Hertz, Henrik Fornarina

Fornarina.

Den skjønne Fornarina, Raphaels
Maitresse, som bekjendt, er malt af Tvende:
Af Giulio Pippi først; og siden hendes Sjæls
Behersker, Raphael, har afmalt hende.

Ja, du har truffet, Giulio, paa en Prik
Hiin klare Pande, denne Mund, der smiler,
Mens forud for Mysteriet den iler;
Og Attraa er i hendes Blik,
Og hedt i Karnationen Blodet ruller.

Men du har malt os Bolersken. For mat,
For blød og slap er Arm og Bryst og Skulder,
Som leed hun af en gjennemvaaget Nat.

Hvor anderledes, Fornarina, straaler
Din Skjønhed hist i Florents Gallerie!*
*

163 Det Held, der flød til dig fra fulde Skaaler,
Forkynder mildt dit Aasyns Harmonie.
En stille Sandselighed duftig svømmer
I Øiets Dyb. Du undrer dig endnu,
Og et undseeligt Træk fortæller os, at du
Om Kjærlighedens Lykke drømmer.
Alt tyder paa, at du er ung og sund,
Tilfreds med dine Kaar. Men Munden tøver
Endnu blufærdig, fremmed, mens den prøver
I Ord at fatte din Tilfredsheds Grund.