I. Fru Emma Henrichsen.

(1831.)

✂ Det er tungt, at de, vi elske, kunne
Rives fra vor Side; det er tungt,
At et haabfuldt, elskeligt og ungt
Liv saa pludselig kan gaae tilgrunde;
At en Hustrus Ømhed, Hjemmets Lykke
Ei mod Dødens Rædsler kan betrygge.

✂ Det er tungt, at Mennesket maa grue
For at elske varmt og ømt en Ven,
Ængstes for at give heelt sig hen:
Dette Liv et Vindpust kan forkue!
Et Secund: med omvendt Fakkel græder
Engelen ved vore hedste Glæder!

✂ Var det gjort med denne Verden; hviilte
Ei bag Fremtids Tæppe skjult et Haab,
Vee os da! som et fortvivlet Raab
Vore Klager da mod Himlen iilte.
Men ved Tabet mildner det vor Klage:
Engang skal det gives os tilbage!

II. Mimi Thyberg.

✂ Graven lukker sig. Den hvælves over
Efterladtes Haab, en Elskers Lyst.
Taarerne fordunkle Taalmods Trøst;
Ikkun Vinden med tungsindig Røst
Suser: »Der er luunt hvor Mimi sover.«

✂ - Klare Nytaars-Stjerne! du, som stiger
Med et Haab om Hisset atter frem!
Ordet, der forsoner og forliger,
Ordets Trøst du straale fra dit Hjem!
Væld af Trøst! Engang dig Sorgen kaarer.
Nu er Øiet, ak! for fuldt af Taarer.

III. Maria Jacobsen.

(1842.)

✂ I Smaabørn kjære, der sørgende staaae,
I hæmme Jer Graad, I sørge ei saa!
I længes ei efter den kjærlige Søster!
I skal ikke klage, at ei hun er her
Hos Fader og Moder, mens Julen er nær;
I lytte til Eders himmelske Trøster!
I vide, Maria til ham indgaaer,
Den feireste Juul hun holder iaar.
Hun samles iaar med Englene glade,
De lege med hende den Aften lang
Med Abild af Guld, med Palmens Blade,
De synge for hende den sødeste Sang.
I Smaabørn, græder da ei for hende!
Ugrandskeligt er den Eviges Raad;
Men han kan lindre den bittreste Graad.
Til ham I skal Eders Tanker vende,
Til ham, der Vunder i Hjertet slog,
Den himmelske Fader, der gav og tog -
Han vil husvale og Trøsten sende.

IV. Mimi Collin.

(1813.)

✂ Dengang hun laae og leed, af Ømhed pleiet,
Af Kjærlighed begrædt,
Da traadte Dødens Engel hen til Leiet,
Umærkelig og let.

✂ Med omvendt Fakkel, i forklaret Smerte,
Han lagde taus sin Haand
Paa Mimis fromme, nu saa matte Hjerte,
Og løsned' Støvets Baand.

✂ Og løfted' mildt paa Armene den Spæde,
Og sagde: »Mimi! giv
»Et Kys til dem, der elske dig, der græde,
»Der ængstes for dit Liv.

✂ »Lad dette Kys dem sige, at til Livet
»Med dig din Fører gaaer,
»Og at det Tabte vorder atter givet,
»Naar Gjensyns-Timen slaaer.«

✂ Og from og klog og med et Smiil hun rækked'
Til Kys den lille Mund.
Men Dødens Bleghed denne Mund bedækked',
Og Øiet faldt i Blund.

✂ En Lilieknop, for tidlig, ak! udsprunget,
Det skjønne Hoved gled
Til Englens Bryst, af Smerten ubetvunget,
Forklart i Dødens Fred.

V. Etatsraad P. V. Jacobsen.

(1848.)

Paa Ligstenen.

✂ Aarets Tider! I, der drage hen
Mildt og umildt over Jorbens Grave,
Eder vi betroe vor tabte Ven,
Ham, der slumrer her i Dødens Have.
Han, hvis Aand en Flugt saa herlig tog,
Han, hvis Hjerte mildt for Alle slog -
Aarets Tider! mildt I drage over
Stedet, hvor han sover.

VI. Fru Esther Nathanson.

(1849).

Paa Ligstenen.

✂ I Skjønhed formed' her sig hendes Liv:
I hendes Aasyn, fuldt af Mildheds Adel,
I hendes Færd som Moder og som Viv,
I hendes Vandel, reen og uden Dadel.
Ja, selv fra Alderens halvbrustne Baand
Harmonisk skjønt sig løste hendes Aand.

VII. H. P. I. Lyngbye.

(1835.)

Afsjungen i Studenter-Foreningen til en af den Afdøde componeret Melodie.

✂ Ei ved din aabne Grav, vor Ven!
Og ei blandt den forgrædte Klynge,
Der bærer dig til Hvilen hen,
Ei der for dig vi ville synge.
Det Haab, vi søge, hvisker mat
I Gravcapellets tause Nat.

✂ Men her, fra dette Sted, hvor du
Behersked' Melodiens Bølge,
Og hvor din Sang har Liv endnu,
Her vil vi dig til Graven følge.
Her mandigt stige skal vor Røst,
Skjøndt fra et blødt bevæget Bryst.

✂ Vel er det os en lukket Bog,
Det Hisset, der engang os vorder;
Dog er betydningssuldt det Sprog,
Der taler fra din Sangs Accorder:
Din egen Melodie, der end
Fra vore Læber toner hen.

✂ Af Morgenlærkens muntre Kluk
Er Intet ved dens Død tilbage;
Med Nattergalens sidste Suk
Forstummer al dens ømme Klage.
Og Blomster dufte sødt i Chor,
Og visne hen foruden Spor.

✂ Men dine Sange fra din Vaar
Skal lyde tidt fra vore Munde;
Thi Menneskernes Idræt gaaer
Med Livets Ophør ei tilgrunde.
Og Sangeren, vor tabte Ven,
Os gives i hans Sang igjen.

✂ - Fra dette Sted, hvor Toners Væld
Med Harmonien du bekjæmped',
Din Melodie til vort Farvel
Sig hæver, skjøndt af Taarer dæmpet.
Det er den brustne Streng, hvis Klang
Med Veemod zittrer i vor Sang.