I. Fru Emma Henrichsen.

(1831.)

✂ Det er tungt, at de, vi elske, kunne
Rives fra vor Side; det er tungt,
At et haabfuldt, elskeligt og ungt
Liv saa pludselig kan gaae tilgrunde;
At en Hustrus Ømhed, Hjemmets Lykke
Ei mod Dødens Rædsler kan betrygge.

✂ Det er tungt, at Mennesket maa grue
For at elske varmt og ømt en Ven,
Ængstes for at give heelt sig hen:
Dette Liv et Vindpust kan forkue!
Et Secund: med omvendt Fakkel græder
Engelen ved vore hedste Glæder!

✂ Var det gjort med denne Verden; hviilte
Ei bag Fremtids Tæppe skjult et Haab,
Vee os da! som et fortvivlet Raab
Vore Klager da mod Himlen iilte.
Men ved Tabet mildner det vor Klage:
Engang skal det gives os tilbage!