Topsøe, Vilhelm I LÆ (STILLEBEN) (1879)

✂

✂ Det var en venlig lille By, men meget rolig og stilfærdig. Den vilde være lige rolig og stille, om Verdensdele stod i Brand udenfor og Riger opløstes og forgik. Men det var tillige en By, som mindede om de Steder, hollandske Malere yndede at skildre, hvor Livet i al sin Begrænsning og med sine smaa Vanskeligheder alligevel føles saa lykkeligt af dem, der færdes i det, baade dem, der danse og drikke, og dem, der ere ved deres daglige Arbejde.

✂ Lille som Byen var, havde den et stort Torv, en uregelmæssig, brolagt, græsgroet Plads, hvor Stilheden ret havde tilhuse. Ved det laa Byens Kirkegaard og Byens Posthus, to Steder, der vare til i Anledning af dens Forbindelser paa den ene og paa den anden Led med det, der laa udenfor dens eget dagligdags Liv. Kirkegaarden var en venlig, rigt grønnende Kirkegaard, som man fra Torvet og Gaden gik ud og ind i. Drengene løb og legede temmelig uforstyrret imellem Gravene, thi Graveren var gammel og svagelig og ikke meget oplagt til at forfølge dem eller passe paa dem. Tjenestepigerne skød Gjenvejover Kirkegaarden med deres Kurve, Vagabonder laa fredelig og sov deres Middagssøvn derinde, og i Sommertiden sad ofte Familier timevis ved deres Gravsteder, passiarende eller arbejdende. Derfor saae den i al sin Stilhed lidt udtraadt og forpjusket ud, men dette bidrog atter paa en Maade til at forstærke Indrykket af, at den gik ind i Byens daglige Liv og hørte til i dette. Paa denne Kirkegaard syntes de tavse Beboere, hvis af Alle kjendte Navne stod paa Tavlerne og Korsene, endnu bestandig at høre med til Befolkningen, kun at deres Skikkelser havde faaet over sig noget eget Mørkt og Gaadefuldt.

150

✂ Posthuset, som tog sig af Forbindelsen med den timelige Omverden, var ligeledes et meget stilfærdigt Sted. Til bestemte Tider var der samme bestemte Arbejde at gjøre, og Døren til Kontoret aabnedes af bestemte Personer, der bragte eller hentede de samme Ting til Postbesørgelse, som de Aar ud og Aar ind havde bragt og hentet til samme Klokkeslet. Byens Post blev expederet, de gaaende og kjørende Poster til et Par Steder i Omegnen blev expederede og nøjagtig med det samme Ceremoniel. Hestene til de kjørende Poster blev trukne frem fra Vognmandens Port ligeoverfor og med tilbørlig Langsomhed spændte for den gule Vogn. Saa tog Kusken den røde Trøje paa og kjørte Vognen hen for Stentrappen til Posthuset. Sommetider stod der saa nogle Passagerer og ventede, og sommetider stod der ingen; ham var det ganske ligegyldigt, om der var Nogen, eller der ikke var Nogen. Saa gik han ind paa Kontoret, tog sin Taske og spurgte: Er der ellers Noget? og fik til Svar, at der ikke var Noget, og saa kjørte han.

✂ At det Hele gik saa rolig paa Posthuset var meget heldigt for Postmesteren, thi han duede ærlig talt ikke meget til at bestille Noget. Det var en høj, før, ganske kjøn Skikkelse, der saae ud til at kunne udholde og udrette Meget, men som i Virkeligheden var en ren Attrape. Han havde været et godt Hoved, noget urolig, men en ret flink Embedsmand i sin Tid; men han var bleven noget fordrukken, som gode, urolige Hoveder af en nu næsten forsvunden Slægt ofte blev paa slige Steder. Man bar imidlertid over med ham og kunde det ogsaa, forsaavidt som han havde en opofrende og ganske flink Hjælperske i sin Datter, saa at det med Embedet i det Hele gik hverken bedre eller værre end med de fleste lignende.

✂ Byens Beboere fandt ialfald, at det var i sin Orden, at det gik, som det gik. Man havde ikke videreat indvende imod Postmesteren, da man først havde faaet det enstemmig anerkjendt, at han var fordrukken. Kjøbstadlysten til Skumleri havde derigjennem faaet det Offer, hvormed den var tilfreds. Thi Ondskabsfuldheden er i Reglen ganske godmodig, ialfald den, der hører til saadanne smaa Steder; den gaar sjeldent videre end til at besørge en Plet anbragt; er dette 151 besørget, slaar den sig til Ro. At modtage en saadan Plet er imidlertid paa den anden Side mere end en Nødvendighed, det er en Forpligtelse imod Samfundet. Man garanterer det derigjennem imod den allerværste Forsyndelse, at man er eller vil være bedre end de Andre. Og jo mindre et Samfund er, desto nødvendigere er det at give denne Garanti. Hertil kommer, at i smaa Kredse opfylder man ved at have en Lyde den Borgerpligt at give sit nødvendige Bidrag til den selskabelige Underholdnings Stof, hvorfor ogsaa det at ville »passe sig selv« er en Hensynsløshed, der under ingen Omstændigheder bør taales.

✂ Saa kunde altsaa Postmesteren, efter at have ydet sin Tribut, i Fred med sig selv og Omverdenen drikke og hans Datter passe Embedet. Begge Dele gik jævnt godt.

✂ Frøkenen var ikke noget særligt administrativt Talent, paa ingen Maade noget levende Bevis for, at Kvinderne have særlig medfødte Anlæg i den Retning; men hun var en vakker ung Pige, der gjorde sit Arbejde, saa godt hun formaaede.

✂ Postmesteren paa sin Side drak ikke saaledes, at det gjorde nogen aabenbar Skandale. Tvertimod, en offentlig Rus tog han kun paa Kongens Fødselsdag ved Middagsgildet paa Raadhuset, altsaa under formildende Omstændigheder, og først efter at have udbragt den Skaal for »Broderrigerne«, der var hans Domæne, fordi han havde været med paa det første Studentertog, hvad han altid mindede om, skjønt han derfra havde medbragt det Ry, at han ikke havde været ædru Dag eller Nat, saalænge Toget varede. Ellers drak han kun for meget inden fire Vægge. Om Aftenen plejede han i Reglen at gaa ud, men hans Datter var gjerne med, ialfald om Sommeren. Saa gik Turen til »Olsens Have«, et prosaisk Navn paa et prosaisk Udflugtssted, der imidlertid var det eneste, Byen havde at opvise. Det var kun en almindelig Gartnerhave, som laa lidt udenfor Byen. Haven havde nogle fortræffelige Ræddiker, og først var det blevet Skik og Brug at gaa derud og spise disse til sit ærbare Smørrebrød, og saa havde dette atter udviklet sig til, at man drak et Glas Øl, først af Gartnerens hjemmebryggede og siden af de kjøbenhavnske Bryggeriers, og da Øllet var holdt ligesaa køligt, som Ræddikerne vare skarpe og friske, blev Øldrikningen her temmelig 152 almindelig og Øllet Hovedsagen. Der var et Par Lysthuse i Haven, og der kom Folk især om Aftenen og fik deres Knippe Ræddiker - thi denne Del af Skikken holdt sig bestandig, ligesom det ogsaa vedblivende kun hed at »spise Ræddiker hos Olsens«, hvor meget 01 man saa drak dertil. Men til Ræddikerne fik man som sagt Øllet, og saa sad Folk i de rolige Sommeraftener derude og tyggede og drak og smaasnakkede lidt med Andre, hvis der paa samme Tid var Andre, og saa gik de hjem og i Seng.

✂ Derud var det, at Postmesteren og hans Datter gik i de stille Sommeraftener. De satte sig ved et Lysthus, der laa i Udkanten af Haven. Derfra havde man Udsigt over nogle Marker, der laa omkring en lille Dam, i hvis stille Vand nogle Piletræer spejlede sig, og videre over nogle andre Marker. Over disse løb Kongevejen, den løb først lige ud, saa højnede Terrænet sig, den gik som en lys Stribe over Bakken og saa ud i den vide Verden, hvor man ikke mere saae noget til den.

✂ Postmesteren holdt mest af at tie stille, ogsaa medens han drak 01, og i Tavshed drak han derfor i Reglen de to Glas, der herude vare hans Taxt. Hans Datter sad ved Siden af ham og tav ligeledes og tegnede med sin Parasol Figurer i Sandet og saae ud over Markerne omkring Dammen med Piletræerne og Markerne langs Landevejen, ad hvilken Ingen rejste.

✂ Hun var i Reglen lidt træt af Dagens Arbejde og tænkte adspredt og ubestemt paa sit Regnskabsvæsen og paa, om hun skulde have glemt at lukke Posttasken til Hegnede eller til Egnede eller begaaet en lignende postal Forsømmelse.

✂ Hun var ikke noget dybt bevæget Gemyt, med stærke Længsler og urolig Higen; oprigtig talt var hun i Reglen i den Sindsstemning, som hun selv betegnede som at være »hverken glad eller bedrøvet«. Men naar Solnedgangen var meget rig, og der over de grønne, flade Marker byggedes rige Borge og rejste sig gyldne Bjerge, som skinnede helt over til »Olsens Have«, da kunde det vistnok hænde, at hun sagde til sig selv, at det ikke var nogen morsom Lod at sidde paa Kontoret om Dagen og i »Olsens Have« om Aftenen, og at hun med en vis Beklemthed spurgte, om det altid skulde være saaledes.

✂ Saa gik de hjem, og den næste Dag var hun atter i Kontoret med det sandede Gulv, de støvede Reoler, den luslidte 153 Pult og den skrabede Skranke, medens Faderen med sin Pibe, mere i Haanden end i Munden, tridsede omkring hist og her eller stod og saae ud af Vinduet paa det Torv, hvor Intet skete eller nogensinde var sket.

✂ Saaledes gik Formiddag og Middag og Eftermiddag med at sysle med de samme Pakker og Breve og Aviser. Arbejdet gik hver Dag paa samme Maade, og Adspredelsen bestod i, at der var et Par Bekjendte af Postmesteren, der kom ind og læste de Andres Aviser, inden de blev omsendte. Hver af dem havde sin Plads, hver af dem spyttede i sin Spyttebakke, og hver af dem sagde hver Dag det Samme til Postmesteren og hans Datter. Naar alt dette var sket, og endel Skriveri besørget, som en med Stempler nogenlunde sindrig indrettet Maskine havde kunnet gjøre ligesaa godt, saa var Dagen forbi, den Dag, forud for hvilken der altid var gaaet en ganske lignende, og efter hvilken der altid kom en ganske lignende.

✂

✂ »Postmesterfrøkenen«, som hun kaldtes, var ikke forlovet og havde ikke synderlig Udsigt til at blive det; hun var nok en kjøn ung Pige, lidt bleg af det stillesiddende Liv, men ellers ungdommelig i det Hele, rank og velvoxen. Det var egentlig heller ikke hendes Mangel paa Medgift, der hindrede hende fra at komme ind i Laget; Medgifter vare nemlig ikke Noget, der hørte til Reglen i den lille By eller endog blot til Undtageiserne. Snarere kunde der være Tale om, at den gamle, rødnæsede Fader var en Tilgift til Datterens Elskværdighed, som betog denne en Del af dens Tillokkelse, thi paa slige rolige Steder gifter man sig mere end ellers med hele Familien. Det, der imidlertid var den mest afgjørende Hindring, var, at der næsten ingen Mandfolk var blandt hendes Jævnaldrende og Jævnbyrdige; til disse Sidste hørte Kjøbmændene, paa et Par Undtagelser nær, der havde saa smaa Forretninger, at de rangerede lavere, men ikke Haandværkere, paa et Par nær, der rangerede højere. Dette var saa afgjort, at den stakkels Frøken endog havde udfundet, at det var en Slags Fornærmelse, Noget, som man kun turde byde hende, fordi hun var halvt Kontorist, da en skikkelig ung Glarmester, der ovenikjøbet var fulgt med den stigende 154 Civilisation og havde tillagt sig Titel af »Papeteriemager« - hvilket Byen i sin Klogskab spodsk ansaa for en naiv Fejlskrift for Tapeterimager - gav sig til at kure saa stærkt til hende paa Klubbens Julebal og tilbød at kjøre hende en Tur i Kane, hvilket i Vintersæsonen var den traditionelle Indledning til alvorlige Skridt.

✂ At der ikke fandtes Tilbedere, havde for Frøkenens Sindsro en heldig Virkning. Naar hun sad ved sin Pult og var ledig, og hun saae ud af Vinduet paa en blaa Himmel med vexlende hvide Skyer, eller naar hun sad om Aftenen i »Olsens Have« og skrev i Sandet med sin Parasol, saa tænkte hun vel nok nu og da, som alle unge Piger, paa Kjærlighed, og hvad det var for en gaadefuld Lykke, den maatte indeholde, men der var ikke Nogen i Verden - ikke alene Kjøbstaden, men ogsaa den bekjendte Del af Amtet deri indbefattet - som blot kunde gjøre Tjeneste som Statist for at give en Helts stumme Rolle i disse Fantasier.

✂ Og Helten syntes heller ikke at ville komme til Byen paa Gjennemrejse. Den hende fra Romanerne i Feuilletonerne og Lejebibliotheket bekjendte firspændte »Postchaise« - et Kjøretøj, som Postmesterfrøkenen ogsaa i Egenskab af Fagmand var nysgjerrig efter at se - som pludselig kommer jagende og bringer den interessante og ualmindelige Personlighed, havde aabenbart andre Ruter at befare end hendes beskedne Livsbane, og hendes Dagvogne kom kun med mere hverdagsagtige Passagerer, de samme Handelsrejsende med Prøvekasser, der kom hver til sine Tider af Aaret, og som hun kjendte ligesaa godt som Gjæstgiveren, og saa de samme Studenter: Præstens Søn fra Hegnede, og Møllerens Søn i Egnede, og den fineste af dem, den Vigtigste ogsaa, efter en lille Naturfejl af Byen kaldet »Skelevippen« fra Henriksholm, Stamherren til en lille Herregaard, som laa nærmest ved Byen, og fra hvilken en gammel Kammerjunker og hans Hustru, en født Baronesse, herskede som Fornemhedens højeste Repræsentanter over god og fin Tone.

✂ Det var det Hele.

✂ Naar hun mønstrede denne Række, kneb hun sine Læber dobbelt tæt sammen. Hun havde nemlig den Vane at knibe sine Læber sammen.

155

✂ Dette kom fra en Historie i hendes Barndomstid. Hun havde dengang en afgjort Forkjærlighed for Folk med store Tænder, helst saadanne, der stod lidt ud af Munden; Børns Skjønhedsidealer have jo ofte Noget af det samme Bizarre ved sig, som man træffer hos Vilde. Naturen havde nægtet hende selv denne Pryd, men en Dreng, som hørte til hendes Legekammerater, havde den i høj Grad, og hun saae i ham ikke blot en Typus paa mandlig, men ogsaa paa almenmenneskelig Skjønhed. Hun havde derfor ikke undladt at gjøre vedholdende Forsøg paa at faa sine egne Fortænder til at voxe udefter, og til den Ende havde den allerede tolvaars Pige endog i Hemmelighed lavet sig en kunstfærdig Pind, som hun tog i Munden om Dagen, naar hun var ubevogtet, og som hun sov med om Natten. Denne Pind kom imidlertid til at virke ganske anderledes paa hendes Tænder, end tilsigtet var. En Dag faldt hun, da hun gik med den i Munden, og en af de Fortænder, der skulde rettes, blev brækket midt over. Saa blev Enden paa det, at istedetfor at kunne stikke sine Tænder ud af Munden, maatte hun knibe Munden sammen for at skjule Tænderne. Saa drilsk er Skæbnen.

✂ Fordi hun imidlertid var bleven forhindret i at virkeliggjøre sit Skjønhedsideal, opgav hun det ingenlunde, og det var hende en lige stor Fornøjelse at lade Blikket hvile paa sin ungdommelige Tilbeders to store, hvide Hugtænder, der prangede saaledes i hans Ansigt, at de skaffede ham Navnet »Hugtand«.

✂ Baade Carl af Rise og Svend Trøst havde derfor ogsaa i hendes ungdommelige Fantasier en lignende Prydelse, naar hun tænkte sig dem komme ridende frem fra Strædet, der løb ned langs Kirken; den havde staaet saa længe, at den vel nok kunde have været deres Samtidige. Saa stod hun, ikke paa Trappen til Posthuset, hvor Frederik den 6tes Navneziffer i Sandsten forjog enhver middelalderlig Illusion, men ovre paa Hjørnet af Allehelgensstræde; det lød ialfald af Noget. Saa tænkte hun paa, hvad hun vilde have været i hin Tid, hvilken Stilling der vel svarede til hendes og hendes Faders; det var meget vanskeligt for hende at finde nogen historisk Parallel, hvad jo ikke var saa underligt, men hun trøstede sig med, at da hendes Fader ikke stod saa synderlig 156 tilbage for Byfogden, maatte det vel være Noget, som ikke stod saa meget tilbage for Kongens Lehnsmand, hvorfor de unge Væbnere med Hugtænder hilste hende med Ærbødighed foruden med den Beundring, de af sig selv ydede hendes Skjønhed. Henad Konfirmationstiden omklædes Fantasiskikkelserne i det nittende Aarhundredes Kostumer, mest som mørkhaarede og tilbageholdne, men indholdsrige unge Mænd, der elske En, som ogsaa elsker dem, men som ikke paa nogen optænkelig Maade ere at formaa til at sige hende det. Men selv disse interessante Herrer vare for hende i Besiddelse af en højst uregelmæssig Tandstilling.

✂ Alt dette havde været meget alvorligt, og alt dette var nu forbi. Den, der havde været den første Ophavsmand, var nu en lang og noget kjedelig Fyr. Hans Fader, Kjøbmand Nielsen, var Byens største Kjøbmand, og han skulde have Forretningen. Han havde været et Par Aar paa Handelsakademi i Kjøbenhavn og var falden et Par Gange igjennem ved Afgangsexamen, men havde nok været flink som Reserveofficer i Krigen. Saa var han kommen tilbage til Faderens Butik og havde viist sig som en meget brav og agtværdig Fyr, der ikke tænkte synderlig paa den Side af Handelslivet, som bestod i at spille Don Juan med Tjenestepigerne og give den fortrolige Ven ligeoverfor de unge Bondekoner; dog havde han ændret sit Fornavn Ole til Oluf, men det var ogsaa Alt. Meget fredelig og adstadig havde han staaet den hele udslagne Dag og solgt Stangjern og Bomuldstøj og Kaffe, og hvad man ellers kunde forlange i en velordnet Kjøbmandshandel. Saa var han gaaet over til at overtage Korrespondancen, da Faderen blev gammel, og sad nu mest i det lille Kontor bag Butikken. Der gjennemgik han ikke nogen Længsels- og Trængselsperiode, nej, ikke Spor af en saadan. Tænkte han paa sit »Kjæresteri« med Postmesterfrøkenen, var det med Humor; hun randt ham kun saare sjeldent i Hu og kun ved saadanne Lejligheder, som naar han til en eller anden Kundes Barn lavede Kræmmerhuse, fyldte med Kandis, af det tykke graa Papir, hvoraf der lavedes Kræmmerhuse i Tidernes Morgen, og som besad den uforlignelige Egenskab, at meddele Alt, hvad det berørte, den samme Smag, og det 157 en Smag, hvori ligesom hele Begrebet »Butikken« med alt dets forskjelligartede Indhold var indopløst.

✂ I hine forsvundne Dage havde han ofte fabrikeret saadanne Kræmmerhuse til hende, stundom i Smug, stundom opdaget af en eller anden Svend, der da aldrig havde undladt at drille ham ved at henlede de Andres Opmærksomhed paa, at nu gik Ole og lavede sig til at gaa paa Frieri eller andet Lignende, som imidlertid ikke anfægtede ham synderlig. Kunde han ikke faa Kræmmerhuset fyldt med Rosiner eller med Svedsker, tog han tiltakke med Puddersukker, ja han havde engang gjort et Forsøg, der kostede ham et Par Buxer og indbragte ham en aldeles extraordinær Dragt Prygl, paa at hjælpe sig med Sirup af den store Tønde. Med disse Gaver ilede han saa ud til Olsens Have, hvor Børnene havde deres Legetimer, inden de Gamle kom, eller over til Hegnet om Postmesterens Have, hvor han til Punkt og Prikke kjendte alle de Steder, hvor en Overgang var mulig.

✂ Men ligesom Erindringen om denne Tid var smeltet bort hos hans Gjenboerske, saaledes var det, som sagt, kun saare tilfældige ydre Anledninger, der bragte ham paa disse Tanker. Maaske det dog var en Erindring om de gamle Tider, der lod ham være meget villig til at give Postmesterens Kredit paa de Varer, de lod hente, skjønt dette var Noget, der var udtrykkelig forbudt i Butikkens hemmelige Instrux, og det et Par Gange havde indbragt ham Ubehageligheder af Faderen. Men alt videre Galanteri udenfor dette økonomiske og noget materielle existerede ikke.

✂ Saaledes sad nu de To, hver paa sin Side af det stille Torv, og over dette vexlede Sommer og Vinter, Regn og Solskin, som de havde gjort i Aarhundreder før deres Tid, men Altsammen uden at det gjorde synderlig Forandring. Postkarlen stod til sine Tider og spændte den lille Postvogn for i varmt og tørt Vejr og stundom i Regnsøle. Til Tider stod Posthusets Kontorvinduer alle aabne for at bringe et Pust af frisk Køling ind i det beklumrede Rum, og til Tider føg Sneen helt ind i Gangen og laa i en Drive over Trappen og som et stort, hvidt Tæppe over hele Torvet. Sneen var i en vis Henseende det mest forræderiske af alle de Sorter 158 Vejrlig, der huserede over det stille Torv, thi den opsummerede tydelig Fodsporene af dem, der færdedes der, Trin efter Trin, men det blev kun et lille Tal, et forskrækkelig lille Tal for et Torv, hvor der laa et Posthus. Ja endog paa dettes egen Trappe kunde Snetæppet ligge saa uberørt og hvidt, at Posthuset maatte føle sig i højeste Grad trykket derved, hvis det havde havt nogen honnet Ambition i Retning af Frekvens.

✂ Og ovre i Kjøbmandshandelen gik Aarene uden synderlig større Forandring. Det var Aarstid til at staa i Butiksdøren og se dovent ud mod Torvet, der bagtes i Solhede, og Aarstid, hvor man ærgrede sig over, at Kunderne ikke kunde lukke Døren op uden at lukke en Strøm af raakold Luft ind. Aarstid, hvor Solen blinkede lyst og fornøjelig paa de i Ruderne ophængte Silkebaand og Piske, og Aarstid, hvor Gulvet flød som et Morads, der aldrig kunde blive tørt og renset, og hvortil hver Bondestøvle gav sit nye Bidrag af Ælte.

✂ Hugtand eller Oluf Nielsen, som hans borgerlige Navn lød, var nu den unge Chef, i Virkeligheden ialfald; hans Fader var det kun af Navn. Han var en skikkelig gammel Mand, der gik og snakkede om alt det, han endnu kunde gjøre, skjønt han var saa nær de Halvfjers, men Sønnen styrede Alt. Og han var længst kommen ud over at mene det nødvendigt at efterligne den ældre Svends Armbevægelser for at gjøre et specielt kjøbmandsmæssigt Indtryk, og det var længe siden, det havde været nødvendigt i Smug at staa paa Tæerne bag Disken, naar der kom særlig udmærkede Kunder; han var høj nok og var Noget for sig selv. Velvoxen, udstyret med et, om ikke livligt, saa godmodigt Ansigt med et mørkt Skjæg, der dækkede Hugtænderne endel - dem var han selv slet ikke stolt af - og eneste Arving til den eneste Kjøbmandsforretning i Byen, hvor der overhovedet var noget Ordentligt at tjene, det var lovende.

✂ Maaske Hugtand var Gjenstand for Forventning og Forhaabning adskillige Steder, men vist er det, at han selv var meget uanfægtet af luftige Forestillinger baade i den ene og den anden Retning. Han tog Livet, som det var, og plagede sig ikke med Spekulationer over Fremtiden; han slog sig til Ro i en vis rodfæstet Overbevisning om, at det var bedst, at det gik, som det gik, og at det Hele var ganske vel indrettet, 159 en Livsfilosofi, som han i mere private Samtaler plejede at formulere deri, at »det altid klarede sig i Enden«.

✂ Postmesterfrøkenen paa den anden Side af Torvet var ogsaa i Besiddelse af et vist Jevnmod, men det kan dog ikke fragaas, at hun stundom, under sin ensformige Regeren over Ageposter og Landposter opkastede sig selv det Spørgsmaal, om Livet ikke var en temmelig ensformig Ting, og om der var synderlig Udsigt til nogen mere opklarende Afslutning.

✂

✂ Det var en Søndag, midt i Sommeren. En solbeskinnet Søndag, meget stille og noget kjedelig, og det lige fra den tidlige Morgenstund. Man kunde strax have set paa det Torv, der i saa mange, mange Aar forgjæves havde ventet paa, om der ikke skulde ske Noget paa det, at det heller ikke idag vilde se sin Forventning opfyldt.

✂ Den oprindende Dag var imidlertid i al sin Rolighed en betydningsfuld Dag for den ene af Hovedpersonerne ved Torvet. Det var Postmesterfrøkenens 25aarige Fødselsdag. Men der var forresten ingen Anden end hende selv, der vidste det; Faderen huskede det ikke. Ganske vist burde han have gjort det, thi saa roligt og ensformigt og vanemæssigt det end gik, saa var det dog ikke noget ringe Offer, hun bragte ved at sidde derinde paa Kontoret og arbejde næsten den hele Dag. Men han huskede det ikke; han huskede det ligesaa lidt, som han vilde have husket sin egen Fødselsdag eller nogen anden Dag eller Datum.

✂ Derfor vaagnede den lille Postmesterfrøken ogsaa op den Morgen med den Følelse, at hun var glemt af den hele Verden.

✂ Det blev hun liggende lidt for at spekulere paa, og hun kunde ikke lade være, da hun havde ligget lidt, at komme til at græde derover. Hun tænkte paa, at hun idag skulde sige Farvel til Ungdomsalderen; thi naar man var 25 Aar, var man ikke længer en ung Pige, men begyndte at blive gammel. En gammel Pige! Hun kom til at græde stærkere ved denne Tanke. En gammel Pige! Naar der var gaaet ligesaa længe til - og det vilde vist ikke tage saa lang Tid denne Gang som første Gang - saa var hun bleven 50, hvis hun da ikke laa 160 inde paa Kirkegaarden. Men det vilde hun da haabe, at hun gjorde; thi det var jo en forskrækkelig Tilstand, hvortil der ellers aabnede sig Udsigt, at sidde begravet paa det afskyelige Kontor, Dag ud og Dag ind, ligesom hun alt havde gjort, siden hun var tyve Aar.

✂ Kunde hun ikke have havt Ret til at blive mere lykkelig? Var hun ikke selv istand til at gjøre Alt for en Mand, der elskede hende, hun, som havde gjort saa meget for en Fader, der ikke holdt mere af hende? Han var ikke nogen slem Fader, men han holdt dog ikke synderlig af hende, det var nemt nok at se.

✂ Ingen holdt af hende. Og hvad kunde hun ikke have gjort for en Mand, der elskede hende? Lykkelig skulde han være bleven. Og en kjøn Kone havde han da ogsaa faaet i hende, det kunde hun da nok selv se.

✂ Hun rejste sig op i Sengen og tog sit lille Spejl ned fra Væggen. Jo, det var virkelig et kjønt Ansigt; det kunde der kun tvivles om af hendes Veninder. Maaske var Munden lidt for stor og havde et sammenknebet Træk ved Mundvigerne,- det kom fra den Tand - men ellers saae det virkelig godt ud. Og Haaret! Hun løste det ned. Det var virkelig godt og svært. Det maatte have været en underlig ham, som ikke vilde have fundet det, som ikke vilde have havt Fornøjelse af at se derpaa og maaske selv løse det ned. Hun vilde gjøre det endnu lidt mere malerisk, strøg sin Natklædning lidt tilbage og lod Haarstrømmen falde paa en smuk Skulder. Det saae virkelig saa godt ud, at hun et Øjeblik glemte at græde.

✂ Men saa kom hun til at se op paa Væggen, hvor der hang et forskrækkeligt, tysk Lithografi, kjøbt engang ved Døren, som forestillede Jephtas Datter med sine Veninder. Og Jephtas Datter havde akkurat saadant løst Haar hængende ned over Skuldrene. Ja, var hun ikke selv en Jephtas Datter? Jo, ganske sikkert. Men meget mere forladt, thi den rigtige havde havt gode og tro Veninder, der havde sørget med hende. Men hun! Var der Nogen, hun hadede, var det hendes afskyelige Veninder, der aldrig ynkede hende og lod hende sidde paa sit Kontor, medens de morede sig, formodentlig fordi de godt vidste, at hun var meget kjønnere end de. Idag vidste hun, at de to skulde 161 ud at kjøre med deres Familier og Fremmede, men hun skulde sidde muttersene tilbage i Byen, ganske forladt.

✂ Godt var det da, at de ikke vidste, det var hendes Fødselsdag; saa vilde de formodentlig have glædet sig over, hvordan hun skulde sidde hele Dagen, og saa vilde de sikkert ogsaa have udregnet, at nu kunde der ikke være længe til, hun skulde have Rynker i Ansigtet og Trækkene begynde at blive lidt skarpere og mere falmede; Ansigtet misundte de hende jo, det var da en Trøst; men det var rigtignok en dejlig Trøst at skulle have overfor sine Veninder. Nej, imod Jephtas Datter havde Veninderne dog været bedre!

✂ Og saa kastede hun sig atter i Sengen og græd og hulkede, men stjal sig dog en enkelt Gang, da det var ifærd med at gaa lidt over, til at se sig i Spejlet, hvorledes hun saae ud, naar hun var saa fortvivlet med Taarer i Øjnene og med malerisk tilbagestrøgen Natdragt og opløst Haar.

✂ Endelig hørte hun sin Faders Stemme nede i Huset; saa vidste hun, at det var Thetid, og at hun maatte staa op. Hun dyppede Hovedet ned i Vandfadet og søgte at køle og skylle sit Ansigt saa godt, at Sporene af Taarer forsvandt. Det lykkedes hende nogenlunde, men Postmesteren var iøvrigt ikke meget skarpsynet, og da hun sad ved Thebordet med sit Haar saa ordentlig flettet og sin Morgenkjole saa knappet, som Nogen kunde forlange, var der heller ikke Meget tilbage af Jephtas Datter.

✂ Postmesteren kom naturligvis ikke til at huske paa Fødselsdagen, men gnavede som sædvanlig, fordi den første Kop The var for stærk og den anden for svag. Han søgte at faa hende ud af Stuen, for at han kunde faa fat i Kognaksflasken og helde en Slurk i sin Kop, hvad der unægtelig vilde have hjulpet paa Styrken. Nøglerne, havde han nemlig opdaget, sad i Hjørneskabet, saa det Hele vilde kun være et Øjebliks Sag, naar han blot fik hende ud af Stuen. Men hun kjendte al hans Krigslist ud og ind og lod sig ikke narre. Sligt hørte til de daglige Kampe, i hvilke hun var vel forfaren. Et Øjeblik blev hun forresten lidt fristet. Hun vidste, at hvis hun lod ham faa sin The forvandlet til en Kop dygtig stærk Toddy, saa vilde hun dog idag faa en rolig og fredelig Formiddag, og det syntes hun nok, hun kunde have Grund til at ønske 162 sig paa sin Fødselsdag; opfyldte hun derimod ikke Faderens Forventning, vilde hun faa lutter Gnaverier og Drillerier til Straf.

✂ Men saa tænkte hun paa, at det var hendes Pligt at lade være. Doktoren havde paalagt hende at gjøre Alt, hvad hun kunde, for at forhindre den gamle Mand fra at drikke; hver Slurk Kognak over det reglementerede Maal var en Pind til Faderens Ligkiste eller dog en lille Splint.

✂ Hun havde for megen kvindelig Takt til ikke at genere sig for uden videre at gaa hen og tage de glemte Nøgler af Laasen; thi det vilde blive godt forstaaet, vidste hun. Saa var der ikke Andet for at gjøre end at holde Stand ved Bordet og i Stuen, til han gik ud, og det gjorde hun tappert, skjønt han i sin irriterede Sindsstemning virkelig blev meget ubehagelig og skjændte grovt paa hende over Theen, Solskinnet, Afstøvningen i Værelset og Gryderumsteringen i Køkkenet, saa Taarerne stod hende i Øjnene, og hun ikke kunde svare for ikke at komme til at græde.

✂ En Vogn rullede afsted udenfor. Det lød som en Holstenskvogn. Det var sikkert en af de afskyelige Veninder, som kjørte ud. Hun gad næppe vende sig om for at se ud; men hun gjorde det dog. Jo, ganske rigtigt, det var alle Rasmussens. Nu skulde de ud og more sig hele Dagen. Veninden sad og vendte sig om; hun skulde naturligvis se, om hun saae, hvor rask de kjørte afsted, for rigtig at misunde hende.

✂ Men hun tog sig i Agt for at gaa hen til Vinduet, skjønt hendes Fader endelig vilde have hende derhen for at nikke til Louise Rasmussen og i en pludselig kjærlig Tone foreslog hende at gaa ud i Forstuen for at se, hvor Vognen kjørte hen, ned ad Skræddergade eller ad Smedeporten, Noget, han, det maa indrømmes, kunde ønske oplyst, ikke alene for at faa Flasken snappet, men ogsaa, fordi det var en selvstændig Dagsbegivenhed, om Rasmussens kjørte til Klubskoven eller vare gaaet saa vidt i deres bekjendte Ødselhed, at de vare kjørte til den meget længere bortliggende Hegnede Skov.

✂ Endelig blev man færdig. Postmesteren satte sig hen ved Vinduet og saae paa den ham ikke ubekjendte Udsigt, Torvet i tidlig Formiddagsbelysning, idet han straffede sin 163 Datter ved at tænde sin Pibe derinde efter først at have banket og blæst den ud paa den ny polerede Kakkelovn. Postmesterfrøkenen lod som Ingenting, skjønt det var en bestemt Aftale, at i Spisestuen blev der ikke røget Pibe. Hun satte Kopperne ind i Hjørneskabet, kunde saa med Anstand tage Nøglerne af og listede sig saa med dem over i sit Kontor, hvor hun satte sig ved Vinduet og ligeledes saae paa Torvet i tidlig Formiddagsbelysning, det evindelige Torv med dets Græsstraa, dets ujævne Brolægning og dets ørkenagtige Ensomhed.

✂ Det var strax Lukningstid for Butikkerne. Skodderne vare alt satte halvt for ovre i Nielsens store Butik. Gamle Nielsen og unge Nielsen selv stod i den aabne Dør og ventede helt søndagsklædte paa, at Klokken skulde slaa det første af de ni Slag, for øjeblikkelig at fuldstændiggjøre Afspærringen. Han tænkte ikke engang paa at se over paa sin Gjenboerske. Han skulde formodentlig ogsaa ud at kjøre. Det var dog forskrækkeligt, hvor han havde skæmmet sig med Alderen, og det Skæg helt rundt om Ansigtet troede han formodentlig klædte ham. Naa!

✂ Jo, nu hilste han dog, og umaadelig høflig. Fødselsdagen vidste han vel ikke Noget af, men nogen Levemaade havde han dog. Man kunde da rigtignok se paa ham, at han havde gjort Tjeneste som Reserveløjtnant. For god til Louise Rasmussen, som nok gjerne vilde have ham, var han da i ethvert Fald; men hun vilde vel nok gjøre Alt for at faa ham. Penge havde han jo ogsaa, og det var Noget, hun brød sig om. En Trøst var det dog altid, at han ikke var kjørt ud med Rasmussens.

✂ Første Slag slog Klokken omme paa Taarnet, og saa de andre otte, og saa begyndte Søndagsklokken at ringe. Hugtand og hans Fader gik bort fra Døren og ind i Mørket; Butiksdøren blev baade lukket og skoddet, og nu var der ganske ensomt paa Torvet.

✂ Sikken en Søndag, det vilde blive.

✂ Hun gik bort fra Vinduet og lavede sig til at gaa i Kirke, skjønt det den Dag ikke var den nye Medhjælper, der prædikede, han, som syntes at forstaa, hvad Folk tænkte paa, men den gamle Sognepræst, som var en inderlig skikkelig 164 Mand, men en daarlig og udslidt Taler. Hun gjorde sig Samvittighed af, at hun aldrig kunde se ham oppe paa Prædikestolen anstrenge sig for at raabe ned til Tilhørerne, saa han næsten gjorde et Spring ved hver Sætning, uden at tænke paa en stakkels Hyrdehund, der forgjæves anstrenger sig for at faa fat i sine Faar.

✂ Hun gik derhen, og da Gudstjenesten var forbi, og der lukkedes for Kirken, som kun saae en ubetydelig Smule mere tom ud, da den Sidste var gaaet, end den havde set ud, medens den gamle Præst sprang omkring efter sine Ord, saa gik hun lidt om paa den overrendte Kirkegaard og saa hjem.

✂ Der var ligesaa tomt paa Torvet som før og ligesaa tomt i Husene, og da de To kort efter sad ved det tidlige Middagsbord, foer det ud af Munden paa hende: »Fader, det er min Fødselsdag idag.«

✂ »Aa Snak da,« sagde den Gamle, idet han et Øjeblik lod sin Ske hvile.

✂ Hun nikkede, thi hun var lige ved at briste i Graad.

✂ »Ja, det ved Du vel bedre end jeg, min Pige,« sagde Faderen saa atter og tilføjede lidt efter: »Det skulde Du have sagt før, saa skulde vi have gjort Stads af Dig.«

✂ Saa rejste han sig imidlertid op med en pludselig Bevægelse og gik hen til det gamle Chatol, hvortil han havde Nøglen, og tog efter lang Leden og Famlen en Femdalerseddel, sikkert den eneste, der laa der. Han glattede den og ruskede let i den for at se, om den ikke vilde blive til to, thi der var adskillige Dage endnu til næste Maaned, men Sedlen vilde ikke indlade sig paa nogen Fordobling. Saa tog han en rask Beslutning, strøg sig ned over sin røde Næse med den ene Haand og leverede med den anden sin Datter Sedlen i et flot og gavmildt Sving.

✂ »Den skal Du have, min Pige, Du er en god Pige.... og Du skal kjøbe Dig.... en Hat.«

✂ Det sidste Ord skød han af med et saadant Eftertryk, som om der for den Sum, han overleverede hende, kunde kjøbes en hvilkensomhelst Hovedbedækning, som Europas Modekunst paa sit nuværende Standpunkt kunde frembringe.

✂ Hun kyssede ham rørt, hun havde en vis Tilbøjelighed til 165 at gjøre Afkald paa Gaven, men Hatten, som forresten havde været omtalt i et Aarstid, fristede unægtelig stærkt.

✂ Saa faldt der ham en ny Vending ind.

✂ »Jeg vil saa Skam drikke din Skaal, min Pige,« sagde han i en Tone, som om han derved satte Kronen paa alle de Velgjerninger, han i en meget lang Aarrække havde bevist hende. »Laan mig dine Nøgler, der staar vist en Draabe Portvin i Skabet.«

✂ »Nej, Fader, den har Du drukket; Flasken er tom.«

✂ »Saa, er den det, det var rent galt. Din Skaal skulde vi dog drikke.«

✂ »Aa nej, lad os hellere lade være,« bad hun helt forknyt, thi hun anede nok, hvorledes det vilde ende.

✂ »Hvor gammel bliver Du idag?«

✂ »Fem og tyve Aar.«

✂ »Fem og tyve Aar,« sagde han i en Tone, som viste, at der var kommet et Moment frem, som var saa afgjørende, at enhver Tvivl maatte forstumme. »Du bliver myndig. Nej, veed Du hvad, min Pige - aa, laan mig en Daler, nu er det jo Dig, der har Penge,« føjede han til i en spøgefuld Tone og tog i det Samme Femdalersedlen, som laa paa Bordet, og i en Vending var han ude af Døren og Pigen sendt i Byen for ad en Bagdør at faa udleveret en Flaske Portvin.

✂ Postmesterfrøkenen overgav sig paa Naade og Unaade.

✂ Der gik Hatten. Det fandt hun sig imidlertid nok i. Hun syntes stundom, at hun var ophørt at være forfængelig, Hatten var derfor ikke det Værste, men sandelig Faderens Opførsel; det var saa tungt og ydmygende, det følte den stakkels Postmesterfrøken i fuldeste Maal. Jephtas Datter uden Veninder, tænkte hun, og uden Jephta.

✂ Pigen kom, og Vinen kom.

✂ Hun maatte drikke et Glas med sin Fader og klinke, og saa drak han Resten, blev snart lidt vrøvlevoren, thi Stedets Portvin var meget stærk, og lagde sig sluttelig hen paa Sofaen, hvor han faldt i Søvn.

✂ Saa gik hun atter ind paa Kontoret og søgte forgjæves at huske Noget af, hvad den gamle Præst havde sagt om noget ganske Andet end det, der laa hende paa Sinde, og saa saae 166 hun ud paa Torvet, hvor Skyggerne nu igjen blev længere, thi man var godt op ad Eftermiddagen.

✂ Men som hun sad der, forstyrredes hun i sine triste og ensformige Betragtninger ved paa een Gang at mærke en ubehagelig sveden Lugt, der kom udefra; den fortog sig et Øjeblik, men kom saa strax igjen, og det stærkere, ja meget stærk.

✂ I det Samme kom Pigen farende ind og raabte med et forfærdet Udtryk:

✂ »Frøken, Frøken, der er Ud i Fattighuset.«

✂ Det gamle, lange Fattighus laa i Nabolaget, ud til en Gyde, der løb bag ved Postmesterens Have.

✂ Der var ingen Fare for Øjeblikket, men det var dog en stor Forskrækkelse, at en Ildløs, Ildløs, der synes en saa rædselsfuld Begivenhed i smaa Kjøbstæder, var saa nær ved. Da Frøkenen rejste sig op, var hun ogsaa helt mat i Knæerne. Hun spurgte om sin Fader. Pigen havde vækket ham og fortalt ham, at der var Ildløs. Han havde søvndrukkent givet det lakoniske Raad: »Slaa Vand paa« og var saa atter sovet ind paa Sofaen i Dagligstuen. Der lod de ham saa ligge og løb ned i Haven.

✂ Ildløs var der ganske vist, og den havde alt grebet temmelig stærkt om sig. Inden man mærkede Noget til den, var det kommet saa vidt, at Luerne alt slog ud igjennem det mosgroede Straatag. Ilden var sandsynligvis begyndt oppe paa Loftet; de fleste Beboere havde været ude, Gyden var ensom, hele Byen syntes at være udvandret eller indelukket, og det saae ud, som om det var et rent Træf, at Fattighuset ikke ganske stille og uden at vække nogensomhelst Opsigt var brændt ned til Grunden.

✂ Nu var der imidlertid stor Uro og Allarm. Den lave, brede Port stod aaben paa vid Gab, og Lemmerne løb ud med deres pjaltede Ejendele, mest Sengeklæder og Gangtøj; de, der havde læsset af, løb saa ind efter Mere af deres Eget eller Andres. Opsynsmanden i Uniform foer omkring med et Par Karle og traf nogle dumme og unyttige Foranstaltninger ved at udspænde vaade Lagener paa det Tag, der alligevel maatte brænde, et Par Andre løb planløst om med Vandspande som rent demonstrative Bevægelser mod Ilden.

167

✂ Endelig kom en Sprøjte og lidt efter en anden; Brandkaptejnen var kjørt ud og Løjtnanten ikke hjemme. Folkene gjorde derfor, hvad de selv mente var det Bedste.

✂ Sprøjterne vare gamle og daarlige, Slangerne sprukne og utætte; der var ingen Kraft i Pompningen, som til Gjengjæld gjorde saa meget desmere Spektakel; Vandforsyningen var daarlig, de Folk, der vare komne tilstede, stod i Rækker og langede Brandspandene fra Haand til Haand, men da de fleste Spande vare lække, blev Udbyttet af denne velmente Forholdsregel kun ringe; det meste Vand løb ud paa de Assisterendes Støvler og Klæder, og kun mindre Sjatte naaede til Brandkarrene.

✂ Til Gjengjæld for det Mangelfulde ved disse Foranstaltninger paa selve Brandstedet blev der imidlertid snart slaaet meget stærkt og virksomt paa Tromme rundt om i den øvrige Del af Byen.

✂ Den store, gamle Messingtromme dundrede og ramlede under Trommeslagerens energiske Behandling. Denne, en fordrukken Skomager, følte, at han var en Mand, paa hvem Byens Øjne hvilede i denne angstfulde Stund, at han opfyldte en alvorlig Gjerning til sine Medborgeres Frelse, og han trommede som en Mand.

✂ Rundt omkring i de uddøde Huse begyndte Livet at vaagne ved de rullende Hvirvler, og Folk løb til Brandstedet fra alle Kanter.

✂ Der gik det imidlertid stadig, som det kunde. Det gamle Hus, hvori Alt var dobbelt tørt efter den lange Sommertørke, brændte som Trøske. Det laa for sig selv, og i det stille Vejr var der lykkeligvis ingen Fare for, at Ilden kunde udbrede sig videre, men det var tydeligt, at det, selv uden al Hjælp fra Brandfolkenes Side, vilde brænde helt ned til Grunden.

✂ Af Taget stod kun et glødende Sparreværk; Luerne slog flere Steder ud af Vinduerne i Stuelængen, Loftet maatte snart styrte ned.

✂ Brandrøgen kom mere og mere til at lugte som en kvælende Os, efterhaanden som Ilden angreb de af flere Slægtleds Fattigdom og Daarlighed gjennemtrukne Rum. Beboerne, der nu ikke mere kunde løbe ud og ind, hylede og klagede ved deres reddede Pjalter, skjændtes, skreg op og 168 beskyldte hinanden for at have benyttet Lejligheden til at stjæle. Forvirringen mellem de Styrende og de Styrede var vedblivende lige stor. Fra det lange, uhyggelige Baal knitrede og futtede det stærkere og stærkere.

✂ Fra en af Grupperne hørte man paa en Gang nogle underlige hæse Klageraab; de lignede dem, som Folk udstøde i Søvne, naar de i en drømt Rædsel kæmpe for at faa Stemmens Brug.

✂ Raabene kom fra en pjaltet Kone, der var bleven slæbt døddrukken ud, og som nu begyndte at komme til sig selv.

✂ De troede først, at hendes Raab var Drukkenskabens Vrælen, og medens Opsynsmanden i en heftig Tone kommanderede hende til Tavshed, understøttede hendes forrige Husfæller hans Paalæg ved at ruske Konen og puffe til hende.

✂ Hun gned med sine snavsede Hænder i det snavsede Ansigt og i det pjuskede Haar, der halvt skjulte det. Imod den dyriske Sløvhedstilstand kæmpede Alt, hvad der var af Sjæl i hende, og det sejrede; de dumpe Udtryk af en ubestemt, instinktmæssig Rædsel i hendes Sind blev klarere, hendes Stemme forstaaeligere. »Drengen,« raabte hun, »Drengen, hvor er Drengen?«

✂ »Drengen, den lamme Dreng,« lød det i Gjensvar fra de Omstaaende, der nu begyndte at forstaa hendes Tale.

✂ »Er den Lamme kommen ud?« spurgtes der fra Klynge til Klynge.

✂ »Nej,« mere hviskedes end sagdes der samtidig fra flere Grupper.

✂ Folk saae paa hinanden i stum Rædsel.

✂ Det var forfærdeligt. Den drukne Kones lamme Søn, der havde ligget og sovet i en Alkove ved Siden af den Stue, hvor Moderen laa, var i Forstyrrelsen glemt og skulde til at brændes derinde, thi han kunde ikke mere skaffes ud.

✂ Bevidstheden om det, som nu paa denne solklare Eftermiddag, der saae ud som alle andre, skulde til at fuldbyrdes inde i dette forfærdelige Samlingssted for Ild og Røg, Bevidstheden om, at et Menneske nu laa i Dødens forfærdelige Angst bag disse Mure, der kunde styrte sammen, inden den Aande, man snappede efter, var draget, bredte sig stivnende over den Mængde, der stod samlet i forskjellige Grupper.

✂ Der kom et Øjebliks Stilhed over det Hele, hvor Alt og 169 Alle tav undtagen Ildsluerne, som susede og gurglede og knitrede foran den tavse Hob.

✂ Men under denne Stilhed hørte man tydelig derinde fra, fra Baalet, et gjennemtrængende Raab.

✂ Man saae Folk, der havde staaet mellem Tilskuerne, vende sig om og give sig til at gaa og løbe bort i forskjellige Retninger, bort fra dette grufulde Sted, langt bort.

✂ Konen havde ogsaa hørt Skriget, og hun svarede med et andet forfærdeligt Raab og vilde styrte afsted, men blev holdt tilbage.

✂ En ny Bevægelse gik igjennem Mængden, hvorunder Folk undgik at se paa hinanden.

✂ En ny Stilhed; atter Raabet. En Mand farer hen til Konen og gjør hende et kort Spørgsmaal, som hun besvarer mere med Tegn end med Ord, og i samme Øjeblik er Manden med et Spring inde af den brændende Port.

✂ »Hvem var det? hvad er det, han gjør?« spørges der i de forvirrede Grupper.

✂ En Røgsky, sprængt med røde Gnister, sænker sig over Portaabningen, som for at give et uhyggeligt Svar. Det var Sparrerne i den Del af Tagværket, som netop stod over Porten, der faldt; lidt efter faldt et Par af Sparrerne, som stod til Venstre for de faldne, og saa atter et Par, saa maatte Loftet snart give efter, og i samme Nu, som man havde sluttet saaledes, foer en sort og tyk Røgsky op fra dette Sted, som ved en Explosion. Loftet var faldet over disse Stuer, Ildsluerne slog med Sværme af Gnister ud af de udbrændte Vinduer med en saadan Fart, at Folk veg tilbage, skjønt man stod et godt Stykke borte for Hedens Skyld.

✂ Var det der, han var løben ind? Var det der, Drengen havde ligget, drog de begge nu deres sidste Suk i dnævnelige Kvaler? Ingen kunde nu forlade Stedet.

✂ Atter faldt en Sparre, og nu til Højre.

✂ Og saa - var det en Anden, der havde peget, eller var det En selv, hvis Blik instinktmæssig havde fundet det: I et af de sidste Vinduer til Højre sad en Skikkelse med Noget.

✂ Der hang et Forhæng af Røg ogsaa om dette, og man saae kun uklart Skikkelsens Bevægelser, men lidt efter kom den løbende ud; det er den dristige Mand, og han holder et Barn op til sig.

170

✂ Moderen udstøder et hæst Raab og farer hen til dem.

✂ Man raabte og skreg, man jublede formelig, men de Fleste - Mændene ogsaa - følte, at de tillige havde Taarer i Øjnene.

✂ Men saa raabte man atter, og hvilket Hurra! Engang for et Par hundrede Aar siden havde den uselige Flække kæmpet med Mandemod mod Svensken ude ved Præstevænget og slaaet ham tilbage. Der havde ikke siden hin Stormnat været raabt saadant et Hurra som det, der nu lød.

✂ Men hvem var Manden?

✂ Postmesterfrøkenen sprang ned fra det høje Gjærde og ud paa Vejen, thi det var Hugtand og ingen Anden.

✂ Hun vilde ikke gaa hen til ham, skjønt det var det Eneste, hun havde Lyst til, og det forekom hende, at hun ikke kunde holde op med at græde, før hun havde trykket hans Haand.

✂ Moderen havde kun tænkt paa at tage Barnet, en Dreng paa en fem, sex Aar, hvis ene Ben var visnet; hun sad med det paa Skjødet, fremjamrende Bebrejdelser mod sig selv og tillige Løfter om aldrig mere at drikke sig fuld. Omkring hende var der samlet en Gruppe.

✂ Unge Nielsen stod for sig i en anden Klynge, tilrøget og forpjusket at se til, rød og varm. Omkring ham stod Folk, som udtalte Beundring for hans Mod. Han hørte vel nok efter, men svarede ikke Noget; Hænderne havde han i Lommen og stod og borede med den ene Hæl i Jorden. Byfogden, der var kommen tilstede lige nu, kom ogsaa og udtalte i et gammeldags, formelt Sprog en levende Anerkjendelse af hans Færd. Det kunde ikke ignoreres, og drejende Hovedet fra den ene til den anden Side og borende dobbelt ivrig med Hælen sagde han da ogsaa et meget forlegent og langttrukket:

✂ »Ja, hvad Satan....«

✂ overladende det til Enhvers personlige Smag at udfylde denne defekte Udtalelse efter Forgodtbefindende.

✂ Efter at have afgivet denne Forklaring syntes han at blive aldeles optagen af at lægge Lappen til et stort Hul, der var flænget op i hans fine Søndagsbenklæder, paa sin Plads igjen, og da denne Operation ikke kunde trækkes længere ud, og han atter nødtes til at rejse Hovedet i Kredsen af sine 171 Beundrere, saae han fra den ene Side til den anden, saa skulende, at en nogenlunde begavet Fysiognomist sikkert vilde have antaget ham for en Morder, der lige var bleven færdig med et Mord og skulde i Lag med det næste. Saa opdagede han bag alle Mandfolkeskikkelserne Postmesterfrøkenen. Det var ham en velkommen Anledning til at slippe ud af Kredsen, og han gik hen imod hende.

✂ Det er muligt, at han vilde have henvendt en meget indholdsrig Bemærkning til hende, men vist er det, han glemte, hvad han vilde have sagt, da hun rakte begge Hænderne frem imod ham, idet hun i en fortrolig, ja næsten kjærlig Tone sagde til ham: »Tak, kjære Oluf.«

✂ Oluf var, som sagt er, hans borgerlige Navn, men det blev forresten aldrig mere brugt af Frøkenen, naar de talte sammen. I adskillige Aar havde det hedt »Hr. Nielsen« og ikke Andet.

✂ Det var imidlertid mindre Titulationen, der gjorde Indtryk paa ham, end det Blik, han fik af hende.

✂ Et forunderligt Blik, saa fuldt af en Anerkjendelse og en Sympathi, han aldrig før havde følt strømme sig imøde fra en menneskelig Sjæl.

✂ Han svarede ikke andet fra sin Side end: »Ja, Emilie,« hvilket jo heller ikke var meget udførligt.

✂ Derefter begyndte de uvilkaarlig at gaa ved hinandens Side.

✂ Et dumpt, knasende og spruttende Brag lød; nu styrtede hele den Side af Huset, i hvilken den lamme Dreng havde ligget. Hans Redningsmand og dennes Ledsagerinde standsede begge uvilkaarlig og saae derover, hvor en mylrende Sværm af Gnister steg i Vejret gjennem de rygende Masser.

✂ »Det var mageløst modigt, at De gik derind,« sagde Frøkenen atter, idet hun var lige paa Nippet til at misteStemmen.

✂ »Der er Noget inde i En, der gjør det,« sagde han dybsindig og søgende at tage det ligegyldig. »Da jeg hørte Drengen skrige derinde, fik det mig til at løbe, og jeg tror ikke, jeg kunde have ladet være.«

✂ »Jeg veed det,« sagde hun, »hvordan De nu forklarer det .... Var De nu ikke bange?« tilføjede hun efter et Øjebliks Pause.

172

✂ »Jeg tænkte ikke efter, da jeg først var løben afsted; jo, et Øjeblik tænkte jeg derpaa; det gav sig til at knage stærkt ovenover, og saa var der paa samme Tid saa stille og tomt derinde, skjønt man alligevel hørte de mange Lyde af Ilden. Dengang var der et Øjeblik, hvor jeg kunde have løbet, men han skreg igjen, og saa tænkte jeg blot paa, hvordan det vilde gaa at faa ham ud. Men der var jo forresten ikke Tid til at tænke paa Meget. Nu bliver jeg næsten varmere ved at tænke derpaa. Det var dog godt, at man slap ud igjen. Her er dog ganske rart i Verden alligevel; men jeg synes, det bliver saa varmt i Vejret,« og han tog Hatten af og strøg sig over Panden.

✂ »Vil De ikke have Noget at drikke eller at styrke Dem paa?« sagde hun venlig. »Kom ind med.«

✂ Han fulgte hende villig ind i Haven. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde ikke Lyst til at faa ham ind i Huset til Faderen og fik ham derfor til at gaa ind i et Lysthus, medens hun løb for at hente Noget til ham.

✂ Men hvad skulde han trakteres med? Det var ogsaa et Problem, der skulde løses af hendes husmoderlige Skarpsindighed. Det Bedste var naturligvis ikke godt nok, men hun havde slet ikke Noget. Dog jo, Penge havde hun, Resten af Pengene til Hatten; det var nu aabenbart den Seddels Skæbne, at den skulde bruges til spirituøse Drikke. Atter maatte Pigen afsted til Vinhandleren, og lidt efter kom hun tilbage med en Flaske Champagne, en Drik, som Frøkenen kun kjendte af Navn og Anseelse, men som hun antog var ubetinget »det Bedste« af, hvad drikkes kunde, og i og for sig en af Jordelivets højeste Nydelser.

✂ Med en egen behagelig Bevidsthed af, at hun udfoldede en fyrstelig Gjæstfrihed, lod hun Flasken bringe ned i Lysthuset. Det er en Selvfølge, at Hr. Oluf blev i en passende Grad overrasket over dette venskabelige Traktement, men hans Overraskelse syntes ikke at være ubehagelig.

✂ Saa satte de sig ned. Proppen sprang med tilbørlig Anstand. Hr. Oluf viste sig som den Mand, der i Klubben havde indsuget højere Verdenserfaring og tilfulde forstod at finde Rede i Champagneflaskers mystiske Tillukning. Den lystige Vin tumlede sig i Glassene paa en Maade, der indeholdt 173 levende Opfordring til at drikke den, og denne Opfordring blev fulgt.

✂ En herlig Aften var det nu blevet efter den kjedelige Dag; en stille Aften efter de bevægede Timer, som vare gaaede forud for den. Begge følte sig saare vel i dens friske Kølighed.

✂ »Jeg synes aldrig, jeg har havt det saa godt som iaften,« sagde endog Hr. Oluf Nielsen, idet han tog sin Hat af, purrede sig i Haaret og saa satte den langt bag ad Nakken for at gjøre sig det rigtig bekvemt, indtil han kom til at tænke paa, at det vist ikke klædte ham godt, hvorpaa han atter satte den i Lave med en flot Hældning fremad til Højre.

✂ Derpaa drak de Begge et stort Glas paa Opfordring af Herren, som nu drak Frøkenen til.

✂ »Det maa dog være dejligt at være en Helt, som De har været,« sagde Frøkenen begejstret.

✂ Det forekom ham i dette Øjeblik, som om det vilde være ham en kjær daglig Beskjæftigelse at løbe ind og ud i brændende Fattighuse, og netop i Følelsen heraf sagde han med en flot Bevægelse med Haanden, der skulde udtrykke overlegen Ringeagt for Menneskeliv: »Aa, tal blot ikke om Heltevæsen. Jeg skulde ikke have Noget af igjen at rende ind i Fattighuset, om der brændte nok saa mange Drenge.«

✂ »Men Gud, hvad er det, De siger? Fortryder De det nu?«

✂ »Nej, saa slemt er det heller ikke, og maaske kunde jeg ogsaa løbe en Gang til, naar det var Dem, der var derinde. Skaal!«

✂ »Frisk skjænker i til Glassets Rand,
Thi aldrig nok man drikke kan.«

✂ sang han, da han havde drukket Glasset ud.

✂ Frøkenen saae lidt forlegen ud ved det pludselige Opsving i Olufs Stemning og den personlig hædrende Erklæring, han havde afgivet til hende for paakommende Ildebrandstilfældes Skyld.

✂ Han bemærkede denne Forvirring, gav sig til at grunde over, om han havde sagt Noget, som kunde fornærme hende, og udfandt, at hans Ord vare blevne opfattede som en Hentydning fra hans Side til Muligheden af, at Frøkenen kunde komme i et Fattighus. Han vilde retfærdiggjøre sig, men fandt 174 det altfor uheldigt at vove sig ind paa dette vanskelige Æmne, hvorfor han sank det begyndte Ord, blev ildrød, stak sit Glas ud, fik Vinen forkert i Halsen, kom stærkt til at hoste og fandt, at al denne Dumhed gjorde ham saa latterlig i hans smukke Naboerskes Øjne, at Livet i et Nu tabte en stor Del af sin Betydning.

✂ Han kunde have sparet sig sine Bekymringer. Hun fyldte hans Glas igjen og sagde:

✂ »Skal vi saa drikke Deres Skaal? Vi skulde egentlig have begyndt dermed, men det er dog ikke for sildigt. De leve!«

✂ Hun saae saa lystig og overgiven ud, da hun tømte Glasset i et raskt Sving, at Hr. Oluf strax opgav sin pessimistiske Betragtning af Tilværelsen.

✂ Igjennem Træerne saae man glimtvis Ildskjæret fra Brandstedet. Himlen var fuld af Røg, men den gamle, tilgroede Have, hvori de sad, var frisk og smuk og tog sig saa stille ud, medens man derhenne fra hele Tiden hørte ubestemt Larmen.

✂ Begge de To i Lysthuset vare nu atter i fortræffelig Stemning. Postmesterfrøkenen syntes ligesom Hr. Oluf, at hun aldrig havde havt det saa godt som iaften. Men medens han ikke var rigtig enig med sig selv, hvorfra det kom, var hun alt paa det Rene med, at det kom fra ham. Hun saae paa ham med et smilende Ansigt, og hver Gang han lo over Et eller Andet i deres lystige Passiar, og hans store Hugtænder skinnede frem under hans kjønne, mørke Skjæg, var det hende en hel Glæde at se disse gamle Bekjendte. Det begyndte i Virkeligheden atter at røre sig i hende, at de vare usædvanlige, mandige Prydelser. Jo, det klædte ham fortræffelig. Saa kom hun til at tænke paa sin egen brudte Tand, og saa klemte hun Læberne fast sammen.

✂ »Hvad tænkte De nu paa?« sagde han, og da hun blev rød over, hvad hun havde tænkt paa, blev han naturligvis langt ivrigere og vedblev at trænge paa.

✂ Men det sprudlende Liv, som paa denne forunderlige Aften havde gjennemtrængt hende, skød atter pludselig op i hende:

✂ »Jeg skal fortælle Dem det, naar De endelig vil have det,« sagde hun, og saa fortalte hun det Altsammen, hvor dejlige 175 hun havde fundet hans Tænder, og hvor uheldig hun havde været med at efterligne dem.

✂ »Der skal De se,« sluttede hun og aabnede let Munden; »saadan kom jeg til at se ud.«

✂ Der var for en Søn af denne slette Verden noget Farligt i denne Ytring og i den Bevægelse, der ledsagede den, og Oluf bukkede under. Han slog i et Nu Armen om hendes Liv og kyssede hende paa den aabnede Mund. Kysset gik rigtignok i Stykker; hun slog nemlig Hovedet tilbage for ham med et fornærmet: »Hvad tænker De dog paa, Menneske?«

✂ Slukøret satte han sig ned, overordentlig slukøret.

✂ Han vovede ikke at sige et Ord, og han skjælvede for at høre hendes Stemme, thi han frygtede, at hun vilde knuse ham for evig for hans Formastelighed med et Lynslag i den krænkede Dyds Navn.

✂ »Hvor tror De, Rasmussens er kjørt hen idag?« var det Spørgsmaal, hvormed hun efter en kort Tavshed brød Pausen.

✂ Aldrig havde Familien Rasmussen, hvor Meget der end kunde være at sige om den, været et saa kjærkommet Samtaleæmne for Nogen af sine Samtidige, som den var det i dette Øjeblik for Oluf Nielsen. Med et flygtigt Blik paa Frøkenen forvissede han sig fuldstændig om, at han aldrig i sine Levedage havde kysset hende, og indlod sig saa i et ypperligt Lune paa en grundig Undersøgelse af det stillede Problem.

✂ Han var saa udtømmende i sin Drøftelse, at hans Tilhørerinde syntes at blive adspredt og tabe Interessen for at naa et egentligt Resultat. Og da han stoppede et Øjeblik, brød hun ud fra den angivne Vej og sagde: »Kan De huske fra den Tid, vi gik til Dans, hvor Louise Rasmussen var ubehagelig?«

✂ Nu bestod Louise Rasmussens »Ubehagelighed« i denne Periode af hendes Ungdomsliv nærmest i, at medens Hugtand elskede Postmesterfrøkenen og blev elsket af denne, elskede hun Hugtand, men ulykkelig, og søgte derfor paa alle mulige Maader, ikke blot at vende hans Tilbøjelighed til sig, men ogsaa at nedsætte og sværte sin Medbejlerske ved mange træske Midler.

✂ »Det husker jeg godt,« sagde Hugtand og tilføjede med 176 dyb sædelig Indignation: »Det var en væmmelig Tøs, og nu er hun ikke bleven bedre.«

✂ »Det maa De ikke sige,« sagde Frøkenen med et venligt Ansigt; »men kan De huske, dengang hun ved Afdansningsballet spolerede min Kjole med Bruslimonade?«

✂ Ved den nævnte Lejlighed havde den unge Hugtand givet sin Belevenhed og særlig sine blide Følelser for Postmesterfrøkenen Udtryk i nogle mousserende Limonader, hvormed han beværtede hende og hendes bedste Veninde, men denne Trios glade Nydelse af hin nyopfundne og i Provinserne meget beundrede Drik var paa en skændig Maade bleven forstyrret af den omtalte Louise Rasmussen, der i skinsygt Raseri over at være udelukket fra det hyggelige Bakkanal havde væltet Frøkenens Glas ned i Skjødet paa hende og derved sat uudslettelige Hindbærpletter paa en ny blaa Kjole.

✂ Hr. Oluf kunde godt huske denne Begivenhed; han havde været saa nær ved at slaa Louise Rasmussen, skjønt hun var i Konfirmationsalderen, som man overhovedet kan være ved at slaa uden at gjøre det.

✂ »Jeg tror aldrig, jeg har været saa bedrøvet,« sagde Frøkenen; »for det Første var Kjolen ny og den eneste pæne, jeg havde, og jeg vidste nok, at jeg ikke fik nogen istedet; men især syntes jeg, det var saa forfærdelig ondt, for Louise havde selv om Formiddagen været hjemme og hørt Moder formane mig indstændig til at passe paa den Kjole, fordi hun ikke i lang Tid kunde give mig nogen anden, og det havde været svært nok at skaffe mig den.«

✂ Det forekom ham, som om han, hvis det skulde falde i Louise Rasmussens Lod at være nærved at indebrænde, kunde lade hende brænde, til det mindste Ben i hende var forkullet.

✂ »Der er megen Ondskab i Børn,« sagde han, »og det er i det Hele taget noget Vrøvl, at den Alder er lykkeligere end de andre,« sagde han, »endskjønt det er ikke noget Vrøvl, for det kan man dog være,« tilføjede han efter et Øjeblik.

✂ »Ja, meget Godt har man da ogsaa at tænke paa,« svarede hun.

✂ »Ja, det har man,« sagde han, tog Flasken og tømte Resten ud i de to Glas. »Nu skal vi drikke Deres Skaal til Slutningen.«

177

✂ »Min Skaal! Ja, det maa De nok sige. Det er min Fødselsdag idag, skal jeg sige Dem.«

✂ Nu laa det ikke for ham, der naturligvis aldeles ingen Anelse havde havt om, naar denne mærkelige Dag faldt, at lade, som om han i Grunden nok havde tænkt sig, at det netop var idag. Han blev derfor uden Forstillelse saa overrasket, som om der havde viist sig for ham en Horisont af verdenshistoriske Begivenheder.

✂ »Ja, min Fødselsdag er det, men De skal saamænd ikke bryde Dem om, at De har glemt det, det havde jeg selv siden i Formiddags. - Lad os saa klinke.«

✂ De klinkede. Sommernattens Slør var faldet over Haven, og i Lysthuset var det saa tæt, at man kun utydelig kunde se hinandens Ansigter, hvorfor Hugtand blev modig og sagde:

✂ »Vi skulde egentlig drikke Dus igjen,« og Frøkenen ligeledes blev modig og sagde: »Ja, det kan vi jo godt,« hvorpaa de drak Dus paa fuldstændig korrekt Vis.

✂ Gjennem Nattens hviskende Stilhed lød et Klokkeslag henne fra Kirken. De studsede og talte sagte for sig selv: »En .... to .... tre .... elleve!«

✂ »Ti!» udbrød Frøkenen med stor Overraskelse, »allerede ti!«

✂ »Ti!« gjentog Hr. Oluf Nielsen, »det var dog forskrækkeligt. Ja, saa maa man vel skilles,« tilføjede han; han havde ikke rigtig Mod til at benytte det nye Privilegium og tale i anden Person.

✂ »Ja, saa er det vel bedst at gaa,« sagde hun, der ogsaa fandt nogen Vanskelighed ved at vænne sig til denne Taleform.

✂ Oluf Nielsen stod et Øjeblik og tav, vaklende paa Randen af en dristig Beslutning, sagde saa pludselig et normalt »Godnat Du«, tog hende hurtig i Haanden og vendte sig for at gaa.

✂ »Ja, jeg er vist nødt til at følge med Dig for at se, om Laagen er aaben,« sagde hun og gik med ned ad Havegangen. Haven var tilgroet og forsømt. Grene af Buskene slog hende bestandig i Hovedet, idet hun gik ved Siden af ham. Hun tog, ligesom i Ærgrelse, en Jasmingren og rev den af.

178

✂ Laagen stod aaben af den gode Grund, at den i mange Aar ikke havde været til at lukke.

✂ De saae ud i den stille Gyde. Dernede laa Brandstedet. Man saae Skikkelser bevæge sig om de rygende Tomter, i hvilke hist og her et svagt Ildskær viste sig; der var Brandvagt, og der var tillige nogle Nysgjerrige, som endnu ikke havde kunnet løsrive sig, og som i en dæmpet Tone, der paavirkedes af Stedets Uhyggelighed, drøftede den store Begivenhed.

✂ »Mon det har ringet for Louise Rasmussens Øre iaften?« sagde Oluf. »Men hun har vist næppe nogen Tanke om, at det er os, som have talt saa meget om hende iaften.«

✂ »Nej, det har hun vist ikke.«

✂ »Ja, giv mig saa den Blomst,« isagde Oluf, der havde tumlet med forskjellige Planer, og skjønt den Logik, som begrundede den ønskede Overdragelse, var noget mangelfuld, følte Frøkenen sig dog ganske overbevist ved den.

✂ »Den kan Du saamænd gjerne faa,« sagde hun med et let Anstrøg af Overraskelse over, hvad han dog her havde fundet paa.

✂ Han stak den først i sit Knaphul, tog den saa atter ud, gjorde en Bevægelse, som om han lugtede til den, og gik saa med et »Godnat, Tak for iaften«.

✂ Man hørte hans taktfaste Skridt helt ned ad Gyden, og da han drejede om Hjørnet, kunde man høre, at det skete fløjtende:
»Dansken har Sejr vundet, Hurra, hurra!«

✂ Maaske det var denne musikalske Præstation, der havde havt noget Smittende ved sig, thi da Frøkenen, som havde staaet og lyttet ved Laagen, gik op paa sit Værelse, sang hun saa højt, at hun vakte Tjenestepigen.

✂ Som hun endelig sad foran sit lille Spejl og løste sit Haar ned, saae hun paa een Gang, at det jo var Jephtas Datter, der sad der. Jephtas Datter fra imorges.

✂ Nej Tak. Det skulde hun dog ikke have Noget af. En rar Fornøjelse at blive ofret, om det saa ogsaa var af en nok saa agtværdig Fader, og begrædt af nok saa elskværdige Veninder!

179

✂ Det var noget rent Snak, dette Jephtavæsen.

✂ Det var jo heller ingen Ulykke at sidde paa Kontoret og hjælpe sin Fader. Det var slet ikke saa kjedsommeligt et Arbejde; det var en Fornøjelse, naar det gik godt; arbejde skulde man jo desuden altid.

✂ I saadan en lille By som den, de boede i, havde man det da ogsaa rigtig rart. Der var saa fredeligt og godt, og man var hinanden nær. Ja, hvor Alting var lyst.

✂ Imorgen saas de igjen. Det vilde være morsomt at se ham komme i Butiksdøren og se ud over Torvet, det rare gamle Torv. Hvordan mon han vilde se ud, naar han saae hende?

✂ Han saa forresten godt ud, naar han lo; de Hugtænder klædte udmærket, hun havde virkelig havt Ret i sin Smag som Barn. Det var mærkeligt, hvor man kunde komme til at give sig selv Ret saa mange Aar efter. Men hvad han dog ogsaa var for et prægtigt Menneske, en virkelig Helt; det, han havde gjort, skulde Andre nok lade være at gjøre ham efter.

✂ En herlig Dag havde det været; den længste Dag og den bedste Dag, hun kunde mindes; saa lang, saa lang. Og dog var hun ikke søvnig.

✂ Hun vilde lægge sig i Sengen og slukke Lyset og se ud af Vinduet paa Toppen af Linden udenfor og saa tænke paa Dagen, tænke rigtig paa det Altsammen. At være et Offer! Hvor man dog kunde finde paa noget affektert Tøjeri somme Tider.

✂ Og medens Lindens Grene lydløst viftede frem og tilbage, tænkte hun paa Dagen, paa, hvor naturlig det Ene var fulgt efter det Andet, men hvor underligt dog det Hele tilsammen var blevet at se tilbage paa.

✂ Og medens Lindens Grene sagte viftede frem og tilbage, tænkte hun paa, hvorledes de havde leget som Børn, hvor længe de ikke havde set hinanden, og hvor godt de nu vare blevne bekjendte i et Par Timer. Og endvidere tænkte hun, seende paa de sagtelig bølgende Lindegrene, at hvis engang, muligvis, maaske, for Exempel hun og han fandt paa at gifte sig, saa skulde hun fortælle ham hele denne Dags Historie, ogsaa hvorledes hun om Morgenen havde ligget og 180 jamret sig og tænkt, at hele hendes Liv skulde blive et Offer til ingen Nytte, og saa fortælle ham, hvorledes hun havde løst sit Haar og .... ja, fortælle ham det Altsammen og vise ham Billedet med Jephtas Datter. Han skulde i det Hele faa Alt at vide, hvad hun havde tænkt, saa var det ikke tænkt forgjæves.

✂ Og hvor det vilde være heldigt for hendes Fader, hvis mulig engang, maaske o. s. v., saa heldigt, at det maaske blev et Spørgsmaal, om det ikke var en Pligt at gøre det alene for hans Skyld; de vilde passe godt paa ham og tage ham til sig, maaske de kunde kurere ham fuldstændig.

✂ Hvor det var morsomt at sidde der nede i Lysthuset. Hun havde ikke i et helt Aar let saa meget som iaften. Han havde været lidt rask paa det imod hende, men det var jo ikke Noget at være vred for, ikke det Mindste; det var jo blot, fordi han syntes saa godt om hende. Men hvor man blev behagelig tung i Hovedet af den Champagne. Dejlig smagte den. Den mousserede som den Bruslimonade fra dengang .... Og Louise Rasmussen .... Og ham i Drengetrøje .... Og da de kjørte i Skoven sammen.

✂ Sagtelig bølgede Lindens Grene hid og did .... og de strakte sig ind ad Vinduet .... og hun og han sad derude i den grønne Top, han havde Drengetrøje .... Og hvor man saae Tænderne i hans Ansigt .... Nej, det var jo Noget, hun drømte .... han var jo voxen, det vidste hun godt; men han, der sad ved Siden af hende i Træet, var jo ogsaa en voxen Mand med Skjæg .... Saa kaldte de paa dem .... men de vilde ikke gaa ned .... Saa tog han hende om Livet og kyssede hende .... Og hun kyssede igjen .... en, to, tre, fire Gange ....

✂

✂ Den næste Morgen modtog en lys og glædelig Stemning hendes Sind, inden hun ret var vaagen. Hun vidste, at der var noget Lykkeligt, der ventede hende. Saa sikker var hun paa, at det var noget rigtig Lykkeligt, at hun ikke brød sig meget om at vaagne helt for at klare sig, hvad det var.

✂ Men endelig vaagnede hun fuldstændig og lod saa med stor Glæde alle Billederne fra den foregaaende Dag drage 181 forbi sig. Og atter maatte hun le højt ved at tænke, hvorledes hun den foregaaende Dag havde ligget der og taget Afsked med Livet og dets Glæder.

✂ Det Eneste, hun nu sendte en vemodig Tanke, var Femdalersedlen; den trængte hun haardt til; thi hun maatte have nyt Tøj. Det var dog virkelig trist, at en ung Pige, der saae godt ud, ikke skulde have en ordentlig Hat, ikke at tale om det Andet, som var meget tarveligt. Naa, Vejret var smukt; idag vilde hun tage sin Søndagskjole paa, skjønt det var Mandag.

✂ Og hun tog Søndagskjolen paa og gik ind paa Kontoret. Vinduet stod aabent; den nærmeste Del af Torvet laa i en kølig Morgenskygge, Brostenene vare endnu fugtige af Morgenduggen, Luften var frisk og Himlen klar. De havde allerede lukket op hos Kjøbmand Nielsens, men se, om han skulde være i Døren. Det var ellers den Tid, da han plejede at staa der, og idag havde hun næsten troet, at han havde været der tidligere end ellers. Lidt fortørnet vendte hun sig bort fra Vinduet. Men i det Samme stod han paa Dørtrinet og raabte med vældig Røst »Godmorgen!«

✂ Hun nikkede venlig og satte sig i fortræffeligt Humør til sit Skriveri.

✂ Hele Kontoret, ligefra den slidte Skranke til de støvede Reoler og de af Alder sorte Charter, der opbevaredes som en Slags postalske Oldsager, havde faaet et andet Præg. Der var lyst og venligt, og det var en hel Fornøjelse at sidde nær Vinduet og skrive, medens den friske Luft strømmede ind. Det hyggelige Tarv, hvor det saae venligt og fredeligt ud med de lange, lave Huse! Og det var det, som »Skelevippen« fra Henriksholm sidst havde lapset sig ved at kalde den kjedsommeligste brolagte Plet i Danmark. Den vigtige Laps med sin Næseklemmer og sine tynde Ben, han skulde nok have taget sig i Agt for at løbe ind i et brændende Hus.

✂

✂ For alle Mennesker, der paa retskaffen Vis holde meget af Søndagen, er Mandagen en kjedsommelig Dag, og det selv om Søndagen har skuffet de til den knyttede Forhaabninger, hvad den jo ikke saa sjeldent gjør. I den lille By, hvor der Intet 182 var at tage sig til de Søgnedage, var Søndagen netop af den Grund særlig vel lidt, og Mandagen altsaa i saa lav Kurs som mulig og i det mest uomtvistelige Ry for at være kjedsommelig.

✂ Den Mandag, som fulgte efter Branden, var imidlertid ikke kjedelig. Der var Noget at tale om. Man havde selve Branden, dens Aarsag og Opkomst og hele Forløb, før den endnu var opdaget, og efterat den var bleven opdaget, Hypotheser om, hvad der vilde være sket, hvis den slet ikke var bleven opdaget, Kritik over, hvad Brandvæsenet havde gjort, og over, hvad det havde undladt at gjøre, men først og fremmest Diskussion om, hvad Oluf Nielsen havde gjort.

✂ Oluf Nielsen havde hidtil ikke spillet nogen Rolle; nu var han Dagens Helt og Byens Helt. Der var livligt paa Torvet den Dag. Alle Folk i Byen skulde først til Brandstedet og derfra over til Nielsens. Butikken var hele Tiden fuld af Mennesker, der naturligvis ikke kjøbte Noget, men som alle forlangte at faa direkte Meddelelser af Helten om, hvorledes det var gaaet til. Alle indledede deres Spørgsmaal i denne Retning med en eller anden personlig Anerkjendelse, som ikke varierede meget i Formen, men som aabenbart ogsaa var lige velment.

✂ Den unge Oluf Nielsen havde i Begyndelsen følt sig højst trykket ved at modtage alle disse Tillidsudtalelser og ved at skulle besvare alle disse i og for sig hædrende Forespørgsler. Men efterhaanden gik det lettere. Op ad Formiddagen havde han, som hidtil kun havde besvaret de stillede Spørgsmaal paa en noget ubehjælpsom Vis, faaet udarbejdet en nogenlunde sammenhængende Fremstilling. Denne var meget beskeden og ædruelig, som Hr. Oluf Nielsen i Virkeligheden var, men benægtede dog ikke selve Kjendsgjerningen, saaledes som han i første Øjeblik havde været tilbøjelig til at gjøre det.

✂ Om Eftermiddagen kom der adskillige Bønder, som ikke havde hørt Noget om det Hele og ikke heller talte om det; de to Andre i Butikken fandt, at der blev gjort altfor meget Stads af det Hele, og at Oluf Nielsen var bleven »vigtig«, og fortalte ikke af sig selv Noget om det. Oluf Nielsen fandt, at Bønder dog, naar Alt kom til Alt, stod lavt i Intelligens.

183

✂ Den næste Morgen udkom Byens Avis med Beretning om Branden, som den i sit Mandagsnummer kun havde helliget nogle korte Linier. Hr. Kjøbmand, Løjtnant O. Nielsen, som han hed i det offentlige Sprog, var i denne Beretning fejret paa en Maade, som ganske svarede til Byens Følelser. Den Fejrede læste Artiklen i Butikken; den gjorde ham unægte lig godt, skjønt han mærkede, at han blev rød og varm under Læsningen; thi det var dog lidt flovt saaledes at blive stillet offentlig frem. I sit Hjerte var han inderlig glad over Rosen, men det var dog med en passende Grad af Ligegyldighed, at han lagde Avisen fra sig paa Disken og sagde: »Det er saamænd ikke stillet saa tosset sammen af det Aalehoved Jørgensen, men han har smurt for tykt paa med mig. Jeg skal give ham en ordentlig Overhaling, naar vi tales ved.«

✂ »Hvorfor det?« spurgte Hr. Knudsen, den ældste Svend, der vilde forringe Oluf Nielsens Fornøjelse ved at lade, som om han slet ikke vidste, at han var kommen i Bladet.

✂ »For dette her,« sagde Hr. O. Nielsen. »Se!« og han viste ham det paagjældende Stykke i Bladet.

✂ »Naa, er det Noget om Ildløsen?« sagde den Anden, som ikke vilde læse det og blot kastede et flygtigt Blik derpaa. »Ja, de skal jo have Noget at skrive om i deres Sprøjte. Men det gjør jo lige meget; der er Ingen, der tager sig nær, hvad der staar.«

✂ »Aa, det vil jeg dog ikke sige,« sagde O. Nielsen, indvendig irriteret. »Den er saamænd ikke værre end de andre Aviser.«

✂ »Du sagde jo selv, at han var et Aalehoved. Det er de sgu ogsaa allesammen, der skriver dette Avissludder. Men der er heller Ingen, som bryder sig om det.«

✂ »Det skal Du dog ikke sige,« indvendte Nielsen i en ligegyldig Tone.

✂ »Nej, naar man bliver rost....«

✂ »Aa, Sludder.... Jeg skal give ham en ordentlig Overhaling, siger jeg Dig.«

✂ Den Anden tav og fløjtede. Oluf Nielsen følte sig i Øjeblikket noget utilfreds med sig selv og Butikken og sine Kolleger og Pressen og hele Omverdenen.

184

✂ I Vrede havde han udtalt en Anelse om, at man dog vilde bryde sig Noget om Byavisen, og heri havde han virkelig Ret. Den holdt hans Berømmelse paa Kulminationspunktet hele denne Dag og bidrog maaske noget til en stor Begivenhed, som forefaldt samme Aften.

✂ Der var Byraadsmøde paa Raadstuen. Byraadet var den mindst fredelige Institution, som den lille Kjøbstad paa alle sine Enemærker havde at opvise. Raadet var delt i to Partier, det ene støttede Byfogden, udgjørende Regjeringspartiet, det andet udgjorde Oppositionen. Dette sidste havde til Fører og Leder Kjøbmand Rasmussen, Fader til den tidligere omtalte Louise Rasmussen og iøvrigt en temmelig vigtig Person i Byen. Han havde en vis Talefærdighed, var meget paastaaelig og overordentlig selvtilfreds og spillede derfor med Rette en Rolle blandt sine mere beskedne Medborgere. Han havde begyndt sin Løbebane i Klubben; nu var han ikke blot Klubbens Formand, men ogsaa Byraadets mest talende Medlem, der gjorde den skikkelige gamle Byfoged en urimefig Mængde Knuder i Smaasager blot for at vise, at han var Manden for, hvordan det skulde gaa til i Byen; thi virkelige Tvistespørgsmaal vare naturligvis ikke at opdrive.

✂ Paa tredie Aar havde et svævende Spørgsmaal nu staaet paa om Rykningen af et Plankeværk i Allehelgensstræde, som en Ven af Rasmussen havde fundet for godt at sætte en Alen ud paa det smalle Fortov og paa ingen Maade vilde flytte tilbage, en Beslutning, som Rasmussen opildnede ham til ubetinget at fastholde.

✂ Der havde været ført glødende Debatter om denne Sag i Raadet. Byfogden vilde have Plankeværket bort, fordi det altfor meget spærrede Færdselen i den omtalte Gyde. Rasmussen holdt paa, at det for det Første ikke var offentligt Fortov, og dernæst at det var en Borgervellet udelukkende fremmende Forholdsregel, at det var opført; paa det sad en Lygte, og det var den eneste i Strædet. Det tvang endvidere Folk til at holde sig paa det andet Fortov, hvor der var bedre Plads, og var i det Hele en Forskjønnelse af Passagen. Af alle disse Grunde skulde og maatte det blive paa sin Plads. Sagen var drøftet og diskuteret under de mest udtømmende 185 Former, og endelig var den under en ny sindrig Form bragt for Domstolene, og der procederedes nu om den for anden Instans.

✂ Forholdet imellem Byfogedpartiet og Partiet Rasmussen var blevet aldeles umuligt igjennem Plankværkssagen. I Reglen var det sidste Parti det stærkeste; stundom kunde Byfogden faa i en eller anden lille Sag en Haandsrækning fra Amtet, men det gik sparsomt paa, Amtmanden vilde helst staa sig godt med dem, der i Amtet kunde gjøre ham Skade eller volde ham Ubehageligheder, og var som Følge deraf ikke tilbøjelig til at støde Princippet Rasmussen. Byfogden turde ikke heller drive Sagerne paa Spidsen, han vidste, at han var gammel og skrøbelig og ikke istand til at opnaa andet Embede end det, han nu engang sad i.

✂ Saaledes stod Sagerne paa den store Brands Tid og den Dag, da det nævnte Møde skulde være.

✂ De Folk, der vare Medlemmer, vare ligesom alle andre Folk i Byen Mænd, der havde god Tid. Derfor mødte de ogsaa præcis, ja i Reglen noget før Tiden. Naturligvis samlede de to Partier sig i to forskjellige Klynger i to Vinduesfordybninger, og i de to forskjellige Klynger meddelte man i Reglen hinanden med de samme Ord de samme Ting. Den Dag havde imidlertid Gruppen Rasmussen Noget for sig at hviske om i dens Vinduer, som syntes at være meget interessant. Rasmussen selv hviskede for, triumferende, med begge Hænderne dybt nede i Lommerne og gyngende sig paa Hælene; hans Tilhængere hviskede efter, med smilende Ansigter og seende over Skuldrene til Byfogedvinduet. Der anede man Uraad; man havde udvexlet de Betragtninger over Branden, som det var nødvendigt at betro hinanden, efterat man om Formiddagen havde talt sammen om akkurat det Samme, og da dette var besørget, blev man tavs og adspredt. Uden at Nogen vilde tilstaa det, grundede de Alle over, hvad Rasmussen'erne havde i Sinde at tage dem i Flanken med.

✂ Den gamle Justitsraad var helt nervøs og tørrede sin Pande den ene Gang efter den anden og var næsten glad, da det gamle Ur, som dikkede sit Akkompagnement til Raadets Snakken, trak op til Slag af det Klokkesiet, da Mødet 186 skulde aabnes. Saa vilde man da faa at vide, hvad der var paa Færde.

✂ Og det fik man ogsaa.

✂ Hr. Rasmussen tog Ordet for at stille et Forslag, et Forslag, som han følte sig sikker paa ikke vilde møde nogen Modstand, »begrundet paa«, som han, benyttende en Yndlingsvending, udtrykte sig, at Menneskekjærlighed bestod i at elske sine Medmennesker og være villig til at bringe dem Ofre, samt »grundet paa« flere lignende Betragtninger. Han fandt Behag i saa længe som muligt at holde det hen, hvad hans Forslag skulde gaa ud paa; endelig maatte han rykke ud med det. Gjennem Ildebrande i Almindelighed og den nys stedfundne i Særdeleshed, betragtende Arbejderspørgsmaalet, Fattighuse og det for faa Dage siden nedbrændte, kom han til det Resultat at foreslaa, at Raadet skulde vedtage en Udtalelse om Hr. Løjtnant, Kjøbmand Oluf Nielsen, der indeholdt sammes Paaskjønnelse af hans heltemodige Daad.

✂ Den gamle Byfoged følte sig helt lettet. Det var der ikke noget Farligt i. Da Rasmussen sluttede med en skummel Antydning om, at dette Forslag forhaabentlig var et af dem, man kunde samle sig om uden al Meningsforskjel i andre Sager, sluttede Byfogden sig saa uforbeholdent hertil, at det ikke var muligt for Partiet Rasmussen at finde noget Angrebspunkt i hans Ord. Tvertimod, der udbredte sig en vis velvillig Stemning over hele Forsamlingen, man fik en behagelig Fornemmelse af det Fornøjelige i at være forsonlige og fordragelige. Modstanderes Høflighed og Anerkjendelse gjør dobbelt Virkning imod Venners. Det gik saa vidt, at Byraadet efter enstemmig at have vedtaget en Udtalelse til Oluf Nielsen bagefter tillige blev enig om Anskaffelsen af fire nye Rendestensbrædter udenfor Raadhuset, en Sag, som i længere Tid havde staaet i Stampe paa Grund af Partiet Rasmussens Modstand. Derefter skiltes man ad, i en ualmindelig Grad tilfreds med hinanden.

✂ Det er en Selvfølge, at flere Medlemmer kort efter mødtes paa Torvet udenfor Nielsens »Butik og Lager«, som det hed. Alle forsikrede hinanden, at de tilfældigvis skulde ad denne Kant, og de havde saa villet - rent i Forbigaaende - 187 meddele den Hædrede, hvad der var overgaaet ham. Det var da ogsaa et noget forvirret Referat, Hr. Oluf Nielsen fik af flere Stemmer temmelig meget i Munden paa hinanden. Og hvad det egentlig var, der var vederfaret ham, forstod han maaske ikke, kun ganske i Almindelighed det, at det var noget særdeles Udmærkende, og at han skyldte sin Ven Rasmussen det.

✂ Hans Fader, som havde mere Aandsnærværelse, inviterede øjeblikkelig hele Byraadet til Aftensmad. De, der vare, blev, de Andre blev hentede. Der kom stor Travlhed i Beboelseslejligheden, Ilbud foer afsted til den eneste Konditor og til andre Leverandører.

✂ Oluf Nielsen stod og kiggede over til Posthuset; han havde megen Lyst til at komme derover og meddele Frøkenen et omtrentligt Referat af, hvad han antog Byraadet havde gjort ved ham. Men han kunde ikke slippe afsted. Hans Fader beordrede ham ovenikjøbet til at fratræde sin Tjeneste i Kontoret og gaa over at pynte sig. Og da han først var ovre i Stuerne, blev han der.

✂ Om Aftenen klang fra de aabne Vinduer højrøstet og munter Tale over det stille Torv, samlede Klynger af Nysgjerrige udenfor og bragte baade Postmesteren og hans Datter til Vinduerne. De saae i den lyse Aften, at der var Travlhed i hele Nielsens Lejlighed, de kunde se Skikkelser bevæge sig, der var Fest derovre, det var klart.

✂ De havde i mange Aar ikke omgaaedes med Nielsens, men i det, at man holdt en saadan Fest som denne, der aabenbart var til Ære for ham, uden at hun var med, var der Noget, som idag nagede den lille Postmesterfrøken. Hun sagde sig selv den ene Gang efter den anden, at det jo ikke var Nogetsomhelst at ærgre sig over eller føle sig utilfreds med. Det hjalp ikke. Hun følte sig tilsidesat, forstødt, forglemt.

✂ Klokken slog otte. Det var Tid at gjøre den lille Tur ud til Olsens Have. Faderen kom med Hat og Stok og brummede, da hun ikke var færdig. Hun foreslog, at de skulde blive hjemme. Saa var han nær bleven vred for Alvor, og saa gik de derud.

✂ Han fik sit 01; hun sad og tegnede med sin Parasol 188 i Sandet og saae ud over Markerne ligefor og den stille Vej uden Rejsende, som blev borte bag Bakkerne derovre. Men hendes Tanker fulgte den iaften ikke ud imod det ubekjendte Fjerne, der laa derude, under de gyldne Solnedgangsskyer. Hendes Tanker vare paa det store Torv, i Nielsens Stue, og kun der. Og det blev ved at nage hende, at hun var forglemt, rent forglemt ved hans Fest; hun gjorde sig det dog ikke ret klart, hvem hun i den Anledning vilde være bitter paa.

✂ De gik hjem, og Mørket var faldet paa, og alle Vinduer skinnede med Lys derovre, og Talen og Latteren lød dobbelt højrøstet, næsten vildt. Der maatte være varmt derovre, Vinduerne stod aabne, der var ikke rullet ned, og man kunde tydelig kjende saa den Ene og saa den Anden.

✂ Hendes Fader gik i Seng efter at have gjort sin sædvanlige Ronde - altid en drøj Tour for hende at se paa - i Huset for at se, om der ikke skulde staa et eller andet Spirituøst fremme. Da Alt saaledes var stille og roligt i Huset, satte hun sig hen ved sit Kontorvindue. Naturligvis tændte hun ikke Lys. Der var Ingen, der maatte ane, at der var Nogen, som sad og spejdede. Men der sad hun saa og saae over imod Gjenbohuset. Hun kunde tydelig se ham midt i Stuen, se, at det var ham, det Alt drejede sig om, se, at han var straalende fornøjet. Og nu blev det hende ganske klart, af hvem det var, hun var forskudt og forglemt.

✂ Sommernatten var brudt frem, en rolig og lys Nat, Vinduet var aabnet, Drag af den stille Luft strømmede ind og bevægede det gamle støvede Gardin, men det var det Eneste, som rørte sig ovre paa hendes Side. Det gamle Ur ovre i Taarnet begyndte at slaa. Man hørte Slagene over alt Spektaklet derovre fra: En .... to .... tre .... elleve. Hun kom til at tænke paa den sidste Aften, de havde siddet dernede i Lysthuset; den stille Aften, den lykkelige, den uendelig lykkelige Aften. Saa dejlig syntes den hende nu gjennem Modsætningen at være, at hun lagde sit Hoved ned i Vindueskarmen og græd; det forekom hende, at al Lykke og Fryd til evige Tider havde vendt hende Ryggen, efterat han havde aflagt hende det korte lille Besøg, og at nu var der ikke Andet 189 for at gjøre end at bøje sit Hoved og resignere til et glædeløst og farveløst Liv, der ventede.

✂ Og videre skred Nattens Timer, Mørkets Slør over den lille By blev tættere, Stjernehimlen, som drejede sig over den, blev højere og højere. Paa Torvet blev Scenen ved at være uforandret: Det belyste, glade, larmende Hus og det mørke Vindue ligeoverfor. Og først da sent alle Lysene vare slukkede, og de sidste, højttalende Gjæster traskede afsted, alle med mindre sikre Fjed, først saa lukkedes Kontorvinduet. Men inden det skete, havde hun hørt Noget, og det var det Allerværste: Da de gik, havde den tykke Rasmussen raabt: »Saa imorgen, eller .... iaften .... hahaha, det er jo Morgen .... iaften hos mig.« Og Hugtand, som fulgte Gjæsterne gjennem Porten ud paa Gaden med de viftende Lys, havde svaret: »Ja, Tak, iaften tager vi fat igjen, det bliver sgu brillant!«

✂ »Ja, iaften, iaften,« gjentog Koret.

✂ Det var det Allerværste. Iaften skulde han til Rasmussens - til Louise Rasmussen. Saa sent det end var blevet, kunde Postmesterfrøkenen den Nat slet ikke falde i Søvn, men laa og saae den graa Morgen komme. Hun tænkte paa den Gang, hun havde ligget her og følt sig som Jephtas Datter. Dette var rigtignok noget Andet at sørge over. Ak Gud bevares, den Morgens Bedrøvelse var jo som Fornøjelse imod alt dette.

✂

✂ Det gik ikke godt paa Torvet den næste Dag, hverken paa Posthuset eller ovre hos Nielsens. »Hugtand« kom sent i Butikken og viste sig som Følge deraf ikke for at sige Godmorgen til sin Gjenboerske. Den stakkels Postmesterfrøken havde forresten heller ikke ventet det, hun havde en Følelse, som om hun var helt tom i sit lille Hoved, det var næsten ikke muligt for hende at samle de nødvendige Tanker, og det gik virkelig galt med flere Ting. Det Kjedsommeligste blev, at hun havde expederet gale Aviser til Rasmussens, da Middagsposten var kommen.

✂ Louise Rasmussen kom nemlig selv for at bringe det i Orden. Hun var spids og ubehagelig og lod sin Veninde vide, 190 at det var meget kjedeligt, hun selv skulde løbe efter deres Aviser, og hun havde heller aldrig gjort det, naar det ikke havde været for Feuilletonens Skyld, thi de havde frygteligt travlt; de skulde have voldsomt stort Selskab, og hun havde rasende Meget at bringe i Orden med sin Dragt.

✂ »Det skal være for Løjtnant Nielsen, Du,« forklarede hun. »Fader gjør ordentlig Stads af ham, og det har han da ogsaa fortjent.«

✂ »Aa ja,« sagde Postmesterfrøkenen med bortvendt Ansigt.

✂ »Aa ja, siger Du; ja, det skulde jeg da rigtignok mene. Men saadanne prosaiske Mennesker, som I er, der altid sidde paa et Kontor, uh, I bryde Jer naturligvis ikke Noget om, at et Menneske gjør saadan en Heltegjerning, saadant Noget, der er lidt ualmindeligt.«

✂ Postmesterfrøkenen tav, hun var virkelig i det Øjeblik ikke utilbøjelig til at faa Noget imod Bedrifter og Heltegjerninger og det Ualmindelige, som hendes lille Hjerte ellers nok havde forstaaet at vurdere.

✂ Dermed tog Frøken Louise Rasmussen Afsked, endnu engang indskærpende sin Veninde, at der blev mageløst morsomt hos dem iaften, og at Løjtnant Nielsen var et uhyre vakkert og elskværdigt Menneske.

✂ Posten til Hegnede fik lidt efter Tasken til Egnede og kjørte med den, og da Manden til Egnede, forresten af et rent Tilfælde, kom til at se, at det var Tasken med »Hegnede« paa, der blev udleveret til ham, var det for sildigt til at stoppe den Anden. Postbesørgelsen til baade Hegnede og Egnede blev saaledes fuldstændig afbrudt den Dag, hvad der aldrig før var arriveret en Sommerdag. Postmesterfrøkenen forudsaa, at det vilde føre til, at hendes Fader fik sin Afsked, og at de begge To blev smidte paa Gaden som aldeles ubrugelige Væsener og formodentlig endte i Fattighuset, hvor Louise Rasmussen med Hugtand ved Siden saa vilde kjøre forbi hver Dag. Men hun var i en saa mat og medtagen Stemning, at dette Fremtidsbillede kun formaaede at gjøre hende en Skygge mere nedslaaet. Hugtand havde hele Dagen ikke viist sig et Øjeblik.

191

✂ Om Eftermiddagen, da Tiden for den Rasmussenske Fest nærmede sig, saae hun ham komme over Torvet i sorte Klæder, stram og pyntelig; godt saae han ud. Hun sad ved sit Skrivebord lidt indenfor Vinduet, han saae derind, hun tog Øjnene til sig og lod, som hun ikke saae, at han hilste. Men hele Resten af Dagen fortrød hun dette paa det Bitreste, skjønt hun naturligvis vilde have gjort det om igjen akkurat paa samme Maade, thi forelskede Folk have jo som bekjendt en uopryddelig Tilbøjelighed til ligeoverfor hinanden altid at gjør e det, der er mindst naturligt.

✂ Festligheden hos Rasmussens, hvortil Hugtand altsaa begav sig, var særdeles glimrende. Hr. Rasmussen ansaa sig i Anledning af, at hans Forslag om at hædre den modige Redningsmand var gaaet igjennem i Raadet, som en Slags Overredningsmand, og han var i Overensstemmelse med denne sin høje moralske Rolle elskværdig nedladende imod hele Samtiden. Han havde paa den høfligste Maade indbudt Byfogden og hele det byfogedlige Parti og vilde paa dem, Nielsen og sin egen Udmærkethed spendere saa fortræffelig en Aftensmad, som Byen med det korte Varsel kunde præstere.

✂ Frk. Louise Rasmussen, Faderens eneste Barn og Husets eneste Dame - Moderen var død - gjorde paa sin Side Alt, hvad der kunde forlanges paa Elskværdighedens Vegne, baade i den ene og i den anden Retning. Hun var en ganske kjøn, om end ikke videre fin, brunet Pige, med livlige Øjne, uroligt Blod og en urolig Tunge, der ikke var ganske fri for at være ondskabsfuld.

✂ Alle Stuerne i Huset vare tagne i Beslag; de Ældre skulde spise, spille, spise og atter spille, de Yngre skulde spise, danse, spise og atter danse. Den første Spisning var en lettere The, den anden en meget solid Aftensmad.

✂ Den første Del var overstaaet, Herrerne af den ældre Serie havde trukket Kort om deres Pladser, de andre tænkte paa at gjøre sig behagelige for Damerne, men havde endnu ikke havt Mod til at begynde, paa et Par Undtagelser nær. Den Ene af disse var Stamherren til Henriksholm - en Ejendom, der forresten ikke var større, end at dens Ejer fik Lov til at vedblive at være Kammerjunker, selv efter at han 192 havde holdt Sølvbryllup og ihærdig havde søgt om at blive Kammerherre. Hans Søn kunde derfor ikke gjøre sig Haab om at blive Kammerjunker, højst Jagtjunker, men det havde han Haab om at blive ret snart. Han var imidlertid Byens fejrede Løve, Mønstret paa god Tone, ialfald for Damerne, læste franske Romaner og drømte om at finde en Madame Bovary i Byen.

✂ Den anden af de Dristige var virkelig Helten selv, Hr. Oluf Nielsen. Han var nu efter flere Dages uafladelige Fejring, ialfald foreløbig, kommen til det for ham behagelige Resultat, at han egentlig var en ganske rask Karl, og at de kunde være glade for ham, og dette havde givet ham en vis forøget Sikkerhed. Han mærkede ikke, at han derved alt undergravede Grunden for sin Popularitet, thi Herrerne, som strax havde begyndt at bemærke dette, fandt nu, hvad Knudsen strax havde fundet, at han var bleven »vigtig«, hvilket er en Dødssynd paa slige Steder, som aldrig tilgives.

✂ Louise Rasmussen havde som en driftig Værtinde sørget for, at ingen af de to Løver kom over til nogen af hendes Veninder. Hun stod foran en Konsol i Dagligstuen og holdt dem lænkede en paa hver Side, koketterende paa lidt simpel Vis, snart med en Fod, der dog ikke var overdrevent lille, saa med en Arm, et dristigt Blik eller en yndefuld Hovedrysten.

✂ Den unge Aristokrat drejede sin Knebelsbart og tænkte paa, om det ikke skulde kunne blive Madame Bovary.

✂ Hr. Oluf Nielsen stod med begge Hænderne i Lommen og lo et Par Gange saa højt og sikkert, at Overbevisningen om hans Vigtighed blev slaaet fuldstændig fast.

✂ De andre unge Piger og yngre Koner vare smilende udvortes og rasende indvendig over, at ingen af de andre »dumme Herrer«, som de i deres Hjerter kaldte dem, havde Mod til at komme over til dem.

✂ Naa, Gudskelov, endelig begyndte da Toner at klinge og dirre fra det gamle Klaver i Havestuen.

✂ »Hr. Nielsen, maa jeg have den Fornøjelse at føre op med Dem,« sagde Frk. Louise Rasmussen og tog hans Arm. Oluf Nielsen førte hende afsted med Selvfølelse, han var jaltsaa Aftenens mest begunstigede Kavaler. Den unge 193 Henriksholmer snoede sin Knebelsbart og tænkte, at det dog ikke var Madame Bovary. Da han slet ikke vilde se til hende, gik han glip af et for ham ganske særlig bestemt Øjekast, som maaske vilde have bragt ham til at forandre Anskueiser.

✂ At han iøvrigt derved mulig vilde have begaaet en Feil, er noget Andet. Sagen var den, at Frøken Louise Rasmussen vel var en livlig Pige med noget dristige Øjne, men i Virkeligheden en meget klog Pige, der foreløbig slet ikke tænkte paa Andet end at blive godt gift.

✂ Naturligvis var Henriksholmeren i een Henseende Nummer Et. At blive den unge Frue paa Henriksholm, det var, om ogsaa Herligheden derude var lidt falmet og slidt, det mest Glimrende, der kunde tænkes for en Pige fra Staden. Og den unge Kavaler selv stod ogsaa til Trods for sine tynde, lidt vaklende og rent ud sagt skjæve Ben og øvrige legemlige Ufuldkommenheder ubetinget for Byens Damer som et Mønster paa uopnaaet Elegance.

✂ Hvad Udsigterne angik, saa havde Frøkenen selv en Fornemmelse af, at han holdt mest af at »gjøre Sjov« med hende uden at antyde noget Reelt; men paa den anden Side var det jo umuligt, at ikke en ung Dame, der saae godt ud og ikke var videre fint anlagt, ikke ligeoverfor Hvemsomhelst skulde kunne tænke sig den Mulighed, at han blev dygtig forelsket i hende, ikke at tale om, at der jo gives en vis Art Overrumplinger, ligeoverfor hvilke hun havde en Følelse af, at Mændene altid vare meget svage.

✂ Dersom han imidlertid slet ikke vilde give sig, saa maatte hun nøjes med en Anden, og som Reserve var Oluf Nielsen ikke at foragte, især nu, da han var bleven en fremragende Mand. I ethvert Fald kunde han jo bruges til at gjøre Henriksholmeren jaloux, og han var en ny Løve, som det altid var morsomt at have foran sin Triumfvogn, og som ikke burde have Lov til at gaa foran nogen anden.

✂ Saa drog hun da altsaa med ham under Armen ind i den Stue, hvor der skulde være Dans, bestemt paa at betvinge ham, kun ladende det staa hen, hvad Rolle der saa til Slut skulde tildeles ham.

✂ Da de vare komne lidt til Ro i et Hjørne af Havestuen 194 sagde hun: »Hør, siig mig, De er nok ordentlig Uven med Deres Gjenboerske.«

✂ »Min Gjenboerske?«

✂ »Ja, den lille Postfrøken« - hun knappede af paa Titlen.

✂ »Nej!« sagde Oluf Nielsen ganske ligefrem og blev lidt rød.

✂ »Saa, det var dog mærkeligt.«

✂ »Hvorfor?«

✂ »Ikke for Noget.«

✂ De to sidste Repliker varieredes et passende Antal Gange. Først saa bestemte Louise Rasmussen sig til at sige: »Aa, hun sagde til mig i Formiddags, at der ikke var Noget ved det, De havde gjort. Og det var dog ved Gud skammeligt.«

✂ Det gav virkelig et Stik i Hjertet paa den brave Oluf Nielsen. Lad være, at han var bleven lidt forfængelig ved al den Stads, der var bleven gjort af ham i de sidste Dage, saa - ja saa gjorde det ham paa en aldeles aparte Maade ondtr at Postmesterfrøkenen havde talt saaledes.

✂ »Saa, sagde hun det?« sagde han lidt betænkelig efter et Øjebliks Studsen.

✂ »Ved Gud!« og hun tilføjede en yderlig indtrængende Bekræftelse. »Det sagde hun til mig selv idag, da jeg var derinde for at hente vore Aviser, som hun naturligvis havde kludret med, som hun altid gjør!«

✂ »Saa, jeg synes dog ellers, hun er meget ordentlig og paapasselig.«

✂ »Ja, det veed jeg saamænd ikke,« sagde den Anden i en fortræffelig ligegyldig Tone. »Jeg synes, hun slægter Faderen paa. Vi vilde saamænd gjerne have bedt dem iaften, men det er jo saa sin egen Sag .... De forstaar .... saadan hjemme hos En selv.«

✂ Oluf Nielsen nikkede. Det Mod, der udkrævedes for at tage den gamle Postmester lidt i Forsvar, manglede han.

✂ Maaske kunde dog hans Tavshed, tildels ialfald, forsvares paa en mildere Maade. Thi han var bleven ikke lidt adspredt ved, hvad Frøken Louise havde fortalt ham om sin Venindes Udtalelser.

✂ Forresten gik Aftenen særdeles godt. Frøken Louise var saa elskværdig og saa beundrende, at han ialfald i Øjeblikket 195 glemte den anden Skuffelse. Alle de andre Damer vare ligeledes elskværdige og beundrende.

✂ »Henriksholmeren«, der var bleven sat tilside for ham, var i sit Hjerte inderlig besk paa ham og hans Bedrift, men behandlede ham alligevel mere høflig, end han plejede, og Oluf var tilbøjelig til at finde, at han til Trods for sine tynde Ben og sin Lorgnet var en ganske brav Fyr, hvem han nok kunde lide at omgaas.

✂ Hr. Rasmussen udbragte hans Skaal med en ualmindelig righoldig Anvendelse af Konstruktionen »Begrundet paa«.

✂ Den gamle Byfoged udbragte den derpaa om igjen med al mulig Anerkjendelse af den forrige Talers Ord, og en tredie Taler gjorde senere det Samme.

✂ Oluf fik Lyst til at drikke Dus med Henriksholmeren, men heldigvis betvang han dog denne Tilbøjelighed. Den unge Aristokrat fandt, at Kræmmersvenden var uforskammet familiær imod ham; han havde et Par Gange slaaet ham paa Skulderen, saa det havde knækket i hans Knæer, og foreslaaet ham at se ind til sig med det Første, ja efter Bordet havde han endog aldeles uopfordret sagt til ham, at han - Kræmmersvenden - kom sgu en Dag ud og tog ham i hans Hule - Henriksholm - saa skulde de slaa et Slag sammen.

✂ »Hule!« bruge et saadant Ord om Henriksholm, som han havde smigret sig med var et Sted, hele Byen betragtede med den ærbødige Respekt og Følelse af Fjernhed, som skyldes sand Fornemhed.

✂ Han fortrød virkelig, at han var kommen til dette gyselige Kræmmerselskab. Alvorlig stod han ved Dørstolpen og stirrede aristokratisk ud for sig.

✂ »De ser saa alvorlig ud,« hviskede en blid Stemme ved Siden af ham, og Frøken Louises dristige Øjne saae ind i hans. »De kjeder Dem vist, er jeg meget bange for.«

✂ »Jeg? nej.« Han saa vedblivende slet ikke paa hende og gjorde kun vridende med Halsen forskjellige synkende og rømmende Bevægelser, som kunde udlægges paa forskjellig Vis, da de vare af en højst almindelig Beskaffenhed.

✂ »Jo, jeg er meget bange for det,« sagde hun. Og endnu sagtere og blidere tilføjede hun: »De er ikke saa 196 elskværdig« - endnu en Grad sagtere og blidere - »som De plejer.« Øjekast!

✂ Han havde i det Hele ikke i nogen særegen Grad Ordet i sin Magt, men det passede forresten ogsaa ret godt til hans Situation, at han slet ikke svarede med Andet end en fornærmet Stirren og en ganske let Synken.

✂ »Vil De ikke,« sagde hun saa stadig i en blid Tone, men denne Gang uden Øjekast, »en Gang danse rundt med mig.« Og i det Samme svingede hun sig ind i hans Arm, og inden han selv ret vidste af det, vare de ude paa Gulvet. Hun holdt sine Øjne nedslagne, men hvilede hengivent paa hans Arm; de havde danset en Gang rundt, hun mærkede, at han vilde til at stoppe, og sendte ham et blidt Øjekast, han var begyndt at smelte, og de fortsatte; anden Omgang, atter Øjekast; tredie Omgang, han var blød som Smør, han vilde have fortsat, men nu gled hun - uden Øjekast - men med et sagte hvisket Tak ud af hans Arm.

✂ Han saae efter hende, fandt selv, at han dog var en Pokkers Karl til at gjøre Lykke hos Fruentimmerne, pudsede sin Lorgnet og gav hende, idet han saae hende atter sidde ved Siden af Oluf Nielsen, øjensynlig med et adspredt Udtryk i sit Ansigt, atter Plads i sin Fremtidsroman som Madame Bovary.

✂ Alt dette anede Oluf Nielsen ikke Noget om; han og hun talte efter hendes Opfordring om Barndomsdagene. Og for hans Øjne saae hun slet ikke adspredt ud, men drømmende, optagen af disse Erindringer; stundom sukkede hun blidt ved en af dem.

✂ Ligesaa lidt som han saae hendes Træskhed, havde han nogen Fornemmelse af, i hvilken Grad hans Popularitet alt var falden hos Mændene, hvorledes den yderligere var bleven svækket ved hans »Vigtighed« iaften ligeoverfor Damerne og i det Hele hans Optræden som Selskabsmand, og hvorledes endelig de tre Skaaltaler havde givet den Dødsstødet.

✂ For ham var Alting Festlighed og Fornøjelse; maaske indtil det Øjeblik, da han sent paa Natten vandrede hjem i den stille Gade.

✂ I Sommernatten laa den lange Række af smaa Huse, hvert 197 gjemmende sine smaa Glæder og smaa Sorger og smaa Hemmeligheder - i Sommernatten laa den saa ensomt og tavs, saa uforlignelig stille, som om disse Huse ret beset slet ikke vare beboede, ja aldrig havde været det, men blot havde en lille Mission i Ensomhedens og Forladthedens Tjeneste.

✂ Denne Stilhed virkede beroligende paa ham, men i den dukkede ogsaa den Sag op, som havde siddet og luret og ventet paa et roligt Øjeblik for saa at komme og sige til ham: Nu os to! det Spørgsmaal nemlig, hvor hun havde kunnet nænne at tale saaledes om ham, hun, der blot to Dage iforvejen havde været saa mageløst elskværdig, at han aldrig kunde mindes en saadan Aften. Aldrig havde noget Menneskes Mening om ham beskjæftiget ham saa meget som hendes. Hun havde faaet saa Meget at sige for ham efter den Aften.

✂ Den næste Dag gik han selv over for at hente deres Breve ved Middagstid, idet han gav det Paaskud, at han erindrede, at det hastede saa overordentlig stærkt med et af dem, at han ikke kunde vente, til Postbuddet kom. Da Postbuddet gik ligefra Kontoret over til Nielsens, antydede dette Noget, der var saa vigtigt, at et Sidestykke dertil ikke var indtruffet i de postalske Annaler, og Frøkenen fik meget travlt med at gaa Brevene igjennem.

✂ Der var imidlertid slet ingen til Hr. O. Nielsen, hverken til ham eller til Firmaet.

✂ Han optog dog denne overraskende Efterretning med Sindsro og blev staaende ved Skranken.

✂ Da der et Øjeblik Ingen var i Kontoret, begyndte han efter en indledende, forlegen Skraben med den ene Fod: »Maa jeg ikke spørge Dem om ....«

✂ »Om hvad?« sagde Postmesterfrøkenen, da Pausen blev lidt lang. Hun var stadig fordybet i sine Breve og sad næsten helt bortvendt fra ham.

✂ »Om.... om.... Louise Rasmussen sagde, at De havde sagt....«

✂ »Hvad havde jeg sagt?« spurgte den Frøken med en pinlig, nervøs Snappen efter Vejret....

✂ »At De ikke syntes« .... han dæmpede sin Stemme stærkt .... »at der var Noget ved, hvad jeg havde gjort ....

198

✂ det veed jeg nok, at der ikke er, at der ikke er saadant Noget ved det, men at De, som selv .... den Aften ....«

✂ »Naar Louise Rasmussen har sagt Noget om mig, saa er det naturligvis sandt,« svarede Frøkenen, men ogsaa med dæmpet Stemme. »Det veed De jo nok.«

✂ »Naa, ja saa, ja undskyld! Farvel.«

✂ »Farvel.«

✂ Det var paa et hængende Haar nær, at Egnede den Dag til Gjengjæld havde faaet Hegnedes Post. Men lykkeligvis blev det dog forebygget.

✂ Derimod gik det galt ovre i Butikken. Drengen fik for en ren Bagatel det vældigste Nakkedrag, Oluf nogensinde havde uddelt, og da den Svend, der gjorde den egentlige Krambodtjeneste, intervenerede - han, den samme Svend, der havde stillet sig skeptisk til hans Fortjeneste og ignoreret den saa meget som muligt - saa brød Forbitrelsen over disse Smaadrillerier løs hos Oluf, og han sagde kort og godt: »Synes De ikke om, hvad jeg gjør i vores egen Butik, kan De gaa Deres Vej.« Ellers vare de Dus, men denne fortrolige Tiltale passede ikke til Situationen.

✂ Svendens Sind var saare forbitret over al den Hæder, der var regnet ned over hans Fælle, og han havde alt længe havt ham mistænkt for, at han bildte sig ind at være finere, fordi han mest sad og gjorde Kontorarbeide. Da han derfor behandlede ham paa den Vis, var han ikke den, der skulde give et godt Ord. Han fortrød blot, at det ikke var ham selv, der var kommen først med at sige op, og sagde: »Ja, jeg har saamænd længe været kjed af det. Det skal være mig en Ære og Fornøjelse at svinde væk herfra, og det saa prompt som muligt, Hr. Løjtnant.«

✂ Selvfølgelig blev den militære Tiltale ikke anvendt for at hylde den unge Principal som Forretningsmand.

✂ I Løbet af Dagen var det over hele Byen, at Knudsen havde sagt op, fordi han ikke mere kunde nære sig hos Nielsens, saa vigtig var den unge Nielsen bleven efter den tossede Redningshistorie.

✂ Om Aftenen var der nærmest i Anledning af hele Spørgsmaalet Oluf Nielsen ikke saa ganske faa Folk i Olsens Have. Imellem de forskjellige Borde blev Sagen ivrig drøftet.

199

✂ Det viste sig imidlertid snart, at unge Nielsen og hans Færd kun havde een Forsvarer, nemlig Postmesteren.

✂ Han forsvarede da ogsaa varmt Oluf Nielsens Bedrift. Den gamle Herre gjorde sig til af boglig Lærdom og en literær Dannelse, som gik langt dybere end Byens normale. Han holdt meget af at imponere med historiske Paralleler og udviklede ogsaa nu, at det, der var sket, var Noget, hvortil der ikke var Sidestykke i Historien, siden en Gang i Rom for mange Herrens Tider siden en Mand til Hest var sprungen ind i Ilden i en Afgrund paa Torvet for at redde hele Byen. Han vilde indrømme, at denne Bedrift havde været vanskeligere, fordi den var udført til Hest, men fandt ellers, at Nielsens godt kunde maale sig med den.

✂ Hans Tilhørere slog den Indrømmelse fast, han havde gjort, at Nielsen ikke havde været til Hest. Derefter oplystes det om Manden i Rom, at han ikke var kommen ud igjen, og dette forandrede aldeles hele Sagen; thi Nielsen var jo brillant kommen ud igjen.

✂ Nogle gik saa vidt, at de endogsaa angreb Manden i Rom og paastod, at han havde gjort det bare for at blive bemærket.

✂ »Eller ogsaa var han fuld,« ytrede en Anden, »ellers omgaas man da ikke saadan med Heste,« tilføjede han dog som en lille Udviskning af den Antydning, man ellers kunde have fundet i hans Ord, og som en pludselig Tavshed varslede om.

✂ »Eller ogsaa er det Hele Løgn,« foreslog en Tredie, og hans Hypothese syntes at vinde mest Stemning for sig.

✂ Medens Stemningen saaledes afgjort var imod Oluf Nielsen, var den ligesaa bestemt for Knudsen.

✂ Man var enig om, at det var Knudsen, der holdt Kunderne til Butikken, at det var Knudsen, som styrede det Hele, thi hverken Fader eller Søn kom jo næsten ud af Kontoret; og enig var man endelig om, at dersom Knudsen vilde lukke op, tog han det Meste af Handelen fra Nielsens.

✂ En indvendte, at han ingen Penge havde til at etablere sig for, og at det dog ikke var ønskeligt, at der etablerede sig flere Kjøbmænd i Byen, der var Lidt nok for dem, der var.

✂ Det Sidste kunde man til Nød gaa ind paa, men den Oplysning, at Knudsen ingen Penge havde til at etablere sig for, blev betragtet som et Slags Forræderi imod den fælles 200 Sag, og det blev optaget med Bifald, da En saae sig i Stand til at meddele, at den unge Henriksholmer, som paa Gjæstgivergaarden i Formiddags havde hørt om Historien, havde sagt, at hvis Knudsen etablerede sig, skulde han faa Søgningen fra Henriksholm.

✂ En kejtet Mand antydede, uden at det i Virkeligheden paa nogen Maade var hans Hensigt at opponere, at Henriksholmerne ikke vare gode at faa Penge af. Som Svar herpaa kom der en Række fornyede og med ublandet Bifald modtagne Udtalelser om Knudsen, om hvilken prægtig Karl han var, om hvorledes der ved ham ikke var en Smule Vigtigmageri, ikke det allermindste, og saa en Rekapitulation af, hvorledes han holdt Kunderne til, holdt sammen paa det Hele og, hvis han aabnede, vilde tage hele Handelen fra Nielsens.

✂ Postmesterfrøkenen var ganske tavs den hele Aften. Hun havde Hovedpine, hed det sig. Derfor sad hun uden at sige Noget og skrev i Sandet med sin Parasol og saae ud over Markerne og Højene og den ubefarede Vej, der forsvandt mellem dem.

✂ I sit Hjerte var hun forbitret over al den Tale, der lød rundtom, og over, at denne dumme Døgenigt Knudsen paa en saa latterlig Maade skulde roses, men hun havde mange Grunde til at tie stille.

✂ »Nu skal vi nok se, at denne gamle Vigtigmager Rasmussen faar ham klappet sammen med sin raffinerede Tøs.«

✂ »Ja, naturlig,« sagde de Andre.

✂ »Ja, naturlig,« gjenlød det hos den stakkels Postmesterfrøken.

✂

✂ Oluf Nielsen begyndte snart at mærke, at Stemningen imod ham havde taget en anden Vending. Han kunde unægtelig ikke forstaa, at der var nogen Grund hertil; men saaledes var det alligevel. I Butikken var det gode, gamle Forhold forstyrret. Den Kone, hvis Søn han havde reddet, kom i Anledning af Redningen temmelig hyppig og tiggede til sig selv eller Drengen. Hendes Besøg blev for hendes Redningsmand en ren Kval. Saasnart hun var kommen ind ad Døren til Butikken, blev han øjeblikkelig med paafaldende 201 Hurtighed kaldt ud fra det lille Kontorlukaf, fordi der var Nogen, der skulde tale med ham, og naar han saa kom ud og tog imod Konen, var der saa megen Rømmen og Hosten og Blinken og afsides Bemærkninger imellem Knudsen og den ham følgagtige Dreng, at de tilstedeværende Kunder i Reglen spurgte om, hvad der var paa Færde; de fik da til Svar en diskret Tyssen, eller et »Ikke Noget« og saa - det var han ganske vis paa - i al Hemmelighed en eller anden ondskabsfuld lille Hentydning, gaaende ud paa, at Konen var bestilt derhen hver Dag for at gjøre Reklame for Forretningen eller noget Lignende, maaske endnu værre.

✂ Udenfor Butikken var det ogsaa galt. Gamle Venner og mangeaarige Medkeglespillere spurgte ham uden al Anledning, om han endnu vilde kjendes ved dem, andre Venner lod, som de tikke saae ham, skjønt dette var en fuldstændig optisk Umulighed i denne Bys ensomme Gader. Folk endelig, der tidligere havde været mindre venligsindede, tiltalte ham nu venskabelig og havde saa altid en eller anden lille Bemærkning at gjøre, som gik i Retning af Blæst eller Kvalm, og som aldrig var vendt imod noget bestemt Individ paa Jordens Overflade, men dog istand til fuldstændig at tage Humøret fra ham for den Formiddag. Han følte sig snart som et Slags Udskud i Byen, og det maa paaskjønnes, at han dog ikke kom til det Resultat, at det havde været bedre at lade Drengen brænde inde, men højst hævede sig til et inderligt Ønske om, at det gamle Fattighus stod urørt den Dag idag og aldrig havde givet sig til at brænde i hans Levetid.

✂ Et Sted var der, hvor det gik anderledes, og det var hos Kjøbmand Rasmussens. Den gamle Rasmussen havde opdaget, at hans unge Ven Oluf havde et afgjort Talent for Piquet, og paa Konto heraf maatte han jævnlig besøge dem og tilbringe en stille Aften med ham og Datteren. Piquet kræver kun to Personer, og medens de to Herrer saa sad og spillede, sad Frøken Louise som oftest pænt og rolig inde i Stuen med sit Arbejde.

✂ Det var aabenbart, fandt han, en net og huslig Pige og tillige en elskværdig Pige. Han var aldrig derhenne nogen Aften, uden at han blev godt omtalt i sit eget Paahør, og det paa en Maade, saa han følte, at han dog var en prægtig Fyr, 202 ja, mere end det, at alle de, der nægtede dette, vare Snavs Personer.

✂ Navnlig det Sidste stod ham altid klart, naar han gik hjem om Aftenen, og det var først, naar han havde faaet sovet paa det, at han kom til det Resultat, at det, han havde gjort, dog ikke var saa farlig stort, at man kunde forlange, at Folk altid skulde tænke derpaa. Men Postmesterfrøkenen kunde han dog ikke forstaa. Og Louise Rasmussen havde en egen Maade at ægge ham imod hende og skildre Posthuset som det Sted, hvorfra Misstemningen imod ham udgik. Det kunde han ikke taale at høre; han bestemte, at han ikke vilde tænke derpaa. Men den Bestemmelse kunde han slet ikke overholde.

✂ Resultatet af alt dette var altsaa, at medens Hr. Oluf Nielsen havde mistet sin Popularitet og ikke var langt fra at blive anset for en daarlig Person, saa var han selv paa Veje til at blive noget mindre elskværdig, og det var ikke Frøken Louises Skyld, naar han ikke blev det.

✂ Ovre paa Posthuset blev Sagerne ved at gaa ganske som ellers, og der skete ikke flere Forvexlinger af Posttaskerne. Men Postmesterfrøkenen kom til at se helt daarlig ud. Og hun græmmede sig for den Sags Skyld ogsaa meget. Hun var virkelig forelsket. Hun havde trængt til Noget, der kunde fylde og klare op i hendes graa, ensformige Liv. Det var kommet pludselig; hun havde grebet det med Inderlighed og hurtig givet sig hen. Men nu var Lykken atter forsvunden ligesaa hurtig, som den var kommen; det var drøjt. Han var endogsaa i de sidste Uger holdt helt op med at hilse om Morgenen; det var akkurat som før Branden, eller det var meget værre. Dengang kunde hun se ud over det store, kjedelige Torv som et Sted, hvor der ikke var gjort hverken Ondt eller Godt, nu vakte det pinlige Erindringer at se ud over det. Men det Samme gjorde for den Sags Skyld ogsaa den gamle Have bag ved Huset med Lysthuset, det Lysthus, hvor de havde siddet den herlige Aften; det gjorde ogsaa hendes eget lille Værelse med Linden udenfor, hvor hun havde drømt lykkelige Drømme, ja det gjorde egentligAltsammen, hjemme og ude, Kontor og Olsens Have, Alt, thi alle vide Vegne havde disse Drømme fulgt hende i hin Tid, da hun tog sin 203 Søndagskjole paa hver Dag; den stakkels Søndagskjole, den var nu bleven jasket af, og der var ikke Tale om at faa nogen anden istedet. Men det kunde da forresten ogsaa være lige meget.

✂

✂ Under alt dette nærmede sig en vigtig Dag, en af de vigtigste og betydningsfuldeste, som Aarets rullende Omløb bragte til Byen; thi Throner og herskende Ideer kunde styrtes, og det vakte ikke i fjerneste Maade saa almindelig Interesse som det, hvem der fik Gevinsterne ved den aarlige Kongefugleskydning, og navnlig da, hvem der blev Fuglekonge og vandt Riget i Skikkelse af en stor Potageske og et stort grønt Baand og Æresplads i Skytternes Hjemtog. Med Fugleskydningen var der forbundet et stort Bal, og for Ungdommen var det naturligvis Hovedbegivenheden. Det blev holdt i Skytternes Pavillon ude i den lille Skov ved Byen; ingen af Raadstueballerne om Vinteren kunde maale sig med det i Betydning og Interesse og i almindelig Morsomhed, og det var en social Pligt at komme med til dette Bal.

✂ Og Alle skulde da ogsaa med, Alle undtagen Postmesterfrøkenen. Hun havde ingen Penge til at tage Billet - og ikke som mange Andre i Mangel heraf nogen beleven Kavaler til at invitere sig - hun havde ingen Balstads, og hun havde ingen Lyst, og det Sidste var Hovedsagen.

✂ Dagen oprandt med herligt Vejr. Byen laa stille under den klare, blaa Himmel, endnu langt mere stille og uddød end nogen anden Dag. Vel vare Butikkerne aabne, men der var Ingen i dem uden den forskudte Svend eller Dreng, som var henvist til at være hjemme, der var Ingen i Vinduerne, slet Ingen paa Gaden, Alle vare enten ude i Skoven ved Skydepladsen eller indelukkede i travle Tilberedelser til Aftenen. Det var kun med Nød og næppe, at Frøken Louise Rasmussen fik Tid til at løbe hen paa Postkontoret for selv at faa drillet Postmesterfrøkenen med, at hun ikke skulde med paa Ballet, thi det vidste hun naturligvis, at hun ikke skulde. Postmesterfrøken en saae hende komme og vidste godt, hvad hun vilde; hun tænkte paa at kalde sin Fader ind og selv flygte, men det var for silde; den Anden havde alt 204 set hende igjennem de aabne Vinduer og venlig nikket til hende.

✂ »Aa, sikken en Varme,« pustede hun, idet hun sank ned paa den gamle Læderstol ved Skranken; »det bliver forskrækkeligt at danse iaften.«

✂ »Det gjør det vel,« sagde Postmesterfrøkenen, ivrig beskjæftiget med sit Arbejde.

✂ »Ja, tror Du ikke, min Pige?«

✂ Intet Svar.

✂ »Det er da godt, man skal være nedringet, Du kan være sikker paa, jeg ogsaa skal være det - lige saa meget, som jeg tør - og især paa Ryggen, der køler det saa dejlig.«

✂ Intet Svar.

✂ »Hvad skal Du have paa, min Pige?«

✂ »Jeg skal der ikke.«

✂ »Skal Du der ikke? Nej, nu har jeg aldrig i mine Levedage hørt Mage. Du synes da vel dkke, at Du er for gammel, Du er jo ikke tredive Aar, vel?«

✂ »Du veed jo meget godt, at jeg er fem og tyve og - et Aar yngre end Du selv,« svarede Postmesterfrøkenen med Noget i sit Blik, som kunde have advaret den Anden.

✂ Hun fortsatte imidlertid, men i en mere hvas og spids Tone:

✂ »Naa, men hvorfor vil Du saa ikke med, min Pige? Er Du bange for ikke at faa danset, min Pige?«

✂ »Louise! Du er rigtig ondskabsfuld,« sagde Postmesterfrøkenen og vendte sig i stolt Indignation om imod hende. »Du vidste jo godt, at jeg ikke skulde der, og er blot kommen herind for at drille mig.«

✂ Frøken Louise Rasmussen foer op ved denne Tiltale, maalte den Anden fra Top til Taa, idet hun trak sit lille Shawl sammen om sig, og med et: »Uf, næsvise Tøs,« skred hun stolt ud af Døren og mumlede i denne yderligere nogle Ord, blandt hvilke man ret tydelig hørte Tillægsordet »fattig« og Hovedordet »Pak«.

✂ Denne lille Scene havde ægget Postmesterfrøkenen, men hun kunde dog ikke lade være at græde over den; der risikeredes ikke Noget ved at græde paa Kontoret den Dag; 205 hun sad og saae over imod Nielsens Butik, som saae mørk ud imod det lyse Solskin udenfor; man kunde dog tydelig se en Skikkelse, der stod derinde, men hun vidste, at det ikke var ham, han var strax imorges gaaet paa Skydepladsen.

✂ Formiddagen gik i stille Forventning; henad Middag naaede de første Rygter fra Skydepladsen Byen. Forbindelsen mellem dem blev vedligeholdt af den yngste Ungdom, som nu og da af Hunger dreves hjem for saa atter at ile ud til det Sted, om hvilket dens Interesse drejede sig lige saa levende som de Andres. Rygterne meldte: Glarmester Falk højre Vinge, en Sauceske, Oluf Nielsen Ringen, en Strøske.

✂ Postmesterens Pige hørte det af Skomagerens Kone ved Siden af og gik strax ind paa Kontoret for at meddele Frøkenen det. Frøkenen blev noget rød over Oluf Nielsen og hans Strøske, men svarede med rolig Stemme:

✂ »Det er godt, Sine.«

✂ En halvanden Time efter saae man Drenge løbe ind i Byen, omkaps, støvede til Øjnene, men Kaskjetten i Haanden. Det var aabenbart Stafetter fra Skydepladsen med en meget vigtig Efterretning. Postmesteren var vaagnet af sin Middagssøvn og laa i Vinduet:

✂ »Hvem er bleven det? Hej! I Sataner, hvem blev det?«

✂ »Kjøbmand Rasmussen!« svarede et Par Stykker, kilende videre ned ad Rasmussens til, hvor det gjaldt om at blive Førstemand med Nyheden.

✂ »Kjøbmand Rasmussen er bleven Fuglekonge, min Pige,« meldte Postmesteren ilsomt til sin Datter.

✂ »Det kan saamænd være mig det Samme,« sagde hun.

✂ »Ja, mig egentlig ogsaa,« sagde han, »han giver dog ikke Noget.«

✂ Ganske det Samme var det nu slet ikke Frøkenen, thi der faldt dog en betydelig Del af Glansen over den ondskabsfulde Louise Rasmussen, som nu naturligvis skulde skabe sig endnu meget mere end ellers, og som - skulde aabne Ballet. Ja, det var hendes Ret. Men med hvem?

✂ Aftenen gav Svaret. Naturligvis med Oluf Nielsen. Henriksholmeren var forresten ikke kommen endnu.

✂ Dansen gik meget lystig den smukke Sommeraften i den 206 luftige Pavillon. Vægge og Lysekroner og de simple Lampetter vare smykkede med grønne Guirlander og Blomsterkranse, saa at Skoven syntes at have trængt sig ind i Salen. Damerne vare i lyse Baldragter, Herrerne i Pudsen, et Par i Uniform, det saae Altsammen uhyre festligt ud.

✂ Da Dansen havde varet en Times Tid, traadte en ny Gjæst ind; det var en grøn Uniform med Sølvknapper og Sølv paa Kraven og trekantet Hat, og den Grønne var Henriksholmeren. Almindelig Studsen og Forbavselse. »Jeg er bleven udnævnt til Jagtjunker,« meddelte han de Nærmeste, idet hans grønne Bryst svulmede af stille Stolthed over den Opsigt, han mærkede, at han gjorde.

✂ Jagtjunker! I saa ung en Alder! Fra alle Sider stimlede man sammen for at lykønske ham. Man er altid mere villig til at anerkjende de Forrettigheder, der skyldes Fødsel, end dem, der ere selverhvervede; selv de nye, ved Skydningen vundne Laurbær truede nu med at blegne.

✂ Den Grønne tog venlig og nedladende imod al den Hyldest, der ydedes ham, og da han atter kunde komme frem, gik han hen til Fuglekongen for at hilse paa denne anden Rangsperson i Grønt. Og saa hen til hans skjønne Datter, der modtog ham med straalende Øjne; det var dog en anden Glorie, der var over ham, end over Oluf Nielsen; bare han dog mente det lidt reelt med hende. Naa, fremtidig var der ikke Andet at gjøre end, da den Grønne forbøjede sig og udtalte det Haab, at der var blevet en Dans til ham, at sige - med Øjekast - »Jeg har Borddansen«, hvorpaa den Grønne, følende sig som en Kaj Lykke II., tog til sin sølvprydede Krave og sagde: »Det er Alt, hvad jeg kunde haabe.«

✂ Ved Borddansen var der kun den Hage, at den var lovet til, ja saa smaat tilbudt Hr. Oluf Nielsen.

✂ Denne havde ellers ikke tilbragt nogen ret behagelig Dag. Hans Gjenboerske havde lige saa lidt set til ham den Morgen som de andre, og han savnede næsten hendes Hilsen mere og mere. Det var een Ting, men der kom mere til. At han havde skudt en af de gode Gevinster ned om Formiddagen og aabnet Ballet med Fuglekongedatteren om Aftenen, havde givet nyt Liv til hans Upopularitet. Hans gamle 207 Modstander Knudsen, der lige et Par Dage før havde etableret sig, var naturligvis ogsaa tilstede, og han blev overøst med Velvillie og Opmærksomhed fra alle dem, der vilde drille Nielsen, og det var Mange.

✂ Der er ikke Noget, der virker saa ophidsende paa et ungdommeligt og naivt og alt Andet end blaseret Sind som jævnlige smaa Drillerier, og unge Nielsen var i en meget pirrelig Sindsstemning, som ikke blev bedre ved, at han drak endel Champagne. Det hørte til ved denne Lejlighed, at der blev drukket adskilligt af denne Drik, man trakterede og lod sig traktere. Han gjorde kun det Første - til at tømme Flasker med sig havde han dog Venner nok tilbage.

✂ Borddansens Tid nærmede sig.

✂ »Nu er det nok snart os,« sagde han til Louise Rasmussen.

✂ »Ja, tredie Vals, ikke sandt?« sagde hun med et troskyldigt Smil.

✂ »Nej, Borddans.«

✂ »Borddans? Nej, den har jeg lovet til en Anden.«

✂ »Det var mig, De var saa god at tilbyde den,« sagde han idet hans Ansigt blev mørkt.

✂ »Ja, saa har jeg taget fejl, for den havde jeg for længe siden lovet til Jagtjunkeren,« svarede hun paa sin Side lidt fornemt.

✂ »Naa saadan,« sagde han; »ja saa skal De have Tak.« Og han gik sin Vej. Fornærmelsen gjorde ham for saa vidt ikke ondt, som han ikke brød sig alvorlig om hende, men den krænkede ham unægtelig i høj Grad, og han følte Tilsidesættelsen dobbelt i det Humør, hvori han nu var.

✂ Ligeoverfor sig saae han Jagtjunkeren staa med Knudsen; den Sidste stod i en tilbagelænet Stilling ved en Dørstolpe med Haanden inde paa Brystet og det ene Ben kastet over det andet, i en Stilling, som han af Skuespillerselskabet, der havde været der om Vinteren, havde lært, at ædle og stolte Karakterer indtage.

✂ Da Knudsen saae paa ham, smilede han og sagde Noget til Jagtjunkeren; de vidste uden Tvivl, hvad der var gaaet for sig, og at hun havde narret ham.

✂ Han var kogende af Forbitrelse; han gik langsomt over 208 imod dem; alt det Drilleri, al den Forfølgelse, al den Uret, han i den sidste Tid havde været Gjenstand for, samlede sig i ham.

✂ Da han stod ligefor de To, trak Jagtjunkeren sig forsigtig lidt tilbage.

✂ »Lo Du af mig?« spurgte Oluf sin forrige Kollega.

✂ »Maaske,« svarede denne med et drillende Smil, som gjorde, at Oluf i samme Øjeblik havde med begge Hænder fat i hans Kjole. Knudsen gav ham et Puf, saa han tumlede et Skridt tilbage. Saa tog Oluf fat paany, og idet han gjorde en Vending, satte han ham ud af den aabne Dør, men fulgte selv med.

✂ Scenen var bleven bemærket. »Han gjør Kvalm!« man gik ud med for at se, hvad det blev til. Ingen af Parterne stod ganske sikkert, for dem Begge var Græsset paa Plainen temmelig glat, og Begge vare i Kræfter nogenlunde Ligemænd; det var en stum Brydekamp, men Oluf Nielsen følte sine Kræfter ligesom tage til, da han nu hørte smaa, opmuntrende Udbrud til Knudsen, medens der til ham selv kun lød et Par platoniske Opfordringer om at slippe og ikke gjøre Skandale. I det Samme følte han en Fod fra en Trediemand gjøre et Forsøg paa bagfra at spænde Ben for ham.

✂ Rasende over dette Forræderi slap han i et Øjeblik Knudsen, drejede sig om og saae for sig Jagtjunkeren.

✂ Der maa have været Noget i hans Ansigt, som gjorde denne alvorlig bange, thi uvilkaarlig trak han sin nye, pyntelige Hirschfænger - i samme Øjeblik var den ude af hans Haand og af et aldeles rasende Menneske hævet imod ham selv, men i samme Øjeblik havde ogsaa to Kvindehænder fat om den Rasendes Arm: »Oluf, Oluf, hvad er det dog, Du gjør?«

✂ Der var en Klang i hendes Stemme, som gjorde stærk Virkning paa ham og strax fik hans Forbitrelse til at lægge sig. Han holdt stadig Hirschfængeren i Haanden, hun vilde tage den fra ham, han tog et Tag i den med sine kraftige Hænder og knækkede den over og lod Stumperne falde i Græsset. »Sikke noget Legetøj,« sagde han og sparkede til dem, »det kunde man da ingen Skade have gjort med.« »Bravo!« hørte man en dæmpet Røst fra En af Folket, der 209 formodentlig fandt, at Jagtjunkeren nu var den, der var kommen lidt for højt tilvejrs.

✂ Han strøg sig med Haanden over Ansigtet og vendte sig saa for at gaa bort fra Kredsen. Alle i den havde staaet ganske stille og tavse; da han vendte sig, begyndte de ogsaa at røre sig, baade Ben og Tunger. Der var kommet flere Folk til inde fra Pavillonen, som havde mærket, at der var Noget paa Færde, men som vare komne for sent til at være Øjenvidner og nu skulde have Beretning om det Passerede. Man henvendte sig herom mest til Jagtjunkeren og Knudsen, men der var dog denne Gang ogsaa Nogle, som gik til Oluf Nielsen, og blandt dem var den gamle Postmester, der ligeledes var dukket frem af Mørket og som sædvanlig ubetinget tog unge Nielsens Parti. Han var i sin sædvanlige Aftenstemning og gik over til de andre Grupper og gjorde paa en temmelig højrøstet Maade Forsøg paa at indlede en Disput om, hvem der havde begyndt; selvfølgelig paastod han uden at kjende Noget til det, at det var »de Andre«. Der kom ikke Noget ud af det, thi nu kom ogsaa Balinspektøren til og opfordrede indtrængende de Herrer, der vare derude, til at komme ind, Damerne ventede, Borddansen skulde begynde. Særlig anmodedes Jagtjunkeren, der skulde have den Ære at føre Fuglekongens Dame, om at komme. Den unge Henriksholmer var imidlertid med samt sit tomme Gehæng tagen hjem uden videre Vrøvl fra alt dette Krapyl, Frøken Louise Rasmussen derunder indbefattet. De Andre gik ind i Salen. »Kom med ind, gamle Ørn, og tag en lille Portvin,« inviterede gjæstfrit en af de ældre Herrer Postmesteren; ganske stille fulgte denne Invitationen.

✂ Kun de To blev tilbage derude. Postmesterfrøkenen var umaadelig forlegen, det var hende ikke muligt at finde paa Noget at sige; hun var glad over sin Parasol; havde hun ikke havt den at skrabe med i Jorden, saa havde det været rent galt.

✂ Endelig brød han Tavsheden: »Gud ske Lov, Du kom, ellers var det gaaet galt,« og han rakte hende Haanden, men betænkte sig i samme Øjeblik, tog hende dristig om Livet og kyssede hende, og denne Gang for Alvor.

✂ Og saa .... ja saa kom der baade Taarer og Smil og 210 fuldkommen Forklaring, ligefra, hvordan det var gaaet til, at hun havde faaet sin Fader til at lægge Aftenturen herom ad for i Smug at se lidt af Herligheden, og til alt det, hun havde døjet for Louise Rasmussens Skyld. Og Hugtand forklarede, hvorledes han havde pint sig over, at hun ikke brød sig om ham og talte daarlig om ham, skjønt han aldrig et Øjeblik burde have troet paa det, og hvor lidt han brød sig om Louise Rasmussen, og Alting blev lykkeligt og klart, medens de med hinanden om Livet langsomt vandrede frem og tilbage paa Græsset, ganske vist det lykkeligste Par af alle dem, der vare til Festbal, ja et meget lykkeligt Par.

✂ De vare ene med den friske Skov, med de hviskende Træer, med de lyse Stammer, der i en Halvkreds stod omkring den lille Skovpavillon. Vinduerne i Dansesalen stod aabne, og Musikken lød ud, en blød og lokkende Vals.

✂ »Kom,« sagde hun pludselig og lagde sig straalende af Glæde i hans Arm til at danse ud, og saa dansede de i denne stille Sal mellem de hvide Stammer paa det glatte Græs.

✂ »Saa fik jeg dog danset iaften,« sagde hun.

✂

✂ Det er en Selvfølge, at et Par Maaneder efter fejrede de To deres Bryllup med stor Højtidelighed. Udstyret til den unge Frue voldte Louise Rasmussen mange bitre Ærgrelser, og gamle Nielsens Popularitet, der hidtil havde været uangribelig, led noget paa Grund af de Fløjelsstole, han lod sin Søn kjøbe i Kjøbenhavn; derimod blev den unge Nielsen saa temmelig forsonet med den offentlige Mening. Han havde prostitueret sig saa skrækkelig, hed det, paa Fugleskydningsballet, det havde Postmesterfrøkenen ogsaa, og dermed var der bragt Opinionen det Offer, hvormed den lod sig nøje, især da Ildebrandshistorien nu var gaaet i Glemme.

✂ »Og Gud ske Lov for det,« sagde Hugtand engang, han talte med sin Kone. »Gjør man saadant Noget, skal man aldrig lade Byen faa det at vide.«

✂ »Men gjøre det alligevel,« indvendte hun.

✂ »Ja, naturlig.«

✂ Hugtand og hans Barndoms-Kjærlighed vare de lykkeligste voxne Mennesiker, Byen indeholdt. Det undrede ham 211 blot, at de, som han sagde, ikke havde gjort det for længe siden, men havde »gaaet og gloet paa hinanden« i saa mange Aar.

✂ Det er en Selvfølge, at Billedet med Jephtas Datter fik Plads i det nye Hus. Hugtand kunde slet ikke forstaa, hvorfor hans Kone endelig vilde have dette Minde med, men han kunde ikke opdage nogetsomhelst Mistænkeligt derved; den eneste Mandsperson, der var derpaa, var en Dommer med grønt Skjæg, der var ganske ude af Stand til at vække Skinsyge. Men det kan vel antages, at hun ved Lejlighed har givet ham Forklaring.