NU DRAGER DE VILDE SVANER

✂ Nu drager de vilde Svaner
hen over Dynæs Vold
og Hjulsøens dybe Vande.
De drager mod Nordens Sommer,
kommer saa langvejs fra,
fra fremmede, fjærne Lande.

✂ Se, Dagen har fundet Hvile,
stille er Skov og Sø,
paa Himlen en ensom Stjærne.
Men grant mod den gyldne Stribe
ses over sorte Træer
den snorrette Flok i det fjærne.

✂ De flyver saa højt i Luften;
op over Borg og By
og Taarn og Tind de fare,
16 som bærer en Sjæl saa rolig
ophøjet, rig og stor
den flyvende, stolte Skare.

✂ Der toner en Sang der oppe
over den lave Jord;
igennem min Sjæl det suser
saa rent og saa sælsomt stille;
nær og forunderlig fjærnt
det himmelske Orgel bruser.

✂ De syngende vilde Svaner
svinder mod Nattens Sky,
som ogsaa min Livsdag svinder.
Hvornaar vil den komme, Dødens
underlig høje Stund,
da sidste Minut udrinder?

✂ Det kymrer mig ej, jeg frygter
Dagen og Stunden ej
og Skyggernes Hær end mindre, —
naar aldrig jeg taber Flugten,
Svanernes høje Flugt,
med Orgelbrus i mit Indre.