Philologen til sin Elskede.
✂
»Hvorledes jeg, der har studeert,
Og læser i de mange, lærde Bøger,
Og Nat og Dag om lutter Viisdom søger,
Oprigtigt elske kan en saa forkeert,
Kanskee lidt smuk og god, men taasset Pige,
Det vil du - sagde mig igaar din Skjemt -
Engang for alle vide ret bestemt.«
- Velan, min Ven! jeg skal dig Grunden sige.
✂
Skjøndt ei din Tænkning binder
Særdeles stærkt en Aand,
Der tidligt alt blev ført ved Musers Haand
Omkring blandt Latiens forklarte Minder,
Jeg hviler fro min Kind ved dine Kinder.
Og, hvis end ei din Tale
Kan hvad du føler klart i Udtryk male,
101
Jeg dog maa lytte taus, med Andagt næsten,
Naar du i sød Forvirring standser i
En høist confus Fortælling om Pipi*)
Og troer, jeg kan nok gjætte mig til Resten.
✂
Din Tale, lig en Sang, der falder let
I Ørene, skjøndt Texten selv er slet,
Er saa vidunderlig i Melodien,
At Den, der hører Talen, veed ei ret,
Om der er Mening eller ingen i'en.
✂
Vel maa jeg agte nøie,
Naar jeg vil fatte hvad du har for Øie;
Maa speculere, slutte, passe paa,
Naar Texten, du behandler, lig de gamle
Auctorers Skrifter, som vi Lærde samle,
Ved en Lacune stundom gaaer istaa.
✂
Men, er end ei din hele Tale klar,
Jeg trøster mig ved det, som jeg begriber;
Til Resten bruger jeg en - Commentar.
✂
- Hvad han, der sang ved Tomi og ved Tiber,
Ved mangt et dunkelt Ord har meent,
Fandt hans Fortolker aldrig eller seent.
✂
De stjaalne Vink, de hemmelige Rænker,
Alt, hvad Ovid bedrev,
Imens han sukked' under Amors Lænker,
Derom ei nogen Commentator skrev.
✂
Men jeg, for at forstaae ham, gik tilbage
Til Kilden, Stoffet for hans Poesie,
Til Kjærligheds Mysteriet, hvori
Hans gratiøse Skjemt, hans ømme Klage
Er udtalt med en Lethed uden Mage.
✂
Først der, ved dette friske Væld,
Tilgavns jeg fatted', som du vel begriber,
Det søde, hemmelige Held,
Der blomstrede for Sangeren ved Tiber.
Jeg fulgte Skalken overalt,
Og fandt hos dig, Veninde!
Modellen til den yndige Gestalt,
Han skildrer af den skjønne Romerinde.
Men hvad han voved' med en deilig Viv
(Ved Bordet med den listige Værtinde)
Det lærte mig min Ungdoms viltre Liv
Begribeligt og tænkeligt at finde.
✂
Saaledes jeg studeerte Dag for Dag -
Jeg kan forsikre, med en Iver,
Som intet Ord, ei noget Sprog beskriver;
103
Og meer og meer sig luttrede min Smag.
Med Livets store Commentar i Haanden
Jeg fattede min Yndlings-Digter grant.
Hvad Under, at jeg fandt
Ei blot hans Mening hist og her, men Aanden,
Der, svøbt i Versets zirlige Gevandt,
Og i et Udtryks Gratie, forsvandt
For Philologerne, der ængstligt binde
Til Texten sig og - ofte gaae iblinde.
✂
- Og, hvergang du, min classiske Veninde!
Med Brystet fuldt af Elskovs Elegier
Vil tolke gjennem Talens Tvang
Den hemmelige Sang,
Der lever i din Sjæl i skjønne Melodier,
Men - rødmende forplumrer dig og tier;
Hvergang jeg med Besvær maa sanke
Af knudrede Tirader,
Forlegne Smiil, af skjelmske Træk og Lader,
Hvor det er gjørligt, Hælvten af din Tanke:
Da tænker jeg som saa: de Gamles Skrifter
Har ogsaa tidt i Tankegangen Rifter.
Min Ven Ovid
Forstod jeg først fra Bunden,
Da Amors Rænker i min egen Tid
Til det Forblommende mig viste Grunden.
104
Er min Venindes Tankegang confuus,
Saa kan den uden Spørgsmaal commenteres,
Naar af min egen Elskovs-Ruus
Den dunkle Tale viseligt suppleres.
Af hendes hele Væsen maa, jeg troer,
En Philolog forsøge
At finde Meningen, der muligviis kan spøge
I mangen Gætning, mangt et enkelt Ord.
✂
En Billedstøtte lig, hvor Alt
Er udtrykt i den yndige Gestalt,
Og Sjælen klæber
Veltalende, men taus, ved stumme Læber:
Som denne blev, erkjender jeg med Lyst,
Dit Legems skjønne Former ene
Et Udtryk for den englerene
Og dybe Sjæl, der drømmer i dit Bryst.
Din Tales Aand forklares
Af Legemet, hvori din Aand bevares,
Saaledes som man tidt af Statuen forstod
En dunkel Indskrift paa dens Fod.
✂
Ak, ingen Hemsterhuis interpreterer
Saa grundigt som det søde Smiil,
Der følger skamfuldt med din Tales Iil;
Og ingen Bentley dechiffrerer
105
Saa tydeligt en Paastands sande Grund
Som i et trofast Kys din Purpur-Mund.
✂
Hvorofte, naar du med narcissisk Ynde
Fortabes i dig selv og nøler,
Imedens du fortæller hvad du føler,
Men glemmer hvad du vilde smukt begynde,
Og rødmer, standser, indtil jeg
Kan hjælpe dig saa smaat igjen paa Vei;
Hvorofte bli'er da denne Rødmen ikke
En sanddru Commentar,
Der giver mig den Mening, der skal stikke
I et saa godt som himmelfaldet Svar.
✂
Hvorofte, naar du demonstrerer
Med Hænder og med Armene, men veed
Tilsidst aldeles ikke meer Besked,
Hvorom du selv saa heftigt disputerer;
Og lidt fortrydelig med et »ved Gud«
Forsikkrer mig, jeg hører aldrig efter
(Endskjøndt jeg passer paa af alle Kræfter)
Og bryder endeligt i Latter ud:
Hvorofte var da ikke denne Latter
Et Middel til at jeg begreb dig atter;
Hvorofte fyldte Smilehullet ud
Det Hul, der i din Tale gjorde Brud!
✂
Og naar du lægger Fingeren paa Næsen
Og vil med Dybsind tolke mig en Ting,
Og jeg maa, lee - tilgiv mig! - ved Fadaisen,
Saa jeg i begge Siderne faaer Sting:
Saa er det denne Finger, denne Næse,
Der lader mig din skjulte Mening læse.
↩
Dit Øie, dine Læber og din Mund,
Dit Bryst, din Nakke, dine faure Kinder,
Paa hvilke Rødmen stiger og forsvinder,
Saa tidt i Sjælens hemmeligste Grund
Et hurtigt Indtryk Herredømmet vinder;
Dit Ansigts ubeskrivelige Træk,
Der aldrig, selv ved stærke Lidenskaber,
Som Vrede, Frygt og Afsky eller Skræk,
En af Naturen tildeelt Ynde taber;
Din Tales udtryksfulde Klang;
Den Tone-Strøm, der sagtens Intet siger,
Men dog som Sprogets Melodiers Sang
Med Fløitens Vellyd fra din Læbe stiger;
Ja selv din lette, gratiøse Gang,
Hver lille Haandbevægelse, der giver
Dit Ord et Eftertryk, jeg ei beskriver,
Og din jomfruelige, ranke Væxt,
Er Commentaren til din Tales Text.
✂
Men, ak! jeg maa bekjende, min Veninde!
At ofte, naar vi sammen discourere,
Og jeg fordybet vil studere
Dit Aasyns Træk, din Mening klart at finde,
Bemærker jeg for sildigt, at jeg har
Forelsket mig i Textens Commentar; -
Bemærker jeg, de lærde Noter dandse
Med saadan Skjønhed til den magre Text,
At jeg tilsidst er ganske som forhex't,
Og Intet uden Noterne kan sandse.