Topsøe, Vilhelm

II

        

III

VILHELM TOPSØE

UDVALGTE SKRIFTER
FØRSTE BIND

VED
VILH. ANDERSEN OG HELGE TOPSØE-JENSEN

G. E. C. GADS FORLAG
KØBENHAVN · MCMXXIII

IV

        

V

FORORD

Da Trebinds-Udgaven af Samlede Fortællinger af V. C. S. Topsøe , som udkom i Aaret 1891 paa »Forlagsbureauet«s Forlag, er udsolgt, har G. E. C. Gads Forlag, som har overtaget Forlagsbureauet, ønsket at udsende en ny Udgave af denne Forfatters Skrifter. Efter Aftale med Topsøes Arvinger (igennem nysafdøde Museumsdirektør Emil Hannover) og Undertegnede som Forfatter af Bogen: »Vilhelm Topsøe, et Bidrag til den danske Realismes Historie« (1922), har Forlaget holdt det for rettest i Stedet for at optrykke de tre Bind samlede Fortællinger at udgive to Bind udvalgte Skrifter paa Grundlag af Førsteudgaverne af Topsøes Bøger eller (i et enkelt Tilfælde) Forfatterens Manuskript. Det er denne Udgave, Vilhelm Topsøe: Udvalgte Skrifter, som her forelægges Aaret efter og i samme Udstyrelse som mit nysnævnte Skrift om Vilhelm Topsøe, hvori der gøres Rede for denne Forfatters historiske Stilling og varende Værd.

Af de i den samlede Udgave optrykte Fortællinger optages i Udvalgte Skrifter i andet Bind Topsøes to Romaner fra 1870-Aarene: »Jason med det gyldne Skind« (1875) og »Nutidsbilleder« (1878).

l første Bind medtages af Topsøes Skitser og Noveller fra 1860-Aarene, som udgør Indholdet af Samlede FortælUngers første Bind, kun Fortællingen »I Solskin«. Udeladt er altsaa ikke blot Fortællingen »Livsanskuelser«, som udkom sammen med denne i 1867, men hele Indholdet af Topsøes første Bog »Skizzer af Xox« (1863), nemlig Føljetonerne »Familiekarakteristiker«, Genrebilledet »Vintergæk og Sommernar« og Studenterhistorien »To Venner eller Reflexion og Forlovelse«. Derimod er af Topsøes tredje (og bedste) Samling af mindre Fortællinger »Fra Studiebogen« (1879) kun to Smaastykker (»En første Kjærlighed« og »I Oktober«) VI udeladt; opgivet er ogsaa Fællestitelen og den deraf bestemte Titel paa Fortællingen »Stilleben«, som har faaet sit oprindelige Navn: »I Læ«. Derefter følger den efterladte Roman eller Novelle »Slagne Folk«, som Topsøe skrev paa i sit sidste Leveaar, men ikke fik færdig. Den tryktes efter hans Død i fejlfuld Form i »Illustreret Tidende« 1882 og optoges derfra i en Særudgave 1892 og i Samlede Fortællingers sidste Bind.

Med en ny, forkortet Udgave af Topsøes »Politiske Portrætstudier« fra 1878 sluttes Udvalgte Skrifters første Bind. Udeladt er her kun Smaastykkerne om Ploug, Klein og de københavnske Folketingsmænd. De øvrige Stykker er der for større Tydeligheds Skyld givet en ny Inddeling. Først meddeles under Bogens Titel: »Politiske Portrætstudier« de historiske Karakteristiker af Nationalliberalismens Mænd; derefter de af Øjeblikkets Situation og Forfatterens Stilling dertil farvede Rigsdagsportrætter; de har her den samme Titel som ved deres første Fremkomst som Føljetoner i »Dagblaf det«, nemlig »Fra Tilhørerpladsen«. Da denne Adskillelse vistnok vil findes betegnende for Topsøes politiske Forfatterskab, og da de to Fortællinger, som aabner og ender den digteriske Del af dette Bind, »I Solskin« fra hans Ungdom og »Slagne Folk« fra hans Dødsaar, begge hører til den Art af Livsbilleder, den tragiske Idyl, som han har indført i Litteraturen, og hvori han (især gennem sin Discipel Herman Bang) har øvet mest Virkning paa Eftertiden, vil efter mit Skøn dette første Bind trods sin Knaphed give et fyldestgørende Udtryk for Topsøes Forfatter skab udenfor de store Romaner, som vel er hans rigeste, men rent kunstnerisk set næppe hans ypperste Værker.

Imellem de to Bind af Udvalgte Skrifter er der det Forhold, at til den første af Romanerne i andet Bind »Jason« med dens erotiske Grundstemning svarer som Blade »fra Studiebogen« Fortællingerne i første Bind, og til den anden, politisk-sociale Roman »Nutidsbilleder« svarer paa samme Maade Karakteristikerne og Billederne »fra Tilhørerpladsen«.

Da de »Politiske Portrætstudier« som et ikke-digterisk Arbejde ikke har kunnet optages i Samlede Fortællinger, er VII Optrykket af denne Bog det eneste Stykke i nærværende Udgave, som ikke ogsaa findes i den forrige. Af Topsøes samlede litterære Produktion udelades altsaa ogsaa her for det første: af digteriske Arbejder hans ikke i Bogform udgivne Skitser fra Ungdomsaarene, især de smaa Satirer og Parodier i det humoristiske Ugeblad »Sværmere« (1863), ogsaa de to smaa Parodikomedier, som er meddelt af Axel Sørensen i »Studenterkomedier« og som Bilag til »Studenterkomedien«, og det efter Forfatterens Død opførte og udgivne Skuespil »Umyndige i Kærlighed« (1881). Dernæst forbigaas alle Topsøes journalistiske Føljetoner, ikke blot hans Samlinger af Rejsebreve »Fra Schweiz og Frankrig, Rejseskildringer af politisk og socialt Indhold« (1871) og det illustrerede Værk »Fra Amerika« (1872; 2. Oplag 1876), men de i Forening med Godske Nielsen for »Dagbladet« skrevne og i 1885 udgivne »Tredive Breve til og fra en Mand uden Mening«. Endelig udelades, bortset fra »Politiske Portrætstut dier«, hans hele politiske Forfatterskab, baade de historiske Oversigter over de nærmest foregaaende Tidsrum af dansk Indenrigspolitik, hvormed »Dagbladet«s unge Medarbejder »V. C. S. Topsøe, cand. jur.« allerede fra 1865 vandt sig et Navn som politisk Skribent, og de Ledere, han siden skrev som dette Blads Redaktør (fra 1872). Om alt dette tillader jeg mig at henvise til min Monografi over Vilhelm Topsøe.

Om Teksten i nærværende Udgave, hvis Indhold hermed er oplyst, dens Forhold til Originalerne og deres Optryk i Samlede Fortællinger gives der Meddelelse i en Efterskrift af min Medudgiver, Underbibliotekar, mag. art. Helge Topsøe-Jensen, som bortset fra Udvalget, hvorom vi er enige, har foretaget det hele Arbejde med Udgivelsen uden min Medvirkning.

Det er mit Haab, at Topsøes Skrifter ogsaa i denne Udgave vil kunne tilfredsstille de Læsere, som denne halvt forglemte Forfatter endnu har tilbage, og vinde ham nye Læsere.

August 1923.
VILH. ANDERSEN
VIII

I SOLSKIN (1867)

2

        

3

Sommerhimlen var næsten ganske klar, kun enkelte Smaaskyer fløde i langsomt vexlende Skikkelse henover den. Lyst og fredeligt laa i Solens Glød den gamle Domkirke med sine knejsende Taarne og den lille By ved Kirkens Fod med de røde Tage og mange grønne Træer. Husene laa saa dybt nede, Kirkens gamle Spir knejste saa vidt ud over det om liggende Land.

Der havde været Tider, hvor den mægtige Kirke med Rette havde knejset med sine Taarne og som en Hersker skuet milevidt ud i Egnen, Tider, hvor den ringe By havde pranget med mange andre Taarne og Spir. Mægtige Kirkefyrster havde fra den kuet Konger og Stormænd; Konger, hvis Navn betød Stordaad, hvis Fjender laa for deres Fødder, havde færdedes under de høje Hvælvinger, og stolte Riddersmænd, hvis Navne høre Historien til, havde med Ærefrygt betraadt de Fliser, paa hvilke nu den rolige Borgermand gaaer. Thi Tiderne ere forandrede, de mægtige Konger, Bisper og Stormænd ere døde, deres Værker sunkne i Tidens Hav. Byen er bleven lille, en venlig, ubetydelig Kjøbstad, hvis Navn kun er en Erindring.

Men Sommersolen skinner saa venligt paa Ringheden, og Byen ligger i den saa stille, som nogen Provindsby kan være en varm Sommereftermiddag. Der sees ingen Mennesker paa Gaden, Gardinerne i alle Husene paa Solsiden ere nedrullede, der er tomt i alle Boutikkerne; kun i enkelte staaer en Kjøber, som ikke har Lyst til atter at gaae ud i Solskinnet, og fører en langsom, venskabelig Passiar med Kjøbmanden eller Svendene, der finde det behageligt at staa lænet mod Disken og fra den mørke Boutik see ud i det varme Sollys uden at 4 anstrænge sig paa nogensomhelst Maade. Overalt Stilhed og Varme. Selv paa Jernbanestationen, Byens travleste Sted, staae Waggoner og Lokomotiver og gjennemhedes i rolig Uvirksomhed langsomt af Solens Straaler, en eenlig Banevogter stirrer fra et køligt Sted paa den af Varme dirrende Luft og henad Jernbaneskinnerne, der strække sig langt, langt ud i Skyggeløsheden, og paa hvilke det synes umuligt, at noget larmende, uroligt Tog skulde kunne lade sig see en saadan Eftermiddag. Overalt Stilhed og Varme, men meest stille og varmt er der dog paa den store, aabne Plads, hvor Domkirken ligger. Solen synes at have særlig Forkjærlighed for dette Strøg. De vældige Mure og de knejsende Taarne see saa kraftige ud i dens Lys, som om Aarhundrederne vare gaaede den ligesaa sporløst forbi som den lette Sky, der nu sejler hen over de slanke Spir, Kirkegaarden, hvis Muur begrændser den ene Side af Pladsen, bliver saa lys og solbeskinnet, som om det aldrig kunde være til Sorg for noget Menneske, naar dens brede Gitterport aabnede sig, men især ved den gamle Kapitelgaard, der, omgivet af store Linde, ligger ved den anden Side, synes det, som om Sol og Sommer have deres Yndlingssted. Solen kjærtegner de røde Mure med de takkede Gavle og den kraftige Vedbend, der ofte næsten tillukker Vinduerne, og hvert Træ og hver Busk i Haven synes at staa bedre end Træer og Buske i nogen anden Have i Byen.

Kapitelgaarden bestaaer af to Fløje. I den ene boer Kancelliraaden, der er Amtsforvalter og Bestyrer af Kirkens Formue, i den anden, der er bygget ud i Haven, er der for nogle Aarhundreder siden indrettet Fribolig for Enker efter Provster og Præster i Stiftet. Ligesaa venlig og lys som den gamle Gaard er at see til udefra, ligesaa hyggelig er den indenfor med sin fliselagte Forstue, sine brede Egetræes Trapper og store panelede Værelser.

I Stueetagen er Kancelliraadens Kontorer. De store Lindetræer udenfor lade kun enkelte Solglimt spille igjennem, og Bønderne, der komme for at betale Afgifter og Restancer og afgjøre deres øvrige Forretninger, finde Stedet i høj Grad køligt og tiltalende i Modsætning til Varmen, der hersker udenfor. Kancelliraaden og hans Skriver udgjøre hele Kontorpersonalet; der er vel normeret Gage for en Fuldmægtig, men 5 Posten er for Tiden ikke besat, thi den forrige Fuldmægtig er bleven forflyttet, og Kancelliraadens eneste Søn ventes først paa denne Dag hjem fra Kjøbenhavn, hvor han har taget den juridiske Embedsexamen. Den lille Vakance medfører iøvrigt ingen Ulemper, thi der er ikke meget at bestille, skjøndt Embedet er stort og godt. Kancelliraaden og Skriveren tale lidt med en eller anden Bonde, der kommer ind, skrive lidt, slaa lidt op i store og gamle Bøger og see meget ud af Vinduet paa den sollyse, blaa Himmel, der viser sig over Træerne, kortsagt, drive Forretningerne, saaledes som det er behageligt at drive dem en varm Sommerdag i et køligt Kontor.

Kancelliraaden er iøvrigt, hvad det Ydre angaaer, en lidt svær Mand med et godmodigt Ansigt og zirligt redte graa Haar, for det Indres Vedkommende en velvillig Flegmatiker, der holder Middelvejen i Alt. Han vil nødigt reent fordømme Nogen eller Noget, men søger altid at drage et undskyldende Moment frem, ligesom for at undgaae enhver ubehagelig Utilfredshed med Verden; paa den anden Side er det meget sjeldent, at han ubetinget beundrer Nogen eller Noget og derved anerkjender absolut Overlegenhed. Folk, som de ere fleest, er hans Ideal; han holder meest af at forestille sig Verden som fuld af skikkelige, respektable Mennesker, der ikke give hinanden meget at tænke paa, og det gjør ham oprigtigt ondt at høre tale om Andres Sorg og Ulykke, hvorfor han ogsaa ønsker at høre saa lidt af den Slags som muligt. Han bestyrer sit Embede tilfredsstillende, har aldrig faaet Næse af Ministeriet, staaer sig godt med Biskop og Stiftamtmand og meget godt med Amtmanden, med hvem han endog omgaaes, skjøndt han paa den anden Side er en meget yndet Selskabsbroder hos Kjøbmandsfamilierne i Byen. Som Politiker er han liberal, og endelig interesserede han sig paa denne Tid meget levende for Oldsager, Udgravninger o. s. v., stadigt i det Haab, at Kongen, der alt eengang havde undersøgt nogle Gravsteder i Kirken, skulde gjentage sine Forskninger. Naar han selv befandt sig i Kirken, forlod han den aldrig uden at have banket paa en eller anden Flise, skrabet lidt Kalk af paa Muren for at finde Freskomalerier eller paa anden Maade tilfredsstillet sin Længsel efter at gjøre et mærkeligt Fund, der kunde vække Opmærksomhed paa allerhøjeste Sted. Denne

        

6 Dag faldt ham lidt lang, thi han ventede jo sin Søn hjem fra Hovedstaden. Dennes Examen havde vel ikke, som Faderen udtrykte sig, faaet det »allerbedste« Udfald, men det var dog heller ikke gaaet daarligt. Sagen er, at han havde faaet anden Karakteer. Ulykken var imidlertid ikke stor, og det var ikke uden Grund, at Kancelliraaden saae Sagen i et bedre Lys end de fleste Fædre, især naar de ere Kancelli eller andre Raader, pleje at gjøre; thi der var al mulig Sandsynlighed for, at Sønnen nu strax kunde blive forsørget som hans Fuldmægtig og med Tiden, da han var et flittigt og ordentligt Menneske, blive hans Efterfølger i Embedet. Fruen havde vel undertiden, siden den Maaned, da Sønnen havde været næstøverst i sin Klasse, drømt om at see ham som en af Landets første Mænd eller ialfald som Etatsraad i Kjøbenhavn, men da hendes Mand ikke var utilfreds, meente hun heller ikke at burde være det og ilede nu rastløst om i Kjøkken og Spisekammer for at berede Alt til den festlige, lille Familiemiddag, som skulde modtage den Hjemkomne, og som derfor var sat til en noget senere Tid end ellers.

Kontortiden var endt, Skriverens stille Haab var gaaet i Opfyldelse, han var bleven indbudt til at deeltage i Middagen og ilede nu hjem for at meddele sin Moder, den gamle Skomagerenke i Strædet, den glædelige Nyhed og efter Evne smykke sig til Festligheden. Kancelliraaden skyndte sig at komme sin Kone til Hjælp med en Tjenstvillighed, der vidnede om, at han ikke uden Lyst deeltog i huuslige Sysler. Med Interesse forhørte han sig om Ændernes Tilstand, og om Jordbærrene vare plukkede af det rigtige Bed, og gik derpaa selv ned i den gamle, hvælvede Kjælder, hvor i svundne Tider den Viin var ældet, der havde kvæget tørstige Domherrer og Bisper, og hvor han nu udsøgte den lille Flok af Offere, der skulde forherlige Festen.

Med en vis højtidelig Følelse fremtog han af en Krog, hvori der laa to Flasker, den ene af disse. Det var en sjelden, gammel Madeira, de to sidste af et Dusin, han engang for mange Aar siden havde faaet som Foræring. Disse to vare alt for flere Aar siden lagte tilside til denne Dag, han skaanede dog nu den ene.

»Den gjemme vi til hans Forlovelse,« sagde han ved sig 7 selv, idet han med stille Glæde betragtede Flaskernes Ydre, hvor Støvet laa saa fast, at det neppe lod sig tørre af.

Med den Mands hele Alvor, der veed, hvorledes det skal være, forbød han Kokkepigen paa det Strængeste at tørre Flasken af, den skulde staae paa Bordet i sin graa Dragt som Midtpunktet i hele Anretningen. Han saae paa sit Uhr.

»Nu maa han snart komme,« sagde han til sin Kone, idet han gned sig i Hænderne, »det er dog en Lykke at faa sin Søn vel hjem, efterat et af de vigtigste Afsnit i hans Liv er endt, - Lad blot ikke Slikaspargeserne faae formeget Salt.«

Han gik ind i Spisestuen, for, inden han tog sin nye Frakke paa, at kaste et prøvende Blik paa Bordet. Dette Værelse var om Sommeren det bedste i Huset, højt, rummeligt og køligt, med mørke Paneler og Væggene beklædte med store, bibelske Stykker, alt ganske i samme Tilstand, som da det for hundrede Aar siden var bleven moderniseret. Det vendte ud mod Haven, hvor Solen skinnede stærkt og gjorde det grønne Viinløv, der hang om Vinduerne, halvt gjennemsigtigt. Bordet stod midt i Værelset og saae med sine Blomster, sin sneehvide Dug og sit gammeldags Sølvtøj saa indbydende ud, at Kancelliraaden ganske oversaae den eneste Person, der var i Værelset, en smuk, ung Pige, der stod i en af de rummelige Vinduesfordybninger med Ansigtet halvt vendt mod Lyset og betragtede de lette Skyer deroppe, bløde, lyse, bestandigt vexlende for Vinden. Hun vendte sig mod den Indtrædende og gik henimod ham.

»Goddag, goddag, Margrethe!« raabte han glad. »Er De allerede der? Kan De see, vi gjør Stads af vor Søn? De dejlige Blomster er vist fra Dem?«

»De ere fra Moders Have,« sagde den unge Pige.

»Jeg kan see det,« sagde Kancelliraaden, »de store Roser voxe kun paa Deres Espalier. Det var smukt af Deres Moder at spendere dem. Jeg veed, at hun holder ligesaameget Hævd over sin »Dronning Marie« som jeg over min gamle Madeira.«

»Saa maa Moder vel altsaa have meent, at der var ligesaamegen Grund for hende til at komme med sine bedste Roser som for Dem til at traktere med Deres bedste Viin.«

»See, det var et smukt Svar,« sagde Kancelliraaden muntert og tog hende i Haanden, »men, hvor De seer fiin og lys 8 og nydelig ud, og jeg er saa støvet, saa De næsten kunde blive smudsket paa Deres klare Kjole af at see paa mig. Deres Moder kommer vel strax? Naa farvel, farvel, jeg maa skynde mig op og faae min nye Frakke paa,« og han ilede ud af Døren.

Den unge Pige gik atter hen paa sin Plads, lænede sig til Karmen og saae opmærksomt paa de lette Skyer deroppe, bløde, lyse, bestandigt vexlende for den letteste Sommervind.

Hun og hendes Moder, Konsistorialraadinden, boede i den Fløj af Kapitelgaarden, som var indrettet til Fribolig, og hvor Konsistorialraadinden var en Art Abbedisse eller Forstanderinde. Hun havde som Følge heraf den bedste Lejlighed, lidt større Hævning end de andre Damer, og da hun tillige havde en Titel, en lille Formue, og hendes Mand havde været Provst ved selve Domkirken, hørte hun til Byens Patricierfamilier. Hun og hendes Datter udgjorde Kancelliraadens fortroligste Omgang og regnedes med til Familien. Den afdøde Konsistorialraad havde, som hans Enke undertiden lod sig forlyde med, »protegeret« Kancelliraaden og væsentlig bidraget til, at han fra at være Fuldmægtig hos Stiftsskriveren var bleven den Mand, han nu var. Det var en Selvfølge efter det nære Forhold, hvori de to Familier stode til hinanden, at den gamle Frue og hendes Datter skulde spise til Middag hos Kancelliraadens paa denne Dag.

Margrethe og den unge Kandidat havde været Legekammerater. Som Skoledreng havde han gjort hende Foræringer af de forskjellige Sjeldenheder, han erhvervede sig ved Kjøb eller egen Bedrift: Fuglereder, Segl, Salamandere og andre Naturmærkværdigheder. Som ung Student havde han bragt hende Glimt fra en anden Verden end den, der begrændsedes af Kapitelgaardens Mure, en Verden fuld af Liv og Bevægelse, som det var bleven ham forundt at betræde.

Døren gik op. Konsistorialraadinden traadte ind i sin sorte Atlaskes Stadskjole og med sit Strikketøj under Armen. Den gode Dame studsede ved at see sin Datter ene i Værelset og udbrød lidt fornærmet: »Man har nok ikke ventet os saa tidligt. Der er heller Ingen i Dagligstuen.«

»De vide vist slet ikke, at Du er kommen, Moder,« sagde Margrethe hurtigt, thi hun vidste, at hendes Moder var lidt 9 mere tilbøjelig til at blive fornærmet end til atter at blive forsonet.

»De havde dog al Grund til at vente os nu, Klokken er fire,« sagde Fruen endnu en lille Smule skarpere.

Til alt Held stak imidlertid Kancelliraadinden Hovedet og en med en Slev venskabeligt vinkende Haand ind ad den anden Dør.

»Bedste Frue,« bad hun indstændigt, »De undskylder nok, at jeg ikke kommer ind og tager høfligt mod Dem, men jeg tør ikke overlade Karen at stikke Bollerne paa Suppen, især naar De spiser hos os.«

»Siger Intet, min Bedste, siger Intet,« udbrød Konsistorialraadinden aldeles formildet, »jeg gaaer ind i Dagligstuen og venter.«

»Ja gjør det, saa er De sød,« og Hoved, Haand og Slev forsvandt atter af den ene Dør og den gamle Frue og hendes Datter af den anden.

Der blev stille i Huset, men kun et Øjeblik, da lød der raske Trin paa Trappen, Udraab og højrøstede Stemmer. Fruen uden Slev, hendes Mand med halvt paatrukken Frakke kom ilende ind i Dagligstuen, hvor allerede Konsistorialraadinden og hendes Datter havde modtaget den Ankommende. Ung, kjøn og livsglad stod han der i Stuen, en lille Smule Forlegenhed var udbredt over hans Ansigt, thi han vendte jo ikke hjem med det gyldne Skind, med første Karakteer, men, da han saae, at alene det, at han var kommet hjem, voldte saa stor Glæde - Kancelliraaden havde nemlig besluttet først senere paa Eftermiddagen at vise sin Misfornøjelse - begyndte denne Følelse hurtigt at forsvinde, og kun, naar han mødte Margrethes smilende Ansigt, vendte den pinlige Fornemmelse tilbage.

Saasnart der var bleven en Smule Stilhed i Stuen, begyndte han da ogsaa med en rask Beslutning paa en Udvikling af, hvor uheldig han havde været. Det hele havde været en ulykkelig Tilfældighed - han havde besvaret alle Opgaverne tilfredsstillende med Undtagelse af een, som han paa Grund af dens uheldige Affattelse havde misforstaaet. Som en Følge heraf havde han i dette ene Fag leveret en vel i og for sig meget rigtig, men ikke til det stillede Spørgsmaal svarende 10 Afhandling; man tillagde nu netop af en eller anden Grund, som han ikke forstod, dette Fag en særlig Betydning. Da han tillige paa Grund af sine Informationer, der stadigt faldt sammen med Forelæsningstimerne, ikke havde besøgt disse meget, frygtede han for, at denne Omstændighed ikke havde været uden Indflydelse paa den, som han selv maatte tilstaae, strænge Bedømmelse, der var bleven ham tildeel.

Denne lille biografiske Skildring havde al ønskelig Virkning, Margrethes venlige Øjne hvilede saa deeltagende paa ham, der efter de lange Aars Anstrængelser havde havt saa liden Løn, og Kancelliraaden, der ikke ønskede at forbittre sig noget Øjeblik af sit behagelige Liv med den Tanke, at Kjøbenhavns Universitet havde forurettet hans Søn, skyndte sig for tiende Gang at klappe ham paa Skulderen, idet han mumlede noget om, at hans Stilling dog maaskee alligevel kunde blive bedre end mangen Andens med bedste Karakteer, og ved sig selv tænkte, at han nu kunde fritage sig for den alvorlige lille Samtale om Examinens Udfald, Embedsexaminens Betydning o. s. v., hvorpaa han havde forberedt sig, men hvortil han ikke havde glædet sig.

Det bankede ærbødigt paa Døren, den unge Skriver traadte forlegent ind.

»De kommer lidt seent, Jensen,« sagde Kancelliraaden strængt, thi han havde dog endnu bevaret en ubestemt Trang til at vise sig lidt alvorsfuld i Anledning af den anden Karakteer.

Jensen, som havde staaet udenfor i et Kvarteer og banket afvexlende paa forskjellige Døre, men saa sagte, at Ingen kunde høre det, taug i en Tilstand af overvældende Forlegenhed.

»Maa jeg saa bede Dem tage Damer,« sagde Kancelliraaden, som ved den lille Udladelse fuldstændigt havde gjenvundet sit gode Lune, idet han bød Konsistorialraadinden den ene og sin Kone den anden Arm. Christian, den unge Kandidat, gik bagefter med Margrethe.

»De bliver straffet med ingen Damer at faae, Jensen,« raabte han godmodigt og gjengav derved denne sin Appetit til den flotteste Diner, han nogensinde havde bivaanet.

Det var et hyggeligt lille Familiegilde, der nu fulgte.

11

Gjennem de store, aabne Vinduer strømmede den friske Luftning fra Haven og Lindetræers og Syringers søde Duft ind i Stuen. Fruen var med Rette tilfreds med Madlavningens Udfald, som ikke lod der være det Mindste for Konsistorialraadinden at udsætte, og Kancelliraaden tænkte med Stolthed, at han kunde have budt baade Stiftamtmanden og Biskoppen af de Flasker, der prydede Bordet. Konsistorialraadinden udbragte den unge Kandidats Skaal, Kancelliraaden takkede og udbragte til Gjengjæld hendes og hendes Datters Skaal i et Foredrag, der i Korthed, men paa den mest glimrende Maade fremhævede hendes og hendes afdøde Mands Fortjenester af Samfundet. Han drak i sin Velvillie flere Gange et Glas med den unge Jensen, der herved gjordes saa dristig, at han begyndte at lee af Kancelliraadens Historier førend de Andre, og da dette ogsaa blev vel optaget, vovede sig til paa egen Haand at raabe Hurra efter Christians Skaal, ja omgikkes endog ligetil Maaltidets Slutning med dristige Planer om at udbringe Kancelliraadens Skaal.

Christian syntes ganske at have trøstet sig over den af det rets og statsvidenskabelige Fakultet lidte Forurettelse. Han saae meget dristigt ind i sin Borddames smukke, milde Øjne og endte Talernes Række med en Skaal for Kvinden, der indeholdt saa heldige Reminiscentser fra Studenterforeningen, at ethvert Spor af disharmonisk Misfornøjelse med den Afslutning, hans akademiske Løbebane havde faaet, derved udslettedes.

Han fik en Plads paa Faderens Kontor, hvorfra man haabede, at han ved Lejlighed og ved Amtmandens Velvillie skulde kunne glide ind i Fuldmægtigpladsen. Han havde selv egentligt ønsket at holde en lille Ferie, men, da han i Løbet af nogle Dage var bleven bekjendt med Forretningerne, renoncerede han villigt herpaa. I Virkeligheden vare disse heller ikke af anstrængende Natur. Den største Tid kunde han tilbringe med at læse Aviserne og anstille Betragtninger over, hvor langt mere behageligt det var at sidde roligt i den magelige Kontorstol end at færdes ude paa solrige Marker og skyggeløse Veje, som de Bønder gjorde, med hvem Kontoret havde sine fleste Forretninger. Han glædede sig tillige ret ved at tænke paa, hvorledes hans Ansættelse havde givet ham et 12 velkomment Paaskud til at unddrage sig fra Deeltagelse i en Fodtour til Jylland med nogle Universitetskammerater. Med Velbehag udmalede han sig i Kontorets kølige Skygger Billedet af, hvorledes de kæmpede sig frem i Solhede og tæt, stillestaaende Støv paa sandede Landeveje eller uendelige Lyngheder, hvor en Boeuf og en halv Bajer vare mange Mile borte, eller klattrede op ad Himmelbjerget, medens Thermometret stod paa + 30°. Der var endnu en Behagelighed ved Kontoret. Han behøvede kun at læne sig lidt tilbage paa sin Kontorstol, saa kom netop Konsistorialraadindens Vinduer indenfor hans Synskreds, Oftest saae han vel kun de hvide Gardiner og de blomstrende Rosentræer, men det var dog ikke sjeldent, at der ogsaa viste sig en ung, smuk Pige, hvis nydelige Figur endmere fremhævedes af den klare, lette Sommerkjole. Naar hun tog sit Sytøj og satte sig ved Vinduet, og maaskee af og til kastede et Blik over til Kontoret, da glemte han ganske Pantebøger og Jordskyld og kunde sidde længe med Blikket fæstet paa hende.

Medens udenfor Vinduet Lindenes Blade bevægede sig langsomt for Sommervindens Luftning, stege Drømme og Erindringer frem for ham.

Han tænkte paa sine Drengeaar, hvorledes han og Margrethe havde færdedes sammen i den store gamle Have, i Fællesskab besiddet og drevet en lille Parcel paa to Kvadratalen af denne og troligt deelt det Bytte, de gjorde af nedfalden Frugt, med hinanden. Senere, da han kom ind i Latinskolen, deelte han vel for en stor Deel med de andre Drenge den jomsvikingeagtige Foragt for »Piger«, som indtil Konfirmationsalderen er temmelig almindelig hos det stærkere Kjøn, og følte sig uendelig højt hævet over den lille, flere Aar yngre Pige, men han undlod dog sjeldent, skjøndt i en nedladende Tone, naar de om Eftermiddagen mødtes i Haven, at meddele, naar han havde »smurt« en anden Dreng, faaet Nul i Mathematik eller udført en anden lignende ungdommelig Heltegjerning. Og da blidere Følelser for Kvindekjønnet begyndte at gjennemstrømme det unge Bryst, og det opdagedes, at flere af Klassens Drenge vare poetisk begavede og besang Naturens Skjønhed, Efteraarets Pragt og ulykkelig Kjærligheds tilintetgjørende Virkning paa det menneskelige Liv, og nærede stille 13 Tilbøjelighed for unge Damer, hvis Vinduer de gik forbi paa Vejen til Skolen - da begyndte ogsaa Christian at betragte den smukke, lille Margrethe med andre Øjne end hidtil. I en fortrolig Time tilstod han for sin bedste Ven, der var i Kost hos en Bundtmager og leed af ulykkelig Kjærlighed til dennes rødkindede og rødhaandede Datter, at ogsaa han paa sin Side vidste, hvad Kjærlighed var, og leed Skinsygens Kvaler for en ung Soraners Skyld, en Søn af en i Stiftelsen boende Præsteenke, der var meget farlig paa Grund af sin blaa Uniform med Fønixknapperne, og om hvem Margrethe engang havde sagt, at han lignede Carl af Rise. Ja, en Dag i Sommerferien, da han havde en til Vished grændsende Formodning om, at denne og Margrethe havde kysset hinanden i Ribsbuskene, tænkte han endog for Alvor paa at slaaes med Drengen og blev strax samme Aften Digter, idet han forfattede et længere Kvad om en Ungersvend, der havde mistet Fader, Moder, Søster og Broder, og stod ganske alene i Verden, indtil han i Skoven mødte den dejligste Rose, hvilket Møde i høj Grad forbedrede hans sjælelige Tilstand, indtil det viste sig, at samme Rose en Aften i Maaneskin besveg hans trofaste Hjerte under Bøgenes Kroner, hvilket atter havde til Følge, at Alt omkring ham blev sort og mørkt, og Døden nærmede sig.

Denne Udgydelse reenskrev han paa et Stykke fiint Brevpapir, gjemte det nederst i sin Skuffe og tog i en ny fortrolig Time det bestemte Løfte, at Bundtmagerens Kostgænger, hvis Christian døde, skulde indfinde sig hos hans Forældre, forlange Nøglen til hans Kommode og brænde dette Papir uden at læse det.

Hans Tanker gik fra Drengeaarene til Tiden, da han blev Student. Han mindedes, hvor uendeligt eensom han i Begyndelsen følte sig i det nye Liv, dette nye Liv, der dengang forekom ham saa stort. Hans Tanker søgte da med Veemod hjem til den stille Kapitelgaard med dens bekjendte Ansigter, men det fejlede aldrig, at de da særligt dvælede ved en ung Pige, halvt Barn endnu, men allerede saa smuk - og naar i Studenterforeningen ved de lystige Sold Stemningen pludselig fik et heelt andet Anstrøg, medens de unge Studenter begejstret og længselsfuldt sang: »Sparsomt i Norden vi Blomsterne finde«, 14 da fremsteg bestandigt for hans Sjæl det samme Billed, og han sang Stroferne:

»Hende vi elske, mens Hjertet det slaaer,
Hende vi prise, mens Læben formaaer«,

med dobbelt Inderlighed.

Han mindedes, hvorledes han havde længtes efter den første Ferie, da han for sit Hjem skulde fremtræde i hele Glandsen som den vinge Student fra Hovedstaden med de nye Ideer og de nye Forestillinger, hvorledes han higede efter at meddele sig, efter at vise hen paa et Liv, de derude ikke kjendte, fortælle om de nye Forbindelser, han havde sluttet, Studenternes Lærdom og Betydning i Samfundet, og tillige erindrede han, hvorledes der ikke var Nogen, hvem han higede saameget efter at have til Tilhørerinde som Margrethe.

Hans Forventninger opfyldtes, han følte, at den unge Pige med de barnlige Forestillinger saae op til Studenten med det frie Blik paa Livet, der alt havde lært saameget og kjendte saameget til Verden. Alle de unge Kontorister og Handelsmænd med de store Hænder og de spraglede Halstørklæder forstod han ganske at stille i Skygge. Og da han vendte tilbage til Hovedstaden, syntes han, at han paa den ene Maaned var bleven dobbelt saa mandig som før, og han sang de to Strofer af den smukke Studentersang med en vis triumferende Sikkerhed.

Margrethes Billede var vedbleven at snoe sig gjennem hans Tilværelse, ikke med nogen stærk, betagende Lidenskab, men som en lys, velgjørende Erindring, som han stundom søgte med mere, stundom med mindre Trang.

Og nu - ja det var Hovedpunktet i hans Drømmerier: »Hvad nu?« -

Christian var imidlertid langtfra indskrænket til at see Margrethe fra Kontorets Vinduer. Hun og hendes Moder vare næsten daglige Gjæster ovenpaa, og han selv indfandt sig ogsaa hyppigt i Konsistorialraadindens Lejlighed eller i hendes private Lysthuus, hvor man i den varme Sommertid sad som i et af Husets Værelser.

Den gamle Frue holdt meget af af politisere, men hun kunde ikke faae sin Videbegjærlighed stillet hos Kancelliraaden.

15

thi denne, der hyldede Hegels Sætning: »Was ist, das ist vernünftig«, holdt meest af at tage Forholdene, som de vare, bryde sig saa lidt som muligt om, hvorledes de kunde være og burde være og saae Alt fra den lysere Side. Christian derimod interesserede sig som de fleste af hans Jævnaldrende meget for Politik, saameget mere, som den af dem, han fra Drengeaarene havde sluttet sig meest til, og hvem han ganske saae op til, Knud Sparre, var en meget ivrig Politiker. Det var derfor altid en stor Glæde for den gamle Frue, naar hun saae ham komme med »Dagbladet«, som han holdt for sin egen Fornøjelse, og som han hver Dag bragte hende.

Saa satte hun sig tilrette, skjød Brillerne fast og strikkede dobbelt saa ivrigt.

»Hvorledes gaaer det med den svenske Alliance?« eller »Hvorledes gaaer det med Dannevirkes Befæstning?« var gjerne det Spørgsmaal, hvormed hun modtog ham, thi det var just den smukke Sommer, da man drømte de lykkelige Drømme, anede, at noget Stort, Af gjøren de og Heldbringende laa ude i Fremtiden, da der var ligesom noget Vækkende i hele Luften.

»Ja, lad dem kun komme, disse Stortydskere,« sagde hun en Dag, da der var kommet Efterretning om, at Tydskland under Trusel af Forbundsexekution forlangte en ny Indrømmelse af Danmark, »lad dem komme til Dannevirke. Det er ikke for Intet, at de har saa travlt med at omtale den i deres tydske Blade og indrømme, at den ikke er til at spøge med. Der er høje, stærke Volde og dybe Oversvømmelser og over hundrede Kanoner staae der jo alt, gode danske Kanoner fra Linieskibene, som længes efter at komme med. Min Søstersøn, som har ligget i Lejr dernede, har givet mig en rigtig god Beskrivelse af, hvor stort og fortræffeligt Alt er.«

»Og den svenske og norske Hær maa De da ikke glemme,« lagde Christian til.

»Glemme den? Nej, ligesaalidt som de skulle glemme den, naar de engang have havt at gjøre med den. To Konger og tre Kongerigers Hær, der alle slaaes som een Mand, det er et Syn, som de Tydskere sjelden have seet. Vi skal feje dem ud, vi skal kaste dem hen. Havde jeg blot en Søn, som 16 kunde være med! Jeg føler paa mig selv, at han ikke vilde falde, men komme hjem med Sejr.«

Man hørte raske Skridt gjennem Haven, og en ældre Mand nærmede sig Lysthuset.

»Goddag, Hr. Overlærer,« sagde Christian, »saa tidligt paa Morgenstunden?«

»Ja,« sagde den Kommende, Overlærer Ludvigsen ved den lærde Skole, »jeg kommer for at fortælle store og gode Nyheder. Jeg har lige faaet Brev fra vor Rigsdagsmand, og han fortæller for ganske vist, at Alliancen med Sverrig er afsluttet og tiltraadt af Frankrig. Det gaaer efter al Sandsynlighed løs til Efteraaret. Det bliver store Dage for vort Fædreland.«

»Ja, tænkte jeg ikke nok, at vi vilde faae godt Nyt at høre idag?« sagde Konsistorialraadinden. »Jeg har kunnet føle det paa mig ligefra Morgenstunden.«

»Det glæder mig at skulle være den Første, som bragte Nyheden,« sagde Overlæreren. »Jeg var først ovre hos Kancelliraaden; jeg kunde ikke blive paa Skolen, men maatte ud med mine Nyheder, skjøndt det kun er et af de korte Frikvarterer, og det vil komme til at gaa ud over den latinske Stiil i sjette Klasse.«

»Det har jeg altid tænkt mig om Frankrig,« sagde Christian dybsindigt, »Napoleon maatte gjøre det, han fortsætter Onklens Traditioner og har blot ventet paa en Lejlighed til at gjengjælde Danmark den Troskab, det viste ham. Desuden vil han paa den Maade nemmest naae sit Maal, at faae Rhingrændsen.«

»Hør, veed De hvad, Hr. Ludvigsen, nu skal De sætte Dem ned, medens Margrethe henter Noget af min gamle Solbærrom, et Glas af den har De ærligt fortjent.«

»Nej Tak, Frue, De maa undskylde, jeg tør ikke blive længere fra Drengene, den halve Time ef alt gaaet. Hvis Skolen skulde faae Lov i Anledning af Nyheden, kommer jeg igjen.«

»Gud veed, om Ludvigsen dog havde Ret,« sagde Christian atter eftertænksomt, da den Omtalte var ilet bort til den latinske Stiil. »Det lyder mig dog noget usandsynligt.«

»Troer Du det nu ikke?« sagde Konstiorialraadinden. »Det lader saa tvivlraadigt og ubestemt, det var Eet, og dernæst skal et ungt Menneske altid troe det Bedste. Hellere stole for- 17 meget paa det Gode end for lidt. Det vilde jeg have lært min Søn, havde jeg havt nogen.«

»Men det nytter dog heller ikke at hengive sig til falske Illusioner,« svarede Christian lidt overlegent, »og naar man erkjender, at det ingen Sandsynlighed har for sig, at Frankrig skulde hjælpe os, hvorfor skal man saa ikke udtale sin Erkjendelse? Man maa tage Forholdene, som de ere.«

»Det lyder nu saa klogt,« sagde Fruen, »men tænkte Alle saaledes, hvordan troer Du saa det gik i Verden? Vi bleve Pjalte Allesammen.«

Margrethe, som hele Tiden havde siddet fordybet i sit Arbejde uden at skjænke den politiske Samtale nogen Interesse, saae halvt forskrækket op.

»Men De misforstaaer mig virkelig aldeles,« sagde Christian fornærmet.

»Naa ja, ja, det komme vi nok ud af,« sagde den gamle Frue, »Du er jo ellers en flink Fyr, og den Dag, Du kommer og siger: Nu er Krigen begyndt og nu rejser jeg til Dannevirke, blive vi nok enige, enten saa Frankrig er med eller ikke. Vi skal forsyne Dig godt med Uldent, baade Trøjer og Strømper og sende Dig alle gode Sager over.«

»Jeg tænker ogsaa nok, vi tilsidst komme ud af det,« sagde Christian, »foreløbigt skal jeg paa Kontoret, jeg har meget travlt idag.«

Og dermed gik han sin Vej; men det nagede ham, at Margrethe havde hørt sin Moder sige om ham, at dersom Alle tænkte som han, bleve vi Pjalte Allesammen.

Det var nemlig gaaet op for ham, at han virkelig elskede Margrethe. Han følte vel ingen særlig Trang til at betragte Maanen, naar den skinnede over Domkirken, eller anstille andre astronomiske Observationer. Han hengav sig ikke til metriske Øvelser eller eensomme Spadseretoure og betragtede ikke Blomster, Træer og Lysvirkninger i Landskabet paa nogensomhelst anden Maade end tidligere, men han befandt sig altid meget vel i Margrethes Selskab, savnede hende, naar han ikke var sammen med hende, og forestillede sig det som en overordentlig behagelig og lykkelig Tilstand at være forlovet eller gift med hende. I den smukke lille By med Skov og Sø, hvor Vinter og Sommer, Foraar og Efteraar skiftede 18 saa fredeligt, og det ene Aar gik ligesaa roligt hen som det andet, skulde Livet glide hen i hyggelig Fred, i behagelig Stilhed.

Han var ikke urolig for, hvad Svar Margrethe vilde give ham, men længtes dog meget efter en Afgjørelse. Vel havde han besluttet ikke at forlove sig, før han var bleven Fuldmægtig, men paa den anden Side følte han dog en Trang til at udtale sig, til paa en Maade forud at faae Forholdet stiltiende ordnet og sikkret. Det var imidlertid vanskeligt for ham at faae Lejlighed til saaledes at antyde sine Følelser. De saaes vel ofte, da de næsten levede som i een Familie, men netop af denne Grund saaes de ogsaa meget sjeldent uden Vidner, og naar de endelig et sjeldent Øjeblik mødtes alene, var Forholdet mellem dem altid undergaaet en eller anden let Forandring, og Margrethe lidt mere fremmed og tilbageholdende ligeoverfor ham end ellers.

En Formiddag sad hun alene i det store Lysthuus og syede. Som det ofte var Tilfældet, indfandt Christian sig lidt efter aldeles hændelsesviis. Margrethe blev lidt rød, da han nærmede sig og sad en lille Smule længere, end det var naturligt, inden hun mærkede, at han kom, men sagde dog meget roligt sit »Godmorgen«.

Christian blev staaende ved Indgangen til Lysthuset, han vovede ikke at sætte sig ved hendes Side, thi der var kun et saa lille Stykke tilovers af Bænken, at han var kommen hende meget nær, hvis han havde sat sig ned.

En ligegyldig Samtale begyndte, men Replikerne faldt meget langsomt. Man hørte i længere Mellemrum ingen anden Lyd end den eensformige Summen af Insekter, som dandsede om i Solskinnet. Margrethe undgik saa meget som muligt at møde Christians Blik, der ufravendt var hæftet paa hende. Christian vidste neppe, hvad hans Læber halvt mekanisik sagde, Margrethe følte langsomt Rødmen stige op i sine Kinder og sin Forvirring voxe og samlede kun med Møje sine Tanker til Svar.

Han havde en Stok i Haanden og tegnede med den i Gangens Sand og i det lille Bed udenfor Lysthuset. Han saae en lille, uanseelig Plante i det, tankeløst rev han den op.

19

»Men, Christian, hvad gjorde Du?« raabte Margrethe forskrækket.

»Hvad er det?« spurgte han.

»Aah, det var forresten Intet,« sagde hun, »det var en lille Plante, som jeg fik af gamle Kirstine, min Amme, sidste Gang, jeg besøgte hende. Hun sagde, det var en Lykkeurt, en lille, sjelden Blomst, hun havde funden i sin Have ved Nymaane. Den viser Menneskets Skjæbne; naar den trives godt, bliver den lykkelig, som har plantet den. Du veed nok, at hun er meget overtroisk og troer paa Eliefolk og kan see Bakkepigen sidde ved Galgebakken; jeg troer naturligvis heller ikke paa, hvad hun siger, men tog Blomsten for ikke at støde hende og plantede den der.«

»Jeg synes, at der har staaet en Rosenbusk før,« sagde Christian.

»Det har der ogsaa,« sagde Margrethe forlegent, »men den har jeg taget op. I Begyndelsen stod den lille Plante kun daarligt, jeg vilde prøve, om jeg dog ikke kunde faae den til at trives, og tog Rosenbusken op, fordi den tog Solen fra den. Det hjalp ikke; men paa eengang kunde jeg see, at den slog Rod og begyndte at voxe. Det var blot derfor, jeg blev bedrøvet, da Du rev den op.«

»Det gjør mig meget ondt,« sagde Christian med et saa ulykkeligt Ansigt, at Margrethe kom til at lee deraf. Han tog forsigtigt den lille Plante op fra Jorden og undersøgte dens Tilstand; men der var intet Haab om, at den vilde trives. Rødderne vare revne heelt af. Om Eftermiddagen bragte han det smukkeste Rosentræ, han havde kunnet opdrive i Byen, og plantede det i Lykkeurtens Sted, men det forekom ham dog til Trods for Margrethes venlige Tak, at han ikke ret havde gjort sin Forseelse god. Hun og hendes Moder stode just i Begreb med at spadsere ud tilligemed en af de gamle Damer, der boede i Klosterfløjen, og han bad om at maatte ledsage dem.

Byens Omegn var dejlig, med Skov og Sø og hjemlige Marker. Alt var dobbelt dejligt i den sildige Eftermiddagstime.

Nær Byen laa store Skove. I Udkanten af disse, rundt omgivet af høje, kratbevoxede Skrænter laa en gammel Vandmølle.

20

Beliggenheden var underlig romantisk. Det var et af de Steder, som den, der seer det første Gang, altid synes, at han har kjendt tidligere og bevaret i en dunkel Erindring. I de Dage, da den lille By var en mægtig Stad, da stolte Riddere og skjønne Damer færdedes i den, da Ridderborgen endnu knejsede paa den store Bakke ved Søen, hvor de røde Stene hvert Aar bøje Plougjernets Kanter, da lystige Jægerskarer med klingende Horn jagede Vildtet i de vidtstrakte Skove, da havde den skjulte Vandmølle været paa sin Plads, og Møllerens Datter havde vel fra Dybet seet op efter de forbifarende, lystige Jægere med de vajende Fjedre og de prægtige Dragter og maaskee mødt en af dem om Aftenen, naar Skyggerne faldt paa over Skovene og laa dobbelt skjulende over Møllen og de hvidskende Træer omkring den.

Nu laa den der skjult og stille, som om Tiden var gaaet fra den, halvt ubeboet, thi Skovbækkens Vand flød ikke længere rigeligt, dens Ejer passede kun daarligt sin Forretning og var ofte hele Uger borte, og Alt stod da lukket og øde, smuldrende langsomt hen med mangen ituslaaet Rude og enkelte Huller i Taget. Der herskede altid en særegen Stilhed over Stedet; dobbelt eensomt var der, naar Møllen ikke var igang, og Vandet eensformigt rislede afsted.

Oppe paa en af Skrænterne stod en Bænk, Træerne i den smalle, tilgroede Have havde man næsten ved sine Fødder. Her satte man sig et Øjeblik til Hvile. De to ældre Damer talte om Aftenens Skjønhed og Aftenluftens Farlighed og rejste sig snart for at gaae videre. Christian og Margrethe bleve siddende og betragtede Lysets Spil paa Træerne.

»Jeg kunde godt lide at boe i den Mølle, skjult og stille,« sagde Christian.

»Jeg ogsaa, naar, jeg veed ikke ret, hvorledes jeg skal udtrykke det, naar jeg først havde levet noget i Verden,« svarede Margrethe.

Han saae lidt forundret paa hende, ikke saameget over det Anstrøg af »Føleri«, som var udbredt over denne Yttring, som mere over det Blik, den lod ham kaste i hendes Tankegang. Hun var ellers altid saa underlig taus og tilbageholdende, og hendes Tanker vare en lukket Bog. Var det Aftenens drømmende 21 Skjønhed, der nu aabnede Sjælen, eller var det noget Mere?

»Men see,« udbrød hun pludseligt, »der paa Vandledningens Kant ligeved Hjulet, i Sprækken, troer jeg virkelig, at den samme Blomst staaer, som gamle Kirstine sagde, var en Lykkeblomst.«

Christian saae derhen. En stor, gammel Træledning førte den forbiløbende Bæks Vand fra Skrænten over et Stykke af den dybt liggende Have til Møllehjulet. Forskjellige Planter spirede frodigt i dens Revner, og blandt dem stod virkelig nogle, der ganske lignede den lille, tykbladede Plante, han havde ødelagt om Formiddagen. Rask sprang han op, svang sig over Stakittet, der var sat ved Skræntens Rand og traadte ud paa den glatte Vandledning. Den var bred nok til, at man kunde gaae derpaa, men der var en Afgrund - rigtignok af de smaae, til begge Sider.

»Hvor vil Du hen?« raabte Margrethe forfærdet.

»Jeg henter Lykkeblomsten,« svarede han.

»Nei, Du maa ikke, jeg vil ikke have det, Du kan falde ned.«

»Jeg vil gjøre godt igjen, hvad jeg forbrød iformiddags,« sagde han og gik langsomt et Par Skridt videre. Det saae virkelig farligt ud.

»Vend om, jeg beder Dig derom,« raabte Margrethe.

Der var Noget i den Tone, hvormed hun talte, som et Øjeblik lod Christian føle, at han kunde have vovet sit Liv for at skaffe hende Blomsten, men han vendte om.

»Det var smukt af Dig, at Du var saa lydig,« sagde Margrethe efter et Øjebliks Taushed.

De gik bort fra den skovomhegnede Vandmølle, som svøbtes i Aftenens drømmende Skygger, og ud paa den lyse, brede Vej, der førte til Byen, og paa hvilken de to ældre Damer saaes et Stykke iforvejen.

Sommeren leed mod Enden. En smuk Eftermiddag i Begyndelsen af September sad Kancelliraadens Familie og Konsistorialraadinden og hendes Datter i det store Lysthuus i Haven og drak Kaffe.

22

»Jeg holder meget af Naturen,« sagde Kancelliraaden, »Maden smager allerbedst i den friske Luft mellem Blomsterne og de prægtige, grønne Træer.«

»Ja, det er ganske sandt,« sagde Christian, idet han pustede Røgen fra sin Cigar ud i en lang Stribe, afbrudt ved kunstige Ringe, »see nu ogsaa, hvor Røgen seer dejlig blaa ud i Solskinnet. Det var et udmærket Indfald af Moder, at vi endnu engang skulde spise hernede. Moder har altid saadanne udmærkede Ideer.«

Fruen smilede veltilfreds over den Roes, som blev hende tildeel og udbrød, henreven af Nydelsen af at være populair: »Skal der være Gilde, saa lad der være Gilde. Jeg har lige faaet en Søsterkage fra Bageren, som egentlig skulde have staaet til iaften, naar Overlærer Ludvigsen kommer, men nu foreslaaer jeg, at vi selv spise den, medens den er ganske frisk.«

»Det gjør vi, Kone,« sagde Kancelliraaden, »jeg er en god Ægtemand, jeg holder meget af Kager,« og han tog sin Kone om Livet og gav hende et hjerteligt Kys.

Søsterkagen kom og gjorde almindelig Lykke. »Jeg har selv lagt Dejgen,« bemærkede] Fruen i Parenthes til de begejstrede Udbrud, der ledsagede dens Nydelse.

»De laver udmærket Mad,« sagde Konsistorialraadinden afgjørende.

At lave udmærket Mad var efter Kancelliraadindens Overbevisning Højdepunktet af kvindelig Fortræffelighed, og Lovtalen var dobbelt kjærkommen, fordi den kom fra en anerkjendt Autoritet i disse Sager. Havde det været muligt for hende at udfinde Noget, der kunde kildre Ganen efter Kaffe og Søsterkage, havde hun offret det, men der var Intet, og hun maatte nøjes med i sit stille Sind at overveje, hvormed hun skulde glæde Selskabet til Aften. Samtalen drejede sig imidlertid stadigt om Søsterkage, og Alle deeltoge med Interesse i den, med Undtagelse af Margrethe, som var ivrigt beskjæftiget med at lokke nogle Spurve nærmere og nærmere ved Hjælp af Krummer, som hun strøede paa Jorden.

Spurvene svirrede bort, Samtalen om Søsterkage standsede, et ungt Menneske, klædt i en eensfarvet, elegant Sommerdragt stod hilsende i Indgangen.

23

»Knud Sparre!« raabte Christian glad. »Hvor kommer Du fra?«

»Jeg havde et Par Timer til at blive her i Byen og vilde benytte Lejligheden til at hilse paa Dig og tillige paa Din Familie, som jeg ikke har seet, siden jeg var Dreng.«

»Tak skal De have, Hr. Sparre, det var smukt af Dem,« sagde Kancelliraaden med sit eleganteste Buk, thi den unge Mand, Christians Ven, var nok Opmærksomhed værd, hans Onkel, Kammerherren, var en af Omegnens Notabiliteter.

Den nysankomne Gjæst fik strax en Plads ved det hyggelige Kaffebord og modtog en Kop under mangfoldige Undskyldninger for Drikkens Beskaffenhed. Han var kommen til Sæde ved Siden af Margrethe. De kjendte hinanden fra Børneaarene, fra hvilken Tid Margrethe dog ikke bevarede nogen meget venskabelig Erindring om sin Sidemand, som havde drillet Christian meget med hans kvindelige Legekammerat og bestemt fordret hende udelukket fra en Fæstning, man havde opkastet ude i Skoven, og hvor Klassens Drenge ofte bivouakerede hele Eftermiddagen til stor Skade for de Videnskaber, de skulde dyrke den næste Formiddag. Det var, ligesom Erindringen om dette barnlige Fjendskab lagde sig over Margrethe og gjorde hende endnu mere forlegen, end hun ellers vilde have været ved at see en fremmed, ung Herre tage Plads ved hendes Side, saa nær, at hun stadigt maatte vogte sig for at komme til at berøre hans Arm, thi Pladsen ved Bordet var knapt tilmaalt. Hun vovede neppe at slaae Øjnene op og bed sine smukke Læber som en forlegen Skolepige. Havde hun dog blot den yderste Plads, men nu var det ikke muligt at slippe ud uden at komme forbi ham.

Knud Sparre, som neppe havde bevaret nogen Erindring om de ungdommelige Uenigheder, kastede af og til et stjaalent Blik paa sin smukke Naboerske. Samtalen gik livligt og muntert ved Bordet. Sparre var en ung Verdensmand, vant til at bevæge sig i forskjellige Forhold, og forstod strax, skjøndt maaskee paa en lidt overlegen Maade, at gjøre sig hjemme i den lille Kreds, men det vilde ikke lykkes ham at drage Margrethe ind i Samtalen. Han maatte nøjes med fra Siden at bemærke, hvor blødt og fiint hendes Kind rundede 24 sig i det indfaldende Lys, og hvor smuk den lille Haand var, som forlegent snoede Livbaandets Ender, men det vilde ikke lykkes ham at vinde et eneste Blik.

Han blev dobbelt veltalende. Han havde rejst endeel og seet meget, han var vant til at færdes i hine Kredse, fra hvilke en lille Skildring bliver dobbelt interessant alene paa Grund af sin Oprindelse, navnlig glædede det Fruen at høre Kammerherrens paa Sparresholm blive omtalt som en ganske almindelig Familie af en Gjæst ved hendes Bord. Det var, som om de Alle hævedes til en højere social Stilling. Det faldt ham ogsaa let at fængsle det øvrige Selskab, og man rejste sig meget veltilfreds fra Kaffebordet.

»Hvor længe bliver De her i Byen, Hr. Sparre?« spurgte Fruen.

»Jeg tænker paa at anbefale mig om et Par Minutter,« var Svaret, »jeg vil tage en Vogn paa Gjæstgivergaarden, hvor mit Tøj staaer, for at komme til Sparresholm i lidt god Tid, min Onkel gaaer helst tidligt i Seng.«

»Jeg havde haabet, at De maaskee vilde have overnattet her og saa taget tiltakke hos os, men jeg tør naturligviis ikke rivalisere med Kammerherrens herskabelige Huus,« sagde Fruen.

»Ja, hør,« sagde Christian, »idag overgaaer Moder sig selv med gode Ideer, bliv her iaften, saa gaae vi, Du, Margrethe og jeg en Tour og besøge de gamle Steder, hvorom vi nu talte, og iaften faae vi os en hyggelig Aftenpibe og en Toddy paa mit Værelse, og jeg slipper for at sidde paa Kontoret imorgen Formiddag,« føjede han hvidskende til.

Sparre lo: »Jeg takker, Du skildrer Tilværelsen her saa behageligt, at jeg ikke kan modstaae, jeg vil da tillade mig at tage mod Deres venlige Tilbud.«

Septembersolen spillede saa lyst og varmt i Haven, som om det var Midsommer, den skinnede paa Blomster og farverigt Løv og den muntre Klynge, men meest paa de tre smukke, ungdommelige Ansigter. Der var noget Festligt ved hele Scenen.

»Lad os saa gaae en Tour,« sagde Christian, »Du følger os nok, Margrethe.«

»Vi Ældre gaae ogsaa med,« sagde Konsistorialraadinden 25 lidt stødt, inden Datteren kunde faae Tid til at svare, thi hun syntes ikke om, at Christian uden videre disponerede over den unge Dame. Man begyndte da at deliberere om, hvilken Vej man skulde vælge. De Ældre vilde helst slippe lidt nemt. »Ikke ad Skovmøllevejen,« sagde Kancelliraaden, »det er ikke andet end Bakke op og Bakke ned.«

»Det er jo den allersmukkeste Vej,« udbrød Margrethe halvt uvilkaarligt.

»Jeg tilstaaer oprigtigt, at jeg ikke husker, hvilken Vej det er, der har det Navn,« sagde Knud Sparre, »men efter den Anbefaling, Frøkenen giver den, vil jeg ubetinget stemme for den.«

Margrethe syntes aldeles ikke at have lagt Mærke til disse Ord, thi hun vendte sig om mod Christian og tiltalte ham.

Pludselig afbrødes imidlertid Samtalen, det var bestemt af Skjæbnen, at der skulde komme fornemme Fremmede idag, en af Tjenestepigerne kom aandeløs farende hen til Lysthuset:

»Amtmanden er der, Herre! Han kommer lige efter mig.«

Og i Virkeligheden saae man ved en Omdrejning af Gangen en ældre, noget svær Herre nærme sig Selskabet med en værdig, rullende Gang. Alt kom i Bevægelse, Kancelliraaden ilede sin høje Foresatte imøde, øjensynligt trykket ved Bevidstheden om sin Hjemmefrakke og Pibe, som han forgjæves havde søgt at stikke Konsistorialraadinden i Haanden. I en dunkel Følelse af, at der var noget Vanærende forbundet med at blive grebet af en Kammerherre og Amtmand i at drikke Eftermiddagskaffe, bestræbte Fruen sig for saavidt muligt at skjule det dækkede Bord for den Kommendes Blikke og flyttede som en Forholdsregel i denne Retning Kaffekanden fra Bordet ned paa Bænken. Christian, i hvis Hjerte den studentikose Ligegyldighed for Adel, Titel og Rang kæmpede med Fuldmægtigaspirantens Ærbødighed for en Amtmand, fulgte langsomt og forlegent sin Fader. Konsistorialraadinden havde for levende Bevidsthed om den Stilling, hun var berettiget til at indtage blandt Egnens Honoratiores, til at ville trække sig tilbage, før Amtmanden havde sagt hende nogle forbindtlige Ord, og vægrede sig derfor ved at følge sin Datters Opfordring til at forsvinde ad Sidegangen.

26

Den Eneste, der forblev i uforstyrret Besiddelse af sin Sindsro, var Knud Sparre, og som han stod der ganske roligt, bestræbende sig for at undertrykke et let Smiil ved at se sin Vens Debut som Embedsmand, var det første Gang, det lykkedes ham at opfange et Blik af Margrethes smukke Øjne, ja den lette Ironi, som spillede om hans Mund, fremkaldte endog et besvarende Smiil fra hende.

Amtmanden hilste paa Damerne med megen Høflighed og paa Knud Sparre med en Ligemands Venskabelighed. Fruen følte, at hans Nærværelse som Familiens Gjæst til en vis Grad neutraliserede Kaffebordets fornedrende Virkning.

»Charmant lille Bondepige, der lukkede mig op, Kancelliraad,« sagde Amtmanden spøgende, idet han strøg sine zirligt friserede og pomadiserede graae Haar frem. »Man seer, Deres Kone stoler paa Dem og paa sin Hr. Søn.«

Konsistorialraadinden begyndte at see lidt betænkelig ud, thi Hs. Højvelbaarenhed var bekjendt for at være Ynder af en lidt slibrig Konversation.

»Skal vi gaae op og faae et Glimt at see af hende igjen og snakke lidt om Fæstebønderne i Tyrsbæk, der er den egentlige Grund til mit Besøg idag? Damerne undskylde os et Øjeblik,« og hermed fjernede den store Mand sig, førende Kancelliraaden med, der stadigt var under Trykket af den gamle Frakke og Piben, og en Byrde lettedes fra de fleste Tilstedeværendes Bryst.

Christian ophører at være Fuldmægtigaspirant, leer hjerteligt ved Synet af den skjulte Kaffekande og forfærder sin Moder ved at paastaae, at Amtmanden godt saae den hele, underfundige Transaktion. Fruen seer i Aanden, hvorledes hendes Kaffekande vil gjøre Runden ved alle Amtets Middagsselskaber i de første Maaneder, og er Fortvivlelsen nær, indtil Christian beroliger hende med den Forsikkring, at Amtmanden umuligt kan have opdaget corpus delicti, da Konsistorialraadinden hele Tiden har staaet foran det, og hun faaer da Ro til at koncentrere alle sine Tanker paa de gastronomiske Forholdsregler, som det vil være 27 nødvendigt at træffe, hvis Amtmanden forbliver der om Aftenen.

Spadseretouren blev foreløbigt opgivet eller ialfald indskrænket til Havens Omraade. Knud Sparre bestræbte sig stadigt for at indlede en Samtale med Margrethe, hvis smukke, barnlige Ansigt i høj Grad tiltalte ham, men hans Bestræbelser havde kun lidet Held, om det nu var fordi Erindringen om den Uvillie, hun som Barn havde næret mod ham var saa levende eller, fordi hun var bange for, at han gjorde Nar af den lille Kjøbstaddame og ret vilde vise hende sin Overlegenhed. Hun svarede ham kort og adspredt og blev mere og mere forvirret, og da hun tillige havde en Følelse af, at hendes Forvirring netop morede ham og gjorde ham mere livlig og talende, gik hendes Uvillie mod ham næsten over til en Følelse af Had. For dog at vise, at hun ikke var den Tosse, han maaskee havde antaget hende for, og at det blot var ligeoverfor ham, hun var saa taus og tilbageholdende og maaskee tillige for at vise den Indflydelse, hun paa sin Side kunde udøve, vendte hun sig ganske til Christian og begyndte med denne en livlig Samtale om forskjellige huslige Smaabegivenheder, for hvilke den Nysankomne var ganske fremmed.

Knud Sparre mærkede Hensigten og begyndte nu paa sin Side at angribe Christians Opmærksomhed, og med afgjort Held. Denne havde i Virkeligheden for Øjeblikket saa megen Lyst til at faae sig en gemytlig Passiar med sin gamle Kammerat, at der kun behøvedes en let Opfordring til at gjøre ham ganske til Øre for, hvad der blev sagt fra hiin Kant. Det lykkedes ogsaa Knud at drage Konsistorialraadinden med ind i Samtalen.

Kanoelliraadindens Tanker dvælede udelukkende ved Muligheden af at erhverve en Kalkun for det Tilfælde, at Amtmanden vilde blive om Aftenen, og hun forlod tilsidst i sin pinlige Uro Selskabet og begav sig op til Huset. Margrethe saae med Beklagelse og Uro, at hun rejste sig, thi nu vilde hun blive den eneste Tause i Kredsen. Imidlertid indfandt de forventede Gjæster sig, Overlærer Ludvigsen og hans Kone, hvem Fruen havde sendt ned til de Andre i Haven med den Trøst, at hun selv kom »strax«. Overlæreren 28 blev meget glad over at træffe Knud Sparre, hvem han erklærede for at have været en af hans flinkeste Historikere. Margrethe hilste meget koldt paa Hr. Ludvigsen efter denne Erklæring.

Overlæreren var forresten Konsistorialraadindens Yndling. Han var en af Byens ivrigste Politikere, stillede og anbefalede Byens Kandidat ved Valghandlingerne, skrev i Byens Avis mod Bondevennerne og spillede i det Hele en Rolle, som Byens Borgermester undertiden fandt at være altfor meget en Hovedrolle, da den ikke beroede paa kongelig Udnævnelse.

Der udspandt sig nu en meget livlig, politisk Samtale. Overlæreren havde adskillige Punkter, over hvilke han i længere Tid havde tænkt og samlet Stof til Udtalelser, og som han nu kunde faae drøftet med Sparre, der var godt inde i Forholdene, og tillige kjendte flere af de ledende Personligheder og kunde give smaa private Meddelelser om dem, som det var Hr. Ludvigsen en sand Nydelse at erholde til videre Disposition. Engang imellem kastede Sparre et Blik hen til Margrethe, der sad aldeles tilovers og lod, som det interesserede hende i høj Grad at faae Ribberne løste af Lindebladene. Det blev imidlertid temmelig køligt, Mørket faldt stærkt paa, og man mindedes om, at Sommeren var forbi. I en livligt samtalende Gruppe begav man sig op til Huset. Margrethe gik bagefter og rev Bladene af de Buske, hun kom forbi. Pludselig vendte hun om, gjorde nogle Skridt tilbage, men gik da atter hen til de Andre.

»Har Du glemt Noget, Margrethe?« spurgte hendes Moder.

»Ja, mit Sytøj.«

»Og tør formodentlig ikke alene gaae tilbage og hente det.«

»Jo, jeg tør,« sagde Margrethe med en Stemme, der rystede af tilbagetrængt Graad over, at hendes naragtige Frygt saaledes var bleven omtalt for Selskabet, og gik rask tilbage.

Knud Sparre havde hørt Samtalen og fulgte hende, medens de Andre langsomt gik videre. Margrethe, som hørte, 29 at Nogen gik bagefter hende, troede, det var Christian, og gik rask videre; Sparre naaede hende først ved Indgangen til Lysthuset. Haven var tæt bevoxet og Skumringen der derfor dobbelt stærk, men da han stod ved Siden af hende, gjenkjendte hun ham dog strax.

»Er det Dem?« udraabte hun halvt forskrækket, idet hun standsede.

»Blev De bange for mig?«

»Nei, De maa ikke troe, at jeg er saa barnagtig, som Moder vilde gjøre mig til. Vil De ikke gaae tilbage til de Andre. De maa ikke ulejlige Dem for min Skyld.«

»Jeg vender aldrig om paa Halvvejen,« sagde Knud Sparre spøgende, »end sige, naar jeg staaer saa nær ved Maalet.«

Man hørte, hvorledes Laagen i den anden Ende af Haven faldt i efter de Andre.

»Vil De tage Sytøjet, det ligger derinde paa Bænken,« sagde Margrethe hurtigt.

Han gik derind, og hun ilede bort i største Hast. Da han kom tilbage, saae han til sin Forundring, at hun var borte, og skimtede hendes lyse Kjole langt oppe i den mørke Gang. Rask ilede han efter hende. Hendes hurtige Gang blev til iilsomt Løb, men han naaede hende dog, inden hun var kommet mere end Halvvejen til Huset, nu vilde Margrethe have givet Alt til, at hun ikke havde forsøgt at løbe fra ham.

»Hvorfor flygtede De for mig?« spurgte han alvorligt.

Margrethe vilde svare, men den længe tilbagetrængte Graad brød i det Samme saa voldsomt frem, at hendes hele Legeme rystede derved. Knud Sparre blev aldeles forbauset. Han havde vel en Følelse af, at han havde hævnet sig i Løbet af Eftermiddagen for den Maade, hvorpaa hun havde tilbageviist hans Forsøg paa Tilnærmelse og af, at han havde stillet sig i et særegent Forhold til den unge Pige; men dette voldsomme Udbrud overraskede ham dog i høj Grad. Hendes Bevægelse var saa stærk, at det ikke var muligt for ham at lade, som om han ikke bemærkede den.

»Er De ikke rask, Frøken?« spurgte han saa roligt og 30 ærbødigt, at allerede hans Stemmes Klang øvede en velgjørende Indflydelse paa Margrethe.

»Jeg har en stærk Hovedpine,« sagde hun. »Nej, det er ikke det,« afbrød hun sig selv, »men Moder har Ret, jeg er meget barnagtig.«

Efter denne aabne Tilstaaelse, som nu syntes at gjøre ham til den Forlegne, gik de roligt ved Siden af hinanden.

»Jeg beder Dem tilgive mig, hvis det er mig, som .... hvis jeg har .... har forskrækket Dem ved at løbe saa hurtig efter Dem. Jeg vilde ikke lade Dem gaae alene.«

»Jeg er virkelig ikke vred paa Dem, det er der jo aldeles ingen Grund til. Vil De blot love mig, ikke at ansee mig for et reent Barn,« føjede hun sagtere til, »og heller ikke fortælle Noget til de Andre.«

Han kunde høre paa Stemmen, at hun smilede ved de sidste Ord.

De havde nu naaet Havelaagen.

»Giv mig Deres Haand paa, at vi ere Venner,« sagde han.

Uden at svare, rakte hun ham sin lille Haand og mødte hans Blik; de smilede begge.

»Sig, at jeg kommer strax,« sagde hun og ilede derpaa op til sin Moders Lejlighed.

Han saae efter hende, til hun forsvandt i Døren, og gik derpaa op til de Andre.

Fruens værste Anelse var gaaet i Opfyldelse. Amtmanden blev der Aftenen over; men til al Lykke havde hun faaet den attraaede Kalkun fra Gjæstgivergaarden. Aftenen gik imidlertid fortræffeligt. Amtmanden var af Kancelliraaden bleven overrasket i at tage et Kys ude paa Gangen fra den smukke Stuepige, men havde ganske udslettet hans Frygt for at have sat sin høje Overordnede i Forlegenhed ved at tage Sagen fra den gemytlige Side og øjeblikkeligt forstaaet den Antydning om Fuldmægtigposten, der senere faldt, idet han ligefrem foreslog at give den til Christian, efter først at have konstitueret ham et Par Maaneder.

Ved Bordet var hans Højvelbaarenhed lutter Munterhed og Behagelighed, thi det var godt besat, og han var En af dem, for hvem det lønner sig, at en Huusmoder gjør Anstrængeiser.

31

Han sagde Kancelliraaden Komplimenter i Anledning af hans Embedsførelse, saa at denne alt følte sit Hjerte banke ved Tanken om, at den sjette Oktober var nær, han drak den unge Fuldmægtigs Skaal, strømmede over af Komplimenter over Maden og omtalte den afdøde Konsistorialraad som en af sine bedste Venner.

Overlærer Ludvigsen havde ham mistænkt for i Hjertet at være en reaktionair Heelstatsmand og gik ham derfor paa Klingen med et let, politisk Krydsforhør, men der var ikke det Mindste at udsætte paa hans Udtalelser. Han havde fornylig været ved Hove, var under Kongemødet bleven dekoreret med et svensk Kommandeurkors og samstemmede fuldstændigt med Ludvigsens liberale og skandinaviske Anskueiser. De Historier endelig, han fortalte, vare den Aften saa moderate, at Damerne kunde undgaae at forstaae dem; kortsagt, Alt var saa behageligt som muligt.

Han erklærede bagefter for Knud, at han havde havt en ubetalelig lille Historie, som dog var for »dificil« til at en ung Pige, der havde saadanne Øjne, som Frøken Margrethe, kunde høre den.

Margrethe, Christian og Knud Sparre havde som de Unge i Selskabet sluttet sig sammen, og Samtalen gik Slag i Slag mellem dem, kun fandt Christian, at han blev lidt tilsidesat af sin gamle Skolekammerat, som hovedsagelig henvendte sig til Margrethe. Han følte iøvrigt, at denne nok kunde have Grund til at vise sin Borddame denne Opmærksomhed, thi han havde aldrig seet hende saa smuk, livlig og straalende, som hiin Aften; hun lignede neppe den sædvanlige rolige og tilbageholdne Margrethe. Alle de gamle Erindringer fra Børneaarene bleve opfriskede, og Knud overraskedes oftere ved at høre, hvor tydeligt den unge Pige erindrede mangen ubetydelig Begivenhed, hvori han havde spillet en Rolle, og som han forlængst havde glemt, fordi hans Tanker aldrig havde dvælet ved den siden, og han følte tillige en næsten barnlig Anger over alle de smaa Forfølgelser, hvori han havde gjort sig skyldig, og som hun havde bevaret saa levende.

»Det var maaskee Erindringen om mine tidligere Drillerier, som stødte Dem saameget tilbage fra mig, da vi 32 mødtes i Eftermiddag,« sagde han halvsagte, »jeg mærkede, at der var Noget mellem os.«

»Maaskee,« sagde hun rødmende.

»Og det var maaskee en dunkel Følelse af, at jeg havde en Uret mod Dem, som ubevidst drog mig saameget til Dem, for at jeg kunde opnaae Forsoning,« tilføjede han dristigt.

Hun svarede ikke; han tog sit Glas og tømte det med Blikket fæstet paa hende: »For Fortiden og for Fremtiden!«

Senere paa Aftenen, da Alt var roligt i Huset, sad Christian og Knud i en rolig Samtale paa den Førstes Værelse.

Knud Sparre og Christian havde været Venner fra Drengeaarene af, da de gik sammen i Latinskolen. Knud, som tidligt havde mistet sine Forældre, var i Kost hos en af Lærerne ved Skolen, hvor han fandt det temmelig kjedsommeligt, og da Kapitelgaarden med dens store, frugtrige Have laa lige i Nærheden, var det intet Under, at han saa ofte som muligt, under forskjellige Paaskud om at læse sammen eller foretage andre lærde Øvelser i Fællesskab med Christian, ombyttede sit kjedsommelige Værelse med Nabohavens Herlighed. Dette var den egentlige Oprindelse til det venskabelige Forhold, der stiftedes under Jordbærs, Blommers og Graapærers Auspicier. De to Drenge vare iøvrigt hinanden meget ulige. Christian var en jevntbegavet, godmodig, noget indolent Natur; hans Ven var ham langt overlegen i Begavelse, livlig, let bevægelig og gjorde Alting fuldtud.

Skoledrengene, der ere tilbøjlige til at see Alt fra et satirisk Synspunkt, forsøgte engang, da Cervantes' berømte Roman gik Klassen rundt som Morskabslæsning, at kalde ham Don Quixote; men Indførelsen af dette Øgenavn strandede paa Christians bestemte Modstand. Denne vilde paa ingen Maade taale en saadan Benævnelse, ikke alene fordi han virkelig holdt meget af Knud, men ogsaa fordi han indsaae, at man da meget let vilde falde paa at kalde ham Sancho Pansa, da han var Knuds bestandige Ledsager. Han erklærede derfor, da Forslaget kom frem, at Den, der brugte dette Øgenavn, ikke vilde blive inviteret til det store Selskab paa hans Fødselsdag, den største private Festlighed i 33 Klassen, og paa Grund af denne energiske Modstand faldt ogsaa Sagen. Christian saae altid op til Knud; denne Følelse hos ham vedblev bestandigt og var ikke den mindste Grund til, at Forholdet mellem dem var saa stadigt; thi ligesom den Ene af de To hørte til de Naturer, der trænge til En, hvem de kunne underkaste sig, og hvis Meninger de kunne hylde, følte Knud paa sin Side i høj Grad Behageligheden ved at omgaaes med en Jevnaldrende, der stadigt og villigt anerkjendte hans Overlegenhed.

I de sidste Aar havde tilfældige Forhold medført, at de ikke saae hinanden saa jevnligt som ellers, og de befandt sig nu begge særdeles vel i hinandens Selskab, som de sad der paa Skuepladsen for deres Drengeliv og talte om gamle Dage.

De havde ikke tændt Lys, thi Maanen skinnede stærkt og klart. De saae ud over den mægtige Kirke, som laa i Lyset, men kastede en dyb Skygge henover Pladsen og over de sorte Træer, hvis Blade bevægede sig let i en hemmelighedsfuld Hvisken; længere borte laa Tagene af Byens Huse, og ude i Horizonten blinkede en sølvklar Stribe, som viste, hvor Fjorden begyndte. Stilheden i Naturen, den dunkle Belysning, som ikke tillod at iagttage Ansigtstrækkene, gav Samtalen et mere fortroligt Præg, end den ellers vilde have havt.

»Jeg har altid havt Rædsel for et skjult, ukjendt Liv,« sagde Knud Sparre, »alene Tanken derpaa har kunnet give mig en kvælende Fornemmelse; men iaften synes det mig næsten, som jeg kunde blive tilfreds, ja lykkelig, naar jeg levede »penitus ab orbe divisus« paa et Sted saa fuldt af Ro og stille Fred som dette. Naar Alt kommer til Alt, er det dog vel behageligere at drive paa en Baad ned ad en stille, venlig Strøm, end sejle ud paa et stormende Hav, for at bruge et ikke ubekjendt Billede.«

»Ja, jeg holder ogsaa inderlig meget af Byen,« sagde Christian, »og glæder mig ret ved, at der er al Udsigt til, at jeg bliver her hele mit Liv. Saalænge Fader lever, kan jeg have det godt som hans Fuldmægtig og, naar han er død, tænker jeg, at jeg faaer Embedet. Naar jeg blot kan have mit gode Udkomme og leve paa et behageligt Sted, 34 hvor man kommer godt ud af det med Folk, forlanger jeg ikke mere af Livet.«

»Har Du aldrig følt nogen Trang til at udmærke Dig, til at vinde et Navn?« spurgte Knud.

»Nej,« sagde Christian, idet han røg stærkere til af sin Pibe, som truede med at gaae ud, »om man bliver omtalt af hundrede Mennesker eller af hundrede Tusind, synes mig, kommer ud paa Eet.«

»Det var ikke ganske det, jeg meente,« sagde Knud, »jeg mener, om Du aldrig har følt Trang til at udrette noget Stort og Godt i Verden, før Du døde, være med at bringe den blot en Tusindedeel af en Tomme frem.«

»Udrette lidt Alvorligt i Verden, det har jeg nok følt Lyst til,« svarede Christian, »men det kan der nok ogsaa blive Lejlighed til. Der er for Exempel her paa Kirkens Gods et meget indviklet Arvefæsteforhold, som gjør, at der ikke svares til den de Afgifter, som jeg troer, den er berettiget til. Der har været kludret med det i mange Tider, men uden at det har ført til noget Resultat. Jeg troer nok, jeg vil kunne klare Spørgsmaalet og derved skaffe Jordebogsindtægterne en ikke ubetydelig Forøgelse. Den Dag, jeg kunde faae det ordnet, vilde jeg virkelig være tilfreds og synes, jeg havde gjort Noget. Det var jo ikke for mig selv, jeg havde arbejdet, men for et mere almindeligt Formaal.«

»Du og Margrethe og jeg kom ikke den Tour, vi talte om,« sagde Knud efter nogen Tids Taushed.

»Det var jo Amtmandens Skyld,« sagde Christian, »men bliv imorgen over, saa skal Du faae alle de gamle Steder at see.«

»Det kunde jeg igrunden have Lyst til,« var Svaret.

»Vel, jeg tager Dig paa Ordet. Om Du kommer en Dag tidligere eller sildigere til Din Onkel, gjør vel ikke Noget til Sagen.«

»Aa, nej, det har Du egentlig Ret i.«

Dermed var Sagen afgjort.

Den næste Dag lettede Christian til Ære for sin Gjæst sine Skuldre for Kontorets Byrder og forbrugte en betydelig Mængde Cigarer.

35

Knud havde hele Dagen stadigt bragt Spadseretouren i Erindring; om Eftermiddagen blev den ogsaa virkelig iværksat, og de tre Unge gik sammen ud ad den gamle Klosterport.

Efter en Times Vandring sad de ved Skovmøllen, det smukkeste Punkt i Omegnen og Maalet for alle Udflugter med Fremmede. Samtalen havde været meget livlig, Knud havde atter følt sig sælsomt berørt ved at høre, hvorledes Margrethe erindrede alle Smaabegivenheder fra Barndommen, hvori han havde spillet en Rolle, og som han selv enten havde glemt, eller af hvilke Erindringen dog kun stod dunkel og drømt for ham. Nu indtraadte der et Øjebliks Taushed.

»Det er dejligt at have Havet i Nærheden, naar man boer i en lille By,« sagde Margrethe, idet hun viste ud over Træerne. »Det er saa smukt, og der er saa meget Liv deri.«

Hun talte til den Side, hvor Knud sad.

»Havet vækker mange forskjellige Tanker,« sagde denne, »men er det af de rolige eller de urolige?«

Efter et Øjebliks Betænkning, som om det kostede hende lidt Kamp at tale, sagde Margrethe:

»Det giver Friskhed i Sindet, synes jeg, og mere Ro. Jeg tænker altid paa min Barndom, naar jeg seer paa Vand i Solskin.«

»Der kjører Kjøbmand Schous nye Jagtvogn,« sagde Christian og pegede hen paa et Stykke af Vejen, som var synligt fra Bakken. Da Ingen svarede, rejste han sig og gik hen for at see efter Vognen, som om den udelukkende beskjæftigede ham.

»Havet vækker Uro og Længsel i mig,« sagde Knud Sparre, »Bølgerne gaae altid fremad, ere altid i Bevægelse, den, der staaer stille paa Strandbredden, vækkes af dem. Jeg holder ikke af at see paa en Indsø, den kan være dejlig og venlig, men der er sat Grændser for den, og Uroen mangler.«

»Uro og Længsel? Hvorefter?« spurgte Margrethe, men følte i det Samme, at hun havde spurgt om altfor meget og følte det dobbelt, da hun saae det Blik, han kastede paa hende.

36

»Seer De den Stribe langt ude,« sagde hun hurtigt, »den er saa blændende i den nedgaaende Sol, at man neppe kan see paa den. Det er det aabne Hav, hvorfra Noret gaaer ind til Byen.«

»Kan man ikke see mere af det herfra?« spurgte Knud Sparre.

»Jo, indefra Møllen,« svarede Margrethe. »Jeg har engang som Barn været derinde, og den gamle Kone tog mig op til det Gavlvindue, der er lige ved Hjulet, og sagde, at hun vilde vise mig mere af Verden, end jeg nogensinde før havde seet. Naar man staaer ved det Vindue, trække virkelig ogsaa Skovene og Pynterne sig saa underligt tilbage, at man kan see mange Mile ud. Jeg saae dengang for første Gang et stort Skib seile langt ude i Søen, og jeg kan endnu neppe frigjøre mig for den Forestilling, at Robinson Crusoe, Sindbad den Søfarende, Arasmanes og alle de Andre, som havde flakket om i Æventyrene, vare der ombord.«

»Jeg vil dog prøve, om jeg ikke ogsaa kan faae et saadant Glimt at see af Æventyrets Verden,« sagde Knud Sparre, idet han rejste sig og hurtigt gik ud paa Vandrenden, der førte lige hen under Vinduet.

»Er Du gal, Menneske!« raabte Christian. »Lad dog være, den er saa raadden, at den kan gaae istykker under Dig ved hvert Trin.«

Han svarede ikke, men gik ud til Enden af Vandledningen, hvor han standsede ved Hjulet lige under Vinduet.

»Her er dejligt,« sagde han, »man seer langt ud og det store Skib gaaer derude.«

Margrethe havde rejst sig fra Bænken. Christian slog utaalmodigt i Sandet med sin Stok.

»Kom dog tilbage, Menneske!« raabte han, »Folk, der see Dig nede fra Vejen, maa jo troe, at Du er gal.«

Knud vendte sig endelig atter mod dem.

»Jeg er bleven ganske blændet af at see ud i alt det Lys,« sagde han, »jeg kan neppe see, hvor jeg træder.«

Margrethe gik hurtigt nogle Skridt frem og vilde have traadt ud paa Randen, hvis ikke Christian havde grebet hende om Armen og holdt hende tilbage.

»Luk først Dine Øjne et Øjeblik!« raabte han til Sparre.

37

Denne fulgte Raadet og gik derpaa med sikkre Skridt tilbage.

»Lad os saa gaae hjem,« sagde Christian gnavent, »havde jeg ikke været med, kunde I begge to være blevne slaaede ihjel.«

»Tænkte De virkelig paa at vove Dem derud?« sagde Sparre til Margrethe.

»Ja vel tænkte hun paa det, og hun havde saamænd ogsaa gjort det, naar jeg ikke havde været tilstede,« sagde Christian.

Margrethe følte, at han betragtede hende, men vilde ikke møde hans Blik.

Hjemvejen gik temmelig taust. Christian gjenvandt snart sit gode Lune og fortalte Løst og Fast fra Byen, men kunde ikke faae de Andre med.

Tæt ved Byen mødte de en gammel Bondekone, der standsede bekjendt og gav sig i Tale med dem. Det var Margrethes gamle, overtroiske Amme, som havde givet hende Lykkeurten.

»Herregud, lille Margrethe,« sagde hun, »hvordan er det, Du seer ud? Du har dog vel aldrig været alene i Møllekrattet iaften?«

»Nej, hun har ikke,« sagde Christian, »Kirstine kan være ganske rolig, hvis det er Eliefolket, hun tænker paa. De kan ikke taale Cigarrøg, og jeg har været med.«

Den gamle Bondekone saae fornærmet ud, og man gik hver sin Vej.

Det var næsten mørkt, og Duggen faldt stærkt paa. Klokken i Domkirken begyndte nu at ringe. Engang for et Par hundrede Aar siden havde der ved Byen staaet et stort Slag, hvor der var bleven kæmpet fra Morgenstunden til denne Time, da Sejren var vundet og Landet reddet. Siden den Dag ringedes der altid istedetfor til Solnedgang ved denne Tid for at mindes Sejren og Rigets Frelse.

Den næste Morgen tidligt forlod Knud Kapitelhuset, medens Alt endnu var stille indenfor de tykke, røde Mure. Kun den tætte Vedbend viftede fra Vinduerne til ham.

38

Jagten gik lystigt paa Sparresholm. Der var ikke mange Dyr i Skovene, og der var ikke heller megen Skov, men til Gjengjæld var det en godt Strøg, hvad Fuglene angik, og da man tillige deeltog i Nabogaardenes Jagter, var der dog endeel at gjøre.

Den gamle Kammerherre, Knud Sparres Onkel, holdt meget af sin Neveu. Hans egne Sønner vare fuldstændige Landmænd, gode Hestekjendere og Medlemmer af Dyrskuekomiteerne, men ellers ikke fremragende i nogensomhelst Retning. Knud derimod repræsenterede Familiens Fremtidshaab, var den, der skulde fremad i Verden. Hans Onkel viste ham derfor altid særlig Forkjærlighed, og hans Fættere havde megen Respekt for ham. De paaskjønnede navnlig, at han, skjøndt han var saa »dygtig«, dog tillige var en munter og behagelig Selskabsbroder, der aldrig, saaledes som Præstens Søn, der ogsaa var »dygtig«, lod det være sig magtpaaliggende ved alle Lejligheder at vise sin Overlegenhed, hvad Kundskaber angik.

Denne Gang var han imidlertid endeel forandret. Ofte kunde han vel vise sig som den Gamle eller rettere dobbelt frejdig og livsglad, men undertiden var han ogsaa meget indesluttet og tilbageholdende. Han plejede da gjerne at skille sig fra det øvrige Jagtselskab, og det oplystes da flere Gange, at han havde søgt ud til en skovbevoxet Pynt, hvorfra man havde vid Udsigt over Fjorden til den knejsende Domkirke, hvis Taarne ragede op paa den anden Side. Man kunde ikke komme paa det Rene med, hvad det var, der drog ham til denne Plet.

Amtmanden, som opholdt sig paa Gaarden, ikke saameget for Jagtens Skyld, som for de den ledsagende Gilder, paastod, at han havde opdaget, at der var en smuk, ung Bondepige i det lille Huus ved Pynten, og at det var hende, der forlokkede den eensomme Jæger, og saasnart nu Knud kom i sit tause Lune, regnede det ned over ham med Hentydninger til »Skovpigen«, og hans Kousine, Frøken Lucy Sparre, en lystig og flot ung Herregaardsskjønhed, der stadigt færdedes med Jagtselskabet, sang advarende til sin tause Fætter:

39

»Møder en Nymfe Dig,
Lad hende skjøtte sig,
Jæger, o, tag Dig ivare.«

Gjæstede Knud virkelig jevnlig det lille Bondehuus, vilde han iøvrigt neppe have undgaaet at træffe den samme unge Dame, thi, til stor Forbauselse for Bondefolkene, gik der i den Tid neppe nogen Dag, hvor ikke den naadige Frøken, snart tidligt paa Morgenstunden, snart i Skumringen og undertiden lige i Middagstiden, kom travende paa sin bekjendte graa Hest, steg af for at faae et Glas Vand, som altid den smukke Ane selv maatte bringe, og derpaa jog bort, altid synlig oplivet ved Nydelsen af den beskedne Forfriskning.

En Dag, da den unge Dame red bort fra et af de sædvanlige Besøg ved Skrænthuset, mødte hun imidlertid sin Fætter, der langsomt slentrede hen ad Vejen. Hun rødmede, men raabte hurtigt:

»Der greb jeg Dig paa fersk Gjerning, Knud! nu kan Du ligesaa godt gjøre mig til Din Fortrolige.«

»Hvormed Lucy?« spurgte han, »det er dog vel aldrig Din Mening, at Du troer et Ord af den dumme Snak om Bondepigen?«

»Ja, hvorfor ikke?« svarede hun og saae forskende paa ham. »I Herrer ere vist mere slemme, end vi i Almindelighed faae at vide. Du kunde jo ogsaa gifte Dig med hende.«

»Jeg er ikke forelsket i den Bondepige,« sagde Knud, »og som Følge deraf kunde det hverken falde mig ind at gifte mig med hende eller at forføre hende.«

Den unge Pige taug og rettede paa den Graaes lange, lyse Manke. Da hun havde redet en Stund langsomt ved Siden af Knud, sagde hun, paany stærkt rødmende:

»Du har været fortrolig mod mig Knud, nu skal jeg ogsaa være det mod Dig.... Om Forladelse, Du ønsker maaskee ikke at beæres med min Fortrolighed,« tilføjede hun, da han vedblev at gaae taust, og hun gav den Graa et Rap med Pidsken, saa den foer et Spring frem, men tæmmedes atter af hendes øvede Haand.

»Du tager virkelig Fejl, kjære Kousine, tvertimod, det 40 vilde glæde mig i høj Grad, om Du vilde vise mig saamegen Tillid.«

»Godt, saa skal Du raade mig,« sagde hun med et lidt tvungent Smil paa sit smukke, aabne Ansigt. »Du skal være mig som en gammel, ærværdig Tante, som en Moder eller saadant noget Andet, som jeg ikke har, og som man bruger ved slige Lejligheder til fortrolige Tilstaaelser. Amtmanden vil frie til mig. Hvad skal jeg gjøre?«

»Vil han det?« spurgte Knud forbauset. »Men, hvoraf slutter Du det?« tilføjede han, smilende baade ved Tanken om den aldrende Tilbeder og over den Rolle, som han selv spillede.

»Det kan jeg naturligviis ikke sige Dig,« sagde hun, »jeg siger kun, a t jeg troer, ikke hvorfor jeg troer.«

»Troer Du, at Du holder af ham?« spurgte Knud, »for saa skal Du naturligviis tage ham.«

»Saa havde jeg ikke spurgt Dig tilraads,« sagde hun heftigt og pressede sine smukke, friske Læber sammen.

»Du kunde ganske vist blive den meest fortryllende Amtmandinde i Danmark, men«.... Han fik ikke talt videre ud, thi hun gav paany sin Hest et Rap med Pidsken og lod den gaae afsted i fri Galop, saa Gruus og Stene fløj fra dens Hove, og den smukke Rytterske var forsvunden saa hurtigt, at der neppe var Tid til at see, hvor beundringsværdigt hun tog sig ud i det vilde Ridt.

Siden talte hun og Knud ikke videre om Sagen.

Da Besøget hos Onklen var endt, vendte Knud tilbage til Hovedstaden, hvor han med en hidtil ukjendt Lyst og Kraft tog fat paa sine Arbejder. Efteraaret gled hen, smukt og roligt. Der var vel et vist Røre i det politiske Liv og truende Skyer paa Horizonten; men de syntes at være Tordenskyer i Sommertiden. Dannevirkes Befæstning sagdes at være fuldendt, med levende Stolthed læste man de Beretninger, som fremmede, selv tydske Blade indeholdt om den mægtige Befæstning. Alliancen med Sverrig og Norge var saagodt som afsluttet. Stadigt læste og hørte man Beretninger om, hvorledes Forhandlingerne skrede videre og videre frem, og i 41 Tankerne udmalede man sig med glimrende Farver den nye Æra, som skulde indvies ved de tre Rigers samlede Optræden.

Ogsaa indadtil var det Forhaabningernes Tid, den længe ventede Time for Foreningen med Slesvig syntes at stunde til, og Forhandlingerne om den nye Forfatning fulgtes med levende Interesse.

Alle Tidens Bevægelser spejlede sig levende hos Knud. Det var, som om han ikke kunde aabne sig nok for det virkelige Liv.

Han skrev stadigt til Christian, skjøndt denne var meget efterladende i at svare. Hans Breve, der indeholdt livfulde og varme Skildringer af Livet og Bevægelserne i Hovedstaden, vare fælles Ejendom i Kapitelhuset og bleve Fællesgods i en endnu videre Kreds; thi paa Basis af nogle af dem skrev Christian, der ogsaa følte Trang til at deeltage aktivt i det bevægede Liv, en ledende Artikel til Byens Avis, der gjorde megen Lykke, og hvoraf Kancelliraaden var særdeles stolt.

I sin Tid havde denne som Fuldmægtig paa Amtskontoret været mindre velstemt mod Tidens Forandringssyge. I Byens Klub havde han været en af Repræsentanterne for det moderate Parti og navnlig ivret stærkt mod den utilgivelige Selvtillid, hvormed de unge Mennesker i Hovedstaden dristede sig til at optræde som Førere med deres Meninger. Nu gik han bestandigt med et Exemplar af det Nummer, der indeholdt Sønnens Artikel, i Lommen og læste op af det ved alle Lejligheder; thi han var en Mand, der fulgte med Tiden og ikke yndede at stille sig i Opposition til den.

Christian gjorde et kort Besøg i Kjøbenhavn i November, da Alt der var optaget af Forfatningforhandlingerne. Den trettende November skulde tredie Behandling finde Sted. Knud Sparre, hvis mange Bekjendtskaber havde skaffet ham et Par Billetter til Rigsraadets Tribune, fik ham med sig derhen. Christian interesserede sig ikke meget for pariamentariske Forhandlinger og havde under sit Ophold i Kjøbenhavn aldrig besøgt de lovgivende Forsamlinger. Det var imidlertid paa en heldig Dag, han gjorde sit første Besøg.

Forhandlingerne fulgtes med levende Interesse fra Tilhørerpladserne, hvor man kun saae Hoved ved Hoved. Det 42 var bekjendt, at Sejren i Rigsraadet var noget tvivlsom, og nogle af de slesvigske Medlemmer, hvis Stemmer kunde gjøre Udslaget, sagdes at gjøre deres Ja afhængig af en Erklæring fra Regeringen, som skulde afgives i Mødet. Skjøndt Anskuelserne i selve Salen saaledes vare deelte, herskede der i Byen kun een Mening om Ønskeligheden af den nye Forfatning, hvis Vedtagelse imødesaaes med Længsel, og alle Tilhørerne vare livfulde Repræsentanter for denne Stemning. Trods Præsidentens gjentagne Irettesættelser, ja Trusler om at lade Tilhørerpladsen rydde, var det dem umuligt at tilbageholde de livlige Meningsyttringer, som de paa denne Dag holdte interessante Foredrag gave Anledning til. Mændene af den gamle Skole, de sidste Heelstatsmænd, hvis Røster man næsten havde glemt, gjorde Regnskab op med Fortiden og angrebe i stærke Udtryk Regeringens Fremgangsmaade. Ministeriets veltalende Medlemmer optoge beredvilligt Kampen og indskrænkede sig ikke til at forsvare, det nye Forfatningsudkast; men den Sal, som havde været Vidne til saamange mindeværdige Kampe, blev paa denne Dag Skuepladsen for det sidste Hovedslag mellem de to afgjørende Retninger i Danmarks Politik, Heelstatsmændenes katalauniske Marker.

De to Venner fulgte Debatten med samme dybe Interesse som de fleste andre Tilhørere, og Christian udmærkede sig paa en iørefaldende Maade ved stærk Hyssen og stærke Bravoraab, alt eftersom Lejligheden gaves; ja, da Konseilspræsidenten havde sluttet sit store Foredrag, gjorde han et Forsøg paa at faae et Leve igang for denne, der bragte Buddet til at true ham med at blive viist Døren. Da Forhandlingerne imidlertid, efter at have varet fra Klokken eet i halvfemte Time, afbrødes, og et nyt Møde ansattes til samme Aften, fandt han, at han havde virket tilstrækkeligt til Fædrelandets Tarv, og kun Knuds bestemte Forsikkring, at han, hvis Christian ikke vilde følge ham derhen om Aftenen, ogsaa vilde blive hjemme, bevægede ham til atter at gaae derhen. Forhandlingerne bestode dennegang hovedsagelig i, at de enkelte Medlemmer motiverede deres Stemmegivning. Enhver, der erklærede at ville stemme Ja, kunde være

        

43 sikker paa at fremkalde en sand Bifaldsstorm fra Tilhørerne, der stode endnu mere talrigt forsamlede end om Formiddagen, Hoved ved Hoved, langt ud paa Gangene. Efter halvanden Times Forløb gik man til Afstemning, umiddelbart efter et aandfuldt Foredrag af Ordføreren, der sluttede den hele Forhandling med de Ord: »Hvo Intet vover, han Intet vinder, men dristigt vovet, halvt er vundet.« I aandeløs Spænding ventede man paa Afstemningens Resultat, og da den var endt med Majoritet for Forfatningen, udbrød der en saa ustandselig Jubel, som aldrig før havde lydt indenfor Salens rolige Vægge, og som neppe tillod Præsidenten at komme til Orde for dybt bevæget at proklamere Forfatningens Vedtagelse og udtale Ønsket om, at den maatte blive til Velsignelse for Fædrelandet.

Nye, uendelige Hurraraab rungede atter gjennem Salen, dennegang ikke alene fra Tilhørerne, men ogsaa fra Raadets Medlemmer, og man skiltes ad under stor Bevægelse.

»Nu skulle vi have os en god Boeuf,« udbrød Christian, da de vare komne ned i Slotsgaarden. »Man trænger til at leve lidt godt ved vigtige Begivenheder.«

»Jeg vilde give Noget til, at jeg havde været med at afgive Stemme deroppe,« sagde Knud, »og saa skulde ud til Kapitelgaarden,« tilføjede han sagtere.

»Hvad siger Du?« spurgte Christian.

»Jeg antager Dit Forslag,« svarede Knud.

Man gik op til en af de store Restaurationer. Paa den livlige Bevægelse, der herskede imellem de talrige Gjæster, kunde man strax mærke, at den vigtige Efterretning var naaet derhen, og rundt om i mindre Grupper diskuterede man det store Spørgsmaal.

»Mine Herrer!« raabte Christian, idet han rejste sig med sit Glas i Haanden. »Jeg foreslaaer, at vi drikke et Glas for den nye Forfatning.«

Nogle enkelte af de Tilstedeværende saae halvt fornærmede paa det unge Menneske, hvem de mistænkte for at ville gjøre sig vigtig, men de Øvrige modtoge Skaalen med Begejstring, og den blev drukken under livlige Hurraraab. Hele det tilstedeværende Selskab, sammensat, som det jo altid paa 44 slige Steder er Tilfældet, af de meest ueensartede Elementer, følte sig pludseligt i den fælles Glæde som Venner og Bekjendte.

Man sluttede sig sammen i een stor Kreds, og Samtalen førtes med stort Liv om Dagens vigtige Begivenheder, om de enkelte Medlemmers Afstemninger og Udtalelser og om de Følelser, den vigtige Efterretning vilde fremkalde rundt om i Europa, hvor den alt maatte være bragt ad Telegrafernes lynsnare Baner. Taler og Sange vexlede til langt ud paa Natten. Man udtalte de skjønneste Forhaabninger om en lysende og ærefuld om end alvorlig Fremtid, som nu vilde oprinde, det var, som man alt stod ved det Maal, man i saamange Aar længselsfuldt havde sukket efter.

Knud var en af de Tauseste. Christian derimod var lutter Liv og Bevægelse, og da Kredsen endelig skiltes, udbragtes der et Leve for ham, thi han havde paa en Maade været Dirigent.

»Nu føler jeg, hvad det er at elske sit Fædreland, at kæmpe for en Idee,« sagde han begejstret til Knud. Denne svarede ikke, og Christian frygtede for, at han følte sig tilsidesat og overseet.

To Dage efter, en mørk Novembereftermiddag, var der en underlig Bevægelse i Kjøbenhavns Gader, en Bevægelse af en sælsom, uhyggelig Art. Rundtom stode talrige Grupper, men fra ingen af disse lød der højrøstede Ord, dæmpet og ligesom frygtende for at tale højt gav man bekymrede Tanker Luft, og dyb Alvor stod at læse paa de Samtalendes Ansigter. Hvor et Par stode samlede, sluttede strax Flere sig til dem, thi det var ogsaa nu Timer, hvor Alle kjende hinanden og slutte sig sammen. Det Budskab, der gik rundt i Byen, var, at Kongen laa for Døden paa Lyksborg Slot.

Mørket sænkede sig efterhaanden over Staden, Skyerne trak sig tæt sammen over hele Himlen, og Regnen begyndte at falde i de tause og mørke Gader, just som det Budskab fløj gjennem Staden, at der var kommet Telegram om Kongens Død, et Budskab, der gav Manges Stemme en sælsom, brudt Klang, naar det udtaltes, som fremkaldte Taarer i mangt et Øje og dybe, alvorlige Tanker i alle Hjerter.

45

Den næste Formiddag, just som man i Kapitelhuset sad ved Kaffebordet, traadte Christian ind med et ualmindeligt alvorligt Ansigt.

»Kongen er død,« sagde han og pegede paa det sortrandede Blad, han holdt i Haanden.

»Herregud, er han nu ogsaa død!« sagde Fruen bevæget. »Christian den Ottende døde ogsaa saadan. Nu faae vi da Landesorg.«

»Er han død!« sagde Kancelliraaden, der glemte den Bitterhed, han havde havt i Sindet, siden den sjette Oktober var gaaet resultatløs hen. »Lad mig see Avisen! Ja, saa vil meget blive forandret,« sagde han, da han havde læst Artiklen, og skyndte sig bort, over til Kontoret for at være den Første, som bragte Efterretningen til Skriveren og de i Forretninger tilstedeværende Bønder, følende en Trang til i et saa vigtigt Øjeblik at optræde med en vis Myndighed. Han gik usædvanligt rask og larmende ud af Døren og nærede et ubestemt Ønske om at skulle tage samtlige gamle Damer i Klosteret i Eed til den nye Konge, eller ialfald om at skulle proklamere Thronskiftet for dem paa en officiel, solen Maade.

Christian gik over til Konsistorialraadinden med Bladet. Den gamle Frue kunde ikke holde sine Taarer tilbage, da hun læste den varme og smukke Anmeldelse af den skjæbnesvangre Begivenhed.

»Der er saamegen Alvor i det, at en Konge døer,« sagde hun, »men jeg er tillige bange for, at Frederik den Syvendes Død kan blive til stor Ulykke for Danmark. Har Du ikke hørt Noget fra Sparre? Hvad siger han til dette? Jeg vilde saa gjerne tale med ham idag.«

Margrethe, der hidtil havde siddet taust, spurgte nu Christian: »Troer Du, at vi nu faae Krig?«

»Det veed jeg ikke,« svarede denne, »men faae vi Krig, saa bliver det for Alvor, og vi maa Alle med og slaaes til sidste Mand.«

»Det kan jeg lide at høre,« sagde Fruen.

Christian gik tilfredsstillet bort, nu havde han udtalt sig i Overeensstemmelse med Situationen.

46

Forventningens Tid kom, den mørke, aandeløse Forventnings Tid og Skuffelsens, den bittre Skuffelsens Tid og Forladtheden, Ulykkens Eensomhed begyndte, og de kommende Begivenheder kastede deres mørke Skygger foran sig.

Rustningerne begyndte at drives rask. Christian talte stadigt om at gaae med, trods alle sin Moders Bønner og Kancelliraadens Fornuftgrunde. Konsistorialraadinden opmuntrede ham i hans Forsæt og stod derfor paa en noget spændt Fod med Kancelliraadens Familie. Endnu var der dog ikke taget nogen afgjørende Beslutning, og Christian saae Tiden an.

En Eftermiddag i Slutningen af December, som Skumringen begyndte at falde stærkt paa, stod han og Margrethe i den gamle Domkirke. Der havde været Bryllup, og de havde som Tilskuere overværet dette, i smaa Byer endnu mere end i Hovedstaden opsigtvækkende Skue. Der var nu ingen Andre i Kirken end de To. Skuet af den ægteskabelige Forening havde stemt Christian erotisk. Han var ikke kommet videre med sine Forlovelsesplaner, end han var i Sommeren. Hans Følelser vare de samme, men han havde ikke fundet nogen Lejlighed til at udtale dem. Margrethe havde været endnu mere undvigende end tidligere, og stundom havde han endog mistvivlet, om hun deelte hans Tilbøjelighed. Under sit sidste Ophold i Kjøbenhavn havde han af den Grund været ternmelig nedstemt. Knud, der kunde mærke, at hans Sindsstemning var noget forandret, havde henkastende spurgt ham, om han skulde til at forlove sig, men til Svar faaet en for Christian ualmindelig bestemt og afgjort Benægtelse af, at han tænkte paa Sligt! Efter hans Hjemkomst havde Margrethe imidlertid atter begyndt at vise sig lidt mere imødekommende mod ham, og han var atter begyndt at haabe og længtes efter en Afgjørelse. Præstens smukke Ord om alt Det, en Kvinde bør være for sin Mand, havde slaaet an hos ham, og han stod lige i Begreb med at henvende en betydningsfuld Udtalelse til Margrethe, da denne bad ham om at gjøre hende den Tjeneste at gaa op til Orgelet og præludere lidt for hende, medens hun sad nede i Kirken.

47

Christian var meget musikalsk og havde lært sig selv at spille ganske kjønt paa Orgel. Han var strax villig til at opfylde Begjæringen, og snart klang det mægtige Orgels Toner gjennem det store Rum. Kirken frembød et alvorligt Skue i den dæmrende Belysning; der var næsten mørkt oppe i Koret, under de høje Hvælvinger og i Sidegangene. Rustningerne, der hang paa Muren, traadte i det usikkre Lys frem paa en underlig levende Maade og syntes at gribe efter de støvede Faner og de rustne Sværd.

Margrethe følte sig uhyggeligt tilmode, da hun blev ene, og vilde alt forlade Stedet. Da løde faste Trin paa Fliserne og gave stærkt Gjenlyd fra Hvælvingerne. Margrethe foer forskrækket sammen, som om hun frygtede for, at det var en af de alvorlige Skikkelser, der havde rejst sig fra sin hundredaarige Slummer, og atter vandrede i disse Gange. Den Kommende traadte nu ud i den lysere Deel af Gangen og gik henimod hende. Han bar Uniform, men hun kjendte ham dog strax, det var Knud Sparre.

»Jeg kommer for at sige Dem Farvel,« sagde han. »Jeg gaaer med som Frivillig. Jeg kan ikke blive hjemme. Om et Par Dage gaaer jeg med en Afdeling til Holsteen.«

Margrethe nikkede med Hovedet uden at svare. Efter nogle Øjeblikke sagde hun: »Jeg synes, De har forandret Dem.«

»Jeg troer ogsaa, at jeg har forandret mig,« sagde han. »Jeg synes, at jeg er bleven ældre.«

»Hvorledes det?«

»Jeg har faaet et Maal for Livet; naar man har det, bliver man Mand, hvor ung man ellers er. Jeg behøver nu ikke at blive Dem Svar skyldig paa et Spørgsmaal, De gjorde mig engang i Sommer.«

Orglets Toner løde bestandigt om dem, og Belysningen var nu saa svag, at de kun dunkelt kunde see hinandens Ansigtstræk.

»Det Sted, hvor vi mødes, er mere alvorligt end det, hvor vi skiltes,« sagde Margrethe.

»De gamle Tider og Minder faae ligesom Røst,« sagde Knud, »og de nye med,« tilføjede han. »Man mindes om store Navne og store Bedrifter, men man mindes ogsaa om 48 den talrige Flok, hvis eneste Bedrifter det er, der foregaae i denne Kirke: at blive døbte, konfirmerede, gifte og faae en Ligtale. Man bliver beklemt alene ved Tanken om et saadant Liv.«

»Men er det da saa forfærdeligt at leve stille og roligt?« spurgte Margrethe.

»Leve,« gjentog Knud; »kalder De den Tilværelse, som de Mennesker føre, for Liv, saa veed De ikke, hvad Livet er.«

»Maaskee ikke,« svarede Margrethe. »Det har jeg stundom selv tænkt. Man lærer det maaskee.«

»Ogsaa jeg vidste det en Tid kun i Drømme,« sagde Knud, »da spurgte De mig engang derom, og fra det Øjeblik af begyndte jeg at lære det. Jeg drømte altid om at udføre noget Stort, Herligt, men taaget, ubestemt. Jeg har lært, at disse Sværmerier ene Intet, og man maa begynde alvorligt, hvis man vil vinde Livet. Derfor begynder jeg med at skib les fra Dem.«

Gjennem den tætte Skumring saae han, at hendes Blik hvilede ufravendt paa ham.

»Vi ville mødes igjen, Margrethe,« sagde han, »og da vil jeg lære Dem det, som De har lært mig. Lad mig nu sige Dem Farvel her.«

Hun rakte ham sin Haand og saae ham bestandigt ind i Øjet. Han lagde sin Arm om hendes Liv; forvirret, bedøvet gav hun efter, og han trykkede et Kys paa hendes Mund.

»Farvel!« sagde han.

Orgelspillet taug. De gik tause hen mod Udgangen, han holdt bestandigt hendes Haand i sin.

Ved Udgangen kom Christian dem imøde. Han blev aldeles forbauset over at træffe sin Ven og kunde ikke forstaae, hvorledes denne var kommen paa den Tanke at opsøge ham i Kirken, indtil han hørte, at han først havde været i Kapitelhuset og derfra var bleven viist derover.

De fulgtes ad over til Kancelliraadens.

»Jeg finder ikke, at det er rigtigt af Dem saaledes at exponere Dem, Hr. Sparre,« sagde Kancelliraaden. »De kan gavne Deres Fædreland paa andre Maader.«

49

»Man maa dog først sørge for at have et Fædreland,« sagde Knud.

»Ja, De har nu heller ingen Forældre og er ikke gift,« tilføjede Kancelliraadinden. »Det forandrer jo Sagen, saa har De ikke saadan Noget at leve for.«

»Maaskee,« svarede Knud med et Smil.

»Men, Gud bevar's!« raabte Konsistorialraadinden, »det lyder jo, som om det var en given Sag, at Hr. Sparre skulde falde. Det vil vi da ikke troe. Hytter den Slemme sine, gjør Vorherre det saamænd ogsaa, og De er en af dem, vi kunne trænge til.«

»Jeg takker Dem meget for Deres gode Mening, Frue,« sagde Knud, »men hvoraf veed De egentlig det?«

»Af Deres Breve. Christian har maattet lade os alle læse dem, og vi ere Dem meget taknemlige.«

Knud saae paa Margrethe, der rødmede dybt, thi hun vidste, at hvis hans Breve havde havt nogen Interesse for hende, var det ikke for Indholdets Skyld.

»Jeg haaber da, De bliver her i Aften og overnatter,« sagde Fruen.

»Nei, Tak,« sagde Knud, »jeg maa af sted i Aften.«

»Du lader Dig nok overtale ligesom sidst,« sagde Christian.

»Nei,« svarede Knud, »umuligt. Alt er forandret siden sidst. Det, der dengang bragte mig til at blive, driver mig nu bort.«

Margrethe mødte hans Blik.

»Det forstaaer jeg ikke,« sagde Christian.

»Jeg kom blot for at sige Farvel til Dem,« sagde Knud, idet han reiste sig, »men nu er min Tid omme.«

»Farvel, og Gud velsigne Dem!« sagde Konsistorialraadinden bevæget. »Vi følge Dem Alle til Banegaarden.«

Alle gik ind paa dette Forslag med Undtagelse af Kancelliraaden, som beklagede, at hans Kontorforretninger holdt ham bunden hjemme. Føret var i Virkeligheden ogsaa meget slet og Vejret ubehageligt raat og fugtigt.

De Andre fulgte med. Christian og Konsistorialraadinden gik næsten bestandigt ved Siden af Soldaten, og han vexlede kun faa og ligegyldige Ord med Margrethe. Da man 50 kom til Banegaarden, var der stort Liv og Røre. En betydelig Afdeling indkaldt Mandskab, som skulde afgaae til Hovedstaden, stod paa Perronen, omgivet af Slægt og Venner.

De mødte Overlærer Ludvigsen, som spadserede omkring med sin Kone og søgte at give sig i Snak med de Indkaldte, for at komme til at sige dem nogle anerkjendende og opmuntrende Ord. Han blev meget overrasket ved at see Sparre og trykkede hans Haand med Taarer i Øjnene.

»Jeg har altid troet, at De var en Mand med Hjertet paa det rette Sted, som ikke vilde svigte i Nødens Stund,« sagde han. »Det bliver en alvorlig, højst alvorlig Kamp, pro aris et focis. Det glæder mig ret, at mange af mine gamle Elever ere med i den. Det synes mig, at jeg derved paa en Maade giver mit Bidrag til Fædrelandets Frelse. Stemningen er forresten god blandt alle disse Folk,« tilføjede han, »jeg har talt med endeel af dem, og de gaae til Krigen med samme Ro som til Markarbejde.«

Han stod et Øjeblik taus og sprang derpaa op paa en af de store Pakkasser, der stode rundtom, og inden hans Kone kunde forhindre det, havde han begyndt en Tale til de Bortdragende, hvori han skildrede den Lykke, det var for dem, at de i Gjerningen kunde vise deres Fædrelandskjærlighed, og bragte dem de bedste Ønsker fra dem, der bleve hjemme.

Talen gjorde Indtryk af at være hjertelig meent og besvaredes med kraftige Hurraraab.

Da Toget satte sig i Bevægelse under Hurraraab og Viften og Hilsen fra Tilskuerne, istemmede Folkene »Den tappre Landsoldat«. Sangen forplantedes rask fra Vogn til Vogn. Den overdøvede Lokomotivets Brusen og gjenlød i det Fjerne, efterat Toget var forsvundet i Mørket og Regnen.

Hurtigere, end man havde ventet, kom den afgjørende Time; men blev man end overrasket, tabte man dog ikke Modet, tværtimod, der var noget Forfriskende, Spændende, Styrkende i at vide, at den alvorlige Afgjørelse nu forestod. I Begyndelsen af Februar, da Alles Hjerter bankede ved 51 Efterretningerne om de første, hæderlige Træfninger, fik Christian et Brev fra Knud, skrevet den første Februar, den Dag, da den fjendtlige Hær overskred Ejderen. Det var skrevet i Slesvig som et Udbrud af den festlige Glæde, han følte over, at Timen nu var kommen, da han for første Gang skulde udrette Noget i Verden. Det skildrede varmt den krigerske Stemning, som var udbredt over næsten hele Hæren, det livlige Røre i Byen, de mægtige Fæstningsværker, paa hvilke man stod, og paa hvis Fuldkommengjørelse der dagligt arbeidedes.

»Det er, som om man alt traadte ind i Historien, naar vi marschere op paa disse Volde,« skrev han.

Christian satte den Dag, Brevet var modtaget, paany sine Forældre i alvorlig Skræk med sine Antydninger om, at han ogsaa vilde med.

Den næste Dag var der imidlertid stille i Huset. Kancelliraaden lod Kontoret skjøtte sig selv og kunde roligt gjøre det, thi Ingen kom den Dag i Forretninger. Konsistorialraadinden sad og græd i Dagligstuen, og Fruens Strikketøj havde kun ringe Fremgang. Christian saae daarlig ud, for første Gang i sit Liv havde han ikke sovet godt, thi seent den foregaaende Aften var der kommet Efterretning om, at Dannevirke var bleven rømmet af den danske Hær. Ingen kunde troe Efterretningen, da Overlærer Ludvigsen seent om Aftenen havde banket paa Døren og med en bleg og forstyrret Mine havde fortalt den, og trods det sludfulde Vejr vare baade Kancelliraaden og Christian ilede hen til Postgaarden, hvor imidlertid det korte Telegram betog dem enhver Tvivl.

Margrethe var ikke bedrøvet som de andre, dertil havde hun ikke Blik nok paa og den rette Sands for Begivenhederne, men hun var urolig for at faae at vide, om der ikke tillige havde været noget Slag, og spurgte meest, naar man kunde vente Efterretninger om, hvo der vare faldne i de sidste Dages Kampe.

Christian opgav atter for længere Tid sine krigerske Planer, og der kom intet Brev fra Knud, som kunde opskræmme ham af hans Ro. Christian havde gjentagne Gange skrevet til ham og bedet ham om at give sig og 52 Kapitelhusets øvrige Beboere Underretning om Sagernes Stilling, men der var intet Svar kommet. Margrethe, som just havde truffet Christian ifærd med at slutte et af disse Breve, havde bedet ham om at maatte sende en Hilsen med og havde i Slutningen skrevet:
»Moder og jeg sende vore Hilsener, vi tænke dagligt paa Dem og længes efter at høre fra Dem.
Margrethe.«

Men der kom intet Svar, thi Knud var falden paa Kampens første Dag i første Række, et Øjeblik, da Solen skinnede, og da der blev kommanderet:

»Fremad!«

»Jeg bliver ganske urolig over, at vi aldrig høre Noget fra Sparre,« sagde Konsistorialraadinden en Eftermiddag i Skumringen, da hun og hendes Datter, som det denne Vinter sædvanligt var Tilfældet, sad hos Kancelliraadens.

»Jeg troer, jeg tager ud til Kammerherrens imorgen,« sagde Christian, »de maa dog have hørt fra ham.«

»Ja, gjør det min Søn,« sagde Kancelliraaden ivrigt, ikke alene, fordi han virkelig interesserede sig for Knuds Skjæbne, men ogsaa, fordi han nok vilde have, at Christian traadte i Forbindelse med denne Familie.

»Hvor jeg dog har gaaet i Taaget,« sagde Konsistorialraadinden, »nu falder det mig først ind, at Johan, min Søstersøn, er Lieutenant ved Sparres Regiment. Jeg kunde jo have skrevet til ham.«

»Det har jeg for længe siden tænkt paa,« sagde Margrethe uvilkaarligt.

»Og Du har ikke sagt det? Det kunde jeg ikke lide,« sagde hendes Moder kort.

»Lad nu Christian i ethvert Fald tage ud imorgen til Sparresholm,« sagde Kancelliraaden, »skjøndt Vognlejen er dyr, betaler jeg den dog gjerne for at faae Efterretning om det brave, unge Menneske.«

Da Konsistorialraadinden og hendes Datter vare komne over i deres eget Hjem, sagde den gamle Frue, efter at have tiet en Stund: 53 »Margrethe, jeg forstaaer mig ikke paa Dig. Det har altid forekommet mig, at der var Noget i Dig, som endnu skulde udvikles, at Dit egentlige Jeg ikke var rigtig levet op endnu, Du underlige, tilbageholdne Barn, som altid er flygtet tilbage i Dig selv, naar Nogen vilde søge at trænge ind hos Dig. Jeg havde troet, at Din Tid nu var kommet, lad mig sige det reent ud, jeg havde troet, at Du holdt af Sparre, men nu seer jeg, at jeg har taget fejl.«

Margrethe taug og kyssede sin Moder.

Den næste Dag kom Christian meget alvorlig hjem fra Sparresholm. Man kunde se, at han havde grædt, og Graaden begyndte igjen, da han fortalte, at Knud Sparre var falden.

Hans Moder gik over for at bringe Efterretningen til sin gamle Veninde.

»Hvergang Nogen falder i denne Krig, er det ligesom det var En af min Familie,« sagde Konsistorialraadinden dybt bevæget, »men Knud Sparres Død forekommer mig ligesaa sørgelig, isom om det havde været min Søn.«

Margrethe stod taus og bleg; da hun og hendes Moder atter vare blevne ene, kastede hun sig om Moderens Hals og brast i en hæftig Graad, saa hæftig og ustandselig, som hiin Sommeraften, da han havde indhentet hende i den skyggende Have, men hendes Mund forblev taus og stum.

En Tid lang saae det sørgeligt ud i den lille By. Man var dybt nedbøjet over Krigens sørgelige Gang, og da Freden havde slaaet dens sørgelige Udfald fast, begyndte der tillige at vise sig en anden Splid og Uenighed, som snart antog en alvorlig Karakteer. Amtmanden traadte ind i en politisk Forening, som nylig var bleven dannet, og Kancelliraaden meente at burde følge ham, skjøndt han herved stillede sig i Opposition til sin gamle Ven, Overlærer Ludvigsen, der var Formand for en Filial af en anden politisk Forening, som virkede i en ganske modsat Retning. Saalænge Krigen varede, havde de forskjellige Borgere jævnlig mødt hinanden i fredelig Samdrægtighed i Postgaardens Restauration, hvor man om Aftenen i en hyggelig Kreds drøftede 54 ankomne Telegrammer og nyeste Efterretninger af mere eller mindre troværdig Natur. Man opmuntrede og mistrøstede der hinanden saa meget som muligt, medens man samtidigt styrkede Legemet med en varm Aftensmad og en velsmagende Toddy. De forskjellige Hustruer fandt ikke megen Behag i disse politiske Sammenkomster, og flere end een var det, som mistænkte deres Mænd for at bruge Landets Stilling som et Paaskud til at ombytte den tarvelige Aftensmad hjemme med Postgaardens Kjødgryder.

Nu var denne Kilde til ægteskabelig Usamdrægtighed for største Delen standset. Ikke alene var den pirrende Trang til at faae Nyheder ophørt med Begivenhedernes hurtige Afvexling, men Sammenkomsterne vare ogsaa af andre Grunde sprængte. En Aften, som man sad og diskuterede Krigens Gang, oplystes det nemlig, at Kancelliraaden var af den Overbevisning, at Overlærer Ludvigsen og hans »Parti«, de Rigsdagsmænd, som han plejede at anbefale paa Valgtribunen derunder indbefattede, ved deres ukloge og dumdristige Politik vare Ophavsmændene til Krigen og dens Ulykker, ja Kancelliraaden citerede endog Yttringer af Overlæreren selv paa en saadan Maade, at der deri laa en Insinuation, om at de havde havt en direkte udæskende Virkning paa Preussens Politik.

Han fandt en kraftig Understøttelse hos Postmesteren, en afskediget Ritmester. Denne havde tidligere været ligesaa lidt Politiker som Kancelliraaden og var kun traadt frem som Taler eengang tidligere, da han i et Møde paa Raadhuset med den varmeste Begejstring havde understøttet et af Kancelliraaden stillet Forslag om at stifte en Forening i Byen med det Formaal, at virke for Oldsagers Udgravning og Fredning om de lokale Fortidsminder, særligt en lille Kæmpehøj udenfor Byen. Nu rejste han sig atter som Taler. Med en af Harme dirrende Stemme udslyngede han mod Ludvigsens Hoved en Række Beskyldninger for Kongefordrivelsesplaner og forrædersk Forbindelse med udenlandske Magter og truede ham til Slutningen med at ville anklage ham for Højforræderi hos Generalpostdirektionen og udvirke Tilladelse til at lade hans Korrespondance bryde.

55

Situationen blev alvorlig for Ludvigsen, det var aabenbart, at Stemningen hos de tilstedeværende Borgere vaklede i en betydelig Grad, og at man begyndte at mistænke ham for ikke at være uden positiv Skyld i Danmarks Ulykker. Han tog imidlertid Sagen roligt, rettede med Værdighed paa sine Briller, gjendrev i logisk Orden de rejste Beskyldninger, og idet han talte sig varmere og varmere, sluttede han med at gjøre Kancelliraaden og Postmesteren personlig ansvarlige for Dannevirkes Rømning og Tilbagetoget i Nørrejylland.

Den almindelige Stemning var atter fuldstændigt paa hans Side.

»Bring mig min Hat og min Stok!« raabte Kancelliraaden til Opvarteren, ikke saameget, fordi han ikke selv vilde have den Ulejlighed at opsøge disse Gjenstande, som for at give sin Bortgang en imponerende Karakteer, og forlod derpaa stolt Postgaardens hyggelige Restauration.

Den fredelige Ro, som ellers havde været Særkjendet for den lille By, var nu ganske forsvunden. Dens vigtigste Førere stode bittert og skarpt ligeoverfor hinanden. Kancelliraaden hilste ikke længere sin gamle Ven Ludvigsen paa Gaden, Postmesteren ombyttede, som en vel noget ubestemt, men dog betydningsfuld Demonstration, sin fredelige Frakke men den gamle Ritmesteruniform og betragtede Redakteuren af Byens Avis, naar han mødte ham paa Gaden, paa en saadan Maade, at denne ansaae sin personlige Sikkerhed for truet og begyndte at gaae med en tyk Stok.

Det er en Selvfølge, at de hyggelige Sammenkomster om Aftenen ophørte. Postmesteren stiftede en lille, særskilt Klub paa det Hotel, som rivaliserede med Postgaarden. Man skulde der opbygge hinanden med Foredrag og anden selskabelig Underholdning; men, efterat Stifteren for et indskrænket Auditorium havde holdt en Række oplysende Foredrag om Kaffetræet, sygnede det aandelige Liv i Klubben langsomt hen.

I Maanedernes Løb begyndte dog Spændingen at lægge sig. Postmesteren vedligeholdt vel trofast det samme Højdepunkt af politisk Forbittrelse mod Overlærer Ludvigsen og 56 Ligesindede, men Kancelliraaden følte sig synlig trykket paa det Standpunkt, han ubesindigt havde indtaget. Han kunde ikke skjule for sig selv, at de Anskuelser, som hvis Forfægter han var optraadt, var i afgjort Minoritet, og tillige pinte al den Spot og alle de vittige Angreb, for hvilke han og hans Meningsfæller vare Gjenstand, ham i højeste Grad. Hans Haar graanede temmelig hurtigt, og hans Korpulence tog noget af. Selv i sit Hjem følte han sig ikke rolig og vel, thi hans Søn deelte ingenlunde hans Anskuelser; det var endog flere Gange kommet til alvorlige Disputer mellem Fader og Søn, som ellers altid havde levet i den skjønneste Enighed. Kancelliraaden angrede bittert, at han overhovedet havde givet sig til at have en Mening om Aarsagerne til Ulykkerne.

Endelig kunde han ikke længere bære Byrden, og han meldte sig i Stilhed ud af den politiske Forening, et Skridt, som allerede beroligede ham endeel. Der stod imidlertid ogsaa tilbage at oprette det gode Forhold med Ludvigsen, men hertil vilde der ikke lade sig finde nogen Lejlighed. Han sørgede for, at denne erfarede Udtrædelsen, og da han nogle Dage efter mødte ham paa Gaden, hilste han atter paa ham; men Ludvigsens Gjenhilsen var kold og afvisende.

Ved det store Middagsselskab paa Byfogdens Fødselsdag mødtes de To for første Gang i lang Tid inden fireVægge. Stille og taus sad Kancelliraaden ved det gode Bord, som han ellers i langt højere Grad forstod at skatte; degode Vine glædede ham ej som før, han følte sig ikke oplagt til at holde en eneste Tale, det var en sørgelig Tilstand. Maaltidet endtes, og i den livligste og venskabeligste Stemning trykkede man hinandens Hænder og ønskede »Velbekomme« saa inderligt, som om dette Ord indeholdt et Ind. begreb af al timelig Velfærd.

»Velbekomme, Ludvigsen,« sagde Kancelliraaden ydmygt, da han kom til at staae ligeoverfor denne.

Et Øjeblik tøvede Ludvigsen, da vandt hans gode Hjerte Overhaand.

»Velbekomme, Kancelliraad,« sagde han hjerteligt og; udstrakte sin Haand.

57

»Velbekomme, velbekomme, kjære Ven,« gjentog Kancelliraaden rørt og inderligt og trykkede paany den fremrakte Haand, og Arm i Arm begave de sig ind i Sideværelset til Kaffeen og Cigarerne.

Og der er atter Solskin og Sommer i den lille By med den mægtige Kirke, der knejser vidt ud over det omliggende Land, og Sol og Sommer kjærtegne atter med særligt Fortrin den røde Kapitelgaard med den hængende Vedbend. En saadan smuk Sommerdag vare alle Byens Vogne samlede udenfor Kirkens mægtige Indgang, og traadte man indenfor, var den fuld af pyntede Folk, og omkring Alteret var der samlet en talrig Brudeskare. Det var Christians og Margrethes Bryllupsdag.

Forgæves havde han flere Gange frembaaret sit Andragende for hende, men endelig havde hun taget imod det, og der havde været stor Glæde i Kapitelhuset.

»Det bliver dog maaskee ogsaa bedst saaledes i Længden,« havde Konsistorialraadinden sagt til sin Datter, da denne fortalte hende Forlovelsen.

En talrig Brudeskare er samlet. Det har allerede i længere Tid været en Æressag for Byens Familier at blive indbudt til Brylluppet, og man har overøst Kancelliraaden og Fruen med Artigheder for at bringe sig i Erindring.

Al tidligere Splid og Uenighed er glemt. Postmesteren er der, ikke i Ritmesteruniformen, men i den for kgl. Postmestre reglementerede, og han drikker et venskabeligt Glas med Redakteuren. Amtmanden er der med alle sine Ordner og Kammerherrenøglen og har Fruen tilbords. Den sidste Flaske af den gamle Madeira staaer ved hans Kouvert, han er uudtømmelig i Komplimenter over Anretningen og udbringer Brudeparrets Skaal med en lille Smagløshed, som Damerne overhøre.

Overlærer Ludvigsen er der og udbringer en Skaal for Fædrelandets Fremtid, som et Øjeblik formørker den glade Stemning, men Indtrykket udslettes af Amtmanden med en Skaal for Damerne, og Aftenen henglider i den behageligste Stemning. Latter, Sang og munter Tale lyde fra de aabne, 58 oplyste Vinduer udover den stille Plads, hvor den store Kirke knejser i Maanelyset i en underlig Blanding af Lys og dybe, mægtige Skygger, indtil Alt bliver stille.

For det unge Par er der indrettet en hyggelig Lejlighed i det gamle Kapitelhuus, et Stykke af Haven er givet dem i Selveje, paa en Høj deri er der bleven opført et smukt Lysthuus med en Bænk, hvorfra de i stille Sommeraftener kunne see Solen synke bagved Skovene og Stjerner staae op og spejle sig i det fjerne, rolige Hav.

DAPHNE (1879)

60

        

61

Det var en af hine smukke, men uharmoniske Dage, som det tidlige Foraar bringer. Solen skinnede, der var Kraft i Lys og Skygge, men der var i den friske Vind, som blæste, Mere af Vinterens Aande end Pust af Foraar. Himlen var klar og blaa med Skyer, der vare helt sommerlige at se til, men Jorden var slet ikke sommerlig, ikke i noget Anstrøg af sine Farver. Luften var frisk, hvor det blæste, men kunde ellers blive underlig mat og tyngende.

Dette mærkede man godt oppe i Maleriudstillingens Lokaier paa Charlottenborg. Solen skinnede ind, hvor den kunde faa Lov til det; der var stærkt Lys, for stærkt for adskillige af Billederne. Man kunde ogsaa tydelig se de gamle Malerier paa Væggene, Salenes egentlige Beboere, som i Udstillingstiden spærres inde af de Skjærmbrædter, der bære de nye Gjæster. De gamle bagved danne ligesom et Urlag, en oprindelig Skrift i Palimpsesten, som hvert Foraar for nogle Uger skrives over af en ny, der skal tale til nye Mennesker paa den Vis, som de bedre forstaa.

Den Maade, hvorpaa den gamle Tid saaledes lister sig til at kigge over Skuldrene paa den nye, kan der maaske gjøres Indvendinger imod; men den har noget Tiltalende ved sig og forhøjer Indtrykket af Liv og Afvexling.

Det syntes ogsaa en ung Mand at finde, som, aabenbart vel fornøjet, men lidt planløst, drev om i Salen. Det var et kjønt, blond Menneske med sværmeriske, blaa Øjne, som halvt adspredt og halvt søgende saae snart lidt paa det Ene, snart lidt paa det Andet, saa lidt paa det foran, saa lidt paa det bagved, de gamle Portrætter og de akademiske Billeder.

Det er kun kjedeligt, at der ikke er nogle smukke Dameportrætter imellem det gamle Selskab, tænkte han, de vilde have set godt ud, og det var en interessant Race, om ikke til 62 at gifte sig med, saa til at forelske sig i; de forstod at lave Romaner. Ganske vist var det ikke de Romaner, hans Hu nærmest vilde have staaet til, men Hverdagshistorier var det dog heller ikke, dem var han allermest bange for i Kjærlighed. Han havde ikke prøvet den ret endnu, og han var hverken gift eller forlovet, men det var hans Formaal og faste Forsæt at gjøre sig Livet underdanigt i den Sag og kun overgive sig for en sand og ægte romantisk Kjærlighed.

Det var en Tanke, som fulgte den unge Romantiker overalt, baade naar han sad paa sit Kontor, thi han var en ung ministeriel Embedsmand, og naar han ellers flakkede om i Livet, og det gjorde han gjerne; og de Tanker vare, som man ser, ogsaa med paa Udstillingen. Han var paa den kolde Foraarsdag gaaet derop fra sit Kontor, for en Stund paa Kunstens Faustkappe at lade sig bære langt bort fra det bureaukratiske Laboratorium, bort over alle Bjerge til skjønne Søer med lykkelige Bredder, for nu at nyde et Glimt af Siciliens glansfulde Himmel hvælvet over et solskinnende Landskab, nu at aande Friskheden fra en aakandedækket sjællandsk Sø med skyggende Træer, saa at se en skjøn kvindelig Skikkelse i knistrende Marmors Fjernhed og dog nærværende, saa at være Vidne til et lunefuldt Billede af det glade Menneskeliv.

Alt dette, fandt han, var langt bedre end at gaa derude i det urolige Foraarsvejr med dets skuffende Solskin og temmelig nærgaaende Blæst, skjønt Luften deroppe rigtignok var noget tung og indelukket.

Og saaledes gik Stephan Holm, det var Romantikerens Navn, videre paa sin omflakkende Vandring. Af og til delte han sin Opmærksomhed imellem Malerierne og Publikum. Det Sidste var der nu ikke Meget at se ved. For det Første var der ikke Mange; Udstillingen havde været aaben i et Par Uger, og den første Trængsel havde tabt sig; og saa var det nu i de fleste Folks Spisetid. De, der vare, vare heller ikke meget interessante; hvad han hørte fra de forskjellige Grupper, var omtrent det Samme; ikke saaledes at forstaa, at Alle syntes godt eller daarlig om det Samme; langt fra, Meningerne vare endog urimelig delte; men det Ensformige laa i den Temperaturgrad, som var overalt, i Bifaldet som i Dadlen, men navnlig i Bifaldet. Det var altid det Samme, Graat 63 i Graat, den samme Uvillie imod at beundre. Det var ikke Noget for Romantikeren.

Og Andet var der ikke at se for ham paa disse Mennesker, som rolig drev fra Billede til Billede med deres Katalog klemt i Haanden; der var ikke mindste Brudstykke af nogen Roman at finde. Der saae han nu en lille Gruppe, en yngre Herre med to Damer. Han kjendte dem af Udseende og vidste, at Herren var forlovet med den ene; den anden var aabenbart hendes Veninde. Nu var Ordningen imidlertid den, at den Forlovede sjokkede bagefter, medens Herren, meget talende og æsthetiserende, for Veninden udfoldede sit Indhold af Aand og Viden. Gjorde den Forlovede et Spørgsmaal, fik hun et kort og lidet sigende Svar. Veninden tog imod den Opmærksomhed, der vistes hende, med synlig Fornøjelse, ikke fordi de kunstneriske Betragtninger eller deres Gjenstande interesserede hende, ikke heller fordi den Talendes Person i og for sig gjorde det, hvad han vel smigrede sig med. Nej, det, der for hende forgyldte hans Ord, var kun at søge deri, at hun nød en lille Triumf over sin Veninde ved at tage hendes Forlovede fra hende. Det saae man paa de Øjekast, hvormed hun stadig agtede paa Udtrykket i hendes Ansigt.

Der var nu ikke Meget at opdage. Den forlovede Dame bar sin Skæbne med al mulig Ro, maaske trøstende sig med, at naar Alt kom til Alt, var hun dog den Forlovede, og at der ikke var nogen alvorlig Fare for, at hendes Kjæreste skulde ville bryde Vanens og Kjærlighedens Lænke. Og saa gik hun fattet bag efter med det lidt trætte og lidt forjaskede Udtryk i Ansigtet, som forlovede Piger, der have gaaet længe som forlovede, ikke saa sjeldent faa.

Det havde interesseret Stephan at følge med og paa et lille Stykke iagttage denne Gruppe. Saaledes gaar det med saadanne Mennesker! tænkte han, habeant, de have fortjent det.

Og i aandelig Forstand rystede han Støvet af sine Fødder efter at have fulgt dem og gik videre. Se, der var noget Andet, noget ganske Andet:

Han stod paa een Gang ved et Portræt, der lige var blevet hængt op, og som han ikke før havde set. Det var et smukt og godt malet Billede af en smuk ung Pige. Hun var 64 i en klædelig Hverdagsdragt og sad i et Vindue i sommerlige Omgivelser; en Have var antydet i Baggrunden, men hun saae ud imod Beskueren.

Der var i dette Portræt Noget, som strax slog Stephan og vakte en sympathetisk Interesse. Det er ikke sjeldent, at Portrætmalerne male Ansigt og Klæder hver for sig og lade Ansigtet være i stort Selskab, Klæderne i stille Hverdagsensomhed eller omvendt. Her var der noget Lignende. Dragten var beskeden og dagligdags, men Ansigtet festligt og straalende.

Spørgsmaalet var kun, om dette skyldtes Maleren eller Modellen. Stephan fik strax et levende Indtryk af, at det var det Sidste, der var Tilfældet, og Billedet vakte hos ham en i høj Grad sympathetisk Interesse.

Han kunde imidlertid ikke strax komme til at betragte det i Ro; det var omgivet af en lille Gruppe Bekjendte, som ivrig drøftede det Spørgsmaal, hvorfor »Paula« havde taget den Kjole paa, og hvad det skulde til, at hun havde sat en Blomst i Haaret.

Endelig blev der tomt, og han satte sig til ret at betragte Portrættet. I det havde han fundet Noget af den Stemning, han søgte. Og jo længere han saae derpaa, desmere fandt han, at det var et ganske ejendommeligt Ansigt. Hvad der egentlig var det mest Tiltalende deri, vidste han ikke, Men det er sikkert, at det forjog den underlige tomme Uro, som plagede ham saa ofte, og som han den Dag ogsaa trængte saa meget til at blive befriet for.

Naa, han kunde ikke blive siddende der hele Dagen og rejste sig saa for at gaa. Men da han var gaaet et Par Væreiser bort, maatte han atter vende om for endnu engang at faa et Glimt af det. Og da han saa traadte ind, hvor det hang, og det i samme Øjeblik saae paa ham, var det, som det kjendte ham og hilste,

Fortabt i Billedet saae Stephan ikke en Bekjendt, som dog flere Gange havde været i Nærheden af ham, men som fra sin Side ikke syntes forlegen for at give sig til Kjende; han spejdede lidt saa ind i et Værelse, saa i et andet.

Nu traf det sig imidlertid saaledes, at ved en Vending, 65 Stephan gjorde, just idet den Anden ilsomt skulde passere forbi, stødte de lige paa hinanden, og de vare saa gode Venner, at der maatte standses.

»Goddag, Stephan.«

»Goddag, Sandberg. Se, Du er ogsaa heroppe.«

De udvexlede nogle almindelige Bemærkninger om Udstillingen og dens Publikum, under hvilke Stephan drejede sig helt bort fra Portrættet.

Nu kom den Anden til at staa ligeoverfor det. Samtalen gik lidt trægt fra begge Sider.

»Det er et smukt Billede,« sagde Sandberg.

Stephan vendte sig om og sagde det Samme.

»Lad os ikke staa for længe og se paa det,« sagde Sandberg; »for jeg kjender Maleren, og jeg veed, at han lurer som en skikkelig Edderkop her i Nærheden efter Folk, som han kan fare ud over for at høre deres Mening.«

De gik et lille Stykke bort, men paa den Maade, som Folk gaa, der i al Venskabelighed dog i Øjeblikket helst ville lade være at følges ad, hvorfor begge Parter spekulere paa, hvad Vej han skal bestemme sig for, for at blive fri for den Anden.

Derfor standsede de saa atter.

Sandberg vendte sig paany imod Portrættet.

»Veed Du, hvem det er?«

»Nej.«

»Det skal jeg sige Dig, det er....«

»Aa nej. Jeg vil ikke vide det,« afbrød Stephan ham.

»Det ligner Dig. Naa, farvel da,« lo den Anden.

»Farvel,« sagde Stephan hurtig, og det traf sig saa heldig, at Hver bøjede af til sin Side.

Stephan var glad over at være bleven fri for at vide, at det var en virkelig existerende ung Dame med Familie og Bopæl. Billedet var ham nok.

Sandberg var ogsaa glad over at være fri for at fortsætte Samtalen, men af en anden Grund. Ellers og til daglig kunde han og Stephan godt bruge hinanden. De vare ikke blot beslægtede, men ogsaa Venner fra Drengeaarene og saa forskjellige Naturer, at den Ene trængte til den Anden. Vilde Stephan Holm tage helt romantisk paa Livet, saa laa det i 66 Karl Sandbergs Natur at tage saa jævnt og ligefremt paa det som muligt. Det var han nu født til, sagde han. Og derved blev det.

Medens nu Stephan løb sin Vej for ikke at faa at vider hvem det skjønne Portræt var, gik Sandberg for at lede efter en virkelig existerende ung Dame, som skulde være deroppe efter hans Antagelse.

Og ganske rigtigt; der korn hun jo.

»Jeg tænkte nok, De kom herop i Formiddag for at se Paulas Portræt, inden De tog hjem til Sorø,« sagde han med et straalende Ansigt, idet han gik hen imod en kjøn, rødmusset og lidt »provinsielt« udseende ung Pige, som kom fra Indgangssiden, og som paa sin Side ogsaa syntes velfornøjet med Mødet.

»Ja, naturligvis,« sagde hun. »Men siden jeg er kommen her, og De ogsaa er her, saa skal De virkelig tage Dem lidt mere af mig og vise mig, hvad jeg skal synes om. De veed, at jeg er det største Tossehoved med Malerier og den Slags Ting og forresten ogsaa med meget Andet.«

»Veed jeg det?«

»Ja, De baade veed det og siger det - til mig selv ialfald.«

»Nej, hør.«

»Ja, hør,« vrængede hun med den godmodigste og gladeste Latter af Verden. »Men nu idag vil jeg ikke skændes med Dem. De skal være lidt elskværdig mod mig, jeg har faaet saa meget paa Hovedet af Tante, fordi jeg ikke vilde med og prøve Kjole istedetfor at gaa herop, at jeg nu har Lyst til at have det lidt godt. Kom saa.« Der var over hele hendes Optræden en vis Drøjhed, som slet ikke vilde have tiltalt Stephan, men hans lidt flegmatiske Ven fandt sig aabenbart inderlig vel ved at blive tagen paa den Maade.

»Ja, lad os gaa sammen og ikke spilde mere Tid.«

Saa var det en stille Sommeraften, en stille Sommeraften efter en stille Dag. Da Aftenen kom, og da Duggen faldt paa, vare de enkelte lyse Skyer, der hele Dagen langsomt vare gledne over Himlen, blevne færdige med deres Tog, og 67 den blege Himmel var ensom; Stjernerne vare endnu ikke komne frem.

Fra Landskabet vare alle Farverne vegne bort, og Formerne vare blevne bløde og utydelige. Sete ude fra Vejen smeltede Træerne i Dyrehaven sammen i store, mørke Masser, og hvad der paa den dampende Mose var Køer, og hvad Tørvestakke, var det ikke godt at blive klog paa.

Paa den smukke Vej, der over Kristiansholm fører fra Dyrehaven ned til Strandvejen, gik Stephan, langsomt og velbehagelig. Naar Naturen var som iaften, tiltalte den ham, og derfor var han den hele Eftermiddag dreven om i Ensomhed i Skoven og havde fyldt sig med velgjørende Indtryk af Ro og Harmoni og var nu paa Vejen hjem til en lille Sommerbolig, han havde lejet sig paa Strandvejens Begyndelse.

En Stund efter Solnedgang, naar Dagen er gaaet og Natten endnu ikke kommen, kan der over Naturen være en dyb Ensomhed, en Stilhed, som er større end Nattens, der altid er ligesom sammensat af mange Lyde.

Den fuldkomment rolige Aften bidrog til at give ham den Følelse, han yndede saa meget, at det virkelig var lykkedes ham at fly fra Virkeligheden og Trivialiteten. Al denne Stemningsfylde trængte hos ham til at give sig rhytmisk Udtryk. Brudstykker af Verslinier fødtes i ham; men det vilde ikke blive noget Rigtigt, ikke nu iaften ialfald, følte han. Saa fejede han det til Side og vuggede sig i Andres klingende Rhytmer. Tilsidst begyndte han at synge halvhøjt.

De tyggende Køer i det vaade Græs saae stivt paa ham, naar han gik forbi; men ellers havde han ingen Tilhørere, som kunde forstyrre ham.

Nu skulde han imidlertid snart dreje ud paa Strandvejen og komme ganske ind i det Hverdagslige og Sædvanlige. Han vendte sig til Afsked om imod den fortryllende Egn, han havde forladt, de dampende Enge og de sorte Skovmasser, og istemmede temmelig højt Goethes:

Aller Berge Gipfel
Ruh'n in dunkler Nacht.

Han sang den helt igjennem og begyndte saa igjen.

Til hans store Forbavselse faldt et Fortepiano ind med 68 Akkompagnement, ovenikjøbet med en vis Tilbøjelighed til at korrigere ham. Han studsede, men fortsatte; Akkompagnementet blev ved. Han saae sig nu ret om og saae da, hvad han ikke før havde bemærket, at der inde bag den høje, tætte Hæk laa et lille Landsted godt skjult i den tætte Have.

Han holdt op; Akkompagnementet sluttede med et Greb, som sagde: Vi ere færdige. Han var naturligvis nysgjerrig efter at faa at vide, hvem den ukaldede Akkompagnatør var. Han saae sig om, og i den tætte Hæk opdagede han en lille Laage ud til Vejen. Han gik sagte hen til den; den var saa nem at skyde op, at den gik op som af sig selv og opfordrede til at træde ind. Ind traadte han listelig; i den dæmrende Sommernat syntes den lille Have med de store Træer ham at ligne et fortryllet Sted, hvor Vindene sov. Men i Huset saae han nu, at man havde Lys i Havestuen. Det var ikke nogen stærk Belysning, en Lampe med Skjærm over, der endog var stillet noget til Siden som for at gjøre Lyset saa virkningsløst som muligt. Et Par Skridt længere frem; saa saae han et Fortepiano; ved det i det dæmpede Lys en lysklædt kvindelig Skikkelse. Saa det var hende, der havde sluttet sig til ham. Atter nærmere. Jo, hun var ung, hun var blond; hun sad med Hovedet lidt til Siden, lyttende; ansaa hun ikke det lille tonende Æventyr, hun havde indledet, for endt?

Pokker tage i det Grus, hvor det skreg under hans Støvler, da han ubesindig rask atter gik et Par Skridt frem. Hun hørte det, hun blev aabenbart forskrækket, i et Øjeblik var hun fra Stolen ved Fortepianoet forsvunden i den mørke Del af Stuen. Han syntes, at han hørte Stemmer fra en anden Stue, og vendte hurtig om; en lille Hund kom farende bjæffende ud af Havestuen, idet han atter gled ud af Laagen.

Naa lige meget, det var et ganske kuriøst lille Æventyr, tænkte han, idet han nu hurtig gik hjemad. Det var et lille lyrisk Digt i Virkeligheden. Livet var endda ikke saa uskjønsomt imod ham, men bragte ham dog nu og da smaa Guldfund af Poesi.

Da han var kommen hjem, satte han sig ved et Vindue, der vendte ud imod Søen.

Det var herligt at sidde der i Natten og se ud over et 69 stort Vand bag hviskende Træer og fantasere over det lille Digt, der var kastet ned for hans Fod. Og han fantaserede saaledes derover, at han faldt i Søvn ved Træernes Hvisken, ledsaget ind i Drømmenes Land af yndefulde Forestillinger og svævende afsted i slige Forestillingers gyldne Sfære, indtil han pludselig ved et voldsomt Ryk reves ud af disse og fornam nu den højst ubehagelige, haarde Virkelighed, at han havde faaet en voldsom Tandpine ved at sidde og sove i det aabne Vindue. Vred og gnaven maatte Stephan krybe i Seng, og medens Morgenrøden begyndte at aandes hen over Himlen, kæmpede han med de mest prosaiske Stik og Jag og dumpe Bankninger i sit Hoved, indtil han endelig lykkelig og vel faldt i Søvn.

Den næste Dag var Livet dog saa naadigt imod ham, at det holdt Tandpinen borte, og hele Dagen var fyldt med Velklang fra den foregaaende Aften. Men da det atter led imod Aften, og Duggen faldt paa, kom der en underlig Uro over ham. Huset i den stille, sovende Have steg frem for hans Tanker og vilde ikke vige ud af dem, og i Huset færdedes Billedet af den lysklædte unge Pige, som sad ventende og lyttende efter noget Ubekjendt, der drog hende forbi. Det Hus og den Have syntes ham at være den blaa Blomst's rette Hjem, det Sted, hvor ikke et Fortepiano, med Romantikkens egen Guldharpe klang under hvide Hænder.

Han kunde ikke modstaa. Han maatte paa Vandring op til det fortryllede Sted.

Da han drejede om ad den stille lille Vej, ved hvilken det laa, syntes det ham, at Alt havde hyllet sig i natlig Stilhed og Drømme. Men i samme Øjeblik, just som han saae Huset, hørte han fra det en forvirret Lyd af mange muntre Stemmer; han vilde trække sig tilbage, men ud af den lille Laage var der alt kommet et Fortrav for hele Selskabet, som hørtes inde bag Hækken; det kunde ikke gaa an at løbe nu, han maatte fortsætte Vejen lige imod dem Alle. Det ene Hold kom efter det andet; det gav et Sæt i ham - der kom just ud en ung Dame, ved hendes Side løb den lille Hund, som var faret ud efter ham igaar. Det var altsaa hende.

»Halløj, er Du her paa denne Kant?« raabte en animeret Stemme i det Samme til ham, en Herre gik lige forbi med 70 to af Selskabets Damer. Det var ikke nogen Anden end Sandberg.

Var det Alfeleg, han var kommen i? I samme Øjeblik saae han lige for sig - Portrættet. Den unge Dame med Hunden var hende og ingen Anden.

Intet Under, at Stephan stod aldeles fortumlet. Sandberg gik videre med sine Damer, de saae efter ham. »Han kjendte mig saamænd ikke,« hørte han ham sige, og saa en Stemme spørge: »Hvem var det?« Resten blev borte i den anden Samtalen og Munterhed. Man hørte En sige, at man kom for sent til Toget, en Anden, at der var god Tid, saa krydsede kun uforstaaelige Brudstykker af Samtalen hinanden.

Stephan gik mekanisk videre ad Vejen. O, alle I Romantikkens evige Magter, Hun og Portrættet!

Det følger af sig selv, at Stephan nu ikke havde Noget imod at faa at vide, hvem den unge Dame paa Portrættet var. Det vilde jo have været at byde Skæbnen Trods. Lykkeligvis var dette let at klare. Sandberg havde rent glemt, at der havde været en Gang, da hans Ven ikke vilde vide, hvem Portrættet var, og meddelte ham uden Vanskelighed, at den Familie, han havde besøgt paa det lille Landsted, var en Enkefru Johnsen og hendes Datter Paula, som hørte til hans mangeaarige Bekjendtskabskreds, ja egentlig vare i Familie med ham. lalfald havde den afdøde Mand, der havde været Embedsmand nede paa hans Egn, været regnet for en Slags Halvonkel til ham som Dreng.

Sandberg gjorde ingen Hemmelighed af, at de den Dag havde moret sig rigtig godt ude paa det lille Landsted; der havde været Folk fra Landet, som skulde følges til Stationen, da de mødtes, og de havde været i saa godt Humør paa Vejen at de næsten vare komne for sildig og havde maattet løbe den sidste Rest af Vejen.

Under Samtalen flakkede Stephans Øjne urolig om imellem de paa Væggen hængende Familieportrætter, som han aldrig før havde taget Notits af, men han fandt intet, som mindede om det Ansigt, han søgte.

»Det er i det Hele et morsomt Sted,« fortsatte Sandberg, »og rare Mennesker. Har Du ikke Lyst til at komme der?

71

Jeg har flere Gange tænkt paa at spørge Dig derom og egentlig havt det i Kommission.«

»Hvad? hvordan? Hvorfor Du?«

»Ganske simpelt, fordi vi have Brug for din Violin. Der er megen Musik og Sang; Frøken Paula spiller ypperlig, og vi have baade Trioer og Kvartetter og alt Muligt, men vor første Violin er bleven forlovet, og nu sidde vi der.«

»Ja saa.«

»Rent ud sagt, jeg har havt andre Ting i Hovedet, ellers havde jeg været hos Dig for at bede Dig træde ind i vor ringe Kreds. Jeg har nemlig været saa fri uden videre at foreslaa Dig, og Du er bleven antagen med Fornøjelse. Du er egentlig Medlem allerede.«

»Nej virkelig!« Det var dog mere end forunderligt, hvor Skæbnen ordnede Alt for ham.

Det følger endvidere af sig selv, at Stephan, da Efteraaret kom, og Folk samledes i Byen, blev indført i Huset med samt sin Violin. Det var en højtidsfuld Dag, den første, da han begav sig derhen. Han havde ganske ualmindelig Hjertebanken ude paa Trappen, og da han traadte ind i Stuen, hvor Damerne vare, og hvor han strax saae Paula lige for sig, var han baade rød og stammende. Det var godt, at han havde sin Ven med sig; hans sædvanlige jævne og hverdagsagtige Maade at tage Livet paa, som til Tider kunde virke frastødende paa Stephan, men som ogsaa til andre Tider kunde virke fortræffelig til at bringe ham paa ret Kjøl, bidrog her til at gjøre Indtryk af, at det Hele gik naturligt til.

Stephan havde en Fornemmelse af noget Højtideligt og Afgjørende, da han blev forestillet for Paula, og hun rakte ham Haanden; han syntes, at Alt stod stille i det Øjeblik, og at den virkelige Jord veg bort under ham. Men Sandberg gav ham med sine Bemærkninger hurtig en Hverdags-Samtales faste Grund under Fødderne. Da Stephan gik, kunde han ikke huske, hvad der egentlig var blevet sagt, saa ligefrem var det Hele faldet, men det var vist, at hun var smuk, meget smuk.

72

Det var ikke i noget fortryllet Slot, at det første Møde havde fundet Sted, men i en ganske almindelig anden Salsetage paa Nørregade, der lod sig fuldkomment beskrive i Avertissements-Stil. Men dog havde hun taget sig ud som en Prinsesse og ikke gjort Portrættet til Skamme, af hvilket han havde en saa levende Erindring. Men Portrættet selvHvor var det? Han havde slet ikke tænkt paa det, da han var derhenne, i hendes Selskab. Nu, da han var borte fra hende, beskjæftigede det ham atter levende. Det skulde jo være derhenne. Sandberg havde sagt, det tilhørte hendes Moder. Han maatte endelig have det at se næste Gang; han længtes formelig efter det, skjønt han kjendte Originalen. Naa, han vilde nok finde det en anden Gang; der var Noget i Vente.

Stephan havde altid holdt meget af Efteraaret, men aldrig saa meget som denne Gang, thi nu havde han en Følelse af, at den Herlighed, der skulde bære ham sejrrig over al Forkrænkelighed, som var Andres Lod, var i Syne. Han vidste ikke med sig selv, om han for Alvor var forelsket i Paula, gjorde sig ikke heller for Alvor det Spørgsmaal, men hendes Tilsynekomst indenfor hans Horisont stod ham dog som et Pant paa, at det Drømte kunde blive til Virkelighed, at Drømmene have Ret i Livet.

Musikaftenerne begyndte. Men de fik strax fra Begyndelsen et Præg af at være en Herlighed, der ikke skulde vare længe, thi det blev afgjort, at Fru Johnsen og hendes Datter inden Jul skulde være i Syden. Det var Noget, der blev bestemt for Fruens Helbreds Skyld. Hun selv holdt slet ikke af at rejse; det var en skrøbelig og altid smaaklagende, men meget vakker Dame, som satte Skuet af sine egne Dagligstuevægge over enhversomhelst Udsigt over Middelhav og blaa Bjerge, og som ubetinget foretrak at træde paa sine egne Gulvtæpper fremfor paa den mest klassiske Jordbund. Det Eneste, hun, nærmest i sin Egenskab af utrættelig Theatergænger, havde en svag Lyst til at se, var en Blomsterfest i Genzano med rigtige Blomster og en blaa Grotte med rigtigt 73 Vand. Men selv her forbitrede hendes ængstelige Fantasi hende forud Nydelserne; Indsejlingen skulde jo være saa vanskelig, man maatte lægge sig ned i Baaden, og sæt, at hun eller hendes Datter fik Panden knust imod Loftet i Klippegangen. Var man først derinde, saa maatte det forresten være dejligt nok, og det kunde være meget morsomt, om hun skulde finde Indgangen til den Klippehule fuld af umaadelige Skatte fra Kejsernes Tid, som hun havde læst i en af Bergsøes Noveller skulde være der, men som mærkeligt nok Ingen syntes at ville gjøre sig rigtig Umage for at finde.

Denne forestaaende Rejse blev snart en Begivenhed, der antog saa store Dimensioner, at den stillede den musikalske Del ved de ugentlige Sammenkomster meget i Skygge. En af Deltagerne var lidet tilfreds hermed, et ungt, musikalsk begavet Menneske, der betragtede sig som havende en meget vigtig Samfundsopgave at løse ved at være Bas-Stemme i en Mængde musikalske Familiekredse og saae i sig selv en af Bærerne af det musikalske Liv i Hovedstaden. Han misbilligede i høj Grad den lidet alvorlige Maade, hvorpaa Sagen blev tagen hos Fru Johnsen, naar Damerne strax faldt i Tale med Sandberg og Stephan, der begge vare drevne Italiafarere, om den store forestaaende Rejse. Han undskyldte sig derfor ikke sjeldent og tog Andre med sig, og saa blev det Hele til lutter Samtalen, medens Lysene vare tændte paa Klaveret, og Noderne laa opslaaede.

Sandberg maatte i Reglen berolige Fru Johnsen angaaende Jernbanerejsens Besværligheder og Farer. Han maatte atter og atter fremhæve det lidet Sandsynlige i, at netop det Tog, hvormed de rejste, skulde komme ud af Skinnerne, eller at Simplon-Tunnelen skulde falde ned i Hovedet paa dem.

Stephan talte saa med Paula. De talte om andre Ting.

Der var over Paula udbredt en vis blid Ynde og Elskværdighed. Hun var meget blond, men havde mørke Øjne - og han tænkte paa, om det var dem, der først havde slaaet ham ved hendes Portræt.

Det var et Spørgsmaal, han nu kunde grunde over, thi nu havde han fundet Portrættet. Det smukke Brystbillede hang ikke i Dagligstuen. Der vilde Paula ikke have det. Det hang i det andet Værelse ved Siden over Klaveret.

74

I dette Værelse vilde Stephan gjerne manøvrere hende ind paa disse Aftener og vilde have hende til under et eller andet Paaskud i Retning af den Musik, der aldrig blev udført, at sætte sig ved Klaveret, saaledes at han kunde se baade hende og hendes skjønne Billed og ligesom tale med bægge. Stor Fornøjelse var det ham ogsaa, naar han kunde faa hende til at spille og saa sidde og betragte Portrættet, som saae paa ham med sit festlige Udtryk.

Paula var elskværdig paa en rolig og stille Vis, noget tilbageholdende, tilfreds med Livet, som hun havde fundet det. Han kunde endnu ikke ret faa hende med i sine Samtaler, skjønt det var tydeligt, at hun godt led hans Selskab, men han havde dog alt til Tider en forundret Følelse over, at hun kunde være saa tilfreds, som hun syntes at være det.

Den praktiske Sandberg havde foreslaaet, at man, da Musikken døde hen, skulde give de ganske uberejste Damer et forberedende Kursus til det italienske Liv. Dette Kursus indskrænkede sig ikke alene til at betragte Afbildninger i Mængde fra skjønne Egne og Fotografier af Kunstværker, som de skulde have deres Opmærksomhed henvendt paa. Men han vilde ogsaa, at ialfald Paula skulde lære lidt mere Italiensk. Det, hun kunde, var næsten Intet, og vel skulde de to Damer have Følgeskab derned med en Familie af deres Bekjendtskab, men siden skulde de være ene, og et nødtørftigt Kjendskab til Sproget vilde altsaa være fortræffeligt. Selv var han imidlertid ikke oplagt til at have den Ulejlighed at give Timer, og saa var Aftalen - forresten uden Vanskelighed fra Nogens Side - bleven den, at det skulde være Stephan, som skulde tage sig af Paulas Belæring. Hver Ugedag havde hun saa et ordentligt Pensum, som hun blev hørt i.

Paula forbandt med sit rolige Væsen aabenbart en ikke ringe Energi, og hun forbavsede ialfald Stephan ved den Iver, hvormed hun tog fat. Det var ikke blot den Flid, Damer altid udfolde, naar de kaste sig over Noget, der interesserer, og som tildels kommer af, at de have en vis opsparet Virkelyst og Energi, som de ere glade ved at faa en anden 75 Anvendelse for end den, det daglige Liv byder dem. Der var noget Mere, syntes han, i Paulas Flid og Dygtighed. Vist er det, at hun gjorde forbavsende Fremskridt, skjønt hun ikke havde den medfødte Lethed, som de egentlige Sprogtalenter pleje at have. Overhøringen foregik i Reglen i Dagligstuen i godt Humør fra alle Sider.

Stephan fandt, at disse Timer vare et herligt Paafund; han glædede sig over Paulas Dygtighed, men han kunde paa den anden Side ikke skjule for sig selv, at han egentlig kunde altfor Lidt til at lære hende saa godt, som hun fortjente.

En Aften havde hun saaledes kunnet Lektien aldeles perfekt, og i sin Iver for dog at være Lærer rettede han hende lidt uoverlagt med Ordet »Kastanie«. »Det er Maskulinum.«

Paula var sikker i sin Sag og ærekjær; hun protesterede. »Nej, det hedder virkelig la castagna, naar det er Frugten.«

»Nej,« sagde Stephan med Værdighed. »Det maa hedde il castagno.«

»Nej, jeg forsikrer Dem, det hedder virkelig castagna,« sagde Paula ivrig.

»Men Gud, Barn,« hostede hendes Moder, »hvad gaar der dog af Dig, hvor kan Du sige saadan imod.« Det stred aldeles imod den ældre Dames Følelser, at en Elev kunde have Ret imod en Lærer eller en Kvinde imod en Mand.

»Ja, lad os faa Lexikonnet,« sagde Paula, »saa skal vi se. Jo, ganske rigtigt.«

»Ja, De har virkelig Ret,« sagde Stephan, »undskyld, at jeg sagde Dem imod.«

Da de saa vare færdige, lukkede han Bøgerne.

»Hvad skal jeg have for til næste Gang? De glemmer at give mig for,« sagde hun lidt ængstelig.

Han rystede paa Hovedet og sagde noget alvorlig: »Det er bedre, at De faar en Lærer, der kan Mere end jeg.«

Paula saae paa ham og blev rød, mest maaske fordi hun et Øjeblik var bange for, at han var saa hovmodig, at han ikke kunde taale at have Uret imod hende.

Han havde indgivet sin Demission, fordi han syntes, han var nødt til det, men han forstod hendes Mistanke og sagde derfor i en spøgende Tone: »De ser jo selv, at De kan Mere end jeg.«

76

»Mændene kan aldrig taale at have Uret, det kan jeg ikke lide,« sagde hun, nu en Smule usikker i sin Opfattelse, »De veed jo godt, at De alligevel kan uhyre meget Mere end jeg. Men De er vel kjed af det.«

»Jeg tror virkelig, Du plager Hr. Holm,« sagde hendes Moder.

»Jeg vilde virkelig heller end gjerne blive ved,« sagde Stephan, »naar jeg bare turde for min gode Samvittigheds Skyld.«

»Aa, det kan De godt. De lærer mig saa udmærket. Jeg vilde ikke være nær saa flittig med nogen Anden. Det kan jeg godt mærke.«

I samme Øjeblik, som hun havde sagt det, blev hun meget rød.

Stephan tog Bogen, lukkede den atter op og sagde: »Vil De saa til næste Gang tage Verberne paa ére, dertil.«

»O, De maa gjerne give mig Mere endnu,« sagde hun henrykt.

»Naa, saa skal De have Verberne paa ire med.«

»Ja, dem paa ire. Og det der med de to Infinitiver.«

»Det bliver altfor meget.«

»Nej, slet ikke, De maa endelig lade mig faa de to Infinitiver med til.«

Og saa fik hun dem.

Det blev en herlig Aften.

Der kom foruden Sandberg et Par af de musikalske Veninder, som holdt ved, ogsaa efterat Musikken var trængt saa stærkt tilbage. Og saa var der en ny Akkvisition, en »Kusine Kamilla« fra Sorø, hvilken Kusine Kamilla forresten ikke var nogen Anden end den samme lidt svære og meget glade og godmodige Dame, som mødte Sandberg oppe paa Maleriudstillingen, den Dag Paulas Portræt var kommet derop. Han og hun vare ogsaa den Dag meget glade ved at træffe hinanden og lagde ikke noget Dølgsmaal derpaa. Stephan derimod syntes ganske vist ikke rigtig om hende. Hun var ham for drøj, ligesom for solid, og han syntes ikke om, at hun og Paula havde en hel Del at smaasnakke om. Han følte sig overbevist om, at det kun kunde være profane Smaating, som ikke burde blot et Øjeblik optage dens Tanke, der havde 77 saa smukke Øjne, og end mindre faa hende til at smile med dette dejlige Smil, der burde være saa uendelig ophøjet over ligegyldige Hverdagsbegivenheder i Sorø og Omegn.

Imidlertid gav hun og Sandberg sig mest af med hinanden, og det var en Trøst. Hun havde forskjellige lystige Indfald og deriblandt et, som gjorde megen Lykke og ogsaa vandt Stephans Bifald. Under Indtrykket af alt det Italienske, som omgav hende, faldt Kusinen paa, at man skulde lege, at man spiste til Aften »paa Osteri«. Det skulde udføres saaledes, at man ikke spiste i Spisestuen, men i Dagligstuen. Naar man vilde overlade denne til hende og Sandberg i et Kvarter, saa skulde Osteriet være færdigt.

Fru Johnsen korsede sig først ved Tanken om, at man skulde spise der og drysse Krummer paa hendes nye Tæppe og paa de pæne Stolebetræk, men hun gav dog efter. De Andre blev lukkede inde i Værelset ved Siden af, og Kusinen og Sandberg gav sig i Lag med Arrangementet. Lidt efter blev Paula ogsaa kaldt ind, og da Kvarteret var omme, aabnedes Døren, og Osteriet var arrangeret.

Ligheden var egentlig ikke slaaende. Gulvtæpper og Gardiner og pyntelige Møbler og Gaslysekrone mindede kun fjernt om de tilrøgede Knejpers Udstyr. Men naar Alle vare enige om det, kunde det naturligvis godt kaldes et Osteri, og Alle vare enige. Og hyggeligt saae det ialfald ud. Bordet var dækket foran den store Nische, hvori Sofaen havde sin Plads. Alt, hvad der var af store og smaa Potteplanter i Stuen, var arrangeret i Grupper omkring Bordet, og dette selv var dækket paa Italiensk, hvilket dog ikke vilde sige Andet, end at der var heldt Vin paa Vandkaraffer, som kaldtes for Foglietter, og at alle Retterne havde faaet italienske Navne. Det Allerkjønneste var, hvad den utrolig virksomme Kusine Kamilla ogsaa havde faaet Tid til at arrangere: at baade hun og Paula vare blevne klædte i italienske Kostumer. Det var Minder fra forrige Aars Karneval, der i en Fart vare dragne frem. Korrektheden lod vel Noget tilbage at ønske, men Klædeligheden slet Intet. Den friske, rødmussede Kusine tog sig udmærket ud, og Paula var ganske dejlig. Det lidt Forstyrrede og Halvfærdige i Kostumeringen gjorde det Hele endnu klædeligere.

78

Stephan stod helt henrykt, og Humøret gik rent fra de to Veninder, som vare i deres almindelige Klæder. De helmede ikke, før de ogsaa fik Lov til at komme ind og se efter i Karnevalsstadsen. Og da de der havde fundet nogle Skjærf og den Ene en Baret og den Anden en Pernillekappe og noget Pudder til sit Ansigt, kom de ogsaa i en tilfreds og harmonisk Stemning.

Det var et overmaade lystigt Maaltid. Vinen blev for ret at være korrekt skjænket fra Foglietterne i Ølglas. Den lystige Kusine, som havde Marstrands Osteribilled i Hovedet, sad jævnlig med sit Glas løftet i samme Stilling som den smilende, drikkende Pige og hilste ud til indbildte Osterigjæster.

»Evviva la bella Italia!« sagde hun.

»Lad Italien leve,« sagde Sandberg, »men foreløbig det paa Nørregade.«

»Det siger jeg ogsaa,« sagde Stephan. Saaledes at sammenblande Illusion og Virkelighed, som man gjorde den Aften, var ret Noget for ham.

»Jeg har aldrig tilbragt en saa behagelig Aften i et rigtigt Osteri som denne.«

»Det siger jeg rigtignok med,« sagde Sandberg.

»Derfor skal I hver have en af disse dejlige Roser,« sagde Kusinen og plukkede saa i en af Blomstergrupperne ved hendes Fod to tarvelige smaa Asters og rakte dem til dem, først en til Sandberg, saa en til Stephan.

»Aa nej, det rigtige Italien, hvem der dog kunde komme der,« sukkede en af Veninderne, som aldrig havde været der og heller ikke havde Udsigt til at komme der. »Det maa dog være noget Andet.«

»Noget Andet, jo,« sagde Stephan, »men ikke saa godt.«

»Nej! Gid vi bare sad halvt saa godt dernede som her,« sukkede Fru Johnsen.

»Skal Herrerne ikke ned og se til dem,« sagde den lystige Kusine. »Jeg vilde saa gjerne tage med.«

»Ja, kom ned og besøg os,« sagde Paula; men hun sagde det lige ud og henvendte det ikke til nogen Bestemt.

»Maaske, hvem veed,« sagde Stephan; »jeg drikker paa Gjensyn dernede.«

79

Han greb efter sit Glas, men da han havde travlt med at se efter Paula, greb han fejl og væltede det ned paa Gulvet, hvor det gik i Stykker.

»Det var et daarligt Varsel,« sagde han. »Jeg kom ikke til at drikke Noget.«

»De maa ikke være saa overtroisk,« sagde Paula. »Tag mit Glas og drik.« »Til sidste Draabe,« sagde han.

Det var noget sjeldent, at den stille og tilbageholdne Paula gav sig saa meget hen som den Aften, men hvor det klædte hende henrivende.

Stephan var virkelig glad og lykkelig, da de den stille Aften gik hjem. Sandberg fulgte ham. De tav Begge, Sandberg gik og fløjtede.

»Hør, jeg skal betro Dig Noget,« sagde Sandberg.

Stephan havde saa meget af Fantasters Egoisme eller rettere Ligegyldighed for Andre, at han, især i dette Øjeblik, var lige ved at sige, at han egentlig helst saae sig fri for at faa betroet Noget.

Sandberg var imidlertid for varm til at blive afficeret ved den Andens kølige Tavshed.

»Jeg er forlovet. Ja, med hende, Kamilla, Du saae, Kusinen.«

Denne Meddelelse interesserede dog Stephan.

»I ere blevne forlovede? Hvornaar? laften?«

»Aa nej, det er en gammel Historie. Det er saamænd fra i Sommer. Men nu ville vi deklarere det.

»Nu vil jeg gaa med en Guldring paa,«
sang han en Strofe. »Og i Løbet af et Par Maaneder ere vi gifte og hjemfarne, haaber jeg.«

»Ja saa.«

»Du kunde da idetmindste gratulere.«

»Det kan jeg gjerne, men det behøves da ikke. Du er jo lykkelig, lykkelig nok.«

»Ja det har Du sgu Ret i. Og dog bliver jeg lykkeligere og lykkeligere, saa jeg veed saamænd ikke, hvor det vil ende.«

Stephan saae prøvende paa ham og sagde halvt 80 uvilkaarlig: »»Jeg tror paa Lykken i Kjærlighed - og dog har denne Tro stundom i mig født en Frygt, at det skulde gaa med Lykken i Kjærlighed som med al anden Lykke, i det Øjeblik, man greb den, forsvandt den eller forvandledes. Ja, jeg frygtede egentlig, at det var endnu mere Tilfældet med Lykken i Kjærlighed, og at det var den sande Udlægning af Mythen om Daphne, der forvandledes til et Træ, da hendes Elsker favnede hende.«

Sandberg rystede paa Hovedet, og mere alvorlig end før sagde han: »Det gjælder kun for en Guddom.«

»Men Enhver, der elsker højt, er en Gud.«

»En saadan Apotheose er ikke for os Mennesker,« svarede hans Ven. »I ethvert Fald kan jeg ikke have undergaaet den, thi, som jeg siger Dig, jeg er lykkelig og bliver lykkeligere. Der er altid nogen Fordel ved at være Smaafolk, ser Du,« tilføjede han efter et Øjebliks Pause og slog Stephan paa Skulderen.

»Maaske.«

Erindringen om den smukke italienske Aften fyldte Stephan ganske til den næste Sammenkomst. Han vidste ikke alt det, han da vilde sige. Han havde i Tankerne ført hundrede Samtaler med hende, den ene mere stemningsfuld end den anden. Han havde længtes efter den Aften, da han atter skulde derhen, som Freir eller Gerda, og stadig været i Frygt for, at der skulde ske Et eller Andet, som forpurrede det lykkelige Møde.

Men den forventede Onsdag kom som alle andre Onsdage, og det blev Eftermiddag paa den som paa andre Dage, og Tiden kom, da han kunde gaa derhen for at give den italienske Time, inden de Andre kom, og han gik hen paa Nørregade, og Nørregade stod der og Huset og Alting, og han traf Paula siddende i Dagligstuen med sine italienske Bøger og hendes Moder strikkende, Alt ligesom ellers.

»Idag har jeg den lange Lektie,« sagde Paula med Tilfredshed, thi hun vidste, at hun kunde den. »De husker jo nok, at jeg fik saa Meget for.«

»Aa ja, jeg husker Alt fra den Aften,« sagde Stephan.

81

Paula kastede et lidt spørgende Blik paa ham. Det, hun huskede bedst, og det Eneste ialfald, hun bagefter havde tænkt paa, var Episoden med Lektien.

Den kunde hun udmærket, saa lang den var.

»Maa jeg saa faa lidt Musik ovenpaa,« sagde han, »inden de Andre komme. Klokken er snart mange.«

»Hvad skal jeg spille?« sagde hun, da de sad i Musikstuen. »Gammelt eller Nyt?«

»Noget af det Gamle,« svarede han, »Noget fra den Musikkens Guldalder, som er forbi for vor Slægt, der hverken veed at længes eller trænger til Drømme. Lad os faa Noget af det, hvori den rette Verden har aabenbaret sig.«

»Ja, nævn mig Noget.«

»Der er den lille Sonate i G-Dur af Beethoven f. Ex., som jeg hørte sidst.«

Paula spillede den. Han hørte tavst efter. Da hun var færdig, lagde han, som sad ved Siden, sin Haand paa Tangenterne og spillede det vidunderlige Thema:

»Ikke sandt,« sagde han, »naar man hører det, saa veed man, at der er et bedre Drømmenes Land, hvortil man kan flygte.«

»Ja, jeg synes, at naar man hører saa god Musik, har man en Følelse af, at man aldrig kan blive rigtig ulykkelig,« sagde hun.

»Mere end det,« svarede han, »man føler, at der er en Virkelighed, man skal vende Ryggen til og flygte for.«

»Aa ja,« sagde hun glad, »det er sandt, noget Saadant føler jeg ogsaa, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulde udtrykke det. Det er, ligesom man bliver et bedre Menneske, eller man føler ialfald, at man skal blive det.«

»Nej, nej,« sagde han lidt utaalmodig og atter spillende Themaet igjennem. »Det er ikke det, jeg tænkte paa, ikke paa at blive bedre, men lykkeligere, lade denne haarde Verden ligge bag sig og selv vandre til evig skjønne Steder. Hvert Menneske med Sans for det Skjønne har hos sig den 82 magiske Evne til at kunne bringe sit inderste Væsen i Sikkerhed derhen. Det gjælder kun at udvikle denne Evne, at lære at bruge Trylleordet paa rette Vis.«

Hun sad tavs og lod sine Hænder løbe hen over Tangenterne i lette, dæmpede Fantasier. Han vilde høre et Ord fra hende og spurgte derfor:

»Tror De ikke, man kan flygte en saadan Flugt?«

Hun svarede med en let Rødmen: »Jeg veed ikke, det vil sige, jeg veed ikke, om jeg forstaar Dem.«

Sagtelig blev Tonerne ved at klinge i hendes lette Spil, men hun selv var bestandig tavs.

Han tav ogsaa og saae op paa Portrættet, der hang foran ham. Det forstod ham ganske.

Saaledes sad de stille en Tid, medens Tonerne flød i en sagte klingende Strøm.

»De er saa tavs,« sagde saa Paula med et yndefuldt Smil og saae aabent og lige paa ham.

»De forstaar mig jo ikke,« sagde han, »jeg kjeder Dem med den Tale, jeg fører.«

»Aa nej, slet ikke,« svarede hun ivrig. Efter en lille Pause fortsatte hun langsomt, kadencerende sine Ord efter den Musik, hun spillede, og ligesom halvt tabt i denne:

»Det gaar jo ofte saaledes, med Musik f. Ex., den forstaar man ikke heller altid, og dog holder man af at høre den.«

Saa var det atter hende, han maatte se paa.

Lidt efter kom de Nyforlovede, thi Forlovelsen var deklareret, og de bragte med sig lystigt Spektakel og en højrøstet Munterhed, som Alle blev trukne med i, men som Stephan dog ikke syntes om, at Paula hengav sig til.

Kusinen var slet ikke smuk, det var det Resultat, Stephan fik ud af det.

Sandberg greb ham i at sidde og se forskende paa hende. »Du har Ret,« sagde han uden videre. »Hun er ikke nogen Skjønhed.«

Bemærkningen blev gjort højt og ligefrem og hørt af Alle. Stephan blev noget flov og vidste ikke, hvad han skulde sige.

»Er det om mig?« sagde Kusinen med et lystigt Nik. »Nej, en Skjønhed er jeg saamænd ikke. Men jeg er forresten ble ven kjønnere af at være forlovet.«

De Andre lo, hun blev rød i Hovedet og sagde: »Ja, det 83 er virkelig sandt, og det var da heller ikke godt Andet, naar saadan en Mand tager En.«

»Aa, min Pige,« sagde Sandberg, »Du er god nok til mig og mere end det; men sæt nu forresten, at jeg først havde villet have Andre.«

»Det er mig saamænd temmelig lige meget,« svarede hun leende. »Jeg har altid tænkt mig, at Du vist havde havt et lille Sværmeri - ja, Du behøver ikke at blive rød, Paula - men det er jeg ikke mere jaloux over. Du bryder Dig vist heller ikke med at tænke paa, at det nok kunde være, at dersom en vis En og Anden eller maaske endog et Par Andre havde friet til mig, saa havde jeg formodentlig sagt Ja og var kommen hjem fra et Bal eller et Feriebesøg som Forlovet med En, som jeg nu maaske aldrig ser igjen i mit Liv og endnu mindre tænker paa. Det kan ialfald være Dig en Trøst, at jeg aldrig før har friet til Nogen.«

»Hvad vil det sige?« spurgte Paula nysgjerrig. »Friede Du til ham?«

»Ja,« sagde Kusinen ligefrem. »Omtrent. Saadan halvt ialfald.«

»Ja, det er virkelig sandt,« tilføjede Sandberg smilende. »Om det var lidt mere eller mindre end halvt, er det ikke Umagen værd at strides om.«

»Nej, hvordan det nærmere gik til, fortælle vi Jer naturvis ikke,« sagde Kusinen. »Men jeg generer mig saamænd ikke ved at sige, at man godt kunde være bekjendt at fri helt til ham, og havde det været nødvendigt, havde jeg saamænd ogsaa gjort det.«

»Hvad siger De om den Forlovelse?« sagde Stephan lidt efter til Paula.

»Ikke Andet end godt,« svarede hun. »Det er jo en sand Fornøjelse at se To, der ere saa glade over hinanden, det er dog alligevel Hovedsagen.«

Det Svar var atter af dem, han ikke syntes om, den Forlovelae var da saa hverdagsagtig, som en Forlovelse kunde

være.

Stephan kunde, naar Paula ikke ret gik ind paa hans Tankegang, ligeoverfor hende komme i en underlig usikker 84 Stemning. Hun kunde i en Situation vise sig saa yndefuldt tiltalende, saa ganske i Højde med hans Forestillinger om hende, at han bagefter undgik hende for ikke at faa det harmoniske Indtryk, han bar paa, forstyrret af hende selv. Thi det gik gjerne saaledes, at naar de saa atter mødtes, fandt han, at hun ikke passede med det Billede af hende, som han i Mellemtiden hos sig selv yderligere havde omdigtet.

Der var en Ting, som laa ham særlig paa Hjerte; det var at lade hende vide, at han var den Ubekjendte, hvis Sang hun hin Aften havde istemmet.

Men dette var ikke saaledes at gaa til; der var over hele hin Situation, fandt han, en saa fin romantisk Stemning, at man let kunde forgribe sig paa den, den hørte slet ikke til i en almindelig, hverdagsagtig Samtale.

Det gik derfor ikke saa let med at mane en passende Stemning frem, og engang skulde det dog siges; Afrejsens Tidspunkt nærmede sig. Saa slog han engang, da de havde talt om, at den stundede til, Noderne op paa den Sang, han havde sunget hin Aften, bad hende om at akkompagnere sig og sang den.

»Det er en dejlig Sang,« sagde hun, da de vare færdige.

»Den har vi sunget sammen, inden vi kjendte hinanden,« svarede han.

Hun saae forundret paa ham, men sagde ikke Noget.

»Det var mig, den Aften....«

Han havde næsten ventet, at alt disse Ord skulde være Trylleordet, som skulde løfte det Slør, der laa dem imellem; thi han nærede ikke nogen Tvivl om, at hin Situation stod ligesaa tydelig for hende som for ham. Men Trylleordet virkede slet ikke. Hun blev ved at se paa ham og sagde paa den allernaturligste Maade af Verden: »Jeg forstaar Dom slet ikke.«

»Den Aften, udenfor Landstedet.... jeg gik paa Vejen .... De gav Dem til at akkompagnere.... De sad ved Klavere t i Deres Havestue....«

»Det veed jeg ikke det Mindste om, De maa have taget rent fejl.«

Stephan blev saa befippet over denne Vending, at han 85 nu blev stum, og først efter nogle Øjeblikkes Tavshed kunde han faa sagt: »Ja, saa maa det have været en Fejltagelse.«

Han var helt adspredt den Aften, og skjønt det var en af de sidste, der var tilbage, lykkedes det slet ikke at faa sat Liv i den. Paula saae forunderlig spørgende paa ham, hun forstod ham endnu mindre end ellers.

Og Stephan kunde nu slet ikke finde Rede paa sig selv og Paula og sin Skjæbne. Var det dog hende, eller var det ikke, havde han slet ikke faaet et Varsel fra sin Lykkestjerne den Aften, eller vilde hun blot ikke vedgaa det af et eller andet dybt Skjælmeri? Det var dog ikke ret troligt; hun havde ogsaa set saa troskyldig ud, at det næsten var umuligt ikke at tro hende.

Saa rejste de kort Tid efter. Han syntes, Paula havde Taarer i Øjnene, da han var oppe at sige Farvel til hende og hendes Moder. Hvordan det stod med ham selv, vidste han slet ikke. Det at blive alene var ikke uden al Tiltrækning for ham.

Sandberg og hans Kamilla vilde gifte sig uden lang Opsættelse i selve denne Vinter og vare meget optagne af de forskjellige Arrangementer med at sætte Bo.

De vare fornøjede med hinanden paa den samme noget jævne og ligefremme Maade, som ganske vist ikke tilfredsstillede meget poetiske Forestillinger, og som ialfald Stephan havde fundet saa lidet stemmende med den sande Forelskelses Væsen, men som havde noget Solidt og Troskyldigt ved sig.

Stephan og Sandberg var, som før sagt, ikke blot Venner fra Drengealderen, men ogsaa ansatte i samme Kontor, saa at de taltes ved næsten daglig. Stephan vilde gjerne ind paa mere almindelige Betragtninger over Kjærligheden og dens Væsen, men det havde Sandberg slet ikke mere Lyst til. »Det er saamænd aldrig Umagen værd at tale om den Slags Ting nu, da man er forlovet og hele Historien er gaaet godt af,« sagde han.

86

»Du er altsaa fuldstændig lykkelig?« spurgte Stephan for, ja det er vanskelig at angive authentisk, hvilken Gang.

»Ja, saagu' er jeg lykkelig. Hvad Fuldstændigheden angaar, ja saa vilde jeg naturligvis ønske, at vi var gifte. Ja, og at vi havde et Par Børn, eller flere, lad os sige fire eller et halvt Dusin. Og ja, et godt Dyrtidstillæg, ja, der er jo Ting nok, som man kan fuldstændiggjøre sin Lykke med, saa mange, at det slet ikke er Umagen værd at begynde paa den Opramsning. Det vilde gaa med det, som med de Øvelser, hvem der kunde tælle længst, som vi drev som Drenge.«

En Dag mødte Sandberg ikke paa Kontoret. Den næste Dag var han der ikke heller. Stephan spurgte sig for; han var meldt syg, hed det, og kom nok ikke for det Første.

Stephan gik op i hans Bolig efter endt Kontortid. Da han ringede paa, kom hans Værtinde strax og lukkede op. Det var en gammel Præsteenke, en skikkelig gammel Dame af de Folk, som i al Godmodighed og uden Spor af Ondskab føle en vis Nydelse i, at Alting gaar ulykkelig og trist i denne Verden, og befinde sig rigtig hyggelig og vel ved at klage og sukke herover.

Det var meget daarligt med Sandberg, sagde hun. Men det var næsten ikke det Værste; det Værste var, at hans Kjæreste var flyttet ind hos ham uden videre, og der var ikke Tale om, at hun vilde høre paa Forestillinger. Hun sagde, at hun vilde og maatte pleje ham, og saa blev hun.

Døren til Sandbergs Værelser blev lukket op i det Samme, og der stod ganske rigtig den unge Dame.

Hun nikkede kort til Stephan. »Jeg tænkte nok, det var en af hans Bekjendite,« sagde hun. »Ja, det er en net Historie, vi har her; jeg tænker, han har Tyfus eller Lungebetændelse eller begge Dele.« Hun talte paa en saa rolig og forretningsmæssig Maade, fandt han, slet ikke som om det var et Menneske, hvis Liv eller Død maatte være Liv eller Død for hende.

Stephan fulgte hende ind i Dagligværelset. Det laa ved Siden af Sovekammeret og bar tydelig Præg af, at hun havde taget Ophold der; en Lænestol, der ikke var af de mageligste, havde tjent til Natteleje ved Hjælp af nogle Puder og Shawler. Hun selv var i et noget forstyrret Kostume og 87 gjorde Undskyldning derfor: »Ser De,« sagde hun, »jeg bestemte mig til at blive her, omtrent som jeg gik og stod. Idag skal de sende mig noget Tøj hjemmefra, og jeg faar formodentlig et Tilhold om at rejse hjem, men det bryder jeg mig ikke en Smule om. Han kan ikke blive passet ordentlig af den skikkelige gamle Tosse eller af en Vaagekone, og hvad bryder jeg mig nu om, hvad Folk siger om mig.«

Han saae ind ad Døren til Soveværelset. Sandberg laa i en Døs og kjendte ham ikke. Han indrømmede, at det saae betænkeligt ud.

Og betænkeligt blev det virkelig ogsaa, en heftig og farlig Sygdom, og Faren stod paa i Uger.

Stephan hørte jevnlig derop. Kamilla var bleven paa sin Post til Trods for alle Forestillinger. Hun var meget medtagen, men Lægen gav hende det mest glimrende Vidnesbyrd for, hvad hun havde udrettet som Sygeplejerske. Stephan begyndte at tilgive hende, at hun var saa robust og traadte saa fast i Gulvet, naar han saae, hvor let og lydløst og velgjørende hun kunde bevæge sig i Sygestuen.

Saa kom endelig en Dag, da hun kunde meddele, at Lægen havde erklæret, at Faren nu kunde betragtes som overstaaet.

Da hun fortalte det, var hendes Stemme dog mindre rolig, end den ellers plejede at være, enten hun saa talte om den Mulighed, at han kunde leve, eller om, at han vilde dø.

Stephan fik Lov til at gaa ind og se til ham. Hun satte sig ned paa Kanten af Sengen og tog den Syges Haand og sagde med en fornøjet Latter, men med Taarer i Øjnene: »Se saa, saa vidt kom vi. Nu tænker jeg ogsaa, han er færdig med at sukke efter Paula.«

Sandberg smilede og trykkede hendes Haand. »Jeg har nok ligget og fantaseret om hende,« føjede han ganske rolig forklarende til.

»Det var hans Ungdoms Flamme,« bemærkede Kamilla ogsaa paa den naturligste Maade af Verden, »saa det vilde ikke være Noget at være jaloux over. Jeg er saa sikker paa ham nu, og det kunde da aldrig falde noget fornuftigt Menneske ind at være jaloux paa Fantasier og Drømmebilleder og den Slags Ting.«

88

»Det har Du Ret i, min Ven,« sagde Sandberg, »den Historie er saamænd ogsaa forbi i Virkeligheden. Naar jeg nu blot snart maatte faa Lov til at ryge lidt Tobak.«

Stephan forstod slet ikke disse Mennesker. Han vilde aldeles ikke gaa ind paa, at det skulde være Kjærlighed, selv om den Ene ogsaa til Nød vilde have ofret sit Liv for den Anden.

Denne Sygdom og disse to Menneskers Forhold havde optaget ham endel, om han end fandt, at det var en ringe Løsning af Kjærlighedslykkens Problem. Vinteren var ifærd med at fortrække. Det havde været en raa og tung Vinter, en rigtig kjøbenhavnsk Vinter med evindelig Slud og Søle, skikket til at vække Tvivl om, hvorvidt disse Breddegrader overhovedet vare bestemte til at bebos.

I det Hele var den gaaet meget langsomt for Stephan. Strax efter Afrejsen havde han følt en vis Glæde ved at være ene, ved at være uforstyrret med sit Drømmebilled af Paula istedetfor hende selv. Men denne Fornøjelse forslog dog ikke i Længden; han begyndte at længes og ovenikjøbet længes paa en ganske solid og reel Maade og føle et saa dybt Savn efter hendes Nærværelse, at det ligefrem overraskede ham.

Sandbergs Sygdom havde optaget ham noget i de Uger, den havde en farlig Karakter, men nu var al Spænding forbi; hans egne Tanker kunde atter husere uforstyrret, og de benyttede sig heraf, altfor meget fandt han. Han gav sig til at være dobbelt flittig med sine Arbejder, men det forslog ligesaa lidt som Forsøgene paa at omsætte sin Længsel i poetiske Drømmerier. Han maatte sige til sig selv: »Der er ingen Tvivl, jeg er for Alvor forelsket,« og blive ved at gjentage sig det Svar, indtil det en skjøn Dag, han vidste ikke selv hvordan, stod for ham saa sikkert, at han ikke engang spurgte derom. Men hun? Ja, hver Gang han gjorde sig selv det Spørgsmaal, blev Svaret ogsaa det samme, en ubestemt, men sød Forvisning om, at han vilde sejre.

Det blev atter Foraar; det urolige, tidlige Foraar, hvor kun Vandet er smukt og glinsende i dybe og friske Farver, men 89 Jorden slet ikke tager sig ud. Den hvide Sne er borte, Engene skaldede og Markerne jordfarvede, hvert eneste vissent Blad blæst af Træerne, og Mark og Skov i en Tilstand af Nøgenhed som ikke ellers paa nogen Tid af Aaret.

Dette tidlige Foraar kom med sin lurende Kulde, sit upaalidelige Solskin og sin skarpe Blæst, der kom farende lige lukt fra det frosne Rusland.

»Det er jo meget værre end Vinter,« sukkede Folk, »sikken et Foraar iaar,« - ligesom det ikke altid var saaledes.

Om Indfaldet kom med den skarpe Østenvind eller fra en af de kolde Solstraaler, er ikke godt at sige. Men en Dag sagde Stephan til sig selv: Jeg vil derned, jeg vil møde hende der i den evige Stad, hvor der er Roser og lune Sommervinde, og der vil jeg sige hende, at jeg elsker hende.

Han blev et andet Menneske, efterat han havde taget denne Beslutning, alle smaa Hindringer ryddedes bort i en Fart. Og se, da Rejsen var afgjort, kom en Nat det rette Foraar, uanmeldt, uventet, overraskende, men der var ingen Tvivl, det var det rigtige, ægte Foraar, der bragte Marker og Træer og Buske i Uro og Travlhed. Saae man Skoven paa Afstand, opdagede man, at den var ifærd med at skifte Farve, der var kommet et nyt Skjær over det Brune og Sorte, Grønt var det ikke, hvad var det? Ja, vilde man derhen og se efter, saa gjemte Skoven sin Hemmelighed for de Nysgjerrige; nærved var der ikke Noget at se. Saasnart man var borte fra den, saa var det der igjen. Men der var ingen Tvivl om, at det var det rigtige Foraar, og at Herligheden var ganske nær, men Menneskene skulde overraskes.

Stephan rejste. Det skulde være en Rejse efter Sejr og Lykke, helt igjennem sit Endemaal værdig. Han vilde gjøre Alt, for at det skulde blive ham et Festtog, i hvilket al den Poesi, Situationen indeholdt, kunde komme til sin Ret.

Hele Rejsens Plan skulde indrettes herefter. Han vilde kun søge de Steder, der kunde opretholde eller forhøje hans Stemning. Han vilde forberede sig til det Møde, som han nu var sikker paa vilde blive det afgjørende og det, der førte 90 de To sammen, ved forinden at afvaske al Prosaens og Hverdagslivets Støv, og de Steder, hvor han tidligere havde vandret søgende og længselsfuld, vilde han nu gjense, triumferende, i Forventning om at have naaet det Højeste.

Hamborg var naturligvis haabløs i den Henseende, men han gjorde Omvejen ned ad Rhinen, som han altid havde havt en særlig Forkjærlighed for. Han standsede i Køln kun for at sidde en Times Tid i Domkirken og høre den hellige Messe og lade sit Sind bades i Omgivelsernes Rigdom af hellig og hemmelighedsfuld Længsel. Og Iigesom han i den grønne Skov undertiden syntes, at hans indre Væsen kunde flyde hen i en velgjørende Enhed med den stumme Natur i dens dybe Søvn, saaledes forekom det ham her, at han gjorde sig til Eet med Musikkens Toner, med den højtidsfulde Messes sonore Klang, med de forunderlige Lysvirkninger, der i den stille Formiddag levendegjøre hele Bygningen. Og da han atter traadte ud, vandrede han længe som en Indviet, der havde dukket sig i hellige Vande og nu skulde tiltræde en Ridderfærd, paa hvilken han sejrrig skulde kæmpe for sit Livs mystiske Gral.

Men det er farligt at drømme sig som en af Ridderne af den hellige Gral, naar man skal rejse med Jernbane. Han glemte sin Plaid, fordi han ikke havde vækket sig ret op af den Halvdrøm, hvori han gik. Dette Tab forstyrrede ham imidlertid ikke. Han frøs villig lige til Coblenz, trøstende sig med, hvorledes han saa siden skulde lade sig vugge i Rhinfantasier lige til Mainz, en Strækning, som han naturligvis vilde tilbagelægge paa Dampskibet.

Men ak, hvilken Skuffelse! Han havde ikke tænkt paa, at skjønt Alt her var grønt, var det dog for tidligt til at se Vinbjergene. De saae altfor meget ud som Kartoffelmarker. Det Skjær af altid dæmrende Aftenbelysning, som ellers plejer at hvile over disse Egne, kunde han slet ikke faa frem. Der saae formiddagsagtigt ud ved St. Goar, formiddagsagtigt ved Bacharach og ved Loreley. Ingen hvide Hænder kunde tænkes at vinke fra de brustne Borgvinduer, ingen Slør at vifte fra Ringmurene af disse herlige smaa Byer, i hvilke ellers i stille Sommeraftener ved den glidende Strøm under de vinklædte Højder Middelalderens Romantik endnu synes 91 at slumre, vel istand til at vækkes af den rette Riddersvend med det klingende Underhorn.

Stephan gik frem og tilbage paa den store Dampbaads temmelig tomme Dæk. Og jo mere gnaven han blev paa sig selv over heller ikke denne Gang at kunne finde det Løsen, der kunde bringe ham i den forønskede Stemning, og jo mere han saa søgte at nærme sig den stykkevis, desto længere flygtede den, desto mere graa og plumrede blev Rhinens Vande, desto mere lig lugede Marker de bølgende Bjerge.

I de sidste Timer, paa den Strækning, inden man naar Mainz, hvor Floden ligger flad og sivkranset og ensformig som en lang Indsø, fortrød han næsten, at han ikke havde ladet Rhinen være Rhin og var kjørt ganske prosaisk med Jernbane.

Det var en tabt Dag. Spørgsmaalet var, hvorledes Nederlaget skulde gjenoprettes, ellers kunde han risikere, at hele Rejsen forspildtes eller dog ikke blev, hvad den skulde være. Han bestemte sig ved en pludselig Reminiscens, der vaktes ved en Melodi af Gounods Faust, til at gaa til Nürnberg.

Paa denne Vandring syntes hin lunefulde Dronning Mab, der hersker i Stemningernes Tryllelund, at være ham gunstig - tilfreds med den foregaaende Dag at have vist ham, at han ikke maatte stole paa hende, saa meget han end troede sig at være hendes Forbundne.

Toget kom ind til Nürnberg sent om Aftenen; det var en yndig stille Luft, og Mørket var næsten en lys Sommernats.

Det var en hverdagsagtig, lang Hotelomnibus, han steg ind i, men i samme Øjeblik, de vare komne bort fra Pladsen ved Banegaarden, vare de inde i et andet Land. Overalt de snevre, krogede Gader, i hvilke Ingen færdedes, og hvor de tændte Lygter slet ikke kunde lyse op saaledes som langs andre Byers brede og lige Flisefortove, overalt de høje, mørke Huse med de udskaarne Billeder og Snirkler og de mange Karnapper, alle gjemmende Mørke og Tavshed bag deres rundrudede, blyfattede Vinduer.

En Rigdom af gamle Melodier og Brudstykker af Sange vaagnede op i Stephan. De holdt ved det store, løjerlige Hotel. Og saa tillokkende det firehundredaarige gamle Etablissement med alle sine Krinkelkroge og labyrinthagtige 92 Gange og Trapper end var, kunde det dog ikke holde ham. Han maatte ud igjen og se paa Byen selv, skjønt Portneren rømmede sig temmelig misbilligende, thi man gaar meget tidlig til Sengs i den gode Stad Nürnberg og er ikke vant til den Slags Udflugter.

Men Stephan maatte i Arabeskerne om Paulas Billed ogsaa have Motiverne fra en Nattevandring i den stille By over de gjenlydende Broer, hvorfra man saae den lille Pegnitzflod glide tavst langs de sovende Husrækker, imod hvis Mure den paa samme Vis havde skyllet for Hundreder af Aar siden, da de, der sov derinde, vare gjæve Riddersmænd og brave Borgere i den frie Rigsstad med deres Hustruer og skjønne Døtre.

Det var forvirrende Gader, der snoede sig og drejede sig op og ned og ud og ind og bestandig syntes at have Et eller Andet at skjule bag den næste Omdrejning. Hvilke smaa stejle Torve man saa pludselig blev lukket ind paa, smaa, ganske stille Pladser med Billeder og plaskende Springvande, hvor Vandet i evindelig Afvexling sprang ud, hist af Kvindebryster, her af en Gaasehals, og faldt ned i de store Stenkummer, som ere slidte af Pigernes Hænder i mange, mange Slægtled.

Saa stod han foran Kirker, hvor de groteske Figurer og løjerlige Dyreansigter syntes at være undfangede af Kunstnere, der selv havde set æventyrlige Aabenbaringer i Naturen. Der sad disse Ansigter i deres med Stenløvværk overgroede Grotter og benyttede Nattens Skjul til at løsne deres Stentræk og hviske og vrænge til hinanden.

Alt dette var herligt; alt dette var et ypperligt Akkompagnement til Digtene om det klare Ansigt med de store Øjne, alt dette var et saadant Brud med det Hverdagsagtige, som han havde ønsket.

Det anfægtede ham ikke, at mange gamle Klokker deroppe fra de smukke Taarne trolig meldte Kvarter efter Kvarter. Men midt i Digtningen blev han dog endelig legemlig træt og søvnig. Han følte, at Portneren ikke var hans Ven, da han langt ud paa Natten efter gjentagen Ringen blev lukket ind.

Han havde egentlig villet rejse videre næste Morgen for 93 slet ikke at se Byen ved det kjedsommelige Dagslys, men den simple Tilfældighed, at han sov over sig og først vaagnede, da det Tog, han kunde have taget afsted med, var adskillige Mil borte, afgjorde Spørgsmaalet anderledes.

Og der var ingen Skade sket. Det var en smuk Søndag, Solen skinnede muntert gjennem de kulørte Ruder ind paa det mørke Egetræs Gulv. Derude vare Gaderne nu vistnok vaagnede op, men det var ikke til et almindeligt, trivielt Hverdagsliv. Klokkeklang flød som i en uafbrudt melodisk Strøm i den lune Foraarsluft, paa Gaderne gik pyntede Folk, Kjøbstadsfolk og kjønne Bondepiger i maleriske Dragter. Alle de Folk, der sad i deres Vinduer og saae ud i den smukke Morgen, syntes at kjende hinanden. Og vare end nu i Formiddagssolens Skin alle Stenansigterne paa Kirkerne atter blevne stive og stumme, saa var der indenfor Kirkernes Døre en stille Fred over de syngende Skarer, som forekom ham ikke mindre tiltalende end Nattens puslende Liv.

Og om Eftermiddagen, da han gik langs de store Stadsmure, hvilket muntert Syn! Udenfor Portene og langs Gravene og de hyggelige Beværtningssteder, som vare indrettede nede paa disses udtørrede Bund, var der en munter og broget Vrimmel; hele Paaskescenen af Faust var der lyslevende, de smukke Piger, de lystige Svende, de snakkende, drikkende gamle Mænd.

Og han gik og frydede sig ved at være langt højere paa Straa end selv en Faust, der kun havde en lille Gretchen, som lokkede ham.

Men da det led mod Aften, og Klyngerne begyndte at vandre ind ad Stadens Porte, steg han op til Borgen, der knejser over Byen. Over dens gamle Gaard skygger Kejserinde Kunigundes Lind, Aftensolen skinnede paa dens mægtige Krone, der var grøn og frisk, som om mange Aarhundreder for den kun vare som Aftenvindenes Pust. Han brød sig ikke om at komme ind og se flere Malerier eller om at faa at vide, hvad der var bygget af Konrad den Anden og hvad af Frederik Barbarossa. Han satte sig under det grønne Træ, der havde skygget over Kejserne, og drømte om sin egen Lykke og Magt.

94

Lykkelige Timer! Hvor Sjælen var fyldt med Velklang i Forventning om en straalende Lykke, ikke til at naa og dog sikker.

Til Heidelberg! Op at sidde en stille Solskinsdag i Kurfyrsternes Gaard med de grønne Træer og Karl den Stores Brønd, drømme under de mægtige Mure med de vældige Kildevæld af Vedbend, der springe frem af hver Pore i dem og hænge ned i brede Strømme, danne Guirlander om søndrede Statuer og mægtige Forhæng over Døre, der føre til Intet. Vandre engang i de Sale, hvor kun de visne Blade hvirvle deres Dans og Vinden hvisker uforstaaelige Ord.

Dette var det sande slumrende Slot i den slumrende Skov, det var til, og Prinsessen var det ogsaa.

Saa videre afsted over Alperne. Paa Gotthardsvejen en Eftermiddag i Regn og Taage. De trætte Heste hale afsted med den skumplende Vogn opad fra Andermatt til Hospenthal. Dampen staar over dem i den raa, kølige Luft. De Rejsende fryse og ere højst ubehagelige tilmode paa En nær, som har saa megen Stemning og Poesi i sig, at Intet kan anfægte ham.

Og der har dog ikke været nogensomhelst Fornøjelse ved denne Tur; ikke engang Reuss og Djævlebroen have taget sig ud af Noget i Støvregn og Taage, der skjulte al Udsigt. Skyerne ligge endnu som et graat Himmelloft, der er sunket ned til midt paa Bjergene, og som tynger saa stærkt paa disse, at selv om de rettede Skuldrene og vilde skyde det op, kunde de ikke.

Da i Bjerglande alle de gamle Kjøretøjer, der have udslidt paa den almindelige Jord, maa begynde en Tilværelse forfra, var det ogsaa et aldeles udlevet, udslidt, forsiddet, fortrykket, sprængt og sammenlappet Stykke gammel Kaleschevogn, som de Rejsende, der havde slaaet sig sammen om Vogn i Fluelen, havde faaet.

Skumplede, stødte, ømme, trætte og gnavne sad de Tre af dem og frøs, i en gnaven Diskussion om Rejselivets Skyggesider. Men den Fjerde var Stephan, og den stemningsfulde Tilværelse, han havde ført paa den sidste Del af sin Rejse i Tyskland, holdt ham livfuld og let oppe over alle smaa Gjenvordigheder.

95

Endelig rumlede de op ad den løjerlige Gade i Hospenthal med sine store Huse i den rigtige Schweizerstil og sin aldeles alpemæssige Kjørebane.

Regn og Taage laa over hele Byen, en fin Støvregn, der havde gjort alle Huse mørke og glinsende, og som syntes at have fyldt hele Herberget, hvor man stod af, med Dunst og Taage.

Men Stephan var stadig tilfreds med Alt, han var i den Stemning, hvor alle smaa Ubehageligheder kun paa Modsætnings Vis lade En føle den Glæde, der fylder Ens eget Sind.

Bag Bygningen lige overfor Herberget knejser et gammelt Kampestenstaarn, Longobardertaarnet, fra hvis Top Krigerne havde kunnet spejde ud over Vejen, der førte til og fra Italien. En løjerlig gammel Knast af et Taarn, Minde om den uimodstaaelige Længsel, der drog Nordens Folk mod Italien igjennem alle Tider. Graat og mosgroet er det, med tomme Vindueshuller og uden Indgang, ubetraadt i umindelige Tider, pisket af Regn og Sne i Vintertid, glødet af Sommersol i tusinde Aar, men endnu kraftigt og stout.

Hyllet i Taage og Regn stod den gamle Kammerat derovre lige for Stephans Vinduer og skuede ned imod Dalen.

Staa Du kun Skildvagt der, tænkte han, Du barske gamle Kæmpekarl. Mange af min Slægt har Du maaske stoppet paa deres Vej til det dejlige Land, men jeg passerer. Ingen Riddersmand har redet dig dristigere og mere siejrsæl forbi end jeg.

Han blev kaldt ned til Maaltidet i den lange, lave Spisesal. De fire tilfældige Rejsefæller fra Vognen havde kjedet sig saa forskrækkelig i hinandens Selskab i Løbet af Dagen, at de nu vare enige om ikke mere at ville have med hinanden at gjøre, da det tvungne Samkvem var hørt op. Stephan satte sig da ogsaa hen for sig selv.

Der var et temmelig stort Selskab; Diligencen Syd fra var lige kommen med et Følge af flere Bivogne. Stephan mønstrede Selskabet. De Fleste saae ud, som alle Rejsende se ud, naar de ere forfrosne og sultne. Der var temmelig mørkt i den lave Stue, og det varede derfor lidt, inden Stephan opdagede, at der dog i Selskabet var et Par bekjendte Ansigter, det Ægtepar, med hvem Paula og hendes Moder 96 vare rejste ned til Italien; han vidste, at de senere vare skiltes ad, men det frydede dog hans Hjerte, at han saae dem. De kjendte ikke ham og sad temmelig langt borte, han styrede derfor sin Utaalmodighed, til de vare færdige med at spise.

Ægteparret blev meget glad ved at træffe en Bekjendt. Det var aabenbart, at de vare temmelig kjede af at rejse sammen og af at rejse overhovedet. Ægtemanden vilde ikke lade Nogen komme til Orde om Noget, før han havde faaet slaaet fast, at de skulde have sig en Tremandswhist for at faa den afskyelige Regnvejrsaften til at gaa.

Derefter fik Fruen Ordet for at give Ondt af sig imod Vinteren i Rom, der havde været afskyelig, Regn og Kulde og Kulde og Regn ligesom et daarligt Foraar i Kjøbenhavn, det vil sige meget værre, for der var ikke en ærlig Kakkelovn eller et raisonnabelt Stykke Kul i hele Rom. Og Maden var slet, Vinen afskyelig, Lopperne over al Beskrivelse, og Ingenting kunde man taale, Stedet var saa usundt, og man havde saa mange Forskrifter at følge for ikke at faa en dødelig Feber paa Halsen, saa det var umuligt at erindre det Halve og et rent Under, at man kom levende derfra. Kort sagt, hun priste sin Skaber for, at Lille Kjøbmagergade dog var til endnu.

Endelig kunde Stephan faa nogle Spørgsmaal indført om deres oprindelige Rejseselskab. De omtalte det med den høflige Kulde, hvormed Folk i Reglen omtale forhenværende Rejsefæller, og antydede, at om Frøkenen end var højst elskværdig, saa havde hendes Moder ikke været dem til nogen Oplivelse. Og det, at man »var til Oplivelse«, var aabenbart en ufravigelig Fordring, de Begge stillede til deres Medmennesker. Imidlertid fik Stephan dog til Lykke og Held at vide, at de to Damer for nylig havde forladt Rom, hvor han uden videre havde regnet paa at træffe dem, og vare tagne til Lago Maggiore for at tilbringe en halv Snes Dage.

Det var jo unægtelig en Lykke for ham, at han havde faaet dette at vide, men Glæden over at undgaa en forgjæves Valfart til den evige Stad forringedes dog i høj Grad ved Skuffelsen over, at deres Møde ikke skulde foregaa der, hvor han havde tænkt sig det. Der var imidlertid ikke 97 Noget at gjøre; han fandt sig i Tremandswhisten, skjønt han ikke fik Mere at vide om Paula. Begge Ægtefællerne havde faaet nok af at tale i lang Tid, men Whist havde det knebet med.

Den næste Dag stod han da paa St. Gotthard paa Sletten midt imellem de uhyre, døde Bjerge, og han drak hendes Skaal i Hospitiets gode Vin og rutschede saa i Diligencen den vidunderlige Fart ned ad Gallerierne til det skjønne Land. Det var en Selvfølge, at han hastede lige til Mødet, og næste Formiddag gik det paa det snavsede Dampskib over den sølvskinnende Sø til Stresa.

De vidunderlige boromæiske Øer svømmede udenfor! som vældige Blomsterklynger paa det klare Vand, Synet af dem frydede ham som Musik, Savnet af Rom var glemt.

Dampskibet lagde til. I Haven foran det store Hotel ved Landgangspladsen færdedes de rejsende Gjæster. Han ventede noget med at gaa i Land, thi han saae strax, at En af dem var hende, og han maatte have set noget paa hende, inden han turde nærme sig hende.

Nu gjenkjendte hun sikkert ham, thi han saae, at hun pludselig traadte bag nogle Andre.

Saa gik han i Land og gik dristig lige hen imod hende. Flugten efter hende var tilende. Nu gjaldt det blot at gribe til efter den skjønne Nymfe.

Han hilste tavst og rakte hende sin Haand.

»Er De her?« sagde hun; hendes Stemme rystede dog lidt, og hun var meget rød. »Det var en Overraskelse.«

»Jeg er kommen for at møde Dem,« svarede han. Han beholdt hendes Haand i sin. Ingen af dem talte videre. Ikke her i Vrimlen ved Siden af den tyske Familie, med hvem hun fulgtes, vilde han sige det store, afgjørende Ord og høre hendes Svar. Og hun ....

Lidt efter sagde hun: »Vi bo her i Hotellet. Tager De ind her?« Saa gik de sammen ind og mødte Paulas Moder.

»Nu kan jeg komme ud at ro paa Søen; De kan vel ro,« sagde Paula om Eftermiddagen. Om han kunde!

98

De tog en Baad og roede ud paa Søen. Det var sildig Eftermiddag.

Med Rette prises Lago Maggiore for sin Farvepragt. Dens Rigdom paa straalende Glans er altid henrykkende men i den Stund imod Solnedgang, da en Flig af Naturens Kongekaabe falder over det fattigste Landskab, funkler denne om Søens evige Dejlighed med den fuldeste fyrstelige Pragt, og Purpuret og Guldet, det lysende Spil fra ædle Stenes Mangfoldighed og Perlers yndefulde, matte Bleghed, skinner baade fra Himmel og Hav.

Han roede, hun sad i Agterstavnen, hvor han kunde se hendes Ansigt, medens han roede. Han roede ganske langsomt, Søen var glat og blank, og idet Baaden gled afsted, rislede Vandet langs dens Sider med en fin, klingende Lyd.

Skilsmissen havde øvet sin stærke Virkning paa hende, hun havde savnet og længtes, og nu var hun lykkelig i Gjensynet, skjønt hun ikke selv vidste hvor meget. Hun følte, at hans Øjne bestandig vare fæstede paa hende; hun var henrykt derover, men undselig, skjønt hun ikke vilde, at hans Blik skulde ophøre at omfatte hende, og hun følte som en let Sky for Solen, naar han vendte sig bort for at se efter andre Baade, eller hvad ellers en Roerkarl, der selv styrer, har at se efter.

Han lod Baaden tage Vejen over imod Isola Bella, denne skjønne Øplet, der, helliget i sin Tid til Venus og Amor, selv som en underfuld Venus Anadyomene stiger op af de klare Vande og spejler i dem sine lyse Terrasser med Billeder og Blomster og høje, herlige Træer.

Henimod dette Under af Kunst og Natur gled Baaden. Han tænkte paa, hvorledes til Tider, netop naar hans Sind jublede stærkest over noget Skjønt, der da tillige midt i Jubelen kunde fødes en Længsel efter noget Uopnaaet, om hvilket han kun vidste, at det var et Savn, og at han, hvis det ikke manglede, i sin Haand vilde have havt den underfulde Vaand, for hvilken Lykkens Porte springe op. Han spurgte sig selv, om han nu fornam Savnet.

Sagtelig skød i det blinkende Vand den glidende Baad mod den dejlige Ø, der i Aftenens Glans rejste sig op som et feagtigt Slot i en Æventyrs Drøm.

99

Højt knejste op over Giardino d'Amore den vældige Enhjørning, rejst der som Feernes Vogter ud imod Verden.

Han standsede og saae paa den underfulde Pragt omkring dem. Vandenes og Skyernes Farver smeltede ganske sammen. Guldskyer, som stod til begge Sider, ladende Midten klar, vare ligesom Forhæng for det inderste Hellige i Lykkens Tempel, der langsomt droges til Side, da han nærmede sig og over Søen, der laa som Templets skinnende Gulvflade, skred henimod dets Altar.

To Sommerfugle havde fra Land fulgt Baaden, hvirvlende sig om hinanden i spillende Bevægelighed, forsvindende et Øjeblik, men saa atter kommende igjen som vidende, at her var der Selskab.

Begge de To vare blevne tavse, thi de følte, at nu og her var der kun Eet for dem at tale om, et Ord at sige, der gjemte Forstaaelsen af al Herligheden omkring dem.

Endelig talte han, og det var, ligesom noget Ubevidst lod ham tale, saa at han selv overraskedes ved at høre Tavsheden brudt.

Han havde lagt Aarerne, og idet han tog hendes Haand, sagde han: »De veed, at jeg elsker Dem, men lad mig sige Dem det her.«

Hun tav og saae ned for sig med bævende Læber, medens han holdt hendes Haand.

»Sig det, sig det,« bad han.

Hun sagde det, og han drog hende til sig. Der var da Lykken.

Men da deres Læber atter skiltes efter den første Berøring, saa flygtig, at han ikke vidste, om han havde kysset eller ikke, saae han en brun Plet ved hendes Overlæbe, som han ikke før havde set, og skjønt det var som et alfelet Pust, gled det igjennem hans Sind, at den ikke klædte hendes skjønne Mund.

Saa sad de Haand i Haand tavse en Stund som den skjønne Scenes Midtpunkt; Farverne i Landskabets Kongedragt vexlede bestandig.

Han saae efter de to hvide Sommerfugle; de vare forsvundne.

Baaden drev, som den vilde.

100

Men nu kom Aftenen, stille og lydløst læggende sig over Søen og dragende sit Slør for Farvepragten.

»Vi maa vende hjem,« sagde hun.

Det vakte en lille Misstemning hos ham, at hun kunde have Tanke derfor. Men han maatte give hende Ret. Mørket faldt hurtig paa, Lyset holdt sig endnu ude paa Søen, men da han saae ind imod Land, begyndte Strandbredden at gaa sammen i en mørk, ukjendelig Masse.

Hjemrejsen fra Italien og de første Maaneder gled stille og rolig hen for Paula.

Hun var af de elskelige kvindelige Naturer, i hvilke Udviklingen foregaar stille, roligt og sikkert. Hun var bleven forelsket i Stephan, uden at hun selv havde klaret sig naar eller hvorledes, eller havde tænkt paa at analysere dette Forhold i mindste Maade. Hun var bleven overrasket over paa Rejsen, under Fraværelsen at opdage, hvor meget hun holdt af ham, og var lykkelig ved at gjense ham og endnu lykkeligere ved at blive forenet med ham.

Hun beskjæftigede sig nu endel med, hvorledes det skulde gaa hendes Moder uden hende, og fandt, at det egentlig slet ikke hastede saa stærkt med at holde Bryllup; hun kunde godt være lykkelig som Forlovet i adskillig Tid.

Derom var der imidlertid ikke Tale for Stephans Vedkommende. Han vilde have sin Hustru for sig - og han tænkte, at han i sin uforstyrrede Besiddelse og det uafbrudte Samliv vilde finde dette absolutte Noget, som han ikke vilde tilstaa for sig selv, at han savnede, men som han heller ikke kunde sige, at han havde fundet.

Om Efteraaret giftede Stephan og Paula sig.

Der hvilede for ham som et Slør af Uro og Spænding over Bryllupsfesten, men det undrede ham ikke, han længtes efter ret at komme i Ro med sin unge Hustru; stille, ubevægede Forhold vilde give det bedste Læ for den Lykke, han søgte.

De sad en Aftenstund i deres hyggelige Hjem; hun sad foran Fortepianoet, han sad ved hendes Side. Hun 101 fantaserede let og afbrudt. De talte om den Fortid, han yndede at dvæle ved atter og atter, de romerske Aftener, Mødet ved Lago Maggiore, om Hjemrejsen, der var bleven endel ødelagt ved det kjedelige Rejseselskab, de vare blevne tvungne ind i, men som dog havde været saare tillokkende, og om meget Andet.

Han tog hende i Haanden: »Det var godt, at vi fik hinanden,« sagde han.

Hun nikkede og slog nogle Toner an.

»Hvis vi ikke havde fundet hinanden, hvad saa?«

»Det havde været meget slemt, saa havde jeg ikke vidst, hvor lykkelig man kunde være.«

Han syntes, at dette Svar var noget for jævnt, og slap uvilkaarlig hendes Haand.

Hun mærkede det og sagde med et let Smil: »Du holder saa meget af at tale om Fortiden.«

»Ja, har den ikke været herlig?«

»Det har den, men jeg holder mig dog til Nutiden. Fortiden og Fremtiden vise os saa let noget Andet end det, der har været vor Lod og bliver det. Nutiden har Skyggerne, men, jeg veed ikke, hvordan jeg skal udtrykke mig, ogsaa mere Lys, fordi den jo er Livet selv.« Hun talte nølende, ligesom lidt undselig over at skulle give sine Tanker Ord. »Ser Du, derfor holder jeg mig til Nutiden og er inderlig glad ved den, og det forekommer mig, at vi holde meget mere af hinanden nu, end vi før have gjort, og saaledes haaber jeg, det vil gaa altid.«

Han kyssede hendes Haand, som han holdt i sin.

Nu vilde han dog minde hende om deres første romantiske Møde i den drømmende Sommeraften. Nu skulde hun dog skrifte.

Han bladede i Noderne for at finde Sangen fra hin Aften.

Han fandt den og stillede den op for hende, idet han sagde: »Midt i den gode Nutid kan jeg dog nok lide at høre den.«

I det Samme ringede det.

Paula glemte aabenbart strax Diskussionen, de vare inde i, og saae med nysgjerrig Spænding til Døren; det var endnu saa Nyt at faa Fremmede i sit eget Hjem.

102

Det var Sandberg og Kusinen - Ægtefolk siden Sommeren.

»Hvis der er Nogen hjemme i Eders Paradis iaften,« sagde han, »saa ville vi gjerne være Slanger der, for hjemme hos os er der Rengjøring, og Renlighed, finder nu jeg, er en daarlig Ting.«

»Vi maa have os en italiensk Aften ligesom den, vi havde paa Nørregade, den var mageløs,« sagde hans Kone.

»Ja, rigtig,« sagde Stephan, »den var mageløs, og den kan ikke gjentages.«

»Som De vil, men forresten hvorfor ikke det? Jeg er vis paa, at den iaften vilde være meget bedre; vi har det jo Alle nu meget bedre. Dengang var vi kun hemmelig forlovede og I slet ikke. Nu har vi alle faaet hinanden, og det er, som det skal være.«

Hun mønstrede Stuen, og da Klaveret bar opslaaede Noder, skulde hun naturligvis se, hvad det var.

Hun satte sig uden videre ned og begyndte at nynne:
»Aller Berge Gipfel«.

Hun afbrød sig selv: »Naa, den har I sværmet med. Ja, det er ogsaa en af mine Yndlinge. Den blev jeg forresten en Aften slemt narret med. Det var, Paula, ude paa Landet hos Eder i forrige Sommer, da jeg var der i Besøg. Jeg havde troet, at Sandberg vilde være kommen den Aften. Vi var jo alt saa smaat begyndt saadan at interessere os for hinanden. Men Mennesket kom ikke. Saa om Aftenen, da jeg sad i Havestuen, hørte jeg En udenfor komme gaaende, syngende ganske højt denne Sang, som vi netop havde sværmet for i de Dage. Jeg troede, det var ham, og gav mig til at spille Akkompagnementet. Saa kommer der ved Gud et ganske fremmed Menneske, som lister sig ind i Haven.«

»Naa, og hvad saa, om jeg maa spørge,« sagde Sandberg med et melodramatisk Udtryk, gribende en Papirskniv og førende den som en Dolk. »Du opdagede vel Fejltagelsen i Tide.«

»Ja, Du kan være ganske rolig, for han løb saamænd igjen, før jeg selv kunde faa set paa ham.«

103

»Hvad mon det har været for en næsvis Person?« sagde Paula.

»Det var mig,« sagde Stephan efter et Øjebliks Betænkning med en noget forknyt Stemme, som han forgjæves bestræbte sig for at give en spøgefuld Klang. »Jeg gik forbi og sang for min egen private Fornøjelse og kunde ikke modstaa Fristelsen til at se, hvem det var, der saa poetisk gav sig til at følge mig fra det Ubekjendte.«

De Andre morede sig ikke saa lidt over denne gjensidige Fejltagelse, men Stephan var slet ikke vel tilmode Resten af Aftenen, og der blev ikke arrangeret noget Osteri.

Da de to Fremmede vare gaaede, satte Paula sig atter til Klaveret. De samme Noder laa endnu opslaaede, og hun begyndte:
»Aller Berge Gipfel«.

»Aa nej,« sagde Stephan pirreligt, »lad være.« Han rettede sig atter i det og sagde: »Jeg har faaet Hovedpine, jeg kan ikke taale at høre Musik.«

»Du burde dog ogsaa have hørt m i g spille den,« sagde Paula med et Smil, der overraskede ham. »Jeg tror ærlig talt, jeg spiller den bedre.«

Han elskede virkelig sin Hustru. Han var ogsaa lykkelig med hende. Og dog blev det skjønne Drømmebilled ogsaa nu i Ægteskabet ved at flygte sin evige Flugt? Var Daphnes Forvandling i hans Arme alt fuldbyrdet? Han blev ved at gjøre sig selv disse Spørgsmaal.

Portrættet var fulgt med i den nye Lejlighed. Det hang ogsaa der over Klaveret, og hvor mange Gange faldt ikke hans Blik derpaa. Det forstod ham, nu som ofte før, og havde sin egen Historie at fortælle ham, og den blev bestandig længere.

Paula var, som hun selv havde sagt, gaaet ud fra, at man blev lykkeligere og lykkeligere med hinanden, at Lykken voxede stille og naturlig mellem to Mennesker, der holdt af hinanden. Saaledes gik det med hende selv. Men hun 104 saae Stephan blive forunderlig tavs og adspredt og blive det mere og mere.

En Dag sad han saaledes. Hun iagttog ham en Stund; der var et eget Smil paa hans Ansigt. Hun tog en Beslutning.

»Vil Du svare mig paa en Ting?« spurgte hun.

»Og det er?«

»Hvad tænkte Du nu paa?«

»Paa Ingenting, Kjære.«

»Ingenting. Det betyder ofte det, man tænker allermest paa.«

»Du er aandrig.«

»Ikke en Smule. Jeg er kun nysgerrig; det har vi Kvinder jo altid Lov til at være.

Han tav.

»Sig mig saa, hvad det var, Du tænkte paa,« vedblev hun. »Sig mig det; jeg har faaet den Ide, at jeg maa vide det.«

Han saae lidt forbavset paa hende; der var i hendes Ord en vis Energi, som imponerede ham, ja som indgød ham en Art af Respekt, han ikke før havde følt for sin unge Hustru, endnu mindre for Billedet, som jo altid var ham underdanigt og følgagtigt.

»Jeg tænkte paa Dig,« svarede han. Efter et Øjebliks Betænkning tilføjede han: »Skal jeg være ganske ærlig, maatte jeg istedetfor paa Dig sige: Paa dit Portræt.«

Ved sig selv gjorde han den Bemærkning, at hun ikke forstod den Adskillelse, han gjorde. O, Daphne! Daphne!

Han kunde blive i den Tro, forsaavidt som hun ikke svarede, men efter nogle ligegyldige Ord gik hun ud af Stuen, og da de senere mødtes ved Middagsbordet, talte de om en ny Bog og om Prisen paa Oxekjødet. Daphne! Daphne!

Den næste Dag forekom det ham nok, at hun saae lidt bleg og daarlig ud. Hun sagde, at hun ikke havde sovet godt om Natten. Ellers talte de ikke meget sammen. Han var tavs, og hun endnu mere.

Om Aftenen kom han hjem efter et Par Timers Fraværelse. Da han kom ind i Dagligstuen, var Paula der ikke. Stuen gjorde et vist Indtryk paa ham af, at der var Noget 105 i den, som var forandret, men hvori dette bestod, gjorde han sig ikke klart.

Da han saae sig lidt om, opdagede han imidlertid, at der laa et tillukket Brev paa hans Kones Sybord. Han tog det i Haanden og saae med Forundring, at det var til ham og hendes Haandskrift. Hvad for en Besked kunde hun have at give ham saaledes? Lidt febrilsk aabnede han det. Der stod:
»Portrættet har jeg brændt. Vil Du have mig selv, saa er jeg hos Onkel Karl i Sorø.
Paula.«

Det løb rundt for ham ved saaledes at se sit Indre gættet og afsløret med en Sikkerhed, som han næppe selv havde kunnet naa.

Han saae hen paa Portrættets Plads. Ganske rigtigt, det var der ikke. Pladsen var tom, det skjønne Billede for bestandig forsvundet. Det var det, der havde gjort den Forandring, han først ikke havde kunnet klare sig.

Sin Medbejlerske havde hun ryddet afvejen. Og selv. Ja, hvad vilde hun selv?

Han vilde forsigtig søge nogle nærmere Oplysninger hos Pigen. Men denne gik i, hvad hun sagde, saa øjensynlig ud fra, at han vidste Besked med det Hele, og at Rejsen til Sorø var den naturligste Ting af Verden, at han ikke vilde røbe sig og nøjedes med at faa at vide, at hans Kone var tagen med Aftentoget.

Han gik rundt i Stuerne i en Stemning, han aldrig før havde kjendt noget til, en forunderlig Blanding af Ydmygelse, Uro og Længsel. Alting mindede i den Grad om hende, som om hun var i alle Stuerne paa een Gang, og saa var hun intetsteds, og han længtes efter hende, som om han aldrig skulde se hende igjen. Hver en Ting, der var hendes, og som laa i Stuerne, blev ham saa dyrebar, som om det var en Afdøds.

Og saa imponeredes han paa en ganske ukjendt Maade af Virkeligheden, af Kvinden, som hun er og lever, af at føle, at Paula stod for ham som saa overlegen. Jo mere han tænkte derpaa, desto stærkere blev Indtrykket heraf, af 106 hendes Klarsyn, hendes frie Forstaaelse af Forholdet, hendes Villie til at ville have det klart. Han forstod, at ogsaa hun, men paa en ganske anden levende Vis end han selv, stillede sine Fordringer og gjorde dem til Betingelser. Det var ligesom baade hun og hele Forholdet blev nyt for ham - paa een Gang baade nyt og rigere, end han nogensinde anede.

Og Nattens Timer gik, imens han tænkte over alt dette. Thi denne Nat blev atter en af dem, hvor han som fordum i sine drømmende Tider ikke gik i Seng, men færdedes oppe til Morgenstunden. Men denne Gang var det ikke til Ære for Drømmene. Nej. Et Drømmebilled veg helt bort fra ham og blev blegt og tomt ved Siden af det, Livet selv viste ham. I denne Nats Skygger saae han saa klart, som aldrig før, hvad det var for et Drømmebilled, han havde jaget efter i det levende Livs Lunde. Drømmebilledet forvandler sig bestandig for den, der tror at naa det, men Livet giver sin Fylde til den, der søger.

Han opsøgte smaa Digte, han havde skrevet i de sidste Maaneder, og i hvilke han gav sin Længsel og Utilfredsstillethed Luft. Han undsaa sig for dem, og et for et brændte han dem og lod dem være Sonoffer, Følgeskab i Skyggernes Land til det skjønne Billed.

Og Time efter Time gled af Natten. Han blev endelig træt og søvnig, og der var koldt i Stuerne. Men i Seng turde han ikke gaa, simpelthen af Frygt for at komme til at sove over sig og saa forfejle det første Morgentog til Korsør. Saa satte han sig i en Lænestol og nød et Par Timer af den urolige Blund, i hvilken man godt veed, hvorledes Tiden gaar.

Onkel Karl og hans Kone vare den glade Kusines Forældre, der skulde han hente sin Kone, han tænkte ikke engang nærmere over, hvorledes det skulde forklares, det var ikke Umagen værd. Og han var den Første, der paa Stationen løste Billet.

Toget gled afsted og bruste vesterpaa. Det var en mørk og raakold Novembermorgen, saa uhyggelig, som en 107 Novembermorgen kan være. Det smaaregnede, Solen stod op efter Klokkeslet, men der var ikke det svageste Glimt af Noget, der blot langt ude kunde være i Slægt med Sollys. Der var kun det mest farveløse Lys, et Lys, som bestod i, at det ikke var Mørke, kæmpede sig frem og vandt en sparsom Sejr kun for at vise, at al Udsigt var svunden i den samme Støvregn og Taage.

Taage og Støvregn over »Heden«, Taage og Støvregn over Bankerne ved Roskilde Fjord og i de afbladede Skovegne, som Toget for igjennem længere vesterpaa; Alting var graat og tungsindigt og afskyeligt, kun ikke den Rejsende selv.

Det lyse Triumftog, han havde villet berede sig selv og sin Kjærlighedsdrøms Lykke igjennem Europas skjønneste og mest stemningsfulde Egne til det Sted, hvor han vilde fæste sin Brud, blegnede helt ved Siden af hin klamme Novemberfart. Der var ikke Tale om, at han vilde bytte.

Endelig var han der. »Sorø, tre Minutters Ophold»

En dryppende vaad Station, der ligesom alle de andre saae ud, som den ikke var ret vaagnet endnu. Jernbanefunktionærer i lange Regnfrakker, nogle gnavne og mismodige Passagerer, der krøb ud af Toget, og nogle andre, der krøb ind, men imellem dem en glad og lykkelig, lykkelig, og dog med en urolig, ængstelig og ydmyg Følelse i Hjertet, som han ikke før havde kjendt.

Han ilede afsted mellem de vaade og gnavne Mennesker, og da han for igjennem den tilstødende Ventesal, hørte han en sød Stemme hilse:

»Godmorgen.«

»Paula!«

»Ja, jeg vidste jo godt, at Du vilde komme strax med dette Tog. - Du husker, at det er Onkel Karls Bryllupsdag idag. Vi overrasker dem, de gamle Mennesker gjør altid megen Stads af den.«

Det Sidste sagde hun i en Tone, hvor Skjælmeri brød igjennem Alvoren, og som lettede det for ham.

»Jeg veed ikke,« sagde han, »jeg forstaar ikke mere hverken Dig eller mig selv.«

»Aa, jeg forstaar det godt,« svarede hun og saae paa ham smilende med kloge Øjne. »Der var en Tid, en temmelig 108 lang og slem Tid, da jeg ikke forstod det Hele, og ret klart blev det mig først ved dit Svar, men Du kan tro, at igaar forstod jeg det Alt. Det stakkels Portræt, det maatte ofres, enten det Offer saa havde bragt Dig tilbage til den kjedelige Virkelighed eller ikke.«

»Den kjedelige Virkelighed?«

»Ja, jeg veed godt, at det har Du tænkt. Sagen er, at Du har tænkt saa meget paa vor Kjærlighed i Forvejen; det har jeg slet ikke, men derfor skal Du ogsaa se, at Du bliver bedre og bedre tilfreds med mig.«

Han trykkede hendes Arm. De vare nu komne udenfor i Sølen og Sjasket, Novemberregnen drev ned paa seig, utrættelig Vis, de maatte holde sig sammen under en Paraply, det var noget Andet end Lago Maggiore; men meget bedre fandt han bestandig.

»Var Du.... kun.... nogenlunde sikker paa, at jeg vilde komme?« sagde Stephan efter en Pause og lidt tøvende.

»Ja, ialfald da det blev Morgen. Ved Dagens Lys forekom det mig altfor haardt, om det Hele allerede havde været forbi for mig.«

»Du holder altsaa for Alvor af mig?« sagde han.

»Om jeg gjør. Jeg siger Dig jo, bestandig mere og mere. Tror Du ellers, jeg havde saaledes lært at forstaa Dig. Jeg vil forstaa Dig, som Du holder af mig til, og forstaa Dig meget bedre end Por....«

Midt ude paa Alfarvej lukkede han hendes Mund med et Kys; og ved det saae han ikke nogen brun Plet ved hendes Mund.

»Min egen Kone,« var Alt, hvad han sagde, og det var ogsaa nok.

Der holdtes Bryllupsdag hos Onklen i Sorø, kun en lille Familiefest, ved hvilken man var meget glad ved at se de kjøbenhavnske Gjæster. De vare ligesaa velkomne, som de havde været uventede. Stephan maatte ret forundre sig over den lunefulde Maade, hvorpaa Paula gav de gamle Mennesker en Forklaring af den improviserede Rejse til Sorø, som blev tagen for gode Varer.

Men i det Hele forbavsedes han atter og atter over hende 109 i Dagens Løb; hun var som forvandlet, saa sprudlende livlig og straalende glad, som han ikke havde set hende før.

Ved det hyggelige lille Familiebord sad han ved Siden af hende og blev drillet af Sandberg med, at han saae altfor nyforlovet ud.

Han saae paa Paula med et triumferende Smil og rystede paa Hovedet ad den Sammenstilling.

»Du ser dejligere ud idag end nogensinde før - selv paa Portrættet,« hviskede han til hende.

»Jeg har heller aldrig før været saa lykkelig.«

»Jeg ikke heller,« svarede han, »jeg har aldrig kjendt Lykken saa fuld og saa rolig. Og i Kjærlighed frygtede jeg især for, at Lykken forvandledes, som Daphne i Mythen, da hendes Elsker greb hende.«

»Hvad hviske I om disse Myther,« spurgte Sandberg, som havde lange Øren, »tro dog ikke paa Mytherne, det gjør vi ikke.«

»Og er lige lykkelige for det,« føjede hans Kone til.

»De, der tænger til at tro paa dem, skal tro paa dem,« svarede Stephan, »og for dem virkeliggjøres de. Men det gjælder at vælge de rette.«

»Ja,« sagde Paula og saae paa ham. »Jeg tror ikke paa den om Daphne; jeg tror mere paa den om Pygmalion.«

VED EFTERAARSTID (1879)

112

        

113

I SEPTEMBER

I.

Châlet pr. Vebæk. Den 1. September.

Kjære Veninde! Du vilde jo komme til Kjøbenhavn hen paa Efteraaret. Gjør mig den Tjeneste at komme lidt tidligere! Kom hertil saa betids, at Du kan være hos mig den 1. Oktober, saa er det min Fødselsdag. Det er imidlertid ikke for Fødselsdagens Skyld, at jeg indbyder Dig; eller rettere, det er netop for Fødselsdagens Skyld, men paa en anden Maade, end Du troer. Jeg vil blive herude paa Landet til den Dag, paa Châlet, det lille Landsted, som Du veed jeg arvede for et Aars Tid siden, og som jeg har gjort til mit Yndlingsopholdssted. Jeg vil blive herude iaar Fødselsdagen over. Tante er naturligvis gaaet ind derpaa med sin sædvanlige elskværdige, kjedsommelige Føjelighed. Vi blive altsaa herude, men saa kommer Hovedsagen. Du skal komme herud, men ikke til et Selskab eller til en Festlighed: Jeg vil ikke have Dig for at more Dig, men for lutter Melankolis og Bedrøveligheds Skyld. Det Bedrøvelige bestaar nemlig i, at jeg den 1. Oktober bliver 32 Aar, akkurat to Gange det dejlige sexten, da man bliver »ung Pige«.

To Gange de Sexten, to Aar over de Tredive. Kom blot ikke og trøst mig med Balzac og »den trediveaarige Kvinde«. Det Interessante, man har udfundet ved Trediveaarigheden, bestaar jo kun i, at man bliver uimodstaaelig fristet til at løbe bort fra sin Mand og sine Børn, hvad der maaske ogsaa kan være interessant nok, men naar man som jeg ingen Mand har at løbe bort fra, hvad saa? Ja, saa blive de 32 simpelthen ved at være det Dobbelte af 16 og ikke nogen Andet; man 114 har ophørt at være ung og skal sidde og vente paa at blive gammel.

I den Grad har jeg ophørt at være ung, at jeg har faaet graa Haar. Ja, de graa Haar komme. Jeg har opdaget dem nu i Sommer, da mit Haar var blevet tørt af Badningen. En Formiddag, da jeg sad paa mit Værelse og redte mig, saae jeg dem skinne i Tindingen. Mit Toiletspejl havde jeg stillet op i Vinduet i mit Sovekammer, hvorfra man har den dejlige Udsigt over Skrænterne med de grønne Træer og Sundet, Alting dejligt og sommerligt i stærkt Lys, og i dette Lysskin opdagede jeg mine hvide Haar skinne. - Ikke mange, blot en fem, sex Stykker troede jeg endogsaa først, men da jeg saae nærmere til, var der dog adskillig flere, der laa ternmelig tæt i en Stribe bag Øret. Det kunde ikke nytte at give sig til at trække dem ud.

Jeg lukkede hurtig Døren af for ikke at blive overrasket af Tante, thi jeg kom til at græde. Det vil Du vel sagtens le af og finde højst barnagtigt, Du gifte og hjemfarne Kone, der ovenikjøbet har saa lyst Haar, at det Graa næppe vil ses, men jeg skrifter ærlig, ser Du.

Graa Haar! Hvor det er et afskyeligt Klima, vi have her i Danmark. Sommeren har en Smule Lys og Farve, men den varer jo aldrig mere end Alt i Alt to Maaneder, og nu er den forbi, forsvindende i ugelang Regn og Blæst, og vi begynde paa den anden lange Aarstid, der varer hele Resten af Aaret, og som forekommer mig at være lige afskyelig, enten den kaldes Efteraar eller Vinter eller Foraar - ganske ligesom det, naar man ikke længer er ung, kommer ud paa Et, enten man er 32 eller 42 eller 52. Sommeren er den eneste Tid, da jeg synes, jeg lever; mit gamle Sværmeri for Efteraar er helt dunstet bort. Jeg befinder mig ogsaa utilpas i det. Min Hals, veed Du, er lidt svag, og jeg har et Par Gange for dens Skyld været i Ems. Jeg har ikke taget mig den Historie saa nær tidligere og vel endog været lidt uforsigtig. Nu forekommer det mig, at det er blevet en indgribende Svaghed, som gjør mig til et sygeligt, invalidt Menneske. Jeg tænker paa min Hals om Dagen, jeg drømmer om Natten, at jeg har uhelbredelig Strubetæring og ustandselig glider hen mod Døden. Og 115 stundom holder Skyggen af en saadan Drøm sig ogsaa om Dagen. Jeg er bange for at dø, meget mere end da jeg var ung. Forunderligt, at jo kraftigere Livet er, des mindre frygter man Døden.

Forleden Dag greb jeg mig i at deltage ivrig i en Konversation om legemlige Svagheder med Tante og en Veninde af hende, der bor i Harboes Fruekloster. Og det Værste var, ikke det, at jeg sad og klagede med, men at det var mig tiltalende at gjøre det. Jeg er ikke 32, jeg er 52.

I Vinter gik jeg ikke mere nedringet; det var ikke for min Hals's Skyld, thi den var der da endnu ikke begyndt at tænkes paa; det var ikke heller, fordi jeg er bleven for falmet, det er jeg ikke, men jeg vil ikke vente med at tage Afsked med det Ungdommelige, til man opholder sig over, at jeg ikke gjør det. Ogsaa til Onkel Augusts store Sølvbryllup var jeg højhalset. Onkel og Tante sagde rigtignok, at det var altfor gammelagtigt for mig, men hvad sige ikke Folk paa deres Sølvbryllupsdag? Men jeg kunde for Resten nok have lidt, at der havde været en Mand, som havde været forelsket i mig, og af hvem jeg havde hørt, at jeg endnu var smuk og skulde gaa ungt klædt.

Endskjønt, jeg bryder mig dog ikke mere om, at Nogen skal forelske sig i mig, og derfor er der heller Ingen, som gjør det. Man forelsker sig kun i dem, som ere forelskede i En, eller kunne blive det, eller som i det Mindste bryde sig om, at man er forelsket i dem.

Skulde jeg komme saa vidt, at jeg ønskede mig at have et Par lømmelagtige Brødre at opofre mig for med Kaffelavning og Strømpestopning? Jeg anser det ikke for umuligt, at jeg kan komme saa vidt, naar vi ere flyttede ind til Byens Regn og Søle og skulle se paa de tyve Mennesker, der i Dagens Løb gaa forbi vore Vinduer paa Volden. Den forfærdelige Vold! Denne urtepotteagtige Udgave af fri Natur! Og jeg kan ikke engang mande mig op til ret inderlig at misunde Kamma, som skal til Italien og Korfu i Vinter. Lad Korfu være Korfu! Jeg vilde ikke være lykkeligere der.

Ja, siig i dit stille Sind, hvad Du vil: saaledes er man en Maaned, før man bliver det Dobbelte af 16. Derfor er det, at 116 jeg vil have Dig hos mig den 1. Oktober paa Châlet, ganske ene; saa skulle vi gaa om og besøge alle de Steder, jeg før har holdt meget af, men som jeg ikke mere har brudt mig om i Sommer.

Saa kommer Du altsaa.

Din
O. S. V.

II. (Den Samme til den Samme.)

Den 6. September.

Det er altsaa virkelig Tilfældet: Naar man er lykkelig, begynder man først ret at blive egoistisk. Man kan med Lethed gjøre Ofre af Lidt, men er man først rig, har man Intet tilovers.

Du kan ikke ofre de fjorten Dage til mig for den Mands og de Børns Skyld, der have Dig altid. Jeg havde næsten forsonet mig med den Byfoged, der kom dumpende ned og giftede sig med min bedste Veninde, der alt var forpligtet til at blive gammel Pige sammen med mig - giftede sig med hende og transporterede hende til en Kjøbstad, der uden mindste Grund havde lagt sig i en Krog af Falster, hvor der aldeles ikke var nogen Anledning til at have en Kjøbstad. Jeg havde forsonet mig med denne Byfoged og næsten faaet Noget tilovers for ham, siden jeg havde hørt, hvorledes han i al Stilhed blot for din Skyld anskaffede sig en lille »Plade«, da han var begyndt at blive skaldet, og atter omkom den lille Tingest, saa snart Du havde opdaget den. Men nu er mit Venskab for ham unægtelig forbi. I Alvor talt, skjønt jeg holder mere af at tale spøgende end alvorlig, veed Du godt, hvor meget jeg holder af Dig, og at jeg ofte har trængt til Dig. Men den Dag vilde jeg trænge særlig til Dig for at undgaa Uhygge og Pinagtighed.

Forrige Fødselsdag gik det underlig til. Jeg havde da ordnet det paa en anden Maade. Jeg begynder - ærlig talt - at blive temmelig kjed af mine Veninder, men den Dag havde jeg indbudt dem alle, d. v. s. de ugifte, til en Skovtur. Vi spiste Frokost paa Fortunen og sad der i et Lysthus og glædede os 117 over den vide Udsigt og gik saa og spaserede i Skoven. Frokosten havde været animeret, vi vare alle jevnaldrende, og man faar Appetit, naar man har passeret de Tredive, ja man drikker baade et Glas Vin og to. Vi vare ret i en livlig Stemning; vi havde talt en Del om min Alder og Aldersspørgsmaalet i det Hele ved Bordet og følte nu ligesom en forunderlig Trang til og Iver efter at vise os selv og hinanden, at vi kunde være ungdommelige endnu, og deraf fulgte saa en næsten kaad Stemning, som blev ved paa Turen i Skoven. Vi vare komne sammen for at bevidne, at vi ikke brød os om at være unge, og vare herunder i al Stilhed blevne overlistede af en Følelse af endnu at være unge Kvinder og have al den Styrke og Magt, dette giver, og denne Følelse frydede os. Det var en smuk, klar Oktoberdag, men vi mødte naturligvis ikke et Menneske. En af os havde taget Cigaretter med, de blev uddelte og tændte, Alle vilde gaa og ryge og fandt, at det var en herlig Fornøjelse ovenpaa Kaffen at sende de hæslige, men dog kjønne blaa Skyer tilvejrs i den stille Luft under Træerne. Vi kom til den smukke Sø, som Du veed ligger ved Vejen, der gaar ad Ordrup-Krat til. Den var dejlig. Selv laa den ganske blank og stille, og ganske stille stod Træerne om den. Al den Ro, som findes i Efteraarets Uro, var her paa dette Sted. Vi lagde os ned i Græsset ved et fældet Træ, der strakte sig ud over Vandet. Det var saa stille, at man kunde tælle hvert Blad paa Træets Spejlbillede. Harriet, som Du veed altid har været noget kaad, og som paa hele Vejen havde sunget Serenader, udbrød: »Skal vi ikke gaa i Vandet her? Det vilde være en Scene akkurat som paa de gamle Malerier med badende Nymfer i en stille Skovsø, men kun at ingen lykkelige Dødelige belurede os.«

Vi lo, vi vidste jo, det var Spøg. Jeg svarede: »Trediveaarige Nymfer! Det var ogsaa Noget at belure.«

Det var, som om i samme Øjeblik, disse Ord vare fløjne mig ud af Munden, en Skygge gled hen over Søen og Skoven og vore Ansigter. Ligesom der til ethvert Glas, der er af ensartet og fint Stof, skal svare en Tone, hvis Klang bringer Glasset til at springe, saaledes have ogsaa alle løftede, lette Stemninger deres Sprængtone. Vor festlige Stemning, vor Glæde over os selv var bleven saa stærk, at den havde sin; 118 her var denne bleven anslaaet, let, men dog tydelig nok; der var blevet rørt ved Noget, vi Alle gik og bare paa. Alle, være sig mere eller mindre stærkt, mere eller mindre nær ved Sindets Overflade.

Den forunderlige, forfærdelige Lighed, der er imellem Menneskenes indre Følelsesverden, havde aldrig slaaet mig saa stærkt og saa pinlig som dengang. Og Skyggen blev ved at være over os.

Se saaledes gik den første Fødselsdag efter de Tredive, og derfor vilde jeg have, at den anden skulde gaa ganske anderledes. Derfor vilde jeg have Dig herud for ikke atter at lade mig narre frem og tilbage af bedrageriske Stemninger, der dog ende med Mismod og Klage, men fra Begyndelsen af rolig og fredelig være paa min Post i Resignation og tale med Dig om det, der er galt, men ikke kan blive anderledes.

Nu kommer Du ikke. Saa vil jeg slet ikke holde min Fødselsdag. Jeg vil ikke lade det gaa ud over Tante, skjønt jeg tilstaar, at det er Noget, jeg er bleven tilbøjelig til, nu da jeg er bleven pirrelig og nervøs. Hun er saa inderlig kjedsommelig tilfreds med hele Livet, som det er, at jeg ikke kan lade være engang imellem at være ubehagelig imod hende. Men den Dag vil jeg dog ikke lade hende undgjælde. Jeg vil simpelthen blive i min Seng hele Dagen, lade være at græde, hvis jeg kan, sove saa meget som muligt og søge at glæde mig over, at jeg ikke er 42, skjønt hvem veed? det er maaske meget bedre.

Nej. Jeg vil ingen Fremmede have; kommer der nogen af Veninderne herud, skal der siges, at jeg er syg. Jeg er saa kjed af dem, at jeg ikke kan forstaa, at deres Venskab for mig ikke ogsaa er visnet.

Det er lange Breve, jeg skriver. Det er ogsaa et Tegn paa, at jeg bliver gammel. Man skriver to Ark fulde i Konfirmationsalderen, saa svinde efterhaanden de to til eet og det; ene til to Sider; nu mærker jeg, det begynder igjen. Lad mig dog bekæmpe det og derfor endnu kun tilføje, at jeg igaar hos en Familie i Nærheden fornyede et gammelt Bekjendtskab. Det var den unge Thorsen, eller rettere den forhenværende unge, thi han er bleven gammel som vi Andre. Du husker nok, han sværmede meget for mig og opdagede vel ogsaa, at jeg 119 sværmede lidt for ham, inden han tog til Sverig. Han huskede godt mig og kom hen til mig paa en meget morsom Maade, anstigende med gravitetiske Skridt og strækkende en brun Haand ud halvanden Alen foran sig, som om vi vare prøvede, gamle Venner, der mødtes efter en langsommelig Adskillelse. Han saae ud som en Mellemting mellem en Præst og en Nybygger, en meget net Mand for Resten. Det glædede mig meget, at han havde mange graa Haar baade i Haar og Skjæg.

Tak endnu for den lille moralske Forelæsning om at holde mig oppe, ikke at lade mig underkue af Melankoli o. s. v. Den viser kun, at Du med en Byfoged og tre Børn ikke mere kan f orstaa mig og mine Lige. Der er slet ikke Tale om Melankoli, Fortvivlelse og den Slags Tragik. Vær ganske rolig, alle de Ting hører i Reglen nutildags kun hjemme i Bøger. Er man ulykkelig, er man det paa den jevneste Maade af Verden, uden alle Ophævelser, det er det Kjedsommelige. Og jeg er ikke engang ulykkelig, men kun ikke lykkelig. Naar man endda havde den Fornøjelse at være fortvivlet tilbunds og ret inderlig at føle, at det Hele er Noget, som det var bedre ikke var, men jeg ser ikke det Hele Sort, men kun Graat i Graat.

Vejret er stadig afskyeligt, Regn og Blæst, ægte dansk Sommervejr. Mit nydelige Châlet er forpjusket fra Top til Taa, og Haven blæser hver Nat fuld af visne Blade. Det afskyelige Efteraar, det Bedste ved det er, at man saa kan gaa noget tidligere i Seng og faa hurtigere Ende paa Dagen. Klokken er . Godnat.

Din
O. S. V.

III. (Den Samme til den Samme.)

Den 12. September.

Kjære Veninde! Hvor Mændene dog ere naive, baade naar de bilde sig ind, at vi ere forelskede i dem, medens vi ikke ere det, og naar de ikke kunne se, at vi ere det, og det op over begge Øren. Jeg er ikke Filosof og vil ikke give mig til at tænke over, hvad Grunden vel kan være dertil, men det er vel Noget, som hænger sammen med det, at de selv ere saa 120 kjedsommelig nemme at blive kloge paa. Aldrig har en Mand været forelsket i en Kvinde, uden at hun har vidst det, lige meget om han selv ikke vidste Noget deraf, og aldrig har en Mand hørt op at elske en Kvinde, uden at hun har opdaget det, hvor godt han end troede det skjult.

Men der er mange Mænd, i hvem Kvinder ere forelskede, uden at de se det, og hvem Kvinder forlængst have hørt op at elske, uden at de have nogen Fornemmelse deraf.

Disse kjære naive Mænd, de vide slet ikke, i hvilken Grad det er Spejlbevægelser, de se af os, saa at hvad der synes at være til Højre, i Virkeligheden er til Venstre og omvendt. De forstaa ikke vort Sprog og have ingen Anelse om, i hvilket Omfang Ja betyder Nej og Nej Ja. Vidste de bedre Besked, gik mangen Ting i Verden ikke saa galt.

Endskjønt, det var ogsaa rent galt, om de ikke vare jevnt dumme, men forstod os bedre. Nu ere vi dog saa heldige, at jo klogere Mænd ere, desto mindre forstaa de af os, og det er kun Tosserne, som vide nogen Besked om os, og navnlig vide det, at vi lægge saa meget Mærke til dem.

Og hvilke Misforstaaelser vilde det ikke afstedkomme, om Alle vidste dette, thi hvor Meget af den Opmærksomhed, vi skjænke Mændene, der er Alvor, og hvor Meget ikke, det vilde de dog aldrig forstaa. Det vide vi jo ikke selv. Vi lægge Mærke til Alt, vi se Alt, vi notere os Alt, men hvor meget bryde vi os alligevel derom?

Og Mændene, hvor meget tænke de paa os? Jeg tror, en hel Del mere, end de selv vide.

Ja, jeg vil ikke fortsætte disse Betragtninger. Det skyldes mit fornyede Bekjendtskab med Hr. Thorsen, at jeg kommer ind derpaa, han har været mig et godt Billede af, hvorledes Mændene, de gode og forstandige Mænd, ere i dette Forhold.

Vi ses jevnlig hos den Familie, hvor vi mødtes først. Det er dem, vi omgaas mest herude, og han kommer derud hver Dag; han er rejst herover for at gjøre en Del vigtige Forretninger med Herren i Huset og har sit Standkvarter hos dem. Han behandler mig stadig paa en komisk Maade som sin prøvede og fortrolige Veninde, jeg har vænnet mig til hans Maner, og vi snakke en Del om tidligere Tid. Han har fortalt mig Noget om, hvorledes han gik og var tavst forelsket i 121 mig. Hans Afsløringer morede mig, skjønt jeg kjendte dem allesammen.

Igaar var han naturligvis atter herude. Det havde regnet hele Formiddagen, men klarede op om Eftermiddagen. Han blev endelig færdig med at tale om sit Tømmer med Grossereren, og da vi gik ude i Haven, medens det klarede, fik jeg Lyst til at gaa over i Skoven og se Regntaagerne lette inde mellem Træerne. Jeg foreslog ham paa Konto af vort nysopdagede, fortrolige Bekjendtskab at gaa med; det var han meget villig til. Saa gik vi en fortræffelig Tur derinde og saae alt det Graa og Vaade over os og om os blive til Blaat og Guld. Der var det saa, han fortalte mig en hel Del. Idag er Vejret godt. En Solskinsdag herude er saa smuk, at man kan betale to Regndage for den.

Din
o. s. v.

IV. (Den Samme til den Samme.)

Den 18. September.

Kjære Veninde! Hvor Mændene dog ere dumme, gjentager jeg! Jo mere jeg ser til ham, desto tydeligere husker jeg den Tid, jeg syntes godt om ham. Det var en stor Fejltagelse af mig, da jeg troede, at jeg huskede det Alt strax. Der var Meget, jeg havde glemt, som nu efterhaanden kommer frem.

Det Ejendommelige ved ham var, at han var en af de Mænd, som man forelsker sig i, medens man endnu ikke kan lide dem. Du veed jo, at ligesom der er Mænd, hvem vi lige fra Begyndelsen af saa nemt og glat komme til at synes om, at vi aldrig kunne tænke os at blive forelskede i dem, saaledes er der ogsaa, men ganske vist langt, langt sjeldnere, Mænd, hvem vi ikke kunne lide, ikke blot medens vi forelske os i dem, men ogsaa længe efter, at vi ere blevne forelskede i dem. Saaledes var det med ham. Jeg kunde føle mig halvt syg, naar han gav sig meget af med andre Damer; naar han kom til mig, havde vi aldrig Noget at tale om, og han 122 irriterede mig næsten altid med Et eller Andet, men navnlig naar jeg fik Mistanke om, at han selv troede, at jeg brød mig om ham. Jeg brød mig endda ikke saa meget om, at Andre drillede mig med ham, men at han selv skulde falde derpaa, var mig utaaleligt.

Hvor man er underlig i den Alder. Hvoraf kom det, at jeg var saaledes imod ham? Jeg tror, fordi han var af dem, som vi ere bange for, fordi vi have en Følelse af, at de tro paa det Umulige og forlange saa Meget i Kjærlighed, at det gjør os helt uhyggelig tilmode.

Saaledes gik det med os dengang. Naar jeg nu taler rolig og fornøjelig med ham og slet ikke er bange for ham, fordi jeg slet ikke er bange for hans Kjærlighed, da jeg nemlig slet ikke mere tror paa Kjærlighed - saa kan jeg aldeles ikke forstaa, at det er det samme Menneske, som forsvandt efter....

Ja, nu skal Du høre, hvad det var, der foregik imellem os; det var ikke Meget, men det Hele ligner ham.

Engang talte vi om en af mine Veninder, om hvem det hed sig, at hun led af et alvorligt Sværmeri for en Mand af vort Bekjendtskab, som havde giftet sig med en Anden, og man sagde, at hun søgte en Guvernanteplads for at komme bort. Jeg tvivlede paa denne Forelskelse, og han spurgte da paa en egen udfordrende Maade, om jeg ikke troede, jeg nogensinde kunde blive forelsket stærkt og for Alvor. Da jeg var forelsket, sagde jeg naturligvis: »Nej«, hvortil han sagde, at det havde han ogsaa tænkt. Og dermed Punktum. Siden kom vi aldrig mere til at tale ene sammen, han undgik mig, og saa kjøbte han sin svenske Ejendom. Ja, det var det Hele. Meget lidt!

Han havde ufravigelig været tilstede i Theatret, naar vi havde vor Abonnementsaften. En Aften var jeg meget glad derover. Vi havde efter flere Aars Forløb faaet »den hvide Dame«; jeg elsker den Musik, veed Du, med en Forkjærlighed, jeg har ført med mig fra Barnealderen, og jeg var glad ved, at han var der, og ved at vide, at medens Tonerne svævede afsted med mig, hvilede hans Blik bestandig paa mig og holdt mig i Favn. Den Vinter, han var rejst, havde vi den atter, men den Aften kom jeg til at græde, saa stærkt, at jeg 123 endnu ikke forstaar, at Ingen opdagede det. Men det var ogsaa de eneste Taarer, den Historie kostede mig.

Harriet, det gale Menneske, sagde engang, at han vilde være udmærket, naar han kunde vænne sig til at sidde med nedslagne Øjne; han var saa urolig og elektrisk. Nu er han rolig og sidder ofte med nedslagne Øjne; men naar han siger Noget, er der det Fortrin derved, at man ikke i Forvejen veed, hvad det er, saaledes som med de Andre.

Din
O. S. V.

V. (Den Samme til den Samme.)

Den 22. September.

Kjære Veninde! Tjen mig dog i ikke at spørge mere til min Hals. Jeg har i mine sidste Breve stadig glemt at svare paa dine venlige Spørgsmaal til den, fordi jeg rent har glemt den selv. Der er ikke det Mindste i Vejen med den.

Jeg takker derfor for dit Raad med de vaade Klæder, naar jeg gaar til Sengs, jeg behøver det heldigvis ikke. Jeg tager mit friske Søbad hver Morgen, og det gjør mig til en ren Kæmpe, min Nervøsitet er helt forsvunden; man har virkelig Ret i, at Vandet i September er allerkraftigst.

Det Overstykke, Du bad mig besørge kjøbt, er afsendt i Formiddags. Jeg fulgte dine Ordrer med Punktlighed, men fralægger mig da ogsaa alt Ansvar for, at det er blevet et Vinterstykke. Hvad skal det til at fornærme den dejlige Aarstid paa den Maade.

Din
o. s. v.

VI. (Den Samme til den Samme.)

Den 24. September.

Jeg maa dog fortælle Dig lidt om de kjære fælles Venner, Noget, jeg kommer til at tænke paa, at jeg rent har forsømt, og dog er der forskjellige Smaating og ogsaa større Ting. Ingeborgs lille søde Dreng har været meget syg af Skarlagensfeber, men er nu kommen sig. Det er maaske ikke ganske 124 rigtigt af mig, at jeg alt har været der et Par Gange, thi jeg er ikke ganske sikker paa, at jeg selv har havt den, men jeg var virkelig kommen til at længes saa urimelig efter det kjære Ansigt - det er jo det eneste lille Barn i vor nærmeste Kreds - at jeg maatte hen og se til ham, saa snart der var Tale om, at de vilde lade mig komme ind. Hvor han endnu saae stille og hjælpeløs ud, men Faren er Gud ske Lov helt forbi, naar man nu blot er forsigtig, og det har ingen Nød. Du kan tro, at Ingeborg, »Dronten«, som vi kaldte hende, er et Mønster paa en Husmoder. Jeg faaer saadan Lyst til at se den lille Unge, blot ved at skrive derom, at jeg mærker, jeg maa tage ind paa Østerbro og se til ham i Eftermiddag.

Igaar havde jeg Kamilla herude med hendes Forlovede. De have ventet de syv Aar, skjønt hun sandelig ikke er nogen Rachel, og han endnu mindre nogen Jakob. Jeg kom for et Par Dage siden til at tale med Thorsen om dem; de vare jo forlovede, inden han rejste. Jeg har ikke kunnet lade være at tænke, at hvis han slog op med hende eller hun med ham, saa vilde det Brud paa en Vane, der derved fremkom, i Grunden være det, der generede dem mest. Og saa vilde hun tillige være ulykkelig over, at han saa længe havde holdt Andre borte. Thorsen lo nok, men forsvarede dem dog, ja forsvarede endog lange Forlovelser ganske i Almindelighed, fordi han nemlig troede, at Kjærlighed ofte var som fin Vin og blev bedre med Aarene, mere rolig, men ogsaa mindre egoistisk. »Bedre med Aarene«, der var Noget deri, som ikke blot forsonede mig med Kamilla, men fik mig til strax at invitere hende og hendes Harald herud; de havde ikke været her i Sommer. Jeg var næsten ene med dem - Thorsen kunde ikke komme - men gjorde dem for Resten Afbigt i mit stille Sind; det er virkelig et Par rare, gode Mennesker og lykkelige ved hinanden til Trods for de syv lange Aar. Jeg er vis paa, at Harald trods sin daarlige Examen og sine daarlige Udsigter staar for hende som et af Theologiens Lys. Hun var forresten saa glad over min Indbydelse og saa rørt over min »Trofasthed«, at jeg blev helt generet derved; navnlig gjorde hun mig helt ulykkelig, da jeg forærede hende en broderet Flugtstol, som hun havde beundret meget, til hendes Udstyr, for at den skulde være »hendes« Stol i den

        

125 tilkommende Dagligstue. Hun har altid været af dem, veed Du nok, der ere lidt tilbøjelige til Misundelse og til at føle sig tilsidesatte, men hos hvem dette meget let slaar over i sin Modsætning.

Vi have den dejligste Eftersommer. Jeg har aldrig set saa klar Luft, saa klart Vand og saa blaa en Himmel over de grønne og gule og røde Træer. Især om Morgenen og om Aftenen kan Du ikke tænke Dig, hvilken Rigdom af Farver der er i Landskabet, og Luften er klar og kølig og spændstig som Staal og saa forfriskende. Og som den, saaledes er Alles Sind; jeg veed ikke, hvoraf det kommer. Den kjære Tante, som finder sig i Alt, men aldrig siger Noget, overvælder mig med Komplimenter, og det ikke blot for mit Ydre, som hun finder saa tilfredsstillende i denne Tid, men ogsaa for min Elskvær dighed. Det er ikke, fordi jeg er begyndt at læse højt for hende. Jeg veed ikke ret, hvoraf det kommer, det maa være de Andre, der ere blevne saa elskværdige i denne Tid. Eller jeg kan ialfald se det hos dem, som jeg ellers ikke har havt Blik for. Ligesom man ser langt i denne Tid over Sundet og øjner Ting, man ellers ikke ser, saaledes opdager jeg ogsaa hos Menneskene saa megen Elskelighed, som de ellers ikke vise for mit Blik. Det er forunderligt, maaske det skyldes den klare, friske, lette Lufts Virkning paa Nerverne eller Hjernen, eller hvad det nu er, men lige meget, hvad det er, fornøjeligt er det.

Din
O. S. V.

VII. (Den Samme til den Samme.)

Den 26. September.

Du vilde ikke komme til mig paa min Fødselsdag, saa kommer jeg til Dig. Jeg pakker mit Tøj og rejser til Falster, hvis jeg kan, imorgen tidlig; Du modtager mig nok, skjønt Varslet er saa kort; her er ikke til at udholde, Alt er graat og overtrukket og koldt, vi faa ikke mere Solskin. Alle rejse ogsaa. Grossererens flytte ind, de blev længst, og om det saa er Thorsen, fortælle de, at han rejser hjem til Sverig imorgen.

Din
O. S. V. 126

VIII. Telegram fra Samme til Samme. (Indløbet før Brevet.)

26. Aften.

Mit Brev beror paa Misforstaaelse, rejser ikke til Falster.

IX. (Den Samme til den Samme.)

Den 28. September.
Kjære Veninde!

Jeg gjentager min Indbydelse til Dig om at komme til min Fødselsdag, og maaske det kan hjælpe, at jeg har forandret Program. Du skal slippe for at være alene med mig; jeg vil have et lille Selskab. Jeg har opgivet Tanken om at holde Sørgefest, ligesom jeg ogsaa har opgivet Forsøget paa at skjule det graa Strøg i Tindingen med mørkt Pudder; ja, det er sandt, det Experiment har jeg nok ikke talt til Dig om. Det lille graa Sted ses slet ikke. Og selv om saa var, graahaaret skal man jo blive, ligesom man skal blive ældre; det er Ting, som ikke kunne ændres, og som heller ikke ere saa forskrækkelige. Ensformighed er det Værste, selv om det er den lysegrønne Friskhed.

Ja, lad Foraaret komme og se, om det kan byde Noget, der er i fjerneste Maade Mage til, hvad vi lykkelige Dødelige, der bo paa denne skjønne Plet, have at fryde os ved. Her er blaat Middelhav og Italiens Himmel og gule og røde Blade, der skinne som Oranger i Buskenes Grønt, det Grønne er endnu paa mange Steder saa kraftigt som ved Midsommer, og om hele Huset er der Masser af den vilde Vin, der hele Sommeren voxer og breder sig kun for at straale i Efteraarspragt. Jeg vil ikke tale om mit Flor af Høstroser; Châlet er et Paradis.

Kommer Du paa Søndag, vil Du ogsaa faa Hr. Thorsen at se. Jeg har sendt ham Invitation og idag faaet hans Svar - han rejste nemlig ikke til Sverig, det var en Misforstaaelse af mig, naar jeg skrev det sidst - det var ret mærkeligt og 127 lignede ham ganske. Han takkede og skrev, at han vilde komme; i hans Brev laa der en tørret Rose; han skrev, at det var den samme, jeg engang gav ham. Det er temmelig vanskeligt for mig at se, men man maa vel tro Manden paa hans Ord. At han har faaet en, husker jeg nok, skjønt det gik saa simpelt og kortfattet til som muligt. Men nu har han faaet et Indfald, og det et, der saa ganske minder om den Maade, hvorpaa han var dengang. Han beder nemlig, om den Rose paa Søndag maa vise ham, hvor hans Plads skal være som Gjæsten ved mit Bord. Jeg vil narre ham og sætte den mellem de andre Blomster paa Haaret; den skal dække den graa Stribe.

Kom saa til mit Selskab. Hvis ikke, skal jeg vise Dig, at jeg kan undvære Dig, Du Egoist.

Din
O. S. V. 128

I NOVEMBER

I.

Kjøbenhavn, d. 8. Novbr.

Kjære Ven! Som Præst i Egnen maa Du jo kunne give mig god Besked om Hamst og Gamst Herreder. Jeg tænker saa smaat paa at vende Ministeriets Kontorer Ryggen og søge det Embede, men vil dog gjerne først vide lidt om Forholdene. Hvad Indtægterne angaar, veed jeg tilstrækkelig Besked fra Statskalenderen, aldeles tilstrækkelig og nøjagtig Besked, desværre; thi der er ikke mindste Haab om nogen behagelig lille Tilgift som ved Eders Præstekald, der dog bliver ved at have Overraskelser i Baghold, hvorledes saa Tiden og Aanden gestalter sig. Den økonomiske Side af Sagen skal Du altsaa ikke besvære Dig med; jeg paakalder dit gamle Venskab og tyer til dit klare og sunde Blik for at faa nogle Oplysninger af mindre materiel Natur. Hvad jeg vil vide Besked om, er nemlig saadanne Ting som, hvorledes Egnen er, og hvorledes Folkene ere. Er det et Sted, hvor man kan finde sig i at leve og maaske leve, indtil man dør? Det kan man jo for den Sags Skyld allevegne, men man vil dog helst leve under saa formildende Omstændigheder som muligt, og denne Trang er, tilstaar jeg ærlig, temmelig stærk hos mig i denne Tid - en Novembertid af den rette danske Art, hvor Alting er graat og snavset, forneden og foroven; en graa Himmel, som Uger igjennem ikke har faaet et Glimt af Sol eller Lys, men hvis Dag blot er den Tid, det ikke er mørk Nat, en Himmel, som uafladelig sender Regn eller, hvad der næsten er værre, holder en Trusel om Regn over os. Naar det ugunstige Tilfælde nu har henvist En til at leve sit Liv i 129 Regnens og de graa Skyers Land, og man har gjort den Opdagelse, at de ere det, der holder længst i Livet, og at Sommer og Solskin ere forbigaaende Afbrydelser - saa, gjentager jeg, gjælder det om ikke at renoncere paa noget af de formildende Momenter. Altsaa, lad mig vide Noget om Egnens Fysiognomi.

Hils din Kone fra din gamle Ungkarleven, som hun mulig snart kan risikere at faa i Nærheden, thi et Par Mil regner man jo ikke for Noget paa Landet.

Din
O. S. V.

II. (Fra Samme til den Samme.)

Kjøbenhavn, d. 12. Novbr.

Kjære Ven! Du er stadig den samme samvittighedsfulde Mand, for hvem ethvert Spørgsmaal er et Samvittighedsspørgsmaal og enhver Sag en Samvittighedssag. Du finder, at Du ikke kan svare paa mine »lette Antydninger«, men maa have dem nærmere præciserede og bedre Besked om, hvad jeg mener med Begreberne Egn og Folk og Omegn. Lad mig da forsøge paa at spørge tilstrækkelig tydelig. For ikke at vise nogen falsk Undseelse vil jeg strax rykke ud med det prunkløse Spørgsmaal, om der i Egnen findes Folk, med hvem man kan faa en nogenlunde stadig Lhombre. Nærmere forklaret vil dette atter sige: Jeg vil have tre Mennesker af Hankjønnet, det Lag 50 Aar, som kunne tale nogenlunde forstandig, naar de spise til Aften, og tie stille, naar de spille Kort, som endvidere spille nogenlunde godt og ikke altfor ængstelig; som altsaa ikke frygte den traditionsrige Kaske i Mellemhaanden og paa deres Yderste kunne sværge sig fri for nogensinde at have passet paa to sorte Esser - undskyld, hvis Spøgen er lidt ugudelig - og som endelig ere saa kloge, at de kunne vurdere mit Spil, thi ærlig talt, det fortjener at blive det; jeg tror nok, jeg kan sige, at man i Klubben, som er vanskelig, i de sidste Par Vintre er bleven enig om, at jeg er en af Civiladministrationens fineste Spillere. Man skal jo bruge sit »gode Hoved« til Noget.

130

Med hvorledes Egnen er, mener jeg: Er der nogenlunde kjønt? At der ikke er Hav, veed jeg, og at Himlen er ligesaa graa, som den er andre Steder i Danmark, nærer jeg ikke Tvivl om, men hvad mere? Er der lidt Skov, er der lidt Sø, lidt Bakker, eller er der kun Marker med Veje over og Veje over Mariker?

Endvidere, hvad er Egnens Produkter? Ordentlig Fisk faar man naturligvis aldrig, men er Kjødet spiseligt? Føden, maa Du indrømme mig, er af noget mere end ren materiel Betydning, at den har direkte Indflydelse paa det sjælelige Liv, indser man i min Alder med den fuldkomneste Klarhed; derfor maa Du ikke ringeagte dette Afsnit af mine Spørgsmaal. Jeg vil nu slet ikke drille Dig med at tale om den Side af Sagen, at Passionen for god Mad ogsaa af den Grund fortjener Respekt, at dens Gjenstand ikke er troløs og ubestandig, saaledes som Gjenstandene for diverse andre Passioner ere.

Saa komme vi til Folkene. Det vil sige: Hvorledes ere de Præster, Herredsfogder, Forpagtere og Møllere - jeg er ikke Aristokrat - som bo nærmest ved, hvorledes ere disse Præsters, Herredsfogders, Forpagteres og Mølleres Koner - ment i al Tugt og Ære naturligvis - hvorledes ere disse Præsters, Herredsfogders, Forpagteres og Mølleres Døtre - ment med de allerreelleste Hensigter for Øje naturligvis, Hensigter, som jeg forresten kun har i Theorien og har opgivet i Praxis. Skulde der endelig være en eller anden velsindet lille Baron eller Greve i Nærheden, som maatte antages at sætte Pris paa at sende sin Herredsfoged en god Buk eller et Knippe Kramsfugle, naar der maatte frembyde sig en Lejlighed dertil, saa lad mig ogsaa faa ham med i din Statistik.

Jeg tror, at jeg har visse Betingelser for at kunne komme godt ud af det paa en god Egn. Der er et vist Instinkt, som drager mig ud paa Landet, eller rettere bort fra Hovedstaden, som for mig er bleven lutter Kjedsommelighed og Ensformighed og Væren akkurat det samme Uhyre af graa ensformigt Efteraar og Foraar, Vinter og Sommer. Ude paa Landet er der dog maaske Udsigt til, at man kunde se nogle Forskjelligheder, blot finde ialfald, at der var nogen anden Forskjel paa Vinter og Sommer end den, om man gaar med Overfrakke eller ikke.

131

Egentlig har jeg Valget imellem to Stillinger, en Assessorplads i Overretten og det omtalte Herredsfogedembede. For det Første kunde jo nok tale, at jeg fik Brug for det, der vel egentlig maa siges at være mine Evner i Livet, og mine juridiske Kundskaber, der nok ikke med Urette anses for at være af en ret fin Bonitet. Efter hvad man paastaar, skulde det jo volde mig sær »Tilfredsstillelse« eller, hvorledes man nu døber den Slags Fornemmelser, at virke i det Kald. Men ærlig talt, jeg tror ikke længere ret paa den Slags Talemaader, og den anden Stilling er meget bedre lønnet. Det er det Ene. Det Andet er, at jeg, som jeg har antydet, dog vil prøve, hvad Forandring er, og om den er Noget. Nu har jeg gaaet her til mit 48de Aar og ventet og ventet, jeg veed slet ikke mere hvorpaa, men formodentlig - antager jeg - paa det Samme, som alle Andre vente og haabe paa - at Livet paa en eller anden Maade skulde vise sig særdeles interessant og indholdsrigt. Det er ikke blevet til Noget dermed for mig - som vel for alle Andre, antager jeg. Jeg gjør ikke min Skjæbne nogensomhelst Bebrejdelse, hverken ved Dag eller ved Nat, hverken i offentlig Tale eller i afsides Replikker. Jeg giver paa ingen Maade den Ulykkelige, tvertimod jeg er villig til at indrømme, at den lave Temperatur, hvorunder jeg unægtelig lever, er Livets virkelige Middeltemperatur. Og det er maaske en ikke ringe Fordel at komme til at leve under en saadan, man undgaar Svingningerne, og jeg har en Anelse om, at de Ubehageligheder, der ere under Stregen, ere mere ubehagelige, end Behagelighederne ovenfor Gjennemsnitslinien ere behagelige. Men dette forhindrer ikke, at jeg kan føle en vis Lyst til, efterat det er gaaet saaledes i 48 Somre og 48 Vintre, at gjøre ialfald een Flytning og se, hvordan der er paa et andet Sted, hvor jeg ialfald ikke med den Sikkerhed som her kan forudsige, paa hvilken Stol hos Konditoren jeg om et Aar vil sidde og spise min Frokost, hvor mange Stykker, med hvad Belægning, med hvor megen Appetit og med hvad Humør.

Og jeg tror, at det er paa Tiden, hvis jeg skal være istand til at prøve, hvad Forandring er, saa at gjøre den nu. Ellers bliver jeg saa sløv, at jeg kan drive, hvorhen det skal være, jeg bliver dog den Samme. Forrige Aar gjorde jeg atter en 132 Schweizertur; den smagte mig ikke som nogen af mine forrige Rejser; jeg greb mig i at længes efter min Frokostplads hos Gianelli og min Frokostpassiar, da jeg havde været ti Dage borte. Jeg gad slet ikke mere gaa tilfods, ikke engang en Tur i Haslidalen, og jeg maa tilstaa, at jeg tænkte i Hotellerne meget mere paa at faa et Soveværelse imod Nord end paa et med Udsigt.

Din
O. S. V.

III. (Fra Samme til den Samme.)

Kjøbenhavn, d. 17. Novbr.

Kjære Ven! Din Godtkjøbsanklage for, at jeg skulde være bleven blaseret, afviser jeg. Hvad i al Verden skulde en kjøbenhavnsk Ministeriefuldmægtig med 800 Daler om Aaret og en Smule Rentepenge, gaa hen og blive blaseret af? Nej, Sagen er simpelthen den, at jeg har lukket Dørene for Ungdommen, saaledes som vi mere prosaiske og solide Mænd gjøre det, thi er det muligt, at Damerne endnu ved det Vendepunkt, som jeg er ved, men som for dem falder nogle Aar før, kunne være interessante Skabninger, saa er det vist, at vi ikke ere det, og ganske vist ialfald, at jeg ikke er det. Det er en meget smuk Betragtning, Du kom med i din sidste Brevprædiken, at jeg ikke maatte lade mig »forbene« i en Materialisme, som Du vil udlede af, at jeg hensynker i Egoisme, lader mit Følelsesliv afstumpe o. s. v. Altsammen meget fortræffeligt, men skudt forbi.

Nej, min Materialisme er slet ikke Udtryk for Egoisme, men kun for Sindsligevægt, for Middeltemperaturen. Mente Du med dine noget dunkle Yttringer om Egoisme ikke dette, men noget Andet, rent ud sagt Noget i Retning af Ægteskab, saa - ja saa vil jeg stryge alle ethiske og filosofiske Betragtninger og nøjes med at sige: Jeg er ganske vist endnu ikke lutter Vinter og Is og Kulde, jeg er ikke saa blottet for Romantik, som Du tror, og Romantikken lader derfor heller ikke mig rent i Stikken. Jeg talte i mit sidste Brev til Dig om min Rejse, jeg tilstaar, at et af de behageligste Minder fra 133 denne er den Følelse, hvormed jeg paa en Udflugt en glohed Formiddag strakte mig paa en Sofa i et køligt Værelse med en Flaske Is ved Siden, medens mit Selskab stolprede op paa Mer de glace, som jeg kunde se tilstrækkeligt af fra mit Vindue. Men et andet Minde, som jeg dog sætter endnu højere, er et Møde paa den Brühlske Terrasse med en Dame. Ja, vær ganske rolig, jeg fortæller ikke Andet end, hvad en mønsterværdig Præstemand godt kan læse. Du husker nok fra din Kjøbenhavns-Tid Helene Walther, som man engang sagde, jeg sværmede for og som jeg, ærlig talt, ogsaa sværmede for, og det ikke saa lidt. Hvorfor jeg ikke blev forlovet med hende, kan jeg ikke sige, selv om jeg vilde. Jeg tror nok, hun syntes ligesaa godt om mig, som jeg om hende, men jeg fik aldrig nogen Lejlighed til ret at blive klar derpaa ved at gjøre et af disse ligefremme Spørgsmaal, Du veed, som maa til - eller rettere: Naar der var Lejlighed, var jeg ikke oplagt, og var jeg oplagt, var der ikke Lejlighed. Saa døde pludselig hendes Moder en Sommer, jeg var borte, og hun tog til en Tante i Holsten, og dermed var den Historie ude. Tro mig, der er mange tusinde gode og fornuftige Forbindelser, der gaa overstyr paa den Vis. Jeg havde ikke glemt Helene: jeg bevarede Mindet om hende som en fin og yndig Blomst, der ofte glædede mig, undskyld, at jeg bliver poetisk, men skrive over og fri eller selv rejse til Holsten og falde ned mellem vildfremmede Mennesker, det laa ikke for mig. Jeg bevarede min poetiske Erindring - hørte saa en Dag, at hun var gift med en Slægtning, men døde ikke deraf.

Jeg vender tilbage til den Brühlske Terrasse; jeg finder slet ikke, at den er sit store Ry værdig, men en smuk, mild og blød Sommeraften kan det være en ret behagelig Beskjæftigelse at drive frem og tilbage deroppe og se ud over Elben, der løber nede imellem de høje Skrænter, over den tindrende Elbebro og de mange Lys i Kvarteret paa den anden Bred og foruden paa de mange Lys at se paa de mange Mennesker, Fremmede og Indfødte, som mylre frem og tilbage. Der drev jeg da en Aften frem og tilbage og blev ganske enig med mig selv om, at det dog alligevel var Noget af det Skjønneste ved Dresden, ialfald mange Gange bedre end den grime Gewölbe med alle sine Guldkasseroller, som jeg havde 134 anset det for min Pligt at plage mig med om Formiddagen. Og som jeg nu gik der og saae paa de kjønne Dresdener Damer og alle de fixe Amerikanerinder og Englænderinder og Russerinder og Franske, som vare blandede imellem hverandre, og saae paa dem med den overlegne Uforskammethed, som hører med til Ens Rejsehabit, fik jeg paa een Gang et af disse Slag igjennem mig, som vi mindes fra Tyveaarsalderen: Der gik Helene lige forbi mig. Hun gik med en ældre Dame, Begge vare klædte i Sorg. Det Sorte klædte hende dejlig. Skulde det være hendes Mand, der var død? Jeg veed ikke, om det var, fordi jeg havde set saa mange Madonna'er i de Dage, men vist er det, at det aldrig har slaaet mig saaledes før, hvad det vilde sige at have et madonnaagtigt Udtryk, som nu, da jeg saae hendes Ansigt. Der gik mange Mennesker paa Terrassen den stille Sommeraften og saae ned over den glidende Flod og de nys tændte Lys; jeg var ikke bleven set af hende i Mængden og havde let ved at følge efter i Afstand og ret at se paa hende. Helene og den ældre Dame saae ikke meget paa Folk; de talte sammen, og kun nu og da standsede de og saae ud over Rækværket ud i den fremdragende Sommernat. Hver Gang hun stod og saae ud imod de mørke Højder og Aftenskyerne over dem, havde jeg den Følelse, at der histude var noget Fjernt og Lykkeligt, som engang altid syntes at vinke mig fra Aftenskyerne, fra Skove, der laa langt borte, fra en Kyst paa den anden Side af store Vande. Hun havde en egen Bøjning med Halsen, naar hun vendte sig om; nej, hvor jeg huskede den.

Jeg havde ikke altid havt saa let ved at følge hende som den Aften, thi hun var saa adspredt og tankefuld, at der ikke var Noget at risikere ved engang imellem at være hende ganske nær, saa nær, at jeg kunde høre hendes Stemme; hun talte Tysk - med ren tysk Udtale forresten - den gamle Dame var uden Tvivl den holstenske Tante.

Ikke faa Herrer vendte disse dristige og uforskammede Blikke imod hende, som man altid tillader sig imod Fremmede, som jeg selv havde gjort mig skyldig i, men som jeg nu fandt saa utaalelige og irriterende, at jeg maatte gjøre Vold paa mig for ikke at insultere en og anden altfor uforskammet Lorgnet; en rar Historie for en kgl. Fuldmægtig.

135

Men ellers var Alt dejligt, en dejlig Sommeraften, medens Stjernerne tindrende kom frem, springende ud af den sorte Himmel, saa hist, saa her, ligesom de gamle Erindringer, der dukkede frem i mig.

Men man gaar tidlig til Ro i Dresden, og Terrassens Spasereskare blev tyndere og tyndere, og da de to Damer et Par Gange havde vendt om ved Hjørnet, og endnu engang kom derhen, saae jeg strax paa deres Vending og den Maade, hvorpaa Helene svøbte sig i sit Overstykke, at det nu gik hjemad. Jeg boede i Hotel Bellevue og havde det lønlige Haab, at de ogsaa hørte til dets Gjæster. Og ganske rigtig. Da de vare komne ned fra Terrassen, tog de Retningen over imod Hotellet, og faa Minutter efter stod de ved Indgangen. Jeg var ganske nær og kunde høre Portieren, da han rakte dem Nøglen til deres Værelse. Jeg vilde træde frem og hilse paa Helene, men turde ikke, jeg var bange for, at min Stemme skulde ryste altfor meget, og at jeg skulde være altfor rød eller altfor bleg, hvad det nu vilde blive til, men i ethvert Fald altfor lidt, hvad en normal Mand i min Alder burde være. Jeg vilde hellere sove paa det. Saa sov jeg paa det, eller rettere, det gjorde jeg ikke, thi først laa jeg længe vaagen, og da jeg havde sovet lidt, vaagnede jeg atter og kom saa pludselig til at tænke paa, at de maaske tog afsted med et tidligt Morgentog. Du veed, hvor drilagtigt et saadant Indfald er om Natten, hvorledes det først pusler ganske smaat i Ens Hoved og saa lidt efter lidt faar En helt vaagen og saa, naar det har faaet En vaagen, voxer og mere og mere antager den afgjorte Visheds Dimensioner. Det varede ikke længe, inden jeg blev ganske sikker paa deres tidlige Afrejse og endogsaa paa, at jeg havde hørt Portieren sige til dem Noget om »fünf Uhr« og »Courierzug«. Saa vilde jeg slet ikke mere faa hende at se. Det var mig en forunderlig pinlig Tanke. Tilsidst maatte jeg have Lys og have Hendschells herlige Bog frem og se efter, hvilke Morgentog, der gik fra Dresden der.

Kl. var nu 3½. Saa naragtig var jeg bleven af den Aftentur paa Brühls Terrasse, at jeg ikke vilde lægge mig til Ro igjen, men var fast bestemt paa ikke at lade noget Tog bortføre dem, uden at jeg havde talt med hende. Jeg klædte mig 136 paa, aabnede Skodderne og satte mig ved Vinduet. Mørket var gaaet fra Pladsen foran Hotellet, men Lyset ikke kommet, kun et graat, koldt, uhyggeligt Skjær, som det var umuligt at se, om det hørte til en Marts eller en Augustmorgen. Men langsomt kom der mere Lys og mere Liv i Lyset, det var, ligesom det selv skulde vaagne. Saa kom der en Karl, saa kom der to Arbejdsmænd, saa kom der en Pige med en Kurv. Hun var min Due med Oliebladbudskabet om, at det endelig var blevet Morgen; endelig, thi det var mere kuriøst end morsomt at sidde og vente paa det Tidspunkt.

Og saa begyndte man at røre sig i Hotellet, et underligt trevent, puslende Røre, lidt Knagen hist, lidt Banken her, Lyd af Liv i Køkkenregionerne. Jeg bildte mig ind, at hvem der belurede Hotellet i denne Stund, vilde have opdaget mange af dets dybe Hemmeligheder, hvorledes de friske Smørskiver blive til, og hvorledes Mælkekanderne fyldes, men jeg brød mig kun lidet om disse Hemmeligheder; jeg tænkte kun paa, om Madonnaen var vaagen og klædte sig paa til Rejsen eller maaske sov blødt og magelig i sin Seng, medens jeg sad paa min haarde Stol og frøs for hendes smukke Øjnes Skyld.

Endelig var Klokken bleven saa mange, at jeg kunde gaa ned i Kaffestuen. Der sad et Par rejseklædte, søvnige og gnavne Familier ved en Opdækning, der endnu var i Negligé, kun en tarvelig Udgave af den, der skulde modtage det regelmæssige Publikum nogle Timer senere. Men de to Damer vare der ikke. Opvarteren saae noget forundret paa mig og spurgte, om jeg skulde rejse. Maaske mistænkte han mig for at ville snige mig bort paa en lumsk Maade, men dog først efter ogsaa at have narret Hotellet med Morgenkaffe. Jeg svarede kort, at jeg ikke havde kunnet sove, og fik mig saa nogen Kaffe betroet. Samme Forespørgsel, som Opvarteren havde gjort, fik jeg fra den majestætiske Portier, da jeg traadte ud i Gangen for at se efter, om de to Damer ikke steg op i Banegaardsomnibussen uden at have været inde i Frokoststuen. Omnibussen dundrede afsted med sine utidige Passagerer og alle deres Vadsække og Ruller af Plaider og Knipper af Paraplyer. Jeg blev staaende ved Indgangen for at vente paa den næste Expedition, Portieren havde skarpt Udkig efter mig og gav en hviskende Ordre til en af Opvarterne.

137

Jeg er ganske vis paa, at den gik ud paa at se efter, om der var Bagage i mit Værelse. Jeg, den kongelige Ministeriefuldmægtig, blev virkelig for et Par smukke Øjnes Skyld mistænkt for at være en Vagabond med bedrageriske Hensigter. Jeg blev imidlertid aabenbart frifunden for videre Tiltale af den strenge Portier, da Opvarteren lidt efter atter kom tilbage med sin Melding. Men jeg frøs alligevel og var i høj Grad tilmode, som et normalt Menneske altid er det Kl. 5 om Morgenen. Jeg saae endnu et Par Gange den samme Ceremoni gjentage sig, Nedbæringen af Rejsetøj, Omnibussens Fremkjøren, de Rejsendes Indstigning, deres urolige Bekymringer for deres Rejsegods og feberagtige Søgen i Bortkjørselens Øjeblik efter den Paraply, de holdt i Haanden, medens den egoistiske »Hausknecht« under et falsk Skin af at interessere sig for deres Ve og Vel og for deres Plaider som for deres Liv og Lemmer, kun ser paa disse nervøse og urolige Mennesker, for hvem Afrejsen er en vigtig Begivenhed, med Tanken fæstet paa de Groschen, han skal have ud af dem.

Havde jeg været filosofisk anlagt, kunde jeg i det Par gyselige Timer, jeg tilbragte der, have anstillet nogle dybsindige Betragtninger over et eller andet Symbolsk i denne Situation. Men jeg var kun gnaven og ikke dybsindig. Og for ikke længere at sejgpine din Taalmodighed vil jeg meddele, at jeg saae hende Kl. henved 9 komme ud paa Terrassen for at drikke Kaffe, frisk, smuk, udhvilet aabenbart fra Rejsen.

BeJlevues Terrasse er det Smukkeste i Dresden og tager sig prægtig ud i Morgensol!

Kjender Du det, at man sommetider gjør Noget, som man egentlig ikke rigtig selv veed, om man vil gjøre eller ikke, før det er gjort? Saaledes gik det mig her. Inden jeg ret vidste, om jeg vilde gjøre det eller ikke, var jeg traadt frem og havde hilst paa hende. Hun kjendte mig strax og blev rød; jeg tror, at jeg ogsaa blev det. Jeg tror, at jeg sagde noget aldeles meningsløst Tøj om et uventet Møde og Væren paa Rejser, om at jeg var her, og hun var her, og vi Begge vare i Dresden, og blev derpaa forestillet for Tanten, Fru Walther, hvorpaa vi begyndte at tale Tysk. Jeg syntes, det hjalp mig til at komme mig.

Med nogenlunde Sindsro kunde jeg udbrede mig over det 138 Thema, at nogle Mennesker holdt mest af The om Morgenen, andre af Kaffe, og derefter behandle lignende letfattelige Æmner, til jeg endelig var bleven helt normal.

Vi sad et Par Timer i den smukke lille Have med Udsigten over Elbdalen, og Samtalen gik let og godt. De skulde med et Middagstog videre for at besøge nogle Slægtninge af Fru Walther. Helenes Mand var død i Foraaret. Det maatte have været en ældre Mand, thi jeg hørte, at han var en Broder til Fru Walther. Svagelig syntes han efter nogle Ytringer at dømme ogsaa at have været. Hun talte alvorlig, men ikke bedrøvet om ham; hun havde et noget træt Udtryk, naar hun faldt i Tanker.

Da de vare borte, var Dresden oprigtig talt aldeles umulig. Med det første Tog, det var muligt, rejste jeg til Berlin.

Meningen med alt dette er, at jeg følger dit Raad og paa Søndag selv tager ned og ser, hvorledes Stedet tager sig ud; hvis da Vejret ikke bliver altfor fugtigt, thi jeg er ikke fri for min Efteraarsgigt. O, Ungdom! Ungdom!

Din
o. s. v.

IV. (Den Samme til den Samme.)

Kjøbenhavn, d. 19. Novbr.

Jeg er ganske glad over, at jeg fulgte dit Raad og selv tog ned og saae paa Stedet. Alt ser tiltalende ud, og der er vist meget kjønt. Jeg veed kun ikke ret, hvilken af de to Lejligheder, der er at vælge imellem, jeg skal bestemme mig for. Det Sted, jeg kan faa tilleje udenfor Byen ved Fjorden, er smukt og rummeligt, men ligger jo lidt afsides; den Lejlighed, der er at faa hos Amtsforvalteren, er aldeles utvivlsomt en Ungkarlelejlighed, som en Ungkarlelejlighed bør være, og ligger bekvemt, saa det er vel det Rimeligste at tage den, og det bliver vel ogsaa den, jeg tager, men jeg vil dog betænke mig lidt.

Hvorledes mon Drikkevandet er derude? Det glemte jeg at erkyndige mig om. Min Mave kan ikke taale meget jernholdigt eller meget kalkholdigt Vand. Tjen mig i, naar Du 139 kommer i Nærheden, at faa en Flaske fyldt og sende mig den, for at jeg kan lade den analysere. Det Allerbedste var jo, naar jeg tillige kunde faa en Vandprøve fra Stedet udenfor Byen. Det kan ikke nytte at kæmpe imod sin Mave. Ellers en Jernmand, men ligeoverfor den lutter Eftergivenhed, er jeg

Din
o. s. v.

V. (Den Samme til den Samme.)

Kjøbenhavn, d. 21. Novbr.

Kjære Ven! Jeg tænker stadig paa Boligen. Jeg faar nemlig alligevel Lyst til Stedet ved Fjorden. Udsigten over denne fra Bakkerne var meget smuk, de store Skove paa den anden Side vare nu mørke og formløse, men de maa være dejlige ved Sommertide. Det var af den Slags Udsigter, jeg engang holdt saa meget af. Hvor der var smukt den Dag, jeg var derude; der hang endnu mange gule og røde Blade paa Træerne. Jeg husker, hvor Solen skinnede paa dem, og husker Hækkene paa Vejene; der laa Rimfrost under Buskene, som ikke smeltede, men Buskene med de røde Bær vare dog endnu grønne. Der var dejligt derude, smukt og friskt. Og, jeg gjentager det, hvor holdt jeg af Udsigten fra Bakkerne ved Stedet.

Jeg veed ikke, om det var den dejlige Udsigt, der havde sat sig saa forunderlig fast i mit Hoved, eller hvad det var og er, men jeg faar løjerlige Indfald. Igaar sad jeg og skrev I en indviklet Domænesag om en tvivlsom Fiskerettighed i en af Statsskovene; Solen skinnede, det var ogsaa den Dag klart og smukt, og hvad sker? Ud af de kongelige Resolutioner og gamle Rentekammerskrivelser hæver sig et helt Landskab, med en saadan Trylleskov ved en blank Sø og ved Søens Bred et vandrende Par.... Det var forunderlige Anfægtelser, men saa stærke, at jeg, med Skam at tale om, tog ud til Lyngby og spaserede afsted og saae paa Søerne der, men fik Løn som forskyldt. Himlen blev graa, inden jeg kom derud, og da jeg stod ved Lottenborgudsigten, havde Regnskyerne alt skjult Bagsvær Sø, og jeg kunde med fuldkommen Sikkerhed 140 udregne, naar Regnen vilde falde paa Lyngby Sø og rundtomkring mig. Jeg tog hjem, saa hurtig jeg kunde. Om Eftermiddagen kom min Departementschef for at tale med mig om Indstillingen, den var ikke færdig, og jeg havde faaet et rent forkert Billede i mit Hoved af Vandomraadet, som Manden slet ikke kunde forstaa, og med god Grund, thi det var slet ikke hentet fra Situationskortet, men fra Tryllelandskabet. Manden stoler ganske paa mig, og det lykkedes mig derfor at gjøre ham ganske fortumlet i Hovedet.

Lad mig ikke glemme at fortælle Dig, at jeg mødte Helene i Byen for et Par Dage siden, ja, det var Dagen før jeg tog ned og saae paa Hamst og Gamst, og Du vil formodentlig finde, at det er det, der bærer Skylden for mit forunderlige Lune i denne Tid. Jeg talte med hende. Hun er herovre paa et kort Besøg for at se til sin Familie, naturligvis ledsaget af den kjedsommelige Fru Walther. Vi fulgtes ad. Jeg fik det Indtryk, at hun lever et temmelig trist Liv i Neumünster. Hun skildrede det som et forskrækkeligt Sted. Deres meste Fornøjelse er nogle Baller, hvor Officererne ere Løver. »Nu gaar jeg ikke mere paa Bal,« sagde hun, »men da jeg gik der, var det rigtignok ikke som paa Ballerne her.« Fru Walther blev saa vred over at høre tale ilde om Neumünster, at Haarene paa hendes store Næse sitrede; saa blev der ikke talt mere om Neumünster. Hvor hun saae smuk ud. Jeg gjorde mig overordentlig elskværdig mod Fru Walther og fik hendes Tilgivelse, ganske og aldeles, endog saa aldeles, at det blev arrangeret saaledes, at jeg skaffede dem Billetter til Theatret næste Aften, da der gik den nye Opera; jeg gik selv med. Jeg har længe ikke moret mig saa godt. Jeg holder meget af Musik. Vi gik sammen over i Hotellet, hvor de boede, Fru Walther inviterede mig til at drikke The med dem; jeg vilde nemlig endelig have den Ære at forære dem Billetterne. Der stod et Klaver i Stuen. Helene havde jeg siddet ved Siden af i Theatret. Hun talte ogsaa nu en hel Del om Musikken, og vist med udmærket god Smag. Hun kunde mange Melodier udenad efter at have hørt dem den ene Gang og repeterede dem paa Klaveret, og vi talte og sang, til Fru Walther paa en næsten skandaløs Maade gabede og saae paa Uhret den ene Gang lige efter den anden. Klokken var Et, da jeg gik derfra,

        

141 men jeg maatte dog have mig en lille Tur først, inden jeg vilde gaa i Seng. Da jeg spaserede midt i den sølede Novembernat, kom jeg til at tænke paa Studenterdagene eller rettere Studenternætterne, da man aldrig syntes, man skulde gaa hjem og sove, men kunde drive om, naar man gik hjem, Time efter Time med Andre, ikke ene. Jeg syntes, jeg gik hjem let, som i hine Tider.

Din
o. s. v.
E. S.

Spørg dog ved Lejlighed din Kone, om det virkelig er meget billigere at leve dernede med Familie, end det er i Kjøbenhavn. En Familie kan vel næppe leve nogenlunde behageligt for mindre end tre tusind Daler; Meningen med Livet er jo dog ikke, at man, naar man bliver ældre, skal nægte sig alle dets smaa Behageligheder. Næringssorger ere jo ganske vist noget af det Værste, der er til, Noget, man altsaa først og fremmest bør undgaa. Det gjælder jo i hele Livet blot at lukke saa mange Udgange til Bekymringer som muligt. Synderlig positiv Fornøjelse er der ikke ved det. Det er ogsaa uforskammet, saa daarlig Embedsmændene ere lønnede her i Danmark. At jeg, der er saa gammel Kandidat, skal være »glad« ved at opnaa et Embede, som en Familie hverken kan leve eller dø paa, det er et stivt Stykke, og jeg er heller ikke »glad« ved det. Ministeren meddelte mig igaar med nedladende Venlighed, at jeg var indstillet til Hamst. Han tror vistnok, at han gjør mig en hel Glæde ved at give mig det elendige Herredsfoged-Embede; han gjør Pokker, gjør han. Jeg havde mest Lyst til at tage min Ansøgning tilbage og blive, hvor jeg er, saa vidste jeg dog, hvad jeg havde at rette mig efter. Gid jeg aldrig havde hørt Tale om Hamst og Gamst og tænkt paa Andet end at vedblive at være Fuldmægtig. Jeg er rasende paa Ministeren, paa hele Verden og mig selv. Det forstaar Du nu ikke, og det kan ogsaa være lige meget. Men kjender Du den Tilstand, hvor man ikke kan blive enig med sig selv om en vigtig Sag, ikke kan faa et Svar af sig selv paa et vigtigt Spørgsmaal. Det gjør Du naturligvis. Men der er visse Forhold, hvor man opdager, at man ikke mere ret kan stille sig selv et Spørgsmaal af den Art, fordi man i 142 Aarenes Løb har mistet den Energi i Følelse og Spændstighed I Stemning, som hører dertil, med andre Ord, at man er bleven for gammel. Et Øjeblik kan Solen bryde igjennem, og man synes, at den er helt varm, men de graa Skyer og Regnen komme strax igjen, og man mærker, at de nu ere de stærkeste. Det er snavs at være bleven ældre, end man har Lyst til at være. Løsningen er, at man enten mander sig op og gjør sig saa ung, som man vil være, eller at man passivt finder sig i at være saa gammel, som man i al Støvethed og Stilhed er bleven det. Jeg ser nok, hvad der er min Lod.

Din
o. s. v.

VI. (Den Samme til den Samme.)

Kjøbenhavn, d. 26. Novbr.

Nej, kjære Ven, gjør ingen Undskyldninger, fordi Du berører et delikat Punkt, det er noget Visvas med de delikate Punkter i vor Alder, vi kunne tale om Alt. Jeg vil ogsaa gaa lige til Sagen og sige ligefrem, tro blot ikke, at jeg er forelsket. Saa kjender Du daarlig et halvgammelt Ungkarlehjerte. Det er som vaadt Krudt, det futter og sprutter og ryger maaske, men slaa ud i en kraftig Explosion, det kan det ikke. Og heldigvis! Hvad kunde man saa ikke lade sig forlede til? Husk paa, at jeg, der er Ungkarl, er bleven ældre end Dig, der er gift. Jeg føler en vis poetisk Stemning i dit Brev, Du er vist egentlig glad over at tro, at jeg endnu skulde være istand til at forelske mig, og jeg mærker nok, Du ønsker, at jeg vilde følge, hvad man i sin Tid kaldte »Hjertets Røst«. Kjære Ven! Du est en ung Mand. Du har holdt dig grøn derude under det mosgroede Tag, og, jeg gjentager det, Du er ikke skarpsynet nok til at se, hvor underligt det ser ud hos en ældre Herre som mig, der maa antages i al Stilhed at have faaet et Forspring paa en halv Snes Aar for Dig, ser Du. Dersom det var min Husholderske, der var Tale om at gifte mig med, saa vilde jeg maaske ikke være saa ubestemt, men dette (jeg behøver naturligvis ikke at definere nærmere, hvad jeg mener med »dette«) er noget Andet. Her er baade for Meget 143 og for Lidt. Maaske der er en Smule Forelskelse, som kunde narre de Fleste, men ikke en klog Karl som mig, der føler, at naar det ikke er stærkere, saa....; ja, saa er det hverken til at leve eller dø af. Det skal være Noget og er dog ikke nok. Det paalægger mig Forpligtelser, som jeg føler mit Følelsesliv dog ikke er istand til at fyldestgjøre, og indgiver mig Forhaabninger, som jeg føler ikke ville blive opfyldte. Og saa bagefter, ja, vilde det saa ikke være bedre, simpelthen at finde sig gift med sin Kokkepige? Jeg tror, at jeg vilde føle mig mindre generet ved Tilværelsen og altsaa i mere Harmoni med den ved at vaagne op igjen til Virkeligheden ved hendes Side.

Din
O. S. V.

VII. (Den Samme til den Samme.)

Kjøbenhavn, d. 30. Novbr.

Det er afgjort, kjære Ven! Det skal være Amtsforvalterens Lejlighed. Jo længere jeg tænker derover, desto mere forundrer det mig, hvorledes jeg har kunnet overse alle Fordelene ved den. Den Maade, hvorpaa man kan komme ind i ethvert Værelse uden at passere noget andet, er jo som i de allerfleste kjøbenhavnske Lejligheder. Det romantiske Sted er jeg ogsaa bange for er noget fugtigt; det kan aldrig være sundt, at det ligger under den Skrænt. Inden man veed et Ord af det, er den lille Flyvegigt, man alt nu har, bleven kronisk paa et saadant Sted, og hvad saa? Jeg gad se, hvorledes Livets Poesi vil bære sig ad med at hjælpe os over Ting som Rheumatisme. Tro mig, Gigt er stærkere end Poesien, og det veed den gode Poesi meget godt selv. Nej, den er et langt mere magtesløst Væsen, end man antager, inden Ens Fordøjelse har lidt noget i Livets Kampe. Det faar altsaa at blive ved den hyggelige lille Ungkarlelejlighed; den ligger bedre og bekvemmere, om Aftenen vil man dog vel nok gaa hen i en Klub eller saadant et Sted. Naar man er færdig med sit Arbejde, kommer man til at kjede sig, naar man er alene. Det er en Erfaring, som jeg nu gjør; jeg har før ikke vidst, hvad 144 det er ikke at vide, hvad man skal gjøre af sig selv, naar man ikke har Noget at bestille. Nu har jeg lært det. Jeg gider ikke sidde og spekulere eller gaa enlige Ture eller læse - undtagen Aviser naturligvis - eller, ja, jeg veed ikke hvad, men nok er det, jeg veed, hvad det er at kjede sig. Saa maa man have Folk i Nærheden, man kan snakke lidt med, jeg havde nær sagt lige meget hvorom, og saa gaar det ikke at bo udenfor Byen. Forresten skal jeg nok indrette mig smagfuldt. Jeg har set paa et udmærket smukt og bekvemt Herreværelsemøblement; det skal jeg have til et lille Drivekabinet ved Siden af mit Arbejdsværelse. Heldigvis har man da Raad til at arrangere sig nogenlunde menneskeligt. Til min lille Spisestue har jeg fundet en sjeldent kjøn lille Egetræs Buffet; den vil tage sig fortræffelig ud. Jeg skal vise Herredets Folk, hvorledes en dannet Mand indretter sig; det bliver noget Andet end dine ægteskabelige Værelser, hvor der ligger Sytøj allevegne, og Børn sætte Smørrebrødsfingre paa Betrækket og Gardinerne. Maaske man i den Egn endnu kunde være saa heldig at finde nogle gamle udskaarne Møbler. Det er min Drøm at finde en stor Linnedkiste med et bibelsk Sujet til at pryde den store Forstue. Det faar imidlertid være Fremtiden forbeholdt, Nutidens Opgave er at finde en Chaiselongue, hvor Hovedet ikke kommer altfor højt og lige paa en Kant, naar man ligger. Du kan tro, jeg skal lære Eder Noget, min gamle Ven!

Din
o. s. v.

VIII. (Den Samme til den Samme.)

Kjøbenhavn, d. 2. December.

Herregud, lad mig nu være fri for mere om den Sag. Den er afgjort. Hun er jo rejst allerede et Par Dage, før jeg skrev mit sidste Brev, vist samme Aften, jeg sendte Dig det næstsidste endogsaa, og dermed er den Historie forbi. Jeg har set hende rejse, ganske rolig. Jeg kom tilfældig ud ad Vesterbro ved den Tid, Aftentoget til Korsør skulde afgaa, og tog mig en Perronbillet paa Banegaarden. Jeg saae hende stige 145 ind i Kupéen; der var flere Bekjendte, jeg blev ikke set. Saasnart Togføreren havde stødt i sin Pibe, og Lokomotivet havde svaret, gik jeg bort, inden Toget endnu var begyndt at gaa. Jeg havde været der ti Minutter. Jeg er forresten ikke rigtig vel i denne Tid; jeg ser Alting Graat i Graat; mit Arbejde falder mig saa kjedsommeligt og besværligt. Stundom kan jeg falde helt hen - ikke i Tanker, men snarere i en Lakune af Tanker, et mørkt Hul, hvori jeg plumper ned, og hvorfra jeg har ondt ved at komme op. Naar jeg kommer op, er det kun for igjen at være lige glad eller lige kjed ved det Hele, som man tager det. Livet er en daarlig Opfindelse. Min Appetit er ogsaa borte. Det maa komme fra Maven. Jeg skulde vist hellere have brugt en Brøndkur i Sommer end gjort den dumme Udenlandsrejse. - Saa havde jeg ogsaa været fri for .... ja, Du forstaar mig jo ikke.... været fri for ikke at kunne forelske mig.

Heldigvis have vi nu snart rigtig Vinter; den tror jeg vil bekomme mig bedre end det afskyelige Efteraarsvejr. Hvilke Dage vi have havt, Graat i Graat og Graat fra Morgen til Aften, en Gang imellem henad Solnedgang et lille Glimt af rød Glans fra Skyerne, det er al den Farve, man ser hele Dagen, og i Løbet af et Par Minutter er det ogsaa forsvundet. Nej, lad os blot faa rigtig Vinter. Det veed man, hvad er.

Din
O. S. V.

I LÆ (STILLEBEN) (1879)

148

        

149

Det var en venlig lille By, men meget rolig og stilfærdig. Den vilde være lige rolig og stille, om Verdensdele stod i Brand udenfor og Riger opløstes og forgik. Men det var tillige en By, som mindede om de Steder, hollandske Malere yndede at skildre, hvor Livet i al sin Begrænsning og med sine smaa Vanskeligheder alligevel føles saa lykkeligt af dem, der færdes i det, baade dem, der danse og drikke, og dem, der ere ved deres daglige Arbejde.

Lille som Byen var, havde den et stort Torv, en uregelmæssig, brolagt, græsgroet Plads, hvor Stilheden ret havde tilhuse. Ved det laa Byens Kirkegaard og Byens Posthus, to Steder, der vare til i Anledning af dens Forbindelser paa den ene og paa den anden Led med det, der laa udenfor dens eget dagligdags Liv. Kirkegaarden var en venlig, rigt grønnende Kirkegaard, som man fra Torvet og Gaden gik ud og ind i. Drengene løb og legede temmelig uforstyrret imellem Gravene, thi Graveren var gammel og svagelig og ikke meget oplagt til at forfølge dem eller passe paa dem. Tjenestepigerne skød Gjenvejover Kirkegaarden med deres Kurve, Vagabonder laa fredelig og sov deres Middagssøvn derinde, og i Sommertiden sad ofte Familier timevis ved deres Gravsteder, passiarende eller arbejdende. Derfor saae den i al sin Stilhed lidt udtraadt og forpjusket ud, men dette bidrog atter paa en Maade til at forstærke Indrykket af, at den gik ind i Byens daglige Liv og hørte til i dette. Paa denne Kirkegaard syntes de tavse Beboere, hvis af Alle kjendte Navne stod paa Tavlerne og Korsene, endnu bestandig at høre med til Befolkningen, kun at deres Skikkelser havde faaet over sig noget eget Mørkt og Gaadefuldt.

150

Posthuset, som tog sig af Forbindelsen med den timelige Omverden, var ligeledes et meget stilfærdigt Sted. Til bestemte Tider var der samme bestemte Arbejde at gjøre, og Døren til Kontoret aabnedes af bestemte Personer, der bragte eller hentede de samme Ting til Postbesørgelse, som de Aar ud og Aar ind havde bragt og hentet til samme Klokkeslet. Byens Post blev expederet, de gaaende og kjørende Poster til et Par Steder i Omegnen blev expederede og nøjagtig med det samme Ceremoniel. Hestene til de kjørende Poster blev trukne frem fra Vognmandens Port ligeoverfor og med tilbørlig Langsomhed spændte for den gule Vogn. Saa tog Kusken den røde Trøje paa og kjørte Vognen hen for Stentrappen til Posthuset. Sommetider stod der saa nogle Passagerer og ventede, og sommetider stod der ingen; ham var det ganske ligegyldigt, om der var Nogen, eller der ikke var Nogen. Saa gik han ind paa Kontoret, tog sin Taske og spurgte: Er der ellers Noget? og fik til Svar, at der ikke var Noget, og saa kjørte han.

At det Hele gik saa rolig paa Posthuset var meget heldigt for Postmesteren, thi han duede ærlig talt ikke meget til at bestille Noget. Det var en høj, før, ganske kjøn Skikkelse, der saae ud til at kunne udholde og udrette Meget, men som i Virkeligheden var en ren Attrape. Han havde været et godt Hoved, noget urolig, men en ret flink Embedsmand i sin Tid; men han var bleven noget fordrukken, som gode, urolige Hoveder af en nu næsten forsvunden Slægt ofte blev paa slige Steder. Man bar imidlertid over med ham og kunde det ogsaa, forsaavidt som han havde en opofrende og ganske flink Hjælperske i sin Datter, saa at det med Embedet i det Hele gik hverken bedre eller værre end med de fleste lignende.

Byens Beboere fandt ialfald, at det var i sin Orden, at det gik, som det gik. Man havde ikke videreat indvende imod Postmesteren, da man først havde faaet det enstemmig anerkjendt, at han var fordrukken. Kjøbstadlysten til Skumleri havde derigjennem faaet det Offer, hvormed den var tilfreds. Thi Ondskabsfuldheden er i Reglen ganske godmodig, ialfald den, der hører til saadanne smaa Steder; den gaar sjeldent videre end til at besørge en Plet anbragt; er dette 151 besørget, slaar den sig til Ro. At modtage en saadan Plet er imidlertid paa den anden Side mere end en Nødvendighed, det er en Forpligtelse imod Samfundet. Man garanterer det derigjennem imod den allerværste Forsyndelse, at man er eller vil være bedre end de Andre. Og jo mindre et Samfund er, desto nødvendigere er det at give denne Garanti. Hertil kommer, at i smaa Kredse opfylder man ved at have en Lyde den Borgerpligt at give sit nødvendige Bidrag til den selskabelige Underholdnings Stof, hvorfor ogsaa det at ville »passe sig selv« er en Hensynsløshed, der under ingen Omstændigheder bør taales.

Saa kunde altsaa Postmesteren, efter at have ydet sin Tribut, i Fred med sig selv og Omverdenen drikke og hans Datter passe Embedet. Begge Dele gik jævnt godt.

Frøkenen var ikke noget særligt administrativt Talent, paa ingen Maade noget levende Bevis for, at Kvinderne have særlig medfødte Anlæg i den Retning; men hun var en vakker ung Pige, der gjorde sit Arbejde, saa godt hun formaaede.

Postmesteren paa sin Side drak ikke saaledes, at det gjorde nogen aabenbar Skandale. Tvertimod, en offentlig Rus tog han kun paa Kongens Fødselsdag ved Middagsgildet paa Raadhuset, altsaa under formildende Omstændigheder, og først efter at have udbragt den Skaal for »Broderrigerne«, der var hans Domæne, fordi han havde været med paa det første Studentertog, hvad han altid mindede om, skjønt han derfra havde medbragt det Ry, at han ikke havde været ædru Dag eller Nat, saalænge Toget varede. Ellers drak han kun for meget inden fire Vægge. Om Aftenen plejede han i Reglen at gaa ud, men hans Datter var gjerne med, ialfald om Sommeren. Saa gik Turen til »Olsens Have«, et prosaisk Navn paa et prosaisk Udflugtssted, der imidlertid var det eneste, Byen havde at opvise. Det var kun en almindelig Gartnerhave, som laa lidt udenfor Byen. Haven havde nogle fortræffelige Ræddiker, og først var det blevet Skik og Brug at gaa derud og spise disse til sit ærbare Smørrebrød, og saa havde dette atter udviklet sig til, at man drak et Glas Øl, først af Gartnerens hjemmebryggede og siden af de kjøbenhavnske Bryggeriers, og da Øllet var holdt ligesaa køligt, som Ræddikerne vare skarpe og friske, blev Øldrikningen her temmelig 152 almindelig og Øllet Hovedsagen. Der var et Par Lysthuse i Haven, og der kom Folk især om Aftenen og fik deres Knippe Ræddiker - thi denne Del af Skikken holdt sig bestandig, ligesom det ogsaa vedblivende kun hed at »spise Ræddiker hos Olsens«, hvor meget 01 man saa drak dertil. Men til Ræddikerne fik man som sagt Øllet, og saa sad Folk i de rolige Sommeraftener derude og tyggede og drak og smaasnakkede lidt med Andre, hvis der paa samme Tid var Andre, og saa gik de hjem og i Seng.

Derud var det, at Postmesteren og hans Datter gik i de stille Sommeraftener. De satte sig ved et Lysthus, der laa i Udkanten af Haven. Derfra havde man Udsigt over nogle Marker, der laa omkring en lille Dam, i hvis stille Vand nogle Piletræer spejlede sig, og videre over nogle andre Marker. Over disse løb Kongevejen, den løb først lige ud, saa højnede Terrænet sig, den gik som en lys Stribe over Bakken og saa ud i den vide Verden, hvor man ikke mere saae noget til den.

Postmesteren holdt mest af at tie stille, ogsaa medens han drak 01, og i Tavshed drak han derfor i Reglen de to Glas, der herude vare hans Taxt. Hans Datter sad ved Siden af ham og tav ligeledes og tegnede med sin Parasol Figurer i Sandet og saae ud over Markerne omkring Dammen med Piletræerne og Markerne langs Landevejen, ad hvilken Ingen rejste.

Hun var i Reglen lidt træt af Dagens Arbejde og tænkte adspredt og ubestemt paa sit Regnskabsvæsen og paa, om hun skulde have glemt at lukke Posttasken til Hegnede eller til Egnede eller begaaet en lignende postal Forsømmelse.

Hun var ikke noget dybt bevæget Gemyt, med stærke Længsler og urolig Higen; oprigtig talt var hun i Reglen i den Sindsstemning, som hun selv betegnede som at være »hverken glad eller bedrøvet«. Men naar Solnedgangen var meget rig, og der over de grønne, flade Marker byggedes rige Borge og rejste sig gyldne Bjerge, som skinnede helt over til »Olsens Have«, da kunde det vistnok hænde, at hun sagde til sig selv, at det ikke var nogen morsom Lod at sidde paa Kontoret om Dagen og i »Olsens Have« om Aftenen, og at hun med en vis Beklemthed spurgte, om det altid skulde være saaledes.

Saa gik de hjem, og den næste Dag var hun atter i Kontoret med det sandede Gulv, de støvede Reoler, den luslidte 153 Pult og den skrabede Skranke, medens Faderen med sin Pibe, mere i Haanden end i Munden, tridsede omkring hist og her eller stod og saae ud af Vinduet paa det Torv, hvor Intet skete eller nogensinde var sket.

Saaledes gik Formiddag og Middag og Eftermiddag med at sysle med de samme Pakker og Breve og Aviser. Arbejdet gik hver Dag paa samme Maade, og Adspredelsen bestod i, at der var et Par Bekjendte af Postmesteren, der kom ind og læste de Andres Aviser, inden de blev omsendte. Hver af dem havde sin Plads, hver af dem spyttede i sin Spyttebakke, og hver af dem sagde hver Dag det Samme til Postmesteren og hans Datter. Naar alt dette var sket, og endel Skriveri besørget, som en med Stempler nogenlunde sindrig indrettet Maskine havde kunnet gjøre ligesaa godt, saa var Dagen forbi, den Dag, forud for hvilken der altid var gaaet en ganske lignende, og efter hvilken der altid kom en ganske lignende.

»Postmesterfrøkenen«, som hun kaldtes, var ikke forlovet og havde ikke synderlig Udsigt til at blive det; hun var nok en kjøn ung Pige, lidt bleg af det stillesiddende Liv, men ellers ungdommelig i det Hele, rank og velvoxen. Det var egentlig heller ikke hendes Mangel paa Medgift, der hindrede hende fra at komme ind i Laget; Medgifter vare nemlig ikke Noget, der hørte til Reglen i den lille By eller endog blot til Undtageiserne. Snarere kunde der være Tale om, at den gamle, rødnæsede Fader var en Tilgift til Datterens Elskværdighed, som betog denne en Del af dens Tillokkelse, thi paa slige rolige Steder gifter man sig mere end ellers med hele Familien. Det, der imidlertid var den mest afgjørende Hindring, var, at der næsten ingen Mandfolk var blandt hendes Jævnaldrende og Jævnbyrdige; til disse Sidste hørte Kjøbmændene, paa et Par Undtagelser nær, der havde saa smaa Forretninger, at de rangerede lavere, men ikke Haandværkere, paa et Par nær, der rangerede højere. Dette var saa afgjort, at den stakkels Frøken endog havde udfundet, at det var en Slags Fornærmelse, Noget, som man kun turde byde hende, fordi hun var halvt Kontorist, da en skikkelig ung Glarmester, der ovenikjøbet var fulgt med den stigende 154 Civilisation og havde tillagt sig Titel af »Papeteriemager« - hvilket Byen i sin Klogskab spodsk ansaa for en naiv Fejlskrift for Tapeterimager - gav sig til at kure saa stærkt til hende paa Klubbens Julebal og tilbød at kjøre hende en Tur i Kane, hvilket i Vintersæsonen var den traditionelle Indledning til alvorlige Skridt.

At der ikke fandtes Tilbedere, havde for Frøkenens Sindsro en heldig Virkning. Naar hun sad ved sin Pult og var ledig, og hun saae ud af Vinduet paa en blaa Himmel med vexlende hvide Skyer, eller naar hun sad om Aftenen i »Olsens Have« og skrev i Sandet med sin Parasol, saa tænkte hun vel nok nu og da, som alle unge Piger, paa Kjærlighed, og hvad det var for en gaadefuld Lykke, den maatte indeholde, men der var ikke Nogen i Verden - ikke alene Kjøbstaden, men ogsaa den bekjendte Del af Amtet deri indbefattet - som blot kunde gjøre Tjeneste som Statist for at give en Helts stumme Rolle i disse Fantasier.

Og Helten syntes heller ikke at ville komme til Byen paa Gjennemrejse. Den hende fra Romanerne i Feuilletonerne og Lejebibliotheket bekjendte firspændte »Postchaise« - et Kjøretøj, som Postmesterfrøkenen ogsaa i Egenskab af Fagmand var nysgjerrig efter at se - som pludselig kommer jagende og bringer den interessante og ualmindelige Personlighed, havde aabenbart andre Ruter at befare end hendes beskedne Livsbane, og hendes Dagvogne kom kun med mere hverdagsagtige Passagerer, de samme Handelsrejsende med Prøvekasser, der kom hver til sine Tider af Aaret, og som hun kjendte ligesaa godt som Gjæstgiveren, og saa de samme Studenter: Præstens Søn fra Hegnede, og Møllerens Søn i Egnede, og den fineste af dem, den Vigtigste ogsaa, efter en lille Naturfejl af Byen kaldet »Skelevippen« fra Henriksholm, Stamherren til en lille Herregaard, som laa nærmest ved Byen, og fra hvilken en gammel Kammerjunker og hans Hustru, en født Baronesse, herskede som Fornemhedens højeste Repræsentanter over god og fin Tone.

Det var det Hele.

Naar hun mønstrede denne Række, kneb hun sine Læber dobbelt tæt sammen. Hun havde nemlig den Vane at knibe sine Læber sammen.

155

Dette kom fra en Historie i hendes Barndomstid. Hun havde dengang en afgjort Forkjærlighed for Folk med store Tænder, helst saadanne, der stod lidt ud af Munden; Børns Skjønhedsidealer have jo ofte Noget af det samme Bizarre ved sig, som man træffer hos Vilde. Naturen havde nægtet hende selv denne Pryd, men en Dreng, som hørte til hendes Legekammerater, havde den i høj Grad, og hun saae i ham ikke blot en Typus paa mandlig, men ogsaa paa almenmenneskelig Skjønhed. Hun havde derfor ikke undladt at gjøre vedholdende Forsøg paa at faa sine egne Fortænder til at voxe udefter, og til den Ende havde den allerede tolvaars Pige endog i Hemmelighed lavet sig en kunstfærdig Pind, som hun tog i Munden om Dagen, naar hun var ubevogtet, og som hun sov med om Natten. Denne Pind kom imidlertid til at virke ganske anderledes paa hendes Tænder, end tilsigtet var. En Dag faldt hun, da hun gik med den i Munden, og en af de Fortænder, der skulde rettes, blev brækket midt over. Saa blev Enden paa det, at istedetfor at kunne stikke sine Tænder ud af Munden, maatte hun knibe Munden sammen for at skjule Tænderne. Saa drilsk er Skæbnen.

Fordi hun imidlertid var bleven forhindret i at virkeliggjøre sit Skjønhedsideal, opgav hun det ingenlunde, og det var hende en lige stor Fornøjelse at lade Blikket hvile paa sin ungdommelige Tilbeders to store, hvide Hugtænder, der prangede saaledes i hans Ansigt, at de skaffede ham Navnet »Hugtand«.

Baade Carl af Rise og Svend Trøst havde derfor ogsaa i hendes ungdommelige Fantasier en lignende Prydelse, naar hun tænkte sig dem komme ridende frem fra Strædet, der løb ned langs Kirken; den havde staaet saa længe, at den vel nok kunde have været deres Samtidige. Saa stod hun, ikke paa Trappen til Posthuset, hvor Frederik den 6tes Navneziffer i Sandsten forjog enhver middelalderlig Illusion, men ovre paa Hjørnet af Allehelgensstræde; det lød ialfald af Noget. Saa tænkte hun paa, hvad hun vilde have været i hin Tid, hvilken Stilling der vel svarede til hendes og hendes Faders; det var meget vanskeligt for hende at finde nogen historisk Parallel, hvad jo ikke var saa underligt, men hun trøstede sig med, at da hendes Fader ikke stod saa synderlig 156 tilbage for Byfogden, maatte det vel være Noget, som ikke stod saa meget tilbage for Kongens Lehnsmand, hvorfor de unge Væbnere med Hugtænder hilste hende med Ærbødighed foruden med den Beundring, de af sig selv ydede hendes Skjønhed. Henad Konfirmationstiden omklædes Fantasiskikkelserne i det nittende Aarhundredes Kostumer, mest som mørkhaarede og tilbageholdne, men indholdsrige unge Mænd, der elske En, som ogsaa elsker dem, men som ikke paa nogen optænkelig Maade ere at formaa til at sige hende det. Men selv disse interessante Herrer vare for hende i Besiddelse af en højst uregelmæssig Tandstilling.

Alt dette havde været meget alvorligt, og alt dette var nu forbi. Den, der havde været den første Ophavsmand, var nu en lang og noget kjedelig Fyr. Hans Fader, Kjøbmand Nielsen, var Byens største Kjøbmand, og han skulde have Forretningen. Han havde været et Par Aar paa Handelsakademi i Kjøbenhavn og var falden et Par Gange igjennem ved Afgangsexamen, men havde nok været flink som Reserveofficer i Krigen. Saa var han kommen tilbage til Faderens Butik og havde viist sig som en meget brav og agtværdig Fyr, der ikke tænkte synderlig paa den Side af Handelslivet, som bestod i at spille Don Juan med Tjenestepigerne og give den fortrolige Ven ligeoverfor de unge Bondekoner; dog havde han ændret sit Fornavn Ole til Oluf, men det var ogsaa Alt. Meget fredelig og adstadig havde han staaet den hele udslagne Dag og solgt Stangjern og Bomuldstøj og Kaffe, og hvad man ellers kunde forlange i en velordnet Kjøbmandshandel. Saa var han gaaet over til at overtage Korrespondancen, da Faderen blev gammel, og sad nu mest i det lille Kontor bag Butikken. Der gjennemgik han ikke nogen Længsels- og Trængselsperiode, nej, ikke Spor af en saadan. Tænkte han paa sit »Kjæresteri« med Postmesterfrøkenen, var det med Humor; hun randt ham kun saare sjeldent i Hu og kun ved saadanne Lejligheder, som naar han til en eller anden Kundes Barn lavede Kræmmerhuse, fyldte med Kandis, af det tykke graa Papir, hvoraf der lavedes Kræmmerhuse i Tidernes Morgen, og som besad den uforlignelige Egenskab, at meddele Alt, hvad det berørte, den samme Smag, og det

        

157 en Smag, hvori ligesom hele Begrebet »Butikken« med alt dets forskjelligartede Indhold var indopløst.

I hine forsvundne Dage havde han ofte fabrikeret saadanne Kræmmerhuse til hende, stundom i Smug, stundom opdaget af en eller anden Svend, der da aldrig havde undladt at drille ham ved at henlede de Andres Opmærksomhed paa, at nu gik Ole og lavede sig til at gaa paa Frieri eller andet Lignende, som imidlertid ikke anfægtede ham synderlig. Kunde han ikke faa Kræmmerhuset fyldt med Rosiner eller med Svedsker, tog han tiltakke med Puddersukker, ja han havde engang gjort et Forsøg, der kostede ham et Par Buxer og indbragte ham en aldeles extraordinær Dragt Prygl, paa at hjælpe sig med Sirup af den store Tønde. Med disse Gaver ilede han saa ud til Olsens Have, hvor Børnene havde deres Legetimer, inden de Gamle kom, eller over til Hegnet om Postmesterens Have, hvor han til Punkt og Prikke kjendte alle de Steder, hvor en Overgang var mulig.

Men ligesom Erindringen om denne Tid var smeltet bort hos hans Gjenboerske, saaledes var det, som sagt, kun saare tilfældige ydre Anledninger, der bragte ham paa disse Tanker. Maaske det dog var en Erindring om de gamle Tider, der lod ham være meget villig til at give Postmesterens Kredit paa de Varer, de lod hente, skjønt dette var Noget, der var udtrykkelig forbudt i Butikkens hemmelige Instrux, og det et Par Gange havde indbragt ham Ubehageligheder af Faderen. Men alt videre Galanteri udenfor dette økonomiske og noget materielle existerede ikke.

Saaledes sad nu de To, hver paa sin Side af det stille Torv, og over dette vexlede Sommer og Vinter, Regn og Solskin, som de havde gjort i Aarhundreder før deres Tid, men Altsammen uden at det gjorde synderlig Forandring. Postkarlen stod til sine Tider og spændte den lille Postvogn for i varmt og tørt Vejr og stundom i Regnsøle. Til Tider stod Posthusets Kontorvinduer alle aabne for at bringe et Pust af frisk Køling ind i det beklumrede Rum, og til Tider føg Sneen helt ind i Gangen og laa i en Drive over Trappen og som et stort, hvidt Tæppe over hele Torvet. Sneen var i en vis Henseende det mest forræderiske af alle de Sorter 158 Vejrlig, der huserede over det stille Torv, thi den opsummerede tydelig Fodsporene af dem, der færdedes der, Trin efter Trin, men det blev kun et lille Tal, et forskrækkelig lille Tal for et Torv, hvor der laa et Posthus. Ja endog paa dettes egen Trappe kunde Snetæppet ligge saa uberørt og hvidt, at Posthuset maatte føle sig i højeste Grad trykket derved, hvis det havde havt nogen honnet Ambition i Retning af Frekvens.

Og ovre i Kjøbmandshandelen gik Aarene uden synderlig større Forandring. Det var Aarstid til at staa i Butiksdøren og se dovent ud mod Torvet, der bagtes i Solhede, og Aarstid, hvor man ærgrede sig over, at Kunderne ikke kunde lukke Døren op uden at lukke en Strøm af raakold Luft ind. Aarstid, hvor Solen blinkede lyst og fornøjelig paa de i Ruderne ophængte Silkebaand og Piske, og Aarstid, hvor Gulvet flød som et Morads, der aldrig kunde blive tørt og renset, og hvortil hver Bondestøvle gav sit nye Bidrag af Ælte.

Hugtand eller Oluf Nielsen, som hans borgerlige Navn lød, var nu den unge Chef, i Virkeligheden ialfald; hans Fader var det kun af Navn. Han var en skikkelig gammel Mand, der gik og snakkede om alt det, han endnu kunde gjøre, skjønt han var saa nær de Halvfjers, men Sønnen styrede Alt. Og han var længst kommen ud over at mene det nødvendigt at efterligne den ældre Svends Armbevægelser for at gjøre et specielt kjøbmandsmæssigt Indtryk, og det var længe siden, det havde været nødvendigt i Smug at staa paa Tæerne bag Disken, naar der kom særlig udmærkede Kunder; han var høj nok og var Noget for sig selv. Velvoxen, udstyret med et, om ikke livligt, saa godmodigt Ansigt med et mørkt Skjæg, der dækkede Hugtænderne endel - dem var han selv slet ikke stolt af - og eneste Arving til den eneste Kjøbmandsforretning i Byen, hvor der overhovedet var noget Ordentligt at tjene, det var lovende.

Maaske Hugtand var Gjenstand for Forventning og Forhaabning adskillige Steder, men vist er det, at han selv var meget uanfægtet af luftige Forestillinger baade i den ene og den anden Retning. Han tog Livet, som det var, og plagede sig ikke med Spekulationer over Fremtiden; han slog sig til Ro i en vis rodfæstet Overbevisning om, at det var bedst, at det gik, som det gik, og at det Hele var ganske vel indrettet, 159 en Livsfilosofi, som han i mere private Samtaler plejede at formulere deri, at »det altid klarede sig i Enden«.

Postmesterfrøkenen paa den anden Side af Torvet var ogsaa i Besiddelse af et vist Jevnmod, men det kan dog ikke fragaas, at hun stundom, under sin ensformige Regeren over Ageposter og Landposter opkastede sig selv det Spørgsmaal, om Livet ikke var en temmelig ensformig Ting, og om der var synderlig Udsigt til nogen mere opklarende Afslutning.

Det var en Søndag, midt i Sommeren. En solbeskinnet Søndag, meget stille og noget kjedelig, og det lige fra den tidlige Morgenstund. Man kunde strax have set paa det Torv, der i saa mange, mange Aar forgjæves havde ventet paa, om der ikke skulde ske Noget paa det, at det heller ikke idag vilde se sin Forventning opfyldt.

Den oprindende Dag var imidlertid i al sin Rolighed en betydningsfuld Dag for den ene af Hovedpersonerne ved Torvet. Det var Postmesterfrøkenens 25aarige Fødselsdag. Men der var forresten ingen Anden end hende selv, der vidste det; Faderen huskede det ikke. Ganske vist burde han have gjort det, thi saa roligt og ensformigt og vanemæssigt det end gik, saa var det dog ikke noget ringe Offer, hun bragte ved at sidde derinde paa Kontoret og arbejde næsten den hele Dag. Men han huskede det ikke; han huskede det ligesaa lidt, som han vilde have husket sin egen Fødselsdag eller nogen anden Dag eller Datum.

Derfor vaagnede den lille Postmesterfrøken ogsaa op den Morgen med den Følelse, at hun var glemt af den hele Verden.

Det blev hun liggende lidt for at spekulere paa, og hun kunde ikke lade være, da hun havde ligget lidt, at komme til at græde derover. Hun tænkte paa, at hun idag skulde sige Farvel til Ungdomsalderen; thi naar man var 25 Aar, var man ikke længer en ung Pige, men begyndte at blive gammel. En gammel Pige! Hun kom til at græde stærkere ved denne Tanke. En gammel Pige! Naar der var gaaet ligesaa længe til - og det vilde vist ikke tage saa lang Tid denne Gang som første Gang - saa var hun bleven 50, hvis hun da ikke laa 160 inde paa Kirkegaarden. Men det vilde hun da haabe, at hun gjorde; thi det var jo en forskrækkelig Tilstand, hvortil der ellers aabnede sig Udsigt, at sidde begravet paa det afskyelige Kontor, Dag ud og Dag ind, ligesom hun alt havde gjort, siden hun var tyve Aar.

Kunde hun ikke have havt Ret til at blive mere lykkelig? Var hun ikke selv istand til at gjøre Alt for en Mand, der elskede hende, hun, som havde gjort saa meget for en Fader, der ikke holdt mere af hende? Han var ikke nogen slem Fader, men han holdt dog ikke synderlig af hende, det var nemt nok at se.

Ingen holdt af hende. Og hvad kunde hun ikke have gjort for en Mand, der elskede hende? Lykkelig skulde han være bleven. Og en kjøn Kone havde han da ogsaa faaet i hende, det kunde hun da nok selv se.

Hun rejste sig op i Sengen og tog sit lille Spejl ned fra Væggen. Jo, det var virkelig et kjønt Ansigt; det kunde der kun tvivles om af hendes Veninder. Maaske var Munden lidt for stor og havde et sammenknebet Træk ved Mundvigerne,- det kom fra den Tand - men ellers saae det virkelig godt ud. Og Haaret! Hun løste det ned. Det var virkelig godt og svært. Det maatte have været en underlig ham, som ikke vilde have fundet det, som ikke vilde have havt Fornøjelse af at se derpaa og maaske selv løse det ned. Hun vilde gjøre det endnu lidt mere malerisk, strøg sin Natklædning lidt tilbage og lod Haarstrømmen falde paa en smuk Skulder. Det saae virkelig saa godt ud, at hun et Øjeblik glemte at græde.

Men saa kom hun til at se op paa Væggen, hvor der hang et forskrækkeligt, tysk Lithografi, kjøbt engang ved Døren, som forestillede Jephtas Datter med sine Veninder. Og Jephtas Datter havde akkurat saadant løst Haar hængende ned over Skuldrene. Ja, var hun ikke selv en Jephtas Datter? Jo, ganske sikkert. Men meget mere forladt, thi den rigtige havde havt gode og tro Veninder, der havde sørget med hende. Men hun! Var der Nogen, hun hadede, var det hendes afskyelige Veninder, der aldrig ynkede hende og lod hende sidde paa sit Kontor, medens de morede sig, formodentlig fordi de godt vidste, at hun var meget kjønnere end de. Idag vidste hun, at de to skulde 161 ud at kjøre med deres Familier og Fremmede, men hun skulde sidde muttersene tilbage i Byen, ganske forladt.

Godt var det da, at de ikke vidste, det var hendes Fødselsdag; saa vilde de formodentlig have glædet sig over, hvordan hun skulde sidde hele Dagen, og saa vilde de sikkert ogsaa have udregnet, at nu kunde der ikke være længe til, hun skulde have Rynker i Ansigtet og Trækkene begynde at blive lidt skarpere og mere falmede; Ansigtet misundte de hende jo, det var da en Trøst; men det var rigtignok en dejlig Trøst at skulle have overfor sine Veninder. Nej, imod Jephtas Datter havde Veninderne dog været bedre!

Og saa kastede hun sig atter i Sengen og græd og hulkede, men stjal sig dog en enkelt Gang, da det var ifærd med at gaa lidt over, til at se sig i Spejlet, hvorledes hun saae ud, naar hun var saa fortvivlet med Taarer i Øjnene og med malerisk tilbagestrøgen Natdragt og opløst Haar.

Endelig hørte hun sin Faders Stemme nede i Huset; saa vidste hun, at det var Thetid, og at hun maatte staa op. Hun dyppede Hovedet ned i Vandfadet og søgte at køle og skylle sit Ansigt saa godt, at Sporene af Taarer forsvandt. Det lykkedes hende nogenlunde, men Postmesteren var iøvrigt ikke meget skarpsynet, og da hun sad ved Thebordet med sit Haar saa ordentlig flettet og sin Morgenkjole saa knappet, som Nogen kunde forlange, var der heller ikke Meget tilbage af Jephtas Datter.

Postmesteren kom naturligvis ikke til at huske paa Fødselsdagen, men gnavede som sædvanlig, fordi den første Kop The var for stærk og den anden for svag. Han søgte at faa hende ud af Stuen, for at han kunde faa fat i Kognaksflasken og helde en Slurk i sin Kop, hvad der unægtelig vilde have hjulpet paa Styrken. Nøglerne, havde han nemlig opdaget, sad i Hjørneskabet, saa det Hele vilde kun være et Øjebliks Sag, naar han blot fik hende ud af Stuen. Men hun kjendte al hans Krigslist ud og ind og lod sig ikke narre. Sligt hørte til de daglige Kampe, i hvilke hun var vel forfaren. Et Øjeblik blev hun forresten lidt fristet. Hun vidste, at hvis hun lod ham faa sin The forvandlet til en Kop dygtig stærk Toddy, saa vilde hun dog idag faa en rolig og fredelig Formiddag, og det syntes hun nok, hun kunde have Grund til at ønske 162 sig paa sin Fødselsdag; opfyldte hun derimod ikke Faderens Forventning, vilde hun faa lutter Gnaverier og Drillerier til Straf.

Men saa tænkte hun paa, at det var hendes Pligt at lade være. Doktoren havde paalagt hende at gjøre Alt, hvad hun kunde, for at forhindre den gamle Mand fra at drikke; hver Slurk Kognak over det reglementerede Maal var en Pind til Faderens Ligkiste eller dog en lille Splint.

Hun havde for megen kvindelig Takt til ikke at genere sig for uden videre at gaa hen og tage de glemte Nøgler af Laasen; thi det vilde blive godt forstaaet, vidste hun. Saa var der ikke Andet for at gjøre end at holde Stand ved Bordet og i Stuen, til han gik ud, og det gjorde hun tappert, skjønt han i sin irriterede Sindsstemning virkelig blev meget ubehagelig og skjændte grovt paa hende over Theen, Solskinnet, Afstøvningen i Værelset og Gryderumsteringen i Køkkenet, saa Taarerne stod hende i Øjnene, og hun ikke kunde svare for ikke at komme til at græde.

En Vogn rullede afsted udenfor. Det lød som en Holstenskvogn. Det var sikkert en af de afskyelige Veninder, som kjørte ud. Hun gad næppe vende sig om for at se ud; men hun gjorde det dog. Jo, ganske rigtigt, det var alle Rasmussens. Nu skulde de ud og more sig hele Dagen. Veninden sad og vendte sig om; hun skulde naturligvis se, om hun saae, hvor rask de kjørte afsted, for rigtig at misunde hende.

Men hun tog sig i Agt for at gaa hen til Vinduet, skjønt hendes Fader endelig vilde have hende derhen for at nikke til Louise Rasmussen og i en pludselig kjærlig Tone foreslog hende at gaa ud i Forstuen for at se, hvor Vognen kjørte hen, ned ad Skræddergade eller ad Smedeporten, Noget, han, det maa indrømmes, kunde ønske oplyst, ikke alene for at faa Flasken snappet, men ogsaa, fordi det var en selvstændig Dagsbegivenhed, om Rasmussens kjørte til Klubskoven eller vare gaaet saa vidt i deres bekjendte Ødselhed, at de vare kjørte til den meget længere bortliggende Hegnede Skov.

Endelig blev man færdig. Postmesteren satte sig hen ved Vinduet og saae paa den ham ikke ubekjendte Udsigt, Torvet i tidlig Formiddagsbelysning, idet han straffede sin 163 Datter ved at tænde sin Pibe derinde efter først at have banket og blæst den ud paa den ny polerede Kakkelovn. Postmesterfrøkenen lod som Ingenting, skjønt det var en bestemt Aftale, at i Spisestuen blev der ikke røget Pibe. Hun satte Kopperne ind i Hjørneskabet, kunde saa med Anstand tage Nøglerne af og listede sig saa med dem over i sit Kontor, hvor hun satte sig ved Vinduet og ligeledes saae paa Torvet i tidlig Formiddagsbelysning, det evindelige Torv med dets Græsstraa, dets ujævne Brolægning og dets ørkenagtige Ensomhed.

Det var strax Lukningstid for Butikkerne. Skodderne vare alt satte halvt for ovre i Nielsens store Butik. Gamle Nielsen og unge Nielsen selv stod i den aabne Dør og ventede helt søndagsklædte paa, at Klokken skulde slaa det første af de ni Slag, for øjeblikkelig at fuldstændiggjøre Afspærringen. Han tænkte ikke engang paa at se over paa sin Gjenboerske. Han skulde formodentlig ogsaa ud at kjøre. Det var dog forskrækkeligt, hvor han havde skæmmet sig med Alderen, og det Skæg helt rundt om Ansigtet troede han formodentlig klædte ham. Naa!

Jo, nu hilste han dog, og umaadelig høflig. Fødselsdagen vidste han vel ikke Noget af, men nogen Levemaade havde han dog. Man kunde da rigtignok se paa ham, at han havde gjort Tjeneste som Reserveløjtnant. For god til Louise Rasmussen, som nok gjerne vilde have ham, var han da i ethvert Fald; men hun vilde vel nok gjøre Alt for at faa ham. Penge havde han jo ogsaa, og det var Noget, hun brød sig om. En Trøst var det dog altid, at han ikke var kjørt ud med Rasmussens.

Første Slag slog Klokken omme paa Taarnet, og saa de andre otte, og saa begyndte Søndagsklokken at ringe. Hugtand og hans Fader gik bort fra Døren og ind i Mørket; Butiksdøren blev baade lukket og skoddet, og nu var der ganske ensomt paa Torvet.

Sikken en Søndag, det vilde blive.

Hun gik bort fra Vinduet og lavede sig til at gaa i Kirke, skjønt det den Dag ikke var den nye Medhjælper, der prædikede, han, som syntes at forstaa, hvad Folk tænkte paa, men den gamle Sognepræst, som var en inderlig skikkelig 164 Mand, men en daarlig og udslidt Taler. Hun gjorde sig Samvittighed af, at hun aldrig kunde se ham oppe paa Prædikestolen anstrenge sig for at raabe ned til Tilhørerne, saa han næsten gjorde et Spring ved hver Sætning, uden at tænke paa en stakkels Hyrdehund, der forgjæves anstrenger sig for at faa fat i sine Faar.

Hun gik derhen, og da Gudstjenesten var forbi, og der lukkedes for Kirken, som kun saae en ubetydelig Smule mere tom ud, da den Sidste var gaaet, end den havde set ud, medens den gamle Præst sprang omkring efter sine Ord, saa gik hun lidt om paa den overrendte Kirkegaard og saa hjem.

Der var ligesaa tomt paa Torvet som før og ligesaa tomt i Husene, og da de To kort efter sad ved det tidlige Middagsbord, foer det ud af Munden paa hende: »Fader, det er min Fødselsdag idag.«

»Aa Snak da,« sagde den Gamle, idet han et Øjeblik lod sin Ske hvile.

Hun nikkede, thi hun var lige ved at briste i Graad.

»Ja, det ved Du vel bedre end jeg, min Pige,« sagde Faderen saa atter og tilføjede lidt efter: »Det skulde Du have sagt før, saa skulde vi have gjort Stads af Dig.«

Saa rejste han sig imidlertid op med en pludselig Bevægelse og gik hen til det gamle Chatol, hvortil han havde Nøglen, og tog efter lang Leden og Famlen en Femdalerseddel, sikkert den eneste, der laa der. Han glattede den og ruskede let i den for at se, om den ikke vilde blive til to, thi der var adskillige Dage endnu til næste Maaned, men Sedlen vilde ikke indlade sig paa nogen Fordobling. Saa tog han en rask Beslutning, strøg sig ned over sin røde Næse med den ene Haand og leverede med den anden sin Datter Sedlen i et flot og gavmildt Sving.

»Den skal Du have, min Pige, Du er en god Pige.... og Du skal kjøbe Dig.... en Hat.«

Det sidste Ord skød han af med et saadant Eftertryk, som om der for den Sum, han overleverede hende, kunde kjøbes en hvilkensomhelst Hovedbedækning, som Europas Modekunst paa sit nuværende Standpunkt kunde frembringe.

Hun kyssede ham rørt, hun havde en vis Tilbøjelighed til 165 at gjøre Afkald paa Gaven, men Hatten, som forresten havde været omtalt i et Aarstid, fristede unægtelig stærkt.

Saa faldt der ham en ny Vending ind.

»Jeg vil saa Skam drikke din Skaal, min Pige,« sagde han i en Tone, som om han derved satte Kronen paa alle de Velgjerninger, han i en meget lang Aarrække havde bevist hende. »Laan mig dine Nøgler, der staar vist en Draabe Portvin i Skabet.«

»Nej, Fader, den har Du drukket; Flasken er tom.«

»Saa, er den det, det var rent galt. Din Skaal skulde vi dog drikke.«

»Aa nej, lad os hellere lade være,« bad hun helt forknyt, thi hun anede nok, hvorledes det vilde ende.

»Hvor gammel bliver Du idag?«

»Fem og tyve Aar.«

»Fem og tyve Aar,« sagde han i en Tone, som viste, at der var kommet et Moment frem, som var saa afgjørende, at enhver Tvivl maatte forstumme. »Du bliver myndig. Nej, veed Du hvad, min Pige - aa, laan mig en Daler, nu er det jo Dig, der har Penge,« føjede han til i en spøgefuld Tone og tog i det Samme Femdalersedlen, som laa paa Bordet, og i en Vending var han ude af Døren og Pigen sendt i Byen for ad en Bagdør at faa udleveret en Flaske Portvin.

Postmesterfrøkenen overgav sig paa Naade og Unaade.

Der gik Hatten. Det fandt hun sig imidlertid nok i. Hun syntes stundom, at hun var ophørt at være forfængelig, Hatten var derfor ikke det Værste, men sandelig Faderens Opførsel; det var saa tungt og ydmygende, det følte den stakkels Postmesterfrøken i fuldeste Maal. Jephtas Datter uden Veninder, tænkte hun, og uden Jephta.

Pigen kom, og Vinen kom.

Hun maatte drikke et Glas med sin Fader og klinke, og saa drak han Resten, blev snart lidt vrøvlevoren, thi Stedets Portvin var meget stærk, og lagde sig sluttelig hen paa Sofaen, hvor han faldt i Søvn.

Saa gik hun atter ind paa Kontoret og søgte forgjæves at huske Noget af, hvad den gamle Præst havde sagt om noget ganske Andet end det, der laa hende paa Sinde, og saa saae 166 hun ud paa Torvet, hvor Skyggerne nu igjen blev længere, thi man var godt op ad Eftermiddagen.

Men som hun sad der, forstyrredes hun i sine triste og ensformige Betragtninger ved paa een Gang at mærke en ubehagelig sveden Lugt, der kom udefra; den fortog sig et Øjeblik, men kom saa strax igjen, og det stærkere, ja meget stærk.

I det Samme kom Pigen farende ind og raabte med et forfærdet Udtryk:

»Frøken, Frøken, der er Ud i Fattighuset.«

Det gamle, lange Fattighus laa i Nabolaget, ud til en Gyde, der løb bag ved Postmesterens Have.

Der var ingen Fare for Øjeblikket, men det var dog en stor Forskrækkelse, at en Ildløs, Ildløs, der synes en saa rædselsfuld Begivenhed i smaa Kjøbstæder, var saa nær ved. Da Frøkenen rejste sig op, var hun ogsaa helt mat i Knæerne. Hun spurgte om sin Fader. Pigen havde vækket ham og fortalt ham, at der var Ildløs. Han havde søvndrukkent givet det lakoniske Raad: »Slaa Vand paa« og var saa atter sovet ind paa Sofaen i Dagligstuen. Der lod de ham saa ligge og løb ned i Haven.

Ildløs var der ganske vist, og den havde alt grebet temmelig stærkt om sig. Inden man mærkede Noget til den, var det kommet saa vidt, at Luerne alt slog ud igjennem det mosgroede Straatag. Ilden var sandsynligvis begyndt oppe paa Loftet; de fleste Beboere havde været ude, Gyden var ensom, hele Byen syntes at være udvandret eller indelukket, og det saae ud, som om det var et rent Træf, at Fattighuset ikke ganske stille og uden at vække nogensomhelst Opsigt var brændt ned til Grunden.

Nu var der imidlertid stor Uro og Allarm. Den lave, brede Port stod aaben paa vid Gab, og Lemmerne løb ud med deres pjaltede Ejendele, mest Sengeklæder og Gangtøj; de, der havde læsset af, løb saa ind efter Mere af deres Eget eller Andres. Opsynsmanden i Uniform foer omkring med et Par Karle og traf nogle dumme og unyttige Foranstaltninger ved at udspænde vaade Lagener paa det Tag, der alligevel maatte brænde, et Par Andre løb planløst om med Vandspande som rent demonstrative Bevægelser mod Ilden.

167

Endelig kom en Sprøjte og lidt efter en anden; Brandkaptejnen var kjørt ud og Løjtnanten ikke hjemme. Folkene gjorde derfor, hvad de selv mente var det Bedste.

Sprøjterne vare gamle og daarlige, Slangerne sprukne og utætte; der var ingen Kraft i Pompningen, som til Gjengjæld gjorde saa meget desmere Spektakel; Vandforsyningen var daarlig, de Folk, der vare komne tilstede, stod i Rækker og langede Brandspandene fra Haand til Haand, men da de fleste Spande vare lække, blev Udbyttet af denne velmente Forholdsregel kun ringe; det meste Vand løb ud paa de Assisterendes Støvler og Klæder, og kun mindre Sjatte naaede til Brandkarrene.

Til Gjengjæld for det Mangelfulde ved disse Foranstaltninger paa selve Brandstedet blev der imidlertid snart slaaet meget stærkt og virksomt paa Tromme rundt om i den øvrige Del af Byen.

Den store, gamle Messingtromme dundrede og ramlede under Trommeslagerens energiske Behandling. Denne, en fordrukken Skomager, følte, at han var en Mand, paa hvem Byens Øjne hvilede i denne angstfulde Stund, at han opfyldte en alvorlig Gjerning til sine Medborgeres Frelse, og han trommede som en Mand.

Rundt omkring i de uddøde Huse begyndte Livet at vaagne ved de rullende Hvirvler, og Folk løb til Brandstedet fra alle Kanter.

Der gik det imidlertid stadig, som det kunde. Det gamle Hus, hvori Alt var dobbelt tørt efter den lange Sommertørke, brændte som Trøske. Det laa for sig selv, og i det stille Vejr var der lykkeligvis ingen Fare for, at Ilden kunde udbrede sig videre, men det var tydeligt, at det, selv uden al Hjælp fra Brandfolkenes Side, vilde brænde helt ned til Grunden.

Af Taget stod kun et glødende Sparreværk; Luerne slog flere Steder ud af Vinduerne i Stuelængen, Loftet maatte snart styrte ned.

Brandrøgen kom mere og mere til at lugte som en kvælende Os, efterhaanden som Ilden angreb de af flere Slægtleds Fattigdom og Daarlighed gjennemtrukne Rum. Beboerne, der nu ikke mere kunde løbe ud og ind, hylede og klagede ved deres reddede Pjalter, skjændtes, skreg op og 168 beskyldte hinanden for at have benyttet Lejligheden til at stjæle. Forvirringen mellem de Styrende og de Styrede var vedblivende lige stor. Fra det lange, uhyggelige Baal knitrede og futtede det stærkere og stærkere.

Fra en af Grupperne hørte man paa en Gang nogle underlige hæse Klageraab; de lignede dem, som Folk udstøde i Søvne, naar de i en drømt Rædsel kæmpe for at faa Stemmens Brug.

Raabene kom fra en pjaltet Kone, der var bleven slæbt døddrukken ud, og som nu begyndte at komme til sig selv.

De troede først, at hendes Raab var Drukkenskabens Vrælen, og medens Opsynsmanden i en heftig Tone kommanderede hende til Tavshed, understøttede hendes forrige Husfæller hans Paalæg ved at ruske Konen og puffe til hende.

Hun gned med sine snavsede Hænder i det snavsede Ansigt og i det pjuskede Haar, der halvt skjulte det. Imod den dyriske Sløvhedstilstand kæmpede Alt, hvad der var af Sjæl i hende, og det sejrede; de dumpe Udtryk af en ubestemt, instinktmæssig Rædsel i hendes Sind blev klarere, hendes Stemme forstaaeligere. »Drengen,« raabte hun, »Drengen, hvor er Drengen?«

»Drengen, den lamme Dreng,« lød det i Gjensvar fra de Omstaaende, der nu begyndte at forstaa hendes Tale.

»Er den Lamme kommen ud?« spurgtes der fra Klynge til Klynge.

»Nej,« mere hviskedes end sagdes der samtidig fra flere Grupper.

Folk saae paa hinanden i stum Rædsel.

Det var forfærdeligt. Den drukne Kones lamme Søn, der havde ligget og sovet i en Alkove ved Siden af den Stue, hvor Moderen laa, var i Forstyrrelsen glemt og skulde til at brændes derinde, thi han kunde ikke mere skaffes ud.

Bevidstheden om det, som nu paa denne solklare Eftermiddag, der saae ud som alle andre, skulde til at fuldbyrdes inde i dette forfærdelige Samlingssted for Ild og Røg, Bevidstheden om, at et Menneske nu laa i Dødens forfærdelige Angst bag disse Mure, der kunde styrte sammen, inden den Aande, man snappede efter, var draget, bredte sig stivnende over den Mængde, der stod samlet i forskjellige Grupper.

Der kom et Øjebliks Stilhed over det Hele, hvor Alt og 169 Alle tav undtagen Ildsluerne, som susede og gurglede og knitrede foran den tavse Hob.

Men under denne Stilhed hørte man tydelig derinde fra, fra Baalet, et gjennemtrængende Raab.

Man saae Folk, der havde staaet mellem Tilskuerne, vende sig om og give sig til at gaa og løbe bort i forskjellige Retninger, bort fra dette grufulde Sted, langt bort.

Konen havde ogsaa hørt Skriget, og hun svarede med et andet forfærdeligt Raab og vilde styrte afsted, men blev holdt tilbage.

En ny Bevægelse gik igjennem Mængden, hvorunder Folk undgik at se paa hinanden.

En ny Stilhed; atter Raabet. En Mand farer hen til Konen og gjør hende et kort Spørgsmaal, som hun besvarer mere med Tegn end med Ord, og i samme Øjeblik er Manden med et Spring inde af den brændende Port.

»Hvem var det? hvad er det, han gjør?« spørges der i de forvirrede Grupper.

En Røgsky, sprængt med røde Gnister, sænker sig over Portaabningen, som for at give et uhyggeligt Svar. Det var Sparrerne i den Del af Tagværket, som netop stod over Porten, der faldt; lidt efter faldt et Par af Sparrerne, som stod til Venstre for de faldne, og saa atter et Par, saa maatte Loftet snart give efter, og i samme Nu, som man havde sluttet saaledes, foer en sort og tyk Røgsky op fra dette Sted, som ved en Explosion. Loftet var faldet over disse Stuer, Ildsluerne slog med Sværme af Gnister ud af de udbrændte Vinduer med en saadan Fart, at Folk veg tilbage, skjønt man stod et godt Stykke borte for Hedens Skyld.

Var det der, han var løben ind? Var det der, Drengen havde ligget, drog de begge nu deres sidste Suk i dnævnelige Kvaler? Ingen kunde nu forlade Stedet.

Atter faldt en Sparre, og nu til Højre.

Og saa - var det en Anden, der havde peget, eller var det En selv, hvis Blik instinktmæssig havde fundet det: I et af de sidste Vinduer til Højre sad en Skikkelse med Noget.

Der hang et Forhæng af Røg ogsaa om dette, og man saae kun uklart Skikkelsens Bevægelser, men lidt efter kom den løbende ud; det er den dristige Mand, og han holder et Barn op til sig.

170

Moderen udstøder et hæst Raab og farer hen til dem.

Man raabte og skreg, man jublede formelig, men de Fleste - Mændene ogsaa - følte, at de tillige havde Taarer i Øjnene.

Men saa raabte man atter, og hvilket Hurra! Engang for et Par hundrede Aar siden havde den uselige Flække kæmpet med Mandemod mod Svensken ude ved Præstevænget og slaaet ham tilbage. Der havde ikke siden hin Stormnat været raabt saadant et Hurra som det, der nu lød.

Men hvem var Manden?

Postmesterfrøkenen sprang ned fra det høje Gjærde og ud paa Vejen, thi det var Hugtand og ingen Anden.

Hun vilde ikke gaa hen til ham, skjønt det var det Eneste, hun havde Lyst til, og det forekom hende, at hun ikke kunde holde op med at græde, før hun havde trykket hans Haand.

Moderen havde kun tænkt paa at tage Barnet, en Dreng paa en fem, sex Aar, hvis ene Ben var visnet; hun sad med det paa Skjødet, fremjamrende Bebrejdelser mod sig selv og tillige Løfter om aldrig mere at drikke sig fuld. Omkring hende var der samlet en Gruppe.

Unge Nielsen stod for sig i en anden Klynge, tilrøget og forpjusket at se til, rød og varm. Omkring ham stod Folk, som udtalte Beundring for hans Mod. Han hørte vel nok efter, men svarede ikke Noget; Hænderne havde han i Lommen og stod og borede med den ene Hæl i Jorden. Byfogden, der var kommen tilstede lige nu, kom ogsaa og udtalte i et gammeldags, formelt Sprog en levende Anerkjendelse af hans Færd. Det kunde ikke ignoreres, og drejende Hovedet fra den ene til den anden Side og borende dobbelt ivrig med Hælen sagde han da ogsaa et meget forlegent og langttrukket:

»Ja, hvad Satan....«

overladende det til Enhvers personlige Smag at udfylde denne defekte Udtalelse efter Forgodtbefindende.

Efter at have afgivet denne Forklaring syntes han at blive aldeles optagen af at lægge Lappen til et stort Hul, der var flænget op i hans fine Søndagsbenklæder, paa sin Plads igjen, og da denne Operation ikke kunde trækkes længere ud, og han atter nødtes til at rejse Hovedet i Kredsen af sine 171 Beundrere, saae han fra den ene Side til den anden, saa skulende, at en nogenlunde begavet Fysiognomist sikkert vilde have antaget ham for en Morder, der lige var bleven færdig med et Mord og skulde i Lag med det næste. Saa opdagede han bag alle Mandfolkeskikkelserne Postmesterfrøkenen. Det var ham en velkommen Anledning til at slippe ud af Kredsen, og han gik hen imod hende.

Det er muligt, at han vilde have henvendt en meget indholdsrig Bemærkning til hende, men vist er det, han glemte, hvad han vilde have sagt, da hun rakte begge Hænderne frem imod ham, idet hun i en fortrolig, ja næsten kjærlig Tone sagde til ham: »Tak, kjære Oluf.«

Oluf var, som sagt er, hans borgerlige Navn, men det blev forresten aldrig mere brugt af Frøkenen, naar de talte sammen. I adskillige Aar havde det hedt »Hr. Nielsen« og ikke Andet.

Det var imidlertid mindre Titulationen, der gjorde Indtryk paa ham, end det Blik, han fik af hende.

Et forunderligt Blik, saa fuldt af en Anerkjendelse og en Sympathi, han aldrig før havde følt strømme sig imøde fra en menneskelig Sjæl.

Han svarede ikke andet fra sin Side end: »Ja, Emilie,« hvilket jo heller ikke var meget udførligt.

Derefter begyndte de uvilkaarlig at gaa ved hinandens Side.

Et dumpt, knasende og spruttende Brag lød; nu styrtede hele den Side af Huset, i hvilken den lamme Dreng havde ligget. Hans Redningsmand og dennes Ledsagerinde standsede begge uvilkaarlig og saae derover, hvor en mylrende Sværm af Gnister steg i Vejret gjennem de rygende Masser.

»Det var mageløst modigt, at De gik derind,« sagde Frøkenen atter, idet hun var lige paa Nippet til at misteStemmen.

»Der er Noget inde i En, der gjør det,« sagde han dybsindig og søgende at tage det ligegyldig. »Da jeg hørte Drengen skrige derinde, fik det mig til at løbe, og jeg tror ikke, jeg kunde have ladet være.«

»Jeg veed det,« sagde hun, »hvordan De nu forklarer det .... Var De nu ikke bange?« tilføjede hun efter et Øjebliks Pause.

172

»Jeg tænkte ikke efter, da jeg først var løben afsted; jo, et Øjeblik tænkte jeg derpaa; det gav sig til at knage stærkt ovenover, og saa var der paa samme Tid saa stille og tomt derinde, skjønt man alligevel hørte de mange Lyde af Ilden. Dengang var der et Øjeblik, hvor jeg kunde have løbet, men han skreg igjen, og saa tænkte jeg blot paa, hvordan det vilde gaa at faa ham ud. Men der var jo forresten ikke Tid til at tænke paa Meget. Nu bliver jeg næsten varmere ved at tænke derpaa. Det var dog godt, at man slap ud igjen. Her er dog ganske rart i Verden alligevel; men jeg synes, det bliver saa varmt i Vejret,« og han tog Hatten af og strøg sig over Panden.

»Vil De ikke have Noget at drikke eller at styrke Dem paa?« sagde hun venlig. »Kom ind med.«

Han fulgte hende villig ind i Haven. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde ikke Lyst til at faa ham ind i Huset til Faderen og fik ham derfor til at gaa ind i et Lysthus, medens hun løb for at hente Noget til ham.

Men hvad skulde han trakteres med? Det var ogsaa et Problem, der skulde løses af hendes husmoderlige Skarpsindighed. Det Bedste var naturligvis ikke godt nok, men hun havde slet ikke Noget. Dog jo, Penge havde hun, Resten af Pengene til Hatten; det var nu aabenbart den Seddels Skæbne, at den skulde bruges til spirituøse Drikke. Atter maatte Pigen afsted til Vinhandleren, og lidt efter kom hun tilbage med en Flaske Champagne, en Drik, som Frøkenen kun kjendte af Navn og Anseelse, men som hun antog var ubetinget »det Bedste« af, hvad drikkes kunde, og i og for sig en af Jordelivets højeste Nydelser.

Med en egen behagelig Bevidsthed af, at hun udfoldede en fyrstelig Gjæstfrihed, lod hun Flasken bringe ned i Lysthuset. Det er en Selvfølge, at Hr. Oluf blev i en passende Grad overrasket over dette venskabelige Traktement, men hans Overraskelse syntes ikke at være ubehagelig.

Saa satte de sig ned. Proppen sprang med tilbørlig Anstand. Hr. Oluf viste sig som den Mand, der i Klubben havde indsuget højere Verdenserfaring og tilfulde forstod at finde Rede i Champagneflaskers mystiske Tillukning. Den lystige Vin tumlede sig i Glassene paa en Maade, der indeholdt 173 levende Opfordring til at drikke den, og denne Opfordring blev fulgt.

En herlig Aften var det nu blevet efter den kjedelige Dag; en stille Aften efter de bevægede Timer, som vare gaaede forud for den. Begge følte sig saare vel i dens friske Kølighed.

»Jeg synes aldrig, jeg har havt det saa godt som iaften,« sagde endog Hr. Oluf Nielsen, idet han tog sin Hat af, purrede sig i Haaret og saa satte den langt bag ad Nakken for at gjøre sig det rigtig bekvemt, indtil han kom til at tænke paa, at det vist ikke klædte ham godt, hvorpaa han atter satte den i Lave med en flot Hældning fremad til Højre.

Derpaa drak de Begge et stort Glas paa Opfordring af Herren, som nu drak Frøkenen til.

»Det maa dog være dejligt at være en Helt, som De har været,« sagde Frøkenen begejstret.

Det forekom ham i dette Øjeblik, som om det vilde være ham en kjær daglig Beskjæftigelse at løbe ind og ud i brændende Fattighuse, og netop i Følelsen heraf sagde han med en flot Bevægelse med Haanden, der skulde udtrykke overlegen Ringeagt for Menneskeliv: »Aa, tal blot ikke om Heltevæsen. Jeg skulde ikke have Noget af igjen at rende ind i Fattighuset, om der brændte nok saa mange Drenge.«

»Men Gud, hvad er det, De siger? Fortryder De det nu?«

»Nej, saa slemt er det heller ikke, og maaske kunde jeg ogsaa løbe en Gang til, naar det var Dem, der var derinde. Skaal!«

»Frisk skjænker i til Glassets Rand,
Thi aldrig nok man drikke kan.«

sang han, da han havde drukket Glasset ud.

Frøkenen saae lidt forlegen ud ved det pludselige Opsving i Olufs Stemning og den personlig hædrende Erklæring, han havde afgivet til hende for paakommende Ildebrandstilfældes Skyld.

Han bemærkede denne Forvirring, gav sig til at grunde over, om han havde sagt Noget, som kunde fornærme hende, og udfandt, at hans Ord vare blevne opfattede som en Hentydning fra hans Side til Muligheden af, at Frøkenen kunde komme i et Fattighus. Han vilde retfærdiggjøre sig, men fandt 174 det altfor uheldigt at vove sig ind paa dette vanskelige Æmne, hvorfor han sank det begyndte Ord, blev ildrød, stak sit Glas ud, fik Vinen forkert i Halsen, kom stærkt til at hoste og fandt, at al denne Dumhed gjorde ham saa latterlig i hans smukke Naboerskes Øjne, at Livet i et Nu tabte en stor Del af sin Betydning.

Han kunde have sparet sig sine Bekymringer. Hun fyldte hans Glas igjen og sagde:

»Skal vi saa drikke Deres Skaal? Vi skulde egentlig have begyndt dermed, men det er dog ikke for sildigt. De leve!«

Hun saae saa lystig og overgiven ud, da hun tømte Glasset i et raskt Sving, at Hr. Oluf strax opgav sin pessimistiske Betragtning af Tilværelsen.

Igjennem Træerne saae man glimtvis Ildskjæret fra Brandstedet. Himlen var fuld af Røg, men den gamle, tilgroede Have, hvori de sad, var frisk og smuk og tog sig saa stille ud, medens man derhenne fra hele Tiden hørte ubestemt Larmen.

Begge de To i Lysthuset vare nu atter i fortræffelig Stemning. Postmesterfrøkenen syntes ligesom Hr. Oluf, at hun aldrig havde havt det saa godt som iaften. Men medens han ikke var rigtig enig med sig selv, hvorfra det kom, var hun alt paa det Rene med, at det kom fra ham. Hun saae paa ham med et smilende Ansigt, og hver Gang han lo over Et eller Andet i deres lystige Passiar, og hans store Hugtænder skinnede frem under hans kjønne, mørke Skjæg, var det hende en hel Glæde at se disse gamle Bekjendte. Det begyndte i Virkeligheden atter at røre sig i hende, at de vare usædvanlige, mandige Prydelser. Jo, det klædte ham fortræffelig. Saa kom hun til at tænke paa sin egen brudte Tand, og saa klemte hun Læberne fast sammen.

»Hvad tænkte De nu paa?« sagde han, og da hun blev rød over, hvad hun havde tænkt paa, blev han naturligvis langt ivrigere og vedblev at trænge paa.

Men det sprudlende Liv, som paa denne forunderlige Aften havde gjennemtrængt hende, skød atter pludselig op i hende:

»Jeg skal fortælle Dem det, naar De endelig vil have det,« sagde hun, og saa fortalte hun det Altsammen, hvor dejlige 175 hun havde fundet hans Tænder, og hvor uheldig hun havde været med at efterligne dem.

»Der skal De se,« sluttede hun og aabnede let Munden; »saadan kom jeg til at se ud.«

Der var for en Søn af denne slette Verden noget Farligt i denne Ytring og i den Bevægelse, der ledsagede den, og Oluf bukkede under. Han slog i et Nu Armen om hendes Liv og kyssede hende paa den aabnede Mund. Kysset gik rigtignok i Stykker; hun slog nemlig Hovedet tilbage for ham med et fornærmet: »Hvad tænker De dog paa, Menneske?«

Slukøret satte han sig ned, overordentlig slukøret.

Han vovede ikke at sige et Ord, og han skjælvede for at høre hendes Stemme, thi han frygtede, at hun vilde knuse ham for evig for hans Formastelighed med et Lynslag i den krænkede Dyds Navn.

»Hvor tror De, Rasmussens er kjørt hen idag?« var det Spørgsmaal, hvormed hun efter en kort Tavshed brød Pausen.

Aldrig havde Familien Rasmussen, hvor Meget der end kunde være at sige om den, været et saa kjærkommet Samtaleæmne for Nogen af sine Samtidige, som den var det i dette Øjeblik for Oluf Nielsen. Med et flygtigt Blik paa Frøkenen forvissede han sig fuldstændig om, at han aldrig i sine Levedage havde kysset hende, og indlod sig saa i et ypperligt Lune paa en grundig Undersøgelse af det stillede Problem.

Han var saa udtømmende i sin Drøftelse, at hans Tilhørerinde syntes at blive adspredt og tabe Interessen for at naa et egentligt Resultat. Og da han stoppede et Øjeblik, brød hun ud fra den angivne Vej og sagde: »Kan De huske fra den Tid, vi gik til Dans, hvor Louise Rasmussen var ubehagelig?«

Nu bestod Louise Rasmussens »Ubehagelighed« i denne Periode af hendes Ungdomsliv nærmest i, at medens Hugtand elskede Postmesterfrøkenen og blev elsket af denne, elskede hun Hugtand, men ulykkelig, og søgte derfor paa alle mulige Maader, ikke blot at vende hans Tilbøjelighed til sig, men ogsaa at nedsætte og sværte sin Medbejlerske ved mange træske Midler.

»Det husker jeg godt,« sagde Hugtand og tilføjede med 176 dyb sædelig Indignation: »Det var en væmmelig Tøs, og nu er hun ikke bleven bedre.«

»Det maa De ikke sige,« sagde Frøkenen med et venligt Ansigt; »men kan De huske, dengang hun ved Afdansningsballet spolerede min Kjole med Bruslimonade?«

Ved den nævnte Lejlighed havde den unge Hugtand givet sin Belevenhed og særlig sine blide Følelser for Postmesterfrøkenen Udtryk i nogle mousserende Limonader, hvormed han beværtede hende og hendes bedste Veninde, men denne Trios glade Nydelse af hin nyopfundne og i Provinserne meget beundrede Drik var paa en skændig Maade bleven forstyrret af den omtalte Louise Rasmussen, der i skinsygt Raseri over at være udelukket fra det hyggelige Bakkanal havde væltet Frøkenens Glas ned i Skjødet paa hende og derved sat uudslettelige Hindbærpletter paa en ny blaa Kjole.

Hr. Oluf kunde godt huske denne Begivenhed; han havde været saa nær ved at slaa Louise Rasmussen, skjønt hun var i Konfirmationsalderen, som man overhovedet kan være ved at slaa uden at gjøre det.

»Jeg tror aldrig, jeg har været saa bedrøvet,« sagde Frøkenen; »for det Første var Kjolen ny og den eneste pæne, jeg havde, og jeg vidste nok, at jeg ikke fik nogen istedet; men især syntes jeg, det var saa forfærdelig ondt, for Louise havde selv om Formiddagen været hjemme og hørt Moder formane mig indstændig til at passe paa den Kjole, fordi hun ikke i lang Tid kunde give mig nogen anden, og det havde været svært nok at skaffe mig den.«

Det forekom ham, som om han, hvis det skulde falde i Louise Rasmussens Lod at være nærved at indebrænde, kunde lade hende brænde, til det mindste Ben i hende var forkullet.

»Der er megen Ondskab i Børn,« sagde han, »og det er i det Hele taget noget Vrøvl, at den Alder er lykkeligere end de andre,« sagde han, »endskjønt det er ikke noget Vrøvl, for det kan man dog være,« tilføjede han efter et Øjeblik.

»Ja, meget Godt har man da ogsaa at tænke paa,« svarede hun.

»Ja, det har man,« sagde han, tog Flasken og tømte Resten ud i de to Glas. »Nu skal vi drikke Deres Skaal til Slutningen.«

177

»Min Skaal! Ja, det maa De nok sige. Det er min Fødselsdag idag, skal jeg sige Dem.«

Nu laa det ikke for ham, der naturligvis aldeles ingen Anelse havde havt om, naar denne mærkelige Dag faldt, at lade, som om han i Grunden nok havde tænkt sig, at det netop var idag. Han blev derfor uden Forstillelse saa overrasket, som om der havde viist sig for ham en Horisont af verdenshistoriske Begivenheder.

»Ja, min Fødselsdag er det, men De skal saamænd ikke bryde Dem om, at De har glemt det, det havde jeg selv siden i Formiddags. - Lad os saa klinke.«

De klinkede. Sommernattens Slør var faldet over Haven, og i Lysthuset var det saa tæt, at man kun utydelig kunde se hinandens Ansigter, hvorfor Hugtand blev modig og sagde:

»Vi skulde egentlig drikke Dus igjen,« og Frøkenen ligeledes blev modig og sagde: »Ja, det kan vi jo godt,« hvorpaa de drak Dus paa fuldstændig korrekt Vis.

Gjennem Nattens hviskende Stilhed lød et Klokkeslag henne fra Kirken. De studsede og talte sagte for sig selv: »En .... to .... tre .... elleve!«

»Ti!» udbrød Frøkenen med stor Overraskelse, »allerede ti!«

»Ti!« gjentog Hr. Oluf Nielsen, »det var dog forskrækkeligt. Ja, saa maa man vel skilles,« tilføjede han; han havde ikke rigtig Mod til at benytte det nye Privilegium og tale i anden Person.

»Ja, saa er det vel bedst at gaa,« sagde hun, der ogsaa fandt nogen Vanskelighed ved at vænne sig til denne Taleform.

Oluf Nielsen stod et Øjeblik og tav, vaklende paa Randen af en dristig Beslutning, sagde saa pludselig et normalt »Godnat Du«, tog hende hurtig i Haanden og vendte sig for at gaa.

»Ja, jeg er vist nødt til at følge med Dig for at se, om Laagen er aaben,« sagde hun og gik med ned ad Havegangen. Haven var tilgroet og forsømt. Grene af Buskene slog hende bestandig i Hovedet, idet hun gik ved Siden af ham. Hun tog, ligesom i Ærgrelse, en Jasmingren og rev den af.

178

Laagen stod aaben af den gode Grund, at den i mange Aar ikke havde været til at lukke.

De saae ud i den stille Gyde. Dernede laa Brandstedet. Man saae Skikkelser bevæge sig om de rygende Tomter, i hvilke hist og her et svagt Ildskær viste sig; der var Brandvagt, og der var tillige nogle Nysgjerrige, som endnu ikke havde kunnet løsrive sig, og som i en dæmpet Tone, der paavirkedes af Stedets Uhyggelighed, drøftede den store Begivenhed.

»Mon det har ringet for Louise Rasmussens Øre iaften?« sagde Oluf. »Men hun har vist næppe nogen Tanke om, at det er os, som have talt saa meget om hende iaften.«

»Nej, det har hun vist ikke.«

»Ja, giv mig saa den Blomst,« isagde Oluf, der havde tumlet med forskjellige Planer, og skjønt den Logik, som begrundede den ønskede Overdragelse, var noget mangelfuld, følte Frøkenen sig dog ganske overbevist ved den.

»Den kan Du saamænd gjerne faa,« sagde hun med et let Anstrøg af Overraskelse over, hvad han dog her havde fundet paa.

Han stak den først i sit Knaphul, tog den saa atter ud, gjorde en Bevægelse, som om han lugtede til den, og gik saa med et »Godnat, Tak for iaften«.

Man hørte hans taktfaste Skridt helt ned ad Gyden, og da han drejede om Hjørnet, kunde man høre, at det skete fløjtende:
»Dansken har Sejr vundet, Hurra, hurra!«

Maaske det var denne musikalske Præstation, der havde havt noget Smittende ved sig, thi da Frøkenen, som havde staaet og lyttet ved Laagen, gik op paa sit Værelse, sang hun saa højt, at hun vakte Tjenestepigen.

Som hun endelig sad foran sit lille Spejl og løste sit Haar ned, saae hun paa een Gang, at det jo var Jephtas Datter, der sad der. Jephtas Datter fra imorges.

Nej Tak. Det skulde hun dog ikke have Noget af. En rar Fornøjelse at blive ofret, om det saa ogsaa var af en nok saa agtværdig Fader, og begrædt af nok saa elskværdige Veninder!

179

Det var noget rent Snak, dette Jephtavæsen.

Det var jo heller ingen Ulykke at sidde paa Kontoret og hjælpe sin Fader. Det var slet ikke saa kjedsommeligt et Arbejde; det var en Fornøjelse, naar det gik godt; arbejde skulde man jo desuden altid.

I saadan en lille By som den, de boede i, havde man det da ogsaa rigtig rart. Der var saa fredeligt og godt, og man var hinanden nær. Ja, hvor Alting var lyst.

Imorgen saas de igjen. Det vilde være morsomt at se ham komme i Butiksdøren og se ud over Torvet, det rare gamle Torv. Hvordan mon han vilde se ud, naar han saae hende?

Han saa forresten godt ud, naar han lo; de Hugtænder klædte udmærket, hun havde virkelig havt Ret i sin Smag som Barn. Det var mærkeligt, hvor man kunde komme til at give sig selv Ret saa mange Aar efter. Men hvad han dog ogsaa var for et prægtigt Menneske, en virkelig Helt; det, han havde gjort, skulde Andre nok lade være at gjøre ham efter.

En herlig Dag havde det været; den længste Dag og den bedste Dag, hun kunde mindes; saa lang, saa lang. Og dog var hun ikke søvnig.

Hun vilde lægge sig i Sengen og slukke Lyset og se ud af Vinduet paa Toppen af Linden udenfor og saa tænke paa Dagen, tænke rigtig paa det Altsammen. At være et Offer! Hvor man dog kunde finde paa noget affektert Tøjeri somme Tider.

Og medens Lindens Grene lydløst viftede frem og tilbage, tænkte hun paa Dagen, paa, hvor naturlig det Ene var fulgt efter det Andet, men hvor underligt dog det Hele tilsammen var blevet at se tilbage paa.

Og medens Lindens Grene sagte viftede frem og tilbage, tænkte hun paa, hvorledes de havde leget som Børn, hvor længe de ikke havde set hinanden, og hvor godt de nu vare blevne bekjendte i et Par Timer. Og endvidere tænkte hun, seende paa de sagtelig bølgende Lindegrene, at hvis engang, muligvis, maaske, for Exempel hun og han fandt paa at gifte sig, saa skulde hun fortælle ham hele denne Dags Historie, ogsaa hvorledes hun om Morgenen havde ligget og 180 jamret sig og tænkt, at hele hendes Liv skulde blive et Offer til ingen Nytte, og saa fortælle ham, hvorledes hun havde løst sit Haar og .... ja, fortælle ham det Altsammen og vise ham Billedet med Jephtas Datter. Han skulde i det Hele faa Alt at vide, hvad hun havde tænkt, saa var det ikke tænkt forgjæves.

Og hvor det vilde være heldigt for hendes Fader, hvis mulig engang, maaske o. s. v., saa heldigt, at det maaske blev et Spørgsmaal, om det ikke var en Pligt at gøre det alene for hans Skyld; de vilde passe godt paa ham og tage ham til sig, maaske de kunde kurere ham fuldstændig.

Hvor det var morsomt at sidde der nede i Lysthuset. Hun havde ikke i et helt Aar let saa meget som iaften. Han havde været lidt rask paa det imod hende, men det var jo ikke Noget at være vred for, ikke det Mindste; det var jo blot, fordi han syntes saa godt om hende. Men hvor man blev behagelig tung i Hovedet af den Champagne. Dejlig smagte den. Den mousserede som den Bruslimonade fra dengang .... Og Louise Rasmussen .... Og ham i Drengetrøje .... Og da de kjørte i Skoven sammen.

Sagtelig bølgede Lindens Grene hid og did .... og de strakte sig ind ad Vinduet .... og hun og han sad derude i den grønne Top, han havde Drengetrøje .... Og hvor man saae Tænderne i hans Ansigt .... Nej, det var jo Noget, hun drømte .... han var jo voxen, det vidste hun godt; men han, der sad ved Siden af hende i Træet, var jo ogsaa en voxen Mand med Skjæg .... Saa kaldte de paa dem .... men de vilde ikke gaa ned .... Saa tog han hende om Livet og kyssede hende .... Og hun kyssede igjen .... en, to, tre, fire Gange ....

Den næste Morgen modtog en lys og glædelig Stemning hendes Sind, inden hun ret var vaagen. Hun vidste, at der var noget Lykkeligt, der ventede hende. Saa sikker var hun paa, at det var noget rigtig Lykkeligt, at hun ikke brød sig meget om at vaagne helt for at klare sig, hvad det var.

Men endelig vaagnede hun fuldstændig og lod saa med stor Glæde alle Billederne fra den foregaaende Dag drage 181 forbi sig. Og atter maatte hun le højt ved at tænke, hvorledes hun den foregaaende Dag havde ligget der og taget Afsked med Livet og dets Glæder.

Det Eneste, hun nu sendte en vemodig Tanke, var Femdalersedlen; den trængte hun haardt til; thi hun maatte have nyt Tøj. Det var dog virkelig trist, at en ung Pige, der saae godt ud, ikke skulde have en ordentlig Hat, ikke at tale om det Andet, som var meget tarveligt. Naa, Vejret var smukt; idag vilde hun tage sin Søndagskjole paa, skjønt det var Mandag.

Og hun tog Søndagskjolen paa og gik ind paa Kontoret. Vinduet stod aabent; den nærmeste Del af Torvet laa i en kølig Morgenskygge, Brostenene vare endnu fugtige af Morgenduggen, Luften var frisk og Himlen klar. De havde allerede lukket op hos Kjøbmand Nielsens, men se, om han skulde være i Døren. Det var ellers den Tid, da han plejede at staa der, og idag havde hun næsten troet, at han havde været der tidligere end ellers. Lidt fortørnet vendte hun sig bort fra Vinduet. Men i det Samme stod han paa Dørtrinet og raabte med vældig Røst »Godmorgen!«

Hun nikkede venlig og satte sig i fortræffeligt Humør til sit Skriveri.

Hele Kontoret, ligefra den slidte Skranke til de støvede Reoler og de af Alder sorte Charter, der opbevaredes som en Slags postalske Oldsager, havde faaet et andet Præg. Der var lyst og venligt, og det var en hel Fornøjelse at sidde nær Vinduet og skrive, medens den friske Luft strømmede ind. Det hyggelige Tarv, hvor det saae venligt og fredeligt ud med de lange, lave Huse! Og det var det, som »Skelevippen« fra Henriksholm sidst havde lapset sig ved at kalde den kjedsommeligste brolagte Plet i Danmark. Den vigtige Laps med sin Næseklemmer og sine tynde Ben, han skulde nok have taget sig i Agt for at løbe ind i et brændende Hus.

For alle Mennesker, der paa retskaffen Vis holde meget af Søndagen, er Mandagen en kjedsommelig Dag, og det selv om Søndagen har skuffet de til den knyttede Forhaabninger, hvad den jo ikke saa sjeldent gjør. I den lille By, hvor der Intet 182 var at tage sig til de Søgnedage, var Søndagen netop af den Grund særlig vel lidt, og Mandagen altsaa i saa lav Kurs som mulig og i det mest uomtvistelige Ry for at være kjedsommelig.

Den Mandag, som fulgte efter Branden, var imidlertid ikke kjedelig. Der var Noget at tale om. Man havde selve Branden, dens Aarsag og Opkomst og hele Forløb, før den endnu var opdaget, og efterat den var bleven opdaget, Hypotheser om, hvad der vilde være sket, hvis den slet ikke var bleven opdaget, Kritik over, hvad Brandvæsenet havde gjort, og over, hvad det havde undladt at gjøre, men først og fremmest Diskussion om, hvad Oluf Nielsen havde gjort.

Oluf Nielsen havde hidtil ikke spillet nogen Rolle; nu var han Dagens Helt og Byens Helt. Der var livligt paa Torvet den Dag. Alle Folk i Byen skulde først til Brandstedet og derfra over til Nielsens. Butikken var hele Tiden fuld af Mennesker, der naturligvis ikke kjøbte Noget, men som alle forlangte at faa direkte Meddelelser af Helten om, hvorledes det var gaaet til. Alle indledede deres Spørgsmaal i denne Retning med en eller anden personlig Anerkjendelse, som ikke varierede meget i Formen, men som aabenbart ogsaa var lige velment.

Den unge Oluf Nielsen havde i Begyndelsen følt sig højst trykket ved at modtage alle disse Tillidsudtalelser og ved at skulle besvare alle disse i og for sig hædrende Forespørgsler. Men efterhaanden gik det lettere. Op ad Formiddagen havde han, som hidtil kun havde besvaret de stillede Spørgsmaal paa en noget ubehjælpsom Vis, faaet udarbejdet en nogenlunde sammenhængende Fremstilling. Denne var meget beskeden og ædruelig, som Hr. Oluf Nielsen i Virkeligheden var, men benægtede dog ikke selve Kjendsgjerningen, saaledes som han i første Øjeblik havde været tilbøjelig til at gjøre det.

Om Eftermiddagen kom der adskillige Bønder, som ikke havde hørt Noget om det Hele og ikke heller talte om det; de to Andre i Butikken fandt, at der blev gjort altfor meget Stads af det Hele, og at Oluf Nielsen var bleven »vigtig«, og fortalte ikke af sig selv Noget om det. Oluf Nielsen fandt, at Bønder dog, naar Alt kom til Alt, stod lavt i Intelligens.

183

Den næste Morgen udkom Byens Avis med Beretning om Branden, som den i sit Mandagsnummer kun havde helliget nogle korte Linier. Hr. Kjøbmand, Løjtnant O. Nielsen, som han hed i det offentlige Sprog, var i denne Beretning fejret paa en Maade, som ganske svarede til Byens Følelser. Den Fejrede læste Artiklen i Butikken; den gjorde ham unægte lig godt, skjønt han mærkede, at han blev rød og varm under Læsningen; thi det var dog lidt flovt saaledes at blive stillet offentlig frem. I sit Hjerte var han inderlig glad over Rosen, men det var dog med en passende Grad af Ligegyldighed, at han lagde Avisen fra sig paa Disken og sagde: »Det er saamænd ikke stillet saa tosset sammen af det Aalehoved Jørgensen, men han har smurt for tykt paa med mig. Jeg skal give ham en ordentlig Overhaling, naar vi tales ved.«

»Hvorfor det?« spurgte Hr. Knudsen, den ældste Svend, der vilde forringe Oluf Nielsens Fornøjelse ved at lade, som om han slet ikke vidste, at han var kommen i Bladet.

»For dette her,« sagde Hr. O. Nielsen. »Se!« og han viste ham det paagjældende Stykke i Bladet.

»Naa, er det Noget om Ildløsen?« sagde den Anden, som ikke vilde læse det og blot kastede et flygtigt Blik derpaa. »Ja, de skal jo have Noget at skrive om i deres Sprøjte. Men det gjør jo lige meget; der er Ingen, der tager sig nær, hvad der staar.«

»Aa, det vil jeg dog ikke sige,« sagde O. Nielsen, indvendig irriteret. »Den er saamænd ikke værre end de andre Aviser.«

»Du sagde jo selv, at han var et Aalehoved. Det er de sgu ogsaa allesammen, der skriver dette Avissludder. Men der er heller Ingen, som bryder sig om det.«

»Det skal Du dog ikke sige,« indvendte Nielsen i en ligegyldig Tone.

»Nej, naar man bliver rost....«

»Aa, Sludder.... Jeg skal give ham en ordentlig Overhaling, siger jeg Dig.«

Den Anden tav og fløjtede. Oluf Nielsen følte sig i Øjeblikket noget utilfreds med sig selv og Butikken og sine Kolleger og Pressen og hele Omverdenen.

184

I Vrede havde han udtalt en Anelse om, at man dog vilde bryde sig Noget om Byavisen, og heri havde han virkelig Ret. Den holdt hans Berømmelse paa Kulminationspunktet hele denne Dag og bidrog maaske noget til en stor Begivenhed, som forefaldt samme Aften.

Der var Byraadsmøde paa Raadstuen. Byraadet var den mindst fredelige Institution, som den lille Kjøbstad paa alle sine Enemærker havde at opvise. Raadet var delt i to Partier, det ene støttede Byfogden, udgjørende Regjeringspartiet, det andet udgjorde Oppositionen. Dette sidste havde til Fører og Leder Kjøbmand Rasmussen, Fader til den tidligere omtalte Louise Rasmussen og iøvrigt en temmelig vigtig Person i Byen. Han havde en vis Talefærdighed, var meget paastaaelig og overordentlig selvtilfreds og spillede derfor med Rette en Rolle blandt sine mere beskedne Medborgere. Han havde begyndt sin Løbebane i Klubben; nu var han ikke blot Klubbens Formand, men ogsaa Byraadets mest talende Medlem, der gjorde den skikkelige gamle Byfoged en urimefig Mængde Knuder i Smaasager blot for at vise, at han var Manden for, hvordan det skulde gaa til i Byen; thi virkelige Tvistespørgsmaal vare naturligvis ikke at opdrive.

Paa tredie Aar havde et svævende Spørgsmaal nu staaet paa om Rykningen af et Plankeværk i Allehelgensstræde, som en Ven af Rasmussen havde fundet for godt at sætte en Alen ud paa det smalle Fortov og paa ingen Maade vilde flytte tilbage, en Beslutning, som Rasmussen opildnede ham til ubetinget at fastholde.

Der havde været ført glødende Debatter om denne Sag i Raadet. Byfogden vilde have Plankeværket bort, fordi det altfor meget spærrede Færdselen i den omtalte Gyde. Rasmussen holdt paa, at det for det Første ikke var offentligt Fortov, og dernæst at det var en Borgervellet udelukkende fremmende Forholdsregel, at det var opført; paa det sad en Lygte, og det var den eneste i Strædet. Det tvang endvidere Folk til at holde sig paa det andet Fortov, hvor der var bedre Plads, og var i det Hele en Forskjønnelse af Passagen. Af alle disse Grunde skulde og maatte det blive paa sin Plads. Sagen var drøftet og diskuteret under de mest udtømmende 185 Former, og endelig var den under en ny sindrig Form bragt for Domstolene, og der procederedes nu om den for anden Instans.

Forholdet imellem Byfogedpartiet og Partiet Rasmussen var blevet aldeles umuligt igjennem Plankværkssagen. I Reglen var det sidste Parti det stærkeste; stundom kunde Byfogden faa i en eller anden lille Sag en Haandsrækning fra Amtet, men det gik sparsomt paa, Amtmanden vilde helst staa sig godt med dem, der i Amtet kunde gjøre ham Skade eller volde ham Ubehageligheder, og var som Følge deraf ikke tilbøjelig til at støde Princippet Rasmussen. Byfogden turde ikke heller drive Sagerne paa Spidsen, han vidste, at han var gammel og skrøbelig og ikke istand til at opnaa andet Embede end det, han nu engang sad i.

Saaledes stod Sagerne paa den store Brands Tid og den Dag, da det nævnte Møde skulde være.

De Folk, der vare Medlemmer, vare ligesom alle andre Folk i Byen Mænd, der havde god Tid. Derfor mødte de ogsaa præcis, ja i Reglen noget før Tiden. Naturligvis samlede de to Partier sig i to forskjellige Klynger i to Vinduesfordybninger, og i de to forskjellige Klynger meddelte man i Reglen hinanden med de samme Ord de samme Ting. Den Dag havde imidlertid Gruppen Rasmussen Noget for sig at hviske om i dens Vinduer, som syntes at være meget interessant. Rasmussen selv hviskede for, triumferende, med begge Hænderne dybt nede i Lommerne og gyngende sig paa Hælene; hans Tilhængere hviskede efter, med smilende Ansigter og seende over Skuldrene til Byfogedvinduet. Der anede man Uraad; man havde udvexlet de Betragtninger over Branden, som det var nødvendigt at betro hinanden, efterat man om Formiddagen havde talt sammen om akkurat det Samme, og da dette var besørget, blev man tavs og adspredt. Uden at Nogen vilde tilstaa det, grundede de Alle over, hvad Rasmussen'erne havde i Sinde at tage dem i Flanken med.

Den gamle Justitsraad var helt nervøs og tørrede sin Pande den ene Gang efter den anden og var næsten glad, da det gamle Ur, som dikkede sit Akkompagnement til Raadets Snakken, trak op til Slag af det Klokkesiet, da Mødet 186 skulde aabnes. Saa vilde man da faa at vide, hvad der var paa Færde.

Og det fik man ogsaa.

Hr. Rasmussen tog Ordet for at stille et Forslag, et Forslag, som han følte sig sikker paa ikke vilde møde nogen Modstand, »begrundet paa«, som han, benyttende en Yndlingsvending, udtrykte sig, at Menneskekjærlighed bestod i at elske sine Medmennesker og være villig til at bringe dem Ofre, samt »grundet paa« flere lignende Betragtninger. Han fandt Behag i saa længe som muligt at holde det hen, hvad hans Forslag skulde gaa ud paa; endelig maatte han rykke ud med det. Gjennem Ildebrande i Almindelighed og den nys stedfundne i Særdeleshed, betragtende Arbejderspørgsmaalet, Fattighuse og det for faa Dage siden nedbrændte, kom han til det Resultat at foreslaa, at Raadet skulde vedtage en Udtalelse om Hr. Løjtnant, Kjøbmand Oluf Nielsen, der indeholdt sammes Paaskjønnelse af hans heltemodige Daad.

Den gamle Byfoged følte sig helt lettet. Det var der ikke noget Farligt i. Da Rasmussen sluttede med en skummel Antydning om, at dette Forslag forhaabentlig var et af dem, man kunde samle sig om uden al Meningsforskjel i andre Sager, sluttede Byfogden sig saa uforbeholdent hertil, at det ikke var muligt for Partiet Rasmussen at finde noget Angrebspunkt i hans Ord. Tvertimod, der udbredte sig en vis velvillig Stemning over hele Forsamlingen, man fik en behagelig Fornemmelse af det Fornøjelige i at være forsonlige og fordragelige. Modstanderes Høflighed og Anerkjendelse gjør dobbelt Virkning imod Venners. Det gik saa vidt, at Byraadet efter enstemmig at have vedtaget en Udtalelse til Oluf Nielsen bagefter tillige blev enig om Anskaffelsen af fire nye Rendestensbrædter udenfor Raadhuset, en Sag, som i længere Tid havde staaet i Stampe paa Grund af Partiet Rasmussens Modstand. Derefter skiltes man ad, i en ualmindelig Grad tilfreds med hinanden.

Det er en Selvfølge, at flere Medlemmer kort efter mødtes paa Torvet udenfor Nielsens »Butik og Lager«, som det hed. Alle forsikrede hinanden, at de tilfældigvis skulde ad denne Kant, og de havde saa villet - rent i Forbigaaende - 187 meddele den Hædrede, hvad der var overgaaet ham. Det var da ogsaa et noget forvirret Referat, Hr. Oluf Nielsen fik af flere Stemmer temmelig meget i Munden paa hinanden. Og hvad det egentlig var, der var vederfaret ham, forstod han maaske ikke, kun ganske i Almindelighed det, at det var noget særdeles Udmærkende, og at han skyldte sin Ven Rasmussen det.

Hans Fader, som havde mere Aandsnærværelse, inviterede øjeblikkelig hele Byraadet til Aftensmad. De, der vare, blev, de Andre blev hentede. Der kom stor Travlhed i Beboelseslejligheden, Ilbud foer afsted til den eneste Konditor og til andre Leverandører.

Oluf Nielsen stod og kiggede over til Posthuset; han havde megen Lyst til at komme derover og meddele Frøkenen et omtrentligt Referat af, hvad han antog Byraadet havde gjort ved ham. Men han kunde ikke slippe afsted. Hans Fader beordrede ham ovenikjøbet til at fratræde sin Tjeneste i Kontoret og gaa over at pynte sig. Og da han først var ovre i Stuerne, blev han der.

Om Aftenen klang fra de aabne Vinduer højrøstet og munter Tale over det stille Torv, samlede Klynger af Nysgjerrige udenfor og bragte baade Postmesteren og hans Datter til Vinduerne. De saae i den lyse Aften, at der var Travlhed i hele Nielsens Lejlighed, de kunde se Skikkelser bevæge sig, der var Fest derovre, det var klart.

De havde i mange Aar ikke omgaaedes med Nielsens, men i det, at man holdt en saadan Fest som denne, der aabenbart var til Ære for ham, uden at hun var med, var der Noget, som idag nagede den lille Postmesterfrøken. Hun sagde sig selv den ene Gang efter den anden, at det jo ikke var Nogetsomhelst at ærgre sig over eller føle sig utilfreds med. Det hjalp ikke. Hun følte sig tilsidesat, forstødt, forglemt.

Klokken slog otte. Det var Tid at gjøre den lille Tur ud til Olsens Have. Faderen kom med Hat og Stok og brummede, da hun ikke var færdig. Hun foreslog, at de skulde blive hjemme. Saa var han nær bleven vred for Alvor, og saa gik de derud.

Han fik sit 01; hun sad og tegnede med sin Parasol 188 i Sandet og saae ud over Markerne ligefor og den stille Vej uden Rejsende, som blev borte bag Bakkerne derovre. Men hendes Tanker fulgte den iaften ikke ud imod det ubekjendte Fjerne, der laa derude, under de gyldne Solnedgangsskyer. Hendes Tanker vare paa det store Torv, i Nielsens Stue, og kun der. Og det blev ved at nage hende, at hun var forglemt, rent forglemt ved hans Fest; hun gjorde sig det dog ikke ret klart, hvem hun i den Anledning vilde være bitter paa.

De gik hjem, og Mørket var faldet paa, og alle Vinduer skinnede med Lys derovre, og Talen og Latteren lød dobbelt højrøstet, næsten vildt. Der maatte være varmt derovre, Vinduerne stod aabne, der var ikke rullet ned, og man kunde tydelig kjende saa den Ene og saa den Anden.

Hendes Fader gik i Seng efter at have gjort sin sædvanlige Ronde - altid en drøj Tour for hende at se paa - i Huset for at se, om der ikke skulde staa et eller andet Spirituøst fremme. Da Alt saaledes var stille og roligt i Huset, satte hun sig hen ved sit Kontorvindue. Naturligvis tændte hun ikke Lys. Der var Ingen, der maatte ane, at der var Nogen, som sad og spejdede. Men der sad hun saa og saae over imod Gjenbohuset. Hun kunde tydelig se ham midt i Stuen, se, at det var ham, det Alt drejede sig om, se, at han var straalende fornøjet. Og nu blev det hende ganske klart, af hvem det var, hun var forskudt og forglemt.

Sommernatten var brudt frem, en rolig og lys Nat, Vinduet var aabnet, Drag af den stille Luft strømmede ind og bevægede det gamle støvede Gardin, men det var det Eneste, som rørte sig ovre paa hendes Side. Det gamle Ur ovre i Taarnet begyndte at slaa. Man hørte Slagene over alt Spektaklet derovre fra: En .... to .... tre .... elleve. Hun kom til at tænke paa den sidste Aften, de havde siddet dernede i Lysthuset; den stille Aften, den lykkelige, den uendelig lykkelige Aften. Saa dejlig syntes den hende nu gjennem Modsætningen at være, at hun lagde sit Hoved ned i Vindueskarmen og græd; det forekom hende, at al Lykke og Fryd til evige Tider havde vendt hende Ryggen, efterat han havde aflagt hende det korte lille Besøg, og at nu var der ikke Andet 189 for at gjøre end at bøje sit Hoved og resignere til et glædeløst og farveløst Liv, der ventede.

Og videre skred Nattens Timer, Mørkets Slør over den lille By blev tættere, Stjernehimlen, som drejede sig over den, blev højere og højere. Paa Torvet blev Scenen ved at være uforandret: Det belyste, glade, larmende Hus og det mørke Vindue ligeoverfor. Og først da sent alle Lysene vare slukkede, og de sidste, højttalende Gjæster traskede afsted, alle med mindre sikre Fjed, først saa lukkedes Kontorvinduet. Men inden det skete, havde hun hørt Noget, og det var det Allerværste: Da de gik, havde den tykke Rasmussen raabt: »Saa imorgen, eller .... iaften .... hahaha, det er jo Morgen .... iaften hos mig.« Og Hugtand, som fulgte Gjæsterne gjennem Porten ud paa Gaden med de viftende Lys, havde svaret: »Ja, Tak, iaften tager vi fat igjen, det bliver sgu brillant!«

»Ja, iaften, iaften,« gjentog Koret.

Det var det Allerværste. Iaften skulde han til Rasmussens - til Louise Rasmussen. Saa sent det end var blevet, kunde Postmesterfrøkenen den Nat slet ikke falde i Søvn, men laa og saae den graa Morgen komme. Hun tænkte paa den Gang, hun havde ligget her og følt sig som Jephtas Datter. Dette var rigtignok noget Andet at sørge over. Ak Gud bevares, den Morgens Bedrøvelse var jo som Fornøjelse imod alt dette.

Det gik ikke godt paa Torvet den næste Dag, hverken paa Posthuset eller ovre hos Nielsens. »Hugtand« kom sent i Butikken og viste sig som Følge deraf ikke for at sige Godmorgen til sin Gjenboerske. Den stakkels Postmesterfrøken havde forresten heller ikke ventet det, hun havde en Følelse, som om hun var helt tom i sit lille Hoved, det var næsten ikke muligt for hende at samle de nødvendige Tanker, og det gik virkelig galt med flere Ting. Det Kjedsommeligste blev, at hun havde expederet gale Aviser til Rasmussens, da Middagsposten var kommen.

Louise Rasmussen kom nemlig selv for at bringe det i Orden. Hun var spids og ubehagelig og lod sin Veninde vide, 190 at det var meget kjedeligt, hun selv skulde løbe efter deres Aviser, og hun havde heller aldrig gjort det, naar det ikke havde været for Feuilletonens Skyld, thi de havde frygteligt travlt; de skulde have voldsomt stort Selskab, og hun havde rasende Meget at bringe i Orden med sin Dragt.

»Det skal være for Løjtnant Nielsen, Du,« forklarede hun. »Fader gjør ordentlig Stads af ham, og det har han da ogsaa fortjent.«

»Aa ja,« sagde Postmesterfrøkenen med bortvendt Ansigt.

»Aa ja, siger Du; ja, det skulde jeg da rigtignok mene. Men saadanne prosaiske Mennesker, som I er, der altid sidde paa et Kontor, uh, I bryde Jer naturligvis ikke Noget om, at et Menneske gjør saadan en Heltegjerning, saadant Noget, der er lidt ualmindeligt.«

Postmesterfrøkenen tav, hun var virkelig i det Øjeblik ikke utilbøjelig til at faa Noget imod Bedrifter og Heltegjerninger og det Ualmindelige, som hendes lille Hjerte ellers nok havde forstaaet at vurdere.

Dermed tog Frøken Louise Rasmussen Afsked, endnu engang indskærpende sin Veninde, at der blev mageløst morsomt hos dem iaften, og at Løjtnant Nielsen var et uhyre vakkert og elskværdigt Menneske.

Posten til Hegnede fik lidt efter Tasken til Egnede og kjørte med den, og da Manden til Egnede, forresten af et rent Tilfælde, kom til at se, at det var Tasken med »Hegnede« paa, der blev udleveret til ham, var det for sildigt til at stoppe den Anden. Postbesørgelsen til baade Hegnede og Egnede blev saaledes fuldstændig afbrudt den Dag, hvad der aldrig før var arriveret en Sommerdag. Postmesterfrøkenen forudsaa, at det vilde føre til, at hendes Fader fik sin Afsked, og at de begge To blev smidte paa Gaden som aldeles ubrugelige Væsener og formodentlig endte i Fattighuset, hvor Louise Rasmussen med Hugtand ved Siden saa vilde kjøre forbi hver Dag. Men hun var i en saa mat og medtagen Stemning, at dette Fremtidsbillede kun formaaede at gjøre hende en Skygge mere nedslaaet. Hugtand havde hele Dagen ikke viist sig et Øjeblik.

191

Om Eftermiddagen, da Tiden for den Rasmussenske Fest nærmede sig, saae hun ham komme over Torvet i sorte Klæder, stram og pyntelig; godt saae han ud. Hun sad ved sit Skrivebord lidt indenfor Vinduet, han saae derind, hun tog Øjnene til sig og lod, som hun ikke saae, at han hilste. Men hele Resten af Dagen fortrød hun dette paa det Bitreste, skjønt hun naturligvis vilde have gjort det om igjen akkurat paa samme Maade, thi forelskede Folk have jo som bekjendt en uopryddelig Tilbøjelighed til ligeoverfor hinanden altid at gjør e det, der er mindst naturligt.

Festligheden hos Rasmussens, hvortil Hugtand altsaa begav sig, var særdeles glimrende. Hr. Rasmussen ansaa sig i Anledning af, at hans Forslag om at hædre den modige Redningsmand var gaaet igjennem i Raadet, som en Slags Overredningsmand, og han var i Overensstemmelse med denne sin høje moralske Rolle elskværdig nedladende imod hele Samtiden. Han havde paa den høfligste Maade indbudt Byfogden og hele det byfogedlige Parti og vilde paa dem, Nielsen og sin egen Udmærkethed spendere saa fortræffelig en Aftensmad, som Byen med det korte Varsel kunde præstere.

Frk. Louise Rasmussen, Faderens eneste Barn og Husets eneste Dame - Moderen var død - gjorde paa sin Side Alt, hvad der kunde forlanges paa Elskværdighedens Vegne, baade i den ene og i den anden Retning. Hun var en ganske kjøn, om end ikke videre fin, brunet Pige, med livlige Øjne, uroligt Blod og en urolig Tunge, der ikke var ganske fri for at være ondskabsfuld.

Alle Stuerne i Huset vare tagne i Beslag; de Ældre skulde spise, spille, spise og atter spille, de Yngre skulde spise, danse, spise og atter danse. Den første Spisning var en lettere The, den anden en meget solid Aftensmad.

Den første Del var overstaaet, Herrerne af den ældre Serie havde trukket Kort om deres Pladser, de andre tænkte paa at gjøre sig behagelige for Damerne, men havde endnu ikke havt Mod til at begynde, paa et Par Undtagelser nær. Den Ene af disse var Stamherren til Henriksholm - en Ejendom, der forresten ikke var større, end at dens Ejer fik Lov til at vedblive at være Kammerjunker, selv efter at han 192 havde holdt Sølvbryllup og ihærdig havde søgt om at blive Kammerherre. Hans Søn kunde derfor ikke gjøre sig Haab om at blive Kammerjunker, højst Jagtjunker, men det havde han Haab om at blive ret snart. Han var imidlertid Byens fejrede Løve, Mønstret paa god Tone, ialfald for Damerne, læste franske Romaner og drømte om at finde en Madame Bovary i Byen.

Den anden af de Dristige var virkelig Helten selv, Hr. Oluf Nielsen. Han var nu efter flere Dages uafladelige Fejring, ialfald foreløbig, kommen til det for ham behagelige Resultat, at han egentlig var en ganske rask Karl, og at de kunde være glade for ham, og dette havde givet ham en vis forøget Sikkerhed. Han mærkede ikke, at han derved alt undergravede Grunden for sin Popularitet, thi Herrerne, som strax havde begyndt at bemærke dette, fandt nu, hvad Knudsen strax havde fundet, at han var bleven »vigtig«, hvilket er en Dødssynd paa slige Steder, som aldrig tilgives.

Louise Rasmussen havde som en driftig Værtinde sørget for, at ingen af de to Løver kom over til nogen af hendes Veninder. Hun stod foran en Konsol i Dagligstuen og holdt dem lænkede en paa hver Side, koketterende paa lidt simpel Vis, snart med en Fod, der dog ikke var overdrevent lille, saa med en Arm, et dristigt Blik eller en yndefuld Hovedrysten.

Den unge Aristokrat drejede sin Knebelsbart og tænkte paa, om det ikke skulde kunne blive Madame Bovary.

Hr. Oluf Nielsen stod med begge Hænderne i Lommen og lo et Par Gange saa højt og sikkert, at Overbevisningen om hans Vigtighed blev slaaet fuldstændig fast.

De andre unge Piger og yngre Koner vare smilende udvortes og rasende indvendig over, at ingen af de andre »dumme Herrer«, som de i deres Hjerter kaldte dem, havde Mod til at komme over til dem.

Naa, Gudskelov, endelig begyndte da Toner at klinge og dirre fra det gamle Klaver i Havestuen.

»Hr. Nielsen, maa jeg have den Fornøjelse at føre op med Dem,« sagde Frk. Louise Rasmussen og tog hans Arm. Oluf Nielsen førte hende afsted med Selvfølelse, han var jaltsaa Aftenens mest begunstigede Kavaler. Den unge 193 Henriksholmer snoede sin Knebelsbart og tænkte, at det dog ikke var Madame Bovary. Da han slet ikke vilde se til hende, gik han glip af et for ham ganske særlig bestemt Øjekast, som maaske vilde have bragt ham til at forandre Anskueiser.

At han iøvrigt derved mulig vilde have begaaet en Feil, er noget Andet. Sagen var den, at Frøken Louise Rasmussen vel var en livlig Pige med noget dristige Øjne, men i Virkeligheden en meget klog Pige, der foreløbig slet ikke tænkte paa Andet end at blive godt gift.

Naturligvis var Henriksholmeren i een Henseende Nummer Et. At blive den unge Frue paa Henriksholm, det var, om ogsaa Herligheden derude var lidt falmet og slidt, det mest Glimrende, der kunde tænkes for en Pige fra Staden. Og den unge Kavaler selv stod ogsaa til Trods for sine tynde, lidt vaklende og rent ud sagt skjæve Ben og øvrige legemlige Ufuldkommenheder ubetinget for Byens Damer som et Mønster paa uopnaaet Elegance.

Hvad Udsigterne angik, saa havde Frøkenen selv en Fornemmelse af, at han holdt mest af at »gjøre Sjov« med hende uden at antyde noget Reelt; men paa den anden Side var det jo umuligt, at ikke en ung Dame, der saae godt ud og ikke var videre fint anlagt, ikke ligeoverfor Hvemsomhelst skulde kunne tænke sig den Mulighed, at han blev dygtig forelsket i hende, ikke at tale om, at der jo gives en vis Art Overrumplinger, ligeoverfor hvilke hun havde en Følelse af, at Mændene altid vare meget svage.

Dersom han imidlertid slet ikke vilde give sig, saa maatte hun nøjes med en Anden, og som Reserve var Oluf Nielsen ikke at foragte, især nu, da han var bleven en fremragende Mand. I ethvert Fald kunde han jo bruges til at gjøre Henriksholmeren jaloux, og han var en ny Løve, som det altid var morsomt at have foran sin Triumfvogn, og som ikke burde have Lov til at gaa foran nogen anden.

Saa drog hun da altsaa med ham under Armen ind i den Stue, hvor der skulde være Dans, bestemt paa at betvinge ham, kun ladende det staa hen, hvad Rolle der saa til Slut skulde tildeles ham.

Da de vare komne lidt til Ro i et Hjørne af Havestuen 194 sagde hun: »Hør, siig mig, De er nok ordentlig Uven med Deres Gjenboerske.«

»Min Gjenboerske?«

»Ja, den lille Postfrøken« - hun knappede af paa Titlen.

»Nej!« sagde Oluf Nielsen ganske ligefrem og blev lidt rød.

»Saa, det var dog mærkeligt.«

»Hvorfor?«

»Ikke for Noget.«

De to sidste Repliker varieredes et passende Antal Gange. Først saa bestemte Louise Rasmussen sig til at sige: »Aa, hun sagde til mig i Formiddags, at der ikke var Noget ved det, De havde gjort. Og det var dog ved Gud skammeligt.«

Det gav virkelig et Stik i Hjertet paa den brave Oluf Nielsen. Lad være, at han var bleven lidt forfængelig ved al den Stads, der var bleven gjort af ham i de sidste Dage, saa - ja saa gjorde det ham paa en aldeles aparte Maade ondtr at Postmesterfrøkenen havde talt saaledes.

»Saa, sagde hun det?« sagde han lidt betænkelig efter et Øjebliks Studsen.

»Ved Gud!« og hun tilføjede en yderlig indtrængende Bekræftelse. »Det sagde hun til mig selv idag, da jeg var derinde for at hente vore Aviser, som hun naturligvis havde kludret med, som hun altid gjør!«

»Saa, jeg synes dog ellers, hun er meget ordentlig og paapasselig.«

»Ja, det veed jeg saamænd ikke,« sagde den Anden i en fortræffelig ligegyldig Tone. »Jeg synes, hun slægter Faderen paa. Vi vilde saamænd gjerne have bedt dem iaften, men det er jo saa sin egen Sag .... De forstaar .... saadan hjemme hos En selv.«

Oluf Nielsen nikkede. Det Mod, der udkrævedes for at tage den gamle Postmester lidt i Forsvar, manglede han.

Maaske kunde dog hans Tavshed, tildels ialfald, forsvares paa en mildere Maade. Thi han var bleven ikke lidt adspredt ved, hvad Frøken Louise havde fortalt ham om sin Venindes Udtalelser.

Forresten gik Aftenen særdeles godt. Frøken Louise var saa elskværdig og saa beundrende, at han ialfald i Øjeblikket 195 glemte den anden Skuffelse. Alle de andre Damer vare ligeledes elskværdige og beundrende.

»Henriksholmeren«, der var bleven sat tilside for ham, var i sit Hjerte inderlig besk paa ham og hans Bedrift, men behandlede ham alligevel mere høflig, end han plejede, og Oluf var tilbøjelig til at finde, at han til Trods for sine tynde Ben og sin Lorgnet var en ganske brav Fyr, hvem han nok kunde lide at omgaas.

Hr. Rasmussen udbragte hans Skaal med en ualmindelig righoldig Anvendelse af Konstruktionen »Begrundet paa«.

Den gamle Byfoged udbragte den derpaa om igjen med al mulig Anerkjendelse af den forrige Talers Ord, og en tredie Taler gjorde senere det Samme.

Oluf fik Lyst til at drikke Dus med Henriksholmeren, men heldigvis betvang han dog denne Tilbøjelighed. Den unge Aristokrat fandt, at Kræmmersvenden var uforskammet familiær imod ham; han havde et Par Gange slaaet ham paa Skulderen, saa det havde knækket i hans Knæer, og foreslaaet ham at se ind til sig med det Første, ja efter Bordet havde han endog aldeles uopfordret sagt til ham, at han - Kræmmersvenden - kom sgu en Dag ud og tog ham i hans Hule - Henriksholm - saa skulde de slaa et Slag sammen.

»Hule!« bruge et saadant Ord om Henriksholm, som han havde smigret sig med var et Sted, hele Byen betragtede med den ærbødige Respekt og Følelse af Fjernhed, som skyldes sand Fornemhed.

Han fortrød virkelig, at han var kommen til dette gyselige Kræmmerselskab. Alvorlig stod han ved Dørstolpen og stirrede aristokratisk ud for sig.

»De ser saa alvorlig ud,« hviskede en blid Stemme ved Siden af ham, og Frøken Louises dristige Øjne saae ind i hans. »De kjeder Dem vist, er jeg meget bange for.«

»Jeg? nej.« Han saa vedblivende slet ikke paa hende og gjorde kun vridende med Halsen forskjellige synkende og rømmende Bevægelser, som kunde udlægges paa forskjellig Vis, da de vare af en højst almindelig Beskaffenhed.

»Jo, jeg er meget bange for det,« sagde hun. Og endnu sagtere og blidere tilføjede hun: »De er ikke saa 196 elskværdig« - endnu en Grad sagtere og blidere - »som De plejer.« Øjekast!

Han havde i det Hele ikke i nogen særegen Grad Ordet i sin Magt, men det passede forresten ogsaa ret godt til hans Situation, at han slet ikke svarede med Andet end en fornærmet Stirren og en ganske let Synken.

»Vil De ikke,« sagde hun saa stadig i en blid Tone, men denne Gang uden Øjekast, »en Gang danse rundt med mig.« Og i det Samme svingede hun sig ind i hans Arm, og inden han selv ret vidste af det, vare de ude paa Gulvet. Hun holdt sine Øjne nedslagne, men hvilede hengivent paa hans Arm; de havde danset en Gang rundt, hun mærkede, at han vilde til at stoppe, og sendte ham et blidt Øjekast, han var begyndt at smelte, og de fortsatte; anden Omgang, atter Øjekast; tredie Omgang, han var blød som Smør, han vilde have fortsat, men nu gled hun - uden Øjekast - men med et sagte hvisket Tak ud af hans Arm.

Han saae efter hende, fandt selv, at han dog var en Pokkers Karl til at gjøre Lykke hos Fruentimmerne, pudsede sin Lorgnet og gav hende, idet han saae hende atter sidde ved Siden af Oluf Nielsen, øjensynlig med et adspredt Udtryk i sit Ansigt, atter Plads i sin Fremtidsroman som Madame Bovary.

Alt dette anede Oluf Nielsen ikke Noget om; han og hun talte efter hendes Opfordring om Barndomsdagene. Og for hans Øjne saae hun slet ikke adspredt ud, men drømmende, optagen af disse Erindringer; stundom sukkede hun blidt ved en af dem.

Ligesaa lidt som han saae hendes Træskhed, havde han nogen Fornemmelse af, i hvilken Grad hans Popularitet alt var falden hos Mændene, hvorledes den yderligere var bleven svækket ved hans »Vigtighed« iaften ligeoverfor Damerne og i det Hele hans Optræden som Selskabsmand, og hvorledes endelig de tre Skaaltaler havde givet den Dødsstødet.

For ham var Alting Festlighed og Fornøjelse; maaske indtil det Øjeblik, da han sent paa Natten vandrede hjem i den stille Gade.

I Sommernatten laa den lange Række af smaa Huse, hvert 197 gjemmende sine smaa Glæder og smaa Sorger og smaa Hemmeligheder - i Sommernatten laa den saa ensomt og tavs, saa uforlignelig stille, som om disse Huse ret beset slet ikke vare beboede, ja aldrig havde været det, men blot havde en lille Mission i Ensomhedens og Forladthedens Tjeneste.

Denne Stilhed virkede beroligende paa ham, men i den dukkede ogsaa den Sag op, som havde siddet og luret og ventet paa et roligt Øjeblik for saa at komme og sige til ham: Nu os to! det Spørgsmaal nemlig, hvor hun havde kunnet nænne at tale saaledes om ham, hun, der blot to Dage iforvejen havde været saa mageløst elskværdig, at han aldrig kunde mindes en saadan Aften. Aldrig havde noget Menneskes Mening om ham beskjæftiget ham saa meget som hendes. Hun havde faaet saa Meget at sige for ham efter den Aften.

Den næste Dag gik han selv over for at hente deres Breve ved Middagstid, idet han gav det Paaskud, at han erindrede, at det hastede saa overordentlig stærkt med et af dem, at han ikke kunde vente, til Postbuddet kom. Da Postbuddet gik ligefra Kontoret over til Nielsens, antydede dette Noget, der var saa vigtigt, at et Sidestykke dertil ikke var indtruffet i de postalske Annaler, og Frøkenen fik meget travlt med at gaa Brevene igjennem.

Der var imidlertid slet ingen til Hr. O. Nielsen, hverken til ham eller til Firmaet.

Han optog dog denne overraskende Efterretning med Sindsro og blev staaende ved Skranken.

Da der et Øjeblik Ingen var i Kontoret, begyndte han efter en indledende, forlegen Skraben med den ene Fod: »Maa jeg ikke spørge Dem om ....«

»Om hvad?« sagde Postmesterfrøkenen, da Pausen blev lidt lang. Hun var stadig fordybet i sine Breve og sad næsten helt bortvendt fra ham.

»Om.... om.... Louise Rasmussen sagde, at De havde sagt....«

»Hvad havde jeg sagt?« spurgte den Frøken med en pinlig, nervøs Snappen efter Vejret....

»At De ikke syntes« .... han dæmpede sin Stemme stærkt .... »at der var Noget ved, hvad jeg havde gjort ....

198

det veed jeg nok, at der ikke er, at der ikke er saadant Noget ved det, men at De, som selv .... den Aften ....«

»Naar Louise Rasmussen har sagt Noget om mig, saa er det naturligvis sandt,« svarede Frøkenen, men ogsaa med dæmpet Stemme. »Det veed De jo nok.«

»Naa, ja saa, ja undskyld! Farvel.«

»Farvel.«

Det var paa et hængende Haar nær, at Egnede den Dag til Gjengjæld havde faaet Hegnedes Post. Men lykkeligvis blev det dog forebygget.

Derimod gik det galt ovre i Butikken. Drengen fik for en ren Bagatel det vældigste Nakkedrag, Oluf nogensinde havde uddelt, og da den Svend, der gjorde den egentlige Krambodtjeneste, intervenerede - han, den samme Svend, der havde stillet sig skeptisk til hans Fortjeneste og ignoreret den saa meget som muligt - saa brød Forbitrelsen over disse Smaadrillerier løs hos Oluf, og han sagde kort og godt: »Synes De ikke om, hvad jeg gjør i vores egen Butik, kan De gaa Deres Vej.« Ellers vare de Dus, men denne fortrolige Tiltale passede ikke til Situationen.

Svendens Sind var saare forbitret over al den Hæder, der var regnet ned over hans Fælle, og han havde alt længe havt ham mistænkt for, at han bildte sig ind at være finere, fordi han mest sad og gjorde Kontorarbeide. Da han derfor behandlede ham paa den Vis, var han ikke den, der skulde give et godt Ord. Han fortrød blot, at det ikke var ham selv, der var kommen først med at sige op, og sagde: »Ja, jeg har saamænd længe været kjed af det. Det skal være mig en Ære og Fornøjelse at svinde væk herfra, og det saa prompt som muligt, Hr. Løjtnant.«

Selvfølgelig blev den militære Tiltale ikke anvendt for at hylde den unge Principal som Forretningsmand.

I Løbet af Dagen var det over hele Byen, at Knudsen havde sagt op, fordi han ikke mere kunde nære sig hos Nielsens, saa vigtig var den unge Nielsen bleven efter den tossede Redningshistorie.

Om Aftenen var der nærmest i Anledning af hele Spørgsmaalet Oluf Nielsen ikke saa ganske faa Folk i Olsens Have. Imellem de forskjellige Borde blev Sagen ivrig drøftet.

199

Det viste sig imidlertid snart, at unge Nielsen og hans Færd kun havde een Forsvarer, nemlig Postmesteren.

Han forsvarede da ogsaa varmt Oluf Nielsens Bedrift. Den gamle Herre gjorde sig til af boglig Lærdom og en literær Dannelse, som gik langt dybere end Byens normale. Han holdt meget af at imponere med historiske Paralleler og udviklede ogsaa nu, at det, der var sket, var Noget, hvortil der ikke var Sidestykke i Historien, siden en Gang i Rom for mange Herrens Tider siden en Mand til Hest var sprungen ind i Ilden i en Afgrund paa Torvet for at redde hele Byen. Han vilde indrømme, at denne Bedrift havde været vanskeligere, fordi den var udført til Hest, men fandt ellers, at Nielsens godt kunde maale sig med den.

Hans Tilhørere slog den Indrømmelse fast, han havde gjort, at Nielsen ikke havde været til Hest. Derefter oplystes det om Manden i Rom, at han ikke var kommen ud igjen, og dette forandrede aldeles hele Sagen; thi Nielsen var jo brillant kommen ud igjen.

Nogle gik saa vidt, at de endogsaa angreb Manden i Rom og paastod, at han havde gjort det bare for at blive bemærket.

»Eller ogsaa var han fuld,« ytrede en Anden, »ellers omgaas man da ikke saadan med Heste,« tilføjede han dog som en lille Udviskning af den Antydning, man ellers kunde have fundet i hans Ord, og som en pludselig Tavshed varslede om.

»Eller ogsaa er det Hele Løgn,« foreslog en Tredie, og hans Hypothese syntes at vinde mest Stemning for sig.

Medens Stemningen saaledes afgjort var imod Oluf Nielsen, var den ligesaa bestemt for Knudsen.

Man var enig om, at det var Knudsen, der holdt Kunderne til Butikken, at det var Knudsen, som styrede det Hele, thi hverken Fader eller Søn kom jo næsten ud af Kontoret; og enig var man endelig om, at dersom Knudsen vilde lukke op, tog han det Meste af Handelen fra Nielsens.

En indvendte, at han ingen Penge havde til at etablere sig for, og at det dog ikke var ønskeligt, at der etablerede sig flere Kjøbmænd i Byen, der var Lidt nok for dem, der var.

Det Sidste kunde man til Nød gaa ind paa, men den Oplysning, at Knudsen ingen Penge havde til at etablere sig for, blev betragtet som et Slags Forræderi imod den fælles 200 Sag, og det blev optaget med Bifald, da En saae sig i Stand til at meddele, at den unge Henriksholmer, som paa Gjæstgivergaarden i Formiddags havde hørt om Historien, havde sagt, at hvis Knudsen etablerede sig, skulde han faa Søgningen fra Henriksholm.

En kejtet Mand antydede, uden at det i Virkeligheden paa nogen Maade var hans Hensigt at opponere, at Henriksholmerne ikke vare gode at faa Penge af. Som Svar herpaa kom der en Række fornyede og med ublandet Bifald modtagne Udtalelser om Knudsen, om hvilken prægtig Karl han var, om hvorledes der ved ham ikke var en Smule Vigtigmageri, ikke det allermindste, og saa en Rekapitulation af, hvorledes han holdt Kunderne til, holdt sammen paa det Hele og, hvis han aabnede, vilde tage hele Handelen fra Nielsens.

Postmesterfrøkenen var ganske tavs den hele Aften. Hun havde Hovedpine, hed det sig. Derfor sad hun uden at sige Noget og skrev i Sandet med sin Parasol og saae ud over Markerne og Højene og den ubefarede Vej, der forsvandt mellem dem.

I sit Hjerte var hun forbitret over al den Tale, der lød rundtom, og over, at denne dumme Døgenigt Knudsen paa en saa latterlig Maade skulde roses, men hun havde mange Grunde til at tie stille.

»Nu skal vi nok se, at denne gamle Vigtigmager Rasmussen faar ham klappet sammen med sin raffinerede Tøs.«

»Ja, naturlig,« sagde de Andre.

»Ja, naturlig,« gjenlød det hos den stakkels Postmesterfrøken.

Oluf Nielsen begyndte snart at mærke, at Stemningen imod ham havde taget en anden Vending. Han kunde unægtelig ikke forstaa, at der var nogen Grund hertil; men saaledes var det alligevel. I Butikken var det gode, gamle Forhold forstyrret. Den Kone, hvis Søn han havde reddet, kom i Anledning af Redningen temmelig hyppig og tiggede til sig selv eller Drengen. Hendes Besøg blev for hendes Redningsmand en ren Kval. Saasnart hun var kommen ind ad Døren til Butikken, blev han øjeblikkelig med paafaldende 201 Hurtighed kaldt ud fra det lille Kontorlukaf, fordi der var Nogen, der skulde tale med ham, og naar han saa kom ud og tog imod Konen, var der saa megen Rømmen og Hosten og Blinken og afsides Bemærkninger imellem Knudsen og den ham følgagtige Dreng, at de tilstedeværende Kunder i Reglen spurgte om, hvad der var paa Færde; de fik da til Svar en diskret Tyssen, eller et »Ikke Noget« og saa - det var han ganske vis paa - i al Hemmelighed en eller anden ondskabsfuld lille Hentydning, gaaende ud paa, at Konen var bestilt derhen hver Dag for at gjøre Reklame for Forretningen eller noget Lignende, maaske endnu værre.

Udenfor Butikken var det ogsaa galt. Gamle Venner og mangeaarige Medkeglespillere spurgte ham uden al Anledning, om han endnu vilde kjendes ved dem, andre Venner lod, som de tikke saae ham, skjønt dette var en fuldstændig optisk Umulighed i denne Bys ensomme Gader. Folk endelig, der tidligere havde været mindre venligsindede, tiltalte ham nu venskabelig og havde saa altid en eller anden lille Bemærkning at gjøre, som gik i Retning af Blæst eller Kvalm, og som aldrig var vendt imod noget bestemt Individ paa Jordens Overflade, men dog istand til fuldstændig at tage Humøret fra ham for den Formiddag. Han følte sig snart som et Slags Udskud i Byen, og det maa paaskjønnes, at han dog ikke kom til det Resultat, at det havde været bedre at lade Drengen brænde inde, men højst hævede sig til et inderligt Ønske om, at det gamle Fattighus stod urørt den Dag idag og aldrig havde givet sig til at brænde i hans Levetid.

Et Sted var der, hvor det gik anderledes, og det var hos Kjøbmand Rasmussens. Den gamle Rasmussen havde opdaget, at hans unge Ven Oluf havde et afgjort Talent for Piquet, og paa Konto heraf maatte han jævnlig besøge dem og tilbringe en stille Aften med ham og Datteren. Piquet kræver kun to Personer, og medens de to Herrer saa sad og spillede, sad Frøken Louise som oftest pænt og rolig inde i Stuen med sit Arbejde.

Det var aabenbart, fandt han, en net og huslig Pige og tillige en elskværdig Pige. Han var aldrig derhenne nogen Aften, uden at han blev godt omtalt i sit eget Paahør, og det paa en Maade, saa han følte, at han dog var en prægtig Fyr, 202 ja, mere end det, at alle de, der nægtede dette, vare Snavs Personer.

Navnlig det Sidste stod ham altid klart, naar han gik hjem om Aftenen, og det var først, naar han havde faaet sovet paa det, at han kom til det Resultat, at det, han havde gjort, dog ikke var saa farlig stort, at man kunde forlange, at Folk altid skulde tænke derpaa. Men Postmesterfrøkenen kunde han dog ikke forstaa. Og Louise Rasmussen havde en egen Maade at ægge ham imod hende og skildre Posthuset som det Sted, hvorfra Misstemningen imod ham udgik. Det kunde han ikke taale at høre; han bestemte, at han ikke vilde tænke derpaa. Men den Bestemmelse kunde han slet ikke overholde.

Resultatet af alt dette var altsaa, at medens Hr. Oluf Nielsen havde mistet sin Popularitet og ikke var langt fra at blive anset for en daarlig Person, saa var han selv paa Veje til at blive noget mindre elskværdig, og det var ikke Frøken Louises Skyld, naar han ikke blev det.

Ovre paa Posthuset blev Sagerne ved at gaa ganske som ellers, og der skete ikke flere Forvexlinger af Posttaskerne. Men Postmesterfrøkenen kom til at se helt daarlig ud. Og hun græmmede sig for den Sags Skyld ogsaa meget. Hun var virkelig forelsket. Hun havde trængt til Noget, der kunde fylde og klare op i hendes graa, ensformige Liv. Det var kommet pludselig; hun havde grebet det med Inderlighed og hurtig givet sig hen. Men nu var Lykken atter forsvunden ligesaa hurtig, som den var kommen; det var drøjt. Han var endogsaa i de sidste Uger holdt helt op med at hilse om Morgenen; det var akkurat som før Branden, eller det var meget værre. Dengang kunde hun se ud over det store, kjedelige Torv som et Sted, hvor der ikke var gjort hverken Ondt eller Godt, nu vakte det pinlige Erindringer at se ud over det. Men det Samme gjorde for den Sags Skyld ogsaa den gamle Have bag ved Huset med Lysthuset, det Lysthus, hvor de havde siddet den herlige Aften; det gjorde ogsaa hendes eget lille Værelse med Linden udenfor, hvor hun havde drømt lykkelige Drømme, ja det gjorde egentligAltsammen, hjemme og ude, Kontor og Olsens Have, Alt, thi alle vide Vegne havde disse Drømme fulgt hende i hin Tid, da hun tog sin 203 Søndagskjole paa hver Dag; den stakkels Søndagskjole, den var nu bleven jasket af, og der var ikke Tale om at faa nogen anden istedet. Men det kunde da forresten ogsaa være lige meget.

Under alt dette nærmede sig en vigtig Dag, en af de vigtigste og betydningsfuldeste, som Aarets rullende Omløb bragte til Byen; thi Throner og herskende Ideer kunde styrtes, og det vakte ikke i fjerneste Maade saa almindelig Interesse som det, hvem der fik Gevinsterne ved den aarlige Kongefugleskydning, og navnlig da, hvem der blev Fuglekonge og vandt Riget i Skikkelse af en stor Potageske og et stort grønt Baand og Æresplads i Skytternes Hjemtog. Med Fugleskydningen var der forbundet et stort Bal, og for Ungdommen var det naturligvis Hovedbegivenheden. Det blev holdt i Skytternes Pavillon ude i den lille Skov ved Byen; ingen af Raadstueballerne om Vinteren kunde maale sig med det i Betydning og Interesse og i almindelig Morsomhed, og det var en social Pligt at komme med til dette Bal.

Og Alle skulde da ogsaa med, Alle undtagen Postmesterfrøkenen. Hun havde ingen Penge til at tage Billet - og ikke som mange Andre i Mangel heraf nogen beleven Kavaler til at invitere sig - hun havde ingen Balstads, og hun havde ingen Lyst, og det Sidste var Hovedsagen.

Dagen oprandt med herligt Vejr. Byen laa stille under den klare, blaa Himmel, endnu langt mere stille og uddød end nogen anden Dag. Vel vare Butikkerne aabne, men der var Ingen i dem uden den forskudte Svend eller Dreng, som var henvist til at være hjemme, der var Ingen i Vinduerne, slet Ingen paa Gaden, Alle vare enten ude i Skoven ved Skydepladsen eller indelukkede i travle Tilberedelser til Aftenen. Det var kun med Nød og næppe, at Frøken Louise Rasmussen fik Tid til at løbe hen paa Postkontoret for selv at faa drillet Postmesterfrøkenen med, at hun ikke skulde med paa Ballet, thi det vidste hun naturligvis, at hun ikke skulde. Postmesterfrøken en saae hende komme og vidste godt, hvad hun vilde; hun tænkte paa at kalde sin Fader ind og selv flygte, men det var for silde; den Anden havde alt 204 set hende igjennem de aabne Vinduer og venlig nikket til hende.

»Aa, sikken en Varme,« pustede hun, idet hun sank ned paa den gamle Læderstol ved Skranken; »det bliver forskrækkeligt at danse iaften.«

»Det gjør det vel,« sagde Postmesterfrøkenen, ivrig beskjæftiget med sit Arbejde.

»Ja, tror Du ikke, min Pige?«

Intet Svar.

»Det er da godt, man skal være nedringet, Du kan være sikker paa, jeg ogsaa skal være det - lige saa meget, som jeg tør - og især paa Ryggen, der køler det saa dejlig.«

Intet Svar.

»Hvad skal Du have paa, min Pige?«

»Jeg skal der ikke.«

»Skal Du der ikke? Nej, nu har jeg aldrig i mine Levedage hørt Mage. Du synes da vel dkke, at Du er for gammel, Du er jo ikke tredive Aar, vel?«

»Du veed jo meget godt, at jeg er fem og tyve og - et Aar yngre end Du selv,« svarede Postmesterfrøkenen med Noget i sit Blik, som kunde have advaret den Anden.

Hun fortsatte imidlertid, men i en mere hvas og spids Tone:

»Naa, men hvorfor vil Du saa ikke med, min Pige? Er Du bange for ikke at faa danset, min Pige?«

»Louise! Du er rigtig ondskabsfuld,« sagde Postmesterfrøkenen og vendte sig i stolt Indignation om imod hende. »Du vidste jo godt, at jeg ikke skulde der, og er blot kommen herind for at drille mig.«

Frøken Louise Rasmussen foer op ved denne Tiltale, maalte den Anden fra Top til Taa, idet hun trak sit lille Shawl sammen om sig, og med et: »Uf, næsvise Tøs,« skred hun stolt ud af Døren og mumlede i denne yderligere nogle Ord, blandt hvilke man ret tydelig hørte Tillægsordet »fattig« og Hovedordet »Pak«.

Denne lille Scene havde ægget Postmesterfrøkenen, men hun kunde dog ikke lade være at græde over den; der risikeredes ikke Noget ved at græde paa Kontoret den Dag; 205 hun sad og saae over imod Nielsens Butik, som saae mørk ud imod det lyse Solskin udenfor; man kunde dog tydelig se en Skikkelse, der stod derinde, men hun vidste, at det ikke var ham, han var strax imorges gaaet paa Skydepladsen.

Formiddagen gik i stille Forventning; henad Middag naaede de første Rygter fra Skydepladsen Byen. Forbindelsen mellem dem blev vedligeholdt af den yngste Ungdom, som nu og da af Hunger dreves hjem for saa atter at ile ud til det Sted, om hvilket dens Interesse drejede sig lige saa levende som de Andres. Rygterne meldte: Glarmester Falk højre Vinge, en Sauceske, Oluf Nielsen Ringen, en Strøske.

Postmesterens Pige hørte det af Skomagerens Kone ved Siden af og gik strax ind paa Kontoret for at meddele Frøkenen det. Frøkenen blev noget rød over Oluf Nielsen og hans Strøske, men svarede med rolig Stemme:

»Det er godt, Sine.«

En halvanden Time efter saae man Drenge løbe ind i Byen, omkaps, støvede til Øjnene, men Kaskjetten i Haanden. Det var aabenbart Stafetter fra Skydepladsen med en meget vigtig Efterretning. Postmesteren var vaagnet af sin Middagssøvn og laa i Vinduet:

»Hvem er bleven det? Hej! I Sataner, hvem blev det?«

»Kjøbmand Rasmussen!« svarede et Par Stykker, kilende videre ned ad Rasmussens til, hvor det gjaldt om at blive Førstemand med Nyheden.

»Kjøbmand Rasmussen er bleven Fuglekonge, min Pige,« meldte Postmesteren ilsomt til sin Datter.

»Det kan saamænd være mig det Samme,« sagde hun.

»Ja, mig egentlig ogsaa,« sagde han, »han giver dog ikke Noget.«

Ganske det Samme var det nu slet ikke Frøkenen, thi der faldt dog en betydelig Del af Glansen over den ondskabsfulde Louise Rasmussen, som nu naturligvis skulde skabe sig endnu meget mere end ellers, og som - skulde aabne Ballet. Ja, det var hendes Ret. Men med hvem?

Aftenen gav Svaret. Naturligvis med Oluf Nielsen. Henriksholmeren var forresten ikke kommen endnu.

Dansen gik meget lystig den smukke Sommeraften i den 206 luftige Pavillon. Vægge og Lysekroner og de simple Lampetter vare smykkede med grønne Guirlander og Blomsterkranse, saa at Skoven syntes at have trængt sig ind i Salen. Damerne vare i lyse Baldragter, Herrerne i Pudsen, et Par i Uniform, det saae Altsammen uhyre festligt ud.

Da Dansen havde varet en Times Tid, traadte en ny Gjæst ind; det var en grøn Uniform med Sølvknapper og Sølv paa Kraven og trekantet Hat, og den Grønne var Henriksholmeren. Almindelig Studsen og Forbavselse. »Jeg er bleven udnævnt til Jagtjunker,« meddelte han de Nærmeste, idet hans grønne Bryst svulmede af stille Stolthed over den Opsigt, han mærkede, at han gjorde.

Jagtjunker! I saa ung en Alder! Fra alle Sider stimlede man sammen for at lykønske ham. Man er altid mere villig til at anerkjende de Forrettigheder, der skyldes Fødsel, end dem, der ere selverhvervede; selv de nye, ved Skydningen vundne Laurbær truede nu med at blegne.

Den Grønne tog venlig og nedladende imod al den Hyldest, der ydedes ham, og da han atter kunde komme frem, gik han hen til Fuglekongen for at hilse paa denne anden Rangsperson i Grønt. Og saa hen til hans skjønne Datter, der modtog ham med straalende Øjne; det var dog en anden Glorie, der var over ham, end over Oluf Nielsen; bare han dog mente det lidt reelt med hende. Naa, fremtidig var der ikke Andet at gjøre end, da den Grønne forbøjede sig og udtalte det Haab, at der var blevet en Dans til ham, at sige - med Øjekast - »Jeg har Borddansen«, hvorpaa den Grønne, følende sig som en Kaj Lykke II., tog til sin sølvprydede Krave og sagde: »Det er Alt, hvad jeg kunde haabe.«

Ved Borddansen var der kun den Hage, at den var lovet til, ja saa smaat tilbudt Hr. Oluf Nielsen.

Denne havde ellers ikke tilbragt nogen ret behagelig Dag. Hans Gjenboerske havde lige saa lidt set til ham den Morgen som de andre, og han savnede næsten hendes Hilsen mere og mere. Det var een Ting, men der kom mere til. At han havde skudt en af de gode Gevinster ned om Formiddagen og aabnet Ballet med Fuglekongedatteren om Aftenen, havde givet nyt Liv til hans Upopularitet. Hans gamle 207 Modstander Knudsen, der lige et Par Dage før havde etableret sig, var naturligvis ogsaa tilstede, og han blev overøst med Velvillie og Opmærksomhed fra alle dem, der vilde drille Nielsen, og det var Mange.

Der er ikke Noget, der virker saa ophidsende paa et ungdommeligt og naivt og alt Andet end blaseret Sind som jævnlige smaa Drillerier, og unge Nielsen var i en meget pirrelig Sindsstemning, som ikke blev bedre ved, at han drak endel Champagne. Det hørte til ved denne Lejlighed, at der blev drukket adskilligt af denne Drik, man trakterede og lod sig traktere. Han gjorde kun det Første - til at tømme Flasker med sig havde han dog Venner nok tilbage.

Borddansens Tid nærmede sig.

»Nu er det nok snart os,« sagde han til Louise Rasmussen.

»Ja, tredie Vals, ikke sandt?« sagde hun med et troskyldigt Smil.

»Nej, Borddans.«

»Borddans? Nej, den har jeg lovet til en Anden.«

»Det var mig, De var saa god at tilbyde den,« sagde han idet hans Ansigt blev mørkt.

»Ja, saa har jeg taget fejl, for den havde jeg for længe siden lovet til Jagtjunkeren,« svarede hun paa sin Side lidt fornemt.

»Naa saadan,« sagde han; »ja saa skal De have Tak.« Og han gik sin Vej. Fornærmelsen gjorde ham for saa vidt ikke ondt, som han ikke brød sig alvorlig om hende, men den krænkede ham unægtelig i høj Grad, og han følte Tilsidesættelsen dobbelt i det Humør, hvori han nu var.

Ligeoverfor sig saae han Jagtjunkeren staa med Knudsen; den Sidste stod i en tilbagelænet Stilling ved en Dørstolpe med Haanden inde paa Brystet og det ene Ben kastet over det andet, i en Stilling, som han af Skuespillerselskabet, der havde været der om Vinteren, havde lært, at ædle og stolte Karakterer indtage.

Da Knudsen saae paa ham, smilede han og sagde Noget til Jagtjunkeren; de vidste uden Tvivl, hvad der var gaaet for sig, og at hun havde narret ham.

Han var kogende af Forbitrelse; han gik langsomt over 208 imod dem; alt det Drilleri, al den Forfølgelse, al den Uret, han i den sidste Tid havde været Gjenstand for, samlede sig i ham.

Da han stod ligefor de To, trak Jagtjunkeren sig forsigtig lidt tilbage.

»Lo Du af mig?« spurgte Oluf sin forrige Kollega.

»Maaske,« svarede denne med et drillende Smil, som gjorde, at Oluf i samme Øjeblik havde med begge Hænder fat i hans Kjole. Knudsen gav ham et Puf, saa han tumlede et Skridt tilbage. Saa tog Oluf fat paany, og idet han gjorde en Vending, satte han ham ud af den aabne Dør, men fulgte selv med.

Scenen var bleven bemærket. »Han gjør Kvalm!« man gik ud med for at se, hvad det blev til. Ingen af Parterne stod ganske sikkert, for dem Begge var Græsset paa Plainen temmelig glat, og Begge vare i Kræfter nogenlunde Ligemænd; det var en stum Brydekamp, men Oluf Nielsen følte sine Kræfter ligesom tage til, da han nu hørte smaa, opmuntrende Udbrud til Knudsen, medens der til ham selv kun lød et Par platoniske Opfordringer om at slippe og ikke gjøre Skandale. I det Samme følte han en Fod fra en Trediemand gjøre et Forsøg paa bagfra at spænde Ben for ham.

Rasende over dette Forræderi slap han i et Øjeblik Knudsen, drejede sig om og saae for sig Jagtjunkeren.

Der maa have været Noget i hans Ansigt, som gjorde denne alvorlig bange, thi uvilkaarlig trak han sin nye, pyntelige Hirschfænger - i samme Øjeblik var den ude af hans Haand og af et aldeles rasende Menneske hævet imod ham selv, men i samme Øjeblik havde ogsaa to Kvindehænder fat om den Rasendes Arm: »Oluf, Oluf, hvad er det dog, Du gjør?«

Der var en Klang i hendes Stemme, som gjorde stærk Virkning p