Topsøe, Vilhelm FRA TILHØRERPLADSEN (1878)

FRA TILHØRERPLADSEN
(1878)

386
387

LIEBE OG KRABBE

Medlemmerne af vor Rigsdag sidde i tarvelige Omgivelser, de omstraales hverken af Guld eller Sølv, af Marmor eller Mosaik, ingen Billedstøtter skue ned paa dem, ingen historiske eller symbolske eller meningsløse Malerier oplive Loft og Vægge, kort sagt, de sidde i en beskeden Tarvelighed, som ikke plejer at udmærke lovgivende Forsamlinger, men som herhjemme stemmer ganske godt med Personalets beskedne Karakter. De sidde imidlertid i ethvert Fald ganske hyggelig.

I store Staters Repræsentationer kan det knibe med Plads, ganske simpel Siddeplads til de enkelte Medlemmer, eller Medlemmerne kunne nok faa Plads, men heller ikke mere.

Hos os har hver Mand sin efter en højst respektabel Maves Dimensioner afmaalte Plads ved et Bord, der er forsynet med praktiske Gjemmer; Enhver har god Plads til Papirer og til de Rigsdagssager, han aldrig læser, og Enhver har sin magelige Stol, sin Brevpresser, sin Papirkniv, sit Skrivetøj, kort sagt, der er noget Velarrangeret, Mageligt, Behageligt, Hyggeligt, om en skyldfri Familiekreds Mindende over det Hele.

De to Formandssæder hæve sig da ogsaa ganske prunkløst over det almindelige Niveau. Hverken Guld og Purpur eller Konstruktioner af Marmor, store som et lille Landsted, men en yderst tarvelig Konstruktion af grønt Multum og en klodset rød Stol, det er det Hele. Op paa disse beskedne Sæder sætte endvidere Dhrr. Liebe og Krabbe sig uden al Ceremoni, ingen Trommehvirvler dundre, naar de vandre til Salen, 388 ingen Æresvagter præsentere Gevær. Det er en frivillig Sag at løbe dem paa Armen i selve Korridoren, og de kunne komme ind med Hænderne i Lommen og sætte sig paa deres Stole, som om det var deres egne private Kontorstole; en lille Ringen med en Klokke, der klinger livagtig som en prisbillig Bordklokke fra en Isenkræmmer, det er hele det Ceremoniel, der antyder, at de to Formænd begynde at øve deres styrende Myndighed.

Dhr. Liebe og Krabbe have i Virkeligheden fast Ansættelse, skjønt de ere Valg undergivne; i Landstinget vælges som bekjendt Formand for hele Samlingen, i Folketinget, der ikke er bange for at spilde sin Tid, helliges hver fjerde Uge en Dag til at gjenvælge de samme Mennesker til Formand, Viceformænd og Sekretærer. Til Trods for disse Valghandlinger kunne imidlertid de to Herrer Formænd foreløbig betragtes som uafsættelige. Enhver af dem har ogsaa Noget ved sig, der gjør ham til en korrekt Repræsentant for den Forsamling, hvis Spids han er bleven, ialfald det, at han er Flertallet i vedkommende Ting hengiven af Hjerte.

Da Landstingets mangeaarige, dygtige, utrættelige og almindelig afholdte Formand, Etatsraad Mads Pagh Bruun, erklærede ikke længere at ville modtage Valg til Formandsposten, tænkte man som hans Efterfølger først paa Andræ. Han havde alle Betingelserne for at være Formand, han havde i sin Tid udfyldt denne Plads i Folketinget med stor Dygtighed og mindedes sikkert selv med Tilfredshed denne sin Virksomhed. Men ikke desmindre vilde han ikke overtage Forsædet i Landstinget for nogen Pris, et Afslag, som fra alle Sider blev omtrent i lige Grad dadlet og beklaget. Saa valgte man Højesteretsadvokat Liebe.

Advokat Liebe er som offentlig Mand ingen af de Skikkelser, der, blot langt ude, ere i Familie med Granit, Erts, Marmor eller den Slags mindre traktable Materialier. Men er han ikke af dem, som paa nogen Maade kunde bruges til Grundpiller eller Hjørnestene, saa hører han dog til en Art af Mænd, som det altid er ret heldigt for et gammelt Samfund at have nogle af i de første Rækker, Mænd, som fuldt ud give det Reelles Kejsermagt Alt, hvad Kejserens er, som nære en bestemt og udpræget Kjærlighed til og Veneration for 389 Alt, hvad der har Autoritet, faktisk Indflydelse, social Prestige.

Den Art af Mænd gjøre god Nytte som Kit og Kalk i alle Samfundets Lag, og det er til praktisk Nytte, at nogle af de mest begavede af dem ere i Nærheden af Roret.

Og i Nærheden af Roret herhjemme er Advokat Liebe; han er det i flere Henseender, som den udmærkede Advokat ved vor højeste Domstol, som særdeles praktisk dygtig Forretningsmand og juridisk Sjælesørger for et større Klientel af the upper ten thousand, end vistnok nogen Anden har havt samlet herhjemme, men navnlig som Landstingets i det Hele vel lidte og respekterede Formand.

Liebe er en født Taler. Allerede i hans tidlige Ungdom var dette anerkjendt, og i Studenterforeningens Debatter fejrede han sine første Triumfer. Det hed sig der, at Senioratet altid søgte at sikre sig Liebes Bistand paa Generalforsamlinger, fordi han besad den Evne at kunne tale godt i en ubegrænset Tid om et hvilketsomhelst Æmne. Som Advokat indtog han ogsaa baade som kundskabsrig og skarp Jurist og som god Taler hurtig en fremragende Plads; i Modsætning til sin mangeaarige Kollega og Rival Brock, der har Meget af den franske livfulde Deklamation, syntes Liebe at have taget sig slebne engelske Mønstre til Forbillede.

Han staar endnu i fuld Kraft som Advokat, og hvis det er sandt, som det paastaas, at han dog har procederet for sidste Gang, saa er Grunden til denne hans Tilbagetræden til Advokatens mere magelige administrative og finansielle Forretninger med Opgivelse af de forensiske ikke den, at han har mistet sin Slagfærdighed i Skranken. Det er imidlertid ikke som Advokat i Ordets almindelige Betydning, at Liebe har spillet sin mere fremtrædende Rolle.

Det er sjeldent, at en Mand vinder sin sociale Position i den Grad i en enkelt Bataille, som Liebe har gjort. Hans Glansperiode begynder som bekjendt med hans Andel i Defensionen af Ministeriet Ørsted; medens Etatsraad Salicath mødte som beskikket Forsvarer for Ørsted, Hansen og Bille, mødte Liebe for Tillisch, Sponneck, Bluhme og Scheel. Han skilte sig fortræffelig fra denne Sag. Var end selve Frifindelsesdommen nærmest bygget paa Salicaths 390 Argumentation, saa stod dog i den almindelige Mening Liebe som den, der egentlig havde slaaet Hovedslaget. Selvfølgelig havde han havt uvurderlig Bistand fra sine Klienter selv, men havde tillige uimodsigelig godtgjort, at han fuldstændig beherskede et stort, vanskeligt og indviklet Stof, at han besad en klar, vindende og ofte virkelig veltalende Form. Han havde tillige viist sig at være i Besiddelse af energisk Udholdenhed og Arbejdsdygtighed; efterat Kampen for Rigsrettens Skranke havde varet en Maaned, sluttede han Proceduren med et Foredrag, der optog en halv Dag, og som virkelig var et Mesterstykke af advokatmæssig Veltalenhed. Men foruden disse Egenskaber havde Liebe tillige lagt for Dagen ikke blot indirekte, men ogsaa direkte i udtrykkelige Ord, at han stod i et køligt og lidt kritisk Forhold til »Friheden«; det var tydeligt, at der kun kunde være Tale om en Konvenienstilbedelse af denne Gudinde, Noget, der yderligere bidrog til at vinde ham Hjerter i den Kreds, hvor man ønskede i enhver Henseende at kunne finde den unge Mand pletfri, som havde været med at redde Ørsted.

Ligesom Liebe forstod at hævde og yderligere bestyrke den Stilling, han i andre Henseender havde vundet ved Rigsretssagen, saaledes holdt han sig ogsaa paa det ved den angivne politiske Standpunkt.

Han blev en af de Konservatives Yndlinge uden at komme i nogetsomhelst uvenligt Forhold til de Liberale, tvertimod, han stod paa en meget god Fod baade med de ledende Mænd og med Partiet, ja kunde regnes til dettes højre Fløj. Som praktisk Politiker spillede han imidlertid ikke nogen fremtrædende Rolle.

Paa det Omraade var det godt at mærke, at Liebe ikke er nogen genial eller blot udpræget original Natur. Hans Form som Taler var altid smuk - ofte lidt for salvelsesfuld, som det kunde have passet sig for en livlig, yngre Biskop - han var i Besiddelse af positivt Indhold, havde altid samlet sit Stof med Kyndighed og ordnet det med logisk Takt.

Men han bragte ikke nye Synsmaader og Tanker ind i en Debat, anviste ikke nye Baner, tog aldrig Initiativer, men stillede sig ligeoverfor dem altid kritisk en garde med hævet 391 Lorgnet; han bragte kun nye Argumentationsrækker for eller imod det, der alt forelaa.

Derfor kunde han kun komme til at optræde som Leder og Styrer paa et Omraade, hvor Ledelsen bestod i ikke at gaa, og hvor Modstand paa Forhaand var udelukket. Men til en saadan Stilling anbefaledes han paa den anden Side i en særlig Grad ved den mæglende, medierende, altid efter Ligevægt stræbende Holdning, han havde indtaget i Højres Rækker.

Orden og Ro er Liebes Devise som Formand. Alt Stærkt, alt Bevæget, enhver lidt ualmindelig Ytring af Kraft synes at være hans Natur ligesaa meget imod, som han ynder det Afslebne og Afvejede, det Modererede og Tempererede, det tilbørlig Indrangerede og Etiketterede. Som costus morum i Debatten i Landstinget er han derfor ogsaa i høj Grad ømfindtlig for Alt, som røber Tilbøjelighed til at fjerne sig fra den regelrette, indhegnede Vej, og strax tilrede med en lille Bemærkning, Henstilling, Forklaring eller Reprimande. Han gjør et vist Indtryk af, at hans Ideal af en Forsamling at præsidere over vilde være en Majoritet af Kammerherrer, behagelig oplivet ved en affabel lille Opposition af vakre Kammerjunkere.

Hvad der ubetinget maa paaskjønnes hos Liebe, er hans Dygtighed i at arrangere det ydre parlamentariske Apparat, som Formanden har at besørge; der kan i denne Verden ikke afstemmes efter en mere korrekt Opstilling af Themaerne end den, Liebe leverer, han følger skarpt og intelligent med i enhver Debat, hverken et Ord eller en Betoning undslipper ham, og han har en fin Fornemmelse af, hvad Gang og Retning en Diskussion vil tage, ligesom han ogsaa gjør Indtrykket af at have en lige vaagen Kritik ligeoverfor det, en Taler siger, men som han havde gjort bedst i ikke at sige, og det, han undlader at sige, men som Liebe finder, burde være sagt der og i den Forbindelse, det Spørgsmaal naturligvis aldeles upræjudiceret, om han ikke selv hellere vilde have valgt at tie helt stille i Vedkommendes Sted. Som Formand viser han endelig en Upartiskhed, der er saa fuldstændig, at hans Modstandere fra Venstre ikke engang antydningsvis have beskyldt ham for det Modsatte.

Liebes betydelige Egenskaber ere af dem, der tage sig 392 særlig ud i Solskin og godt Vejr. Skulde det falde i hans Lod at staa i Spidsen for Landstinget i oprørte Tider og under stærke Bevægelser, er det vel et stort Spørgsmaal, ikke blot, om han vil befinde sig vel i en saadan Situation, men ogsaa, om han vil være den voxen. Men paa den anden Side ville Tingets forsigtige Elementer kunne have den fuldkomne Forvisning, at Formandens Anstrengelser fremfor Alt ville gaa ud paa at bidrage til at holde Skibet saa nær Havnen som muligt, og at han vil være meget flittig med Lodskud og Udkig baade Dag og Nat.

I Modsætning til Advokat Liebes bøjelige, afslebne Figur træder det noget Stive, Kantede, men om en vis energisk Spænstighed Vidnende, som er over Hr. Krabbe, stærkere i Øjnene.

Hr. Krabbe sidder paa Folketingets Formandsplads som en meget alvorsfuld lille Skikkelse. Der er noget Fugleagtigt over ham. Dersom vore naturhistoriske Kundskaber vare tilstrækkelig omfattende, vilde vi maaske være istand til at nævne en eller anden lille ilter, men ret brav og ikke himmelstræbende Slags Ørn, hvormed han kunde sammenlignes.

Han sidder paa sin grønne Multumskvist og skuer ud over Folketinget med en Blanding af vagtsom Aarvaagenhed og utilfredsstillet Forbavselse, vendende sit Hoved saa til een Side, saa til en anden, ligesom Fuglene, naar de lytte; men medens Liebe sidder med en vis Nonchalance og hører Græsset gro i den Diskussion, han passer og vander, hører som bekjendt Krabbe til Trods for sin tilsyneladende Vagtsomhed ikke altid godt.

Folketingets Formand er en Mand, der har sine gode Sider; det Forenede maa være meget glad ved at have en Mand, der dog er saa præsentabel som han til denne HæderspostSkal Partiet engang af en eller anden Grund finde ham en Efterfølger, bliver det ikke nogen let Sag, det maa gaa adskillige Grader ned, hvis det kommer dertil; men da dette jo i det Hele vil blive Udviklingens Gang, er der forresten ingen Grund til særlig at lamentere derover.

393

Hr. Krabbe er ikke nogen ubestridelig Kapacitet. Hans Ærgjerrighed er sikkert større end hans Evner, og det vil i høj Grad komme til at afhænge af ydre Omstændigheder, om han vil kunne spille nogen virkelig Rolle eller ikke. Som Politiker gjorde han i den Tid, han optraadte mere offentlig og aktivt, Indtryk af at være, hvad han var, for Alvor, og at være bleven det gjennem en Udvikling, der var afsluttet. Dette er altid Noget, der gjør et fordelagtigt Indtryk, og det var det, der gav hans Optræden mest Vægt; thi han var hverken noget Særligt som Taler eller som Jurist. Som Taler var han tung, tør, ikke utilbøjelig til Vidtløftighed; nu og da kunde han gaa paa med en vis hidsig Force, men let og fornøjelig kunde han aldrig være. Det er ganske vist ikke Noget, man i Almindelighed har Lov til at forlange af Talere; naar vi særlig fremdrage det, er det, fordi Hr. Krabbe har viist sig i Besiddelse af virkelig Humor som Saxo Politicus i en lille Piece, der blev skreven under Trykket af Forhandlingerne i Itzehoe, og som i sin Tid gjorde megen Opsigt. Som Jurist var Krabbe meget anset i Partiet. Videre gik dog hans Berømmelse ikke, og sikkert med Rette. Vi mindes, at han engang særlig imponerede Venstre ved den Lærdom, han udfoldede angaaende Spørgsmaalet om, hvorledes vor Lovgivning opfattede »Hus« i Landboret. Lærdommen var imidlertid i saa nær Familie med det ikke ubekjendte Værk Grams Tingsret, at det var umuligt for dem, der havde Reminiscenser inde derfra, at føle sig en eneste Smule overvældede.

Hr. Krabbe er en hæderlig Mand og en fuldstændig Partimand; de to Faktorer ere de afgjørende i hans personlige Karakteristik. Han er en meget ivrig Venstremand; han nærer maaske endog en platonisk Kjærlighed til Republikken; men han har næppe Noget imod, at det dog alligevel bliver pæne Folk, som regere i hans Demokrati, og det er betegnende for den mere konservative Retning i hans Radikalisme, at han i sin Tid i Nationaløkonomisk Forening ved en Diskussion om Kvindesagen optraadte som en bestemt Modstander af de moderne Emancipationsideer. Hr. Krabbe hører heller ikke til den yngre pessimistiske Venstreretning, der føler en dyb indre Trang til at opfatte Alt i Verden som Slyngelagtighed og mere eller mindre grinagtige Gavtyvestreger.

394

Han hører til en ældre Retning, der i Kraft af en vis nobel Selvbevidsthed, ialfald i Theorien, kunde yde Modstanderne Anerkjendelse, og som havde nogen Interesse for det at være Gentleman. Dermed være ingenlunde sagt, at hans Kjød ikke kunde være skrøbeligt. Partimand er han som sagt, og er det til det Yderste, derom er der ingen Tvivl, ellers kunde han jo heller ikke holde ud i det Kompagni. At han giver efter for sine Tilbøjeligheder som Partimand, er ogsaa vist. Han har nok endel Indflydelse paa Partiets Ledelse; han har sikkert Været tilbøjelig til at gaa yderlig og hensynsløst frem, og der er endog dem, som ville tillægge ham Faderskabet til hin morderiske Drengestreg: Finanslovens Nægtelse i 1873. I den senere Tid skal han imidlertid i ethvert Fald være optraadt mere moderat og politisk.

Han er som Formand ganske vist perfektibel. Det Forenede gjorde en af de første Prøver med sine unge Bjørnekræfter ved at styrte Etatsraad Bregendahl - efterat han ad hoc meget ufortjent var bleven udnævnt til Nationalliberal - og sætte Overretssagfører Krabbe i hans Sæde.

Det var en fuldstændig Partidaad, der her blev øvet, og den var dobbelt hensynsløs, fordi Bregendahl altid havde taget meget blødt og behagelig paa Venstre. Hr. Krabbe, der saa ufortjent var bleven ophøjet, viste ogsaa sin Taknemlighed paa en temmelig utaalelig Maade; det truede virkelig med, at Formanden skulde blive en ren Partilakaj.

Det maa jo erindres, at der er mange forskjellige Maader, paa hvilke en saadan kan gjøre sit Parti Tjenester, lige fra Fastsættelsen af Dagsordenerne, hvorved nogle Sager kunne utilbørlig fremdrages og andre i Stilhed begraves, til Fastsætteisen af Juleferierne; en Formand kan gjøre sig behagelig ved det Tidspunkt, hvorpaa han afbryder en Forhandling, og ved, hvad han lader de enkelte Talere sige, ved, hvad han tillader den Ene, og hvad han forbyder den Anden; kort sagt foruden det, at et Parti ved at faa et udpræget Partimedlem valgt til Formand i en Forsamling, planter sin Fane i denne som i en erobret Skanse, saa kan det tillige have endel praktisk Udbytte heraf, nyde baade store Ofre og parlamentarisk Smaaredsel af alle mulige Arter. Og, som sagt, Hr. Krabbe viste sig ikke uvillig til paa denne 395 Maade at kvittere for sin Ansættelse. Han havde i den Anledning især i de første Aar af sin Regeringsperiode jævnlige Sammenstød navnlig med Bille. De vare gamle Skolekammerater, begge Soranere; det har jo i det Hele en Tid lang været Soranernes Tid i vort offentlige Liv, ja under Ministeriet Frijs syntes det at have været i Klasse sammen i Sorø at blive hævet op til et politisk Princip. Krabbe og Bille havde ogsaa samtidig baaret Fønixknapperne, og da de nu mødtes i det offentlige Liv, havde de, som det jo altid gaar, naar Drenge atter mødes som Mænd, et godt Blik for hinandens Svagheder. Bille blev derfor den, som fortrinsvis tog sig af den nye Formands Opdragelse, og det var tydeligt, at Krabbe ikke befandt sig vel under sin gamle Kammerats Behandling.

Det var imidlertid ikke blot det, at Krabbe var Partimand; men han tegnede heller ikke til at blive en dygtig Formand, hvad hele den forretningsmæssige Del af Virksomheden angik. Til at bestride denne hører baade Arbejdsomhed og formalistisk Sans; man erindre blot, hvor vanskeligt det kan blive at ordne indviklede Afstemninger saaledes, at hvert Æmne under Afgjøreisen faar sin sande Ret, og havde Krabbe end Flid, saa syntes han at mangle den formelle Evne, navnlig naar det gjaldt om uforberedt at træffe en Afgjørelse; gamle Bregendahl, der var baade taktfast - om end ikke taktfuld - og meget rutineret, fejrede adskillige smaa Triumfer ved at se, hvor usikkert den Efterfølger, der fortrængte ham, kunde famle.

Imidlertid maa det indrømmes, at Krabbe paa alle de forskjellige Omaader har gjort gode Fremskridt. Det er aabenbart, at han endnu kan blive konfunderet, naar det gjælder at træffe en prompt Afgjørelse, og dette vil vist vedblive at være hans svage Side; thi til Trods for sin tilsyneladende Ro er han dog aabenbart vedblivende et varmt Hoved.

Da de fleste Mennesker gjerne have en lille privat Ambition i Retning af at ville anses for Noget, som de netop ikke ere, har Hr. Krabbe vel ogsaa sin, og vi ville gætte, at denne netop gaar ud paa at være den kolde, lidenskabsløse, rolige Mand. Ganske sikkert arbejder han ialfald med sig selv for at blive det, men, som sagt, han er det ikke. Han kan ikke skjule, at han kommer i stærk Sindsbevægelse, naar der 396 arriverer noget Extraordinært; skal han fra Formandssædet afgive et af disse Dictamina, som ere Højesteretsdomme om formelle Spørgsmaal, er han ikke rigtig sikker; hvor kategorisk Formandens Form end kan være, mærker man, at Mennesket Krabbe er generet.

Ogsaa som Partimand har Hr. Krabbe endnu Adskilligt at aflægge, hans Ledelse er i denne Henseende ikke uden Lyde, han lader sine Folk have mere Frispas end Modstanderne, og han kan lade sig henrive til Urimeligheder, som kun kunne skrives paa opblussende Partilidenskabs Regning, som f. Ex. da han til Ære for Tauber lod Tilhørerpladsen rømme. Idet han bestræber sig for at aflægge Partiskhed som Leder af Debatten, synes han imidlertid at være tilbøjelig til at vælge en noget mislig Vej, den nemlig, at han bliver noget for lax imod begge Parter og lader begge sige for Meget og navnlig tale om ganske uvedkommende Ting. Da nu i det Hele Venstre som bekjendt er adskillig mere tilbøjeligt til at skeje ud end Højre, staar Partiet sig rigtignok faktisk ogsaa bedst ved en saadan Ordning, men denne har sine Misligheder. Forhandlingerne i en Forsamling som Folketinget have en naturlig Tilbøjelighed til at blive urolige og vidtsvævende, og sættes der ikke temmelig faste Grænser for dem, kan det blive galt.

Den Karakter, som præger en Formands Ledelse, har baade direkte og indirekte Indflydelse paa en Forsamling. Det er ikke blot den ydre, den mere haandgribelige Styrelse, hvorpaa det kommer an, men ogsaa den Aand, der er i den. Advokat Liebes Ledelse er fortræffelig for hele det formelle Apparats Vedkommende, han udmærker sig endvidere ved fuldkommen Upartiskhed, men det Afdæmpede, Udglattede, Vatterede, der er over hans politiske Optræden, har sikkert bidraget Sit til at gjøre Tonen i Landstinget noget dump og klangløs. Hr. Krabbe har mere Rygrad; han kunde paa sin Side, naar han vilde frigjøre sig for Partivæsenet, som træder langt stærkere frem hos ham end hos hans Kollega, bidrage til at hæve Tonen i Folketingets offentlige Optræden; han kunde ialfald gjøre Mere, end han gjør, for at forhindre den i at synke nedefter uden i mindste Maade at berøve den det »Liv«, hvorpaa Tingets Beundrere sætte Pris.

397

GREV FRIJS

Da det lakkede imod Slutningen af den bevægede Rigsdagssamling 1876-77, og da Fællesudvalget over Finansloven skulde nedsættes, var det et Spørgsmaal, som debatteredes meget i de indviede Kredse, om Grev Frijs vilde overtage Formandspladsen i Udvalget eller ikke. Alle vare enige om at ønske, at han vilde gjøre det, men man frygtede, at han ikke selv var villig dertil, ja det hed sig, at han, da han blev valgt ind i Landstingets Finansudvalg, med klog Forudseenhed udtrykkelig havde reserveret sig imod saa ogsaa at lade sig vælge til Fællesudvalget og blive Formand der. Grunden til, at Frijs ikke selv ønskede at beklæde denne vigtige parlamentariske Post, var sikkert væsentlig en ædruelig og ærlig Selvkritik; han følte, at han manglede adskillige af de Betingelser, der vare væsentlige i denne Stilling: en vis slagfærdig Hurtighed og udviklet Sans for det Stringente og Formelle i Ledelsen af et saa vigtigt Udvalgs Forhandlinger. Naar paa den anden Side alle Andre ønskede, at Grev Frijs maatte komme til at overtage Formandspladsen, saa var dette Udtryk for en almindelig Anerkjendelse af, at han alligevel besad Egenskaber, der vare af væsentlig Betydning i Stillingen. Dette skyldtes ikke blot det ydre Forhold, at ligeoverfor Ministeriet Estrup vilde aabenbart Ingen bedre end Grev Frijs kunne repræsentere Fællesudvalget eller dets Flertal og føre de Forhandlinger og Konferencer, som der maatte være Anledning til, men det var ogsaa selve den politiske Personlighed Grev Frijs, som man ønskede at se paa Formandspladsen.

398

Han blev Formand og svarede fuldstændig til de Forventninger, man havde næret. Han var naturligvis ikke Formand i aandelig Forstand, saaledes at det var ham, der inspirerede og ledede Evolutionen i Forhandlingen, men taktfuldt og urokkelig støt holdt han Roret for hele Barkassen med dens 30 tildels meget urolige Passagerer, saalænge Sejladsen varede.

Naar Grev Frijs spiller en betydelig Rolle herhjemme, skylder han dette for en stor Del ydre Betingelser, og blandt disse særlig de to Ting, at han er Lensgreve og ejer Frijsenborg. Er der Noget, som vi Alle ere enige om i vor politiske Geografi, saa er det det, at Adelen i Danmark ikke har Spor af politisk Betydning, og er der Noget, som er godkjendt af Erfaringen, saa er det det, at den gunstigste Betingelse for en Politiker herhjemme er at være Adelsmand. De engelske Officerer avancerede ikke saa rivende i Kraft af kjøbte Patenter som danske Politikere i Kraft af medfødte Patenter.

Man har klaget adskilligt over, at der ikke var nogen Plads for Adelen efter 1848. For det Første ville vi hertil bemærke, at naar man ret vil se til, burde alle disse Klager for Alvor gjælde Tiden før 48, thi dengang kunde der efter de givne Forhold være Tale om Plads for Adelen, men det var der ikke Spor af. Hverken det politiske eller det sociale Liv bød den Opgaver og indeholdt Privilegier for den. Der var ingen særlig Plads for den i Administrationen, ikke engang i Diplomatiet, ja man vil i de gamle Hofog Statskalendere se fuldstændig borgerlige Navne paa Missionschefsposter, hvor man n u, i den »liberale« Periode, ikke vilde tænke sig Sligt muligt. Der var ingen særlig Plads for den i Hæren, hvis Officerskorps som bekjendt var saa borgerligt, at det dengang reglementerede von foran de fleste Navne gjorde en komisk Virkning. Der var ikke Noget at gjøre for vore adelige Godsejere i Retning af kommunale Ombud, og Dyrskuer og Landmandsforsamlinger vare endnu ikke opfundne. Vort absolutte Monarki var maaske det mest bureaukratisk borgerlige, som har existeret. Den nye Tilstand var dog formentlig ikke kaldet til at forandre dette Forhold ved Monarkiet. Og det er ganske karakteristisk, at 399 nu, da der virkelig, især siden 1866, har viist sig visse Tendenser i denne Retning, saa har man adopteret det borgerlige neutrale Begreb Godsejere for derigjennem at pointere den reale Side ved Sagen, Hartkornet »an sich«.

Men lad det være nok saa lidt rationelt begrundet, at en Grevetitel giver specielle Adkomster i vort offentlige Liv, saa er det dog sikkert, at den gjør det, maaske endnu mere end i de Lande, hvor man kan tale om Adel som Stand. Naar det saa ovenikjøbet er en Greve, der ikke blot er en virkelig Lensgreve med fire Efternavne, alle fire gode, gamle Navne, men som ogsaa besidder et Grevskab, og det et Grevskab som Frijsenborg, saa vejer alt dette overordentlig til. Det er jo et Grevskab, der er omgivet med en særlig Glans, det har sikkert de syv Øer og syv Søer og syv Herligheder, som efter Folkesagnet høre til for at afgive et fuldkomment Gods, det bærer sin Besidder op i Spidsen for alle vore Højstbeskattede og vilde betyde stor Rigdom selv i et Land som England, hvor Adelsmænd have for Skik at eje Provinser.

En ydre Betingelse til: Greven til Frijsenborg er anerkjendt for at være en virkelig grand seigneur. Man ser næsten alt paa Navnet, som han har restaureret med de gamle, aldeles uortografiske j'er, at han vil være det, og det er anerkjendt, at han er det. I større Forhold og ogsaa i mindre i han kan med lige Anstand overtage Regeringens Ledelse og agere i gule Ridderstøvler ved en Hofmaskerade.

Med saadanne Betingelser givne har man et godt Forspring for de fleste andre Dødelige; men naar Frijs er mellem dem, som ere komne op i Teten, skyldes det ikke Forspringet alene, men ogsaa mere indholdsrige Betingelser. Han er ikke nogen Ørn, der baade kan skue op i selve det himmelske Lys og vidt over Land, og vi anse det for meget tvivlsomt, om han vilde være den rette Mand til paa eget Ansvar at bære en virkelig kritisk Situation; vi tro snarere, at et stort Ansvar vilde knuge ham til Jorden, saa støt som han ser ud. Men under nogenlunde normale Forhold er han fortræffelig paa sin Plads, navnlig naar han heller ikke der skal gaa i Spidsen, men kan tjene som Ballast; han forskyder sig ikke.

400

Grev Frijs som ledende Minister var derfor heller ikke saa heldig som Grev Frijs i Landstinget. Frijs's Ministerium har ligeoverfor Venstres Omsiggriben Synder paa sin Samvittighed, som, lad os bruge et negativt Udtryk, næppe ere meget mindre end dem, noget andet Ministerium har begaaet. Det bragte Forfatningssagen i Orden og begyndte derpaa at bringe Forfatningen selv i Uorden; Hr. J. A. Hansen havde ligesaa Meget at sige, navnlig i Begyndelsen, som nogen af Ministrene. Naturligvis er der ogsaa meget Godt at sige om dette Ministerium og om Frijs som aktiv Politiker. Hans sunde Blik, hans Soliditet og kloge Ædruelighed have givet sig tilstrækkeligt Vidnesbyrd, som bekjendt endog paa Storpolitikkens Omraader. Nordamerika, som ikke engang General Raaslöff kunde manipulere, kunde han vel ikke finde Rede i, men paa mere nærliggende Omraader fandt han godt Vej. Skjønt Frijs ikke er Skandinav, ialfald slet ikke i den antikverede Betydning af Ordet, har han bidraget meget til at befæste Forholdet til Sverig og Norge, og hans Navn er ogsaa knyttet til Kronprinsens Ægteskab med Prinsesse Lovisa, der var en saa ualmindelig sympathetisk fyrstelig Forbindelse.

Men taler man om Frijs som Politiker i denne Forstand, maa man ikke heller glemme hans lille diplomatiske Episode i 1870 med Hertugen af Cadore. Det var en fortræffelig Ide at faa Frijs til at forhandle med denne Udsending, og han skilte sig fortræffelig fra det. Denne lette Diplomat spillede i sin Iver for at vinde den for hans Betragtning nok meget anselige Magt Danmark, hvis Beliggenhed paa Kortet dog næppe var ham ganske klar, aldeles forgjæves omkring sin solide Kontrapart; og det maa jo erindres, at ialfald i Begyndelsen kunde der let være givet en Blottelse ligeoverfor en saadan Afsending. Frijs holdt sig imidlertid ligefra Begyndelsen af i det sikreste Spor, og det var ikke muligt at faa ham ud af det. Den livlige Hertug fandt ham vistnok ganske forskrækkelig embêtant og skal jo endogsaa efter Sigende i sin Misfornøjelse have ymtet om at ville styrte Ministeriet og faa Monsieur de Berg til Affærerne.

Frijs's Rolle er nu væsentlig den at være højre Fløjmand i Landstinget, og dertil passer han fortræffelig. I alle de 401 Forhold, hvori Frijs bevæger sig og har Noget at udrette, kommer det ham til Gode, at en Mand som han kjender Menneskene. Naar man mener bedst at kunne føle Godsejernes Puls igjennem ham, ligesom de Nationalliberale føles paa Pulsen gjennem Hall, saa er Grunden hertil, at man veed, at han er i Forstaaelse med sine Folk og øver sin Indflydelse paa dem, netop fordi han kjender dem saa godt. Han øver sin Indflydelse i al Rolighed, med Hænderne i Lommen.

Han er i det Hele en tavs Politiker. Naar en Mand kommer ind paa Landstingets Tilhørerplads, er Grev Frijs altid en af de Personligheder, han først skal have at se, men »nok se, men ikke høre« er en Tilhørers Motto i Forhold til ham; man kunde sidde paa Landstingets Tribune baade et og to og tre Aar uden at høre et Ord fra Greven. Han har maaske slet ikke talt, siden han var Minister, og dengang talte han meget lidt. Naar han rejste sig op, saae man strax, at hele hans aandelige Apparat var inkommensurabelt med en egentlig Talers. Han tog sig godt ud. Han stod som et Styrkens Taarn ved Ministerbordet og gjorde ikke blot Indtrykket af at være den Mand, der kjørte fire Heste under en Tømme som Ingenting og ikke brød sig om at staa en hel Dag i en Mose for nogle Ænder, men som ogsaa tog paa de politiske Spørgsmaal med en fast og solid Haand, og som nok vidste, hvad han vilde.

Hvad han sagde, var imidlertid ikke Meget. Han talte tungt, stivt, langsomt og kortfattet, men med en vis rolig Sikkerhed. Han holdt ingen Taler, men afsagde Kjendelser - ganske vist ikke Højesteretsdomme -, men han kunde, stundom i en eller anden højst hverdagsagtig Vending, slaa Hovedet paa Sømmet, og der var ofte en vis Fynd i, hvad han sagde, som naar han fortalte J. A. Hansen, at han ikke brød sig »en Snus« om Popularitet.

Hvad der iøvrigt vistnok bidrog noget til Frijs's Tilbageholdenhed, var hele den da foreliggende Situation. Det var Oktobertiden, Ministeriet var ikke videre velsindet imod de Nationalliberale, og da disse talte de bedste Debattører baade i Landsting og i Folketing, og da Ministeriet Frijs ikke sjeldent gav sig temmelig alvorlige Blottelser - vi minde 402 exempelvis om dets vexlende Kirkepolitik - saa var det ganske vist det Sikreste for en Konsejlspræsident at holde sig tilbage i sit Hus og ikke gaa længere ud paa Fortovet end nødvendigt.

Der var i svundne Dage en anden stor Greve, som syntes at skulle blive en straalende Stjerne paa vor politiske Himmel, men som sluktes tidlig i Døden, det var F. M. Knuth. Han havde maaske faaet sin Storhed noget vel meget paa Borg; det, der først gjorde ham bekjendt, og det, der gjorde ham til Martsminister, var ialfald hovedsagelig det, at han havde foretrukket at vælge til sin Omgangskreds begavede og elskværdige og livlige borgerlige Liberale, hvilket - for en borgerlig Bevidsthed ialfald - ikke staar som noget særlig Heroisk. Men nok er det, Knuth blev væsentlig den Mand, han blev, i Kraft af Glansen fra Liberalismen og de Liberale; og Frijs stod i hine Tider næsten som en Slags fjendtlig Pendant til Knuth. Han har ogsaa mere end denne repræsenteret det specifik Godsejerske, forsaavidt der overhovedet kan tales derom i Danmark. Men Frijs er dog ogsaa endt i det Naboskab, hvor Knuth begyndte, og ikke med Urette. Det er ikke værdt at strides om, hvorvidt Muhamed er kommen til Bjerget, eller Bjerget til Muhamed. Resultatet er blevet det samme - at Folk som han og hans og de Nationalliberale nu udgjøre vort Højre. Og dette Forholds virkelige Betydning er, at vi endnu næsten ingen virkelige Reaktionære, ingen stærke Konservative have i Danmark; deres Tid forberedes først, det er en af Frihedstræernes Frugter, der modnes langsomt, om end ganske vist saare sikkert - og en Mand som Frijs er umaadelig langt fra at være Stokkonservativ. Det har Erfaringen jo ogsaa tilstrækkelig viist; vi behøve blot at minde om, at vor demokratiske Hærordning og Gjennemførelsen af den saa heftig bekæmpede Valgmenighedslov høre til hans Ministeriums Frugter.

Han har ikke været bange for selv yderliggaaende fornuftige Reformer, næppe engang altid for ufornuftige. Men han har i det Hele passet godt for sin Tid og de forskjellige Opgaver, den bød; har man gjort det, belønnes man tidlig eller sildig med at indrangeres blandt dem, der altid have Ret, ogsaa naar de have nogen Uret.

403

FONNESBECH

»Jamais une position nette!«

En brav Mand, en Mand ingenlunde uden Evner, en Mand med god Villie, men - »jamais une position nette!«

Derfor er den brave Mand bleven en Mand, som Mange havde Noget tilovers for, men Ingen ret vil vedkjende sig; derfor har Manden med Evner nok kunnet holde sig som Minister en halv Snes Aar, men ikke kunnet opretholde sig selv, og Manden med god Villie har, til Trods for den allerbedste Villie til ikke blot at gavne og fornøje hele Verden og sig selv, men ogsaa til virkelig at udrette Noget, ikke faaet dette udrettet, men har tabt sit Hovedslag, og det uden at have vovet for Alvor - hvilket er den bedrøveligste Maade, hvorpaa man kan tabe sit Slag.

Det hører som bekjendt til en vis Digterskoles Theses, at vi Danske ere et overordentlig vegt og blødt Folkefærd, der have en Staalsætningskur haardt behov, hvis ikke det Hele skal gaa kaput. Denne Antagelse turde være temmelig fejlagtig. Virkeligheden synes ialfald at vise, at vi paa Statslivets Omraade, i Politikken ere staalsatte trods noget Klippefolk, med saa megen Stivhed og Fasthed, at det Hele snarere kan true med at knække, fordi vi Alle ere for stive, end fordi vi ere skøre Rør.

Maaske vi have lidt for meget af det Gode; de fleste andre Steder gaar det ialfald mere paa bløde Kompromisser og halve Forlig, og der skattes maaske ogsaa en Fonnesbech højere end her. Og med en vis Ret.

Thi det konstitutionelle System er lidt mere, end man i 404 Almindelighed ønsker at erkjende, indrettet for saadanne Folk. »Jamais une position nette«, det var Bebrejdelsen imod den Konge, der skulde lære Frankrig og hele Europa Konstitutionalisme, men var han ikke paa en Maade i sin Ret? Systemet forudsætter i ethvert Tilfælde, at der rundtom ogsaa findes Mænd, villige til at gaa paa Akkord og give Rabat, til altid at komme imøde og slaa af paa Alt, saa at Alt rolig gaar sin skjæve Gang, indtil det er forbi.

Og havde selve Tiderne været lidt mindre flintestensagtige, saa var Fonnesbech maaske ogsaa bleven almindelig anerkjendt som en virkelig tidssvarende Figur hos os. Men han fik unægtelig ikke de Naturbetingelser, som han krævede til en lykkelig Udvikling.

I Begyndelsen af sin politiske Løbebane havde han bliden Bør. Han kom ind i Politikken som en værdig, men venlig Jægermester, der havde et kjønt Gods, som han havde Ord for at styre godt. Han havde med Hæder været Formand i Sogneraadet og med Ære Medlem af Amtsraadet, og var ikke blot en lokal Storhed i Holbæk Amt, men havde ogsaa som agtet Landmand gjort sit Navn mere bekjendt i Landmandsforsamlinger og lignende fredelige Komitier. Men de lokale Holbækske Laurbær tilfredsstillede ham ikke. Han maatte ind paa Folketingets større og mere vidtstrakte Arena. Men ogsaa der beskinnede en gunstig Stjerne hans første Vandring. Han fandt et hyggeligt Stade i en Mellemstilling, som hverken var Højre eller Venstre, og hvorfra adskillige Politikere ere udgaaede. Han naaede hurtig, saavidt mindes efter kun et Aars Kampagne, den vigtige Post som Ordfører for Finansudvalget, der i tidligere Tid betragtedes som en sikker Designation til Finansportefeuillen.

Han gjorde Fyldest i denne Stilling og arbejdede tillige flittig og dygtig med i Folketingets andet Arbejde. Ogsaa han havde sin Periode, hvor der inklineredes for ham til de fleste større Udvalg; han knyttede uopløselig sit Navn til Ordningen af »skadeligt Vands« Afløb, og i de Udvalg, hvor han kom ind, blev han gjerne Ordfører.

Han talte godt og gjerne; lidt salvelsesfuldt, ikke altid ganske klart, men behagelig og paa en Maade, der vidnede om, at han baade var en dannet Mand, hvis Dannelse gav ham 405 en vis Forkjærlighed for at finde mere almene Synspunkter, og tillige var en Mand med en Del praktisk Indsigt. Og saaledes gik det, til andre fata kaldte ham, og han fristedes til at styre sin Skude ud paa større Have end i »det skadelige Vands« indgrøftede Strømme.

Formentlig mindre velset hos de Nationalliberale, men velanskreven hos Godsejerne, der i ham mente at have en Slags Fenger for sig selv, og endelig anerkjendt hos Bondevennerne som en vakker, medgjørlig Mand, havde han i Aarene efter 1864 tre forskjellige, men gode Adkomster til at spille en Rolle.

Det var i disse Aar et nyt Sæt af Mænd, der skulde frem. For en stor Del bestod det af Folk, der ogsaa tidligere havde deltaget i det politiske Liv, men kun ikke som Ledere. De kunde derfor ikke blot vise alt Ansvar for 63 og 64 bort fra sig, men ogsaa antyde en forstandig Grad af Bagklogskab og ialfald lade Samtiden tro, at havde de været der, var det ikke gaaet saaledes. Men forresten maa det indrømmes, at de fleste af disse gjorde det paa en ret godmodig Maade. Man hørte udenfor en enkelt Kreds ikke megen offentlig Selvretfærdighed, ikke synderlig Slaaen sig for Brystet i Templerne. Kun en vis behagelig Sikkerhed, forbunden med en let protegerende og nedladende Tone ligeoverfor visse Andre, gav Antydning af, at der var Folk, som følte med sig selv, at deres Samvittighed var ganske rolig, og at Ingen havde Noget at bebrejde dem. Det var der altsammen ikke Noget at sige til.

Til de Brødefri hørte Fonnesbech, og hans Time kom nu. Ministeriet Frijs dannedes, og i det fandt flere af de Godsejere Plads, der særlig har tildraget sig Opmærksomheden som Fremtidens Mænd. De langsommelige Forfatningsforhandlinger, som det var dette Ministeriums vigtige Opgave at bringe til Ende, havde afgivet tilstrækkelig Lejlighed for »uafhængige« Mænd til at træde frem.

Til saadanne hørte dengang baade Fonnesbech og Estrup. Det gjorde strax i Begyndelsen af Forfatningsforhandlingerne en vis Opsigt, da de udtalte sig for at indskrænke Rigsraadets Indflydelse paa Indholdet af den nye Forfatning til et Minimum og overlade den mere folkelige Rigsdag Broderparten af Indflydelse paa Revisionen. De erklærede paa ingen Maade 406 Ministeriet Bluhme-David Krig til Fordel for deres Opfattelse, gjorde den ikke til Udgangspunkt for nogen systematisk Opposition, men de havde dog slaaet en Tone an, som røbede, at de ikke spillede med i det ministerielle Orkester. Det var derfor ikke uden Grund, naar David, som havde et fint Øre, slet ikke syntes om disse Udtalelser, dæmpede, som de kom, navnlig fra Fonnesbech; denne hævdede sig nemlig le pas foran den unge Debutant Estrup og kom først med at give Tonen an, men gav den da saa svagt og »uldent«, at David ikke forstod det, før Estrup bagefter accentuerede det Samme med Henvisning til den Fonnesbechske Opposition; hele Fonnesbech er der.

Den mere folkelige Tone, som alt her var anslaaet, blev ogsaa Grundtonen i Ministeriet Frijs, da dette afløste »de gamle Mænds« Ministerium. Som Finansminister i dette havde Fonnesbech ogsaa en god Tid. Omgivelserne vare i høj Grad distingverede, og han har aabenbart Smag for det Aristokratiske, og Alting gik ret glat; hvad der ikke gik glat, lod man falde, vide Krigsskatslovens bedrøvelige Fald. Men dengang tog man ikke Sligt saa nøje, og Fonnesbech kunde uden synderlig Gene hengive sig til sin elskværdige Tilbøjelighed at lade sin Sol skinne baade over Gode og Onde, over Retfærdige og Uretfærdige, Intet Under derfor, at den Følelse af Træthed, som efterhaanden og tildels temmelig hurtig greb adskillige af Ministeriet Frijs's andre Medlemmer, ikke anfægtedeFonnesbech; tvertimod, han syntes en sand Karyatide, beredt til til evige Tider at bøje sin Nakke under Magtens tunge, men søde Byrde. Han fandt da ogsaa sin Plads i Ministeriet Holstein, men denne Gang som Indenrigsminister, en Stilling, hvortil han havde mindst ligesaa megen Kvalifikation som til at blive Finansminister, men som ingenlunde skulde blive ham uden Torne, og det ikke blot ligeoverfor Folketinget, som begyndte at gjøre Vanskeligheder. Ved sin Fæstelov gjorde han et Skridt, der snart viste sig at være et Fejltrin paa hans Vej som dydig Godsejer, som hans Standsfæller ikke kunde tilgive ham - vistnok med megen Urette, thi denne Lov bidrog væsentlig til at tage Braadden fra Fæsteagitationen. Men Forholdet til Godsejerne er aldrig blevet ret intimt siden dengang.

407

Efter Ministeriet Holstein kom endelig selve Ministeriet Fonnesbech. Det var et drøjt Stykke Arbejde, Fonnesbech der paatog sig; thi Striden med Folketinget var alt i fuld Gang, og man maatte være forberedt baade paa at kunne møde Haardt med Haardt og paa at benytte fredelige Chancer. Og ganske vist har Fonnesbech troet, at netop dette var Noget for ham, at lavere og sno sig i en saadan vanskelig og uklar Situation.

Haabet var forgængeligt; han kunde hverken faa det til at gaa med det Onde eller med det Gode. Hans Hovedfag havde aldrig været det store Drama, men Idyllen, og han kunde ikke nu skifte Væsen. For ham ligger det til alle Tider bedst ved en Hyrdefløjtes blide Toner at lede en skikkelig Hjord paa en solbeskinnet Eng, fodrende den med hyggelige Jernbaner og smaa Havneanlæg. Men for en saadan Korydon var Hr. J. A. Hansen ingen passende Phyllis og Berg en altfor haardhjertet Chloe, og med skadefro Sikkerhed kunde Satyren Høgsbro fra sit bladdækkede Skjul følge den frugtesiøse Kurtiserens forskjellige Faser; end ikke nogle blidere og mindre befæstede Venstresjæle lykkedes det for Alvor at daare.

Idyllen brast. Istedetfor Korydon: Jupiter tonans. Det lykkedes slet ikke, selv ikke naar Tobiesen søgte at levere Rygrad til; Jupiter syntes snarere at blive bange f or sine egne Tordenskrald - nej, det lykkedes slet ikke. Folk vare ikke meget velsindede imod Ministeriet Fonnesbech.

Man gjorde Ministeriet i dets Helhed Uret, og man gjorde Chefen Uret. Man paaskjønnede ikke det, at om Ministeriet voldte nogen Konfusion og Tvivlraadighed i Højre, saa afstedkom det mindst ligesaa megen i Venstre, saa at Forvirringen idetmindste blev total, og er der begaaet et Misgreb ved ikke at benytte den Situation, som da forelaa, til at søge en ny Konstellation tilvejebragt, saa bør dog en Palme vies den, der dels med, dels imod sin Villie tilvejebragte det Kaos, af hvilket en saadan ny Himmel og ny Jord kunde udgaa.

Men dernæst er man i Reglen uretfærdig imod Folk som Fonnesbech personlig; man begaar den Fejl ikke at se, at de 408 i Virkeligheden altid ere i god Tro, og gaar i sin Bedømmelse af dem ud fra en ubestemt Forudsætning om, at de gaa omkring med et bestemt Forsæt om at være svage og vaklende. Intet er fejlagtigere, og med oprigtig Indignation afvise de selv den Slags Beskyldninger, om end maaske en hemmelig Røst kan tilhviske dem, at der er Noget i dem. Mangler en Politiker nu engang i sin Karakter det, der gjør ham klar og sikker over sine Formaal, og kan han ikke ved aandelig Anstrengelse gjennem Udvikling forskaffe sig den Fasthed og Sikkerhed, som Andre have i medfødt Gave, og bliver hans Formaal derfor kun et svagt Forsæt om at holde det saa nogenlunde gaaende, saa bliver han naturlig mere og mere henvist til at leve paa Indtryk udefra, og uden ret at vide af det, kommer han til at finde ikke blot, at enhver Ting har de bekjendte to Sider, men at det endogsaa ikke ubetinget tør benægtes, at den kan have tre, ja holder ikke af aldeles at afskære sig Muligheden til at indrømme den fire. Og naar han skal handle og optræde og svinger noget ud og ind, kan det ikke nytte, at man bebrejder ham, at der mangler Enhed i hans Optræden. Det ser han ikke selv og kan ikke se det. Han optages saa meget af de øjeblikkelige og vexlende Omgivelser og Forhold, at han under Indtryk af Nuet taber den klare Forestilling om, hvad der ligger bagved ham, og det rette Indtryk af, hvad der ligger foran. Men om han ogsaa i Virkeligheden har mistet Evnen til at bedømme Relativiteten i den øjeblikkelige Stilling, saa kan han derfor selv godt være overbevist om at være en sand Statsmand, altid paa Højde med Situationen. Han kan selv ikke se, i hvilken Zigzaglinie han bevæger sig, men de kritiske Tilskuere, ja de se det unægtelig; for dem staa alle den Vandrendes Fodspor saa tydelige, som om de vare traadte i nyfalden Sne.

Saaledes tro vi, at Sammenhængen er med Fonnesbech, og den forliges godt med den Overbevisning, som vi virkelig have, at han altid har været besjælet af den redeligste og bedste Villie til at gjøre Alt saa godt som muligt og en inderlig Overbevisning om, at Skylden slet ikke var hans, naar det gik galt. Men galt gik det jo ganske vist. Det gik tilsidst med hans Ministerium som med et Stykke, Publikum er blevet kjed 409 af, inden Opløsningen kommer. Først gaar en Enkelt stille sin Vej, saa Flere. Andre blive siddende, saalænge Anstanden nogenlunde kræver det, men de se flittig paa Uret og ønske, at de blot havde deres Overtøj og vare vel ude paa Gaden, og under Slutningskupletten bliver der en saa almindelig Rejsen sig op, at Ingen lægger Mærke til, ved hvilke Replikker Tæppet egentlig faldt, og at Tæppet faldt.

Maaske der dog ved dette Drama endelig deri havde været une position nette.

410

ESTRUP

Naar man taler om Doktrinarismen, og navnlig naar man repeterer det noksom bekjendte Sæt Ankeposter imod den, glemmer man næsten altid, at man skulde begynde med at anerkjende, at denne Skole dog repræsenterer et betydeligt Fremskridt i den politiske Opfattelse. Vil man sondre imellem den og dens ældre Broder, den filosofisk-politiske Skole, saa maa man vel sige, at den tager sit Udgangspunkt i Historien, og har den end gjort dette paa en meget abstrakt Vis, saa bør det dog anerkjendes, at den deri har et stort Fortrin for den filosofiske Skole i Politik, som vil konstruere Samfundets Tilværelsesformer ved Udviklinger fra »naturlige Rettigheder« og »af sig selv indlysende Sandheder«. Saa hult og tomt tog de Doktrinære ikke Sagen. De vilde ogsaa tænke systematisk og handle efter Principper, men de hentede dog det Normalsystem, efter hvilket hele Europa skulde tvinges til at gaa, ikke fra Abstraktionernes Rige, men fra Historien. Saa begik de jo rigtignok den Fejltagelse at tro, at dette Normalsystem, den engelske Forfatning, som var Hovedhjørnestenen i deres Spekulationer, kunde kopieres uden videre, hvor det skulde være.

Den politiske Udviklingsperiode, i hvilken vi nu befinde os, har nærmet sig endnu et Skridt til Virkeligheden. Men det er maaske noget for tidligt, naar vi, i Modsætning til de filosofiske og de doktrinære Politikere, kalde os Realpolitikerne; thi Forholdet til Virkeligheden trænger endnu til saare meget i Retning af Inderliggjørelse og Forstaaelse. En hel Skole arbejder bestandig videre i denne Retning, og disse 411 Samfundets Naturforskere ville maaske om ikke lang Tid se paa vort nu tidssvarende Begreb, Realpolitik, som paa en temmelig tom og doktrinær Formel.

Retningen er imidlertid angiven, det, man nu allevegne, hvor man vil søge at forstaa sin Tid, fremdrager og lægger Eftertryk paa, er Kjendsgjerninger, det historiske Givne og de forskjellige virkelig raadende Tendenser i Samfundene.

Ministeriet Estrup er i Slægt med den Realitetsperiode i Politik, som har frembragt de bekjendte Stikord og Deviser: »Politik der freien Hand«, »Politik von Fall zu Fall«, »Nur keine Dummheiten machen« og andre lignende, der i Modsætning til de mots, hvori man tidligere fremstillede sine politiske Opfattelser, tage sig ud som almindelige Spaserefrakker ved Siden af prunkende Uniformer.

Om Estrup har det rette Greb paa Virkeligheden, er et Spørgsmaal for sig, som maaske først en senere Tid ret vil kunne besvare, men at han søger at gribe den, at han er udpræget Realist som Politiker, derom synes der ikke at kunne være Tvivl. Selv vil han ialfald allermindst tillade en saadan at blive rejst, han har aabenbart endog en vis Tilbøjelighed til at kokettere med sin Realisme, ialfald til at ringeagte Doktrinarismen.

En Realist har ikke de Forhaabninger om at »lede« og »bestemme« Udviklingen, som var en saa skjøn Drøm for en tidligere Slægt. Han føler, hvor meget Blændværk der hæfter ved hine Talemaader, hvor stærk Udviklingen er, og hvor svag den Enkelte er. Han fordømmer sig ingenlunde til Afmagt, men regulerer sin Indgriben efter Hensynet til, om den kan nytte eller ikke. Derfor tager han ofte bedre fat, naar han tager fat, end den, der mener, at det altid kommer an paa at være aandeløs paafærde, »gaa i Spidsen« og »staa som Bannerførere«. Realisten gjemmer paa sine Skud.

Derfor generer han sig ikke heller for at tage Lærepenge af Erfaringen eller behøver ialfald ikke at genere sig. Vi have nok en vis Fornemmelse af, at dette ikke ubetinget gjælder Estrup, at han er noget for stiv, og hvad man kalder stikken til rent ud at ville indrømme, at han kan lære Meget. Ja vi have endog en Forestilling om, at han ganske privat hører til dem, som have forudset det Hele. Men det nytter ikke til 412 Noget; det er og bliver en ren privat Fornøjelse for ham at konstruere sig saaledes.

Ingen af vore Statsmænd her hjemme ere i Virkeligheden et bedre Bevis end han paa, i hvilken Grad Forholdene ere stærkere end Personerne.

Da Estrup i det Landsting, som Forfatningsrevisionen havde bragt os, optraadte som en af de nye Mænd, den nye Ordning havde pløjet op, stod han langt, langt anderledes end en halv Snes Aar senere. Han havde en synlig Tilbøjelighed for Venstre; skjønt han naturligvis ikke var Venstremand, troede han aabenbart paa Muligheden af Samarbejde med Partiet og ønskede et saadant.

Da den finansielle Ordning diskuteredes, var han i høj Grad liberal. Den Finansminister, der udstedte den provisoriske Finanslov, debuterede omtrent som Politiker med at udtale sig imod et Normalbudget og hævde Nødvendigheden af, at Bevillingerne vare i Overensstemmelse med Nationens Villie. Og da der f. Ex. var stillet et Forslag (af Krieger) om, at der ikke uden Ministeriets Billigelse maatte stemmes over Forhøjelser og Tilføjninger paa Finansloven - et kraftigt Middel til at holde Finanslovbehandlingen i det rette Spor - saa var Estrup iblandt dem, der stemte imod det.

Saaledes stod han i Begyndelsen. Oktoberforeningen og Ministeriet Frijs dannedes. Estrup anlagde Jernbaner for Jyderne og var vel Jyllands populæreste Mand.

Og Tiden gik bestandig. De Nationalliberale kæmpede med Venstre. Ministeriet Holstein dannedes og opløstes. Ministeriet Fonnesbech dannedes. Estrup stod i Landstinget og saae meget kritisk til, som en af disse Kritikere, paa hvis Mening Ingen i Grunden kan blive klog. Saa kom endelig han til at danne sit Ministerium, og endnu paa dette Tidspunkt skal han have ment, at han nok vilde komme ud af det med Venstre, men at det vilde blive vanskeligere med de Nationalliberale. Bestandig stærkere end Personerne gav Forholdene ham imidlertid en anden Front.

Et Par Aar var han kun gammel som Konsejlspræsident, og den velsete Estrup, Jyllands populæreste Mand, var bleven Venstres mest ildesete Modstander, over hvem folkelige 413 Anathemaer regnede ned fra alle Kanter. Ja tilvisse. Forholdene er stærkere end Personerne. Vel dem, som indse det i rette Øjeblik.

Estrup har ført den nødvendige Kamp med megen Dygtighed og med ikke ringe Held. Intet vil være lettere end at paavise Misgreb i hans Ledelse af Sagerne, men Intet vilde være ubilligere end at nægte ham Dygtighed.

Hans Dygtighed er af en egen Art. Den er mere en Karakterens end en Evnernes Dygtighed. Han er et godt Hoved, med en, om ikke dyb, saa klar og skarp, livlig og energisk Begavelse. Men han er ikke nogen overlegen Aand, og naar han kommer godt fra det som Konsejlspræsident, skylder han det for en meget stor Del den Sikkerhed og Selvtillidsfuldhed, hvormed han handler. Han er ikke af de fine, diskursive Hoveder, der se vidt og saa tillige se Betænkeligheder allevegne; hans Horisont er mindre, men han bryder sig ogsaa kun om at se »von Fall zu Fall«, og saa have en fuldkommen klar Forestilling om, at den Vis og den Fremgangsmaade, der frembyder sig for ham, er den ene rigtige. Hvad han gjør, gjør han derfor uden Vaklen og Tøven; naar han har lagt Haanden paa Ploven, ser han sig ikke tilbage.

Dette er tillige en Egenskab, der slaar an. Der er i det politiske Publikum en stor Tilbøjelighed til at se Noget foregaa; den, der handler rask, hurtig og med en vis Applomb, river altid med sig. Man er saa glad ved, at der bliver gjort Noget, at man halvvejs glemmer at spørge, hvad det er, der bliver gjort.

Under en Kamp som den, der i disse Aar har ført os lige til Randen af Forfatningen, har dette Forhold tynget stærkt i Estrups Vægtskaal. Han kunde have gaaet endnu videre, end han gjorde, og han vilde have hørt Jubel fra Mangfoldige, hos hvem den konstitutionelle Begejstring er mere end afkølet. Men Estrup er ikke nogen Statskupmand. Vi ere overbeviste om, at han i sit Hjerte nærer en virkelig og stærk Kjærlighed til Forfatningen og under Storm og Skibbrud til det Sidste vil vedblive at holde den op over sit eget Hoved.

Estrup har faaet en betydelig Opgave at gjennemføre, og han tager den alvorlig. Det ses ogsaa af den Maade, hvorpaa 414 han har taget sig selv. Han er i Virkeligheden meget talende, og han har en rig Aare; han kan baade tale meget om Tingene, og holder af at tale. Og dog har han gjort sig selv til en meget tavs Mand.

Han er, som hans Ydre, hans skarptskaarne Fysionomi, der aldrig oplives af et muntert Smil, hans stramme Holdning, hans abrupte Bevægelser antyde, en stolt og stiv Natur og aabenbart sensibel og pirrelig, som stolte og ufejlbare Naturer ere det, naar de ikke ere blevne koldt blaserte eller Flegmatikere. Og dog har han gjort sig til en meget rolig Mand.

Folketinget har budt ham Haan og Krænkelser, som sikkert i Virkeligheden have opbragt ham paa det Dybeste. Man har set ham tilsyneladende rolig sidde og stryge sin Knebelsbart, stundom gjørende en lille Notits med sin Blyant, men i Reglen antydende, at der ikke passerede Noget, som overraskede ham; han har været istand til at beherske sig og aldrig riposteret, før den rette Tid dertil kom; han kunde gjøre det paa den rette Maade.

Der kunde for en Mand som Estrup i saadanne Situationer, som han har gjennemgaaet, ogsaa være en Fristelse paa en anden Kant, nemlig til, naar han tog Revanche, at give Junkeren. Han er Godsejer, men borgerlig Godsejer, og synes ikke ganske hævet over, paa Grund af det første Moment i denne Sammenstilling, selv at accentuere det sidste Moment noget stærkt. Men under de Sammenstød, han har havt med Folketinget, selv de, der maatte være skikkede til at tvinge de mere kantede Egenskaber i den Angrebnes Karakter frem, har han dog aldrig forsøgt sig i det Junkerlige. Han har holdt sig oppe ved sin Stillings! og sin egen Værdighed.

Det var ret betegnende at se Estrup under en Situation som den, da Regeringen svarede Folketinget, der havde nægtet ham Ordet, med at slutte Rigsdagen, et Skridt, hvis nødvendige Følge blev den provisoriske Finanslovs Udstedelse.

Estrup følte sikkert dybt den Krænkelse som ved Kneblingscenen den 31te Marts tilføjedes Regeringens Værdighed. Han var synlig stærkt bevæget, da han, staaende paa 415
Ministerpladsen, gjentagende forlangte Ordet, medens Hr. Krabbe lod Afstemningen om Afslutningen foregaa, som om der Intet var i Vejen, og ikke engang bagefter værdigede Ministeriet blot nogen Undskyldning. Regeringens Svar paa denne Behandling kom nogle Dage efter. Folketinget var kommet sammen for at drive den ensformige Beskjæftigelse, at gjenvælge Tingets Embedsmænd for de næste 4 Uger. Ingen ventede ellers Noget; i det Højeste maaske en Undskyldning eller en Art Tilsvar fra Formandens Side, fordi han ikke havde givet Ministeren Ordet i forrige Møde. Det blev anderledes. Hr. Krabbe havde modtaget en Skrivelse fra Konsejlspræsidiet om, at Rigsdagen skulde sluttes samme Dag, den han havde at oplæse. Hr. Krabbe var synlig nervøs; han anvendte til Oplæsningen den Dæmpning af Stemme, som Folk, der ere i Affekt, maa anvende, hvis de ville forhindre, at Stemmen slaar over. Intet Under forresten, at Hr. Krabbe var noget bevæget. Umuligt Andet end, at han maatte føle, hvor meget Ansvaret for denne Slutning ogsaa kom over hans Hoved. Hans Meddelelse hørtes med en perplex Tavshed af Venstre, et enkelt »Hør«, som svirrede op, faldt strax vingeskudt ned i den tunge Luft - tung og trykket - meget trykket; Regeringen var alt hævnet. Noget senere, og hele Rigsdagen var samlet i Folketingets Sal for at vente paa Ministeriet, der skulde oplæse det kongelige Budskab om Slutningen. De faa Minutter, som forløb mellem den Ringning, der bebudede, at Alt var parat, og Ministeriets Indtrædelse, forekom meget lange. Da der lød et Slag paa Døren til Ministerværelset, inden den aabnedes, slog mange Hjerter i adskilligt hurtigere Takt, end de pleje. Ministeriet stillede sig op ved Tronens Fod. Estrup udfoldede Papiret. Aldrig er Kongen af Danmarks lange Titulatur falden længere end ved denne Oplæsning, aldrig har Spændingen efter, hvad der skulde følge det indledende: »Sende Rigsdagen vor kongelige Hilsen«, været stærkere end denne Gang. Der var ikke Meget, der var ikke et Ord mere end nødvendigt, men man havde dog ingen Følelse af Tomhed bagefter, der var alligevel Indhold nok, det var et Svar med Næb og Kløer. Men der var over Estrups 416 Person, da han afleverede dette, ikke Spor af noget triumferende Overmod. Tvertimod. Han saae saare alvorlig, ja bevæget ud. Han slog ikke sine Modstandere med let Hjerte, men gjorde kun Indtryk af en Mand, der opfylder en alvorlig Pligt.

Resolut og bestemt, urokkelig overbevist om Rigtigheden af sin egen Dom, er Estrup af de Mænd, der ikke ville lade sig overvinde, men slaa til det Yderste for deres Sag og slaa, efter Nødværgerettens Anvisning, med det Værge, de mægtige ere. Man kan være ganske overbevist om, at Estrup tilfulde føler, hvor stor Magt Regeringen har i en endnu ikke desorganiseret Stat, og er bestemt paa at bruge den mere, end de Fleste vilde vove; i sin Politiks Sag ser han tillige i en ganske særlig Grad en personlig Æressag. Men som alt antydet, han sætter ikke dette i Forgrunden.

Saaledes har Estrup været i stormfulde og bevægede Situationer. I Solskinsvejr tager han sig ikke saa tilknappet ud.

Han er meget livlig, livlig paa en vis nervøs, uegal Maade. Han er tillige meget talende - ikke veltalende; til en vis Grad kommer hans Foredrag flydende. Man mærker altid, at han har Endel at sige, men det kommer noget stødvis, med temmelig urhetoriske Brud paa og Standsninger i Foredraget. Han kommer aldrig med Godtkjøbspassiar, hvad han siger, har et eget Præg af Originalitet; det kan stundom være saa originalt, at det bliver Urimeligheder, stundom saa ensidigt, at man mærker Noget af en Autodidakts Forkjærlighed for sit eget Paafund, men i Regelen er Indholdet af Estrups Taler forstandigt, klart, ja ikke sjeldent skarpsindigt, og vidnende om et virkeligt Herredømme over Stoffet.

Estrup er i Besiddelse af mange gode og adskillige fortræffelige Egenskaber til at staa for Styret under en Krisis som den nuværende, hvor det konstitutionelle System er blevet prøvet under Forudsætninger, som ere dets Væsen ganske fremmede. Men blandt hans heldige Egenskaber er der en, som ikke maa glemmes, som er ganske udvortes, men meget vigtig. Det er den, at han er Godsejer.

Der er ikke nogen mere fejlagtig Antagelse end den, at Bourgeoisiet ikke ynder Godsejerministre. Det holder endog meget af saadanne. Og dette skyldes ikke blot den 417 almindelige Anerkjendelse af Forholdene ved, at Godsejerne deltage virksomt i det offentlige Liv, og almindelige Betragtninger af det Heldige i, at der i det offentlige Liv deltager mange Folk, der ere stillede uafhængig i social Henseende, med deres Formue hvilende paa et Fundament, der gjør den uafhængig af Hverdagslivets Makinationer og Fluktuationer, og i Besiddelse af en særegen Indflydelse i de forskjellige Egne af Landet, Folk, der ere hævede over Bondealmuen og dog have saa mange Berøringspunkter med den, at de nøje kjende den og af den ogsaa paa en egen Maade betragtes som hørende til Familien.

Det er ikke alene paa Grund af saadanne Betragtninger, at Godsejerministre ere populære Figurer. Det er ikke heller blot, fordi man anser dem for at være mere praktiske Mænd end særlig de Universitetsdannede, mere skikkede til at regere, mere vante til at administrere end de.

Der er Noget af alle disse Betragtninger med ved Dannelsen af den Opfattelse, at Godsejerministerier ere særlig fortrinlige, men saa er der tillige noget Mere, der ligesom krydrer det Hele, og som først gjør Retten rigtig smagelig, det er Noget, som er lidt i Familie med Misundelse, Misundelse vel at mærke mod sine Egne. Dem, man staar ved Siden af, dem, man lever Dør om Dør med i det daglige Liv, under man ikke saa godt at være Minister som disse Folk, der i Forvejen staa paa Tinderne, hvem Springet til en Ministertaburet ikke synes saa stort, og hvem det derfor ikke heller kan antages at volde saa megen Fornøjelse som Ens Nabo, for hvem det er et ganske anderledes betydeligt Avancement.

Man vil, naar man leder rigtig efter i de menneskelige Stemninger og Følelser, hvor de fungere som Bevæggrunde til Ens Handlinger og hele Optræden i det daglige Liv, blive forbavset over at finde, i hvilket Omfang, meget - noget - lidt - en ganske lille Misundelse hos de Fleste blander sig ind næsten allevegne. Den er ogsaa paa Færde her; men at Estrup ogsaa har lidt Alliance paa denne Kant, i Følelser af denne Sort, geraader imidlertid ikke ham i fjerneste Maade til Skam. Enhver god Sag tæller imellem sine Allierede ogsaa nogle af lidt tvivlsom Bonitet.

418

BALTHASAR CHRISTENSEN

Dersom de politiske Doktriner fra 1830 havde deres Napoleon, som - selv noget antikveret - faldt paa at afholde et »nächtliche Heerschau« over de overlevende Rester af sin »store Armee«, der har kæmpet paa alle Europas Valpladse og mistet saa mange, baade:

Die im tiefen Norden
Erstarrt in Schnee und Eis,
Und die in Welschland liegen,
Wo ihnen die Erde zu heiss,

saa vilde han ogsaa have et lille dansk Kontingent at mønstre. Og naar Feltherren kom dertil, saa vilde han paa den venstre Fløj finde en lille tør Alderstegen, en værdig og alvorsfuld Veteran, som vilde præsentere sit Gevær for ham efter det allerældste Exercerreglement.

Kejseren vilde hilse ham naadig, men strax se op ad højre Fløj til, som om det var Noget, han var vant til at gjøre for nu at finde sine Folk. Der vil saa i Rækkerne mangle Adskillige, men der staar En tilbage, en endnu kraftig Graaskjæg: »Det er jo Ploug«, siger Kejseren. »Ja, Sire.« »Naa, gamle Knurrepotte, Du er ogsaa gaaet om paa højre Fløj.« »Ja, Sire! Mit Udland er blevet dernede til Venstre, men jeg selv er her.« »Jeg kjender det nok,« siger Kejseren, »jeg ser det Samme andre Steder; det er kun det lette Infanteri, som bliver paa sin Plads. Men i Bataillonen bliver Du?« »Ja, Sire.« »Det er godt, min Søn.« Men saa vil han dog atter ride hen til gamle Balthasar Christensen og med 419 faderlig og tilgivelig Tilfredshed se, hvorledes han til Snippen paa sit hvide Halsbind holder sig strunk og stiv efter Regiementet af 1830 med Flintestensbøsse og hele den gamle Oppakning.

I Virkeligheden har Balthasar Christensen været en trofast Sjæl, som Intet har lært og Intet glemt, fordi han Intet har villet lære og Intet har kunnet glemme. Han er ikke kommen videre, han er ikke heller gaaet tilbage, han er den Samme, som han var i vore Fædres Ungdomstid. »Prokurator Christensen«, som han hed alt ved den politiske Verdens Skabelse, i Roskilde Stænder, er nu den eneste Overlevende af den liberale Falanx, et Urmenneske fra hin Periode, der ligner den nuværende, som hin Tids rolige Lys og fredelige Olielamper med det blide Lys og de stærke Skygger ligne vor brændende, skinnende Gasbelysning.

Balthasar Christensen er en ren parlamentarisk Antikvitet, et udmærket Stykke Materiale for komparative rhetoriske Studier, han taler den Dag idag, ganske som man talte i Stændersalen i Frederik den 6tes Tid; det er ikke ham, der er bleven pathetisk, det er alle de Andre, der ere blevne realistiske.

For ham ere de højtidelige Perioder, de dybsindig klingende Deduktioner, de statsmandsagtige Henblik over hele den beboede Verden ægte og uforfalskede Varer. Ingen anden Talestil vilde være ham mulig; men som enkelte gammeldags Stykker kunne tage sig godt ud i et moderne Service, saaledes har der ogsaa været Lejligheder, hvor gamle Balthasars ordrige, ofte hule og deklamatoriske, men til sine Tider ogsaa af virkelig Følelse baarne Veltalenhed selv i de senere Aar har taget sig godt ud. Endnu saa sent som under Ministeriet Frijs var han engang hele Thingets Ordfører ligeoverfor Ministeriet i Anledning af en i sin Tid opsigtvækkende militær Afskedigelse. Og han skilte sig fra det paa en Maade, der vandt megen Anerkjendelse. Saadanne Themaer som Patriotisme i Almindelighed, Fædreland i Almindelighed, Frihed i Almindelighed, ligge bedst for ham, ogsaa fordi han er alt Andet end flittig af Naturen og nødig vil granske enkelte konkrete Spørgsmaal.

Hans Optræden i Begyndelsen slog stærkt an hos 420 Bondestanden ved at tage den fra en noget materialistisk Side. Han gjorde sig til Talsmand for Forbedring af Standens daarlige Kaar, og Agitationen i Fæstesagen blev en af de Hovedløftestænger, han bragte i Anvendelse.

Bondestanden, navnlig paa Sjælland, kom i stærk Bevægelse; der var adskillig Grund for den til Utilfredshed; dens materielle Forhold vare ikke saa heldige, og den begyndte at føle sig stærkt trykket ved Hoveriet og nære levende Uvillie imod Fæstevæsenet, især da Tiderne blev bedre; gode Dage føde Kritik og Forlangender.

Ogsaa det personlige Forhold, hvori Bonden fra Arilds Tid havde staaet til andre Stænder, var Gjenstand for dens kritiske Bevidsthed, og hele Bevægelsen havde et eget socialt Anstrøg ved Siden af sit materielt økonomiske.

Der var en Mængde Spørgsmaal i Bevægelse, der vedrørte Formerne, og hvor det var saa nemt at være frisindet og Reformator. Alverden sagde »Du« til Bønderne, og Ingen tog imod Gjengjæld, ja, der kunde komme Sag ud af en saadan Ting som, at en Bonde i al Venskabelighed havde sagt »Du« til en Gartner. Det hele »DuSpørgsmaal« fik almene Dimensioner og diskuteredes baade udenfor Bondestanden - det var i den Anledning, AlgreenUssing kom med sine »stumprumpede Skriverdrenge« - og i selve Bondestanden, thi Bonden vilde ikke gaa ind paa, at det, som en Embedsmand engang i Stænderforsamlingen udviklede, var »hjerteligt og hædrende« for ham, at »de Højerestillede« tiltalte ham paa denne Maade.

Særlig overfor Godsejerne havde det personlige Forhold en meget trykket Karakter. Vore Godsejere vare naturligvis som Regel ligesaa skikkelige og godmodige som de ikkegodsejende Folk, men ikke blot var der en Del junkerlige Undtagelser, men de Fleste gik i al Skikkelighed og Godmodighed ud fra, at det var i Naturens Orden, at Bønder behandledes paa en særegen Maade, det vare de indrettede til, og ellers kunde det Hele ikke gaa. Det gik da ogsaa strengt til ved Hoveriarbejderne, en Forvalter iblandt Bønderne var en Officer, og det en skrap Officer af den gamle Skole, mellem Gemene. Jagtrettighederne stod i fuld Blomst, men man saae baade kritisk og uvillig paa dem, og Jagtsagen var 421 et Spørgsmaal af almen Interesse, ved hvis Behandling baade de konservative og de frisindede Opfattelser ret kunde gjøre sig gjældende: da Jagtsagen i sin Tid var til Forhandling i Roskilde Stænder, kom man ind paa Spørgsmaalet om Retten til at prygle Klapperne; Tiden befandtes endnu ikke moden til at afskaffe denne Art af Hustugt, Drewsens Forslag om, at det rent skulde forbydes at slaa Klapperne, blev forkastet, kun de gifte Mænd slap fri, og der var en Minoritet af 23 St. for, at det ikke skulde forbydes at slaa Fruentimmer; sikkert ikke fordi der var nogen af de 23, som havde særlig Lyst til selv at udøve denne Ret, ja, vi tro snarere, at de alle 23 have levet deres Liv tilende uden nogensinde at have udøvet den, men det var selve den abstrakte Myndighed, man vilde hævde ubeskaaren; formalistiske Politikere have vi Alle, med og uden Hartkorn, været fra Tidernes Begyndelse.

Vort hele Samfundsliv var altsaa paa dette Omraade især opfyldt med Antikviteter, og aldenstund man var kommen et godt Stykke over 1830 og nærmede sig rask til 1848, behøvede man ikke at have noget særlig genialt Blik for at udfinde dem, og de, der paatog sig at virke for Reformer, havde baade en smuk og taknemlig Opgave.

De »Kjoleklædte«, som tog sig af Bønderne, vandt snart disses levende Paaskjønnelse. Det var idylliske Tider. »Mange agtværdige Mænd have i den senere Tid gjennem forskjellige Blade oplyst, at Bondestanden er en ligesaa hæderlig Stand som enhver anden Stand,« ytrede en af Bondestandens Deputerede i Roskilde saa erkjendtlig, som om det var Noget, Bondestanden aldrig havde kunnet finde paa af sig selv, og som først blev rigtig Sandhed, da det havde staaet paa Tryk i Bladene.

Men imellem dem, der optraadte som Bondestandens Talsmænd, stod »Prokurator Christensen« i første Række. Naturligvis maatte han døje adskillige Gjenvordigheder, og Mangfoldige betragtede ham selvfølgelig kun som en »ful Folkeforfører«, for at bruge et af Ørsteds Udtryk, men paa den anden Side var han i Besiddelse af stor og i mange Henseender fortjent Popularitet, og var han end ikke »Busenfreund« med de egentlige liberale Ledere, saa regnedes han 422 dog med og var i godt Selskab. Det var hans Guldalder, som fandt sit Udtryk i, at han var med at stifte Bondevenneselskabet i 1846 sammen med Lehmann og Tscherning.

Den Periode, som ligger efter 1848, blev af en anden Beskaffenhed. Bruddet mellem Bondevennerne og de Nationalliberale kom som bekjendt overordentlig hurtig, ligesaa hurtig som selve Friheden, og Striden var i fuld Gang alt ved Valgene til den grundlovgivende Rigsforsamling. B. Christensen havde i den ikke nølet med at tage sit Parti; som blind rettroende Fremskridts- og Frihedsmand, som Folkeleder var Valget for ham ikke tvivlsomt. Han maatte blive, hvor man kunde leve fort paa et ubestemt Program med ubestemte og ubestemmelige Fordringer og blive ved at forlange og blot at forlange for Folket og til Folket og - ved Folket, thi den Plads, han fik i Bondevennepartiets Rækker, var naturligvis meget indflydelsesrig og blev ved at være det i en Aarrække. Men han maatte afgive Mere og Mere til J. A. Hansen, sin Associé i Fæstesagen og Bondevenlighed ganske i Almindelighed. Og efterhaanden tog hans ledende Indflydelse mere og mere af. Andre Spørgsmaal kom paa Dagsordenen end de, han havde været med at bringe frem, og især mellem ham og Fæstesagen syntes der at være en mystiskinderlig Forbindelse, som imellem Træet og Dryaden, de svandt hen sammen.

I og for sig er det nemt »at blive sig selv tro« paa denne Vis, mindst ligesaa nemt som at blive sig selv utro. Til at blive »Demokratiets hellige Sag« tro, saaledes som Balthasar Christensen har været det, udfordres der ikke synderlig Andet end at blive liggende paa Ryggen og flyde med Strømmen i sine Omgivelser, de Omgivelser, man nu engang har fundet. Han lever da ogsaa paa en almindelig Antagelse af, at Demokratiet altid har Ret, som han anskaffede sig i 1830, og som siden den Tid ikke for ham har skiftet Indhold. Han er ikke bleven mere yderlig, ikke bleven socialistisk, han har ikke faaet nogen Nuance i Retning af det »Røde«, han holder sig uforanderlig i det »Blaa«, og netop den Schattering af det »Blaa«, som da var Modefarve ved det »borgerlige Demokrati«. Dette kan naturligvis lade sig gjøre, naar man i tilbørlig Grad lukker Øjnene for kritiske Betænkeligheder og 423 vender Ryggen til, naar der viser sig altfor soleklare Kjendsgjerninger med Bevis for, at man har Uret.

Ogsaa for saa vidt ligger denne »Bliven ved det Samme« for B. Christensen, som det er hans Natur at holde sig i Almindeligheder og paa Overfladen. Det kan ikke nytte noget, at han kaster nok saa dybe Blikke ind i Politikkens og Historiens hemmelige Værksteder; selv naar han med den allerdybsindigste Alvorsfuldhed trækker Hagen ind i sit statsmandsmæssige Halsbind og med opskudte Øjenbryn og med manende Røst meddeler sine Granskninger over Tidens Gaader - er der Ingen, der tager fejl.

Men hvor han nok kan gaa lidt ned i Dybet, det er ikke i de store og afgjørende Spørgsmaal, men ved de smaa Manipulationer, som foregaa bag Kulisserne.

Der er gaaet en politisk Sammensvoren tabt i ham af den rigtige gamle Slags. Intet vilde sikkert have tiltalt hans Fantasi mere end at være med i et hemmeligt Selskab, hvis Medlemmer, svøbte i lange Kapper, samledes ved Nattetid i en dog ikke altfor fugtig Grotte eller sneg sig op ad en hemmelig Trappe til et romantisk Gemak i et forfaldet Palads, paa hvis Døre man bankede mystiske Slag. At sidde i en saadan Kreds og mumle hemmelighedsfuldt over Dynastiers og Rigers Skæbne, sikker paa, at den forspændte »Postchaise«, der kunde føre En over Grænsen, naar der kom Noget paa, var i Nærheden - det havde været Noget for Balthasar Christensen. Der er Nogle, der sige, at der har været en Periode i hans Liv, hvor hans Ærgjerrighed stod til Kammerjunkerens røde Kjole; det er muligt, at det har været saaledes, men der har ganske sikkert ogsaa været en Tid, hvor hans Hjerte har ønsket at banke imod en ved Brystet hemmelig skjult Dolk, som det naturligvis aldrig i Verden vilde have faldet den skikkelige Mand ind at stikke i nogetsomhelst Medmenneske, men paa hvis Fæste det vilde have gjort ham godt nu og da at lade sin Haand hvile i en alvorsfuld Stund.

Lyksaligheder i Retning af Sammensværgelsesspekulationer over Kroner og Sceptre nægtede den Skæbne ham, som lod ham fødes under vor nordlige Breddegrad. Han maatte nøjes med, hvad der kunde forefalde paa Steder som paa 424 Frederik den Syvendes Bagtrappe, i Grevinde Danners Boudoir eller i Berlings Lønkammer. Men at han ogsaa her ret har nydt sin Stilling som en hemmelig Raadgiver hos en Konges Hustru, det have jo Tschernings Breve viist, og at han har havt sine Fingre med i Spillet ved andre Ting end Spørgsmaal om at styrte Levetzau og gjøre Grevinden tolereret af Aristokratiets Damer, det er vel ogsaa sikkert nok; vist er det ialfald, at han selv har en velgjørende Bevidsthed om, at en Mangfoldighed af Traade i Danmarks og Nordens hemmelige Historie ere løbne gjennem hans Fingre. Hans Lyst til at agere og kabalere med fine Kort er naturligvis kommen hans Parti adskilligt til Gode, og det har vistnok særlig været ham, der har havt det Fag at vinde det de unge Rekrutter i de højere Samfundsklasser, hvortil det altid saa højlig har trængt, og til dette Hverv var han med sin i visse Maader vindende Elskværdighed vel skikket. Hvad han ikke har sparet paa overfor Neofyterne, det har været behagelig Smi ger, og paa den Limpind alene er der maaske fanget adskillige letsindige Fugle.

Man mærker nu ikke meget til Balthasar Christensen, han fører en blid og stille Tilværelse og gaar omkring og ser paa, hvad de Andre foretage sig. Han er Statsrevisor, har naturligvis valgt sig det letteste Afsnit og gaar hyggelig og lægger splittergalt sammen og læser forkert, uden at det falder nogen Dødelig af Venstre eller Højre ind at tage denne Sinekure fra ham, tvertimod, Alle unde ham den godmodig, og han vælges til Formand i Statsrevisionen. Hans Statsrevisorværelse er et Slags Klub og Konversationsværelse, stundom vel tillige Hovedkvarter og Skueplads for hemmelige Raadslagninger, men om Værelsets Herre har synderligt Mere at sige i disse, er et andet Spørgsmaal.

Han er Æresmedlem af det forenede Venstre; men det siger ikke Meget. Han er en Slags »Papa Wrangel« i Partiet; han har ligesom denne ikke udført nogen Stordaad, men er avanceret op til Feltmarschal ved at holde ud. Aktiv Kommando har han i lang Tid ikke havt; Partiet har i det Hele ikke altid taget synderlig Notits af ham, og han har ogsaa manglet adskillige af de Egenskaber, som høre med til at blive en virkelig Fører og holde ud som saadan. Han kan 425 navnlig ikke indgyde sine Underordnede Frygt, hans Ledelse har altid mere været den milde og omhyggelige Faders og den kloge og vise Raadgivers end den strenge Tugtemesters; det kunde være fortræffeligt nok i Partiets unge Dage, men i Længden forslog det ikke. Det kom endog saa vidt, at Venstre engang ikke vilde spendere en Folketingsplads paa ham; men siden er det dog gaaet i sig selv, og det vilde ogsaa have været altfor haardt for ham at skulle leve uden at deltage i de parlamentariske Bevægelser og kunne være med at fremkalde »Kriser« eller ialfald have Duften af dem paa første Haand.

Det vilde ogsaa have gjort adskillige af hans Modstandere ondt, thi »den Alderstegne« er i Grunden godt lidt. Man kan reservere sig alt Muligt med Hensyn til hans Opfattelse af politisk Pligt og have aabent Øje for Hulheden ag Tomheden, saa vil man dog altid finde, at der er noget Godmodigt hos ham; det er aabenbart, at han i Grunden mener det ganske godt med Alle, eller ialfald ikke mener det ondt med Nogen. Det er Noget, som ikke forfejler sin Virkning, ogsaa fordi det er en Egenskab, som ellers ikke hører Demokrater til; ganske vist er det ogsaa det Nemmeste at søge sine Inspirationer i personlige Antipathier.

426

BERG

Den tredie Stands Mænd tænkte, da de kom til Magten, ikke paa at sikre denne Stand noget særligt Herredømme, de opfattede Friheden paa mere abstrakt Vis og lod den Dør, ad hvilken de selv vare komne ind, blive staaende paa saa vidt Gab, som man kunde forlange. Frederik den Syvendes Regeringstid blev imidlertid dog - af naturlige Grunde - væsentlig deres Herskertid, men den tredie Stands Hegemoni kræver særegne Betingelser for at kunne holde sig længe, de andre Lag i Samfundet ere altid i en naturlig Bevægelse opad. Er almindelig Valgret ikke indført, bliver Valgrettens Udvidelse Stikordet; han man almindelig Valgret, lærer Flertallet ganske simpelt at bruge den, hvad der jo er meget menneskeligt. Saa kommer de ubehagelige Overraskelsers Tid, og saa vise de konstitutionelle Theorier sig i et nyt Lys. I disse spiller Læren om Folkesuveræneteten en ejendommelig Rolle. Politiske Analytikere have villet udfinde, at den moderne Konstitutionalisme er sammensat af engelsk Statsret, af den franske Doktrinarismes - tildels misforstaaede - Opfattelse af den engelske Forfatning og af den Rousseauske Lære om den absolutte Folkesuverænetet.

Eftersom Hovedvægten lægges paa det ene eller det andet af disse Momenter, faar man temmelig forskjellige Resultater frem, og der er en stadig Vexlen imellem, hvad der fremdrages. Naar man stedse forsikrer, at der ikke er nogetsomhelst Nyt i vort nye Demokratis politiske Fordringer, er dette paa en Maade ganske rigtigt. Men en Gradsforskjel er der dog, og Forskjellen er den, at Demokratiet ensidig fremdrager 427 FolkesuverænetetsMomentet. Men saa er Ulykken igjen, at dette i Virkeligheden i sit Væsen er saa despotisk og enevældigt, saa uvilligt til at taale Begrænsning, saa antikonstitutionelt som muligt. Den kongelige Suverænetet har maattet finde sig i at blive konstitutionel, men Folkets Suverænetet vil ikke høre tale om at lade sig indskrænke.

Det gaar med Konstitutionalismen som med mange Ting, den er allersmukkest, naar den viser sig paa Afstand. Da dølger det sig, hvor meget Vagt, Ubestemt og Ubestemmeligt der ligger i Fordringerne paa at »øve Indflydelse« paa dette eller hint, »føre Kontrol« med Alt og alt muligt Andet, i Fordringerne paa at faa »Folket« repræsenteret, paa at faa en Repræsentation, der er »Organ for«, »Billede af« Folket osv. Men efterhaanden som man kommer ind i den praktiske Udførelse af disse Programmer, dukke alle de Vanskeligheder op, som indeholdes i den uhyre, tilsyneladende saa lette Opgave uden videre at sætte en repræsentativ Forfatning ovenpaa en Statskonstruktion, der er uddannet og udarbejdet gjennem Aarhundreder til at bære Enevælde. Og efterhaanden som man kommer dybere ind i disse Konflikter, komme de forskjellige Fortolkninger skarpere frem af Konstitutionalismens kamæleontiske Væsen, og dette spalter sig mere og mere efter sine Hovedbestanddele til flere vidt forskjellige Ting, som alle kræve det fælles Familienavn, alle naturligvis paastaa at være de eneste lovlige Descendenter af den sande, gamle, oprindelige konstitutionelle Opfattelse, der saa atter paa sin Side egentlig ligeoverfor dem allesammen maa føle sig tilmode som en Slags Høne med Ællinger. Ingen af Descendenterne kan ret være et Barn efter dens Hjerte.

Den tredie Stands Politik kan vel nærmest siges at holde sig til den klassiske franske Doktrinarisme; den klassiske Tredeling holdes højt i Ære, og i det Repræsentative, i den udvalgte Folkerepræsentation findes det sande og i og for sig begrundede Udtryk for Samfundets Villie og Væsen, medens Folkesuverænetetsbegrebet nærmest er en rhetorisk Figur. Det egentlige Demokrati holder sig derimod tæt til de Rousseauske Ideer. Folkesuveræneteten er al Magts Kilde og Udspring, og Repræsentationen kommer efterhaanden i 428 en temmelig umyndig og afhængig Tilstand, Magten bliver ude hos Folket. Saaledes gaar det jo ogsaa hos os. Vi komme efter Venstres Retning mere og mere ud i Vælgerne, i Massen og faa kun med den at gjøre.

Den demokratiske Version af de konstitutionelle Ideer har til Bærere højst forskjelligartede Karakterer. Nogle ere idealistiske og sangvinske Demokrater, som ere overbeviste om, at det i Statslivet blot gjælder om at anvende bestandig større og større Doser Demokratisme, saa gaar det Alt af sig selv, og som have en Kulsviertro paa, at selv om Alt skulde gaa rent kaput, saa vilde det dog nok paa en eller anden Maade gaa godt alligevel. Intet kan være nemmere og bekvemmere og behageligere end at være Politiker paa denne Maade og ikke blot lade Alt gaa sin skjæve Gang, men ogsaa trøste sig med et forhaabningsfuldt »jo skjævere, desto bedre«, og for Demokrater, der ere saaledes anlagte, hører der ærlig talt ikke synderlig Alvor og Karakterstyrke til at vedblive at være det til deres Dødsdag; hvor dybere og alvorligere Naturer blive betænkelige, svømme de videre som glade Korkpropper.

Andre Demokrater tage Sagen mere realistisk og mene kort og godt, at efterat den finere Portion har havt sin Tur, kommer nu Turen til dem, de kunne ligesaa godt regere som hine. Fejlen her er blot den, at det kunne de ikke, ialfald ikke med det konstitutionelle System. Det er beregnet paa og forudsætter bløde og hensynsfulde Hænder, let Paavirkelighed af moralske Midler, Kritik, Diskussion og Censur; og skal det bruges anderledes, gaar det i Stykker, og af Stykkerne kan ikke Enhver tage sit.

Bergs Indflydelse paa Venstre var meget stor, og det har han tydelig faaet at føle ogsaa paa den Maade, der er mest smigrende: fra Modstanderne; han har været Gjenstand for megen Opmærksomhed fra Højres Side. Det var i mange Tider en virkelig demoraliserende Sædvane, at Folk, der skulde have Et eller Andet sat igjennem i Rigsdagen, hemmelig og, som de selv troede, med den hvide Pind i Munden, der gjorde dem usynlige, sneg sig til Oppositionens Førere, der dengang vare mægtigere som saadanne, end de nu ere som Flertallets Ledere, og ved private underdanige Opvart- 429 ninger søgte at stemme dem vel for deres Anliggender ved at »forklare«.

I vort yngre Demokrati har Berg paa Basis af disse Ideer spillet en meget fremtrædende Rolle.

En Mand som han har Noget af begge de nævnte Retninger i sig. Han er til en vis Grad en ærlig menende, sangvinsk Idealist, og han er tillige Materialist. I hans Optræden er Mængdens Begjær efter Magten inkarneret, den despotiske Folkesuverænetet har i en Mand som ham en fuldstændig orthodox Talsmand, for ham er alle Gaaders Løsning funden i den almindelige Valgret; Mængdens. »Vælgerfok kets« Tilslutning er den eneste sande Retskilde, og hans Devise maa være: La popularité c'est le pouvoir tout entier.

Naar Berg har naaet at have saa stor Indflydelse, skylder han dette det Fond af Kraft og Energi, hans Karakter besidder, men ikke virkelig overlegne Evner. Han beholder derfor ogsaa bedre sin Indflydelse paa den store Masse end i en mindre og mere kritisk Kreds.

En overlegent begavet Natur er han ingenlunde. Han er uden selvstændige politiske Tanker, blottet for skabende Evne. Han savner ikke Liv og Kraft i sin Tilegnelse, men Selvstændighed. Han har forefundet en politisk Opfattelse, og den har han tilegnet sig og besluttet at gjennemføre, og det i en Ruf.

Hans politiske Ledelse har for hans Parti ogsaa været uheldig. Det er blevet drevet frem imod det Maal, Berg havde sat sig, uden Hensyn til Forhold og Omstændigheder, lige til det blev sprængt. Berg mangler baade klart Blik og praktisk Instinkt. Da han erklærede, at han havde ført det forenede Venstre til et Punkt, hvor Sejren var det vis, var han sikkert i god Tro, men sjeldent har en Førers Ukyndighed viist sig tydeligere end i dette Udsagn.

Men saaledes maa en Mand tage det, der er uden overlegen Begavelse, uden Originalitet, men i Besiddelse af stor Dristighed og ubegrænset Selvtillid. Han kan i Ord være nok saa meget imod Doktrinarisme, selv bliver han en forfærdelig Doktrinær.

Tscherning var som bekjendt en Kæmpe i Doktriner; men han var en saa begavet Mand, at han i det virkelige 430 Liv kunde renoncere, slaa af paa sine hellige Principper, vise den smidige Bøjelighed, der sikrer imod farlige Nederlag. Berg er for lille, for tung og for stiv til at kunne manøvrere saaledes.

Der er en Blanding af Idealisme og Materialisme i Bergs Karakter, gode og slette Impulser brydes mod hinanden, højst forskjellige Motiver gjøre hinanden Herredømmet over ham stridig. Der er noget vist Frejdigt ved ham, men han mangler de finere og noblere Egenskaber, det i Sindet Højbaarne, som gjør, at en Karakter ogsaa indgyder Modstandere en vis sympathetisk Respekt.

Det vilde være uretfærdigt at nægte ham Konsekvens, til en vis Grad Fasthed, men der skal Mere til for at skabe en Riddersmand; han er og bliver en aandelig Plebejer.

Loyal Modstander er han ikke; men det er meget muligt, at han selv mener, at han er det, endnu rimeligere, at han er enig med sig selv om, at han vil behandle sine Modstandere overordentlig smukt, naar han først har faaet sat dem Knæet paa Brystet, i hvilket sidste Fald Ventetiden turde blive lang.

Berg er væsentlig Folketaler. Han har det Brede og Buldrende i sin Magt, og han er tillige pathetisk, ja til en vis Grad sentimental. Hans Fryd er de store Talemaader og klingende Stikord fra det gamle parlamentariske Litani. Han frisker dem op og restaurerer dem, men simpelt og klodset.

En udannet Mands mindre udviklede Smag viser sig som bekjendt særlig tydelig i, hvad han anser for god Lyrik - Visesamlinger levere Bevis - og Bergs lyriske Fraseologi er ogsaa aldeles umulig. Han anser selv aabenbart alle rhetoriske Kombinationer af Bryst, Pande, Hjerte, Banner osv. for ny, original og ægte Veltalenhed, og bliver ikke klog af Skade ved den ene Gang efter den anden at mærke, at hans Tirader blive komiske.

Berg er nu ikke mere den lange, opløbne Skolelærer, som han var, da han en skjøn Dag for ca. femten Aar siden kom ind i Thinget. Napoleon den Store sagde, at kun magre Folk vare farlige. Efter den Maxime er Berg forlængst ophørt at være farlig, ja bleven meget ufarlig. Hans Ydre har noget i høj Grad Realistisk. Han ligner slet ikke de nye, ideale Demokrater med langt Haar og tilknappet Frakke, for hvilke 431 det var en tidligere Slægt tilladt at sværme, Demokraterne med de Victor Hugo'ske Fraser og de Lamartineske Vuer, og han har Noget i sine Manerer, som minder om den mimiske Skole, som holdes i Live af de omrejsende Danselærere, man tidligere mødte i Provinserne.

Han er ganske ejendommelig, naar han taler. En saa selvtilfreds Skikkelse har Rigsdagen aldrig før havt at opvise. Paa den anden Side er han ligesaa typisk som Tilhører, navnlig naar han direkte bliver angreben. Han har da gjerne et eller andet Skrivearbejde for; det er uvist, om han har en dunkel Erindring om, at en tidligere stor Mand ved Navn Cæsar ifølge Læsebøgerne kunde paa samme Tid baade høre efter og skrive, eller om han pantomimisk vil give den Talende, det være sig en Minister eller et Medlem, tilkjende, hvor uendelig ligegyldig han er ham. Den sidste Formodning tro vi er den, der har Mest for sig.

Man kunde imidlertid tilgive Berg hans Form, naar Indholdet tillod det. Men det gjør det ikke. Han overfører i en altfor høj Grad Agitationstalerens farlige Egenskaber i Diskussionen i Salen. Det er Theatermaleri, han leverer, han dypper uafladelig sin Pensel i Overdrivelser, for at bruge et meget mildt Udtryk.

Det er derfor i Virkeligheden et umuligt Arbejde at imødegaa ham. Intet Punkt i, hvad han giver som Taler, vilde kunne undvære Rettelse, Grundsætningerne, hvorpaa hans Udviklinger hvile, saavelsom de smaa Detailler. Altid Partimand, og oftest mere end det: Demagog.

432

GREV HOLSTEIN LEDREBORG

Det er en stærkt bugtet Vej, der ligger imellem det Standpunkt, Grev Holstein Ledreborg indtog som den, der aflagde det bekjendte højtidelige Løfte om at ville være Venstres bestemte Modstander, saa længe det kæmpede for Parlamentarismen - det Standpunkt, han indtog som en af det samme Partis yderstgaaende og mest forbittrede Ledere, og - det Standpunkt, han har indtaget som Moderat, ja som en af de Moderates Førere.

Naar man erindrer, i hvor faa Aar dette er foregaaet, maa man indrømme, at det næsten er mere end behændig gjort, at have passeret saa stærke Kurver uden at være bleven ødelagt.

Grev Holstein Ledreborg er sikkert en meget sammensat Natur, og det er ikke nemt at besvare sig selv det Spørgsmaal, hvorfor han egentlig blev Politiker.

Han er Konvertit, og forsaavidt er det naturligt, ja selvfølgeligt, at hans politiske Optræden, i dens Gang og Retning, i dens Sympathier og Antipathier, noget bestemmes af en katholsk Kjærne. Hvor meget, er ikke godt at sige; Holstein selv behandler den religiøse Side af Sagen med megen Tilbageholdenhed og Takt, en Takt, som hans Modstandere ingenlunde have gjengjældt. Forholdene i Danmark ere jo af en saadan Beskaffenhed, at de ikke egne sig til at give en speciel katholsk Politik Relief. Vi ere langt tilbage endnu med den religiøse Diskussion. De politiske Spørgsmaal ere komne godt frem, og det har viist sig, at de gjemme sociale Spørgsmaal. Men i hvilket Omfang disse atter gjemme 433 Spørgsmaal om Livsopfattelser, er endnu ikke ret kommet frem.

Der er herhjemme endnu ikke saa Meget at gjøre for en specifik katholsk Politik, at vi tro, at det at kunne udrette Noget for en saadan, har været det Afgjørende for Grev Holstein til at kaste sig ind i det politiske Liv.

Man kommer maaske Sandheden nærmere ved at antage, at han har valgt Politikken som en Slags Tidsfordriv for et godt Hoved, der var blevet træt og overmæt af adskillig anden Tidsfordriv.

Han har derfor heller aldrig for Alvor gjort Indtryk af at have nogen bestemt Sag, som han vilde gjøre det til sin Opgave at gjennemføre eller kæmpe for.

Han begyndte med at være, hvad der dengang hed »Løsgænger«. Der skinnede noget Nationalt og noget Demokratisk igjennem hans Optræden og tillige en udviklet Kritiklyst, som hurtig med Forkjærlighed vendte sig imod, hvad der var Nationalliberalt. Af disse Rudimenter udviklede sig temmelig hurtig en forenet Venstremand.

Hvad der i denne var ægte, var ganske sikkert en stærk Uvillie imod de Nationalliberale. I den kunde de forskjellige Momenter i Holsteins politiske Opfattelse alle finde Hvile og Tilfredsstillelse. Noget Andet er, hvorledes det forholder sig med den politiske Side af Sagen, hans virkelig demokratiske Sindelag. Ligesom han i det Hele gjør Indtryk af at være undergiven Luner, Tilfældighed, personlige Sympathier og Antipathier og en vis Lyst til Forandring af Standpunkter, saaledes synes der ogsaa at være noget Tilfældigt, noget Paahængt ved hans Demokratisme.

At han virkelig vil være Demokrat, en Folkets Mand, er troligt nok; ufolkelig bør Ultramontanismens eneste Mand da heller ikke være. Men lad ham ogsaa have et af ham selv for Alvor vedtaget demokratisk Program, saa omfatter han vistnok dettes enkelte Dele med meget forskjellig Forkjærlighed. Der maa være noget Bundaristokratisk ved ham; det viser hans hele Skikkelse, selv i den Tid, han med en vis Ostentation negligerede sin Paaklædning, bar Rabagashat og gik med en egen folkeligbergsk Svingning, det viser hans Optræden som Taler, der altid præges af en vis sleben 434 Elegance, det viser den tydelige Forskjel, han altid har gjort paa, om det var en borgerlig, navnlig en nationalliberal Modstander, han havde at gjøre med, eller en adelig; en Holstein, en Haffner, en Rosenørn fik altid en anden Behandling end en Klein eller en Rimestad, de Første vare Folk, som han ikke slog løs paa uden videre, men hvem han altid bød en Stol, inden han indlod sig paa at angribe dem.

Aristokrat er han; men der gives jo ogsaa aristokratiske Demokrater, kun er Forholdet for disses Vedkommende, at det er det Nedbrydende i den demokratiske Verden, som er deres Hjerte kjærest. Thi i det Hele synes det Nedbrydende og Persifflerende at ligge for Holsteins Smag. Hans Livserfaring har uden Tvivl gjort ham til et Stykke af en Nihilist. Stundom gjør han et uhyggeligt Indtryk af at være en Pessimist, gjennemtrængt af den Overbevisning, at Alle gjøre Alt af de sletteste Motiver. Var dette Holsteins egentlige Mening, maatte han enten dømme fra sig selv eller være en slet Menneskekjender. Men det er det næppe; lad ham end have et meget aabent Øje for Pletter og Svagheder, saa siger han dog sikkert ofte ved saadanne Lejligheder mere, end han mener. Det kan han godt komme til at gjøre, han har endnu ikke løbet Hidsigheden af sig og kan i en polemisk Diskussion stundom lade sig rive med af denne til hæslige Inspirationer. Hans slebne Former dække sikkert megen Ustyrlighed. Tilsyneladende fuldstændig Herre over sig selv, istand til at parere sig selv i et Sekund, er han ganske vist mere end een Gang i en Forbitrelse, der ikke er bleven mindre, fordi han har dæmpet dens Sprog, bleven ført ud over de Grænser, han vilde iagttage. Men lad ogsaa være, at han ikke er Pessimist saa fuldt ud, som man af hans Optræden stundom kunde fristes til at tro, saa er han sikkert langtfra at være Optimist.

Det Negative tiltaler ham maaske ogsaa, fordi det er Noget, der kan gives paa fri Haand. I det Positive foretrækker han det mere Almindelige, hvorom det Samme gjælder, fremfor i det Hele at fordybe sig grundig i Detaillerne.

Detailler og Enkeltheder ere ikke Noget for ham. Han er ikke nogen flittig Natur, ja lader maaske endog Dovenskaben begrænse sin personlige Ærgjerrighed temmelig stærkt eller 435 har den Form af Ærgjerrighed, som bestaar i at være plus amoureux de l'influence que de pouvoir.

At ligge paa sin Sofa og styrte eller indsætte Ministerier, det var maaske Noget, som vilde tiltale ham mere end selv at være Minister.

Denne Egenskab hos ham er til en vis Grad en Svaghed, men ogsaa paa sin Vis en Styrke. Den tvinger ham ialfald ikke til at kompromittere eller forhaste sig for et rent ydre Forholds Skyld. At en saa urolig Natur som hans alligevel fortræffelig kan kompromittere sig paa saadan Vis, er imidlertid en Selvfølge.

Meget i Holsteins Karakter kan sættes under Diskussion, men Evner kan man ikke fradisputere ham. Er der Folk, som blive til Noget mere i Kraft af deres Karakter end af deres Evner, saa hører han derimod til dem, hos hvem Evnerne, Begaveisen have Overvægten.

Han er et klart, let, hurtigt og tillige fint Hoved. Som Taler har han sjeldne formelle Betingelser, han er let, smidig, elegant og kan som Faa balancere lige paa Grænsen af det Umulige og som Ingen ved en egen Blanding af Behændighed og Fripostighed sno sig fra forfølgende Angribere. Det er meget vanskeligt at faa fat paa ham, og har Nogen grebet ham, kan Ingen som han i næste Øjeblik bevise, at han aldrig har været berørt.

Han har forskjellige Stilarter i sin Magt, men det Persifflerende, det Kritiserende, det Ironiserende ligger bedst for ham; det Varme, det Pathetiske derimod slet ikke.

Der er Noget i hans Begavelse, som ikke ser dansk ud. Hans Dialektik og den Maade, hvorpaa han sætter den i Sofistikkens Tjeneste, er ikke dansk. Hans overordentlige Smidighed og katteagtige Behændighed i Debatten er heller ikke dansk. Han staar i disse Henseender som en Fremmed i Folketinget. Fortvivlet over at være Gjenstand for saadanne imellem hinanden slyngede Angreb, nøjedes den tunge, stive Haffner engang med blot at sige ligefrem, at han slet ikke kunde være med i en saadan Debat. Det er en Ytring, som let kan betyde en Falliterklæring og gjøre den, der nøjes med at bruge den, latterlig. Haffner tog Applaus ved den, thi 436 ligeoverfor Holstein kom den som en berettiget Protest paa den sunde Fornufts Vegne, som et Slag med en naturvoxet Knortekjæp, der slog en finterende Kaarde midt over.

Der gives næppe nogen Taler i Rigsdagen, der i akrobatagtig Smidighed har naaet Holstein. Han gaar paa lette, bløde Kattepoter, med hvilke han uden Varsel midt i Elskværdigheden kan trække en Flænge. Saa behændig som Nogen forstaar han at arrangere skjæve Slutninger i en Fart, saaledes at de tage sig ud af Noget i Øjeblikket.

Men han lever altfor meget i Øjeblikket, og netop paa Grund af sin frodige Lethed som Taler kommer han let til at sige Mere, end han vil staa ved bagefter, eller ialfald Noget, som kan genere ham senere. Ganske vist har han en overordentlig Lethed til saa at omfortolke sine Ord og faa dem til at parre sig ogsaa nogenlunde da, men Rigsdagstidendens stenografiske Gjengivelser gjøre ham til en farlig Fjende af sig selv, maaske den farligste.

Holstein er et af Venstres unge Medlemmer og dog et af dets betydeligste og indflydelsesrigeste. Hans første Debut i Folketinget viste, at han var noget Ualmindeligt; det var under Forhandlingerne om Halls Skolelov, at han første Gang tog Ordet. Den Lethed, hvormed han optraadte, det Flydende og vel Modulerede i Foredragets første Perioder viste, at denne unge Kavaler var en Mand, hvis Jomfrutale man ikke behøvede at følge med den sympathetisk Spænding, som et godt Hjerte altid har tilovers for Debutanter, men at han var en sikker Fyr, som nok kunde klare sig selv uden gode Ønsker. Da han var færdig, bød Hall, der er en god Kjender, ham ogsaa strax velkommen i Diskussionen paa en Maade, der viste, at han var vis paa, at han ialfald blev en interessant Erhvervelse for Folketinget. Og deri havde han Ret. Et greveligt Ornament blot til Lyst er han ikke heller bleven for Venstre, Noget, der ikke har været til Opbyggelse for en Folkemand som Berg, der vistnok var meget henrykt ved at have en Greve som Adjudant i Tinget og til Bordfælle paa Restaurationer, men som lige saa lidt vilde have Grever som Skolelærere til Medkommanderende. Men er det vist, at Holstein har spillet en betydelig Rolle i Venstre, saa er det uvist, 437 hvorledes hans Fremtid vil tegne sig. Vanskeligheden ved at besvare dette Spørgsmaal ligger i det tidligere fremhævede Forhold, at han er af dem, hos hvem Evnerne ere betydeligere end Karakteren. Og i hans Fremtidsmuligheder er vel heller ikke den udelukket, at han en skjøn Dag kan blive kjed af det Hele og gaa sin Vej ligesaa pludselig, som han kom, forsvindende som en Stjerne, der har brilleret, men ikke lyst.