↩

Scene fra Østerlandet.

✂

Hun.

Hvor længe skal jeg vente?
Som Liljen, skjult i Ørken,
Til hvem ei Regnen kommer
Med Himlens Elskovs-Taare,
Saaledes jeg forsmægter.
Og som en eensom Perle
Paa Havets Dyb, jeg ligger
Og stirrer gjennem Bølgen
Mod Solens hede Straaler,
Der aldrig sig formæle
Med dette hede Hjerte.
Hvor længe skal jeg vente?
60 Gazellen lig, den muntre,
Der paa den fede Græsgang
Af Overmod sig boltred',
Men nu forgjæves stønner,
Og søger skjulte Kilder,
Og synker ned af Mathed,
Saaledes jeg forsmægter.
Ak, jeg maa evigt vente,
Og haaber kun forgjæves!

✂ Jeg vil ei længer læse,
O Hafiz, dine Digte.
Thi ene du har lært mig
At kjende hvad jeg attraaer.
De varme Sommernætter
Jeg roligt sov paa Leiet,
Og drømte om Balsoras
Og om Damaskus Skatte.
Men nu er Natten søvnløs,
Uroligt er mit Hjerte,
Mit Øie fuldt af Taarer,
Og mine Kinder brænde.
O Hatiz, dine Digte
Er Skyld i mine Taarer
Og i mit Hjertes Uro.

61

✂

Han.

Min uberørte Lilje!
Min yndige Gazelle,
Der løber sky paa Engen
Og flygter, naar jeg kommer.
Siig, er dit Hjerte smeltet
Som Bjergets Snee mod Vaaren,
Naar Solen den berører?
Din Attraaes Perlemusling
Er den i Stilhed aabnet?
Og dine unge Bryster,
De fyldige Granater,
Vil deres modne Kjærner,
De elskovshede Tanker,
Af Kjærnehuset flygte?
Og true de at sprænge
Den skjønne Sommerbolig?
- O flygt nu ikke for mig!
Jeg hørte dine Klager,
Jeg kjender dine Længsler -
Saa hør nu mine Bønner!
Iaften imod Midnat,
Naar Mørket slaaer en Kappe
Om dine spæde Lemmer,
Og kun de stille Stjerner
Dig lønligt vise Veien,

62 Da gaae til mine Telte!
- O, slaae ei ned dit Øie!
Ryst ikke med dit Hoved,
Min yndige Gazelle!
Om Munden, mens du smiler,
Jeg tydeligt kan læse
Det lille Digt af Hafiz,
Jeg sang for dig iforgaars.
Paa dine Læber seer jeg
Med ganske fine Skrifttegn:
Iaften imod Midnat,
Naar kun de stille Stjerner
Dig vise Veien lønligt,
Da hyller du i Mørket
De spæde Jomfrulemmer
Og gaaer til mine Telte.