Topsøe, Vilhelm POLITISKE PORTRÆTSTUDIER (1878)

POLITISKE PORTRÆTSTUDIER (1878)

326

        

327

LEHMANN OG CLAUSEN

Man har sagt, at kun den romerske Privatrets Indtrængen i de nyere Folkeslags Retsforfatninger danner et værdigt Sidestykke til hin uimodstaaelige Bevægelse, som har bragt de europæiske Stater til hos sig at optage og omdanne Grundtankerne i den engelske Statsret: de konstitutionelle Ideer.

Det hører til vor juridiske Børnelærdom, at dansk Ret i en ualmindelig ringe Grad lod sig paavirke af Romerretten og holdt sig fast paa den nationale Udviklings Grund; men helt anderledes er det gaaet med de konstitutionelle Lærdomme; de moderne Danske have ikke viist sig saa konservative som deres middelalderlige Forfædre, og de Selvfølelsen smigrende konstitutionelle Ideer maa have ligget bedre for os end de romerretlige Begreber. Disse Ideer have hos os foretaget en nem Invasion, »en militær Promenade«, hvor der ikke engang blev leveret noget egentligt Slag, og i den nyere Form, de nu have antaget eller ere i Færd med at antage, have de vedblivende udvidet deres Territorium. I denne nye demokratiserede Form møde de ganske vist en Modstand, som tegner til at blive stærk, men saaledes var det ikke i Begyndelsen.

I kritiske Betænknings-Tider som de nuværende kan man ikke lade være til en vis Grad at forundre sig over, hvor overordentlig let det Hele dengang gik til, og de værdifulde Bidrag til Belysning af Stemninger og Tilstande i vore Fædres Danmark, der efterhaanden fremkomme som ledende Mænds literære Efterladenskaber, øge paa en vis Maade Forundringen.

328

Hvor overraskende spredte ere i Virkeligheden ikke Antydningerne af nogen stærk politisk Vækkelse, af noget energisk Begjær efter udstrakt Frihed! En længe næret almindelig Trang hertil synes der ikke at kunne være Tale om, en kraftig frembaaren Forlængsel efter et fuldkomment nyt politisk Liv vaktes hos den store Flerhed først i selve 1848; før dette Tidspunkt havde den kun ret til Huse i mindre og ingenlunde hurtig voxende Kredse, og udenfor disse fandtes kun en temmelig mat Velvillie for de nye Ideer, Ligegyldighed eller Uvillie imod det oppositionelle Røre. Og de intelligente Kredse vare ingenlunde enige.

Kan Nogen paavise en »Hovedstrømning« i vor store Literaturperiode, der bærer henimod politisk Frihed, end sige imod Radikalisme af nogensomhelst Art? Der lader sig end ikke paavise en lille Biflod.

Ganske vist tro vi for vort Vedkommende paa ingen mulig Maade, at man i Skjønliteraturen vil kunne aflæse alle Tidens Bevægelser, en Betragtning, der forekommer os i høj Grad doktrinær, men den dybe Tavshed hos vore store Digtere, det Faktum, at de næsten slet ikke have Noget at sige om denne Sag, endsige blive dybt grebne af den, synes os dog med Sikkerhed at tyde paa, at denne aandelige Bevægelse ikke har været stærkt betagende. Ja, man vil hos dem snarere træffe fjendtlige Udfald imod de Mennesker, der interessere sig for »Budgetforvaltning« og andre kjedsommelige »statistiske« Problemer, eller Persifflering af Folkemøder og de Helte, der kaste sig over det Almene og føle Trang til at applauderes paa Folkemøder og i offentlige Forsamlinger, end man vil finde Hymner til Friheden eller længselsfulde Suk efter nogen Befrielse, af hvad Navn nævnes kan. Og nu vore egentlige politiske Digtere: det var ikke den liberale Del af den politiske Bevægelse, som indgav dem deres bedste Inspirationer, og vore faa »harniskklædte Sonnetter« ere brave Krigsmænd, der vide, hvad Orden og Disciplin er. Selv hvor Frihedsrøret virkelig var vakt stærkt og inderlig, vare de politiske Reformønsker meget moderate, og den politiske Oppositionsaand havde ikke nogen særlig voldsom og ubændig Karakter.

329

Der var nok en Gang en Mand, om hvem det blev sagt, at han kunde ryste en Trone, men denne Mand faldt ud til at være Algreen Ussing, og den »Fortvivlelsens Selvhjælp«, som Kjøbenhavns brave og satte Borgerrepræsentanter med Etatsraad Hvidt, Etatsraad og Bankdirektør Hvidt, i Spidsen saa nødig vilde drives til, da Krisens Bølger gik højest, var jo kun en stilistisk Bevægelse. Adressens Affatter, Orla Lehmann, har selv oplyst, at man ikke mente Andet dermed, end at »det nu var Alvor«.

Anderledes med det nationale Spørgsmaal. Det havde en stærkere Magt over Sindene. Dets Rejsning og Udbredelse var bleven forberedt i vor æsthetiske Periode. Oehlenschläger havde hejset de Silkesejl i gyldne Raa, som Nationalitetsbegejstringens Stormvind kunde tage Fang i, for at give vor Snekke Fart, og vore Digtere havde sunget ind i os, hvad Dansk og Danskhed var, længe før Spørgsmaalet blev rejst i den slesvigske Stændersal. Selv Ploug, vor politiske Digter ex professo og en af de praktisk politiske Ledere, finder sine bedste Sange ved den skandinaviske Side af den nationale Ide; han digter ingen dansk Marseillaise, men hans uvisnelige politiske Sang er: »Længe var Nordens herlige Stamme«.

Hvor gjennemvævede de nationale Bevægelser vare med hin Digterperiodes Inspirationer, ses af Aanden og Tonen i Krigssangene og Talerne fra 1848. Vor nationale Renaissance lyder overalt i dem. Middelalderens Bedrifter og Stordaad bryder man sig slet ikke om, men et Pust af »Hakon Jarl« trænger ind selv i Tschernings krigsministerielle Sprog.

Men at det iøvrigt kun var indirekte, at vore store Digtere greb ind i den politiske Proces, at de ikke heller forherligede selve den nationale Bevægelse ved at stemme Harperne til dens Pris som saadan, ses alene deraf, at de ikke skrev nationale Krigssange; det overlod de til de Yngre, og for de Ældres Opfattelse er det ganske betegnende, naar Hauch i et Brev fra 1848 til Ingemann anser det for nødvendigt at fortælle om Oehlenschläger, at han »er begejstret for den danske Sag«. »Men«, hedder det, »Ulykkerne og Smerterne skyder han fra sig.«

Hvorledes de to Hovedideer i den politiske Bevægelse, 330 den liberale og den nationale, forholdt sig, viser sig naturligvis særlig tydelig paa det egentlige politiske Forum. De politiske Reformideer vare dem, der først sysselsatte Stænderne, og Ønsket om disses Forening i 1838 var det første Skridt, der gik ud paa en væsentlig Omordning af den Indretning, der var given, og baade mere almene politiske og mere reale og praktiske Reformspørgsmaal vedblev at sysselsætte dem; men disse Spørgsmaal øvede dog næppe nogen egentlig beherskende og betagende Virkning paa Sindene. Landboreformerne satte nok deres eget Publikum i stærk Bevægelse, men de andre Spørgsmaal drøftedes paa temmelig abstrakt og koldsindig Vis.

Det nationale Spørgsmaal slog anderledes op i Flammer, da det først havde fænget, hvad der jo tog nogen Tid hos disse rolige Mennesker, som naturligvis ogsaa savnede et klart politisk Blik for dets Betydning. Det er ret oplysende, at da Andragendet af 1838 om Stændernes Forening forhandledes i Roskilde, viste der sig ikke nogen Erkjendelse af, at en lignende Forening af Hertugdømmernes Stænder vilde være fordærvelig, og det selv ikke efterat Ørsted havde fremdraget dette Punkt som en Modgrund. Et Par Aar senere begyndte Forestillingerne herom dog at klares, og i de Petitioner, der 1840 strømme ind til Stænderne til Fordel for besluttende Stænder og i Særdeleshed for Skattebevillingsret, findes der Ønsker om en for Danmark og Slesvig fælles Forsamling. De brave Stænder fralægge sig dog baade i Roskilde og i Viborg slige krasse Ideer som at indlemme Slesvig i Danmark og hævde den slesvigske Selvstændighed. Man nøjes med et Ønske om, at der »kunde træffes en Forbindelse mellem de fælles danske og de slesvigske Stænder til Overvejelse af de almindelige nationale og navnlig de finansielle Anliggender«. Da Røret i Fyrretyverne bliver stærkere og ogsaa trænger ind til de »forstandige og kyndige Mænds« Forsamlingssale, er Roskildeforsamlingen dog meget tilbageholdende, og der rejses i 1844 stærk Modstand imod at vedtage en Petition til Kongen i Sprogsagen; man vilde ikke blande sig i Slesvigs indre Anliggender.

Men efterhaanden som det nationale Spørgsmaal blev 331 brændende, oppe i Fyrretyverne, tog det dog utvivlsomt Løvens Part af Interessen og Sympathierne fremfor Forfatningsspørgsmaalet. Ja, Forholdet imellem disse to Tanker bragte en Spaltning i Oppositionen, og den nationale Retning viste sig at være ubetinget stærkest. Dens Hovedorganer vare Fædrelandet, Dansk Folkeblad og Dansk Ugeskrift. Den anden, langt mindre Fraktion af Oppositionen stillede Frihedsideerne som Nummer Et og havde et vist kosmopolitisk Anstrøg; dens Tilhængere frygtede noget for, at de nationale Spørgsmaal skulde skade vor indre Udvikling og styrke Regeringens Stilling. De opmuntrede til at vente Grænsespørgsmaalets Ordning af de politiske Reformer. Deres Organ var Kjøbenhavnsposten, som iøvrigt har den politiske Honnør allerede dengang at have foreslaaet at lade en Afstemning afgjøre Grænsespørgsmaalet. Før i den sidste Tid af Christian den Ottendes Regering fik denne sidste Retning dog ikke nogen Styrke. Men ligesom den nationale Bevægelse hele Tiden havde viist sig langt mere stemmende med Folkets Anlæg og Ønsker end den liberale og langt mere vækkende og oplivende end denne, saaledes var det ogsaa i Afgjørelsens Øjeblik den nationale Begejstring, Ønsket om at sikre Danskhedens Ret, der drev Kilen i det gamle System; det politiske Systemskifte fremtræder i selve Martsprogrammet som Midlet for det Nationale og ikke som Maalet i og for sig. Det var den nationale Begejstring, der slog Slaget i 1848, og Frihedsbegejstringen fulgte kun i dens Spor, dækket og fremhjulpen af den.

De Mænd, der bare den begyndende, moderate Frihedsbevægelse, vare af meget forskjellig Størrelse, men af temmelig ensartet Præg. De vare af forskjellig Størrelse, fordi det netop paa Grund af Bevægelsens begrænsede Karakter var let for dem, der sluttede sig stærkt til den, at blive iøjnefaldende, saa at Smaafolk godt kunde være med.

De havde et temmelig ensartet Præg, fordi det laa i Sagens Natur, at vore politiske Banebrydere væsentlig kun kunde være refererende, væsentlig kun havde at omsætte fremmede Ideer. Medens de smaa Koryfæer blev Banebrydere paa smaa Pensa, En paa Tocqueville, en Anden paa 332 noget af den da saa lidt kjendte Statsøkonomi, havde Andre Mere inde og vare ved rigere Evner istand til at omforme og tilegne sig det Tillærte med mere Energi og Selvstændighed, men i det Væsentlige var det en politisk Oversætterperiode, vi gjennemgik. At man iøvrigt ogsaa paa andre Steder skrev Forfatninger ud efter hinanden og laante Principper og Systemer med kort Varsel, er en Selvfølge, og sikkert er det jo ogsaa, at det ikke hører med til de omdannende Tiders Særkjende at tage Hensyn til det Givne og Nedarvede. Det er dog tillige en Selvfølge, at ogsaa en politisk Virken af væsentlig overførende Natur lader Plads aaben for selvstændig politisk Dygtighed. Pladsen for det praktisk politiske Talent findes jo i selve Anvendelsen, i Bearbejdeisen og Omsættelsesmaaden af de fremmede Ideer, i Evnen til at kritisere dem baade absolut og i Forhold til det Lands Ejendommeligheder og Udvikling, hvor de skulle anvendes.

Vor første Generation af politiske Ledere bestod kun af dannede, tildels endog højtdannede Folk, og de politiske Forestillinger, som udgik fra dem, vare, om end ikke hos Alle ligefrem Frugter af den højere Aandskulturs Udvikling af Selvstændigheds- og Personlighedsfølelsen og Skærpelse af det sammenlignende og kritiske Blik, saa dog prægede af en udviklet og diskursiv Dannelses Maadehold og Forsigtighed. J. F. Schouw opgav at udgive Dansk Ugeskrift, da et Nummer af det var blevet lagt under Beslag og undertrykt af Kancelliet. Som Grund hertil angav han, at han ikke frivillig vilde underkaste sig Censur, og »at ligge i fortsat Kamp imod Autoriteterne strider saa meget imod min Tilbøjelighed og hele Maade at være paa, at jeg ikke heller herpaa kan indlade mig« - det var oprigtige Ord, som ogsaa andre Ledere kunde have taget til Motto ved kritiske Vendepunkter i deres politiske Virksomhed. Det er let nok at finde andre Exempler af det politiske Hverdagsliv, der vise, hvorledes de ledende Frihedsmænd opfattede Forhold, hvor der var Tale om Anvendelse af liberale Principper. Da Studentersamfundet var blevet opløst af Konsistorium, fordi man ikke som Ret vilde give dette Adgang til Forsamlingerne, 333 og da Repræsentanterne i den Anledning havde indgivet Klage til Stænderne, talte saavel Schouw som H. N. Clausen Konsistoriums Sag, Autoritetens og Myndighedens stive Sag, og da det i 1840 under Behandlingen af et gjennem Ussing indbragt Andragende til Roskildeforsamlingen fra Trykkefrihedsselskabet kom til en ret mærkelig Debat, hvor man rasede imod Oppositionspressen, saa istemmede Clausen paa en noget selvretfærdig Maade og bebrejdede den »Mangel paa Alvorlighed, Sandhedskjærlighed og Billighed«. Og det var den Tids høflige Oppositionspresse, hvor det slemme Fædreland, da det blev Dagblad, skrev sin Programartikel over den hellige Augustinus's Ord: »Enhed i det Nødvendige, Frihed i det Tvivlsomme, Kjærlighed i Alt«, og det i en Tone, der virkelig passede ret vel med dette Valgsprog.

Af vore Banebrydere vare kun faa Politikere saaledes, at deres politiske Virksomhed var dem det Første og det Sidste. Hos de Fleste var den en Interesse ved Siden af andre. Lehmann og Clausen ere betegnende Typer paa disse to forskjellige Arter af Politikere.

Deres efterladte Skrifter bære tydelige Vidnesbyrd i saa Henseende. Medens næsten enhver Side i Lehmanns literære Efterladenskaber er gjennemglødet af hans politiske Interesse, refererer Clausen i sine Erindringer sin politiske Virksomhed til 1848, - den Del altsaa, der skaffede ham hans Navn som Politiker -, omtrent paa samme Vis som sin Virksomhed som Eforus for Ehlers Kollegium. Det Første springer kun, hvad Skildringens Omfang angaar, frem foran det Andet, men omtales ikke med større Ophævelse, ja Præsidiet i Roskilde Stænderforsamling omtales snarest mindre sympathetisk end Eforatet i Kollegiet.

Lehmanns Ildaand luede for Politik, det var hans Styrke. Han var ikke nogen overvættes dyb Natur. Han var ikke heller nogen klippefast Karakter; det falder f. Eks. noget vanskeligt at forstaa, hvorledes han kunde forene det med sin hele Optræden at aflægge den Tids Embedsed som Advokat, og det, han selv siger om Lamartine, at hans Storhed var mere baaren af Fantasi end af Karakterens Fasthed, 334 passer ret vel paa ham selv. Han var ikke heller nogen overlegen og vidtskuende Statsmand. Indadtil lod han sig skuffe af Ufejlbarheden eller ialfald den formentlige Uimodstaae lighed i den Folkestemning, som havde baaret ham selv op, og udadtil var hans Blik ingenlunde klart og skarpt. Han er, og visselig ikke med Urette, indigneret over, at vor Udenrigsminister to Dage før Oprørets Udbrud kun havde almindelig diplomatisk Faddersladder at betro vor Gesandt i London, men paa det mærkelige første Kasinomøde, hvor man saae saa uklart paa den europæiske Situation, og hvor Clausen kaldte Frygt for det tyske Forbunds Indblanding Spøgelsefrygt, priste Lehmann selv den folkelige, fredelige Friheds Sol, der var oprunden over det Europa, som i Virkeligheden saa snart efter skulde staa i Brand, og som har holdt sig brændende siden hin Tid. Hans egen diplomatiske Mission bragte som bekjendt heller ingen Frugt og ingen politiske Laurbær.

Men laa det Dybe, Betænkende og Overskuende ikke for Lehmann, saa var det Livfulde og Bevægende ham desmere baade i Kjødet baaret og i Klæderne skaaret og gav saavel hans Indhold som hans Form sit stærke, ja stundom mægtige Præg. Baade det Pikante og Aandfulde og det Energiske og Slaaende laa for ham. Alt, hvad der gjør en Skildring livfuld, vækkende og tiltalende, kunde han raade over. Havde det været en stærk og tiltagende Bevægelse paa Kunstens Omraade, der var gaaet igjennem Verden i hans Tid, var Lehmann sikkert bleven Kunstner, naturligvis Maler. Det er ganske interessant at se, at han i sine Rejseskildringer ved Synet af et dejligt italiensk Landskab udbryder, at ligeoverfor Sligt maa man gjøre Vold paa sig selv for ikke at blive »pittore«.

Kunstner blev han ikke, men han blev Taler, og Taler saaledes som vi ikke have havt nogen Anden. Thi med den rige, malende Form forenede han et virkeligt Indhold. Han var opfyldt af en levende og poesifyldt Begejstring for store politiske Tanker, som hvis beaandede Præst han følte sig, havende Magt og Myndighed i deres Navn. Han var tillige i Besiddelse af en fin og omfattende Dannelse og mange 335 positive Kundskaber, og over dette sit rige aandelige Indhold øvede han et let og sikkert Herredømme; det svigtede ham aldrig ganske, til hans Tjeneste stod derfor altid et, om end ingenlunde udtømmende, dog ofte rigt Fond, og han kunde kaste sine lette, glimrende, ildfulde og altid slagfærdige Tropper ud i en hvilkensomhelst Bataille, altid med ypperlig Virkning og ofte med betagende Kraft. Lehmann kunde paa Fransk være bleven en af hine Ministre, som maa regere ved hveranden Time at fare ud paa en Balkon og fyre en glimrende og begejstrende Tale af paa Mængden, der er trukken op i Gaden. Herhjemme blev han en politisk Prometheus, som ganske vist ikke omgikkes synderlig forsigtig med sin Ild og vel affyrede adskilligt blændende Fyrværkeri, men som dog forstod at tænde. Han lagde altid stærkt paa, saae Alting noget grelt, baade Lyset og Skyggerne, og overdrev ofte; det laa mere for ham at gjøre Virkning og faa Ret, at faa Andre med, end at granske og undersøge deres Standpunkt, og saa drøftende at overbevise. Men Ingen forstod saa straalende at udmale for sit Publikum som han. Alt, hvad der var af Adjektiver i det danske Sprog, var hans lydige Tjenere og haandgangne Mænd, og derfor sendte han heller aldrig et Substantiv af nogen Betydning alene ud i Verden, men medgav det altid en adjektivisk Eskorte, saa Ordenes Optog blev en straalende Festmarsch.

Lehmann var en glimrende Folketaler, og en Folketaler af den bedste og fineste Art, men det var ogsaa hans Hovedstyrke. Naar man blader i hans efterladte Skrifter, i hvilke der ogsaa findes adskillige af hans Taler, ser man tre store Taler: om Grundloven, om Fællesforfatningen og om No« vemberforfatningen. Disse store Taler om disse store Spørgsmaal have kun den Mangel, at de aldrig ere blevne holdte. Lehmann har i enhver af disse Sager med en vis Frihed, som ikke vilde blive tilgivet Enhver, sammenarbejdet og omarbejdet forskjellige Udtalelser, fremkomne tildels med længere Mellemrum, - ja for Fællesforfatningens Vedkommende sin skrevne Betænkning - og af dette Stof sammensvejtset de store Taler og kaldt dem Taler.

I Virkeligheden spillede han ikke nogen fremragende 336 Rolle, hverken ved Forhandlingen om Junigrundloven eller om Novembergrundloven, skjønt begge disse Forfatninger have Ord for at være Udførelsen af et Program, han var særlig Bærer for; for den Førstes Vedkommende maa dog erindres, at han ikke var Medlem af Rigsforsamlingen og altsaa ikke kunde optræde efter at være gaaet ud af Ministeriet.

At være Indehaver af Magten og især at være Minister klædte egentlig ikke Taleren Lehmann Det Selvtillidsfulde og Selvbehagelige, som vi Danske iøvrigt maaske have en for smaalig Uvillie imod, traadte stærkt frem hos ham, og man fik altfor meget Indtryk af, at vi efter hans Mening Alle skulde være lykkelige og tilfredse, naar han regerede. Han tyktes sig selv som Præsten, der paa hele Menighedens Vegne havde at drikke Altervinen af Magtens gyldne Skaal, og var uden Tvivl i sit Hjertes Allerinderste redelig og urokkelig overbevist om, at dermed vare alle gode Borgere fyldestgjorte, og de, der ikke vare det, vare slette og forkastelige Mennesker.

I Debatten var Lehmann ikke heller saa overlegen, som naar han var Enetaler, og Modsigelse irriterede ham og bragte ham næsten ligesaa meget ud af Ligevægt som Bifaldets og den stormende Tilslutnings Medbør bar ham i stolt Fart fremad paa ret Kjøl. Som Indenrigsminister var han derfor meget bevægelig at skue i Rigsdagen. I Folketinget, hvor han havde det varmest, gik han i Reglen omkring i Salen under en Diskussion, hvori han skulde tage Del, og hans Yndlingspromenade var Strækningen mellem Thronstolen og Formandspladsen. Der marscherede han frem og tilbage desto hurtigere, jo ivrigere Diskussionen var, med sit smukke graa Hoved bøjet let forover og Hænderne paa Ryggen. I Haanden bar han gjerne en gylden Daase, en Gave fra »Folket« modtagen i Stændertiden.

Naar han skulde have Ordet, ilede han saa hen til Ministerbordet med løftet Hoved og livligt Blik ud i Salen - gjerne søgte det J. A. Hansen, der alt dengang havde valgt sin Plads tæt oppe ved Ministerbordet, eller Tscherning, og med en sjeldent klar og tydelig Røst, der uden at det misklædte den havde Noget af en Trompets Skingren, naar han kom i Bevægelse, tog han til Orde.

337

Det er et ufordelagtigt Træk i vor politiske Historie, at vi vare i Stand til at føre den store Forfatningsstrid, som Hertugdømmernes Afstaaelse gav Anledning til, med saa megen Tid og Kraft og Interesse, ligesom Afstaaelsen var fuldbyrdet - ja at vi begyndte Striden under Afstaaelsen. Med Rette sammenlignedes dette allerede dengang, saavidt mindes af Monrad, med en Arvetvist, inden den Døende havde opgivet Aanden. Og i Sandhed baade bitter Tvivl om den forædlende Indflydelse, som den frie Forfatning skulde have havt for vor Folkekarakter, og onde Spaadomme om vor Fremtid kunde vel søge Støtte i hint polske Træk af vor Historie.

Lad være, at man virkelig for Alvor nærede nogen Bekymring for, at det daværende Ministerium ikke var Friheden og Forfatningen venlig sindet, saa synes der dog at være noget Usundt og Feberagtigt i den Frygt, at det skulde benytte Afstaaelsen af Hertugdømmerne til et hovedkuls Forfatningsbrud ved Gjenindførelsen af Enevælden i de »fælles« Anliggender.

Men troer man blot en Smule paa Ministeriet Bluhmes Klogskab og paa dets Fædrelandskjærlighed, vil man ikke indrømme Muligheden af, at Ministeriet netop de Dage, de skæbnesvangre Fredsunderhandlinger vare indledede, skulde beskjæftige sig ikke med disse, men med Spørgsmaal, som først meldte sig, naar Freden var afsluttet med det værste Resultat - saa forstaar man ikke, at Lehmann den 15de August 1864 i Landstinget kunde rejse Forfatningsstriden - kunde rejse den paa en Tid, da det fremfor Alt gjaldt om at samle Folket i Enighed, da alle Tanker, enhver Rørelse af politisk Liv skulde synes optaget af et Spørgsmaal, ligeoverfor hvilket ethvert »Forfatningsspørgsmaal« maatte se ud som et forlorent og sminket Ansigt i skærende Daglys.

Lehmann, den varme Patriot, den nationale, bevægede Mand, en af dem, der mangfoldige Gange havde erklæret den slesvigske Sag for Danmarks Livssag, rejste den Forfatningsstrid, som Slesvigs Tab gav Anledning til. Allerede ved denne Lejlighed viste han strax, at han var bange for, at man skulde udvide den Junigrundlov, til hvilken han stadig 338 prætenderede at være den fornemste Ophavsmand, og for hvilken han ganske vist ogsaa fremfor Nogen bærer Ansvaret, til Fællesanliggenderne.

Og denne hans Frygt for sit eget Værk viste sig under den hele lange Forfatningsstrid bestandig synligere og tydeligere. Lehmann vilde aldrig erkjende at have fejlet, men hine Forfatningsforhandlinger vare i Virkeligheden for ham en Vandring til Canossa.

Men Lehmanns sidste Aar indeholdt i det Hele adskillig Pønitense. Han var syg og nedbrudt, han, som havde været det lette Hjerte i en bevæget Tid; før lig en fakkelsvingende Prometheus, var han nu mere lig Prometheus paa Klippen. Sit Værks Mangler maatte han i Stilhed erkjende, og sin egen Indflydelse maatte han se dø tommevis. I det nye Landsting var han sikkert det Medlem, der var mest ildeset saavel af det nye Højre, der i sig indesluttede Levninger fra »den røde Bænk«, Kammerherrernes Bænk i Roskilde, som af det gamle Venstre. Han kunde endnu fejre en enkelt Triumf, som da han i Fæstesagen fik sit Forslag til en Dagsorden vedtaget, men det var langt oftere faktisk en Tidsspilde, naar Lehmann tog Ordet. Det følte han sikkert ogsaa selv, thi han havde en meget fin Følelse for, naar man ikke med rund Haand gav ham alt det, han mente, at man skyldte ham. Og dog talte han; han kunde ligesom ikke bekvemme sig til ret at se sin Stilling, som den var, og søgte og fandt saare gjerne gunstige Varsler om en forandret Stemning imod sig og om Bibeholdelsen af sin Evne til at øve Indflydelse.

Han havde sin Plads som Landstingsmand helt i Enden af Salen, omtrent midt i den yderste Stolerækkes Bue ud imod Tribunen, i Nærheden af sin trofaste Ven Ploug, nær Brock, Madvig og Krieger. Naar han talte, plejede han jævnlig at vende Hovedet lidt om imod det store Vindue ligefor hans Plads, og seende ud imod Himlen og Skyerne syntes han der at søge sine Inspirationer i den trættende Kamp paa den begrænsede Arena.

Stundom har han i en saadan Situation nok følt sig som en af Skæbnen Forurettet, som en af Livets Fanger, der efter Himlens Skyer, hvori han læste sin Ungdoms Drømme, sendte den Fangnes Suk: 339 Eilende Wolken, Segler der Lüfte,
Wer mit Euch wandelte, mit Euch schiffte -
men i legemlig Forstand blev han paa sin Plads til det Sidste.

Var der Noget, H. N. Clausen ikke var skabt til, var det til at være Folketaler og Masseleder. Hans interessante Erindringer vise ham tydelig som den i høj Grad indadvendte Karakter, og den ejendommelige, tilbageholdne og isolerede Stilling, han indtog, selv naar han var ombølget af mægtige Luftninger af Popularitet, er aabenbart hos ham noget Naturbestemt.

Han var ingenlunde nogen højt fremragende, genial Natur; hans Storhed, hvis Ordet kan bruges, var et Produkt af gode Evner, Flid, grundig Lærdom, human Dannelse forbunden med en Karakter, der krævede Alles Agtelse. Men denne baade kloge og ærlige Naturs dybe Trang til rolig, selvstændig Prøvelse bragte ham ogsaa mere end een Gang, skjønt han egentlig kun var politisk Dilettant, til en rigtigere og sandere Opfattelse, end en Politiker med Liv og Sjæl som Lehmann naaede til.

Clausen lægger ikke Dølgsmaal paa, at han ikke ansaa sig for at være skabt til Politiker. Han er endnu ikke med i Aaret 1839, skjønt han da er en moden Mand, og det er ham en Overraskelse, at han kommer ind i Stænderforsamlingen. Da han senere vælges til Præsident i Roskilde, befinder han sig ingenlunde vel i denne Stilling, og da han tror at have vendt Stænderne og Politikken Ryggen for bestandig, glæder han sig ret af Hjertet til at kunne vende tilbage til Exegese og Arbejder paa sine kirkelige Foredrag.

Der er ikke mindste Tvivl om, at dette mod den praktisk politiske Virken saa kølige Sindelag ikke var Noget, han bedrog sig selv med - endsige at han bedrager sine Læsere. Derfor borger ikke blot den gjennemgaaende Tone af ærlig Oprigtighed, som gaar igjennem hele hans Livsskildring, men Clausen har i Aarenes Løb atter og atter gjentaget det samme Vidnesbyrd; exempelvis kunne vi minde om, at han i 1853 til den Deputation, der lykønskede ham til hans Fødselsdag, udtalte, at han kun nødig befattede sig med politiske Sager.

340

Naar man ser den Maade, hvorpaa han kom ind i det politiske Liv, og hans Opfattelse af dette, mindes man til en vis Grad om den Maade, hvorpaa gjenoplivede antikke Forestillinger om Statsborgerne og deres Forpligtelse til at give sig af med de offentlige Anliggender greb ind i hine Tiders politiske Opfattelse, og man forstaar tillige, at Clausen, naar han ikke var ivrig Politiker, ikke kunde finde det stridende mod sin Samvittighed at trække sig ud af Oppositionen imod Ministeriet Ørsted.

Clausen kom med i den politiske Bevægelse, fordi visse Ideer kaldte ham, og fordi han gik ud fra, at den politiske Virksomhed naturlig var Noget, man kunde tage med i Mellemrummene imellem sit andet egentlige Arbejde, og han var aldeles ikke nogen urolig og gjærende Liberal.

I det Program, han og Schouw kastede ud i 1848 i deres fælles Skrift »Ved Thronskiftet«, ønskes Stændervalgloven bibeholdt »i dens væsentligste Grundtræk«, og fra Venstres Side fandt man heri det første Tegn til Spaltningen imellem »den demokratiske« og »den doktrinære« Del af det liberale Parti - en Spaltning, som senere traadte aabenlyst frem under Striden i Stænderforsamlingen om Valgloven til den grundlovgivende Rigsforsamling.

Hvad der gjorde Clausen til Politiker, var altsaa Ønsket om at værne om visse aandelige Interesser; Formerne for Aandens Bevægelser vare det, der laa ham mest paa Hjerte, og det var i Kampen herfor, at han hævede sig højest.

Derfor var Nationalitetsspørgsmaalet hans politiske Ungdomskjærlighed, som han var tro indtil Døden, og af »de indre Spørgsmaal« var det saadanne som Ytringsfriheden, der laa ham inderligst paa Sinde. Der var i Reglen noget langt mere Agtelsesindgydende og til Opmærksomhed Vækkende over Clausens Optræden som Taler end noget umiddelbart betagende, og dog har han kunnet henrive, og henrive den roskildske Stænderforsamling i det Herrens Aar 1844; det hørte der Noget til. Men det var i Sprogsagen, han dengang talte.

Clausen var fin, kritisk og tilbageholdende, han trængte sig ikke paa, mindst i det politiske Liv. Han viste bestandig som Stænderdeputeret, som Minister og som 341 Rigsdagsmedlem den samme af alvorlig, grundig og saa vidt mulig selvstændig Overvejelse prægede Holdning. Et fremtrædende Træk hos ham var Sky for al mulig Overdrivelse og Overlæsselse.

Det kunde hændes, at denne Styrke blev ham en Svaghed. En Mand kan behandle og bearbejde sit Stof med en saa ængstelig Omhu for kun at faa den klare og ubestridelige Sandhed ud, at det bliver saft- og kraftløst; med det Kantede og det Tilfældige gaar tillige let det Originale og Ejendommelige i Vasken. Clausen havde Noget, stundom temmelig Meget, af dette.

Han kunde blive saa sand og saa klar, at han ikke sagde Andet end de fortræffelige Almensandheder, der ligge lige paa det Trivielles Grænser.

Men til Gjengjæld vidste han sig mere end de allerfleste Dødelige fri for Alt, hvad der hører ind under Bulder- og Rabalderarten, under de hysteriske Overdrivelser og de deklamatoriske Svindlerier, som nu ere saa velkjendte. Hans Sprog var altid rent og godt, stundom kunde det hæve sig til at være ædelt, men i Reglen tillige køligt og afpasset. Skulde Clausen have været omsat til Kunstner, maatte han have været Billedhugger som Lehmann Maler.

Baade Lehmann og Clausen vare ægte Repræsentanter for den tredie Stand, der er bleven prist fra Sieyes til Dahlmann. Det laa saa fjernt som Noget fra Clausens hele Væsen at være rød Demokrat; den lovbundne, den vel ordnede Frihed var hans Program, og ogsaa Lehmann har selv angivet sit tredie Stands Standpunkt i de bekjendte Ord om, hvorledes »de Begavede, de Dannede og de Rige« skulde styre med den Forpligtelse at vinde Almuen ved Omhu for dens Vel - altsaa kun som dennes Formyndere, om end naturligvis kjærlige og behagelige Formyndere. Han skuffedes med Virkningerne af Junigrundloven og har forsvaret dens brede Demokratisme med, at den var en Nødvendighed, som man ikke kunde unddrage sig; det er ikke nogen udtømmende Forklaring og mellem den og den Stemannske Opfattelse, at det hele Røre i 48 kunde have været besværget ved nogle Politibetjente, er der Plads for adskillige Mellemveje, et Thema, som vi ikke skulle drøfte her, hvor vi kun have 342 villet fremhæve, at Lehmann selv erklærede sig som den tredie Stands Mand og selv kun mente sig at være tvungen af den i Forholdene liggende Nødvendighed til at gaa saa vidt, som han gjorde.

Som Lehmann og Clausen saaledes vare næsten alle de ledende Mænd i hin Tid kun Mandatarer for den samme Mandant, og Ansvaret for, hvad der blev forsømt, og hvad der blev. begaaet, maa ogsaa for en Del lægges paa Mandanten. Efter hele den Maade, hvorpaa de Ledende vare blevne Ledere i 1848, kunde man ikke af dem vente nogen stor Selvstændighed. Enigheden mellem de Regerende og de Regerede havde noget Stort og Opløftende ved sig, og den Visdom, at det maatte være det Bedste og det Rette, som, en Tid ialfald, næsten Alle vare enige om, havde noget farligt Bestikkende ved sig. Og saaledes gjorde de Styrende det afgjørende Skridt i en øjeblikkelig og, som det viste sig, noget flygtig Stemnings Løftelse, og derved bandt de ikke blot sig selv, men ogsaa deres Efterfølgere.

Martsministeriets Udkast til Valgloven til den grundlovgivende Rigsforsamling, ved hvilken den almindelige Valgret sloges fast, mødte allerede i Roskilde Stænderforsamling, som havde bevaret en mere kritisk og selvstændig Opfattelse end Ministeriet, en virkelig overlegen Kritik. En Majoritet, bestaaende af 6 af Komiteens 7 Medlemmer, gik vel ikke i sine Konklusioner imod Ministeriet, men i sin Betænkning lagde den ikke Dølgsmaal paa, at man fandt det meget betænkeligt, at ethvert Hensyn til Formue eller Skatteydelse var opgivet som Grundlag for Valgberettigelsen. Ordføreren for Komiteen var Clausen. Den samme Clausen gik i Novemberministeriet med til at adoptere Martsministeriet Forfatningsudkast, og dengang var Reaktionen imod Troen paa den almindelige Valgret dog begyndt, en Reaktion, der hurtig blev stærk. Det er vel næsten forglemt, at der i 1848 paa en Adresse, som gik imod den, kunde samles et for den Tid saa overordentlig stort Antal Underskrifter som henved 9000, og det baade fra Kjøbenhavn, Kjøbstæder og Land. Men Tilbagetoget maatte vel være sket i Rigsforsamlingen, for Ministeriet var det da umuligt.

343

Og som det gik med dette Spørgsmaal, saaledes tog ogsaa i andre den brede almindelige Strøm Magten over Sindene. To Spørgsmaal, der, som den senere Tid noksom har viist, vare hvert i sin forskjellige Retning i høj Grad indholdsrige og virkelig politiske, blev forelagte hin Tid til Afgjørelse, men begge afvistes. Det ene var Forslaget om at lade Grundlovsforslagets Behandling hvile, til man kunde faa Slesvig med. Det faldt i Rigsforsamlingen, angrebet af Martsministeriet og vistnok i det store Publikum nærmest betragtet som en juridisk Grille. Men ogsaa her stod Clausen paa anden Side end Lehmann og var en af Hovedstøtterne for Forslaget. Det andet var Tanken om Slesvigs Deling. Slesvigs Deling i 1848, hvad havde det ikke at betyde? Og Tanken var fremme i Dagens Lys.

Den provisoriske Regering talte i en Proklamation (af 31te Marts) til det danske Folk om en Deling af Slesvig efter Nationalitet, og i Kongeriget havde Delingstanken varme Forsvarere, ja Venner uden Tvivl i selve Martsministeriet. Men i dette sympathetiske Ministerium, hvor man paa en næsten rørende Maade kunde sidde sammen, uenig om de vigtigste Spørgsmaal og dog trofast »villende blive sammen, til Fædrelandet var frelst«, sad ogsaa den Mand, der mere end nogen Enkelt har »det selvstændige Slesvig« paa sin Samvittighed - Tscherning, og her var Tscherning i fuld Overensstemmelse med den offentlige Mening, baade i Kongeriget og i Slesvig. Flors Parti var særlig meddelagtigt i, at det under Kongens Ophold paa Als blev slaaet fast, at »det skal ej ske«, hint skæbnesvangre, med saa uendelig Jubel modtagne Kongeord. Martsministeriet - har Tscherning oplyst - vilde tage »det selvstændige Slesvig« til sin Hovedstilling i Fredsforhandlingerne, og i den Instrux for Fredsunderhandlerne, det udarbejdede, forkastede den danske Regering principielt Delingsforslaget, men optog kun Delingen som et Alternativ, der var at foretrække for et Slesvig-Holsten. Kongen, som slet ikke vilde have Delingstanken nævnt i Instruxen, nægtede imidlertid sin Underskrift, Ministerskiftet kom, og Novemberministeriet strøg Delingsplanen i fuld Overensstemmelse med Konge og Folk.

344

Hvor ender de Enkeltes Ansvar, og hvor begynder Mængdens, den Mængdes, som med en saa uimodstaaelig Magt kan baade gjøre og forhindre det Rette? Det er et Spørgsmaal man møder her, som saa mange Gange i afgjørende Tider. Af dets Besvarelse vil for en væsentlig Del Dommen over vore gamle Konstitutionelle blive gjort afhængig.

345

ANDRÆ

Nogle Politikere ere som bekjendt i en mærkelig Grad sammenvoxede, sommetider næsten sammenfiltrede med deres Tid; undertiden er det betydelige Mænd, som med Syrnpathiers og sand Forstaaelses fine, lønlige Traade væve med paa Tidens Væv, stundom mindre betydelige, som uselvstændig ere spundne med ind i den.

Andre derimod staa forunderlig glat, utilgængelig og isoret, uden nogen stadig frugtbar Vexelvirkning med Samtiden, og gjør sig kun gjældende nu og da ved enkelte Lejligheder.

Andræ hører til denne sidste Art. Han staar paa en ganske egen Vis for sig i vort politiske Liv, som en Slags Obelisk, der, sig selv nok, er bedækket med Indskrifter, som det stundom kan falde noget vanskeligt at tyde, men som selv af dem, som opgive alle Tydningsforsøg eller endog mene, at det ikke er Umagen værdt at bryde sig med dem, erkjendes for at være et interessant Stykke. Andræ er en virkelig fremragende Mand. Ere de fleste Politikere mere eller mindre begavede Eftersnakkere, saa er han det ikke. Højst forskellige Dannelsesformer have, som naturligt er, afsat deres Spor i vort konstitutionelle Liv. Andræ har for sin Videnskabs Vedkommende efterladt et betydeligt Mærke, men har tillige sørget for, at man ikke glemte Manden selv.

Til daglig Brug mærker man ikke meget til ham. Han møder flittig paa sin Plads i Landstinget, hvor han sidder ved Siden af Grev Fnys, en Politiker, der danner et ganske ejendommeligt Modstykke til Andræ, forskjellig ogsaa i det 346 rent Udvortes fra sin lille, magre Nabo med det skarptskaarne Ydre, der iøvrigt noget minder om Windthorst, med hvem Andræ ogsaa som Taler kan have Lighedspunkter.

Til at være et flittig mødende Medlem indskrænker Andræ som bekjendt i Reglen sin Virksomhed. Han vilde ikke overtage Pladsen som Formand i Landstinget, som man gjerne vilde sætte ham paa, da M. P. Bruun vilde trække sig tilbage; Andræ henviste i sit Afslag til den noget isolerede Stilling, han befandt sig i ligeoverfor Tinget, en Betragtning, som man næppe kan nægte var korrekt, thi det er ganske vist en naturlig Forudsætning, at Tingets Hjerte slaar i Formandens Bryst.

I de almindelige Forhandlinger tager Andræ næsten aldrig Del; kun naar det er en Sag, som paa en eller anden Maade berører hans Fag eller Specialinteresse, kan han gjøre nogle Bemærkninger; han har ikke heller Ord for at spille nogen Rolle i Tingets private Forhandlinger. Man mærker kun til ham derved, at han ved enkelte Lejligheder holder en stor og udmærket Tale, der hører til det Ypperligste, vort pariamentariske Liv frembringer.

Andræ, som har staaet vor elegante æsthetiske Periodes Centrer nær, og som selv besidder en sjeldent fin og omfattende Dannelse, brillerer i Konversation og er en Mester i den sjeldne, nu næsten uddøende Kunst, at kunne fortælle. Han er tillige en stor Taler; som man veed, følges disse Egenskaber ikke sjeldent ad. Andræ beholder som Taler noget af den Konverserende. Han er ikke stiv, højtidelig, deklamatorisk, ikke Spor deraf, men livlig, smidig, vittig, og under dette glatte Ydre ligger en jernfast Udvikling. Han er en Polemiker af første Rang, ja, er væsentlig kritisk og polemisk anlagt i Debatten. Det er hans Glæde at gjøre rent Bord omkring sig. Men paa den ryddede Tomte bygger han altfor ofte et skjønt Palads, som blot har den Mangel, at der ingen Indgang er, eller han opfører en slank Søjle med Plads kun for en Simon Stylites; skjæve Taarne bygger han derimod ikke.

Man kan være ganske uenig med Andræ i hans Udgangspunkt og derfor ogsaa i hans Resultat. Altid maa man dog indrømme, at hans Taler ikke blot ere rhetoriske Prydelser 347 for Landstingets Forhandlinger, men ved deres originale Indhold og nye Synsmaader give Forhandlingerne forøget Liv og Spændkraft.

Andræs Bane som aktiv Politiker var kort, men brillant. Den unge Mand, der havde henledet Opmærksomheden paa sig som en af de Fremragende af det Sæt nye Mænd, som de nye politiske Ideer kaldte frem, forøgede hurtig sine Laurbær. Officeren paa Folketingets Formandssæde blev en Formand, som en pur ung Forsamling vanskelig ser Magen til, skarp, klar, med Sansen for det Formelle haarfint udviklet, fast i sit Tag og dengang i virkelig Overensstemmelse med den Forsamling, han styrede; Andræ hørte til de Liberales venstre Fløj, stod sig godt med Bondevennerne og blev - hvilken paradisisk Uskyldstilstand - i sin Tid beskyttet af Balthasar Christensen. Det blev vel ikke til Noget imellem Andræ og Bondevennerne, men han var dog i hine Tider, især efter sin Afskedigelse i 1854, i Besiddelse af en ikke ringe Popularitet af denjevne, simple, ukultiverede Art, som han nu sikkert ser ned paa med udviklet, skeptisk Ringeagt. Han blev Medlem af det Kabinet, som med P. G. Bangs Signatur den 12te December 1854 afløste Januarministeriet. De ledende Kræfter i dette vare, foruden ham, Hall og Scheele, og medens Scheele antoges at være Gjenstand for særlig Velvillie hos Kongen personlig, hos Grevinde Danner, hvis Rolle dengang var bekjendt, og den Kreds, der agerede om og ved hende, saa repræsenterede Hall og Andræ Rigsdagens Velvillie.

Andræs Rolle var betydelig; han trak en stor Del af Læsset ved Ordningen af Fællesforfatningen. Han var den, der havde at forhandle paa Regeringens Vegne med det foreløbige Rigsraad, og hans Forhandlinger kronedes i Juli 1855 med Held; med 18 Stemmer mod 2 gav det efter Frd. 26de Juli 1854 existerende Rigsraad sit Samtykke til en ny Fællesforfatning; af de To, som stemte imod, var den Ene Tscherning, den Anden et af Ridderskabets Medlemmer, som Tscherning nok havde faaet trukket med, nærmest af et Slags Skjønhedshensyn for at faa en Dansk og en Tysk i Oppositionen. Det var virkelig en Triumf for en ung Minister ligeoverfor denne vistnok ligesaa vanskelige som fornemme 348 lille Forsamling af Gehejmeraader og Kammerherrer, og havde han ikke været i Besiddelse af sand aandelig Overlegenhed, havde dette Resultat naturligvis aldrig ladet sig opnaa.

Om Efteraaret udgik saa Fællesforfatningen med tilhørende Valglov. Forfatningen af 2den Oktober 1855 har i sin Tid kun kunnet glæde sig ved ringe Populariet, og dog turde det være, at af alle de Forfatninger, vi have faaet lavede, var den og dens Valglov det mest helstøbte Arbejde, baaret af selvstændige Tanker, ja præget af sand Originalitet og tillige uden Brud paa sin Enhed, afpasset baade efter, hvad der var i og for sig ønskeligt, og hvad der var under de daværende Forhold gjennemførligt. Men Æren for den tilkommer Andræ med Hall, og Andræ's Navn er udelukkende knyttet til Valgsystemet. Det maa naturligvis ikke glemmes, naar man roser den organiske Ensartethed i Oktoberforfatningen, at den blev til paa en egen Vis: ikke nødt til at passere igjennem en omkalfatrende Forsamlings Hænder, ikke nogen Gjenstand for meningsløse Afprutninger og vilkaarlige Transaktioner, var den at tage eller ikke at tage, saaledes som den forelaa i sin uforstyrrelige og uantastelige Helhed, i fornem Fjernhed fra alle den direkte vedrørende Afstemninger. Forfatningen hørte unægtelig ikke til dem, som ere voxede ud af Folkeønsker og Folkestemninger; Spørgsmaalet er imidlertid, om vort Samfund ikke alligevel kunde have voxet ind i den.

Da Andræ fra Oppositionen var kommen over paa den Side, der skulde udrette Noget, havde han debuteret fortræffelig. Det gjaldt nu om at fortsætte. Selvfølgelig viste han vedblivende fremragende Egenskaber, men han var Minister paa sin egen Vis, stiv, ufejlbar, fornemt afvisende, overbevist om deres aandelige Ufuldkommenhed, som havde nogen fra hans afvigende Mening.

Andræ er jo en udmærket Mathematiker; en af det forrige Aarhundredes store Mathematikere sagde, at efter den Retning, de videnskabelige Interesser vare ifærd med at tage, vilde der efter hundrede Aars Forløb maaske kun være tre Mathematikere i Europa. Om Andræ kunde gjælde for en af saadanne tre, have vi ingen Forestilling om, men at han er 349 virkelig fremragende i sit Fag, er der ingen Tvivl om, og det er intet Under, at den Dannelsesform, han i en saa fremtrædende Grad repræsenterer, præger hans hele Væsen. Men en Mathematiker drager Grænsen mellem et rigtigt og et urigtigt Resultat med absolut Skarphed; Sandt og Falsk staar for ham Kridhvidt og Kulsort.

Men Andræ er en Mathematiker, foret med en Militær; han har Ret, det er Nummer Et, Nummer to: han vil lystres.

Intet Under, at han baade paa det Parlamentariskes og det Administratives Omraade faldt Folk noget for umedgjørlig. Saa lidt som muligt er han anlagt til at transigere og akkordere, og det beder han sig fritagen for. Kan han faa det, som han vil, er det godt og bedst for Alverden, kan han ikke faa det, tager han sin Hat og gaar med et høfligt, men meget koldt Buk, der ikke opfordrer til at trække ham i Skjøderne.

Andræ blev i Ministeriet til 1858. Hans Udtræden betyder imidlertid noget Andet end en simpel Skilsmisse fra Magten, den indeholder i sig et Spørgsmaal af den allerstørste Vægt og Betydning, det nemlig: Havde det været muligt at bevare den da istandbragte Fællesforfatning for det danske Monarki?

Bevarelsen af Fællesforfatningen - hvilken Række af store Muligheder aabnes der ikke Udsigt til ved denne tilsyneladende saa klangløse statsretlige Formel? Den synes næsten at kunne have været den tørre Kvist, der aabnede Bjergets Side og lod Øjet skue mægtige Haller, fyldte med Skatte nok til syv Kongerigers Løsning. Fællesforfatningen bevaret, det betyder jo nemlig ikke blot en anden Danmarks Historie, det indeholder ogsaa Spørgsmaalet om, i hvilke Begivenheder den Verdensudvikling vilde have været at omsætte, som nu har ført fra Dannevirke over Sadowa til Sedan.

Det forekommer os, at fra hine Aar kan kun en politisk Drøm vise en lignende fantastisk gigantisk Indholdsrighed som hin saa formalistisk klingende Frase: det sidste franske Kejserdømmes Planer om et ved fransk-østerrigsk-engelsk Samvirken gjenoprettet Polen - en Luftspejling, glimrende som faa i den moderne Historie, og som for den politiske Romantiker, der træt vender sig bort fra den stenede 350 Virkelighed, maatte vise Europa som en over dennes Ørk svævende Tryllehave, beskinnet af Retfærdighedens Sol. Men hint Fata Morgana svandt for engelsk Slud og Taage, vort tilsyneladende mindre tillokkende og betagende Drømmebilled havde ikke nogen bedre Skæbne. Men kunde det være anderledes? Har overhovedet en brugelig dansk Fællesforfatning været mulig?

Som Udviklingen er gaaet, har den i den Henseende efterladt to forskjellige Spørgsmaal. Havde Fællesforfatningen kunnet lade sig bringe istand paa en mere holdbar Vis? Havde den, der kom istand, kunnet bevares? Vi tro ikke nogen af Delene.

Det kunde paa sin Vis have noget saare Tillokkende, om man vil, tragisk Lokkende for Fantasien at forestille sig, at det havde været lagt i en dansk Statsmands Haand at lede Historien i det nittende Aarhundredes anden Halvdel i en anden Bane; en Skikkelse med saadanne Muligheder vilde staa for Betragteren med Konturer, der fortonede sig i mythiske Dimensioner. Det maatte være Bluhme eller Andræ, der da var bleven Tale om; men vi kunne ikke faa nogen af disse Mænds Billede under denne Synsvinkel.

Det første Spørgsmaal af de ovennævnte to forhindrede vel Ministerskiftet i 1854 at faa besvaret af Virkeligheden, thi det havde jo været den Politiker, der ledede Forhandlingerne med Preussen og Østerrig i 1851-52 og traf »Aftalerne«, som havde havt at forsøge sig. Men vi tvivle ikke om, at han der havde været lige saa afmægtig, som den Bluhme, der i 1864 kaldtes for at slutte Freden, viste sig at være til at skaffe andre Fredsbetingelser, end hvilkensomhelst Nationalliberal havde kunnet opnaa. Ved det andet Spørgsmaal, som nærmest interesserer her, er det Andræ, der ligger som den gaadegjemmende Sfinx. Havde han kunnet bevare Fællesforfatningen? Han har Sandsynligheden imod sig.

Stillingen i 1858 var den: Den Ilte Februar 1858 besluttede Forbundsforsamlingen at meddele Danmark, at den ikke anerkjendte hverken den holstenske Forfatning eller Fællesforfatningen, forsaavidt den skulde finde Anvendelse paa Holsten og Lauenborg, for at bestaa i forfatningsmæssig 351 Virksomhed. Forbundsforsamlingen opfordrede i Forbindelse hermed til i Holsten og Lauenborg at tilvejebringe en med Forbundslovene og de givne Tilsagn stemmende, Hertugdømmernes Selvstændighed og ligeberettigede Stilling sikrende Tilstand. Danmark tilbød nye Forhandlinger med den holstenske Stænderforsamling, hvorunder der skulde gives denne Lejlighed til at udtale sig om Holstens Stilling i Danmark. Dette forkastedes af Forbundsforsamlingen den 20de Maj, og Danmark fik Valget mellem at modtage Exekution, d. v. s. Krig, og at ophæve Forfatningen for de to tyske Hertugdømmers Vedkommende. Ministeriet vilde vælge det sidste Alternativ, Andræ vilde ikke gaa med hertil og traadte af. Hvem havde Ret? Vi tro, ikke Andræ.

Havde man i 1858 modtaget Forbundsexekutionen og eventuelt Krig, saa havde en saadan Krig - der jo aldrig kunde have været heldig for det isolerede Danmark, og som vilde have paadraget os hele Europas Uvillie, som Situationen dengang var - kunnet føre til meget forskjellige Løsninger, men ganske sikkert ikke til den Helstats Bevarelse, hvorfor den blev ført. Noget Andet er, at Krisen da kunde være kommen paa et for os heldigere Tidspunkt, end den senere kom, men det var jo ikke Andræs Mening at fremkalde Krisen for Krisens egen Skyld. Hvem kan i saa Fald tillige sige, om Bilæggelsen af Konflikten dog havde været saa solid, at den ikke var brudt op igjen, ialfald ved Frederik den Syvendes Død.

Men hvilket end Resultatet kunde være blevet, dersom man havde fulgt Andræ i 1858, saa maa det ikke glemmes, at Andræ ikke gjorde Synderligt for at faa sin Politik gjennemført. Krieger skal have været rede til at følge Andræ, hvis denne vilde stille sig i Spidsen og overtage Udenrigsministeriet med Konsejlspræsidiet; maaske ogsaa flere af de andre Ministre i saa Fald vare blevne. Men Andræ trak sig, som sagt, tilbage. Tvivlede han paa tilstrækkelig Understøttelse i Folkestemningen? Sikkert. Og med Rette. Men var det nok? Tvivlede han ikke ogsaa paa sig selv, paa sit eget Maal? Ikke heller paa dette Spørgsmaal forekommer Svaret os tvivlsomt. Den tilsyneladende saa sikre og faste Mathematiker synes os alt dengang lønlig at have baaret i sit Indre 352 hin Tvivl, der gjør Villien syg. Andræ har ikke staaet paa denne Skillevej frejdig og sejersæl, sikker paa sig selv og sit Maal, naar han blot kunde komme til at raade, men snarere som en tungsindig Hamlet, klagende:

The time is out of joint: O, cursed spite,
That ever I was born to set it right!

og saa sluttet Akten med

Nay, come, let's go together*).

Og Hamlet gik, men ingen Horatio fuldte med ham, og Kundgjøreisen af 6te November 1858 ophævede Fællesforfatningen for Holstens og Lauenborgs Vedkommende.

Som Arv fra Andræs Ministerperiode beholdt vi Forholdstalsvalgmaaden. Det er vist højst urigtigt at tro, at en Mathematiker skulde blive mere steril end andre Mennesker. En af vore mest fremragende Politikere har engang bebrejdet Andræ, at han som en Arkimedes i Syrakus kun havde et »Forstyr ikke mine Cirkler« for Omverdenen. I det Højeste kunde vel en saadan Bebrejdelse være retfærdig i et enkelt Forhold. Andræ har ellers viist Lyst til at anvende sine Cirkler i Livet. Hans Valgmaade er ikke blot en af de interessanteste politiske Konstruktioner, vor Tid har set, men maaske ogsaa en Tanke af stor Frugtbarhed, i ethvert Fald en saadan, der er for stor til at kunne bedømmes efter sine øjeblikkelige Resultater.

Der er Noget i den, som minder om den Retning i den menneskelige Tankes Historie, som troede at kunne give al Materiens Virksomhed et Udtryk i Algebra, og om hvilken det blev sagt, at den ogsaa vilde finde den Ligning, som svarede til ethvert menneskeligt Ansigts Konturer. Forholdstalsvalgmaaden vil finde den Ligning, som svarer til ethvert Samfunds politiske Fysionomi - ikke Udtrykket i Ansigtet, ganske vist, men Lineamenterne, kun Lineamenterne, det er en Selvfølge. Men selv for disses Vedkommende er der unægtelig Vanskeligheder af den

* 353

kjedsommelige, haardnakkede, umedgjørlige Natur, som praktiske Vanskeligheder altid frembyde. Der kræves en Grad af aandelig Udvikling til at benytte den Art Methoder i det Store, som endnu langtfra er naaet. Og saa er foruden denne saa nærliggende Indvending Spørgsmaalet vel ogsaa, om man alt har følt Mislighederne ved den nuværende Valgmaade i en tilstrækkelig Grad, thi det er jo en Erfaringssætning, at den menneskelige Tanke ikke lader sig afvende fra en bestemt Retning, før den er gaaet til Enden og har taget alle Konsekvenserne.

At imidlertid for selve Tanken den Tid var kommen, da den skulde og maatte komme til Verden, ses af den Kjendsgjerning, at den, som det jo ikke sjeldent er Tilfældet med store videnskabelige Opdagelser, næsten samtidig er dukket frem paa adskillige Steder, uden at der kan være Tale om, at den Ene har laant Ideen fra den Anden.

Nu, da Spørgsmaalet om den retfærdige, forholdsmæssige Repræsentation er begyndt at komme i frugtbar, almindelig Bevægelse, og alt har affødt en hel Literatur, fremgaar det af denne, at Tanken ikke blot med længere Mellemrum har glimtet frem hist og her, men at den indenfor det samme Tidsrum af godt og vel en halv Snes Aar er bleven bestemt formuleret af en Række Mænd rundtomkring i Europa: i Schweiz, i Tyskland, i Frankrig, i Danmark, i England, ja endog udenfor Europa, i Brasilien, som man ellers ikke er tilbøjelig til at antage for et Hjemsted for original Spekulation, men hvor dette Spørgsmaal har fundet en ganske ualmindelig frugtbar Jordbund.

I den her omtalte Periode synes Tanken om den forholdsmæssige Repræsentation først at have været fremdragen i parlamentarisk Forhandling i Genève, hvor en Deputeret under Paavirkning af Victor Considérant bragte den frem i den lille Stats grundlovgivende Forsamling saa tidlig som i 1842; i 1850 kan en brasiliansk Jurist, der senere er bleven en af Ideens notable Forkæmpere, rose sig af at have bragt den frem; i 1855 kom Danmark, og i 1859 udkom Hares Bog, der strax gjorde stor Opsigt. Men Schweiz har vist mindst fire selvstændige Opdagere at nævne, og baade Tyskland og Frankrig have hver flere.

354

Som bekjendt har Andræs System den interessanteste Lighed med Hares, det er ældre end dennes, traadt i Virksomhed, inden Hare kom med sin Theori, men da denne Sidste er Engelsk og har havt det Held strax at faa en Mill til at anbefale sit System som en af de vigtigste Opfindelser i Statsstyreisen, saa vil han sikkert tage Mere end Løvens Part af Æren. Andræs Navn vil nok blive nævnt for Fuldstændigheds Skyld, men for det store europæiske Publikum vil det lyde ligesaa ukjendt som Dhrr. Hoffmanns eller Burnitz's eller Nabor Caneiros for os; allerede nu er det kun Hare og Hares System, der roses, kommenteres, bearbejdes og propageres. Naar man dog endelig 8 Aar efter, at Andræs Valglov var traadt i Virksomhed, blev noget opmærksom paa den i Europa, skyldtes dette en Beretning fra en herværende engelsk Legationssekretær Lytton, som indeholdt en klar og velopfattet Vurdering af Systemet.

Herhjemme mødte Andræs Valglov som bekjendt kun en tvivlsom Sympathi, hvad der ikke var noget Under med en saa vildfremmed Skabning, som ikke i fjerneste Led var Kjød af vore Institutioners Kjød og Blod af deres Blod. Men de daarlige Spaadomme have ikke slaaet til, tvertimod, Systemet arbejder med langt mindre Vanskelighed, end man havde anet, og er nu rodfæstet hos os. Det er en sand Triumf for Andræ; thi det var unægtelig med et sjeldent dristigt Kast, han bragte det ind i vort Forfatningsliv, men ultradoktrinære Undfangelser kunne ogsaa have sund Livskraft. Det synes tvivlsomt, om det af os anvendte System andetsteds bliver det mest populære, eller rettere, det synes utvivlsomt, at det ikke bliver det - skjønt dets Nøjagtighed prises - ja at det, der »tager Favør«, ikke engang bliver noget af de rationelle Systemer, hvortil Andræs henføres, men et af dem, man har kaldet de empiriske, som er let at haandtere, men ganske vist ikke korrekt uden yderligere Tilføjelser. Men hvorledes det gaar eller ikke gaar i den øvrige Verden, saa har Andræ ganske vist paatvunget os en ikke blot højst interessant, men ogsaa meget værdifuld politisk Gave.

Hvad er egentlig Andræ som Politiker? Nationalliberal, selv i dette Ords videste Forstand, kan han ikke siges at 355 være. Derimod vilde han ogsaa selv energisk protestere, han har vasket sine Hænder i al mulig Retfærdighed. Hvad er han da? Er han radikal eller konservativ, det er et Spørgsmaal, som paatrænger sig netop ved hans Forhold til den her omtalte nye Valgmaade. Han begyndte sit politiske Liv langt ude til Venstre, nu staar han langt til Højre, tilsyneladende som en Type for en kritisk Konservativ, der i al Udvikling og Reformeren og Nylaven kun ser et Spil af Taaber, der fører os hurtigere til Nirwanas Rand. Den sande Sammenhæng er vel den, at han er Andræ og ikke Andet. Han er sin egen Leder og sit eget Parti og vil hverken have anden Leder eller andet Parti. En Natur som hans er radikal eller konservativ efter Omstændighederne, radikal med egne Planer, konservativ ligeoverfor Andres. Var han bleven ved Magten, havde han maaske viist sig som en dristig Reformator; nu gjør hans kritiske Evne ham forsigtig og konservativ, ja stundom mere. Det er ham selv, der har villet det saaledes. Efterat Andræ 1858 havde forladt Ministeriet, har han ikke siden villet træde til. Man har sikkert flere Gange tilbudt ham Portefeuille, og da Ministeriet Frijs gik af i Maj 1870, henvendte man sig til ham om Dannelsen af det nye Ministerium. Forgjæves. Tvivl og Kritik synes langsomt, men sikkert, mere og mere at bemægtige sig ham og lamme hans Lyst til at virke paa større Arenaer. Det Ensomme og Eneboeragtige træder ialfald stærkere og stærkere frem hos ham.

Det være langt fra os at tro, at Forfængelighed er med i Spillet. Ganske vist kan Andræ ikke frikjendes for at have Noget af hin Molièreske Figurs Tilbøjelighed:

Ses propres sentiments sont combattus par lui,
Lorsqu'il les voit dans la bouche d'autrui.

Men den psykologiske Sammenhæng hermed er den, at dette er noget meget Almindeligt hos kritisk og fint anlagte Naturer, baade fordi de ere saa kritiske, at de ogsaa maa vende sig imod deres egne Spejlbilleder, især naar disse forekomme dem at blive skjævt og forvrænget gjengivne, og fordi de ynde at nyde sig selv under den stiltiende Forudsætning, at de have fundet Noget for dem selv. Saasnart 356 Andre komme med det Samme, saasnart de faa Anelse om, at det er Fællesgods, de sidde inde med, ane de Uraad. Forfængelighed i Ordets vulgære Betydning kan det ialfald ikke være, der leder Andræ her og lader ham kokettere med sin Originalitet; at han ikke er forfængelig paa denne Vis, ere vi sikre paa. Ingen har mindre end han søgt at trænge sig frem i Forgrunden, og selv naar han optræder med sine mest »aparte« Meninger, gjør han det ganske sikkert dreven af en sandhedskjærlig Trang, der forbyder ham at sidde inde med sin afvigende Opfattelse, om han end indser, at han ikke kan trænge igjennem. Og udtaler han sig, stikker han ikke Noget under Stolen, thi han er ærlig, ærlig som kolde, klare Naturer ere det.

Enhver har en Egenskab, som han sætter mest Pris paa hos sig selv. Maaske det, som denne i Sandhed overlegne, fine, originale, kundskabsrige Mand skatter højest hos sig, netop er sin Ærlighed.

357

HALL

Det er en bekjendt Sandhed, at i Udviklingen vexle organiske, nydannende, omskabende, frugtbare Tider med kritiske Perioder.

Vi befinde os nu i politisk Henseende i en af disse sidste; nu er det Opgaven at tænke sig om, at kritisere og revidere alt det Store og Nye, der er kommet frem, og som nu begynder at øve sine mangfoldige og uforudsete, ja overraskende Virkninger. For tredive Aar siden vare vi i en Periode af den anden Art.

Men atter i de nydannende Tider vil man i Reglen finde to forskjellige Afsnit, et forudgaaende, hvor man theoretiserer, og et senere, hvor man praktiserer, en Vækkelsens og Forberedelsens Periode og en Handlingens og Fuldendelsens.

I vor store og politiske Nydannelsesperiode havde vi da ogsaa først dem, der prædikede den nye Lære, derefter dem, der førte den ud i Livet.

Hall hørte til de Mænd, hvis Opgave det var at sætte i Værk, hvad Andre havde beredet Vej. Under den Omdannelse, som foregik her i Danmark ved Forfatningsforandringen af 1849, pløjedes der naturligvis strax en hel Del nye Mænd op, thi det gaar selvfølgelig med Politikere som med alle Repræsentanter for aandelige Bevægelser af den grovere og finere Slags; ethvert nyt Gjennembrud danner Skole, blot fordi det er nyt, og faar sine Mænd, nogle, der due til Noget, Andre, der ikke due. I Politik er der uforholdsmæssig mange af den sidste Slags, det er saa nemt at være med, og Storheden beror her i større Omfang end paa andre 358 Omraader paa egen Udnævnelse. Af den første Art, dem, der virkelig due, er der ikke nær saa Mange, derfor er det dobbelt nødvendigt, at der blandt dem er Nogle, der virkelig ere betydelige Mænd; det nuværende Forenede er et ypperligt Bevis paa, hvad det vil sige, naar en ny politisk Formation savner saadanne; adskillig relativ Dygtighed hist og her forslaar ikke. I hin Tid var der - foruden »Banebryderne« - til at sætte det nye i Gang en stor Stab af Dueligheder og som disses Ledere virkelig betydelige Mænd. Folk som Hall, som Krieger, som Madvig og Andræ havde man ikke mærket meget til før 1848. De havde ikke været Bannerførere, ja, Madvig havde endog snarere været imellem dem, der holdt igjen. Nu vare de parate, friske og ubrugte, rede til at føre det Nye ud i Livet. Omkring de betydelige Mænd stod i talrig Kreds en Mangfoldighed af dii minores og dii minimi, som følte sig overbeviste om, at man nu havde fundet et forjættet Land, hvor det blot gjaldt om at indrette sig hyggelig, som tog fat paa alle Leder og Kanter og ofte gjorde god Nytte, men ogsaa ofte gjorde sig skyldige i den Fejl at forvexle Forandring og Forbedring. For at illustrere Tanken vilde vi sige, at Fenger's Plads var her, som en Nummer Et, en Koragos for større og mindre Storheder af denne Kategori.

Hall passede fortræffelig til at være med til at sætte det konstitutionelle System i Scene. Intet i ham hersker absolut, egenraadigt, men Alt er modereret, afvejet og hensynstagende. Han er Kompromis'ets Mand, hans Yndlingsbevægelse er at fare med Lempe; fin i Tanken forudser han og overvejer de Chancer, der kunne indtræffe. Til en vis Grad er han maaske Sangviniker og holder af at lægge endel hen til Fremtidens velvillige Besørgelse, Expedition og Fortolkning, men som Sangviniker er han dog ubetinget af dem, der, om de end »haabe det Bedste«, tillige »frygte det Værste«. Han har agtelsesfuld Sympathi for det Gamle og imødekommende Interesse for det Nye; men af begge Dele forlanger han, at de skulle fremtræde i en lempet Form uden skarpe og haarde Kanter, og han er selv fortræffelig til at slibe Kanter af og hugge Spidser bort.

Man fortæller, at en af det gamle Regimes Mænd paa et 359 tidligt Tidspunkt af Halls politiske Løbebane skal have sagt om ham: »Hvorfor vil denne Hall give sig af med det absurde konstitutionelle Væsen? Han vilde jo være bleven Gehejme-Statsminister alligevel«. Den gamle Enevoldsmand havde vistnok Ret. Hall er i en fremragende Grad i Besiddelse af Evner, som bære en Mand oppe i vort Samfund. Han er ikke anlagt til at være nogen fremstormen de, urolig Banebryder, i hvis Sjæl store Nydannelser gjære og brydes med Krav paa Virkeliggjørelse og Forløsning. Alt Andet end det! For ham ligger tvertimod i en særegen Grad det Formende, Ordnende og Medierende. Kun dette Arbejde falder ret for hans af Naturen forsigtige Haand. Dersom han var bleven Gehejme-Statsminister, som hin Kritiker vilde have havt det, var han vist bleven en fortræffelig Raadgiver for en oplyst, human, retsindig Enevoldskonge, og han var sikkert bleven siddende i Konsejllet til sin Dødsdag. Nu blev han ikke en Absolutismens Gehejme-Statsminister, men en Konstitutionalismens Minister, og det var endnu bedre, thi i den første Aarrække af den nye Æra var der i en ganske særegen Grad Brug netop for de Egenskaber, som udgjøre hans Styrke.

Hall var en fuldt udviklet Mand, da han kom ind i det politiske Liv. Under Christian den Ottende spillede han ikke nogen fremtrædende Rolle, skjønt han omgikkes meget med flere af den liberale Retnings Bannerførere, Kammerjunker vilde han ikke være, skjønt denne Titel efter Sigende blev ham tilbudt. Men Folketaler og Folkeleder vilde han heller ikke være, det Agitatoriske laa endnu mindre for ham. Han passede sine Ting som Auditør og som Docent i Romerret og gjorde disse Sager godt. Han var en dygtig Jurist og havde et ganske ualmindeligt Greb paa at lære fra sig. Han var derfor en meget søgt Manuduktør, og den Romerret, som han skrev - og omtrent skrev ud af Hovedet - var som Lærebog for Studerende, der ikke skulde nedsænkes i Uendeligheder af Tvivlsmaal, men samle Resultater i et klart Overblik, et fortrinligt Arbejde.

Men 1848 kom. Den nationale Bevægelse gjorde et mægtigt Indtryk paa Hall; paa ham som paa Andre, der kom til at høre til samme Kreds, synes den at have virket endnu 360 stærkere end den liberale Strømning. Det er ialfald betegnende, at Hall, der hverken deltog i Kasinomøderne eller i Folketoget til Christiansborg, begyndte som Politiker med at være Medlem af en Forening, der dannede sig væsentlig paa Foranledning af nuværende Hofjægermester Tutein til Marienborg for at udgjøre et Kjærnepunkt i den nationale Retning. Denne Forening kom ikke til at træde frem med noget positivt Skridt, thi Martsministeriet var fyldt af samme Følelse og gjorde af sig selv sin Gjerning.

I dette sad hans Omgangsvenner og Studenterkammerater Monrad og Knuth, og han selv blev snart tagen med til Arbejdet. I det store Maleri af den grundlovgivende Rigsforsamling har Constantin Hansens Pensel gjort adskillige træffende Iagttagelser. Til disse hører den Maade, hvorpaa Hall er stillet sammen med A. V. Moltke; der er i den Maade, hvorpaa den unge Mand - Hall var dengang 36 Aar - staar ligeoverfor den gamle Minister, en agtelsesfuld Ærbødighed fra den Enes Side og en sympathetisk Velvillie fra den Andens, som maler Forholdet. »Bregentveds Moltke« holdt af Hall og satte Pris paa ham, og det var ham, der vilde, at han skulde være kongevalgt Medlem af Stænderforsamlingen, da den skulde vedtage den Valglov, hvorefter den grundlovgivende Rigsforsamling skulde vælges. Til denne valgtes han af Kjøbenhavns Amts første Valgkreds, Frederiksberg og Amager, en Kreds, han siden den Tid uafbrudt har repræsenteret. Han blev Medlem af Grundlovsudvalget og Ordfører for Grundlovens syvende og ottende Afsnit. Han var altsaa en af dem, der stod Fadder til Grundloven, men hans kritiske Instinkt sagde ham snart, at den ikke var bleven, som den burde have været, og han skal meget tidlig have udtalt, at man vilde blive nødt til at gjøre den om igjen.

Hall havde Kundskaber og Indsigt nok til at blive et fremragende Medlem af en lovgivende Forsamling, men hvad der i en særlig Grad gjorde, at han strax kom til at spille en saa vigtig Rolle, var hans store Talent som Partileder. Det var Noget, der var Brug for i disse unge Tider, og det var Noget, han havde stort medfødt Anlæg for. Der viste sig netop hans Sans for at ordne og organisere, for at mægle og forene, hvilken hos ham atter er forbunden med Evnen til at holde 361 Overblik over Situationen, med et sikkert Instinkt for, hvad der kan sættes igjennem, og med en udviklet Følsomhed for, i hvilken Retning der ligger Vanskeligheder, som man maa gaa af Vejen for.

Rastløs Energi er derimod ikke en af de Egenskaber, han er i Besiddelse af. Hans Natur er magelig, med hans Livlighed og Begavelse er parret et vist Maal af Indolens. Derfor blev det ogsaa nu og da bebrejdet ham, at han tog sig det lidt mageligt som Leder; et strengt Scepter førte han heller ikke, og da nu tillige dannede Folk ikke ere lette at tumle som Partimedlemmer, fordi de have ikke blot mere Kritik, men stundom ogsaa mere Selvtillid, mere personlig Forfængelighed og Pirrelighed end den naive, demokratiske Masse, saa blev Arbejdet naturligvis ingenlunde uden Mangler. Men i det Hele taget manøvrerede han sine Folk med Dygtighed, og bedre end nogen Anden kjendte han tillige Rigsdagen, kjendte de enkelte Personligheders, Ledernes og de Meniges, stærke og svage Sider og forstod bedre end nogen Anden ved offentlige og private Forhandlinger at anslaa de Strenge, som lød bedst i hver Enkelts Øren. Det var disse Egenskaber, som snart gjorde ham til den virkelige Fører og stillede andre Rivaler i Skygge. Professor Vilhelm Bjerring, et baade agtet og afholdt Medlem, der tilbunds var inde i de franske parlamentariske Forhold og havde studeret disse som en Specialitet ved Siden af Grammatikken, vilde konstruere de parlamentariske Partier herhjemme efter det franske Schema, men man manglede de Forudsætninger, der vare nødvendige for en Ordning, som ikke lader sig udføre a priori. Hall gik induktivt tilværks, begyndte med Virkeligheden selv, og det lykkedes.

Imod den Fare og Fristelse, som ellers nok kunde have besejret en ung Mand, der pludselig saae sig i Spidsen for et stort Flertal, var Hall sikret ved sinjevne og lykkelige Natur. Hans sunde Sans lod ham altid styre den rette Middelvej og holdt ham borte fra Yderligheder. Hans humane Tænkemaade beskyttede imod ethvert Misbrug af Magten. Opstod der nu og da en liden Vanskelighed, saa kom man sædvanlig over den ved hans sjeldne Evne til at dæmpe Lidenskaberne og hans vindende Humor. Det var gladere og fornøje- 362 ligere Tider dengang end nu; selv over de heftigste Kampe hvilede der et Lunets og Aandrighedens Skær.

At Opmærksomheden hurtig blev henledet paa Hall som Ministeræmne, er en Selvfølge, og han modtog tidlig Tilbud om at træde ind i Ministeriet, baade i A. V. Moltkes og i P. G. Bangs. Men han forhastede sig ikke. Det var først, efterat han havde været med at bære Dagens Møje under den store Kamp imod Ministeriet Ørsted, hvor han havde den Fortjeneste at samle Oppositionen om et moderat Program, der lod sig gjennemføre af en Regering, at han tog Del i Landets Styrelse, idet han blev Kultusminister i det af Scheele under P. G. Bangs Forsæde den 12. December 1854 dannede Kabinet. Da Hall først var kommen ind i Regeringen, gik det som i Rigsdagen: han blev snart en Leder, ja den Ledende. Under Resten af Frederik den Syvendes Regering var det ham, der mere end nogen Anden bestemte Retningen for vor indre og ydre Politik.

Da han var Minister, faldt Halls parlamentariske Evner endnu mere i Øjnene, end da han var Medlem. Han er af dem, der tale bedst fra Ministerbænken, men han er under enhver Omstændighed en af de bedste Talere, vi have. Hans Veltalenhed er ejendommelig. Han er ikke sprudlende og brillerende, som Orla Lehmann var det, Lehmann, hvis Taler H. E. Schack træffende sammenlignede med Champagne, som man skulde reservere til Pryd for festlige Lejligheder, men som ikke maatte drikkes hver Dag. Han er ikke en aandrig, men ufejlbar Docent som Krieger. Han har ikke Monrads Evne til den store Pathos's udstrakte Skala fra Stormen til Hvisken eller Tschernings tordnende Svada med dens døvende Bulder og paradoxe Lynglimt. Allermindst deler han Andræs Tilbøjelighed til at udlede sig en ensom Bjergspids og fra den gjennem sine skarpe Briller dybsindig-ironisk betragte de omliggende Myretuer og de ukyndige og uvidende Myrer, som færdes i dem. Han holder sig mere ved Jorden, ved det Virkelige og det Praktiske, hans Veltalenhed er aldrig i Slaabrok og Tøfler, heller ikke i Kjole og hvidt Halstørklæde, men i Frakke af godt Snit, som klæder den, der bærer den.

Naar Hall holder en af sine større Taler, har man for sig 363 en Mand, hvis hele ydre Apparat af Holdning, Stemme og Foredragsmaade strax gjør et vist behageligt og tillige et overlegent og sikkert Indtryk. Man hører uvilkaarlig efter, hvad denne Mand har at sige, føler sig sympathetisk stemt, lytter efter med Interesse, med Velbehag, med Billigelse, med fuldkommen Tilslutning, og saa - er han færdig, uden sortie, uden Knald. Han sætter sig ned, og man giver ham Ret, eller han ender, naar han føler, at man er af hans Mening, hvilken af Delene man nu foretrækker. Det er kun den virkelige og fødte Taler, der saaledes forstaar at gjøre Tilhørerne usikre paa, om de gaa ind paa hans Mening, eller om han kun udvikler for dem, hvad de i Grunden mente iforvejen.

Man morer sig i Regelen tillige godt, naar Hall taler, han har megen Humor og er ikke bange for at komme med en spøgende Bemærkning hist og her, hvad der i sin Tid ofte irriterede navnlig dem af hans Modstandere, der som J. A. Hansen forstaa Spøg mindre end noget Andet i Verden. Undertiden kan dog Hall forfalde til en vis Bredde, eller han foretager længere Digressioner fra Spørgsmaalet, og det kan ikke nægtes, at han engang imellem i en snever Vending, naar det gjaldt at klare sig i en vanskelig Affære, har kunnet føre sine Tilhørere i »Kjæde gjennem alle Stuerne«, ja ud paa Trappen med, saa at de ganske glemte, hvad det egentlig var for en Dans, der blev danset; men den Slags Manøvrer høre jo temmelig uundgaaelig med til Opførelsen af de parlamentariske Kotillon'er.

Men der er ikke nogen Mand i Danmarks Riger og Lande, der mindre end Hall lader sig forlede til at sige Mere, end han vil sige, en Egenskab, som er meget sjelden, selv hos fødte Talere. Hall besidder den imidlertid i høj Grad. Det er ham om at gjøre at faa sagt, hvad han vil sige, og kun hvad han vil sige. Midt i den rige Strøm af hans Tale lyder bestandig en vis Klang af det gamle Ord: »Af megen Tale kommer Fortrydelse, men Tavshed er sikker«, og Ingen forstaar bedre end han at tie talende. Denne overordentlige Hensyntagen i sine Udtalelser til Intet at foregribe og Intet at kompromittere kan naturligvis til Tider øve en dæmpende Indflydelse paa Virkningen af hans Taler. »Beredsamheit ist nur Deutlichkeit« siger Jean Paul. Var dette udtømmende, var Hall 364 ingen veltalende Mand. Men Jean Paul har ikke Ret, og en Mand, der kan faa sit Auditorium med sig som Hall, er virkelig veltalende.

Hall har da ogsaa som Taler præsteret fortrinlige Ting. Han har leveret knusende Indlæg baade imod Reaktionen og imod Bondevennerne, gjennemhugget Bluhmes kunstfærdige Rustning, selv naar denne som i 1863 værgede sig »med forgiftede Vaaben«, svippet BlixenFinecke, kulbuteret Tscherning, opplukket J. A. Hansen, traadt G. Winther flad og lært Schiørring mores. Engang imellem slaar han ogsaa en Mand ihjel, som hin Aften, da Tauber knustes under hans »dybtfølte Foragt« med en éclat, der førte til Tilhørerpladsens Rømning. Halls store Taler have tillige et meget righoldigt politisk Indhold. Vi erindre som Exempler om hans Opgjørelse med de gamle Helstatsmænd i Efteraaret 1863 og om hans Forsvar for sin Politik i hin store Adressedebat fra Sommeren 1864, der indeholder saa mange værdifulde Bidrag til vor politiske Historie.

Nu taler Hall meget sjeldent. I den daglige Debat tager han aldrig Ordet, og det er kun ved ganske specielle Lejligheder, at han endnu leverer Slag. Man mærker, at han ikke har glemt Kunsten, men har tillige en vis Følelse af, at han lider under Trykket ved at tale til Folk, som ikke ville lade sig overbevise. Tidligere var det anderledes, og da talte Hall gjerne og hans Taler vare en Fest for Tribunen.

Som Minister vedblev Hall at se det Parti, han havde bidraget saa væsentlig til at organisere, staa trofast samlet om sin Fører. Men Halls Betragtningsmaade og Politik repræsenterede. ogsaa noget Mere end et enkelt Rigsdagsparti. Bag ved ham stod i Virkeligheden saa godt som hele det Lag i Folket, som man i den senere Tid har kaldt »det store Mellemstandsparti«, og som med forskjellige Afskygninger naar fra det egentlige Højre helt over til Bondevennerne.

Dette Parti, hvis fleste Bestanddele haardnakket have forsikret, at de ikke ere National-Liberale, men dog som Helhed ikke har noget andet Navn, findes i den samme Sammensætning i alle Lande. Det indbefatter den aldeles overvejende Del af de mere dannede og velstaaende Samfundsklasser, og det er efter deres Hoved, hvor mange Knubs og 365 Buler Hatten end har faaet, at det konstitutionelle System er blevet formet.

I denne Samfundsklasse holde imidlertid alle Forudsætningerne om »Folket« Stik, alle hine Forudsætninger om, at dette er et nogenlunde udviklet, i Reglen ret klogt og ret tilbageholdende Element, der lader sig bøje og styre ved moralske Midler. Denne Samfundsklasse faar i ethvert konstitutionelt Land sin mere eller mindre enevældige Periode. Naar Historien faar vor Tid lidt mere »paa Afstand«, vil den sikkert hævde, at denne Periode med alle sine Svagheder repræsenterer et smukt og fint Afsnit i hvert Lands Historie i det nittende Aarhundrede.

Har den sine Mangler, har den ogsaa skjønne Egenskaber. Om den borgerlige Liberalisme har man nu til Trivialitet gjentaget, at dens Program ligeoverfor det Gamle kun var: 6te-toi de là que je m'y mette, og det Sande deri ere Alle nu blevne enige om at anerkjende. Men den Tid turde være nær for denne Periodes Vedkommende, da man istedetfor at skumle bag det Levendes stærke Ryg skal til at dømme velvillig i Kraft af det Gamle de mortins nil nisi bene. Og naar man saa skal til at dømme mildere og retfærdigere om den æsthetiske Politik, om Doktrinernes og Illusionernes Politik, saa vil man nok finde, at ikke blot har Gjennembruddet af den »borgerlige og intelligente« Liberalisme ligefra Julirevolutionen, ja man kunde maaske sige fra Natten den 4de August 1789 været ledsaget af stærkere og renere Pust fra Guldalderen end andre Former for politisk Gjennembrud - men ogsaa efter Gjennembruddet, helt ned i Perioden, vil man ved Siden af alt det Urene finde Gjenklang af noget virkelig Løftet, som forklarer, at der ikke er nogen anden politisk Form, der i den Grad som denne har bygget paa den Forudsætning, at Menneskene vare gode, retfærdige, villige til at anerkjende hinandens Fortrin og til at lade sig lede af de Bedste.

Den borgerlige Liberalismes Regeringstid fik vi her i Danmark under Frederik den Syvendes illusionsfyldte Regering, hvor vort offentlige Liv, saa doktrinære vi end vare, var fyldt af Haab og Fantasi og tonede »af Fløjters og Gigers Klang«, hvor man begik sine pligtskyldige Misgreb til lifligt 366 Akkompagnement, stundom af Hartmann og Heise, stundom af Tivolis Lumbye, hvor man byggede skjønne Luftslotte for Fremtiden, hvor Alt syntes muligt og det politiske Liv en Leg med gyldne Skaktavl.

I en Periode, som er saa præget af Skepticisme eller i gunstigere Fald Eklekticisme som den nuværende, er det naturligt, at en Tvivl om de politiske Formers Værdi dæmrer hos mange finere Aander. Men ligesom vor Tid tvivler og kritiserer, var hin naivt betagen af Tro paa det Politiskes formentlige Magt i Livet og sande Indholdsfylde i Danmark under Frederik den Syvende.

Hall var det konstitutionelle Partis ledende Mand. Et Bindeled mellem ham og Partiet var »Dagbladet«, der i sin første Barndom i 1852 blev taget under Armene af den ved Hall stiftede Femtejuniforening og altid har staaet ham nær. Det har nok holdt af at kritisere ham og engang imellem endogsaa meget skarpt opponeret baade imod ham og imod de Ministerier, hvoraf han var Medlem, men det har til alle Tider ikke villet tillade nogen Anden, det være sig Blixen-Finecke eller »Fædrelandet«, »Flyveposten« eller Tauber, at røre ved ham.

Som Minister var Hall dels Kultusminister, dels Udenrigsminister. Det kunde synes, som om Kultusministeriet laa særlig for den Mand, der repræsenterede denne Retning. Det laa ogsaa godt for ham. Hall havde en levende Interesse for denne Virksomhed og har efterladt sig en Række smukke Minder fra denne Tid. Men det forekommer os, at Halls Virksomhed som Udenrigsminister i ikke ringere Grad var, om vi saa maa sige, naturbunden af den Retning, han repræsenterede, den aandelige Bevægelse, der bar ham oppe. Man regnede udadtil med »Magterne«, som man regnede med »Folkets« Egenskaber indadtil, og troede, at det kom væsentlig an paa at have Ret.

Som Konsejlspræsident og Udenrigsminister havde Hall det vanskelige og byrdefulde Hverv at føre Forhandlingerne med Tyskland. Som bekjendt brød den taalelige Forstaaelse med dette Land atter op, da Fællesforfatningen strax efter sin Ikrafttræden blev sat paa Prøve, og en Række pinlige Konflikter opstod. Halls Stilling var meget vanskelig. Han 367 havde betydelige Evner. Lord Wodehouse, som havde forhandlet med ham i de kritiske Tider efter Kong Frederik den Syvendes Død, udtalte endog om ham som sin Overbevisning, at Historien vilde give ham Plads mellem de store Statsmænd, og selv Bismarck skal - i en iøvrigt ikke velvillig Sammenhæng - have indrømmet, at han var »ein gescheidter Mann«, ikke lidt i den Mands Mund.

Hall har megen Finhed i Iagttagelsen, instinktmæssigt Blik for enhver Situations forskjellige Muligheder, Bevægelighed, Evne til at finde Udveje og til at dække sig.

Det er sandt nok, at han ikke var nogen Cavour, ikke heller noget Sidestykke til »Ørnen i Dresden«, urolig og forpint rugende over mægtige Planer i smaa Forholds trykkende Bure. Men Danmark er heller ikke noget Piemont, og det er hidtil undgaaet at blive et Sachsen.

Det er et Spørgsmaal, om Halls Politik paa et enkelt Tidspunkt kunde have drejet af i en anden Retning, men vi tro unægtelig, at Hovedulykken var den, at den stillede Opgave var umulig. En overmægtig Modstander, et Europa, der tildels var os velvillig ligegyldigt, ikke havde Noget imod, at vi blev behandlede retfærdig, men heller ikke tog sig det nær, at vi behandledes uretfærdig - ja som tildels var os temmelig usympathetisk, mere maaske end man tror. Det er ikke nogen Mythe, at man saae paa vor Frihedsudvikling med meget kritiske Blikke, og at de nye Mænd, som ledede den, betragtedes som farlige Revolutionære. H.N.Clausens Optegnelser vise, hvorledes Rusland tog Anstød af en saadan Sag som vor Jagtlov, hvorledes den russiske Gesandt viste en ligefrem fornærmelig Adfærd imod Frederik den Syvende, fordi han talte til Clausen ved en Hoffest. Om Halls Forhold til Rusland hed det sig, og vist med nogen Grund, at paa en Tid, da vi selv ansaa os for i høj Grad agtbare, vilde denne Stormagt ikke afslutte en Konvention med os, fordi det da efter international Etikette havde maattet give en af sine høje Ordener til vor daværende revolutionære Udenrigsminister. Og vore »Broderriger«, Sverig og Norge, regeredes af vor Konges »Broder«. Ja, ganske vist var Villien god, men Evnen og det store Blik? Krieger sagde engang i en Tale i Rigsraadet saare skjønt om Kong Karl den Femtende, at han var 368 »beaandet ikke blot af Muserne, men af Musernes Moder«. Tiden viste, at Kongen nøjedes med at holde sig til Døtrene.

Saaledes var Stillingen udenfor; indenfor havde vi et utaalmodigt Folk, som trængte paa og bragte Halls forsigtige og dvælende, men tillige paavirkelige Karakter i en ofte pinlig Stilling. Det maa vel erindres, at de, der nu bedømme den i hin Tid fulgte Politik som Frugten af strafværdig Letsindighed, for en væsentlig Del indbefatte alle de Mange, der dengang stemplede den som en svag og modløs Vigen tilbage for resolutte Afgjørelser og ikke kunde faa Danmarks Politik aggressiv og udfordrende nok; man behøver her kun at minde om Danevirkeforeningen.

Det var en lang og trættende Krig, der dengang førtes med Noter. Havde Sejren kunnet være vunden ved disse, havde den været sikker, thi Danmarks Noter vare fortrinlige som statsretlige Indlæg, affattede med en Fylde af Kundskab og juridisk Stringens i Bevisførelsen og som oftest tillige bragte i en mønsterværdig, om end stundom noget bred Form; ved dette Arbejde havde Hall uden Tvivl en fortræffelig Assistance i Udenrigsministeriets daværende og nuværende Direktør, P.Vedel.

Hall fulgte en Politik, der passede for et lille og svagt Land. Idet han gjorde de Indrømmelser, vi blev tvungne til, og langsomt, men saa vidt muligt i en bestemt Retning veg tilbage for Tysklands Tryk, søgte han tillige at vinde en bestemt Stormagt, saaledes at den ved sin Ære maatte være forpligtet til at staa Last og Brast med os, naar Krisen kom. Den Rolle, England dengang spillede i Europa, gjorde naturlig denne Stat til Gjenstand for disse Tendenser. Og England kvitterede for Modtagelsen. Den hele engelske Presse stod paa Danmarks Side. I det stolte Parlament, hvor dengang Europas Skæbne til Stadighed stod paa Husets Dagsorden, satte Englands Premierminister da ogsaa sit Riges Ære i Pant for Danmark ved den Udtalelse, som i samme Nu gik Verden rundt: at Danmark, hvis det kom til Sammenstød med Tyskland, ikke skulde komme til at staa alene - en Erklæring, der rigtignok brast som en Sæbeboble i det Øjeblik, hvor den skulde følges af Handling. Samtidig søgte Hall, støttet af de to Kongers personlige 369 Venskab, at afslutte en virkelig Alliancetraktat med SverigNorge. Traktaten var i Virkeligheden færdig; et Besøg, som den svenske Udenrigsminister en Dag i August 1863 hemmelig gjorde hos Gesandten i Kjøbenhavn, antoges at have bidraget til at fjerne de sidste Vanskeligheder, men formelt var Afslutningen ganske vist ikke fuldbyrdet.

Krisen nærmede sig med stærke Skridt fra Begyndelsen af 1863. Den 30. Marts kom Kundgjøreisen om den forestaaende Udsondring af de tyske Hertugdømmer, og den 29. September forelagdes Forfatningen for Danmark-Slesvigs Fællesanliggender, hvilket sidste Skridt blev foretaget under Opmuntringer ikke blot fra svensk-norsk, men ogsaa fra preussisk Side. Der kan med Hensyn hertil ikke godt være Tale om, at vor Gesandt skulde have hørt fejl eller misforstaaet, saaledes som det før har været Tilfældet med Bismarck; thi Quaades Meddelelser til Kjøbenhavn indeholdt det Samme, som Buchanan indberettede til St. James: at Bismarcks Program var »et uafhængigt Danmark til Ejderen og et uafhængigt Holsten til samme Flod«. Man havde til denne Forfatning, da den forelagdes, Udlandets velvillige Sympathi, man havde den varmeste Tilslutning fra Befolkningens store Flertal, og det lige fra Kongen af. Frederik den Syvende gav utvetydige Beviser paa, hvor ivrig han ønskede Sagen fremmet; han gik endog i saa Henseende meget vidt Under sit sidste Ophold i Kjøbenhavn samlede han saaledes om sig forskjellige af Rigsraadets notable Mænd og anbefalede dem indtrængende at bidrage til at fremme Forfatningssagen. Forfatningsforslaget vedtoges da ogsaa den 13. November 1863. Men saa kom Frederik den Syvendes Død. Det fortælles, at der var en stor Diner hos en af vore adelige Stormænd, umiddelbart efter at Forfatningen var bleven vedtagen. Hall sad der fejret som Hædersgjæst og kunde triumfere over en stor parlamentarisk Sejr, der tillige syntes at skulle bringe en afgjørende og heldig Vending I Forholdet til Tyskland. Midt under Festen indløb der et hemmeligt Telegram til Hall fra Glücksborg, der bebudede det Værste om Frederik den Syvendes hidtil lidet paaagtede Sygdom. Der er i denne lille Episode noget Dramatisk, som illustrerer Situationen. Lynet slog uventet ned fra den kolde

        

370 Novemberhimmel og ramte Spiret i det nye Lykkens Hus. Kongen døde. Værker som Rigsraadstidenden ere sjeldent romantiske, og dog, den som blader i Rigsraadstidenden for 1863, finder et Sted, hvor der er et Brud saa voldsomt, saa katastrofisk, at ingen historisk Roman vilde have vovet at konstruere det mere afbrudt og stejlt. Numeret den 13. November meddeler Slutningsforhandlingen ved Forfatningsudkastets Vedtagelse, Rigsraadspræsidentens Proklamering af Afstemningens Udfald med bevæget Bøn til Gud om, at den saaledes vedtagne Forfatning maa blive Fædrelandet til Ære og Velsignelse, hans Forsøg paa at dæmpe den endeløse Jubel paa Tilhørerpladserne. Det næste Numer har sort Rand; det er dateret den 15. November og meddeler det kongelige Budskab til Rigsraadet om Frederik den Syvendes Død, med hvem Frederik den Tredies mandlige Æt, som i Retfærdighed og Mildhed har hersket over disse Lande, er udslukket. Paa den blanke Plads, som i Tidenden er ladt aaben imellem disse to Møder, staar Halls bedste Forsvar.

Hvem mindes ikke hine Dage, der saa fulgte, mørke og tunge i bogstavelig og overført Forstand. Afskyeligt Vejr Dag efter Dag, kold Regn og Taage, tung og mørk Himmel; det var som en usandfærdig Beretning, at der overhovedet existerede en Sol. Alle Folk klædte i Sort, Alle med bedrøvede Miner og ængstede Hjerter. Ankeret syntes gaaet fra Skibet, dette selv i Drift mod ukjendte, truende Strande. For den nye Konge havde man dengang ringe Sympathi, ja man nærede i ikke faa Kredse positiv Mistillid til ham, og i de første triste Dage af hans Regering gav disse Stemninger sig stærkt Udtryk. Men alt Haab og al Tillid syntes at samle sig om Hall. Siden Frederik den Syvende forgudedes i Martsdagene 1848, havde maaske ikke en saadan mægtig Popularitet ombølget en Enkeltmand som den, der i den Tid omgav Hall. De, der færdedes her i Hovedstaden i disse Dage, kunne næppe have glemt, hvilken næsten revolutionær Klang der var i de tordnende Leveraab for Hall og for Ministeriet Hall, som gjenlød overalt, men særlig to Gange, først paa Christiansborg Slotsplads den Dag, da Hall fra Slotsaltanen havde forkyndt: »Frederik den Syvende er død, Leve Kong Christian den Niende!«, og dernæst fra Folkemassen paa Gammeltorv den Formiddag, da Kommunalbestyrelsen med

        

371 gamle Lüttichau i Spidsen havde været hos Kongen for at bede ham at underskrive Forfatningen, men ikke havde faaet noget Svar. Har Hall faaet at mærke, hvad Upopularitet er, saa har han ogsaa følt, hvad Popularitet er, i dens stærkeste og mest koncentrerede Form.

Hall var Minister et Par Maaneder af Christian den Niendes Regering, længe nok til at se sit Værk falde ned Sten for Sten: Forstaaelsen med Tyskland, Novemberforfatningen, Alliancen med Sverig-Norge. Han modtog »Pressionen« for Novemberforfatningens Tilbagetagelse. Det var et pinligt Hverv. »Pressionen« repræsenterede ikke Andet, end hvad Ordet selv angiver; der var hverken Sympathi for Danmark eller Anerkjendelse af, at vi led Uret, ja næppe nok Kjendskab til Sagen hos de herværende Diplomater. Der fortælles saaledes om Frankrigs Repræsentant, General Fleury, der interesserede sig levende for Stutterivæsen, at han ogsaa under disse Forhandlinger var saa optagen heraf og af et Spørgsmaal om nogle arabiske Heste, at han i Distraktion for en af vore Statsmænd omtalte Striden som »votre question Arabe«. Hall holdt vedblivende paa Forfatningen, efterat England havde maattet meddele, at Bismarck, som forlangte Forfatningens Tilbagetagelse, ikke vilde give Løfte om, at Okkupationen af Holsten derved skulde hindres. Han indgav tilsidst den 24. December sin Demission, da Kongen vel var tilbøjelig til at beholde ham som Minister, men forlangte Forandringer i Ministeriet, som Hall mente ikke at kunne gaa ind paa. Vi skulle ikke nærmere forfølge de Betragtninger og Hypotheser, der frembyde sig i Anledning af dette Skridt, men blot fremhæve, at efter menneskelig Sandsynlighed havde Hall, selv om han ikke kunde have undgaaet Krigen i Februar 1864, aldrig i Juni ladet Londonerkonferencen gaa fra hinanden, uden at Freden var bleven sluttet der. Den Situation, som forelaa under Konferencen, var netop af dem, hvor hans ejendommelige Talent som Politiker udfolder sig. Monrad har ogsaa offentlig i en Bladartikel erklæret, at Hall paa det mest Indtrængende lod ham opfordre til ikke at lade Konferencen sprænges; det havde Hall aldrig selv villet gjøre.

I Aarene efter Krigen holdt Hall sig meget tilbage, og det 372 overraskede Mange, at han i Maj 1870 traadte ind i et Ministerium, der end ikke bar hans Navn. Grev HolsteinHolsteinborg, til hvem Kongen efter Ministeriet Frijs's Demission havde henvendt sig om Dannelsen af det nye Ministerium, havde overtaget dette Hverv; han ønskede at faa Krieger med, der spillede en ledende Rolle i Landstinget, Krieger vilde igjen have Hall med og tog ud til dennes Hjem paa Bakkegaarden for at forhandle med ham. Paa en Spaseretur i Søndermarken dannedes en Majdag Ministeriet, hvis senere Liv rigtignok ikke var i Harmoni med denne idylliske Oprindelse.

De almindelige Valg i Sommeren 1870 bragte Folketinget et lille Flertal af venstresindede Elementer, og af dem dannedes da »det forenede Venstre«, med hvilket Ministeriet saa kæmpede disse Stridigheder, der ere i Alles Erindring, indtil det i Sommeren 1874 traadte tilbage, mindre maaske fordi det var trættet ved Kampen i Folketinget, end fordi det ikke fandt Tilslutningen fra Landstingets Side tilstrækkelig varm. Efter at være traadt tilbage fra Regeringen fik Hall Lejlighed til ved et kritisk Vendepunkt i vor indre Politik at vise sit store Mæglingstalent, nemlig i det Fællesudvalg, som blev nedsat over Finansloven. Det er anerkjendt, at han der var den ledende Aand. Det var en Londonerkonference paa det indenlandske Omraade, og den blev ikke sprængt.

Hall er en »velfornemme Mand udi Staden«, ja en af vore allerfornemste Mænd. Bødkersønnen fra Christianshavn er Excellence, Elefantridder og Storkors af Dannebrog, foruden Storkors af et Dusin andre Ordener, og hans Excellenceværdighed er tilmed af en særlig fin Beskaffenhed. Thi skjønt alle Gehejmekonferensraader ere meget fornemme Folk og alle skinne med Excellencetitel, saa er der dog atter Nuancer i dette straalende Lys, og Halls er af første Orden. Han har til Stadighed den Rang, Ministrene kun have, saa længe de i Embede forblive, og kun den afdøde Prins Bentheim var nok egentlig et Nummer finere end han. Stor Vægt lægger han ikke selv paa disse ydre Udmærkelser; sit Vaabenskjold som Storkors har han aldrig faaet ophængt i Frederiksborg Slotskirke, man siger, fordi han havde udset sig til Motto: »Hvad der kan opsættes til imorgen, bør aldrig 373 gjøres idag«, og fordi han har fulgt dette Valgsprog, der er dybsindigere, end Mange ane, ogsaa med Hensyn til Vaabenskjoldet. Til Trods for en Rang saa nær oppe ved Pyramidens Top i Statskalenderen er Hall i det private Liv en af de mest ligefremme og elskværdigste Mænd, man kan tænke sig. Det er ofte blevet sagt om Hall, at han var en lignende dansk Type, som Lord Palmerston var en engelsk. Dette er endog blevet sagt saa ofte, at man kunde have en vis Grund til at tvivle, om det var sandt. Men der er dog sikkert ikke lidt Sandhed deri. Ligesom de begge i deres Ydre havde noget Typisk af den Race, fra hvilken de vare udgaaede, saaledes havde de ogsaa begge i deres Fremtræden Noget, der særlig stemmede med det Samfunds Smag, hvori de levede, og dette gjaldt baade, naar de stod som Talere foran Ministerbænken, og naar de færdedes i det som Privatfolk. Men Forskjellen er, at medens Lord Palmerston var i Overensstemmelse med engelsk Smag, naar han i sit firsindstyvende Aar i koket Figurfrakke tumlede sin Fuldblodshest, er Hall det, naar han sætter sig ind i Sporvognen eller i Omnibussen til Valby. Det vilde i Virkeligheden være umuligt at tænke sig Hall henslængt i en silkeforet Kupé, der med en stiv Kusk og en skinnende Jæger paa Bukken strøg hen ad Gaderne. Det er troligt nok, at der nu og da er blevet skumlet lidt blandt de fremmede Diplomater over, at Frederik den Syvendes Udenrigsminister kom kjørende til deres Feter i en beskeden Drochke eller maaske slet ikke kom kjørende, men de ere nok komne under Vejr med, at der var noget »Nationalt« heri, om ikke ad anden Vej, saa hvis de have gaaet med Hall paa Gaden og set alle hilse ham, fra Drochkekusken - for hvem han altid vedblivende er »Minister« Hall - til Ministrene selv. De fremmede Diplomater i Kjøbenhavn ere da endelig ikke særlig forvænte i denne Retning; den nuværende Udenrigsminister har fungeret i otte Aar uden at faa anden Bolig end nogle Værelser i et Hotel. Hall bor paa den bekjendte »Ny Bakkegaard«. Enhver Kjøbenhavner kjender det gule Hus bag den skraanende Have, i hvilken et Par store Fyrretræer give Bygningen selv et klædeligt Relief. Det er en hyggelig Bolig, men prunkløs og borgerlig i sin Fremtræden, og det er for saa vidt ikke saa forunderligt, at fremmede Diplomater, som vilde gjøre Udenrigsministeren Visit, lod

        

374 deres Kusk svinge ind til Venstre og kjørte op for Trappen til Idiotanstalten, der ganske vist saae adskillig mere imponerende ud. Denne Ejendom gav Anledning til, at Hall fik sit første offentlige Tillidshverv, Sogneforstanderskabet i Frederiksberg og Hvidovre. Efterat dette Hverv forlængst er udløbet, har der forresten vedblivende til dette Hus været knyttet et vist Protektorat og Forstanderskab, en Slags Lenshøjhed over Frederiksbergs og Hvidovres verdslige Anliggender, ikke mindst over de velgjørende Gjerninger, der vare at udøve, et Departement, som særlig har interesseret Halls Hustru, O. P. Brøndsteds begavede Datter. I dette Hus har han levet i over tredive Aar. Det Værelse, han har valgt sig selv, er i en Gavludbygning paa Kvisten, udstyret med en Tarvelighed, som mangen en Student vilde føle sig utilfreds med. Der sad han som ung Auditør og manuducerede, der sad han som Konsejlspræsident og Udenrigsminister, og der bliver han vel siddende i de samme Omgivelser til sin Dødsdag.

Hall er en søgt og afholdt Selskabsmand, af dem, hvem baade Damerne og Herrerne synes godt om. Han har et rigt Fond af Lune og en udmærket Hukommelse for Anekdoter og smaa pudsige Træk, som han forstaar at gjengive fortræffelig, hvilket blandt Andet ogsaa vil sige, at han ikke er af de conteurs, der maa skjæve over Skulderen for at se, om Vedkommende ikke skulde være i Nærheden, thi Hall fortæller altid saaledes, at han med Fornøjelse maa være der; Vedkommende vil selv more sig ypperlig ved Historien. Men Halls Fond er naturligvis ikke indskrænket til mere personlige og anekdotmæssige Smaabegivenheder, skjønt han heraf vel nok har en Samling, der berører det Meste af, hvad der har spillet en Rolle i Danmark siden 1840. Han kjender tillige baade Begivenhederne i deres inderste og dybeste Grund og de lunefulde smaa Arabesker, som, skjulte for det store Publikum, slynge sig om Hovedlinierne. Naar man har hørt Hall fortælle om disse Ting, beklager man dobbelt, at han ikke har villet beslutte sig til at skrive eller dog forberede sine Memoirer; Venner og Fjender vilde med Hensyn til disse være blevne enige om een Ting, nemlig at han var en af de faa Danske, der kunde skrive saadanne, fordi han havde til Disposition baade et Indhold og en Form.

375

KRIEGER

Kriegers Navn har i de senere Tider været et af dem, der have været hyppigst nævnte og nævnte med en vis Forskjellighed i Betoningen. I det Landsting, som har havt saa store Opgaver at løse, spiller han nemlig en Rolle, som Nogle anse for gavnlig, Andre for skadelig, men som Alle ere enige om er betydelig. Der var for det gamle Rigsdagslandsting, for »Tolvhundrededalerstinget«, simple og usammensatte Tider, da en enkelt Mand var det Samme som Tinget, og da denne Enkelte var Orla Lehmann. Den Slags Forhold er man kommen bort fra, men naturligvis er der bestandig Personligheder, som i Kraft af Løvernes Ret tage Løveparter af Indflydelsen, og til den Slags Folk hører Krieger.

Den Indflydelse, han har i det nye Landsting, har han i en ganske særegen Grad taget sig selv ved sin egen Styrke. Stemningerne i det store Publikum vare ham ikke synderlig gunstige, da dette Ting begyndte at virke; der var en vis Tilbøjelighed til at regne ham blandt de Proskriberede, som, hvis de skulde have Lov til at vende tilbage til politisk Virksomhed, ialfald kun fik denne Tilladelse paa Betingelse af, at de holdt sig meget tilbage. Stemningerne i de snevrere ledende Kredse vare ham heller ikke gunstige; vel var han i nogle den Samme, han altid havde været, men i andre var man ham ikke vel stemt, og Følelserne imod ham vare meget delte hos de Nye, hos dem, som ved Ordningen endelig havde faaet deres »Plads i Solen«, dem, der betragtedes som den nye Bygnings fornemste Lejere, Beletagens Beboere.

Ikke desmindre erobrede Krieger sig snart atter en saa 376 indflydelsesrig Plads som ledende Politiker, at han, da Ministeriet Holstein blev dannet i Maj Maaned 1870, blev tagen med som en af Landstingets Ledere, og tagen med, ikke som en Mand, hvis egentlige Plads var i en Kommission, men som en Mand, der skulde gjØre praktisk Gjerning.

Han skylder kun sig selv Hævdelsen af sin Stilling. Han har ingen Clan, som er født og opdragen til at marschere efter hans Pibroch og ingen Andens; han har ingen staaende Hær, han hverver til hvert Felttog sine Tropper paany. At en Mand kan gjøre Sligt, vidner paa en Maade til Fordel for ham selv og til Fordel for dem, som følge ham. Det vidner om, at han er en overlegen Mand, og om, at han har at gjøre med brave Folk, Folk, der lade sig beherske af Grunde, ligesom han selv er istand til at give Grunde. At begge Parter til Tider kunne fejle i et Forhold, som de i anden Forstand have al Ære af, er noget Andet.

Kriegers Navn som Politiker blev først ret kjendt for det store Publikum efter 1848, men fra det Øjeblik han traadte ind i vort parlamentariske Liv, blev det klart, at han var en af Høvdingene. Strax i den grundlovgivende Rigsforsamling spillede han en ledende Rolle; det er en Fornøjelse en Menneskealder efter at læse Kriegers Taler der, de ere en ganske sjelden Blanding af Friskhed og Modenhed, af Finhed i Abstraktion og Kjærlighed til Virkeligheden.

Der er over Kriegers aandelige Væsen noget Fornemt ogsaa i den Forstand, at han holder sig noget tilbage, han vil ikke længere frem i Forgrunden og ikke være mere imellem Mængden, end det er nødvendigt. Han kunde vist godt have været Minister endnu mere, end han virkelig blev det, og han har aldrig villet overtage noget Konsejlspræsidium. Han holder mest af at dirigere lidt fra anden Række, selv nogenlunde uforstyrret. Det gjælder om ham baade som Minister og som parlamentarisk Leder.

Krieger er imellem dem, for hvem Navnet »Doktrinær« altid haves i Beredskab. Imellem vore praktiske Politikere turde der imidlertid være adskillige mere doktrinære end han. Han er en Mand med en Doktrinærs hele Apparat, men i Anvendeisen er han det ikke. Han er i Besiddelse af megen politisk Fantasi, en baade stor og sjelden Egenskab, som vi 377 have meget lidt af herhjemme. Evnen til at kunne overse en Situations mange forskjellige Eventualiteter, til at se, hvilke Løsninger der kan gives, hvad der kan komme ud af det Ene eller det Andet, kort sagt al videre Fremadskuen, alt større Overblik er i Virkeligheden betinget af en Kraft i Fantasien, der levende og klart stiller Situationen og dens fjerne Horisonter frem for de lykkelig Begavedes Øje som i et Fugleperspektiv, medens Andre, der mangle denne Gave, kun kunne se en enkelt Egn eller en enkelt Krog.

Denne Evne er Krieger i Besiddelse af; han kan virkelig overse. Kan han lade sig blænde og rive med, saa kan han ogsaa til Tider se skarpt som Faa. Paa sin Vis var han ogsaa med under Fortryllelsen i 1848, men han var dog den, der vilde have Grundlovens Behandling udsat, til Slesvig kunde være med. Og ved mangen Lejlighed senere har han viist sig om ikke i Besiddelse af den profetiske Genialitet, for hvilken Fremtidens Klippemure spalte sig, saa dog som en virkelig fremadskuende Mand, istand til at se skarpt og rigtig paa lange Distancer og til klart at bedømme Virkeligheden.

Som de fleste Politikere af den ældre Skole - inden det blev opdaget, at den sande Visdom bestaar i kun at se fra Næse til Mund - har Krieger ogsaa stærk Tilbøjelighed til at ville hævde en fuldkommen Overensstemmelse imellem sin Betragtningsmaade paa forskjellige Stadier. Dette kan let være en Form for Bornerthed, men Krieger har en virkelig Ret hertil paa afgjørende Punkter. Se vi paa den langvarige Konflikt, Kampen mellem Folketing og Landsting om Finansloven, saa vil f. Ex. der Krieger for sit Vedkommende med Stolthed kunne pege paa en Række Citater, der naaer fra den grundlovgivende Rigsforsamlings Dage over Forhandlingerne om Forfatningen af 18de November og ned til vore Dage, og som klarlig viser, at han virkelig har forudset saadanne Misligheder og Farer som dem, det har kostet saa megen Møje at besværge.

Krieger er en lykkelig Mand. Er Misforhold mellem Villie og Evne en Sygdom hos Tidens Mænd, saa hører Krieger til de karske.

Opfyldt af en utrættelig Virkelyst, bevæget af Interesser for Livets forskjellige Omraader, er han tillige istand til at 378 virke for alt det Meget, han gjør til sin Sag, og virke derfor paa en Maade, der maa kunne tilfredsstille en Mand.

Han er i Besiddelse af hele det aandelige Apparat, som er nødvendigt for en fremragende Mand, deriblandt naturligvis hint Jernstativ for al aandelig Storhed: en udmærket Hukommelse.

Men han har ikke alene dette Apparat og Evnen til at benytte det, saaledes at han er Besidder af en rig Skat af Viden og Kundskaber. Han har tillige i sig den Aand, der rettelig skal besjæle det Hele, og som først gjør til den overlegne Mand.

Det er for ham en aandelig Nødvendighed at samle i store Former, at indordne i omfattende Organisationer, at finde en dybere Sammenhæng af Begivenhedernes Udvikling. Denne Trang er Udtryk for noget virkelig Stort og Fornemt i hans aandelige Personlighed, ligesaa vist som smaa og aandelig simple Folk ikke blot altid se Alting smaat, men ogsaa føle Trang til at se det saaledes. Men naar han betragter Tilværeisen med ærefrygtsfuld Sympathi for det System af høje Love, som han finder udtrykt deri, gaar ganske vist hans Tilbøjelighed hertil saa vidt, at han vil finde den Paragraf i disse Love, han har at gjøre med, ogsaa naar det drejer sig om Hegn og Vandløb.

Krieger, som er i Besiddelse af en stor Arbejdsevne, der maaske er ligesaa stor som hans Evne til at sætte Andre i Arbejde, har mange Interesser og en Mængde Specialiteter - ogsaa paa det rent Praktiskes Omraade; i Alt, hvad der vedrører Marinens Bestyrelse, skal han f. Ex. være hjemme trods nogen Søofficer.

Det vilde endelig være en stor Misforstaaelse at tro, at han ikke er en praktisk Mand - maaske ikke i adskillige af det daglige Livs smaa Forhold saaledes, at han selv kan gjøre en Laas istand eller forstaar paa et uventet Sted at finde en god og billig Rødvin, og hvad der ellers i den almindelige Opfattelse konstituerer Begrebet praktisk Mand. Men han forstaar godt at behandle større Forhold, og saaledes at han i Behandlingen af dem ikke heller forsømmer Smaatingene. Man bebrejder ham i Reglen Mangel paa Menneskekundskab, og hans Embedsudnævnelser have maaske 379 været den Side af hans Regeringsvirksomhed, der har været mest udsat for Kritik. Men vist er det, at som Politiker har han et vist Greb paa at behandle Folk, og er det i enkelte Forhold kommet til stærke Brydninger, har sikkert Skylden været paa den anden Parts Side.

Der er imidlertid et stort Skibbrud i Kriegers politiske Liv. Til visse Politikere er en enkelt Forestilling knyttet saa uadskillelig som Skyggen til et Menneske, den hænger ved deres Hæl, hvor de gaa, den ligger ved deres Fod og strækker sig op bagved dem, saasnart et Glimt af Lys falder paa dem. Saaledes følger Ordet Londonerkonferencen Kriegers Navn.

I visse Henseender var denne Konference en barok Parodi paa det foregaaende Aars store Kongresplaner; under den Diskussion, som fulgte efter den i Parlamentet, sammenlignede den ætsende d'Israeli i sin store Tale Konferencen med et sex Ugers Karneval - og det skjønt den havde været ledet af den Lord Russell, som den samme Taler tidligere havde kaldt »den europæiske Politiks Sieyes«. Karnevalet blev for os en Tragedie, men dog er der noget Betegnende i d'Israelis Ord. Ser man tilbage paa disse sex Uger, i hvilke Danmark kun fik sin Villie een Dag - den 9de Juni, da det vægrede sig ved at gaa ind paa en Forlængelse af Vaabenstilstanden i mere end 14 Dage og derved sprængte Konferencen - saa staar det Hele for Betragtningen som et Skyggespil af formummede Planer, der slet ikke lignede de Skygger, de kastede ud paa Konferencebordet, et Vexelspil mellem alvorlige Bud, som Danmark ikke kunde gaa ind paa, og Bud, som vi kunde modtage, men som ikke vare alvorlige.

Sikkert er Krieger rejst til London med Haab og Tillid; han har maaske stolet saa meget paa sig selv, at han har haabet at kunne vinde Hr. v. Beusts Hjerte, at skue Frankrigs hemmelige Tanke og bestemme Englands nølende Villie.

Men det viste sig snart, at der af Preussen og Tyskland ikke var Noget at vente, og at Rusland i Virkeligheden Intet vilde gjøre for os. Fra England og Frankrig maatte Frelsen komme. Men Frankrig vilde ikke følge England i en tom krigersk Demonstration til vor Fordel, men være sikkert paa, at det skulde være Alvor. Og for en alvorlig Deltagelse satte det en Pris, en Pris, som England ikke vilde indrømme det.

380

Om dette sande Forhold imellem England og Frankrig var Danmark ikke underrettet.

Man stolede stadig paa England. Og i Virkeligheden var maaske ogsaa England nærmere ved at stille sig paa vor Side, end man skulde tro, navnlig efter at have set dets Holdning under den russisk-tyrkiske Krig. Dengang levede endnu Palmerston, og det hedder sig, at han alt havde forberedt den Tale, hvormed han efter Sprængningen vilde stille sig i Spidsen for Krigspartiet og sprænge Ministeriet.

Men den, der fejler, har altid Uret. Den, der fejler i saa stor en Sag, har altid stor Uret. Men hvor er Uretten for Fejlen her, for den uhyre Fejl at lade Konferencen sprænge, uden at en Delningslinie var vedtagen?

Kan en sikker Besvarelse af dette Spørgsmaal overhovedet gives, saa er det vist, at vor Tid ikke faar den. Vi maa nøjes med at opstille Hypotheser om, hvor og af hvem den egentlige Afgjørelse er truffen, af Underhandlerne i London eller af Statsraadet i Kjøbenhavn, og Indicierne synes da ikke at pege paa de Første. Ansvaret i denne Sag synes paa en ubegribelig Maade at fordele sig, at forsvinde, jo mere man søger at trænge ind i det. Statsraadsprotokollens Hemmeligheder vilde maaske ikke engang give det udtømmende Svar. Men det synes sikkert, at den Fejl, der maatte være paa Underhandlernes Side, paa Kriegers Side, snarere har bestaaet i ikke bestemt nok at raade til det, der var det Rigtige, end til at raade til det Fejle.

Men hvor saa den Haand findes, i hvilken den endelige Afgjørelse var lagt, kan man ikke undre sig over, at den har rystet, ja næsten følt sig lammet i en saadan Stund; thi aldrig har et Lands Skæbne mere afgjørende staaet paa et enkelt Træk.

Krieger har kun ved denne Lejlighed lagt Haand paa den udenlandske Politik. Ellers har han i Praxis holdt sig til Indlandet. Men derfor følger han alligevel udmærket med, hvad der foregaar i andre Lande.

Der er ikke mange Svenske og Nordmænd, der vide saa godt Besked om Sverig og om Norge som Krieger. Han kjender ikke blot Landene, deres politiske og sociale Forhold, deres Institutioner, men ogsaa deres Personer, og 381 kjender dem saa godt, at han uden Forberedelser vilde kunne overtage et Statsministerium deroppe.

Kriegers Interesse for disse Lande hidrører ikke blot fra den Lighed, han finder imellem deres og vore Forhold, saa at vi Alle ret kun forstaas igjennem og ved hinanden, men ogsaa fra en virkelig Kjærlighed. Han er af dem, der trænge til Skandinavismen, fordi den anviser dem en større og mere omfattende aandelig Hjemstavn, og han er ikke blot en af de mest trofaste Skandinaver, men ogsaa en af dem, som gjøre mest for den praktiske Skandinavisme indenfor det Maal og de Grænser, Udviklingen kræver. Den literære Tilnærmelse og det videnskabelige Samarbejde imellem de tre Lande har han viet en varm Interesse, og hans Bestræbelser have baaret betydelige Frugter; vi minde f. Ex. om Juristmøderne og deres Resultater. Men ogsaa paa det praktiske Omraade har han været med. Den skandinaviske Møntenhed er for en Del knyttet til hans Navn.

Hans Interesse gaar videre end til Skandinavien, Finland iberegnet - Lande, som han, der er en utrættelig Rejsende, naturligvis har besøgt adskillige Gange - de gaa ud over det ganske Europa. Mulig endogsaa til Amerika. Men Europa kjender han ialfald. Dets Literatur og dets politiske Forhold, de religiøse og filosofiske Bevægelser, de Skattespørgsmaal saa vel som de Jernbanespørgsmaal, der staa paa Dagsordenen.

Naar en enkelt Mand i sig repræsenterer en saadan Sum af Viden, er det intet Under, at den udmærkede Jurist, der har kunnet gjøre Fyldest som Finansminister, som Indenrigsminister og som Justitsminister, i Tider, hvor han ikke har været Minister, med lige Føje er bleven benyttet til at bære Theaterkommission, Forsvarskommission og Proceskommission.

Han fører sin kolossale Viden med sig overalt; hans hele Optræden har en fin Buket af Dannelsens Kvintessenser, og han er tillige slagfærdig paa alle mulige enkelte Omraader. Han vil med samme Lethed kunne slaa en Mand flad med Wiener Schlussakten, Italiens Kirkeforfatning og Slesvigs Privatret, og det vilde være en højst letsindig Fugl, som i hans Nærværelse ikke vilde gaa langt udenom Alt, hvad der 382 vedrører Englands Forfatning, denne evige og uudtømmelige Kilde til Splid mellem lærde Politikere. Det er ikke nogen Spas at sige Krieger imod, og Ingen kan bedre end han med et »Som De veed« eller »Som bekjendt« nedsænke et Medmenneske i favnedyb Uvidenhed.

Selvfølgelig er det navnlig i de store og almindelige Debatter, at Krieger viser sig i det mest glimrende Lys. Her høre hans Egenskaber særlig til, thi saa vel hjemme Krieger end kan være i praktiske Detailspørgsmaal, føler han sig dog naturlig mest tiltrukken af Spørgsmaal af mere almen Natur, som vedrøre de Former, under hvilke Udviklingen mere direkte foregaar. Alt, hvad der staar i Forbindelse med Forfatningen, tiltaler derfor særlig hans politiske Smag. I vore Forhandlinger om Forfatningsdannelse og Forfatningsforandringer har han derfor ogsaa fejret sine bedste parlamentariske Triumfer, og under den Kamp for en stiltiende, men derfor lige gjennemgribende Forfatningsomdannelse, som Venstre har rejst i de sidste Aar, har det været med Grund, at han har leveret Hovedindlæg først som Ministeriet Holsteins Ordfører, senere som Landstingets.

Han føler sig i disse Spørgsmaal som en af de Patriciere, der kjendte den hellige Stads hemmelige Navn, som en af Præsterne i Templet, der vogtede Gudens Skjold sammen med dets elleve Efterlignelser, men som vel kjendte det rette. Imellem et Dusin nok saa vel gjorte Fortolkninger af Grundloven vil Krieger strax med sin Lanse klart og klingert slaa paa den ægte og i Kraft af sin præstelige Myndighed forkynde Folket, at den og ingen anden fortjener Tilbedelsen. Men Folket er blevet vantro og tror ikke ret paa Præsterne; det er af de Tider, hvor der kun er Noget at gjøre for Augurerne.

Under Diskussioner af den her antydede Art holder Krieger sine bedste Taler, og det er i Sandhed betydelige og originale Præstationer. Og de have en Egenskab til, som er værd at mærke. Det er Taler, som ere i Slægt med vor Literaturs Guldalder, og i nær Slægt vel at mærke. Intet vilde være fejlagtigere end at antage den udmærkede Jurist Krieger for en Stok-Jurist. Den smukke Villa, der udgjør hans Ungkarlebolig, er bekjendt for ikke blot at rumme et 383 glimrende Bibliothek, der gjør sine Invasioner endog helt ind i Spisestuen, men ogsaa skjønne Kunstværker: dette er et Udtryk for Kriegers egen Smag. Han er ikke blot en lærd Mand, men meget mere, en udmærket fint dannet Mand. Ligesom man hos visse Malere har kunnet tale om, at Literaturen »er trængt ind« i Maleriet, saaledes vil man i lignende Forstand hos Krieger kunne tale om en »Indtrængen« af en bestemt Literaturperiode i hans Taler.

Vi mene herved ikke det, at de stundom i en vis Grad spille over i Afhandlingens abstrakte Doceren. Det Sidste kommer nemlig af noget Andet: Krieger skriver ikke Noget. Han har Forpligtelser til at være Forfatter, som han har skudt fra sig, Evner, som han ikke har udviklet hos sig; dette hævner sig paa en vis Maade stundom i hans Taler, i hvilke man paa darwinistisk Vis vil kunne paavise rudimentære Afhandlingsanlæg.

Det er imidlertid ikke dette, Indholdet noget tilfældig vedrørende Forhold, vi tænke paa ved vor Bemærkning om en literær Invasion, men paa en gjennemgaaende Egenskab ved Kriegers Stil. Den minder aldeles tydelig om det Heibergske Hegemonis dialektiske Finhed, den har tillige Noget i sig af hin æsthetiske Periodes festlige Sving, ja i den glimter og blinker en vis Romantik i Stemning og Følelse; Krieger ynder stundom at lægge et let Slør over sine Tanker, at lade dem staa i et romantisk Halvlys, »behøver jeg at nævne«, er en Vending, han med en vis Forkjærlighed varierer. Men ogsaa hvor han nævner Navnet, holder han af at holde sine Tanker lidt tilbage, lidt indenfor den almindelige Linie; Tankerne ere i Knæbenklæder og Silkestrømper, og han vil ikke have dem ud paa Gaden i Søle og Jask. Men derfor ere de ikke zarte og spinkle, og gjælder det en Strid for Historiens eller en anden Muses skjønne Øjne, saa bære de ikke blot blinkende Kaarde ved Lænd, men frygte ejheller for at drage den.