Hertz, Henrik Erindringer fra Hirschholm

Erindringer fra Hirschholm.

180 Titta dit åt, dit åt strand,
Ut åt sion; paa venster hand,
Dit midt öfver at det huset,
Där som ljuset
Syns ibland.
Nei, min ros! min sockerbit!
Dit åt, der jag pekar, dit,
Dit åt skogen,
åt den krogen
Med en skorsten röd och hvit.
Fredm. Epistl. 49.
181

Posthuset i Hirschholm.

Et Maanskins-Stykke.

Mel. Fredm. Epistl. 77.

Natten er kjølig og Vindene feie
Lummervarmen sagte fra Træer og Krat;
Bøgenes Blade, der gyngende neie,
Spiller Maanen paa i den dæmrende Nat.
Kammeret er mig for snævert. Endog
Hunden forglemmer sin søvnige Vane,
Kradser paa Døren; et talende Sprog!
Nu, saa gaae med, min Diane!

Ak, her er smukt! See, paa Søernes Flade
Glimrer Maanen dybt i det krusede Vand.
Tys! ingen Lyd i den eensomme Gade!
Alle sove trygt, baade Qvinde og Mand.
Skomagerkonen er oppe, min Tro!
Synger for Drengen, paa Skjødet ham sætter.
Ja, hun maa kjøbe sig Glutternes Ro
Med sine søvnløse Nætter.

182

Hist over Slotshavens sjunkne Terrasser
Hviler Nattens Dug som et grædende Hav.
Slottet, man nedrev i uhyre Masser,
Vidner Kirken om, lig et Kors paa en Grav.
Egnen er øde, Mathilde, hvor du
Flygtig har redet den flygtige Ganger;
Blot dine Lidelser mindes endnu
Af den tungsindige Sanger.

Tys! er det Ryttere, hisset jeg hører?
Lyden farer dump, og man skjelner den ei.
- Nei, med et Læs en Forpagtervogn kjører,
Stødende saa tungt paa den brolagte Vei.
Ak, hvilket Læs! og paa Toppen en Sæk!
Dorsk en Forpagterkarl throner derover,
Sover og nikker og vaagner med Skræk,
Nikker saa atter og sover.

End af en Skorsteen derovre sig hæver
Som et Slør af Æther den blaalige Røg,
Lyser i Maanskin, imedens den svæver
Bølgende forbi den beskyggede Bøg.
Og med et Shawl om det lokkede Haar
Viser sig En i vor øverste Stue:
Lænet til Armen i Vinduet staaer
Eensom Professorens Frue.

183

Hør, hvor hun synger: »See, Skyarna glimma,
»Stjernorna försilfra båd vatten och land,
»Månan i molnet sin guldgula dimma
»Kaster öfver klappträn och såar vid strand.«
Fredman! Din Sang, der er kjendt af saa Faa,
I hendes drømmende Tanke den hviler;
Ak! og i Øinenes natdunkle Blaa
Speiler sig Maanen og - smiler.

Stille! jeg hører en Smelden og Kalden;
Heste blive forspendte: »Hyp! vil du gaae!«
Bonden ta'er Tømmen og kjører fra Stalden,
Skuret hisset ovre, hvor Vognene staae
Underlig trist er det fugtige Skuur,
Sparsomt belyst af en eneste Lygte.
See kun, hvor henad den kalkede Muur
Skyggerne vaklende flygte.

Heisa, Diane! hvad gjøer du og snuser?
Kjender du ei længer vor Postmesters Kat?
- Mærk, hvor den logrer med Panden i Kruser,
Frygter dog tilsidst for at tage den fat.
Couche! Vil du lystre! Herhid! Det var brav!
Hører du ikke, hvor Postkarlen blæser?
Oppe paa Veien der kommer i Trav
Holsteenske Vogne og Chaiser.

184

Posthornet klinger saa muntert i Natten;
Kudsken svinger Pidsken, og Hesten gjør Spring.
Herrer og Damer med Fjeder i Hatten
Ruller ind i Byen og seer sig omkring.
»Holla ved Porten! gjør Plads! Vi skal ind.«
- Stalden er opfyldt af Vogne med Huder. -
»Seida, tilside du der med de Skind!«
- Hør kun, hvor Postkarlen tuder!

»Naa da! hvad staaer du og gaber, din Klaade!
Kan du rykke Vognen og gjøre mig Plads?
Han skal afveien! Giv Tid, Deres Naade!
Kjøter, er du grov? Saa kom an, lad os sla's!«
- See kun, der tager han fat i hans Bryst!
Men under Larmen og Skrig af Betjente
Hører man ængstlig en qvindelig Røst:
»O, lad os hellere vente!«

Rykker han Vognen? Ja see, hvor han rykker!
Med en Stige kommer geskjæftig Andrees.
Herrer i Kapper og Damer med Smykker
Hoppe ned, imens der passiares og lees.
Tjeneren venter og krummer sin Ryg;
Kudsken er mukken og grov som den Bedste!
Skaglerne spender han fra med et Tryk,
Seer til de dampende Heste.

185

Nu bli'er der lyst i vor Postmesters Stue;
Pigerne faae travlt, bringe Flasker og Glas.
Høfligt en Herre geleider en Frue,
Gaaer i Huset ind, og en Tjener gjør Plads.
Hvem er vel han i den skotske Carrik,
Han, der spadserer saa stolt som en Spanier,
Ryger Cigarer og fæster sit Blik
Taus paa de høie Kastanier.

See, der forsvandt han. Men udenfor Huset
Dvæler under Træet den yndigste Glut,
Stirrer paa Søen, der skyller mod Gruset,
Rislende med Skum, af en Kampesteen brudt.
Venter hun Nogen? - Ak, hvor hun er smuk!
Men hun er bleg, og hun sukker bedrøvet.
Vinden er grusom imod hendes Suk,
Spreder dem ad mellem Løvet.

Nu gik hun ind, og en Tummel jeg hører;
Vognene man kjører for Døren. »Aa hør!
Hvem er det fremmede Herskab du kjører?
- »Han er fra Ostindien; jeg troer Gouverneur.«
Arme! Nu fatter jeg først dine Suk:
Sukket, der kjøligt af Vindene fanges,
Stiger, uagtet vor Himmel er smuk,
For Himeleia og Ganges.

186

Hør kun, hvor Kudsken ta'er paa med at blæse!
Hele Suiten kjører fra Byen igjen,
Svøber sig ind, mens den fjerlette Chaise
Ruller hurtig bort, og de Andre bag den.
Støvet, bedugget, sig løfter saa tungt,
Skjuler dem hist under Træernes Kroner;
Blot fra et usikkert, svævende Punkt
Rækker mig Posthornets Toner.

Men - det er Tid, at jeg tænker paa Sengen;
Morgenen bebudes af Taarnuhrets Slag,
Taagen fordeler sig langsomt paa Engen,
Maanen svinder bleg for den vaagnende Dag.
Kom da, Diane, lad os To gaae ind,
Slaae os til Ro og paa Leiet os lægge.
Hindres min Søvn af et uroligt Sind,
Sover nok du for os begge.

187

Billardet i Hirschholm.

Mel. Fredm. Epistl. 69.

See, hvor hurtigt Skyer trække
Op fra Horizonten;
Tunge, sorte de bedække
Aftenhimlens Blaa.
Vinden suser frem for Fronten
Af den tætte Skare,
Blæser alt i Toner klare
Krigs-Signal - pas paa!
Ak, hvilket Veir!
Jo, nu kan vi spadsere!
See, Skyen der!
Og bagved komme flere.
Vinden feier Sand og Blade
Henad Byens Gade;
Svalerne, der fløi saa glade,
Flyve lavt og angst.

188

Ja, der er et Uveir oppe!
See paa Fjederkræet!
See, hvor Bøgens høie Toppe
Pidskes ned - min Gud!
Det er accurat som Træet
Fik et Drag i Nakken.
- Men hvad hjælper al den Snakken?
Kan vi nu gaae ud?
»Nei!« - Det var bra'!
Thi kort og godt var Svaret.
Altsaa - hvad da?
»Vi vandre til Billardet!«
Bravo! Lad os Tre gaae sammen,
Snakke med Madamen,
Skaffe Viin og Glæde - Amen!
Fremad! Marsch! Allons!

Deres Solhat, bedste Frue!
- Doctor! Paraplyen! -
Ak, forvar Dem vel mod Snue!
Tag Galoscher paa.
See, det drypper alt fra Skyen;
Stødviis suser Vinden -
Skal jeg tale med Værtinden,
Mens De foran gaae?
- Søde Madam!
189 De har vel -? »Ja, jeg gjætter!« -
Det er en Skam!
»Der er alt tændt Lampetter.«
Er der tændt? Ak, hvilke Straaler!
Knap den Glands jeg taaler.
Otte Lys i Girandoler!
Kongelige Pragt!

Lad os da begynde, Kjære!
Her er tvende Baller.*
Vælg blandt disse! - Paa min Ære,
Fruen er Regent!**
De maa ta'e det som det falder:
Jeg er deres Makker;
Vil De, Doctor? - »Jo, jeg takker!«
Læg da ud! - »Aa, vent!
Hvor er min Queue?***
Jeg kan ei med en anden -«
Fjas! Cinq a deux!

* * * 190

Stød Ballen der ved Banden! *
Hør, hvor Regnen slaaer paa Ruden!
Her paa Vindens Tuden!
Og i Stalden brøler Studen -
Traf han? - Cinq a six.

Bravo! Ja, naar han couperer, **
Mærker man Routinen.
See kun, han quarrambolerer! ***
Han er ude snart.
Doctor! husk paa Carolinen; ****
Den kan Ingen redde;
Den gaaer i med; skal vi vedde?
Skal vi? om en Quart?
- Hvad? slap han fri?

* * * * 191

Med ham man ei kan holde!
Kors! Cinq à dix!
Madam! en Tremarks-Bolle!
Punsch i Bolle! Viin i Flasker!
- Hør, hvor Regnen pladsker!
Midt paa Gaden eensom tradsker
En med Træsko paa.

Ak, forløb han sig? Desværre!
Sept à dix - ei andet!
Sligt kan hænde Hver, min Herre!
Hvem skal nu? - Naa jeg!
Er vort Held med Uheld blandet,
Slaae vi det en Plade.
Lad os Alle være glade -
Sept à treize - Ei, Ei!
Hurra! see der
Kom Punschen ind og Vinen!
Sæt Flasken her,
Ved Siden af Terrinenen.
Stille dog! I gjør Spectacler -
Tys! Billardet vakler.
Kan vi spille godt, vi Stakler,
Under al den Qvalm!

192

See paa ham, hvordan han bukker
Gratiøst for Fruen,
Byder Viin med Vand og Sukker -
Ak, en liflig Drik!
Skjelmsk hun seer sig om i Stuen,
Synger før hun drikker:
»Säj, är intet Mollberg qvicker?
Öfvermåttan qvick.«*
Bums! jeg løb i -
Saa gaaer det, naar man spiller
Til Melodie
Af hendes ømme Triller.
Ak, min Frue! naar De synger,
Sig mit Bryst forynger,
Og en Smerte mig betynger,
Som - ja, hvem skal nu?

Quinze à vingt - hvad er i Veien?
Himmel! vær os naadig!
Ballen var jo Deres egen,
Som De selv slog i.
Ja, naar man er altfor graadig,
Bli'er man let forføret
Til at slaae sig selv paa Øret.

* 193

- Frue! nu skal De.
Vent! lad mig see!
Ifald De ei kan naae den,
Stød da tournée;*
Kanskee De saa kan faae den.
Hav den Godhed at begynde!
Vi maae nu os skynde.
Doctor, see! Med hvilken Ynde
Fører hun sin Queue!

Mens hun sviller, Haaret lokkes
Rundt om Hals og Rinder;
Smiil paa hendes Læber flokkes -
Quinze à trente - hvordan?
Skal vi slaae tilveds, hun vinder?
Om et Fad med Kager?
Vinder hun Partiet, tager
Fadet jeg. - »Kom an!«
Brav! det var Ret!
Hvad var det? Caroline!
Vingt à trente - sept -
Jo, Kagerne bli'er mine!

* 194

See, hvor excellent hun spiller!
See, hvor Kuglen triller!
Kan hun tabe? - Hvilke Griller!
Hvad sa'e jeg? - Partie!

- Tys! der holdt en Vogn for Døren!
Det er Folk fra Landet.
Kik kun ud! - Der kommer Søren;
Med et Lys han gaaer.
Fra dem Alle drypper Vandet,
Medens ned de stige.
- Kan de see den unge Pige
Med det blonde Haar?
Kinden er rød
Af Regnen og af Blæsten.
Ak hun er sød!
See kun! hun klapper Hesten.
Ned ad hendes Silkekaabe
Glider Regnens Draabe.
»Clara! Clara!« hør, de raabe -
Ja, nu løb hun ind.

Hvor dog denne By er stille!
Og saa eensom Gaden!
See, hvor smukt! Fra Lygten spille
Smaaglimt i en Pyt.

195

Ei! nu faae vi Bud fra Staden!
Hør! Postillioner!
Klangen af et Posthorn toner
Meer og mere lydt.
Høit paa det Blaa
Der titter frem en Stjerne.
Kom, lad os gaae
Og see til vor Kaserne.
Doctor, jeg har tømt Terrinen;
Ak, men Theemaskinen,
Aftensmaden, Glæden, Vinen
Vente - lad os gaae!

196

Hyacintherne.

Til I. L. Heiberg, hans Kone og Moder.

(Februar 1833.)

Naar Vaaren atter paa Mark og Eng
Imellem Planterne Blomster fletter,
Og hist og her den duftende Væng
Er pyntet med Grupper af smaa Bouquetter;
Naar Storken, Bøndernes Skildvagt, staaer
Og strækker sin Hals saa stivt paa Gavlen,
Og Landmanden pløier, planter og saaer
Og lægger Planer for Efteraars-Avlen:
Da drager jeg, elskede Venner, langt,
Ak, langt fra Eder med Damp og Heste.
Min Postvogn ruller; mit Skib gaaer rankt;
Jeg kjører og seiler; mit Bryst er trangt
Blandt al den Damp og de Heste.

197

Jeg skal ei gaae i den kjølige Lund
Iaar med Eder til Rungsteds Bakker;
Ei see henover det deilige Sund,
Hvor Maagen lavt paa Vandene flakker;
Ei der med Øiet paaklem jeg kan
Den lumre Formiddag liggende drømme,
Mens Solstrimen langs det zittrende Vand
Og Kysten i Eet for Øinene svømme;
Ei skal jeg vækkes af Eder ihast,
Naar I med et Udraab en Seiler bebude,
Og Skibet nu kommer med Vimpel og Mast,
De skinnende Seil som yndig Contrast
Til de himmelblaa, Vande derude.

Jeg skal ei gaae med Eder iaar
Til Vallerødshøien ved Hirschholms Banker,
Hvor Hannabjerget som Minde staaer
Om vore gjensidigt skiftede Tanker;
Ei der mig fryde ved Dæmringens Ro,
De lette Taager, der indhylle Dalen,
198 Og more mig med den taalmodige Ko,
Der vifter Bræmserne bort med Halen;
Skal ei betragte det eensomme Hveen,
Der kaster til Sjælland tungsindige Blikke,
Den triste Skov, den forbrændte Green,
Og nær ved Stranden den mægtige Steen,
Som Bølgerne skvulpende slikke.

Jeg skal ei atter som tidt ifjor
Med Eder i Slotshavens Gange spadsere,
Og lytte til Spurvenes qviddrende Chor
I Mangel af Andre, der vil musicere;
Ei undre mig over den uddøde Pragt,
Det nedrevne Slot, de svundne Cascader,
Og høre hvad Skomagerkonen har sagt
Om Spor af Terrasser i Træernes Rader;
Ei tale med Eder om Hoffets Glands,
Ei mindes bedrøvet tidligt og silde
Banquetter paa Slottet og Toure tilvands,
Og Hesten, der foer paa Veien i Dands
Med den muntre Dronning Mathilde.

199

Ak nei, om syende Christians hof
Jeg med Fru Gyllenborg ei skal tale;
Ei med Johan Ludvig om Form og Stof
Og om Poeter, der næsten er' gale.
Ak Gud! og Fredmanns Sange! ja hvem
Skal synge for mig den deilige Vise
Om »Mor på Tuppen« og hver af dem,
Jeg hørte saa tidt af Johanne Louise.
Herefter synger jeg vel paa Fransk;
Fra By til By den Reisende render;
Og Luften er lummer, og Damen er spansk,
Og Alting er herligt, men Intet er dansk,
Og langt fra mig mine Venner!

- Da Sommeren væved' et Slør ifjor
Af hvide Taager om Hirschholms Nætter,
Da dufted' mit Kammer af mangen en Flor,
Fra Eder, Elskede! sendte Bouquetter.
Iaar, hvad sender jeg Eder igjen?
Jeg reiser med Vaaren, og nu er det Vinter.
200 I tage tiltakke med det, Eders Ven
Har samlet i Potter, en Flor Hyacinther.
Vel visne de snart; dog er det min Trøst,
De spire vel frem igjen adaare,
Og dufte og hviske med sagtelig Røst:
I mindes af En paa den fjerneste Kyst
Med Hjemvees Længsel og Taare.