvagter præsentere Gevær. Det er en frivillig Sag at løbe dem paa Armen i selve Korridoren, og de kunne komme ind med Hænderne i Lommen og sætte sig paa deres Stole, som om det var deres egne private Kontorstole; en lille Ringen med en Klokke, der klinger livagtig som en prisbillig Bordklokke fra en Isenkræmmer, det er hele det Ceremoniel, der antyder, at de to Formænd begynde at øve deres styrende Myndighed.

Dhr. Liebe og Krabbe have i Virkeligheden fast Ansættelse, skjønt de ere Valg undergivne; i Landstinget vælges som bekjendt Formand for hele Samlingen, i Folketinget, der ikke er bange for at spilde sin Tid, helliges hver fjerde Uge en Dag til at gjenvælge de samme Mennesker til Formand, Viceformænd og Sekretærer. Til Trods for disse Valghandlinger kunne imidlertid de to Herrer Formænd foreløbig betragtes som uafsættelige. Enhver af dem har ogsaa Noget ved sig, der gjør ham til en korrekt Repræsentant for den Forsamling, hvis Spids han er bleven, ialfald det, at han er Flertallet i vedkommende Ting hengiven af Hjerte.

Da Landstingets mangeaarige, dygtige, utrættelige og almindelig afholdte Formand, Etatsraad Mads Pagh Bruun, erklærede ikke længere at ville modtage Valg til Formandsposten, tænkte man som hans Efterfølger først paa Andræ. Han havde alle Betingelserne for at være Formand, han havde i sin Tid udfyldt denne Plads i Folketinget med stor Dygtighed og mindedes sikkert selv med Tilfredshed denne sin Virksomhed. Men ikke desmindre vilde han ikke overtage Forsædet i Landstinget for nogen Pris, et Afslag, som fra alle Sider blev omtrent i lige Grad dadlet og beklaget. Saa valgte man Højesteretsadvokat Liebe.

Advokat Liebe er som offentlig Mand ingen af de Skikkelser, der, blot langt ude, ere i Familie med Granit, Erts, Marmor eller den Slags mindre traktable Materialier. Men er han ikke af dem, som paa nogen Maade kunde bruges til Grundpiller eller Hjørnestene, saa hører han dog til en Art af Mænd, som det altid er ret heldigt for et gammelt Samfund at have nogle af i de første Rækker, Mænd, som fuldt ud give det Reelles Kejsermagt Alt, hvad Kejserens er, som nære en bestemt og udpræget Kjærlighed til og Veneration for 389 Alt, hvad der har Autoritet, faktisk Indflydelse, social Prestige.

Den Art af Mænd gjøre god Nytte som Kit og Kalk i alle Samfundets Lag, og det er til praktisk Nytte, at nogle af de mest begavede af dem ere i Nærheden af Roret.

Og i Nærheden af Roret herhjemme er Advokat Liebe; han er det i flere Henseender, som den udmærkede Advokat ved vor højeste Domstol, som særdeles praktisk dygtig Forretningsmand og juridisk Sjælesørger for et større Klientel af the upper ten thousand, end vistnok nogen Anden har havt samlet herhjemme, men navnlig som Landstingets i det Hele vel lidte og respekterede Formand.

Liebe er en født Taler. Allerede i hans tidlige Ungdom var dette anerkjendt, og i Studenterforeningens Debatter fejrede han sine første Triumfer. Det hed sig der, at Senioratet altid søgte at sikre sig Liebes Bistand paa Generalforsamlinger, fordi han besad den Evne at kunne tale godt i en ubegrænset Tid om et hvilketsomhelst Æmne. Som Advokat indtog han ogsaa baade som kundskabsrig og skarp Jurist og som god Taler hurtig en fremragende Plads; i Modsætning til sin mangeaarige Kollega og Rival Brock, der har Meget af den franske livfulde Deklamation, syntes Liebe at have taget sig slebne engelske Mønstre til Forbillede.

Han staar endnu i fuld Kraft som Advokat, og hvis det er sandt, som det paastaas, at han dog har procederet for sidste Gang, saa er Grunden til denne hans Tilbagetræden til Advokatens mere magelige administrative og finansielle Forretninger med Opgivelse af de forensiske ikke den, at han har mistet sin Slagfærdighed i Skranken. Det er imidlertid ikke som Advokat i Ordets almindelige Betydning, at Liebe har spillet sin mere fremtrædende Rolle.

Det er sjeldent, at en Mand vinder sin sociale Position i den Grad i en enkelt Bataille, som Liebe har gjort. Hans Glansperiode begynder som bekjendt med hans Andel i Defensionen af Ministeriet Ørsted; medens Etatsraad Salicath mødte som beskikket Forsvarer for Ørsted, Hansen og Bille, mødte Liebe for Tillisch, Sponneck, Bluhme og Scheel. Han skilte sig fortræffelig fra denne Sag. Var end selve Frifindelsesdommen nærmest bygget paa Salicaths 390 Argumentation, saa stod dog i den almindelige Mening Liebe som den, der egentlig havde slaaet Hovedslaget. Selvfølgelig havde han havt uvurderlig Bistand fra sine Klienter selv, men havde tillige uimodsigelig godtgjort, at han fuldstændig beherskede et stort, vanskeligt og indviklet Stof, at han besad en klar, vindende og ofte virkelig veltalende Form. Han havde tillige viist sig at være i Besiddelse af energisk Udholdenhed og Arbejdsdygtighed; efterat Kampen for Rigsrettens Skranke havde varet en Maaned, sluttede han Proceduren med et Foredrag, der optog en halv Dag, og som virkelig var et Mesterstykke af advokatmæssig Veltalenhed. Men foruden disse Egenskaber havde Liebe tillige lagt for Dagen ikke blot indirekte, men ogsaa direkte i udtrykkelige Ord, at han stod i et køligt og lidt kritisk Forhold til »Friheden«; det var tydeligt, at der kun kunde være Tale om en Konvenienstilbedelse af denne Gudinde, Noget, der yderligere bidrog til at vinde ham Hjerter i den Kreds, hvor man ønskede i enhver Henseende at kunne finde den unge Mand pletfri, som havde været med at redde Ørsted.

Ligesom Liebe forstod at hævde og yderligere bestyrke den Stilling, han i andre Henseender havde vundet ved Rigsretssagen, saaledes holdt han sig ogsaa paa det ved den angivne politiske Standpunkt.

Han blev en af de Konservatives Yndlinge uden at komme i nogetsomhelst uvenligt Forhold til de Liberale, tvertimod, han stod paa en meget god Fod baade med de ledende Mænd og med Partiet, ja kunde regnes til dettes højre Fløj. Som praktisk Politiker spillede han imidlertid ikke nogen fremtrædende Rolle.

Paa det Omraade var det godt at mærke, at Liebe ikke er nogen genial eller blot udpræget original Natur. Hans Form som Taler var altid smuk - ofte lidt for salvelsesfuld, som det kunde have passet sig for en livlig, yngre Biskop - han var i Besiddelse af positivt Indhold, havde altid samlet sit Stof med Kyndighed og ordnet det med logisk Takt.

Men han bragte ikke nye Synsmaader og Tanker ind i en Debat, anviste ikke nye Baner, tog aldrig Initiativer, men stillede sig ligeoverfor dem altid kritisk en garde med hævet 391 Lorgnet; han bragte kun nye Argumentationsrækker for eller imod det, der alt forelaa.

Derfor kunde han kun komme til at optræde som Leder og Styrer paa et Omraade, hvor Ledelsen bestod i ikke at gaa, og hvor Modstand paa Forhaand var udelukket. Men til en saadan Stilling anbefaledes han paa den anden Side i en særlig Grad ved den mæglende, medierende, altid efter Ligevægt stræbende Holdning, han havde indtaget i Højres Rækker.

Orden og Ro er Liebes Devise som Formand. Alt Stærkt, alt Bevæget, enhver lidt ualmindelig Ytring af Kraft synes at være hans Natur ligesaa meget imod, som han ynder det Afslebne og Afvejede, det Modererede og Tempererede, det tilbørlig Indrangerede og Etiketterede. Som costus morum i Debatten i Landstinget er han derfor ogsaa i høj Grad ømfindtlig for Alt, som røber Tilbøjelighed til at fjerne sig fra den regelrette, indhegnede Vej, og strax tilrede med en lille Bemærkning, Henstilling, Forklaring eller Reprimande. Han gjør et vist Indtryk af, at hans Ideal af en Forsamling at præsidere over vilde være en Majoritet af Kammerherrer, behagelig oplivet ved en affabel lille Opposition af vakre Kammerjunkere.

Hvad der ubetinget maa paaskjønnes hos Liebe, er hans Dygtighed i at arrangere det ydre parlamentariske Apparat, som Formanden har at besørge; der kan i denne Verden ikke afstemmes efter en mere korrekt Opstilling af Themaerne end den, Liebe leverer, han følger skarpt og intelligent med i enhver Debat, hverken et Ord eller en Betoning undslipper ham, og han har en fin Fornemmelse af, hvad Gang og Retning en Diskussion vil tage, ligesom han ogsaa gjør Indtrykket af at have en lige vaagen Kritik ligeoverfor det, en Taler siger, men som han havde gjort bedst i ikke at sige, og det, han undlader at sige, men som Liebe finder, burde være sagt der og i den Forbindelse, det Spørgsmaal naturligvis aldeles upræjudiceret, om han ikke selv hellere vilde have valgt at tie helt stille i Vedkommendes Sted. Som Formand viser han endelig en Upartiskhed, der er saa fuldstændig, at hans Modstandere fra Venstre ikke engang antydningsvis have beskyldt ham for det Modsatte.

Liebes betydelige Egenskaber ere af dem, der tage sig 392 særlig ud i Solskin og godt Vejr. Skulde det falde i hans Lod at staa i Spidsen for Landstinget i oprørte Tider og under stærke Bevægelser, er det vel et stort Spørgsmaal, ikke blot, om han vil befinde sig vel i en saadan Situation, men ogsaa, om han vil være den voxen. Men paa den anden Side ville Tingets forsigtige Elementer kunne have den fuldkomne Forvisning, at Formandens Anstrengelser fremfor Alt ville gaa ud paa at bidrage til at holde Skibet saa nær Havnen som muligt, og at han vil være meget flittig med Lodskud og Udkig baade Dag og Nat.

I Modsætning til Advokat Liebes bøjelige, afslebne Figur træder det noget Stive, Kantede, men om en vis energisk Spænstighed Vidnende, som er over Hr. Krabbe, stærkere i Øjnene.

Hr. Krabbe sidder paa Folketingets Formandsplads som en meget alvorsfuld lille Skikkelse. Der er noget Fugleagtigt over ham. Dersom vore naturhistoriske Kundskaber vare tilstrækkelig omfattende, vilde vi maaske være istand til at nævne en eller anden lille ilter, men ret brav og ikke himmelstræbende Slags Ørn, hvormed han kunde sammenlignes.

Han sidder paa sin grønne Multumskvist og skuer ud over Folketinget med en Blanding af vagtsom Aarvaagenhed og utilfredsstillet Forbavselse, vendende sit Hoved saa til een Side, saa til en anden, ligesom Fuglene, naar de lytte; men medens Liebe sidder med en vis Nonchalance og hører Græsset gro i den Diskussion, han passer og vander, hører som bekjendt Krabbe til Trods for sin tilsyneladende Vagtsomhed ikke altid godt.

Folketingets Formand er en Mand, der har sine gode Sider; det Forenede maa være meget glad ved at have en Mand, der dog er saa præsentabel som han til denne HæderspostSkal Partiet engang af en eller anden Grund finde ham en Efterfølger, bliver det ikke nogen let Sag, det maa gaa adskillige Grader ned, hvis det kommer dertil; men da dette jo i det Hele vil blive Udviklingens Gang, er der forresten ingen Grund til særlig at lamentere derover.

393

Hr. Krabbe er ikke nogen ubestridelig Kapacitet. Hans Ærgjerrighed er sikkert større end hans Evner, og det vil i høj Grad komme til at afhænge af ydre Omstændigheder, om han vil kunne spille nogen virkelig Rolle eller ikke. Som Politiker gjorde han i den Tid, han optraadte mere offentlig og aktivt, Indtryk af at være, hvad han var, for Alvor, og at være bleven det gjennem en Udvikling, der var afsluttet. Dette er altid Noget, der gjør et fordelagtigt Indtryk, og det var det, der gav hans Optræden mest Vægt; thi han var hverken noget Særligt som Taler eller som Jurist. Som Taler var han tung, tør, ikke utilbøjelig til Vidtløftighed; nu og da kunde han gaa paa med en vis hidsig Force, men let og fornøjelig kunde han aldrig være. Det er ganske vist ikke Noget, man i Almindelighed har Lov til at forlange af Talere; naar vi særlig fremdrage det, er det, fordi Hr. Krabbe har viist sig i Besiddelse af virkelig Humor som Saxo Politicus i en lille Piece, der blev skreven under Trykket af Forhandlingerne i Itzehoe, og som i sin Tid gjorde megen Opsigt. Som Jurist var Krabbe meget anset i Partiet. Videre gik dog hans Berømmelse ikke, og sikkert med Rette. Vi mindes, at han engang særlig imponerede Venstre ved den Lærdom, han udfoldede angaaende Spørgsmaalet om, hvorledes vor Lovgivning opfattede »Hus« i Landboret. Lærdommen var imidlertid i saa nær Familie med det ikke ubekjendte Værk Grams Tingsret, at det var umuligt for dem, der havde Reminiscenser inde derfra, at føle sig en eneste Smule overvældede.

Hr. Krabbe er en hæderlig Mand og en fuldstændig Partimand; de to Faktorer ere de afgjørende i hans personlige Karakteristik. Han er en meget ivrig Venstremand; han nærer maaske endog en platonisk Kjærlighed til Republikken; men han har næppe Noget imod, at det dog alligevel bliver pæne Folk, som regere i hans Demokrati, og det er betegnende for den mere konservative Retning i hans Radikalisme, at han i sin Tid i Nationaløkonomisk Forening ved en Diskussion om Kvindesagen optraadte som en bestemt Modstander af de moderne Emancipationsideer. Hr. Krabbe hører heller ikke til den yngre pessimistiske Venstreretning, der føler en dyb indre Trang til at opfatte Alt i Verden som Slyngelagtighed og mere eller mindre grinagtige Gavtyvestreger.

394

Han hører til en ældre Retning, der i Kraft af en vis nobel Selvbevidsthed, ialfald i Theorien, kunde yde Modstanderne Anerkjendelse, og som havde nogen Interesse for det at være Gentleman. Dermed være ingenlunde sagt, at hans Kjød ikke kunde være skrøbeligt. Partimand er han som sagt, og er det til det Yderste, derom er der ingen Tvivl, ellers kunde han jo heller ikke holde ud i det Kompagni. At han giver efter for sine Tilbøjeligheder som Partimand, er ogsaa vist. Han har nok endel Indflydelse paa Partiets Ledelse; han har sikkert Været tilbøjelig til at gaa yderlig og hensynsløst frem, og der er endog dem, som ville tillægge ham Faderskabet til hin morderiske Drengestreg: Finanslovens Nægtelse i 1873. I den senere Tid skal han imidlertid i ethvert Fald være optraadt mere moderat og politisk.

Han er som Formand ganske vist perfektibel. Det Forenede gjorde en af de første Prøver med sine unge Bjørnekræfter ved at styrte Etatsraad Bregendahl - efterat han ad hoc meget ufortjent var bleven udnævnt til Nationalliberal - og sætte Overretssagfører Krabbe i hans Sæde.

Det var en fuldstændig Partidaad, der her blev øvet, og den var dobbelt hensynsløs, fordi Bregendahl altid havde taget meget blødt og behagelig paa Venstre. Hr. Krabbe, der saa ufortjent var bleven ophøjet, viste ogsaa sin Taknemlighed paa en temmelig utaalelig Maade; det truede virkelig med, at Formanden skulde blive en ren Partilakaj.

Det maa jo erindres, at der er mange forskjellige Maader, paa hvilke en saadan kan gjøre sit Parti Tjenester, lige fra Fastsættelsen af Dagsordenerne, hvorved nogle Sager kunne utilbørlig fremdrages og andre i Stilhed begraves, til Fastsætteisen af Juleferierne; en Formand kan gjøre sig behagelig ved det Tidspunkt, hvorpaa han afbryder en Forhandling, og ved, hvad han lader de enkelte Talere sige, ved, hvad han tillader den Ene, og hvad han forbyder den Anden; kort sagt foruden det, at et Parti ved at faa et udpræget Partimedlem valgt til Formand i en Forsamling, planter sin Fane i denne som i en erobret Skanse, saa kan det tillige have endel praktisk Udbytte heraf, nyde baade store Ofre og parlamentarisk Smaaredsel af alle mulige Arter. Og, som sagt, Hr. Krabbe viste sig ikke uvillig til paa denne 395 Maade at kvittere for sin Ansættelse. Han havde i den Anledning især i de første Aar af sin Regeringsperiode jævnlige Sammenstød navnlig med Bille. De vare gamle Skolekammerater, begge Soranere; det har jo i det Hele en Tid lang været Soranernes Tid i vort offentlige Liv, ja under Ministeriet Frijs syntes det at have været i Klasse sammen i Sorø at blive hævet op til et politisk Princip. Krabbe og Bille havde ogsaa samtidig baaret Fønixknapperne, og da de nu mødtes i det offentlige Liv, havde de, som det jo altid gaar, naar Drenge atter mødes som Mænd, et godt Blik for hinandens Svagheder. Bille blev derfor den, som fortrinsvis tog sig af den nye Formands Opdragelse, og det var tydeligt, at Krabbe ikke befandt sig vel under sin gamle Kammerats Behandling.

Det var imidlertid ikke blot det, at Krabbe var Partimand; men han tegnede heller ikke til at blive en dygtig Formand, hvad hele den forretningsmæssige Del af Virksomheden angik. Til at bestride denne hører baade Arbejdsomhed og formalistisk Sans; man erindre blot, hvor vanskeligt det kan blive at ordne indviklede Afstemninger saaledes, at hvert Æmne under Afgjøreisen faar sin sande Ret, og havde Krabbe end Flid, saa syntes han at mangle den formelle Evne, navnlig naar det gjaldt om uforberedt at træffe en Afgjørelse; gamle Bregendahl, der var baade taktfast - om end ikke taktfuld - og meget rutineret, fejrede adskillige smaa Triumfer ved at se, hvor usikkert den Efterfølger, der fortrængte ham, kunde famle.

Imidlertid maa det indrømmes, at Krabbe paa alle de forskjellige Omaader har gjort gode Fremskridt. Det er aabenbart, at han endnu kan blive konfunderet, naar det gjælder at træffe en prompt Afgjørelse, og dette vil vist vedblive at være hans svage Side; thi til Trods for sin tilsyneladende Ro er han dog aabenbart vedblivende et varmt Hoved.

Da de fleste Mennesker gjerne have en lille privat Ambition i Retning af at ville anses for Noget, som de netop ikke ere, har Hr. Krabbe vel ogsaa sin, og vi ville gætte, at denne netop gaar ud paa at være den kolde, lidenskabsløse, rolige Mand. Ganske sikkert arbejder han ialfald med sig selv for at blive det, men, som sagt, han er det ikke. Han kan ikke skjule, at han kommer i stærk Sindsbevægelse, naar der 396 arriverer noget Extraordinært; skal han fra Formandssædet afgive et af disse Dictamina, som ere Højesteretsdomme om formelle Spørgsmaal, er han ikke rigtig sikker; hvor kategorisk Formandens Form end kan være, mærker man, at Mennesket Krabbe er generet.

Ogsaa som Partimand har Hr. Krabbe endnu Adskilligt at aflægge, hans Ledelse er i denne Henseende ikke uden Lyde, han lader sine Folk have mere Frispas end Modstanderne, og han kan lade sig henrive til Urimeligheder, som kun kunne skrives paa opblussende Partilidenskabs Regning, som f. Ex. da han til Ære for Tauber lod Tilhørerpladsen rømme. Idet han bestræber sig for at aflægge Partiskhed som Leder af Debatten, synes han imidlertid at være tilbøjelig til at vælge en noget mislig Vej, den nemlig, at han bliver noget for lax imod begge Parter og lader begge sige for Meget og navnlig tale om ganske uvedkommende Ting. Da nu i det Hele Venstre som bekjendt er adskillig mere tilbøjeligt til at skeje ud end Højre, staar Partiet sig rigtignok faktisk ogsaa bedst ved en saadan Ordning, men denne har sine Misligheder. Forhandlingerne i en Forsamling som Folketinget have en naturlig Tilbøjelighed til at blive urolige og vidtsvævende, og sættes der ikke temmelig faste Grænser for dem, kan det blive galt.

Den Karakter, som præger en Formands Ledelse, har baade direkte og indirekte Indflydelse paa en Forsamling. Det er ikke blot den ydre, den mere haandgribelige Styrelse, hvorpaa det kommer an, men ogsaa den Aand, der er i den. Advokat Liebes Ledelse er fortræffelig for hele det formelle Apparats Vedkommende, han udmærker sig endvidere ved fuldkommen Upartiskhed, men det Afdæmpede, Udglattede, Vatterede, der er over hans politiske Optræden, har sikkert bidraget Sit til at gjøre Tonen i Landstinget noget dump og klangløs. Hr. Krabbe har mere Rygrad; han kunde paa sin Side, naar han vilde frigjøre sig for Partivæsenet, som træder langt stærkere frem hos ham end hos hans Kollega, bidrage til at hæve Tonen i Folketingets offentlige Optræden; han kunde ialfald gjøre Mere, end han gjør, for at forhindre den i at synke nedefter uden i mindste Maade at berøve den det »Liv«, hvorpaa Tingets Beundrere sætte Pris.

397

GREV FRIJS

Da det lakkede imod Slutningen af den bevægede Rigsdagssamling 1876-77, og da Fællesudvalget over Finansloven skulde nedsættes, var det et Spørgsmaal, som debatteredes meget i de indviede Kredse, om Grev Frijs vilde overtage Formandspladsen i Udvalget eller ikke. Alle vare enige om at ønske, at han vilde gjøre det, men man frygtede, at han ikke selv var villig dertil, ja det hed sig, at han, da han blev valgt ind i Landstingets Finansudvalg, med klog Forudseenhed udtrykkelig havde reserveret sig imod saa ogsaa at lade sig vælge til Fællesudvalget og blive Formand der. Grunden til, at Frijs ikke selv ønskede at beklæde denne vigtige parlamentariske Post, var sikkert væsentlig en ædruelig og ærlig Selvkritik; han følte, at han manglede adskillige af de Betingelser, der vare væsentlige i denne Stilling: en vis slagfærdig Hurtighed og udviklet Sans for det Stringente og Formelle i Ledelsen af et saa vigtigt Udvalgs Forhandlinger. Naar paa den anden Side alle Andre ønskede, at Grev Frijs maatte komme til at overtage Formandspladsen, saa var dette Udtryk for en almindelig Anerkjendelse af, at han alligevel besad Egenskaber, der vare af væsentlig Betydning i Stillingen. Dette skyldtes ikke blot det ydre Forhold, at ligeoverfor Ministeriet Estrup vilde aabenbart Ingen bedre end Grev Frijs kunne repræsentere Fællesudvalget eller dets Flertal og føre de Forhandlinger og Konferencer, som der maatte være Anledning til, men det var ogsaa selve den politiske Personlighed Grev Frijs, som man ønskede at se paa Formandspladsen.

398

Han blev Formand og svarede fuldstændig til de Forventninger, man havde næret. Han var naturligvis ikke Formand i aandelig Forstand, saaledes at det var ham, der inspirerede og ledede Evolutionen i Forhandlingen, men taktfuldt og urokkelig støt holdt han Roret for hele Barkassen med dens 30 tildels meget urolige Passagerer, saalænge Sejladsen varede.

Naar Grev Frijs spiller en betydelig Rolle herhjemme, skylder han dette for en stor Del ydre Betingelser, og blandt disse særlig de to Ting, at han er Lensgreve og ejer Frijsenborg. Er der Noget, som vi Alle ere enige om i vor politiske Geografi, saa er det det, at Adelen i Danmark ikke har Spor af politisk Betydning, og er der Noget, som er godkjendt af Erfaringen, saa er det det, at den gunstigste Betingelse for en Politiker herhjemme er at være Adelsmand. De engelske Officerer avancerede ikke saa rivende i Kraft af kjøbte Patenter som danske Politikere i Kraft af medfødte Patenter.

Man har klaget adskilligt over, at der ikke var nogen Plads for Adelen efter 1848. For det Første ville vi hertil bemærke, at naar man ret vil se til, burde alle disse Klager for Alvor gjælde Tiden før 48, thi dengang kunde der efter de givne Forhold være Tale om Plads for Adelen, men det var der ikke Spor af. Hverken det politiske eller det sociale Liv bød den Opgaver og indeholdt Privilegier for den. Der var ingen særlig Plads for den i Administrationen, ikke engang i Diplomatiet, ja man vil i de gamle Hofog Statskalendere se fuldstændig borgerlige Navne paa Missionschefsposter, hvor man n u, i den »liberale« Periode, ikke vilde tænke sig Sligt muligt. Der var ingen særlig Plads for den i Hæren, hvis Officerskorps som bekjendt var saa borgerligt, at det dengang reglementerede von foran de fleste Navne gjorde en komisk Virkning. Der var ikke Noget at gjøre for vore adelige Godsejere i Retning af kommunale Ombud, og Dyrskuer og Landmandsforsamlinger vare endnu ikke opfundne. Vort absolutte Monarki var maaske det mest bureaukratisk borgerlige, som har existeret. Den nye Tilstand var dog formentlig ikke kaldet til at forandre dette Forhold ved Monarkiet. Og det er ganske karakteristisk, at 399 nu, da der virkelig, især siden 1866, har viist sig visse Tendenser i denne Retning, saa har man adopteret det borgerlige neutrale Begreb Godsejere for derigjennem at pointere den reale Side ved Sagen, Hartkornet »an sich«.

Men lad det være nok saa lidt rationelt begrundet, at en Grevetitel giver specielle Adkomster i vort offentlige Liv, saa er det dog sikkert, at den gjør det, maaske endnu mere end i de Lande, hvor man kan tale om Adel som Stand. Naar det saa ovenikjøbet er en Greve, der ikke blot er en virkelig Lensgreve med fire Efternavne, alle fire gode, gamle Navne, men som ogsaa besidder et Grevskab, og det et Grevskab som Frijsenborg, saa vejer alt dette overordentlig til. Det er jo et Grevskab, der er omgivet med en særlig Glans, det har sikkert de syv Øer og syv Søer og syv Herligheder, som efter Folkesagnet høre til for at afgive et fuldkomment Gods, det bærer sin Besidder op i Spidsen for alle vore Højstbeskattede og vilde betyde stor Rigdom selv i et Land som England, hvor Adelsmænd have for Skik at eje Provinser.

En ydre Betingelse til: Greven til Frijsenborg er anerkjendt for at være en virkelig grand seigneur. Man ser næsten alt paa Navnet, som han har restaureret med de gamle, aldeles uortografiske j'er, at han vil være det, og det er anerkjendt, at han er det. I større Forhold og ogsaa i mindre i han kan med lige Anstand overtage Regeringens Ledelse og agere i gule Ridderstøvler ved en Hofmaskerade.

Med saadanne Betingelser givne har man et godt Forspring for de fleste andre Dødelige; men naar Frijs er mellem dem, som ere komne op i Teten, skyldes det ikke Forspringet alene, men ogsaa mere indholdsrige Betingelser. Han er ikke nogen Ørn, der baade kan skue op i selve det himmelske Lys og vidt over Land, og vi anse det for meget tvivlsomt, om han vilde være den rette Mand til paa eget Ansvar at bære en virkelig kritisk Situation; vi tro snarere, at et stort Ansvar vilde knuge ham til Jorden, saa støt som han ser ud. Men under nogenlunde normale Forhold er han fortræffelig paa sin Plads, navnlig naar han heller ikke der skal gaa i Spidsen, men kan tjene som Ballast; han forskyder sig ikke.

400

Grev Frijs som ledende Minister var derfor heller ikke saa heldig som Grev Frijs i Landstinget. Frijs's Ministerium har ligeoverfor Venstres Omsiggriben Synder paa sin Samvittighed, som, lad os bruge et negativt Udtryk, næppe ere meget mindre end dem, noget andet Ministerium har begaaet. Det bragte Forfatningssagen i Orden og begyndte derpaa at bringe Forfatningen selv i Uorden; Hr. J. A. Hansen havde ligesaa Meget at sige, navnlig i Begyndelsen, som nogen af Ministrene. Naturligvis er der ogsaa meget Godt at sige om dette Ministerium og om Frijs som aktiv Politiker. Hans sunde Blik, hans Soliditet og kloge Ædruelighed have givet sig tilstrækkeligt Vidnesbyrd, som bekjendt endog paa Storpolitikkens Omraader. Nordamerika, som ikke engang General Raaslöff kunde manipulere, kunde han vel ikke finde Rede i, men paa mere nærliggende Omraader fandt han godt Vej. Skjønt Frijs ikke er Skandinav, ialfald slet ikke i den antikverede Betydning af Ordet, har han bidraget meget til at befæste Forholdet til Sverig og Norge, og hans Navn er ogsaa knyttet til Kronprinsens Ægteskab med Prinsesse Lovisa, der var en saa ualmindelig sympathetisk fyrstelig Forbindelse.

Men taler man om Frijs som Politiker i denne Forstand, maa man ikke heller glemme hans lille diplomatiske Episode i 1870 med Hertugen af Cadore. Det var en fortræffelig Ide at faa Frijs til at forhandle med denne Udsending, og han skilte sig fortræffelig fra det. Denne lette Diplomat spillede i sin Iver for at vinde den for hans Betragtning nok meget anselige Magt Danmark, hvis Beliggenhed paa Kortet dog næppe var ham ganske klar, aldeles forgjæves omkring sin solide Kontrapart; og det maa jo erindres, at ialfald i Begyndelsen kunde der let være givet en Blottelse ligeoverfor en saadan Afsending. Frijs holdt sig imidlertid ligefra Begyndelsen af i det sikreste Spor, og det var ikke muligt at faa ham ud af det. Den livlige Hertug fandt ham vistnok ganske forskrækkelig embêtant og skal jo endogsaa efter Sigende i sin Misfornøjelse have ymtet om at ville styrte Ministeriet og faa Monsieur de Berg til Affærerne.

Frijs's Rolle er nu væsentlig den at være højre Fløjmand i Landstinget, og dertil passer han fortræffelig. I alle de 401 Forhold, hvori Frijs bevæger sig og har Noget at udrette, kommer det ham til Gode, at en Mand som han kjender Menneskene. Naar man mener bedst at kunne føle Godsejernes Puls igjennem ham, ligesom de Nationalliberale føles paa Pulsen gjennem Hall, saa er Grunden hertil, at man veed, at han er i Forstaaelse med sine Folk og øver sin Indflydelse paa dem, netop fordi han kjender dem saa godt. Han øver sin Indflydelse i al Rolighed, med Hænderne i Lommen.

Han er i det Hele en tavs Politiker. Naar en Mand kommer ind paa Landstingets Tilhørerplads, er Grev Frijs altid en af de Personligheder, han først skal have at se, men »nok se, men ikke høre« er en Tilhørers Motto i Forhold til ham; man kunde sidde paa Landstingets Tribune baade et og to og tre Aar uden at høre et Ord fra Greven. Han har maaske slet ikke talt, siden han var Minister, og dengang talte han meget lidt. Naar han rejste sig op, saae man strax, at hele hans aandelige Apparat var inkommensurabelt med en egentlig Talers. Han tog sig godt ud. Han stod som et Styrkens Taarn ved Ministerbordet og gjorde ikke blot Indtrykket af at være den Mand, der kjørte fire Heste under en Tømme som Ingenting og ikke brød sig om at staa en hel Dag i en Mose for nogle Ænder, men som ogsaa tog paa de politiske Spørgsmaal med en fast og solid Haand, og som nok vidste, hvad han vilde.

Hvad han sagde, var imidlertid ikke Meget. Han talte tungt, stivt, langsomt og kortfattet, men med en vis rolig Sikkerhed. Han holdt ingen Taler, men afsagde Kjendelser - ganske vist ikke Højesteretsdomme -, men han kunde, stundom i en eller anden højst hverdagsagtig Vending, slaa Hovedet paa Sømmet, og der var ofte en vis Fynd i, hvad han sagde, som naar han fortalte J. A. Hansen, at han ikke brød sig »en Snus« om Popularitet.

Hvad der iøvrigt vistnok bidrog noget til Frijs's Tilbageholdenhed, var hele den da foreliggende Situation. Det var Oktobertiden, Ministeriet var ikke videre velsindet imod de Nationalliberale, og da disse talte de bedste Debattører baade i Landsting og i Folketing, og da Ministeriet Frijs ikke sjeldent gav sig temmelig alvorlige Blottelser - vi minde 402 exempelvis om dets vexlende Kirkepolitik - saa var det ganske vist det Sikreste for en Konsejlspræsident at holde sig tilbage i sit Hus og ikke gaa længere ud paa Fortovet end nødvendigt.

Der var i svundne Dage en anden stor Greve, som syntes at skulle blive en straalende Stjerne paa vor politiske Himmel, men som sluktes tidlig i Døden, det var F. M. Knuth. Han havde maaske faaet sin Storhed noget vel meget paa Borg; det, der først gjorde ham bekjendt, og det, der gjorde ham til Martsminister, var ialfald hovedsagelig det, at han havde foretrukket at vælge til sin Omgangskreds begavede og elskværdige og livlige borgerlige Liberale, hvilket - for en borgerlig Bevidsthed ialfald - ikke staar som noget særlig Heroisk. Men nok er det, Knuth blev væsentlig den Mand, han blev, i Kraft af Glansen fra Liberalismen og de Liberale; og Frijs stod i hine Tider næsten som en Slags fjendtlig Pendant til Knuth. Han har ogsaa mere end denne repræsenteret det specifik Godsejerske, forsaavidt der overhovedet kan tales derom i Danmark. Men Frijs er dog ogsaa endt i det Naboskab, hvor Knuth begyndte, og ikke med Urette. Det er ikke værdt at strides om, hvorvidt Muhamed er kommen til Bjerget, eller Bjerget til Muhamed. Resultatet er blevet det samme - at Folk som han og hans og de Nationalliberale nu udgjøre vort Højre. Og dette Forholds virkelige Betydning er, at vi endnu næsten ingen virkelige Reaktionære, ingen stærke Konservative have i Danmark; deres Tid forberedes først, det er en af Frihedstræernes Frugter, der modnes langsomt, om end ganske vist saare sikkert - og en Mand som Frijs er umaadelig langt fra at være Stokkonservativ. Det har Erfaringen jo ogsaa tilstrækkelig viist; vi behøve blot at minde om, at vor demokratiske Hærordning og Gjennemførelsen af den saa heftig bekæmpede Valgmenighedslov høre til hans Ministeriums Frugter.

Han har ikke været bange for selv yderliggaaende fornuftige Reformer, næppe engang altid for ufornuftige. Men han har i det Hele passet godt for sin Tid og de forskjellige Opgaver, den bød; har man gjort det, belønnes man tidlig eller sildig med at indrangeres blandt dem, der altid have Ret, ogsaa naar de have nogen Uret.

403

FONNESBECH

»Jamais une position nette!«

En brav Mand, en Mand ingenlunde uden Evner, en Mand med god Villie, men - »jamais une position nette!«

Derfor er den brave Mand bleven en Mand, som Mange havde Noget tilovers for, men Ingen ret vil vedkjende sig; derfor har Manden med Evner nok kunnet holde sig som Minister en halv Snes Aar, men ikke kunnet opretholde sig selv, og Manden med god Villie har, til Trods for den allerbedste Villie til ikke blot at gavne og fornøje hele Verden og sig selv, men ogsaa til virkelig at udrette Noget, ikke faaet dette udrettet, men har tabt sit Hovedslag, og det uden at have vovet for Alvor - hvilket er den bedrøveligste Maade, hvorpaa man kan tabe sit Slag.

Det hører som bekjendt til en vis Digterskoles Theses, at vi Danske ere et overordentlig vegt og blødt Folkefærd, der have en Staalsætningskur haardt behov, hvis ikke det Hele skal gaa kaput. Denne Antagelse turde være temmelig fejlagtig. Virkeligheden synes ialfald at vise, at vi paa Statslivets Omraade, i Politikken ere staalsatte trods noget Klippefolk, med saa megen Stivhed og Fasthed, at det Hele snarere kan true med at knække, fordi vi Alle ere for stive, end fordi vi ere skøre Rør.

Maaske vi have lidt for meget af det Gode; de fleste andre Steder gaar det ialfald mere paa bløde Kompromisser og halve Forlig, og der skattes maaske ogsaa en Fonnesbech højere end her. Og med en vis Ret.

Thi det konstitutionelle System er lidt mere, end man i 404 Almindelighed ønsker at erkjende, indrettet for saadanne Folk. »Jamais une position nette«, det var Bebrejdelsen imod den Konge, der skulde lære Frankrig og hele Europa Konstitutionalisme, men var han ikke paa en Maade i sin Ret? Systemet forudsætter i ethvert Tilfælde, at der rundtom ogsaa findes Mænd, villige til at gaa paa Akkord og give Rabat, til altid at komme imøde og slaa af paa Alt, saa at Alt rolig gaar sin skjæve Gang, indtil det er forbi.

Og havde selve Tiderne været lidt mindre flintestensagtige, saa var Fonnesbech maaske ogsaa bleven almindelig anerkjendt som en virkelig tidssvarende Figur hos os. Men han fik unægtelig ikke de Naturbetingelser, som han krævede til en lykkelig Udvikling.

I Begyndelsen af sin politiske Løbebane havde han bliden Bør. Han kom ind i Politikken som en værdig, men venlig Jægermester, der havde et kjønt Gods, som han havde Ord for at styre godt. Han havde med Hæder været Formand i Sogneraadet og med Ære Medlem af Amtsraadet, og var ikke blot en lokal Storhed i Holbæk Amt, men havde ogsaa som agtet Landmand gjort sit Navn mere bekjendt i Landmandsforsamlinger og lignende fredelige Komitier. Men de lokale Holbækske Laurbær tilfredsstillede ham ikke. Han maatte ind paa Folketingets større og mere vidtstrakte Arena. Men ogsaa der beskinnede en gunstig Stjerne hans første Vandring. Han fandt et hyggeligt Stade i en Mellemstilling, som hverken var Højre eller Venstre, og hvorfra adskillige Politikere ere udgaaede. Han naaede hurtig, saavidt mindes efter kun et Aars Kampagne, den vigtige Post som Ordfører for Finansudvalget, der i tidligere Tid betragtedes som en sikker Designation til Finansportefeuillen.

Han gjorde Fyldest i denne Stilling og arbejdede tillige flittig og dygtig med i Folketingets andet Arbejde. Ogsaa han havde sin Periode, hvor der inklineredes for ham til de fleste større Udvalg; han knyttede uopløselig sit Navn til Ordningen af »skadeligt Vands« Afløb, og i de Udvalg, hvor han kom ind, blev han gjerne Ordfører.

Han talte godt og gjerne; lidt salvelsesfuldt, ikke altid ganske klart, men behagelig og paa en Maade, der vidnede om, at han baade var en dannet Mand, hvis Dannelse gav ham 405 en vis Forkjærlighed for at finde mere almene Synspunkter, og tillige var en Mand med en Del praktisk Indsigt. Og saaledes gik det, til andre fata kaldte ham, og han fristedes til at styre sin Skude ud paa større Have end i »det skadelige Vands« indgrøftede Strømme.

Formentlig mindre velset hos de Nationalliberale, men velanskreven hos Godsejerne, der i ham mente at have en Slags Fenger for sig selv, og endelig anerkjendt hos Bondevennerne som en vakker, medgjørlig Mand, havde han i Aarene efter 1864 tre forskjellige, men gode Adkomster til at spille en Rolle.

Det var i disse Aar et nyt Sæt af Mænd, der skulde frem. For en stor Del bestod det af Folk, der ogsaa tidligere havde deltaget i det politiske Liv, men kun ikke som Ledere. De kunde derfor ikke blot vise alt Ansvar for 63 og 64 bort fra sig, men ogsaa antyde en forstandig Grad af Bagklogskab og ialfald lade Samtiden tro, at havde de været der, var det ikke gaaet saaledes. Men forresten maa det indrømmes, at de fleste af disse gjorde det paa en ret godmodig Maade. Man hørte udenfor en enkelt Kreds ikke megen offentlig Selvretfærdighed, ikke synderlig Slaaen sig for Brystet i Templerne. Kun en vis behagelig Sikkerhed, forbunden med en let protegerende og nedladende Tone ligeoverfor visse Andre, gav Antydning af, at der var Folk, som følte med sig selv, at deres Samvittighed var ganske rolig, og at Ingen havde Noget at bebrejde dem. Det var der altsammen ikke Noget at sige til.

Til de Brødefri hørte Fonnesbech, og hans Time kom nu. Ministeriet Frijs dannedes, og i det fandt flere af de Godsejere Plads, der særlig har tildraget sig Opmærksomheden som Fremtidens Mænd. De langsommelige Forfatningsforhandlinger, som det var dette Ministeriums vigtige Opgave at bringe til Ende, havde afgivet tilstrækkelig Lejlighed for »uafhængige« Mænd til at træde frem.

Til saadanne hørte dengang baade Fonnesbech og Estrup. Det gjorde strax i Begyndelsen af Forfatningsforhandlingerne en vis Opsigt, da de udtalte sig for at indskrænke Rigsraadets Indflydelse paa Indholdet af den nye Forfatning til et Minimum og overlade den mere folkelige Rigsdag Broderparten af Indflydelse paa Revisionen. De erklærede paa ingen Maade 406 Ministeriet Bluhme-David Krig til Fordel for deres Opfattelse, gjorde den ikke til Udgangspunkt for nogen systematisk Opposition, men de havde dog slaaet en Tone an, som røbede, at de ikke spillede med i det ministerielle Orkester. Det var derfor ikke uden Grund, naar David, som havde et fint Øre, slet ikke syntes om disse Udtalelser, dæmpede, som de kom, navnlig fra Fonnesbech; denne hævdede sig nemlig le pas foran den unge Debutant Estrup og kom først med at give Tonen an, men gav den da saa svagt og »uldent«, at David ikke forstod det, før Estrup bagefter accentuerede det Samme med Henvisning til den Fonnesbechske Opposition; hele Fonnesbech er der.

Den mere folkelige Tone, som alt her var anslaaet, blev ogsaa Grundtonen i Ministeriet Frijs, da dette afløste »de gamle Mænds« Ministerium. Som Finansminister i dette havde Fonnesbech ogsaa en god Tid. Omgivelserne vare i høj Grad distingverede, og han har aabenbart Smag for det Aristokratiske, og Alting gik ret glat; hvad der ikke gik glat, lod man falde, vide Krigsskatslovens bedrøvelige Fald. Men dengang tog man ikke Sligt saa nøje, og Fonnesbech kunde uden synderlig Gene hengive sig til sin elskværdige Tilbøjelighed at lade sin Sol skinne baade over Gode og Onde, over Retfærdige og Uretfærdige, Intet Under derfor, at den Følelse af Træthed, som efterhaanden og tildels temmelig hurtig greb adskillige af Ministeriet Frijs's andre Medlemmer, ikke anfægtedeFonnesbech; tvertimod, han syntes en sand Karyatide, beredt til til evige Tider at bøje sin Nakke under Magtens tunge, men søde Byrde. Han fandt da ogsaa sin Plads i Ministeriet Holstein, men denne Gang som Indenrigsminister, en Stilling, hvortil han havde mindst ligesaa megen Kvalifikation som til at blive Finansminister, men som ingenlunde skulde blive ham uden Torne, og det ikke blot ligeoverfor Folketinget, som begyndte at gjøre Vanskeligheder. Ved sin Fæstelov gjorde han et Skridt, der snart viste sig at være et Fejltrin paa hans Vej som dydig Godsejer, som hans Standsfæller ikke kunde tilgive ham - vistnok med megen Urette, thi denne Lov bidrog væsentlig til at tage Braadden fra Fæsteagitationen. Men Forholdet til Godsejerne er aldrig blevet ret intimt siden dengang.

407

Efter Ministeriet Holstein kom endelig selve Ministeriet Fonnesbech. Det var et drøjt Stykke Arbejde, Fonnesbech der paatog sig; thi Striden med Folketinget var alt i fuld Gang, og man maatte være forberedt baade paa at kunne møde Haardt med Haardt og paa at benytte fredelige Chancer. Og ganske vist har Fonnesbech troet, at netop dette var Noget for ham, at lavere og sno sig i en saadan vanskelig og uklar Situation.

Haabet var forgængeligt; han kunde hverken faa det til at gaa med det Onde eller med det Gode. Hans Hovedfag havde aldrig været det store Drama, men Idyllen, og han kunde ikke nu skifte Væsen. For ham ligger det til alle Tider bedst ved en Hyrdefløjtes blide Toner at lede en skikkelig Hjord paa en solbeskinnet Eng, fodrende den med hyggelige Jernbaner og smaa Havneanlæg. Men for en saadan Korydon var Hr. J. A. Hansen ingen passende Phyllis og Berg en altfor haardhjertet Chloe, og med skadefro Sikkerhed kunde Satyren Høgsbro fra sit bladdækkede Skjul følge den frugtesiøse Kurtiserens forskjellige Faser; end ikke nogle blidere og mindre befæstede Venstresjæle lykkedes det for Alvor at daare.

Idyllen brast. Istedetfor Korydon: Jupiter tonans. Det lykkedes slet ikke, selv ikke naar Tobiesen søgte at levere Rygrad til; Jupiter syntes snarere at blive bange f or sine egne Tordenskrald - nej, det lykkedes slet ikke. Folk vare ikke meget velsindede imod Ministeriet Fonnesbech.

Man gjorde Ministeriet i dets Helhed Uret, og man gjorde Chefen Uret. Man paaskjønnede ikke det, at om Ministeriet voldte nogen Konfusion og Tvivlraadighed i Højre, saa afstedkom det mindst ligesaa megen i Venstre, saa at Forvirringen idetmindste blev total, og er der begaaet et Misgreb ved ikke at benytte den Situation, som da forelaa, til at søge en ny Konstellation tilvejebragt, saa bør dog en Palme vies den, der dels med, dels imod sin Villie tilvejebragte det Kaos, af hvilket en saadan ny Himmel og ny Jord kunde udgaa.

Men dernæst er man i Reglen uretfærdig imod Folk som Fonnesbech personlig; man begaar den Fejl ikke at se, at de 408 i Virkeligheden altid ere i god Tro, og gaar i sin Bedømmelse af dem ud fra en ubestemt Forudsætning om, at de gaa omkring med et bestemt Forsæt om at være svage og vaklende. Intet er fejlagtigere, og med oprigtig Indignation afvise de selv den Slags Beskyldninger, om end maaske en hemmelig Røst kan tilhviske dem, at der er Noget i dem. Mangler en Politiker nu engang i sin Karakter det, der gjør ham klar og sikker over sine Formaal, og kan han ikke ved aandelig Anstrengelse gjennem Udvikling forskaffe sig den Fasthed og Sikkerhed, som Andre have i medfødt Gave, og bliver hans Formaal derfor kun et svagt Forsæt om at holde det saa nogenlunde gaaende, saa bliver han naturlig mere og mere henvist til at leve paa Indtryk udefra, og uden ret at vide af det, kommer han til at finde ikke blot, at enhver Ting har de bekjendte to Sider, men at det endogsaa ikke ubetinget tør benægtes, at den kan have tre, ja holder ikke af aldeles at afskære sig Muligheden til at indrømme den fire. Og naar han skal handle og optræde og svinger noget ud og ind, kan det ikke nytte, at man bebrejder ham, at der mangler Enhed i hans Optræden. Det ser han ikke selv og kan ikke se det. Han optages saa meget af de øjeblikkelige og vexlende Omgivelser og Forhold, at han under Indtryk af Nuet taber den klare Forestilling om, hvad der ligger bagved ham, og det rette Indtryk af, hvad der ligger foran. Men om han ogsaa i Virkeligheden har mistet Evnen til at bedømme Relativiteten i den øjeblikkelige Stilling, saa kan han derfor selv godt være overbevist om at være en sand Statsmand, altid paa Højde med Situationen. Han kan selv ikke se, i hvilken Zigzaglinie han bevæger sig, men de kritiske Tilskuere, ja de se det unægtelig; for dem staa alle den Vandrendes Fodspor saa tydelige, som om de vare traadte i nyfalden Sne.

Saaledes tro vi, at Sammenhængen er med Fonnesbech, og den forliges godt med den Overbevisning, som vi virkelig have, at han altid har været besjælet af den redeligste og bedste Villie til at gjøre Alt saa godt som muligt og en inderlig Overbevisning om, at Skylden slet ikke var hans, naar det gik galt. Men galt gik det jo ganske vist. Det gik tilsidst med hans Ministerium som med et Stykke, Publikum er blevet kjed 409 af, inden Opløsningen kommer. Først gaar en Enkelt stille sin Vej, saa Flere. Andre blive siddende, saalænge Anstanden nogenlunde kræver det, men de se flittig paa Uret og ønske, at de blot havde deres Overtøj og vare vel ude paa Gaden, og under Slutningskupletten bliver der en saa almindelig Rejsen sig op, at Ingen lægger Mærke til, ved hvilke Replikker Tæppet egentlig faldt, og at Tæppet faldt.

Maaske der dog ved dette Drama endelig deri havde været une position nette.

410

ESTRUP

Naar man taler om Doktrinarismen, og navnlig naar man repeterer det noksom bekjendte Sæt Ankeposter imod den, glemmer man næsten altid, at man skulde begynde med at anerkjende, at denne Skole dog repræsenterer et betydeligt Fremskridt i den politiske Opfattelse. Vil man sondre imellem den og dens ældre Broder, den filosofisk-politiske Skole, saa maa man vel sige, at den tager sit Udgangspunkt i Historien, og har den end gjort dette paa en meget abstrakt Vis, saa bør det dog anerkjendes, at den deri har et stort Fortrin for den filosofiske Skole i Politik, som vil konstruere Samfundets Tilværelsesformer ved Udviklinger fra »naturlige Rettigheder« og »af sig selv indlysende Sandheder«. Saa hult og tomt tog de Doktrinære ikke Sagen. De vilde ogsaa tænke systematisk og handle efter Principper, men de hentede dog det Normalsystem, efter hvilket hele Europa skulde tvinges til at gaa, ikke fra Abstraktionernes Rige, men fra Historien. Saa begik de jo rigtignok den Fejltagelse at tro, at dette Normalsystem, den engelske Forfatning, som var Hovedhjørnestenen i deres Spekulationer, kunde kopieres uden videre, hvor det skulde være.

Den politiske Udviklingsperiode, i hvilken vi nu befinde os, har nærmet sig endnu et Skridt til Virkeligheden. Men det er maaske noget for tidligt, naar vi, i Modsætning til de filosofiske og de doktrinære Politikere, kalde os Realpolitikerne; thi Forholdet til Virkeligheden trænger endnu til saare meget i Retning af Inderliggjørelse og Forstaaelse. En hel Skole arbejder bestandig videre i denne Retning, og disse 411 Samfundets Naturforskere ville maaske om ikke lang Tid se paa vort nu tidssvarende Begreb, Realpolitik, som paa en temmelig tom og doktrinær Formel.

Retningen er imidlertid angiven, det, man nu allevegne, hvor man vil søge at forstaa sin Tid, fremdrager og lægger Eftertryk paa, er Kjendsgjerninger, det historiske Givne og de forskjellige virkelig raadende Tendenser i Samfundene.

Ministeriet Estrup er i Slægt med den Realitetsperiode i Politik, som har frembragt de bekjendte Stikord og Deviser: »Politik der freien Hand«, »Politik von Fall zu Fall«, »Nur keine Dummheiten machen« og andre lignende, der i Modsætning til de mots, hvori man tidligere fremstillede sine politiske Opfattelser, tage sig ud som almindelige Spaserefrakker ved Siden af prunkende Uniformer.

Om Estrup har det rette Greb paa Virkeligheden, er et Spørgsmaal for sig, som maaske først en senere Tid ret vil kunne besvare, men at han søger at gribe den, at han er udpræget Realist som Politiker, derom synes der ikke at kunne være Tvivl. Selv vil han ialfald allermindst tillade en saadan at blive rejst, han har aabenbart endog en vis Tilbøjelighed til at kokettere med sin Realisme, ialfald til at ringeagte Doktrinarismen.

En Realist har ikke de Forhaabninger om at »lede« og »bestemme« Udviklingen, som var en saa skjøn Drøm for en tidligere Slægt. Han føler, hvor meget Blændværk der hæfter ved hine Talemaader, hvor stærk Udviklingen er, og hvor svag den Enkelte er. Han fordømmer sig ingenlunde til Afmagt, men regulerer sin Indgriben efter Hensynet til, om den kan nytte eller ikke. Derfor tager han ofte bedre fat, naar han tager fat, end den, der mener, at det altid kommer an paa at være aandeløs paafærde, »gaa i Spidsen« og »staa som Bannerførere«. Realisten gjemmer paa sine Skud.

Derfor generer han sig ikke heller for at tage Lærepenge af Erfaringen eller behøver ialfald ikke at genere sig. Vi have nok en vis Fornemmelse af, at dette ikke ubetinget gjælder Estrup, at han er noget for stiv, og hvad man kalder stikken til rent ud at ville indrømme, at han kan lære Meget. Ja vi have endog en Forestilling om, at han ganske privat hører til dem, som have forudset det Hele. Men det nytter ikke til 412 Noget; det er og bliver en ren privat Fornøjelse for ham at konstruere sig saaledes.

Ingen af vore Statsmænd her hjemme ere i Virkeligheden et bedre Bevis end han paa, i hvilken Grad Forholdene ere stærkere end Personerne.

Da Estrup i det Landsting, som Forfatningsrevisionen havde bragt os, optraadte som en af de nye Mænd, den nye Ordning havde pløjet op, stod han langt, langt anderledes end en halv Snes Aar senere. Han havde en synlig Tilbøjelighed for Venstre; skjønt han naturligvis ikke var Venstremand, troede han aabenbart paa Muligheden af Samarbejde med Partiet og ønskede et saadant.

Da den finansielle Ordning diskuteredes, var han i høj Grad liberal. Den Finansminister, der udstedte den provisoriske Finanslov, debuterede omtrent som Politiker med at udtale sig imod et Normalbudget og hævde Nødvendigheden af, at Bevillingerne vare i Overensstemmelse med Nationens Villie. Og da der f. Ex. var stillet et Forslag (af Krieger) om, at der ikke uden Ministeriets Billigelse maatte stemmes over Forhøjelser og Tilføjninger paa Finansloven - et kraftigt Middel til at holde Finanslovbehandlingen i det rette Spor - saa var Estrup iblandt dem, der stemte imod det.

Saaledes stod han i Begyndelsen. Oktoberforeningen og Ministeriet Frijs dannedes. Estrup anlagde Jernbaner for Jyderne og var vel Jyllands populæreste Mand.

Og Tiden gik bestandig. De Nationalliberale kæmpede med Venstre. Ministeriet Holstein dannedes og opløstes. Ministeriet Fonnesbech dannedes. Estrup stod i Landstinget og saae meget kritisk til, som en af disse Kritikere, paa hvis Mening Ingen i Grunden kan blive klog. Saa kom endelig han til at danne sit Ministerium, og endnu paa dette Tidspunkt skal han have ment, at han nok vilde komme ud af det med Venstre, men at det vilde blive vanskeligere med de Nationalliberale. Bestandig stærkere end Personerne gav Forholdene ham imidlertid en anden Front.

Et Par Aar var han kun gammel som Konsejlspræsident, og den velsete Estrup, Jyllands populæreste Mand, var bleven Venstres mest ildesete Modstander, over hvem folkelige 413 Anathemaer regnede ned fra alle Kanter. Ja tilvisse. Forholdene er stærkere end Personerne. Vel dem, som indse det i rette Øjeblik.

Estrup har ført den nødvendige Kamp med megen Dygtighed og med ikke ringe Held. Intet vil være lettere end at paavise Misgreb i hans Ledelse af Sagerne, men Intet vilde være ubilligere end at nægte ham Dygtighed.

Hans Dygtighed er af en egen Art. Den er mere en Karakterens end en Evnernes Dygtighed. Han er et godt Hoved, med en, om ikke dyb, saa klar og skarp, livlig og energisk Begavelse. Men han er ikke nogen overlegen Aand, og naar han kommer godt fra det som Konsejlspræsident, skylder han det for en meget stor Del den Sikkerhed og Selvtillidsfuldhed, hvormed han handler. Han er ikke af de fine, diskursive Hoveder, der se vidt og saa tillige se Betænkeligheder allevegne; hans Horisont er mindre, men han bryder sig ogsaa kun om at se »von Fall zu Fall«, og saa have en fuldkommen klar Forestilling om, at den Vis og den Fremgangsmaade, der frembyder sig for ham, er den ene rigtige. Hvad han gjør, gjør han derfor uden Vaklen og Tøven; naar han har lagt Haanden paa Ploven, ser han sig ikke tilbage.

Dette er tillige en Egenskab, der slaar an. Der er i det politiske Publikum en stor Tilbøjelighed til at se Noget foregaa; den, der handler rask, hurtig og med en vis Applomb, river altid med sig. Man er saa glad ved, at der bliver gjort Noget, at man halvvejs glemmer at spørge, hvad det er, der bliver gjort.

Under en Kamp som den, der i disse Aar har ført os lige til Randen af Forfatningen, har dette Forhold tynget stærkt i Estrups Vægtskaal. Han kunde have gaaet endnu videre, end han gjorde, og han vilde have hørt Jubel fra Mangfoldige, hos hvem den konstitutionelle Begejstring er mere end afkølet. Men Estrup er ikke nogen Statskupmand. Vi ere overbeviste om, at han i sit Hjerte nærer en virkelig og stærk Kjærlighed til Forfatningen og under Storm og Skibbrud til det Sidste vil vedblive at holde den op over sit eget Hoved.

Estrup har faaet en betydelig Opgave at gjennemføre, og han tager den alvorlig. Det ses ogsaa af den Maade, hvorpaa 414 han har taget sig selv. Han er i Virkeligheden meget talende, og han har en rig Aare; han kan baade tale meget om Tingene, og holder af at tale. Og dog har han gjort sig selv til en meget tavs Mand.

Han er, som hans Ydre, hans skarptskaarne Fysionomi, der aldrig oplives af et muntert Smil, hans stramme Holdning, hans abrupte Bevægelser antyde, en stolt og stiv Natur og aabenbart sensibel og pirrelig, som stolte og ufejlbare Naturer ere det, naar de ikke ere blevne koldt blaserte eller Flegmatikere. Og dog har han gjort sig til en meget rolig Mand.

Folketinget har budt ham Haan og Krænkelser, som sikkert i Virkeligheden have opbragt ham paa det Dybeste. Man har set ham tilsyneladende rolig sidde og stryge sin Knebelsbart, stundom gjørende en lille Notits med sin Blyant, men i Reglen antydende, at der ikke passerede Noget, som overraskede ham; han har været istand til at beherske sig og aldrig riposteret, før den rette Tid dertil kom; han kunde gjøre det paa den rette Maade.

Der kunde for en Mand som Estrup i saadanne Situationer, som han har gjennemgaaet, ogsaa være en Fristelse paa en anden Kant, nemlig til, naar han tog Revanche, at give Junkeren. Han er Godsejer, men borgerlig Godsejer, og synes ikke ganske hævet over, paa Grund af det første Moment i denne Sammenstilling, selv at accentuere det sidste Moment noget stærkt. Men under de Sammenstød, han har havt med Folketinget, selv de, der maatte være skikkede til at tvinge de mere kantede Egenskaber i den Angrebnes Karakter frem, har han dog aldrig forsøgt sig i det Junkerlige. Han har holdt sig oppe ved sin Stillings! og sin egen Værdighed.

Det var ret betegnende at se Estrup under en Situation som den, da Regeringen svarede Folketinget, der havde nægtet ham Ordet, med at slutte Rigsdagen, et Skridt, hvis nødvendige Følge blev den provisoriske Finanslovs Udstedelse.

Estrup følte sikkert dybt den Krænkelse som ved Kneblingscenen den 31te Marts tilføjedes Regeringens Værdighed. Han var synlig stærkt bevæget, da han, staaende paa 415
Ministerpladsen, gjentagende forlangte Ordet, medens Hr. Krabbe lod Afstemningen om Afslutningen foregaa, som om der Intet var i Vejen, og ikke engang bagefter værdigede Ministeriet blot nogen Undskyldning. Regeringens Svar paa denne Behandling kom nogle Dage efter. Folketinget var kommet sammen for at drive den ensformige Beskjæftigelse, at gjenvælge Tingets Embedsmænd for de næste 4 Uger. Ingen ventede ellers Noget; i det Højeste maaske en Undskyldning eller en Art Tilsvar fra Formandens Side, fordi han ikke havde givet Ministeren Ordet i forrige Møde. Det blev anderledes. Hr. Krabbe havde modtaget en Skrivelse fra Konsejlspræsidiet om, at Rigsdagen skulde sluttes samme Dag, den han havde at oplæse. Hr. Krabbe var synlig nervøs; han anvendte til Oplæsningen den Dæmpning af Stemme, som Folk, der ere i Affekt, maa anvende, hvis de ville forhindre, at Stemmen slaar over. Intet Under forresten, at Hr. Krabbe var noget bevæget. Umuligt Andet end, at han maatte føle, hvor meget Ansvaret for denne Slutning ogsaa kom over hans Hoved. Hans Meddelelse hørtes med en perplex Tavshed af Venstre, et enkelt »Hør«, som svirrede op, faldt strax vingeskudt ned i den tunge Luft - tung og trykket - meget trykket; Regeringen var alt hævnet. Noget senere, og hele Rigsdagen var samlet i Folketingets Sal for at vente paa Ministeriet, der skulde oplæse det kongelige Budskab om Slutningen. De faa Minutter, som forløb mellem den Ringning, der bebudede, at Alt var parat, og Ministeriets Indtrædelse, forekom meget lange. Da der lød et Slag paa Døren til Ministerværelset, inden den aabnedes, slog mange Hjerter i adskilligt hurtigere Takt, end de pleje. Ministeriet stillede sig op ved Tronens Fod. Estrup udfoldede Papiret. Aldrig er Kongen af Danmarks lange Titulatur falden længere end ved denne Oplæsning, aldrig har Spændingen efter, hvad der skulde følge det indledende: »Sende Rigsdagen vor kongelige Hilsen«, været stærkere end denne Gang. Der var ikke Meget, der var ikke et Ord mere end nødvendigt, men man havde dog ingen Følelse af Tomhed bagefter, der var alligevel Indhold nok, det var et Svar med Næb og Kløer. Men der var over Estrups 416 Person, da han afleverede dette, ikke Spor af noget triumferende Overmod. Tvertimod. Han saae saare alvorlig, ja bevæget ud. Han slog ikke sine Modstandere med let Hjerte, men gjorde kun Indtryk af en Mand, der opfylder en alvorlig Pligt.

Resolut og bestemt, urokkelig overbevist om Rigtigheden af sin egen Dom, er Estrup af de Mænd, der ikke ville lade sig overvinde, men slaa til det Yderste for deres Sag og slaa, efter Nødværgerettens Anvisning, med det Værge, de mægtige ere. Man kan være ganske overbevist om, at Estrup tilfulde føler, hvor stor Magt Regeringen har i en endnu ikke desorganiseret Stat, og er bestemt paa at bruge den mere, end de Fleste vilde vove; i sin Politiks Sag ser han tillige i en ganske særlig Grad en personlig Æressag. Men som alt antydet, han sætter ikke dette i Forgrunden.

Saaledes har Estrup været i stormfulde og bevægede Situationer. I Solskinsvejr tager han sig ikke saa tilknappet ud.

Han er meget livlig, livlig paa en vis nervøs, uegal Maade. Han er tillige meget talende - ikke veltalende; til en vis Grad kommer hans Foredrag flydende. Man mærker altid, at han har Endel at sige, men det kommer noget stødvis, med temmelig urhetoriske Brud paa og Standsninger i Foredraget. Han kommer aldrig med Godtkjøbspassiar, hvad han siger, har et eget Præg af Originalitet; det kan stundom være saa originalt, at det bliver Urimeligheder, stundom saa ensidigt, at man mærker Noget af en Autodidakts Forkjærlighed for sit eget Paafund, men i Regelen er Indholdet af Estrups Taler forstandigt, klart, ja ikke sjeldent skarpsindigt, og vidnende om et virkeligt Herredømme over Stoffet.

Estrup er i Besiddelse af mange gode og adskillige fortræffelige Egenskaber til at staa for Styret under en Krisis som den nuværende, hvor det konstitutionelle System er blevet prøvet under Forudsætninger, som ere dets Væsen ganske fremmede. Men blandt hans heldige Egenskaber er der en, som ikke maa glemmes, som er ganske udvortes, men meget vigtig. Det er den, at han er Godsejer.

Der er ikke nogen mere fejlagtig Antagelse end den, at Bourgeoisiet ikke ynder Godsejerministre. Det holder endog meget af saadanne. Og dette skyldes ikke blot den 417 almindelige Anerkjendelse af Forholdene ved, at Godsejerne deltage virksomt i det offentlige Liv, og almindelige Betragtninger af det Heldige i, at der i det offentlige Liv deltager mange Folk, der ere stillede uafhængig i social Henseende, med deres Formue hvilende paa et Fundament, der gjør den uafhængig af Hverdagslivets Makinationer og Fluktuationer, og i Besiddelse af en særegen Indflydelse i de forskjellige Egne af Landet, Folk, der ere hævede over Bondealmuen og dog have saa mange Berøringspunkter med den, at de nøje kjende den og af den ogsaa paa en egen Maade betragtes som hørende til Familien.

Det er ikke alene paa Grund af saadanne Betragtninger, at Godsejerministre ere populære Figurer. Det er ikke heller blot, fordi man anser dem for at være mere praktiske Mænd end særlig de Universitetsdannede, mere skikkede til at regere, mere vante til at administrere end de.

Der er Noget af alle disse Betragtninger med ved Dannelsen af den Opfattelse, at Godsejerministerier ere særlig fortrinlige, men saa er der tillige noget Mere, der ligesom krydrer det Hele, og som først gjør Retten rigtig smagelig, det er Noget, som er lidt i Familie med Misundelse, Misundelse vel at mærke mod sine Egne. Dem, man staar ved Siden af, dem, man lever Dør om Dør med i det daglige Liv, under man ikke saa godt at være Minister som disse Folk, der i Forvejen staa paa Tinderne, hvem Springet til en Ministertaburet ikke synes saa stort, og hvem det derfor ikke heller kan antages at volde saa megen Fornøjelse som Ens Nabo, for hvem det er et ganske anderledes betydeligt Avancement.

Man vil, naar man leder rigtig efter i de menneskelige Stemninger og Følelser, hvor de fungere som Bevæggrunde til Ens Handlinger og hele Optræden i det daglige Liv, blive forbavset over at finde, i hvilket Omfang, meget - noget - lidt - en ganske lille Misundelse hos de Fleste blander sig ind næsten allevegne. Den er ogsaa paa Færde her; men at Estrup ogsaa har lidt Alliance paa denne Kant, i Følelser af denne Sort, geraader imidlertid ikke ham i fjerneste Maade til Skam. Enhver god Sag tæller imellem sine Allierede ogsaa nogle af lidt tvivlsom Bonitet.

418

BALTHASAR CHRISTENSEN

Dersom de politiske Doktriner fra 1830 havde deres Napoleon, som - selv noget antikveret - faldt paa at afholde et »nächtliche Heerschau« over de overlevende Rester af sin »store Armee«, der har kæmpet paa alle Europas Valpladse og mistet saa mange, baade:

Die im tiefen Norden
Erstarrt in Schnee und Eis,
Und die in Welschland liegen,
Wo ihnen die Erde zu heiss,

saa vilde han ogsaa have et lille dansk Kontingent at mønstre. Og naar Feltherren kom dertil, saa vilde han paa den venstre Fløj finde en lille tør Alderstegen, en værdig og alvorsfuld Veteran, som vilde præsentere sit Gevær for ham efter det allerældste Exercerreglement.

Kejseren vilde hilse ham naadig, men strax se op ad højre Fløj til, som om det var Noget, han var vant til at gjøre for nu at finde sine Folk. Der vil saa i Rækkerne mangle Adskillige, men der staar En tilbage, en endnu kraftig Graaskjæg: »Det er jo Ploug«, siger Kejseren. »Ja, Sire.« »Naa, gamle Knurrepotte, Du er ogsaa gaaet om paa højre Fløj.« »Ja, Sire! Mit Udland er blevet dernede til Venstre, men jeg selv er her.« »Jeg kjender det nok,« siger Kejseren, »jeg ser det Samme andre Steder; det er kun det lette Infanteri, som bliver paa sin Plads. Men i Bataillonen bliver Du?« »Ja, Sire.« »Det er godt, min Søn.« Men saa vil han dog atter ride hen til gamle Balthasar Christensen og med 419 faderlig og tilgivelig Tilfredshed se, hvorledes han til Snippen paa sit hvide Halsbind holder sig strunk og stiv efter Regiementet af 1830 med Flintestensbøsse og hele den gamle Oppakning.

I Virkeligheden har Balthasar Christensen været en trofast Sjæl, som Intet har lært og Intet glemt, fordi han Intet har villet lære og Intet har kunnet glemme. Han er ikke kommen videre, han er ikke heller gaaet tilbage, han er den Samme, som han var i vore Fædres Ungdomstid. »Prokurator Christensen«, som han hed alt ved den politiske Verdens Skabelse, i Roskilde Stænder, er nu den eneste Overlevende af den liberale Falanx, et Urmenneske fra hin Periode, der ligner den nuværende, som hin Tids rolige Lys og fredelige Olielamper med det blide Lys og de stærke Skygger ligne vor brændende, skinnende Gasbelysning.

Balthasar Christensen er en ren parlamentarisk Antikvitet, et udmærket Stykke Materiale for komparative rhetoriske Studier, han taler den Dag idag, ganske som man talte i Stændersalen i Frederik den 6tes Tid; det er ikke ham, der er bleven pathetisk, det er alle de Andre, der ere blevne realistiske.

For ham ere de højtidelige Perioder, de dybsindig klingende Deduktioner, de statsmandsagtige Henblik over hele den beboede Verden ægte og uforfalskede Varer. Ingen anden Talestil vilde være ham mulig; men som enkelte gammeldags Stykker kunne tage sig godt ud i et moderne Service, saaledes har der ogsaa været Lejligheder, hvor gamle Balthasars ordrige, ofte hule og deklamatoriske, men til sine Tider ogsaa af virkelig Følelse baarne Veltalenhed selv i de senere Aar har taget sig godt ud. Endnu saa sent som under Ministeriet Frijs var han engang hele Thingets Ordfører ligeoverfor Ministeriet i Anledning af en i sin Tid opsigtvækkende militær Afskedigelse. Og han skilte sig fra det paa en Maade, der vandt megen Anerkjendelse. Saadanne Themaer som Patriotisme i Almindelighed, Fædreland i Almindelighed, Frihed i Almindelighed, ligge bedst for ham, ogsaa fordi han er alt Andet end flittig af Naturen og nødig vil granske enkelte konkrete Spørgsmaal.

Hans Optræden i Begyndelsen slog stærkt an hos 420 Bondestanden ved at tage den fra en noget materialistisk Side. Han gjorde sig til Talsmand for Forbedring af Standens daarlige Kaar, og Agitationen i Fæstesagen blev en af de Hovedløftestænger, han bragte i Anvendelse.

Bondestanden, navnlig paa Sjælland, kom i stærk Bevægelse; der var adskillig Grund for den til Utilfredshed; dens materielle Forhold vare ikke saa heldige, og den begyndte at føle sig stærkt trykket ved Hoveriet og nære levende Uvillie imod Fæstevæsenet, især da Tiderne blev bedre; gode Dage føde Kritik og Forlangender.

Ogsaa det personlige Forhold, hvori Bonden fra Arilds Tid havde staaet til andre Stænder, var Gjenstand for dens kritiske Bevidsthed, og hele Bevægelsen havde et eget socialt Anstrøg ved Siden af sit materielt økonomiske.

Der var en Mængde Spørgsmaal i Bevægelse, der vedrørte Formerne, og hvor det var saa nemt at være frisindet og Reformator. Alverden sagde »Du« til Bønderne, og Ingen tog imod Gjengjæld, ja, der kunde komme Sag ud af en saadan Ting som, at en Bonde i al Venskabelighed havde sagt »Du« til en Gartner. Det hele »DuSpørgsmaal« fik almene Dimensioner og diskuteredes baade udenfor Bondestanden - det var i den Anledning, AlgreenUssing kom med sine »stumprumpede Skriverdrenge« - og i selve Bondestanden, thi Bonden vilde ikke gaa ind paa, at det, som en Embedsmand engang i Stænderforsamlingen udviklede, var »hjerteligt og hædrende« for ham, at »de Højerestillede« tiltalte ham paa denne Maade.

Særlig overfor Godsejerne havde det personlige Forhold en meget trykket Karakter. Vore Godsejere vare naturligvis som Regel ligesaa skikkelige og godmodige som de ikkegodsejende Folk, men ikke blot var der en Del junkerlige Undtagelser, men de Fleste gik i al Skikkelighed og Godmodighed ud fra, at det var i Naturens Orden, at Bønder behandledes paa en særegen Maade, det vare de indrettede til, og ellers kunde det Hele ikke gaa. Det gik da ogsaa strengt til ved Hoveriarbejderne, en Forvalter iblandt Bønderne var en Officer, og det en skrap Officer af den gamle Skole, mellem Gemene. Jagtrettighederne stod i fuld Blomst, men man saae baade kritisk og uvillig paa dem, og Jagtsagen var 421 et Spørgsmaal af almen Interesse, ved hvis Behandling baade de konservative og de frisindede Opfattelser ret kunde gjøre sig gjældende: da Jagtsagen i sin Tid var til Forhandling i Roskilde Stænder, kom man ind paa Spørgsmaalet om Retten til at prygle Klapperne; Tiden befandtes endnu ikke moden til at afskaffe denne Art af Hustugt, Drewsens Forslag om, at det rent skulde forbydes at slaa Klapperne, blev forkastet, kun de gifte Mænd slap fri, og der var en Minoritet af 23 St. for, at det ikke skulde forbydes at slaa Fruentimmer; sikkert ikke fordi der var nogen af de 23, som havde særlig Lyst til selv at udøve denne Ret, ja, vi tro snarere, at de alle 23 have levet deres Liv tilende uden nogensinde at have udøvet den, men det var selve den abstrakte Myndighed, man vilde hævde ubeskaaren; formalistiske Politikere have vi Alle, med og uden Hartkorn, været fra Tidernes Begyndelse.

Vort hele Samfundsliv var altsaa paa dette Omraade især opfyldt med Antikviteter, og aldenstund man var kommen et godt Stykke over 1830 og nærmede sig rask til 1848, behøvede man ikke at have noget særlig genialt Blik for at udfinde dem, og de, der paatog sig at virke for Reformer, havde baade en smuk og taknemlig Opgave.

De »Kjoleklædte«, som tog sig af Bønderne, vandt snart disses levende Paaskjønnelse. Det var idylliske Tider. »Mange agtværdige Mænd have i den senere Tid gjennem forskjellige Blade oplyst, at Bondestanden er en ligesaa hæderlig Stand som enhver anden Stand,« ytrede en af Bondestandens Deputerede i Roskilde saa erkjendtlig, som om det var Noget, Bondestanden aldrig havde kunnet finde paa af sig selv, og som først blev rigtig Sandhed, da det havde staaet paa Tryk i Bladene.

Men imellem dem, der optraadte som Bondestandens Talsmænd, stod »Prokurator Christensen« i første Række. Naturligvis maatte han døje adskillige Gjenvordigheder, og Mangfoldige betragtede ham selvfølgelig kun som en »ful Folkeforfører«, for at bruge et af Ørsteds Udtryk, men paa den anden Side var han i Besiddelse af stor og i mange Henseender fortjent Popularitet, og var han end ikke »Busenfreund« med de egentlige liberale Ledere, saa regnedes han 422 dog med og var i godt Selskab. Det var hans Guldalder, som fandt sit Udtryk i, at han var med at stifte Bondevenneselskabet i 1846 sammen med Lehmann og Tscherning.

Den Periode, som ligger efter 1848, blev af en anden Beskaffenhed. Bruddet mellem Bondevennerne og de Nationalliberale kom som bekjendt overordentlig hurtig, ligesaa hurtig som selve Friheden, og Striden var i fuld Gang alt ved Valgene til den grundlovgivende Rigsforsamling. B. Christensen havde i den ikke nølet med at tage sit Parti; som blind rettroende Fremskridts- og Frihedsmand, som Folkeleder var Valget for ham ikke tvivlsomt. Han maatte blive, hvor man kunde leve fort paa et ubestemt Program med ubestemte og ubestemmelige Fordringer og blive ved at forlange og blot at forlange for Folket og til Folket og - ved Folket, thi den Plads, han fik i Bondevennepartiets Rækker, var naturligvis meget indflydelsesrig og blev ved at være det i en Aarrække. Men han maatte afgive Mere og Mere til J. A. Hansen, sin Associé i Fæstesagen og Bondevenlighed ganske i Almindelighed. Og efterhaanden tog hans ledende Indflydelse mere og mere af. Andre Spørgsmaal kom paa Dagsordenen end de, han havde været med at bringe frem, og især mellem ham og Fæstesagen syntes der at være en mystiskinderlig Forbindelse, som imellem Træet og Dryaden, de svandt hen sammen.

I og for sig er det nemt »at blive sig selv tro« paa denne Vis, mindst ligesaa nemt som at blive sig selv utro. Til at blive »Demokratiets hellige Sag« tro, saaledes som Balthasar Christensen har været det, udfordres der ikke synderlig Andet end at blive liggende paa Ryggen og flyde med Strømmen i sine Omgivelser, de Omgivelser, man nu engang har fundet. Han lever da ogsaa paa en almindelig Antagelse af, at Demokratiet altid har Ret, som han anskaffede sig i 1830, og som siden den Tid ikke for ham har skiftet Indhold. Han er ikke bleven mere yderlig, ikke bleven socialistisk, han har ikke faaet nogen Nuance i Retning af det »Røde«, han holder sig uforanderlig i det »Blaa«, og netop den Schattering af det »Blaa«, som da var Modefarve ved det »borgerlige Demokrati«. Dette kan naturligvis lade sig gjøre, naar man i tilbørlig Grad lukker Øjnene for kritiske Betænkeligheder og 423 vender Ryggen til, naar der viser sig altfor soleklare Kjendsgjerninger med Bevis for, at man har Uret.

Ogsaa for saa vidt ligger denne »Bliven ved det Samme« for B. Christensen, som det er hans Natur at holde sig i Almindeligheder og paa Overfladen. Det kan ikke nytte noget, at han kaster nok saa dybe Blikke ind i Politikkens og Historiens hemmelige Værksteder; selv naar han med den allerdybsindigste Alvorsfuldhed trækker Hagen ind i sit statsmandsmæssige Halsbind og med opskudte Øjenbryn og med manende Røst meddeler sine Granskninger over Tidens Gaader - er der Ingen, der tager fejl.

Men hvor han nok kan gaa lidt ned i Dybet, det er ikke i de store og afgjørende Spørgsmaal, men ved de smaa Manipulationer, som foregaa bag Kulisserne.

Der er gaaet en politisk Sammensvoren tabt i ham af den rigtige gamle Slags. Intet vilde sikkert have tiltalt hans Fantasi mere end at være med i et hemmeligt Selskab, hvis Medlemmer, svøbte i lange Kapper, samledes ved Nattetid i en dog ikke altfor fugtig Grotte eller sneg sig op ad en hemmelig Trappe til et romantisk Gemak i et forfaldet Palads, paa hvis Døre man bankede mystiske Slag. At sidde i en saadan Kreds og mumle hemmelighedsfuldt over Dynastiers og Rigers Skæbne, sikker paa, at den forspændte »Postchaise«, der kunde føre En over Grænsen, naar der kom Noget paa, var i Nærheden - det havde været Noget for Balthasar Christensen. Der er Nogle, der sige, at der har været en Periode i hans Liv, hvor hans Ærgjerrighed stod til Kammerjunkerens røde Kjole; det er muligt, at det har været saaledes, men der har ganske sikkert ogsaa været en Tid, hvor hans Hjerte har ønsket at banke imod en ved Brystet hemmelig skjult Dolk, som det naturligvis aldrig i Verden vilde have faldet den skikkelige Mand ind at stikke i nogetsomhelst Medmenneske, men paa hvis Fæste det vilde have gjort ham godt nu og da at lade sin Haand hvile i en alvorsfuld Stund.

Lyksaligheder i Retning af Sammensværgelsesspekulationer over Kroner og Sceptre nægtede den Skæbne ham, som lod ham fødes under vor nordlige Breddegrad. Han maatte nøjes med, hvad der kunde forefalde paa Steder som paa 424 Frederik den Syvendes Bagtrappe, i Grevinde Danners Boudoir eller i Berlings Lønkammer. Men at han ogsaa her ret har nydt sin Stilling som en hemmelig Raadgiver hos en Konges Hustru, det have jo Tschernings Breve viist, og at han har havt sine Fingre med i Spillet ved andre Ting end Spørgsmaal om at styrte Levetzau og gjøre Grevinden tolereret af Aristokratiets Damer, det er vel ogsaa sikkert nok; vist er det ialfald, at han selv har en velgjørende Bevidsthed om, at en Mangfoldighed af Traade i Danmarks og Nordens hemmelige Historie ere løbne gjennem hans Fingre. Hans Lyst til at agere og kabalere med fine Kort er naturligvis kommen hans Parti adskilligt til Gode, og det har vistnok særlig været ham, der har havt det Fag at vinde det de unge Rekrutter i de højere Samfundsklasser, hvortil det altid saa højlig har trængt, og til dette Hverv var han med sin i visse Maader vindende Elskværdighed vel skikket. Hvad han ikke har sparet paa overfor Neofyterne, det har været behagelig Smi ger, og paa den Limpind alene er der maaske fanget adskillige letsindige Fugle.

Man mærker nu ikke meget til Balthasar Christensen, han fører en blid og stille Tilværelse og gaar omkring og ser paa, hvad de Andre foretage sig. Han er Statsrevisor, har naturligvis valgt sig det letteste Afsnit og gaar hyggelig og lægger splittergalt sammen og læser forkert, uden at det falder nogen Dødelig af Venstre eller Højre ind at tage denne Sinekure fra ham, tvertimod, Alle unde ham den godmodig, og han vælges til Formand i Statsrevisionen. Hans Statsrevisorværelse er et Slags Klub og Konversationsværelse, stundom vel tillige Hovedkvarter og Skueplads for hemmelige Raadslagninger, men om Værelsets Herre har synderligt Mere at sige i disse, er et andet Spørgsmaal.

Han er Æresmedlem af det forenede Venstre; men det siger ikke Meget. Han er en Slags »Papa Wrangel« i Partiet; han har ligesom denne ikke udført nogen Stordaad, men er avanceret op til Feltmarschal ved at holde ud. Aktiv Kommando har han i lang Tid ikke havt; Partiet har i det Hele ikke altid taget synderlig Notits af ham, og han har ogsaa manglet adskillige af de Egenskaber, som høre med til at blive en virkelig Fører og holde ud som saadan. Han kan 425 navnlig ikke indgyde sine Underordnede Frygt, hans Ledelse har altid mere været den milde og omhyggelige Faders og den kloge og vise Raadgivers end den strenge Tugtemesters; det kunde være fortræffeligt nok i Partiets unge Dage, men i Længden forslog det ikke. Det kom endog saa vidt, at Venstre engang ikke vilde spendere en Folketingsplads paa ham; men siden er det dog gaaet i sig selv, og det vilde ogsaa have været altfor haardt for ham at skulle leve uden at deltage i de parlamentariske Bevægelser og kunne være med at fremkalde »Kriser« eller ialfald have Duften af dem paa første Haand.

Det vilde ogsaa have gjort adskillige af hans Modstandere ondt, thi »den Alderstegne« er i Grunden godt lidt. Man kan reservere sig alt Muligt med Hensyn til hans Opfattelse af politisk Pligt og have aabent Øje for Hulheden ag Tomheden, saa vil man dog altid finde, at der er noget Godmodigt hos ham; det er aabenbart, at han i Grunden mener det ganske godt med Alle, eller ialfald ikke mener det ondt med Nogen. Det er Noget, som ikke forfejler sin Virkning, ogsaa fordi det er en Egenskab, som ellers ikke hører Demokrater til; ganske vist er det ogsaa det Nemmeste at søge sine Inspirationer i personlige Antipathier.

426

BERG

Den tredie Stands Mænd tænkte, da de kom til Magten, ikke paa at sikre denne Stand noget særligt Herredømme, de opfattede Friheden paa mere abstrakt Vis og lod den Dør, ad hvilken de selv vare komne ind, blive staaende paa saa vidt Gab, som man kunde forlange. Frederik den Syvendes Regeringstid blev imidlertid dog - af naturlige Grunde - væsentlig deres Herskertid, men den tredie Stands Hegemoni kræver særegne Betingelser for at kunne holde sig længe, de andre Lag i Samfundet ere altid i en naturlig Bevægelse opad. Er almindelig Valgret ikke indført, bliver Valgrettens Udvidelse Stikordet; han man almindelig Valgret, lærer Flertallet ganske simpelt at bruge den, hvad der jo er meget menneskeligt. Saa kommer de ubehagelige Overraskelsers Tid, og saa vise de konstitutionelle Theorier sig i et nyt Lys. I disse spiller Læren om Folkesuveræneteten en ejendommelig Rolle. Politiske Analytikere have villet udfinde, at den moderne Konstitutionalisme er sammensat af engelsk Statsret, af den franske Doktrinarismes - tildels misforstaaede - Opfattelse af den engelske Forfatning og af den Rousseauske Lære om den absolutte Folkesuverænetet.

Eftersom Hovedvægten lægges paa det ene eller det andet af disse Momenter, faar man temmelig forskjellige Resultater frem, og der er en stadig Vexlen imellem, hvad der fremdrages. Naar man stedse forsikrer, at der ikke er nogetsomhelst Nyt i vort nye Demokratis politiske Fordringer, er dette paa en Maade ganske rigtigt. Men en Gradsforskjel er der dog, og Forskjellen er den, at Demokratiet ensidig fremdrager 427 FolkesuverænetetsMomentet. Men saa er Ulykken igjen, at dette i Virkeligheden i sit Væsen er saa despotisk og enevældigt, saa uvilligt til at taale Begrænsning, saa antikonstitutionelt som muligt. Den kongelige Suverænetet har maattet finde sig i at blive konstitutionel, men Folkets Suverænetet vil ikke høre tale om at lade sig indskrænke.

Det gaar med Konstitutionalismen som med mange Ting, den er allersmukkest, naar den viser sig paa Afstand. Da dølger det sig, hvor meget Vagt, Ubestemt og Ubestemmeligt der ligger i Fordringerne paa at »øve Indflydelse« paa dette eller hint, »føre Kontrol« med Alt og alt muligt Andet, i Fordringerne paa at faa »Folket« repræsenteret, paa at faa en Repræsentation, der er »Organ for«, »Billede af« Folket osv. Men efterhaanden som man kommer ind i den praktiske Udførelse af disse Programmer, dukke alle de Vanskeligheder op, som indeholdes i den uhyre, tilsyneladende saa lette Opgave uden videre at sætte en repræsentativ Forfatning ovenpaa en Statskonstruktion, der er uddannet og udarbejdet gjennem Aarhundreder til at bære Enevælde. Og efterhaanden som man kommer dybere ind i disse Konflikter, komme de forskjellige Fortolkninger skarpere frem af Konstitutionalismens kamæleontiske Væsen, og dette spalter sig mere og mere efter sine Hovedbestanddele til flere vidt forskjellige Ting, som alle kræve det fælles Familienavn, alle naturligvis paastaa at være de eneste lovlige Descendenter af den sande, gamle, oprindelige konstitutionelle Opfattelse, der saa atter paa sin Side egentlig ligeoverfor dem allesammen maa føle sig tilmode som en Slags Høne med Ællinger. Ingen af Descendenterne kan ret være et Barn efter dens Hjerte.

Den tredie Stands Politik kan vel nærmest siges at holde sig til den klassiske franske Doktrinarisme; den klassiske Tredeling holdes højt i Ære, og i det Repræsentative, i den udvalgte Folkerepræsentation findes det sande og i og for sig begrundede Udtryk for Samfundets Villie og Væsen, medens Folkesuverænetetsbegrebet nærmest er en rhetorisk Figur. Det egentlige Demokrati holder sig derimod tæt til de Rousseauske Ideer. Folkesuveræneteten er al Magts Kilde og Udspring, og Repræsentationen kommer efterhaanden i 428 en temmelig umyndig og afhængig Tilstand, Magten bliver ude hos Folket. Saaledes gaar det jo ogsaa hos os. Vi komme efter Venstres Retning mere og mere ud i Vælgerne, i Massen og faa kun med den at gjøre.

Den demokratiske Version af de konstitutionelle Ideer har til Bærere højst forskjelligartede Karakterer. Nogle ere idealistiske og sangvinske Demokrater, som ere overbeviste om, at det i Statslivet blot gjælder om at anvende bestandig større og større Doser Demokratisme, saa gaar det Alt af sig selv, og som have en Kulsviertro paa, at selv om Alt skulde gaa rent kaput, saa vilde det dog nok paa en eller anden Maade gaa godt alligevel. Intet kan være nemmere og bekvemmere og behageligere end at være Politiker paa denne Maade og ikke blot lade Alt gaa sin skjæve Gang, men ogsaa trøste sig med et forhaabningsfuldt »jo skjævere, desto bedre«, og for Demokrater, der ere saaledes anlagte, hører der ærlig talt ikke synderlig Alvor og Karakterstyrke til at vedblive at være det til deres Dødsdag; hvor dybere og alvorligere Naturer blive betænkelige, svømme de videre som glade Korkpropper.

Andre Demokrater tage Sagen mere realistisk og mene kort og godt, at efterat den finere Portion har havt sin Tur, kommer nu Turen til dem, de kunne ligesaa godt regere som hine. Fejlen her er blot den, at det kunne de ikke, ialfald ikke med det konstitutionelle System. Det er beregnet paa og forudsætter bløde og hensynsfulde Hænder, let Paavirkelighed af moralske Midler, Kritik, Diskussion og Censur; og skal det bruges anderledes, gaar det i Stykker, og af Stykkerne kan ikke Enhver tage sit.

Bergs Indflydelse paa Venstre var meget stor, og det har han tydelig faaet at føle ogsaa paa den Maade, der er mest smigrende: fra Modstanderne; han har været Gjenstand for megen Opmærksomhed fra Højres Side. Det var i mange Tider en virkelig demoraliserende Sædvane, at Folk, der skulde have Et eller Andet sat igjennem i Rigsdagen, hemmelig og, som de selv troede, med den hvide Pind i Munden, der gjorde dem usynlige, sneg sig til Oppositionens Førere, der dengang vare mægtigere som saadanne, end de nu ere som Flertallets Ledere, og ved private underdanige Opvart- 429 ninger søgte at stemme dem vel for deres Anliggender ved at »forklare«.

I vort yngre Demokrati har Berg paa Basis af disse Ideer spillet en meget fremtrædende Rolle.

En Mand som han har Noget af begge de nævnte Retninger i sig. Han er til en vis Grad en ærlig menende, sangvinsk Idealist, og han er tillige Materialist. I hans Optræden er Mængdens Begjær efter Magten inkarneret, den despotiske Folkesuverænetet har i en Mand som ham en fuldstændig orthodox Talsmand, for ham er alle Gaaders Løsning funden i den almindelige Valgret; Mængdens. »Vælgerfok kets« Tilslutning er den eneste sande Retskilde, og hans Devise maa være: La popularité c'est le pouvoir tout entier.

Naar Berg har naaet at have saa stor Indflydelse, skylder han dette det Fond af Kraft og Energi, hans Karakter besidder, men ikke virkelig overlegne Evner. Han beholder derfor ogsaa bedre sin Indflydelse paa den store Masse end i en mindre og mere kritisk Kreds.

En overlegent begavet Natur er han ingenlunde. Han er uden selvstændige politiske Tanker, blottet for skabende Evne. Han savner ikke Liv og Kraft i sin Tilegnelse, men Selvstændighed. Han har forefundet en politisk Opfattelse, og den har han tilegnet sig og besluttet at gjennemføre, og det i en Ruf.

Hans politiske Ledelse har for hans Parti ogsaa været uheldig. Det er blevet drevet frem imod det Maal, Berg havde sat sig, uden Hensyn til Forhold og Omstændigheder, lige til det blev sprængt. Berg mangler baade klart Blik og praktisk Instinkt. Da han erklærede, at han havde ført det forenede Venstre til et Punkt, hvor Sejren var det vis, var han sikkert i god Tro, men sjeldent har en Førers Ukyndighed viist sig tydeligere end i dette Udsagn.

Men saaledes maa en Mand tage det, der er uden overlegen Begavelse, uden Originalitet, men i Besiddelse af stor Dristighed og ubegrænset Selvtillid. Han kan i Ord være nok saa meget imod Doktrinarisme, selv bliver han en forfærdelig Doktrinær.

Tscherning var som bekjendt en Kæmpe i Doktriner; men han var en saa begavet Mand, at han i det virkelige 430 Liv kunde renoncere, slaa af paa sine hellige Principper, vise den smidige Bøjelighed, der sikrer imod farlige Nederlag. Berg er for lille, for tung og for stiv til at kunne manøvrere saaledes.

Der er en Blanding af Idealisme og Materialisme i Bergs Karakter, gode og slette Impulser brydes mod hinanden, højst forskjellige Motiver gjøre hinanden Herredømmet over ham stridig. Der er noget vist Frejdigt ved ham, men han mangler de finere og noblere Egenskaber, det i Sindet Højbaarne, som gjør, at en Karakter ogsaa indgyder Modstandere en vis sympathetisk Respekt.

Det vilde være uretfærdigt at nægte ham Konsekvens, til en vis Grad Fasthed, men der skal Mere til for at skabe en Riddersmand; han er og bliver en aandelig Plebejer.

Loyal Modstander er han ikke; men det er meget muligt, at han selv mener, at han er det, endnu rimeligere, at han er enig med sig selv om, at han vil behandle sine Modstandere overordentlig smukt, naar han først har faaet sat dem Knæet paa Brystet, i hvilket sidste Fald Ventetiden turde blive lang.

Berg er væsentlig Folketaler. Han har det Brede og Buldrende i sin Magt, og han er tillige pathetisk, ja til en vis Grad sentimental. Hans Fryd er de store Talemaader og klingende Stikord fra det gamle parlamentariske Litani. Han frisker dem op og restaurerer dem, men simpelt og klodset.

En udannet Mands mindre udviklede Smag viser sig som bekjendt særlig tydelig i, hvad han anser for god Lyrik - Visesamlinger levere Bevis - og Bergs lyriske Fraseologi er ogsaa aldeles umulig. Han anser selv aabenbart alle rhetoriske Kombinationer af Bryst, Pande, Hjerte, Banner osv. for ny, original og ægte Veltalenhed, og bliver ikke klog af Skade ved den ene Gang efter den anden at mærke, at hans Tirader blive komiske.

Berg er nu ikke mere den lange, opløbne Skolelærer, som han var, da han en skjøn Dag for ca. femten Aar siden kom ind i Thinget. Napoleon den Store sagde, at kun magre Folk vare farlige. Efter den Maxime er Berg forlængst ophørt at være farlig, ja bleven meget ufarlig. Hans Ydre har noget i høj Grad Realistisk. Han ligner slet ikke de nye, ideale Demokrater med langt Haar og tilknappet Frakke, for hvilke 431 det var en tidligere Slægt tilladt at sværme, Demokraterne med de Victor Hugo'ske Fraser og de Lamartineske Vuer, og han har Noget i sine Manerer, som minder om den mimiske Skole, som holdes i Live af de omrejsende Danselærere, man tidligere mødte i Provinserne.

Han er ganske ejendommelig, naar han taler. En saa selvtilfreds Skikkelse har Rigsdagen aldrig før havt at opvise. Paa den anden Side er han ligesaa typisk som Tilhører, navnlig naar han direkte bliver angreben. Han har da gjerne et eller andet Skrivearbejde for; det er uvist, om han har en dunkel Erindring om, at en tidligere stor Mand ved Navn Cæsar ifølge Læsebøgerne kunde paa samme Tid baade høre efter og skrive, eller om han pantomimisk vil give den Talende, det være sig en Minister eller et Medlem, tilkjende, hvor uendelig ligegyldig han er ham. Den sidste Formodning tro vi er den, der har Mest for sig.

Man kunde imidlertid tilgive Berg hans Form, naar Indholdet tillod det. Men det gjør det ikke. Han overfører i en altfor høj Grad Agitationstalerens farlige Egenskaber i Diskussionen i Salen. Det er Theatermaleri, han leverer, han dypper uafladelig sin Pensel i Overdrivelser, for at bruge et meget mildt Udtryk.

Det er derfor i Virkeligheden et umuligt Arbejde at imødegaa ham. Intet Punkt i, hvad han giver som Taler, vilde kunne undvære Rettelse, Grundsætningerne, hvorpaa hans Udviklinger hvile, saavelsom de smaa Detailler. Altid Partimand, og oftest mere end det: Demagog.

432

GREV HOLSTEIN LEDREBORG

Det er en stærkt bugtet Vej, der ligger imellem det Standpunkt, Grev Holstein Ledreborg indtog som den, der aflagde det bekjendte højtidelige Løfte om at ville være Venstres bestemte Modstander, saa længe det kæmpede for Parlamentarismen - det Standpunkt, han indtog som en af det samme Partis yderstgaaende og mest forbittrede Ledere, og - det Standpunkt, han har indtaget som Moderat, ja som en af de Moderates Førere.

Naar man erindrer, i hvor faa Aar dette er foregaaet, maa man indrømme, at det næsten er mere end behændig gjort, at have passeret saa stærke Kurver uden at være bleven ødelagt.

Grev Holstein Ledreborg er sikkert en meget sammensat Natur, og det er ikke nemt at besvare sig selv det Spørgsmaal, hvorfor han egentlig blev Politiker.

Han er Konvertit, og forsaavidt er det naturligt, ja selvfølgeligt, at hans politiske Optræden, i dens Gang og Retning, i dens Sympathier og Antipathier, noget bestemmes af en katholsk Kjærne. Hvor meget, er ikke godt at sige; Holstein selv behandler den religiøse Side af Sagen med megen Tilbageholdenhed og Takt, en Takt, som hans Modstandere ingenlunde have gjengjældt. Forholdene i Danmark ere jo af en saadan Beskaffenhed, at de ikke egne sig til at give en speciel katholsk Politik Relief. Vi ere langt tilbage endnu med den religiøse Diskussion. De politiske Spørgsmaal ere komne godt frem, og det har viist sig, at de gjemme sociale Spørgsmaal. Men i hvilket Omfang disse atter gjemme 433 Spørgsmaal om Livsopfattelser, er endnu ikke ret kommet frem.

Der er herhjemme endnu ikke saa Meget at gjøre for en specifik katholsk Politik, at vi tro, at det at kunne udrette Noget for en saadan, har været det Afgjørende for Grev Holstein til at kaste sig ind i det politiske Liv.

Man kommer maaske Sandheden nærmere ved at antage, at han har valgt Politikken som en Slags Tidsfordriv for et godt Hoved, der var blevet træt og overmæt af adskillig anden Tidsfordriv.

Han har derfor heller aldrig for Alvor gjort Indtryk af at have nogen bestemt Sag, som han vilde gjøre det til sin Opgave at gjennemføre eller kæmpe for.

Han begyndte med at være, hvad der dengang hed »Løsgænger«. Der skinnede noget Nationalt og noget Demokratisk igjennem hans Optræden og tillige en udviklet Kritiklyst, som hurtig med Forkjærlighed vendte sig imod, hvad der var Nationalliberalt. Af disse Rudimenter udviklede sig temmelig hurtig en forenet Venstremand.

Hvad der i denne var ægte, var ganske sikkert en stærk Uvillie imod de Nationalliberale. I den kunde de forskjellige Momenter i Holsteins politiske Opfattelse alle finde Hvile og Tilfredsstillelse. Noget Andet er, hvorledes det forholder sig med den politiske Side af Sagen, hans virkelig demokratiske Sindelag. Ligesom han i det Hele gjør Indtryk af at være undergiven Luner, Tilfældighed, personlige Sympathier og Antipathier og en vis Lyst til Forandring af Standpunkter, saaledes synes der ogsaa at være noget Tilfældigt, noget Paahængt ved hans Demokratisme.

At han virkelig vil være Demokrat, en Folkets Mand, er troligt nok; ufolkelig bør Ultramontanismens eneste Mand da heller ikke være. Men lad ham ogsaa have et af ham selv for Alvor vedtaget demokratisk Program, saa omfatter han vistnok dettes enkelte Dele med meget forskjellig Forkjærlighed. Der maa være noget Bundaristokratisk ved ham; det viser hans hele Skikkelse, selv i den Tid, han med en vis Ostentation negligerede sin Paaklædning, bar Rabagashat og gik med en egen folkeligbergsk Svingning, det viser hans Optræden som Taler, der altid præges af en vis sleben 434 Elegance, det viser den tydelige Forskjel, han altid har gjort paa, om det var en borgerlig, navnlig en nationalliberal Modstander, han havde at gjøre med, eller en adelig; en Holstein, en Haffner, en Rosenørn fik altid en anden Behandling end en Klein eller en Rimestad, de Første vare Folk, som han ikke slog løs paa uden videre, men hvem han altid bød en Stol, inden han indlod sig paa at angribe dem.

Aristokrat er han; men der gives jo ogsaa aristokratiske Demokrater, kun er Forholdet for disses Vedkommende, at det er det Nedbrydende i den demokratiske Verden, som er deres Hjerte kjærest. Thi i det Hele synes det Nedbrydende og Persifflerende at ligge for Holsteins Smag. Hans Livserfaring har uden Tvivl gjort ham til et Stykke af en Nihilist. Stundom gjør han et uhyggeligt Indtryk af at være en Pessimist, gjennemtrængt af den Overbevisning, at Alle gjøre Alt af de sletteste Motiver. Var dette Holsteins egentlige Mening, maatte han enten dømme fra sig selv eller være en slet Menneskekjender. Men det er det næppe; lad ham end have et meget aabent Øje for Pletter og Svagheder, saa siger han dog sikkert ofte ved saadanne Lejligheder mere, end han mener. Det kan han godt komme til at gjøre, han har endnu ikke løbet Hidsigheden af sig og kan i en polemisk Diskussion stundom lade sig rive med af denne til hæslige Inspirationer. Hans slebne Former dække sikkert megen Ustyrlighed. Tilsyneladende fuldstændig Herre over sig selv, istand til at parere sig selv i et Sekund, er han ganske vist mere end een Gang i en Forbitrelse, der ikke er bleven mindre, fordi han har dæmpet dens Sprog, bleven ført ud over de Grænser, han vilde iagttage. Men lad ogsaa være, at han ikke er Pessimist saa fuldt ud, som man af hans Optræden stundom kunde fristes til at tro, saa er han sikkert langtfra at være Optimist.

Det Negative tiltaler ham maaske ogsaa, fordi det er Noget, der kan gives paa fri Haand. I det Positive foretrækker han det mere Almindelige, hvorom det Samme gjælder, fremfor i det Hele at fordybe sig grundig i Detaillerne.

Detailler og Enkeltheder ere ikke Noget for ham. Han er ikke nogen flittig Natur, ja lader maaske endog Dovenskaben begrænse sin personlige Ærgjerrighed temmelig stærkt eller 435 har den Form af Ærgjerrighed, som bestaar i at være plus amoureux de l'influence que de pouvoir.

At ligge paa sin Sofa og styrte eller indsætte Ministerier, det var maaske Noget, som vilde tiltale ham mere end selv at være Minister.

Denne Egenskab hos ham er til en vis Grad en Svaghed, men ogsaa paa sin Vis en Styrke. Den tvinger ham ialfald ikke til at kompromittere eller forhaste sig for et rent ydre Forholds Skyld. At en saa urolig Natur som hans alligevel fortræffelig kan kompromittere sig paa saadan Vis, er imidlertid en Selvfølge.

Meget i Holsteins Karakter kan sættes under Diskussion, men Evner kan man ikke fradisputere ham. Er der Folk, som blive til Noget mere i Kraft af deres Karakter end af deres Evner, saa hører han derimod til dem, hos hvem Evnerne, Begaveisen have Overvægten.

Han er et klart, let, hurtigt og tillige fint Hoved. Som Taler har han sjeldne formelle Betingelser, han er let, smidig, elegant og kan som Faa balancere lige paa Grænsen af det Umulige og som Ingen ved en egen Blanding af Behændighed og Fripostighed sno sig fra forfølgende Angribere. Det er meget vanskeligt at faa fat paa ham, og har Nogen grebet ham, kan Ingen som han i næste Øjeblik bevise, at han aldrig har været berørt.

Han har forskjellige Stilarter i sin Magt, men det Persifflerende, det Kritiserende, det Ironiserende ligger bedst for ham; det Varme, det Pathetiske derimod slet ikke.

Der er Noget i hans Begavelse, som ikke ser dansk ud. Hans Dialektik og den Maade, hvorpaa han sætter den i Sofistikkens Tjeneste, er ikke dansk. Hans overordentlige Smidighed og katteagtige Behændighed i Debatten er heller ikke dansk. Han staar i disse Henseender som en Fremmed i Folketinget. Fortvivlet over at være Gjenstand for saadanne imellem hinanden slyngede Angreb, nøjedes den tunge, stive Haffner engang med blot at sige ligefrem, at han slet ikke kunde være med i en saadan Debat. Det er en Ytring, som let kan betyde en Falliterklæring og gjøre den, der nøjes med at bruge den, latterlig. Haffner tog Applaus ved den, thi 436 ligeoverfor Holstein kom den som en berettiget Protest paa den sunde Fornufts Vegne, som et Slag med en naturvoxet Knortekjæp, der slog en finterende Kaarde midt over.

Der gives næppe nogen Taler i Rigsdagen, der i akrobatagtig Smidighed har naaet Holstein. Han gaar paa lette, bløde Kattepoter, med hvilke han uden Varsel midt i Elskværdigheden kan trække en Flænge. Saa behændig som Nogen forstaar han at arrangere skjæve Slutninger i en Fart, saaledes at de tage sig ud af Noget i Øjeblikket.

Men han lever altfor meget i Øjeblikket, og netop paa Grund af sin frodige Lethed som Taler kommer han let til at sige Mere, end han vil staa ved bagefter, eller ialfald Noget, som kan genere ham senere. Ganske vist har han en overordentlig Lethed til saa at omfortolke sine Ord og faa dem til at parre sig ogsaa nogenlunde da, men Rigsdagstidendens stenografiske Gjengivelser gjøre ham til en farlig Fjende af sig selv, maaske den farligste.

Holstein er et af Venstres unge Medlemmer og dog et af dets betydeligste og indflydelsesrigeste. Hans første Debut i Folketinget viste, at han var noget Ualmindeligt; det var under Forhandlingerne om Halls Skolelov, at han første Gang tog Ordet. Den Lethed, hvormed han optraadte, det Flydende og vel Modulerede i Foredragets første Perioder viste, at denne unge Kavaler var en Mand, hvis Jomfrutale man ikke behøvede at følge med den sympathetisk Spænding, som et godt Hjerte altid har tilovers for Debutanter, men at han var en sikker Fyr, som nok kunde klare sig selv uden gode Ønsker. Da han var færdig, bød Hall, der er en god Kjender, ham ogsaa strax velkommen i Diskussionen paa en Maade, der viste, at han var vis paa, at han ialfald blev en interessant Erhvervelse for Folketinget. Og deri havde han Ret. Et greveligt Ornament blot til Lyst er han ikke heller bleven for Venstre, Noget, der ikke har været til Opbyggelse for en Folkemand som Berg, der vistnok var meget henrykt ved at have en Greve som Adjudant i Tinget og til Bordfælle paa Restaurationer, men som lige saa lidt vilde have Grever som Skolelærere til Medkommanderende. Men er det vist, at Holstein har spillet en betydelig Rolle i Venstre, saa er det uvist, 437 hvorledes hans Fremtid vil tegne sig. Vanskeligheden ved at besvare dette Spørgsmaal ligger i det tidligere fremhævede Forhold, at han er af dem, hos hvem Evnerne ere betydeligere end Karakteren. Og i hans Fremtidsmuligheder er vel heller ikke den udelukket, at han en skjøn Dag kan blive kjed af det Hele og gaa sin Vej ligesaa pludselig, som han kom, forsvindende som en Stjerne, der har brilleret, men ikke lyst.

438
439

INDHOLD AF FØRSTE BIND

    Forord

  • I Solskin............................ l
  • Daphne .............................. 59
  • Ved Efteraarstid ..................... 111
  • I September ...................... 113
  • I November ...................... 128
  • I Læ (Stilleben) ...................... 147
  • Slagne Folk.......................... 213
  • Politiske Portrætstudier............... 325
  • Lehmann og Clausen.............. 327
  • Andræ ........................... 345
  • Hall.............................. 357
  • Krieger........................... 375
  • Fra Tilhørerpladsen .................. 385
  • Liebe og Krabbe .................. 387
  • Grev Frijs ........................ 397
  • Fonnesbech ....................... 403
  • Estrup............................ 410
  • Balthasar Christensen.............. 418
  • Berg ............................. 426
  • Grev Holstein-Ledreborg........... 432