Bryggerenes Jeremiade.

✂ Das Menschenvolk nu mich ennuyieret,
Ja, selbst der Freund, der sonst passabel.
Das kommt, meil man Madame titulieret
Mein süsses Liebchen, so süss und aimabel. H. Heine.

✂ Jeg hører tidt af en og anden Ven,
Jeg ansees for den lykkeligste Brygger;
At Alting føier mig hvor jeg vil hen.
- Nei, Godtfolk! jeg veed bedst, hvor Skoen trykker.

✂ Vel er det sandt, jeg har min egen Gaard,
Og uden Priroteter og Restancer.
I Stalden begge mine Bæster staae;
Og spændes de for Vogn, pas paa, de dandser.

✂ Jeg har en Rid'hest for min egen Mund,
En holsteensk Kurvevogn med fire Sæder.
Hver Søndag ta'er vi ud til Slottenlund
Og frydes ved Naturens mange Glæder.

✂ Og sandt det er, jeg har en Deel forud;
For hvor jeg kommer, bli'er jeg respecteret.
Min ældste Søn stod øverst, det veed Gud!
Da han i Paasken sidst blev confirmeret.

✂ - Men hermed er det ikke gjort. Enhver,
Om ogsaa Lykken føied' ham forresten,
Maa dog bekjende, at hun her og der
Har endnu mere favriseret Næsten.

✂ See, nu er jeg en grumme holden Mand
Og commanderer glatvæk i min Stue.
Hvad hjælper det? naar jeg dog aldrig kan
Faae Kjællingen derhjemme gjort til Frue.

✂ Og hvad der egentligt er værst derved,
For ellers jeg mig Pokker derom kerer,
Det er just det, at de, vi omgaaes med,
Er næsten lutter Borger-Officerer.

✂ Og har vi saa engang lidt Maskepi,
Lidt Selskab, som jeg sætter med det samme,
Er Mutter i det hele Compagnie
Vor Herre Død den eneste Madame.

✂ See, det kreperer! det veed Gud det gjør!
Og derfor er det evige Capitel,
Min Kone standser ved, naar blot hun tør,
At jeg partout maa skaffe mig en Titel.

✂ Men det er ikke gjort som sagt, Machere!
Folk er saa curiøse her i Staden.
Jeg troer, man finder før en Secretair
End Karlens Titel liggende paa Gaden.

✂ For, skjøndt jeg tidt har speculeret paa
Adskilligt, som jeg tænkte skulde gjør'et,
Jeg mærker, det vil ikke rigtig gaae,
Hvor meget jeg endog har villet smøre't.

✂ Som nu at blive Borger-Officeer,
Det har jeg selv fordærvet med Attesten.
Jeg svoer mig fri - som det saa ofte skeer
Og gik med spanske Fluer under Vesten.

✂ - Forøvrigt maa jeg sige til min Trøst,
At de, vi omgaaes med, de er' galante.
De sige Frue, saa det er en Lyst,
Til Kjællingen og til min rige Tante.

✂ En fornem Mand - I kjender ham, jeg troer;
Han sidder i Collegiet den samme -
Han siger, naar han spiser ved vort Bord,
For ingen Priis til Kjællingen Madame.

✂ Og ellers Fleer, der spise tidt hos os
Og kjende rigtigt til den fine Tone,
De sige, Rangforordningen til Trods,
Min lille, rare Frue til min Kone.

✂ Men - denne Herlighed er ikke stor;
For mens min stakkels Kone staaer og neier,
Stu'pigen, seer jeg, lurer udenfor
Og fniser, mens hun lader som hun feier.

✂ Nee! det har ingen Art! Det er for galt!
Jeg har nu altid holdt af det Reelle:
Kan jeg ei brygge med mit eget Malt,
Saa la'er jeg være, det kan jeg fortælle!