Topsøe, Vilhelm Uddrag fra I SOLSKIN

Der udspandt sig nu en meget livlig, politisk Samtale. Overlæreren havde adskillige Punkter, over hvilke han i længere Tid havde tænkt og samlet Stof til Udtalelser, og som han nu kunde faae drøftet med Sparre, der var godt inde i Forholdene, og tillige kjendte flere af de ledende Personligheder og kunde give smaa private Meddelelser om dem, som det var Hr. Ludvigsen en sand Nydelse at erholde til videre Disposition. Engang imellem kastede Sparre et Blik hen til Margrethe, der sad aldeles tilovers og lod, som det interesserede hende i høj Grad at faae Ribberne løste af Lindebladene. Det blev imidlertid temmelig køligt, Mørket faldt stærkt paa, og man mindedes om, at Sommeren var forbi. I en livligt samtalende Gruppe begav man sig op til Huset. Margrethe gik bagefter og rev Bladene af de Buske, hun kom forbi. Pludselig vendte hun om, gjorde nogle Skridt tilbage, men gik da atter hen til de Andre.