✂

✂ DA Grundtvig ikke kunde faa en Prækestol i København, tog han det som Tegn paa, at det vilde være unyttigt at fortsætte Dagens Strid mod den sløve Tidsaand, og satte fra nu af sit Haab til den næste Slægt. Han følte sig som den ensomme Vægter, der forgæves havde prøvet paa at holde andre vaagne, og indrettede sig derfor paa at bruge Natten til Granskning i det fredelige Studerekammer, hvor Bøgerne var hans eneste Selskab, og hvor de gamle danske Minder trøstede ham med det lønlige Haab, at der engang vilde opstaa en ung Slægt, som havde Sind til at gaa fremad i Fædrenes Aand. For dens Skyld gjaldt det om at ofre al sin Arbejdskraft paa at opgrave »Dane-Fæ« af den historiske Jord og at bygge et »Danne-Virke«, der kunde bevare den kostbare Arv til lysere Tider.

✂ Dette »Vintersæde i Studerekammeret« varede lige til 1821, og dets vigtigste Udbytte i Literaturen blev de store folkelige Oversættelser af Nordens Kongekrøniker og Bjovulfs Drape. Men for Grundtvig selv og for det senere danske Aandsliv blev det af endnu større Betydning, at han i Ensomheden fik Lejlighed til at anstille en Række Betragtninger over Menneskelivet i det hele og kom til at grunde over, hvorledes en ægte dansk Oplysning bedst kunde fremmes.

✂ I »Nattens« Løb klarede det store Spørgsmaal sig saa vidt for ham, at han kunde give et Skyggerids af den historiske Skole, der mange Aar senere blev ført ud i Livet.

✂ Det foreløbig Udbytte af disse Studier og Overvejelser har han nedlagt i Tidsskriftet Danne-Virke, som han udgav i Aarene 1816 -19 for ikke helt at slippe Forbindelsen med den samtidige Læseverden. Sin Hensigt dermed udtalte han i følgende Sætning: »Jeg vil da i dette Tidsskrift egentlig føre min Sag ved at lade Fortiden tale og saa, uden at bryde mig stort om Nutidens Mening, lade Fremtiden dømme.«

✂ Det er da det værdifulde ved Danne-Virkes Indhold, at det giver et fuldtro Billede af hans Sjæls Syssel med Minder og Haab, de poetiske Stemninger, de muntre Indfald og de vanskelige Grublerier, hvorigennem hans Livs store folkelige Lystanke blev undfanget og formede sig i sine første Grundtræk. 299 Pladsen tillader ikke her at medtage alt, hvad Tidsskriftets fire Bind indeholder. Navnlig udelades alle Oversættelser og Bearbejdelser af ældre nordiske Sagaer og Digte, der nu er tilgængelige i anden Form, og enkelte vidtløftige Afhandlinger, som vilde synes trættende og uklare for almindelige Læsere. Men det Udvalg af Indholdet, som medtages, giver dog i enhver Retning et fyldigt Billede af det rige Stof, som Grundtvig med rund Haand udøste for sin utaknemmelige Samtid.

✂ Selv et Digt som Paaske-Liljen, der dog satte den letbevægelige Baggesen i højeste Begejstring, blev i »Athene« kun nævnt som et Eksempel paa Forfatterens latterlige Selvforgudelse.

✂ Den eneste Kritiker, som gik alvorligt ind paa en enkelt Side af Danne-Virkes Indhold, var R. K. Rask, der i Dansk Litteraturtidende 1816 Nr. 30 skrev en Recension af dets første Hefte. Han paapegede en Række formentlige Misforstaaelser hos Grundtvig af gammelnordiske Ord, men han udtalte dog venligt det Ønske, »at Dannevirke maa længe staa og vældig værne om vort Sprog, vor Historie og Natsionalitet, « og sluttede med den gamle Digters Ord:

✂ Krist signe hver god Dannesvend,
som baade med Mund og Hand,
uden Skrømt og Tant, med Flid og Tro,
vil tjene sit Fædreneland.

✂ Grundtvig var taknemmelig over, at han saaledes »første Gang i sit Liv nød den Lykke at have en Recensent, som havde nogen Forstand paa det, han vilde bedømme.« Men han hævdede overfor den berømte Sproggransker, at Islandsk ikke er det egentlige Modersprog for Dansk, og at vort Tungemaal først ret bliver oplyst, naar man tager sit Udgangspunkt i det ægte gamle Danske og følger dets levende Udvikling i Folkemaalet indtil vore Dage. Ogsaa i denne Henseende har Grundtvig med sit geniale Blik faaet Øje paa en Sandhed, som de egentlige Videnskabsmænd først langt senere har lært at anerkende.

✂ Første Bind af Danne-Virke udkom i fire Hefter i Juli, August, September og Oktober 1816; Andet Bind i November 1816- Maj 1817; Tredje Bind i Juli-Oktober 1817; Fjerde Bind i April 1818-Januar 1819.

✂

Thyre Dannebods Minde
helliges
Danne-Virke.

✂ Livsalige Minde
Om Dannemarks Trøst,
Som ei kan forsvinde
Af Dannemænds Bryst,
Som Bølgen ei vover
At lukke sig over,
Men bærer lemfældig
I himmelblaa Karm,
Og værger saa vældig
Med kraftige Arm,
Og laaner sin Tunge,
Sin liflige Røst,
Saa Havfruer sjunge
Om Dannemarks Trøst!

✂ Livsalige Minde
Med Havfrue-Røst!
Og her est du inde
I Dannemands Bryst;
I tidlige Dage
Med Dannemarks Sage
Du faldt mig paa Sind;
I Ungdommens Alder
Med Frode og Balder
Du tonede ind;
Igien for de Unge
Skal mandlige Tunge
Dig prise i Vang.
Naar Dagene hælde,
Skal Unge giengiælde
302 Min Kvidren med Sang,
Og glad skal den Gamle
De Toner forsamle
I aftenlig Stund,
Ja, med dem paa Tunge
Til Ro sig indsjunge
Som Fuglen i Lund.

✂ Ja, Toner, I strømme
Mig hardtad paa Kind,
Men ak, kun i Drømme
I strømme vel ind!
Kan tonende Vover
Vel vække i Bryst,
Hvad hardt endnu sover,
Til Dannemarks Trøst!
Kan Kvidern vel dæmpe
Det døvende Bulder!
Kan Barnet en Kæmpe
Nu bære paa Skulder?
Mon Fjer af en Lærke,
Som flagrer i Skygge,
Kan vælte de Stærke
Og Volden opbygge?
Mon Tonerne svage,
Som komme og svinde,
Kan mane tilbage
Det flygtede Minde?
O, tonende Draabe
Med Dannebods Minde,
Hvad tørst du vel haabe
Paa Marken at finde!
O, giem dine Minder,
Hold op med din Stolen!
Du kommer og svinder
Som Duggen for Solen.
Hold, Fjer, op at flagre!
Dig selv du beseire!
Paa skovløse Agre
Dig Vinde henveire.
Hvi rinde I Taarer
Til Latter for Daarer?
303 Lad Viberne vevre
Om Vangene frede!
Lad Storkene knevre
I luftige Rede!
Lad Frøunger kvække,
Og Giæslinger kiække,
Umælende tale,
Og Kyllinger gale!
Lad Rangle og Bjelde
For Harpe kun giælde!
Lad Osen og Dampen
Kun tages for Lampen!
Gak du med dit Minde
Til Fædrenes Land!
Du rister for Blinde
Kun Runer i Sand.

✂ Tie stille, du Frister,
Med Fædrenes Land!
Lad være, jeg rister
Kun Runer i Sand,
Naar Soel dem beskuer
Med vældige Straaler,
De brænde som Luer
Paa Dannemænds Saaler,
Og Hjerter maa briste,
Hvis ikke de riste
Dem dybe og rene
I evige Stene.
Lad være, de Taarer
Bespottes af Daarer,
De Hjerter dog finde,
Hvor Mindet er inde,
Og kalde tillige
Paa Sødskende smaa,
Som og maa udkige
Af Gluggene blaa,
Og see, de kan finde
Det kiærlige Minde,
Der rører saa sødt.
Hvor Fædrenes Minde
Mon bygge og boe,
304 Mens Taarerne rinde,
Og Vingerne groe;
Med Fjer man ei graver
Og kiæmper sig vidt,
Men frem man dog staver
Og samler sig lidt;
Og samle til Vinge
De Fjedre sig ret,
Da kan man sig svinge
Mod Himlen saa let,
Og snart skal man mærke:
I Bøgenes Kroner
Mon avle sig stærke
Oplivende Toner.
Det toner, det buldrer,
Og Aander nedsvæve,
Paa Børnenes Skuldre
Sig Kæmperne hæve,
Og Børnene synge
Om Byrden saa let,
Thi Aander ei tynge
En aandelig Æt;
Og Danneværk hæver
Sig herlig paa Stand,
I Aanden omsvæver
Det Fædrenes Land.
Saa rør dig kun, Vinge
Og Tunge saa let!
End skal sig opsvinge
Vel Fædrenes Æt.

✂

Fortale.

✂ I det jeg slutter det første Bind af et Tidsskrift, som vel ikke tegner til at blive bindstærkt, men, som jeg tør haabe, dog ei heller allevegne bliver uindbundet, anseer jeg det for passende at tale et Par Ord med mine Læsere, saa de kan komme til at staae, hvor de høre hjemme, i Begyndelsen, og dog være mindre udsatte for utimeligt Veirligt, end om de vare udsendte i de vaade Hundedage.

✂ Hvad Hensigten er med dette Tidsskrift, kunde jeg vel spare Umagen med at fortælle, thi paa de Læsere, der ikke kan slutte sig dertil, er den vel spildt, og om Udførelsen har jeg ogsaa givet dem Leilighed til selv at dømme, da der neppe, hvor tykt saa end Skriftet blev, vil komme Noget deri, hvoraf man ikke i dette Bind har seet en Lignelse, eller dog et tydeligt Træk. Imidlertid, da, hvad man kalder spildt Umage, ikke er, hvad jeg pleier at spare paa, vil jeg ikke heller her være saa karrig, at jeg jo giver lidt overflødigt, som jeg hverken forlanger eller venter videre Tak for, end den jeg er vant til.

✂ At Historien og dens Opkomst er, hvad jeg her uafladelig har for Øie, det har man vel seet, samt at mit Arbeide deler sig i tvende Grene, der vel begge, om jeg maatte raade, skulde bære Frugt, men dog synes deri forskiellige, at den ene byder Frugt, den anden Blomster og Blade. At der vist er dem, der vil mene, det er Blade tilhobs, som det da baade overhovedet og i Grunden ogsaa er, og at Andre kunde staae i Tvivl om, hvilket der er hvilket, det forundrer mig ingenlunde, men hvad jeg mener, vil jeg sige. Oversættelserne og Underretningerne om gamle Bøger, samt Versene, det kalder jeg Blomster og Blade, thi det er Blomster og Blade, jeg har plukket af Ygdrasil, for, om muligt, ved Glands og Duft dog hist og her at vække lidt Kiærlighed til det gamle, velsignede Træ, som vel er trøsket og huult netop i den Side, der vender til os, men er paa den anden Side deilig grønt og frugtbart, og er nu overalt det eneste, vi har, saa at, naar man bilder sig ind at kunne undvære det, er det kun, som naar man tænker at blive Fædrene kvit, ved at sætte Rips og Stikkelsbær eller Slagterboder paa Kirkegaarden; man planter kun i den raadne Side af Træet, det er den hele Forskiel! Men 306 for nu at komme til Frugterne, at sige, ikke dem, vi sidst var næst, for hvilke jeg betakker mig, men til dem, vist gramme mange betakke sig for, dem, jeg byder, da mener jeg med dem Afhandlingerne om Allehaande, thi det er Frugter paa den Kvist af Træet, der gaaer ind i min Have. Hvad jeg nu mener om dem, som Frugter, det er snart sagt, thi jeg mener, de er langt fra at være modne, og det ikke blot, fordi, som man veed, Kundskabs-Træets Frugt bliver saa sildig moden, at man har ondt ved at opleve den Dag her i Verden, men virkelig ogsaa, fordi jeg har maattet tage dem for tidlig af. Ih, vil godt Folk sige, da havde det saamænd slet ingen Hast, for vor Skyld kunde han gierne ladt dem hænge, til de faldt ned af sig selv-paa eders Grav, godt Folk, ikke sandt? eller endnu bedre, i min egen. Saamænd, det skulde vist ikke heller fortrydt mig paa min Dødsseng; men det skal ikke heller fortryde mig, at jeg plukker saa smaat med Forstand; thi Tingen er den, at, som man veed, er det i vore dydige, derfor ogsaa særdeles uegennyttige og gavmilde Dage, blevet Skik, at enhver, der i sine egne Tanker har lidt mere Frugtbarhed end dem, der slet ingen har, river den Smule af, han har, slaaer sig en Telt op ved Landeveien eller sætter sig i al Fald paa Athenes1 Trapper og agerer Frugthandler, seer helst, han faaer det godt betalt, men giver det bort, naar det kniber, for dog at have sit Nummer paa Børsen. Nu veed man, det gaaer i slige Tilfælde med mange, som ellers med Bønder og Børn; de er, som de var gale efter Frugt, og jasker i sig, om det saa er Skovskrapper og Meelpærer og grove Grønærter, det ene oven paa det andet; har de gode Raad, saa lidt Iis til, og faae da en saa fordærvet Mave, at de har siden ikke Helbreds Time. Naar man nu har nogen Frugt, som i Forhold til den, der almindelig bydes og sluges, kan kaldes moden, og man boer saa nær ved Kongens Have, at man kan lade sine Frugter lugte til de fuldmodne i Drivehuset, saa de tabe, hvad der kan skade Sundheden, saa mener jeg, det er Synd andet end at tjene dem, der vil lade sig tjene, om det end, som det jo rigtig nok er, [er] forbundet med en Deel Uleilighed og selv med lidt Fare; thi naar man kryber op, staaer man altid Fare for at falde ned, og naar man saa endelig slipper heelskindet ned, staaer man endnu mere Fare for at blive nænsom over det Tøierie, naar man skal til at smide ud og skiære af o.s.v. Imidlertid, for at komme ud af de platte Lignelser, vil jeg da sige, det er min Agt at give efterhaanden i Dannevirke et Omrids af de *1 Sigter til Molbechs Tidsskrift Athene. 307 menneskelige Vilkaar, saavidt og saa godt jeg kiender til dem, med mindre jeg skulde mærke, at Ingen skiøtter om det, thi, i saa Fald, vil jeg nok spare den Uleilighed. Hvad den anden Deel angaaer, da kan jeg intet derom love, thi Oversættelser og andet Sligt kræve mere Tid, end jeg altid kan anvende paa, hvad man jo kalder ingen Ting, og Versene fordre en Stemning, jeg ikke, som de store Digtere, der kan skabe Verdener af ingen Ting, kan altid være i. Imidlertid skal jeg i alle Henseender give det Bedste, jeg har, og, naar jeg Intet har at give, skal jeg blive hjemme.

✂ Efter dette behøver jeg vel ikke at tilføie, det er min Agt, uden at binde mig til visse Tider, at blive ved; men jeg vil tilføie, det har inderlig glædet mig at see, at et Tidsskrift af den Beskaffenhed, dog uden alle Konster, kan finde Læsere nok til at udkomme.

✂ Med den Bøn til mine Subskribenter, at de vil frasige sig Skriftet, saasnart de ikke længer har Lyst til at læse det, samt med det Ønske og Haab, under Guds Velsignelse, ogsaa ved dette Arbeide at udrette Noget til Befordring af sand Fædrenelands Kiærlighed og grundig Videnskabelighed, henlever jeg alle Retskafnes ærbødige Tjener.

Kjøbenhavn, den 19de October 1816.
Grundtvig.

✂

Indhold.1

• Danne-Virke,
• Om dansk Poesie, Sprog og Historie,
• *Udtog af den gamle danske Riim-Krønike,
• *Om Scriptores Rerum Danicarum,
• *Afbrudte Strøtanker ved Brevet til Vali-Magni,
• Om det philosophiske Aarhundrede,
• *Kong Knud den Helliges Levnet,
• Havfruen og Dane-Dronningen,
• Om historisk Vidskab,
• Nordahl Bruuns Amindelse,
• *Til Læseren,
• Om Krønikens Dyrkning,
• *Saga om Haldans Sønner og Harald Hyldetand.

*1 Øe med * betegnede Stykker oplages ikke i denne Udgave.

✂

Danne-Virke.

✂ Fra de gamle, glemte Dage,
Fra den dunkle Hedenold,
Hvisker end i Danmarks Sage
Hjertet om den høie Vold,
Som, opbygt ved danske Hænder,
Skulde bold ved Landets Ender
Trodse Fjendens Avindskjold.

✂ Ja, det staaer med gyldne Stave
Ristet dybt i Sagas Skjold,
At for Dans Kiærminde-Have
Altid var en Gaade-Vold;
Slægtens hellige Kiærminde
Fjenden aldrig maatte finde;
En Cherub for Haven stod.

✂ Ak! vel tit i onde Dage
Sank den gamle Dannevold;
Engelen sig svang med Klage
Over Skoven med sit Skjold;
Men han sang dog over Lunden:
Græd! din Engel er forsvunden,
Sjunken er din gamle Vold.

✂ Naar det toned saa fra Oven
Og gjenlød i Fuglebryst,
Da veemodig blegned Skoven
Ved Kiærmindens Klagerøst:
»Tømt, udtørret er mit Bæger,
»Ingen Dug mig vederkvæger,
»Visne maae jeg nu paa Stand.«

309

✂ Naar det Fuglene fornumme,
Ynkelig de skreg i Vang:
Ak! saa maae og vi forstumme,
Din, Kiærminde! er vor Sang;
Vi kun leve i din Aande,
Sjunge ud din Fryd og Vaande,
Og maae blegne, døe med dig.

✂ Lundens vaandefulde Toner
Gjennem Skyen sig opstreed,
Til den Hald, hvor herlig throner
Idel, evig Miskundhed;
Kongen hørde Lundens Klage,
Og Cheruben kom tilbage,
Vinked op den sjunkne Vold.

✂ Aldrig gaae du os af Minde,
Før vi sees ved Thronens Fod,
Ægte, fromme Danne-Kvinde,
Gamle Thyre Dannebod!
I dit Navn som i dit Minde
Vi vor søde Moder finde
I kiærmindelig Gestalt.

✂ Engelen sig havde svunget
Over Lunden høit i Skye,
Som forgjæves havde klunget
Varselen i Vaabengnye;
Skjoldung-Ætten, vild, bedøvet,
Havde selv nedtraadt i Støvet
Giærdet for sin grønne Lund.

✂ Dog, et bedre Danne-Virke
Stod i Aanden under Skye;
Det var dig, du lille Kirke!
Alterskur i Hedebye!
Der, o, der i Ansger-Sognet
Var Kiærminden brat opvaagnet,
Der Cheruben sig opsvang.

✂ Ingen Fugl der var i Lunden,
Som gientog Cherubens Røst,
Dog den fandt i Midnats-Stunden
Svar i Nattergale-Bryst;
310 Det var dig, Ansgar hin milde!
Som for Lunden være vilde
Øre lydt og Tunge sød.

✂ Det var dig, som tolked Røsten
Med det klare Guddoms-Ord,
Med den Englerøst fra Østen,
Som forkyndte Fred paa Jord,
I de Aandens klare Toner
Om den himmelske Forsoner,
Om det aabne Paradiis.

✂ Før skal derfor og udrinde
Korsevæld i Isefjord,
Førend Dannemarks Kiærminde
Glemmer dig og dine Ord;
I dit Navn som i dit Minde
Skal hun rørt sin Engel finde,
Som han var i Mands-Gestalt.

✂ Da Kiærminden gik til Kirke,
Knælede paa Alterfod,
Høit sig hæved Danne-Virke,
Som et Værk af Danne-Bod;
Trodsede med Port og Stænger
Trøstig Henrik Fugle-Fænger,
Bøgen blev ham alt for høi.

✂ Ak! da, fromme Danne-Kvinde,
Du bedaget sank i Jord,
Fulgde Dannemarks Kiærminde
Livets ei, men Ligets Spor;
Da forfaldt den lille Kirke,
Da forfaldt og Danne-Virke,
Faldt for Olav Trygvasøn.

✂ Bort med Klage, bort med Sukke!
Faldet var en Høitids-Fest,
Volden vilde udelukke
Lundens søde Julegiæst,
Og Kiærminden rørt ham møder,
Der hun seer den Giæst paa Gløder
Mod sig gaae af Kiærlighed.

311

✂ Øde kunde Fyrre-Flammer
Thyras Fugle-Fænger-Vold,
Dane-Skovens gamle Stammer
Svigted nu som Danne-Skjold;
Men Kiærmindens Hjerte-Lue
Blussed op i Kors og Bue
Til et helligt Flamme-Hegn.

✂ Derfor, Dannemark! til Lykke
Med dit christne Lundehegn!
Planke-Værket kun i Skygge
Varslede for Korsets Tegn;
Syng, Kiærminde! Christi Kirke
Er det sande Danne-Virke,
Min Forløsers Dannes-Værk.

✂ O! velsignede Kiærminder,
Blomstrende i Danne-Muld!
O! I fromme Danne-Kvinder
Med det klare Finger-Guld!
Sjunger om det Danne-Virke,
Som i Jesu Christi Kirke
Blev opbygget underfuld!

✂ Gud med ægte Guld kun bygger,
Toner det fra eders Grav,
Han med vore Gylden-Smykker
Gjorde Vold paa Hedenskab,
Kiøbde sig Kong Svend af Venden,
Vi fik Arv rned Unger-Svenden,
Evig er Guds Miskundhed1!

✂ Ja, tilvisse, Danne-Kvinder!
Har I vundet Arvegang;
Lunden, til jer Æt forsvinder,
Kaldes skal Kiærminde-Vang;
Arve skal og som Kiærminde
Markens fromme Danne-Kvinde
Vist med Zions Unger-Svend.

*1 Grundtvigs Overs. af Saxo, 3. Udg, S. 433. 312

✂ Denne Arv ei vilde kiøbe
Jacobs Kvinde-Menighed,
Guldet skulde Aaron støbe
Til en Afguds-Kalv saa leed;
Da fra Arven den sig kiøbde,
Og til den, Ansgar, du døbde
Dronning Thyra Dannebod.

✂ Men, ak, sjunket nu i Gruset
Ligger pruden Kirkevold,
Og vi see i Vaabenhuset
Ikkun Baaren til Kong Skjold;
Gubber kun med Stav i Hænde,
Blye og blotte Ungersvende
Sørgende ved Baaren staae.

✂ Ak! skal det Bedriften være,
Hvormed Livet endes her,
At til Grav med Suk de bære
Minderne om Herrefærd!
Oldinger og Ungersvende!
Ak! skal I Bedriften ende
Med saa ynkelig en Færd!

✂ Under Landet Snekken svømmer,
Stavnen stammer: Danne-Skjold,
Tidens Tunge høit berømmer
Snekken fiin fra Hedenold,
Priser høit den Fugl i Skove,
Der sig paa den danske Vove
Har gienfødt saa mange Fold.

✂ Fugl, som over stærke Ribber
Spreder Vinger under Skye!
Gubbekvad fra Norges Klipper,
Ungdomssang i Bøgelye
Mødtes under Tvilling-Krone,
Døbde dig i Tvilling-Tone
Med dit gamle Adelsnavn1.

*1 Bygningen af Orlogsskibet Phoenix i 1810 fremkaldte Digte af Oehlenschläger og den gamle norske Præst Claus Frimann. 313

✂ Stod du da kun op af Døde
For at vinde Martyrnavn,
Var det sidste Aften-Røde,
Der omglødede din Stavn,
Fikst du kun de Ribber stærke,
Fikst du kun det Tvilling-Mærke,
For at varsle Undergang!

✂ Phoenix! est du kun opstanden
Af din Aske seierrig,
For at bære over Stranden
Bort din gamle Faders Liig?
Skal for sidste Gang vi skue
Vingens røde Gylden-Bue,
Buens hvide Tvilling-Tegn!

✂ Skal Ægypten sig til Lykke
Ønske nu med vundet Spil,
Sit Osiris-Tempel smykke,
Katakomben lave til?
Skal vor sidste Hvid nu springe,
For at du dig kan bortsvinge
Med det dyre Myrrha-Æg 1!

✂ Skal vi, som fra gamle Dage
Saa veemodelig det klang2,
Staae med Graad paa Kind tilbage
I den øde Danevang,
Stirre, til os Taaren blinder,
Til det sidste Glimt forsvinder
Af vor Fader og vor Arv!

✂ Nei, du gamle Skipper-Barde!
Du kanst ei om Danmark spaae;
Ei som gule Leoparde
Færdes Løven himmelblaa;
Angul sank i Verdens-Havet,
Men paa Næs er Skjold begravet
Til Opstandelse forvist.

*1 Træk af Fønixsagnet. *2 Om Kong Skjolds Død i Bjovulfs Drape. 314

✂ Haand paa Værket! Brødre, Frænder!
Unger-Svende rundt i Nord!
Folder, Gubber, fromme Hænder,
Hæver Øiet høit fra Jord!
Lader Suk og Bøn opstige
Over Skye til Himmerige
Om Velsignelse og Kraft!

✂ Tager, fromme Danne-Kvinder,
Frem den gamle Visebog!
Sjunger! vækker søde Minder!
Hardt de sove, aande dog;
Ja, med sød veemodig Smerte
Føler jeg: i Danmarks Hjerte
Sove Minderne endnu.

✂ Beder, Gubber! Kvinder, sjunger!
Da skal rask fra Haanden gaae,
Alt som Bøn og Sang fra Tunger,
Værket, som vi pønse paa;
Danne-Virke skal saa fage
Som i gamle Thyras Dage
Staae forklaret op paa nye.

✂ Kommer hid med Sværd og Spade,
Hver en dygtig Ungersvend!
Her paa Voldens gamle Stade
Graves maae den op igjen;
Træe og Straa er nemt at tænde,
Guldet Ingen kan opbrænde,
Det kun skjules kan af Støv.

✂ Venner! Sagas Ord i Ære!
Skjuler Støvet Sølv og Guld,
Dannefee det kaldet være,
Naar det dages over Muld!
Skal omsonst, I Ungersvende!
Saga Skatten os tilkiende!
Skal vi dorske den forsmaae!

✂ Nei, o, nei, med rappe Hænder
Dannefee vi søge her,
Gjordede om vore Lænder
Med det gamle danske Sværd;
315 For dets Glands skal Jetter blegne,
For dets Eg skal Drager segne,
Som os standse vil paa Halv.

✂ Kimer med den store Klokke!
Seer I Luen himmelblaa!
Det er store Gylden-Blokke,
Paa hvis Grav den leger saa;
Ind i Kirken vil vi bære,
Hvad vi finde, til Guds Ære,
Under Sang og Klokkeklang.

✂ Vogter eder, Ungersvende!
Grueligt er Kirkeran;
Baal af Baaren vil vi tænde,
Stænke det med Vievand;
Alt det Guld, vi kan opgrave
I de Dødes Kirke-Have,
Kaste trøstig vi paa Baal.

✂ Psalmesang og Orgel-Toner
Fylde skal den Kirke-Sal;
Han for Oven Værket kroner,
Fryd dig, Lund og Mark og Dal!
Under Danmarks hvide Banner
Luttret Guldet sig omdanner
Til en Mur saa favr og prud.

✂ Alle Danmarks fromme Helte
Støbte staae i Billedværk,
Alt som naar de spendte Belte
Med og uden Brynjesærk;
Præster, som gav Bogen Hæder,
Stande hos i Alter-Klæder
Med Guldstavene i Haand.

✂ Mangen deilig Danne-Kvinde
Og paa Muren findes maae,
Guld paa Gyldenrok de spinde,
Bære Klæder himmelblaa;
Intet Guld man paa dem skuer,
Kun omkring dem Guldet luer
Som en Aftenrøde-Krands.

316

✂ Med en Krands af Roser hvide,
Med en Pande engleklar,
Stande ved hinandens Side
Gamle Thyra og Ansgar;
Paa dem vogter Skarens Øie,
Deres vogter paa det Høie,
Og de staae som Englevagt.

✂ I den Mur er Liv og Aande,
Den sig røre kan med Klang,
Raader Bod paa Landets Vaande,
Snoer sig trindt om Danevang;
Uden Brøst og uden Vanske
Værner den om gamle Danske,
Al den Stund den troes dertil.

✂ Venner! o, saa lad os bruge
Spaden flink paa Sagas Ord!
Længer ei skal Dragen ruge
Over Dannefee i Nord;
Kan vi Dragen overvinde,
Skal vor Spade og til Minde
Staae paa Danne-Virkes Væg.

✂

Om dansk Poesi, Sprog og Historie.

✂ Naar man om disse Ting søger Oplysning hos det saakaldte oplyste attende Aarhundrede, da hører man, at der egenlig intet sligt skal være til, at Poesien er Efterligning af Græker og Romere, Franskmænd og Tydskere, og Rimet en norsk Opfindelse, at Sproget enten er en Mundart af Tydsken eller Islandsken, som kun i Tidens Længde er artet ud, og at tykt Mørke vilde hvile over Fortiden, dersom vi ikke havde Islændernes, Tydskernes, Frankers og Engellænders, ja vel endog Russens Krøniker og Almanakker at tye til. Var det nu sandt, havde vi intet Eiendommeligt i Poesie, Sprog og Historie, altsaa ingen Eiendom i Aandens Verden, da kunde Intet være latterligere end 317 Forsøget paa at bygge et aandeligt Dannevirke; thi deels var det jo at afskiære Bækken fra sin Kilde, deels maatte vi bygge med, hvad der var i de Fremmedes Vold; vi kunde derimod ikke giøre klogere end overgive os taalig i vort aandelige Herskabs Haand, og lade det behandle os efter Tykke; thi fødte Trælle kan kun ved Lydighed vorde frigivne, og ere Oprørere, naar de vil sætte sig selv i Frihed, hvilket ei kan skee uden ved at undertvinge Fribaarne, og giver ingen Eiendom, men ikkun Rov. Jeg tør imidlertid troe, at man heri, som i Alt, undtagen Maskinvæsenet, tager mærkelig feil ved at følge det attende Aarhundredes Oplysning, og at der er intet af det nyere Europas Folk, der har saa store lovlige Besiddelser i Aandens Rige som det Danske, intet Folk, der har et saa oprindeligt Tungemaal, saa mærkelige Oldsagn, saa eiendommelig en Smag i Historie og Poesie, som det Danske har havt, og maae have, naar det ei skal aandelig døe og forgaae; men er det sandt, da er et Dannevirke upaatvivlelig en høistnødvendig Bygning, og er det sjunket, maae det være alle Dannemænd høist magtpaaliggende, at det reises igien, ingenlunde til at hindre Samkvem med Udlændinger, men til at værge mod fiendtligt Indfald, og jeg tør sige, som der staaer i Visen saa omtrent:

✂ Gabet kan vi vel tillukke,
Saa vi os ei lade pukke
Af hver fremmed Løbeskytte,
Som har Lyst til Bytte.

✂ Om nu det attende Aarhundrede eller jeg har Ret i denne som saamangen anden Tvist, det vil man bedst lære af Tiden, ikke allene den, der kommer, men ogsaa den, der gik, og jeg vil da i dette Tidsskrift egenlig føre min Sag ved at lade Fortiden tale, og saa, uden at bryde mig stort om Nutidens Mening, lade Fremtiden dømme.

✂ Først vil jeg nu minde om, hvad man knap skal kunne nægte, end sige giendrive, at saa tilskaarne og afrettede vi i det attende Aarhundrede end ere blevne efter fremmede Læster og udanske Hoveder, saa er der dog Noget baade i Sind og Skind, i Tænkemaade, Sæder og Tungemaal, som vi, det være os nu kiært eller leedt, maae kalde ægte Dansk, fordi det ikke findes udenlands; og nu er det kun Spørgsmaalet, om dette ægte Danske er lutter Grød og Kiød, som Tydsken har meent, eller om der ikke skulde være lidt Aand og Kierne-Saft iblandt; ja, om det ei turde være saa, at hvad der hos os er ægte Dansk, er 318 det meest overensstemmende med en sand, dygtig og elskelig Natur, og et uudsletteligt Grundtræk i Dannemænds Aasyn, Grunden til alt, hvad vi hos Fædrene kun med Føie elske og berømme. Er det saaledes vist, at Ærlighed og Sanddruhed, Mildhed og Ømhed, Blyhed og Troskab er, hvad Historien erklærer for ægte Dansk, og hvad vi med eet Ord kalde Danneshed, er det vist, at Modersmaalet er mellem alle bekiendte Sprog det meest eenfoldige og trohjertige, men derhos fuldt af den sødeste, naturlige Velklang, og lige skikket til at udtrykke de høieste Betragtninger, de dybeste Følelser og den vittigste Skiemt; kan intet af de nyere Sprog tales saa reent, uden at blive tvungent, er den eneste Konst ved dets Udtale slet ingen Konst at bruge, men lade Tungen raade sig selv, og alt dette er dog temmelig vist, saa mener jeg ogsaa, det er upaatvivleligt, at et saadant Tungemaal er i Grunden saa gammelt som den Tunge, der fører det af sig selv, og det Hjerte, der ligger paa Tungen, samt at et saadant Hjerte kan i de forbigangne Dage ei have ladet sig selv uden Vidnesbyrd, ei have undladt at kundgiøre sin Kiærlighed til Sandhed og Ret, sin Lyst til at hvile i Fortidens Fædrene-Minder, og til at indgyde den kommende Slægt sin Kiærligheds Aande! Vil man nu derhos betænke, at saa langt tilbage, som baade Skrift og Sagn kan række, har der intet Tidsrum været, hvori Danmarks Tænkemaade, Sprog og Sæder saaledes anfægtedes som i det sidst forløbne, til ingen Tid have Folkene været saa villige til at give Slip paa Fædres Arvegods i Troe og Tale som i Mark og Kiste, i ingen Alder var Skrift saa mægtig over Tungen, og saa udansk tillige; men være sig, hvad det vilde, Latin eller Fransk, Tydsk eller Islandsk, det kunde vel en liden Stund vanskabe Stilen, og forvende Maalet i de lærde Kamre eller store Huse, men dog ei indtage Folket, eller holde Stand, saasnart en Aand opstod, som rørde Tungen frit og kraftelig; og aldrig kunde nogen dygtig DaneSkjald bevæges til for Alvor at lyse Frillebørnene i Kuld og Kiøn; om han end stundum af en Flyvelyst lod sig forlede til at lege med dem og glemme Adelkonens ægte Afkom, altid higede han dog tilbage mod de rette danske Dage, altid talde dog de gamle Riim, den gamle Stiil med kiærlig Styrke til hans Hjerte; og saalænge Skjaldene ei svigte Modersmaalet, da er det i Behold; de er dets fødte Præster, skabte til at tjene i dets Helligdom; den kan besmittes ynkelig, imens de slumre eller sværme; men saasnart de vaagne, eller vende om, fordi de føle, Hjemmen er dog bedst, da feie de med Koste, da snerte de med 319 Svøber, da synge de med Tunger, som er ægte, og Folket lystes ved at see og høre Sligt, og Vexelererne og Øxendriverne maae pakke sig og holde Marked udenfor, hvor der er høit til Loftet, og hvor det er Profiten kun, man lever af. Imidlertid skal Ingen nægte, at Markskrigerne har i den sidste Tid havt god Afsætning, og med deres Flensborg Dansk fyldt manges Øren, saa der knap er Rum til, hvad man kalder beredt, godt gammelt Dansk, ja, saa at mange reent har glemt, hvordan det klinger; og derfor er det vel paa Tide med den ene Haand at støve op, imens den anden feier ned, og snildt forene Røsten med Kæmpe-Mælet fra de gamle Dage, som er baade skabt og skikket til at rense Lungerne og lukke Øren op, og overdøve baade Knur og Kvæk. Desuden træffer det sig nu saa vel, at Modersmaalet i de gamle Bøger fører med sig, hvad det brugdes til at giemme og udtrykke; Fædrenes Tanker, Følelser og Minder, og aabenbarer da, hvad der er ægte Dansk i alle Maader. Derfor skal Mindesmærkerne af Danmarks Krønike og Riim og Tungemaal være noget af, hvad jeg i dette Skrift fornemmelig vil sysle med, og da jeg saaledes kommer til at handle om mange, nu ubekiendte Ting, som dog engang har været vitterlige og særdeles Mære for det danske Hjerte, tør jeg ogsaa haabe, det vil favne dem med Glæde, som gamle, hardtad glemte Venner, man dog kiender end paa Røsten, der opvækker Minderne i Hjertekamret, hvor de slumre. Jeg vil prøve paa at vise, hvor eens og elskelig en Aand der gaaer igiennem alt det ægte Danske i Riim og Krønike, i Sprog og Love, hvor høit det danske Hjerte under Vadmels-Koften slaaer, og hvilken Dybhed der er i, hvad de foragte, som kun løbe efter Næsen og dømme efter Skin; vise vilde jeg, ifald jeg kunde, hvad jeg seer, den forunderlig historiske Aand, som stedse hviilde over Dannemark, lever i Alt, hvad Aandeligt der opvoxde paa Marken, og byder nu Dannemark tvende Kaar: enten at forlades af sin Aand og oversvømmes af det Verdenshav, der bryder paa dets Kyster, af de Verdens Folk, der ligge ved dets Grændser, eller giennem kiærligt Minde at tilegne sig Fædrenes Liv, og i Forening med dem indtage Historien, og bygge deraf et Tempel for den Aand, som styrede Tidernes Gang, og saa øiensynlig udkaarede det danske Folk til at forklare sine Idrætter, til at udtrykke aabenbarlig, hvad de Vise og Forstandige i deres egne Øine prøvede forgiæves paa at udgrunde. Giennem Aartusinder forberedtes klarlig denne store Time, og omringet af mægtige Fiender vogtedes det lille Rige paa saa forunderlige Maader, at 320 de, som vare klogest paa Verden, maatte opgive Haabet om at forklare det; I den nye som i den gamle Verden udspillede de store og anseelige Folkefærd deres Rolle og udtømde deres Kraft paa adskillige Veie, og alle saa havde de noget, hvoraf de kunde bramme, noget, der dog i Verdens Øine kunde giælde for et værdigt Maal at stræbe efter med Folkelivets hele Kraft; kun Danmark syndes intet at have, syndes ei at indgyde sit Folk nogen høiere Attraa end at beskiærme Fædrene-Landet, dyrke dets Agre, pløie dets Strømme, og lyde paa Sang under blommede Bøge; store Flokke uddrog i det Fjerne og kundgjorde i Vaabengnye det danske Navn over hele Europa; enkelte Danner-Konger stilede efter Nordens Trilling-Krone, og fattedes ei Følge af mandelige Skarer; men Folkets Sag var det aldrig, dets Aand var stedse den, som mæglede Fred mellem Harde-Knud og Magnus den Gode, dets Aand var stedse tilfreds med Rigets gamle Grændser og har i den historiske Tid neppe taget Deel i andre Krige end dem, der førdes for at beskiærme eller vinde dem tilbage. Ligesaalidet har Folket stræbt at vinde Rye for Viisdom og Konst; enkelte Mænd, som en Saxe og Tyge Brahe, staae for Europa som Vidundere af dansk Herkomst; men Folket tilegnede sig aldrig deres Priis; Danmark blev aldrig, hvad de Varsler kunde synes at betyde, Sædet enten for romersk Lærdom, Stjernekyndighed eller andet Sligt; Uraniborg fik Lov at forfalde som at reise sig, og af Saxe tilegnede de Danske sig kun, hvad Verden foragtede, Indholden, afklædt sit fremmede Smykke; jævn Videnskabelighed udbredte sig snart i det sextende Aarhundrede, og holdtes i de Følgende trolig ved Lige; langsom og betænkelig tilegnede man sig udenlandske Fremskridt, men stræbde aldrig at vorde Forløbere i noget. Er da nu det danske Folk udlevet, da har det, som Folk, levet for intet, og er det ikke bestemt til at løse Historiens Knude, maae det ved sin Død knytte den saa fast, at den synes uopløselig; thi ene hin Bestemmelse kan forklare, hvi man giennem hele Historien opdager hos det danske Folk Alt, hvad der pleier at giøre et Folk mægtigt, klogt og berømt, undtagen Lysten til at blive det, hvi man ei kan opdage noget Aandeligt, hvorved Folkets Hjerte hængde, uden Ærlighed og Fædrenes Minde, intet, der rørde Folket, uden Christendom og Fædrelandets Krønike, ingen egenlig Folkepoesie uden Riimkrøniken og Kæmpeviserne, der vel maae lignes ved de Blomster, hvormed den danske Almue endnu til Pindse-Høitid pynter saa omhyggelig hensovne Frænders og Forældres Grave. Det giøre de endnu, og derfor er der 321 endnu Haab om, at de ei ere skabte for intet, at Tiden skal give Fædrene det Lov, der altid var ægte Dannemænds høieste Ønske, at de, og som Folk, ligge med Æren i deres Grav. Vist er det ogsaa, at ligesom Danmark, trods alle de Omvæltninger, der i de sidste Dage timedes Europa, og rakde sørgelig til Norden, dog endnu har saa omtrent de samme Grændser som i Hedenold ; saa er og Dannemark det Land, hvor der, efter alle Mærker at slutte, er meest tilbage af jævn gammeldags, grundig Kundskab, i hvormeget den unægtelig i den sidste Tid ogsaa her har aftaget; selv udenlands har man nys maattet opdage, at der fra Nordens Middel-Alder vare skriftelige Mindes-Mærker, som krævede Agtelse og Opmærksomhed, og at man maatte søge Kundskaben om dem i Dannemark; unægteligt er det, at DannerSproget har i Norge uden Sværdslag vundet en, maaskee mageløs Seier; hvad Ingen skulde troet, er dog skeet, i det man ogsaa udenfor Norden har begyndt at lære Dansk, og midt i det hardtad ægyptiske Mørke, der omringer os, synes dog saaledes enkelte Glimt at forjætte en Dagning over Fædrene-Landet; ja, at den kommer, er min faste Troe, med hvilken jeg og heller, naar det endelig skal være, vil ligge som en Nar i min Grav, end vandre haabløs paa Fædrenes.

✂ Hvorvidt det nu skal undes mig i Støvet at see det liflige Dagskiær, det er skjult for mine Øine; men det er mig klart, at jeg ærlig, al den Stund jeg aander, skal hjelpe til efter Evne, at det snart maatle dages og skinne paa Tidernes Mindestene, saa man der kunde læse Sandhedens Runer om Verdens Løb og Tidernes Maal. Derpaa arbeidede jeg, der jeg forkyndte Fædrenes Troe, den Troe, der ene kan tilfredstille det danske Hjerte, hvorefter det selv i Hedenold sees at hige, den Troe, uden hvilken al Viisdom og Hæder kun er en Skygge, en Damp, som Veiret bortdriver, ja, uden hvilken det danske Folk aldrig kan tee sig med Kraft, eller vinde sin Arv; thi var det end ikke saa vist, at Historien er vor eneste Arv, saa stadfæster dog daglig Erfaring, hvad Krøniken melder, at det danske Folk uden Troe er saa dorsk og feigt, at intet Stort er ved eller med det at giøre, og hvi det er saa, kan Fornuften begribe. Er der nemlig et Folk, som ene har Kraften i Hjertet, og hvis Hjerte naturlig kun hænger ved stille, fornøielige Dage og, naar det kommer høit, ved Fædrenes Minde, et Folk, som i Følge deraf naturligviis er beskedent, har kun ringe Tanker om egen Kraft eller Dygtighed til at kappes med andre, og ingen Attraa efter Æren, der saa besværlig skal kiøbes uden at kunne tilfredstille Hjertet; er der 322 et saadant Folk, og, vil vi troe vore egne Øine i Historien saavelsom i Livet, da er det i Dannemark; kommer nu hertil, at Folket er lille, og i Følge sin Natur ubekvemt til Forbindelse med noget andet Folk, der ikke elsker og ægter det, som i dets Tungemaal Ord kun forbindes ved at elske og ægte hinanden, da er det vel klart, at et saadant Folk kan ikke bestaae, end sige udmærke sig, uden ved fast og levende Troe paa Sandhed om de usynlige Ting; thi først ved en saadan Troe bliver Fædrenes Minde meer end en kraftløs Skygge, en Virkelighed, ikkun en saadan Troe kan drive det Folk til Daad, forlene det Mod og den Kraft, Naturen har nægtet. Det danske Folk er aldeles en Kvinde, som derfor, naar den sande Kiærlighed ei luer i Hjertet, enten maae vorde en liderlig Skiøge, et forfængeligt Bolskab, eller et koldt, storagtigt, latterligt Væsen, der vil spille Mandfolk, og bilder sig ind, at Buxer giør Mænd. Man indvende her kun ikke, hvad Krøniken melder, og den lille Fugl paa Kvist synger om, at i Oldtids Dage, før Sandhed var aabenbaret i Norden, var det danske Folk nok saa kiækt som nogentid siden; thi uden at tale om her, hvad man ventelig ikke vil troe, er det nok at paaminde om, hvad enhver maae kunne begribe, at der er en mærkelig Forskiel imellem de ældgamle Dage og vore, der lader sig ligesaalidt ophæve som nægte; at saalænge Dannemark fostrede Skjoldmøer blandt sine Kvinder, kunde og det kvindelige Folk naturligviis færdes som Skjoldmøe, skiøndt det i Grunden var lige unaturligt, og lod sig kun giøre i Barndommens viltre ubetænksomme Dage, medens Hjertet gierne vil følge enhver Indskydelse og lade Indbildningen raade, ligesom vi endnu kan see Smaapiger efterligne Drenge ret artig. Saasnart derimod Eftertanke kommer med Aarene, saasnart man laaner Øre til Hjertets naturlige Sprog, da maae Lysten forgaae og Kraften tillige; thi det var kun Indbildnings-Kraften, som ei havde Sandheden med sig i Grunden, det var kun en Leeg i Dukkeskabet, som maatte holde op, naar det lukdes i, og lukdes i Baglaas med Tidens Nøgel. Derfor see vi endnu, at de krigerske Drenge, hvoraf det vrimler hos os, saa vidt som Trommerne gaae, blive med Tiden kun maadelige Helte, og de mange letnemme, flittige Peblinger kun daarlige Lærde, og allerhelst smaa bitte Spillemænd, der more sig med at klimpre lidt paa en Lire, en Fløite eller Fiol, enten bogstavelig, eller hvad tit er værre, lidt billedlig, naar de bilde sig ind, at de sidde høit hos Apol eller Brage med Digterharpen paa Knæ, ihvorvel de dog sidde i Ægget og klingre paa Skallen. 323 Derfor see vi ogsaa, at i Hedenskabet holder Fædrenes Mandelighed op med Skjoldmøe-Tiden; og Braavalle-Slaget, hvor Skjoldmøen Visne førde Danmarks Banner og mistede sin høire Haand, er den sidste store Folkedaad af Dannemarks Hedninger, Sagnet omtaler; ja, underlige Præg bærer hele det Sagn af den Følelse, at Dannemarks Helteliv var dermed ude; thi i dette Slag øvede ogsaa Dannemarks gamle Leie-Kæmpe, Stærkodder, sin sidste Bedrift ved at føre Avindskjold mod Frodelandet; derpaa lod han sin Svanesang høre og styrtede sig med et Kongemord paa sin Samvittighed i Graven; i det samme Slag forraadte Odin, hedder det, sine hidtil saa kiære Danske og dræbde selv den blinde, sønneløse Harald Hyldetand. Hvad man siden hører om de Danske Hedningers Bedrift, giælder kun enkelte Flokkes og vilde Kæmpers Tog, under hvilke Riget adsplittes og synker i Afmagt, som Regnar Lodbrog i Elles Ormegaard. Det eneste Udtryk af aandig Livlighed er den sygelige Længsel hos Gorm efter en Forbindelse med den fordunklede Aande-Verden, hans eventyrlige Færd til Geirrodsgaard og Torkels til Utgarde-Loke i samme Anledning, som havde Kongens ynkelige Straadød til Følge. Med Christendommens Indførelse begynder i Dannemark, som overalt i Europa, den sande MiddelAlder, den, hvori Følelsen hos ethvert Folk, som hos ethvert Menneske, er paa sit Høieste, den, hvori det med Nødvendighed maae give sig tilkiende, hvad Folket eller Mennesket naturlig elsker og Historien vidner uimodsigelig, at ihvormegen Kiækhed Folket end mangengang viiste, var det intet mindre end Folkets Sag at giøre Erobringer; ja man seer klarlig, at Krig var ingenlunde dets Sag, og saasnart Christendommen forfaldt, var Riget et Bytte for indenlandske og fremmede Røvere; tilsidst adsplittedes det ganske, og var siden, selv i Forbindelse med Norge og Sverrig, ei engang mægtigt til at tugte Holsteenerne, eller værge sig mod Sørøveres Anfald. I dette Tidsrum finde vi ingen Skjoldmøer i gammel Forstand; men Mod og Snildhed finde vi dog ikke længer hos Folket, end vi kan slutte, de fandtes hos Dannekvinder, thi Absalons Systre vare ham ikke ulige; og at Dannemarks Folkedaad endtes i Absalons Dage, eller om man vil, i Andres Sunesens, da Saxes Krønike blev færdig, er unægteligt, er allerede deraf klart, at Saxe skrev paa Latin, uden at nogen fordanskede Bogen; Riim-Krøniken og Kæmpe-Viserne ere, som sagt, kun Vidnesbyrd om, at de Danske imellem, som til en Høitid, mindedes, hvad de, uden at foregaae, ei aldeles kunde glemme, de hensovne Fædre, som skulde ligge med Ære i Graven.

324

✂ Med Reformationen begynder Folkenes Manddom, deres fornuftige Aar; og ligesom man veed, at den, der i sin Ungdom kun havde liden Lyst til Orlog, Færdsel og stærk Hovedbrud, faaer endnu mindre i Aarenes Løb, for Kone og Børns, for Helbred og Eiendoms Skyld, saaledes kan man være vis paa, at finde det samme hos Folkene, ligesom man da ogsaa vil finde hos det Danske, at Erobring og Krig var da, endnu mindre end nogensinde, dets Sag, og at der egenlig kun saa omtrent et hundrede Aar var, hvad man kan kalde Liv i Folket, en Ting, der hos Danske giver sig lige vist tilkiende i Beskiærmelse af Rigets Grændser og i livlig Dvælen ved Fædrenes Minde. I Fjerde Christians senere Tid begyndte Riget at formindskes, og i Tredie Frederiks Dage frelsdes det kun fra Opløsning ved et Underværk og med Tabet af sin høire Arm; men da var ogsaa den Tid forbi, da man gav Sidestykker til Anders Vedels fordanskede Saxe, og Arild Hvitfelds Krønike saavelsom Lyschanders Danske Kongers Slægtebog viiste noksom, at ei engang en Bearbeidelse af Saxe efter Tidens Tarv og langt mindre en RigsKrønike som den, hvortil Anders Vedel gav en mesterlig Afridsning i sin lille Bog om Dannemarks Krønike at beskrive, kunde i dette Tidsrum forventes. Den kom da heller aldrig siden, og Frederik den Andens Krønike var den eneste nye Historiebog, ligesom Lyschanders Grønlands Krønike vel var det eneste Sagariim, der egenlig skreves for det danske Folk. Hvorliden Sands Folket siden Tredie Frederiks Dage har havt for stor Bedrift, hvor aldeles ingen Deel det har havt i den senere Historieskrivning og Poesie, og hvor udansk i Grunden den eneste læselige Dannemarks Krønike, nemlig Holbergs, var, ja, hvorledes Bogskriverne tilsidst tabde Folket aldeles af Syne, og stræbde at danne sig en egen lille Læseverden, der havde sit Sprog og sin Smag for sig selv, og var netop stor nok til at give Skriveren et lille Navn, og Trykkeren sin Daghyre, det er noksom bekiendt, og trænger ikke til Beviis, om det end, som Alt, kan have godt af lidt mere Lys, som jeg og ved Leilighed skal søge at udbrede over denne Sag; men her maae jeg holde mig til Hovedsagen og spørge, om man vel mener, det danske Folk vil nu paa sin Alderdom leve op igien, uden at have de Kræfter, der selv i Ungdommen ei vare mægtige nok til at frembringe livlig Rørelse, uden den Hjerte-Styrkning, det alt da til stor Bedrift saa høilig behøvede, uden med Kiærlighed at komme sin troende Ungdom og Manddom ihu, og opglødes ved Mindet; eller om man synes, det er bedre, at Folket daglig synker 325 dybere i aandelig Dorskhed, i kold Ligegyldighed for al stor Bedrift, for Fædrene og Fædreneland, i Fejghed, Tyvenykker og Liderlighed? man skal nødes til at indsee, at paa dette Spørgsmaal kommer det an, hvad man skal dømme om min Kamp for gammeldags Christendom, ikke forsaavidt jeg er Christen og Præst, thi for saavidt staaer jeg under en høiere Dommer og bryder mig kun lidt om andre, men som Dannemand og Kiender af Fædrelandets Historie; og at den første Deel af hiint Spørgsmaal maae besvares med det bestemteste Nei, og det andet ligeledes af alle dem, der har en Draabe ægte Dansk Blod i deres Aarer, det troer jeg mig til at kunne godtgiøre. Ingenlunde vil jeg lægge an paa, hvad der imidlertid ganske rigtig og ganske nemt lod sig giøre, at føre et strængt og koldt logisk Beviis for min Paastand; thi hvad kunde det hielpe? men jeg vil stræbe giennem Historien at lade den forklare og bevise sig selv, og kalde paa den danske Følelse, der, saavidt jeg kan skiønne, vel hos os alle er søvnig og lunken, men sover dog ei hos Alle som en Steen, og er endnu mindre aldeles hensovet; og jeg veed med mig selv, at vaagner den først og faaer gnidt sine Øine, da skal den see, hvad den nu allermindst drømde om, og ei slaae sig til Roe, før den mærker, at Hjertet kan banke, og Kinden blusse, Taaren rinde, og Troen styrke, saa som det hos Danske var lovlig Skik i forrige Tider. Jeg veed det jo godt, der er vist mange i denne Time, som kalde sig Danske og kunde dog, uden Suk eller Sorg, see Fædrene-Landet heelt eller halvt tjene fremmede Herrer, Fædrenes Støv vanæret, deres Minde glemt, deres Aand forsvundet, deres Tungemaal afsjælet, naar kun Handel, Agerdyrkning og Handværker kunde, hvad de kalde, blomstre, naar der kun var Penge og Lystighed fuldtop i Landet; men det veed jeg ogsaa, at de vanære det Navn, de bære, at ere de end af Fædrenes Kiød og Blod, af deres Aand og Been, efter deres Hjerte ere de ikke; jeg veed fremdeles, at saa er det ikke med alle; og endelig veed jeg, at mange, naar de komme ret til sig selv, vil i deres Inderste finde mere ægte Danskhed, end de vidste af at sige, saalænge de klinede og kline lode paa den Snemand, der skulde hedde et selvstæn digt Fornuft-Væsen, og skulde da vist heller ikke af sig selv løbe langt, men fik naturligviis aldrig noget Hjerte, ja, ei engang i Norden noget Hoved, der jo flux sank ned mellem Skuldrene, aldrig Øine til at see, eller Mund til at tale med, og endnu mindre Kraft til at hævde sin døde Selvstændighed i det sagteste Tøbrud, end sige i Vandskyl, da den 326 flux blev til Vand, hvoraf den var taget. Derfor har jeg det Haab, at det nu, da vi dog alt have givet saa deilige Lærepenge, som man kan ønske, ei skolde være aldeles unyttigt, at tale gammelt Dansk til Dannemarks Folk, og dertil er, som sagt, dette Tidsskrift i Forening med Oversættelsen af Nordens gamle Rigskrøniker særdeles bestemt. Hvorvidt jeg paa nogen Maade er Arbeidet voxen, og hvorvidt det kan lykkes, det vedkommer som sagt ikke mig, da det dog er vist, at jeg gaaer ingen anden i Veien, som kan og vil giøre det bedre, og at Enhver, uden videre Snak, skal giøre sit Bedste. Bedre troer jeg nu ikke at kunne slutte denne lille Fortale om dansk Poesie, Sprog og Historie, end ved at henvende mine Læseres Opmærksomhed paa et Mindes-Mærke fra Slutningen af Dannemarks Middel-Alder, som i en, efter mine Tanker, venlig og elskelig Forening minder om disse Ting tilhobe.

✂ [Herefter følger: Udtog af den gamle danske Riimkrønike.]

✂

Om det Philosophiske Aarhundrede.

✂ Vi leve i et philosophisk Aarhundrede; denne Tale have vi vel alle hørt i vor Barndom, og hvis vi nogensinde blev Mænd, fundet os fristede til at ansee for noget, man vel kan bilde Børn ind, men aldrig faae fornuftige Folk til at troe. Betragte vi det attende Aarhundrede, som anabaptistisk døbde sig selv i Verdens Gadekiær med Navn af det philosophiske, vende og dreie vi det paa alle Kanter, da finde vi vel Philosophien skrevet overalt og forskrevet fra det ene Land til det andet; men selv er den heel usynlig, saa vi vel maae troe, at Philosophie paa det attende Aarhundredes Kragemaal betød Jerusalems Skomager og hans Reise til Maanen, som alle har hørt tale om, men Ingen seet. Det er tit nok sagt, at Niels Klim er heel satirisk; men at hans hele Reisebeskrivelse er en klar Spaadom om det attende Aarhundredes Philosophie, den theoretiske saavelsom den practiske, det veed jeg ingensteds at have seet, og det fortjende dog virkelig baade en klar Udvikling og Philosophernes Opmærksomhed, især da Holbergs Lovtale over Philosophien, som man kaldte dens Liigtale1, er, hvad man kalder en authentisk *1 Trende Epistler, ved J. Levin, Side 90.327 Commentar. Ingen tænke imidlertiid, at jeg har i Sinde at forklare Spaadomme; nei, i det Pesthuus, hvortil jeg engang for min Prøve paa sligt blev henviist, og hvor jeg har opdaget, jeg, desværre, virkelig befinder mig, maae vel Lysten dertil forgaae, og al saadan Forklaring overlader jeg derfor nu til Tiden, som har en ganske egen fattelig Maade at forklare paa, hvorved man ei alene faaer Syn for Sagn og Troen i Hænderne, men tillige en banket Trøie og saa lange Næser, at naae de ikke til Skyerne, som de stilede efter, saa naae de dog til Jorden, og det maae man alt kalde store Ting. Derimod agter jeg her kortelig at minde om, hvad Philosophie vel kan være, hvad den egenlig har med os, og vi med den, at giøre, og dertil føie en ikke ugrundet Betænkning om, hvorvidt enten det attende eller nittende Aarhundrede kan tilegne sig Navn af det philosophiske. Vel kunde det synes, som det var en Uleilighed, jeg godt kunde spare, aldenstund vi har saamange vakkre Philosopher i Ophei1, der ganske artig forstaae at fortælle os, hvorledes Alting taber sig i Alhed og Intethed, som Poesien i Oehlenschläger og Ideerne i Athene; men deels er det Tingen, at tabe kan man sagte, dertil behøves ingen Philosophie, men at vinde, det er Hovedsagen, og deels er deres hjemmegjorte Tøi af et eget Slags, lidt aandeligt Papir af fremmede Klude og fuldt af Klatter, som tilligemed det stykke Vandmærke er det eneste Danske deri, eller med andre Ord: Tankerne ere ikke alene tagne paa Borg og Puf, men paa Træf og Slump, og Sproget er saa galt Tydsk, at man tit har ondt ved at see, hvor gale Tankerne ere, saa man ikke engang kan have Nytte deraf som af en ordenlig Løgn cuius contrarium verum est2. Derfor meener jeg, det er ikke af Veien at tale et Par Ord med om, hvad man kalder Philosophie, for i det mindste at minde danske Læsere om, at det hverken er de dybe Tanker eller det fattige Sprog, der hindrer de selvgjorte Philosopher fra at tale jævnt og fattelig, og henføre Alt til Ting og Udtryk, der ere ethvert alvorligt Menneske bekiendte, men at Vilderede i Tankegangen, Vankundighed i Modersmaalet og Lyst til Vindmagerie ere de eneste Aarsager til den Uklarhed og Utydelighed, der virkelig findes, saavelsom til den Indbildning, mange staae i, at Svulsten er Høihed, og Virvarret Dybde.

✂ Philosophie er, som man veed, Udtryk for den menneskelige Stræben efter Viisdom dvs. fuldkommen Erkiendelse, umiddelba *1 dvs. Opvækst. *2 : »Hvis Modsætning er Sandhed«. 328 Anskuelse, og med det høieste chrlstelige Udtryk: Beskuelsen Ansigt til Ansigt. Det danske Ord, vi da bedst kunne vælge til at betegne denne Stræben i sin Livlighed, er udentvivl Vidskab, et Ord, som man paa en heel Deel Steder i vor danske Bibel kan finde brugt i den Mening*), og som kan udholde den strængeste Prøve med vide og Vid og Vittighed bag sig, Vished ved Siden, Videnskab, Videnskabelighed og Viisdom for sig, og med den passelige Endelse: Skab, som er nær beslægtet med det islandske skap dvs. Sindsbeskaffenhed, og bemærker i Modersmaalet ret giennemgribende Egenskaberne saavel i deres indvortes Tilværelse som i deres levende Yttring**). Ja, vi behøve ikke engang at blive staaende ved Talebrugen, men kan stige op til Udtrykkenes høieste Prøvesteen, den virkelige Sandhed, hvor Ordet end bestaaer; thi som skabt maae vi jo betragte hver menneskelig Egenskab, og Vidskaben gaaer ud paa at skabe en Verden af Visheder i Fornuften og et Billede af den i Sproget. Man kunde sige, at Videnskab var omtrent et ligesaa passende Udtryk; men herimod er det nok at indvende, at man aldrig udvikler godt ved at indvikle, men forklarer slet ved at forvirre; og kunde vi da end slet ikke indsee, hvorledes Videnskab er kommet til at betyde en afsondret Kreds af Visheder, maatte vi dog vogte os for at give det en anden Betydning, førend det var blevet almindelig klar Indsigt, at det burde ombyttes eller forflyttes. Imidlertid kan man med Føie sige, at Viden betyder noget Heelt, Sluttet, og lader sig altsaa kun med nogen Ret anvende paa en Sum af Kundskaber, som ved Indskrænkningen til en beskrevet Kreds faaer en tilsyneladende Heelhed, da derimod Vidskaben, som en, her uendelig, Stræben og Nærmelse til et i Støvet uopnaaeligt Maal, blev tom Pral, naar den kaldte sig Videnskab. Derimod kan og maae Videnskabelighed bruges fornemmelig om, hvad der staaer i nøie Forbindelse med Vidskab; thi baade tillader den sædvanlige Brug af dette Udtryk, der mest kun har været et Bagord, os dette, og da Vidskabens Maal upaatvivlelig er fuldkommen Videnskab, tillader Sandhed det med, saa det er unødvendigt at skabe nye Ord som vidskabelig og Vidskabelighed, **) 4 Moseb. 24, 16. Ps. 19, 3. Esa. 44, 25. 47, 10. Sir. l, 4. 11, 18. 19, 22. 33, 11. 38, 6. 42, 27. Bar. 3, 20. 37. ***) Saasom Troskab, Venskab, Daarskab, Vildskab; en nøiere Udvikling heraf hører til Modersmaalets Vidskab under Betragtningen af de substantiviske Endelser, blandt hvilke Skab, Maal og Dom især fortjene besynderlig Opmærksomhed. 329 der vel ei kunde kaldes udanske, da de have Ligheden i selskabelig og venskabelig for sig, men synes dog at støde Øret og vilde i det mindste endnu mere forvilde end veilede danske Læsere.

✂ Efter denne Fortale, som man kanskee nok vil kalde overflødig og tør, men neppe sværmerisk og ugrundet, kommer Spørgsmaalet om Vidskabens Hensigt og Vilkaar, og her er det da aabenbart, at den Vide-Lyst og Lære, som det er værd at kalde Vidskab, som er sand Vidskab, maae gaae ud paa Tilværelsens Forklaring, ligesom det fremdeles er indlysende, at Tilværelsen først da er forklaret, naar man har klart Begreb om dens Grund og Ophav, Vilkaar og Betydning, Hensigt og Maal. Et andet Spørgsmaal er, om Tilværelsens Grund og Maal kan umiddelbar være Gienstanden for menneskelig Vidskab, eller med andre Ord. hvorvidt vi af den blotte Fornuft kan forklare Tilværelsen, hvorvidt vi med den kan om fatte Altings Grund og Øiemeed, hvad vi med eet Ord kalde Gud. Dette forudsattes aabenbar af den hele Philosophie, der paastod, at man intet skulde antage for Sandhed i aandelige Ting, uden hvad man med sin Fornuft kunde begribe, thi ligesom vi legemlig kun kan begribe, hvad vi kan omfatte og omspænde, saaledes kan vi ogsaa umulig med Fornuften begribe, hvad der overgaaer dens Fatte-Evne, thi den kan dog iigesaa umulig som den legemlige Haand fatte noget større end sig selv. Om vi altsaa kan begribe det Høieste, det Første og det Sidste, beroer aabenbar paa, om vi selv er det Høieste, det Første og det Sidste; thi over os selv kan vel Indbildningskraft og Følelse, men Fornuften aldrig komme, fordi den da maatte holde op at være sig selv, holde op at være klar, uimodsigelig Bevidsthed, holde op at fatte og begribe, være Fornuft og Ufornuft tillige, ophæve sig selv og dog virke med alle sine Egenskaber; hvad der er uimodsigelig umueligt. Det Spørgsmaal, hvorpaa Tidens Philosopher altsaa skulde tygget Drøv, før de vilde give os Videnskab om de guddommelige Ting, skulde været, om en saadan er mulig, eller med andre Ord, om guddommelig og menneskelig er eet og det samme, om Mennesket virkelig er sin egen Gud, om Mennesket er af sig selv (uafhængig) eller dog i sig selv (fri i strængeste Forstand), thi derpaa alene kommer det an, og det er jo dog Fjas med al vor Videnskab om Gud, dersom det er vist, at vi ikke kan begribe Gud, thi Begreber, som vi ikke selv kan begribe, er dog vel ikke vore Begreber, maae jo nødvendig, 330 enten de ere falske eller sande, være en høiere Aands Begreber, som vi ved Troe tilegne os. Det er altsaa uimodsigelig vist, at er der ogsaa kun en eneste Forestilling, som vor Fornuft ikke kan begribe, da er den ikke heller det Høieste, thi for det Høieste er intet for høit. Nu er imidlertid Begrebet om at være af sig selv, være uafhængig, være sin egen Fader og Livsgrund, være Gud, det er et Begreb, hvis Virkelighed er uimodsigelig; thi vi maae kalde det, hvad vi vil, noget maae vi dog kalde evigt, noget maae der dog være, som aldrig har begyndt, og hvad der ikke har begyndt, er nødvendig uforanderligt, og maae begribe sig selv som saadant, dersom der ellers er noget Begreb til, og det Begreb maae da enten være i os eller over os; men nu veed vi, at det staaer kun for os, og vi staae for det og maae standse og erklære, at det er os ubegribeligt, og det er da uimodsigeligt, at enten maae man paastaae, at Tilværelsen er grundig forklaret, uden at dens Grund er begrebet, eller og tilstaae, at al Videnskab om den evige, uafhængige Værelse er os umulig, fordi den som al Tilværelses nødvendige Grundbegreb er os ubegribelig.

✂ Alt dette lod sig endnu langt strængere og klarere bevise, men deels maae det være klart nok for uindtagne Læsere, og deels er det her ikke Stedet til en udførlig Udvikling; kun i Korthed maatte jeg minde om disse aabenbare Sandheder, for at man ei skal med noget Skin kunne sige, det er en sværmerisk Paastand, at den Tidsalder, som vil begribe, hvad den skal troe, og mener, at noget er afbeviist, naar man beviser, at det er et Menneske ubegribeligt, at den er ingenlunde fornuftig eller philosophisk, men netop det Modsatte.

✂ Om nu det attende Aarhundrede havde mindste Adkomst til at hedde det philosophiske, behøver ikke vidtløftig al undersøges; men om man kan ønske et saadant, om Vidskab overalt har nogen Værd og fornuftig Hensigt, da den ei kan give nogen umiddelbar Erkiendelse af det Evige og Guddommelige, da vi ei kan begribe Gud, det er et andet saare vigtigt Spørgsmaal; vigtigt, siger jeg, ikke ubetinget, men under den Betingelse, at det selv paatrænger sig, som det aabenbar giør hos hver eftertænksom Mand i den nærværende Tid.

✂ Dette Spørgsmaal kan ingenlunde afgiøres ved Philosophiens Historie, thi at Fornuften, naar den vil bedømme, hvad den ikke forstaaer, tager mærkelig feil og forvilder hver, som følger den, beviser intet mod Nytten af dens rette Brug; kan det end, som jeg troer, bevises, at Fornuften hidindtil stedse, naar den i 331 Aandens Rige vilde gaae paa sin egen Haand, foer saare meget vild, saa bevises derved kun, at den ikke vilde oppebie sin Time; men ligesom der af et selvklogt Barn upaatvivlelig kan ved Underviisning og Tugt blive et fornuftigt, saaledes kan en selvklog Fornuft ogsaa blive klog, og naar man er klog, vil man ikke, uden hvad man kan, og kives ikke med sin Overmand; at Fornuften i Menneske-Slægten ligesom i det enkelte Menneske er Begrebet og Udtrykket for den aandelige Vext og Udvikling, kan ikke nægtes, og man indseer da let, at baade kan den komme til at begribe, hvad den før aldrig har begrebet, og den maae komme dertil, hvis dens Bane ei ubetimelig afskiæres. Spørgsmaalet bliver da, om Fornuften i Følge sine Vilkaar kan komme til at begribe noget, som er af Vigtighed for det aandelige Menneske, og derpaa er Svaret let; thi Fornuften maa kunne komme til at begribe sig selv og Alt, hvad der hører under dette Begreb, altsaa det hele timelige Menneske og alt det Timelige; thi Mennesket er alt det Timeliges Middelpunkt, og det maae da kunne begribes i Mennesket. Fremdeles, (da) ligesom enhver Fornuft maae være beskikket og forordnet, skabt og skikket til at begribe, hvad den kan, saaledes indsee vi og let, at uagtet det Timelige ingenlunde kan forklare det Evige, maatte dog det Timeliges Forklaring have den mest afgiørende Indflydelse paa Menneskets Vished om det Evige og bringe en middelbar, billedlig Erkiendelse tilveie; thi det Timelige kan jo i Sandheden kun være et Billede af det Evige, og naar man klarlig begriber et sandfærdigt Billede, da veed man jo, hvad det betegner og betyder, uagtet man ikke begriber det Afbildede selv.

✂ At begribe sig selv i Sandheden, det er da det store Maal for den menneskelige Fornuft, Høiden af menneskelig Vidskab, og det første Skridt dertil er Fornuftens aandelige Selv-Bevidsthed i Sandheden, Vedkiendelse af sig selv i sit sande Forhold til det Evige, til den guddommelige Fornuft og Sandhed.

✂ Ikke vil jeg her udvikle, hvad der er aabenbart, at Folkenes Fornuft ligesaalidt er aandelig selvbevidst i deres første Aldre, som det enkelte Menneskes er det sandselig i Barndommen, eller bliver det klart før i Manddommen; ikke heller vil jeg her bevise, hvad der imidlertid er vist, at ingen Fornuft bliver selvbevidst i Sandheden, dersom den ikke alt før var i Sandheden formedelst Troen; men jeg vil kun giøre opmærksom paa, at saavist som der er noget Aandeligt dvs. Oversandseligt i Mennesket, saavist er den Fornuft, der nægter det Aandeliges Virkelighed, aldeles vanvittig, og saavist som Fornuften ei kan begribe 332 en Værelse af sig selv, saavist er den blevet sig selv bevidst i Løgnen, naar den tillægger sig aandelig Uafhængighed; ja, det samme er Tilfældet, naar den udgiver sig for selvstændig, for at have Livet i sig selv; thi den kan ikke begribe en selvstændig Fornuft, den i sig selv levende Sandhed, og hvad den ikke kan begibe, det er den ikke heller; thi Fornuften er jo slet ikke udenfor, saavidt den begriber; den er et Begreb, og i os et timeligt Begreb, der umulig kan begribe noget Evigt og Uforanderligt, og det Selvstændige er Evigt, den i sig selv levende Sandhed er uforanderlig. Naar altsaa den menneskelige Fornuft bliver sig selv vaer i Sandheden, da bliver den sig vaer som et timeligt, afhængigt Begreb, dødt i sig selv, kun levende i Sandheds-Kiærlighed. Jeg er sandelig til, jeg er sandelig i Tiden, jeg er det Timeliges Sandemand, det er den selvbevidste Fornufts første sanddru Tale, og nu farer den fort og siger: dette Begreb er uimodsigeligt, det kan ingen Fornuft modsige uden at modsige sig selv og derved bevise dets Sandhed ; hvad der altsaa er mig ligesaa klart og vist som min Tilværelse, det er ligeledes uimodsigeligt, det er timelig Sandhed ligesom jeg, thi det er sandelig i mig. Men, spørger den sig selv, hvad er evig Sandhed? og svarer: det kan jeg ikke begribe, thi den indbegriber mig; men det kan jeg begribe, at intet, som udelukker mig, kan være evig Sandhed, og at Alt, hvad der maae være evig sandt, for at jeg kan være, hvad jeg er, det er evig Sandhed, thi jeg er det timelige Billede af den evige Sandhed.

✂ Naar Fornuften saaledes er kommet paa det Rene med sig selv, da først kan den beklæde sin aandelige Domstol, og dømme, ei efter Vild eller Skin, men efter Sandhed, efter Sandhedens evige Grundlov, Modsigelsens Grundsætning. Alt hvad der i dens Lys forklarer sig, det bedømmer den, og alt andet lader den staae ved sit Værd, lige bange for at bifalde Løgn og nægte Sandhed, som den begriber, er i Grunden eet og det samme; thi der kan ingen Løgn være, som jo har en modsat Sandhed, da Løgnen intet er uden en Nægtelse af Sandheden, da ethvert Nei for ud sætter et Ja, man ei vil bifalde.

✂ Holde vi nu fast ved den klare Sandhed, at det er det timelige Menneske, vor Fornuft kan og skal begribe, da indsee vi let, at al sand Vidskab maae i alle Maader være historisk; historisk, fordi Fornuften finder intet i sig selv uden Maalestokken for timelig Sandhed, og maae udenfor sig søge Vidskabens Indhold; historisk, fordi Mennesket udvikler sig i Tiden og kan 333 kun begribes i den; historisk, fordi den maae være stykkeviis og kan kun sluttes med Tiden. Heraf følger først, at enhver Vidskabs-Lære, som ei forklarer Krøniken, er falsk, og dernæst, at enhver saadan, der udgiver sig for at være færdig, ethvert philosophisk System er som Heelt en stor Løgn, hvormegen Sandhed det end i det Enkelte kan have; thi er det Mennesket, som skal begribes; udvikler Mennesket sig i Tiden, og er Fornuften Udtrykket for det sig giennem Tiden udviklende menneskelige Begreb, da kan vi jo under Tidens Løb ei have noget sandt Begreb om Menneske eller menneskelig Vidskab, uden som om noget, der er i Begreb med at udvikle sig, og ei i Sandhed begribe mere, end hvad der alt er udviklet, eftersom Begrebet just er det eneste, som udvikler sig. Heraf følger endelig, at dersom det ogsaa var muligt, at Fornuften kunde udvikle sig i Sandhed uden foreløbig Sandheds-Kundskab, saa var den dog ikke nogensinde under Tidens Løb istand til at fyldestgiøre Mennesket, give ham et fuldstændigt og klart Begreb om Mennesket i sin hele Fulde. Bekymret og uvis maatte da alligevel det alvorlige Menneske vanke i Verden lige til Dagenes Ende, uvis om sine vigtigste, evige Forhold, ja, uden et eneste fuldklart aandeligt Begreb, thi intet er fuldklart uden i sin fuldstændige Heelhed. Men er Begrebet en Udvikling i Mennesket, da maae den Sandhed, som skal udvikles, alt forud være indviklet tilstæde; hvad der i Mennesket skal klare sig, maae han forud have som dunkelt; hvad han skal komme til at begribe, maae han have troet; hvad Fornuften skal fatte, maae den forefinde; ligesaalidt som Haanden kan den frembringe, hvad den skal begribe. Det er jo og indlysende, at skal Mennesket nogensinde komme til al fatte og begribe sig i Sandhed, som den evige Sandheds jordiske Billede, da maae han virkelig være det, have været det ligefra Begyndelsen, da maae den evige Sandhed have aabenbaret sig i ham og for ham ligefra og i hans Begyndelse, da maae den evige Sandhed selv have indaandet ham Livet og ladet ham i Aanden høre sin Røst; thi den levende Sandhed kan ikke fornægte sig selv, ei aabenbare sig i et timeligt Liv og dog skjule sig for det, thi det var Selvmodsigelse.

✂ Den evige Sandheds Aabenbarelse i Tiden, det er da, hvad Fornuften er skabt til igiennem Historien at begribe; thi Historien maae vise, hvorledes Aabenbarelsen er skeet, maae udtrykke den evige Sandheds timelige Billede, og dette Billede, dette hvorledes, er, hvad Fornuften skal begribe. 334 Ikke vil jeg her indlade mig paa, hvad heraf følger om en fornuftig Betragtning af de guddommelige Aabenbaringer, hvorom Historien melder, thi her er Talen om den Aabenbaring, Historien uvitterlig udgiør og beskriver; jeg taler ikke her om enkelte Personer eller Omstændigheder, men om det Uimodsigelige i Historien, om dens Gang og Mindesmærker, om Folkeslagene, deres Bedrifter og Hændelser i det store, deres Efterladenskaber, som ei kan høre andre til, og hvori de maae have afpræget sig som Lemmer af Menneske-Slægten; thi som saadanne ere de varige, uagtet det Liv, de føre, som enkelte og adskilte Stater, maatte forgaae. Naar vi saaledes betragte Historien, da indsee vi let, at den baade maae nøie adspørges af hver sandhedskiærlig Gransker, og at den maae kunne give visse og vigtige Svar, da den er en Bedrift, hvori Mennesket med Nødvendighed har maattet udtrykke sine sande Vilkaar, og et Ord, hvori Sandhed maae have forkyndt sin Dom over Menneskenes Anslag og Adfærd. Kun i Historien finde vi Mennesket saa fuldstændigt, som han hidindtil er aabenbaret; kun i Historien aabenbarer Mennesket sin Virkelighed og sande Skikkelse, som der ei lader sig dølge for Efterslægtens Øine. Vel er det ligefrem, at Tænkeren først og fremmerst skal adspørge sig selv, og vorder først derved dygtig til rettelig at adspørge Historien; men ligesaavist er det aandelig Vanvittighed, naar en enkelt Mand eller Tidsalder vil af sig selv forklare Mennesket, der jo ikke kan være fuldstændig aabenbaret uden i Den, som er det hele Menneskelivs endelige Udbytte, det sande, forklarede Menneske selv, eller med christelige Udtryk: Menneskens Søn, forklaret i Guds Søn. Det er saaledes unægteligt, at de gamle Dage aabenbare en aandelig IndbildningsKraft og Følelse, som ingen finder enten hos sig selv eller Andre i den nærværende Tid, og dog maae jo disse Ting forklares, før Mennesket kan forstaae og begribe sig selv, før Fornuften kan begribe sig selv som en Udvikling af den menneskelige Aand, før den kan begribe og forklare alt Menneskeligt i sig; det er da aabenbart, hvad en i Sandhed selvbevidst Fornuft maae dømme om, hvad man har kaldt den rene speculative Philosophie; for Daarskab maae den ligefrem erklære sligt, med mindre Philosophen i Sandhed var Indbegrebet af den hele Historie, havde i sig alle de menneskelige Egenskaber, i aldeles ubesmittet Samfund og i den høieste Udvikling; thi at gruble selvstændig over de menneskelige Vilkaar, det er jo at randsage sig selv, og at kalde sin egen Forklaring 335 almeengyldig, er at sætte sig for det fuldstændige og fuldkomne Menneske, at tage sin Erfaring for Menneskets hele Historie; og naar nu et enkelt, ikke ubesmittet Menneskens Barn giør det, ja, giør det endog, førend alt det Menneskelige, der skal vederfares ham, er skeet, før han har prøvet at døe f. Ex., da er han jo en Daare, hvis Blindhed man maae beklage, men hvis Ledsagelse ned i Graven man aldrig kan fristes til at betjene sig af, med mindre man selv er blind.

✂ Naar nu en Fornuft med opladte Øine, en opvakt Fornuft, hvilket netop er det samme som en i Sandhed selvbevidst, sand aandelig Fornuft, indkalder det attende Aarhundrede for sin Domstol, noget, hvortil den er i alle Maader beføiet og forpligtet, da maae jo Dommen vorde, at et mindre ægte philosophisk, et mindre sandhedskiærligt Aarhundrede, har der neppe været til; thi dets Fornuft erklærede sig jo overalt for selvstændig, tit for uafhængig; dets Philosopher ligefra Volf til Schelling paatoge sig jo af sig selv at forklare Mennesket; Historien blev jo af den saakaldte Philosophie lemlæstet, fordreiet, forvansket, naar den ei blev aldeles forsømt, foragtet og erklæret for ugyldig; dens Forklaring blev jo ingenlunde agtet for Philosophiens sidste Øiemeed, men for en Biting og en Børneleeg, Philosophien enten overlod til Trodset i sit Følge, elier kun et Øieblik nedlod sig til fra sin oversandselige Høide, for at more sig, eller i det Høieste for at stoppe Munden paa Pøbelen og de faa ædruere Aander, som paatalte Menneskets Rettighed til at see det store Menneskeliv forklaret i, hvad der kaldte sig Menneskets og Tilværelsens Forklaring. Lod ikke Volf, som om Historien ikke var til, paastod ikke Kant dens Ugyldighed, stræbde ikke Fichte at bevise samme, stræbde ikke Schelling at forvandle den til en blot Afbildning af Natur-Menneskets Udvikling og Forbillede paa dets Selvforklaring? og hvad heed den Philosophie, som stræbde at oplive Historien til at forklare Mennesket! At nogle enkelte, som Herder og Tyge Rothe, stræbde med Aand at udspørge Historien, det er sandt; men var det Aarhundredets Philosophie, som drev dem dertil eller hindrede dem deri? bleve de hørte, eller bleve deres Bestræbelser anseete som forgiæves Forsøg paa med Historien at understøtte den faldende Kirke? Naar man ellers gav sig til at forklare Historien, lod man den da selv tale, eller lagde man den Ordene i Munden? søgde man af den at bevise sine Paastande om Menneskets Vilkaar, eller antog man dem for umiddelbar visse, og søgde kun, saa godt som muligt, at 336 rime den med sine Paastande og hjalp sig med at nægte eller tvivle om dens Vidnesbyrd, naar de ei vilde give efter? naar man paatog sig at udvikle, hvorledes Begivenheder vare oprundne og sammenkiædede, hvorledes Poesie og Konst havde frembragt sine Underværker, beviiste man da uimodsigelig, at de angivne Aarsager, og de allene, kunde have de bekiendte Virkninger? gav man et klart Begreb om de menneskelige Evner? beviiste man, at de store Værker af den menneskelige Aand, der ere nærværende, virkelig kunde blive til den Maade, man beskrev, eller bestod den hele Forklaring i, at man beskrev den Maade, hvorpaa man selv vilde baaret sig ad, hvis man, hvad man dog maatte tilstaae, man ikke kunde, skulde have frembragt og forbundet Begivenhederne, udarbeidet Værkerne! Hver boglærd Mand veed godt, hvad hertil maae svares, veed godt, at Historien slet ikke er enten begrebet eller forklaret saaledes, at det er unægteligt, at hvad man vilde forklare, maatte, under de angivne Betingelser, nødvendig indtræffe; og dog er det klart, at naar et saadant unægteligt Beviis ei er ført, da er intet forklaret, da er det hele kun en Giætning, og behøves en saadan Giætning til at rime noget Unægteligt i Historien med en af Fornuftens Paastande, da er det klart, at Paastanden ei maae giælde for Sandhed, men heller for Løgn, indtil Giætningen beviser sin Sandhed. Nu veed man imidlertid, at hint Tilfælde indtraf hvert Øieblik, naar man sammenlignede det attende Aarhundredes Fornuft-Slutninger med Historiens Vidnesbyrd, og at altsaa intet Menneske kan for sin Samvittighed forsvare at antage og følge Slutninger, der ei have betalt Historien deres vitterlige Gield, men kun ved Udflugter søgt at undgaae den. Det er saaiedes unægteligt, at det attende Aarhundredes Fornuft har paastaaet, at en heel Mængde Begivenheder og Skrifter, som erklærede den for en Løgner, vare opdigtede eller forfalskede, men at den ingenlunde altid har beviist det, slet ikke beviist det om sine største og ærværdigste Anklagere, de bibelske Skrifter; det Høieste, den prøvede paa, var at bevise Muligheden af sin Paastands Sandhed, og drev det selv deri ikke videre end til at bevise, hvad Paastanden selv beviiste, at den ingen Samvittighed vilde gjort sig over en saadan Opdigtelse eller Forfalskning, naar den havde fundet samme hensigtsmæssig og kunnet afstedkomme den. At forklare Muligheden af slige Opdigtelser, dertil bragde den det aldrig, og Beviset for Virkeligheden, klar Udvikling af en unægtelig Strid mellem dem og en uimodsigelig Sandhed, blev den aldeles 337 skyldig tilligemed Beviset for sine Paastandes uimodsigelige Sandhed; og til denne Gield er betalt, ligger den som en Skielm i sin Grav, thi den har ikke indfriet sin Haandskrift, men skrevet sig selv en falsk Qvittering, efterskrevet Historiens Haand og eftergjort dens Indseigl, og det saa klodset, at enhver Historiens Kynding ei alene kan og maae bevidne Falsmaalet, men kan bevise det ved at fremlægge Fornuftens ufornægtelige Haandskrift med Historiens egenhændige Paategning, der klarlig udviser, at Historien maatte være vanvittig, hvis den havde erklæret en Gield for betalt, der skal betales med og i ufødte Slægter.

✂ Dette er da min ikke ugrundede Betænkning om det attende Aarhundredes Philosophie, og kan den, som jeg mener, bevises at være uimodsigelig Sandhed, saa indseer man let, at det nittende ei kan erhverve sig Adkomst til Navn af det philosophiske enten ved at følge eller fordømme det attende, men kun ved at giøre, hvad det undlod, erkiende Historien for, hvad den uimodsigelig maae være: Sandhedens virkelige Aabenbarelse, Menneskets virkelige Udvikling, Roden til, Indbegrebet af og Prøvestenen for al menneskelig Videnskabelighed, og dyrke den som saadan med aabent Øie og utrættelig Flid, uden at lade sig indbilde, der enten i Natur-Betragtningen, umiddelbar Anskuelse eller Sligt kan findes nogen Gienvei til Historiens Maal, der jo umulig kan naaes før Dagenes Ende, og umulig være andet end det Timeliges Forklaring. Saa øiensynligt dette imidlertid er, saa klart end Fornuften kan indsee Daarskabet i at ville anskue sit fuldstændige Begreb i sig selv eller i noget, saalænge Øiet, som først den hele Historie kan danne og klare, endnu kun er i Færd og Begreb med at uddannes og oplades, maae man alligevel bekiende, at Tidens Tegn synes intet mindre end at forjætte og bebude en saadan afgiørende historisk Retning; ja, man kan frilig paastaae og uimodsigelig bevise, at den er umulig uden en saa giennemgribende Omvendelse og Gienfødelse i Aandens Rige, som Fornuften maa kalde urimelig, fordi den, menneskelig talt, er aldeles umulig. Dette kan giøres indlysende ved at fremstille, hvad der behøves til rettelig at adspørge Historien og forstaae dens Svar, noget jeg vil prøve paa i en egen Afhandling om historisk Vidskab eller Krønikens Vidnesbyrd. Vel maatte saadant synes unyttigt, naar det er urimeligt, at man vil vorde dygtig til Arbeidet; men det er ikke desmindre vist, at Arbeidet skal giøres, at Historien skal naae sit Maal, at alt det Timelige skal forklares i Sandhed, og det er 338 da kun Spørgsmaalet, hvor og i hvem det skal skee, hvilket Folk under Himlen der vil lade sig opvække til i aandelig Kamp at indtage Riget dvs. Historien, for hvilket Folk den deilige Arv er beredt og Snorerne faldne paa de liflige Steder. At hver Mand, som veed, hvad det er, inderlig ønsker sit Folk at føle Lysten og annamme Kraften og indhøste Velsignelsen, er naturligt, og hvad jeg haaber om det Folk, af hvis Rod mit Øie udsprang, det har jeg mangen Gang sagt, og ihvor jeg end vender mig, bevæger jeg mig i det, og uden det maatte jeg angre hvert Ord, jeg talede her.

✂

Havfruen og Dane-Dronningen.
(En Kæmpevise).

✂ Dan-Konning griber en Havfru fiin,
Den Havfru dandser paa Tilje,
Og den sætter han i Taarnet ind,
For hun ikke fremmed hans Villje.

✂ Dronningen kalder paa Svende smaa:
Den Havfru dandser paa Tilje,
I lade den Havfru nu for mig indgaae,
Thi her skal hun fremme min Villje!

✂ Ind kom den Havfru og stæddes for Bord,
Den Havfru dandser paa Tilje,
Hvad vilst du mig, Dronning! du sendte mig Ord,
Jeg kan ikke fremme din Villje.

✂ Dronningen klapper paa Hynde blaa,
Den Havfru dandser paa Tilje,
Du sidde, skiøn Havfru, og hvile herpaa!
Thi fremme saa skalst du min Villje.

✂ Vilst du forraade mit unge Liv?
Den Havfru dandser paa Tilje,
Hist under jo ligger den hvasse Kniv,
Hvor skulde jeg fremme din Villje?

339

✂ Veedst du saa meget, da veedst du og meer,
Den Havfru dandser paa Tilje,
Du sige mig, hvad af min Skæbne du seer!
Saa haver du fremmet min Viilje.

✂ Veed jeg din Skæbne, jeg veder din Bøn,
Den Havfru dandser paa Tilje,
Og Baalet jeg venter at fange til Løn,
Ei bedre jeg fremmer din Viilje.

✂ Sønner saa bolde du føder vel tre,
Den Havfru dandser paa Tilje,
De koste dig Livet i Fødsels-Vee,
Saaledes jeg fremmer din Viilje.

✂ Skal det for dennem ei bedre mig gaae,
Den Havfru dandser paa Tilje,
Saa siig mig, hvad Skæbne skal Sønnerne faae,
Da haver du fremmet min Viilje.

✂ Een til Dan-Konning du vugger i Skiød,
Den Havfru dandser paa Tilje,
Den Anden skal bære Guldkronen saa rød,
Saaledes jeg fremmer din Viilje.

✂ Sidst kommer Sønnen vidunderlig viis,
Den Havfru dandser paa Tilje,
Ham monne du vinde med Livets Forliis,
Nu haver jeg fremmet din Viilje.

✂ Dronningen svøber sit Hoved i Skind,
Den Havfru dandser paa Tilje,
Hun ganger for Kongen i Høieloft ind,
Thi fremmet saa var hendes Viilje.

✂ Hør mig, kiær Herre og Husbonde min!
Den Havfru dandser paa Tilje,
Du give mig gunstig den Havfrue fiin,
Thi hun haver fremmet min Viilje!

✂ Ikke saa skiænker den Havfru jeg Liv,
Den Havfru dandser paa Tilje,
Thi syv mine Snekker forraadte den Viv,
Da fremmed hun ikke min Viilje.

340

✂ Dronningen blegner og blaaner som Jord,
Den Havfru dandser paa Tilje,
Hun segner og daaner for Konningens Bord,
For han fremmer ei hendes Villje.

✂ Kæreste! ei maae du daane og døe,
Den Havfru dandser paa Tilje,
Følg heller den Havfru med Æren til Søe!
Mens hun haver fremmet din Villje.

✂ Klædt blev den Havfru i Skarlagen rød,
Den Havfru dandser paa Tilje,
Den Dronning af hende var spaaet sin Død,
Men fremmet var dog hendes Villje.

✂ Kommer, I Møer, nu alle paa Stand!
Den Havfru dandser paa Tilje,
Og følger skiøn Havfru med Æren til Strand!
Thi hun haver fremmet min Villje.

✂ Havfruen sættes paa Bølgen hin blaa,
Den Havfru dandser paa Tilje,
Og Dronningen efter mon grædende staae,
Saa haver hun fanget sin Villje.

✂ Græd ikke, Dronning, o, græd ikke saa!
Den Havfru dandser paa Tilje,
Viid aabne dig Himmerigs Dørre mon staae,
Nu haver jeg fremmet din Villje.

✂ Der skal i Himlen du bygge og boe,
Den Havfru dandser paa Tilje,
Der fanger du først baade Hvile og Roe,
Nu haver jeg fremmet din Villje*).

**) Denne Vise, som er den 24de i anden Part af Kæmpeviserne, synes mig saa inderlig, vemodsfuld deilig, at den vel fortjende at faae de Smaaknuder i Versefaldet, som støde Øret, udjævnede ved en ærbødig Vennehaand. Man dømme nu, hvorvidt der med denne er lykkedes mig, hvad jeg agter at giøre ved flere, hjelpe dem paa Beenene, uden at giøre enten Hjerte eller Tunge noget Meen! I Overskriften staaer, at det var Dronning Dagmar, Havfruen spaaede, men derom tier Visen, og da hin Voldemar Seiers Dronning Margrethe, som for sin Vænhed og Livsalighed blev kaldet Dagmar, det er Morgenstjerne, eller Soeløie, ikke fødte fornævnde Sønner, er Visen ei heller gjort til hendes særdeles Ihukommelse, men heller paa fri Haand af en Danne-Rimer, som stirrede paa Markens Danne-Kvinde med Kiærligheds Øie, udsang, hvad der tonede i Hjertet, og spurgde ei om, hvad det skulde betyde. Fred med hans Støv, Ære med hans Vise! Hil være den, som giemmer den inderlig og vel! Hver nyde, som han nemmer, da ingen skeer Uskiel! jeg tyder, som mig tykkes; Gud give, det maae lykkes! da times Danmark vel! 341

✂ Rørde sig noget, o, Svend, i dit Bryst,
Ahned dig sælsomt det Høie;
Sænked i Vemod du, Møe, dig med Lyst,
Perled dig Taaren i Øie;
Skimted du, Gubbe, bag Gaader og Flor
Glimt af det Lys, som er Sandhedens Straale;
Følde du, Kvinde, ved Havfruens Ord:
Død man i Fromhed for Sønner kan taale;
Kommer, o, kommer da, Sødskende bolde!
Hviler, I Gamle, paa Hynderne blaa!
Venlige Taler saa ville vi holde,
Grunde og giætte, som bedst vi forstaae!
Lad ikkun smile de Selvkloge, Kolde!
Stort er det ofte, som Dværge forsmaae;
Fuglen formindskes for støvede Øie,
Alt som han hæver sig meer i det Høie.

✂ Hvem er den Dronning i Høielofts-Sal?
Hvem er den Havfru, som dandser paa Tilje,
Dandser og kvæder paa Bølgen saa sval,
Varsler, og fremmer dog Dronningens Villje?
Hvem er den Moder, som føder de Bolde,
Føder en Viis, som maa Helsoten volde?

✂ Kan vi, o, Kiære! vor Moder miskiende,
Kan vi miskiende vort Fædreneland!
Spaaer ikke Havfruen klarlig om hende,
Toner det ei fra den bølgende Strand:
Dagmar er Danas livsalige Navn,
Solen hun elsker og tager i Favn,
Avler og Sønner saa giæve og gilde,
Bolde og prude, omsider og snilde,
Smuldrer til Støv, naar den Vise er fød,
Elsker dog Havfruen selv i sin Død,
Blegner, men smiler saa mildt, thi hun saae
Himmerigs Dørre sig aabne at staae,
Veed, at hun der skal evindelig boe,
Fange først der baade Hvile og Roe.

✂ Tiden mon være, hvad Havet betyder,
Bølgende trindt sig om Midgard den snoer;
342 Op af dens Bølger sig Havfruen skyder,
Saga saa kalder man hende i Nord;
Ikke med Tant farer Skjaldenes Tale:
Saga mon bygge i bølgende Sale.

✂ Snekkerne syv mon vel Havfruen sænke
Ned i det dybe, det brusende Hav,
Vel maae hun lære i Konningens Lænke
Ikkun det Døde at bære til Grav,
Ikke for vilter at dandse paa Tilje,
Stol-Kongen ære og fremme Hans Villje.

✂ Dog naar han stækker den Flygtiges Vinge,
Griber den Viltre med vældige Arm,
Da mon(ne) for Dronningens Øren det ringe,
Høit banker Hjertet den Milde i Barm,
Da hende lyster at fare med Liste,
Havfruens Kløgt og sin Lykke at friste.

✂ Hører I ei, hvor det toner i Sale!
Dronningen kalder paa Svendene smaa,
Hastig saa vil hun med Havfruen tale,
Breder for hende det Hynde saa blaa,
Lægger og Kniv under Hynde med Liste,
Agter den Havfrues Spaavid at friste.

✂ Skjalden maae tie, lad Havfruen tale,
Alt som hun taler i Bølgernes Døn!
Spaaed om Møe i Kong Voldemars Sale,
Spaaed om Frederiks herlige Søn *);
Selv maae hun sige, hvoraf hun det vidste,
At nu den tredie vorder den sidste.

✂ Moder, o, frist kun den Havfru med Snilde!
Livet hun lade, hvis ei hun kan spaa!
Men naar hun røber, hvad dølge du vilde:
Blinkende Staal under Silken saa blaa,
Prøv da ei med hende Konsterne flere!
Veed hun saameget, da veed hun vel mere.

**) See Frederik den Andens Krønike, eller i Roskilde Saga om Varselet for Fjerde Christian! 343

✂ Sønnen med Brynie-Skjorte du fødte,
Hørde ham hilse med Dankonge-Navn,
Saae, hvor han kæmped og seired og blødte,
Vide paa Land og i kneisende Stavn,
Ham har du baaret til Verden med Smerte
Og seet ham døe med et Sværd i dit Hjerte.

✂ Sønnen hin anden du ogsaa har skuet,
Alt som den herligste Konninge-Brud,
Ham over Tindinger Guldet har luet,
Alt som en Krone saa herlig og prud,
Ham har du skuet, udmattet, bedrøvet,
Gulne og falde i Høsten med Løvet.

✂ Hvis nu den Havfru i Høielofts-Sale
Røber din Skæbne og sørgelig spaaer:
Du skal med Livet den sidste betale,
Som skal forklare dig Brødrenes Kaar,
Vilst du da bede hos Kongen om Naade
Alt for den Havfru, som Døden dig spaade?

✂ Vilst du den Havfru i Skarlagen klæde,
Følge til Bølge som Bruden til Dands,
Vilst du forglemme din Død at begræde,
Naar hun dig minder om Høielofts Glands;
Vilst du, mens Havfruen dandser paa Tilje,
Sjunge: min Konge! jeg fremmer din Villje!

✂ O! da skal Sønnen til Verden du føde,
Som skal fordunkle al Glimmer med Glands,
Som skal i Aanden opvække de Døde,
Som skal forklare den Havfrues Dands,
Som skal forklare den bølgende Tilje,
Hvorpaa hun dandser, og fremmer Guds Villje1.

*1 Dronningens tre Sønner betegner tre kraftfulde Tidsrum, i Danmarks Historie det første til Valdemarernes Tid, det andet efter Reformationen, det tredje i Fremtiden, naar Kristendom og historisk Oplysning udstraaler som den sidste Lysning fra Danmark.

✂

Om historisk Vidskab
eller:
om Krønikens Begreb.

✂ Er det vist, at Menneske er den høieste Gaade, som ved menneskelig Fornuft kan løses, og at denne Gaades Løsning umulig kan være et Øiebliks, en enkelt Mands eller Tidsalders Værk, men at den kun kan efterhaanden under Tidens Løb og Slægternes Følge løse sig selv; er dette vist, som det jo maae være, naar man ikke kan sige, at Fornuften kan begribe, hvad der overgaaer dens Forstand, at en enkelt Mand er det fuldkomne Menneske, eller en enkelt Tidsalders Mennesker den hele Menneske-Slægt, lutter Ting, som aabenbar stride mod Sandhedens Grundlov (Modsigelsens Grundsætning); saa er det følgelig vist, at enhver, som vil i Sandhed begribe noget af de menneskelige Vilkaar, maae betragte Mennesket historisk, og at ingen kan begribe mere deraf, end hvad der til hans Tid har udviklet og forklaret sig, og som han historisk kan tilegne sig; thi ligesom Mennesket i det Hele ei kan begribe noget Høiere end sig selv, saaledes kan ogsaa den enkelte Tidsalder og det enkelte Menneske umulig begribe noget Høiere end sig selv, og det maae nødvendig giælde i det indvortes som i det udvortes Liv, i det Aandelige som i det Legemlige, at ingenkan begribe meer, end han kan udtrykke. Heraf seer man da, hvor ugrundet den Indvending mod Philosophien er, at den skulde være usikker, fordi Grublerne ei alene hos de forskiellige, men tit hos samme Folkefærd, have havt de mest afvigende Meninger om de menneskelige Vilkaar; thi det er jo aabenbart, at naar Dele udgive sig for det Hele, da lyve de alle, og Løgnen har nødvendig ligesaamange Skikkelser, som der er virkelige Dele. Nu er jo den sande, aandelige Grund til Fleerheden af Folkefærd i aandelig Forstand ingen anden, end at Menneskeslægten bestaaer af saamange aandelige Hoveddele, der prøve paa at udtrykke det hele Menneskeliv, hvoraf de udgiøre en mere eller mindre ufuldstændig Deel, eftersom de drage mere eller mindre skarpe Grændselinier mellem sig og andre Dele, eftersom de i Aand og Hierte omfatte mere eller mindre den hele Menneskeslægt, og det er da klart, at jo mere indskrænket et Folks Forestilling af og Følelse for Menneskeslægten er, 345 desmere indskrænket maae dets Begreb om Mennesket vorde, thi hvad man ei engang levende kan forestille sig, kan man umulig nogensinde komme til at begribe. Nu staaer atter det enkelte Menneske i samme Forhold til sit Folkefærd, som det til den hele Menneskeslægt, og hvormeget han da skal kunne begribe, beroer følgelig først paa, hvormeget hans Folkefærd i det nærværende Øieblik kan begribe, og dernæst paa, hvormegen Deelagtighed han har i sit Folkefærds Begreb. At disse Ting ere unægtelige, vil udentvivl enhver tænksom Mand indrømme, naar han betænker, hvilken klar og til alle Tider erkiendt Sandhed her anvendes, den nemlig: non omnia possumus omnes1, hvor unægteligt det er, at et Menneske paa Sandheds Vei kan ikke giøre mere end: gaae i sig selv, samle, betragte, betænke og besinde sig, og at han ved alvorlig med Tankerne at gaae fra sig selv, gaaer sandelig og bogstavelig fra Forstanden, forsaavidt som han vil gaae videre, end han kan komme. Det er da, mener jeg, aabenbart, at intet Folk og ingen Mand kan begribe meer, end hvad de virkelig kan tilegne sig, hvad der virkelig er og lever i dem, og det er da ikke længere forunderligt, at mange saakaldte Philosopher, der ei alene vilde begribe, hvad der i Tiden laae bag dem, men selv, hvad der først skulde dages i Tidens Løb, maatte være uenige og paastaae megen Daarskab, da de ligefrem byggede Alt paa den Daarskab, at Menneske-Slægten var allerede fuldkommen, og det i dem, en Daarskab, der kun er tilgivelig, hvor den er ubevidst, men altid en Følge af Stolthed; thi intet Menneske, der har sin Forstand, har saa lidt, at han jo godt kan begribe, det er Stolthed at ansee sig selv for det fuldkomne Menneske, eller at ville med Fornuften overflyve sig selv. Man mærke for Resten, at det her ingenlunde er Hensigten at fælde haarde Domme over de enkelte Mennesker, der have paataget sig at begribe og forklare Mennesket; det er endog vist, at endeel af dem havde mindre Stolthed end mangen Een, der slet ikke bekymrer sig om de store Spørgsmaale; det er endog klart, hvorledes de, naar de savnede en guddommelig Aabenbaring eller Troe paa dens Sandhed, saare let kunde indbilde sig, at det var muligt med al Ydmyghed og Beskedenhed at paatage sig det stolte Værk, deels fordi de manglede klart Begreb om de første aandelige Forhold, og deels fordi de toge Fortidens Grublere paa Raad med sig, uden at indsee, hvorlidet Andres Begreber kunde hjelpe dem, med mindre de selv kunde tilegne sig disse, *1dvs. vi magter ikke alting alle.346 og at det igien var uranligt, med mindre de vare dem naturlige, hørde til den Kreds af Begreber, som deres Folkefærd, og de i det, vare skikkede, og for nærværende Tid modne, til at omfatte. Kun for at indskiærpe denne vigtige Sandhed, ei for at dømme nogen Enkelt, tales her, og efterat have forebygget, saavidt mueligt, Misforstand i denne Henseende, vende vi os til et Spørgsmaal, som udentvivl hver tænksom Læser paa dette Stade bliver vaer, og som ved første Øiekast kan synes endnu mere vigtigt og vanskeligt at besvare, end det virkelig er; Spørgsmaalet nemlig: hvorledes det er mueligt, at noget Folk og nogen Mand kan komme til sande og sunde, almeengyldige Begreber om det ganske Menneske, den hele Menneskeslægts Udvikling? Sligt maatte jo vel synes umuligt, naar det hænger saaledes sammen med Folkenes og de Enkeltes Vilkaar, som sagt er; thi vel udtrykker Historien Menneskets Udvikling, men ikke heel i noget Folk, kun stykkeviis i de adskillige Folk, der efter, eller ved Siden af, hinanden have kundgjort i Sprog og Bedrift noget aandeligt Liv, og maae ikke nu de fremmede Folks Historie ligge ligesaa ubegribelig for hvert enkelt Folk, som fremmede Begreber for den enkelte Tænker; ja, giælder ikke det samme igien om et enkelt Folkefærds Historie, der vel udtrykker det ganske Folks Udvikling, men kun stykkeviis i adskillige Slægter og Enkelte, der ikke synes i en enkelt Slægt og Mand at kunne forene sig, uagtet det dog kun er igiennem Enkelte, Folket kan begribe sig selv? Saalænge vi eensidig betragte dette, synes det virkelig, at vi maatte opgive alt Haab om klare, aandelige, almeengyldige Menneske-Begreber; men at det dog vilde være saare overilet, mærke vi snart, naar vi vende Spørgsmaalet om; thi var Samlingen umulig, var vel Skilsmissen ogsaa, og den Eenhed, der kan udvikle sig hensigtsmæssig i adskilte Dele, maae ogsaa igien kunne i en Eenhed, som for Begrebet forudsætter en Enkelthed; ja, den maae skulle det, thi en Udvikling, hvis Maal ikke er Klarhed, vilde være en hensigtsløs Udvikling, og var da ingen Udvikling, da den forudsætter Hensigt Altsaa, enten foregaaer der ingen Udvikling i Menneske-Slægten, eller og maae den Udvikling have til Hensigt, at Mennesket skal komme til at begribe sig selv, og det er da kun Spørgsmaal, om vi skal antage, at der er ingen Menneske-Slægt, men kun enkelte Mennesker, eller rettere Skabninger til, uden alt aandeligt Slægtskab. Sligt har man jo virkelig, trods Aabenbaring, Historie og daglig Erfaring, paastaaet eller forudsat, da man nægtede 347 det aandelige Slægtskab der, hvor det er allerklarest, mellem Forældre og Børn, der saaledes bleve til en blot legemlig Afsætning, som anden Ureenlighed. Det er imidlertid unægteligt, at der er aandeligt Slægtskab til, dersom det er vist, at det ene Menneske kan virke aandelig paa det andet, dersom det er vist, at det ene Menneske kan forstaae det Andets Tungemaal, dersom der er Sprog til; thi Ordet, som Udtryk for Forestillinger, Følelser og Begreber, er jo et aandeligt Legeme, og kunde man tænke sig to aldeles ubeslægtede Aander, da var det dem og aldeles umuligt at forstaae eller virke aandelig paa hinanden, thi de maatte jo da være aldeles fremmede for hinandens Forestillinger, Følelser og Begreber. At nu et saadant Tilfælde er umuligt, fordi det forudsætter to indskrænkede Uafhængigheder, som er en dobbelt Selvmodsigelse, det er aabenbart; men det er vel værd at lægge Mærke til, at den samme Vidskab, der nægtede alt aandeligt Slægtskab mellem Menneskens Børn, paa det Stærkeste forfægtede ikke allene Muligheden af aandelig Vexelvirkning, men endog den Umulighed, at en Aand kunde skabe en anden efter eget Tykke, at man ved Opdragelsen kunde give hvilketsomhelst Barns baade Tankegang og Villie, hvad Retning man vilde, altsaa at det ene Menneske var paa eengang, og i samme Henseende, baade aldeles uafhængig og aldeles afhængig af Andre. Naar vi nu imidlertid vende os fra dette Virvar af Modsigelser til den klare Sandhed, at Alt, hvad der kan staae i aandelig Vexel-Virkning sammen, er ogsaa aandelig beslægtet, og at altsaa vi samtidige Mennesker ikke alene ere i Slægt med hinanden, men ogsaa med de forrige Slægter, siden deres Ord kan virke paa os, og den Aand, der virkede umiddelbar paa vore For-Ældre, unægtelig igiennem dem har virket middelbar paa os Alle; naar vi indsee det, da maae vi vel tillige indrømme, at der foregaaer en aandelig Udvikling i Menneske-Slægten; men klart bliver det, naar vi betænke, at en saadan Udvikling unægtelig finder Sted i det Enkelte, at vi saaledes kan begribe det Samme, som Fædrene begreb i Valdemarernes eller Tredie Christians Dage, og begribe Mere til; thi det beviser unægtelig baade aandelig Slægtskab og Udvikling; og finder en saadan Sted med et enkelt Folk, da maae den finde Sted med alle dets aandelige Frænder, med den hele Menneske-Slægt, hvortil det hører; thi deri bestaaer jo netop Slægtskabet, at de ere Dele af eet aandeligt Heelt, skikkede til Vexel-Virkning, og altsaa alle beskikkede til en sammenstemmende Udvikling, der ender sig med Forening 348 Meget nemmere lod den samme Ting sig bevise under den Forudsætning, at Mennesket er en Guds Skabning, og dets Liv i Verden den evige Sandheds timelige Aabenbarelse; thi Gud kan ikke have skabt eller opholde Menneske-Slægten for og til Intet, Sandheden kan ei aabenbare sig timelig uden ved en Udvikling, og i en bestemt Hensigt, som maae være dens Forklaring; men saa visse disse Forudsætninger ere, og saa klart de end kan bevises, forklare de dog ikke Historien, men drive os kun til den, og skal netop selv forklares i den.

✂ Vi vende da tilbage til, hvad Historien unægtelig beviser, at der giennem Tiden foregaaer en aandelig Udvikling i Menneske-Slægten, og, at den maa naae sin Hensigt, følger af sig selv, om vi end slet ikke endnu kunde begribe hvorledes, Noget, vi veed, var dulgt for de fremfarne Slægter, og dog gik Udviklingen for sig, det stærkeste Beviis for, at hvor Grunden til Menneskets Tilværelse ligger, der ligger og Kraften til at fremme Udviklingen. Man kunde altsaa gierne afvise Spørgsmaalet om Muligheden af almeengyldig Vidskab med den Formaning til hvert Folk og hver Enkelt: stræber kun I at indprænte eder og følge Sandheden, da vil I eller Efterslægten upaatvivlelig faae at see, hvorledes den forklares i Menneske-Livet, og føle I ikke, at I udgiøre en aandelig Eenhed med Forfædrene og Efterslægten, da forklare sig i det Mindste ikke i eder de sande Begreber om Mennesket, og I have da kun at vogte eder for Lysten til at sætte eders Enkelthed i Heelhedens Sted! Naar man imidlertid nøiere betænker denne Afviisning, da turde man finde, at selv i den ligger nogen Oplysning om det Spørgsmaal, den skulde dæmpe; thi ligesom den aandelige Eenhed midt i Skilsmissen og Afvexlingen er Historiens Hemmelighed, saaledes er det klart, at findes der i Mennesket en Følelse for denne Hemmelighed, da kan der ogsaa udvilde sig et Begreb derom, da Begrebet kun er Følelsens Forklaring; og en saadan Følelse maae der nødvendig findes, naar hiin Eenhed er virkelig thi da maa den jo virke paa Mennesket, i hvem den udvikler sit Begreb; denne aandelige Virkning kalde vi rettelig Indtryk, og Modtagelsen af Indtrykket er Følelse. At nu ogsaa denne Følelse er alle Mennesker naturlig, maae vi vel kalde unægteligt, ihvorvel Dybden, Kraften og Klarheden ere saare forskiellige. Det er jo saaledes vist, at vi alle have en naturlig Følelse af Eenhed med vore Forældre, og at vi derfor, om vi end selv ere barnløse, kan have en meget levende Forestilling om Eenhed med en tilkommende Slægt; ja, vi tvivle 349 intet Øieblik om, at et Menneske, der stod i Midten af Tiden, saae en Række af sine Fædre lige til dens Begyndelse og af sine Børn lige til dens Ende, jo baade kunde og maatte, naar Hjertet var inderlig kiærligt, føle sig i Aanden virkelig forenet med dem alle. Vi indsee da let, at det her kommer an paa, om der gives Folk og Enkelte i dem, der med levende Følelse kan betragte alle de forrige Mennesker i Sandhed som sine Fædre, de Samtidige som Sødskende, og Efterkommerne som fælles spæde Børn; thi hvor denne Eenheds-Følelse findes, der kan og vil den betimelig forklare sig til et tydeligt Begreb, frembringe Slægter og Enkelte i dem, som mægte stykkeviis at begribe den historiske Udvikling i sin Almindelighed, i sit Udspring af Eenhed og sin Fremgang til Forening.

✂ Men nu maae man vel spørge, hvorvidt denne Dybde i Medfølelse er mulig, spørge saa, uden derfor at høre til den trangbrystige Hob, der kun haver Hjerterum til de Følelser, der giennem Sandserne paanøde sig; man maae vel spørge, om ikke Skilsmissen i Menneske-Slægten mellem de adskillige Folkefærd, med saa forskiellig Aand som Sprog, reiser en Skranke, den menneskelige Følelse ei med al sin Kraft mægter at giennembryde, om end Indbildnings-Kraften overflyver, og Fornuften bandlyser den? Saa maae vi spørge, og her, som overalt, hvor Talen er om aandelig, uegennyttig, almindelig Kiærlighed, her staaer Forstanden stille hos hver alvorlig Mand, som ikke vil skuffe sig selv, men oplyses om de menneskelige Vilkaar, som de ere i Sandhed, og som vi finde dem i os selv. Det være sig Lærd eller Læg, Manden med det stærke eller med det skiøre Hoved, alle mærke de grandt, at Kiærlighed er Lovens Fylde; vi maae i vore Undersøgelser om Mennesket vende os, hvorhen vi vil, overalt opdage vi, at denne Kiærlighed ene kan løse Gaaden, og maae da være Menneskets Bestemmelse; men søge vi den hos os selv uden Skrømt, da savne vi den, og finde vi den i Fortid eller Samtid, da fristes vi til at mene, det er kun dens blotte Skin; og dermed søge Mange at berolige sig, uden at betænke, deels hvorlidet det kan hjelpe dem, om ogsaa alle Andre savnede, hvad der ene udgiør den sande Menneskelighed, deels hvor umulig det kunde skeet, som vi veed at være skeet, dersom ikke den sande, dybe Kiærlighed havde mangengang rørt sig i Menneske-Hjerter og indaandet Tilværelsen et Liv og en Betydning, som der ofte maatte Aarhundreder til at forøde og forgiætte. Jeg vil imidlertid her kun, som i Forbigaaende, minde om det store Savn, paa hvilket ei Kundskab eller EngleForstand 350 mægter at bøde, minde om, at ligesom Kiærligheden i sig selv er ubegribelig, saaledes er dens Undfangelse og Vext i vort Hjerte det ogsaa, naar vi kun ikke indbilde os, at Egenkiærlighed og sandselig Blødhed er den sande, uegennyttige Kiærlighed, og ei meget mere dens arrigste Fiender under Venskabs Maske, endelig minde om min faste Overbeviisning, at uden Christendom er Kiærlighed umulig, og om den klare Sandhed, at hvem der tiltroer Jesus hiin uegennyttige, hele Slægten omfattende Kiærlighed, og agter ham dog for samme Vilkaar undergiven som vi, maae, naar han holder hardt ved sin Vished, troe paa Christus eller fortvivle.

✂ Dette maatte nødvendig erindres, om aldrig for Andet, saa dog for at minde om, at naar jeg taler om Folkefærds og Enkeltes Bekvemhed til sand aandelig Bedrift, da forudsætter jeg Christendom, uden hvilken de ere aldeles udygtige baade til at ville og fuldbringe noget i Aandens Verden, som kan staae sin Prøve for Sandhed. Men, uagtet det nu er aldeles vist, at Min almindelige, dybe Kiærlighed er umulig uden Christendom, og mulig for hver Christen, af hvad Folk han end er, thi hos Sandheden er ingen Persons Anseelse, saa bliver det derfor ikke mindre vist, hvad Historien unægtelig stadfæster, at Aands-Uligheden mellem Folkene ei ved Christendommen er blevet ophævet, hvilket allerede er en Følge af, at som de vare Folk til, saa bleve de Christne; men her maae dog ikke glemmes, at det var Skillerummet mellem Folkenes Hjerter, Christendommen vilde nedbryde, ingenlunde Adskilligheden i deres aandelige Vilkaar, den vilde ophæve; til Lemmer paa eet aandeligt Legeme vilde den giøre alle Folkefærd, men ingenlunde til een og samme Lem; alle Menneske-Aander vilde den forene i Kiærligheds og Sandheds Aand, alle Evner og Kræfter vilde den vække og fornye og hellige til Sandheds Tjeneste; i det, som varer evindelig, i Kiærlighed, vilde den giøre alle Mennesker lige, men ingenlunde i det Stykkevise, som skal afskaffes, naar det Fuldstændige kommer, ingenlunde i aandelige Gaver, som udskiftes efter Slægtens Tarv, efter de evige Grundlove for timelig Udvikling, Udfyldning og Opbyggelse; i ingen Henseende vilde Christendommen ophæve, men opfylde Loven. Naar da Folkefærd, som kalde sig Christne, kives om deres Gaver, Fortrin og Mangler, paastaae særdeles Ypperlighed, aftrætte hinanden deres Roes og vil være aandelig uafhængige, da skeer det kun, fordi de ere ikke, hvad de kaldtes til; da gaaer det med dem, som naar de enkelte Mænd eller Slægter i et Folk 351 misunde og trodse hinanden og vil alle være de Ypperste; da gaaer det som overalt, hvor Legemet opløses i Lemmernes Krig; og under et saadant Forhold er det aabenbart, at intet kan trives i Verden, som kun har sin Rod i uegennyttig, aandelig Kiærlighed, og det har dog aabenbar al aandelig Sandhed. Naar saaledes ethvert Folk stræber efter Fortrinnet i al menneskelig Kundskab, og anseer sine Mangler for en Skam, det maa søge at afstryge, eller i det mindste saa godt som muligt at dølge for sig selv og andre, da gaaer det, som naar et Folk vil legemlig afsondre sig, drive alle menneskelige Handteringer med Eftertryk for at kunne undvære, og, om muligt, i Alt overgaae alle andre, da gaaer det, som naar en enkelt Mand vil udtømme alle Videnskaber eller drive alle Handværker; Alt forkvakles, intet fuldkommes, latterlig Forfængelighed, daarlig Storagtighed og formastelig Stolthed drive deres Spil og arbeide paa at forhindre al sand Udvikling og Videnskabelighed, som uden venlig og ydmyg Vexel-Virkning, beskeden Tilfredshed med sin beskikkede Deel og kiærlig Tilegnelse af Andres Arbeide og Ypperlighed er aldeles umulig. At nu især det attende Aarhundrede har gjort sig skyldig i den Brøde, selv at ville være og giøre Alt, derom tillader Historien ei paa mindste Maade at tvivle; thi ligesom det prøvede paa at løsrive sig fra de forrige Tider, saaledes seer man tydelig hos alle noget livlige Folkefærd, hvad man før kun saae hos enkelte, en overveiende Lyst til at løsrive sig fra al aandelig Afhængighed, og saavel i aandelig som i legemlige Ting at være sig selv nok; saaledes saae man i alle slige Folk den samme Lyst kundgiøre sig hos de Enkelte, og Frihed var, skiøndt i forskiellig Betydning, det almindelige Løsen, misforslaaet Egennytte den almindelige Grundsætning hos Folk som hos Enkelte. At nu Følgen heraf nær var blevet alle Staters Opløsning og Folkenes Trældom, det saae man; men at det tykkeste aandelige Mørke og groveste Barbarie maatte blive ligesaa nødvendig en Følge, det stræbde og det stræber man vel end at dølge for sig selv. Det er imidlertid Menneskehedens høieste Tarv, at Faren aabenbares, og det er ganske vist den høie Tid at besinde sig, hvis den skal undgaaes; thi var det end ligesaa uafgjort, som det er vist, for hvem der kiender noget til de menneskelige Vilkaar og Verdens Løb, om Udbredelsen af den egennyttige Tænkemaade, Vexten af den saakaldte Friheds-Følelse og Fortsættelsen af hiin aandelige Afsondring, om disse Ting nødvendig igien maae fremkalde, ja, fremmane en udvortes Opløsning og Trældom, hvoraf vi kun saae de yderste 352 Omrids i Napoleons Dage, saa blev det dog ligevist, at al sand Videnskabelighed maatte snart uddøe, og at man endnu i dette Aarhundrede, istedenfor den almindelige Oplysning, hvorom man drømde, vilde komme til at see det tykkeste Vankundigheds Mørke leire sig, ei alene over Bønders Hytter, men om Alter og Throne og de Lærestole, hvorfra Oplysning udbasunedes. Dog, Beviset herfor lader sig kun føre i en egen Afhandling om Videnskabeligheds Udsigter ved Begyndelsen af det Nittende Aarhundrede, og jeg maatte her kun berøre denne Sandhed for at minde om, at ligesaa nødvendigt, som det er, hvis man vil finde sand Vidskab, da at søge den i Historien, iigesaa nødvendigt er det for hvert Folk, som vil fremme Menneskets sande Udvikling og Oplysning, at opgive den daarlige og forfængelige Lyst til ene at giøre Alt, eller at være ypperst i Alt, at randsage sig selv oprigtig, for at opdage, hvortil det er i Særdeleshed skikket, og da at lægge Haand paa Værket, ydmyg og ufortrøden, uden af Misundelse at kives og drages med Andre om deres beskikkede Deel, men glæde sig over det aandelige Vidunder, at Slægter og Folkefærd kan i Kiærlighed tilegne sig hinanden og de svundne Tiders Herlighed. Havde kun Folkene christelig Troe og derved ret Forstand paa deres eget Bedste, Hjerterum til den majestætiske, salige Følelse, at hele Sandhedens grændseløse, evige Rige med al dets uudsigelige Herlighed kan blive vores, kan i Kiærlighed eies saavel af Bonden bag Ploven som af Jordens den mægtigste eller høilærdeste Mand, at det er Daarlighed at kappes og kæmpe om andet, end hvad der varer evindelig, og ene kan give Øieblikkets Børn levende, himmelske Kræfter og Glæder, de timelige Sysler virkelig Værd og Betydning: om uskrømtet inderlig, uforkrænkelig Kiærlighed, havde kun Folkene Hjerte til at gribe og derved Fornuft til at begribe disse klare, mægtige Sandheder, da vilde og maatte de og flux hellige alle deres Evner til at udvikle og forklare dem i Gierning og Sandhed; og Tiden er kommet, da Hindringerne for det store Værk kan bortryddes, da et aandeligt Samkvem, en levende Vexel-Virkning kan finde Sted, som i de forbigangne Tider var hardtad umulig undtagen i de fromme Ønsker, hvilke vi dog, næst Gud, maae takke for, at de engang kan gaae i Opfyldelse. Ved Bogtrykker-Konsten banedes Veien til Kundskabernes Omvandring i Europas Lande, og overalt, hvor Folkene i Reformationens Dage grebes af den himmelske Sandhed, der fandt og Videnskaberne talrige Skoler og Lærlinger, og dyrkedes, som det i Skolen bør skee, uden selvraadig 353 Forskiel, kun under Christendoms Vinger. Saaledes skulde man kun faret fort, til Høiskolens Dage kom af sig selv, til Lærlingerne havde samlet baade Aar og Forstand til med modent Overlæg at kaare det Fag og den Gierning, hvortil de klarlig saae og af Erfaring vidste, de vare bedst bekvemme. Men, de Dage syndes saa sure, man kedtes efterhaanden ved den langsommelige Skolegang og strænge Skole-Mester, og neppe fik man Duun paa Hagen, før man efterhaanden stjal sig bort og begyndte paa egen Haand en academisk Bane uden andet Maal end at løsrive sig fra Skolens Tvang og raade sig selv. Var det skeet allevegne lige snart, da havde alt Haab om sand Videnskabelighed været ude for de europæiske Folkefærd, der saa øiensynlig vare beskikkede til at udvikle og fremme den; men til Menneskedens Lykke var der Folkefærd, som langt seenere end de andre foriode Skolen; ja, hos dem alle fandtes der store Hobe, som ei umiddelbar havde besøgt eller forladt den gamle Latin-Skole; det Første gjorde Udviklingen af den Forstand mulig, at al menneskelig Vidskab maae være historisk, og det andet nærer Haab om, at der hos alle Folkene vil findes nogle, om end nødvendig flere og færre, Slægter, som oplade Øiet for den haandgribelige Sandhed og Øret for dens uoverdøvelige Røst. Det er aabenbart, at ingen Indsigt er saa skikket til paa eengang at neddæmpe videnskabelig Hoffærdighed, Misundelse og Indskrænkning til sig selv, og tillige at opfordre til den mest utrættelige Virksomhed, den mest levende og venlige VexelVirkning, hertil, siger jeg, er ingen Indsigt saa skikket som den, at al sand Vidskab maae være historisk, samles stykkesviis ved historisk Granskning og sammenføies efterhaanden ved Historiens Aand. Historien omfatter os alle med samt vor hele Forslægt fra Dagenes Begyndelse og Efterslægt til deres Ende; det er en Vidskabs-Kilde, som ei kan udtømmes, saalænge nogen tørster efter Sandhed; den aabner en Løbebane, hvor der ei alene er Rum til Alle, men og en Priis til hver med den forunderlige Egenskab, at naar den vindes, da vindes alle de andre tillige virkelig i Aanden. Hvert Folk, som har været et i aandelig Forstand virkeligt Folk, har og en Historie; ingen kan bedre end de selv bearbeide og forklare den, naar de vil hellige sig i Sandheden og ei forklare, hvad de ikke forstaae. Verdens-Krøniken, som beskriver Folkenes Vexel-Virkning og Tidsrummenes Sammenhæng, er i Følge sin Natur en Alminding, som ingen med mindste Skin af Ret kan anmasse, men Alle med Føie tilegne sig, og da den indlemmer alle Folkefærds 354 Historie i sig og stævner til et fælles Maal, seer man let, at ethvert Fremskridt i den til Fuldstændighed og Fuldkommenhed er nødvendig Frugten af fælles Arbeide, og er fælles Vinding, hvor det saa end fuldføres. Ogsaa maae for den historiske Betragtning al unyttig Kiv om Folkenes og Videnskabernes Fortrinlighed bortfalde; thi alle høre de til Historien; den kan hverken forstaaes eller fuldendes uden Bekiendskab med dem; hvad de hidtil have virket, maa Historien lære; hvad de kan vorde og virke, maa Fremtiden vise; hvad Godt og hvad Ondt der er skeet ved Folk og ved Kundskab, tilhører dem, der tilegne sig det, er dem uvedkommende, som fralægge sig det, om det saa end øvedes af deres kiødelige Slægt, thi Aanden vidner, at Sandhed er aandelig; al videnskabelig Flid hævder sig Værd og Betydning, thi hvad der arbeides ærlig i Historiens Tjeneste, det arbeides øiensynlig til hele Menneskehedens Gavn, og de enkelte Videnskaber faae overflødig Erstatning for det Heelheds Skin de miste, ved at indtræde i en levende Forbindelse og Vexel-Virkning med det hele fortløbende Menneskeliv. Ikke længer skal Sprog-Granskningen kunne ansees for tør og ufrugtbar, thi man hører i Tungemaalene levende Røster fra de ældgamle Dage, talende, uforvanskelige Mindesmærker om de forrige Slægters Aand og Idræt, thi selv deres Forvanskning er et saadant. Mathematiken og Physiken skal ikke vove at bestige en Dronningstol, Historien nægter dem al Adkomst til, men de skal og derfor undgaae den Mistanke og Harme, Historien kaster tilbage paa deres daarlige og hoffærdige Dyrkere; i Histostoriens Ledebaand skal de naae det Maal og den Dybde, de ere skikkede til, uden at forvilde sig i Skyerne eller fordybe sig i Afgrunden. Poesien skal ikke længere indbilde sig, at den kan overflyve, maae oversee eller løselig overfare Historien, som baade har dens høieste Flugt og dens Vinger i Giemme; den skal af Historien lære at forstaae sig selv, som Røsten deels af den hele Histories og deels af de enkelte Tiders og Slægters Aand; den skal lære at kiende sit underdanige Forhold til Sandheden, og i dens Tjeneste opvække det Hensovne og sanke de i Tiderne omspredte Træk til et aandeligt Billede af Historiens Gang og til et Forbillede paa dens Forklaring; den skal træde i venlig Pagt med al sand Kundskab og Vidskab, oplive dem med sin Aande, og til Giengield annamme herlige Fjedre, Bod for de stækkede Vinger, klare Speile til Hjelp for de dummede Øine. Philosophien skal ikke tilbedes som en Afgud, der med tomme Hænder kan i ledige Timer berige sine Dyrkere 355 og skabe Verdner af intet; men den skal da ei heller frygtes eller bandlyses, men agtes og elskes som Historiens Indsigt og Kiendelse i sin egen Sag, som Historiens Philosophie og Philosophiens Historie, som en stedse ufuldstændig, men voxende, ufuldkommen, men fortsat Erkiendelse af Mennesket, som det er i Sandhed og udvikles i Tiden. Aabenbaret Theologie skal ingen aftrætte den Rang, Historien hjemler, og en anden kan den, hvor Historien raader, aldrig naae, saalidt som den sande Theologie kan attraae nogen anden, da Menneskets historiske Udvikling ret egenlig maae være dens Hensigt og Maal; den er ikke længer en stræng Tugtemester, man en viis Raadgiver, der slutter sin Lærdom og sine Formaninger med de Ord: I have nu faaet Forstands oplyste Øine til at kiende Skilsmissen mellem Godt og Ondt, mellem Sandhed og Løgn; I see nu, at jeg bedrog eder ikke, da jeg lovede at lede eder til Viisdom, naar I vilde følge mig blindt, saalænge eders Fornuft var aandelig blind; mene I nu at kunne undvære min Veiledning og mine Forjættelser om Kraft fra det Høie, nu saa prøver det! Maalet, som I skal naae, og Betingelserne, under hvilke det ene kan skee, dem kiende I, dem kan I ikke mere, uden forsætlig at tillukke Øinene, tabe af Sigte; mig veed I, at I kan ikke dømme, før I har begrebet og forklaret mig historisk, og, stævner nu, som I vil havne!

✂ Man seer fremdeles lettelig, hvor klart et Lys der ved den historiske Betragtning opgaaer over den giensidige Afhængighed mellem den ringeste, flittige Samler og den viseste Fortolker, mellem Læsning, Tænkning og Erfaring, hvilken Betydning de daglige Sysler maae vinde i de Lærdes, og Videnskabelighed i de Læges Øine; i Videnskabs-Manden seer den Læge ei blot sit Øie, men en Arvsamler for sine Børn; i menig Mand seer den Lærde Fædrene til Viisdoms Arvinger og Forfremmere; i al nyttig Handtering opdages efterhaanden aandelige Spor, som kaste Lys paa Dele af Historien, der ellers maatte stedse blive dunkle, og meddele al lovlig Handtering en Hæder og et Krav paa Opmærksomhed, der indlemmer den i Aandens middelbare Virkekreds, giør den til Konst.

✂ Dog, det nytter vel ikke at udmale et Billede, der, uagtet det vinker med den Glands, som er Sandheds Farve-Blanding aldeles egen, dog kræver et Offer, naar det skal inderlig glæde og oplive, som Faa vel bekvemme sig til at bringe; thi Sandhed raaber giennem Billedet: giv mig dit Hjerte! erkiend din egen Ubetydelighed, ei blot mod Ham, du ei mægter at begribe, men 356 selv imod den hele Slægt, hvoraf du kun er et enkelt, snart usynligt Led, vel skikket til en vidunderlig, evindelig Forbindelse med den hele Kiæde, dersom du lader dig giennemtrænge og beherske af Historiens, Kiærligheds og Sandheds Aand, men naar du vil være selvstændig, kun en afmægtig, dødelig Orm i Leer, som Historiens Aand om et Øieblik knuser, og naaer sit Maal, over Støvet og Ormen af dig og Millioner som du, ligesaa nemt som igiennem og ved dem. Det er ei en Tale, som smigrer for Hovmod eller indbyder til Vellyst, og derfor vende sig mange fra Historiens alvorlige Aasyn og kaste sig i Øieblikkets Skiøgefavn, for der at sove eller drømme efter Hjertens Lyst.

✂ Men, Dannemark! vilde end alle andre Folkefærd ringeagte Historiens Tale og trodse dens Vidskab, dit Folk kan det dog ikke uden flux at forgaae, har kun sit Liv i sød, veemodig Amindelse af det Forbigangne, maae see Opløsning og Trældom for sine Øine, dersom det ikke tilegner sig Fædrenes Kraft og Viisdom i Kiærlighed, er fremfor alle Folk skikket til den historiske Idræt, til et levende Samfund i Aanden med de hensovne Slægter, til en villig Erkiendelse af Andres Fortrin og Ypperlighed, egen Ringhed og Afmagt. Vaagner, vaagner, Dannemarks ægte Sønner, som hun end paa sin Alderdom holder til Bogen og minder om Fædrene! vaagner og arbeider flittelig, hver efter Evne og Leilighed, saa andre Folkefærd maae see, hvad Historien er og formaaer, og maaskee opvækkes til ogsaa at søge deres aandelige Odel og Vidskab paa det eneste Sted, den kan være at finde, i det aandelige Menneskes Aabenbaring, i Historien!

✂

Johan Nordahl Bruuns Amindelse.

✂

Om Krønikens Dyrkning.

✂ Naar det kun er vist, hvad der er uimodsigeligt, at enten maae man give Slip paa al sand Forklaring af Tilværelsen, al fornuftig Indsigt i de store Hemmeligheder om Menneskets Vilkaar og Bestemmelse, eller man maa stræbe efter Forklaringen og søge Indsigten paa Historiens Vei; er det vist, da kan der heller ingen Tvivl være om, at Historien bør dyrkes med langt mere Flid og Iver og langt mere almindelig end hidtil, da man selv hos de fleste Boglærde kun fandt en saare fattig Kundskab om de almindeligste Begivenheder, medens Lægmand var aldeles uvidende om Tidernes Løb i det Hele. Historien indslutter os alle; enhver af os er beskikket til at udrette en Deel af Menneskets Gierning, til efter Evne og Leilighed at bidrage til Oprettelsen af Sandheds Rige paa Jorden, og vi tør da ligesaalidt udelukke nogen fra historisk Kundskab, som vi kan udelukke nogen af Menneske-Slægten eller af Sandheds Rige. Imidlertid er det aabenbart, at hverken have alle Mennesker samme Maal af Kræfter eller eens Bestilling i Livet, og ligesom heri ligger Grunden til Stændernes Skilsmisse i Staterne, hvis Nødvendighed aldrig er blevet klarere beviist end ved det attende Aarhundredes Prøve paa at ophæve den, saaledes følger ogsaa heraf, at Historien vel skal almindelig dyrkes, men med den Forskiel, som ikke alene de Enkeltes, men de nødvendige Stænders Forskiellighed tilsiger. Uden nu her at indlade os i den forresten høist lærerige Undersøgelse om Stænders Opkomst og Forhold i Oldtiden og Middelalderen, vil vi blot lægge Mærke til, at to Stænder, hvoraf den ene udtrykker Legemet, den anden Aanden, maa der altid være, hvorsomhelst 362 der skal være Stat, og naar vi tage Ordene i deres egen Bemærkelse, kan vi nu med Føie kalde dem Handværksstand og Geistlighed, men ogsaa med velbekiendte og hjemlede Udtryk: de Lærde og de Læge. Mange Betragtninger tilbyde sig her over gamle og nye Stater med deres adskillige Forfatninger, og om Regieringen som Statens Sjæl eller Fornuft; Betragtninger, der kunde kaste meget Lys paa de i forrige Aarhundrede, i alle Henseender giennemblødte, men ingenlunde forklarede Spørgsmaal om en fornuftig Statsforfatning; men slige Betragtninger høre til en egen Afhandling, og her er det nok at mindes, at hvorledes man end inddeler og sammensætter, maa dog i vore Stater de Læges Stand altid blive langt talrigere end de Lærdes; Mængden af Folkene vil stedse fattes baade Evne og Tid til at øve boglig Konst som Hovedsag, og deraf følger da, at Mængden ingen umiddelbar Deel kan tage i Historiens Dyrkning, men maa nøies med, hvad de Boglærde meddele den. Naar vi nu betænke, at Historien er den eneste naturlige Kilde til sand Indsigt i de menneskelige Vilkaar, synes vi høilig at maatte beklage læg og menig Mands Skiebne, da han synes dømt til den tungeste af alle Trældomme, udsat for at vorde listige Bedrageres visse Bytte, eller dog med Nødvendighed underkastet pinende Tvivl, han ei mægter at løse. Dette vilde ogsaa aabenbar være Tilfældet, hvis Sandheden om Mennesket først ved Granskning skulde findes, og det er klart, at det Aarhundrede, der prisede den Paastand som sin hele Viisdoms Grundvold, dermed fordømde menig Mand til den grueligste Aandstrældom, medens Talen kun var om alminlig Frihed og Oplysning; blind Tro paa de Lærdes Ord, dorsk Ligegyldighed for Menneskets vigtigste Anliggender eller ængstelig Tvivlsomhed, det var aabenbar de bange Kaar, imellem hvilke menig Mand havde at vælge; og andre Kaar kan vi endnu ikke byde, hvis Sandheden ei er os givet, hvis der ikke er en fuldgyldig Aabenbaring, som forkynder, hvad Tidernes Løb skal stadfæste, kundgiør for Alle, hvad kun den yderste Dag ret kan forklare. Dog, vi indsee let, at, dersom vi mangle en slig Aabenbaring, da er selv den Lærdeste og Viseste iblandt os ei stort bedre faren end den Vankundigste; thi vi har indseet, at intet Menneske, uden at begaae den slørste Daarlighed, kan antage Følgerne af sin egen Grubien for almeengyldig Sandhed, og at kun den fuldendte Historie kan give os fuldelig Beskeed om Menneskets Vilkaar; vi kan indsee, at selv det nøieste Bekiendtskab med den alt forgangne Tid og 363 den bedste Forstand paa sammes Vidnesbyrd, hvis de og uden Aabenbaring vare mulige, dog kun gav en stykkeviis Erkiendelse, en dunkel Formodning om den fuldkomne Sandhed, og vi kan fremdeles indsee, at det enkelte Menneskes Aar og Evner ere aldeles utilstrækkelige til at samle, rumme og begribe de Kundskaber, der ene kunde paa naturlig Maade avle selv denne grundede Formodning og halve Erkiendelse. Det er sandt, var der ikke Løgn, Synd og Vildfarelse i Verden, da var en overnaturlig Aabenbaring unødvendig, thi da bar hver Enkelt Sandheds ubesmittede Billede i sig, udrettede i SandhedsKiærlighed sin beskikkede Gierning, og følde hverken Trang eller urolig Drift til en høiere Grad af Erkiendelse, end ham var beskikket efter hans Tid og Evners Maal; men da nu Synden uimodsigelig er kommet i Verden, hvorledes det saa end er skeet, da intet Menneske af Naturen har Sandhedens rene Billede i sig, da vi alle ei blot ere udsatte for, men indviklede i Vildfarelse, saa er det uimodsigelig, at om vi ogsaa af os selv kunde med en uindskrænket Sandheds-Kiærlighed overalt i vor Kreds giøre den rette Skilsmisse mellem Sandhed og Løgn, saa er dog vort Kredsløb mellem Vugge og Grav nu for stakket, vort Hoved for snevert og vor Hjerne for sløv til at sanke, rumme og begribe selv kun alt det, der i vore Dage er begribeligt, forgangen og nærværende.

✂ Her staae vi da igien for den tillukde Dør til Viisdoms Kammer; vi see det klarlig, at Viisdom og Sandhed har deres Værelse derinde, men selv at oplade Dørren mægte vi ligesaalidt, som, hvis den og var opladt, i Støvets Aar: syv Gange ti og sjelden fleer, at giennemvandre den Høieloftssal, der som en stjernet Himmel omhvælver den ganske Tid, hvoraf kun et Spand blev os forlenet til sagte Rørelse i Støvets Baand. Tydeligere: vi see det klart, at Historien maa aabenbare Sandhed, saa vist som Mennesket er sandelig til, saa vist som ikke hele Tilværelsen er en Drøm, som Ingen drømmer, et Billede af Intet, en Modsigelse af sig selv: Modsigelse af, hvad der ikke er til, kort sagt: en virkelig Umuelighed. At Historien nødvendig maa aabenbare Sandhed, klarlig besvare alle de Spørgsmaal, Mennesket kan giøre sig selv, det er saa vist, som at vi selv ere til; men Ingen af os mægter at omfatte eller begribe Historien, som omfatter os tilligemed alle vore Forældre og Efterkommere til Dagenes Ende; ja, Ingen af os formaaer engang at sanke og at sammenføie, at oversee og giennemskue det store ufuldendte Menneskebillede, 364 der udarbeidedes i de forgangne Dage og udbreder sig for os i Historien, har præget og præntet sig dybt i Naturen, aftegnet sig i Bog og Billed. Her staae vi omtonede af mange Dages Røster, omleirede af deres Mindesmærker, men overvældede, fattige midt mellem Skatte, afmægtige til at omfatte og tilegne os selv kun en Tusindedeel, af hvad vi erkiende, var, som Heelt, igien kun en Deel af det Ganske, der ene formaaer at opfylde vor Trang, det Ganske, hvis Aabenbarelse vi umulig kan opleve i Støvet, da ogsaa vor Bane maa sluttes, før Menneskets kan vorde fuldendt. Her staae vi, og her er det, at Trangen til en Aabenbaring maa vorde klar for hvert tænkende Menneske, der ikke vil trodse sin Fornuft og paastaa, at de høieste Forestillinger og de dybeste Følelser i Mennesket - Forestillingerne om det Aandelige, Usynlige, og Følelsen af Attraa til et evigt Liv - at disse, det Eneste, der i Sandhed adskiller Mennesket fra de umælende Dyr, hvis Forestillinger og Følelser ere indskrænkede i det Synliges Kreds og det Endeliges Rum, at Menneskets Adelskab er dets ubetydeligste Gienstand, at Mennesket kan være sig selv bekiendt og dog ligegyldig for sine høiere aandelige Vilkaar, begrave det Øie i Støvet, der stævner mod Himlen, indklemme det Hjerte i Øieblikkets Snør-Liv, der banker for en Evighed. Dette maae vi giøre, vitterlig maae vi give Afkald paa Menneskets høieste Fortrin, indskrænke os til Dyrelivet og underkue alle de ædle underfulde Rørelser i os, som forkynde og bevise vor himmelske Herkomst, eller nødes til at indrømme, hvad vi ei kan nægte, skiøndt det er ubegribeligt, at Støvhyttens Indbygger overflyver sin Bolig, betragter sig selv som en Giæst fra det Fjerne, det Høie, begiærer, hvad Ingen har seet, efterhiger, hvad Ingen begriber; det er klart, siger jeg, at enten maa vi i afsindigt Oprør mod vor egen Aand lægge an paa at dræbe vort Menneskeliv, eller vi maae bekiende, at unægtelig, dyb og stor er vor Trang til en vidunderlig Aabenbaring af Det, som intet Øie seer og intet Øre hører, men hvis Anelse vi indaande, hvis Kraft opholder og bevæger os, hvis Værelse vor Tilværelse nødvendig forudsætter, hvis Liv er saa nødvendig en Betingelse for vores, som Legemet for Skyggen, Aabenbaringen af den evige, levende Sandhed, af det Guds Ord, som bliver evindelig, naar Menneskets timelige Herlighed visner som Blomsten, segner som Græs for Dødens Lee.

✂ Det første og vigtigste Spørgsmaal til Historien, det, uden hvis Besvarelse hvert andet Spørgsmaal er unyttigt, maa da være: er der skeet en overnaturlig Aabenbaring af Sandhed, 365 er den kiendelig og klar? Benægtede Historien dette Spørgsmaal, da maatte den dog kundgiøre os, at der i Tidens Løb vare kiendelige Forvarsler om den; thi Sandheden kan ikke fornægte sig selv, maa kundgiøre og aabenbare sig overnaturlig, naar den ikke, klar for alle, kan naturlig udvikle sig i Menneske-Livet; og til hine Forvarsler maatte vi da holde os, biende paa, hvad de bebudede, med Frygt eller Haab, alt eftersom de Forvarsler vare Trudsler eller Forjættelser. At de nu maatte være det Første, naar vi ene see paa Sandhed ,det er aabenbart; thi Sandheds overnaturlige Aabenbaring kunde aldrig blive nødvendig uden ved Menneskets Brøde og Fald udaf den naturlige Forbindelse med Sandhed; og naar den da skulde aabenbares overnaturlig efter sin egen adskildte Villie, da maatte den aabenbares som Dommer; thi det var det eneste Forhold, hvori den, som blot Sandhed, stod til den faldne, Løgnen hengivne Menneskeslægt. At nu Historien ikke heller mangler Forvarsler af dette Slags, det veed Enhver, som veed, at hvert enkelt Menneske døer; thi at Døden paa ingen Maade hører til den menneskelige Natur i sig selv, at den kun er Syndens Sold, Virkning af den fortørnede Sandheds Vidnesbyrd om sig selv, som maa tilintetgiøre Alt, hvad der hører Løgnen til, altsaa hvilkensomhelst Tilværelse, der udenfor Sandhed vil være selvstændig og selvraadig, det er saa vist, som at Døden ei hører til Livets Natur; thi hvad der lever i Sandhed, kan ligesaalidt døe som Sandhed selv; men hvad der vil stjæle Livet af Sandhed, maa tabe det, saasnart Sandhed kræver Sit, maa selv befordre dets Tab ved at kiæmpe mod Sandhed, hvori Livet ene boer. Men, hvad vi lettelig oversee ved det enkelte Menneske, hvis Død synes os naturlig, fordi den er hverdags og hører nødvendig til vor syndige Natur, det nødes vi til at indsee, naar vi betragte Mennesket i sin store, sammensatte Skikkelse: som Folk og Stat; thi vi kan ingenlunde sige, at det hører til en Stats Natur at forgaae, til et Folks at uddøe, og maae i det mindste erklære det for aldeles unaturligt, at et Folk kan uddøe aandelig, saalænge det legemlig forplanter sig, at en Stat kan forgaae i sig selv. Imidlertid lærer Historien ikke alene, at det skeer, men ogsaa, at det kun skeer, naar Sandhed aldeles foragtes, naar Sjælen vil løsrive sig fra Aanden og leve selvstændig i Legemet, naar de Enkelte forsmaa at leve i det Hele, fornægte deres Liv som Lemmer paa Statens Legeme, og fremkalde da nødvendig dens Opløsning som Følge af Sandheds Dødsdom over den opsætsige Løgn. Hvad her siges, er slet ikke 366 Andet end Udsagnet i bestemte Udtryk af den Sandhed, der til alle Tider var bekiendt, at der er et Maal af Vildfarelse og Last, som intet Folk kan overskride, uden at bøde derfor med sin Tilværelse som Folk, uden nødtvungen at betale den Sandhed og Retfærdighed sin Giæld med sit Liv, i hvis Hyldest og Kraft det ei vilde leve. Vi vil her forbigaae de vigtige, af Historien noksom beviislige Følger, som heraf flyde til Bedømmelse af Folkenes Raab paa Frihed og Lyst til Selvraadighed - Demokratie -, og kun bemærke, at Sandheds Dom over Stater og Enkelte ere klare, usvigelige Forvarsler for dens dømmende Aabenbarelse over hele Menneske-Slægten, for Verdens Undergang; thi at Verden maa forgaae, naar Menneske-Slægten naaer det samme Maal af Fordærvelse, som volder Folks og Staters Undergang, det er fra alle Sider klart, og at den Sandhed, der under Tidens Løb aabenbarede sig stykkeviis, maa ved dens Ende a åbenbare sig fuldstændig, følger af sig selv. Men, saa vis som nu denne Sandhedens Aabenbarelse er, saa lidet trøstelig, see vi let, den er for os; thi den aabenbares som Dommer over en Brøde, hvori vi alle ere deelagtige, som en Kundgiørelse af, at den Død, vi timelig have lidt, er evig, at Løgnens Død - Skilsmisse, Udstødelse fra Sandhed - er af Nødvendighed ligesaa evig som Sandhedens Liv, hvilket Løgnen umulig kan dele, men kun bævende see og fortvivlet føle.

✂ Vi veed imidlertid, der er forkyndt et Evangelium for Slægten, som lyder saa, at Gud er Kiærlighed, og Sandhed Kiærligheds Eenbaarne, og at saaledes elskede Gud Verden, at han hengav sin Eenbaarne, paa det hver den, som troer paa ham, skal ikke fortabes, men have det enige Liv i Sønnens Troe og Sandheds Kiærlighed. Er det Evangelium sandt, er det sandt, at Ordet blev Kiød og aabenbarede sin Herlighed, som Naade og Sandhed tillige, da er det ogsaa vist, at den hele Historie maa vidne derom, og ved Dagenes Ende forklare den store Gudfrygtigheds Hemmelighed, at Gud er aabenbaret i Kiød, at Sandhed er aabenbaret, ikke som Dommer, men som Frelser; men det er ligeledes klart, at saalænge Tiden varer, maae det blive en ubegribelig Hemmelighed, ei alene, fordi det naturlige Menneske først paa den yderste Dag kan fuldelig begribe sig selv, men tillige, fordi det Overnaturlige slet ikke lader sig naturlig begribe, fordi det Evige - Guddommens Værelse - umulig kan begribes i Tiden, men kun i Evigheden.

✂ Altsaa, kun under den Betingelse, at Christendommen er Sandhed, kan Historien vorde os kiær; thi saalidet vi kan begribe 367 Sandhedens Naade og Retfærdighedens Miskundhed, saa godt kan vi begribe, at uden det er Frelse umulig, og Ordets Kiødspaatagelse er et Underværk, som, naar vi skal frelses i Tiden, enten maa være skeet eller skal skee; thi kan Mennesket ikke i sig selv opløfte sig til Sandhed, da maa Sandhed fornedre sig til Mennesket, hvis noget kiærligt Samfund skal vorde muligt.

✂ Dog, jeg vil her slet ikke prøve paa at bevise, hvilket Daarskab det er at ville forskyde Christendommen, fordi den er, hvad vi kan indsee, Mennesket og endnu mere det syndige Menneskes Frelse maa være - ubegribelig; jeg vil ikke engang prøve paa at bevise, hvad der imidlertid ogsaa lader sig bevise, at er Aabenbarelsen ikke skeet, da kan den ikke skee; thi jeg veed, det nytter ikke; jeg vilde kun bane mig Vei til at vise, hvorledes Dunkelheden om Historiens nødvendige og dog, som det synes, i Almindelighed umulige Dyrkning og Gavnlighed klarer sig under den Forudsætning, at Christendom er Sandhed, ligesom vi paa Veien have seet, at hiin Dunkelhed, under den Forudsætning, at der ingen overnaturlig Aabenbaring er skeet, bliver til et ægyptisk Mørke, der kun giennemlynes af Glimt, som vidne, at Solen skinner i Gosen og vil, naar den engang giennembryder Mørket, kun aabenbare Død i Dom.

✂ Er det nemlig forud aabenbaret, hvad Historien skal sande, da er det paa eengang klart, at Alle, som vil den rette Vei, maa elske Historien, og tabe dog Intet, om de maae nøies med Historien om Sandheds umiddelbare Aabenbaring, det er: med Evangeliet; thi Historien har intet Nyt for dem at bringe, som de ikke eie alt i Troe og Haab; den vil og maa beseigle deres Tro og Haab med Salighed, hvad enten de saa kiende lidt eller meget til dens underlige Løb. Maaskee kunde nogen spørge, om ikke da videre historisk Kundskab var aldeles overflødig; men neppe lønner det Umagen for Alvor at besvare et Spørgsmaal, der kun kan giøres paa Skrømt; thi det er iblandt Andet det samme som at spørge, om ikke nok et fromt Barn kunde undvære Underviisning, Formaning og Advarsel og ringeagte sin Faders Tale om Herrens Førelser, om hvad han leed, hvordan han fristedes, hvorlunde han trøstedes, hvorledes han seirede, og hvorpaa han klarlig kiendte Guds Finger. Bedre er det da at forbigaae unyttige Spørgsmaal og see, hvorledes Stillingen, saavel for den Lærde som for den Læge, har øiensynlig og herlig forandret sig ved Sandhedens Aabenbaring. Historiens Ufuldstændighed frister ei længer til Mismod, dens Omfang ei 368 til Fortvivlelse; men med rolig Vished om, at Værket skal lykkes, og glad Tilfredshed med, hvad ham er givet at see og udrette, griber Enhver, hvad der ligger ham nærmest, og arbeider ufortrøden, under stadig Betragtning af den aabenbarede Sandhed; ingen Konster vil han bruge til at aftvinge Historien sit Vidnesbyrd, thi han veed, de ere spildte, og han seer, de kan ei bruges uden at fornærme Sandhed, som just er, hvad han skal stræbe at forherlige. At lade Sandheds Lys beskinne Historien, det er hver christelig Boglærds faste og høieste Hensigt, og om da hist og her en Stjerne synes at ville handthæve sit Lys uafhængig af Solen, saa veed han dog, det er kun Skin, som ved Dagens vældige Frembrud maa blegne, eller blande sig med Solens Straaler.

✂ I det vi nu vende tilbage til Talen om Historiens almindelige Dyrkning, see vi let, at det er Historien om Sandhedens overnaturlige Aabenbaring, eller med andre Ord: det ny Testamente, der har den strængeste Fordring paa almindelig Dyrkning, og at dernæst kommer Historien om Underværkets klareste Forvarsler og Forberedelser, eller det Gamle Testamente, hvilket da er det Samme, som man længe indsaae, at Bibelen bør læses og kiendes af Alle. Efter Bibelen selv følger ligefrem dens egen Historie, der falder sammen med Kirkens; thi Kirkens Historie er jo ikke andet end Historien om Menneskenes Brug eller Misbrug af Bibelen: deres Forhold til den, og at det ei heller sømmer sig for nogen Christen at være herom ganske vankundig, indsees let. Endelig er det aabenbart, at ethvert christnet Folks Hændelser i sit Hedenskab maa være en Forberedelse til Christendommen, og deres senere Færd en Følge af deres Forhold til den. Her have vi da Omfanget af den populære Historie, nemlig: Evangeliets, Israels, Kirkens og de christnede Folkefærds; men vi indsee let, at det er ikke mindre i Skikkelsen end i Omfanget, at læg Mands Tarv maa betænkes. Bibelen, som ei alene er for, men over Alle, maa vel i Grunden være eens for Alle; men da Indsigten i dens Grundsprog kun kan erhverves ved en Kundskab, det er umuligt at bibringe Mængden, er dog allerede her den Forskiel, at Lægmand maa nøies med en Oversættelse, men som derfor, hvor der kan være forskiellige Meninger, maa være aldeles bogstavelig; thi det er ingenlunde de Boglærde tilladt her at give nogen Forklaring, som ei er uimodsigelig vis; men det er deres ufravigelige Skyldighed at give Lægmands Bibel netop samme Tydelighed, som den har for dem, som blot Sprogkyndige, i de 369 fremmede Tungemaal. Da imidlertid de fleste Lægmænd hverken have Tid eller Evne til at blive paa egen Haand saa fortrolige med Bibelens Indhold, som de ved de Lærdes Haandrækning kan og altsaa bør, og da enhver bør kiende dens Hoved-Indhold alt i Barndommens Dage, saa følger heraf, at Udtog og Forklaringer maa finde Sted, men ingenlunde træde i Bibelens Sted, der stedse aaben for alle Mands Øine skal med sine klare Ord være deres Dommer.

✂ Ligeledes er det med den øvrige Historie for Lægmand; en slet og ret Fortælling skal gives ham i Haand, og hvad der ikke er beviislig Løgn, skal staae for ham som for os; med Forklaringen haster det ikke, eller, om det end haster, maa dog de Boglærde vogte sig vel for ei at give nogen Forklaring, der ei er aldeles vis og bygget paa den Fortælling, der er i Folkets Haand; thi Giætninger nytte kun dem, der kan granske, og en Forklaring over, hvad man ikke kiender, er som et Luftsyn, der vel kan blænde, men aldrig oplyse, langt mindre opvarme; og dog maa Opvarmelse være Hensigten med al den verdslige Kundskab, der meddeles Lægmand, for hvem al anden Kundskab er en unyttig Byrde, han ei kan anvende, men kun forvirres og forstyrres af.

✂ Dette giælder i Almindelighed, og dømmer det attende Aarhundredes daarlige Travlhed med at indskrue Begreber i menig Mand, der, naar de end ei, som ofte, vare aldeles falske eller løse Giætninger, dog forudsatte en Kundskab, han manglede, eller Undersøgelser, han hverken havde Tid eller Evne til at fatte. Medens man saaledes rolig saae paa, at Bibelen og Krøniken forsvandt af Hjerte, Hoved og Huus, ja, bidrog ei sjelden selv dertil, ansaae man det for et Kæmpeskridt i Menigmands Oplysning, hvis man kunde faae ham til at huske og med Kulsviertro antage, hvad han ikke paa mindste Maade begreb, enkelte Boglærdes Giætninger om den løbske Jord og den stædige Soel, deres Forklaringer af Torden og Lynild og deres Snak om Guds Ord, om Fædreneland og deslige. Hvorledes i Øvrigt Folke-Krøniker skal skrives og ordnes efter hvert Folks særdeles Beskaffenhed, er, som Spørgsmaalet viser, en Opgave for hvert Lands Boglærde især, og hvad Fædrelandet angaaer, skal det kortelig omhandles, naar vi først have seet, hvorledes de Boglærde i det Hele bør dyrke Historien.

✂ Med Grundighed, med den Grundighed, der i det attende Aarhundrede sank i Jorden, som da vel ogsaa var det Eneste, der behandledes grundig, med den, optaget af Jorden, opvakt 370 fra de Døde, skal Historien dyrkes, og hermed er egenlig Alt sagt, og meer sagt, end det synes, man kan vente, vil skee, thi baade Lysten og Kraften synes uddøde; men for at giøre dette ret klart, om aldrig for Andet, vil det være passende lidt nøiere at udvikle, hvad det vil sige at dyrke Historien med Grundighed.

✂ Dertil hører da først, at man søger til Kilderne og drager dem for Lyset; thi det nytter ei engang stort, om en enkelt Mand bruger utrykte eller sjeldne Kilder; selv naar der ingen grundet Tvivl kan være om hans Redelighed, kan der dog som oftest være en om hans nøie Opmærksomhed eller Forstand; ja, var han end den største Mand, see jo dog fire, end sige hundrede Øine mere end to. Naar man nu betænker, at egenlig al Skrift fra Fortiden, skiøndt i forskiellig Grad, er en historisk Kilde, og naar man veed, at det hidtil kun var de gamle Ebræers, Grækers og Latiners Efterladenskab, der fuldstændig droges for Lyset, medens der rundt i Europa ligge Dynger af de nyere, og tildeels af de gamle Folkefærds - saasom Persers, Arabers og Hinduers - Skrift, ja, deriblandt mangen Bog af historisk Indhold i strængeste Forstand, og naar man endelig veed, at det meste fra Middelalderen, som ei længe efter Bogtrykker-Konstens Opkomst tryktes engang, er omtrent saa sjeldent som Haandskrifter, neppe at overkomme i sit Fædreneland og næsten slet ikke udenlands; naar man veed og betænker Sligt, da indseer man, hvor uhyre meget der er at giøre, blot for at et ret grundigt Studium af Historiens største Deel kan vorde mueligt; da begriber man hardtad ikke Muligheden af det attende Aarhundredes Frimodighed, som turde giøre Paastand paa Oplysning og Grundighed i Historien, medens Kilder i Hundredeviis, overseete, ubeseete, eller i det Høieste skiødesløs bekigede, hensmuldrede i Støv og Aske, eller gnavedes af Orme. Man begriber neppe den Kulsviertro, med hvilken man overalt, under Kamp mod Tro, antog som et Evangelium, hvad en eller anden enkelt Lærd, eller tit en halvstuderet Røver, fortalde om Haandskrifters Værd, hvis Titel vel tit var Alt, hvad han havde læst, i hvis Sprog han end tiere var kun en Stymper, og hvis Indhold han mangengang, ved det fattige Begreb, han lagde for Dagen, viiste sig aldeles udygtig til at bedømme. Mener nogen, at dette er Usandhed eller Overdrivelse, da tage han fat paa den første den bedste Fortegnelse over Bibliothekers og Museers Haandskrifter, og finder han en eneste, der giver ham nogenlunde vis og fuldstændig Oplysning om deres Indhold, 371 da times ham en sjelden Lykke, og er den ikke mageløs, da maa han kalde mig Mads. Af hvor mange Sider en Haandskrift bestaaer, med hvad Slags Bogstaver den er skrevet, hvor gammel og vigtig den, efter Anmelderens Indfald eller Skiøn, kan være, om den er deelt i Kapitler eller Paragrapher og Sligt, det finder man hyppig anmærket; men hvorledes Bogen svarer til sin Titel, hvad eiendommeligt den har i Tankegang og Udtryk, kort sagt, Alt, hvad den Historiker, der seer mere paa Kierne end Skal, paa Aand end paa Klædebon, ønsker at vide, det søges næsten stedse forgiæves, det findes næsten aldrig uden stundum hos en Historiker, der virkelig har brugt et enkelt Haandskrift og vil, at hans Læsere skal kiende det.

✂ Hvad der altsaa først burde giøres, var unægtelig et kiernefuldt Udtog af alle Haandskrifter med tilstrækkelige Prøver, hvoraf man kunde saa omtrent bedømme, ikke Skriften, men Skriften, og see, i hvilken Orden det fortjende at komme for Lyset. I Almindelighed vilde Krøniker, Digte og Ordbøger, ældre end Reformationen, have nærmest Adkomst til Pressen, da de give det mest sammentrængde Billede af hele Folkelivet, og de vigstigste theologiske Skrifter og Love dog for det meste ere trykte; men jævnsides hermed maatte sørges for ny Udgaver af alle sjeldne Bøger, hvis Sjeldenhed ei er deres eneste Værd, og først naar dette var skeet, naar den Boglærde vidste, hvad Kilder han havde, og kunde benytte dem, da først kunde man begynde at tale om et grundigt Studium af de nyere europæiske Folkefærds ældre Historie, som hidtil har for det meste hvilet i et uigiennemtrængeligt Mørke, uagtet det er den, som skal forklare os Middelalderen og derved give den ny Historie sin eneste sande og faste Grundvold.

✂ Men, hører jeg alt længe spørge, hvorfra skal man tage de uhyre Summer til saamange Haandskrifters Trykning og saamange gamle Bøgers ny Udgave, og det paa en Tid, da Penge har saa mangesteds Ærende, at man hardtad ingensteds træffer dem, da Ingen giør Noget for Guds Skyld, men Alt for Penge? Vist nok er denne Indvending betydelig; men som man let seer, rammer den Tiden og ikke Tingen; thi fordi der ikke er mindste Udsigt til at faae endog kun denne Betingelse for et grundigt historisk Studium opfyldt, er og bliver det ikke mindre vist, at det er en udtrykkelig Betingelse, og at et grundigt historisk Studium er aldeles nødvendigt til Menneskets sande Udvikling, til grundig Indsigt i de menneskelige Vilkaar, i Videnskabelighedens Gang og Sammenhæng. Langt fra derfor at ville svække 372 Indvendingens Kraft, vil jeg meget mere forstærke den, ved at spørge: hvor finde vi den Flid og Udholdenhed, der udkræves blot til at give os et oplysende Udtog af det Forborgne, end sige til at bruge de aabnede Kilder? hvor finde vi den Dybde, den Skarpsindighed, den rolige Upartiskhed, den Beskedenhed, kort sagt: den stærke, rolige Begeistring for Sandhed og Intet uden Sandhed, uden hvilket det hele Arbeide er spildt? Hvor finde vi Sligt paa en Tid, da man giør Lidt for Ærens og Mindre Guds Skyld, da Ry for Lærdom og Erudition, eller for Tænkning, Smag og Genialitet, er hardtad ligesaa godt Kiøb som academiske Grader, og da dog imellem 100 Lærde de 99 ikke skamme sig ved at angive dette Ry, denne Boble, som de kalde deres Ære, for deres Bestræbelsers Øiemed! Det er det store Spørgsmaal; thi var der kun Arbeidere til den store Høst, da fik de vel Redskab; besjæledes kun først de Boglærde af en sand historisk videnskabelig Aand, da skulde man vist ikke savne den hos Regieringer og Folk; thi i vore Dage udgiøre netop de Boglærde Folkenes Adel og Aand, og kom man først til den Indsigt, at Historien er hele Menneskehedens Sag, da maatte man vel og betragte hele Menneskehedens Sag for en Hovedsag og Statssag, da lærde man vel at forstaae, at Intet uden Menneskets Udvikling er et Stats-Øiemed, Aanden kan vedkiende sig, at med Varmen for samme tændes og slukkes alle Staters Aandeliv, at denne Varmes nødvendige Udtryk er nu Historiens ivrige og almindelige Dyrkning, og at en Stat, som er aandelig død, er et Aadsel, Rov for Ørne, for Krager og Ravne. At nu, naar Staterne besjæledes af Historiens Aand, der og vilde findes Midler nok til dens Dyrkning, det er saavist, som at Aand finder Haand, ja, saavist, som at langt mere uhyre Summer aarlig anvendes af Stater paa Ting, der intet vilde koste, naar Historiens Aand sad ved Roret. Ligesaalidt vilde Arbeidet være overlegent; thi naar man betænker, til hvilken Størrelse de Studerendes Antal i forrige Aarhundrede voxde, og hvor langt større det, uden at formindske eller betynge, hvad vi her kalde HandværksStanden, kunde vorde, naar, som da vilde skee, alle Embedsmænd, Alle, som vilde fødes af Staten, maatte have lært deres Bog og i Almindelighed elske den, saa indsee vi let, at det Arbeide, der vel udkræver mange Hoveder, men ogsaa de mest forskiellige, maatte gaae fra Haanden med en saa vidunderlig Raskhed som Oldtidens Heltebedrifter og Middelalderens Bygninger, hvortil det svarer; thi Videnskabelighed er den Heltebedrift, der er giemt til os og de kommende Slægten; forsmaae 373 vi den Krands, som Tiderne byde: alle de fremfarne Dages sammenslyngede, i Sandheds Glands forklarede Krandse, der som Slægtens Krone er bestemt til dens skaldede Isse, til at forgylde dens blegnede Lokker, da staae vi skaldede og nøgne for Efterslægtens Øine, og kun til Latter for Poge ere de Krandse af klippede Blomster og Guldpapir, hvormed vi behænge vor Tid og hinanden. Derimod tænke man sig, hvad der blot i ti Aar kunde udrettes, naar alle Staters Embedsmænd med Universiteterne i Midten stræbde til det store Maal og sluttede sig aandelig til de Faculteter, under hvilke de udvortes høre; den egenlige Kirkehistorie blev Præsternes, Statshistorien de Lovkyndiges, Sproghistorien Skolemændenes, Naturhistorien Lægernes Hovedsag, Høiskolernes Lærere forenede i en Brændpunkt de mangfoldige Bestræbelser, og Historie-Skriveren overskuede dem, optog det Fuldendte i den store Bygning, tilklinede ingen Huller, men giorde dem ret synlige, for at vække Arbeidernes Opmærksomhed, gjorde sig ikke Arbeidet mageligt ved heller at bruge Kniven end Hovedet, afskar ikke Roden for Trevlernes Skyld, forkastede ikke Sagn som Skarn for Vidunders Skyld, ja, bortkastede end ikke de meest afgjorte Eventyr, men tog dem for, hvad de ere, for sand Historie om dem, der digtede og troede dem, bortkastede aldeles Intet, men stræbde at forstaa og forklare Alt paa sit Sted, medens han lod, hvad han ikke forstod, staae, hvor han fandt det.

✂ Nu tør jeg haabe, at selv de, der ere allermest uenige med mig, vil dog enes med mig om, at der er aldeles ingen Udsigt til, at Sligt vil nogensinde skee, eller at hvad her er sagt, vil blive mere end en Drøm, et pium desiderium1 ; men ventelig tage de deres Ord tilbage igien, saasnart de høre, hvad Navn den Tid fortjener, der vender sig skiødesløs, som fra en Drøm, fra Billedet af en Virksomhed, den ikke, uden at modsige sig selv, kan nægte, er en uundgaaelig Betingelse for sund og grundig Videnskabelighed, og maatte være en uudeblivelig Yttring og Følge af levende Varme for Menneskets høieste Anliggender, for Aandens Udvikling, for Sandhed og Dyd, Folkehæder og Statens Uddannelse til Slægtens Høiskole. Her som overalt maa jeg ende med den Erklæring, som Tiden gierne maa belee, men Historien vist ei skal beskiæmme: uden levende Gienfødelse af gammel, bibelsk Christendom er det Sindelag umuligt, der udfordres til de store Anstrængelser, og hvad Verden kalder *1dvs. et fromt Øuske. 374 Opofrelser, uden hvilke Videnskabelighed daglig maa vorde et tommere Ord, Historien aldeles tillukt, Studering nogle faa Professorers Professjon, og sjæledorsk Barbarie Smykket, hvormed det nittende Aarhundrede lægger sig i det attendes Grav.

✂ Hvor Christendom engang har været, er den øiensynlig Betingelsen for alt Stort og Ædelt; thi som Eet med Sandhed, kan den aldrig forsvinde, uden naar Sandhed foragtes, naar Folkene, sjunkne i Uteerlighed og Dorskhed, indtye at finde Skjul under Løgnens Vinger; og naar jeg derfor nu ved at kaste et Blik paa Fædrenelandet vedkiender mig lysere Haab, end Varslerne synes at spaae, da mærke man, det er, fordi jeg føler mig sikker paa, at Christendom ei er forsvundet af Dannemarks Hierte, men kun, hvad af to onde Ting er det mindste, underkuet og overdøvet og indeklemt, uden dog saa at have tabt sin Indflydelse, at den jo yttrer sig endnu, skiøndt som oftest kun svagt og halv ukiendelig, at den jo, ved et Slag, vi ei kan give, men tør haabe, vil skaffe sig Luft, faae sit Mæle igien og klart aabenbare sin himmelske Kraft, til at løfte Stene, Tidens Viisdom ei kunde rokke, til at skabe Lys og Bedrift, hvor det forrige Aarhundrede kun med Pral skabde Skygge og Skin.

✂ Uden da nu at tale noget andet Folk for nær, eller paa mindste Maade smigre det, jeg selv tilhører, tør jeg vel sige, at, i det mindste saavidt man i Frastand kan skielne, er der ingensteds lysere Udsigter til en grundig Dyrkning af Historien end i Dannemark, skiøndt jeg maa tilføie, at de ere saare langt fra at være saa lyse, som det sig burde, og at vi slet ingen Tak fortjene, fordi vi ei aldeles have underkuet den historiske Aand, der saa øiensynlig er Betingelsen for al livlig Rørelse hos os. Ikke for at smigre mit Fædreneland, for hvis store Brøst jeg ligesaalidt er blind som for mine egne, hvis Mangel paa Kraft og Liv, som paa levende Christendom, ingen Samtidig vel har dybere følt, eller høiere beklaget og strængere bedømt, ikke derfor besang jeg saa tit den livsalige Aand, der omsvæver Fædrenes Grave, eller tolkede det lyse Haab, der for mil Øie blaalig luede paa dem, men kun, fordi det just er Skjaldene i Aanden baaret at synge, hvad de see, fordi den Søn har intet Hjerte, som ei, naar stolte Frænder, der hovmode sig af deres Bjelker, haanlig spytte ad Skiæven i hans Moders Øie, som ei da begeistres høiere af hendes Dyder, og nænner mindre at opregne hendes Lyder, og endelig, fordi jeg føler, at kan Fædrenes Priis, Naadens Ihukommelse, under hvis Vinger Bøgelunden fordum frededes, maiedes og giennemtonedes saa liflig, kan dette og 375 Kiærminde-Luen, som vinker til Fædrenes Arv, som varsler om dyrebar Dressel, ikke bevæge Dannemarks Hjerte til Bod og Bedring, da er det forbi, da har der kun været et Dannemark til, da giør Aanden sig Vinger at flyve derfra, Gud veed, hvorhen, men tager dog med sig min Sang og mit Haab; thi Sangen er Sandhed om Fædrenes Aand, og mit Haab skal opfyldes i dem, der kiærlig tilegne sig Aanden, som skabde de Blomster og Blus, der fængsle mit Øie og binde mit Hjerte til Fædrenes Minde og Danernes Mark, den Aand, som og skabde mit Syn, min Sang og mit Haab i den Draabe af Fædrenes Blod, der opgløder mit Hjerte. Længe nok maae da Normænd, som jeg veed, de giør, med mange Andre mene, at jeg henrives af kiødelig Hengivenhed til det Fædreneland, der dog visselig ikke har smigret mit Kiød og Blod; længe nok maae halve Christne mene, at jeg kan være Christen, og dog blændes saa af verdslig Tant, at jeg vil lukke de Øren, der alt lyttede, for min Prædikens Røst, ved Smiger for mine nærmeste Frænder og Fornærmelser imod de fjernere! Værst for dem selv, at de ikke bedre forstaae mig, værst for dem selv, at de ikke bedre veed, hvad en Christen kan giøre, værst for dem selv, om de ere stolte nok til at vende sig fra Evangelium, naar det forkyndes ved en Mund, der straffer deres Stolthed, værst for dem selv, om de forbittres ved Dannemarks Priis, forhaane Dannemarks Aand og, elendige selv, tør spotte vor Afmagt, om de som Ukrud opluge i Sprog og i Hjerte Mindesmærkerne om vort kiærlige Samfund; de giøre os ingen Skade, vi, som ere vante til at bære Folkenes Spot og Forhaanelse; men de løfte da Avindskjold mod Kiærligheds og Sandheds Aand, Avindskjold mod Historien i alle Maader, og det vil falde dem tungt med deres Fødder af Jern og Leer at stampe mod Braadden.

✂ Med denne Indledning vilde jeg eengang for alle offenlig sige min Mening baade om den Partiskhed, Normænd vil finde i mine Skrifter efter Skilsmissen, og om, jeg vil ikke sige Normænds, men Norddværges hyppige og skammelige Forhaanelse af Alt, hvad der hedder Dansk*), og nu kan jeg da rolig slutte, **) Ofte gaaer det til Latterlighed, som naar Munken i Grevskabet, [dvs. Præsten J. St. Munch i Sande, Udgiver af »Saga«] der siger, han vil luge det danske Ukrud op af Sproget for at saae svenske Kierner, lægger ret Eftertryk paa æsler, der i hans Øren klinger meget bedre end: agter, og finder, at det danske Dronning smager saa stygt efter Tydskens Königinn, at han for at have en frelst Samvittighed paa Svensk Viis maa skrive - vel at mærke - Drotning!! Hvad Norddværgene forresten vil vinde ved at radbrække det danske Sprog, maa vel Normændene vide, siden de taale det Uvæsen, men at det hverken bliver Aand eller Mæle, skal jeg dog svare for. 376 efter min Agt, med et Par Ord om Historiens Dyrkning i Fædrenelandet.

✂ Ei vil jeg gientage, hvad jeg saa tit har sagt om det danske Folks historiske Beskaffenhed, men giøre opmærksom paa, hvad Historien selv vidner om sin Dyrkning iblandt os. Den fortæller saaledes, at aldrig saasnart var Bogtrykkerkonsten kommen herind i Kong Hanses Dage, før den historiske Aand begyndte at vaagne, og stilede tydelig paa en historisk Reformation; før endnu Løsenet var givet fra Vittenberg, ja, uagtet den manglede Kraft og Modenhed til uden udvortes Hjelp at trænge igiennem, reiste den sig dog, saavel ved sin umiddelbare Virksomked som ved sit Forbund med Luther, et herligt Minde, der i mine Øine tillige er et sikkert Forvarsel om, at en historisk Reformation vil i Tidens Fylde udgaae fra Fædrenelandet. At Riim-Krøniken var den første Bog, som man veed, end i det 15tende Aarhundrede udgik paa Prent i Kiøbenhavn, er før anmærket, og førend 1517 vare Lovene, Saxos Krønike, Peder Laales Ordsprog, en latinsk-dansk Ordbog og Jertegns-Postillen alt trykte og det tildeels i flere Udgaver. Sligt kan vel synes mange ubetydeligt, men dog ingen af dem, der veed, hvad Historien har at betyde, og sammenligne fornævnde Bøger med, hvad der paa samme Tid i andre Lande udkom; thi de vil udentvivl finde, at ingensteds kundgjorde sig en saa reen historisk Aand, eller slig en Travlhed med at frelse Fædrenes Minde og betænke Folkets Tarv. Udtrykket for den historiske Aand i Dannemark paa den Tid var Christen Pedersen, Saxos, Laales og Ordbogens Udgiver, samt Postillens Forfatter, en af de sjeldne Dannemænd med Liv og Sjæl, der og siden, som Luthers ægte Discipel, ved at rette det Ny Testamente, man paa Flensborg-Dansk havde sammensmurt, og ved mange gudelige Skrifter har hjemlet sig en høi Plads mellem Dannemarks Reformatorer, skiøndt hans Navn ei glimrer over nogen Bispestol, skiøndt man ei engang veed, hvor han blundede og hensov, efterat have udført sin beskikkede Gierning. Dog, Historien kalder ham Dannemarks første Historiograph, og skiøndt han selv ingen Krønike skrev, skal dog vist Enhver, som kan skrive den, gladelig dele Navn med ham, eller hvad mere er, kalde ham Dansk Histories Pleiefader, hvem vi ei alene maa takke for Saxos ubetalelige Bog, men for saa 377 mangt et kraftigt Ord til Opvækkelse af den historiske Aand, som vist ei var frugtesløst. Om han har fordansket Saxo, som rimeligt er, maa man vel nu lade uafgjort; hvem han deler Æren med for Udgaven af Peder Laales Ordsprog, der udgiøre saa vigtigt et Bidrag til den danske Aands og Modersmaalets Historie, og af den Ordbog, der paa engang lærer os at kiende Fædrenes latinske Sprogkundskab og Modersmaalets Tilstand paa den Tid, det veed vi ikke, men at han har Deel deri, veed vi. Endelig er hans Postil, som kun de, der ikke kiende den, kalde en Oversættelse, et af de herligste Mindesmærker om dansk Sandheds-Kiærlighed, Christendom og Veltalenhed, som Historien kiender, og den er det især, som beviser, hvad Dannemarks opvaagnende historiske Aand alt dengang havde i Sinde. At Lærdommen i denne Bog ei er aldeles reen, og at de, Prædikenerne vedhængde, Jertegn indeholde meget Fabelagtigt, følger ei alene af den Omstændighed, at Christen Pedersen var ingen Luther, men ogsaa af den Magt, indgroede Vilfarelser altid enstund øve selv over Reformatorer som Luther. At derimod Bogen er skrevet af Medynk over Folket, der, som det hedder, vel sjelden fik Prædiken at høre, at den veed at forsvare Bibelens Oversættelse paa Dansk med den indlysende Grund, at Folket maa kiende det Ord, der skal dømme dem, og med den kostelige Bemærkning, at havde nogen af Apostlerne skrevet til Dannemarks Indbyggere, havde han sikkerlig skrevet paa ret Danske, saa alle kunde det forstaa; at fremdeles Troen paa Christum - Christi Pines Ihukommelse - sættes høit over Jomfru Maries og alle Helgenes Bønner, over Faste og Spægelse og alle saakaldte gode Gierninger; at endelig Foredraget i disse Homilier med den høieste Simpelhed forener Skiønhed, Kraft og Salvelse i en Grad, der i det mindste paa den Tid vist er mageløs, det er Ting, som ei allene giøre Bogen høist mærkelig i Dannemarks, men i hele Kirkens Historie, uagtet jeg troer, at vore skrivende Comoediantere ere de eneste, som have kommet Jertegns Postillen ihu. Hvorledes Dannemarks historiske Aand i de følgende Aarhundreder gav sig tilkiende, vil jeg ikke her omtale, deels for ikke unødvendig at gientage mig selv, deels fordi vi i alle reformerede Lande finde i det 16tende og 17tende Aarhundrede i større og mindre Grad en Retning til historisk Syssel, som en nødvendig Følge af christelig Videnskabelighed, og endelig fordi Reformationen i Dannemark ikke antog den dybe, eiendommelig historiske Gharacteer, som Rørelsen forud kunde ladet formode. Dette være ingenlunde sagt til Fornærmelse 378 for de danske Reformatorer; elskværdig er deres Beskedenhed, nødvendig var Efterligningen, naar Folket vilde blive i Sandhed; thi en Aand som Luther var ikke opstanden paa Marken, og at ville hævde sin Selvstændighed imod en høiere Aand, som følger Sandhed, er den brede Vei til Vildfarelse, som Zwingels og saamange andres Exempel viser, og som lader sig paa det Klareste bevise; Christen Pedersen var udentvivl det største Hoved mellem Dannemarks Boglærde paa den Tid; men uagtet han godt følde, som iblandt andet Bogen om Børnetugt viser, at man ikke tog Sagen dybt og historisk nok, saa manglede han dog den klare Erkiendelse og Formandskraften, som Luther besad, og var fri for den daarlige Forfængelighed at ville synes, hvad han ikke var.

✂ I det jeg altsaa med inderlig Glæde dvæler ved det elskværdige Grundtræk hos ægte Dannemænd, at mistroe egen Kraft og Forstand og, saalænge det uden Sandheds Fornægtelse er mueligt, unddrage sig fra det ligesaa farlige som vanskelige Formandskab, nævner jeg kun hine historiske Forvarsler, fordi det er nødvendigt, fordi den Tid er kommet, da vi ikke længer, uden at fare vild fra Sandhed, kan følge noget andet Folk, den Tid og Time, da Dannemark maa tage Nøgelen som Kirke-Værger, hvis Kirken ei skal vanhelliges, Alteret besmiltes af Baals Præster og Propheter, og det selv hengive sig til en Tumleplads for Trolde og Nisser; fordi Timen er kommet, da man vil reformere, ikke Kirken efter Historien, men Historien efter Naturen, da man i rasende Daarlighed vil forvandle Historien til en Mythe, giøre det til Skin, hvorved alt Jordisk ene har sin Virkelighed, giøre Tiden, der er al Forandrings Grundvold, til Skygge af en evig Forvandling - af en Umulighed. - Nu skal det vise sig, om Historien har en trofast Søn i Dannemanden, vise sig, hvad der kommer ud af den kiærlige Tale, som er holdt giennem Tidernes Løb mellem Odan og Saga i bølgende Sale, om Odan har inddrukket Kraft og Forstand af det dybe, gyldne Bæger, med hvilket Saga i Stilhed har kvæget hans Hjerte, opelskel hans Aand. Nu giælder det, om DanneManden tør bryde en Landse med Løglemænd og koglende Trolde til Sagas Ære, om han i seierrig Kamp tør bevise sin Herkomst, bevise Historiens Virkelighed ved Heltedaad af dens Aand; eller om han vil, feig og forsagt, fornægte sin Herkomst, beskiæmme sin Moder, forjage sine Fædres herlige Aand og synke livløs i Naturens gabende Afgrund; nu giælder det, om Svanen, der svømmede taus giennem Tiden i de hellige 379 Vande, hvormed Norner bestænkede Ygdrasill, kan tie, da Asken tykkes at rave for Nidhøgs Tand, eller føler sig løftet af Norners Haand til Askens Top med de sidste hellige Draaber af Urdas Kilde, føler sig giennemglødet af Livets Væld, giennemtonet af alle Fugles forenede Stemme, nødt til at løfte sin Røst i Sang, skiøndt den veed, at Hjertet hensmelter i Tonernes Strøm. Dog, uden Billeder, tydelig, strængt: det skal vise sig, om Verdens mest historiske Folk, der ei kan undslaae sig for den Overbeviisning, at al sand Vidskab maa være historisk, udspringe af Historien og stedse vende tilbage til den, at Tiden ene kan forklare, hvad Tiden udvikler, at den hele Menneskeslægt ene kan vise, hvad det enkelte Menneske har at betyde, at Mennesket unægtelig kun hører til Naturen med sit Legeme, men til Historien med sin Aand, legemlig til det indskrænkede Rum, aandelig til hele Tiden, og at da, saavist som det er Aanden, der skal forklare Legemet, maa og Tiden forklare Rummet, Historie Naturen; det skal vise sig, siger jeg, om Folket, der ikke kan undgaae denne Overbeviisning, vil foragte og trodse den, lade den modsatte Løgn giælde for Sandhed. Men jeg vil end sige: det er umueligt; enhver Trods imod Historien, af det enkelte Menneske eller Folk, er, som man lettelig seer, en Trods imod den ganske Menneskeslægt, en afmægtig Trods af en Deel mod den Heelhed, hvori den alene har Liv og Betydning, af en enkelt Lem mod hele Legemets Aand, og Følgen maa, i det Aandelige som i det Legemlige, vorde, at den opsætsige Lem henvisner, i det den udstødes for Livets Samfund i en selvraadig Død, den eneste Selvstændighed, en Deel kan naae ved Kamp mod sin Heelheds Aand; men ligesom Hjertet, Forenings-Punkten af Aand og Legeme, ikke kan bekiæmpe Eenheden uden umiddelbar at bekiæmpe sig selv, og ei fuldføre Selvmordet uden hele Legemets Opløsning, saaledes kan ei heller det mest historiske Folk, der er Udtrykket for Menneske-Slægtens Hjerte, foragte eller bekrige Historien, uden ligefrem at foragte og bekrige sig selv, kan ikke visne og døe, uden at hele Menneske-Slægten skal med det samme aandelig uddøe, og det kan den ikke, før dens Maal er naaet, og dens Maal er Optagelse i den evige Sandhed, hvis timelige Billede den var. Altsaa, i Dannemænd skal Mennesket forklares, og da det maa skee igiennem Historien, maa den nødvendig til Dagenes Ende finde i Dannemænd kiærlige Sønner og trofaste Dyrkere. Men, de ere ikke alle af Dan, som kalde sig Dannemænd; Historien lærer os, at Danske ere omtrent ligesaavidt 380 adspredte som Jøder, kun med den Forskiel, som er nødvendig mellem Hjerte og Aand, at de ere ligesaa sammenblandede, som Jøderne adskilte; thi i Blodet har Hjertet Samfund med det ganske Legeme, Aanden kan kun forenes med Hjertet, alt umiddelbar Samfund mellem Aand og Legeme er en Besættelse. Dog, dette, der kun i Forbigaaende anmærkes, kan Enhver, som han har Lyst, betænke eller overspringe; her er det Hovedsagen at betænke, det vel var muligt, at Dannemænd bleve Historien tro, uagtet dens Aand maatte flye fra Daners gamle Mark. Imidlertid kan vi være sikkre paa, at saalænge dansk Tungemaal klinger over Marken, saalænge Folket der har ikke myrdet sig selv, saalænge Hjertet ligger paa dets Tunge og hænger ved Fædrene, saalænge er Aanden ei bortflygtet, saalænge er der endnu paa Marken Dannemænd, i hvis Afkom Slægten skal forklares, om den end eengang skal, for at undgaae Ødelæggelsens Vederstyggelighed, flygte med sønderknust Hjerte, men med Fædrenes Aand og Amindelse, fra Fædrenes Grave.

✂ At det nu og virkelig er saa, at Historien, selv i det forrige, saa aldeles uhistoriske Aarhundrede, beholdt varme Venner og flittige Dyrkere her, det har jeg før anmærket, og vil kun tilføie, at hvormeget man end famlede, og hvor seent det end gik fra Haanden, bleve dog i Dannemark, saavidt jeg veed, flere og vigtigere Haandskrifter til Historiens Oplysning dragne for Lyset, end i alle Europas øvrige Lande tilsammen. At det kun var Regieringen og enkelte Mænd, som en Arnas Magnæus og Langebek, Suhm og Guldberg, der toge sig varmt af Sagen, at det meste af, hvad der blev udgivet, forvandledes, med Folkets øvrige Rigdom, til Kræmmer-Huse, fordi man ikke skiønnede paa eller skattede de store Gaver, del er sørgeligt; men alt i det ny Aarhundredes Morgenrøde, Morgen-Røden, som vel mørk og blodig steeg fra Konge-Dybet, men just derfor mindede saa levende om Fædres Dage, alt dengang hørde man stærke Stød i Gjalder-Hornet til at vække Valhals Kæmper, og Fædrenes Aand slog Øhlenslægers Harpe saa vældig og liflig, at det lod, som Skikkelser fra ældgamle Dage opstege af Høi og dandsede med Sang lyslevende hen over Marken, ledte om Afkom og lærde Sønner at blues, som følde, at det var Fædrenes Røst, hvis Tungemaal og Daad var hardtad forglemt. Ikke vil jeg her omtale den Sorg, at hine Toner tav, da Haanden vilde gribe, hvad kun Aander fatter, ikke heller den, at flammende Cometer og strømmende Blodregn, ja, et grueligt Brændejern maatte til at vække det snorkende Folk, og lod endda til at 381 virke forgiæves, ikke heller den, at jeg selv kun vaagnede i Drømme; uden at nægte nogen Sandhed, maatte den end mishage og fortørne al Verden, maatte den end paa det Dybeste beskiæmme baade Folket og mig selv, vilde jeg her kun tale om de gode Varsler, sige, hvad der er unægteligt, at Historien har i dette Aarhundrede i Dannemark vundet Elskere og Dyrkere, som det forrige ingenlunde lod haabe, at man øiensynlig nu har begyndt at skatte de enkelte Mænds Værk i den forrige Alder, at forbauses over den Ligegyldighed, der truede med at opsluge det, og at frede venlig om, hvad der undgik den store Skibbrud.

✂ Det er unægteligt, at da det lod, som Ygdrasill skulde revne, da følde Dannemarks Hjerte sig knust og vilde hellere briste end svigte Fædrenes Minde; Kronen flakdes, men Stamme og Rod blev forskaanet, og turde nu vel skyde saa, at Kronen atter sammengroer, saa den bliver eet med Stammen og lader sig ei kløve meer, men kun med Rod oprykke ved sine Dages Ende. Det er, med tydelige Ord, unægteligt, at Afrivelsen fra Norge saarede Dannemarks Hjerte, men ikke til Døden, saarede til Livet; thi aldrig, maaskee i mange Aarhundreder, følde det saa dybt sin historiske Natur, Umuligheden af, uden en forsmædelig Død, at løsrive sig fra Fædrenes Minde; kun eet dyrbere Saar lod sig tænke, ved Skilsmissen nemlig mellem Havfruerne og deres gamle, trofaste Havmand, mellem de danske Øer og Jylland; men ogsaa dette Slag truede, og alt Haab om Dannemark maatte man vist opgivet, dersom Hjertet da ei var udbrudt i et høit Angestskrig, dersom det ikke da havde følt, det var dog bedre at knuses heelt, end at sønderslides. Men, hvo der stod med mig i hine uforglemmelige Dage mellem Dannemarks boglærde Ungersvende, han saae og med mig Historiens kiærlige Stjerne tindre paa Dannemarks Himmel, han saae i et usvigeligt Forbillede, hvad der vilde sees trindt paa Marken, om Sværdet nogensinde, synligt for Alle, blinkede i Fiendehaand og truede med at overskiære det historiske Baand, der, trods hvert Sund og hver skummende Bølge, dybt i Grunden sammenknytter Dannemænds Hjerter, som deres Mark; ja, han saae, at det giælder vel saa omtrent for Danske som alle, at saamange Hoveder, saamange Sind, men at Hjerterne, trods Hoved og Sind, dog mødes i Fædrenes Minde. For en Følge af hin dybe Rørelse maa vi i alle Maader regne Udgaven af Nordens Rigskrøniker paa Folkenes Bekostning og til deres Tarv, og har end Forhandlingerne i denne Anledning 382 maattet stadfæste, at Fædrenes historiske Aand er forsvundet mangensteds, hvor man nødig skulde undvære den, saa have de dog tillige stadfæstet, at den findes, hvor den er mest uundværlig, og at Historien umulig kan komme til at savne flittige, kiærlige Dyrkere, naar den Slægt, der nu opvoxer, er kommet til Skielsaar og Alder, hvis det kun ikke da skulde være for seent at begynde. Men, Sligt tilkommer det os at forhindre, som alt kan røre Tunge og Pen, og kunde vi end ikke giøre et eneste Fremskridt: forsvare den Plet, hvorpaa vi staa, til Undsætningen kommer, det maa vi dog med Guds Hjelp kunne, bygge saa høit et Dannevirke i Hast, at Fuglefængere skal lade det staae, og da overlade til en Slægt, født under bedre Varsler end vi, at mure med Steen, hvad vi bygde af Træ, at kaste Klippen i Gabet, naar Bøgene brænde.

✂ Tvende gode Varsler kan jeg her ingenlunde fortie, det første, at Marken har baaret en Sprogmester frem, som Rask, der vel ikke helmer, før han har indtaget alle de Tungemaal, der slægte paa Dannemarks, og ladet dem fortælle os deres Vilkaar, noget af det Vigtigste, der behøves og savnedes til Oplysning af det ny Europas ældre Historie, ja, til den menneskelige Aands Historie, hvis unægtelige Mindesmærke Sprogene er. Vel maa man beklage, at kun saa Faa endnu veed at skatte saadanne Arbeider, og at de under ublide Omstændigheder maa kæmpe sig frem; men man faaer vel trøste sig med, at Seier uden Kamp har ei stort at betyde. Det andet gode Varsel kalder jeg Bebudelsen af et Værk, der vil levere Udtog af alle utrykte islandske Sagaer, og er en Deel af den Forberedelse til Historiens grundige Dyrkning, vi før omtalde, saa det skulde giøre mig inderlig ondt, om dette Arbeides danske Udgave skulde kræve saa store Opoffrelser af Forfatteren - Prof. P. E. Müller -, at han maatte lade den fare, ligesom jeg paa den anden Side maa sige, at de Opoffrelser, der i denne Henseende staa i hans Magt, skylder han, som Dannemand, sit Fædreneland, og vil til dem vel ei heller findes uvillig.

✂ Her kommer da af sig selv Talen om, hvad vi nærmest have at giøre til Befordring og Forberedelse af et grundigt historisk Studium. At dertil fornemmelig hører Opvækkelse og Oplivning af Folkets historiske Aand, det er indlysende, da Folket ei alene maa nære, men bære og fostre de Boglærde, og et Studium uden Aand og Varme er kun et tomt Blændværk, der ligesaalidt lærer som gavner os noget; og et af vore første Skridt maa da aabenbar være at lade Fædrene igiennem deres Historie, 383 om mueligt, indgyde Sønnerne deres Aand, noget der jo og er Hensigten med den ny Udgave af Saxo og Snorro. Men, hvorledes skal vi bringe Menigmand til at læse de Krøniker, han har glemt, og til at læse dem med Nytte? det er egenlig et langt vigtigere og vanskeligere Spørgsmaal, end det, hvor vi skal faae Penge og Stykker nok; thi Krønikerne kunde jeg gierne selv skaffet trykt; men at skaffe dem ordenlige Læsere, det er Konsten, som har brudt mig mere end mine og al Verdens Penge; det er en Punkt, hvor man ikke kan staa, og hvor det dog slet ikke vil gaa; thi vilde man endog, hvad dog rigtig er tungt, slaa en Streg over hele den ældre Slægt, turde man endog, hvad dog vel er for dristigt, haabe, at Krønikerne bleve med Flid opslagne for den yngre Slægt; maa man da ikke, formedelst Tidens Piinagtighed, frygte for eet af To, enten at de Smaa lære at lee over Fædrene, der ei havde bedre Forstand end at troe og opskrive saadanne Eventyr som Saxos Oldsagn, eller at de lære at ringeagte den historiske Sandhed og tage Alt for et lystigt Eventyr? Hvo der kiender Tidens Vaklen mellem disse lige farlige Svælg, mellem storagtig Vantroe og vellystig Overtro, vil ikke kalde denne Frygt ugrundet; men hvem der veed, at intet Godt maa undlades, fordi det kan, og vil ikke sjelden, blive forsmaaet eller misbrugt, indseer tillige, det ei nytter at forsage, men vel at kæmpe, og den bedste Kamp her var udentvivl at skrive, hvad vi længe trængde til: en kort, men dog ei alt for stakket Krønike om Dannemark for Børn og Menigmand, i et varmt, tydeligt Sprog, hvorved de baade henviistes til de store Krøniker og anviistes til at bruge dem ret. Nu at skrive en saadan Bog, troer jeg, med Guds Hjelp, kunde lykkes mig, og Tid dertil fik jeg vel tage mig, om ogsaa Krønikernes Udgave derved skulde forsinkes nogle Maaneder; de Opoffrelser, der staa i min Magt, vilde jeg ogsaa gierne giøre; men de rakde vel neppe til at faae den solgt for et Par Mark, mindre til at giøre et klækkeligt Oplag og allermindst til at faae den udbredt blandt Skolernes Ungdom, der udentvivl vilde give de bedste Læsere. Hvorvidt nu Historiens danske Venner maatte finde denne Sag vigtig nok til at fortjene deres Eftertanke og Understøttelse, det bliver deres Sag, og jeg giør imidlertid, hvad jeg kan, uden at bryde mig om, hvor lidt det er, da alt mit Haab i Grunden staaer til Ham, der kan giøre langt meer, end vi forstaae.

✂ En anden Ting, der udentvivl var værd at tænke paa, er en Folke-Udgave af Riimkrøniken, noget, der heller ikke kunde falde synderlig bekosteligt, naar man hjulpes ad, og som maaskee, 384 mere end noget andet, vilde bidrage til at vække Folkets historiske Aand, især, naar den alt forud var blevet dem lidt bekiendt giennem fornævnde historiske Udtog. Imidlertid er det at mærke, at den, for at giøre den tilsigtede Virkning, maatte læmpe Tunge og Riim efter Folkets Øren, finde sig i samme Forandring, som Sprogets Aand har fundet sig i, thi ellers kom Fædrenes Aand derigiennem ei til at tale til Folkets Hjerte, men for døve Øren. Læmpelig maatte mangensteds Ordene, især Rimene, forandres, Aand og Mening og Indhold dog aldeles ubeskaaret og uforkrænket, saa Alt kunde falde let og klinge net i Folkets Øren. Denne Udgave skulde da være, ikke et Modstykke, men et Sidestykke efter menig Mands Tarv, til den Udgave for de Boglærde, der naturligviis skulde indtil den ængsteligste Omhyggelighed frede om dens ældste bekiendte Skikkelse, der for det historiske Studium er ubetalelig. Mange kunde maaskee mene, at man heller maatte skrive en ny Riimkrønike til Folket, end umage sig saameget med den gamle, og det er sandt, at det kostede vel mindre Umage, og gav Leilighed til at sige mange Ting, man nu maa giemme; men paa Nytten skal man her ene see, og det er klart, at Fædrene maa selv bedst forstaa at oplive deres Minde hos Børnene, og vi veed desuden, det er en gammel Sandhed, at hvad der kommer lige fra Hjertet, gaaer lige dertil, og Fædrene talde reent ud af Posen, imedens vi har ondt nok ved at tale reent udaf Skiægget; thi selv naar vi tale af Hjertet, gaaer det dog for det meste først igiennem Hovedet, og de Hjerter, vor Tale skal virke paa, maa da være forenede med Hoveder, der omtrent svare til vores, ellers koster det Hovedbrud at forstaae os, og deraf følger, at Menigmand kan knap faae vore Tanker i sit Hoved, og faaer da endnu mindre vore Følelser i sit Hjerte. For altsaa at kunne give en ny Riimkrønike, der svarede til den gamle, maatte vi blive saa fortrolige med Fædres Aand og Tungemaal, at vi talde som de, og lode dem da naturligviis tale selv med vor Tunge, netop hvad jeg nys foreslog. En anden Sag er det, om man ikke skulde udelade, hvad der blot fylder op, og vel stundum skiller ad, hvad der skulde høre sammen, thi naturligviis vare Fædrene ikke heller ufeilbare, samt om man ei skulde prøve at rime lidt i Fædrenes Aand og den gamle Stiil om de følgende Konger.

✂ Naar dette var skeet, da tør jeg mene, der var for Øieblikket ei stort mere at giøre paa den Kant, men desmeer paa den anden, Udgaven nemlig af mangen gammel, hardtad uoverkommelig Bog og mangen vigtig Haandskrift. Vel kunde Udsigterne 385 her synes temmelig mørke, men de ere dog neppe nogensteds lysere end i det Land, hvor Rosenkrones Stiftelse staaer ved Siden af det Magnæanske Legat, ene bestemt til vigtige Haandskrifters Trykning! En anden Ting, som det synes, mindre vanskelig at udføre, men dog langt vanskeligere, end den kan synes, er, at der i Skolerne og paa Høiskolen lagdes mere Vægt og Vind paa Historien, end hidtil er skeet; det vil ikke saameget sige, at mere skulde fordres lært, men der skulde de Unge opfyldes med dyb Ærbødighed for Historien, og, saavidt muelig, med sønlig Kiærlighed til den, som vor fælles Oldemoder og vise Lære-Mesterinde, og veiledes til at forstaae og benytte den Herliges Tale. Vel er det da herved en Biting, at de Unge skulde i Skolerne dybt indprænte sig en kort historisk Bog, som baade var deres Kiærlighed værdig, og gav dem en klar Oversigt af de vigtige Begivenheder, der udgiøre Verdens-Historiens Legeme; men denne Biting burde dog ei heller forsømmes, og med al min Barndoms Kiærlighed til og Manddoms Agtelse for de Bøger af Kall og Suhm, kunde man dog vel efter Tidens Tarv og nærværende Leilighed baade ønske og fordre lidt bedre.

✂ Forresten maae det Forrige vise, at jeg ikke troer, det var nok, om man end ganske alvorlig vilde dyrke Historien ved en Side; thi er, som beviist, al sand Vidskab historisk, da maa nødvendig ogsaa al sand Videnskabelighed være, og al rigtig Underviisning drives historisk.

✂ Dog, denne Afhandling er hardtad voxet Dannevirke over Hovedet, og hvad jeg da her kunde have mere at sige, vil jeg giemme til andre Steder, under Betragtning deels af Videnskabernes historiske og indbyrdes Forhold, deels af Underviisning, Skoler og Universiteter i det Hele.

✂ Slutte vil jeg kun med det inderlige Ønske, at baade Ældre og Yngre vilde lægge det Sandheds Ord om Historien paa Hjerte, og med det trøstefulde Haab, at om end min Paamindelse skulde synes frugtesløs, vil den dog ikke være det, men leve op igien i høiere Kraft og under bedre Stjerner, at vække Dannemænd til Kamp for Slægtens Helligdom paa Historiens Mark.