Til min Broder Sylvester Hertz.

(Ved hans Afreise 1818 fra Kjøbenhavn for at nedsætte sig i Jylland.)

✂ Ei blot det Sted, hvor først vi Lyset saae,
Ei blot det Sted, hvor først vi fandt os hjemme,
Hver Plet, der hegnes mildt af Himlens Blaa,
Hver Plet stor Fryd, stor Salighed kan gjemme.
Hver Plet er svanger med en Himmels Lyst,
Befrugtet af Guds evigrige Naade.
Selv goldest Land maa yde Sorgens Bryst
Det Frø, der kjærligt skal for Sorgen raade.
O, troe dog ei, at blot den Kreds, der gav
Ven og Veninde dig, der Meer dig skjænkte,
Troe ei, at den begrændser Lykkens Hav!
Her Ophør ei, her er ei Grændser tænkte.
Gaae kun med Gud, min Ven og Broder! Viid:
Forladt ei er, hvo kun til ham har Liid.

✂ Dog, rig paa Trøst for dig, er selv jeg arm:
Den Taarestrøm, hos dig jeg vilde hemme,
Ustandset rinder i min egen Barm;
Thi Hjertet kan ei Taarens Udspring glemme.
Hvad skal jeg ønske? See de tunge Kaar!
Ei tør jeg ønske: »Snart igjen du komme!«
Det var jo Ophør i din Lykkes Vaar.
Dens Sommer er min Lykkes Efteraar.
Saaledes alle Ønsker vorde tomme!