JEPPE AAKJÆR

✂ En Dag det tystned i de danske Skove;
brat standsed Hedens Sangerkor sit Spil;
ja, selve Bønderne bag deres Plove
med hældet Hoved lytted uvist til;
det var, da Du steg op af Lyngens Buske
med Næbet mod det friske Morgenvejr
og sang en Tone, man vil længe huske,
mens Duggen drypped fra din Vinges Fjer.

✂ Der gik et Suk igennem Rugens Ager;
ved dine Sange friedes det ud;
den gamle Gaard igen blev ung og fager,
og Hylden skød af Glæde nye Skud.
Den Skønhedsdrøm fra Livets Morgenrøde,
som ogsaa Bondens Hjærte bar i Løn,
skønt Dagens Trældom tynged den til Døde,
fik atter Liv ved Bondens egen Søn.

✂ Jeg fik din Bog i Haand og op den lukked. —
Hvor blev dog, Digterbro’r, mit Hjærte glad!
60 Det var jo Aks, som Du ved Vejen plukked;
som Markens Blomster dufted dine Kvad.
Syng, kære Ven, mens Dagens Timer rinder,
som Du har sunget nu, og naar en Gang
din Svaneflugt bag Livets Kiming svinder,
Du synger os maaske din bedste Sang.

✂ Fra mine Klitter saa jeg, hvor Du sloges;
det lo og klang af Jubel i mit Bryst.
Du blev en Fælle, og jeg mod dig droges;
for Smaafolks Ret vi sammen tog en Dyst.
Vi tjener begge under samme Fane;
hvor Kampen stod, endnu den stadig staar,
mod Tankens Tvang, mod Tryk og gammel Vane,
som krøged vore Fædre Hundred Aar.

✂ Du blev min Ven, og naar Du nu dig bygger
dit Hus, som det sig bør, paa Bondejord,
hvor indendørs din egen Nanna hygger,
min Tanke under Gavlens Tagskæg bor.
Og Du vil glædes, véd jeg, naar til Sommer
jeg om ad „Jenle" lægger mit Bestik,
og staa i Karmen, naar jeg til dig kommer,
og spejde med dit dybe, tunge Blik.