Grundtvig, N. F. S. HEIMDALL

HEIMDALL.

DENNE »Nyaarsgave«, med Fortale af 16. December 1815, udkom til Jul samme Aar. - Af dens Indhold havde Fædrene-Aaret og Høstgildet tidligere været særskilt trykte. - Freden og Forslag til Norges Heltedigt var oprindelig bestemte til Optagelse i Kvædlinger, men maatte udelades for ikke at gøre Samlingen for omfangsrig. - Norne-Giæst er en fri Oversættelse af den kendte Fortælling i Olav Trygvesens Saga, udfyldt med Træk fra Eddaerne og Vølsungesagaen. - I dens Efterklang og i det store Digt Et Blad af Jyllands Rimkrønike kommer Grundtvigs ny danske Toneart ret til Gennembrud. Det spores igennem disse Kvad, at hans Syssel med Saksos Krønike har oplivet de fædrelandske Minder hos ham og gjort hans Stemning mere hjemlig og hjertelig. »Kærmindekvadet« afløser den profetiske Stil. Han taler første Gang, i lyse, milde Toner, om Danmarks Vætte og hylder Danmark som den kære Moder. - Forøvrigt tør man tro, at hans Fæstemø, som han i disse Aar længtes inderlig efter at hjemføre som Brud, Lise Blicher med det lyse Haar og de smukke blaa Øjne, har givet ham Grundtrækkene til det Billede af Danmark, som er udtrykt i Linjerne:

Ja, Danmark, saa kiærmindelig
Dit Hoved du mon bøie,
Og himmelblaa Kiærminden sig
Mon speile i dit Øie.

144

Heimdall.

Dansk Nyaars-Gave
for
1816
ved
N. F. S. Grundtvig,
Præst

Lob, Ehr sey Gott im höchsten Thron,
Der uns schenckt seinen ein'gen Sohn!
Des freuen sich der Engel Schaar
Und singen uns solch neues Jahr.

Morten Luther.

Kiøbenhavn.
Trykt paa Andreas Seidelins Forlag,
hos Hofbogtrykker N. Christensen.

145

Fortale.

Meget kunde der i Anledning af disse Smaadigte være at sige, men da Erfaringen har lært mig, at Man bedømmer en Bog lige skiævt, hvad saa end Fortalen siger, vil jeg hellere tie. Vel har jeg besluttet, vil Gud! at vænne godt Folk af med den Vane, offenlig at fatte sig saa kort og godt som hidindtil om mine Bøger, men det skal være paa en anden Maade, end ved at præke for døve Øren, det skal skee ved at lee dem op i deres aabne Øine, en Ting, jeg forresten gierne vilde undgaae og har her ikke mindste Lyst til.

Jeg vil derfor ikkun bemærke, at Norne-Giæsts Eventyr er oversat af Olav Trygvesens Saga, i den Skalholtske Udgave, at Kvadene om Jylland og Norge ere fra i Fior, men har, som Man let seer, i Aar faaet adskillige Tillæg, og at jeg med Villie ikke har henviist til de mange Stæder hos Saxo og Snorro, som maae kiendes, før mine Riim forstaaes, thi uden fortroligt Bekiendtskab med Krøniken i Almindelighed og med Fædrenelandets i Særdeleshed forstaaer Man mig dog i Grunden slet. Endelig vil jeg bede de Faa, der bekymre sig om min Skrift, tilligemed denne lille Bog at læse den om Europa, Frankrig og Napoleon; thi de kan oplyse hinanden, og ere, ret forstaaede, et ganske fornøieligt Nyaarsvers til Thyra Dannebod.

Kjøbenhavn, den 16 Decbr. 1815.
146

Til Dana.

Moder! Guld og grønne Skove
Var fra Hedenold din Lyst,
Efter dem paa dybe Vove
Stævned du til fierne Kyst;
Guld og Grønning har du fundet,
Dog er hardtad nu forsvundet,
Hvad Du fandt paa Verdens Hav.

Guldet gik saa brat til Grunde,
Ligger nu paa Havsens Bund,
Alt som Aarene henrunde,
Tyndedes din Bøge-Lund;
Hvem tør dig vel dristig love
Atter Guld og grønne Skove,
I den staalgraa Vinter-Old!

Søgde du paa Havets Strømme
Ikkun Verdens Flitter-Guld,
Elsked du i Barne-Drømme
Kun den Bøg med Rod i Muld,
Lad da Verden dig kun love
Atter Guld og grønne Skove,
Du dem venter dog omsonst.

Var dig Muldets Gylden-Stykke
Samfunds-Tegn for Klang og Glands,
Elsked du kun som en Skygge
Bøge-Lundens lyse Krands,
Da tør, Moder! dig jeg love
Røden Guld og grønne Skove,
I den staalgraa Vinter-Old.

147

Moder! Moder! ei besmykke
Tør og vil jeg dine Brøst,
Længe efter tomme Skygge
Greeb og jaged du med Lyst,
Søgde Guld og grønne Skove
Ved at bryde Troe og Love:
Dane-Lov og Christen-Dom.

Men, lod du dig end besnære
Til at bryde Troskabs Eed,
Aldrig kan dog Rust fortære
Danas gamle Kiærlighed;
Den er nær med det beslægtet,
Som forgiort du har fornægtet:
Med det klare Himmel-Guld!

Ja, dig vinked Edens Smykke
I saa mangen hellig Stund,
Da dig glæded kun som Skygge
Blanke Muld og grønne Lund;
Vilde d a dig Verden love
Røden Guld og grønne Skove,
Ei til Løftet slogst du Lid.

Kun naar underlig gienføde
Kunde sig for Aandens Sands
Tidens svundne Morgenrøde,
Jorden i sin Morgenglands,
Da kun turde du dig love
Røden Guld og grønne Skove,
Som du dunkelt kom ihu.

Derfor fra din gode Vætte
Toner giennem Volas Sang
Sagnet sødt om Idas Slette,
Sødt men dog med Vemodsklang,
Der ei saaes Helte-Gierning,
Men kun Legen med Guld-Terning
I den grønne Gudevang.

Derfor byder høit din Vole
Med sit dybe Tonefald
Aserne paa Gude-Stole
Tavshed midt i Odins Hald,
148 Det tør Heimdals Frænke vove,
Thi hun mindes grønne Skove,
Som er siunkne under Muld.

Flux fra Balders Bane-Tue
Svinger Vola sig med Sorg,
Skimter kun bag Surturs Lue
Røden Guld paa Gimle-Borg;
Kun naar Valhal gaaer til Grunde,
Seer hun eviggrønne Lunde
Løfte sig af Havets Skiod*).

Da er ved en Helte-Gierning
Igienfødt den første Jord,
Atter triller da Guld-Terning
Paa det grønne Tavlebord,
Da i Glandsens blanke Vove
Svømmer Guld og grønne Skove,
Da er Hiertets Drøm opfyldt.

Dana! det var dette Hierte,
Som blev skabt af Himlens Gud,
Til i Skin af Ordets Kierte
At forklares til Hans Brud;
Derfor maatte sig derinde
Morgenrødens dunkle Minde
Fæste som en Glemmigei.

Dana! det var denne Tunge,
Som blev skabt til Svanesang,
Til i Chor de Kvad at siunge,
Som fra Davids Harpe klang;
Derfor søde Vemods-Toner
Bøge-Lundens grønne Kroner
Giennemklang fra Old til Old.

Derfor, da i Dane-Vangen
Hørelse jeg fik som Skiald,
Børde saa mig Gaade-Sangen
Med det dybe Tonefald,
Kiært mig var hvert Kvad af Brage,
Men jeg fandt dog aldrig Mage
Til den dunkle Vølu-Spa.

* 149

Derfor, som du nu kan høre,
Der jeg Gud min Tunge gav,
Fødtes Toner i mit Øre,
Som ei synke i min Grav,
Men skal lege for mit Øre,
Naar jeg mat ei meer kan røre
Tungen i din Bøgelund.

Derfor, som du skalst fornemme,
Der jeg Gud mit Hierte gav,
Lignelser af det der hiemme
Sænked sig i gyldne Rav,
Speilede sig i mit Hierte,
Saa i Skin af Ordets Kierte
Der din Søn fik Syn for Sagn.

Derfor, maatte jeg end kvæde
For dig, Moder! som for Steen,
Maatte uden Sønne-Glæde
End jeg lægge mine Been,
Rolig gik jeg dog til Hvile,
Sukkende jeg vilde smile,
Thi jeg veed, din Time slaaer.

Ja. jeg veed, engang dit Hierte
Smelte skal for Herrens Lyn,
At i Skin af Ordets Kierte
Skal for Sagn og du faae Syn,
At som jeg og du skal love
Gud for Guld og grønne Skove,
Midt i verdslig Fattigdom.

Ja, naar du med Suk maae siunge:
Fugl har Rede, Ræv har Grav,
Jeg har kun min Fugle-Tunge,
Og min tørre Ranke-Stav,
Trøstig skalst du eftersige:
Fattig Fugl giør mange rige!
Siunge sødt: Halleluja!

150

Fædrene-Aaret.1
Velkomst i Vaar
til
Danner-Kongen.

Velkommen tilbage,
Du Konge saa prud!
Velkommen tilbage!
Velsigne Dig Gud!
Velkommen tilbage
Fra fremmede Land!
Velkommen tilbage
Til Dannemark Strand,
Til Østersalts Vove,
Til Dannemarks Skove,
Til Skjoldungens Konningebye!

Med flygtende Sommer
Du foer over Sund,
Nu hilser Skiærsommer
Dig atter i Lund,
Nu grønnes de Vange,
Du gule forlod,
Og Bygblade prange,
Hvor Stubbene stod,
Nu leger Skiærsommer
Med duftende Blommer,
Og Fuglene fløite i Lund.

* 151

Som Fader til Vaaren,
Sin Skaber til Spot,
Besynger kun Daaren
En æresyg Drot;
Vi veed, over Solen
Han bygger i Løn,
Som klæder Fiolen
Og Lilien skiøn,
Som Skovene kroner,
Og liflige Toner
Indaander i Fuglenes Bryst.

Den Herre vi love
For Vaaren saa mild,
Den Herre vi love
For Kongen saa gild,
Den Herre vi love
For Stammen saa prud
I Dannemarks Skove
Med herlige Skud:
For Fredrik hin Milde,
Og Fædrene gilde,
For Ætten af Dan og af Skjold.

Den Herre vi prise,
Som vilde i Lund
Et Varsel os vise
For store Miskund,
Thi blomstrende Dage
Det lover og spaaer,
At Kongen tilbage
Nu kommer i Aar,
Mens Egene skyde,
Og Lundene lyde
Af Sang fra den blommede Bøg.

Ja, blomstrende Dage
Det lover og spaaer,
At end kom tilbage
En Fædrene-Vaar;
Med Kongen den kommer
Tilbage i Aar,
152 En liflig Skiærsommer
Den lover og spaaer,
Ja Fædrenes Dage
De komme tilbage,
Og Konge! de komme med Dig.

Lad Verden kun haane
Vort Fædreneland!
Kiærminderne blaane
For Skjold og for Dan,
Og Skjoldungen finder
Sit Dannemark troe,
Saalænge Kiærminder
I Skovene groe;
Ja, glade vi flette
Kong Fredrik den Sjette
En Krands af Kiærminderne blaa.

Ja milde Skiærsommer
Fra Fædrenes Old
Udklækker og Blommer
Til Kongen saa bold,
Thi de høre sammen
I Æt og i Kaar,
Dem Begge med Gammen
Vi hilse i Aar,
Vi maatte undvære
Dem lidt for at lære
At længes derefter igien.

Det lød over Vange
Fra Keiserens Stad,
Om Kongerne mange,
Som ginge paa Rad;
Da svared den Frue,
Den Mark under Liin:
Lad glimre og lue!
Lad hver tage sin!
Jeg ingen misunder,
Jeg længes og stunder
Kun efter mit Skioldungeskud.

153

Det, Konge! tillige
Jeg føler paa Stav,
For Keiserens Rige
Ei Marken Du gav;
Ja, for mig det klinger,
Du mangen en Gang
Paa Længselens Vinger
Til Marken Dig svang,
Og lysted at skue
Dens Høieloftsbue,
At skue det troeste Folk.

Som Lykke og Seier,
Som blæsende Vind,
Saa vender og dreier
Sig Daarernes Sind,
I Dag de ophøie
En Herre til Skye,
I Morgen med Møie
De unde ham Lye;
Men trofast i Nøden,
Ja, troe indtil Døden
Er Danmark, denstund det er dansk.

Lad Ørne sig flokke
Til blodige Dyst,
Hvor Ligene lokke
Paa Field og paa Kyst!
Dog Løven ei bæver
For Ørnenes Kloe,
Hvor Dannebrog svæver,
Er Seier og Roe;
Hvor Bøgen sig maier,
Der Dannebrog vaier,
Kong Frederik! over Din Stoel.

Ja, flyttes end Bierge,
Og sortner end Soel,
Skal Dannebrog værge
Din Mark og Din Stoel,
Naar Herren os finder
Derunder med Troe,
154 Saalænge Kiærminder
I Skovene groe;
Og Sønner skal binde
Saamangen Kiærminde
I Krands for det Banner fra Gud.

Dog, Konge! mig tynger
En eneste Sorg,
Og sukkende synger
Jeg end for Din Borg:
Gud give Dig Naade,
Du Konge saa god!
Med Viisdom at raade
Paa Jammeren Bod!
Ak! det er vor Jammer,
At troende flammer
Ei Hiertet af Kiærlighed meer.

O! hør, hvor de raabe
Paa Sølv og paa Guld,
Og stole og haabe
Paa Støv og paa Muld!
O! see det med Smerte,
At Fædrenes Troe
Og Fædrenes Hierte
I Gravene boe!
O! see det med Smerte,
At Dannemarks Hierte
Det banker saa døende svagt!

Ak, derfor vor Moder
Fik Sorrig og Harm,
Ak, derfor vor Broder
Blev slidt fra vor Barm,
Ak, derfor vi savne
Den Kvist af Din Rod,
Kong Christians Navne
Af Christians Blod1,
Som skulde indtage
I kommende Dage
Vort Hierte, Din Mark og Din Stoel.

* 155

O! vel maae vi sande,
Hvad Fædrene sang,
At tætte ei stande
De Stene i Vang,
Hvis Sønnen ei stander
Ved Faderens Grav,
Hvis Kongen til Grander
Maa række sin Stav;
Ja dødt er et Rige,
Naar Spiret maa vige
Til Side fra Konningerad.

Din Stamme er lignet,
O, Konge saa prud!
Ved Davids, og signet
Af Fædrenes Gud,
Saa Søn efter Fader
Paa Kongestoel sad,
Og hvis nu aflader
Den Konningerad,
For Synderne mange
Fra Dannemarks Vange
Er veget Guds store Miskund.

O gid dog, at Sorgen
Derover blev stor
I Hytten og Borgen,
I Fædrenenord,
Saa Unge og Gamle,
Saa Store og Smaa
Sig vilde forsamle
Til Kirke at gaae,
Med Anger og Smerte,
Med blødende Hierte,
Og bede om Fædrenes Troe!

O, kommer, ja kommer
Ei Fædrenes Troe,
Da monne vor Dommer
I Fædrene boe,
Da Fædrene svinge
Sig fra deres Børn,
156 Da spreder sin Vinge
Den graadige Ørn,
Da brister i Smerte
Det døende Hierte,
Og aldrig det banker igien.

Ja, skulde hensove
Den hellige Troe,
Da aldrig i Skove
Kiærminderne groe,
Da flygter den Fane,
Vi finge fra Gud,
Da saares til Bane
Vor Løve saa prud,
Og Skjoldungestammen
Nedsynker i Flammen
Af Dannemarks Dødningebaal.

Dog, Gud det kan bedre,
Skiøndt Faren er stor;
Kun som Dine Fædre
Du elske Hans Ord!
Da Ordet skal vække
Den slumrende Troe,
Og trindt skal ved Bække
Kiærminderne groe,
Dem Sønner skal flette
For Fredrik den Sjette
Og for Hans Maria i Krands.

Ja, fromme Marie,
Du Konningebrud!
Ja, milde Sophie,
Du Dronningeskud!
O, vær Du vor Tunge!
O, vær Du vor Tolk!
Og giennem Dig sjunge
Det troeste Folk:
»Med Fædrenes Sommer
»Og Hierte Du kommer,
»Velkommen, Du Konge saa kiær!«.

157

Med Dig vi forene
Da ogsaa vor Bøn,
At Gud vil forlene
Vor Konge en Søn,
De Døttre en Broder
At tage i Favn!
Saa Konninge-Moder
Maa vorde Dit Navn;
Saa end paa det Sidste
Med hellige Kviste
Maa skinne det Skjoldungetræ!

Ja, giver i Norden
Kun Troen et Skud,
Som dristig fra Jorden
Sig hæver til Gud,
O! da tør jeg sige,
Om Hiertet saa let:
Ei Spiret skal vige
Fra Frederiks Æt,
Saalænge i Norden
Sig løfter fra Jorden
En Throne paa Mark og paa Fjeld.

Ja, hvis Du omvinder,
O, Konge saa bold!
Dit Spir med Kiærminder
Fra Christians Old,
Da tør jeg forjætte,
Om Hieriet saa let,
Kong Fredrik den Sjette
En Kongelig Æt,
Og Spiret, forynget,
Med Palmer omslynget,
Skal blomstrende gange i Arv.

Vel synes forvoven,
O, Konge, min Sang,
Men Toner fra Oven
I Hierte mig klang,
Jeg saae i det Dunkle
Dit Spir med sin Krands,
158 Saae Kronerne funkle
Paa Ætten i Glands,
Og glad maae min Tunge
De Syner udsiunge,
Som eijeg begriber men troer.

O, høibaarne Konning
Af Skjoidungerod!
O, frugtbare Dronning
Af Skjoldungeblod!
Sig Tonerne svinge
Til Hallen fra Vang,
O, lader indklinge
I Hiertet min Sang!
Hvis trolig den giemines,
Den aldrig beskiæmmes,
Thi den er undfanget i Troe.

Det klarer, det klarer
Saa høit under Pol,
Og brat aabenbarer
Sig Dannemarks Soel.
O! Konge hin Giæve!
Du vorde kun froe!
Lad Dannebrog svæve
Paa Hallen, og troe!
Da Sorgen forsvinder,
Da voxe Kiærminder
I Rosenborg-Have paa nye.

Paa Christians Kiste
Den dalende Soel
Dig kaldte den Sidste
Paa Konningestoel;
Men over Dit Rige,
Som over Din Grav,
Skal Solen opstige
Saa gylden fra Hav,
Og aldrig neddale,
Før hellige Svale
Forkynder den evige Soel.

159

Fra Oldtidens Dage,
O, Konge saa bold!
Der klinger en Sage
Om Ætten af Skjold,
At gierne den hørde
Paa kvædende Skjald,
Naar Tungen han rørde
I Høielofts Hald,
At Skjaldene ginge
Med Sværde og Ringe
Men aldrig tomhændet af Hald.

Ei Ring jeg behøver,
Thi Ringen saa bold,
Som Dannemarks Løver
Omringer i Skjold,
Mig idelig minder
Om Skjoldungekuld,
Mig fastere binder
End Ringe af Guld;
Ja, Fædrenes Minde
Og Kiærlighed binde
Mig fast til min Fædrenedrot.

Ei Sværd med Guldfæste
Jeg ønsker til Lod,
Et Sværd som det bedste
Med Eg og med Od,
Det haver jeg fundet
I Kiærligheds Ord,
Det har jeg ombundet
Med Sandhedens Gjord;
Til Sværdet ei Brage
Selv eiede Mage,
I Brageløn vindes det ei.

Nei, Guldstøv og Ære
Ei kan eller maae
Den Brageløn være,
Mig lysted at faae;
Kun Rum til at tale
Guds hellige Ord
160 I Kirkelofts Sale
Til Frelse for Nord,
Saa Fædrenes Dage
Maae vende tilbage,
Saa vi maae forsamles til dem!

Man tænker, at Ordet,
Som vandred saa vidt,
Nu gammelt er vordet,
Og sygt og forslidt,
Men salige Fædre
Paa Skjoldungestoel
De kiendte heel bedre
Den Aandernes Soel,
Hvis glødende Tunge
Kan evig indsjunge
Guds Kraft og Guds Fred udi Sind.

Med Fædrenes Hierte
Du sidder paa Stoel,
Og skuer med Smerte
Den dalende Soel;
O, føl! vi behøve
Et Fædrene-Aar!
O, lad mig dog prøve,
Hvad Ordet formaaer!
Dog nei, ikkun prøve,
Om Dannemarks Løve
Har Løven af Juda forglemt!

Jeg raaber, jeg raaber
Til Kongen saa prud,
Jeg haaber, jeg haaber
Paa Himmelens Gud;
O, lad ikke lyde
Forgiæves min Sang!
Engang skal den fryde
Din Siæl med sin Klang,
Naar Skyerne vige,
Og over Dit Rige
Du seer den opstigende Soel.

161

Norne-Giæst
(et Skiemtesagn).

Det var engang, som Man fortæller, at Kong Olav Tryggesøn holdt Huus i Trøndelagen, og som han sad en Dag, da det lakkede ad Aften, kom der en fremmed Mand ind i Stuen og hilsede med høviske Ord og Gebærder. Kongen tog blidelig imod ham og spurgde, hvem han var? Jeg heder Giæst, svarde han. Ja, sagde Kongen, her er du rigtig nok en Giæst, ihvad du saa hedder. Nei, Herre, svarde Giæst, det var saamænd mit ordenlige Navn jeg nævnede; men Eders Giæst vilde jeg ogsaa gierne være, om det var tilladt. Det skal ikke komme derpaa an, sagde Kongen, og dermed var Samtalen ude for den Gang, thi det var paa de Tide, Man gik i Aftensang, og da Kongen kom derfra og havde spiist Nadvere, gik han til Sengs og Hvile uden at tale videre med Giæst. Om Natten, da alle Mand sov i Herberget, vaagnede Kongen, og som han laae og læsde sine Bønner, syndes han, der kom En ind i Stuen ad lukde Døre, ligesom en Alf eller en Nisse, og gik omkring fra Seng til Seng, men tilsidst blev han staaende udenfor een Mands Seng og sagde: hillemænd, hvilken Laas var ikke det for et tomt Huus! Folk siger nok, at den Konge er saa klog, [at] han kan høre Græsset groe, men det kan jeg ikke melde noget om, aldenstund han sover nu saa hardt. Dermed gik Alfen ud, som han kom ind, ad lukde Dørre; men om Morgenen tidlig sendte Kongen sin Smaadreng hen at see efter, hvem der havde ligget om Natten i den Seng, hvor Alfen stod stille, og det viisde sig da, at det var Giæst, der laae. Derpaa lod Kongen ham kalde og spurgde: hvis Søn han var? Min Fader heed Thord, svarde han, men de kaldte ham ellers Thingbider; han var en Dansk Mand og boede nede i Dannemark i en Bye, som heder Grønningen. Du er mig en dygtig Karl, sagde Kongen; thi Giæst var anderledes rask i sin Mund, end Folk er fleest, og en stor, bredskuldret Karl, for Resten noget til Aars. Han bad om Forlov til at opholde sig enstund i Kongens Gaard, men saa spurgde Kongen, om han ogsaa var en christen Mand? Dertil svarde Giæst, at han var korset men ikke døbt, og der havde det Ord hiemme, som Alfen lod falde om Laasen, thi Giæst korsede sig om Aftenen ligesom andre christne Folk, men var dog i Grunden en Hedning. Kongen vilde nok give ham Lov til at blive; men, lagde han til, længe kan du ikke være i Gaarde hos mig uden Daab; men har du ellers lært Noget? Ja, svarde han, at lege paa Harpe 162 og fortælle Sagn, saa det er en Lyst at høre. Skam skulde dog ellers Kong Svend faae, sagde Kongen, at han lader udøbte Folk reise ud af Riget og fare Lande om! Nei, svarde Giæst, det er saamænd ikke Dannekongens Skyld, thi jeg reisde fra Dannemark, længe førend Keiser Otto lod Dannevirke brænde og nødte Harald Gormsøn og Haagen Blot-Jarl Christendommen paa. Saaledes giorde Kongen Giæst mange Spørgsmaal, og de fleste redte han sig godt og snildelig fra, og det skal have været i Kong Olavs tredie Regieringsaar, at denne Handel gik for sig. Det var altsaa det samme Aar, som de saakaldte Grimer kom til Kongen med de to Grimshorn, som Godmund i Glæsvol sendte ham til Foræring, tilligemed anden Beskeed, som de havde til Kongen, og som vi siden skal høre; men for nu at komme til Giæst igien, saa blev han da i Kongens Gaard og fik Sæde yderst paa Giæstebænken. Han var en Mand, som havde Levemaade og tækkelige Lader, var godt lidt og høit anseet af de Fleste.

Kort efter, henimod Jul, kom Ulf hin Røde med sit Mandskab til Kongens Gaard; thi om Sommeren var han ude i Kongens Ærende og var sat til at holde Kystvagt i Vigen mod de Danske, som vilde hærge der om Høsten; men i den strængeste Vintertid pleiede han at være hos Kongen. Ulf havde mange rare Klenodier med sig, som han havde sanket om Sommeren, og iblandt Andet havde han en Guldring, som heed Netting, den var nettet sammen paa syv Steder, og hvert Stykke havde sin Farve. Den samme Ring var af meget bedre Guld end andre Ringe, og Ulf havde faaet den af Lodmund Bonde, men ellers havde den tilhørt Kong Half, som var Mesteren for de navnkundige Halfs-Kiæmper, og de havde faaet den tilligemed andre Klenodier, da de kuede Kong Haldan Ylfing, og nu havde Lodmund givet Ulf den, paa det Vilkaar, at han skulde gaae i Bøn for ham hos Kong Olav. Da nu Kongen helligholdt Julen med stor Pragt i Trøndelagen, skedte det paa den ottende Høitidsdag, at Ulf hin Røde gav ham Ringen Netting, og Kongen takkede ham, saavel for denne Skiænk, som for al hans troe Tieneste i den forbigangne Tid. Folk sad tykt og drak der i Træhuset, thi Steenhaller vidste Man dengang ikke af at sige i Norge; Ringen gik rundt fra Haand til Haand og blev skaadet og rost, og Mage til Guld, som den Ring var af, kunde Ingen mindes at have seet nogentid. Endelig gik den ogsaa rundt paa Giæstebænken og kom til den fremmede Giæst; men han saae knap til den, satte ei engang Stoben, han havde i Haanden, men flyede 163
Ringen skiødesløs tilbage over Handleden, lukkede ikke sin Mund op om det Klenodie, men blev ved at snakke og gantes med sine Naboer. Nu spurgde Skiænkeren, som gik for Borde nede hos Giæstekarlene, om de syndes godt om den Ring? ja, overmaade godt, sagde de, undtagen den nykomne Giæst; han huer den ikke, men han har sagtens Skade paa Øinene, siden han ikke ændser saadant et Stykke. Skiænkeren gik op til Kongen og sagde lige med de samme Ord, hvad han havde hørt, og hvorlidt den nykomne Giæst brød sig om det Klenodie, da det blev ham viist. Ja, svarede Kongen, den nykomne Giæst har mere inde, end I veed af, og han skal komme til mig i Morgen og fortælle mig nogen Sagn. Imidlertid sad Giæsterne dernede paa Bænken og snakkede op, og spurgde den nykomne Giæst, om han da havde seet Mage til den Ring eller kanskee en, der var bedre endda? Ja, svarede Giæst, siden I forundrer Jer saameget over, at jeg giør saa lidt af den Ring, saa skal jeg aldrig nægte, at jeg har seet Guld, der ikke var et Gran slettere, men snarere Tak til. Nu slog da Kongens Folk en Skoggerlatter op og sagde, at det var kostelige Løier, og spurgde, om han turde slaae til Væds med dem om, at han havde seet Mage til Guld saa godt, og kunde give Syn for Sagn. Tør du nu vove din Kniv og dit Belte, sagde de, saa sætte vi fire Mark Sølvmynt lige imod, og saa skal Kongen dømme os imellem. Ja, sagde Giæst, har jeg engang givet mig i Lav med Jer, faaer jeg vel at holde Trop, og det er et Ord, jeg indgaaer det Væddemaal, som I har sagt; hvem Kongen holder med, skal have vundet. Dermed var den Tale ude. Giæst tog sin Harpe og slog den med Snilde til langt ud paa Aftenen, saa alle Mand fandt, at det var en Lyst at lyde derpaa, fremforalt der han saa mesterlig spilde Gunnars Vise og endte med Gudruns Kvide hin gamle, som ikke før var hørt i Kongens Gaard. Derpaa gik Man til Sengs; men om Morgenen, da Kongen havde været i Fromesse og var kommet hiem og havde sat sig ved Davrebordet med sit Hof, da gik Skiænkeren tilligemed Giæst for ham at staae, hvor han sad paa sit Høisæde, og fortalde Sagen og sagde, hvad Væddemaal de havde giort. Hvad mener I, jeg bryder mig om jert Væddemaal, svarde Kongen; I har sagtens havt en Taar paa Skallen, da I fik Lyst til at sætte jeres Penge paa Rente, og jeg troer, det er bedst at lade det Hele gaae overstyr, allerhelst ifald Giæst er dermed tilfreds. Nei, svarede Giæst, jeg paastaaer, at det skal gaae efter vor Aftale i alle Maader. Ja, sagde Kongen, kiender jeg dig ret, god Karl, saa er det nok ogsaa snarere vores Folk end dig, der er løbet i 164 Fælden; men det vil da snart give sig. Nu blev der da spiist og drukket som sædvanlig; men saasnart der var taget af Bordet, lod Kongen Giæst kalde for sig og sagde til ham: nu er det da din Pligt at komme frem med noget Guld, om du har det, for at jeg kan afgiøre jert Væddemaal. I har at befale, Herre! svarde Giæst, greb saa i en Pung, han havde hos sig, og trak et Vindsel frem, løste det op og flyede Kongen et Stykke Guld, der saae ud til at være brukket af en Sadelgjord. Kongen saae strax, at det var noget prægtigt Guld, og bad dem tage Ringen Netting, holdt saa Ring og Guld sammen, og sagde derpaa: ja, i mine Øine er det Guld, Giæst kom med, rigtig nok det bedste, og det er der vist Flere end jeg, der synes, naar de seer ret til. Der var strax Mange, som sandede det med Kongen, og han afgiorde da, at Giæst skulde have vundet, saa nu blev det Giæstekarlene, der stod til Skamme; Skaden derimod var ikke stor, thi Giæst sagde: beholder I kun jeres Penge selv! dem har jeg ingen Trang til at tage! men barer jer nu en anden Gang for at vædde, med hvem I ikke kiender, thi det kan saa let hænde sig, I finder en Mand for jer, som har baade hørt og seet lidt Meer end I! Eder, Herre! takker jeg for naadig Dom. Men, sagde Kongen, nu maae du sige os, hvor du har faaet det Guld, du farer med? Ja, svarde Giæst, det er jeg ikke synderlig for, thi der er vel kun Faa, der vil troe mig paa mit Ord. Det er det Samme, sagde Kongen, vi maae dog høre det, aldenstund du før har lovet at fortælle os dit Levnetsløb. Men, sagde Giæst, fortæller jeg først, hvordan det hænger sammen med det Guldstykke, da spaaer jeg, at I forlange at høre flere Sagn. Det kan gierne være, sagde Kongen, at du spaaede ret dengang.

Saa maae jeg da fortælle, sagde Giæst, at jeg drog sønderud til Frakland, af Nyfigenhed efter at see den Sigurd Sigmundsøn, af hvis Kongelighed, Skiønhed og Dyd der gik saa stort et Rye om Lande. Reisen er ikke værd at tale om; men da jeg kom til Frakland, til Kong Hialpreks Gaard, der saae jeg Mængde med Hofmænd og tillige Sigurd, som var en Søn af Sigmund Volsung og Hjordise Eilimsdotter. Sigmund var faldet i Kamp med Hundings Sønner, og Hjordise havde giftet sig igien med Kong Hjalpreks Søn Half, og hos ham blev Sigurd født op. Alle Kong Sigmunds Sønner, baade Sinfjotle og Helge, som slog Kong Hunding og fik derfor Navn af Hundingsbane, og Hamund, var baade større og stærkere, end Folk er fleest; men Sigurd var dog Mesteren for alle de Brødre, og den ypperste af Hedenolds Kiæmper. Paa samme Tid var der kommet en Mand til Kong Hjalpreks 165 Gaard ved Navn Regin Hreidmarsøn; i Vext var han en Dværg, men grum i Sind, snild og behændig over al Maade, og en stor Troldmand. Denne Regin holdt meget af Sigurd, lærde ham mange Ting og forfalde om sine Forældre og de sære Hændelser, som havde begivet sig i hans Slægt. Det varede ikke længe, førend jeg gav mig i Tieneste hos Sigurd, og det giorde da Saamange, thi han var godt lidt af alle Folk, fordi han var blid og nedladen og gavmild imod sine Tienere; og saa var det en Dag, at vi fulgdes med Sigurd hen til Regin; han tog overmaade godt imod ham og kvad som saa:

I Salen til Sæde
Jeg leder med Glæde
Det Volsunge-Blod,
Mit Øie sig fæster
Paa Oldingens Mester
I Kraft og i Mod;
Thi det er en Lyst at begynde
Sin Jagt med saa herlig en Mynde.

Og han kvad end ydermere:

Her jeg elsker op med Gammen
Dette vakkre Kiæmpeskud
Til en Green paa Ynglingstammen,
Til en Gram saa djærv og prud;
Mageløs alt under Solen,
Skal han høit fra Kongestolen
See sin Priis paa Rygtets Vinge
Trindt om Land med Gny sig svinge.

Saaledes kom Sigurd jævnlig til Regin, og han fortalde ham da meget om Fafner og hans Jettehøide, og hans Leie paa Gnytahede, hvor han laae i Ormeham. Regin smedede ogsaa Sigurd et Sværd, som heed Gram, og var saa hvast, at han kunde lægge en Uldtot i Rhinaae og skiære den over ved at holde Sværdet for, naar den drev ned med Strømmen; og det som Mere var, han kløvede Regins Ambolt med Sværdet; og nu æggede Regin Sigurd idelig til at dræbe hans Broder Fafner; men han svarede med dette Riim:

Nei, vilde jeg stævne
Til Heden for Guld,
166 Og glemme at hævne
Min Fader saa huld,
Da skingred paa Bænke
De Hundingers Latter,
Som giorde til Enke
Kong Eilimes Datter.

Derpaa rustede Sigurd sig til Kamp mod Hundings Sønner og fik Snekker og Folk i Mængde af Kong Hjalprek. Der var da i Følge med Sigurd baade hans Broder Hamund og Regin Dværg og jeg; de kaldte mig ogsaa Norne-Giæst, thi Kong Hjalprek havde hørt mit Leign1, da han var i Danmark med Sigmund Volsung. Dengang var Sigmund gift med Borghild; men det blev Enden med dem, at Borghild dræbde hans Søn Sinfjotle med Forgift, og saa fik Sigmund sig en anden Kone sønderude i Frakland, og det var Hjordise Eilimsdotter. Den samme Eilime var ogsaa faldet for Hundings Sønner, saa at Sigurd havde baade sin egen Faders og sin Morfaders Død at hævne. Helge Hundingsbane, som var Broder til Sigurd, havde fældet Kong Hunding tilligemed tre af hans Sønner: Eiulf, Herrød og Hjorvard; men de andre tre, Linge og hans to Brødre, Alf og Hemming, havde reddet sig med Flugten, og de vare saa berømde, som Nogen kunde være, i alle Maader, men dog var Linge den allerfornemste. Store Troldmænd var de, kuede Konger og fældte Kiæmper i Hobetal, og øvede grueligt Hærgværk baade i Frakland og Spanieland; og det var da, førend der blev nogen Keiser nordenfor Alpefjeld. Det Rige i Frakland, som hørde Sigurd til, var nu i Hundings Sønners Vold, og de havde Krigsfolk hos sig i Mængde.

Nu skal vi da høre om Sigurds Feide med disse Hundings Sønner; han havde Folk nok i fuldeste Rustning, og Regin var hans ypperste Raadgiver, og han laande Sigurd Sværdet Ridel, som var hans eget Arbeide, men kun paa det Vilkaar, at han skulde dræbe Fafner, saasnart han kom hiem igien fra dette Tog. Som vi nu seilede sønder med Landet, fik vi en flyvende Storm, og den var der Mange, som tænkde Hundings Sønner til; men imidlertid, som vi seilede forbi en Landtunge, fik vi Syn paa en Mand, som stod oppe paa Klinten og var klædt i en grøn Kofte, blaa Buxer og Knappestøvler. Han gik ned ad Klinten med et Spyd i sin Haand, raabde efter os og kvad:

* 167

Hvem rider nu over
De rullende Vover
Paa Vikingehest,
Hvor Bølgerne brumme,
Hvor Gangerne skumme
Som Bølgen i Blæst?
De Hopper saa bolde,
Med skummende Vove,
Knap Kampen udholde
Med Vind og med Vove.

Regin tog Svaret og kvad:

Her vi os tumle med Sigurd paa Hav,
Medbør vi finge, ja Medbør til Grav;
Bølgerne bryde, saa stærke og steile,
Lege om Top, mens med Sorgen vi seile;
Hvem er nu du, som adspørger os saa?

Koftemanden kvad:

Hnikar jeg heed, naar jeg aarle og silde
Kiæmperne vog og gav Ravnene Gilde;
Feing eller Fjølner nu og du kan nævne
Biergmanden, som vil med Volsungen stævne*).

Nu dreiede vi da ind imod Land, og flux faldt Stormen af; Sigurd bad Manden gaae ombord; det giorde han, og lige paa Timen lagde Veiret sig, og vi fik den bedste Leilighed af Verden. Manden satte sig ganske magelig ned ved Sigurds Fødder og spurgde, om han ikke vilde tage ham paa Raad med sig? og dertil svarde Sigurd, han vidste nok, at han kunde give Raad, som duede, naar han vilde Nogen vel, og kvad saa fremdeles:

Siig mig, Hnikar! som jeg beder,
Hvad det bedste Varsel heder,
Som forjætter Held og Glæde,
Hvor de klingre Sværde kvæde!
Lær mig Varslerne at tyde,
Som kan Folk og Guder fryde!

* 168

Hnikar.

Mange paa Val ere Varslerne gode,
Naar ikkun Folk dem forstode.
Flyver den Sorte kun Kiæmpen imod,
Mener jeg, han har en Fylgie god.

Hør end et Varsel, som ei er at vrage!
Naar du est færdig i Strid at uddrage,
Da er det Held, naar to modige Karle
Stande paa Vei med hinanden i Tale.

End jeg et tredie Mærke vil nævne:
Har du alt Fjenderne seet, hvor de stævne,
Og hører Ulv under Asken at tude,
Det monne Seir over Helte bebude.

Ingen maae kæmpe, naar Maanelils Frænke
Sysler med klar sig i Hav at nedsænke;
Hun skal den Seirende muntre og fryde,
Hun med sin Straale skal Fylkingen bryde.

Slemt er paa Valstie med Foden at skrænte;
Vogt dig og viid, da er Uheld i Vente!
Svig-Diser trindt dig omringe og følge,
Ønske dig Fald i den blodige Bølge.

Tvættet og redt skal sig Kiæmpen iklæde,
Stunder sig give sin Davre at æde;
Ikke han veed, hvem ham Nadveren byder;
Hastværk er Lastværk, det Uheld betyder.

Imidlertid seilede vi da frem søndenfor Holsten og østenfor Frisland og giorde Landgang der. Hundings Sønner fik Nys om vor Færd, sankede Folk i en Hast og mødte os med en talrig Hær. Der stod da et skarpt Slag, og Linge var altid i Spidsen for de Brødre, enddog de gik alle mandelig frem; men Ingen foer dog saa drabelig afsted som Sigurd; for ham maatte Alle vige, thi Sværdet Gram beed Hul, hvor det fik Hold, og Sigurd var Mand for at holde det varmt. Omsider mødtes Sigurd og Linge og skiftede Hug som Sand og sloges som Karle, og det varede længe, før Nogen af dem fik Saar, saa drevne vare de 169 begge i Sværdeleeg, og der blev ordenlig et Ophold i Slaget, fordi Alles Øine vogtede paa den Tvekamp. Endelig brød Linges Brødre frem igien og dræbde mange Folk, indtil Sigurds Broder Hamund og jeg vendte os imod dem og standsede dem dog saa nogenlunde; men imidlertid var det blevet Enden paa Legen med Sigurd og Linge, at Linge maatte give sig til Fange og blev sat i Jern, og da Sigurd saa kom os til Hielp, var Sagen snart afgiort, Hundings Sønner faldt og alt Folket med dem. Det var allerede den sorte Nat, førend Slaget blev endt, og da Man om Morgenen skulde til at see sig om, var Hnikar borte, og Ingen saae ham siden, hvoraf da Folk sluttede, at det havde været Odin selv. Nu blev det da forhandlet, hvad Død Linge skulde have, og det var Regin, som raadte, at Man skulde riste ham Blodørn paa Ryg; jeg gav da Regin sit Sværd igien, med det ristede han Linge, skar Ribbeen fra Ryg og trak Lungen ud, og deraf døde Linge med stor Manddom.

Regin kvad:

Ørnen med sin røde Vinge
Risted nu den skarpe Klinge
Paa Kong Sigmunds Banemand.
Rosen han dog ei maae savne,
Mellem dem, som glæde Ravne,
Sielden var en Helt som han;
Mellem dem, som Konger arve,
Mellem dem, som Valen farve,
Linge var en Høvedsmand.

Der faldt ellers ogsaa en svar Hoben Bytte, kostelige Klæder og dyrebare Vaaben, og det deelde Sigurds Folk imellem sig, alt som de kunde bedst, thi selv vilde han ei have Traad eller Gran deraf.

Siden slog Sigurd Fafner og Regin med, som vilde forraadt ham, og reed saa bort med Fafners Guld, og fik Navn af Fafnesbane; han reed op paa Hindurfield; der fandt han Brynhild og saa videre, som Sigurd Fafnesbanes Saga formelder.

Siden blev Sigurd gift med Gudrun Gjukesdotter og var enstund hos sine Svogre, Gjukungerne, og enstund nordpaa i Dannemark, og jeg fulgdes med ham. Jeg var ogsaa hos ham, dengang Kong Sigurd Hring skikkede Bud til Gjukungerne, Gunnar og Hogne, med sine Svogre, Gand-Alfs Sønner, at enten skulde de give ham Skat eller ogsaa prøve Styrke med ham og værge 170 deres Land med Eg og med Od. Gand-Alfs Sønner satte Gjukungerne Stævne ved Grændserne, og Gjukungerne bad Sigurd Fafnesbane giøre sig Følgeskab, som han da ogsaa giorde og havde mig med. Saa seilede vi nordop til Holsteen og landede paa et Stæd, som heder Jarnmod, og der, tæt ved Havnen, var Valpladsen sat af med Hæsselstænger. Nu saae vi da en svar Hob Skibe komme seilende nordenfra med Gand-Alfs Sønner i Spidsen, og de vare Høvedsmænd for Hæren, thi Sigurd Hring var ikke selv med, men maatte blive hiemme og forsvare Sverrig imod Kurer og Kvæner, som feidede paa Landet. Det var paa Sigurds gamle Dage, dette skedte. Slaget var blodigt, GandAlfs Sønner gik rask frem, thi de vare baade større og stærkere, end Folk er fleest; men dog var der een Mand i deres Hær, som vi lagde meest Mærke til, en hellende før Karl, ligere en Jette end et Menneske, som slog ned for Fode, baade Folk og Fæ, saa Ingen kunde bierge sig for ham. Derfor sagde ogsaa Gunnar: nei, det gaaer aldrig godt, og bad Sigurd gaae imod den Bussemand, som han da ogsaa giorde, og Enkelte fulgdes ogsaa med ham, men ret Mange var der ikke, som havde Mod paa det Gilde. Jeg var da med, og da vi nu fandt den Langemand, spurgde Sigurd strax, hvad han heed, og hvor han havde hiemme. Jeg heder Stærkodder, Storværks Søn, sagde han, og jeg har hiemme i Norge, der Nord paa Fenring. Ja saa, sagde Sigurd, saa kiender jeg Karlen; dit Rygte er just ikke med det bedste; du er af det Slags Folk, som leer, naar det gaaer ilde til. Hvad er det for en Karl, sagde Stærkodder, der giver mig saadant et Skudsmaal? Sigurd sagde, hvem han var. Er det dig, de kalde Fafnesbane? spurgde Stærkodder. Jo netop, svarde Sigurd; og da Stærkodder hørde det, vilde han sneget sig bort, men Sigurd foer efter ham, svang Gram i Luften og smak ham paa Kindbakken med Hjaltet, saa to af hans Kindtænder fløi ud. Saaledes skamskiændte Sigurd ham og sagde: løb nu, din Hundsvot! med den Beskeed! men den ene af Tænderne tog jeg til mig, den vog syv Ører og hænger nu i en Klokkestræng i Dannemark, hvor Folk har deres Fornøielse af at see paa det Vidunder. Da Gand-Alfs Sønner saae, at Stærkodder løb, tog de ogsaa Flugten; vi fik Bytte i svære Mængde, og reisde hiem, hver til Sit, og kort efter hørde vi det Niddingsværk, Stærkodder havde begaaet, da han dræbde Kong Armod i Badet.

Imidlertid, mens vi enstund sad hiemme i vor gode Roe, var det en Dag, at Sigurd skulde ride til Herrestævne, og paa Veien reed han i et Morads, og i det Grane, hans Hest, vilde springe 171 op, sprang han saa stærk til, at Buggiorden sprang, og Ringen faldt af; men da jeg saae, hvor den laae og glimrede i Snavset, tog jeg den op og gik hen med den til Sigurd; men saa gav han mig den, og det var netop det Guld, I saae for et Øieblik siden. Saa sprang Sigurd af, og jeg striglede og pudsede hans Hest, og saa tog jeg en Lok af Halen til Maal af hans Høide; og her skal I see, den Lok er syv Alen lang.

Du kan rigtig nok fortælle Løier, sagde Kong Olav, saa det er en Lyst at høre. De Andre kunde ikke heller noksom rose hans Manddom og Frasagn, og Kongen vilde endelig, at han skulde fortælle Meer om sine Frænders Begivenheder. Giæst fortalde dem da ogsaa mange morsomme Ting, ligetil om Aftenen, Folk gik til Sengs; men strax om Morgenen lod Kongen ham kalde igien og vilde tale videre med ham. Hør nu, sagde Kongen, jeg kan ikke ret forstaae mig paa din Alder, hvordan det kan være Noget ligt, at du er saa gammel, som du maatte være, naar du skulde have seet, hvad du fortæller; du kommer derfor til at fortælle os noget mere, saa vi kan faae den rene Sammenhæng at vide med de Begivenheder. Ja, svarde Giæst, sagde jeg det ikke nok, at naar jeg først fik fortalt om Guldet, hvor det hørte hen, saa vilde I høre flere af mine Sagn. Ja, fortæl nu kun du! sagde Kongen.

Saa vil jeg da nu fortælle jer, sagde Giæst, at jeg reisde hiem til Dannemark og boede paa min Faders Gaard, thi han døde tidlig, og kort efter spurgde jeg baade Gjukes og Sigurds Afgang, som gik mig grumme nær til Hierte. Men hvad Død fik egenlig Sigurd? sagde Kongen. Derom er Man ikke ganske enig, svarde Giæst; det almindelig Sagn er, at Guttorm Gjukesøn slog ham med Sværd i Gudruns Seng; Tydskerne derimod vil sige, at han blev dræbt ude i en Skov; Man har ogsaa hørt en lille Fugl synge om, at Gjukungerne dræbde ham paa en Thingvei; men det sige Alle med een Mund, at han blev skammelig forraadt og myrdet, som han laae og tænkde, der var Fred og ingen Fare. Men, sagde en Hirdmand, hvordan gik det saa med Brynhild? Brynhild, svarde Giæst, hun dræbde syv af sine Trælle og fem Slavinder, derpaa jog hun et Sværd i sig selv, og bad, at man vilde age alle de Liig ud og brænde dem paa Baal. Det skedte da ogsaa; der blev giort to Baal, et til Sigurd, han blev først brændt, og et til Brynhild, og hun blev kiørt ud i en Vogn, tjældet med Purpur og Gyldenstykke, og forgyldt fra Øverst til Nederst, og paa den blev hun brændt. Men er det ogsaa sandt, spurgde Man nu, at Brynhild skal have kvædet efter sin Død? 172 Ja, det er ganske rigtig, svarde Giæst. Nu bad man ham kvæde den Vise, ifald han kunde den, og han tog da saa til Orde: dengang Brynhild oog til Baals ad Helvei, sagde han, og de kom forbi et Bierg med hende, hvor der boede en Gyge, da stod hun udenfor sin Dør, kulsort i Ansigtet, med en Skindkofte paa og en Green i Haanden, og sagde: den Green vil jeg give dig, Brynhild! til Hielp til dit Baal, og jeg vilde ønske, du var blevet levende brændt for den Ugierning, du bedrev, da du lod myrde saa dyrebar en Mand, som Sigurd Fafnesbane var. Jeg var ham en tro Veninde, og derfor vil jeg nu give dig saadant et Skudsmaal, at du skal blive dobbelt forhadt af alle, hvem det hører. Derpaa begyndte de da at tale hinanden til, Gygen og Brynhild, og først sagde Gygen:

Hvad vil du her,
De Suler saa nær,
Af Stenen saa haard,
Som bære min Gaard?
Langt heller end age
Til Gudruns Mage,
Du skulde opsprette
Baldyringen fiin
Som du dig lod flette
Til Kiæreste Din.

Hvad vil du her,
Mit Huus saa nær?
Du Landeplage,
Du Frem og Tilbage!
Du blanded paa Bænke
En Skaal saa god,
Lod Giæsterne skiænke
Med Mandeblod.

Brynhild.

Mig kaster i Næsen
Du Steenvætte-Brud
Mit Vikinge-Væsen
Med Hug og med Skud;
Dog vidne de fage,
Som kiende vor Hu,
At jeg alle Dage
Er bedre end du.

173

Gygen.

Her under Sule
Siger jeg frit:
Ulykkesfugle
Avledes tit;
Dog ingenlunde,
I Syd eller Nord,
Til Brynhild den onde
Var Mage paa Jord.

Over dig sukke
Børn af Gjuke,
Budlunge-Brøde
Brat lagde Gjukunge øde,
Brat deres Huus
Synker i Gruus.

Brynhild.

Talt har du med Daaretunge,
Sande Sagn vil jeg udsiunge,
Hør nu til,
Om du vil:

Er om Hiertet kold jeg blevet,
Har jeg Troløshed bedrevet,
Gjukunger det Alt har voldt,
Giort mit Hierte haardt og koldt.

Søstrene otte vi vare tilsammen,
Og under Egen vi bygged med Gammen,
Aarene fyldte jeg ti og saa to,
Da gav jeg Helten hin unge min Troe.

Ikke saa elsked jeg Buret og Salen,
Alt under Brynie gik jeg paa Valen,
Gammen jeg havde af Kamp og af Krig,
Hildur med Hielmen saa kaldte man mig.

Hjalmgun og Agnar lod Sværdene siunge,
Seier da skiænked jeg Agnar hin unge,
Viisde til Hel gammel Jette saa leed,
Derfor blev Odin i Huen saa vreed.

174

Han mig i Skatelund bandt under Skjolde,
Røde og hvide, bød Søvnen mig holde,
Løse mig kunde af Søvn og af Band
Kun, hvem der skyed ei Ild eller Vand.

Trindt om min Sal, om mit sydlige Kammer,
Lyste og leged de gloende Flammer,
Ikkun med Fafners Gulddyne saa gild
Mægted en Kiæmpe at dølge den Ild.

Helten saa herlig med Guld og med Grane
Reed i mit Land over gloende Bane,
Ingen for mig syndes herlig som han,
Helten hin unge fra Dannemarks Land.

Kiærlig han sov ved min Side med Ære,
Som han min Broder af Byrd kunde være;
Nætterne otte jeg laae som en Brud,
Aldrig dog rørde mig Helten saa prud.

Siden lod Gudrun mig høre i Harme,
At hendes Sigurd jeg lod mig omarme,
Da jeg med Sorgen det mærked forsand,
De havde lumskelig stiaalet min Mand.

Dog stille! sig strækker
Vor Trætte for lang,
De Levende skrækker
Min Dødninge-Sang.
Nedsynk da saa fage,
Du Steenvætte-Brud!
Mens fort jeg mon age
Til Helten saa prud.
Bestandig vi sammen
Da bygge med Gammen
I Dødninge-Lund.

Da gav Gygen et forfærdeligt Skrig af sig og løb ind i Bierget.

Det var da Løier, sagde Kongens Folk; har du meer af det Slags, saa lad os høre! Nei, sagde Kongen, det behøves ikke at fortælle meer af det Slags; men, sagde Kongen saa, har du ikke været med Lodbroks Sønner? Jo, sagde Giæst, for en kort Tid 175 var jeg rigtig nok med dem, og jeg kom til dem sønderude, da de hærgede paa Munde-Field og brød ind i Vifilsborg. Dentid spillede de Brødre Mester over Alt, thi Seieren fulgte dem, hvor de saa foer, og dengang agtede de sig til Romaborg; men saa var det en Dag, at der kom en Mand til Bjørn Jernside og bød meget venlig Goddag. Tak, sagde Kongen, men hvor kommer du fra? Sønden fra kommer jeg, fra Romaborg, svarde han. Hvorlangt har vi dertil? sagde Kongen. Ja, sagde han, det kan Kongen bedst see paa mine Skoe, og dermed trak han et Par Jernsko af, dygtig tykke foroven men tyndslidte under Saalen, og sagde: nu kan I selv regne jer til paa de Sko, hvor langt der er til Rom, thi de har faaet det at føle, saa det svier til dem nu. Ja hillemænd, sagde Bjørn, det blev en lang Reise den; nei, saa er det nok bedst at lade den Fugl flyve og vende Næsen hiem. Han fik da ogsaa Lov at raade; Lodbroks Sønner hærgede ikke længer sønderpaa, men gav sig paa Hiemveien, og det har alle Folk siden forundret sig over, at een Mands Ord kunde saaledes forandre deres Tanker, at de lod den Ting fare, som de dog saa vist og fast havde sat sig for. Men det er da godt at see, sagde Kongen, at det var Roms Helgene, som vilde ikke tilstæde deres Indfald, og derfor lod Gud den Aand komme over dem, saa de forandrede deres Tanker og kom ikke til at ødelægge Romaborg, som er den allerhelligste By i Christenheden.

Siig os nu, Giæst, sagde Kongen saa, hvor huede du det nu allerbedst af alle de Stæder, du har været? Ja, sagde Giæst, det morsomste Stæd var hos Sigurd og Gjukungerne, hos Lodbroks Sønner derimod havde Man meest Frihed og kunde giøre Alt, hvad Man vilde, hos Erik i Upsal levede Man flot, men af alle de gamle Konger var der Ingen, der havde saa fiint og fornemt et Væsen som Harald Haarfager. Jeg har ellers ogsaa tient Keiser Hlødver i Saxland; der maatte jeg lade mig korse, om jeg ellers vilde blive, thi der blev Christendommen holdt stærk i Hævd, og der befandt jeg mig i Grunden allerbedst. Du har seet Noget i dine Dage, sagde Kongen, og er Mand for at svare ligesaa fort, som vi kan spørge. Derpaa giorde Kongen mange ny Spørgsmaale, og Giæst gav ham grangivelig Beskeed paa dem alle, og sagde saa tilsidst: nu maae jeg da ogsaa fortælle Jer, hvorfor jeg heder Norna-Giæst. Jeg lader Øret til, sagde Kongen.

Nu velan! sagde Giæst, jeg er da født i Grønningen i Dannemark og voxde op hos min Fader, som var en meget riig Mand og holdt et fornemt Huus. Der reisde just dengang nogen Spaakoner om i Landet, som de kaldte Voler, og spaaede Folk deres 176 Skiebne, og der blev giort meget af dem: Man bød dem til sig, giorde Gilde for dem, og gav dem Foræringer til Afskeed. Det Samme giorde da min Fader ogsaa, og de kom der med deres hele Tienerskab og skulde spaae mig min Skiebne. Jeg laae dengang i Vuggen endnu, da min Lykke skulde paa Bane, og der brændte to Lys over mig. Nu tog de da til Orde om mig, og sagde, at jeg skulde blive en synderlig lykkesom Mand, og det fremfor baade alle mine Forfædre og andre Høvdingbørn i Landet, og det skulde blive baade vist og sandt. Nu var de Voler tre i Tal, men den yngste Norne syndes, at de andre to regnede hende for ingen Ting, aldenstund de spaaede saadanne særdeles vigtige Ting, uden at spørge hende til Raads; desuden var der en Flok kaade Knegte, som reve hende ned af sin Stol, saa hun blev gruelig vred og raabde bister, saa høit som hun kunde, at de andre skulde kun biet lidt med deres gode Ønsker, imens hun fik spaaet mig, at jeg skulde ikke leve et Øieblik længer, end til det Lys var brændt ud, som nu stod tændt ved min Vugge. Da tog den ældste Vole og slukde Lyset og bad min Moder giemme det vel, saa det ikke blev tændt, før min Dødsdag kom af sig selv. Derpaa gav min Fader Spaakvinderne deres Foræringer, og dermed reisde de og førde den yngste Norne bundet med sig. Da jeg nu blev voxen, gav min Moder mig Lyset i min egen Forvaring, og jeg har det hos mig endnu. Hvad vilde du nu her hos os? sagde Kongen. Jo, svarede Giæst, det faldt mig nu saa ind, og saa tænkde jeg, at eftersom jeg havde hørt Jer meget rose af flinke Folk, kunde I maaskee dog ogsaa giøre mig noget Godt. Vilst du annamme den hellige Daab? sagde Kongen. Ja, svarede Giæst, paa Jeres Ord. Saa blev han da døbt, og Kongen holdt meget af ham og giorde ham til Hirdmand, og Giæst blev en meget ivrig Christen, han artede sig efter Kongen i alle Maader, og var meget godt lidt iblandt Folk.

Tilsidst var det engang, at Kongen sagde til Giæst: hvorlænge vilde du nu leve, om du maatte raade? Jeg mener, jeg er gammel nok, var det Guds Villie, svarde Giæst. Hvad om du nu tændte dit Lys! sagde Kongen. Derpaa tog Giæst Lyset ud af sin Harpe, Kongen lod det tænde, og det brændte hurtig ned. Hvor gammel er du nu egenlig, Giæst! spurgde Kongen. Nu er jeg lige trehundrede Aar, svarde han. Det var en høi Alder, sagde Kongen. Nu lagde Giæst sig til Sengs og bad om den sidste Olie, som han ogsaa fik, og da han var salvet, var Lyset hardtad udbrændt. Man kunde ogsaa godt see, at Giæst sang paa det sidste Vers, og i samme Øieblik, som Lyset slukdes, døde ogsaa 177 han. Alle Folk fandt, at det var en mærkelig Ende, han tog, og Kongen syndes, at hans Død beseiglede hans Frasagn, og stadfæstede, hvad han om sin Alder havde fortalt.

Efterklang.

Underlig i Skialdens Øre
Klang den Lyd fra Hedenold;
Har det Sagn ei meer at føre,
End et Nul paa Sagas Skiold?
Er den Time spildt, vi lytte,
Eller dølger her i Mythe
Saga vel et sanddru Syn?

Danske Frænder! laaner Øre
Til den unge Dane-Skiald!
Hvad der Sindet saa kan røre
Med saa sødt et Tonefald,
Det har Sandhed vist i Giemme,
Ja, det er en Aandestemme,
Kunde vi den kun forstaae!

Frænder! jeg har havt en Glæde
I den svale Aftenstund;
Liden Fugl jeg hørde kvæde
Om det Sagn i Bøgelund;
Vil I Efterklangen høre,
Gid den eder saa maa røre,
Som mig rørde Fuglens Sang!

Liden Fugl sad lavt paa Kviste
I den tynde Bøgelund;
Sang vemodig, sang med Liste
I den svale Aftenstund,
Sang om mangen Oldtids Handel,
Heltefærd og Riddervandel,
Høit i Syd og dybt i Nord.

178

Underlig den Fugl mon kvæde
Om hver gammel Færd og Daad,
Som om den var selv tilstæde,
Med i Flok og med paa Raad,
Kalder grønne Lund og Enge,
Danmark, deiligst Vang og Vænge,
Grønningen, sin Fødebye.

Mon den lille Fugletunge
Kviddrer Løgn i Bøgelund,
Eller kan med Sandhed siunge
Fuglen saa i Aftenstund?
Frænder! hvo kan vel forgiætte
Gamle Danmarks gode Vætte:
Nattergal og Norna-Giæst!

Vætte, ja med Smiil og Sukke
Saga ristede paa Skiold:
Der blev siunget for din Vugge
Underfuldt i Hedenold;
Saga og om dig maae sande:
Alt da Norner drog om Lande,
Under Lys i Svøb du laae.

Det var ingen Lyvetunge,
Som dig aarle turde spaa
Mellem Frænder, gamle, unge,
Lykke, som kun times Faa;
Hvem har dig i Lykke lignet,
Hvem har Himlen saa velsignet,
Fæstet i sit Fædreland!

Det var Ord til Fryd og Smerte,
Hvad hin yngste Norne sang:
Brænder ud den tændte Kerte,
Vorder ei din Alder lang;
Føl og giem det vel i Hierte:
Kiærligheden var den Kerte,
Som ved Hovedgiærdet stod.

Vætte! du har vidt omvanket,
Og du har som Norna-Giæst
Paa din Vei den Viisdom sanket,
Du dog havde allerbedst,
179 Der din Helteglands sig dulgde,
Der du Saxens Hlødver fulgde*),
Tog mod Korset i hans Gaard.

Kun som Tegn paa gammel Adel
Giemmer du i Harpestok
Ringen prud af Sigurds Sadel.
Og den lange Grane-Lok;
Kun for Kaadheds Spot at tæmme,
Kun for Hovmod at beskiæmme,
Stundum drager dem du frem.

Ei mon Bøgehytten prale,
Udstaffeert med Hærgefang,
Skiøndt din Priis i Konge-Sale
Sander, du gik Kiæmpegang;
Men, som Skjold og Fafnesbane,
Andre lod du Valen rane,
Bar til Lund kun Prisen hiem.

Kun et Mon fra Val og Fare
Hiem du bar til Bøgelund,
Kun Stærkodders Tand hin svare,
Hun, som vog saamange Pund,
Hende fæsted du i Engen
Under Malm i Klokkestrængen,
Og der hænger hun endnu.

Der end har din Kiæmpefinger
Fæste i hver Dværge-Old,
Og naar Knebelen du svinger,
Da opvaagner Dan og Skiold,
Da maae Danmarks Fiender mærke,
Reeb at drage med den Stærke
Koster Sveed og Blod og Fald.

Er da nu udbrændt din Kerte?
Est du lagt i sorten Muld ?
Er udbrændt i Danmarks Hierte
Luen, klar og løndomsfuld?
Endtes alt i Oldtids Dage
Danmarks Harpeslag og Sage
Under Field ved Nidaros?

* 180

Nei, o, Vætte! store Runer
Raabe høit paa Sagas Skjold;
Over Grønningens Pauluner
Klokken sang i Christians Old,
Dan og Skjold saa kiæmpestærke
Vaagned under Korsets Mærke,
Kroned hvide Dannebraag.

Siden sad paa Norges Throne
Ingen Olav Tryggvesøn,
Ei i Danmarks Harpetone
Sænked end sig Norges Aand;
End ei, Norna-Giæst! din Sage
Har forklaret Oldtids Dage
Under Field ved Nidaros.

Olav Tryggvesøn ei døde,
Han forsvandt i Svolder-Sund,
Tiderne skal ham gienføde
I en hellig Aftenstund;
Døbt i Danmark skal han stige
Op at styre Norges Rige,
Fæste Skjold paa Smalserhorn1.

Da fra Daners Bøge-Hytte
Drager du saa vemodsfuld,
Over Bølgen maae du flytte
Med din Kerte og dit Guld;
Harpen al din Rigdom giemmer,
Vemodsfuld du Strængen stemmer
Til den store Svanesang.

Naar du da med Fryd og Smerte
Har udtalt din Færd paa Jord,
Selv du tænder from din Kerte,
Sætter den paa Alterbord,
Salves under Bøn og Psalmer,
Stirrer paa de høie Palmer,
Sover hen i Jesu Navn.

Frændefolk paa Dane-Slette!
Reis dig ved din Rune-Stav!
End ei er vor gode Vætte
Veget, flygtet over Hav,

* 181

Men som Vind sig brat kan vende,
Snart og let det sig kan hænde,
Han herfra at vandre faaer.

Jeg ham saae i Aftenstunden,
Ved det klare Maaneskin,
Sødt han sang i Bøgelunden,
Og bevæged dybt mit Sind;
Ak, men ei med spinkle Vinge
Klokken mægter han at ringe
I det danske Kirke-Taarn.

Frænder! ja, som Fugl med Vinge
Jeg ham saae i Bøgelund,
Hørde Svanesangen klinge
I den svale Aftenstund;
Frygter, vaager! Kvad og Vinge
Spaaer, at snart han sig vil svinge
Over Hav med Harpen hen.

Vaager! beder, at hans Vinge
Vorde maae en Kiæmpearm!
Saa han end formaaer at ringe,
Alt med Kerten i sin Barm;
Saa han end formaaer at vække
Danmarks gamle Helterække,
Under hvide Dannebraag!

Klokken i den danske Kirke,
Det er Sagas klingre Skjold,
Til at bygge Dannevirke
Vækker den hver Kiæmpe bold;
Men den klinger høit i Vangen
Kun i Chor med Kirkesangen
Under Thyra Dannebod.

Danmark! siung da brat din Psalme
Som en Thyra Dannebod!
Flux da skal de klingre Malme
Tone, vække Magn og Mod;
De skal eie Faders Hammer,
Svinge den som Torden-Flammer,
Mod hver Thurse, mod hver Trold*).

* 182

Vel, naar Midgards-Ormen vinder
Listig sig om Bøgelund,
Danmarks Timeglas udrinder
I en bange Aftenstund,
Men vor Aand og Æt da følger
Vætten over brede Bølger
Under lifligt Harpeslag.

Taarestrøm skal Kinder væde,
Alt som Norna-Giæst i Kveld
Skinger Gudruns gamle Kvæde,
Som ei før er hørt paa Field;
Fieldet skal ærbødig svare,
Naar hans Sagn og Sang forklare
Runerne paa Sagas Skiold.

Naar da lettet er dit Hierte,
Danmark! og fuldendt din Gang,
From du tænder selv din Kerte
Paa Guds Bord med Svanesang;
Alabasten taus sig fryder,
Mens den Salven sin udgyder
Over dig i Jesu Navn.

Fromt du folder dine Hænder,
Takker Gud for Gubbe-Aar,
Og alt som din Kerte brænder,
Sagtere dit Hierte slaaer;
Og naar sig de Luer slukke,
Du, alt som et Barn i Vugge,
Sover ind i Herrens Fred.

Sove skal dit Støv i Kiste
Dog ikkun saa kort et Blund,
Brat skal Klippegraven briste
I en hellig Morgenstund,
Glad du under Jubelsange
Skal i Helgenrad indgange
I det ny Jerusalem.

Frændefolk paa Daneslette!
Løft dit Hoved høit fra Muld!
Kom ihu din gode Vætte
Med hans Kerte, med hans Guld!
183 Vættelysene ved Strande
Flugten spaae og Sagnet sande,
Alt som Kerteskygger smaa.

Elsk igien de gamle Skrifter
I det danske Tungemaal,
Som om Fædrenes Bedrifter
Ristedes med Sagas Naal!
Da skal Sagaklokken ringe,
Da omskabes Vættens Vinge
Til en hellig Heltearm.

Lyd kun høit i Mark og Skove,
Gamle Danmarks Gilde-Sang!
End ei over salten Vove
Fuglen sig fra Bøgen svang;
Først skal Bøge-Kronen hvælve
Mildt sig over stride Elve,
Skiule Fieldets Naaleskov.

Lad os aldrig dog forgiætte,
Grander rundt paa Mark og Øe!
Er end ei vor gode Vætte
Flyttet, flygtet over Søe,
Akj! som Vind sig brat kan vende,
Snart og let det sig kan hænde,
Han herfra at vandre faaer!

Freden.
(Et Brudstykke 1813).

Fædreneland!
Da i Barndoms Aar,
Fædreneland!
Da i Ungdommens Vaar
Paa dine Heder og i dine Lunde,
Ved dine Bække og ved dine Sunde,
I dine Vange jeg vandrede om,
184 Ikke da hørte jeg Lyd af Kartover
Hvirvle sig hen over Vange og Vover;
Kun da den Jomfru, saa favr og saa fin,
Kun da Fyrstinde Maria blev din,
Studsende førstegang fik jeg at høre
Ned over Bugten det festlige Døn,
Og med min Faders velsignende Bøn
Samled det sig i mit lyttende Øre.
Ellers jeg hørte kun Fuglenes Sang,
Ellers jeg hørte kun Klokkernes Klang,
Hørte kun Brølen og Bøgen af Kvæg,
Hestenes Vrinsken og Faarenes Bræg,
Glammet af Hunde og Lyden af Horn,
Leernes Sang over segnende Korn,
Bøssernes Bulder til Jagt og til Lyst,
Bølgernes Slag mod den venlige Kyst.

Broder og Syster paa Field og i Vang!
Følg mig, ja reis paa den tonende Sang
Med mig tilbage
Ind i de flygtede Dage,
Did, hvor i Fredens Paulun
Aldrig Trompet og Basun
Kaldte til Kamp,
Hvor det ei tænkdes, at Damp
Kunde i Norden forkynde
Blodbad og svovlede Brynde.
O! det var Dage, da glade i Sind
Karle kun hvæssed de klingende Segle,
Laded kun Bøsse til Ræv og til Hind,
Bladebygs Hare og pippende Hjeile!
O! det var Aftner, naar sødt over Vang
Klokkerne sendte den venlige Klang,
Kaldte ad Folket paa Mark og i Enge,
Kaldte til Andagt og kaldte til Senge!
Fædreland, ja paa din smilende Kyst
Fordum jeg stod, og det sang mig i Bryst,
Naar dine Fugle i klølige Lund
Kvidrende sank i et sommerligt Blund,
Naar, som med Lyst, under venlige Kiøle
Trillende Vove mig tykdes at nøle,
Naar det saa hen over Vangen fra By
185 Klinged fra Taarnet saa liflig i Sky,
Tonede Fred og hiemkaidte til Hvile,
Lokkede ømt til at sukke og smile.
Da var vel Timen, i Lund og paa Enge
Livlig at røre de stemmede Strænge?
Timen kanskee, men ei Timen for mig;
Maalløs jeg var, naar det sang mig i Barm;
Greb jeg i Strængen, da toned kun Harm;
Hult som en Storm over Grave det lød,
Brusede vildt: jeg er død.
Først da fra Axelstad Luerne svang
Høit sig i Sky,
Kom under Vaabnenes Gny
Liv i min Sang.
Ja, da for Dannemarks Smerte
Saaret oplod sig mit Hierte,
Der jeg saae Dannebraag svømme
Husvild paa elskede Strømme,
Der jeg saae Fiendernes Snekker
Skride i brammende Rækker,
Fædres vanærede Navne
Bag paa de røvede Stavne,
Hørte de bretske Kartover
Buldre paa Bæltenes Vover,
Da slog jeg Skialdenes Harpe,
Den haver Strænge af Staal,
Tonerne ere saa skarpe,
Brage! ja Brag er dit Maal!

Fædreland ! ja jeg har leget og siunget,
Alt som naar Sværd monne klirre paa Skiold,
Og giennem Buldret en Røst haver runget,
Alt som en Røst fra din Hedningeold.
Altid jeg sang, hvad jeg havde i Sinde,
Kamp var min Sang, thi det kiæmped derinde,
Kiæmpe vi maa i den løbende Tid,
Livet herneden er Strid!
Stride maa Aanden saa saare hernede,
Førend sin Vinge den mægter at brede,
Stride maa Aanden med Vind og med Vinge,
Før den til Himlen sig mægter at svinge;
Kun om den Seirendes saarede Tinde
186 Palmer og Evigheds Blommer sig vinde;
Længe i Kamp sig maa røre vor Tunge,
Før den om Freden kan værdelig siunge;
Aldrig et Hierte i Kiærlighed smelted,
Førend sig Blodet først brusende velted;
Hvo kiender Freden og har ikke stridt?
Hvor er den Frelste, som Intet har lidt?

Fædreneland!
Naar jeg vanker i Vang,
Vanker i Lund og ved bølgende Strand,
Naar efter Klokkernes Klang
Ikkun forgiæves jeg lytter,
Naar jeg den snehvide Gubbe maa see
Famlende stryge den vaklende Lee,
Naar jeg fra Kvinden, som holder paa Ploven,
Hører et Suk til vor Fader foroven;
Naar jeg maa høre Kartovernes Brag
Dundre saa vredt under Fiendernes Flag,
Naar over Vange og Belte
Gienlyd jeg hører af Lure og Trommer,
Hvor dine Svende med Russer og Pommer
Spende paa Valen det blodige Belte;
Naar over Sund, over Field, over Vange,
Røsten jeg hører af hvislende Slange,
Ikke jeg sørger, fordi du maa stride,
Sørger kun over, at ikke itide
Ret du fornam, hvad der hører til Fred,
At du itide ei streed.

Hvad var din Fred, da Kanonerne tav,
Da dine tunge, dog ilsomme Snekker
Seilede trygt i de brammende Rækker
Rundt paa det bølgende Hav?
Da dine Svende, naar Klokkerne klang,
Stævnede hiem fra den kiølige Vang,
Da dine Piger hos Kornet Man saae,
Kun naar de vævre med Solhætte paa
Bunde de Nege og reve de Stubbe,
Da Man kun skued den snehide Gubbe,
Naar han saae til, om og Knøsen var driftig,
Og naar han giætted, om Sæden var giftig,
187 Talte i Skyggen ved Travernes Hob
Venlige Ord med det Gamle i Stob,
Da, naar det mørkned, paa Hav og paa Kyst
Alting var tyst?

Hvad var din Fred i de rolige Dage,
Som du saa saare nu ønsker tilbage?
Havde Guds Fred du i Hiertet da inde,
Stred du i Aanden for Krandsen at vinde,
Takked du Herren i Vang og paa Bænk,
Munter og rørt for Hans herlige Skiænk?
Bad du om Vagt af Hans hellige Leire,
Bad du om Kraft til at kiæmpe og seire?
Var dig den udvortes Fred kun en Skygge,
Af hvad der er, hvor de Salige bygge?
Længdes du sukkende efter at flytte
Over i Fredens den hellige Hytte,
I det Paulun, der har Nagler saa faste,
At ingen Storme det mægter at kaste,
Ja, i den Englenes Bolig,
Som har det Navn, den er rolig,
Hvor uden Graad vi kan smile,
Hvile, som Gud monne hvile,
Hvile som Straaler i Soel,
Hvile i Sang for den Eviges Stol?

Fædreneland!
Hvad tør med Sandhed jeg svare?
Naar paa den bølgende Strand
Snekker med kostbare Vare
Stævnede hid fra den fremmede Kyst,
Stævnede heden og ud i det Fierne,
Hvad var din Tanke, og hvad var din Lyst?
Naar du beskued de Snekker saa gierne,
Var da din Tanke og var da dit Øie
Vendt imod Ham i det høieste Høie,
Som haver Alting saa underfuldt lavet,
Som giorde Stier for Snekken i Havet,
Som satte Stierner til Tegn i det Høie,
Som lod dem findes af forskende Øie,
Som, medens Steen monne synke i Havet,
Haver af Steen dog en Ledsager lavet,
188 Stenen, der som en urokkelig Tanke
Kan undervise den svømmende Planke?
Spurgde du brat din Ostindiefarer:
Hvad er i Zion*) til Tidende nu?
Udskinner Lyset iblandt Malebarer,
Vorde de Christne af Navn og i Hu?
Sendte du Steen til Jerusalems Mure,
Sendte til Huset du Psalter og Lure?
Naar under Grøden af Jord og af Vand
Tyngede Byrdinger**) styred fra Land,
Priste du Ham, som allene opførte
Kornet af Jorden og Fisken i Hav?
Mon det i Hierte dig blidelig rørte,
At Ham i Haand og i Vold du det gav?

Fædreneland! jeg er træt af at spørge;
Skamme dig maa du, og dybt maa du sørge;
Ak, thi naar Snekkerne komme og ginge,
Ønskede du dem kun Lykke og Vinge,
For at du kunde med Guldet i Skrin
Klædes i dyrebart Lin,
Kunde i smykkede Sale
Prange og prale,
Kunde dig lystig ei lædske,
Nei kun beruse i brusende Vædske.
Tænkte du andet, naar Snekkerne svam,
Kløved med Kiøle de mægtige Vande?
Ja, naar de taklede foere med Bram
Mellem din Kyst og de fremmede Lande,
Fyldte hovmodige Tanker dit Hoved,
Søguttens Diærvhed og Snilde du loved,
Løfted som Menneske stolt dig paa Taa,
Tænkte: hvad Kløgten og Kunsten formaae!
De have tømret det mægtige Roer,
De funde Naalen, som peger mod Nord,
De kunne trodse med Knæer og Boldte
Bølgerne stolte!
De holdte Skib fra at gange til Grunde,
Der de til Grunden med Anker det bunde.
Saaledes sang du til Mandevids Priis,

* * 189

Glemte den Herre, som ene er viis,
Ham, som bød Egene voxe i Skoven,
Ham, som bød Træet at svømme paa Voven,
Som lærte Støvet at tømre og tænke,
Roret at dreie og Skibet at lænke,
Ham, som kan byde den brusende Vove
Bryde de stærke, forhudede Bove,
Henveire Stavne og Stænger og Rær,
Knuse de Kiøle paa Bølger og Skiær;
Ja naar det randt dig i Hu,
Han var i Stand til at knuse
Brat dine svømmende Huse,
Gøs du med Gru.

Naar dine Karle med blinkende Segle,
Naar dine Piger med Rive og Leile,
Vandrede hiem fra de meiede Vange,
Hvad var paa Tale, og hvad var i Sange?
Giækkeligt Ord og letfærdige Skiemt,
Eder og Bander, men Herren var glemt.
Naar med sin Stav den graahærdede Gubbe
Stod mellem Nege i visnende Stubbe,
Hørte da rolig han Røsten:
Graaskiæg! du hvidner til Høsten.
Løfted han trøstelig dummede Øie
Op mod det Høie,
Lagde andægtig han Hænderne sammen,
Sagde han blidelig: Amen!
Saaet jeg haver med Graaden hernede,
Negene staa mig deroppe tilrede,
Staven jeg kaster, og reiser mig glad,
Bærer min Neg til Jerusalems Stad.
Ak! det var sieldent, o Fædreneland!
Gubberne sørged paa Gravenes Rand,
Ønskede daarlig tilbage
Ungdommens flygtige Dage,
Vidste mod Døden ei levende Raad,
Ak, thi de saaede ikke med Graad,
Saaed med Latter som Daarer
Og skulde høste med Taarer.
Fædreneland! naar om Helligdags Morgen
Klokkerne klang,
190 Mon du dig laved i Hytten og Borgen
Aarle til Gang?
Og naar det ringede sammen,
Flokkedes da dine Børn med Gammen,
Vrimled fra Stier og Gader
Gamle og Unge i Kirkerne ind?
Fyldte med Andagt i Sind
Skarerne Stole og Stader?
Svunge sig høit udi hellige Psalmer
Hierterne glade fra Jord?
Stirrede Aanden paa Evigheds Palmer,
Sænkede Siælen sig dybt i Guds Ord?

Oppe og nede
Kirkerne stande paa Field og paa Hede,
Høit imod Sky
Taarne sig løfte paa Mark og i By;
Fædreneland!
Vare de Kirker alt øde og tomme,
Raabte du jublende: jeg er i Band,
Da var din Tid i et Øieblik omme,
O, da var jeg mellem Skjalde
Armeste Mand,
Harpen af Haand maatte falde,
Strængene briste paa Stand.
Gud være lovet! end oppe og nede
Stige fra Field og fra Vang og fra Hede
Sukke og Psalmer
Did, hvor de evige Palmer
Voxe paa Helligdoms Field,
Grønnes ved Paradisvæld,
Og over Fuglene glade
Brede de venlige Blade,
Kiøle hver Edens Indbygger
I deres liflige Skygger.
Ja, mellem dem, som i Tummel og Vrimmel
Har over Verden forgiættet Guds Himmel,
Ganger en Skare endnu,
Skare af Mænd og af Kvinder,
Som kommer stundum ihu
Hellige Minder,
Ønsker med Sukke tilbage
191 Barndoms Dage,
Tænker paa Fædrenes Tro,
Mindes de Mødre saa fromme,
Ønsker, naar Timen er omme,
Til dem at samles i salige Ro.
Derfor til Toner saa skarpe
Slaaer jeg min Harpe,
Derfor det Milde og Strænge
Maae sig i Tonerne mænge.
Troende vilde jeg trøste,
Rørlige vilde jeg ryste,
Sovende vilde jeg vaagne,
Vække, som Hedin og Hogne,
Om deres Hildur til Strid.

Klokke, naar med dine Klukke
Sødt du til Hvile indbød,
Hørde du ei giennem Glugge,
Hvordan det lød:
For mine Agre og for mine Kunder,
For mine Øxen og for mine Faar
Og for den Kvinde, jeg tog mig i Gaar,
Fattes til Hvile mig Stunder?
Hørde du ei, at med liderlig Sang
Flokken forhaaned dit Kluk og din Klang?
Hørde du ei, at de ginge paa Raad,
Hvordan det bedst kunde falde i Traad,
Saa dine faldende Huse
Kunde dig dæmpe og knuse?

Fugl! du som haver i Kirken din Rede,
Du, som saa vidt monne Vingerne brede,
For paa de Døbte i Aand at neddale,
For dem i Lignelse klart at afmale,
Hvordan sig Hjertet maa skabe og tee,
Naar det sin Frelser vil kiende og see!
Hellige Due
Under den hvælvede Bue!
Saae du paa Stader og Sæder
Ikke saamangent et Sind,
Som uden Helligdagsklæder
Sneg sig derind?
192 Var ikke ofte det syngende Chor
Klingende Bielder og lydende Malme?
Klang under Hvælving ei mangen en Psalme
Som du ei kiendte paa Tone og Ord?
Mærked du ei paa saamangen en Tale,
Præsten forglemte, at over hans Stol
Svævede du med den hellige Sol,
Bad dig ei længer paa sig at neddale,
Vilde kun det, som du ei kunde virke,
Uddrive Dig af dit Ord og Din Kirke.

Fædreneland!
Hvad var din Fred i de rolige Dage,
Som nu saa saare du ønsker tilbage?
Hvad er vor Fred, naar vi glemme
Huset, hvor Freden har hiemme?
Hvad er vor Fred, naar vi grue,
Gyse for Kirkegaards Stue?
Havde du Fred, der de verdslige Lyster
Tumlede dig mellem Synder og Kyster,
Ja, medens Lyst imod Lyst
Stred i dit Bryst?
Frænder i Nord! baade unge og gamle,
Vilde engang I dog Tankerne samle!
Fred har vi havt, thi saa dybt i vort Bryst
Ligger en Længsel og luer en Lyst
Efter den søde, velsignede Fred.
Aldrig for Guld dog mon græde,
Hvo som af Guld ikke veed,
Dog græder nyfødte Spæde
Alt efter Fred;
Dog er det Freden, vi søge
Aarle ved Moderens Bryst,
Søge i Leg og i Lyst,
Mellem de tonende Bøge
Og paa den blommede Eng,
Søge paa Land og paa Vove,
Søge den og, naar vi sove,
Sove i Sind eller Seng.
Fred har vi havt, thi vi have dens Minde,
Freden er tabt, ak, hvor er den at finde?
193 Blinkende Malme fra Gang og fra Leie
Raabe saa høit: vi har Freden i Eie!
Graver og banker med Hakke og Hammer,
Løser os ud af det bælmørke Kammer!
Naar I os giemme, og naar I os eie,
Da har I Fred, som vi her i vort Leie.
Fædreneland!
Var ikke Mandtallet stort,
Som blev forgiort,
Ja blev fortabt ved de Biergtroldes Gand 1?
Var det dem nok,
At de i Flok
Stævnede rundt paa det bølgende Hav,
Pløied i bundløse Grav,
For i dens Furer at sanke
Malmene blanke?
Saae du dem ikke som Diævle begrine
Fattigmands Taarer og Negerens Pine,
Naar kun for Øre dem Biergtrolden sang,
Guldstøvet glimred, og Kronerne klang?
Ja udi Nord
Skarer for Guldet fra Gud sig forsvor;
Stolte Paladser opstod,
Murede op i de Fattiges Blod;
Sale sig smykked med røvede Bytte,
Enkerne hyled i plyndrede Hytte;
Barmen de sloge, og Hænder de vreed,
Det var den gyldne, høilovede Fred.

Kiødelighed, som en blussende Kvinde,
Staaer i de yndige Dale,
Staaer i de glimrende Sale,
Vinker os som en Veninde;
Rosen er malet paa blussende Kinder,
Roser i Krands sig om Tindingen vinder,
Roser hun byder til Belte og Krands,
Tryiler hver Sands.
Smilende synger den fristende Kvinde:
Kommer til mig, jeg er Fredens Gudinde!
Springer og spøger, og nyder og higer!

* 194

Favner, I Svende, de blussende Piger!
Hviler, I Piger, i Svendenes Arm!
Løser kun op for den bankende Barm!
Plukker de Roser, som vinke i Vaar,
Nyder de flygtige Aar!
Kommer til mig, baade Unge og Gamle!
Jeg vil til Fryd eder samle;
Jorderigs Fedme, som fryder og styrker,
See, den tilhører min Dyrker;
Saften af Druer, o see, hvor den blinker!
Skummende Bæger, o see, hvor det vinker!
Tømmer og klinker!
Klinker og synger!
Saften forynger,
Glæder som Perler i Runddelen svømme,
Gak til dens Bund!
Fred er dit Fund;
Fred under salige Drømme.

Fædreneland! mon uændset hun sang
Saa for dit Øre, den fristende Kvinde?
Tumled du ei under Glassenes Klang,
Vandt du ei Ranker og Roser om Tinde?
Stinkede ei dine svovlede Krandse?
Dundrede ikke, naar Dagen blev sval,
Gulv under Fod i din Hytte og Sal?
Svunge sig ei i løsagtige Dandse
Pige og Svend,
Kvinder og Mænd?
Dreves ei Synder i Hytte og Sale,
Som ikkun Helvedes Tunger udtale?
Jo, det var saa; dine ravende Helte
Løste af Kvinden Blufærdigheds Belte;
Sielden nu saae Man af Blyhed i Sind
Rødme paa Jomfruens Kind;
Nei kun i hvirvlende Valsen og Lyst
Blussed med Kinden det blottede Bryst!
Evne og Lyst til at synde,
Det kaldtes kvindeligt Ynde,
Bolende Smiil,
Det kaldtes Kiærligheds Piil.
O! hvilke Syn i de glimrende Sale!
195 O! hvilke Syn i den ensomme Vraa!
Hogarth forgiæves dem stræbte at male,
Tiden ei vilde sin Jammer forstaae,
Vilde ei see, den udskummed sin Skam.
Rystende Yngling i Oldingeham,
Skaldet paa Issen med graanende Haar,
Visnende Piger i Ungdommens Vaar,
See, hvor de Arme sig vride i Vaande,
Opfylde Luften med giftige Aande,
See, hvor de banke den hudløse Pande,
Hør, hvor de hyle og bande!

See, hvor de Fædre og Mødre med Kvide
Hænderne folde og Hænderne vride!
Ak, deres Søn, deres Haab, deres Glæde,
Ham, den forlorne, ham maa de begræde;
Ak, deres Datter, den Alderdoms Trøst,
Aarle hun visned, som Blomsten i Høst.

See, hvor den Kvinde mon sørge i Løn,
Stirre fortvivlet paa Datter og Søn!
Manden han søger sin Fred og sin Glæde,
Der hvor sig blander med Pigernes Sang
Rusendes Bulder og Glassenes Klang,
Derfor den Arme maa hungre og græde.
See, hvor de Frække det hellige Baand,
Som dem i Børnene stander for Øie,
Slide og skiære med spøgende Haand,
Spotte den Hævner, som boer i det Høie!!

See, hvor de ligge paa Silke og Straa!
Hiulene skurre og gange i Staa;
Kold rinder Sveden paa dødblege Kind,
Dog ikkun Verden de have i Sind;
Aldrig de ud over Graven tør skue,
Thi de for Gud som et Helvede grue;
Heller med Konst de vil Hiernerne sløve,
Heller med Konst de vil Hierterne døve,
Saa uden Haab eller Trøst de henfare,
Did, hvor Enhver skal for Dommeren svare.
Fædreneland! mon du ikke det veed:
Det var den søde, livsalige Fred?
196 Fædreneland!
Trolden var Brudgom, og Hexen var Brud;
Ak, hvilken Yogel der rugedes ud!
O! at jeg kunde med Luer
Male den Æt, jeg beskuer!
O! at jeg kunde med Flammer
Male din Skiændsel og Jammer!
O! gid jeg kunde med Kraft fra det Høie
Giøre et Kors for dit Øie,
Saa det med løftede Laage
Saae over Koglerens Taage,
Saae i den hellige Kilde
Tro sig dit Aasyn afbilde!

Et Blad af Jyllands Rimkrønike.

Der er et Land saa kosteligt
Alt under Nørre-Lide,
Kun eet, jeg veed, er Landet sligt
Paa Verdens Vesterside,
Det sært i Nord er tunget ud,
Og til en Tunge fiin af Gud
Det er vist og beskaaret.

Det er slet ingen Abildgaard,
Og ingen Blommehave,
Det lysner mest kun lidt i Vaar,
Og Buskene er lave,
Og Lyngen løber langs ad Land
Med Ormeflok og Flyvesand,
Og Bøgen staaer i Stampe.

Men langs med Heden Bække smaa
Sig klare, vævre vinde,
De mødes tit til mægtig Aae,
Og tit i Søe de rinde;
197 Der lege flink de Fiske smaa,
Og Møllehiul i Dammen gaae
Og varme haarde Stene.

Og Rogen groer paa Heden, reen
For Klinte og for Heire,
Og vorder Meel paa Møllesteen,
Hvordan det end mon veire,
Og vorder hvidt og dagligt Brød,
Og Raad der er mod Vinter-Nød,
Mens Lyngen groer paa Heden.

Naar Hveden fiin i Blommeland
For Klinten gaaer tilgrunde,
Og naar for Vind og Savetand
Nedsynke Markens Lunde,
End Rugen groer, og Møllen gaaer,
Og Heden varmer Aar paa Aar,
Og Lyse-Klynen blinker.

Det er slet intet Fugleland
Til høit i Chor at siunge,
Den Nattergal paa nøgne Sand
Slaaer Trillerne saa tunge,
Og Lundene er kun saa faae,
Og Buskene er kun saa smaa,
Og Bøgen staaer i Stampe.

Dog pippe heel veemodelig
De Hjeiler smaa og spage,
Og klukkende opløfte sig
De Agerhøns saa fage;
Ja, stundum og en Urkok goel
I Dagningen mod Gylden-Soel
Alt paa den brune Hede.

Og aldrig har jeg hørt det før,
Og heller aldrig siden,
Hvor mindelig for Ladedør
Kan kviddre Finke liden,
Naar Jydesvenden, som jeg saae,
Et lille Korn til Fugle smaa
Om Vinterdag udskifter.

198

Og aldrig slig en Tone sød
Jeg hørde over Vange,
Som den, der over Heden lød
I Lærkens Morgensange;
Den slog saa sødt og fløi saa let,
Som om med Rugen den kun ret
Paa Heden havde hiemme.

Og naar da Lundens Fugle-Chor
Har Sommeren udsiunget,
Naar Stormen over kolde Jord
Har Stemmen undertvunget;
Da toner end 1 en liflig Klang,
Da klinger høit en Svanesang
Alt over brune Hede.

Den har slet intet Ærenavn,
At sige, nuomtide,
Men fordum gik i Staal og Stavn
Dens Folk og Rye saa vide;
De gik til Rhin, de gik til Rom,
Og end gaaer Rye al Verden om
Af Cimbrer, Longobarder.

Der er slet intet Kongeslot,
At sige, som kan prale,
Dog har saa mangen ærlig Drot
Sidt der i Kiæmpesale;
Ja hvor, ak, nu er Sod og Gruus,
Stod fordum Hallen Koldinghuus
Med Taarn og Høielofte.

O, Danmark! see med Suk og Sorg
Alt paa den siunkne Bue!
Det var dit gamle Christians-Borg,
Som der gik op i Lue,
Og Gruset raaber: ihukom!
Naar Danmark glemmer Christendom,
Da ødes Dannevirke!

Ei Kongebeen i Kirke bold
Sig nogensteds forene,
Kun Høie staae fra Hedenold
Med store Bautastene,

* 199

Men ingensteds i Nord man saae
Paa Stene blaa og Stene graa
Saa mærkelige Runer.

Det er slet intet Klippeland,
Enddog det ei er kuldet,
Og i dets Bakker: Muld og Sand,
Er Staalet rart som Guldet;
En trofast Ring, et Kiæmpesværd,
Vel Ære meer end Penge værd,
Kun i dets Gruber vindes.

Den Bakkerad ved Lyng og Fiord,
Ved Jelling og ved Hovre,
Det er en Perlerad i Nord,
Og det er Jyllands Dovre,
Ei som det Norske haardt og koldt,
Og ei saa rigt og ei saa stolt,
Men dybere i Grunden.

Den liden Aa maae tie kvær,
Naar Glommens Elv mon glamme,
Og har den Høi et Kobbersværd,
Saa har den kun det samme,
Og Stenene er Dværge smaae
Mod Dovrekiæmpen, stolt og graa,
Som Væld mod Søe hin brede.

Dog bedre Tidende og Trøst
Bar liden Aa til Fiorde,
End Glommen med sin Kaabberrøst
Bar end til Hav omborde,
Og ei paa Dovres Aase staae,
Som paa de Stene, graa og blaa,
Saa mærkelige Runer.

Den Søe saa breed og love maae
Den lille Jelling-Kilde,
Thi Kræfter drak, om ret jeg saae,
Af den to Møer milde,
Og elskede saa op i Nord
Ved Sarpefos og Isefjord
To prude Kongestammer.

200

Det er en Miil fra Veile-Fjord,
Der ligger Jelling-Hede,
Der mægted fordum Kongeord
Det røde Guld at frede,
Det voldte Frode Fredegod,
Det Hierteskud af Danerod
Alt med den brede Krone.

Dog, blottet ei paa Heden laae
De favre, gyldne Ringe,
En lille Fugl Man altid saae
Dem skiule under Vinge,
Det var en Fugl saa underfuld,
Den eneste, som over Guld
Ei vorder til en Drage.

Der var en Hex saa rænkefuld,
Hun jog den Fugl af Rede,
Og hendes Søn det gamle Guld
Bortstial fra Jelling-Hede,
Og som et Dyr fra Havsens Bund
Hun i en ulyksalig Stund
Tog Fredegod af Dage.

Saa bitterlig i Enkestand
Begræd den Mark sin Frode,
I trende Aar blev ført om Land
Det Liig af Fredegode,
Og liden Fugl, som laae paa Guld,
Med Liget fløi saa vemodsfuld
Alt over Lund og Bølge.

Der Marken var af Taarer mæt,
Sin Mand hun lod begrave,
Og tog sig Frode-Sorgen let
Med Riim og Runestave;
Men Fuglen sidder, mod i Hu,
Saa taus paa Værebro endnu
Og ruger over Frode.

Saa misted Marken Mand og Guld,
Og trøsted sig med Hjarne,
Men Frodes Søn saa harmefuld
Hiemdrog til Moders Arne;
201 Han streed for Krone og for Guld,
Og Hjarne sank i sorten Muld,
Og Fridlev sad paa Trone.

Og Norge var hans Faders Land,
Det faldt ham tungt paa Hierte;
Han stævned over vilden Strand,
Og beiled til Frogerthe,
Slog under Svanesang saa gram
Den svenske Jette krum og lam,
Og ægtede Frogerthe.

Det er heel underligt et Sprog,
Hun har, den Dane-Sage,
Hun taler kun saa jævnt, og dog
Saa snildt om gamle Dage,
Hun har en Røst alt som den Fugl,
Som over Guld til Vagt og Skiul
Man saae paa Jelling-Hede.

Ja, det er baade vist og sandt,
Og det i alle Maader,
At Mage Man kun sielden fandt
Til hendes vakkre Gaader;
Med Limeslangen ei hun løb,
Men med en Søn, som alt i Svøb
Giør kloge Folk til Giække.

Der borte var det klare Guld
Alt fra den brune Hede,
Der Fredegod laae under Muld,
Kom anden Fugl paa Rede;
Paa Haneæg nu Hexen laae,
Og snarlig Man paa Heden saae
Et Kuld af Øgleunger.

Ei ved Stærkodders Kiæmpearm
Den Øgleslægt kan fældes,
Han Øglegift har selv i Barm,
Og arges, som han ældes;
Imod den Hex paa Fald kun staaer
Selv Bjarke, Rolf og Leiregaard,
Nu hun er Markens Norne.

202

Dog af det vakkre Sønne-Kuld,
Som blev i Frodes Dage
Udruget over røden Guld,
Var Afkom end tilbage,
Og blandet er den Runeskrift
Af Sagn om Nid og stor Bedrift
Alt paa den brune Hede.

Horvendel var en Høvding prud,
Hans Broder heed Hr. Fenge,
Horvendel havde sig en Brud,
Høibyrdig, væn i Senge,
Hun var af Leirekongers Blod,
Og han var sig en Høvding god
Af Jyders Herrestamme.

Horvendels Priis saa vide foer
Som Snekken hans paa Bølge,
Og hvor som Kiæmper sad i Nord,
Der lod den sig ei dølge,
Og Kiæmper sad i Norges Land,
Og loved Heltens Færd paa Strand
Med sine Jydske Svende.

Hr. Koller heed en Nordmand stolt,
Kanskee det var Kold Krappe,
Han kunde det ei høre koldt,
Man rosde saa den Kappe*),
Han svor saa dyrt i Hierte sit:
Det Heltenavn skal vorde mit,
Om Jyden jeg kan finde.

Saa stævned Kold med Mast i Skye
Alt paa de blanke Bølger,
Hvor Kiæmper staae, du Nordmand krye!
Sig Jyden vist ei dølger,
I mødes nok, om end lidt seent,
Og Loven er vist ærlig meent,
Men Holden er besværlig.

Hr. Kold han seiled rundt paa Søe,
Hvorlænge, Faa kun vide,
Tilsidst han saa en deilig Øe
Sig løfte under Lide,

* 203

Saa yndig laae den Øe i Sund,
Saa deilig var dens Grønne-Lund,
Saa smilende dens Kyster.

Den Nordmand blir saa hiertevarm,
Alt som i Sund han seiler,
Og strækker ud sin Kiæmpearm
Som efter Brud en Beiler,
Som vingeslagen Fugl Man saae
Det røde Seil fra høien Raae,
Fra Granetop neddale.

Ja nylig fløi med Suus og Bram
Den Fugl for Vind og Vove,
Nu sagtelig og bly den svam
I Læ af grønne Skove,
Den Snekke-Fugl med stor Attraae
Indsvam paa Bølgen himmelblaa
Til Land, til Lund, til Enge.

Slet ingen Øe i Nørrestrand
Misunder jeg den Ære,
Men giætte tør jeg dog forsand,
Det Sælland turde være,
Thi ingen Øe i Verden vel
Fortoner sig saa favr og sæl,
Som, Dannemark! din Blomme.

Det er heel underligt et Sprog,
Hun har, den Dane-Sage,
Hun taler kun saa jævnt og dog
Saa snildt om gamle Dage,
Et Speil hun fører i sit Skiold,
Hvor Nyaar sig med Heden-Old
I Lignelse forene.

Den Nordmand gik til grønne Lund,
Paa Fuglesang at lyde,
Og i den samme Morgenstund
Gik did saa giæv en Jyde;
Horvendel var den Jydes Navn,
Han saae den Øe fra høien Stavn,
Alt som med Nordmands-Øie.

204

De Baade gik, som Huen stod,
Hvorhen, de ikke vidste,
Saa mødtes de ved Bøge-Rod,
Hvor Fuglen sang paa Kviste;
Den sang saa sødt i Bøg og Lind,
Og Blommen stod med Dug paa Kind
Som rørt af Morgensangen.

Og mener I det ei forvist,
At mellem Fugl og Blomme
De Kiæmper glemme Kiv og Tvist,
Kan Nid ei ihukomme?
Ja, sank de i hinandens Favn,
Mon da hinandens Heltenavn
De vunde ei med Ære?

Ak! Kiæmperne det meende ei,
Og mange dele Brøden,
De kiendte kun den Kiæmpevei,
Som fører hen til Døden,
De mødtes alt som Staal og Steen,
Og Fuglen tav paa Bøge-Green,
Og Blod maae Blommen svede.

Dog følde Kiæmperne i Sind,
Hvad over Blommen vifted,
Og før de gik i Kredsen ind,
Et Venneord de skifted,
De lovede med Haand og Mund
Hinanden Ynk i Dødens Stund,
Og Grav og Bautastene.

De loved og med Ord saa fast
Hinanden Bræk at bøde,
Opveie hver en Lemme-Last
Med Pund af Guldet røde;
De Kiæmper da i Sind fornam,
At Mildhed er slet ingen Skam,
Og Grumhed ingen Ære.

At Æren er en luftig Damp,
Og Steen saa dødt et Minde,
At Kiæmpen skal i Livets Kamp
Sig selv kun overvinde,
205 Det Ord var glemt i Heden-Old,
Nu staaer det klart paa Sagas Skiold,
Men hvor paa Bautastene?

Horvendel drog fra Kollers Grav
Med Seier og med Ære,
Og sanked Guld som Smuld paa Hav,
Hvad Snekken kunde bære;
Saa seiled han til Leiregaard
Og beiled til det væne Maard
Med Guld, med Land, med Ære.

Horvendel sad med Heltenavn
Alt i sit Odelsrige,
Med Gerthelil han sad i Favn,
Med Søn paa Knæ tillige;
Det Fenge sig fortryde lod,
Og farvede med Broderblod
Saa surt den brune Hede.

Og Fenge sad med Høvdingnavn,
Med Broderblod paa Hoved,
Hans Broders Viv ham log i Favn,
Det Skiøgeværk hun voved;
Da Løven fik sit Banesaar,
Som end i Skiold afmalet staaer,
Dels Hierler er saa røde*).

Horvendels Søn i Fenges Gaard
Opvoxde med stor Kvide,
Og Knøsen havde bange Kaar,
Det kan Man sagtens vide;
At Tigrens Hu og Hierte stod
Alt til den Løveunges Blod,
Det kan Man nok begribe.

I Tide tog da Svøftet ind
Den liden Løveunge,
Og axlede et Abeskind,
Og laande Skadens Tunge,
Og spillede det høie Spil,
At være som en Slange snild,
Eenfoldig som en Due.

* 206

Ja, Amleth sad i Askekrog,
For Emmerne at rage,
Men baged med det Samme dog
Lidt Dei til Skolle-Kage;
Han baged der de Hager smaa,
Der hægte skulde, som Man saae,
Om Fenge Purpur-Kaaben.

Det er heel underligt et Sprog,
Hun har, den Dane-Sage,
Hun taler kun saa jævnt, men dog
Saa snildt om gamle Dage,
Et Speil hun fører i sit Skiold,
Hvor Nyaar sig med Hedenold
I Lignelse forene.

Ja Amleths Færd i Fenges Gaard
Er Jyllands Skiemte-Sage,
Den siger: skue ei Hund paa Haar!
Den altid har en Hage,
Og Skam faa den, der stander hos,
Naar Jyden skifter Arvegods
Alt i de røde Emmer*).

Dog, tænker ei, I veed nu Alt
Om Jyllands Skiemtesage!
Nei ret Man faa'r den ei fortalt
I disse korte Dage,
Den er, som Jyden, dyb og huul,
Den kommer først til næste Juul
Vel ud som Nyaars-Gave.

For Verdslighed og Lapperie
I Aar det blev for silde,
Thi Mortens-Dag er alt forbi,
Og Man fik intet Gilde,
En Smule her jeg peger paa
Kun for Umyndige og Smaa,
Som ikke er for Kloge.

* 207

Om Amleths Spil paa Kam og Aas,
Om Speideren, der vilde
Ham slagtet som en Mortens-Gaas,
Men kom til Svine-Gilde,
Ja, blev og selv til Svinemad,
Derom jeg gierne rime gad,
Men nu er det for silde.

Hvordan den vakkre Jydeknøs
Trak Rus omkap med Fenge,
Og skar sig selv fra Galgen løs,
Og lod hans Knegte hænge,
Derpaa var Rimet let tilfals,
Thi Fals slaa'r altid selv paa Hals
Sin egen vakkre Herre.

Jeg nævne maae og med et Ord
Den Amleths snilde Tale:
Om Maden, som blev sat paa Bord,
I Britte-Kongens Sale,
At Øllet smagte slemt af Jern,
Og Brødet af en blodig Kværn,
Og Kiødet efter Aadsel.

Men fiint det Alt at lægge ud,
Det taaler Tiden ikke,
At tale om hans skotske Brud,
Vil sig ei heller skikke,
Og endnu mindre om hans Færd
I Hallen med fornaglet Sværd,
Og om hans gamle Hager.

Dog kort og godt er Sagn fortalt,
Naar Man dets Indhold giætter,
Og Amleth vandt, og Fenge faldt
For eget Sværd som Jetter,
Og Amleth sad paa Fader-Stoel,
Og mindes klart, saalænge Soel
Paa Saga-Skioldet straaler.

O! var nu Sagnet heel fortalt,
Det var en Skiemte-Sage,
Men ak! som under Soel i Alt,
Det Brede er tilbage;
208 Skiøndt kiæk i Sind og myg i Aand,
Dog Amleth faldt for Frændehaand,
Og troløs blev hans Enke.

Det er, naar Løven vorder snild,
Vist paa de høie Navler;
Naar Løven driver Abespil,
Den ingen Løver avler,
Da Løvens Stammetræ uddøer,
Og i dens Ham med skiulte Klø'r
Kun stikker Ulve-Ræven.

Hvor Amleth faldt i Hedenold,
Der er nu Amleths-Hede,
Der findes vel hans blanke Skiold
Med sine Bukler brede,
Med Billedværk og Runer paa,
Og fandt Man det, Man der jo saae,
Det gamle Jydske Vaaben.

Vel hørde jeg, hvad Fugl i Skov
Om Skotten sang paa Kviste:
Han, mens paa Heden Amleth sov,
Tog Skioldet bort med Liste,
Det til sin Dronnings Gaard hiembar,
Hvor Runerne han overskar,
Aftegned Billedværket.

Men Fuglen sang dog og i Skov,
At Skioldet kom tilbage,
Og Amleth lod kun, som han sov,
Og Tingen fik en Hage,
Thi Amleth reisde sig paa Stand,
Og Skotten blev en fangen Mand,
Og maatte for ham skrifte.

Det er heel underligt et Sprog,
Hun har, den Dane-Sage,
Og Pokker kan ei blive klog
Paa hendes gamle Dage,
Thi som hun er i Øster bedst,
Hun som et Lyn er flux i Vest,
Det kalder hun at flagre.

209

Ja, gamle, stolte Villiam!
Jeg beder, tag dig vare!
Thi faaer med Skiold hun paa dig Ram,
Da est du lidt i Fare,
Maae skrifte, hvad du knebet har,
Maae skrifte, hvad du overskar,
Og lære ret at stave.

Saa ligger Amleth under Muld,
Saa er den Slægt henfaret,
Som blev udruget over Guld,
Og staaer kun op forklaret,
Og svinger klar sig op fra Muld,
Og lader Verden med sit Guld
Kun lege og hensmelte.

Saa sank det jydske Kongetræ
I Frændehadets Flamme,
En Green dog spirede i Læ
Af Leires Kongestamme,
Indgroet blev dens Hierteskud
I Nordens Tvilling-Eeg saa prud,
Og riig paa Adels-Kviste.

Dog, ikkun ved et Under-Bliv
Del Syn blev seet paa Jorden,
At visne Green fik atter Liv
Og Rod og Top i Norden;
Hvad Skiønt Man saae, før Blivet lød,
Var Sorg kun over Træets Død,
Og Livets dunkle Minde.

Kong Vermund sad paa Jelling-Gaard,
Saa blind paa gamle Dage,
Og Tydsken bød ham bange Kaar,
Og Uffe heed den Spage;
Dog Tungebaand for Kindhest sprang,
Og Uffe fik sin Mund paa Gang,
Gav rene Ord for Penge.

Ei saae Kong Vermund Øiets Lyn,
Men hørde Læbens Torden,
Og Sagnet altid gaaer for Syn
I Kongehald i Norden;
210 Naar huult det brager under Skye,
Det lyner vist og over Bye,
Det vidste Vermund Vittre.

Saa grov i Hast han op igien
Sit Kiæmpesværd af Jorde,
Og gav det til den Ungersvend,
Dog neppe han det turde;
Det godt nok er at raabe: Hov!
Men dermed gaaer dog ingen Plov,
Det vidste Vermund Vittre.

Kong Vermund sad paa Eiderbro,
Han sad med Liv i Hænde,
Og faldt den Ene for de To,
Da havde Livet Ende;
Thi Uffe stod paa Holmen der,
Alt med det rustne Jydesværd,
Mod tydske Kiæmper tvende.

Ei var det Overdaadighed,
Men tvungen Sag at kalde,
At Uffe mod de tvende streed,
Om og han maatte falde,
Thi plettet var i Ulve-Old
Det gode, gamle Danne-Skiold,
Det gik ham nær til Hierte.

I Upsala Kong Adils sad,
I Klæder blaa og blanke;
Mig Roes og Guld, og Ravne Brad!
Det var hans Ord, hans Tanke;
Ja, hvor han gik, og hvor han stod,
Han hver en Dag fra Top til Fod
Var svøbt i Odins Kiortel.

Han hærgede saa seiersæl
Paa Danmark og paa Norge,
Han slog saamangen Mand ihiel,
Og vandt saa stærke Borge;
Han kom til Slie og slog Frovin,
Kong Vermunds Jarl og Kiæmpe fiin,
Alt paa hans gamle Dage.

211

Kong Adils sad ved breden Bord
Alt i de høie Sale,
Tog Munden fuld af Viin og Ord,
Det var hans Viis at prale:
Nu har jeg fældet Hr. Frovin,
Og Daners Mark skal vorde min,
Det svær jeg ved min Klinge.

Saa gik han ud af Upland-Sal,
Ham fulgde Kiæmper stærke,
Saa stod han paa den slette Val,
Og høit saa fløi hans Mærke;
Kong Vermund under hvide Haar
Sad tankefuld paa Jelling-Gaard,
Sad sønneløs i Kvide.

Det havde Ætten af Frovin
Den Ære dog at melde:
Han slog ihiel vor Fader fiin,
Og det skal han undgiælde;
Og heed ei Mærket Dannebraag,
Saa, hvor det fløi, det fulgdes dog
Af ægte Danske Svende.

Kong Vermund sad ved breden Bord
Med Venner og med Helte,
Og der kom Bud med snare Ord
Om flux at spænde Belte;
Der Følke stod for Kongens Bord,
Og mæled rene, danske Ord
Om Feide og Bedrifter.

Kong Adils stander i vort Land
(Saa brat den Høvding taler),
Og han har Folk som Smuld og Sand,
Han pukker, og han praler;
Men Ordet gaaer saa vidt om Land:
Nu har vi Frovins Banemand,
Op, op, I Ungersvende!

Og fra hver ægte Ungersvend
Det klinger høit paa Hede:
Ja, vel var det, han kom igien,
Nu skal vi Ulven bede;
212 Sid I kun sæl, o, Konning god!
Thi drikke vi ei Ulvens Blod,
Han Eders dog skal miste.

Kong Vermund skued Øiets Lyn
Og hørde Læbens Torden,
For Sagnet denne Gang gik Syn
I Kongehald i Norden;
Og som det braged under Skye,
Saa lyned lyst det over Bye,
Og det var Fryd at skue.

Hil! sæt dig, Kiæmpe, ned paa Bænk!
(Saa klang nu Kongetalen)
Og kvæg dig lidt med Brød og Skiænk,
Til Vandringen paa Valen!
Til Kiæmpen lyder Hnikars Ord:
Du veedst det ei ved Davrebord,
Hvor Nadveren dig bydes.

Nei, Tak for Bud! o, Konning bold!
Ei Mod jeg har paa Sæde;
Nu Kiæmpegang med Sværd og Skiold
Er al min Lyst og Glæde;
Dog ei jeg vrager Kiæmpeskik,
Thi rækker mig en Lædskedrik,
Alt som jeg staaer paa Gløde!

Den skalst du faae, du Kiæmpe huld!
(Kong Vermund glad det meldte)
Og Bægeret af røden Guld
Det giemme du i Belte!
Og brug det for den hule Haand,
Naar som forsmægte vil din Aand
Alt i den stærke Brynde!

Det var den Jydske Høvedsmand,
Han stod alt som paa Gløde,
Saa tog han Bægeret paa Stand,
Det Kar af Guldet røde;
Men før han drak, et Kiæmpeord
Han falde lod for Kongens Bord,
Som ei er at forgiætte.

213

Det lover jeg i Kiæmpelag,
Alt med min Danske Tunge,
At før jeg flygte skal i Dag,
Hvor hvasse Sværde siunge,
Jeg tømme skal af eget Blod
En Skaal saa fiin, o, Konning god!
Som I mig her isklænker!

Hr. Følke reed, alt som til Brud
En Beiler hardt mon stunde,
Kong Vermund med sin Hird saa prud
Kom efter, som de kunde,
Og før sig Svensken saa omkring,
Han saae saa bold en Kiæmpering
Om Dannerkongens Mærke.

De Sværde goel, og Pile sang,
Og Hielmen faldt af Sæde,
Og Staalet brast, og Blodet sprang,
Og Heden den fik Væde,
Og Jyden stod, og Jyden laae,
Som før og siden tit Man saae,
Omringet, men af Døde.

Det gik saa fort og dog saa seent,
Alt under Od og Egge,
At mange Svensker glemde reent
Den Vei fra Val til Snekke,
Og Følke sad paa den saa mod,
Og drak af Hielm sit eget Blod,
Som Viin af Kongens Bæger.

Ja Følke sad paa Kongevei
Alt som en Helt til Skue,
For Kongeblik det dulgdes ei,
Hvi Følke sad paa Tue;
Gid ingensinde lukkes maae,
Før sligt et Underværk det saae,
En Dannerkonges Øie!

Kong Vermund kom og stod og saae
Og tog saa lydt til Orde:
Alvorlig meent, kan jeg forstaae,
Var Løftet som du giorde.
214 Det svared Følke brat igien:
Er det saa Nyt hos Dannemænd
At holde Troe og Love!

Det er heel underligt et Sprog,
Hun har, den Dane-Sage,
Hun taler kun saa jævnt og dog
Saa sødt om gamle Dage;
Det lader, som et Efterkuld
Hun vil udruge over Guld
Alt paa den brune Hede.

Kong Adils sad ved breden Bord
Alt i de høie Sale,
Tog Munden fuld af Viin og Ord,
Det var hans Viis at prale;
Med Følke og med Flugt han tav,
Men raabde: jag1 har lagt i Grav
Frovin, den stolte Kiæmpe.

Det Kongeord ved breden Bord
Alt fra de høie Lofte
Udfløi saa fort og vidt i Nord
Som før og siden ofte,
Det fløi alt over Field og Hav,
Det ringed over Frovins Grav
Og i hans Sønners Øren.

Det klang saa høit, det klang saa tit,
Og altid klang det værre;
Det Broderpar, jeg siger frit,
Var hver saa bold en Herre;
Nu lukkes om en liden Stund
De Øren eller og den Mund,
Det kan Man sagtens vide.

De Brødre stod i Svealund,
Og Adils var tilstæde,
Og Kette slog af Hiertens Grund,
Saa Hielmen sprang fra Sæde,
Og Blodet sprang af Hielmestoel,
Men Kongen fnøs, og Sværdet goel,
Og Kette maatte knæle.

* 215

Hr. Vigge stod i Lunde-Læ,
Med Sværd ved Lænd tilrede,
Og der hans Broder sank i Knæ,
Da foer det selv af Skede,
Det fløi i Haand, til Hielp det foer,
Og Adils sank saa bleeg til Jord,
Og Kette sprang i Veiret.

Saa droge de til Frovins Grav
Med Hovedet i Belte,
Og aldrig meer det praled af,
At Adils Frovin fældte;
Men der det faldt i Sveaskov,
De brød den danske Kiæmpelov,
Thi To om Een de vare.

Det saae den liden Fugl i Lund,
Og sang alt, hvad den vidste,
Og flux det lød fra Mund til Mund,
Hvad Fuglen sang paa Kviste:
To Daner brød i Sveaskov
Den runde Kreds og Kiæmpelov,
Det var saa tungt at høre.

Ja, tungt for hver en Dannemand
Det er, naar Daner skuffe,
Og let sig hver da tænke kan,
Hvor tungt det var for Uffe;
Thi han var Dansk af Hiertens Grund,
Og Bruddet i den svenske Lund,
Det var hans Svogers Brøde.

Thi stander nu den Herre bold
Med rustne Sværd i Hænde,
For Glands til gamle Dane-Skiold
At vinde fra de Tvende;
Ja, Plet af Skiold og Rust af Sværd
Han skure vil i Herrefærd,
Om det ham maae gelinge.

Kong Vermund sad paa Eiderbro,
Saa tæt ved aabne Bølge,
Og faldt den Ene for de To,
Han vilde brat ham følge,
216 Han vilde paa den Vove kold
Hensvømme til sin Fader, Skiold,
Med Danmarks tomme Krone.

O! Dannemark! o, Fædreland!
O! da var Nød paa Færde;
Din Vætte sad paa Gravens Rand
Og under hvasse Sværde;
Din Vei til Pris, sortladne Hav,
Sig aabned som en Kiæmpegrav
Alt for den hvide Gubbe.

Kong Vermund sad paa Eiderbro,
Og hørde Sværde siunge,
Han hørde, det var Stemmer to
Og af den Tydske Tunge;
De sang for Liig, det hørde han,
Og gamle, blinde Kongemand
Sig hælded over Bølge.

Han tænkde paa den Askekrog,
Hvor Uffe sad der hiemme,
Han frygted, at det Kiæmpesprog
Var dog kun Dværge-Stemme*);
Han vidste ei, at Helten bold
Kun Pletten lod af Dane-Skiold
Med tydske Klinger skure.

Kong Vermund paa sin Kvide-Stoel
Nu hørde Noget runge,
Og kiendte, det var Skrep, som goel
Alt med sin Danske Tunge.
Hvor ramde nu i Herre færd
Mit gode, danske Kongesværd?
Saa spurgde brat den Gamle.

Ham meldte Svend med lystig Hu:
Det veed jeg ei saa lige;
At Tydskeren gik reent itu,
Er Alt, hvad jeg kan sige;
Og Vermund flytted sig paa Stand
Til Sæde ind fra Bølgerand,
Han Sagn for Syn lod gange.

* 217

Saa stod de Konge-Sønner to
I Kredsen nu alene,
Og Sværdet goel, og Daner loe,
Thi Uffe han stod ene;
Ja Dansken stod, den Saxer laae,
Han maatte bag af Dandsen gaae,
Thi han faldt ud af Turen.

End Vermund Sagn for Syn lod gaae,
Og reisde sig fra Sæde,
Og, hvad kun times Kiæmper faa,
Den Gubbe græd af Glæde;
Ja, Kiæmpesorg og Taarefryd,
Det altid var en Skioldungdyd,
Og Dannishedens Mærke.

Det er heel underligt et Sprog,
Hun har, den Dane-Sage,
Hun taler kun saa jævnt og dog
Saa snildt om gamle Dage,
Et Speil hun fører i sit Skiold,
Hvor Nyaar sig med Hedenold
I Lignelse forene.

Ja, ei i Dag og ei i Gaar,
O, Dannemark, du Kiære!
Du fikst de underfulde Kaar,
Du skalst til Graven bære;
De stande fast paa Norners Skiold,
De klinge giennem hver en Old
I søde Vemods-Toner.

Som Diderik, din Kiæmpe god,
Du synker under Fielde;
Lindormen tænker, med sit Blod
Dit Hierte skal undgiælde;
Men Løven er dig huld og troe,
Den huler Fieldet med sin Klo,
Og bærer dig til Hallen.

Derfor du fører i dit Skiold
De Hierter og de Løver,
Kun de kan frie af Ormens Vold,
Dit Adelring han døver;
218 Kun til at spalte Klippevæg
Det faaer igien sin hvasse Eg,
Naar Hiertet er hos Løven.

Paa Gyldenbund, saa himmelblaa,
Staae dine Løver trende,
Og om paa Skioldet ret jeg saae,
Dig hiulpe alt de tvende;
Den tredie, det give Gud!
Dig grave nu af Fieldet ud,
Saasandt du det behøver!

Og naar da paa Kiærminde-Vang
Dig Løven høit mon bære,
O, stem da i din Svanesang
Til Juda-Løvens Ære!
Thi i de Løver himmelblaa,
Med Taarefryd du sande maae,
At Han sig aabenbared.

Ak! synker da igien i Field
Du ved dit Hiertes Brøde,
Da er der intet gyldent Feld,
Der er kun Norges røde;
Du kommer aldrig ud af Field,
Hvis ikke da sin gamle Gield
Betaler Hellebarden 1.

Da smuldret er dit Adelring
Og ligger under Mulde,
Det gamle Blod gier Hiertet Sting,
Men ikke Bod for Kulde;
O! Gylden-Løve! husk da paa,
Det var de Løver himmelblaa,
Som rakde dig din Krone!

Der er en Sang saa gaadefuld
Om Fafnir, Ormen lede,
Som ruged over Bølgeguld
Alt paa den vilde Hede,
Og om den Helt af Asablod,
Som Ormen slog, men beed til Bod
Dog selv i Ormens Hierte.

* 219

Opfostret var den Kæmpe fiin
I Dannemark med Ære,
Men Nidinge ham slog ved Rhin,
Som Visen os mon lære;
Hr. Sigurd var hans Navn paa Jord,
Hans Rye gik vidt i Syd og Nord,
Det gik til Griklands-Havet.

Han havde sig en Dotterlil,
Det var saa fiin en Blomme,
Og hendes Fosterfader snild,
Han lod den ei forkomme;
Han giemde den i Harpebund
Og førde den saa over Sund
I Lye til Norges Fielde.

Der voxde op den Møe saa prud,
Og Brød hun maatte bage,
Men dog hun blev Kong Regnars Brud,
Den gaadefulde Krage;
I Dannemark, i Kongefavn
Hun tog igien sit Adelsnavn,
Hun Aslaug heed med Æren.

Men Aslaug hørde det med Sorg
Alt af den liden Svale,
At Regnar fæsted Ingeborg
I Sveakongens Sale;
I Troløshed hans Troe forsvandt,
At Kraken, han i Norge fandt,
Var Aslaug Sigurds-Dotter.

Nu Ormehiertet op sig skiød,
Hun gav sig til at mane,
Og for at vidne, hun var fød
Af Sigurd Fafnis-Bane,
Hun maned frem to Orme smaa
I Øiesteen paa ham, der laae
Alt under Moderhierte.

Saa fødte hun saa harmefuld
Den Sigurd Orm-i-Øie,
Saa fødte hun et Ormekuld,
Og dog med Nakker høie.
220 O vee! thi Ormen raader nu
Saa høit i Hoved, dybt i Hu
Paa Øe, paa Hav, paa Hede.

Med laaden Braag vel Regnar staaer
For Ormen under Lide,
Men i Kong Ellas Ormegaard
Der klinger Regnars Kvide.
Ak! nu har Ormen vundet Spil,
Ak! hvordan vil det nu gaae til
Paa Danmarks sorte Hede!

Den bruser huult nu over Søe,
Den Lyd af Regnars Kvide,
Og derom taler Øe med Øe,
Hvad Bretlands Orme bide;
Og Ella faaer af Regnars Børn
Vel Ormen dyrt betalt med Ørn,
Men Ormen har sit Bytte.

Da saae det ud i Dannemark,
Som det saae ud i Norge.
Enhver var stor, som han var stark,
Og som han aatte Borge;
Paa Hav og Land og Stoel og Stavn
Af Vikinger med Kongenavn
Det mylrede som Orme.

O! havde Løven himmelblaa,
Mit Danmark! da ei været,
Da havde Ormens Unger smaa
Dit Hierte brat fortæret;
Du havde til din Svanesang
Kun havt det Bragemaal, der klang
Saa huult i Regnars Kvide. *)

Der er saa bredt et Land bag Rhin
Alt under Vesterlide,
Der sad en Drot saa favr og fiin
Alt paa de samme Tide;

* 221

Ja, Keiser var han, som jeg veed,
Og Karl han var, alt som han heed,
For Hat, for Spir og Krone.

Han gik saa frank, han gik saa frie
Alt over Alpefielde,
Og tvang det siunkne Lombardie
Alt under Frankevælde;
Han gik i Øst og Vest og Nord,
Og vilden Saxer, stolten Mohr
Sig maatte for ham bøie.

Men det er Skiemt af gamle Skjald,
Om end ei Tant saa ganske,
At med ham stod i Ronceval
Den kiække Holger Danske.
De sammen gik i Arvetal1,
Men dog sin Kamp i Ronceval
Har Holger end tilgode.

Nei Andet saae den Keiser fiin
Paa Borg fra høien Svale,
Saae under sorte Seil paa Rhin
De gyldne Stavne prale,
Og under Seil i Lyfting stod,
Som Godefred, ei Fredegod,
Den diærve Holger Danske.

Den Keiser sukked i sin Aand,
Han saae uvordne Dage,
Han saae sit Spir i Holgers Haand
Og maatte sig vel klage;
Hvad hialp det, om han Danmark vandt,
Naar Visen gik, og det var sandt:
»De Danske boe paa Havet«.*)

* * 222

Kun Skygge er al Verdens Glands,
Dens Roes kun Lyd af Bielde,
Og fra den bittre Dødningdands
Ei frier Byrd og Vælde;
Den Keiser og, saa stolt og stor,
Hensmuldrede i sorten Jord,
Thi Mand er Muldets Frænde.

Han efterlod en Søn saa spag,
Som Keiser skulde være,
Men Skulderen var alt for svag
Til Kronen høit at bære;
Sit Spir og Sværd han holdt kun slet,
Og holdt han Psalmebogen ret,
Saa holdt han dog ei Tonen.

I Keisergaard det gik saa skiævt,
Der Karlen var begravet,
Og Holger som Norman ei giævt,
Men vildt omfoer paa Havet;
Han foer paa Hav, han goel paa Kyst
Og giorde, hvad Man kalder lyst,
Ja Kirken stod i Lue.

Dengang det over Lande lød
Alt under Suk og Klage:
Carolus Magnus han er død,
Den Keiser uden Mage,
Da lød det som et Tordenskrald
Alt for en Munk i Klosterhald;
Men hvad vil det vel sige?

Ja, det var ingen Munk engang,
Men kun en Smaadreng liden;
Dog i hans Øren hardt det klang
Og huult og hele Tiden:
»Kun Skygge er al Verdens Glands,
»Og Enden er en Dødningdands.«
Veed I, hvad det vil sige?

223

Mon det kan skaffe Franken Fred,
Mon det kan hielpe Frisen?
Hvad kommer det Normannen ved,
Og hvad skal det i Visen,
At hist i Korbei-Klostret giøs
Og græd en liden Munkeknøs,
Knap tretten Vintre gammel?

Lad sidde ham, den Knøs, i Fred,
Til han er ret udtunget!
Gud glæd hans Siæl i Evighed
For Messen, han har siunget!
Ja, Franken skal med Frisen vist,
Men dog Normannen først og sidst,
Hos Gud ham ihukomme.

Hr. Ebbe sad med Bispestav
Til Rheims i Vesterleden,
Ham græmmede det Hedenskab
Saa nær ved Christenheden;
Han saae de danske Hedningbud
I Keisergaard gaae ind og ud,
Det gik ham nær til Hierte.

Saa tung da blev den Stav i Haand,
Og Kaaben var til Byrde;
Han hørde Røsten i sin Aand:
Du kalder dig en Hyrde,
Men Hyrden god i Ørken gaaer
At lede op det tabte Faar
Og sanke det til Hiorden.

Da blev saa let den Hyrdestav,
Og Ebbe flux med Glæde
Den tunge Kaabe kasted af,
Og gik med Stav fra Sæde;
En bedre Byrde haabed han
At hente i det Hedningland
Og til Guds Alter bære.

Saa vandred ud den Biskop from
At grunde Nordens Kirke;
Han gik saa vidt, han gik til Rom,
Han gik til Dannevirke;
224 Med Pavebrev og Keiserbud
Han gik i Nord, han gik med Gud,
Med Hedninger i Følge. *)

I Jylland havde Harald Klak
Et lille Kongerige,
Men hvor han havde sit Gemak,
Det veed man ei saa lige;
Dog, sad han ei paa Haraldskiær,
Saa sad han den dog sikkert nær
Alt paa den brune Hede.

Ja, vist han sad paa Jellinggaard,
Det kan omtrent Man vide,
Om ikke just det hele Aar,
Dog sikkert somme Tide;
Man mærker det paa Thyra godt,
At hun har kiendt det gamle Slot
I sine unge Dage.

I Landerup ved Kolding-Aa,
Der er saa klar en Kilde,
Der stod en Steen, saa stor og graa,
Den Meget sige vilde,
Som, naar engang Man kan forstaae
At stave ret de Runer raa,
Man faaer kanske at vide. **)

* * 225

Ved Kilden stod en Kongegaard
End ei saa langt tilbage,
Og Ordet gik, som skrevet staaer,
At i de gamle Dage
Da havde der Kong Harald Klak
Et kiært og synderligt Gemak
Og riste lod de Runer.

Der gik endnu et andet Ord,
At det gik Konger ilde,
Naar ei, ihvor de drog og foer,
De drak af samme Kilde;
Og derfor Man, med samme Skiel
Som Roskilds gamle Kongevæld,
Den nævner Konge-Kilde.

Og er det sandt, som skrevet staaer,
Det sandes vel tillige,
At Ebbe kom til Landdrupgaard,
At christne Haralds Rige;
Og naar det Konger godt skal gaae,
Tilvisse og de drikke maae
Af Korsets Konge-Kilde.

Der stod en Borg ved Rinaabred,
Der maatte Marmelstene
Fra Rom og fra Ravenna med
Sig til en Hald forene,
Ja, til saa stolt et Keiser-Slot,
At favne der en Franke-Drot
Alt under Keiser-Krone.

Der randt engang et Timeglas,
Det synes nu udrundet,
Da hvert et kongeligt Palads
Med Kirken var forbundet;
Og ved den Keiser-Borg saa prud
Der stod et Huus for Himlens Gud,
Ja, til Hans Ord og Ære.

Carolus med sin store Magt,
Og med sin brede Krone,
Holdt Engle for den bedste Vagt
Om Borg og Land og Throne,
226 Thi havde han den Kirke hvalvt,
Og Engelheim blev Borgen kaldt,
Der dvæled han saa gierne.

Og det var Keiser Ludvig spag,
Han Borgen skulde giæste,
At sidde der paa Herredag
Med Riddere og Præste;
Og det var Ebbe med sin Stav,
Han kom fra Danmarks Hedenskab
Med Tidender saa gode.

Han bød: Guds Fred! ban bød: God Dag!
Og det med Hiertens Glæde;
Han talde til den Keiser spag:
O! stat nu op af Sæde!
Et Barn er født i Bethlehem,
Thi glæder sig Jerusalem,
Halleluja istemme!

Halleluja! ja, Gud skee Lov,
Som med mig vilde være,
Saa fra den dunkle Daneskov
Kiærminder jeg kan bære!
Han plantet har en Eeg saa prud
I Skoven der, hvis Hierteskud
Til Skyen skal opvoxe.

Han plantet har saa fiin en Bøg,
Den faaer saa fast et Stade,
At ei, før Hav opgaaer i Røg,
Den fælder sine Blade,
Og i dens Grene Himlens Fugl
Skal Rede bygge, finde Skiul,
Sin Røst i Sang opløfte. *)

Alt mangen Siæl af Satans Vold
Er vundet til Guds Rige,
Med Viv og Søn Kong Heriold
Nu vindes vist tillige;
Et Barn er født i Bethlehem,
Og fort sin Kaas til Englehiem
Kong Heriold mon stile.

* 227

Det hørde Alt den Keiser spag,
Det Ord han maatte lide,
Og det var efter Valdborgdag,
Og nær ved Pindsetide,*)
Den Keiser foer fra Bye til Bye,
Og Ranken stod saa grøn og blye,
Og Fuglen sang paa Kviste.

Den Keiser stod i Borgen sin,
Han saae fra høien Svale
Alt under hvide Seil paa Rhin
De gyldne Stavne prale,**)
Og under Seil i Lyfting stod,
Som Harald nu saa Fredegod,
Den gamle Holger Danske.

Og der blev talt saamangt et Ord
Med Blide og med Læmpe,
Til Kongen og hans Mænd fra Nord,
Saamangen ærlig Kæmpe;
Og Talen gik saa længe om,
At Harald tog ved Christendom,
Og Kæmperne tillige.

Det var forvist en Høitidsgang,
Der Mænd fra Dannevirke
Gik under Sang og Klokkeklang
I Engelheim til Kirke;
De kasted Odins Kiortel graa,
Og Korseliin de toge paa,
Ja, Christentøiet hvide.

Og Ludvig holdt Kong Heriold
Alt under Daabens Naade,
Og Luther 1 holdt hans Søn saa bold,
Det er en venlig Gaade,

* * * 228

Og Judith holdt den Dronning fiin
Alt under Guld og klare Liin;
Vor Gud saa vil vi love!

Den Kirke stod saa underfuld,
Om ei for Hierter kolde,
Saa dog for Skialden, klar som Guld,
Og fuld af Saga-Skiolde;
Som Herrens Værk i Tidens Gang
Bedrifterne paa Skiold udsang,
Hvad Himle skal fortælle.*)

Ja, ei i Dag og ei i Gaar,
O! Dannemark! du Kiære!
Du fikst de søde Vemods-Kaar,
Du skalst til Graven bære;
De stande fast paa Norne-Skiold,
Og klinge giennem hver en Old
Fra Lund og Harpe-Strænge.

Saa toner høit det over Hav
Fra Syd, fra Østerleden:
Det klare, underfulde Rav,
Det er kun Taaresveden
Af Systrene i Ocean,
Som sidde lavt ved Eri-Dan
Og Broderen begræde.**)

Det toner, Tyrus! fra din Kyst,
Og Hellas! fra din Lyre,
Om Gude-Sønnens Daarelyst
Til Solens Karm at styre,
Om Phaeton, som fandt sin Grav
Alt i det dybe Verdenshav,
Hvor Systre ham begræde.

* * 229

O! det er Danaider smaa,
Der sig for Ørnen dølge,
Med Krandsen af Kiærminder blaa,
I Oceanets Bølge,
Og siunge der et Havfru-Chor,
Som smelter Klipperne i Nord
Med sine Vemods-Toner.

Ja, Danmark, saa kiærmindelig
Dit Hoved du mon bøie,
Og himmelblaa Kiærminden sig
Mon speile i dit Øie,
Og Paradisets Glemmigei
Har farvet blaa din Havfruvei
Igiennem Tidens Bølger.

Kun i det dybe Himmelblaa
Sig klarer Stiernens Lue,
Og Minderne, Man vil forstaae,
Man kiærlig maae beskue;
Hvem beder mindelig som du?
Hvem ener saa i Sprog og Hu
At elske og at mindes?

Det toner underfuldt i Nord
Om Freias gyldne Taarer;
I Taaren Ædelstenen groer
Og ei i Fieldets Aarer;
Den groer, imens hun gaaer om Land
Og spørger om sin Ægtemand
Og om hans Stammetavle.

Hun Othars Æt og Arvetal
Udspørge maae i Tide,
Før Othar med Angantyr skal
I Kreds om Odlen stride;
Da skal det blanke Sagaskiold,
Hvor Old forener sig med Old,
Ham Danefeet hiemle.

Ja, Danmark! du est Freia vist
Alt med sin Gylden-Taare,
Din Ægtemand er hviden Christ,
I Verdens Mund en Daare;
230 Ham søgde du i Hedenold,
Afmale skal du paa hans Skiold
Hans Æt og hans Bedrifter.

Da skal Steen-Templet, han dig gav,
Med Væggene saa steile,
Forvandle sig til klaren Rav,
Til favre Gaade-Speile,
Hvor Lignelsen af hver Bedrift
Med Skyggen af hver Runeskrift
Sig underlig forbinder. *)

Ja, Danmark! det er dine Kaar,
Vor Gud saa vil vi prise!
Hvad Bøge-Fuglen sang i Vaar
Alt i din Kiæmpe-Vise,
Forklares skal ved Sagas Røst,
Naar Roserne i Efter-Høst
Sig om din Tinding vinde.

Ja, Holger Danske! vist du skal
De Konger undertvinge,
Halvfierds og tvende udi Tal,
Som det i Skiemt mon klinge,
Dem tvinge under Christi Aag
Og lære dem det danske Sprog
At kiende og at ære.

Ja, visselig fra Bethlehem
Du skal i Strid uddrage,
Og Landet fra Jerusalem
Til Ganges Bred indtage,
Og som John Præst med Dannebraag
En Hvile under Christi Aag
I Indien forkynde. **).

Ja, slaae kun Hedens Orm ihiel,
Som Sigurd Fofnesbane!
Og riid saa op paa Hindu-Field
Med Asaguld og Grane!

* * 231

Da vaagner Brynd-Hild og forsand,
Og giver kiærlig dig Forstand
Paa gamle Gude-Runer.

Ja Brynd-Hild skal et Rune-Chor
For dine Øren siunge,
Og lære dig det første Ord
Som klang fra Mimers Tunge,
Og lære dig, hvordan du vist
Dig kan mod alskens Argelist
Med Rune-Staven skiærme.*)

Ja, Dannemark! det er din Lod,
Det er din Nyaarsgave,
Paa Granes Bryst og Gungners Od
At løse Runestave,
Og sanke dem i Sagas Speil
Med Runerne paa Norners Negl
Og dem paa Brages Tunge.

Du blander dem i Kirkeviin,
Det vorder Viisdoms-Vædske,
Dermed da skal din Broder fiin
Sig muntre op og lædske,
Og stave Runerne saa smaa
Paa Sole-Skiold og Biørne-Taa,
Paa Ørne-Neb og Vinge.

De blandes i den samme Viin,
Og da den Danske Tunge
Skal med en Røst saa liflig fiin
Udtale og udsiunge

* 232

Det som Forklaret og som Heelt,
Hvad før kun dunkelt var og deelt
Hos Alfer, Aser, Vaner.

Det er saa underligt et Sprog,
Hun har, den Dane-Sage,
Hun i Eenfoldighed er klog
Paa ny og gamle Dage,
Selv naar hun drager udenlands,
Hun beiler kun til Hiemmets Krands
Af blaalige Kiærminder.

Saa tak da for de gamle Aar,
O, Land! den evig Høie!
Ja tak for sære Vemodskaar,
For Taaren i dit Øie,
For Sorgen, han i Hierte giød
Den Munkeknøs ved Keiserdød
I Corbeis fierne Celle.

Ja mærk, o, kiære Fædreland,
Den Tale uforblummet!
Alt længe havde vilden Strand
Din Gravhøi overskummet,
Begravet i sit Svælg hos Skjold
Alt Danefe fra Hedenold,
Varst du ei korset vorden.

O, længe da hos Spartas Biørn
Og hos Athenens Ugle,
Ægyptens Apis, Romas Ørn,
Al Verdens Dyr og Fugle,
Din Løve nu i Hælheim laae,
Og skulde aldrig meer opstaae
At frede Dane-Skoven.

Og aldrig da den Fuglerøst
Var hørt fra Bøgens Grene,
Som aander Liv i gamle Bryst,
Bevæger haarde Stene,
Den Fløitelyd saa veemodssød
Om Signes og om Habors Død,
Om tusinde Kiærminder.

233

Da aldrig, hvad el Verden troer,
Men skal forbauset skue,
Ved Midnat blussed op i Nord
End Signeburets Lue,
Forklarende det væne Maard,
Som vidt udslaaer sit gyldne Haar
Og siunger Svanesangen. *)

Saa lyt da under hvide Liin,
O Moder! til min Tale
Om den Apostel favr og fiin,
Som vilde dig husvale,
Som korsede i Jesu Navn
Din knakte, hartad siunkne Stavn,
Saa end paa Hav den gynger!

Igien er knakt Sesrumners Stavn,
Den sank for Verdens Øie,
Men løfter sig i Jesu Navn
Sortladne Hav at pløie,
Og aldrig synker den som Vrag,
Saalænge i det røde Flag
End Korset er at skue.

Hos Fyrsterne sad tæt i Ring,
De Bisper rundt om Borde;
Hr. Ludvig holdt et Keiser-Thing,
Og saa tog han til Orde:
Hvor finder jeg den Klerk vel nu,
Som vandre vil med trøstig Hu
Til Hedninger i Norden?

Udsaaet er den gode Sæd
Nu paa den brune Hede,
Men Spiren er endnu saa spæd,
Og Fienden er tilrede,
Og sove vi, sin Klinte han
Udstrøer da tykt og tæt paa Stand,
Og spæden Spire kvæles.

Thi nævner mig en hellig Mand,
Som, Gud til Priis og Ære,
Vil fløtte Stav til Daneland,
At døbe og at lære,

* 234

Som mellem Hedninger vil boe,
At styrke Kongen i hans Troe
Og vinde Herren Siæle!

Der sad den Skare stolt og prud
Af Herrer og af Klerke;
De elsked Verden fremfor Gud,
Det var saa godt at mærke;
Til Ring og Stav, til Borg og Lehn
Var Beilere vel ti for een,
Til Martyr-Kronen ingen.

De leged lidt med Stav og Sværd,
Og hvisked saa til Siden:
Slet ingen, der har Gud saa kiær,
Vi kiende nu for Tiden;
Hvor var det værste Hedenskab,
I Danmark eller Klerkelav?
Det maatte Man vel spørge.

Da reisde sig en Abbed fiin,
Man kaldte ham Hr. Vale,
Han mælde brat: o, Herre min!
Nu mig Forlov at tale!
Jeg veed en Munk saa fiin og from,
Han kan saa godt sin Christendom,
Og har saa snild en Tunge.

Han haver Drift og stærk Attraa
Til Ordet at frembære,
Og Meget vilde han udstaae
Til Christi Priis og Ære;
Han har sin Gud og Frelser kiær,
Og vover han ei denne Færd,
Da vover den vist Ingen.

Det var den liden Munkeknøs,
Som sad i Korbeis Celle,
Og lyttede og græd og giøs,
Lod sig saa tit fortælle:
Nu blegnet er den Keiser stor,
Ja død og lagt i sorten Jord
Med al sin Glands og Vælde.

235

Nu var han sig en Munk saa stor,
Og kunde Messer siunge,
Ja klart forkynde Herrens Ord
Med en omskaaren Tunge;
Som Torden det for Verden lød,
Men Honning fra hans Læbe flød
For Fattige i Aanden.

Det var den Munk, som Prisen bar
For Bisper og for Klerke,
Det var den hellige Ansgar,
Den Hedens Morgen-Lærke,
Han gik til Rhin for Ludvig frem,
Ja, først og sidst til Englehiem,
Der klinger nu hans Harpe.

Det skulde flux han svare paa,
Om han til Danmarks Skove
Som Ordets Tiener vilde gaae,
For Troen Livet vove?
»Ja, hielpe Gud mig arme Mand!
»Jeg gange vil, saa godt jeg kan,
»Saavidt I mig vil sende.«

Og det kom ud blandt Læg og Lærd:
Her er en Munk i Gaarde,
Som vove vil den Daarefærd,
Ja Martyr vil han vorde;
Det er slet ingen christen Mand,
Der saa fra christne Fædreland
Vil gaae til Hedenskabet.

For Christ at vove Liv og Blod
Kan Verden aldrig kaare,
Og hvem dertil har Lyst og Mod,
De skiælde for en Daare;
De hade ham af Hiertens Grund,
Det Ord dem piner allenstund:
»Kun han er min Discipel.«

Og Diævelen, Man tænke kan,
Ei gav sig Tid at hvile,
Men rasde mod den fromme Mand
Med sine Lue-Pile;
236 Sin Kirke havde han i Nord,
I Upsala sit høie Chor,
Det var ei Tid at sove.

Det var Ansgar, den fromme Mand,
Han blev i Sind saa bange,
Og ingen Hvile havde han
Alt for den gamle Slange;
Med Verdens Latter, Spot og Had
Sig blanded Verdens Lokkemad,
Og Venners Fristetaler.

Han gik sig i den Urtegaard,
Alt mellem grønne Ranker,
Og kiæmpede den Kamp saa haard
Med Tvivl og onde Tanker;
Der læsde han og bad i Løn,
Ja bad til Guds eenbaarne Søn,
Og græd saa bittre Taarer.

Der Fuglen sang saa sommerglad
Alt under Rankens Buer,
Der skrevet stod paa hvert et Blad
Om klare, modne Druer,
Om Ranken paa den danske Iis,
Om Druen i Guds Paradiis,
Men ak! ei for den Fromme.

Han stod og laae med Hiertevee
Alt som en Christi Fange,
Han skulde i Gethsemane
Med Christ i Døden gange;
Ak! da er Middags-Solen mørk,
Og Blomme-Haven som en Ørk,
Og Sang som Ulve-Tuden.

Men staae og stride vi med Christ,
Og vil ei fra Ham vige,
Da kommer og en Engel vist
Med Trøst fra Himmerige;
Han kommer vist, som han kom her,
Thi Englehiem er altid nær,
Hvor fromme Christne bede.

237

Alt som Ansgar da sad i Vraa,
Saa bitterlig at græde,
En Ungersvend mon for ham staae
I Gyldenstykkes Klæde;
O, siig du mig, saa lød hans Ord,
Har end du Lyst at gaae til Nord
Og Liv for Troe at vove?

Hvad vilst du her? gak! frist mig ei!
Gak bort til dine Glæder!
Hvad vilst du paa min øde Vei,
Du Mand i bløde Klæder!
Saa lød den Frommes haarde Ord;
Han vented Svig, ei Trøst paa Jord,
Han var saa syg i Sinde.

Det svared da den Ungersvend:
Fra Svig mig Gud bevare!
Men vandrer du til Danmark hen,
Jeg deler Færd og Fare;
Mit Hierte brast, om jeg dig saae
Saa eenlig1 og bedrøvet gaae
Til vilde Hedninglande.

O, sligt et Ord maae tone ind,
Som naar Serapher siunge:
Klar op, mit Hierte, Siæl og Sind!
Lovsyng din Gud, min Tunge!
Saa toned og det for Ansgar,
Og Morgensolen straaled klar,
Og Fuglen sang til Glæde.

Saa gav de i den Urtegaard
Hinanden Troe og Love;
Og, Begge om de bange Kaar,
De Alting turde vove;
Af Gaarden ud de ginge nu,
Med Haand i Haand og Fryd i Hu
Alt som hinandens Engle.

Hr. Ødbert heed den Ungersvend,
Hans Byrd var som den bedste,

* 238

Han kaldtes mangen Høvdings Ven,
Var født til Borg og Fæste;
Det var alt som et Underværk,
Og at i Under Gud er stærk,
Vil Verden aldrig lære.

Saa drog de ud i Jesu Navn
At bygge Danmarks Kirke,
De foer paa Rhin til Dorstad Havn,
De gik til Dannevirke;
De bygged paa en bedre Vold
Med Prædiken og Skolehold
I Marsken og paa Heden.

Saa reisde sig i Morgengrye
Saa nær ved Dannevirke,
Ved Sliens Bred i Hedebye,
Den første Danne-Kirke;
Og Erik heed den Herre god
Af Jyllands gamle Kongeblod,
Som tømre lod den Kirke.

Jeg veed et lille Runespeil,
Det er af Rav det samme;
Vel, som det lader, ved en Feil
Det fik en romersk Ramme;
Men nem at ændre er den Feil,
Thi Rammen til det danske Speil
Er romersk kun anstrøget.

Den Velling har jeg visket af
Med Pennefier og Væde,
Og saae, at Rammen selv var Rav,
Det var en dobbelt Glæde,
Thi af Ansgars Apostel-Aand
En Lignelse ved Rimberts Haand
Er dansk i Rav indbildet.

Hvad Skilderie og Runestav
Kun tegner som en Skygge,
Kan selv det mindste Speil af Rav
Med Liv i sig indtrykke;
Kun under Dunkelheds Gestalt
Kan Speil af Støv afbilde Alt,
Hvad Ordet skal udtrykke.

239

Ja, Dannemark! vær glad og froe!
Og lov din Gud for Lykke!
Thi hvad de Stolte ei vil troe,
Du kan i dig indtrykke;
O! priis den Herre, som dig gav
Det Hiertespeil af dunkle Rav,
Som kan Hans Billed favne!

Ja Rav! du er det sande Glar,
Du er den sande Farve,
Af dig og Gaadespeilet var
Som, til vi Herren arve,
Og til Hans Ansigt vi kan see,
Skal os Hans Lignelse betee,
Som Hans Apostel melder.

O! leder ei i Romas Grav
Om Farver, som kun prale!
Kun naar I male vil med Rav,
I kan en Christus male;
Thi Støvets Glimmer er ei Glands,
Glands fattes kun af Aandens Sands
Og giennemgløder Støvet.

O! Glas! som Speile-Navnet stial
Og vilde Støv forgude!
Du Klippesøn! stiig ned i Dal!
Du estjo skabt til Rude,
Til Rude for et Speil af Rav,
Som Speil er du kun Sølvets Grav,
Giv Rav dit Sølv til Ramme!

Kun da du giennem Dane-Glar
Faaer Billedet i Eie
Af Ordets Sendebud Ansgar,
Som ei kom til dit Leie;
Og ingen Ordets Billed har,
Som ei tilegner sig Ansgar
Alt med hans Drømme-Syner.

Han saae i Drømme, den Guds Mand,
Hvad Nyaar skal forklare;
Han stod for Himlens Straale-Rand
I Fortids Helgen-Skare;
240 Han leed i Drømme, hvad engang
Skal sees lidt i Dannevang:
Han deelde Christi Pine.

At Martyrdøden e i han leed,
Det var hans største Kvide;
O Danmark! du i Kiærlighed
Med din Apostel stride!
Naar da paa Straae du sover hen,
Du dog skal dele med din Ven
Hans Martyr-Død og Krone.

Ja, det var skiult for den Guds Mand,
Hvad sig skal aabenbare
Paa Fieldet hist i Norges Land
Og Herrens Raad forklare,
At Petrus der engang endnu
Skal komme sine Ord ihu:
Men Herre! hvad skal denne?

Ja Peder skal til Korset gaae
Paa sine gamle Dage,
Johannes skal Guds Raad forstaae,
Hvorfor han blev tilbage,
Thi paa sit Pathmos skal sin Bog
Ham lægge ud paa Dane-Sprog,
Og da skal Herren komme.

Ja, Dannemark! o, lov din Gud!
O! rens dig vel, Marie!
At du kan som en smykket Brud
Din Frelser oppebie,
Saa du i Aanden sukker: kom!
Og, naar Han kommer, jubler from:
Kom Herre Jesu! Amen!

Saa laae Ansgar paa Sotteseng,
Udtæret under Smerter,
Og drog i Herrens Klokkestræng
Og tændte sine Kierter,
To for St. Peder og St. Hans,
En for Maria, Kirkens Glands,
Det var en Kyndelmisse.

241

Alt paa Marias Luttre-Dag
Han vented Bod for Smerte,
Da brændte og med Lue svag
Saa blaalig alt hans Kerte;
En Nat dog var tilbage end,
Med Suk han giennemvaaged den,
Med Bøn og Vemods-Sange.

Men der det lysnede i Øst,
Da løsdes og hans Tunge,
Og Præsterne med høien Røst
Lovsangen bød han siunge:
O! store Gud! vi love Dig!
Da klang i Chor høitidelig,
Og »Troen« blev udsiunget

Der Morgensolen lysde ind
Alt giennem Kirke-Rude,
Da hvisked Straalen til hans Sind:
Jeg Herren skal bebude;
Sit Hoved han opløfte lod
Og aad Hans Kiød og drak Hans Blod,
Hvis Lem han vilde være.

Saa løfted han sin Haand saa from,
Og tog i Bøn til Orde:
O! fromme Gud! gak ei i Dom
Med dem, som Ondt mig giorde!
Derpaa han bad sin femte Bøn,
Paakaldte Guds Eenbaarne Søn,
Gav Ham sin Siæl i Giemme.*)

O! Dannemark! o priis dog Gud,
Og leeg for Ham med Ynde,
Som ved et saadant Sendebud
Dig Ordet lod forkynde!
O! see Forbilledet i ham,
Af hvad du, trods al Verdens Skam,
I Verden skal udtrykke.

* 242

Min Læbe er i Kirken stum,
Ubundet dog min Tunge,
Og Dagens Evangelium
Jeg vil for dig udsiunge,
Om Peder, Jacob og om Hans,
Som Herren saae i Himmelglands
Paa Kirke-Biergets Tinde.

Ja Danmark! jeg gientager frit:
Du est Johannes Fylde,
Og hvad der males med dit Kridt
Skal Østens Soel forgylde,
Og hvad sig speiler i dit Rav,
Gienskinne skal fra Soel og Hav
Og dybt fra Fieldets Aarer.

Og Norge! jeg tør sige vist,
At du er Petri Fylde,
Du skal forklaret skue Christ,
Og Ham i Støvet hylde;
Men drøm ei stolt, at du er stærk!
Thi Troen kun sit Underværk
I Svaghed kan fuldkomme.

Jeg frygter, ak, jeg frygte maae,
Du mener selv at mægte
I Døden for din Gud at gaae,
Og maae Ham da fornægte;
Dog, naar din Frelser til dig seer,
Da føler du: din Steen er Leer,
Da smelter du i Taarer.

O! kan det hielpe, Broder fiin!
Jeg vil dig rørt advare:
Naar høiest klinger Klokken din,
Da est du meest i Fare;
O! hør mig, Broder! lyd mit Raad!
O! ringeagt ei Svagheds Graad!
Det koster Angers Taarer!

Og, Israel! du Herrens Præst,
Skal dig med Dan trolove,
Det er den store Pindsefest
I Danmarks Bøgeskove,
243 Og atter for en Mose-Stav
Sig dele skal det røde Hav,
Og Pharao omkomme.

Ja, som en Løveunge prud
Skal Rachel Dan opamme,
Og være skal han for sin Gud
En isralitisk Stamme,
Han æde skal af Landets Marv,
Hans Stæder er af Judas Arv,
Ham avled Juda-Løven.

Ja, Dannemark, o, lov din Gud
For Vugge og for Baare!
Og for det stærke Hierteskud,
Som skues skal ad Aare!
Ja, for det blanke Danne-Skiold,
Hvor Nyaar sig med Fædre-Old
Saa underlig forene.

Og, Jylland med de sære Kaar,
Med Hierterne saa røde,
Med Lyngen, som tvetydig staaer
Paa Grændserne af Grøde!
Da skal den Urkok vist, som goel
I Dagningen mod Østens Soel,
Sit Morgen-Gal forklare.

Da skal Man see paa Amleths Skiold
Det store Sagn forklaret,
At Gud fra Tydskens Overvold
Dig har ved Dan bevaret,
Ja elsket op i Bøge-Læ
Saa underfuld et Ceder-Træ
Med Bøge-Marv og Blade.

O, Held dig, Sælland! om end da
Du rørt kan ihukomme,
At du alt fordum fik derfra
Din bedste Rosen-Blomme,
At det var Jyllands Hierteblod,
Som flød i Thyra Dannebod,
Din christne Kongemoder!

244

Og Norge! husk, paa samme Dag
Til dig med Vestenvinde
En Snekke bar fra Vendilskag
Den første christne Kvinde,
Din Kongemoder, Syster god
Til Dronning Thyra Dannebod,
Ja Thyrne, Ragnilds Moder.

Der stod engang paa Jelling-Heed
Saa prud en Saga-Kirke,
Men den forlængst er siunket ned
Saavel som Dannevirke;
Nu staaer den taarneløs og lav
Alt som en muret Helgengrav
Imellem Kiæmpehøie.

Fra Hedenold de Høie staae,
Saa mægtige og brede,
Og grønnes til at undres paa
Midt i den sorte Hede;
I Aand os det indbilde maae,
At grøn engang skal Jylland staae
Paa Verdens sorte Hede.

De Høie staae, som de alt stod
I Harald Blaatans Dage;
Der hviler Gorm og Dannebod,
Det vidner Danmarks Sage;
Og Stenen graa og Stenen blaa,
Som end paa Kirkegaarden staae,
De vidne og det Samme.

Jeg ei forstaaer den Runerad
At sætte ret i Lave,
Men derfor seer jeg lige glad
Paa gamle Runestave;
Ja, det er just en herlig Ting,
At slig en liden Runering
Kan trodse Verdens Kiæmper.

For Kirkedør de Stene staae,
Alt som derind de vilde,
Det og engang sig føie maa,
Om ikke før end silde;
245 Ja vist engang de vil og maae
For Alteret til Skrifte gaae,
Aflægge deres Byrde.

Ja Saga, som dem baaret har
Til Kirkedør med Smerte,
Skal gange ind saa aabenbar
Og vælte dem fra Hierte,
Og over dem som Alterfod
Skal gamle Thyra Dannebod
Sin Helgenkalk udtømme.

Den Jydepræst for Alterbord
Med Kors paa Messekaaben,
Ham skal de skrifte Sandheds Ord
Om Gud og Dane-Daaben;
Det Skriftemaal saa rørt i Sind
I Alterbog han skriver ind,
Og »Gloria!« udtoner.

De staae, alt som den Gildesfærd
De ventede og vidste;
Det nytter ei, at Læg og Lærd
Dem fritte vil og friste;
De agte ham kun Svaret værd,
Hvem Gud har lært paa Kryds og Kvær
Dem konstig at udspørge.

De tie, som den Herre god,
De nævne paa det Sidste1,
Der Han for de Skriftkloge stod,
Som fritted for at friste;
Jeg tier, sagde Han, for Jer,
Thi sagde jeg, hvad Sandhed er,
I troed mig dog ikke.

Ja, sagde hver en Steneknøs,
Hvad Sandhed monne være,
Saa lodes de dog ikke løs,
Man Tant dem vilde lære;
Ja, stod de fast paa Sandheds Ja,
Paa Kryds og Kvær paa Golgatha
Man lammed deres Tunge.

* 246

Saa lad om Land de Stene staae
Med tavse Runetunge!
Jeg veed dog, hvad de tænke paa,
Og skal engang udsiunge;
I Kloge! sparer eders Vid!
Thi ei før Jyde-Præstens Tid
De Stene gaae til Skrifte.

Her Dannemark, o Moder kiær,
Med bundne Runestave,
Et Sagablad din Søn frembær
Dig til en Nyaars-Gave.
Lad tie, hvad ei tale vil!
Og tænk ei Alt er Giøglespil,
Hvad ei du kan begribe!

O, giem det lille Speil af Rav
Alt som et Søndags-Øie!
Speil dig deri paa Fædres Grav!
Da skal det dig fornøie,
Og du skal see at ret tilpas
Til Ramme og til Rudeglas
Er Norna-Gesturs Saga.

O! træt ei med mig om mit Syn!
Jeg vil dig jo ei daare,
Og skimted jeg ved Sagalyn,
Hvad først skal sees ad Aare,
Jeg beiler jo til ingen Roes,
Jeg siger, det er Arvegods
Fra vore fromme Fædre.

Jeg siger jo, o Moder kiær!
O! troe kun fast den Ene!
Og lad kun stande ved sit Værd
Mit Syn paa Runestene!
Kan Hiertet ved min Gaadesang
Bevæges fromt til Altergang,
Tør du da Tungen dømme?

247

Ja, ton min Sang fra Først til Sidst
Til Priis for Gud alene!
Ja, Tant er uden Troe paa Christ
Alt Syn paa Runestene,
Og Tant er hvert et Skialdesyn,
Der ikke slaaer som Himmellyn
Det fromme Christen-Hierte.

Men naar vort Hierte banker ømt
Ved fromme Fædres Minde,
Som have Herrens Kalk udtømt
Og er i Himlen inde,
Da svæver deres Aand os nær,
Og Hiertet rørt maae have kiær
De gaadefulde Toner.

Høstgildet1
(28de Octbr. 1815).

Kling, min Harpe, over Vangen
I den svale Aftenstund!
Favn og giem og svar til Klangen,
Gamle Danmarks Bøgelund!
Siunger, siunger Dannekvinder!
Kvæder, mens I Krandsen binder,
Lydt i Løvfald som i Mai!

Kommer, kommer Danne-Kvinder!
I som græd for bange Kaar,
I som saae med Fryd Kiærminder
Blaane sødt i tidlig Vaar!
Følger mig paa Skialde-Gangen
Under Harpeslag i Vangen,
I den Danske Urtegaard!

* 248

Græder ei, fordi vi skue
Løvet guult i Efteraar!
Danmark og, den gamle Frue,
Graaner selv jo Aar for Aar;
Prange, visne maa jo Løvet,
Skinne, falme maae jo Støvet,
Selv ei Soel har evig Glands.

Men, o, seer, o, seer med Glæde
Grønningen i Efteraar!
Seer, o, seer de Roser spæde
End i Danmarks Urtegaard!
Lover Gud, I Danne-Kvinder!
For de tidlige Kiærminder,
For de sene Rosenskud!

Danmark! gamle Konge-Frue,
Med det sølverhvide Haar!
Pynt kun op din Ammestue!
Times skal dig sieldne Kaar;
Rul kun op din Stamme-Tavle!
Thi som Sara skalst du avle
Sønnen fiin i Efter-Aar.

Føde skalst Du, Adelsfrue,
Sønnen, Dansk og fiin og bold,
Glad du skal i Ham beskue
Fredegod og Dan og Skiold;
Dig skal alle Kvinder love,
Alle Fugle skal i Skove
Siunge om det Underværk.

Danmark! deiligst Vang og Vænge,
Indelukt med Bølgen blaa!
Smykke skal sig dine Enge
Høitidsfuld med Blommer smaa,
Og ved Hellig-Korses Kilde
Blomstre skal i Krinds saa milde
Roserne fra Golgatha.

Kvinder! I som nys med Smerte
Krused Fruens Jordeliin,
Syer flink nu under Kierte
Christentøi til Sønnen fiin!
249 Virker fiint med Guld og Silke
Knopper smaa paa Rosenstilke
Under hvide Dannebraag!

Lægger, Dannemænd, i Lave
Eders gamle Kroner faa!
Dannishedens Faddergave
Vil den Spæde ei forsmaa;
I sin Manddom vil han smelte
For de gamle, giæve Helte
Skuepengen fiin deraf.

Binder, slynger, Dannekvinder!
Høstens Roser flux i Krands!
Danmarks Billed vel vi finder
Under Slør i liflig Glands,
Og kan vi det Billed finde,
Skal og Krandsen om dets Tinde
Slynge sig i Danmarks Navn.

Skal til Marmelsteen og Farve
Vi nu tye med Danmarks Krands,
Skal de kolde Stene arve
Danmarks Kiærlighed og Glands?
Er dog ei en Dannekvinde
Kiærlig, from i Lund at finde,
Som kan bære Danmarks Krands?

Kommer! under Danmarks Krone
Sidder from en Sølver-Brud,
Hilset vær i Jubeltone
Og velsignet, Dronning prud!
O, tillad, at Dannekvinder
Krandsen om Din Krone vinder
Under Skialdens Harpeslag!

Kiærlig, fiin og from i Sinde
Est Du som vor Moder blaa,
Varst den bedste Dannekvinde
Selv i Hyttens dunkle Vraa;
Tør ei Dig vi Krandsen række,
Vi den maae med Suk nedlægge
Paa den kolde Marmelsteen.

250

Held, o Held! som jeg kan skue,
Grye i Dagning, Glimt af Glands!
Ei forsmaaer den Konge-Frue
Gamle Danmarks Rosen-Krands;
Ei den glimrer, ei den praler,
Men den dufter og husvaler
Liflig, sødt i Aftenstund.

Kun med lukte Øielaage
Skialden seer det favre Syn,
Mændene, de er saa kloge,
Daarer dog for Aande-Lyn,
Skialden kun med Barne-Tunge
Sagte vil i Lunden siunge
For de fromme Kvinder faa.

Kvinder! nynner I kun Sangen
Efter Skialdens Harpeslag!
Hvisker det kun rundt i Vangen,
Hvad der klang paa Høitids-Dag!
Det er koldt i Vinterugen,
Under Snee dog grønnes Rugen,
Skyder Blomst i Sommer-Skiær.

Efterglands af Thabors Kerte
Glimter over Bøgelund,
Og et Gran af Danmarks Hierte
Skialden fik til Harpe-Bund;
I den Bund det sælsomt klinger,
Naar med sine Under-Vinger
Duen rører Harpens Stræng.

Tvivler kun, I Mænd saa kloge!
Selv jeg tvivler som en Mand,
Naar sig over Dannebraage
Øiet løfter med Forstand;
Men jeg troer, den Lyd, som klinger
Under Duens Luevinger,
Spotter mit og eders Vid.

Staae da nu de Roser silde,
Som vi see, i Urtegaard,
Har Maria Fødsels-Gilde
I sit andet Brude-Aar,
251 Nu, saa maae de Roser sene
Sig dog vel i Krands forene
Paa Marias Fødselsdag.

Lad da Kvinderne i Vangen
Sanke kun de Roser smaa,
Efternynne Gaadesangen,
Giætte, som de bedst forstaae!
Dannemænd! imedens binder
Vi en Krands af blaa Kiærminder
Til vor Dronning, fiin og from.

Troer I ei, de er at finde?
End i Høst en Lund jeg veed,
Hvor saamangen blaa Kiærminde
Blomstrer end i Luun og Fred,
Saxo den Kiærminde-Have
Lukkede med Romer-Stave,
Nøglen dog har Danmark giemt.

Følger mig da, Frænder bolde,
Ind i Danmarks Rosenlund!
Der Høstgildet vi vil holde
I den svale Aftenstund,
Takke Gud for Markens Grøde,
Bede, Han den vil gienføde,
Atter i det næste Aar!

Krandsen, vi i Lunden binde,
Bære vi til Kongens Gaard,
Fredegodes Gemalinde
Sikkerlig den ei forsmaaer,
Og om sat med Danske Stave
Skal da vor Kiærminde-Have
Kalde sig Marien-Lund.

Heimdall indeholder foruden de ovenfor meddelte Digte endnu et Stykke, kaldet Forslag til Norges Heltedigt, som er optrykt i Poet. Skr. IV. 2.