Topsøe, Vilhelm BALTHASAR CHRISTENSEN

BALTHASAR CHRISTENSEN

Dersom de politiske Doktriner fra 1830 havde deres Napoleon, som - selv noget antikveret - faldt paa at afholde et »nächtliche Heerschau« over de overlevende Rester af sin »store Armee«, der har kæmpet paa alle Europas Valpladse og mistet saa mange, baade:

Die im tiefen Norden
Erstarrt in Schnee und Eis,
Und die in Welschland liegen,
Wo ihnen die Erde zu heiss,

saa vilde han ogsaa have et lille dansk Kontingent at mønstre. Og naar Feltherren kom dertil, saa vilde han paa den venstre Fløj finde en lille tør Alderstegen, en værdig og alvorsfuld Veteran, som vilde præsentere sit Gevær for ham efter det allerældste Exercerreglement.

Kejseren vilde hilse ham naadig, men strax se op ad højre Fløj til, som om det var Noget, han var vant til at gjøre for nu at finde sine Folk. Der vil saa i Rækkerne mangle Adskillige, men der staar En tilbage, en endnu kraftig Graaskjæg: »Det er jo Ploug«, siger Kejseren. »Ja, Sire.« »Naa, gamle Knurrepotte, Du er ogsaa gaaet om paa højre Fløj.« »Ja, Sire! Mit Udland er blevet dernede til Venstre, men jeg selv er her.« »Jeg kjender det nok,« siger Kejseren, »jeg ser det Samme andre Steder; det er kun det lette Infanteri, som bliver paa sin Plads. Men i Bataillonen bliver Du?« »Ja, Sire.« »Det er godt, min Søn.« Men saa vil han dog atter ride hen til gamle Balthasar Christensen og med 419 faderlig og tilgivelig Tilfredshed se, hvorledes han til Snippen paa sit hvide Halsbind holder sig strunk og stiv efter Regiementet af 1830 med Flintestensbøsse og hele den gamle Oppakning.

I Virkeligheden har Balthasar Christensen været en trofast Sjæl, som Intet har lært og Intet glemt, fordi han Intet har villet lære og Intet har kunnet glemme. Han er ikke kommen videre, han er ikke heller gaaet tilbage, han er den Samme, som han var i vore Fædres Ungdomstid. »Prokurator Christensen«, som han hed alt ved den politiske Verdens Skabelse, i Roskilde Stænder, er nu den eneste Overlevende af den liberale Falanx, et Urmenneske fra hin Periode, der ligner den nuværende, som hin Tids rolige Lys og fredelige Olielamper med det blide Lys og de stærke Skygger ligne vor brændende, skinnende Gasbelysning.

Balthasar Christensen er en ren parlamentarisk Antikvitet, et udmærket Stykke Materiale for komparative rhetoriske Studier, han taler den Dag idag, ganske som man talte i Stændersalen i Frederik den 6tes Tid; det er ikke ham, der er bleven pathetisk, det er alle de Andre, der ere blevne realistiske.

For ham ere de højtidelige Perioder, de dybsindig klingende Deduktioner, de statsmandsagtige Henblik over hele den beboede Verden ægte og uforfalskede Varer. Ingen anden Talestil vilde være ham mulig; men som enkelte gammeldags Stykker kunne tage sig godt ud i et moderne Service, saaledes har der ogsaa været Lejligheder, hvor gamle Balthasars ordrige, ofte hule og deklamatoriske, men til sine Tider ogsaa af virkelig Følelse baarne Veltalenhed selv i de senere Aar har taget sig godt ud. Endnu saa sent som under Ministeriet Frijs var han engang hele Thingets Ordfører ligeoverfor Ministeriet i Anledning af en i sin Tid opsigtvækkende militær Afskedigelse. Og han skilte sig fra det paa en Maade, der vandt megen Anerkjendelse. Saadanne Themaer som Patriotisme i Almindelighed, Fædreland i Almindelighed, Frihed i Almindelighed, ligge bedst for ham, ogsaa fordi han er alt Andet end flittig af Naturen og nødig vil granske enkelte konkrete Spørgsmaal.

Hans Optræden i Begyndelsen slog stærkt an hos 420 Bondestanden ved at tage den fra en noget materialistisk Side. Han gjorde sig til Talsmand for Forbedring af Standens daarlige Kaar, og Agitationen i Fæstesagen blev en af de Hovedløftestænger, han bragte i Anvendelse.

Bondestanden, navnlig paa Sjælland, kom i stærk Bevægelse; der var adskillig Grund for den til Utilfredshed; dens materielle Forhold vare ikke saa heldige, og den begyndte at føle sig stærkt trykket ved Hoveriet og nære levende Uvillie imod Fæstevæsenet, især da Tiderne blev bedre; gode Dage føde Kritik og Forlangender.

Ogsaa det personlige Forhold, hvori Bonden fra Arilds Tid havde staaet til andre Stænder, var Gjenstand for dens kritiske Bevidsthed, og hele Bevægelsen havde et eget socialt Anstrøg ved Siden af sit materielt økonomiske.

Der var en Mængde Spørgsmaal i Bevægelse, der vedrørte Formerne, og hvor det var saa nemt at være frisindet og Reformator. Alverden sagde »Du« til Bønderne, og Ingen tog imod Gjengjæld, ja, der kunde komme Sag ud af en saadan Ting som, at en Bonde i al Venskabelighed havde sagt »Du« til en Gartner. Det hele »DuSpørgsmaal« fik almene Dimensioner og diskuteredes baade udenfor Bondestanden - det var i den Anledning, AlgreenUssing kom med sine »stumprumpede Skriverdrenge« - og i selve Bondestanden, thi Bonden vilde ikke gaa ind paa, at det, som en Embedsmand engang i Stænderforsamlingen udviklede, var »hjerteligt og hædrende« for ham, at »de Højerestillede« tiltalte ham paa denne Maade.

Særlig overfor Godsejerne havde det personlige Forhold en meget trykket Karakter. Vore Godsejere vare naturligvis som Regel ligesaa skikkelige og godmodige som de ikkegodsejende Folk, men ikke blot var der en Del junkerlige Undtagelser, men de Fleste gik i al Skikkelighed og Godmodighed ud fra, at det var i Naturens Orden, at Bønder behandledes paa en særegen Maade, det vare de indrettede til, og ellers kunde det Hele ikke gaa. Det gik da ogsaa strengt til ved Hoveriarbejderne, en Forvalter iblandt Bønderne var en Officer, og det en skrap Officer af den gamle Skole, mellem Gemene. Jagtrettighederne stod i fuld Blomst, men man saae baade kritisk og uvillig paa dem, og Jagtsagen var 421 et Spørgsmaal af almen Interesse, ved hvis Behandling baade de konservative og de frisindede Opfattelser ret kunde gjøre sig gjældende: da Jagtsagen i sin Tid var til Forhandling i Roskilde Stænder, kom man ind paa Spørgsmaalet om Retten til at prygle Klapperne; Tiden befandtes endnu ikke moden til at afskaffe denne Art af Hustugt, Drewsens Forslag om, at det rent skulde forbydes at slaa Klapperne, blev forkastet, kun de gifte Mænd slap fri, og der var en Minoritet af 23 St. for, at det ikke skulde forbydes at slaa Fruentimmer; sikkert ikke fordi der var nogen af de 23, som havde særlig Lyst til selv at udøve denne Ret, ja, vi tro snarere, at de alle 23 have levet deres Liv tilende uden nogensinde at have udøvet den, men det var selve den abstrakte Myndighed, man vilde hævde ubeskaaren; formalistiske Politikere have vi Alle, med og uden Hartkorn, været fra Tidernes Begyndelse.

Vort hele Samfundsliv var altsaa paa dette Omraade især opfyldt med Antikviteter, og aldenstund man var kommen et godt Stykke over 1830 og nærmede sig rask til 1848, behøvede man ikke at have noget særlig genialt Blik for at udfinde dem, og de, der paatog sig at virke for Reformer, havde baade en smuk og taknemlig Opgave.

De »Kjoleklædte«, som tog sig af Bønderne, vandt snart disses levende Paaskjønnelse. Det var idylliske Tider. »Mange agtværdige Mænd have i den senere Tid gjennem forskjellige Blade oplyst, at Bondestanden er en ligesaa hæderlig Stand som enhver anden Stand,« ytrede en af Bondestandens Deputerede i Roskilde saa erkjendtlig, som om det var Noget, Bondestanden aldrig havde kunnet finde paa af sig selv, og som først blev rigtig Sandhed, da det havde staaet paa Tryk i Bladene.

Men imellem dem, der optraadte som Bondestandens Talsmænd, stod »Prokurator Christensen« i første Række. Naturligvis maatte han døje adskillige Gjenvordigheder, og Mangfoldige betragtede ham selvfølgelig kun som en »ful Folkeforfører«, for at bruge et af Ørsteds Udtryk, men paa den anden Side var han i Besiddelse af stor og i mange Henseender fortjent Popularitet, og var han end ikke »Busenfreund« med de egentlige liberale Ledere, saa regnedes han 422 dog med og var i godt Selskab. Det var hans Guldalder, som fandt sit Udtryk i, at han var med at stifte Bondevenneselskabet i 1846 sammen med Lehmann og Tscherning.

Den Periode, som ligger efter 1848, blev af en anden Beskaffenhed. Bruddet mellem Bondevennerne og de Nationalliberale kom som bekjendt overordentlig hurtig, ligesaa hurtig som selve Friheden, og Striden var i fuld Gang alt ved Valgene til den grundlovgivende Rigsforsamling. B. Christensen havde i den ikke nølet med at tage sit Parti; som blind rettroende Fremskridts- og Frihedsmand, som Folkeleder var Valget for ham ikke tvivlsomt. Han maatte blive, hvor man kunde leve fort paa et ubestemt Program med ubestemte og ubestemmelige Fordringer og blive ved at forlange og blot at forlange for Folket og til Folket og - ved Folket, thi den Plads, han fik i Bondevennepartiets Rækker, var naturligvis meget indflydelsesrig og blev ved at være det i en Aarrække. Men han maatte afgive Mere og Mere til J. A. Hansen, sin Associé i Fæstesagen og Bondevenlighed ganske i Almindelighed. Og efterhaanden tog hans ledende Indflydelse mere og mere af. Andre Spørgsmaal kom paa Dagsordenen end de, han havde været med at bringe frem, og især mellem ham og Fæstesagen syntes der at være en mystiskinderlig Forbindelse, som imellem Træet og Dryaden, de svandt hen sammen.

I og for sig er det nemt »at blive sig selv tro« paa denne Vis, mindst ligesaa nemt som at blive sig selv utro. Til at blive »Demokratiets hellige Sag« tro, saaledes som Balthasar Christensen har været det, udfordres der ikke synderlig Andet end at blive liggende paa Ryggen og flyde med Strømmen i sine Omgivelser, de Omgivelser, man nu engang har fundet. Han lever da ogsaa paa en almindelig Antagelse af, at Demokratiet altid har Ret, som han anskaffede sig i 1830, og som siden den Tid ikke for ham har skiftet Indhold. Han er ikke bleven mere yderlig, ikke bleven socialistisk, han har ikke faaet nogen Nuance i Retning af det »Røde«, han holder sig uforanderlig i det »Blaa«, og netop den Schattering af det »Blaa«, som da var Modefarve ved det »borgerlige Demokrati«. Dette kan naturligvis lade sig gjøre, naar man i tilbørlig Grad lukker Øjnene for kritiske Betænkeligheder og 423 vender Ryggen til, naar der viser sig altfor soleklare Kjendsgjerninger med Bevis for, at man har Uret.

Ogsaa for saa vidt ligger denne »Bliven ved det Samme« for B. Christensen, som det er hans Natur at holde sig i Almindeligheder og paa Overfladen. Det kan ikke nytte noget, at han kaster nok saa dybe Blikke ind i Politikkens og Historiens hemmelige Værksteder; selv naar han med den allerdybsindigste Alvorsfuldhed trækker Hagen ind i sit statsmandsmæssige Halsbind og med opskudte Øjenbryn og med manende Røst meddeler sine Granskninger over Tidens Gaader - er der Ingen, der tager fejl.

Men hvor han nok kan gaa lidt ned i Dybet, det er ikke i de store og afgjørende Spørgsmaal, men ved de smaa Manipulationer, som foregaa bag Kulisserne.

Der er gaaet en politisk Sammensvoren tabt i ham af den rigtige gamle Slags. Intet vilde sikkert have tiltalt hans Fantasi mere end at være med i et hemmeligt Selskab, hvis Medlemmer, svøbte i lange Kapper, samledes ved Nattetid i en dog ikke altfor fugtig Grotte eller sneg sig op ad en hemmelig Trappe til et romantisk Gemak i et forfaldet Palads, paa hvis Døre man bankede mystiske Slag. At sidde i en saadan Kreds og mumle hemmelighedsfuldt over Dynastiers og Rigers Skæbne, sikker paa, at den forspændte »Postchaise«, der kunde føre En over Grænsen, naar der kom Noget paa, var i Nærheden - det havde været Noget for Balthasar Christensen. Der er Nogle, der sige, at der har været en Periode i hans Liv, hvor hans Ærgjerrighed stod til Kammerjunkerens røde Kjole; det er muligt, at det har været saaledes, men der har ganske sikkert ogsaa været en Tid, hvor hans Hjerte har ønsket at banke imod en ved Brystet hemmelig skjult Dolk, som det naturligvis aldrig i Verden vilde have faldet den skikkelige Mand ind at stikke i nogetsomhelst Medmenneske, men paa hvis Fæste det vilde have gjort ham godt nu og da at lade sin Haand hvile i en alvorsfuld Stund.

Lyksaligheder i Retning af Sammensværgelsesspekulationer over Kroner og Sceptre nægtede den Skæbne ham, som lod ham fødes under vor nordlige Breddegrad. Han maatte nøjes med, hvad der kunde forefalde paa Steder som paa 424 Frederik den Syvendes Bagtrappe, i Grevinde Danners Boudoir eller i Berlings Lønkammer. Men at han ogsaa her ret har nydt sin Stilling som en hemmelig Raadgiver hos en Konges Hustru, det have jo Tschernings Breve viist, og at han har havt sine Fingre med i Spillet ved andre Ting end Spørgsmaal om at styrte Levetzau og gjøre Grevinden tolereret af Aristokratiets Damer, det er vel ogsaa sikkert nok; vist er det ialfald, at han selv har en velgjørende Bevidsthed om, at en Mangfoldighed af Traade i Danmarks og Nordens hemmelige Historie ere løbne gjennem hans Fingre. Hans Lyst til at agere og kabalere med fine Kort er naturligvis kommen hans Parti adskilligt til Gode, og det har vistnok særlig været ham, der har havt det Fag at vinde det de unge Rekrutter i de højere Samfundsklasser, hvortil det altid saa højlig har trængt, og til dette Hverv var han med sin i visse Maader vindende Elskværdighed vel skikket. Hvad han ikke har sparet paa overfor Neofyterne, det har været behagelig Smi ger, og paa den Limpind alene er der maaske fanget adskillige letsindige Fugle.

Man mærker nu ikke meget til Balthasar Christensen, han fører en blid og stille Tilværelse og gaar omkring og ser paa, hvad de Andre foretage sig. Han er Statsrevisor, har naturligvis valgt sig det letteste Afsnit og gaar hyggelig og lægger splittergalt sammen og læser forkert, uden at det falder nogen Dødelig af Venstre eller Højre ind at tage denne Sinekure fra ham, tvertimod, Alle unde ham den godmodig, og han vælges til Formand i Statsrevisionen. Hans Statsrevisorværelse er et Slags Klub og Konversationsværelse, stundom vel tillige Hovedkvarter og Skueplads for hemmelige Raadslagninger, men om Værelsets Herre har synderligt Mere at sige i disse, er et andet Spørgsmaal.

Han er Æresmedlem af det forenede Venstre; men det siger ikke Meget. Han er en Slags »Papa Wrangel« i Partiet; han har ligesom denne ikke udført nogen Stordaad, men er avanceret op til Feltmarschal ved at holde ud. Aktiv Kommando har han i lang Tid ikke havt; Partiet har i det Hele ikke altid taget synderlig Notits af ham, og han har ogsaa manglet adskillige af de Egenskaber, som høre med til at blive en virkelig Fører og holde ud som saadan. Han kan 425 navnlig ikke indgyde sine Underordnede Frygt, hans Ledelse har altid mere været den milde og omhyggelige Faders og den kloge og vise Raadgivers end den strenge Tugtemesters; det kunde være fortræffeligt nok i Partiets unge Dage, men i Længden forslog det ikke. Det kom endog saa vidt, at Venstre engang ikke vilde spendere en Folketingsplads paa ham; men siden er det dog gaaet i sig selv, og det vilde ogsaa have været altfor haardt for ham at skulle leve uden at deltage i de parlamentariske Bevægelser og kunne være med at fremkalde »Kriser« eller ialfald have Duften af dem paa første Haand.

Det vilde ogsaa have gjort adskillige af hans Modstandere ondt, thi »den Alderstegne« er i Grunden godt lidt. Man kan reservere sig alt Muligt med Hensyn til hans Opfattelse af politisk Pligt og have aabent Øje for Hulheden ag Tomheden, saa vil man dog altid finde, at der er noget Godmodigt hos ham; det er aabenbart, at han i Grunden mener det ganske godt med Alle, eller ialfald ikke mener det ondt med Nogen. Det er Noget, som ikke forfejler sin Virkning, ogsaa fordi det er en Egenskab, som ellers ikke hører Demokrater til; ganske vist er det ogsaa det Nemmeste at søge sine Inspirationer i personlige Antipathier.

426