Topsøe, Vilhelm FONNESBECH

FONNESBECH

»Jamais une position nette!«

En brav Mand, en Mand ingenlunde uden Evner, en Mand med god Villie, men - »jamais une position nette!«

Derfor er den brave Mand bleven en Mand, som Mange havde Noget tilovers for, men Ingen ret vil vedkjende sig; derfor har Manden med Evner nok kunnet holde sig som Minister en halv Snes Aar, men ikke kunnet opretholde sig selv, og Manden med god Villie har, til Trods for den allerbedste Villie til ikke blot at gavne og fornøje hele Verden og sig selv, men ogsaa til virkelig at udrette Noget, ikke faaet dette udrettet, men har tabt sit Hovedslag, og det uden at have vovet for Alvor - hvilket er den bedrøveligste Maade, hvorpaa man kan tabe sit Slag.

Det hører som bekjendt til en vis Digterskoles Theses, at vi Danske ere et overordentlig vegt og blødt Folkefærd, der have en Staalsætningskur haardt behov, hvis ikke det Hele skal gaa kaput. Denne Antagelse turde være temmelig fejlagtig. Virkeligheden synes ialfald at vise, at vi paa Statslivets Omraade, i Politikken ere staalsatte trods noget Klippefolk, med saa megen Stivhed og Fasthed, at det Hele snarere kan true med at knække, fordi vi Alle ere for stive, end fordi vi ere skøre Rør.

Maaske vi have lidt for meget af det Gode; de fleste andre Steder gaar det ialfald mere paa bløde Kompromisser og halve Forlig, og der skattes maaske ogsaa en Fonnesbech højere end her. Og med en vis Ret.

Thi det konstitutionelle System er lidt mere, end man i 404 Almindelighed ønsker at erkjende, indrettet for saadanne Folk. »Jamais une position nette«, det var Bebrejdelsen imod den Konge, der skulde lære Frankrig og hele Europa Konstitutionalisme, men var han ikke paa en Maade i sin Ret? Systemet forudsætter i ethvert Tilfælde, at der rundtom ogsaa findes Mænd, villige til at gaa paa Akkord og give Rabat, til altid at komme imøde og slaa af paa Alt, saa at Alt rolig gaar sin skjæve Gang, indtil det er forbi.

Og havde selve Tiderne været lidt mindre flintestensagtige, saa var Fonnesbech maaske ogsaa bleven almindelig anerkjendt som en virkelig tidssvarende Figur hos os. Men han fik unægtelig ikke de Naturbetingelser, som han krævede til en lykkelig Udvikling.

I Begyndelsen af sin politiske Løbebane havde han bliden Bør. Han kom ind i Politikken som en værdig, men venlig Jægermester, der havde et kjønt Gods, som han havde Ord for at styre godt. Han havde med Hæder været Formand i Sogneraadet og med Ære Medlem af Amtsraadet, og var ikke blot en lokal Storhed i Holbæk Amt, men havde ogsaa som agtet Landmand gjort sit Navn mere bekjendt i Landmandsforsamlinger og lignende fredelige Komitier. Men de lokale Holbækske Laurbær tilfredsstillede ham ikke. Han maatte ind paa Folketingets større og mere vidtstrakte Arena. Men ogsaa der beskinnede en gunstig Stjerne hans første Vandring. Han fandt et hyggeligt Stade i en Mellemstilling, som hverken var Højre eller Venstre, og hvorfra adskillige Politikere ere udgaaede. Han naaede hurtig, saavidt mindes efter kun et Aars Kampagne, den vigtige Post som Ordfører for Finansudvalget, der i tidligere Tid betragtedes som en sikker Designation til Finansportefeuillen.

Han gjorde Fyldest i denne Stilling og arbejdede tillige flittig og dygtig med i Folketingets andet Arbejde. Ogsaa han havde sin Periode, hvor der inklineredes for ham til de fleste større Udvalg; han knyttede uopløselig sit Navn til Ordningen af »skadeligt Vands« Afløb, og i de Udvalg, hvor han kom ind, blev han gjerne Ordfører.

Han talte godt og gjerne; lidt salvelsesfuldt, ikke altid ganske klart, men behagelig og paa en Maade, der vidnede om, at han baade var en dannet Mand, hvis Dannelse gav ham 405 en vis Forkjærlighed for at finde mere almene Synspunkter, og tillige var en Mand med en Del praktisk Indsigt. Og saaledes gik det, til andre fata kaldte ham, og han fristedes til at styre sin Skude ud paa større Have end i »det skadelige Vands« indgrøftede Strømme.

Formentlig mindre velset hos de Nationalliberale, men velanskreven hos Godsejerne, der i ham mente at have en Slags Fenger for sig selv, og endelig anerkjendt hos Bondevennerne som en vakker, medgjørlig Mand, havde han i Aarene efter 1864 tre forskjellige, men gode Adkomster til at spille en Rolle.

Det var i disse Aar et nyt Sæt af Mænd, der skulde frem. For en stor Del bestod det af Folk, der ogsaa tidligere havde deltaget i det politiske Liv, men kun ikke som Ledere. De kunde derfor ikke blot vise alt Ansvar for 63 og 64 bort fra sig, men ogsaa antyde en forstandig Grad af Bagklogskab og ialfald lade Samtiden tro, at havde de været der, var det ikke gaaet saaledes. Men forresten maa det indrømmes, at de fleste af disse gjorde det paa en ret godmodig Maade. Man hørte udenfor en enkelt Kreds ikke megen offentlig Selvretfærdighed, ikke synderlig Slaaen sig for Brystet i Templerne. Kun en vis behagelig Sikkerhed, forbunden med en let protegerende og nedladende Tone ligeoverfor visse Andre, gav Antydning af, at der var Folk, som følte med sig selv, at deres Samvittighed var ganske rolig, og at Ingen havde Noget at bebrejde dem. Det var der altsammen ikke Noget at sige til.

Til de Brødefri hørte Fonnesbech, og hans Time kom nu. Ministeriet Frijs dannedes, og i det fandt flere af de Godsejere Plads, der særlig har tildraget sig Opmærksomheden som Fremtidens Mænd. De langsommelige Forfatningsforhandlinger, som det var dette Ministeriums vigtige Opgave at bringe til Ende, havde afgivet tilstrækkelig Lejlighed for »uafhængige« Mænd til at træde frem.

Til saadanne hørte dengang baade Fonnesbech og Estrup. Det gjorde strax i Begyndelsen af Forfatningsforhandlingerne en vis Opsigt, da de udtalte sig for at indskrænke Rigsraadets Indflydelse paa Indholdet af den nye Forfatning til et Minimum og overlade den mere folkelige Rigsdag Broderparten af Indflydelse paa Revisionen. De erklærede paa ingen Maade 406 Ministeriet Bluhme-David Krig til Fordel for deres Opfattelse, gjorde den ikke til Udgangspunkt for nogen systematisk Opposition, men de havde dog slaaet en Tone an, som røbede, at de ikke spillede med i det ministerielle Orkester. Det var derfor ikke uden Grund, naar David, som havde et fint Øre, slet ikke syntes om disse Udtalelser, dæmpede, som de kom, navnlig fra Fonnesbech; denne hævdede sig nemlig le pas foran den unge Debutant Estrup og kom først med at give Tonen an, men gav den da saa svagt og »uldent«, at David ikke forstod det, før Estrup bagefter accentuerede det Samme med Henvisning til den Fonnesbechske Opposition; hele Fonnesbech er der.

Den mere folkelige Tone, som alt her var anslaaet, blev ogsaa Grundtonen i Ministeriet Frijs, da dette afløste »de gamle Mænds« Ministerium. Som Finansminister i dette havde Fonnesbech ogsaa en god Tid. Omgivelserne vare i høj Grad distingverede, og han har aabenbart Smag for det Aristokratiske, og Alting gik ret glat; hvad der ikke gik glat, lod man falde, vide Krigsskatslovens bedrøvelige Fald. Men dengang tog man ikke Sligt saa nøje, og Fonnesbech kunde uden synderlig Gene hengive sig til sin elskværdige Tilbøjelighed at lade sin Sol skinne baade over Gode og Onde, over Retfærdige og Uretfærdige, Intet Under derfor, at den Følelse af Træthed, som efterhaanden og tildels temmelig hurtig greb adskillige af Ministeriet Frijs's andre Medlemmer, ikke anfægtedeFonnesbech; tvertimod, han syntes en sand Karyatide, beredt til til evige Tider at bøje sin Nakke under Magtens tunge, men søde Byrde. Han fandt da ogsaa sin Plads i Ministeriet Holstein, men denne Gang som Indenrigsminister, en Stilling, hvortil han havde mindst ligesaa megen Kvalifikation som til at blive Finansminister, men som ingenlunde skulde blive ham uden Torne, og det ikke blot ligeoverfor Folketinget, som begyndte at gjøre Vanskeligheder. Ved sin Fæstelov gjorde han et Skridt, der snart viste sig at være et Fejltrin paa hans Vej som dydig Godsejer, som hans Standsfæller ikke kunde tilgive ham - vistnok med megen Urette, thi denne Lov bidrog væsentlig til at tage Braadden fra Fæsteagitationen. Men Forholdet til Godsejerne er aldrig blevet ret intimt siden dengang.

407

Efter Ministeriet Holstein kom endelig selve Ministeriet Fonnesbech. Det var et drøjt Stykke Arbejde, Fonnesbech der paatog sig; thi Striden med Folketinget var alt i fuld Gang, og man maatte være forberedt baade paa at kunne møde Haardt med Haardt og paa at benytte fredelige Chancer. Og ganske vist har Fonnesbech troet, at netop dette var Noget for ham, at lavere og sno sig i en saadan vanskelig og uklar Situation.

Haabet var forgængeligt; han kunde hverken faa det til at gaa med det Onde eller med det Gode. Hans Hovedfag havde aldrig været det store Drama, men Idyllen, og han kunde ikke nu skifte Væsen. For ham ligger det til alle Tider bedst ved en Hyrdefløjtes blide Toner at lede en skikkelig Hjord paa en solbeskinnet Eng, fodrende den med hyggelige Jernbaner og smaa Havneanlæg. Men for en saadan Korydon var Hr. J. A. Hansen ingen passende Phyllis og Berg en altfor haardhjertet Chloe, og med skadefro Sikkerhed kunde Satyren Høgsbro fra sit bladdækkede Skjul følge den frugtesiøse Kurtiserens forskjellige Faser; end ikke nogle blidere og mindre befæstede Venstresjæle lykkedes det for Alvor at daare.

Idyllen brast. Istedetfor Korydon: Jupiter tonans. Det lykkedes slet ikke, selv ikke naar Tobiesen søgte at levere Rygrad til; Jupiter syntes snarere at blive bange f or sine egne Tordenskrald - nej, det lykkedes slet ikke. Folk vare ikke meget velsindede imod Ministeriet Fonnesbech.

Man gjorde Ministeriet i dets Helhed Uret, og man gjorde Chefen Uret. Man paaskjønnede ikke det, at om Ministeriet voldte nogen Konfusion og Tvivlraadighed i Højre, saa afstedkom det mindst ligesaa megen i Venstre, saa at Forvirringen idetmindste blev total, og er der begaaet et Misgreb ved ikke at benytte den Situation, som da forelaa, til at søge en ny Konstellation tilvejebragt, saa bør dog en Palme vies den, der dels med, dels imod sin Villie tilvejebragte det Kaos, af hvilket en saadan ny Himmel og ny Jord kunde udgaa.

Men dernæst er man i Reglen uretfærdig imod Folk som Fonnesbech personlig; man begaar den Fejl ikke at se, at de 408 i Virkeligheden altid ere i god Tro, og gaar i sin Bedømmelse af dem ud fra en ubestemt Forudsætning om, at de gaa omkring med et bestemt Forsæt om at være svage og vaklende. Intet er fejlagtigere, og med oprigtig Indignation afvise de selv den Slags Beskyldninger, om end maaske en hemmelig Røst kan tilhviske dem, at der er Noget i dem. Mangler en Politiker nu engang i sin Karakter det, der gjør ham klar og sikker over sine Formaal, og kan han ikke ved aandelig Anstrengelse gjennem Udvikling forskaffe sig den Fasthed og Sikkerhed, som Andre have i medfødt Gave, og bliver hans Formaal derfor kun et svagt Forsæt om at holde det saa nogenlunde gaaende, saa bliver han naturlig mere og mere henvist til at leve paa Indtryk udefra, og uden ret at vide af det, kommer han til at finde ikke blot, at enhver Ting har de bekjendte to Sider, men at det endogsaa ikke ubetinget tør benægtes, at den kan have tre, ja holder ikke af aldeles at afskære sig Muligheden til at indrømme den fire. Og naar han skal handle og optræde og svinger noget ud og ind, kan det ikke nytte, at man bebrejder ham, at der mangler Enhed i hans Optræden. Det ser han ikke selv og kan ikke se det. Han optages saa meget af de øjeblikkelige og vexlende Omgivelser og Forhold, at han under Indtryk af Nuet taber den klare Forestilling om, hvad der ligger bagved ham, og det rette Indtryk af, hvad der ligger foran. Men om han ogsaa i Virkeligheden har mistet Evnen til at bedømme Relativiteten i den øjeblikkelige Stilling, saa kan han derfor selv godt være overbevist om at være en sand Statsmand, altid paa Højde med Situationen. Han kan selv ikke se, i hvilken Zigzaglinie han bevæger sig, men de kritiske Tilskuere, ja de se det unægtelig; for dem staa alle den Vandrendes Fodspor saa tydelige, som om de vare traadte i nyfalden Sne.

Saaledes tro vi, at Sammenhængen er med Fonnesbech, og den forliges godt med den Overbevisning, som vi virkelig have, at han altid har været besjælet af den redeligste og bedste Villie til at gjøre Alt saa godt som muligt og en inderlig Overbevisning om, at Skylden slet ikke var hans, naar det gik galt. Men galt gik det jo ganske vist. Det gik tilsidst med hans Ministerium som med et Stykke, Publikum er blevet kjed

        

409 af, inden Opløsningen kommer. Først gaar en Enkelt stille sin Vej, saa Flere. Andre blive siddende, saalænge Anstanden nogenlunde kræver det, men de se flittig paa Uret og ønske, at de blot havde deres Overtøj og vare vel ude paa Gaden, og under Slutningskupletten bliver der en saa almindelig Rejsen sig op, at Ingen lægger Mærke til, ved hvilke Replikker Tæppet egentlig faldt, og at Tæppet faldt.

Maaske der dog ved dette Drama endelig deri havde været une position nette.

410