I Æ AWTÆGTSSTOW

✂ A sidr nu her i min Awtægtsstow,
aa oll min gue gammel Venner
saa smaat er listet o Ste’ hen aa sow,
aa derfor er a saa jenner,
for Mett’ Mari’ er ogsaa hen.
Ja, saamænd er hun saa,
Mett’ Mari’ hun er hen.

✂ Hun sørred for, En fik nøj te æ Brø’;
hun glemt ett Mis, den bett’ Stakel;
der var ingenting, der ved hin’ maatt’ li’ Nø,’
hun re’ æ Seng aa pas’t Ka’kel.
Hun var endda saa skidt te Gaangs.
Ja saamænd var hun saa,
hun var ring’ te aa go.

✂ Men da hun var i hin’ Ungdomsdaw,
I skuld’ ha’ sit, hun kund’ vend’ sæ
62 i Daans, ved Arbejd, i Mark aa i Haw,
aa et’ med lidt hun kund’ lænd sæ.
Men En blywer gammel hen epo.
Ja, saamænd gør En saa.
Blywer gammel hen epo.

✂ Nu sidr a her, aa a praater mæ’m siel,
for hvem har Staaend aa hør’ po mæ,
aa naar æ Klokk’ den slaar hal’ aa slaar hiel,
a tøgges li’som de kan ro mæ.
Aa ja, saa laangsom Tiden gaar.
Ja, saamænd gør’en saa.
Mett’ Mari’ hun er hen.

✂ Se hun aa mæ vi kund’ praat mæ hinaan
om Dawn saavel som æ Nætter.
Men naar a vend’r mæ i Seng nu hver Staaend,
saa er der ett aa hør etter,
uden æ Klokk’ skuld’ træf aa slaa.
Nej, saamænd er der ett,
Mett’ Mari’ hun er hen.