En Drøm.

✂ Jeg vented' igaar, jeg gik ei ud,
Jeg sørged' mig fast titdøde.
Inat mig trøsted' Drømmenes Gud,
Og bragte dit Billed, du Søde!

✂ Som Venus steg af Bølgernes Grav
Blandt Skummet om Brændingens Stene,
Saa steg du nøgen af Drømmenes Hav,
Lig Venus Anádyomene.

✂ Een Haand du bøied' om Brysterne løst,
Af Blu, som det sømmer en Qvinde;
Den anden sænkte du ned gratiøst -
Lig Statuen af min Gudinde.*)

✂ Erindrings sittrende Fryd som Dug
Hang vaad i dit Øie og smægted'.
Forventningen steg i lønlige Suk,
Som Læberne svagt benægted'.

✂ Thi Læberne brændte som Glød paa Glød,
Og Luer slog ud fra Kinden.
Men Aanden steg fra dit Bryst og gjød
Sin Kjølighed om dem som Vinden.

✂ Og under dit himmelske Aasyn laae
De hvilende Bryster skillet,
Lig Raphaels Engle, der tause staae
Forneden Madonnas Billed.

✂ Du hvilte dig let paa den venstre Fod,
Og bøiede ziirligt den anden.
Bedøvet af Synet jeg Arme stod,
Fortæret som Vedet af Branden.

✂ Jeg stirrede paa dig, paa Fod, paa Haand,
Paa de pletfri', skinnende Lemmer.
I Synet henrykt dukked' min Aand,
Det Syn, jeg aldrig forglemmer!

✂ - Men alt som dit Legems herlige Form
Stod klarere for mit Indre,
Sank min Attraaes ustyrlige Storm,
Og Blodets Bølger blev mindre.

✂ Thi Gratien som et let Gevandt
Flød rundt om de sneehvide Lænder;
Og selv din Skjønhed - saa fuldendt! - bandt
Min Attraaes dristige Hænder.

✂ I Andagt tabt beskued' jeg dig,
Din Skjønheds Straaler at drikke.
Et classisk Marmor syntes du mig,
En levendegjort Antike.

✂ Et Marmor - men bag den dæmrende Hud
Gik Aarerne frem og tilbage -
En Statue af et Marmorbrud,
Der aldrig har seet sin Mage.