Hertz, Henrik Fru Emma Henrichsen

I. Fru Emma Henrichsen.

(1831.)

Det er tungt, at de, vi elske, kunne
Rives fra vor Side; det er tungt,
At et haabfuldt, elskeligt og ungt
Liv saa pludselig kan gaae tilgrunde;
At en Hustrus Ømhed, Hjemmets Lykke
Ei mod Dødens Rædsler kan betrygge.

Det er tungt, at Mennesket maa grue
For at elske varmt og ømt en Ven,
Ængstes for at give heelt sig hen:
Dette Liv et Vindpust kan forkue!
Et Secund: med omvendt Fakkel græder
Engelen ved vore hedste Glæder!

233

Var det gjort med denne Verden; hviilte
Ei bag Fremtids Tæppe skjult et Haab,
Vee os da! som et fortvivlet Raab
Vore Klager da mod Himlen iilte.
Men ved Tabet mildner det vor Klage:
Engang skal det gives os tilbage!