Topsøe, Vilhelm Uddrag fra I SOLSKIN

↩ »Aah, det var forresten Intet,« sagde hun, »det var en lille Plante, som jeg fik af gamle Kirstine, min Amme, sidste Gang, jeg besøgte hende. Hun sagde, det var en Lykkeurt, en lille, sjelden Blomst, hun havde funden i sin Have ved Nymaane. Den viser Menneskets Skjæbne; naar den trives godt, bliver den lykkelig, som har plantet den. Du veed nok, at hun er meget overtroisk og troer paa Eliefolk og kan see Bakkepigen sidde ved Galgebakken; jeg troer naturligvis heller ikke paa, hvad hun siger, men tog Blomsten for ikke at støde hende og plantede den der.«