Topsøe, Vilhelm Uddrag fra KRIEGER

Kriegers Interesse for disse Lande hidrører ikke blot fra den Lighed, han finder imellem deres og vore Forhold, saa at vi Alle ret kun forstaas igjennem og ved hinanden, men ogsaa fra en virkelig Kjærlighed. Han er af dem, der trænge til Skandinavismen, fordi den anviser dem en større og mere omfattende aandelig Hjemstavn, og han er ikke blot en af de mest trofaste Skandinaver, men ogsaa en af dem, som gjøre mest for den praktiske Skandinavisme indenfor det Maal og de Grænser, Udviklingen kræver. Den literære Tilnærmelse og det videnskabelige Samarbejde imellem de tre Lande har han viet en varm Interesse, og hans Bestræbelser have baaret betydelige Frugter; vi minde f. Ex. om Juristmøderne og deres Resultater. Men ogsaa paa det praktiske Omraade har han været med. Den skandinaviske Møntenhed er for en Del knyttet til hans Navn.