Topsøe, Vilhelm GREV FRIJS

GREV FRIJS

Da det lakkede imod Slutningen af den bevægede Rigsdagssamling 1876-77, og da Fællesudvalget over Finansloven skulde nedsættes, var det et Spørgsmaal, som debatteredes meget i de indviede Kredse, om Grev Frijs vilde overtage Formandspladsen i Udvalget eller ikke. Alle vare enige om at ønske, at han vilde gjøre det, men man frygtede, at han ikke selv var villig dertil, ja det hed sig, at han, da han blev valgt ind i Landstingets Finansudvalg, med klog Forudseenhed udtrykkelig havde reserveret sig imod saa ogsaa at lade sig vælge til Fællesudvalget og blive Formand der. Grunden til, at Frijs ikke selv ønskede at beklæde denne vigtige parlamentariske Post, var sikkert væsentlig en ædruelig og ærlig Selvkritik; han følte, at han manglede adskillige af de Betingelser, der vare væsentlige i denne Stilling: en vis slagfærdig Hurtighed og udviklet Sans for det Stringente og Formelle i Ledelsen af et saa vigtigt Udvalgs Forhandlinger. Naar paa den anden Side alle Andre ønskede, at Grev Frijs maatte komme til at overtage Formandspladsen, saa var dette Udtryk for en almindelig Anerkjendelse af, at han alligevel besad Egenskaber, der vare af væsentlig Betydning i Stillingen. Dette skyldtes ikke blot det ydre Forhold, at ligeoverfor Ministeriet Estrup vilde aabenbart Ingen bedre end Grev Frijs kunne repræsentere Fællesudvalget eller dets Flertal og føre de Forhandlinger og Konferencer, som der maatte være Anledning til, men det var ogsaa selve den politiske Personlighed Grev Frijs, som man ønskede at se paa Formandspladsen.

398

Han blev Formand og svarede fuldstændig til de Forventninger, man havde næret. Han var naturligvis ikke Formand i aandelig Forstand, saaledes at det var ham, der inspirerede og ledede Evolutionen i Forhandlingen, men taktfuldt og urokkelig støt holdt han Roret for hele Barkassen med dens 30 tildels meget urolige Passagerer, saalænge Sejladsen varede.

Naar Grev Frijs spiller en betydelig Rolle herhjemme, skylder han dette for en stor Del ydre Betingelser, og blandt disse særlig de to Ting, at han er Lensgreve og ejer Frijsenborg. Er der Noget, som vi Alle ere enige om i vor politiske Geografi, saa er det det, at Adelen i Danmark ikke har Spor af politisk Betydning, og er der Noget, som er godkjendt af Erfaringen, saa er det det, at den gunstigste Betingelse for en Politiker herhjemme er at være Adelsmand. De engelske Officerer avancerede ikke saa rivende i Kraft af kjøbte Patenter som danske Politikere i Kraft af medfødte Patenter.

Man har klaget adskilligt over, at der ikke var nogen Plads for Adelen efter 1848. For det Første ville vi hertil bemærke, at naar man ret vil se til, burde alle disse Klager for Alvor gjælde Tiden før 48, thi dengang kunde der efter de givne Forhold være Tale om Plads for Adelen, men det var der ikke Spor af. Hverken det politiske eller det sociale Liv bød den Opgaver og indeholdt Privilegier for den. Der var ingen særlig Plads for den i Administrationen, ikke engang i Diplomatiet, ja man vil i de gamle Hofog Statskalendere se fuldstændig borgerlige Navne paa Missionschefsposter, hvor man n u, i den »liberale« Periode, ikke vilde tænke sig Sligt muligt. Der var ingen særlig Plads for den i Hæren, hvis Officerskorps som bekjendt var saa borgerligt, at det dengang reglementerede von foran de fleste Navne gjorde en komisk Virkning. Der var ikke Noget at gjøre for vore adelige Godsejere i Retning af kommunale Ombud, og Dyrskuer og Landmandsforsamlinger vare endnu ikke opfundne. Vort absolutte Monarki var maaske det mest bureaukratisk borgerlige, som har existeret. Den nye Tilstand var dog formentlig ikke kaldet til at forandre dette Forhold ved Monarkiet. Og det er ganske karakteristisk, at 399 nu, da der virkelig, især siden 1866, har viist sig visse Tendenser i denne Retning, saa har man adopteret det borgerlige neutrale Begreb Godsejere for derigjennem at pointere den reale Side ved Sagen, Hartkornet »an sich«.

Men lad det være nok saa lidt rationelt begrundet, at en Grevetitel giver specielle Adkomster i vort offentlige Liv, saa er det dog sikkert, at den gjør det, maaske endnu mere end i de Lande, hvor man kan tale om Adel som Stand. Naar det saa ovenikjøbet er en Greve, der ikke blot er en virkelig Lensgreve med fire Efternavne, alle fire gode, gamle Navne, men som ogsaa besidder et Grevskab, og det et Grevskab som Frijsenborg, saa vejer alt dette overordentlig til. Det er jo et Grevskab, der er omgivet med en særlig Glans, det har sikkert de syv Øer og syv Søer og syv Herligheder, som efter Folkesagnet høre til for at afgive et fuldkomment Gods, det bærer sin Besidder op i Spidsen for alle vore Højstbeskattede og vilde betyde stor Rigdom selv i et Land som England, hvor Adelsmænd have for Skik at eje Provinser.

En ydre Betingelse til: Greven til Frijsenborg er anerkjendt for at være en virkelig grand seigneur. Man ser næsten alt paa Navnet, som han har restaureret med de gamle, aldeles uortografiske j'er, at han vil være det, og det er anerkjendt, at han er det. I større Forhold og ogsaa i mindre i han kan med lige Anstand overtage Regeringens Ledelse og agere i gule Ridderstøvler ved en Hofmaskerade.

Med saadanne Betingelser givne har man et godt Forspring for de fleste andre Dødelige; men naar Frijs er mellem dem, som ere komne op i Teten, skyldes det ikke Forspringet alene, men ogsaa mere indholdsrige Betingelser. Han er ikke nogen Ørn, der baade kan skue op i selve det himmelske Lys og vidt over Land, og vi anse det for meget tvivlsomt, om han vilde være den rette Mand til paa eget Ansvar at bære en virkelig kritisk Situation; vi tro snarere, at et stort Ansvar vilde knuge ham til Jorden, saa støt som han ser ud. Men under nogenlunde normale Forhold er han fortræffelig paa sin Plads, navnlig naar han heller ikke der skal gaa i Spidsen, men kan tjene som Ballast; han forskyder sig ikke.

400

Grev Frijs som ledende Minister var derfor heller ikke saa heldig som Grev Frijs i Landstinget. Frijs's Ministerium har ligeoverfor Venstres Omsiggriben Synder paa sin Samvittighed, som, lad os bruge et negativt Udtryk, næppe ere meget mindre end dem, noget andet Ministerium har begaaet. Det bragte Forfatningssagen i Orden og begyndte derpaa at bringe Forfatningen selv i Uorden; Hr. J. A. Hansen havde ligesaa Meget at sige, navnlig i Begyndelsen, som nogen af Ministrene. Naturligvis er der ogsaa meget Godt at sige om dette Ministerium og om Frijs som aktiv Politiker. Hans sunde Blik, hans Soliditet og kloge Ædruelighed have givet sig tilstrækkeligt Vidnesbyrd, som bekjendt endog paa Storpolitikkens Omraader. Nordamerika, som ikke engang General Raaslöff kunde manipulere, kunde han vel ikke finde Rede i, men paa mere nærliggende Omraader fandt han godt Vej. Skjønt Frijs ikke er Skandinav, ialfald slet ikke i den antikverede Betydning af Ordet, har han bidraget meget til at befæste Forholdet til Sverig og Norge, og hans Navn er ogsaa knyttet til Kronprinsens Ægteskab med Prinsesse Lovisa, der var en saa ualmindelig sympathetisk fyrstelig Forbindelse.

Men taler man om Frijs som Politiker i denne Forstand, maa man ikke heller glemme hans lille diplomatiske Episode i 1870 med Hertugen af Cadore. Det var en fortræffelig Ide at faa Frijs til at forhandle med denne Udsending, og han skilte sig fortræffelig fra det. Denne lette Diplomat spillede i sin Iver for at vinde den for hans Betragtning nok meget anselige Magt Danmark, hvis Beliggenhed paa Kortet dog næppe var ham ganske klar, aldeles forgjæves omkring sin solide Kontrapart; og det maa jo erindres, at ialfald i Begyndelsen kunde der let være givet en Blottelse ligeoverfor en saadan Afsending. Frijs holdt sig imidlertid ligefra Begyndelsen af i det sikreste Spor, og det var ikke muligt at faa ham ud af det. Den livlige Hertug fandt ham vistnok ganske forskrækkelig embêtant og skal jo endogsaa efter Sigende i sin Misfornøjelse have ymtet om at ville styrte Ministeriet og faa Monsieur de Berg til Affærerne.

Frijs's Rolle er nu væsentlig den at være højre Fløjmand i Landstinget, og dertil passer han fortræffelig. I alle de 401 Forhold, hvori Frijs bevæger sig og har Noget at udrette, kommer det ham til Gode, at en Mand som han kjender Menneskene. Naar man mener bedst at kunne føle Godsejernes Puls igjennem ham, ligesom de Nationalliberale føles paa Pulsen gjennem Hall, saa er Grunden hertil, at man veed, at han er i Forstaaelse med sine Folk og øver sin Indflydelse paa dem, netop fordi han kjender dem saa godt. Han øver sin Indflydelse i al Rolighed, med Hænderne i Lommen.

Han er i det Hele en tavs Politiker. Naar en Mand kommer ind paa Landstingets Tilhørerplads, er Grev Frijs altid en af de Personligheder, han først skal have at se, men »nok se, men ikke høre« er en Tilhørers Motto i Forhold til ham; man kunde sidde paa Landstingets Tribune baade et og to og tre Aar uden at høre et Ord fra Greven. Han har maaske slet ikke talt, siden han var Minister, og dengang talte han meget lidt. Naar han rejste sig op, saae man strax, at hele hans aandelige Apparat var inkommensurabelt med en egentlig Talers. Han tog sig godt ud. Han stod som et Styrkens Taarn ved Ministerbordet og gjorde ikke blot Indtrykket af at være den Mand, der kjørte fire Heste under en Tømme som Ingenting og ikke brød sig om at staa en hel Dag i en Mose for nogle Ænder, men som ogsaa tog paa de politiske Spørgsmaal med en fast og solid Haand, og som nok vidste, hvad han vilde.

Hvad han sagde, var imidlertid ikke Meget. Han talte tungt, stivt, langsomt og kortfattet, men med en vis rolig Sikkerhed. Han holdt ingen Taler, men afsagde Kjendelser - ganske vist ikke Højesteretsdomme -, men han kunde, stundom i en eller anden højst hverdagsagtig Vending, slaa Hovedet paa Sømmet, og der var ofte en vis Fynd i, hvad han sagde, som naar han fortalte J. A. Hansen, at han ikke brød sig »en Snus« om Popularitet.

Hvad der iøvrigt vistnok bidrog noget til Frijs's Tilbageholdenhed, var hele den da foreliggende Situation. Det var Oktobertiden, Ministeriet var ikke videre velsindet imod de Nationalliberale, og da disse talte de bedste Debattører baade i Landsting og i Folketing, og da Ministeriet Frijs ikke sjeldent gav sig temmelig alvorlige Blottelser - vi minde 402 exempelvis om dets vexlende Kirkepolitik - saa var det ganske vist det Sikreste for en Konsejlspræsident at holde sig tilbage i sit Hus og ikke gaa længere ud paa Fortovet end nødvendigt.

Der var i svundne Dage en anden stor Greve, som syntes at skulle blive en straalende Stjerne paa vor politiske Himmel, men som sluktes tidlig i Døden, det var F. M. Knuth. Han havde maaske faaet sin Storhed noget vel meget paa Borg; det, der først gjorde ham bekjendt, og det, der gjorde ham til Martsminister, var ialfald hovedsagelig det, at han havde foretrukket at vælge til sin Omgangskreds begavede og elskværdige og livlige borgerlige Liberale, hvilket - for en borgerlig Bevidsthed ialfald - ikke staar som noget særlig Heroisk. Men nok er det, Knuth blev væsentlig den Mand, han blev, i Kraft af Glansen fra Liberalismen og de Liberale; og Frijs stod i hine Tider næsten som en Slags fjendtlig Pendant til Knuth. Han har ogsaa mere end denne repræsenteret det specifik Godsejerske, forsaavidt der overhovedet kan tales derom i Danmark. Men Frijs er dog ogsaa endt i det Naboskab, hvor Knuth begyndte, og ikke med Urette. Det er ikke værdt at strides om, hvorvidt Muhamed er kommen til Bjerget, eller Bjerget til Muhamed. Resultatet er blevet det samme - at Folk som han og hans og de Nationalliberale nu udgjøre vort Højre. Og dette Forholds virkelige Betydning er, at vi endnu næsten ingen virkelige Reaktionære, ingen stærke Konservative have i Danmark; deres Tid forberedes først, det er en af Frihedstræernes Frugter, der modnes langsomt, om end ganske vist saare sikkert - og en Mand som Frijs er umaadelig langt fra at være Stokkonservativ. Det har Erfaringen jo ogsaa tilstrækkelig viist; vi behøve blot at minde om, at vor demokratiske Hærordning og Gjennemførelsen af den saa heftig bekæmpede Valgmenighedslov høre til hans Ministeriums Frugter.

Han har ikke været bange for selv yderliggaaende fornuftige Reformer, næppe engang altid for ufornuftige. Men han har i det Hele passet godt for sin Tid og de forskjellige Opgaver, den bød; har man gjort det, belønnes man tidlig eller sildig med at indrangeres blandt dem, der altid have Ret, ogsaa naar de have nogen Uret.

403