KABBELEJEN

✂ Nu blomstrer Kabbelejen langs gamle Dynæs Strand;
saa ensomt Borgevolden sank i Drømme,
men Kabbelejens Blomster staar i den samme Brand,
og lige frisk gaar Hjulsøs dybe Strømme.

✂ Her boede før en Kriger, en Sanger nu her bor;
hver Tid for nye Syner Pulsen banker;
men Kabbelejen drager sin juni-gyldne Snor
igennem alle Tiders Sommertanker.

✂ Og Kabbelejen gror paa den samme danske Eng,
hvor Bondens Føl og Plag fik Kraft i Krydset,
og hvor den blonde Pige paa gule Blomstervæng
fik røde Kinder under Høsletskysset.

✂ Vel er den ej saa pragtfuld, ej paa saa højt et Sted
som mange andre straaler den og skinner.
Nej, i de side Enge og ved den lave Bred
beskedent hen dens Sommerdage rinder.

✂ Dog, Kabbelejen er som det danske Lands Symbol,
saa fuld af Sol og Saft og Sommervæde.
Saalænge Engen vælder og grønnes under Sol,
vil Kabbelejens Blomst vort Øje glæde.

✂ Den træder ud i Vandet, som om til Bad den gaar;
den Bondepige løfter bly sin Kjole;
den ser sit eget Billed, forundret stille staar
og lar sig rigtig, rigtig gennemsole.

✂ Du kære Kabbeleje, min Barndoms Sommerfryd,
der nu mit Manddomssæde gyldent kranser,
skin trofast for din Digter som Dynæs bedste Pryd,
du Lys for Hjulsøs Bølger, mens de danser!