Grundtvig, N. F. S. KVÆDLINGER

KVÆDLINGER.

GRUNDTVIGS Forfattervirksomhed i 1814-15 er saa overvældende rig, at det ikke har været muligt at optage alle hans Skrifter fra disse Aar i denne Udgave.

Fra Nytaar 1814 til Sommeren 1815 udsendte han - foruden Helligtrekongerlyset, Roeskilde-Riim og Roeskilde-Saga - samtidig med, at han arbejdede paa Oversættelsen af Norges Kongekrønike og skrev en Del Prækener, Bladartikler og Lejlighedsdigte - følgende større og mindre selvstændige Skrifter:

Februar 1814: En mærkelig Spaadom.
Marts " : En liden Bibelkrønike.
Maj " : Hvem er den falske Profet?
Juni " : Kort Begreb af Verdens Krønike. Første Bind.
August " : Skal vi tro paa Gud eller paa Athene?
Maj 1815 : Fædrene-Aaret, Dannekvad til Kong Frederik den Sjette.
Juni " : Imod den lille Anklager, d. e. Prof. H. C. Ørsted.
Juli " : Europa, Frankrig og Napoleon, en dansk historisk Betragtning.

Man maa vel kalde en saadan Frugtbarhed næsten ubegribelig. Men det kan heller ikke nægtes, at den rastløse Flid, Grundtvig i disse Aar udfoldede, bærer et vist Præg af Overspændthed, ret som om de voldsomme Verdensbegivenheder og hans uafladelige Kamp imod Tidsaanden havde bragt ham Feber i Blodet.

Særest ytrer hans daværende Sindsstemning sig vel i det lille Skrift: En mærkelig Spaadom, ogsaa om Danmark, hvori han paa Grundlag af en gammel Forklaring af en Del bibelske Spaadomme, som han har fundet blandt sin Faders Papirer, varsler om »at Napoleon, trods al Formodning, vil dennegang overvinde sine udvortes Fjender og seierrig udstrække sit Spir, ventelig længere end nogensinde«. - Det var denne »mærkelige Spaadom«, som gav H. C. Ørsted Anledning til, uden Navn, at skrive en streng, i flere Henseender 61 ubillig Kritik af hele Grundtvigs literære Virksomhed og især af Verdenskrøniken fra 1812 i Dansk Litteraturtidende for 1814 Nr. 12-13. - Grundtvig svarede med Flyveskriftet: Hvem er den falske Prophet? Hvem forvirrer Folket? - Derefter skrev Ørsted, under Navn, Imod den store Anklager, udkommen i August 1814, som atter fremkaldte Grundtvigs indholdsrige Skrift: »Imod den lille Anklager, det er: Prof. H. C. Ørsted, med Beviis for, at Schellings Philosophie er uchristelig, ugudelig og løgnagtig.«

Den samme bibelske Bogstavtro, som Grundtvig i disse Skrifter bekender sig til og dømmer sine Modstandere efter, har sat sit Præg paa hans nye Verdenskrønike, som Ørsted spydig kaldte »det lange korte Begreb af Verdens Krønike«. Dette anselige historiske Værk var egentlig tænkt som en gennemset Udgave af Verdenskrøniken fra 1812, der forlængst var udsolgt. Men Forfatteren gik saa grundig til Værks ved Fremstillingen af Jødefolkets Historie, at han paa 552 Sider kun naaede til den babyloniske Landflygtighed, og det vidtløftige Arbejde blev aldrig siden fortsat. - Mere tilgængelig var »en liden Bibelkrønike for Børn og Menigmand«, som han kort i Forvejen udgav, og som i omarbejdet Skikkelse har oplevet flere Oplag.

Den sidste i Rækken af de Bøger, som hører til denne Gruppe, er det aandfulde historiske Lejlighedsskrift, som bærer Titelen: »Europa, Frankrig og Napoleon, en dansk historisk Betragtning«, og som blev fremkaldt ved Napoleons pludselige Tilbagekomst fra Elba og Kejserdømme i de hundrede Dage. Grundtvigs Indbildningskraft blev hæftig paavirket af denne sidste Akt i det store Verdensdrama, der syntes at stadfæste hans Spaadom fra det foregaaende Aar. Men da Napoleon blev slaaet, fangen og ført til St. Helena, og da en dødlignende Ro faldt over Kristenheden under den hellige Alliances Varetægt, kom ogsaa Grundtvigs brusende Blod til at banke med større Ro. Han erkendte, at de voldsomme Vækkelsesraab, han nu Gang paa Gang havde opløftet, for Fremtiden vilde være spildte paa døve Øren, og fra Eftersommeren 1815 indtræder der et Omslag i hans Forfatterskab, der tyder paa dybere Ligevægt i hans bevægede Sind og voksende Sundhed i hele hans Tankegang. Han bliver »stille for Gud« og begynder at tale mildt og muntert til sit Folk.

I Bevidsthed om det store Tidsskifte afsluttede han sin hidtilværende literære Virksomhed med to værdifulde Samlinger af sine Digte og sine kristelige Taler, og disse to Værker: Kvædlinger og Bibelske Prædikener, vil altid staa paa en fremskudt Plads i den danske Literatur.

Kvædlinger eller Smaakvad har faaet et ejendommeligt, rørende Præg derved, at Forfatteren ledsager hvert Digt fra de tidligere Aar, som er optaget deri, med en Efterskrift, hvori han med stor Sanddruhed og Ydmyghed holde Dom over sine egne forfængelige 62 Tanker og viser Verden, at han er mindst lige saa streng imod sig selv som imod andre.

En stor Del af Bogens ældre Digte vil findes paa deres historiske Plads i denne Udgaves to første Bind. De betydeligste Digte fra de sidste Aar aftrykkes nedenfor tilligemed Bogens Fortale og det navnkundige Tilegnelsesdigt til Moderen, som paa den Tid levede som Enke i Præstø.

For Oversigtens Skyld medtages hele Indholdsfortegnelsen, med en Stjerne foran de Stykker, som ikke findes i denne Udgave.

63

Kvædlinger
eller
Smaakvad
ved
Nic. Fred. Sev. Grundtvig,
Præst.

Spiritum Graiæ tenuem camoenæ
Parca non mendax dedit et malignum
Spernere vulgus.

Horats .

Kiøbenhavn, 1815.
Trykt og forlagt af Andreas Seidelin,
store Kannikestræde No. 46.

64

Til Cathrine Marie Bang min elskede Moder.

Moder! i Dit Enkesæde
Til Din Priis jeg Harpen slaaer,
Sjunge skal for Dig med Glæde
Hvert af mine Skjaldeaar;
Ingen Krands de har at bringe,
Men med ubesmittet Navn
Og med klare Toner svinge
De sig til Din Moderfavn.

De har ingen Krands at bringe,
Thi ei Verdens Priis de sang,
Altid de paa kjække Vinge
Over Støvet sig opsvang,
Vild de foer, men aldrig bøied
De for Døgnets Afgud Knæ,
Haaned kjæk, hvad han ophøied,
Spotted med hans Laurbærtræe.

Derfor, naar min Harpe lyder,
Klinger over Danevang,
Døgnet haaner og forskyder
Alt mit Syn og al min Sang;
Men, o Moder! dog saalænge
Du har Søn og Syner kjær,
Tone høit de stemte Strænge,
Trodse Døgnets Skyggespær.

65

Baaret har Du under Hjerte
Alt mit Syn og al min Sang,
Født til Verden dem med Smerte,
Skjalden af dit Skjød udsprang;
I de gamle Heltedage
Gjennem Dig han har sin Rod,
Sands for Sang og Syn for Sage
Fik han med dit Adelsblod.

Dog, det vilde lidt ham gavnet,
Havde som et Hjerteskud
Du ei from med Adelsnavnet
Gjemt den gamle Tro paa Gud,
Troe paa Ham, som fra Guds Throne
Kom til Jord og sank i Grav,
For vor Vanart at udsone,
Skjænke os Sit Adelskab.

Foer jeg vild i Ungdoms Dage,
Vild fra Gud og fra Hans Ord,
Foer jeg vild med Asa-Brage,
Fandt jeg seent min Frelsers Spor,
Skjøndt der for min Vugge sjunget
Var saamangen Psalme sød,
Hvad! om da jeg var udsprunget
Af en vantro Moders Skjød!

Ene dog Du vilst ei tage
Takken for min Troe paa Gud,
Du Dia Arv i onde Dage
Redded som en Præstebrud,
Derfor vil i Ghor vi love
Gud, som gav i ægte Stand
Ham, der nu mon salig sove,
Mig til Fader, Dig til Mand!

Moder! fra Dit Enkesæde
Flytter jeg da nu min Stav,
Takkesangen vil jeg kvæde
Over gamle Grundtvigs Grav;
66 Den mod Himlen sig skal svinge,
Hvor han nu forklaret staaer,
Over Haven skal den klinge
Ind i gamle Præstegaard.

Der Du bygged, ædle Kvinde!
Med Din Præst saamangen Dag,
Medens end de vakkre Linde
Løfted kjækt sig over Tag,
Der Du bar mig under Hjerte
Som en christen Præstebrud,
Der Du fødte mig med Smerte,
Som til Verden saa til Gud.

Rige kun paa Troens Skatte,
Fattige paa Sølv og Guld,
I til Gud og Bogen satte
Eders hele Sønnekuld;
Trende alt paa Gulvet ginge,
Sadde og ved Skolebord;
Verdslig talt var Haabet ringe,
Kvinde! men Din Troe var stor.

Det var i den Præstebolig,
Under Lind med Ruder smaa,
Under Moderhjertet rolig
Og usynlig end jeg laae,
Der var Gilde, der var Gjæster,
Der og over breden Bord,
Alt for Bispen mellem Præster,
Faldt om mig det første Ord1.

Spottefuglen tog til Orde:
»Det betvivles vel omsonst,
»Hvis en Søn det skulde vorde,
»Er han født til boglig Konst,
»Ikke sandt, han er den Fjerde,
»Moderhjertet ham vel glad
»Tæller alt iblandt de Lærde,
»Fuldt er Lykkens Kløverblad.«

* 67

Moder! Du det selv bekjender,
Heed og harmefuld Du blev,
Alt som dine gamle Frænder,
Naar med Slægten Spot man drev;
Over Bord Du flux lod klinge,
Kjæk i Troe, men og lidt stolt:
»Skal min sidste Trøie springe,
»Blir han dog til Bogen holdt.«

Moder! som en ærlig Kvinde,
Ord Du holdt, der høit det gjaldt,
Ei, skjøndt Taarer maatte rinde,
Troen vakled, Modet faldt,
Aldrig Du fortryde vilde,
At Du mig til Bogen holdt,
Skjøndt Du sagde: det var ilde,
At mit Løfte lød saa stolt.

Stavene Du lærde Pogen
Under Graad og Hjertevee,
At han dued ei til Bogen,
Tykdes Dig var grandt at see;
Men Du bad og sagde: Amen!
Herren bød, og flux Din Pog
Staved ei, men lagde sammen,
Lærde som en Leeg sin Bog.

O! det var et Aftensæde,
Som vi glemme ei paa Jord,
Der din Pusling sad med Glæde
Ved det vakkre, lille Bord,
Læsde om de gamle Dage,
Reent og klart med høien Røst,
Fulgde gjennem Kirkens Sage
Frelseren med Liv og Lyst!

Naar da fra sin Præstecelle
Gamle Fader til os kom,
Lod sig Læsningen fortælle,
Retted den med Christendom,
68 Gav Beskeed om, hvad vi gjemde,
Til han kom, forstandig, blid,
O! hvad var vi, hvis vi glemde
Slig en hellig Gammenstid?

Moder! jeg vil ei opregne,
Hvad Du siden for mig leed;
Ingen og i Støvets Egne,
Ikkun Himlens Gud det veed;
Men min Tak jeg Dig vil bringe,
Signe Dig i Jesu Navn,
Lade Harpen for Dig klinge,
Synke kjærlig i Din Favn.

Give Gud, o Moder kjære!
At oprinde maae den Dag,
Da en Slægt til Danmarks Ære
Sjunger saa med Harpeslag
Om et livligt Aftensæde
Under Bøgeblad og Gran,
Hvor hos Kvinden stod med Glæde
Hendes gamle Præstemand.

med sønlig Kjærlighed
Nicolai Frederik Severin.
69

Fortale.

I det jeg udgiver nærværende Samling af Smaavers, der betegne Veien, jeg i syv forledne Aar har vandret, kunde jeg vel ønske at tale med mine Landsmænd om Skjaldskabs Vilkaar i Almindelighed og om min Deelagtighed deri; men deels veed jeg, at om de end ikke alle fradømme mig Digternavn, ønske dog kun Faa at høre min Tale om saadanne Ting; deels har jeg ofte, og selv i den Fortale til Nytaarsnat, som her er aftrykt, sagt mine Tanker, som jeg vel kunde nøiere bestemme og videre udvikle, men ikke forandre, og endelig er Bogen alt blevet en god Deel større, end jeg havde tænkt. Det Sidste har voldt en anden Udeladelse, som adskillige Læsere maaskee mindre havde ønsket, nemlig den af et Kvad om Freden til Fædrenelandet fra 1813 og et historisk Digt om det gamle Norge1, men ogsaa disse vil vel lade sig høre i betimelig Tid, hvis de skal høres. Forresten har jeg kun det at anmærke om Samlingen i Almindelighed, at jeg ikke troer heri at have indlemmet noget Stykke, der kan synes ganske ubetydeligt, uden for dem, der ansee det Hele for ubetydeligt, og for dem har jeg naturligviis ikke samlet; men at jeg imidlertid har indrykket enkelte Smaastykker, som jeg selv tillægger lidet eller intet poetisk Værd, har samme Grund som det, at jeg har ladet alle de ældre Stykker aftrykke, paa enkelte Ord nær, uforandrede, thi det er ingenlunde skeet, fordi jeg ingen Feil saae i dem, men fordi jeg veed, det maae være en tænkende Læser, som i det Hele ynder min Sang, kjært at kunne med et Blik overskue min Gang, som den virkelig har været.

Hvad de enkelte Stykker angaaer, da har jeg ved hvert især anmærket, hvad jeg derom havde at sige, og saa uvelkomne disse Anmærkninger kan være mange, baade for Indholdens Skyld, og for det braagede Udseende, de give Bogen, tør jeg dog *

70 haabe, at de, jeg skriver for, vil billige min Hensigt. Hvad som derimod maae synes underligt, er, at der i disse Anmærkninger tales om forskjellige Tider som nærværende, men det kommer deraf, at jeg begyndte Samlingen for hardtad et Aar siden, Trykningen har varet mere end et halvt, og de sidste Tillæg skrev jeg da i den nysfuldendte Maaned. Det sidste Stykke i Samlingen forsynede jeg ei med noget Tillæg, da et saadant tykdes mig unødvendigt, og jeg behøver vel neppe at anmærke, at det er skrevet ganske nylig.

Vel har man ei for Skik at recensere mine Riim eller overhovedet Andet af min Skrift, end hvad man vil fordømme ubetinget, men skulde denne Samling alligevel vorde dømt eller fordømt ved det litteraire Bything, da tjener det forud til behagelig Efterretning, at den ei gaaer ud for at beile til de Krandse, der have andensteds hjemme, men blot for at hilse gamle Kyndinge og med dem venlig fordrive en Aftenstund.

Til Eder, I adspredte Ædle! Eder, med hvem jeg vandrede venlig, og Eder, som, skjøndt vi ei saaes, venlig annamme min Tale, til Eder er den stilet, med Eder er det, jeg taler aabenhjertig om mit Syn og min Gang, mit Mæle, mine Feil og Vildfarelser; de, som hade og haane mig, vil ogsaa misbruge mine Bekjendelser og bruge mine egne Ord som Vaaben imod mig; men det faaer saa være; Eder skal min Tale stadfæste i den Vished, at jeg ei er den hovmodige, egenkjærlige Mand, jeg udraabes for, og at jeg hos mig selv som hos Andre hader og fordømmer al Plantelse, som Faderen ei haver plantet. Og saa, i Guds Navn, lad Verden gaae sin skjæve Gang! den kan ikke andet.

Kjøbenhavn, den 9de April 1815.
Grundtvig.
71

Indhold.

  • Maskeradeballet 1808
  • *Tiderne
  • Villemoes
  • *Krigssang
  • *Gunderslev Skov
  • Til Pram
  • Nornerne
  • Freis Kjærlighed
  • Ygdrasill
  • Duggen
  • Honningduggen
  • Skjaldskab
  • *Kjøbenhavn
  • *Nors Saga 1809
  • *Knud Lavard
  • *Riisbrigh
  • *Freias Priis
  • *Sagas Tempel
  • *Til Balle
  • *Til Oehlenschläger 1809
  • Gravskrift
  • Til min Fader 1810
  • *Christian August
  • Villemoes
  • Nytaarsnat
  • Heiligtrekongerne
  • *Anholtstoget 1811
  • *Til Bechmann
  • *Til Kongen 1812
  • Skjaldelivet
  • *Til Sverdrup
  • *Til Elises Søster
  • Kammersvenden
  • Golgatha
  • Historien
  • Reinhard
  • Tyge Rothe
  • Til Grev Danneskjold
  • Farvel 1813
  • Karen Bjørn
  • Fædrenelandet 1814
  • Min Sangfugl
  • Hammervisen 1815
72

Skjaldelivet.

Hvad er en Skjald? og hvi færdes han saa
Som en Udlænding hernede?
Hvi mon sig selv han saa lidet forstaae?
Hvorefter monne han lede?
Alt som han ældes, hans Længsel forgaaer,
Har han sig selv da udgrundet?
Har han sit Fædreland fundet?
Har han, forstandig ved Aar,
Mærket, trods glimrende Skygge,
Som ham i Ungdom var kjær:
Hvad som paa Jord monne bygge,
Haver sit Fædreland her?

Ikke dog klinger hans Stemme saa sød,
Naar han sin Længsel har jordet,
Glimmeren vorder saa kold og saa død,
Aanden er veget fra Ordet,
Nemme nu ere hans Kvad at forstaae,
Intet Forborgent de gjemme,
Alle paa Jord de har hjemme.
Var det da Skyggen af Intet han saae?
Ere de Egne da tomme,
Hvorfra den Tone saa sød,
Tone saa dyb kunde komme?
Gaaer ikke Liv foran Død?

Herpaa jeg grunded i Midnattens Stund,
Grunded saa dybt og saa saare,
Til mig det lød fra usynlige Mund:
Piin dig ei længer, du Daare!
73 Om du end grubler ved Nat og ved Dag,
Ei af dig selv du udgrunder
Skjaldskabets hellige Under;
Men vil du skue og lytte i Mag,
Da skal dig Syner omringe,
Som ikkun skiænkedes Faa,
Hellige Toner skal klinge,
Kløgtig du skal dem forstaae.

Hjertet blev varmet i dybeste Rod,
Taaren begyndte at trille,
Inderst i Sjæl sig et Øre oplod,
Tankerne stode saa stille,
Lydhør jeg blev, men ei hørde jeg dog
Længer de Hunde at tude,
Ei at det stormed derude;
Til mig det lød fra den hellige Bog;
Ikke de Smaa I foragte,
Engle i Himlen de har,
Som monne altid betragte
Faderens Herlighed klar.

Trindt mig saamangen en Vugge jeg saae,
Engle jeg saae sig at svinge
Sjungende over de slumrende Smaa,
Vifte med straalende Vinge;
Somme af dem, der i Vuggerne laae,
Smiled, som Sangen de hørde,
Somme Smaafingrene rørde,
Ret som de vilde Cheruberne naae,
Mængden laae dorsk som i Dvale,
Rørde sig neppe en Gang,
Mærked ei hellige Svale,
Mærked ei liflige Sang.

Englene sang paa saamangen en Viis,
Sang om det Dybe og Høie,
Tonerne dog til den Eviges Priis
Alle sig vidste at bøie:
Nogle kun sang om det hellige Bliv,
Andre om Jorden og Himlen,
Slægternes Syslen og Vrimlen,
Liv efter Døden og Død efter Liv,
74 Alle dog sang de tilsammen:
Ham og Hans Aand og Hans Glands
Priis i al Evighed, Amen!
Fylden og Æren er Hans.

Alt som jeg lytted, og alt som jeg saae,
Droges mit Øie og Øre
Hen til en Vugge afsides i Vraa,
Underligt var det at høre:
Englene sang om saamangen en Gud,
Mest om de Guder i Norden,
Sang som den rullende Torden,
Omkvædet dog paa det Samme gik ud:
Tre i det Ene tilsammen:
Ham og Hans Aand og Hans Glands
Priis i al Evighed, Amen!
Fylden og Æren er Hans.

Visen var ude, de hviled en Stund,
Vingerne lode de falde,
Brat sig dog løfted, som efter et Blund,
Atter de himmelske Skjalde,
Stemmen var blevet saa underlig dyb,
Dyb og dog liflig tillige,
Ei jeg det ret kan udsige,
Men som naar Himlen sig hvælver saa dyb,
Dyb og dog liflig tillige,
Naar efter Tordenens Brag
Skyerne skilles og vige,
Midt mellem Aften og Dag.

Alle de sang med en Stemme saa reen:
Vel vi om Guder har sjunget,
Til vores Gud vi dog have kun Een,
Af Ham er Alting udsprungen,
I Ham er Alt, hvad som er;
Herren og Een monne være,
Herren til Faderens Ære,
Ved Ham er Alt, hvad som er,
Tre i den Ene tilsammen:
Fader med Aand og med Glands
Priis i al Evighed, Arnen!
Fylden og Æren er Hans.

75

Underlig greb mig den hellige Sang,
Underlig sank jeg tilbage,
Ret som jeg alt havde hørt den engang
Tidlig i Barndoms Dage,
Nu jeg det vidste, hvi for mig det lod,
Hvergang jeg kvæded om Norden,
Ret som jeg hørde en Torden,
Nu jeg mig selv og mit Mæle forstod,
Grublende sank jeg tilbage,
Vandred min Bane paa Ny,
Englene tav da saa fage,
Synerne svandt som en Sky.

Hvad er en Skjald, og hvi færdes han saa,
Som en Udlænding hernede?
Hvi mon sig selv han saa lidet forstaa,
Hvorefter monne han lede?
Alt som han ældes, hans Længsel forgaaer,
Har han sig selv da udgrundet?
Har han sit Fædreland fundet?
Har han, forstandig ved Aar,
Mærket, trods glimrende Skygge,
Som ham i Ungdom var kjær,
Hvad som paa Jord monne bygge,
Haver sit Fædreland her?

Hvo som til Tonernes liflige Fald
Lytted i Vuggen saa gjerne,
Vorder paa Jord, om han voxer, en Skjald,
Sukker mod vinkende Stjerne;
Ak, men før Strængen han mægter at slaae,
Gjennem de Dage saa mange
Glemmer han Englenes Sange,
Mindes kun, at, mens i Vugge han laae,
Vifted en straalende Vinge
Mildt over blussende Kind,
Hørde han Toner at klinge
Som ham bevæged i Sind.

Tit han sig ønsker i Vuggen igjen,
Modige Taarer han fælder,
Phantasos bærer til Vuggen ham hen,
Rørt over den han sig hælder;
76 I ham det hvisker saamangen en Gang,
At han i Vuggen maa ligge,
Men han begriber det ikke,
Mener, den er ham for snever og trang,
Tænker en større at finde,
Sukker, og leder omsonst,
Mener tilsidst, at hans Minde
Var kun en Drøm og en Dunst.

Han vrager det Fløiel og Silke saa blødt,
Han hviler i blommede Enge,
Han slumrer saa rolig, han drømmer saa sødt,
Som Konger ei drømme i Senge,
Han hører i Drømme saa liflig en Sang,
Og efter sin Vugge
Ei meer han mon sukke,
Han vaagner og sætter sin Tunge i Gang,
Veed ikke selv, hvad han siger,
Sjunger sin Drape saa glad,
Muser og elskede Piger
Dandse saa favert paa Rad.

Mangen en Tone af Englenes Sang
Høres i Drapen at klinge,
Tidt dog mon brydes den liflige Klang,
Underlig Tonerne springe,
Alt som med Drømme det pleier at gaae,
Vilde de vendes,
Afbrudte endes,
Noget man aldrig i Lave kan faae;
Tonerne mattes,
Synke til Jord,
Omkvædet fattes,
Manglen er stor.

Aarene fostre den Yngling til Mand,
Manden ei drømmer i Enge,
Grubler saa koldt med sin modne Forstand,
Sover i opredte Senge,
Der han kun drømmer om Jord og om Huus,
Og mens han hviler,
Fornem han smiler
Ad sine Drømme i Ungdommens Ruus;
77 Hvor Man dog, mens Man er unge,
Siger den kløgtige Mand,
Saadan kan drømme og sjunge,
Uden al Sands og Forstand.

Alt hvad af Sangen han ikke forstaaer,
Skal uforstandigt nu blive,
Glemt har han nu, at just det overgaaer,
Hvad hans Forstand kan begribe;
Harpen han monne nu stemme saa lav,
Efter de Toner, hans Øre
Vaagent i Verden kan høre
Lyde fra Luft og fra Jord og fra Hav,
Øiet han ikke vil lukke,
Spotter Cherubernes Sang,
Verden er blevet hans Vugge,
Den ham el synes for trang.

Have de Engle da sjunget omsonst?
Finge de Skjalde saa bolde
Da fra det høie den herlige Konst,
For os i Støvet at holde?
Skal da ved Harpens det liflige Slag
Hver en Udkaaret
Samle sig, blind og bedaaret,
Vrede til Guds Aabenbarelses Dag?
Andet dog blev for hans Vugge
Sjunget saa liflig en Gang,
End at til evige Sukke
Skulde forvandles hans Sang.

Kan vi omskabes paa Ny ved et Bliv?
Kan vi vel atter indgange,
Naar vi er gamle, i Moderens Liv,
Lade os atter undfange,
Fødes som Puslinge atter engang?
Ellers jo Vuggen os klemmer,
Piner de fuldvoxne Lemmer,
Den dog til Mænd er for snæver og trang!
Tier, I spottende Læber!
Svar I af Jesus skal faae,
Lytter, I Øren, og stræber
Viisdommens Ord at forstaae!

78

Vinden mon fare forbi, som den vil,
Lyden du mægter at høre,
Ikke dog veed du, hvordan det gaaer til,
Ei hvad den haver at føre,
Hveden den kommer, og hvor den gaaer hen;
Det skal et Billed dig være,
Det skal dig varsle og lære,
At Man af Aanden kan fødes igjen,
At man til Børn kan blive,
Uden at vide hvordan;
Ei det at ville begribe,
Det er den bedste Forstand.

Hist udi Hellas den gamle Homer
Monne sin Vugge ombære,
Sætter sig i den og lytter og seer,
Som han et Barn kunde være,
Drapen han synger, som Englene sang,
Liflig og sød er hans Stemme,
Omkvædet dog han mon glemme,
Vuggen ham synes til Leie for trang;
Alle hans Guder kun ere
Engle i Høihed og Magt,
Synlige Skinnet de bære
Af den Usynliges Pragt.

Hører du hisset den liflige Klang ?
Libanons Cedere springe,
Alt som de høre Propheternes Sang
Høit over Dalen at klinge;
Moses og David, Esajas og Job
Have sig selv overvundet,
Have i Vuggen sig bundet,
Fødes paa Ny ved usynlige Daab;
Omkvædet ikke de glemme,
Skjøndt de kun halv det forstaae,
Hvad de i Aanden fornemme,
Sjunge de alt som de maae.

Vuggen dog er dem saa snæver og trang,
Tidt de sig vaande og sukke,
Det dem kun trøster, at Herren engang
Selv sig vil lægge i Vugge,
79 Bære til Jorden som Barn sit Bud:
Alt de Ham see der at hvile,
See det, hvor sødt Han kan smile,
Hilse Ham som deres Herre og Gud;
Løs i den viede Vugge
Kan sig da hvile hver Skjald,
Sikker for Øglen, oplukke
Øret for Tonernes Fald.

Liflige Skjalde! o mærker mit Ord!
Gud kom Sit Løfte ihu,
Hellige Vugge har standet paa Jord,
Viet den staaer der endnu,
I den har hvilet saamangen en Skjald,
Baade i Norden og Syden,
Gladelig høre vi Lyden,
Saare adskillig er Tonernes Fald,
Dog sang de alle tilsammen:
Ham og Hans Aand og Hans Glands
Priis i al Evighed, Amen!
Fylden og Æren er Hans.

Dante saa herlig, Petrarka saa fiin,
Tasso Torkvato saa silde,
Luther og Gerhard og Kingo, Tullin,
Klopstock og Evald saa silde;
Stolberg og Novalis siden endnu,
Verner og nogle her hjemme.
Mangen en Skjald maa jeg glemme,
Som det mig lysted at komme ihu;
Ak! thi sit Omkvæd han glemte,
Vuggen ham syndes for trang,
Harpen han daarlig nedstemte,
Verden berømmer hans Sang.

Liflige Skjalde! o mærker mit Ord!
Kommer det alle ihu!
Hellige Vugge har standet paa Jord,
Viet den staaer der endnu;
Hvor kan den eder dog synes for trang?
Verden med Bjerge og Dale,
Med sine Høieloftssale,
Var den end dobbelt saa vid og saa lang,
80 Mægted dog ikke at rumme
Ham, som i Vuggen vi saae;
Uden en Finger at krumme,
Der Han dog smilende laae.

Ak! det er Sorgen, I vil det ei troe:
Gud vores Broder er vorden;
Chaos ei paa overordentlig Vei
For Jer mon komme i Orden,
Derfor i Skjemt I den Tale slaae hen:
Ingen det undes at kige
Ind i Guds Herligheds Rige,
Uden han vorder til Barn igjen;
Derfor mon Vuggen jer klemme,
Til I med Sang og med Bøn
Vil Hosianna istemme,
Love den Høiestes Søn.

Tillæg.

Hvem der kjender mine senere Arbeider, især de historiske, behøver jeg neppe at sige, at dette, hidtil utrykte Vers, er endnu fra tidlig i 1812. Adskilligt kunde jeg nu ikke sige saaledes, men da der dog intet egentlig Ondt er sagt, og der er megen Sandhed i, har jeg hverken villet udelukke det eller forandre meer end enkelte Ord, der ei forandrede Meningen. At de, jeg har nævnet som christne Skjalde, ere langtfra at være de eneste, jeg ansaae derfor, er ligefrem, og Miltons Navn undrer det mig især at savne. Adskilligt kunde og siges mod nogle af de Nævnte, blandt hvilke jeg ved Reenskrivningen har indsat Gerhard og Novalis, den Sidste, fordi jeg maa have villet nævne ham, naar jeg nævnede Verner; men Ingen af dem, og Tasso ligesaalidt, vilde jeg nu kalde christne Skjalde, uagtet der er saare megen Christendom baade i Verners Luther og i Novalis Smaasange.

81

Kammersvenden fra Morland. 1

Der sad en Svend i Blaamænds Land,
Saa tankefuld,
Der blinker i den vaade Sand
Det klare Guld;
O! mon den Svend da sukker saa,
Fordi han ei det Guld kan faae
At eie og at raade?

O nei, o nei, til røden Guld
Hans Hu ei staaer,
Af det er mangen Kiste fuld
I Kongens Gaard,
I Kamret tæt og tykt de staae,
Og Svenden, som mon sukke saa,
Har Nøglen selv i Gjemme.

Hvad mon saa dybt den Kammersvend
Da tænker paa?
Hvorfor mon Øiet stirrer hen
Mod Norden saa?
Hvad har han Lyst at drage til
Udi den Ørk saa vid og vild,
Alt paa de øde Veie?

Hvad staaer der i den gamle Bog
For sære Ord?
De mæle om en Dronnings Tog
Saa høit i Nord,
De tale om saa viis en Drot,
De tale om saa stolt el Slot,
En Tempel uden Mage.

Den Tempel reisde Salomon
Saa høi og prud,
Af Cedertræ fra Libanon
Alt for sin Gud,

* 82

Og gyldne Blomster lued der
I Lampers gyldne Aftenskjær
Hos gyldne Cherubimer.

Det læsde alt den Kammersvend,
Gav Agt derpaa,
Og dybt han sukkede igjen:
Ak! er det saa?
O! er der slig en Guders Gud,
Da gik fra Ham vor Aande ud,
Og Han gik os af Minde.

Men ved den Tempel, i den Stad,
Der mindes Han,
Jeg aldrig blir i Sindet glad
I dette Land,
Jeg vil, jeg skal, jeg maa derhen,
Jeg lære maa min Gud igjen
At kiende og tilbede.

For Dronningen nu stædes ind
Den giæve Mand,
Og dybt bevæges hun i Sind,
Saa taler han.
Det svarer hun: far vel! far hen,
Tilbeed den Gud, men kom igjen,
Hans Skik mig at forkynde!

Hvad skrider hist ad Veien hen
Saa sagtelig?
See, est du der, du Kammersvend!
Ja, det er dig;
Du kjører jo slet ikke fast,
Hvordan? har det nu ingen Hast,
Og længes du ei længer?

Dit Ansigt fra Jerusalem
I Syd er vendt,
Saa er da du paa Farten hjem,
Og Reisen endt!
Blevst du nu rolig, blevst du glad?
Og lærde du i Davids Stad
Den Guders Gud at kjende?

83

Er det endnu den samme Bog
Du læser paa ?
Nei, det er ikke Morlands Sprog,
Kan jeg forstaae.
Du læser høit med Andagt stor,
Men det er ogsaa høie Ord,
Det er prophetisk Tale.

»Vor store Sot og Syndebyld,
»Vor Kval han bar,
»Han knusedes for vores Skyld
»I Pine svar,
» Og ved hans Angest Fred vi fandt,
»Og Lægedom for os udrandt
»Alt af hans dybe Vunder.

»Til Slagterbænk de førde ham
»Som spage Faar,
»Han stille var, som tause Lam,
»Naar Saxen gaaer,
»Hans Slægt er sær at tale om,
»Og bort fra Angest og fra Dom,
»Fra Verden han optoges«.

Hvem ganger hist den Vogn saa nær?
Nu taler han:
Forstaaer du, hvad du læser der,
Du sorte Mand?
Nei det gaaer over min Forstand,
Men om du vil, og om du kan,
Udlæg mig da den Tale!

Du seer mig ud saa from og klog,
Som du var den,
Der skrevet har den gamle Bog,
Sid op, min Ven!
Hvem mon Propheten tænkde paa?
Mon om sig selv han taler saa,
Hvad heller om en Anden?

O, hvilken viis og hellig Mand!
O! hør engang!
Hvor liflig han udlægge kan
Hvert Sprog, hver Sang,
84 Om Lovens Sværd og Dødens Braad,
Om Faderens forborgne Raad,
Om Herren til Hans Ære!

O! Blaamand! hvilket herligt Skin
Dit Øie har!
Ei rødme kan din sorte Kind,
Men glindser klar;
Paa favre Ting vist Syn du fik,
For Aandens Øie vist opgik
En Soel i Østerlide.

Hvad mangen Konning og Prophet
Med stor Attraa
Har stundet efter men ei seet,
Du nu vist saae;
Men hvad i Ørken, vild og tom,
Endnu dit Øie leder om,
Hvo kan vel det udgrunde?

Alt som en tørstig Vandringsmand
Et Kildevæld
Udspeide vil i gule Sand,
I Dal, paa Fjeld,
Saa speider længselsfuld og du;
Ak! slukdes ei din Tørst endnu
Af Livets søde Vande ?

Hist springer ud saa klart et Væld
Af hviden Sand;
Den Blaamand raaber: Held, o Held!
See, hist er Vand;
Stat stille, Hjul! og du Guds Mand!
Mon Noget mig forbyde kan
At døbes i den Kilde?

O! mærk end paa den Vises Ord!
Han svarer brat:
Hvis du af ganske Hjerte troer,
Det er tilladt!
O! ja, jeg troer, at Jesus Christ
Er Guds, vor Faders Søn forvist,
Og kom i Tidens Fylde.

85

O! see, der staae de Haand i Haand,
De fromme To,
Paa Fader, Søn og Hellig Aand
Har Begge Tro,
Den Blaamand druknes nu i Daab,
Og, igjenfødt til saligt Haab,
En Christen han opstiger.

Hvi stirrer end du Kammersvend
Paa Ørkens Sand?
Hvad leder du nu om igjen?
Om den Guds Mand;
Dog nei, det var en Engel vist,
Og jeg engang skal see ham hist
For Tronen i det Høie.

Nu ruller fort det runde Hjul
Paa øde Vei,
Og Morlands Søn paa Sanden guul
Nu stirrer ei,
Han stirrer til den Himmel blaa,
Og længes efter Syn at faae
Paa Gud og paa sin Engel.

Far vel! far vel, du Kammersvend,
I Jesu Navn!
Din Engel møder du igjen
I Himlens Havn;
Den Aand, som drog ham til dig hen,
Og bort ham tog saa brat igjen,
Skal eder vist forsamle.

Han vil, o ja, Han har jo alt
Jer samlet hist;
Vi sytten hundred Aar har talt
Paa Jorden vist,
Mens du ved klaren Himmelsoel
Din Engel saae paa Gyldenstoel
Blandt Frelserens Apostle.

Saa drømde jeg det Syn vel kun?
Nei tusend Aar
For Gud er kun en liden Stund,
Kun som i Gaar;
86 I Gud jeg var, I Gud jeg saae
Dig færdes, læse, findes, staae
En Christen op af Kilde.

I Aanden og jeg seer dig end,
Du kjære Mand,
Hvordan du staaer for Dronningen
I Blaamænds Land,
Jeg hører din Beskeed saa grandt,
Om hvad du saae, og hvad du fandt
Alt paa de øde Veie.

Du læser og Prophetens Ord,
Og Spaadoms-Sang,
Sig glæde skal den tørre Jord,
Den øde Vang;
Den tavse Ørk med Jubellyd
Skal synge hørt til Lyst og Fryd,
Den blomstre skal som Rosen.

Den blomstre skal, som Gud har sagt,
Til Lyst og Fryd,
Med Libanons og Carmels Pragt,
Med Sarons Pryd,
Ja, Herrens Pryd, Guds Deilighed
Skal fra det Høie straale ned,
I Ørkens Vand sig speile.

Sit Øieskjæl da kaster bort
Den blinde Mand,
En Halt skal springe som en Hjort
I jævne Land,
Den Stumme da sin Tunge glad
Skal røre flink til Gammenskvad,
Den døve det skal høre.

Det times nu, du vidner from:
Guds Herlighed
I Jesus-Barnet til os kom
Med Fryd og Fred;
Hvad mangen Konning og Prophet
Har stundet efter men ei seet,
Det staaer nu klart for Øie.

87

Jeg seer dig vandre om saa vidt
I Blaamænds Land,
Og Frelseren forkynde frit
For hver en Mand,
Ei kan jeg see dit Legems Død,
Men jeg din Sjæl i Abrams Skjød
Af Engle seer henbæres.

Ja, Kammersvend, i Englechor
Jeg seer dig glad,
Jeg paa den samme Jesus troer,
Hvem du tilbad;
Den Aand, som troe har dig hiemført,
Har naadefuld mit Hjerte rørt,
Han vil og mig hjemføre.

Da skal vi evig tale om
Guds skjulte Raad,
Om Ham, som frelsde os fra Dom
Og Dødens Braad;
I samme Tungemaal vi da
Istemme skal Halleluja!
Med Himmelske Hærskarer.

Tillæg.

Det burde være overflødigt at melde, at det deilige Sandsagn, som her (ogsaa 1812) er sat paa Riim, findes optegnet i Apostlernes Gjerningers 8de Kapitel, men derimod bør det siges, at hvad som staaer i Begyndelsen, er kun saa min Gjætning, da det tykkes mig rimeligt, at Kammersvenden var fra samme Land, som Dronningen af Saba, ventelig fra Æthiopien. Det maa vel og kaldes en Gjætning, hvad som tales om den Christendom, han udbredte i sit Fædreland, men det er en af de Gjætninger, der synes mig at være hartad nødvendige Følger af, hvad vi med Vished vide. Det maae vel saaledes kaldes umuligt, at den Kammersvend kunde fortie sin Troe, med mindre han døde paa Reisen, og det er, efter Guds sædvanlige Husholdning, ingenlunde rimeligt, da Mænd med saa dybe Længsler, der underfuld uddrives at lede om Sandhed og finde den paa synderlige Veie, 88 pleie ingenlunde at være beskikkede til at falde i Ørken, men til at være Ordets høirøstede Tunger og standhaftige Vidner blandt Menneskens Børn. Engang vil Saga sagtens ogsaa komme den gamle Kammersvend ihu, og stille os Guds underfulde Førelser og Tanker med ham klarere for Øie.

Hvad Rimet nu angaaer, da tykkes mig, det klinger ganske godt og ret trohjertigt, og det staaer nu for mig ei blot som en Ihukommelse af hin, saa rørende som underfulde Hændelse i Oldtids Dage, men som en Ahnelse tillige af, hvad der i de næste forestaaer; thi sikkerlig vil det ei vare længe, før Blaamænd skulle tvættes hvide i en hellig Daab, og det er ei urimeligt, at en Menoza kan uddrives paa de lange Veie at lede efter Christendom, og det er ingen Løgn, at han kan gjerne reise fra Jerusalem paa øde Veie og ikke have fundet, hvad han søgde, saa Herren maa tilskikke ham en Ordets Tjener, hvor han ventes mindst, for at udlægge ham de høie Taler, der ere en forseiglet Bog for Mange, ja de Allerfleste, som kaldes Lærde og Skriftkloge nuomtide, fornemmelig den Tale om Ham, der bar vor Synd og tog vor Sygdom paa sig, ja det Korsens Ord, der nu som stedse er en Daarlighed for Grækerne, der søge efter Viisdom, verdslig Viisdom.

Golgatha.1

Golgatha! en Gru det er
Paa dig at omvanke,
Ingen Urter trives her,
Rædsom er hver Tanke,
Liig er Gjødning, Blod er Sæd
Paa det Hovedpandestæd,
Hvad kan der opvoxe ?

Tit sig løfter vel et Træ
Mellem Dødningbene,
Aldrig dog til Lyst og Læ,
Visne er dets Grene,

* 89

Suk kun hvine i dets Top,
Frugten er en blodig Krop,
Og dets Blomst er Pine.

Atter ledes ud fra Bye
Med sit Kors en Fange,
Høit det klinger under Sky
Af de vilde Sange,
Steen er Hjertet i den Trop,
Under Sang man reiser op
Korset til en Broder.

Men hvordan? den Fange ei
Er som andre Fanger;
Tornekronet Dødens Vei
Rolig, mild han ganger,
Som, med Tornekrands og Blod,
Salvet under Guld han stod,
Vandred til sin Throne.

I den vilde Skares Traad
Gaaer saa stort et Følge,
Vrider Hænderne med Graad,
Kan ei Sorgen dølge;
See! den Fange vender sig,
Stirrer saa vemodelig
Paa den lange Skare.

»Græder ikke over mig
»Og min korte Pine,
»Græde hver kun over sig,
»Over sig og sine!
»Gaaer med grønne Træ det saa,
»Hvordan vil det da vel gaae
»Med den visne Stamme?«

Reist fra Jord nu Korset staaer;
See! hvor grumt Man ham udspænder!
Hør, hvor Naglerne man slaaer
Gjennem Fødder, gjennem Hænder!
See, hvor mild han vaander sig,
Dybe Suk, ei vilde Skrig,
Ingen Harm i Øie.

90

Lytter, seer! den blege Mund
Sig til Tale nu oplader!
Hør, med Suk af Hjertens Grund
Hvor han beder: kjære Fader!
Fader min af Evighed!
O! tilgiv dem! ei de veed,
Hvad det er, de gjøre.

Solen brat sig skjule maae,
Naar han sine Øine lukker;
Jordens Puls med hans maae slaae,
Klipper revne, naar han sukker;
Fange! est du Verdens Soel!
Mon dit Kors fra Pol til Pol
Verdens Axel være!

Hør engang den høie Røst
Fra den kolde Tunge!
Hør, det toner fra hans Bryst,
Som naar Engle sjunge:
Fader! i din høire Haand
Jeg befaler nu min Aand!
Fri er nu den Fange.

Fange stor og underfuld!
Hvem kan vel din Fader være?
O! Han er ei Mand af Muld;
Det er Ham, som Engle ære,
Konningen af Himmerig,
Det er Ham, som fødte dig
Førend Tid og Time.

Golgatha! vær stolt og fro!
Libanons de ranke Cedre,
Ege, som paa Basan groe,
Dybt sig bøie maa, og hædre
Korsets lave, tørre Bul,
Som er plantet i dit Muld!
Livsens Træ den bærer.

Træ! ja du skal hædres vist
Fremfor Bjergets favre Ranker;
I dig podet er en Kvist,
Hvor man Himmeldruer sanker;
91 Dine Druers røde Saft,
Den har Sødme, den har Kraft,
Den kan Helsot læge.

Golgatha! den ganske Jord
Laae som du saa gold og øde,
Ja, fra Syden og til Nord
Var kun Døende og Døde;
Ranken kun af Himmelrod
Kunde af sit Drueblod
Livsens Kalk berede.

Med mit Kors til Golgatha
Derfor sjungende jeg ganger;
Du mig holder ei derfra,
Verdens Eng! hvor skjøn du pranger;
Verdens Eng, saa væn og blød!
Slangen lurer i dit Skjød,
Død er i din Drue.

Historien.

Hvi higer du saa underlig tilbage?
Det Forbigangne er jo dog forbi.
Hvad søger du i de forsvundne Dage?
Er du ei mæt af Livets Gjoglerie?
Skal endelig de Døde dig det lære,
At Intet vorder, blomstrer for at være,
At selv du brat skal visne som et Straa ?

See dig omkring kun i din egen Alder!
See dig kun om i Mark og Eng og Skov,
Hvor Blomsten visner, og hvor Løvet falder,
Hvor Agren fures af den skarpe Plov!
Den blinked nys i Solens Skin som Guldet,
Dens Glimmer svandt, og atter nu i Muldet
Udstrøes Sæd til Vext og Bram og Fald.

92

Lad Øiet stirre i dit eget Indre!
Kom Tankerne og Ønskerne ihu!
Har Vexelen du kunnet der forhindre?
Er det, som leved, ikke Skygge nu?
Hvi vil du da din Sjæl unyttig plage
For ret at lære af de gamle Dage:
Forfængeligt er Alting under Soel?

Vil du kanskee dig snedig selv bedrage,
Tildrømme dig, hvad ei du vaagen har,
En mægtig Rad af stolte Levedage?
O! vorder du ei Daarligheden vaer?
Vil Styrke du og Liv af Skygger laane,
Du og med dem maa bløde, blegne, daane;
Med hvem du lever, maae du ogsaa døe.

Du mener vel de Vises Steen at finde;
See, hvor de tumle sig, de Folkefærd!
Som Bobler brat de løfte sig og svinde,
Beherskede af Verdens fire Vær!
Den blinde Skjæbne og de stærke Drifter
Det altid er, som Lyst og Kval udskifter,
Og Lykkens Daarskab er kun Daaren god.

See! hvor de vise Mænd sig bygge Huse,
Alt efter Vinkel, efter Maalesnor!
See Tidens Bølger, hvor de trodsig bruse,
Og levne ikkun deres eget Spor!
I dem nedsank Palads saavelsom Hytte,
Og ingen Viisdom kan sit Værk beskytte,
Thi Godt og Ondt er Skjæbnen lige kjært.

Vil du kanskee af Krøniken fornemme,
Hvordan udviklet blev din egen Old?
O! er den skjøn, see til, at du kan glemme
Dens Banemand, den lede Vexeltrold!
Og er den ond, da spildt er din Umage,
Thi er den Frugten af de mange Dage,
Mon da den ændres kan af dine faa?

Er det saa sødt at høre Sagas Taler,
Hvordan heel sært det sig begivet har,
At Hellas Ager bærer Hestehaler
For Mandehovderne, den fordum bar,
93 At Heltesæd blev Trælle under Aaget,
At Tyrke sove, hvor Hellener vaaged,
At Uglen tuder, hvor Minervas sang?

Er det saa lysteligt et Syn at skue,
Hvordan den Klerk opkrøb paa Keiserstoel,
Hvordan de Helte med den røde Hue
Kom til at vogte Faar paa Kapitol?
Hvordan de sank, de Byer og de Buer,
Hvordan de slukkedes, de blanke Luer,
Den Friheds, Kraftens, Musens Alterild?

Er det saa trøsteligt, af Sagas Tale
At faae den Vished, det er Livets Lov:
Dets Luer sig i Tidens Bølger svale,
Og al dets Herlighed er Fortids Rov,
At hvad sig end vil over Hoben hæve,
Kun mægter svagt at sukke og at bæve,
Som Hjertet i den visne Verdensurt?

Saa vær da klog, og lad de gamle Tider
Med Fred i Graven, hvor de sjunke ned!
Det nytter ei, du stræber og du strider,
Det blomstrer aldrig meer, det Urtebeed;
Jo meer du stirrer paa de Blommer fine,
Desmere voxer og din Sorg og Pine,
Det er de Blomster, som du elsker op.

Forstum, du Frister! med din Lyvetale!
Forstum, bortviig i Jesu Christi Navn!
Og troe kun ei, at Tidens Aftensvale
Tilhører dig, du hæse Natteravn!
Nei, tie Fuglene og falder Løvet,
En hellig Fugl dog svæver over Støvet,
Som over Vandene i Verdens Vaar.

De svandt, de svandt, de Fortids favre Dage,
Den svaledes, den stærke Lueild;
Dog meer end Mindet have vi tilbage,
Thi hvad der leved, var ei Skyggespil,
Og Han, som livned, hvad der er forsvundet,
Hans Liv er ei med Slægternes udrundet,
Og er vi Hans, da har vi Liv i Ham.

94

Ja, vist vi kan med fromme Aander leve,
Hvis Støv nedsank i Moderstøvets Favn;
I Herrens Navn det var, de Daad bedreve,
Og vi er Eet med dem i Herrens Navn;
I Ham vi tør os deres Liv tilegne,
Lad kun vort Støv med deres bløde, blegne!
Vor Aand med deres er i Himmerig.

De Vises Steen, o! vist er den at finde
I Hjerteaarerne af Sagafjeld;
Vel dybt forborgen ligger den derinde,
Men fra dens Leie risler ud et Væld,
Og naar i det vi Øinene vil bade,
Da see vi Stenen, hvor vi end har Stade,
Til den forvandler sig vor Øiesteen.

Da see vi det, hvorfor al Verdens Vise
Omsonst har bygget paa et varigt Huus;
Vi grue kan, men maae dog Herren prise,
Naar Babelstaarne synke ned i Grus.
Al Gru for Skjæbnen sig i Intet taber,
Thi med os Skjæbnen knæler for sin Skaber;
Den er Hans Arm, den er Hans Aandepust.

Vi see det vel, sig Tidens Bølger velte
Med Gnye og Grumhed over Sagas Mark,
Bortskylle Folkefærd, og skjule Helte,
Men sikkert sidde vi i Herrens Ark,
Paa Bjergetop os løfter vilde Vove,
Men spiller mat paa Arkens faste Bove,
Og synker, kløvet af dens hvasse Kiøl.

Ja denne Ark, det, Frister, maae du sande,
Har trodset Tiderne i Jacobs Leir,
Adsplittet Voverne som Jordans Vande,
Sin Vimpel ført mod Verdens fire Veir;
Ja, Tidens Strøm og Verdens Hvirvelvinde
Maae selv opløfte den paa høie Tinde,
Paa Ararat, hvor evig den skal staae.

Maae Tidens Aand som Træl da Herren følge,
Er Skjæbnens Storm kun Røsten af hans Ord,
Hoverer Arken over Tidens Bølge,
Og styrer Herren viselig dens Roer,
95 O! hvilken Fryd i den at overfare
De forbigangne Tiders Bølgeskare,
I Kamp, i Kraft, til Havn i Himmerig!

Ja, skulde alt imod de stærke Fjæle
Sig Luebølgen velte nu med Gny,
Og løfte Arken med de otte Sjæle
Fra Verdens Brynde til den klare Skye;
Vi vilde dog med store Helteskare
Paa Herrens Argo over Havet fare,
Og axle glade deres Gyldenskind.

Men nu, om Arken under hvalvde Bue
End synes faldet af Cherubers Favn,
Og straaler meer ei Lampens klare Lue,
Saa himmelsk herlig paa Jehovas Navn,
Og blomstre længer ei de Liljer fagre
Om Arken trindt paa gyldne Tempelagre,
Dog end mod Sky den vender ei sin Stavn.

Endnu engang, du veedst det, lede Frister!
Det bør sig Arken udi Jacobs Leir
At frelses fra forbausede Philister,
At smykke Zion og nedtrykke Seir;
Og Cherubimer skal den atter favne,
Og Liljer snoe sig om dens høie Stavne,
Og Lampen straale paa Jehovas Navn.

Ja, i en liflig, hellig Aftensvale
Skal Aftensolen skinne paa dens Flag,
Og om dens Færd skal sjunge Nattergale
Fra høie Mast med søde Toneslag;
Og som de sjunge, skal af Grav sig skynde
De sjunkne Blomster med forklaret Ynde,
Og krandse Arken til sin Himmelfart.

Ja, Tidens Bølger skal med Dands sig leire
Om Herrens gamle, herliggjorte Ark,
Og under Sang forkynde høit dens Seire
Paa Orlogsfærden over Sagas Mark;
Forkynde høit, de maatte den adlyde,
Og kunde ei dens mindste Nagle bryde,
Thi evigt er det Himlens Gophertræ.

96

Det veedst du, Frister, og du veed tillige,
At denne Tidens høie Bølgesang,
Som tjener Sandhed, truer Løgnens Rige,
Forkynder høit dets nære Undergang,
Dets Undergang, evindelig begravet
I Nattens Mulm, ja midt i Luehavet,
Der tænker fræk at tænde Herrens Ark.

Det vilde du da snedig forebygge,
Indbilde os med Løgn og Gjoglevid,
At Skyggens Legeme er selv en Skygge,
At Alt er dødt i den forsvundne Tid,
At vilde, blinde ere alle Kræfter,
At vild er Loven, som de lænkes efter,
At blindt er Det, som seer og tæmmer Alt.

Du gamle Daare! mener du at fange
I slige Snarer, hvem sin Gud har kjær?
Er Han nu død, som før saa mange Gange
Dem sønderhuggede med Aandens Sværd?
Har nu du lært med Konst at døve Odden?
Har nu du lært at stampe imod Brodden,
Med Løgn at blænde Sandheds klare Soel?

Nei, Frister, nei, du skal os ei bedaare!
Mod hver en Piil vi løfte Troens Skjold,
Paa Haabets Snekke vi med Sagas Aare
Tilbage roe i den forsvundne Old;
Naar Arkens Spor vi finde da og følge,
Da og erobre vi fra Tidens Bølge,
Alt hvad der sank af Evighedens Æt.

O Dannemark! o, lad du dig opvække!
Indvie din Lund til Nattergalens Slag!
Du er den eneste, som paa sin Snekke
End fører Arkens gamle Flag;
Ja, ak, desværre! du har tabt din Flaade,
Men paa din Phønix og paa dine Baade
Dog vaier end den gamle Dannebrog.

Kom Moder, kom! med Phønix vil vi stævne
Ud paa saa ridderligt et Vikingstog;
Ei Liv vi vil i nogen Fjende levne,
Som driver Spot med gamle Dannebrog;
97 Den blev til Kamp mod Hedninger os givet,
Og ved dens Syn hver Hedning mister Livet
Naar kun den vaier over christne Folk.

Kom, Moder, kom! vi Arkens Spor vil følge,
Der er saa livligt, og der er saa lyst;
Ærbødig skiller sig hver Tidens Bølge,
Hvor Phønix svømmer med sit hvide Bryst,
Da med det Nye forener sig det Gamle,
Alt, hvad som levede, skal sig forsamle
Til Seierssangen under Dannebraag.

Kom Moder! lad mig ei forgjæves kalde,
Og minde dig om gamle Kaar og Pagt!
Alt længe kaldtes jo af dine Skjalde
Sortladne Hav din Vei til Roes og Magt;
Og Dannebraag dig byder vist at dømme:
Det er paa Aandens og paa Tidens Strømme,
Du vinde skal din rette Roes og Magt.

Naar da med dem, som end i Tiden sove,
Vi sjunge høit paa Daners gamle Mark:
Dig, store Gud! for Miskundhed vi love,
Da løfter høit igjen sig Herrens Ark,
Da heiser Juul sit Kongeflag ved Kjoge,
Da synger sødt den liden Fugl i Bøge,
Da sjunger Svanen over Isefjord.

Lad, Moder, dig kun aldrig det forskrække,
Af1 dine Ege er nu ingen fast,
At høie Fjeld ei længer dig vil række
Sin ranke Gran i Vennevold til Mast!
Foruden Eeg og Gran kan Herren bygge,
Og Eeg med Gran udi Hans Vingers Skygge,
Naar Han kun vinker, voxe op saa brat.

*
98

Frants Volkmar Reinhards Minde.1

I Vittenberg, i Sachsenland,
Der er en Grav tilskue,
Der hviler sig en from Guds Mand
Alt under Kirkebue;
Hvad her han heed, det veed Enhver,
Som har sin Gud og Bibel kjær,
Men hvad han heder nu hos Gud,
Skal Engle for os sjunge ud,
Naar vi med ham forsamles.

Han lukked op den Bibelbog,
Som var saa fast forseiglet;
Han saae, paa Herrens Syner klog,
Guds Herlighed i Speilet;
Han laante Biblen Folkets Maal,
Han trodsed' Band og Staal og Baal;
Og hvad der stred mod Herrens Ord,
Det sank paa Baal, det sank i Jord;
Thi Herrens Ord har Kræfter.

Trods List og Vold, trods Band og Baal,
Gik Ordet vidt om Lande;
Det talte Folkets Tungemaal
Alt op til Nørrestrande;
Det lød ved Donaus Kildevæld,
Det høit gjenlød fra Dovrefjeld,
Ved Bloksbjerg og ved Hekla klang
Det liflig sødt i Kirkesang;

Da var det Lyst at leve.
Der Han gik hjem, den fromme Mand,
Til Fader i det Høie,
Da sørged' Kristne vidt om Land
Med Suk, med Graad i Øie;
Han fulgtes til sit Hvilested
Af Læge og af Lærde med,

* 99

Ja, mangen Ridder, gjæv og bold,
Med Taarer salvede sit Skjold;
Men Herrens Ord dem trøsted'.

Naar Herren saaer sin gode Sæd,
Sig Fienden ei forsømmer,
Han Klinte strøer paa samme Sted,
Mens Vagten rolig drømmer.
Paa Biblen sov de lærde Mænd,
Og stred om Tant med Mund og Pen,
Da gik det, som det maatte gaa,
At Klinten voxte høit paa Straa,
Og Kornet krøb i Jorden.

Tohundred Aar hinanden jog,
Og daglig blev det værre;
De Bibelfienders Tal tiltog,
Og Vennerne blev færre.
»Den kjære Synder tugter haardt,
»Den piner os; o tag den bort!«
Saa hvisked' det i mangen Vraae,
Og deres Børn, som hvisked' saa,
De raabte høit det Samme.

Der gik saa stadseligt et Tog
Af Høie og af Lave,
De agtede den Bibelbog
Hos Luther at begrave;
De To, saa raabte vilde Flok,
Til Fædrene var gode nok;
Men vi har Mod og vi har Kløgt,
Vi Herrens Ord og Herrens Frygt
Ei meer, som de, behøve.

Der gik saa mange lærde Mænd
I Spidsen af den Skare;
De spottede med Mund og Pen
Guds Ord det dyrebare;
Det var saa ynkelig en Gang,
Forlorne Skjalde glade sang,
Og Klerkene paa Skrømt kun lod,
Som om de stod den Flok imod,
De flygted' eller fulgte.

100

Der Flokken stod ved Luthers Grav,
Da tog en Røst til Orde:
Nei holdt! der bliver Intet af!
I her den ei skal jorde.
Frants Volkmar Reinhard! det var dig,
Som talte saa heel dristelig;
Ved Luthers Grav i mørke Nat
Til Vægter Gud dig havde sat,
Det mærked' du, og kjæmped'.

O, vel Dig! du har kjæmpet ud,
Du løbet har fuldkommet;
Nu klart du skuer hos din Gud,
Hvad her du saae forblommet;
Dig verdslig Kløgt var alt for kjær,
Din Bibel stod den tit for nær,
Ei ræd du søgte Verdens Fred,
Men Tidens Aand imod dig stred
Forinden som derude.

Ak! tunge Dage er det vist,
Naar selv en saadan Kjæmpe
Kan ei enfoldig tro paa Christ,
Ei Grublelysten dæmpe!
Ak, Reinhard! du det selv erfoer,
At kølnet blev af Kløgt dit Ord,
At ei det Hjerter slog som Lyn;
Men saae da ei dit skarpe. Syn:
Guds Ord sig selv vil raade.

Ak! Tydskland, du er Svælget nær,
Det siger mig din Kjæmpe;
Hans Bibel, som dog var ham kjær,
Han kløgtig vilde læmpe;
Ak! sikkerlig den Stund er nær,
Da Ingen har sin Bibel kjær,
Da Hver, som kalder sig dens Ven,
Bespotter den med Mund og Pen,
Den tyder som en Mythe.

Ja, Reinhard! du til Paradis
Fra Hedninger dig skyndte;
Din Brøde er, at høit din Priis
Selv Hedninger forkyndte;
101 Dog ei den Priis dig gjorde glad,
Du taalte heller Spot og Had,
Fra Christ du ei dig lokke lod,
For Naadestolen i Hans Blod
Du trodsed' Hedningharme.

Saa hvil da sødt, du Kjæmpe god,
Hos Gud og under Mulde,
Og priis den Gud, som raadte Bod
Paa Trængsel og paa Kulde!
Men paa din Grav med Suk og Graad
Maa Christne skue Hedningtraad;
Hvordan vil det med Landet gaa,
Naar Gud har samlet sine Faa
I stille Sovekammer!!!

Ak! Luther! ikke Een jeg veed,
Som ved din Grav vil stride,
Saa Biblen ei skal lægges ned
I Jorden ved din Side;
Vel veed jeg, hvor en Kjæmpe staaer,
Alt under Hjelm og hvide Haar,
Med Troens Skjold og Aandens Sværd;
Men, ak! han har dig ikke kjær;
Ak! Stolberg dig har svigtet!!!

O! hører mig, I tydske Mænd,
Som end for Christ jer bøie!
Til Reinhards Grav I gange hen
Med Suk og Graad i Øie!
O! knæler med andægtig Bøn
Til Faderen og til Hans Søn!
O! beder, at en Kjæmpe maa
I Aandens Kraft igjen opstaa,
Lutheri Grav at vogte!

O! beder høit i fromme Chor!
O! længes ret derefter,
At gjennem Kjæmpen sig Guds Ord
Maa tee med fulde Kræfter!
At han maa staae, som Luther stod,
Med Barnesind og Heltemod,
102 Enfoldig tro, og slaa til Jord,
Hvad sig ophøier mod Guds Ord,
Nedslaa sin egen Tanke!

Ak! her hos os i Daneland
Er ogsaa Nød paafærde,
En Kiste staar paa Gravens Rand
Med Guds og Luthers Sværd,
Der stod den alt i tyve Aar,
Og at endnu den oppe staar,
Det er, fordi en Kjæmpe god
De Sværde svang med Kraft og Mod,
Og det var Biskop Balle.

Nu staaer han selv paa Gravens Rand,
Alt under Haar saa hvide;
Med Sorg det seer den christne Mand,
Hvor Kisten monne skride;
Den sænkes ei med Larm og Brag,
Men skuppes sagtelig i Mag;
Ak! Mange see med Suk til Sky,
Men Faa kan taale Vaabengny,
Og ingen Kjæmpe færdes.

Ak! er da ærlig Kjæmpefærd
Nu blevet Skam i Norden?
Ak! skulde da de gode Sværd
Nu ruste under Jorden?
Nei, holdt, i Jesu Christi Navn!
Og jeg er født i Kjæmpestavn,
Gud naadig Tro og Mod mig gav,
Han er mit Skjold, Han er min Stav,
Og Sværdet selv har Kræfter.

Her staar jeg med min Herres Sværd,
Lig der, du tomme Kiste!
Jeg svinger det mod Mørkets Hær,
Til mine Sener briste.
Ja, kom nu kun, du stolte Flok!
Du har jo Mod og Styrke nok;
Kom nu, om du har Mod i Bryst,
Og vov mod os en Kjæmpedyst,
Før Sværdet du begraver?

103

Hvi est du vorden nu saa ræd?
Du var jo nys saa modig.
Tør du ei staa paa Gravens Bred,
Naar Kampen vorder blodig?
Hvad er det Lys, du praler af,
Naar ei det lyse kan i Grav?
Hvordan? du har jo Sandhed kjær,
Og blegner dog for rustne Sværd,
Som nys du vilde jorde?

Ja, lee kun frit, jeg veed, du vil,
Du Mørkets rædde Skare!
Kald mig i Spot kun Lutherlil!
Jeg skal til Navnet svare;
Min Svaghed selv jeg kjender bedst,
Og bøier mig for Herrens Præst;'
Men lære skal dog Mænd i Nord,
At ei med Fædrene Guds Ord
Har mistet sine Kræfter.

Lutherus! paa det høie Nord
Du spaaende har peget;
Der, sagde du, skal bo Guds Ord,
Naar det fra os er veget.
Ak! vil dit Folk Guds Ord forsmaa,
Da gid dit Spaadomsord bestaa!
Blir Ordet fredløst vidt om Land,
Da gid det sig af Bøg og Gran
Vil bygge her en Hytte!

Men Nord! ifald du taabelig
Dig ved din Frelser skammer,
Da haver Jorden og til mig
Et stille Sovekammer;
Da er der Rum i Himlen end,
Hos Fader, til mig arme Svend;
Men, naar Hans Vredes Lyn slaaer ned,
Kan den, som stolt mod Ordet stred,
Og staa mod Vredens Lue?

104

Tillæg.

Dette Vers er trykt foran Prædikenen: hvorfor kaldes vi Lutheraner? Det ahnede mig, at stor Ulykke da forestod Sachsen, ei alene, som det var og er klart, at en saadan forestaaer alle de Europas Lande, der ei hastelig omvende sig til Christus, men ogsaa besynderlig som den lutherske Menigheds Vugge, der ubekymret laande Verden sine Gænger, skjøndt Reinhard over Luthers og Melanchtons Grave saa klarlig udlagde, hvilket Guds Barn det var, som avledes og opfostredes der. Jeg sagde: (S. 23) »det gaaer, som Herren siger ved Propheten: (Es. 57) den Ret»færdige døer, og der er Ingen, som lægger det paa Hjerte; de »Fromme indsamles, men der er Ingen, som betænker, at den »Retfærdige borttages fra Ulykken; han skal indgaae med Fred, »de skal hvile sig i deres Sovekamre, og vist maae man da ahne »frygteligt Uveir. Ogsaa ved Reinhards, mig saa uventede Bort»gang faldt disse Ord mig tungt paa Sinde: Luther henkaldtes »i sit 63de Aar fra Ulykken, som næste Aar begyndte, Reinhard »bortrykdes i samme Alder under frygtelige Varsler; maae det »ikke falde os ind ved at see paa Luthers og hans Dage: gik »det saamed det grønne Træe, hvordan vil det gaae »med det Tørre!

»Jeg veed meget vel, at hartad alle Boglærde, og mange Tu»sinder med dem, lee ad saadanne Trudsler og bange Forvent»ninger, men derved forvisses en Christen om, at Uveiret er »saare nær og maa komme, thi ligesom det gik til i Noa Dage, »de aade, de drukke og toge til Ægte og foragtede Varsler, ind»til den Dag, Noa gik ind i Arken, ja lige til Syndfloden kom og »tog dem alle bort, saa skal og Menneskens Søns Tilkommelse »være; ikke alene den store i Dagenes Ende, men og hver øde»læggende Hjemsøgelse, thi ogsaa i Sodom aad de og drak, og »plantede og byggede trygge, til Ilden og Svovelen kom.«

Saa talte jeg i November 1812 med Øiet fæstet paa Guds usvigelige Ord, paa de forbigangne Dage og Tidernes Tegn, og Synet skuffede ikke. Ødelæggelse i fuldt Maal bragde det næste Aar over Sachsen, og Vittenbergs Høiskole nedlagdes, der trehundrede Aar vare forløbne, siden Luther der blev Doctor i Theologien, til et Tegn, at den Lærdom, som udgik fra den høie Skole, var nu aldeles aflagt i Landene, var ligesom jordet med Reinhard, der i Vittenberg holdt dens Liigprædiken.

Vel lod det, som Uveiret end vilde drage over, thi den frygtelige Mand, der enstund havde ført Guds Vredes Riis, Napoleon 105 nedstyrtedes som i en Haandevending fra sin Throne, og Jubel over Fred og Frihed gjenlød i Landene. Det er og vist, vilde Folkene og deres Regientere have kjendt Herrens vældige Haand og ydmyget sig under den, da havde Han i Miskundhed angret det Onde, som Han havde besluttet over Landene; men nei, de sagde det vel, at Æren tilhørde den Evige, men visselig de Fleste hyklede med deres Læber, naar de talede saa; deres egen Kløgt og Kraft og Tilfælde takkede de i Hjertet for Seieren, det var aabenbart, thi ei tænkde de paa at vandre i et nyt Levnet for Guds Ansigt; ja, de Verdens Herrer, der bleve besjungne som dens Frelsere, som erklærede, at de havde grebet til Vaaben for Sandhed og Retfærdighed, som sagde, at Gud havde kronet deres Vaaben med Held, de viisde, hvorpaa de stolede, da de kjøbde sig et verdsligt Glavind for Nordens uskyldige Blod; det var den første Brug, de gjorde af Seieren, ved Trudsel med Hunger og Ødelæggelse at tvinge et fredeligt ædelt Folk til at bøie Nakken under et Jernaag, smeddet i det Værksted, de sagde sig at ville forstyrre; ja de satte Kronen paa deres Daad ved at erklære, at Vittenberg, revet fra sin gamle Herrestamme, skilt ved den Skole, hvorfra Guds Ord udgik, skulde vorde en Grændsefæstning for et vantroe Rige; Lutheri Støv, hans Menigheds jordiske Palladium, overantvordedes i Fiendevold, ei med Sandheds men med Kanoners Belte vilde de omgjorde sig, ei paa Gud og Hans Ord, men paa Fæstninger og Folketal grundede de Haabet om at modstaae hvert kommende Uveir. Ja, Folkenes Styrere, de vilde fæste en Tordenleder paa deres Borge og da trodse Himlens Lyn, og de glemte, at Tordenlederen netop drager Uveiret over deres Hoved, og at naar da den Almægtiges Finger forvirrer Kjæden, da er Ødelæggelsen uundgaaelig, og de maae da bekjende, at det var dem selv, som med formastelig Haand udæskede Tordenen og nedkaldte Lynet. For hver Christen med opladt Øie var det aabenbart, at da Folkene saa daarlig misbrugte den Frist, Herren til Omvendelse saa langmodig skjænkede, og toge Hans Naade forgjæves, da maatte Uveiret brat vende tilbage med fordobblet Styrke, Herren, som lod Folkene dømme sig selv, Han maatte udstrække sit Vredes Sværd, til at udføre Dommen, og det var aabenbart, at de Befæstninger, Menneskehaand havde opreist, vilde henveires som Skygger ved det første Vindpust, der susende i Trætop forkyndte Uveirets Komme. Han staaer der alt igjen, omgjordet med Guds Vredes Sværd, den Frygtelige, han sidder maaskee alt under Frankerigs Krone, har maaskee alt med Spidsen af sit Spir afmeiet 106 de visne Lilier, der skulde laane Grøde af et Aadsel, han sidder maaskee alt omgivet af de Ørne, der samle sig, hvor Aadselet er! Maaskee, siger jeg, kun for ei at sige mere, thi det er vel upaatvivleligt, og hvo som ei aldeles har forglemt sin Børnelærdom, har vel alt i disse Dage maattet ihukomme det Guddommelige Ord: naar de sige: her er Fred, her er ingen Fare, da skal Fordærvelsen hastelig falde dem over som Pinen en frugtsommelig Kvinde, og de skal ikke undflye. O! kunde jeg løfte min Røst, saa den hørdes over alle Europas Lande, o vilde de dog høre Sandhed og annamme Tugt, de forvildede, sovende, haardnakkede Folk! O! vilde de dog indsee, at om ogsaa Napoleon styrtedes atter, om ti andre opstode og faldt, Ødelæggelsen er dog lige vis, dersom de ei skyndelig gjøre Bod og forlade deres onde Vei og Tanker og omvende sig til Herren, til vor Gud, som er riig paa Miskundhed, til den Gud, der dog for deres Øine saa klarlig har stadfæstet Sit Ord, at det er Ham, som nedtrykker, og Ham, som ophøier, som nedslaaer de Hovmodige og fanger de Vise i deres Træskhed! Ja, visselig gjælder det her om den Deel af Christenheden, der ei vil omvende sig, hvad Herren sagde ved Propheten: (Jer. 37) bedrager ikke eders Sjæle, i det I sige: Chaldæerne skal vist drage fra os, thi de skal ikke drage bort, og om I slog hele Chaldæernes Hær ihjel, som strider imod eder, saa der blev kun tilovers nogle saarede Mænd, da skal de dog gjøre sig rede, hver i sit Paulun, og opbrænde denne Stad med Ild.

Og Fædreneland! du, som haver baaret Verdens Forsmædelse, og er ved Herrens Miskundhed forhindret fra at gjøre dig deelagtig i de store Folkesynder, hvem Herren haver revset, som en Fader sit elskede Barn, fra hvilket Dommen er begyndt, for at du ei skal fordømmes med Verden, til dig vil jeg sige med Propheten: (Jer. 18 og 22) Land! Land! Land! hør Herrens Ord! see, siger Herren, ligesom Leret er i Pottemagerens Haand, saa ere I af Israels Huus i Min Haand. I et Øieblik kan Jeg tale imod et Folk og et Rige til at oprykke og til at nedbryde og til at fordærve; men omvender det samme Folk, mod hvilket Jeg haver talet, sig fra sin Ondskab, da skal mig angre det Onde, som jeg betænkde imod det, og i et Øieblik kan Jeg tale over et Folk og over et Rige til at bygge og til at plante. Og Herrens Ord skedte til mig sigende: (Ezech. 35) du Menneskes Søn! sæt dit Ansigt imod Seirs Bjerg og spaa imod det! og du skal sige til det: saa sagde den Herre, Herre: see, Jeg vil til dig, Seirs Bjerg, og udrække Min Haand imod 107 dig, og gjøre dig til en Ødelæggelse, fordi du haver et evigt Fiendskab, og haver adskilt Israels Børn ved Sværdets Magt i deres Elendigheds Tid, den Tid, Misgjerning havde Ende; fordi du haver ikke hadet Blod, da skal Blod forfølge dig; Jeg vil fylde dine Bjerge med Ihielslagne, paa dine Høie og i dine Dale og i alle dine Strømme, der skal de falde, som ere ihjelslagne med Sværd. Jeg vil gjøre dig til evige Ødelæggelser, dine Stæder skal ikke beboes, og I skal fornemme, at Jeg er Herren. Fordi du siger: de tvende Folk og de tvende Lande skal være mine, og vi vil eie dem, om saa Jehova Selv var med dem; derfor, siger den Herre, Herre: Jeg som lever, Jeg vil gjøre efter din Vrede og efter din Nidkjærhed, hvorved du haver beteet dit Had imod dem, og Jeg vil blive kiendt hos dem, naar Jeg dømmer dig, og du skal fornemme, at Jeg er Herren; Jeg haver hørt alle dine Bespottelser, som du sagde imod Israels Bjerge, sigende: de ere hærgede, de ere givne os til Odel, og I have gjort eder store imod Mig med eders Mund, og gjort eders Ord mangfoldige imod Mig, Jeg, Jeg haver hørt det.

Og du Menneskes Søn, spaae over Israels Bjerge, og du skal sige: I Israels Bjerge, hører Herrens Ord! Saa sagde den Herre, Herre: fordi Fienden sagde over eder Ha! item, de evige Høie ere blevne os til Eiendom, derfor spaae, og du skal sige: saa sagde den Herre, Herre: fordi, ja fordi Man haver hærget og opsluget eder trindt omkring fra, saa I ere blevne Hedningernes Efterslæt til Eiendom og ere komne paa en Tunges Læbe og ere blevne berygtede blandt Folkene, derfor spaae om Israels Land, og du skal sige til Bjergene og til Høiene, til Strømmene og til Dalene: saa sagde den Herre, Herre! see, Jeg, Jeg haver talet i min Nidkjærhed og i min Grumhed, og I have baaret Hedningernes Forsmædelse. Derfor sagde den Herre, Herre saaledes: Jeg, Jeg vidner med oprakt Haand, at Hedningerne, som ere trindt omkring eder, de skal selv bære deres Forsmædelse; men I, Israels Bjerge, skal skyde eders Grene og bære eders Frugt for Mit Folk Israel, thi de nærme sig at komme; thi see, Jeg kommer til eder, og Jeg vil vende Ansigtet til eder, og I skal dyrkes og saaes. Og Israels Folk! jeg vil bestænke eder med Vievand, og I skal blive rene af alle eders Ureenheder, og Jeg vil give eder et nyt Hjerte og give en ny Aand inden i eder, borttage det Steenhjerte af eders Kjød og give eder et Kjødhjerte, og Jeg vil give min Aand inden i eder og gjøre, at I skal vandre i mine Skikke og holde og gjøre mine Rette, og I skal boe i Landet, som Jeg gav eders Fædre, og være mit Folk, 108 og Jeg, Jeg vil være eders Gud. Og Jeg vil kalde paa Kornet og formere det og ikke sende Hunger over eder, og Jeg vil formere Fragt paa Træerne og Grøde paa Marken, paa det I skal ikke ydermere tage imod Hungers Forhaanelse af Hedningerne. Dette gjør Jeg dog ikke for eders Dyds Skyld, det være eder vitterligt; blues og skammer eder ved eders Veie, Israels Huus! (Ezech. 36.) o Fædreland! mærk du dig dette! kom atter ihu, hvad jeg sagde dig om din Tarv og Fare, dengang Sværdet svævede over dit Hoved! kom det ihu ved Synet af følgende Vers, som jeg dengang førstegang sang for dit Øre!

[Herefter følger Tyge Rothes Minde.]

Farvel til C. Molbech1

Saa er det vist, saa har du dig udvundet
Af Vennelykken, som os sammenbandt!
Saa est du flygted fra mig over Sundet,
Hvor Danmarks Søn saa ofte Døden fandt!
Hvor danske Mø forlorede sin Svend,
Der ogsaa jeg forlorede en Ven.
Ei meer at skifte vil med mig du have;
Ei heller da den sidste Sjælegave,
Ei heller da det venlige Farvel?

O! visselig det gik mig nær til Hjerte,
O! visselig jeg følte bitter Smerte;
O! visselig er det heel tung en Lod,
Naar Fjender fnyse, og naar Farer true
I Fjenders Ledtog da sin Ven at skue,
At saares dybt i Hjerte af hans Braad!
Dog, Molbech! ei for dig igjen at saare
Jeg Harpen greb i stille Aftenstund;
Nei, jeg den greb, for, med en Vemodstaare,
At byde dig: Farvel! af Hjertensgrund.

* 109

Som da jeg I vor første Vennesommer
Dig bad indgaae til Sorøes Altergrav,
Og skue der de favre, hvide Blommer,
Der huldt sig slynge om den brudte Stav,
Dig bad at agte, hvad dit Hjerte ahner,
Og fængsles ei af Tidens Tulipaner;
Saa rolig og saa venlig staaer jeg end,
Bag sjette Vaar i vores Vintersommer,
Og svarer dig paa bittre Ord: min Ven!
Gak ind og skue de favre, hvide Blommer!
Betænk i Fred ved Sorøes Altergrav,
At brydes skal og vores Vandringsstav!
Naar da vi ligge under Muldet stille,
Naar Graven synker, og naar Orme pille,
Da skal vi der, hvor klare Lys er inde,
See, hvem der saae, og hvem der gik i Blinde;
Men tro vi Ham, Hvem alle Christne dyrke,
Vi veed, at hvo sig støder, gaaer i Mørke,
Hvo Lyset følger, han sig støder ei.

Og nu, Far vel! far, som jeg selv vil fare!
Ak! glat er Stien, som saa vis du troer;
Gid Himlens Lys maa dine Trin bevare!
Gid ei du fængsles i de vilde Spor!
Gid onde Urter ei din Aand forgifte!
Og naar engang du ikke meer saa stolt
Mit Venskab vrager, og bortkaster koldt,
Et Hjerte haver jeg med dig at skifte.

Tillæg.

Een Ting var jeg dog nær ved at haabe, da jeg skrev disse Linier, som indrykkedes i Skilderiet No. 62, 1813, til Svar paa de bittre Ord i Skilderiet Nr. 59, og det var mit Haab, at Molbech i det mindste skulde ved dem følt sig forvisset om, at jeg kom ham venlig ihu, og at jeg ikke havde det hadefulde Hjerte, han tiltroede mig, og at han gjorde mig stor Uret ved at tiltale mig i den bittre, foragtelige Tone. Ogsaa dette Haab glippede, som saamange, der bygges paa saa forunderlig og foranderlig en Ting som det menneskelige Hjerte; men aldrig skal jeg angre at have sagt den af mig ufortørnede, af Verden forførte Ven et 110 saadant Farvel, thi jeg veed, hvad Enhver kan see: jeg kunde ei have talt saa, dersom Kjærligheden ei først ved Guds Hjelp havde seiret over Vreden, og een saadan Seier er mere værd end ti over udvortes Modstandere, hvis Angreb kun havde lidt at betyde, naar ikke Synden i os gjorde Forbund med dem. Imidlertid kan min Glæde over dette Farvel ei være fuld, førend, hvad Gud give! min forrige Ven, hvis ædlere Deel jeg aldrig har miskjendt, atter rækker mig Haand.

Karen Bjørns Minde.1

Danmarks Daatter! vil du vinde
Ærligt Navn af Dannekvinde,
Vil du, at i Arv dit Navn
Til Velsignelse skal gange,
At din Gravhøi som en Bavn
Vogtes skal i Nordens Vange,
At de Lys, saa favre, blaa,
Blinke, blusse skal derpaa,
Til et Tegn, at der i Muld
Groves ned det ægte Guld,
Til et Tegn, at der forvares
I det sorte Helgenskrin
Dannefæ og Perle fiin
Som engang skal aabenbares,
Straale klart i Soleglands
Under evig Brudekrands;
Danmarks Daatter! hvis dit Øie
Funkler, flyver mod det Høie,
Staar du grebet, rørt i Sind,
Triller Taaren dig paa Kind,
Løfter Barmen sig og banker
Mod det Billed, mod de Tanker,
Sind og Øre da oplad,
Lyttende, for Skjaldens Kvad!

* 111

Vil du vinde
Lovligt Navn af Dannekvinde,
Speil dig da i allen Stund,
Speil dig ret af Hjertens Grund!
Speil dig selv, ei dine Lader,
Dine Smykker, dine Plader!
Speil dig ret i Døgnets Flaner,
Naar dig friste onde Vaner!
Mærk det vel og see det grant:
Verdens Pragt og Priis er Tant!
Speil dig mest i klare Minder
Af de fromme Dannekvinder!
Seer du hist, hvor ydmyg, lav
Løfter sig en Kvindegrav!
Ei udgravne Marmelsteen
Praler af de møre Been,
Men i Danmarks Mindebog,
Medens Aar i Flok henrinde,
Skinner under Krone dog
Navnet af den Dannekvinde,
Som de trætte Been til Fred
Lagde her i Graven ned.
Bag de Lys, saa fagre, blaa,
Monne blidt et Billed staae
Af en ædel Dannekvinde;
Bøiede vi stirre paa
Billedet til Speil og Minde
For den Blides Børnebørn,
Billedet af Tyges Kvinde,
Billedet af Karen Bjørn.

Hør du mig, du favre Møe!
Hør du mig, du vakre Kvinde!
Ogsaa du engang skal døe!
Vil du arve Karens Minde?
Roserne, som nu er røde,
De maa visne,
Disse Kinder, som nu gløde,
De maa isne;
Vil du, at, for Marmelsteen,
Rosen fiin med friske Blade
Duftende skal finde Stade
112 Over dine møre Been;
Skal de favre Aftenflammer
Lyse fra dit Sovekammer,
Skal den gjæve Mø og Kvinde
Glædes, gløde ved dit Minde;
Vil du, naar din Rose blegner,
Vil du, naar i Muld den segner,
Sjungende fra Støvets Hytte
Vinger brede, flyve, flytte
Ind i Edens Rosenlund;
Vær som hun!
Vær som Tyges ædle Kvinde!
Speil dig i det klare Minde,
Som han med den gamle Haand,
Grædende, men stærk i Aand,
Reiste til et helligt Kiende
Over Støvet af sin Viv,
Reiste og gik hjem til hende,
Til sin Gud, til evigt Liv!
Sænk dig i det favre Billed,
Som hans christne Haand opstilled
Prænt i Hjerte dybt dig ind
Hendes Aasyn, Færd og Sind,
Hendes korte, høie Taler:
Rene Gjenlyd af Choraler!
Sku den favre Blomsterkrands,
Hun sig bandt i Kirkehaven,
Gyldensmykkets ægte Glands,
Som ei falmede i Graven!

Hør! hun vil kun hede Kvinde,
Lader haant om Borgerinde;
Hører du det? Lærdoms Bram
Holder hun for Kvindens Skam,
Siger Fy til Alt paa Jorden,
Som vil staa mod Herrens Orden,
Siger Fy til det forvendte
Kvindemod og Regimente!

Hør, hvor kjærlig hun formaner
Sønnerne med kloge Raad,
Varsler for de glatte Baner,
Vækker dem til mandig Daad!
113 See, hvor Døttrene saa bly
Vandre i den store By,
Vandre og i Huset rundt,
Kloge paa dets Tarv og Dont!
Moders Arvegods Man kjender:
Milde Blik og rappe Hænder.
Hører du, hvor hist det klinger
Sødt i stille Aftenstund?
Sjælene paa Aandens Vinger
Løfte sig fra Hjertegrund,
Aanden under Vingeslag
Sjunger om den klare Dag,
Som igjennem Nattens Mørke
Bryder frem med hellig Størke.
Det er Tyges Dagligstue,
Hvor de Psalmer tone saa,
Det er Tyge Rothes Frue,
Som med Døttre, store, smaa,
Sætter Tungen saa igang,
Sjunger paa sin Aftensang.

Seer du hist den gamle Bog!
Ak, du kjender den vel neppe,
Thi som Liget under Laag,
Nei, som Lyset under Skjeppe,
Er, Gud bedre det! den nu!
Seer du hist de slidte Blade!
Der faldt mangen Taare ned,
Men Guds Ord for Taarebade
Skjænked Hjertet Trøst og Fred.
Hører du, hvor sødt det stammer
Hist i Karens Sovekammer!
Kig derind! og lyt! hun stræber
From i Hu, af Barnelæber
At berede Herren Priis.
Hør, hvor fromt paa Barneviis
Søn og Daatter mangefold
Sig befale Gud i Vold,
Bede: Gud din Engleskare
Fader og os Smaa bevare!
Ja, forlad os, Fader milde!
Hvad vi gjorde, som var ilde!
114 Hjelp os, saa vi vorde fromme,
Saa vi i din Himmel komme,
Smile sødt i Englefavn!
Hør du os i Jesu Navn!

Seer du hist den fromme Kvinde,
Hvor hun sidder syg i Stoel!
Straaler dog af Livets Soel
Hendes Aasyn blidt beskinne.
Medens Hjertet sig maa ømme
Under Lidelser i Løn,
Milde Blik fra Øiet strømme,
Tungen taler Trøst og Bøn.
Seer du hist, hvor bleg hun hviler!
Seer du hist, hvor blidt hun smiler!
Ingen Søn og Daatter kjær
Staa den fromme Kvinde nær
I de sidste, tunge Dage;
Men, hør efter! ingen Klage,
Nei, hør efter!
See, hun samler sidste Kræfter!
Mærk, hvor livlig Hjertet banker
Ved de visse, christne Tanker!
Hør! hun taler: lad de Kjære
Borte fra min Smerte være!
Mine Børn i Dage haarde
En retfærdig Slægt skal vorde,
Dette Haab med christen Tro
Mig er nok til Hjertero.
Hør den Stemme, sagte, sød:
Føl min Arm; see, den er død!
See, hvor blidt hun Hoved helder
Som en Blomst i Aftenstund!
See! hun Døden overvælder,
Smiler i sit Engleblund!

Seer du Gubben graa nedknæle
Rolig ved de sorte Fjele!
Seer du Børnene i Ring
Knæle blege rundt omkring!
Gubben beder, Flokken græder
Over Englens Jordeklæder.
115 See! hvor bøiede de stande,
Lægge Haand paa Karens Pande,
Græde, takke og velsigne,
Hulke: hende vi vil ligne!
Hører du fra Tyges Mund
Karens Ord i Dødens Stund:
Mine Børn i Dage haarde
En retfærdig Slægt skal vorde!
See! han lægger Hænder sammen,
Sukker dybt og siger: Amen!
Tynges dybt af Blusel ned,
Lover Herrens Miskundhed,
Taler: see! jeg gaaer, I Kjære!
Men med eder Gud skal være.

Tyges Sønner! Døttre! Børn,
Billeder af Karen Bjørn!
Vist jeg veed, at eders Taare
Trille skal ved Skjaldens Sang,
Som hans egen triller saare,
Mens han Harpen slaaer til Klang,
Slaaer til Klang og slaaer til Minde
Om den fromme Dannekvinde.
Verdens Hvirvel kan henrive,
Strømmene kan os fordrive
Fra vor Gud og fra Hans Fane,
Brat og glat er Livets Bane;
Men naar Aarene henskride,
Naar vi ængstes, naar vi lide,
Da skal i vort Bryst oplives
Fromme Mødres gode Sæd,
Under Taarer skal den trives
Som et Træ ved Bækkens Bred.
Kjende I den kjære Røst!
Det var eders Moders Trøst.
Om I faldt i Verdens Hilde,
Om I glemte Livets Kilde,
Om I fore vild fra Christ,
Det kun selv I vide vist;
Jeg kun veed, at kloge, stærke,
Alle bar I Tyges Mærke;
Jeg kun veed, at Mand og Kvinde
116 Bøie sig ved Karens Minde;
Vist kun veed jeg, hvad jeg saae:
Een i Karens Fjed at gaae;
Sikkerlig dog mange vide:
Søstre gaae ved hendes Side.
Ikkun det endnu jeg veed:
Vil I sove hen i Fred,
Sove hen, som han og hun,
Smile sødt i Dødens Stund,
Svæve did, hvor sødt de sjunge
Herren Lov med løste Tunge;
En retfærdig Slægt I være!
Blues! Giver Gud hans Ære!
Staaer i Tyges Tro og Sind
Trods hver Tidens Kastevind;
Vrager ei det Lys, hvis Skin
Lyste, ledte Begge trygge
Gjennem Dødens Natteskygge,
Lyste dem i Himlen ind;
Vrager ei den Aftensang,
Paa hvis Toner sig opsvang
Deres Aander over Støvet!

Hører mig, I unge Kvinder!
I, som bære Karens Navn!
Færdes saa, at eders Minder
Falde maa i hendes Favn!
Eder saa jeg bly og blide
Gange ved hinandens Side;
Ganger trøstig Haand i Haand!1
Bærer Livets Lyst og Møde,
Gud hengivne som den Døde!
Verdens Roes og Verdens Latter
Aldrig røre Karens Datter!
Føder op de kjære Spæde
Til i Helgenfjed at træde;
Lærer dem i Moderfavn
Bøn til Gud i Jesu Navn!
Da med Fred I skulle bygge
Under Herrens Vingeskygge;
Eders Børn i Dannegaarde

* 117

En retfærdig Slægt skal vorde;
Eders Trøst skal være Gud;
Fædres Gud med eder være;
Naar I gaae af Verden ud,
Skal I gaae til eders Kjære;
Sørgende skal Børn omknæle
Eders Liig i sorte Fjele;
Naar de Unge vorde Gamle,
Gud dem skal til Jer forsamle.

Hør det, Kvinde, fra hvis Kammer
Brudefaklen venlig flammer.
Frygt din Gud! og lær de Smaa
For Guds Ansigt fromt at staae!
Lær dem med andægtig Stammen
Hænderne at lægge sammen!
Lær dem til din Frelsers Priis:
Der, hvor Fædrene opfore,
Der er Rum i Paradis
Til de Smaa som til de Store!
Lær dem, at Guds Engleskare
Tager venlig paa dem vare,
At Guds Engle Fromhed ynde,
Flygte, sørge, naar de synde!
Lær dem i din Moderfavn
Bøn til Gud i Jesu Navn!
Da skal du i Huset bo
Som en Barnemoder fro,
Da skal Gud din Hytte bygge
I den kjære Lindeskygge,
Da engang dit Æreminde
Krandses skal af favre Linde,
Favrere end den, man saae
Høit paa Metas1 Grav at staae;
De om Grav sig skal forene,
Sænke dybt de stærke Grene;
Bladeraslen, Blomsterfald
Tone skal som Kvad af Skjald,
Spire skal fra Linderod
Blomster til en Dannebod.

* 118

Pigelil! du kjære Pige!
Du, som huld gav mig din Tro,
Som paa Jord og i Guds Rige
Lyster med din Skjald at bo
Vist jeg veed, din milde Taare
Ved min Sang nedrandt saa saare;
Vist jeg veed, du har isinde
Her at færdes, her at bo,
Sødt at slumre hen til Ro
Som en Christen Dannekvinde;
Vist jeg veed, at mangengang
Skal du staae ved Karens Minde,
Lytte til din Fredriks Sang
Om den fromme Dannekvinde,
Sukke dybt til Ham i Himlen
Om at mindes Ham i Vrimlen,
Bede fromt om Kraft og Naade
Til at vandre i Hans Frygt,
Til at lade Herren raade,
Til i Ham at hvile trygt!

Pige! ei jeg tør forjætte,
Dine Trin skal vorde lette;
Steil er Støvets Himmelstige,
Trang er Veien til Guds Rige;
Til en Skjald du gav din Tro,
Glad du hører Harpen tone;
Men see hist, hvor Torne groe!
Viid, der voxer op hans Krone!
Ei for Guld og Herregunst
Rører han en Lyvetunge,
Ei vanærer han sin Konst
Ved i Verdens Tact at sjunge;
Verdens Krandse han forsmaaer,
Til dens Harm han Harpen slaaer,
Trodser den med Tro og Stave;
Pige! kan du bære glad
Verdens Spot og Daarers Had?
Thi det er hans Festensgave.

Pigelil! dog bliv ei bange!
Lad kun fare Verdens Fred!
119 Lad dem spotte Skjaldens Sange
Som hans Aand og Kjærlighed!
Du dog veed, at dette Hjerte
Bløde kan ved Brødres Smerte,
Du dog veed, at det kan slaa
Kjærlig selv mod kolde Barme,
Du dog veed, at det kan slaa
Kjærlig høit i dine Arme;
Du med mig det troer og veed,
At der er en bedre Fred:
Herrens Fred, som kan bevare
Hjertet blidt i Nød og Fare,
Den Guds Fred, som overgaaer
Alt, hvad Sjælen her forstaaer,
Som kan størke Støvets Tunge
Til i Nød og Død at sjunge.
Pige! hvo vil da forsage?
Bort med Frygt og bort med Klage!
Under festligt Tungeslag
Skal vort Hjerte over Vrimlen
Løfte sig til Gud i Himlen,
Signe høit vor Fødselsdag;
Lov og Tak og evig Ære!
Det skal Sangens Omkvæd være;
Al vor Lyst og al vor Gammen
I Guds Priis skal smelte sammen;
Da skal Kogleren omsonst
Spøgelser ved Tryllekonst
Mane op i Fremtids Mørke;
Thi naar Hjertet toner: Gud!
Vælder Lys af Kilden ud,
Splitter Mulmet med sin Størke;
Skyerne da maa bortfare,
Øinene da maa sig klare,
Vidne under glatte Pande,
At hvor Spøgelser de saae,
Vinkende Guds Engle staae.

Ja, Elise! skal vi vandre
Gjennem Torne med hverandre,
Vi blandt dem dog vist skal finde
Mangen favr og fiin Kjærminde;
120 Ja, paa dem, naar Vaaren kommer,
Store, hvide Rosenblommer,
Roser til en Rosenkrands;
Skal det storme, skal det bruse
Vildt omkring os mangengang,
Stundom skal det sagte suse,
Røre Strengene til Klang;
Ja i mangen Aftenrøde
Skal det aande paa min Streng,
Den skal tone om de Døde,
Medens du paa favre Eng
Lader Haanden Blomster binde
Som en Krands til deres Minde;
Mens i Blomsterkalken ned
Vore milde Taarer rinde,
Mens vi love høit den Fred,
Som er kun i Gud at finde.
Da for Tyges Dannekvinde,
Da til Karen Bjørns Minde
Blomsterne sig og skal bøie,
Strængen tone mod det Høie,
Hvor hun med sin Tyge boer,
Hvor, naar Timeglasset vendes,
Vi vor Sang i Englechor
Evig blande skal med hendes.

Ja, naar Timeglasset vendes,
For ei meer at løbe ud,
Vort Farvel det er som hendes,
Thi vi reise hjem til Gud.

Da en Skjald skal og engang
Standse ved Elises Minde,
Røre Harpen høit til Klang
For den christne Dannekvinde,
Sjunge rørt med Graad paa Kind,
Som jeg sang ved Karens Minde,
Røre dybt de fromme Sind,
Røre Taaren til at rinde.

121

Tillæg.

Ovenstaaende Vers, skrevet i September 18131 og hidtil utrykt, grunder sig, hvad Karen Bjørn angaaer, paa Tyge Rothes lille men indholdsrige, herlige Bog til hendes Ihukommelse; ja det Hele er udsprunget af den, thi dens Læsning rørde mig saa dybt og sødt, at jeg maatte stræbe at udsjunge, hvad jeg saae og følde. Slutningen, til min egen kjæreste Pige, kunde maaskee været udeladt; men vil Verden have Ret til at udskrige mig for en ukjærlig, hjerteløs Mand, da vil jeg ogsaa have Lov til med den Stemme, Gud miskundelig gav mig, at udsjunge de dybe Rørelser i mit Inderste, mine Længsler, mine Glæder, og beskjæmme den Verden, der vil fradømme mig Kjærlighed, fordi jeg stræber ved Guds Bistand at efterkomme Apostelens Formaning: mine Børnlille! elsker ikke Verden, ei heller Verdens Ting, som ikke ere af Faderen. Det sagde den Apostel, som Jesus elskede, og som vidner: hvo som ikke elsker, han kjender ikke Gud, thi Gud er Kjærlighed.

Thryms Kvide eller Hammervisen. Fortaleriim.

I Danske, Norske Drenge!
Som end af Kløgt ei sprak!
Nu har jeg tiet længe
Alt med min Mythesnak,
Men laaner mig nu Øre,
Saa skal I faae at høre
Et lystigt Eventyr.

At Alvor ei I lide,
Det veed jeg nu bestemt,
Thi er det paa de Tide,
Man føier sig til Skjemt,
Og vil I Tiden vide,
Da er det paa de Tide,
Man leer sig vist ihjel.

* 122

Saa hører mig nu milde,
I Drenge smaa i Nord!
Saa vil jeg jer indbilde
En Snak om Asa-Thor;
Den er ei for de Kloge,
Jeg sjunger kun for Poge,
Jeg er jo selv en Pog.

Jeg før har havt den Lyde,
Som er lidt tydsk af Byrd,
Heel flittelig at tyde
De gamle Eventyr;
Men det jeg veed, I hader,
Jeg derfor overlader
Det smukt til min Uven.

I skal jer da ei bryde
Om nogen Verdsens Ting,
Ei tænke eller tyde,
Men læse kun i Spring;
Jeg rimer kun en Mythe,
Som er til ingen Nytte,
Men kun til Tidsfordriv.

I grumme gamle Dage
Opspundet er den Digt,
For eder at behage
Jeg pusler nu med Sligt,
Paa Edda vil jeg flikke
Nu, aldenstund jeg ikke
Har andre Skoe at sye.

I Edda staae de Stave
Alt som et Skumpelskud,
Jeg med poetisk Gave
Dem nu har smykket ud,
Thi skal I derpaa skjønne,
Og gunstigst mig belønne
Alt med et Bifaldssmiil.*)

* 123

Der var en vældig Herre,
Saa vide gik hans Ry,
Naar paa sin Torden-Kerre
Han aged, under Sky;
Hans Aandepust var Flammer,
Som Dovre var hans Hammer,
Som Kjol hans Hammerskaft.

Han havde sig et Belte,
Saa bredt og bøieligt,
At ikknn danske Helte
Kan tænke sig et sligt
Med Beltene for Øie,
Som bølgende sig bøie
Og snoe om Danas Lænd.

Det var saa blødt som Silke,
Men underfuldt af Kraft:
En Væv af Blomsterstilke,
Alt med en Himmelsaft;
Thi førde det i Norden
Og Navn af Størke-Gjorden,
Det Belte underfuld.

Kun med den Gjord om Lænder
Har Thor sin fulde Kraft,
Først da han fast omspænder
Det korte Hammerskaft,
Først da de onde Vætter,
De Trolde og de Jetter,
For Mjølner føle Gru.

En Borg som Skov og Haver
Med Lys og Fuglesang,
Med Urt og Mai saa faver,
Den heder Folkevang, *)

* 124

Dens Billede i Norden,
Det favreste paa Jorden
Er Sølund, som jeg veed.

Alt paa de grønne Høie,
Udi den Borg saa prud,
Med Solen i sit Øie
Sad Freia Himmelbrud,
Og søde Fuglesange
Hensused over Vange,
Mens Freia Væven slog.

Hun sad alt paa Fioler,
Og Skøtten var en Løg,
Men Spyde var til Spoler,
Hver Bom saa grøn en Bøg;
Saa fort som Bække rinde,
Alt med en blaa Kjærminde
Skjøn Freia Væven slog.

Saa væved hun det Belte,
Som hun gav Asa-Thor,
Og mandelig han fældte
En Jetteflok i Nord,
Alt med sin haarde Hammer,
Alt med de stærke Flammer,
Som gnistrede af Flint.

Der gaaer et Sagn i Norge, *)
Saa tungt det er at troe,
Om Sorg i Asaborge,
Om Fryd i Jetteboe:
Ving-Thor, ak det var Sorgen,
Han vaagnede en Morgen,
Og savned Hammer sin.

Man hvisker udi Kammer:
Han havde sig en Ruus**)
Og kastede sin Hammer
Da selv i Jættehuus;

* * 125

Men Sligt er mod den Sage,
At altid selv tilbage
Den kom som Hammershuus. *)

Saa har og Ordet gaaet,
At stærke Asa-Thor
Har i sin Ruus forsmaaet
Den favre Størkegjord,
Og derfor Mjølner misted,
Saa Troldene udvristed
Ham den med Vold af Haand. **)

Saa gjættes uden Føie
Vel ei paa egen Haand,
Skjøndt hver kan see for Øie,
At favre Beltebaand
Det skjæmmed ei at bære,
Det bares før med Ære,
Men skjæmmed at forsmaae.

Dog, Jetter tog med Staalet
Vist Mjølner ei fra Thor,
Nei, As blev Hamren stjaalet;***)
Men havde i sin Gjord
Han fæstet den med Læmpe,
Vist ingen Tyvekjæmpe
Den skulde listet ud.†)

Der stod da i sin Vælde
Den kjække Jordens Søn,
Og stamped saa i Fjelde,
At det gav Efterdøn,
Af Hoved og af Hage
Han reev de Haar saa fage,
For Panden han sig slog. ††)

* * * * * 126

Dog ei de hule Fjælde
Med stærke Efterdøn
Om Mjølner kunde melde,
Hvor den var dulgt i Løn;
Og ihvor hardt han banker,
Ei komme ud de Tanker,
Som trøste kan hans Sind.

Dog kom den kloge Loke,
Og sagde: hør min Ven!
Vil du det Værk af Broke
See nogentid igjen,
Skjøn Freia du maa bede
Dig, til derom at lede,
At laane Fjederham.

Hvis før han Freias Belte
Forsmaaed, som det lod,
Vel Helten over Helte
Nu ømmede sin Fod,
Men det, som nøgne Kvinde
Mon lære til at spinde,
Det lærde Thor at gaae.

Skjøn Freia sad med Smerte
I sin Kjærminde-Sal,
Det klemde hendes Hjerte,
At Jetter Mjølner stjal,
Hun salte Taarer fældte,
Fordi det favre Belte
Forsmaaedes af Thor.

En Taare maatte rinde
Paa Ving-Thors Klippekind,
Han sagde: ædle Kvinde!
Vil kjærlig du i Sind
Din Fjederham mig laane,
Saa under Luftens Blaane
Jeg Mjølner søge kan.*)

* 127

Det svarede med Milde
Skjøn Freia veemodsfuid:
Jeg dig den give vilde,
Var den af røden Guld,
Jeg skulde den ei spare,
Om og af Sølvet klare
Den hamret var i Kryds.*)

Saa svang paa Troe og Love
Sig Loke høit i Hast,
Det sused over Skove,
Alt som han fløi saa fast,
Igjennem Asarige
Han fløi og ud tillige,
Han kom til Jotunheim. **)

Der sad i onde Tanker
Den Thrymer Thusse-Drot
Og klipped Hestemanker, ***)
Og snoede med Spot
De Snore og de Snerte,
Som det var i hans Hjerte
At pine Aser med.

De Snarer og de Doner
Han snoede med Flid,
Dog ogsaa Guldgaloner
Han fletted samme Tid
Til Mynde og til Støver,
Som imod Asaløver
Nu skulde løses brat. †)

Alt med sin Rævemine
Han spurgde nu paa Stand:
Hvad Nyt fra Aser fine,
Hvad Nyt fra Alfeland,
Mens i min Jettestue
Det times mig at skue
Den smukke Herre nu? ††)

* * * * * 128

Alt paa sin lette Vinge
Det svared Loke flux:
Hvad Nyt jeg har at bringe,
Du spørger som en Lux;
Hvor har du gjemt den Hammer,
Du stjal i Ving-Thors Kammer,
Din gamle Tyveknegt?*)

Det svarede med Liste
Den Thursedrot saa leed:
Ja Kragen sad paa Kviste
Og sagde, hvad hun heed;
Du Mester mig skal nævne,
At stjæle efter Evne
Det er en ærlig Sag.

Saa hils du nu kun hjemme,
Og meld den tappre Thor:
Jeg Mjølner har i Gjemme
Ni Mile under Jord,
Han skal den aldrig skue,
Med mindre han til Frue
Mig Freia skaffe kan. **)

Nu Loke brat sig hæved
Alt i sin Fjederham,
Med Vingeslag han svæved,
Det susede med Glam.
Igjennem Jetterige
Han fløi og ud tillige,
Han kom til Asagaard.***)

Hvad fikst du for Umagen?
Saa raabde Asa-Thor,
Man famler let i Sagen
Alt over breden Bord,
Paa Hyndet let man lyver,
Thi siig mig, mens du flyver,
Beskeed fra Jotunheim.†)

* * * * 129

Jeg fik for min Umage,
Saa svared Loke brat,
En herlig Skjemte-Sage,
Thi Thrymer har din Skat,
Og, lyster dig din Hammer,
Til ham i Brudekammer
Du Freia lede maa. *)

Skjøn Freia flux at finde
Hengik nu Asa-Thor,
Og til den ædle Kvinde
Han talde Ukvems Ord:
»Ifør dig Bryllupsklæde!
»Saa age vi i Slæde
»Nu flux til Jotunheim.« **)

Som Ild da blussed Harmen
Paa Freias favre Kind,
Og høit sig hæved Barmen
Alt for det vrede Sind,
Og hendes Øine milde,
De blaa Kjærminders Kilde,
Nu funklede som Lyn.

Saa svulmede hver Aare,
At Brysing-Kjæden sprang,
Og Haand i Haand saa saare
Hun slog med høien Klang,
At alle Gudesale
Paa Fjelde og i Dale
De skjalv som Espeløv.***)

Sin Læbe dog forvared
Hun vel for bittre Ord,
Og sømmelig hun svared
Den stolte Asa-Thor:
»Hvis jeg mig kobble lader
»Til Thrymer Gudehader,
»Da kald mig giftesyg!« †)

* * * * 130

De Aser ufortøvet
Nu holdt en Herredag,
Og hos dem under Løvet
Sad Diserne i Mag;
Det gjaldt om ret at raade,
Saa Ving-Thor paa en Maade
Fik Hammeren igjen. *)

Da reisde sig paa Stævne
Den Gud saa reen og klar,
Som Heimdal er at nævne,
Han gav det bedste Svar;**)
Han sattes til at vaage
Ved Himmelvangens Laage
Mod Jetters Argelist.

Han skulde Bifravst værge
Mod Jetters Overvold,
Han sad paa Himmelbjerge
Alt under Norneskjold,
Han skued i det Fjerne,
Han saae i Thrymers Hjerne
De fine Skalkeraad.***)

Han saae de Kaar saa bange,
Hvis udi Jettevold
Med favre Folkevange
Kom Freia fiin og bold,
Da Kampen kom for silde,
Naar Asalivets Kilde
Var først i Jotunheim.

Han sagde høit paa Thinge,
At selv ei Thor engang
Skjøn Freia kunde tvinge
Et Fjed fra Folkevang,
Hans Flammer maatte isne,
Hans Hænder maatte visne,
Naar Freia ham var gram.

* * * 131

Nei skal om Raad vi lede,
Det sagde hvide Van,
Skjøn Freia vi vil bede,
Om hvad hun give kan,
Om favre Bryllupsklæde,
Om Brysings gyldne Kjæde,
Om pæne Brudeliin.

I Skjørt af Gyldenstykke
Vi klæde Thor saa prud,
Med Ædelstene smykke
Vi ham alt som en Brud,
Ved Laar skal Nøgler lyde,
Vi stadselig ham pryde
Med Hue og med Liin. *)

Det raabde da med Harme
Den stolte Asa-Thor:
Før visne mine Arme,
Før synke jeg i Jord,
End jeg mig lader binde
Med Skjørt og Liin som Kvinde
Til alle Guders Spot.**)

Da svared Loke listig:
Du skjaldrer, Asa-Thor!
Men hvad man synker dristig,
Er Flæsk og store Ord,
Og troe mig, snarlig Trolde,
Hvis Hamren de beholde,
Skal i Thrudvanger boe. ***)

Saa maatte Thor da tvinge
Det stolte Kjæmpesind,
Og Freia sine Ringe
Ham gav med Smiil paa Kind,
Og sagde: nu jeg tænker,
Du mine gyldne Lænker
Ei længere forsmaaer.

* * * 132

Med Taarer dog i Øiet
Hun smiled vemodsfuld,
Der hun saae Thor nedbøiet
Alt under Liin og Guld;
O gid han dog, hun meldte,
Ei havde før mit Belte
Forsmaaet stolt og kold!

Der stod da som en Frue
Den stærke Asa-Thor,
Og Øiet under Hue
Sig sænkede i Jord,
Og smidskende tillige
Alt som en Fruerpige
Stod hos Laufeias Søn. *)

Dernæst man lod hjemhente
Det Bukkespand saa rap,
l Skagle man dem spændte,
De løb saa tungt om Kap,
Alt over Fjeld og Skove,
Alt over Ifings Vove
De løb til Jotunheim.**)

Saa reisde uden Værge
Den stolte Asa-Thor,
Da revned haarde Bjerge,
Da lued kolde Jord,
Ja under rappe Bukke
Man hørde hult at sukke
Det ganske Asaheim.***)

Mod Østen Elivage
Adskiller Asaland
Fra Jotunheim, og Mage
Er ei til dette Vand,
Det skulde Ifing hede,
Det skummed Had og Vrede
I Vinter som i Vaar.†)

* * * * 133

Vel saae man Thor at vade
Saa tit i samme Flod,
For Hammeren at bade
I levret Jetteblod,
Men aldrig før paa Kerre
Man saae den stolte Herre
At age over Sund.

Vel saae man tit og Trolde
At stævne over Aa,
At storme Asgards Volde
Var dem en kjær Attraa,
Dog mest af dem tilbage
Kun kom til Elivage
Det sorte Hjerteblod.

Men nu paa Elivage
Et Undersyn man saae,
Thi Kerren gleed saa fage,
Og Is derunder laae,
Og om den Brudeslæde
Sig baltrede med Glæde
En lystig Nissetrop.

Nu, Jetter, I Jer skynde,
See det var Thrymers Ord,
At brede Bænkehynde
Og dække breden Bord,
Og leder mig til Frue
Saa i min Jettestue
Den Møe fra Noatun. *)

Jeg i min Gaard herude
Har nok guldhornet Kræ,
Dertil kulsorte Stude,
Og liggende Guldfæ,
Det Eneste, jeg mangled,
Jeg nu med Hamren angled,
Skjøn Freia favr og fiin.**)

* * 134

Man Gildesfolket bænked
Om Bord I Kveld saa brat,
For Jetterne man skjænked
Paa en god rolig Nat;
Det ahned dem dog ikke,
Det lysted dem at drikke
Paa Asers Undergang. *)

Der sad paa Kvindesæde
Nu Asa-Thor saa vreed,
Han gav sig til at æde
Og gjorde fuld Beskeed,
Han aad al Kvindeføden
Og drak dertil al Mjøden
At slukke Sorgen ned.

Ja otte Lax med Oxen
Han aad foruden Brød,
Og dertil drak han moxen
Tre hele Tønder Mjød;
De Jettefruer runde,
De sad med tørre Munde,
Og fintede Fru Thor.**)

Da faldt det ham paa Sinde,
Den trædske Thusse-Drot:
Er det den pæne Kvinde?
Nei, det gaaer aldrig godt;
Hun bare med sin Føde
Mig jo kan lægge øde,
Hun æder mig jo op.

O! mine sorte Stude!
Saa raabde han paa Stand;
Naar saae man vel paa Brude
Saa hvas en Huggetand?
Hvor saae i Verden vide
Man Brud saa bredt at bide,
Og Møe af Mjød saa kjær.***)

* * * 135

Det var polisken Terne,
Hun ledte ei om Svar,
Og hvad hun vilde gjerne,
Det var at gjøre Nar:
»Betænk, i otte Nætter
»Af Længsel efter Jetter
»Holdt Freia Fastedag.«*)

Den Thusse var lidt tosset,
Ham gotted glatte Ord,
Og, paa sin Viis, saa klodset,
Han klappe vilde Thor,
Sig bukkede den Jette,
Han Linet vilde lette,
Og kysse Asa-Thor. **)

Da kaagede af Harme
Den stolte Asa-Thor,
Og sprang af Jettearme
Alt over breden Bord,
Man saae med Hop saa plumpe
Den Jette efter humpe
Igjennem lange Sal. ***)

Det var en Lyst at skue
Den Brud med sin Gemal
At lege Høg og Due
Alt i den Jettesal,
Dog Kys fik Thrymer ikke,
Med et Par Lueblikke
Han maatte hjelpe sig. †)

Den Thusse var lidt tosset,
Forstod ei Kjærlighed,
Thi spurgde han lidt klodset:
Hvorfor er Freia vreed?
Jeg maatte hartad grue,
Det gnistrede som Lue
Fra hendes Øiesteen.††)

* * * * * 136

End holdt polisken Terne
Den Thussedrot for Nar,
Og ud af vittig Hjerne
Hun gav ham det til Svar:
»I hele otte Døgne
»Ei Søvn i sine Øine
»For Længsel Freia fik.«*)

Nu stædtes ind for Borde
Den lede Jettekvind,
Og saa hun tog til Orde,
Det gale gamle Skind:
Nu har jeg svedt saalænge
For mine Drikkepenge
Ved Jetters Arnested.

Min Rare! vil min Naade
Hun have allen Stund,
Da maae jeg hende raade
At være nu lidt rund;
Paa hendes Fingre gløde
Saamange Ringe røde,
Dem faaer jeg for min Gunst.**)

Da tænkde Thrymer trædske:
Ja vist, din gamle Hex!
Snak du kun for din Æske,
Men jeg skal sige Sex.
Han raabte: Syster kjære!
Skjøn Freia maa jo bære
De Smykker end en Stund.

Nu skynd jer at indbære
Min Hammer, som jeg bød,
Og lægger den med Ære
I Freias Jomfruskjød!
Da skal med Fryd og Gammen
Vi os trolove sammen,
Alt under Hammerstegn.***)

* * * 137

Der Thor nu under Kerte
Saae Hammeren i Sal,
Da ioe han i sit Hjerte,
Den haarde Klippekarl,
Ja knap han kunde bie,
Til han fik Lov at vie
Den Thussedrot til Hel. *)

Nu blev der Lyn og Torden
Alt i det Jettehuus,
Og Thrymer laae paa Jorden,
Saa stille som en Muus,
Af Kjærlighed til Freie
Han redte sig et Leie
Alt under hendes Fod.**)

Den Jettekvind, hvis Øie
Var lystent efter Guld,
Sig maatte lade nøie
Alt med det sorte Muld,
Hun fik nu røde Ringe
Ved Hammerslag for Bringe,
Og for sin Skilling Smæk.***)

Den ganske Jetteskare
Fik baade Last og Skam,
Thi Hug er holdne Vare,
Og Thor var dem saa gram,
Ei kom den Flok til Gilde
For tidlig eller silde
Men lige ret tilpas. †)

Det var den bolde Herre,
Han tog de Jetteliig,
Og bandt dem ved sin Kerre,
Og drog til Asariig,
Han fyldte Elivage
Med Liig, og saa tilbage
Han kjørde i Triumph.

* * * * 138

I hver en Klipperevne
Var nu en Kongevei,
Han aged paa det Jævne,
Og Luer gnistred ei;
Men søde Fuglesange,
Hensused over Vange,
Og Solen skinned klar.*)

De Aser ufortøvet
Nu holdt en Herredag,
Og hos dem under Løvet
Sad Diserne i Mag,
Og aldrig før paa Thinge
Saa høit man hørde klinge
De høie Norners Priis.

* 139

Nu løftede sin Stemme
Den stærke Asa-Thor:*)
Alfader mig forglemme,
Saa sagde han og svor,
Om Freias gyldne Lænker
Jeg nogensinde tænker
At sprænge stolt og kold.

Saa lagde han sin Hammer
I Freias Jomfruskjød,
Og milde Rosenflammer
Af Mjølner sig udgjød,
Da viedes tilsammen
Alt under Gudegammen
Det høie Gudepar.

Alt som de Hammerstene,
Det Aser kvad i Chor,
Sig fast i Kors forene,
Saa Freia nu og Thor,
Og indtil Gudemørke
Skal Kjærlighed og Størke
Ei mere skilles ad.

Hvor Aser holde Stævne,
Der staaer en Ask saa prud,
Et Underværk at nævne
Med mange Underskud,
Den gammel er af Alder,
Og naar eengang den falder,
Da falder Tiden med.

Der sprang en hellig Kilde
Fra Askens Himmelrod,
Og disse Bølger milde
Dens Vaande raade Bod,
Saalænge Norner lædske
Dens Top med Urdurs Vædske,
Den stander fast og grøn**).

* * 140

Alt i de klare Strømme
Et Svanepar saa prud
Fra Tidens Fødsel svømme,
Som Brudgom og som Brud,
De svam saa tyst henover
De honningsøde Vover,
Alt under Ygdrasill. *)

Men der Hlorridas Hammer
Var lagt i Freias Skjød,
Og der de Rosenflammer
Af haarde Steen udbrød,
Fra Svanenæb og Vinge
Da hørdes høit at klinge
En Sang saa underfuld.

Den blanke Kildevove
Saa høit i Straaler sprang,
Sig kjærlig at trolove
Alt med den Svanesang;
Saa svunge de sig begge
Saa brat i Buer kjække
Alt over Asaheim.

Thrudvangers høie Fjelde
Gjenlød af Sang og Klang,
Lod sig med Blommer tjelde
Som favre Folkevang,
I Vexelsang de Svaner
Opkaldte Fjeldets Graner
Alt i Folkvangurs Lund.

Det var en Lyst at lyde
Alt paa den Svanesang,
Dog maatte Taaren flyde,
Saa vemodsfuld den klang;
Thi det var Tidens Tunge,
Der maatte nu udsjunge
Sit Levnet og sit Liv.

* 141

I Toner stærke, rene,
Om Ygdrasill den sang,
Alt om dens Rod og Grene,
Og om dens Undergang,
Om Ørnen i sin Rede,
Om Ormene dernede,
Om Egernet paa Kvist.

Da randt der end af Rode
En Kvist saa underfuld,
Og rank i Skye den groede
Og straalede som Guld,
Den skjød to Sidekviste,
De korteste og sidste
Alt paa den gamle Ask.

I Træets sidste Alder
Det Kors med Gyldentop
Til Dommerspiir for Balder
Saa vældig voxer op,
Det fældes maa af Loke,
Da kommer Ragnaroke,
Da klinger Gjallarhorn.

Alt under Svanesange
Skjøn Freia skal i Løn
Af Asathor undfange
Den sidste Gudesøn,
Han rykkes bort fra Jorden
Alt i den sidste Torden,
Og lyner ned igjen.*)

Paa lette Svanevinger
Nu Freia med sin Thor,
Til Gjallarhornet klinger,
Skal svæve over Nord,
Og det skal Jetter mærke,
At i de Vinger stærke
Der sidder Mjølners Kraft.

* 142

Udsjunget Mjølners-Kvæde
Er nu i høien Sal
Til Asafolkets Glæde,
Til Jetters Spot og Kval;
Hil være Skjaldens Tunge!
Hil være dem, der sjunge
Den Vise rettelig! *)

Hver nyde, som han nemmer!
Da Ingen skeer Uskjel.
Hil være den, som gjemmer
Det flittelig og vel!
Ja, hil enhver, som hører
Den Skjald, som Harpen rører
Til Gudefolkets Fryd!

*