Hertz, Henrik Ved et Bryllup

Ved et Bryllup.

(1824.)

Der er i Alt en rastløs Stræben,
Og i vort Bryst en dyb Begjær,
Der Sødes som et Suk fra Læben,
Fremkaldt af tause Tankers Hær.
Fra Øiet det som Taarer bryder,
Fra Brystet det som Luer slaaer;
I hvert organisk Liv det byder,
Der under Sandsens Love staaer.

Hvad qviddrer Lærken efter Evne,
Med Længsel i hvert Strubeslag?
Ak, den har sat sin Mage Stevne
Og haaber i den aarle Dag.
Hvo tolker Nattergalens Trille?
Hvi har ei Dagen Fryd for den?
- Den venter En, naar Alt er stille,
Og Natten er dens Længsels Ven.

31

Og stig, hvi Lilien staaer og drømmer,
Nedbøiet, lig en frygtsom Mø,
Mens i dens Bæger henrykt svømmer
Befrugteren, det gyldne Frø.
Hvi offrer den sin Skjønheds Smykke
Og Bægerets urørte Pragt?
O, den har nydt den største Lykke,
Og som et Offer selv sig bragt!

Saaledes Alting giver efter
For eet almægtigt, himmelsk Bud.
Et Pulsslag af de bedste Kræfter
Det af vort Væsen springer ud.
Og denne Fest, vi glade feire,
Dens Ophav er det samme Væld;
Thi Kjærlighed skal mægtig seire
Og lægge Grund til varigt Held.

- Og stig, hvad ligger bly og stille
I Brudens Tanker, frygtsom gjemt?
Hvi sænker hun de Øine milde,
Med henrykt Smiil, skjøndt halvbeklemt?
Hvo vover hendes Fryd at nævne?
Hvad drømmer i det fromme Bryst?
- Ak, hun har sat sin Brudgom Stevne,
Og drømmer om sin unge Lyst.

32

Ja, Held dig, Faure! du har fundet
I Ham en brav og trofast Svend.
Som Ranken fri du selv har bundet
Din Fremtid til din elskte Ven.
Det er opfyldt hvad I begjærte:
Han er din Husbond, du hans Viv;
Hans Villie din, men og hans Hjerte,
Ved begge et lyksaligt Liv!