↩ Vor første Generation af politiske Ledere bestod kun af dannede, tildels endog højtdannede Folk, og de politiske Forestillinger, som udgik fra dem, vare, om end ikke hos Alle ligefrem Frugter af den højere Aandskulturs Udvikling af Selvstændigheds- og Personlighedsfølelsen og Skærpelse af det sammenlignende og kritiske Blik, saa dog prægede af en udviklet og diskursiv Dannelses Maadehold og Forsigtighed. J. F. Schouw opgav at udgive Dansk Ugeskrift, da et Nummer af det var blevet lagt under Beslag og undertrykt af Kancelliet. Som Grund hertil angav han, at han ikke frivillig vilde underkaste sig Censur, og »at ligge i fortsat Kamp imod Autoriteterne strider saa meget imod min Tilbøjelighed og hele Maade at være paa, at jeg ikke heller herpaa kan indlade mig« - det var oprigtige Ord, som ogsaa andre Ledere kunde have taget til Motto ved kritiske Vendepunkter i deres politiske Virksomhed. Det er let nok at finde andre Exempler af det politiske Hverdagsliv, der vise, hvorledes de ledende Frihedsmænd opfattede Forhold, hvor der var Tale om Anvendelse af liberale Principper. Da Studentersamfundet var blevet opløst af Konsistorium, fordi man ikke som Ret vilde give dette Adgang til Forsamlingerne, 333 og da Repræsentanterne i den Anledning havde indgivet Klage til Stænderne, talte saavel Schouw som H. N. Clausen Konsistoriums Sag, Autoritetens og Myndighedens stive Sag, og da det i 1840 under Behandlingen af et gjennem Ussing indbragt Andragende til Roskildeforsamlingen fra Trykkefrihedsselskabet kom til en ret mærkelig Debat, hvor man rasede imod Oppositionspressen, saa istemmede Clausen paa en noget selvretfærdig Maade og bebrejdede den »Mangel paa Alvorlighed, Sandhedskjærlighed og Billighed«. Og det var den Tids høflige Oppositionspresse, hvor det slemme Fædreland, da det blev Dagblad, skrev sin Programartikel over den hellige Augustinus's Ord: »Enhed i det Nødvendige, Frihed i det Tvivlsomme, Kjærlighed i Alt«, og det i en Tone, der virkelig passede ret vel med dette Valgsprog.