KVINDEN

✂ (KVINDE-DELEGERETMØDE I RANDERS)

✂ Jeg husker end, skønt det er længe siden,
en Mørkningsstund, jeg sad paa Moders Knæ;
vor Hytte gav sig under Suk og Vriden;
det rusked i det gamle Piletræ;
saa vildt og farligt Fjordens Brænding brølte,
for Døren skreg uhyggeligt en Ravn;
men Verden kunde briste, thi jeg følte
mig tryg og rolig i min Moders Favn.

✂ Og grant jeg mindes Ellen, Engens Datter,
til hvem jeg plukked gule Blomster smaa,
og hendes lyse, klingre Barnelatter,
som jeg endnu saa ofte tænker paa;
af grønne Siv hun fletted mig en Krone
og om min Tinding svalt den glide lod;
jeg syntes stolt, det var en Kongekrone,
og at min Dronning ved min Side stod.

✂ Jeg mindes ogsaa sødt en herlig Sommer,
der drog med lyse Nætter over Strand;
saa ung og dejlig duftende der kommer
vel aldrig mer en Sommer til vort Land;
da gik der to langs Strandens vaade Stene,
mens Bølgen lulled sig saa blidt i Blund;
ak, intet er som dette ungdomsrene,
det allerførste Kys af Pigemund.

✂ Jeg fandt en Ven, ja Livet til mig smiler,
en Ven, der trofast ved min Side staar;
i hendes Haand min Haand saa roligt hviler,
og hendes Tale til mit Hjerte naar;
gi’r Tiden Rynker, Striden nok saa drøje
og dybe Hug, og Rifter Rævens Klør,
jeg ser i hendes store, klare Øje
og bliver ung og rank igen som før.

✂ Se derfor synger jeg til Kvindens Ære,
ja, hende vil jeg elske til min Død.
Vor bedste Kammerat, det skal hun være;
hun nænsomt hele skal, hvad vi forbrød.
Derfor en Gang, naar hun er fri, jeg tænker,
med mange Ting det bliver bedre fat;
den Dag, da løst er alle hendes Lænker,
jeg svinger glad og højt min Kunstnerhat.