Topsøe, Vilhelm HALL

HALL

Det er en bekjendt Sandhed, at i Udviklingen vexle organiske, nydannende, omskabende, frugtbare Tider med kritiske Perioder.

Vi befinde os nu i politisk Henseende i en af disse sidste; nu er det Opgaven at tænke sig om, at kritisere og revidere alt det Store og Nye, der er kommet frem, og som nu begynder at øve sine mangfoldige og uforudsete, ja overraskende Virkninger. For tredive Aar siden vare vi i en Periode af den anden Art.

Men atter i de nydannende Tider vil man i Reglen finde to forskjellige Afsnit, et forudgaaende, hvor man theoretiserer, og et senere, hvor man praktiserer, en Vækkelsens og Forberedelsens Periode og en Handlingens og Fuldendelsens.

I vor store og politiske Nydannelsesperiode havde vi da ogsaa først dem, der prædikede den nye Lære, derefter dem, der førte den ud i Livet.

Hall hørte til de Mænd, hvis Opgave det var at sætte i Værk, hvad Andre havde beredet Vej. Under den Omdannelse, som foregik her i Danmark ved Forfatningsforandringen af 1849, pløjedes der naturligvis strax en hel Del nye Mænd op, thi det gaar selvfølgelig med Politikere som med alle Repræsentanter for aandelige Bevægelser af den grovere og finere Slags; ethvert nyt Gjennembrud danner Skole, blot fordi det er nyt, og faar sine Mænd, nogle, der due til Noget, Andre, der ikke due. I Politik er der uforholdsmæssig mange af den sidste Slags, det er saa nemt at være med, og Storheden beror her i større Omfang end paa andre 358 Omraader paa egen Udnævnelse. Af den første Art, dem, der virkelig due, er der ikke nær saa Mange, derfor er det dobbelt nødvendigt, at der blandt dem er Nogle, der virkelig ere betydelige Mænd; det nuværende Forenede er et ypperligt Bevis paa, hvad det vil sige, naar en ny politisk Formation savner saadanne; adskillig relativ Dygtighed hist og her forslaar ikke. I hin Tid var der - foruden »Banebryderne« - til at sætte det nye i Gang en stor Stab af Dueligheder og som disses Ledere virkelig betydelige Mænd. Folk som Hall, som Krieger, som Madvig og Andræ havde man ikke mærket meget til før 1848. De havde ikke været Bannerførere, ja, Madvig havde endog snarere været imellem dem, der holdt igjen. Nu vare de parate, friske og ubrugte, rede til at føre det Nye ud i Livet. Omkring de betydelige Mænd stod i talrig Kreds en Mangfoldighed af dii minores og dii minimi, som følte sig overbeviste om, at man nu havde fundet et forjættet Land, hvor det blot gjaldt om at indrette sig hyggelig, som tog fat paa alle Leder og Kanter og ofte gjorde god Nytte, men ogsaa ofte gjorde sig skyldige i den Fejl at forvexle Forandring og Forbedring. For at illustrere Tanken vilde vi sige, at Fenger's Plads var her, som en Nummer Et, en Koragos for større og mindre Storheder af denne Kategori.

Hall passede fortræffelig til at være med til at sætte det konstitutionelle System i Scene. Intet i ham hersker absolut, egenraadigt, men Alt er modereret, afvejet og hensynstagende. Han er Kompromis'ets Mand, hans Yndlingsbevægelse er at fare med Lempe; fin i Tanken forudser han og overvejer de Chancer, der kunne indtræffe. Til en vis Grad er han maaske Sangviniker og holder af at lægge endel hen til Fremtidens velvillige Besørgelse, Expedition og Fortolkning, men som Sangviniker er han dog ubetinget af dem, der, om de end »haabe det Bedste«, tillige »frygte det Værste«. Han har agtelsesfuld Sympathi for det Gamle og imødekommende Interesse for det Nye; men af begge Dele forlanger han, at de skulle fremtræde i en lempet Form uden skarpe og haarde Kanter, og han er selv fortræffelig til at slibe Kanter af og hugge Spidser bort.

Man fortæller, at en af det gamle Regimes Mænd paa et 359 tidligt Tidspunkt af Halls politiske Løbebane skal have sagt om ham: »Hvorfor vil denne Hall give sig af med det absurde konstitutionelle Væsen? Han vilde jo være bleven Gehejme-Statsminister alligevel«. Den gamle Enevoldsmand havde vistnok Ret. Hall er i en fremragende Grad i Besiddelse af Evner, som bære en Mand oppe i vort Samfund. Han er ikke anlagt til at være nogen fremstormen de, urolig Banebryder, i hvis Sjæl store Nydannelser gjære og brydes med Krav paa Virkeliggjørelse og Forløsning. Alt Andet end det! For ham ligger tvertimod i en særegen Grad det Formende, Ordnende og Medierende. Kun dette Arbejde falder ret for hans af Naturen forsigtige Haand. Dersom han var bleven Gehejme-Statsminister, som hin Kritiker vilde have havt det, var han vist bleven en fortræffelig Raadgiver for en oplyst, human, retsindig Enevoldskonge, og han var sikkert bleven siddende i Konsejllet til sin Dødsdag. Nu blev han ikke en Absolutismens Gehejme-Statsminister, men en Konstitutionalismens Minister, og det var endnu bedre, thi i den første Aarrække af den nye Æra var der i en ganske særegen Grad Brug netop for de Egenskaber, som udgjøre hans Styrke.

Hall var en fuldt udviklet Mand, da han kom ind i det politiske Liv. Under Christian den Ottende spillede han ikke nogen fremtrædende Rolle, skjønt han omgikkes meget med flere af den liberale Retnings Bannerførere, Kammerjunker vilde han ikke være, skjønt denne Titel efter Sigende blev ham tilbudt. Men Folketaler og Folkeleder vilde han heller ikke være, det Agitatoriske laa endnu mindre for ham. Han passede sine Ting som Auditør og som Docent i Romerret og gjorde disse Sager godt. Han var en dygtig Jurist og havde et ganske ualmindeligt Greb paa at lære fra sig. Han var derfor en meget søgt Manuduktør, og den Romerret, som han skrev - og omtrent skrev ud af Hovedet - var som Lærebog for Studerende, der ikke skulde nedsænkes i Uendeligheder af Tvivlsmaal, men samle Resultater i et klart Overblik, et fortrinligt Arbejde.

Men 1848 kom. Den nationale Bevægelse gjorde et mægtigt Indtryk paa Hall; paa ham som paa Andre, der kom til at høre til samme Kreds, synes den at have virket endnu 360 stærkere end den liberale Strømning. Det er ialfald betegnende, at Hall, der hverken deltog i Kasinomøderne eller i Folketoget til Christiansborg, begyndte som Politiker med at være Medlem af en Forening, der dannede sig væsentlig paa Foranledning af nuværende Hofjægermester Tutein til Marienborg for at udgjøre et Kjærnepunkt i den nationale Retning. Denne Forening kom ikke til at træde frem med noget positivt Skridt, thi Martsministeriet var fyldt af samme Følelse og gjorde af sig selv sin Gjerning.

I dette sad hans Omgangsvenner og Studenterkammerater Monrad og Knuth, og han selv blev snart tagen med til Arbejdet. I det store Maleri af den grundlovgivende Rigsforsamling har Constantin Hansens Pensel gjort adskillige træffende Iagttagelser. Til disse hører den Maade, hvorpaa Hall er stillet sammen med A. V. Moltke; der er i den Maade, hvorpaa den unge Mand - Hall var dengang 36 Aar - staar ligeoverfor den gamle Minister, en agtelsesfuld Ærbødighed fra den Enes Side og en sympathetisk Velvillie fra den Andens, som maler Forholdet. »Bregentveds Moltke« holdt af Hall og satte Pris paa ham, og det var ham, der vilde, at han skulde være kongevalgt Medlem af Stænderforsamlingen, da den skulde vedtage den Valglov, hvorefter den grundlovgivende Rigsforsamling skulde vælges. Til denne valgtes han af Kjøbenhavns Amts første Valgkreds, Frederiksberg og Amager, en Kreds, han siden den Tid uafbrudt har repræsenteret. Han blev Medlem af Grundlovsudvalget og Ordfører for Grundlovens syvende og ottende Afsnit. Han var altsaa en af dem, der stod Fadder til Grundloven, men hans kritiske Instinkt sagde ham snart, at den ikke var bleven, som den burde have været, og han skal meget tidlig have udtalt, at man vilde blive nødt til at gjøre den om igjen.

Hall havde Kundskaber og Indsigt nok til at blive et fremragende Medlem af en lovgivende Forsamling, men hvad der i en særlig Grad gjorde, at han strax kom til at spille en saa vigtig Rolle, var hans store Talent som Partileder. Det var Noget, der var Brug for i disse unge Tider, og det var Noget, han havde stort medfødt Anlæg for. Der viste sig netop hans Sans for at ordne og organisere, for at mægle og forene, hvilken hos ham atter er forbunden med Evnen til at holde 361 Overblik over Situationen, med et sikkert Instinkt for, hvad der kan sættes igjennem, og med en udviklet Følsomhed for, i hvilken Retning der ligger Vanskeligheder, som man maa gaa af Vejen for.

Rastløs Energi er derimod ikke en af de Egenskaber, han er i Besiddelse af. Hans Natur er magelig, med hans Livlighed og Begavelse er parret et vist Maal af Indolens. Derfor blev det ogsaa nu og da bebrejdet ham, at han tog sig det lidt mageligt som Leder; et strengt Scepter førte han heller ikke, og da nu tillige dannede Folk ikke ere lette at tumle som Partimedlemmer, fordi de have ikke blot mere Kritik, men stundom ogsaa mere Selvtillid, mere personlig Forfængelighed og Pirrelighed end den naive, demokratiske Masse, saa blev Arbejdet naturligvis ingenlunde uden Mangler. Men i det Hele taget manøvrerede han sine Folk med Dygtighed, og bedre end nogen Anden kjendte han tillige Rigsdagen, kjendte de enkelte Personligheders, Ledernes og de Meniges, stærke og svage Sider og forstod bedre end nogen Anden ved offentlige og private Forhandlinger at anslaa de Strenge, som lød bedst i hver Enkelts Øren. Det var disse Egenskaber, som snart gjorde ham til den virkelige Fører og stillede andre Rivaler i Skygge. Professor Vilhelm Bjerring, et baade agtet og afholdt Medlem, der tilbunds var inde i de franske parlamentariske Forhold og havde studeret disse som en Specialitet ved Siden af Grammatikken, vilde konstruere de parlamentariske Partier herhjemme efter det franske Schema, men man manglede de Forudsætninger, der vare nødvendige for en Ordning, som ikke lader sig udføre a priori. Hall gik induktivt tilværks, begyndte med Virkeligheden selv, og det lykkedes.

Imod den Fare og Fristelse, som ellers nok kunde have besejret en ung Mand, der pludselig saae sig i Spidsen for et stort Flertal, var Hall sikret ved sinjevne og lykkelige Natur. Hans sunde Sans lod ham altid styre den rette Middelvej og holdt ham borte fra Yderligheder. Hans humane Tænkemaade beskyttede imod ethvert Misbrug af Magten. Opstod der nu og da en liden Vanskelighed, saa kom man sædvanlig over den ved hans sjeldne Evne til at dæmpe Lidenskaberne og hans vindende Humor. Det var gladere og fornøje- 362 ligere Tider dengang end nu; selv over de heftigste Kampe hvilede der et Lunets og Aandrighedens Skær.

At Opmærksomheden hurtig blev henledet paa Hall som Ministeræmne, er en Selvfølge, og han modtog tidlig Tilbud om at træde ind i Ministeriet, baade i A. V. Moltkes og i P. G. Bangs. Men han forhastede sig ikke. Det var først, efterat han havde været med at bære Dagens Møje under den store Kamp imod Ministeriet Ørsted, hvor han havde den Fortjeneste at samle Oppositionen om et moderat Program, der lod sig gjennemføre af en Regering, at han tog Del i Landets Styrelse, idet han blev Kultusminister i det af Scheele under P. G. Bangs Forsæde den 12. December 1854 dannede Kabinet. Da Hall først var kommen ind i Regeringen, gik det som i Rigsdagen: han blev snart en Leder, ja den Ledende. Under Resten af Frederik den Syvendes Regering var det ham, der mere end nogen Anden bestemte Retningen for vor indre og ydre Politik.

Da han var Minister, faldt Halls parlamentariske Evner endnu mere i Øjnene, end da han var Medlem. Han er af dem, der tale bedst fra Ministerbænken, men han er under enhver Omstændighed en af de bedste Talere, vi have. Hans Veltalenhed er ejendommelig. Han er ikke sprudlende og brillerende, som Orla Lehmann var det, Lehmann, hvis Taler H. E. Schack træffende sammenlignede med Champagne, som man skulde reservere til Pryd for festlige Lejligheder, men som ikke maatte drikkes hver Dag. Han er ikke en aandrig, men ufejlbar Docent som Krieger. Han har ikke Monrads Evne til den store Pathos's udstrakte Skala fra Stormen til Hvisken eller Tschernings tordnende Svada med dens døvende Bulder og paradoxe Lynglimt. Allermindst deler han Andræs Tilbøjelighed til at udlede sig en ensom Bjergspids og fra den gjennem sine skarpe Briller dybsindig-ironisk betragte de omliggende Myretuer og de ukyndige og uvidende Myrer, som færdes i dem. Han holder sig mere ved Jorden, ved det Virkelige og det Praktiske, hans Veltalenhed er aldrig i Slaabrok og Tøfler, heller ikke i Kjole og hvidt Halstørklæde, men i Frakke af godt Snit, som klæder den, der bærer den.

Naar Hall holder en af sine større Taler, har man for sig 363 en Mand, hvis hele ydre Apparat af Holdning, Stemme og Foredragsmaade strax gjør et vist behageligt og tillige et overlegent og sikkert Indtryk. Man hører uvilkaarlig efter, hvad denne Mand har at sige, føler sig sympathetisk stemt, lytter efter med Interesse, med Velbehag, med Billigelse, med fuldkommen Tilslutning, og saa - er han færdig, uden sortie, uden Knald. Han sætter sig ned, og man giver ham Ret, eller han ender, naar han føler, at man er af hans Mening, hvilken af Delene man nu foretrækker. Det er kun den virkelige og fødte Taler, der saaledes forstaar at gjøre Tilhørerne usikre paa, om de gaa ind paa hans Mening, eller om han kun udvikler for dem, hvad de i Grunden mente iforvejen.

Man morer sig i Regelen tillige godt, naar Hall taler, han har megen Humor og er ikke bange for at komme med en spøgende Bemærkning hist og her, hvad der i sin Tid ofte irriterede navnlig dem af hans Modstandere, der som J. A. Hansen forstaa Spøg mindre end noget Andet i Verden. Undertiden kan dog Hall forfalde til en vis Bredde, eller han foretager længere Digressioner fra Spørgsmaalet, og det kan ikke nægtes, at han engang imellem i en snever Vending, naar det gjaldt at klare sig i en vanskelig Affære, har kunnet føre sine Tilhørere i »Kjæde gjennem alle Stuerne«, ja ud paa Trappen med, saa at de ganske glemte, hvad det egentlig var for en Dans, der blev danset; men den Slags Manøvrer høre jo temmelig uundgaaelig med til Opførelsen af de parlamentariske Kotillon'er.

Men der er ikke nogen Mand i Danmarks Riger og Lande, der mindre end Hall lader sig forlede til at sige Mere, end han vil sige, en Egenskab, som er meget sjelden, selv hos fødte Talere. Hall besidder den imidlertid i høj Grad. Det er ham om at gjøre at faa sagt, hvad han vil sige, og kun hvad han vil sige. Midt i den rige Strøm af hans Tale lyder bestandig en vis Klang af det gamle Ord: »Af megen Tale kommer Fortrydelse, men Tavshed er sikker«, og Ingen forstaar bedre end han at tie talende. Denne overordentlige Hensyntagen i sine Udtalelser til Intet at foregribe og Intet at kompromittere kan naturligvis til Tider øve en dæmpende Indflydelse paa Virkningen af hans Taler. »Beredsamheit ist nur Deutlichkeit« siger Jean Paul. Var dette udtømmende, var Hall 364 ingen veltalende Mand. Men Jean Paul har ikke Ret, og en Mand, der kan faa sit Auditorium med sig som Hall, er virkelig veltalende.

Hall har da ogsaa som Taler præsteret fortrinlige Ting. Han har leveret knusende Indlæg baade imod Reaktionen og imod Bondevennerne, gjennemhugget Bluhmes kunstfærdige Rustning, selv naar denne som i 1863 værgede sig »med forgiftede Vaaben«, svippet BlixenFinecke, kulbuteret Tscherning, opplukket J. A. Hansen, traadt G. Winther flad og lært Schiørring mores. Engang imellem slaar han ogsaa en Mand ihjel, som hin Aften, da Tauber knustes under hans »dybtfølte Foragt« med en éclat, der førte til Tilhørerpladsens Rømning. Halls store Taler have tillige et meget righoldigt politisk Indhold. Vi erindre som Exempler om hans Opgjørelse med de gamle Helstatsmænd i Efteraaret 1863 og om hans Forsvar for sin Politik i hin store Adressedebat fra Sommeren 1864, der indeholder saa mange værdifulde Bidrag til vor politiske Historie.

Nu taler Hall meget sjeldent. I den daglige Debat tager han aldrig Ordet, og det er kun ved ganske specielle Lejligheder, at han endnu leverer Slag. Man mærker, at han ikke har glemt Kunsten, men har tillige en vis Følelse af, at han lider under Trykket ved at tale til Folk, som ikke ville lade sig overbevise. Tidligere var det anderledes, og da talte Hall gjerne og hans Taler vare en Fest for Tribunen.

Som Minister vedblev Hall at se det Parti, han havde bidraget saa væsentlig til at organisere, staa trofast samlet om sin Fører. Men Halls Betragtningsmaade og Politik repræsenterede. ogsaa noget Mere end et enkelt Rigsdagsparti. Bag ved ham stod i Virkeligheden saa godt som hele det Lag i Folket, som man i den senere Tid har kaldt »det store Mellemstandsparti«, og som med forskjellige Afskygninger naar fra det egentlige Højre helt over til Bondevennerne.

Dette Parti, hvis fleste Bestanddele haardnakket have forsikret, at de ikke ere National-Liberale, men dog som Helhed ikke har noget andet Navn, findes i den samme Sammensætning i alle Lande. Det indbefatter den aldeles overvejende Del af de mere dannede og velstaaende Samfundsklasser, og det er efter deres Hoved, hvor mange Knubs og 365 Buler Hatten end har faaet, at det konstitutionelle System er blevet formet.

I denne Samfundsklasse holde imidlertid alle Forudsætningerne om »Folket« Stik, alle hine Forudsætninger om, at dette er et nogenlunde udviklet, i Reglen ret klogt og ret tilbageholdende Element, der lader sig bøje og styre ved moralske Midler. Denne Samfundsklasse faar i ethvert konstitutionelt Land sin mere eller mindre enevældige Periode. Naar Historien faar vor Tid lidt mere »paa Afstand«, vil den sikkert hævde, at denne Periode med alle sine Svagheder repræsenterer et smukt og fint Afsnit i hvert Lands Historie i det nittende Aarhundrede.

Har den sine Mangler, har den ogsaa skjønne Egenskaber. Om den borgerlige Liberalisme har man nu til Trivialitet gjentaget, at dens Program ligeoverfor det Gamle kun var: 6te-toi de là que je m'y mette, og det Sande deri ere Alle nu blevne enige om at anerkjende. Men den Tid turde være nær for denne Periodes Vedkommende, da man istedetfor at skumle bag det Levendes stærke Ryg skal til at dømme velvillig i Kraft af det Gamle de mortins nil nisi bene. Og naar man saa skal til at dømme mildere og retfærdigere om den æsthetiske Politik, om Doktrinernes og Illusionernes Politik, saa vil man nok finde, at ikke blot har Gjennembruddet af den »borgerlige og intelligente« Liberalisme ligefra Julirevolutionen, ja man kunde maaske sige fra Natten den 4de August 1789 været ledsaget af stærkere og renere Pust fra Guldalderen end andre Former for politisk Gjennembrud - men ogsaa efter Gjennembruddet, helt ned i Perioden, vil man ved Siden af alt det Urene finde Gjenklang af noget virkelig Løftet, som forklarer, at der ikke er nogen anden politisk Form, der i den Grad som denne har bygget paa den Forudsætning, at Menneskene vare gode, retfærdige, villige til at anerkjende hinandens Fortrin og til at lade sig lede af de Bedste.

Den borgerlige Liberalismes Regeringstid fik vi her i Danmark under Frederik den Syvendes illusionsfyldte Regering, hvor vort offentlige Liv, saa doktrinære vi end vare, var fyldt af Haab og Fantasi og tonede »af Fløjters og Gigers Klang«, hvor man begik sine pligtskyldige Misgreb til lifligt 366 Akkompagnement, stundom af Hartmann og Heise, stundom af Tivolis Lumbye, hvor man byggede skjønne Luftslotte for Fremtiden, hvor Alt syntes muligt og det politiske Liv en Leg med gyldne Skaktavl.

I en Periode, som er saa præget af Skepticisme eller i gunstigere Fald Eklekticisme som den nuværende, er det naturligt, at en Tvivl om de politiske Formers Værdi dæmrer hos mange finere Aander. Men ligesom vor Tid tvivler og kritiserer, var hin naivt betagen af Tro paa det Politiskes formentlige Magt i Livet og sande Indholdsfylde i Danmark under Frederik den Syvende.

Hall var det konstitutionelle Partis ledende Mand. Et Bindeled mellem ham og Partiet var »Dagbladet«, der i sin første Barndom i 1852 blev taget under Armene af den ved Hall stiftede Femtejuniforening og altid har staaet ham nær. Det har nok holdt af at kritisere ham og engang imellem endogsaa meget skarpt opponeret baade imod ham og imod de Ministerier, hvoraf han var Medlem, men det har til alle Tider ikke villet tillade nogen Anden, det være sig Blixen-Finecke eller »Fædrelandet«, »Flyveposten« eller Tauber, at røre ved ham.

Som Minister var Hall dels Kultusminister, dels Udenrigsminister. Det kunde synes, som om Kultusministeriet laa særlig for den Mand, der repræsenterede denne Retning. Det laa ogsaa godt for ham. Hall havde en levende Interesse for denne Virksomhed og har efterladt sig en Række smukke Minder fra denne Tid. Men det forekommer os, at Halls Virksomhed som Udenrigsminister i ikke ringere Grad var, om vi saa maa sige, naturbunden af den Retning, han repræsenterede, den aandelige Bevægelse, der bar ham oppe. Man regnede udadtil med »Magterne«, som man regnede med »Folkets« Egenskaber indadtil, og troede, at det kom væsentlig an paa at have Ret.

Som Konsejlspræsident og Udenrigsminister havde Hall det vanskelige og byrdefulde Hverv at føre Forhandlingerne med Tyskland. Som bekjendt brød den taalelige Forstaaelse med dette Land atter op, da Fællesforfatningen strax efter sin Ikrafttræden blev sat paa Prøve, og en Række pinlige Konflikter opstod. Halls Stilling var meget vanskelig. Han 367 havde betydelige Evner. Lord Wodehouse, som havde forhandlet med ham i de kritiske Tider efter Kong Frederik den Syvendes Død, udtalte endog om ham som sin Overbevisning, at Historien vilde give ham Plads mellem de store Statsmænd, og selv Bismarck skal - i en iøvrigt ikke velvillig Sammenhæng - have indrømmet, at han var »ein gescheidter Mann«, ikke lidt i den Mands Mund.

Hall har megen Finhed i Iagttagelsen, instinktmæssigt Blik for enhver Situations forskjellige Muligheder, Bevægelighed, Evne til at finde Udveje og til at dække sig.

Det er sandt nok, at han ikke var nogen Cavour, ikke heller noget Sidestykke til »Ørnen i Dresden«, urolig og forpint rugende over mægtige Planer i smaa Forholds trykkende Bure. Men Danmark er heller ikke noget Piemont, og det er hidtil undgaaet at blive et Sachsen.

Det er et Spørgsmaal, om Halls Politik paa et enkelt Tidspunkt kunde have drejet af i en anden Retning, men vi tro unægtelig, at Hovedulykken var den, at den stillede Opgave var umulig. En overmægtig Modstander, et Europa, der tildels var os velvillig ligegyldigt, ikke havde Noget imod, at vi blev behandlede retfærdig, men heller ikke tog sig det nær, at vi behandledes uretfærdig - ja som tildels var os temmelig usympathetisk, mere maaske end man tror. Det er ikke nogen Mythe, at man saae paa vor Frihedsudvikling med meget kritiske Blikke, og at de nye Mænd, som ledede den, betragtedes som farlige Revolutionære. H.N.Clausens Optegnelser vise, hvorledes Rusland tog Anstød af en saadan Sag som vor Jagtlov, hvorledes den russiske Gesandt viste en ligefrem fornærmelig Adfærd imod Frederik den Syvende, fordi han talte til Clausen ved en Hoffest. Om Halls Forhold til Rusland hed det sig, og vist med nogen Grund, at paa en Tid, da vi selv ansaa os for i høj Grad agtbare, vilde denne Stormagt ikke afslutte en Konvention med os, fordi det da efter international Etikette havde maattet give en af sine høje Ordener til vor daværende revolutionære Udenrigsminister. Og vore »Broderriger«, Sverig og Norge, regeredes af vor Konges »Broder«. Ja, ganske vist var Villien god, men Evnen og det store Blik? Krieger sagde engang i en Tale i Rigsraadet saare skjønt om Kong Karl den Femtende, at han var 368 »beaandet ikke blot af Muserne, men af Musernes Moder«. Tiden viste, at Kongen nøjedes med at holde sig til Døtrene.

Saaledes var Stillingen udenfor; indenfor havde vi et utaalmodigt Folk, som trængte paa og bragte Halls forsigtige og dvælende, men tillige paavirkelige Karakter i en ofte pinlig Stilling. Det maa vel erindres, at de, der nu bedømme den i hin Tid fulgte Politik som Frugten af strafværdig Letsindighed, for en væsentlig Del indbefatte alle de Mange, der dengang stemplede den som en svag og modløs Vigen tilbage for resolutte Afgjørelser og ikke kunde faa Danmarks Politik aggressiv og udfordrende nok; man behøver her kun at minde om Danevirkeforeningen.

Det var en lang og trættende Krig, der dengang førtes med Noter. Havde Sejren kunnet være vunden ved disse, havde den været sikker, thi Danmarks Noter vare fortrinlige som statsretlige Indlæg, affattede med en Fylde af Kundskab og juridisk Stringens i Bevisførelsen og som oftest tillige bragte i en mønsterværdig, om end stundom noget bred Form; ved dette Arbejde havde Hall uden Tvivl en fortræffelig Assistance i Udenrigsministeriets daværende og nuværende Direktør, P.Vedel.

Hall fulgte en Politik, der passede for et lille og svagt Land. Idet han gjorde de Indrømmelser, vi blev tvungne til, og langsomt, men saa vidt muligt i en bestemt Retning veg tilbage for Tysklands Tryk, søgte han tillige at vinde en bestemt Stormagt, saaledes at den ved sin Ære maatte være forpligtet til at staa Last og Brast med os, naar Krisen kom. Den Rolle, England dengang spillede i Europa, gjorde naturlig denne Stat til Gjenstand for disse Tendenser. Og England kvitterede for Modtagelsen. Den hele engelske Presse stod paa Danmarks Side. I det stolte Parlament, hvor dengang Europas Skæbne til Stadighed stod paa Husets Dagsorden, satte Englands Premierminister da ogsaa sit Riges Ære i Pant for Danmark ved den Udtalelse, som i samme Nu gik Verden rundt: at Danmark, hvis det kom til Sammenstød med Tyskland, ikke skulde komme til at staa alene - en Erklæring, der rigtignok brast som en Sæbeboble i det Øjeblik, hvor den skulde følges af Handling. Samtidig søgte Hall, støttet af de to Kongers personlige 369 Venskab, at afslutte en virkelig Alliancetraktat med SverigNorge. Traktaten var i Virkeligheden færdig; et Besøg, som den svenske Udenrigsminister en Dag i August 1863 hemmelig gjorde hos Gesandten i Kjøbenhavn, antoges at have bidraget til at fjerne de sidste Vanskeligheder, men formelt var Afslutningen ganske vist ikke fuldbyrdet.

Krisen nærmede sig med stærke Skridt fra Begyndelsen af 1863. Den 30. Marts kom Kundgjøreisen om den forestaaende Udsondring af de tyske Hertugdømmer, og den 29. September forelagdes Forfatningen for Danmark-Slesvigs Fællesanliggender, hvilket sidste Skridt blev foretaget under Opmuntringer ikke blot fra svensk-norsk, men ogsaa fra preussisk Side. Der kan med Hensyn hertil ikke godt være Tale om, at vor Gesandt skulde have hørt fejl eller misforstaaet, saaledes som det før har været Tilfældet med Bismarck; thi Quaades Meddelelser til Kjøbenhavn indeholdt det Samme, som Buchanan indberettede til St. James: at Bismarcks Program var »et uafhængigt Danmark til Ejderen og et uafhængigt Holsten til samme Flod«. Man havde til denne Forfatning, da den forelagdes, Udlandets velvillige Sympathi, man havde den varmeste Tilslutning fra Befolkningens store Flertal, og det lige fra Kongen af. Frederik den Syvende gav utvetydige Beviser paa, hvor ivrig han ønskede Sagen fremmet; han gik endog i saa Henseende meget vidt Under sit sidste Ophold i Kjøbenhavn samlede han saaledes om sig forskjellige af Rigsraadets notable Mænd og anbefalede dem indtrængende at bidrage til at fremme Forfatningssagen. Forfatningsforslaget vedtoges da ogsaa den 13. November 1863. Men saa kom Frederik den Syvendes Død. Det fortælles, at der var en stor Diner hos en af vore adelige Stormænd, umiddelbart efter at Forfatningen var bleven vedtagen. Hall sad der fejret som Hædersgjæst og kunde triumfere over en stor parlamentarisk Sejr, der tillige syntes at skulle bringe en afgjørende og heldig Vending I Forholdet til Tyskland. Midt under Festen indløb der et hemmeligt Telegram til Hall fra Glücksborg, der bebudede det Værste om Frederik den Syvendes hidtil lidet paaagtede Sygdom. Der er i denne lille Episode noget Dramatisk, som illustrerer Situationen. Lynet slog uventet ned fra den kolde

        

370 Novemberhimmel og ramte Spiret i det nye Lykkens Hus. Kongen døde. Værker som Rigsraadstidenden ere sjeldent romantiske, og dog, den som blader i Rigsraadstidenden for 1863, finder et Sted, hvor der er et Brud saa voldsomt, saa katastrofisk, at ingen historisk Roman vilde have vovet at konstruere det mere afbrudt og stejlt. Numeret den 13. November meddeler Slutningsforhandlingen ved Forfatningsudkastets Vedtagelse, Rigsraadspræsidentens Proklamering af Afstemningens Udfald med bevæget Bøn til Gud om, at den saaledes vedtagne Forfatning maa blive Fædrelandet til Ære og Velsignelse, hans Forsøg paa at dæmpe den endeløse Jubel paa Tilhørerpladserne. Det næste Numer har sort Rand; det er dateret den 15. November og meddeler det kongelige Budskab til Rigsraadet om Frederik den Syvendes Død, med hvem Frederik den Tredies mandlige Æt, som i Retfærdighed og Mildhed har hersket over disse Lande, er udslukket. Paa den blanke Plads, som i Tidenden er ladt aaben imellem disse to Møder, staar Halls bedste Forsvar.

Hvem mindes ikke hine Dage, der saa fulgte, mørke og tunge i bogstavelig og overført Forstand. Afskyeligt Vejr Dag efter Dag, kold Regn og Taage, tung og mørk Himmel; det var som en usandfærdig Beretning, at der overhovedet existerede en Sol. Alle Folk klædte i Sort, Alle med bedrøvede Miner og ængstede Hjerter. Ankeret syntes gaaet fra Skibet, dette selv i Drift mod ukjendte, truende Strande. For den nye Konge havde man dengang ringe Sympathi, ja man nærede i ikke faa Kredse positiv Mistillid til ham, og i de første triste Dage af hans Regering gav disse Stemninger sig stærkt Udtryk. Men alt Haab og al Tillid syntes at samle sig om Hall. Siden Frederik den Syvende forgudedes i Martsdagene 1848, havde maaske ikke en saadan mægtig Popularitet ombølget en Enkeltmand som den, der i den Tid omgav Hall. De, der færdedes her i Hovedstaden i disse Dage, kunne næppe have glemt, hvilken næsten revolutionær Klang der var i de tordnende Leveraab for Hall og for Ministeriet Hall, som gjenlød overalt, men særlig to Gange, først paa Christiansborg Slotsplads den Dag, da Hall fra Slotsaltanen havde forkyndt: »Frederik den Syvende er død, Leve Kong Christian den Niende!«, og dernæst fra Folkemassen paa Gammeltorv den Formiddag, da Kommunalbestyrelsen med

        

371 gamle Lüttichau i Spidsen havde været hos Kongen for at bede ham at underskrive Forfatningen, men ikke havde faaet noget Svar. Har Hall faaet at mærke, hvad Upopularitet er, saa har han ogsaa følt, hvad Popularitet er, i dens stærkeste og mest koncentrerede Form.

Hall var Minister et Par Maaneder af Christian den Niendes Regering, længe nok til at se sit Værk falde ned Sten for Sten: Forstaaelsen med Tyskland, Novemberforfatningen, Alliancen med Sverig-Norge. Han modtog »Pressionen« for Novemberforfatningens Tilbagetagelse. Det var et pinligt Hverv. »Pressionen« repræsenterede ikke Andet, end hvad Ordet selv angiver; der var hverken Sympathi for Danmark eller Anerkjendelse af, at vi led Uret, ja næppe nok Kjendskab til Sagen hos de herværende Diplomater. Der fortælles saaledes om Frankrigs Repræsentant, General Fleury, der interesserede sig levende for Stutterivæsen, at han ogsaa under disse Forhandlinger var saa optagen heraf og af et Spørgsmaal om nogle arabiske Heste, at han i Distraktion for en af vore Statsmænd omtalte Striden som »votre question Arabe«. Hall holdt vedblivende paa Forfatningen, efterat England havde maattet meddele, at Bismarck, som forlangte Forfatningens Tilbagetagelse, ikke vilde give Løfte om, at Okkupationen af Holsten derved skulde hindres. Han indgav tilsidst den 24. December sin Demission, da Kongen vel var tilbøjelig til at beholde ham som Minister, men forlangte Forandringer i Ministeriet, som Hall mente ikke at kunne gaa ind paa. Vi skulle ikke nærmere forfølge de Betragtninger og Hypotheser, der frembyde sig i Anledning af dette Skridt, men blot fremhæve, at efter menneskelig Sandsynlighed havde Hall, selv om han ikke kunde have undgaaet Krigen i Februar 1864, aldrig i Juni ladet Londonerkonferencen gaa fra hinanden, uden at Freden var bleven sluttet der. Den Situation, som forelaa under Konferencen, var netop af dem, hvor hans ejendommelige Talent som Politiker udfolder sig. Monrad har ogsaa offentlig i en Bladartikel erklæret, at Hall paa det mest Indtrængende lod ham opfordre til ikke at lade Konferencen sprænges; det havde Hall aldrig selv villet gjøre.

I Aarene efter Krigen holdt Hall sig meget tilbage, og det 372 overraskede Mange, at han i Maj 1870 traadte ind i et Ministerium, der end ikke bar hans Navn. Grev HolsteinHolsteinborg, til hvem Kongen efter Ministeriet Frijs's Demission havde henvendt sig om Dannelsen af det nye Ministerium, havde overtaget dette Hverv; han ønskede at faa Krieger med, der spillede en ledende Rolle i Landstinget, Krieger vilde igjen have Hall med og tog ud til dennes Hjem paa Bakkegaarden for at forhandle med ham. Paa en Spaseretur i Søndermarken dannedes en Majdag Ministeriet, hvis senere Liv rigtignok ikke var i Harmoni med denne idylliske Oprindelse.

De almindelige Valg i Sommeren 1870 bragte Folketinget et lille Flertal af venstresindede Elementer, og af dem dannedes da »det forenede Venstre«, med hvilket Ministeriet saa kæmpede disse Stridigheder, der ere i Alles Erindring, indtil det i Sommeren 1874 traadte tilbage, mindre maaske fordi det var trættet ved Kampen i Folketinget, end fordi det ikke fandt Tilslutningen fra Landstingets Side tilstrækkelig varm. Efter at være traadt tilbage fra Regeringen fik Hall Lejlighed til ved et kritisk Vendepunkt i vor indre Politik at vise sit store Mæglingstalent, nemlig i det Fællesudvalg, som blev nedsat over Finansloven. Det er anerkjendt, at han der var den ledende Aand. Det var en Londonerkonference paa det indenlandske Omraade, og den blev ikke sprængt.

Hall er en »velfornemme Mand udi Staden«, ja en af vore allerfornemste Mænd. Bødkersønnen fra Christianshavn er Excellence, Elefantridder og Storkors af Dannebrog, foruden Storkors af et Dusin andre Ordener, og hans Excellenceværdighed er tilmed af en særlig fin Beskaffenhed. Thi skjønt alle Gehejmekonferensraader ere meget fornemme Folk og alle skinne med Excellencetitel, saa er der dog atter Nuancer i dette straalende Lys, og Halls er af første Orden. Han har til Stadighed den Rang, Ministrene kun have, saa længe de i Embede forblive, og kun den afdøde Prins Bentheim var nok egentlig et Nummer finere end han. Stor Vægt lægger han ikke selv paa disse ydre Udmærkelser; sit Vaabenskjold som Storkors har han aldrig faaet ophængt i Frederiksborg Slotskirke, man siger, fordi han havde udset sig til Motto: »Hvad der kan opsættes til imorgen, bør aldrig 373 gjøres idag«, og fordi han har fulgt dette Valgsprog, der er dybsindigere, end Mange ane, ogsaa med Hensyn til Vaabenskjoldet. Til Trods for en Rang saa nær oppe ved Pyramidens Top i Statskalenderen er Hall i det private Liv en af de mest ligefremme og elskværdigste Mænd, man kan tænke sig. Det er ofte blevet sagt om Hall, at han var en lignende dansk Type, som Lord Palmerston var en engelsk. Dette er endog blevet sagt saa ofte, at man kunde have en vis Grund til at tvivle, om det var sandt. Men der er dog sikkert ikke lidt Sandhed deri. Ligesom de begge i deres Ydre havde noget Typisk af den Race, fra hvilken de vare udgaaede, saaledes havde de ogsaa begge i deres Fremtræden Noget, der særlig stemmede med det Samfunds Smag, hvori de levede, og dette gjaldt baade, naar de stod som Talere foran Ministerbænken, og naar de færdedes i det som Privatfolk. Men Forskjellen er, at medens Lord Palmerston var i Overensstemmelse med engelsk Smag, naar han i sit firsindstyvende Aar i koket Figurfrakke tumlede sin Fuldblodshest, er Hall det, naar han sætter sig ind i Sporvognen eller i Omnibussen til Valby. Det vilde i Virkeligheden være umuligt at tænke sig Hall henslængt i en silkeforet Kupé, der med en stiv Kusk og en skinnende Jæger paa Bukken strøg hen ad Gaderne. Det er troligt nok, at der nu og da er blevet skumlet lidt blandt de fremmede Diplomater over, at Frederik den Syvendes Udenrigsminister kom kjørende til deres Feter i en beskeden Drochke eller maaske slet ikke kom kjørende, men de ere nok komne under Vejr med, at der var noget »Nationalt« heri, om ikke ad anden Vej, saa hvis de have gaaet med Hall paa Gaden og set alle hilse ham, fra Drochkekusken - for hvem han altid vedblivende er »Minister« Hall - til Ministrene selv. De fremmede Diplomater i Kjøbenhavn ere da endelig ikke særlig forvænte i denne Retning; den nuværende Udenrigsminister har fungeret i otte Aar uden at faa anden Bolig end nogle Værelser i et Hotel. Hall bor paa den bekjendte »Ny Bakkegaard«. Enhver Kjøbenhavner kjender det gule Hus bag den skraanende Have, i hvilken et Par store Fyrretræer give Bygningen selv et klædeligt Relief. Det er en hyggelig Bolig, men prunkløs og borgerlig i sin Fremtræden, og det er for saa vidt ikke saa forunderligt, at fremmede Diplomater, som vilde gjøre Udenrigsministeren Visit, lod

        

374 deres Kusk svinge ind til Venstre og kjørte op for Trappen til Idiotanstalten, der ganske vist saae adskillig mere imponerende ud. Denne Ejendom gav Anledning til, at Hall fik sit første offentlige Tillidshverv, Sogneforstanderskabet i Frederiksberg og Hvidovre. Efterat dette Hverv forlængst er udløbet, har der forresten vedblivende til dette Hus været knyttet et vist Protektorat og Forstanderskab, en Slags Lenshøjhed over Frederiksbergs og Hvidovres verdslige Anliggender, ikke mindst over de velgjørende Gjerninger, der vare at udøve, et Departement, som særlig har interesseret Halls Hustru, O. P. Brøndsteds begavede Datter. I dette Hus har han levet i over tredive Aar. Det Værelse, han har valgt sig selv, er i en Gavludbygning paa Kvisten, udstyret med en Tarvelighed, som mangen en Student vilde føle sig utilfreds med. Der sad han som ung Auditør og manuducerede, der sad han som Konsejlspræsident og Udenrigsminister, og der bliver han vel siddende i de samme Omgivelser til sin Dødsdag.

Hall er en søgt og afholdt Selskabsmand, af dem, hvem baade Damerne og Herrerne synes godt om. Han har et rigt Fond af Lune og en udmærket Hukommelse for Anekdoter og smaa pudsige Træk, som han forstaar at gjengive fortræffelig, hvilket blandt Andet ogsaa vil sige, at han ikke er af de conteurs, der maa skjæve over Skulderen for at se, om Vedkommende ikke skulde være i Nærheden, thi Hall fortæller altid saaledes, at han med Fornøjelse maa være der; Vedkommende vil selv more sig ypperlig ved Historien. Men Halls Fond er naturligvis ikke indskrænket til mere personlige og anekdotmæssige Smaabegivenheder, skjønt han heraf vel nok har en Samling, der berører det Meste af, hvad der har spillet en Rolle i Danmark siden 1840. Han kjender tillige baade Begivenhederne i deres inderste og dybeste Grund og de lunefulde smaa Arabesker, som, skjulte for det store Publikum, slynge sig om Hovedlinierne. Naar man har hørt Hall fortælle om disse Ting, beklager man dobbelt, at han ikke har villet beslutte sig til at skrive eller dog forberede sine Memoirer; Venner og Fjender vilde med Hensyn til disse være blevne enige om een Ting, nemlig at han var en af de faa Danske, der kunde skrive saadanne, fordi han havde til Disposition baade et Indhold og en Form.

375