IV. Mimi Collin.
(1813.)
✂
Dengang hun laae og leed, af Ømhed pleiet,
Af Kjærlighed begrædt,
Da traadte Dødens Engel hen til Leiet,
Umærkelig og let.
✂
Med omvendt Fakkel, i forklaret Smerte,
Han lagde taus sin Haand
Paa Mimis fromme, nu saa matte Hjerte,
Og løsned' Støvets Baand.
✂
Og løfted' mildt paa Armene den Spæde,
Og sagde: »Mimi! giv
»Et Kys til dem, der elske dig, der græde,
»Der ængstes for dit Liv.
✂
»Lad dette Kys dem sige, at til Livet
»Med dig din Fører gaaer,
»Og at det Tabte vorder atter givet,
»Naar Gjensyns-Timen slaaer.«
✂
Og from og klog og med et Smiil hun rækked'
Til Kys den lille Mund.
Men Dødens Bleghed denne Mund bedækked',
Og Øiet faldt i Blund.
✂
En Lilieknop, for tidlig, ak! udsprunget,
Det skjønne Hoved gled
Til Englens Bryst, af Smerten ubetvunget,
Forklart i Dødens Fred.